↩

Andet Anhang

til

O. D. Lütkens Anmærkning

over

Betænkningen:

Hvorledes Frihed og Ejendom kunde forskaffes Bondestanden,

indeholdende

1. En Anmærkning over de til samme Betænkning udgivne Zusäze.

2. En Repliqve til den Critiske Journals Anmældelse af Lütkens Anmærkning.

Kjøbenhavn, 1772.

Til Kjøbs hos G. C. Rothens Arvinger og Proft.

2
3

Anmærkning

ved Hr. Finanzraad Oeders Zusäze til Betænkningen: Hvorledes Frihed og Ejendom kunde forskaffes Bondestanden.

pag. 1.

Dersom Plinius, som ikke er ved Haanden, skulde forklare sig: hvorledes, hvori, og af hvad Aarsager de store Landgodser da fordervede Landene, udkom der formodentlig en ganske forskjellig Meening fra Forfatterens. —

Pag. 6. Naar Hosbondens Myndighed, den Lovene tillader, er ikke uden Faderlig, og

Bondens Afhængighed ikke uden Sønlig, (Misbrugen, som den der ikke hæver Brugen, tilsidesat), da vorder den liden Indskrænkelse af Bondens Frihed, og den liden Andeel, han deraf opofrer til Hosbonden, ham rigelig gjengjeldet ved Hosbondens faderlige Omhue, Opdragelse, Forsvar, Bistand og Undsetning, helst under vanskelige Tider og Tilfælde. Og, den Stund Hosbonden skal være Staten ansvarlig for alle de Bonden paalagte Skatter og Byrder, ja endog forpligtet at opholde, og tilstrækkelig at forslege alle de paa hans Gods værende Fattige, som nu for Fyen er anordnet, da bliver saadan Indskrænkelse af Bondens Frihed vel og aldeles uomgjængeliq, og kan, son, største Ret og Billighed, paastaaes af Hosbonden, for til alle, endog de vanskeligste, Tider at have Beboere, og duelige Beboere, til Bøndergaardene, at Agerdyrkningen, som Basis, faavel til Statens, som hans Velfærd, ikke skal lide. —

Daglønneren, siger Forfatteren, Har sin Frihed. Rigtigt nok! men han savner og en Hosbonds Omhu, og er under vanskelige Tider og Tilfælde overladt sig selv og egen kummerlige Skjebne. Hvor mange Tusinde gjorde ikke gjerne i denne Tid lige Offer med Bonden

af Friheden for lige Fordeele? De søge allevegne, om nogen vil antage sig dem, og forskaffe dem Arbejde og Tjeneste. Men finder saa, eller ingen.

Pag. 7. Hvorledes Forfatteren kan paastaae: at den Ret, at disponere over sin eyen Person, ustridig og uomgængelig bør tilstaaes ethvert Menneske, seer jeg ikke, den Stund der i alle Stater, endog de Republiker, der meest raaber paa og vaager over Frihed, presses Matroser, og af Bondestanden udskrives, og med Tvang udtages Soldater. For at komme til Udøvelsen af denne Ret, maae og den myndige Alder først opnaaes, og da er Dispositionen meest gjort, da er det vel sildigt, at applicere sig til noget Nyt. Dersom hver Stand meere blev ved sit: dersom Børnene meere henholdtes til Forældrenes Handteringer, saa at Officeer-Børn meest bleve Cadetter og Officerer, Gejstlighedens Studentere, Præster og Professorer, Kjøbmænds Kjøbmænd, og saa fremdeles, vilde Staten vist nok dermed være bedre tjent, end med den store Oversetninq fra en til anden Stand, der meest foraarsages af Menneskenes almindelige Misfornøjelse med deres egen Stand, under hvis Besværligheder, dem de

føler, de kuns fæster Øie paa andre Stænders Herligheder. Hvilket i et af mine Prisskrifter fuldstændigere findes udført.

Saaledes i mindste tillades Almuen i ingen Stat at disponere over deres egne Personer, at de fritages for at værge Staten til Lands og til Vands. Og har nu Staten fuldkommen Ret til denne Forbindelse og Friheds Indstrænkelse, da kan den Ret vel heller ikke frakjendes Staten, til dens Tarv og store Fordeele at forbinde de ved Jordbruget Opfødte, ved Jordbruget og dets behørige Bedrift, som Basis til heele Statens Velstand, at forblive, ja at forblive enhver i sin Egn og District, paa det de slettere Grunde og Egne ikke skal forlades, og mangle Arbejdere; og at den talrige Bondestandens Ungdom dog i nogen Maade, lige med øvrige Stænder, kan haves Hold og Tøjle paa, og holdes under nogen Disciplin og Politie-Opsigt: en Opsigt, som aldrig kan fra kjendes nogen Regiering, siden ingen Regjering uden den kan bestaae, og siden den udgjør en af dens væsentlige Pligter. Thi den Frihed, at Bondestandens Ungdom, de øvrige Stænder tredobbelt overlegen, løsgives fra al Hold og Tøjle, Disciplin og Politie-Opsigt, har ikke Sted under nogen, og mindst under

en monarkisk Regiering. — Og hvad nytter det, en eragter, eller virkelig, Mangel (thi fuldkommen bliver dog ingen Stats Forfatninger) ved et langt større Onde at afhielpe? Af en saa ubunden og uindskrænket Frihed maae nødvendig giøres Staten et offer. Det giøres nu paa den hidindtil brugelige, eller nogen anden Maade, i Fald nogen bedre kan udfindes, og som ei medfører Staten større Uleiligheder.

Pag. 12. Der er flet ingen Grund for, at Bondestanden meere skal afgive et Overskud af Hænder til at bedrive Kiøbstæd Nærinq, end at Kiøbstæderne skal afgive et Overskud til Landbruget; (uden at tale om, at Landet allerede jevnlig afgiver en Deel Folk til Kiøbstæderne, til deres Jordbrugs Bedrift, til Stald- og Gaards-Karle). Forfatteren er jo eenig med mig: at Folkemængdens Fremvæxt af sig selv, uden alle Konster og Konstgreb, fremgaaer, alt saavidt Næringen vil tillade. Dette maa jo da kunde appliceres saavel paa Kiøbstæderne, som paa Landet? Og hvorledes skulde Kiøbstæderne mangle den Folkemængde, som Kiøbstæd-Næring tillader, men Landet derimod kunde fremføre et Overskud over det Antal, dets

Næring tillader, og afgive dem til Stæderne og deres Nærings Bedrift? Forfatteren behage kuns at erindre disse hans egne Ord p. 43.

„Menneskenes Forplante Evne besetter meget hastig de Pladser, som aabner sig ved en nye, eller ved en gammel udviider Næringsvej.„ Heller ikke er der nogen Grund for, at de Bønder, som bleve boesatte paa de nedlagte Hovedgaarders Grunde, dem Forfatteren i Betænkningen har regnet for den 4de, men her for den 8de Deel af Statens, meere skulde kunde afgive Overskud til Kiøbstæder eller Fabriker, vid. pag. 60., end de øvrige 7 Deele af Jordbrugerne nu giøre. Og altsaa bortfalder

og ganske den Fordeel, som Forfatteren i denne Hensigt vil udregne fra Hovedgaardenes Nedlæggelse. Desuden da har de i Kiøbstæderne Opfødte baade Hoveder og Hænder bedre bevante og skikkede til Kiøbstæd-Næring. Ligesom de paa Landet i fri Luft, og under aaben Himmel Opdragne ikke gierne lade sig indflytte til Manufaktur- og Fabrike-Arbeide. —

Pag. 13. Jeg ynskede og Bondens Velstand større. Men, saa maae han og nødvendig afgive mindre til Staten og øvrige Stænder. Og saa meget, som Bondens egen Han-

del med Kiøbstæderne derved blev større, saa meget mindre blev de øvrige Stænders. Og altsaa blev Kiøbstæd-Næringen endnu den samme. —

De plovførende Arme, siger Forfatteren, skulde være i større Antal. Men i min Anmærkning over Betænkningen har jeg beviist: at ved hans foreslagne Forandring blev Antallet endog mindre. —

Pag. 20. Herregaarde, Præstegaarde og Degneboeliger betaler noget vist i Consumtion; og derfra reiser sig deres Frihed til at brygge og brænde. —

Pag. 22. Her paastaaer Forfatteren:

at Godser af lige Størrelse og Godhed ere i Slesvig dobbelt til tredobbelt saa meget værde og importante, som i Danmark. Aarsagen dertil, anmælder han at være denne: at hovedgaardens Grund mod Bøndergodsets er der den halve, men her ikkuns den ottende Deel. Og giør han endnu p. 24. den Beregning: at ved hver Tønde Hartkorn Bøndergods, Hosbonden endnu kan inddrage under Hovedgaard og Hovning, profiterer han 257 Rdlr. aarlig, Herved tilstaaer jo da Forfatteren tyde-

lig, aabenbare, og uden al Slags Udflugt: at den Indretning af Hovedgaarde og Hovning er langt meere profitabel for Jorddrotten, end den Indretning af, eller Forandring til Bøndergods aleene. I hans Betænkning derimod paastaaer han: at Jorddrotternes nu havende Indtægt af Gaard og Gods, efterat Hovedgaardens Grunde til Bøndergaarde vare udlagte, baade kunde haves og forsikkres dem; og giør sig sammesteds megen Møie og Bestræbelse for at vise og gotgiøre: at de kunde blive skadesløse, fortrøstende sig aldeles: at de Forsøg, som endnu giøres skulde, især paa de Kongelige Domainer, noksom skulde bevise hans Sætnings Rigtighed. Da nu den ene Sætning strider directe imod den anden, og i fuldkomneste Maade contradicerer den, saa maa nødvendig den eene frafaldes. — I min Anmærkning har jeg tydelig gotgiort den sidste Sætnings Urigtighed; og finder jeg nu her, at Forfatteren ikke aleene giver mig fuldkommen Bifald deri: ar den Indretning af Hovedgaarde med Hovning er Hosbonden den fordeelagtigste; men at han endog deri gaaer langt videre, end jeg, i det han paastaaer: at den bliver dobbelt til tredobbelt saa fordeelagtig, og at Fordeelen immer tiltager ved Hovedgaardens Udvidelse af

dens inddragne Bøndergods, endog efterat hovedgaarden udgiør halvt mod Bøndergodset, og derover; hvilket jeg dog aldrig har troet, eller kan troe. — Min Meening er: at til rettesie og fordeelagtigste Indretning for Eieren og Staten tillige, maae der iagttages en vis Proportion mellem Hovedgaarden og dens Hovnings-Gods; den Proportion: at Bønderne, uden Slaverie og Trældom, som fri Folk og Fæstere, med samme Bester og Reedskab beqvemmelig kan bedrive Hovedgaardens Avling, uden at deres eget Arbeide derved lider og forsømmes, samt, uden at tvinges til en for Almuen i christne og frugtbare Stater alt for haard og kummerlig Levemaade. — Meest maae jeg undre, at Forfatteren, efterat have beskrevet Jorddrorrens saa store Fordeele af en saa stærk paalagt Hovning, dog erklærer p. 23.: at han fordrer intet Offer for Staten; ligesom han og i Betænkningen har erklæret for den Danske Jorddrot. Men hvortil nytter da, at udkaste en Plan, som uden saadant Offer aldrig kan iværksettes; thi Regieringen var det jo slet umueligt, for saadan Plans Iværksettelse, at afkiøbe dem Godserne for deres Værd, naar Godserne siden, og efter Hovningens Nedlæggelse, ikkun bleve den halve eller Trediedee-

len saa importante, som de forhen under og formedelst Hovningen havde været Jorddrotterne? — Men kan Forfatteren kuns tilstrækkelig gotgiøre: at hans foreslagne Plan og Forandring er Staten tienligere, end den nærværende Forfatning; at Hovningen, den han nu her, tvertimod hans forrige Skrifts Indhold og Paastand, tilstaaer at være Jorddrotten højstfordeelagtig, er Staten skadelig; da venter jeg, at de fleeste vore Jorddrotter uden nogen Fordring frivillig opofrer, og at Resten finder sig i, til Statens Beste at opofre derer mistænkte Fordeele. —

Pag. 23. siger Forfatteren: at man kan ikke have noget tydeligere Exempel paa, hvor ganske ofte Statens og Privatpersonernes Fordeele ere adskilte, end anførte Jorddrottens Fordeel ved Hovning. Men udfører her ikke med et eeneste Ord, hvorledes denne for Jorddrotterne fordeelagtige Indretning er Staten skadelig; dog erfares af foregaaende p. 22., at den eragtes Staten skadelig i Henseende til Folkemængden, da han regner til, at i Hertugdømmerne er kuns 4/8 Deele af Grunden befatte med Bønder-Familier, imod 7/8 Deele ere befatte i Danmark. — Dertil svares: At,

i Følge anførte af Forfatteren tilstaaede Grundsætning om Folkemængdens Fremgang, er der paa begge Steder den Folkemængde, som Jordbruget fordrer, og den derved faldende Næring tillader, hvad enten de boer inden eller uden for Hovedgaardenes Grunde, hvad enten de arbeider Grunden for sig, eller for andre. Er Fæedriften mod Kornavlingen der større, end her (som Forfatteren mælder p. 17.), da forstaaer det sig, at Folkemængden er saa meget mindre, siden Kornavling giver Arbeide og Næring for fleere Folk, end Fæedriften. Men giør man Regning over den samtlige Danske Stat, da maa tilstaaes: at Kornavlingen snarere formeget har indskrænket Fæedriften, end denne den første. En Indskrænkelse af Fæedriften i Hertugdømmerne vilde vist nok foraarsage dens Udvidelse i Danmark. Saa meget da som Staten i saa Fald vandt i Folkemængdens Tilvæxt paa det eene, tabte den igien paa det andet Sted. —

Forfatteren er og bliver os da Beviset skyldig: at nærværende Landgodsernes Indretning, fordelagtig for Proprietairen, er Staten skadelig; ja provoceres herved til at bevise det, da det eeneste Argument, som han enten her, eller i Betænkningen, har frembragt, nemlig

at den skulde være hinderlig for Folkemængdens Tilvæxt, i min Anmærkning over Betænkningen aldeles er kuldkastet. —

I Henseende derimod til Bondestandens Vilkaar er det meget langt fra, at jeg bifalder den beskrevne Holsteenske Forfatning i Landvæsenet. Saa meget som Bondens Vilkaar og Velstand nedsettes under den Grad, ham her lodde kan og bør, saa meget bebyrdes han, saa meget hæves meere af ham, end skee burde; — thi alle Undertrykkelser, alle Udsuelser, alle for svære Byrder og Paalæg, de paalægges af Regieringen selv, eller andre, de indflyde i Statens eller Privatpersoners Kasser, kan aldrig være Staten tienlige, men, som de ere ubillige, saa bliver de og alletider, helst i Længden, høisthinderlige for Statens Velstand, og dens Næringsveies Opkomst og Udvidelse. —

Ved at læse hos Forfatteren, hvor fordeelagtig den Slesvigske Land-Oekonomies Indretning anmældes, maa dog ingen forfalde paa den Tanke: At den Stat var høistlykkelig, hvor der hverken var Proprietair, eller Selveier, men hvor alle Landgodser, Regenten aleene og umiddelbar tilhørende, bleve efter den Slesvigske Maade bortforpagtede, siden

Regenten deraf aleene kunde have saa overflødige Indkomster, at Undersaatterne kunde blive aldeles skattefri. Nei, ingenlunde! Hvor Regenten umiddelbar vil have alt, der seer det triste ud i alle Hiørner. Derved vilde alle øvrige Nærings-Kilder hindres og tilstoppes, og Jordbruget, som uden dem ikke kan komme til nogen Flor, maatte selv forfalde og blive af en meget mindre Importance; da den Regent, som vil, at alting umiddelbar skal indflyde i hans Kasse, uden at vilde lade Undersaatterne Rigdomme og Ejendomme, alletider bliver baade fattigere og svagere, end den, der setter sin Magt og Rigdom i Undersaatternes Industrie, Formue og Velstand. —

Pag. 29. At Folkemængden vilde tiltage ved det fleere Fæste-Bønder blev Selveiere, kan aldrig tilstaaes. Disse skiøtter ingenlunde om Huusmænds og Indersters Fællesskab i deres Græsninger, (hvilket Fæste-Bønderne af Herskaberne ved fleere Huuses Opbygning i nogen Maade er paatvunget), og uden Græsning og Kreaturers Holdelse kan Huusmænd ikke subsistere. Jeg har derimod viist i min Anmærk-

ning over Betænkningen, samt min Opløsning af det om Bondestandens Folkemængde udsatte Problema, at det er Hoveriet, eller Hosbonden for Hoveriets Skyld, der har forøget Folkemængden, og at samme ved Hoveriets Afskaffelse anseelig vilde formindskes — Hvad Virkning Hoveriets Bestemmelse aleene har havt paa Huusmænd og Inderster, det indsees nu af enhver, og føles af dem; og hvad som formindsker Næringen, maa nødvendig i Tiden formindske Næringsbrugernes Antal.

Pag. 31. At Pløielandet i Sielland ikke forholder sig mod den øvrige Grund, som 6 imod 17, men er langt meere, kan de af den nye Landmaaling forfærdigede Carter noksom udvise.

Pag. 32. Agerdyrkning og Fæedrift er langt meere Basis til Stats-Huusholdningen i Danmark, end i Engelland, da den sidstes Handel og Søefart er den floritanteske i heele Verden. —

Pag. 33. Godsherrerne i Engelland, siger Forfatteren, sørger for, at det Antal Folk, som deres Forpagtere kan behøve til Arbeide

i den travle Tid, kan finde Boepæl og Leilighed paa Godset. Men man begriber og lettelig, at denne Sag der maa besørges langt meere lunkent og koldsindigt, end her, hvor Herskabet skal forskaffe Forpagteren de fornødne Hovnings - Arbeidere til Avlingens Drift. Og naar det nu gaaer der, som her, at Huusenes Opbyggelse formedelst Skovenes Aftagelse ikke vel kan betale sig, hvad skulde da bevæge den Engelske Godsherre til at staae Bekostning og Tab for sin Forpagter, den han ikke er pligtig at forskaffe Arbeidere? — End meere! Siden Folkene der ere fri, og kan arbeide saavel uden som paa Godset, hvorfor skulde da Godsherren besvære sit Gods med mange Huuse, da hans Forpagtere dog ere uvisse paa disse Beboeres Arbeide, oq lige saavel kan faae og antage Arbeidere fra fremmede Godser? — Under en saadan Forfatning skiønnes det lettelig: at enhver Godseiere søger at afvelte den Byrde og Besværlighed af mange Huusmænd og deres Børns Opdraaelse fra sig paa Naboer, da Han kan tage Arbeidere faavel fra andres, som eget Gods; og at enhver heller vil inddrage voxne Mennesker fra andre, end selv opføde dem, og det til andre. Altsaa følger det og, at Folkemængden uomgængelig under en saadan Forfat-

ning maa lide. Forfatteren tilstaaer selv pag. 48. „At Bygnings-Bekostningen er Hoved-Aarsagen i Engelland til Meieriernes Udvidelse, og Agerlandets Forvandling til Græsland, efrerdi Agerdyrkningen fordrer mange Hænder, som maa boe paa Godset, og altsaa behøver Huuse, som Godsherren maa opbygge. „ Men, om de end boe paa Godset, maa jo dog de, som fri, arbeide og lade sig leie paa et andet, og hvor de lyster. I Henseende til Folkemængdens Formeerelse har da vor Forfatning unegtelig en stor Fordeel for den Engelske; og dog er det just i Henseende til Folkemængdens Tilvæxt, at Forfatteren vil have vores i den Engelske Form omstøbt. — At den Engelske Godsherre, som Forfatteren siger pag. 32., bruger sin egen forbeholdne Grund meest til Græsning, sielden til Sædeland, samt at Meierierne, som mældes pag. 48., immer udvides paa Kornavlingens Bekostning, viser noksom: at Folkemængden paa Landet der meere aftager, end tiltager, og at Hosbonder, saavelsom Forpagtere, frygter for at besvære sig med mange Folk; (en Frygt, den Forfatteren, som utidig og ugrundet, i Betænkningen forekaster den Danske Proprietair). Og naar nu Folkene, dem de bygger Huuse til, ikke meere tilhører

dem, end en anden, men kan arbeide hvor de vil, hvo vil da der opbygge Huuse? og hvorledes kan da den Engelske Forfatning anprises os, som den, der skulde medføre Folkemængdens Forøgelse? —

De Engelske Klagemaale over Næringens Forfald vil jeg ikke tale om; thi det er just dem, der har bragt disse politiske, og saa eragtede patriotiske, Klagemaale i Moden, da der nu klages, og maae klages, allevegne og over alle Næringer; men Engellændernes Klagemaale har vist nok ikke meere Sted i Henseende til Stædernes Næring, end til Landbruget.

Pag. 34. De her af Forfatteren opregnede Grunde for nærværende Forfatning har jeg i min Anmærkning over Betænkningen ikke betient mig af, da jeg havde dem, som vare vigtigere, tydeligere, og som gialt meere hos Forfatteren, saasom: den Grund af en større Folkemængde. Dog ere de af ham omtalte, men foragtede, heller ikke saa ganske ugyldige. Got nok, at Forfatteren henviser dem, som spørger: hvad skal der blive af Adelen? til Engelland. Men kan han og forskaffe os Engellands Omstændigheder? Engelland har sine mange og vidtudstrakte Colonier, vidtløftige Handel og

Handels-Compagnier, sine Fabriker og Manufakturer, hvor Adelens Rigdomme og Kapitaler kan indskydes og bevares. Her derimod findes det endnu ikke raadeligt, at hensette dem, uden i Jordegodser. Ved Hoveriets Hævelse aleene, uden at tale om Bønderkarlenes Løsgivelse, bleve Jordegodsernes Revenuer anseelig formindskede, (hvilket Forfatteren i Følge sin giorte Slesvigske Beregning nu nødvendig maae tilstaae), og dertil i indfaldende vanskelige Tider aldeles uvisse. Godserne vilde og meget adspredes, dersom det Baand af Hovningen, som nu holder dem sammen, løsnedes, da det andet Baand, som er Hovedgaards-Taxtens Skattefrihed, naar den har 200 Tdr.. underliggende og samlet Hartkorn Bøndergods, allerede paa mange Steder ikke har kundet hindre deres Adspredelse. (Vel har Kronen derved vundet Skatter af Hovedgaards-Tarten, men derimod tabt sin i vanskelige Tider høistbetydelige Caution for Skatter af alt dens underliggende Bøndergods). Naar nu Godsernes Indkomster ikke aleene, som sagt, anseelig formindskes, men endog giøres uvisse, hvorledes skal da Adelen soutineres? hvori skal dens Formue og Kapitaler isettes og bevares? Dersom dette nøiere eftertænkes, da fortiener Spørs-

maalet: hvad skal der blive af Adelen? et grundigere og nøjagtigere Overlæg; da skiønnes lettelig, at den ikke kan nøies med at henvises til Engelland, forinden Danmark settes i Engellands øvrige Omstændigheder. Og skulde det ikke kunde befrygtes, at, naar de Bemidledes Kapitaler her ikke meere til Sikkerhed og Fornøielse udsettes kunde, Statens Rige og Rigdomme da og virkelig overgik, hvor de henvises, til Engeland eller andre Steder.

Angaaende den Virkning, som Forfatterens Plan af andre forekastes: at saa mange Produkter da ikke kunde selges og udføres af Landet, da har jeg i min Anmærkning gotgiort, at samme nødvendig maatte formindskes, ligesom flere Plovbester da behøvedes og holdtes til samme Jordbrug, som forhen med et mindre Antal blev bestridet.

Og hvad endelig Hollænderier, Stutterier og Oxestaldingen angaaer, da er det vist, at Forfatterens Plan giver ingen Lejlighed eller Sted for samme, hvilket den Engelske Forfatning dog giør; thi der ere Hoved Avls- eller Meier-Gaarde, hvad man vil kalde dem, dog ikke saa smaae, som Forfatteren her vil have dem; og altsaa har han Uret, heri at henvise sine Modsigere til Engelland. Dog meener

Forfatteren, at de, som giøre Indvendingerne imod hans Plan, og fremfører Grunde til Forsvar for vor nærværende Forfatning, fortiener intet andet Svar og Afviisning, end at henvises til Engelland. Virkelig, slutter han, lønner det ikke Umagen, at indlade sig i nøiere Undersøgelser der, hvor et Forsæt viser sig, intet at vilde tilstaae. — Saadan et Sprog synes mig ikke, at den Forfatter er vel berettiget til at føre, der ikke er fastere i sin Sag, end at han, som nyelig er viist, i sine Zusaze aabenbare imodsiger hvad han har fastsat i Betænkningen. I denne forsikkrer han Proprietairerne, at de efter nedlagt Hovning, ja bortskiænket Frihed og Skiøde til Bønderne, kan vorde aldeles skadesløse, og have forrige fulde Indkomst af Gaard og Gods. — Nu derimod forsikkrer han, at Hovning giør Godserne indtil tredobbelt saa importante, som ellers; at Proprietairerne i Danmark, ved at udvide Hovningen efter den Slesvigske Maade, kunde faae dobbelt Revenue og Indkomst. — Den der taler, og kan tale saaledes, er ubeføjet, engang at mistænke de Modsigende for et Forsæt, intet at tilstaae. At tilstaae ham begge Deele, gaaer jo ikke an; og hvilket af Deelene er det nu, maa man spørge, han vil

have tilstaaet. — Et Forsæt, intet at tilstaae, skal ikke udledes mindste Spor til i mine Skrifter. Sandheden er det jeg søger, og er det mig indifferent, paa hvilken Side jeg finder den, saa og, enten jeg selv er saa lykkelig at finde den, eller den vises mig af en anden. Man fremsætte kuns faste, sikkre og gyldige Grunde, som Fornuften efter anstillet Prøve kan antage; thi den Føielighed, at den, der seer sig i Stand til at vise den nærværende Forfatnings bedre Grunde og større Fordeele, skulde frafalde dens Forsvar, og vige for nogle svage og brøstfældige Grunde, der aldrig kan holde Prøve, veed jeg den skiønsomme og retsindige Forfatter langt fra ikke er forlangende. Selv vilde han vist ansee det, som en Feighed og Nedrighed, saaledes at give Sandheden og Statens Beste til Pris. Kan Forfatteren, eller nogen anden samme Plans Forfægtere, vise mine Grundes Brøstfældighed, mine Sætningers Urigtighed, da forbinder de høilig den, som de udfører af Vildfarelsen, ligesom deres Umage heller ikke vil være spildt, i Henseende til den Mængde, og det af vittige og velerfarne, som i saa Fald bliver oplyste og bedre underrettede. —

Pag. 37. Da en Hovedgaards Drift ved Hoverie meget lettere kan foranstaltes og bestrides, end nogle faa Tønder Hartkorns uden Hoverie, saa kan det aldrig tilstaaes: at Hosbonden i sin store Hovedgaard har meere, end han vel kan oversee og bestride, og derfor ikke paatænke eller foretage sig nogen Forbedring. Nei, just fra de Jordbrugere, der har Hovning, deels siden Arbeidet giver dem mindre Bekymring og fordrer mindre Tid, deels siden de heller ikke ere saa sparsomme over Arbeidet til et og andet Forsøg, kan og maae man allersnarest vente sig, at alle Forbedringer i Landvæsenet skal herefter, som hidindtil, draae deres Herkomst, siden disse baade har fri Hænder og tilstrækkelig Ævne dertil, samt største Habilite, største Beqvemmelighed til de dertil udfordrende nyttige Speculationer. —

Pag. 38. Forfatteren beregner os kuns den beboeligste Deel af Lier-Sogn i Norge efter Hr. Effendrups Carte og Beskrivelse, men mælder intet om dets ubeboelige Deel, der ventelig er meget større, og af hvis Skove og Græsninger der ventelig og kan tages megen Fordeel. — Aarsagen ellers, hvorfor der paa lige Grund og Strækning kan være større Folke-

mængde i Norge, end i Danmark eller Hertugdømmerne, er denne: at der skattes og afgives mindre.

Pag. 39. Aarsagerne, dem Forfatteren leder efter, hvorfor Folkemængden i Slesvig er mindre end i Danmark, ere disse: at Gaardene der ere større, skiønt lavere ansatte; at Agerdyrkning med Fæedrift der er mindre; og at Selveiere der ere fleere, end her. I denne forskiellige Bondestandens Forfatning er det, at Aarsagerne stikker.

Pag. 55. Mod de Klagemaale af Mangel paa Hænder, som en uophørlig hinder for for vore Fabrikers Fremgang, veed jeg intet bedre, end at erindre Forfatteren hans egne Ord p. 43.: „ At Naturens Herre, til den menneskelige Slægts Vedligeholdelse (Forplantelse og Formeerelse), har giort kraftigere Anstalter, end Menneskene kan giøre. At deres Frugtbarhed er de sædvanlige Livets Tilfælde meget overlegen. At deres Evne og Drift til Forplantelse meget hastig opfylder de huller, som skeer ved slige Tilfælde, og besetter de Pladser, som aabner sig ved en nye, eller gammel udvidet Næringsvei. „Men det er saa vor Tids

Medfør, at der skal, især af dem, der prætenderer nogen Indsigt i Stats-Sager, klages over alting, om Klagemaalene end aldrig skal være saa contradictoriske. Saaledes klages der over Mangel paa Hænder, og Overflødighed paa Munde (skiønt første dog ere i dobbelt Antal mod sidste); at det tillige mangler paa Folk og Fødevahre (det er jo i nogen Maade at sige: at der er for lidet Mad, og dog for faa Giæster); at der mangler Folk til Arbeidet, og Arbeide til Folket; at Fæedrift med Stutterier og Faareavling er for liden, og Kornavling ligesaa. Det løber altsammen derpaa ud, at enhver Nation vilde, at dens Lande vare større, meere frugtbare og folkerige; at den havde fleere Folk, og endnu langt fleere Levnetsmidler; at dens Bondestand, samt øvrige Næringer, kunde beholde meere, uden at afgive mindre; at Almuen kunde leve bedre, og dog skatte lige høit; at alle Jordprodukter vare i ringe Pris, og dog Agerdyrkningen i Flor og Jordbrugerne i Velstand. Det løber derpaa ud, at enhver Nation vilde have Overflod, ja immer større og større Overflod af Korn, Heste, Øren, Faar, Sviin og Smør, samt alleslags Fabrikeog Manufaktur-Vahre at afsette til andre, ja alle andre Nationer. Men, som dette suppo-

nerer andres Trang og Fornødenhed, saa ere deres Ønsker indbyrdes stridige, og deres Opfyldelse slet umuelig. Midlertid er ingen at fortænke, at han giør sit beste. Den, der under en saadan almindelig Bestræbelse forsømmer sig, vil vist staae tilbage. Men til Klagemaale, fordi man ei kan naae det Maal, som i sig selv er umueligt, har man slet ingen Ret, og især skulde man vogte sig for contradictoriske Klagemaale. — Det Klagemaal over Mangel paa Hænder, havde jeg dog ventet, at de tvende sidste Aaringer havde standset. Disse Klagemaale, skiøndt i Moden, klinger dog heel forunderlig og paradoxe, paa en Tid, da vi ei kan føde de Folk, vi har; da den saa kaldede Mangel befrygtes ved Hungers Nød at vorde større; da snart den eene halve Deel af Nationen med ledige Hænder overløber og overtrygler den anden, for at skaffe den Arbeide og Næring. Og kan denne Mængde med deres ynkelige Klagemaale over Mangel paa Arbeide ikke overtyde Folk, at vore Fabrikers Fremgang ikke egentlig hindres ved Mangel paa Hænder, saa veed jeg og aldrig, hvad der har Magt og Styrke til at overtyde. — Her kunde man snart fristes til Mistanke, at der var er Forset, intet at tilstaae. —

Pag. 59. Er den retteste Epoke til Fabrikers Fremgang hos os, naar der paa Landet er Overskud af ledige Hænder, da maa den nu være kommen. Større Overskud har vel aldrig været, og kan aldrig ventes eller komme, end nu, da man ikke er uden Frygt, at hungers Nød vil formindske det. Men det verste er, at samme Aarsager, som giør mange Folk ledige, giør og Fødevahrene dyre, saa at det sidste betager Fabrikerne Fordeelen af det første. — Overalt maa man agte, at Fabrikerne nu ere bragte og komne til den Periode, at de ikke meere vel kan eller vil lykkes, uden i de Lande, hvor Almuen behielper sig knappere, og lever kummerligere, end andensteds. Af den Aarsag er det, at Frankerig nu deri har faaet Fordeelen (om det ellers er en Fordeel) fra Engelland og Holland. Og naar man heri beundrer den Alvises Grundlæg og Bestyrelse, at, som en Nations Rigdomme selv tilsidst bliver den til hinder i at blive rigere, saa bliver den andens Fattigdom den en Anledning og Hielpemiddel til at afhielpe sin Fattigdom. — Forhen, da faa og visse Nationer havde som et Monopolium paa Fabriker, indbragte de vist nok Rigdom og Velstand. Nu derimod, da Fabrikerne snart allevegne settes i Gang, da er

deres beste Fremgang just ikke det beste Tegn til Statens beste Forfatning og Indbyggernes største Velstand.

Pag. 61. Just dette, at den Danske Bonde, skiønt Land-Milicen er her langt mindre end i Norge, er bunden langt længere end den Norske, kunde jo veiledet Forfatteren til at indsee, at den Danske Bondes Hæftelse drager ikke sin Oprindelse aleene fra Land-Milicens Opretning, men at samme maa være skeet tillige i andre Hensigter. Den citerte Forordning af 4 Febr. 1733 setter jo snarere Frihedens Indskrænkelse, som Aarsag og Grund til Land-Milicens Oprettelse paa nye, naar den begynder saaledes: „ Efterdi Landets Velstand udfordrer, at Bondekarlenes Frihed, den de ved Land-Milicens Ophævelse bekom, ved samme igien at indføre, i nogen Maade vorder indskrænket. „

Pag. 67. De, som angriber denne saa kaldede Anstødssteen, vilde vel tage sig i Agt, at de ikke forekaster andre langt farligere, og til større Ulempe! Om dette, saavelsom andre og øvrige Forfatterens Hoved-Sætninger, maa jeg have ham og Læseren henviste til An-

mærkningen over Betænkningen. Og skulde nogen ikke tilfulde indsee mine Sætningers Grund og Rigtighed, vil de i mine andre Skrifter fuldstændigere finde dem udførte. —

Schiellerup den 17 Novbr. 1771.

Repliqve

paa den Critiske Journals i No. 39. indførte Anmældelse af Anmærkningen over Betænkningen: hvorledes Frihed og Eiendom kunde forskaffes Bondestanden.

Journalisten censurerer mig, at jeg vil be- <!%J holde Roesen af en ivrig Forfægtere af vor gamle Forfatning i Landvæsenet. Nei! dette veed jeg bedre. Søger jeg nogen Roes, da er det kuns den af Sandheds Opdagelse og Forsvar til Statens Beste, og at svare til den antagne Caracteer af en Undersøgere. Med samme Iver, som jeg har sigtet for Landvæsenets Forfatning, har jeg sigtet mod adskillige sig derved indsnegne Misbruge, og derom til adskillige Høie Herrer og Collegier, som formeente retteste Sted, giort Forslag; ligesom vel heller ingen bedre har catechiseret for Proprietairer, Vil man omstøde Grundforfatnin-

ger for enhver indsneget Misbrug og vedklævende Uleilighed, saa faaer man Omstøbninger uden Ende og Ophør. I mindste burde man forinden fremvise en Plan af større Fordeele og mindre Uleiligheder. Dette er det kuns, at min Iver for Statens Beste er paastaaende i.

Recensenten ynsker, at kunde roese mig i et, som i et andet. Dette har jeg aldrig ynsket; thi i saa Fald havde jeg valgt en af Modens Sætninger. F. Ex. at intet Land kan faae for mange Indbyggere; at en forøget Folkemængde forøger Statens Næring og Velstand; at Danmarks Indretninger hidindtil ufeilbar har været de sletteste af alle; at Jordens Overflade hos os seer meest ud endnu, som da den først kom af Skaberens Haand; at den rette Landets Cultur tillader intet Naboeskab eller Byers Anlæg; at Pragt, for sin Indflydelse paa Flittigheden, af Regieringen ei bør indskrænkes; & c.

Han tillægger mig Indsigt og Skarpsindighed. Men denne er ikke større, end andres. — Min Fordeel bestaaer kuns deri, at jeg har en god Sag, og har valat de Sætningers Forsvar, som jeg efter foregaaende nøjagtige Prøver

Har befundet at have gode og gyldige Grunde; og at jeg aldrig har ambitioneret at signalisere mig ved utidige og ufornødne Reformationer. —

Mine anførte Grunde kaldes de specieuseste. Men Hvorfor har Journalisten, som andres Veivisere, da ikke viist Urigtigheden og Brøstfældigheden ved en eeneste af dem (Tiden og Rummet kunde gierne have tilladt det, da begge Deele dertil saare vel havde væres, anvendte). Og finder han dette ugiørligt, hvorfore vil han da ikke antage dem for gode og gyldige?

Jeg beskyldes for Partiskhed. Men, saalænge en Forfatter bygger sine Sætninger paa gyldige og uomstødelige Grunde, da er man uberettiget, derfor engang at mistænke ham. Mistanken faaer først Sted, naar Urigtigheden af hans Grunde kan bevises. —

Hr. Finanzraad Oeder siges derimod viselig at have foreslaaet, og med gode Grunde at have understøttet Hovedgaardenes Deeling imod mine Indvendinger, (af hvilke dog ikke en eeneste enten forud, eller siden, af ham er besvaret

eller svækket). Men kan Recensenten ikke see, at Grunden til hans opførte prægtige Bygning af mig aldeles er kuldkastet, saa er der vist andre, som kan see og skiønne det.

Vel henviser Recensenten mig til et og andet Blad i forrige Aars Journaler, dem jeg ei har ved Haanden. Men til Antagonist i Landvæsenets Sager, vilde han pardonere, at jeg ei anseer ham stærk nok. —

Jeg giør Vanskeligheder, siger han, imod Bondens Frihed og Eiendom, som for længe siden paa det grundigste ere hævede. — Men jeg maa spørge: hvor, og af hvem? Hr. Finanzraaden har erklæret: at, naar han paastaaer Friheden, ynsker han kuns Bondens Eiendom, da han seer ingen Muelighed til at indføre den, og hans Grunde har jeg kuldkastet.

Jeg forestiller, siger han. Bondens Tilstand paa en partisk Maade. Men jeg kiender

den dog nok bedre, end Recensenten, der lettelig kan have giort sig urigtige Begreb om en i vor Tid, deels af Misundelse, deels af Uvidenhed, saa ilde beført og afmalet Sag. Og at hans Begreb derom virkelig ere meget urig-

tige og forvirrede, viser noksom disse hans Udtryk: „ ufri Stand og Vorned-Rettighed," da den Danske Bonde hverken er ufri eller vorned; (at han nu bindes ved hans Alders 4de Aar, henhører ikke til den gamle Forfatning). Det er altsaa Recensenten, der forestiller Bondens Tilstand paa en partisk Maade, —

For dog ikke eeneste at beskylde, saa søger Recensenten, da Beviserne ere ham for stærke, at finde Mangel ved Lignelser. Men Sammenligningen mellem Borgeren og Bonden, der leier, den eene et Huus, den anden en Gaard, kan gierne have Sted, fordi sidste er forbunden til Vedligeholdelsen; thi man agre: at foruden det, at han leier paa sin og Enkes Livstid, kan han paa Grunden, som han leier tillige med Bygningen, avle og opelske de fleeste Ting, som behøves til Bygningens Vedligeholdelse, saasom Tag, Vender, Lægter, Spær og Tømmer. Og hvor Eegetømmer feiler paa Bondens Gaard, der gives det jo af Herskabet; og afbrænder Bondegaarden, da er det jo ikke Leieren, men Eieren, der aleene opbygger den af nye. — Den Forskiel af Bygningens Vedligeholdelse, saavidt den hæfter

paa Leieren, hindrer altsaa i ingen Maade min giorte Sammenligning.

Men dette har Recensenten vel aldrig tænkt paa: at Grunden kan og bør vedligeholde Bøndernes Bygninger, og at Vedligeholdelsen naturlig og billig hæfter paa den, som bruger Grunden.

Brøstfældigheds Tagelse paa Gaarden, som Recensenten her erindrer om, hindrer ikke, at Faderens virkelige Oplæg jo kan komme hans Børn til gode, naar den ikke tages uden lovlig og billig; og Misbrugen er jo ikke uadskillelig forknyttet med værende Forfatning?

Recensenten formeener endnu, at Hoveriets Nedlæggelse, og det ved Bonde-Arbeide opfødte Mandskabs Løsgivelse (thi dette er det nok, han vil exprimere med de uegentlige og fornærmelige Ord: ufri Stand og Vorned-Retlighed), vilde tillade og medføre en større Folkemængde. Men som Erfarenheden er ham imod, saa har jeg og viist, at der er slet ingen Grunde for saadan Formodning, men contrair, at det just er den Indretning af Hoverie, som medfører den største Folkemængde i Bondestanden.

At Kornpriserne, uagtet fri Udførsel, for Bonden, naar Proprietairen udgaaer af denne Handel, kan nedtrykkes for meget ved Kornhandlernes Overlæg, er meget got at forstaae; ligesom jeg og i mine Skrifter har anført Exempel, at det er skeet paa Kongens Godser i Sielland, samt hvad Middel Rente-Kammeret da greb til, for at giøre Kiøbmændene en Diversion, og at forhielpe disse Bønder til at faae omtrent lige Betaling med andre i Landet. —

Naar jeg siger: at Bondestandens opvoxende Ungdom ikke kan lades ganske uden Politi-Opsigt, og at Patrioten aldrig kan tilraade at hæve det eeneste Baand og Tøile, som haves paa ham, og nu er i Proprietairens Hænder, med mindre og forinden han veed at foreslaae et andet tienligt Middel, da raaber Recensenten: „ Hvo kiender ikke her den, partiske Proprietair-Ven, der altid taler om Bonden, som en ringere Skabning, end andre Mennesker, altid forestiller Herremanden, som oplyst og Veltænkende! „ Men hvorledes, maa jeg spørge, har jeg heri fortalt mig mod Bonden? Kan da andre Stænder og Almuens Klasser være uden al Politie-Opsigt? Dog! skulde det være, som Recensenten siger videre: at Al-

muen er der meest ryggesløs, hvor dens Frihed er meest indskrænket, da muelig best, at hæve al Politie-Anstalt og Opsigt. Og hvori har jeg talt for vel om Herremanden? Jeg har jo ikke sagt: at hans Opsigt er den eeneste muelig, skiønt man nok vil faae ont ved at faae Land-Politiemestere, meere oplyste, bedre tænkende, og meere troe i Forretningen, end dem, hvis egen Velfæld verserer derunder.

Naar jeg beregner, hvad Herremanden sparer ved Hovningen, og hvad der ved Hovedgaardenes Deeling meere maatte anskaffes og holdes i Staten, nemlig fleere Heste, Plove, Harver, Vogne, og andre Agerdyrkningens Redskaber, da siger Recensenten: at jeg dertil lige saa vel kunde føie Bondens Støvler og Skoe. — Men om Forladelse! han lærer andre at tale saa urimeligt, og sig selv at contradicere. Jeg har viist, at Folkemængden blev ikke større, og altsaa behøvedes ingen fleere Skoe og Støvler. Jeg har ikke sagt: at alt hvad Hovningsbonden haver, og i hovningsfri Tilstand dog have og holde maatte, hielper til at betale en Deel af det, Hovningen importerer hans Hosbond; men aleene de Ting, som Hosbonden ved Hovningen sparer, og ei behøver at anskaffe. --

Den Recensentens Sætning: at den hovningsfri Bonde faaer meere Evne, Lyst og Tid at dyrke sin Ager, Eng og Have, antages kun af dem, som intet ret Begreb har om Hovning. En Bonde har jo samme Evne, Lyst og Tid til at dyrke 6 Tønder Hartkorn, hvad enten han dyrker dem alle 6 for sig, og saa svarer desto større Afgivt, eller kuns 5 for sig, og 1 for Hosbonden, naar hans Afgivt derefter proportioneres og nedsettes; og hvad Evnen især angaaer, da bliver den endog mindre, efter den af Hr. Finanzraaden ham foraccorderte Hovnings-Frihed. —

Naar jeg siger: at Driften til at befordre sin og Sines Velstand er eene ikke kraftig og virksom nok for Almuen, men at den behøver at understøttes af andre og fleere Drivefiedre, da siger Recensenten atter: at jeg anseer Bonden giort af en anden Malm, end andre Mennesker, da jeg dog taler om Almuen i Almindelighed. —

Man giøre Bondens Kaar bedre! siger Recensenten: Ja, dette vilde jeg og ynske, ikke aleene for Bonden, men og for Soldaten, Matrosen, Dagleieren & c. Dette kunde vist contri-

buere til en bedre Tænkemaade baade i Bondestanden og øvrige Almuens Classer. — Man giøre hans Kaar bedre! siger han. Ja, her er just Kunden. Her gielder det om, at finde Maaden og Mueligheden, uden Statens Tab> «den andres Fornærmelse, uden at mindre til Staten og øvrige Stænder skal afgives. Men ved den af Hr. Finanzraaden foreslagne og anprisede Forandring bleve Bondens Kaar endog slettere, det jeg noksom beviist haver. Ham vilde derfore Recensenten erindre og betyde: at Bondens Kaar ikke bør forværres, men, om og saavidt giørligt, forbedres. Dog er jeg ikke eenig med Recensenten deri: At, om der fandtes Middel til at giøre Bondens Kaar bedre, den omtalte Drivefieder, Drift til at befordre sin og Sines Velstand, da eeneste er ham kraftig nok, og at intet andet Baand og Tøile da giøres nødig. Her man Recensenten vist ansee Bonden af en finere, da jeg anseer ham af selvsamme Malm, som andre Mennesker.

Naar jeg i Anhanget forud vil afgiøre: om vi skal behandle Sagen, som Statsmand, eller ikke; om vi eeneste skal have Hensigt til meenige Indbyggeres beste Velgaaende, under

Supposition af indvortes og udvortes Roelighed, eller tillige hensee til Statens, Regieringens, og en Eenevolds Regierings Styrke, Sikkerhed og Beskyttelse; da siger Recensenten: al jeg vil give den monarkiske Regiering Skylden for Bondens usle Forfatning. — Men med hvad Grund siges dette? Jeg taler kuns om Hensigt til Stat, til Regiering, og siden vores er monarkisk, nævner jeg den, uden dermed at udelukke andre, uden dermed at sætte den imod enhver anden Regieringsform, men kuns her imod den Democratiske aleene; thi til den kunde den nærværende Forfatning i Bondestanden ikke vel passe sig.

Hr. Finanzraadens Zusäze finder jeg ikke, som Recensenten vil fornemme, at kunde have sparet mig Anhanget, men vel den Deel af min Anmærkning, som refuterer denne hans Sætning: at Jorddrotten kan have selvsamme Revenue af sit Gods uden, som med Hoverie, da han nu i sine Zusäze paa kraftigste Maade har igiendrevet eller modsagt sig selv og denne sin Sætning, paastaaende endog, (og det langt over min Meening og Paastand), at den større Hovning, som de Slesvigske Proprietairer tager, giør dem deres Godser dobbelt til tredob-

belt saa profitable, som Godserne i Danmark.— Men hvor kunde jeg vente, at Forfatteren saa aabenbare vilde modsige sig selv, og det, som man meest maa undre, uden selv at mærke det; dog gaaer det gierne saa, naar man paatager sig urigtige Sætningers Forsvar, at Sandheden undertiden, Forfatteren selv uformærket, vil fremskinne.

Selv har jeg i mine Skrifter sagt, som Recensenten her vil have mig erindret: at der arves snart intet i Bondestanden; men af hvad Aarsag? fordi Bonden, som andre Almuens Classer hos os, er almindelig ikke meget for at samle og oplægge. Saaledes har man tusinde Gange hørt sige: at der arves ikke meget i Præstestanden, dog uden derved at klage over ufri Stand og Vorned-Rettighed. — Og hvad den omtalte Misbrug af Brøstfældigheds Taqelse angaaer, da har jeg og forlængst giort Forslag imod den. —

Efterat Recensenten har yttret et Slags Tvivlsmaal om den Sandhed, jeg ham dog alt for tydelig beviist haver: at Hovningens Nedlæggelse, som den for Godsets Huusmænd borttager deres derved havde Næring, saa vil og

maa den ufeilbar i Tiden formindske deres Antal og Ægteskabe, alt eftersom Hovedgaardens Grunde med nye Beboere bliver besatte; da slutter han saaledes: og skulde der alligevel afgaae nogle, saa vilde det jo være got, siden Gaardmændene i høieste Grad besværge sig over Huusmændenes Tilvæxt Ja! vist vilde det være got. — Got er det, at Menneskenes Antal, i hvad Menneskene end vil snakke og foretage, bestemmes efter Næringen;— men saa ligger jo Hr. Finanzraadens heele Bygning, saa bortfalder jo ganske og aldeles al den Fordeel, som han af den foreslagne Forandring, og Herregaarders Inddeeling til Bøndergaarde, veed at udregne og angive; thi al Fordeelen bygger han eene og aleene paa Folkemængdens Formeerelse. Altsaa har jeg mod ham kuns at bevise: at der blev ingen Formeerelse; contrair! jeg har endog beviist, at derved foraarsagedes, og nødvendig maatte foraarsages, en Formindskelse.

Recensenten (skiønt han langt fra ikke her har opført sig, som Recensent) har da vist med disse slet intet betydende Indsigelser, at han gierne vilde sige noget mig imod, og Hr. Finanzraaden til Forsvar; men at Sandheden paa

min Side, i hvorledes han end vilde snoe og vende sig, var ham alt for tydelig imodsat, og satte ham i den Forlegenhed, at han fornemmelig har maattet tage sin Tilflugt til blotte Negtelser og Beskyldinger.

Publicum dømme da, om han kan frikiendes for den mig tillagte Partiskhed!

Aldrig skulde jeg af nogen, end ikke af Recensenten selv, for Partiskhed kunde mistænkes, dersom de læste aleene de Forslage, jeg i Aaret 1767 til General-Landvæsenets Collegium indsendte, af hvilke jeg her aleene vil anmælde nogle.

Det første var, hvad jeg for kort siden i Magazinet lod indlemme: om en nye Landmaalings store Nytte og Fornødenhed.

Den Sag havde en partisk Proprietair-Ven aldrig engang, mindre oftere, vedrørt, da Navnet af en nye Landmaaling gierne klinger i Jorddrotters Øren, som Lex Agraria i de Romerske Patriciers; dette har jeg længe siden baade vidst og erfaret, men Hensigten var aleene Statens Beste. —

Det andet angik en høistbetydelig Feiltagelse ved Finance-Væsenet. —

Men da jeg er af den Tanke, ar visse Poster rettere forestilles Ministerio, end Publico, saa giør jeq mig Betænkning, her og paa denne Tid at nævne den.

Det tredie var at forbedre Soldatens Vilkaar, nu Soldaten tages af Bondestanden; samt, at alle Bønderkarle, til Hævelse af Proprietairers og Fogders Tvang og Misbrug, kom under Exercice og Officerer fra deres Alders 20 til 26 Aar; hvorom jeg og har handlet i det Oeconom. Magaz. 8 Deel. —

Det fierde var om Troelovelsers Afskaffelse. -

Det femte om den eragtede retteste og letteste Bestemmelse af Honning. —

Det øvrige stilede paa adskillige Misbrug at hæve og forebygge, saasom: at ingen Brøstfældighed efter død Mand maatte tages; at den engang og et Sted friegivne Karl ikke meere, eller andensteds, hæftes kunde; at ingen, uden efter overbeviist Ryggesløshed og Dom maatte bortgives til de gevorbene Regimenter; at ingen Fæstere kunde forpligtes at giøre Hovning,

uden til den Gaard, under hvilken Stedet laae, da han fæstede; at ingen Fæstere skulde være pligtig at vige sin Gaard, uden for samme Eier, som han fæstede den af; & c.

Hvor den lovgivende Magt er ved Folket, der veed jeg nok, at alle Ting, Staten og dens Forfatning betreffende, kan og bør offentlig, uden Forbeholdenhed, ventileres for Publicum; men under en monarkisk Regiering bør vel visse Ting forbeholdes, i mindste først fremstilles, for Ministerium. Naar nu saadant et Forhold ikke kan taxeres, saa forsikkrer jeg mig og, at det retdømmende Publicum erkiender mig for en lige retsindig Ven af Bonden, Proprietairen og Staten. —

Schiellerup den 19 Decbr. 1771.

47
48

Andet Anhang til O.D. Lütkens Anmærkning over Betænkningen: Hvorledes Frihed og Eiendom kunde forskaffes Bondestanden, indeholdende 1. En Anmærkning over de til samme Betænkning udgivne Zusäze. 2. En Replique til den Critiske Journals Anmældelse af Lütkens Anmærkning.

Andet Anhang

til

O. D. Lütkens Anmærkning

over

Betænkningen: