Tre
Patriotiske
Samtaler
imellem
to
Danske Reysende
om
Deres Fædrenelands
Tilstand.
Kiøbenhavn og Bergen 1771.
23
Første Samtale Om Baarnedrettighedens Tilstand , og hvorvidt samme bør ophæves.
A.
Skiebnen kunde aldrig, efter at jeg har fuldendt mine Reyser, været mig gunstigere, end at den lader mig finde Dem igien min Ven, en Mand, som jeg kiender fra Ungdom af, og hvis omme Hjerte og store Indsigter ikke engang ved den lange Fraværelse endnu er forglemt i Fædrenelandet.
4B. Jeg undseer mig ved de gode Tanker De har om mig. Dog, da De taler om voreS fælleds Fædreneland; O saa underret mig om dets nuværende Tilstand, bestrid mig Monarken, som alle Nationer beundre, men bestrid mig ham nøye, da jeg hovmoder mig af, at være ham der underdanig herefter, bestriv mig de nyere Love, og kort alt, thi den mindste Omstændighed er mig vigtig.
A. De haver at befale. Her er et ufuldkomment Billede af vores store Konge. — Majestæt, en høy Tænkemaade, en levende Munterhed blinker med et mildt Skin af Menneskekierlighed ud af hans klare Blaa Øyne, hans Legemes deylige og regelmæssige Dannelse opvækker strax den Formodning, at en saa ypperlig Skabning maa belives af een endnu langt smukkere Siel.
5Det hastige Overlæg i en hver Sag, hvorpaa dog strax følger en moeden Beslutning, giver et overtydende Beviis paa en ordentlig og let Tænkemaade. At give Exempler paa en prøvet Skarpsindighed, en frie Vittighed, vilde være overflødigt, da Holland, Engelland og Frankerig ikke vil efterlade, at overlevere til Udødelighed saa mange smukke Tanker. Men hans Hierte, denne herlige Skat, kan jeg ikke forbigaae. Alting er Følelse hos ham: aldrig var det tillukt moden Slags Bevægelse, en uindskrænket Ærbødighed imod det guddommelige Væsen, en folgsom Kierlighed imod Forældre, en Ægtemands og Faders Ømhed, den stedse arbeidende Drift, at befordre alle Undersaatternes Lyksalighed, ere Egenskaber, som man for lang Tid siden har erfaret hos ham. Aldrig nedfaldt en from Taare as hans oprigtige Kinder, aldrig blødte hans bevæ
6gelige Hierte, uden ved at see en elendig, ved at blive underrettet, at ikke alle Danske nyde deres Lykke efter hans Hensigt. O kunde jeg udsige Dem, hvad denne Monart føler, naar Fædrenelandets trængende Omstændigheder noder ham til noget, som kan have Anseelse af at skade enkelte Statens Lemmer.
Langt fra ulyksalige Erobringer træder han i sine Forfædres fredelige Fodspor. Han lærte ar kiende fremmede Nationers Fortrin, men tillige deres Feyl han frygtede hverken Besværlighed eller Fare, for selv at underrette sig om de mindste Omstændigheder, og just derved blev hverken Øye eller Øre fordunklet af det udvortes, men trængte sig til Tingenes inderste. Med hvilken Aarvaagenhed vil han da ikke regiere sit eget Folk, hvor virkvil han ikke befordre deres Vel, og hvor lidet vil ikke onde eller uforstandige
7Ministere være i Stand til, at forlede ham, til at optage andre Nationers glimrende Feyl.
B. O hvilken herlig Udsigt i den sildige Eftertid giver mig Deres Fortælling! Jeg kan neppe oppebie det Øyeblik, selv at see dette Mynster af en god Regent, denne opgaaende Soel i Norden, nedkaste mig for ham, og underkaste mig ham som min Arvekonge. Enhver Undersaat er vist forsikret om, at denne Monark aldrig har egennyttige Hensigter med sine Forordninger.
A. Det er Dem vel uden Tvivl allerede bleven bekiendt, at Baarnedrettigheden i vores Fædreneland skal ophæves, og Bønderne have Eyendoms Ret til deres Gaarde. Vil det derfor ikke vel være Umagen værd at undersøge, om og
8hvorvidt dette kan skee, og hvad Nytte elker Skade deraf kan flyde for Kongen eller Landet?
B. De forbinder mig meget, dersom De vil give mig herom deres Tanker tilkiende. At Kongen har Ret, til at ophæve Baarnedrettigheden er vel en afgjort Sag, da det flyder umiddelbar af den høyeste Magt eller Souverainitæt.
A. Forlad mig min Herre, at jeg heri man modsige Dem. De synes ikke at have noget ret Begreb om Souverainitæt. Enhver Nation, der regierer sig selv, og ikke er afhængig af nogen anden, er en frie eller souverain Stat. Overdrager den nu den høyeste Magt eller Regieringen til een eneste Mand, saa handler samme i alles Navn, han er uindskrænket, naar han ikke ved Majestetens Overdra-
9gelse er bunden til foreskrevne Regler. Troer De nu, at en saaledes aldeles uindskrænket Monark kan gjøre alt, hvad han behager?
B. Hvorfor ikke? Alting staaer jo i hans Behag, Undersaatternes Lykke og Ulykke ligger i hans Hænder, han afveyer det, og alt det Gode han gior, er Naade.
A. Snart skulde jeg troe, at Deres lange Ophold i Tyrkiet har forgiftet Dem med de Orientalske falske Grundsatser, denne Menneskehadende Politik. De maa ikke forglemme, at Borgerne allene for deres Fordeels og Velfærds Skyld udgiøre en Stat, og underkaste sig dens Love. Den souveraine, ja endog den uindskrænkede Magt er altsaa anordnet allenej til alle Undersaatternes Beste, og
10det vilde være urimiligt, ak troe, at den kunde forandre sin Natur i en Monarks Hænder. Hyklerie kan derfor ikke, uden at giøre sig ligesaa latterlig, som forhadt, nægte, at Kongen er sadt allene til Selskabets Gavn. En god Fyrste, en viis Forstandere for Folket, man derfor vel betænke, at det ikke er ham tilladt, allene at see paa sig selv, allene at have sin egen Fornøyelse og Fordeel til Hensigt.
Hvor smukt er det, naar man seer en Konge af Engelland give Parlementet Regnskab for sine fornemste Forretninger, og forsikre dette Selskab, der forestiller Folket, at han ikke har noget andet Endemaal end Statens Ære og Folkets Lyksalighed; naar man seer, hvor han paa det kierligste takker dem, der hæve biedraget noget til berømmelige Hensigters Opnaaelse. Sandelig, ingen anden, end en Monark, der taler saa-
11ledes, eller i det mindste tænker saaledes, er stor i de Viises Øyne.
Men allerede for længe siden haver Hyklerie bragt disse Maximer til Forglemmelse i de fleste Kongeriger. En Hob nedertrægtige Hofmænd og krybende Fransoser koster det liden Umage at saae en stolt Monark til at troe, at Folket er for ham og han ikke for Folket. Strax anseer han Kongeriget for et Arvegods, der tilhorer ham, og Folket som en Hoben Fæe, hvis Rigdomme han kan trække til sig, og skalte og vakte med dem, som han finder for got, til at opnaae sine Hensigter og tilfredsstille sine Tilbøyeligheder. Dette er Grunden til saa mange af Æresyge, Had, Stolthed og Uroe anstillede bedrøvelige Krige. Deraf kommer de svære Paalæg, som endten forødes ved en hoyst fordærvelig Pragt, eller skienkes Favoriter og
12Maitresser. Deraf kommer det og, at saa mange vigtige Embeder blive besadte af blot Gunst, de som have giort sig fortient af Staten forbigaaes, og alt det, som ikke umiddelbar angaaer Fyrsten, gives til Priis for Ministrene og Underbetienterne. Hvem skulde i saadan en ulyksalig Regiering igien tiende en til det almindelige Beste indrettet Bestyrelse?
B. Jeg tilstaaer Dem mit urigtige Begreb om Souverainitæten, men jeg troer dog endnu at Regentens Hænder ere ham allene bundne mod hans private Fordeele, at han ikke af onde Absigter skal skade Folket; og at han fremdeles til Statens Vel kan opofre Livegenheden og berøve Gods-Herrerne deres Ret over Bønderne.
13A. Aldrig kan nogen Statskyndig nægte, at Regenten har det høyeste Opsyn med sine Undersaatters Ting og Foretagender; aldrig kan han bringe den Grundsatz i Tvivl, at han har Ret til at hindre de Misbrug, der geraade til det Heeles Skade.
Skulde derfor Gods-Herrerne drive Ret over de Livegne for vidt; saa har Regenten Ret, til at bringe samme tilbage til de Lovmæssige Grendser, og straske enkelte Lemmer for haarde Forbrydelser. Ja jeg paastaaer endnu mere, han har Ret efter Omstændighederne at betage Overtræderne deres virkelige Rettigheder, og at true dermed i Forveyen ved Love. Men taler man om virkelig erhvervede, og for lang Tid siden indførte Rettigheder; saa kan Monarken ikke betage enkelte Besiddere samme under Paaskud af en deraf for Staten flydende Fordeel.
14V. Men veed De ikke, at Regenten har Overeyendom (dominium eminens) over alle Privatgodser, og i Kraft deraf kan raade over dem?
A Sandske vel! Men dette bliver 1) kun udøvet i Nødsfald, naar Statens Vel ikke kan opnaaes, uden ved at opofre en enkelt Borgeres Eyendomme; 2) udfordrer Retfærdighed heri, at denne Borger holdes stadesløs af den offentlige Skat: og naar Skatten ikke formaaer dette; saa ere alle Borgere pligtige at giøre et Sammenskud. Thi Statens Byrde bør bæres med en tilbørlig Lighed, eller i et billigt Forhold.
Det har samme Beskaffenhed hermed, som med at udkaste Kiøbmandsgods, for at redde et Skib.
15B. Men det kommer mig dog bestandig for, som om Vaarnedrettigheden i Almindelighed, og særdeles i Dannemark, ikke var erhverved igiennem tilbørlige Veye; men snarere opkommet ved en uretmæssig Overmagt over den svagere Deel. Den heele Natur og den menneskelige Følelse bliver oprørt ved Tanker om en Slavestand. Vi udkomme alle, som fuldkommen liige Kreature af Skaberens Haand, udrustede med liige Evner i Forstand og Villien, alle med en Tilbøyelighed til at vedligeholde og udvide disse efter vores Behag.
A. Jeg har to Ting at indvende imod Deres Tanker. De tage først merkelig Feyl, dersom De fra Grunden af vil omkaste Rettigheder, som af begge Parterne i mange Aarhundrede ere erkiendte og udøvede, fordi Maaden paa
16hvilken de ere erhvervede ikke har den rereneste Kilde. Deres patriotiske Tale for det menneskelige Kiøns Rettigheder klinger maaskee og prægtigere, end den er overeensstemmende med Sandhed. —• Det er sandt, Menneskene ere af Natur fuldkommen liige, de ere det ogsaa i moralsk Forstand, og kunde blive det i en Politisk Forstand, naar de havde tænkt alle lige vel, og beholdt lige Legems og Siels Kræfter, til at sørge for deres Underholdning. Men var det ikke bedre, naar man føelte sin Svaghed, at overgive sin Friehed? for at faae' Underholdning, end at forhungre med sin Friehed? Men jeg forvilder mig med Dem i en Politisk Labyrint, som ikke agtes, uden af dem der allene betragter Menneskene i Almindelighed, uden see paa deres virkelige Trang.
17For der andet vildfarer De meget , dersom De troer, at Vaarnedrettigheden i
Dannemark er indført ved Vold.
B. De giør mig meget begjerlig efter, ogsaa i dette Stykke at kjende mit Fædreneland. Føer mig derfor tilbage til den forløbne Tidsalder, for at see Vaarnedrettigheden i sit første Udspring.
A. Jeg vil ikke gaae tilbage til vore Forfadre de Tydske, jeg vil ikke fortælle Dem at disse have selv solgt deres Frihed, ja endog fatte den paa Veddemaal. Ney, jeg vil allene leede Deres Øyne derhen, hvor Historien giver os Lys nok.
I de midlere Tider tilhorte Grunden de Danske Bønder som en Eyendom, og disse bleve og derfore kaldte Selvegne, saasom de ikke havde anden Overherre end
18Kongen. Endeligen solgte de deres Gaarde af Armod til deres rigere Naboer, der gave dem dem tilbage igien med Betingelse af en vis Tjeneste og Liveegenhed. Af den Jydske Lovbog og Kong Frodes Forordninger seer man tydelig, at de have været Liveegne eller Vaarnede i høyeste Forstand, ja Slaver, da de hverken kunde blive Soldater eller arve. Begik de noget Mord eller andre Forbrydelser; saa maatte Herren betale Bøder for dem; de havde altsaa selv intet der tilhørte dem. Deres hastige Formerelse giorde deres Tilstand taaleligere, deres Herrer eller Husbonder gav dem mere Land, opbyggede Landsbyer og Gaarde med den Betingelse, at de skulde arbeide dem saa vei for sig selv, som for deres Herskab. Deraf fik de i den Laalandske Lovbog (3 Bog 28 Capit.) det Navn Vaarnede. Den anden Tidsregning er fra Aar 1702, da der
19blev bekiendtgiort en Forordning, at Bønderne ikke mere herefter skulde betragtes som Slaver, dog skulde de bestandig høre til Godserne, indtil Godseyeren selv løsgav dem. Kan vel Eyendoms-Retten tydeligere erkiendes, end her skeer, af Kongen og det heele Rige?
B. Nu begriber jeg, at Liveegenheden ikke er en blot politisk Indretning, der allene beroer paa Lovgiverens Villie. Men derved tænker jeg dog endnu bestandig, at Godsherrerne ere forbundne til, ifald Liveegenheden er skadelig for Staten, at opofre den til det Heeles Vel, ja at de endog imod deres Villie kunde tvinges dertil. A. Jeg tilstaaer Dem al Ting, dersom allene først Nytten øyensynlig kan viises, og for Det andet der kan anvises
20en sikker Kilde, af hvilken Godsherrerne kan blive erstattede for deres lidte Skade.
B. Tilforladeligt er det nu omstunder farligt, strax at troe enhver Projekt, særdeles da vores Fædreneland allerede ofte har erfaret de bedrøveligste Følger deraf. O hvor bløder mit Hierte, naar jeg endnu tænker paa de Colonister, som Aar 1759 med usigelige Bekostninger bleve udhvervede fra Tydskland, forsynede med Huuse, Jorde, Qvæg, Penge og alle Nødtorftigheder og som dog omsider igien udrømte.
At give Bønderne deres Friehed, synes at være endnu betænkeligere, da efterat saadant Forsøg er giort, al Forhaabning henfalder, om at giøre igien til intet den Skade, som deraf kunde befrygtes. De forbinder mig derfor meget,
21dersom De vil forestille mig de gode og skadelige Følger af denne Sag.
A. Da De ovenfor have angrebet Liveegenheden fra den Punkt, at den var grusom og imod den menneskelige Slægts Høyhed og Guddommelige Herkomst; og grusomme Indretninger aldrig kan være nyttige; saa vil jeg begynde med denne Undersøgning.
Det er een Gang afgiort, at Friehedens almindelige Erstatning, ikke vilde ophæve den Forskiel imellem Rige og Fattige, det er tillige nødvendigt, at de Fattigere arbeide de Riges Jord. Hvor meget er nu disse Daglønnere lykkeligere end de Liveegne?
B. Fornemmeligen deri, at det nu ankommer paa deres eget Valg, om de vil være nyttige, da tilforen deres heele
22Skiebne beroede allene paa en eneste liden Tyran.
A. En rar Lykke! da de tillige ere udsatte for en langt større Fare, den bestandige Frygt, at forhungre, hvilken i det mindste deres liveegne Forfædre vare befriede for. Disse bleve underholdte af deres Herskab; naar de endog ikke meere kunde arbeide, ligesom vi give Syge, gamle Heste og Hunde Naadsens Brød. Godsherrernes oplyste og fornuftige Gierrighed lærte dem, at skaane deres Liveegne, ikke at overvælde dem med Arbeid, at forsørge dem med sunde og tilstrækkelige Fødevare, at de desto længere kunde udholde, at de ikke for Tiden skulde blive ubrugbare af Svaghkd eller borttages af Døden, Men hvorledes gaaer det med de frie og ofte slet betalte Daglønnere, naar de ikke arbeide? Hvem bekymrer sig om deres
23Skiebne? hvem koster det noget, naar Elendighed og Mangel paa Kræfter truer dem med en nærforestaaende Ødelæggelse? Og hvem tager sig da af dem? Daglønneren er frie, siger De, dependerer af Ingen, men til Vanheld dependerer og ingen af ham; naar nogen har ham nødig, saa leyer han ham for saa ringe en Betaling, han kan. Man giver ham Oppassere, der holde ham til at forrette sit Dagarbeid hastigt; man driver, man skynder paa ham af Frygt for, at Haabet om at blive længere i Arbeid, kunde giøre hans Arme langsommere, og hans Redskab stumb.
Den nedrige Gierrighed der forfølger ham med Øynene fulde af Uroe, giør ham de haardeste Bebreidelser, at han stiæler de Øyeblik han bruger til at udhvile. Har han fuldendet Arbeidet, saa sender man ham tilbage med en koldsindig Lige-
24gyldighed, uden at bekymre sig, om han i de følgende Dage, efterat han har faaet de 20 Skilling, roelig skal hungre og tørste, eller igien fortiene noget dertil.
Den Liveegne hører os til, hans Tab er en Formindskelse i vores Formue; men Daglønneren er fremmed, ved hvis Undergang vi intet taber. Saaledes, sættes der i en Krigshær ofte mere Priis paa en Pak-eller Artillerie-Hest, end paa en Soldat, fordi den koster mere. Ingen agter Tabet af en Draabe Vand af Floden, fordi den strax erstattes ved en Million saadanne, der kommer efter. Hvilken Ulykke, at denne Lignelse alt for meget passer sig paa vore Daglønnere. Den Lethed man har, ved at faae disse Folk, formerer de Riges Uemfindtlighed imod disse elendige Skabninger. Den Liveegne er sit Herskab nær, og derved opvækker samme til Medlidenhed i sin Gienvordig-
25hed, i Steden for at Daglønnerens Fraliggenhed fra den Riges Boepæl betager ham al Fordring paa Barmhiertighed.
B. Men den blotte Tanke jeg er frie, jeg er min egen, forsøder al Lidelse, og desuden er der i Almindelighed sørget for syge og gamle Daglønnere ved Hospitaler og Almisser.
A. Nesten forgaaer mig Taalmodigheden ved den ofte igientagne Klang af Friehed. Hvorledes? en Daglønner har ingen Herre? Er ikke Mangel den største Tyran, maa ikke den Fattige være sig om enhver Herres Naade, da derimod Slaven selv kan forsøde sit heele Liv ved en eeneste Herres Gunst. Og hvilken Udsigt, hvilket skræksomt Syn. Sygeboliger,
der udspyer Skarer af Døde af deres Svælg. Hvad Trøst er der for en elendig,
26og hvem bliver denne bedrøvelige Trøst til Deel? Indbyggerne i Stæderne, om hvilke vi desuden ikke tale her.
B. Nu tilstaaer jeg Dem gierne, at jeg ikke mere ville faa meget ophøye de frie Daglønneres Tilstand, jeg adskiller nu det Sande i Tingen fra den falske Glands af veltalende Udtryk. Men da jeg veed, at den Liveegne for sig ikke vilde vinde noget ved at blive friegivet; saa er jeg desto begierligere efter at viide, om ikke hele Staten kunde have mere Fordeel deraf.
A. Og dette nægter jeg, fordi Liveegenheden befordrer Folkeformerelsen i Landet, da Bøndernes Friehed vilde formindske samme. Thi en Godsherre vil aldrig undertrykke eller forhindre hos sine Liveegne den naturlige Drift til Forplan-
27telse; men han vil for sin egen Fordeels Skyld, lade den have sit Løb ubehindret. En Liveegens Fødsel er for ham en kostbar Skat, fordi han derved faaer flere Arbeidere. Dette driver ham til at opmuntre sine Bønder til Frugtbarhed, og at rydde af Veyen alle de Hindringer, som Sorg for Ernæring kan giøre; han vil selv sørge for deres Opdragelse, eftersom det maa være ham meget magtpaaliggende at faae ordentlige og flittige Folk, som han kan bruge til sin egen Tieneste, og til at arbeide Jorden. Ofte har jeg eftertænkt Aarsagerne til Folkets Formindskelse og befunden, at den Vanskelighed at kunde anbringe Børnene er Hovedaarsagen til denne Mangel paa Mennesker. Hvor kan den udhungrede Daglønner lade sig bevæge af naturlig Drift, af en fornuftig Betragtning, til at forplante sin Slægt? Hvor skal det kunde falde en anden frie
28Betient ind, at gifte sig, da han veed, at han som gift Mand ikke mere kan faae nogen Herretieneste?
B. Jeg troer, den føste Grund ligger i Agerdyrkningens Forsømmelse. Thi hvor hører man mere klage over Armod end i Frankerig og Italien? men hvor er og Agerdyrkningen mere forsømt end her?
A. De fører mig paa det rette Spor, thi nu sporger jeg: Hvoraf kommer denne Agerdyrkningens Forsømmelse? Blot deraf, at man har ophævet Liveegenheden. Tilforn, da Godsherren endnu havde Eyendom i Bøndergaardene, saa nødte deres egen Fordel dem til at have Opsigt over Godserne, og tilholde de Livegne, at være flittige og arbeidsomme i at dyrke samme. Han maatte udføre store
29Absigter for at bestride Omkostninger; og just fordi han havde Land nok; saa kunde han og udsøge et hvert Stykke af samme til de Frugter, som der best kunde komme fort.
Skulde der giøres nye Forbedringer i Oekonomien, saa var den oplyste Godsherre i Stand til at bedømme de giorte Forslag, og anstille Forsøg dermed i det store. Hold De nu Bønderne, som blive tildeelt Stykker til Eyendom af et stort Gods, og deres Adfærd, imod dette Portrait. De Tildragelser De anfører om Frankerig og Italien lærer, at den frie Bonde mestendeels ikke bruger mere af sin Jord, end han behøver til daglig Ophold: Herved bortfalder først al Handel, og ved den mindste Misvæxt opkommer en almindelig Hungersnød, fordi der er ingen Forraad fra de frugtbare Aar. De som Have seet Landet omkring Rom og Florentz,
30de, der have seet dem med en kyndig Landmands Øyne, kan uden denne Oplysning ikke begribe, Hvor det nogensinde er mueligt, at der kan være Mangel paa Brød i dette Paradis. Til denne de sin egen Opsigt overladte Bønders Træghed kommer endnu en nye Aarsag, som giør Agerdyrkningens Befordring umuelig. Ved Agernes oftere Deeling kommer omsider saa smaa Stykker til de enkelte Besiddere, at de ikke mere ere i Stand til at holde de til Arbeidet nødvendige Kreature; men maa forrette alting med eget Haandarbeid . Jeg beraaber mig her atter paa den Erfaring jeg selv har havt i Italien, og som enhver, der vil beføge disse Lande, selv kan faae. En Møggreb, Hakke og Skuffe ere der mestendeels Landfolkets Redskab, og fielden er en Plov at see. Det Valg man ellers kan giøre, at en beqvem Jordbrud til enhver Sort Korn eller Sæd bort-
31falder aldeles ved den indskrænkede Plads af nogle Agere, og Bonden faaer: kuns det, som han meest trænger til, uden at spørge, om det kan komme fort eller om der var mere Fordeel ved en anden Slags Kornvæxt.
Er dette ikke en nye Kilde til Ufrugtbarhed og Misvæxt? Hvem der nogenledes af Erfarenhed kiender Bøndernes Tænkemaade, den veed, med hvilken Stivhed de hænger ved de gamle Fordomme og deres Fædres indførte Skikke, og at alle oekonomiske Selskaber og Skrifter, ja endog Landsherrens Befalinger ikke formaae at bringe dem derfra og bevæge dem til bedre Indretning.
B. Det, som De have sagt om de sydlige Lande, kan maaskee der fornemmelig passe sig; men om samme Følger ere at befrygte i de nordlige Egne og alt-
32saa i Dannemark, synes endnu at fortiene nærmere Undersøgning, da Nemme og tænkemaade kan være forskiællige under forskiællige Himmelegne.
A. Nuvel! jeg vil da allene indlade mig med mit Fædreneland i denne Post, og Viise Dem, at dets Handel og Flor, ved Vaarnedrettighedens Ophævelse eller de friegiorde Bønders Eyendom i deres Grunde, vilde falde.
B. De maa altsaa Viise, at Stutterier, Hollænderier, tilligemed Oxehandelen og Rugens Dyrkning derved vilde falde.
A. Dette er just min Absigt. Thi først maa De tilstaae mig, at ingen Bonde holder flere Kreature, end han har nødig til Jordens Forarbeidelse og Giødskning.
33To eller tre bliver det i det høyeste han opføder over dette Tal til at sælge, for derved at faae en Haandskilling, som han kalder det, til Klæder og andre Nødtørftigheder. Hans Jords snævre Indhegning tillader ham ikke heller, at indlade sig i en vidtløftig Qvægskiørsel. Da nu altsaa Heste, Koe- og Oxedriften, følgelig ogsaa Stutterier og Hollænderier ikke kan være nyttige og muelige uden ved en betydelig Mængde; saa følger nødvendig af Jordens Uddeeling iblandt Bønderne, at disse rige Kilder blive gandske tilstoppede. Folk, som kun opklække lidet Qvæg til Forhandling, kan desuden ikke have nogen Fordeel derved. Thi dersom de regner alt Foder, som en Hest eller Oxe har fortæret til det 3die eller 4de Aar den bliver solgt, saa vil dette langt overstige den Sum man faaer for dem, naar man
34endog regner Nytten af Giødningen til.
Allene ved mængden kan der spares, ligesom det er lettere, at føde tusind Mand samlede, end fem hundrede enkelte.
B. Kunde da ikke flere Bønder
træde sammen i et Selskab, og altsaa med foreenede Kræfter udføre disse store Anstalter? A. Jeg troer neppe, at De giør denne Indvending for Alvor. De maa hverken kiende den menneskelige Natur og langt mindre Bøndernes Tænkemaade, dersom De holder en saadan fælleds Fædrift muelig. Hvem skulde have Opsigten over denne Indretning, hvorledes skulde de fordeele Foeringen, hvem skal sørge for Afsætningen? Lutter Omstændigheder, hvorved Bønderne vilde faae hverandre hundrede Gange i Haaret.
35B. Men skulde ikke Kornhandelen fornemmeligen blive befordret, naar Bønderne fik Eyendoms-Ret til deres Jorde?
Thi som Livegne, arbeide de allene til deres Herskabs Nytte uden Lyst og Fornøyelse, de giøre sig altsaa ikke den Umage med Jordens Forbedring og Bearbeidning, som de vilde giore sig, naar de ansaae den, som deres egen, naar de var forsikret om, at efterlade den til deres Afkom. O hvad giøre Menneskene ikke for sine, for den sildige Afkom! Deels den milde Naturs Drift til vore Børn, deels Stolthed, at forevige sit Navn endog hos sine Børnebørn ved erhvervede Rigdomme, driver os til store Foretagender. Jeg har mere end een Gang erfaret, at Ungdommens slaviske Opdragelse, Herskabets gaarde Medfart betager Folket all Mod
36og Lyst til Arbeide, at saadanne Mennesker blive dumme, og maa ligesom drives til alting, dersom de skal tage fat paa noget og forrette noget.
Faldt ikke alt dette bort ved frie Folk? vilde ikke Staten i Steden for dovne og dumme Bonder faae flittige og opvagte Borgere? vilde ikke derved Handel og Vandel blomstre og alle blive lykkelige?
A. I Sandhed De forstærker deres Angreb, og uden Tvivl vil disse Tiders Hyperpolitiker tilkiende Dem Seyeren over mig. Bliver De ikke utaalmodig over, at mine Øyne ere for svage til at see ind i den gyldne Tidsalder, som ved dette Projekt igien skal opleve. Jeg tilstaaer, at det er en Fornøyelse at være forsikret om Fremtiden, og at man derved opmuntres til Flid i en vedvaren-
37de Sag. Men dette forudsætter en saadan Gemytsbeskaffenhed, som ingen anden Aarsag har til Efterladenhed og Dovenskab, end Besiddelsens Ubestandighed, hvilken strax vilde faae sin Kraft, saasnart den tunge Byrde blev afhiulpen, som hidtil har forhindret dens Virksomhed. De tage Feyl dersom De troer, at alle Bønder have saadan Siels Beskaffenhed. Disse Kreature lade sig nøye med lidet, og have altsaa sielden Begierlighed efter større Rigdom, end deres Forfædre have havt. De antager desuden, at de Liveegne kun slet dyrke og vedligeholde de dem betroede Jorde, hvilket ingen Godsherre i Dannemark, som har havt den tilbørlige Opsigt vil tilstaae dem.
Og endelig tillægger de Bønderne en saadan Begierlighed efter Ære, en saa ædel Drift til Forevigelse, som man neppe kan tiltroe den første Stiftere af en høy-
38adelig Familie. Thi efter denne Drift, vilde enhver Bonde giøre sin liden Gaard til Stamgods, og indføre første Fødsels-Retten til den høybondelige Slægtens Glands med megen Omhyggelighed. Dette er en Feyl, som jeg har mærket i alle Deres Forsvar for Deres Meeninger, at De immer sætter sig i Bøndernes Sted og tillægger Dem samme Tænkemaade, som De selv have, De, som Opdragelsen har givet større Indsigter og er emsindtligere Gemyt. Og . . .
B. Forlad mig, at jeg falder Dem her ind i Talen. Betænk dog, at Bønderne ere skabte af samme Materie, som vi selv, og jeg altsaa er berettiget, at tillægge den samme Følelse af Ære og Omsorg for Eftertiden.
39A. Ganske rigtig, jeg vil ikke vægte Dem den almindelige Grundforfatning, som enhver Siel haver, allene den finere, den langt udseende Følelse for den sildige Afkom, den forfængelige Bestræbelse efter et indbildt Eftermæle tilstaaer jeg Dem ikke. Omsorgen for deres Børn gaaer ikke videre, end at de kan være forsikret om, at disse vil kunde ernære sig ligesaa got efter deres Død, som de selv. Naar jeg altsaa beviser, at den liveegne Forbindelse med Godsherren betager dem al Sorg og forskaffer dem en fuldkommen Roelighed; saa giør jeg tillige Friehedens Fortrin til intet, og svækker fuldkommen Deres Indvending. De Børn, som en liveegen Bonde efterlader, ere enten allerede opdragne, og i Stands til at ernære sig ved Arbeid, eller de ere umyndige. Antager vi det sidste, som det bedrøveligste Tilfælde; saa kan dog den døende liveegne
40Fader hensove i Roe; han veed, at Godsherren maa være deres anden Fader, opdrage og opholde dem; han veed, at egen Fordeel driver ham dertil. Er derimod der første, saa har han desuden den Forvisning, at Herskabet vil forsørge hans voxne Børn, som det selv kan have Nytte af, og ikke til sin egen Skade forstøde dem. Haver han altsaa endnu Aarsag, at være bekymret for sine Børn? Har han ikke den fulde Forsikring, at samme Lykke, samme Stand forestaaer dem, som han selv har havt i Verden?
Efterat jeg altsaa har viist dem at Liveegenheden ikke foraarsager nogen Bekymring for Eftertiden; saa bliver jeg saa dristig, at Viise, at Forandring i dette Baand imellem Godsherren og Bonden kan blive til langt større Hindring for Vindskibelighed Først er det afgiort, at den livegne Bonde har desto mere For-
41deel, jo bedre han bearbeider Marken. For det andet veed Bonden, at hans hele Velfærd beroer paa hans Fliid og gode Forhold imod Herren; han veed og at samme hverken vil forskyde ham selv eller hans Afkom fra det tildeelte Gods, saa længe han opfylder sine Pligter; ja han kan med Vished love sig, at, naar han i alle Ting er troe og omhyggelig, naar han opdrager sine Børn paa samme Maade, hans Herre da vil betroe ham eller hans Børn et større Land at dyrke. Nu vil jeg overveye, hvad der paa begge Sider skal bevæge til Vindskibelighed. Den frie Bonde skal dog efter all Anseelse forskaffe Godsherren samme Tieneste og Afgifter som før, da han ikke var sin egen og havde Gaarden til Eyendom. Følgelig har den frie og livegne Bonde i Hensigt til den virkelige og nærværende fordeel lige megen Grund til Fliid. Men
42hvad den fraværende Eftertid angaaer; saa har den Frie vel een efter Anseelse større Vished, at det han eyer vil tilfalde hans Efterkommere, end den Liveegne; thi den Sidstes Haab beroer allene paa hans hidtil værende Forhold; Hiin derimod veed, at all hans Eyendom, endog uden besynderlig Fortieneste, maa tilfalde hans Arvinger. Men jeg troer, at endog den liden Rimelighed vil opmuntre den Liveegne til at forskaffe hos Godsherren ved Fortjeneste, det der feyler ham i fuldkommen Rettighed. Dersom han skulde tvivle om, at Herren vilde tænke billig imod hans Børn; saa maa endog dette bevæge ham til i sin Levetid at erhverve saa meget mueligt ved sin Agerdyrkning, at han dog kan forsørge sine Arvinger med noget. Betragter vi nu videre, at selv Sikkerheden af Besiddelsen er langt oftere Aarsag til Dovenskab end til Fliid, saasom man giør
43sig langt mere Umage før det, man let kan miste, naar man kun veed, at det med denne Omsorg kan beholdes; jeg seer altsaa hvor meget Overvægten af Bevægelsesgrundene til Fliid helder til min Side, og hvor faa visse Fordeele man kan vente sig i Landvæsenet af Friheden. Hvad De endelig endnu har anmærket om de Liveegnes Dumhed og Frygtagtighed er virkelig en Feyl, men til Lykke ingen Feyl, der nødvendig er forbunden med Liveegenheden. Den kommer allene af tyranniske Herskaber og en forsømt Opdragelse. Alt dette kan endres, naar først ethver Husbondernes uretmessige Forhold imod sine Liveegne Bønder blev straffet med all Strenghed, ja med at miste aldeles Liveegenheds-Ret over disse mishandlede Mennesker. For at giøre denne Undersøgelse let, kunde aarlig særdeles dertil bestilte Dommere reyse omkring i Provindserne og anhøre Besvæ-
44ringer. Ved denne Indretning forhindredes, at en Liveegen ikke let lod sig forlede til formastelige Anklagelser imod sit Herskab naar han ikke kunde beviise deres Forseelse: thi han veed, hvor megen Skade det i Fremtiden vilde forvolde hos samme. En anden derimod, som var vis paa sin Sag, kunde ikke afskrækkes, saasom han ved Dommerens Kiendelse kom ud af deres Magt for hvilken han ellers havde at befrygte sig.
Opdragelsen bør bedre indrettes, og paalægges Geistligheden og Godsherrerne i det Kongelige Konsistorium, at have Opsigt dermed. Den aarlige Kirkevisitation giver den beste Lejlighed til at undersøge, hvorvidt Opsynsmændene selv heri opfylde deres Pligter.
B. I Sandhed De veed herlig at trække sig ud af Snaren, og jeg tilstaaer
45gierne, at jeg ikke har meget mere at indvende. Jeg er derfor villig at anhøre Dem, ifald De vil gandske udarbejde den begyndte Plan.
A. Jeg vil altsaa handle lidet udførligere om Følgerne af Liveegenhedens Ophævelse i Dannemark. De veed, at de unge Danske Bønderkarle og Piger ere ikke tilbøyeligere til nogen Ting, end til at ernære sig ved smaa Handel og Høkerie. Faae disse nu Frieheden; saa vilde det heele Land blive oversvømmet med disse Unyttige Folk og Agerdyrkningen forsømmes. Hvem der desuden kiender Ondskabs Fremgang, har, veed at saadanne smaa Kiøbmænd ikke kunde ernære sig ved deres Handtering, og at da deels Nød, deels den beqvemme og hyppige Lejlighed til at see sig om i Husene vilde forlede dem til Tyverie. Derfor har jeg fore-
46funden i de fleste Lande i Tydskland en Forordning, i Kraft af hvilken alle saadanne Bissekræmmere, der uden særdeles Tilladelse gaaer omkring i Landet og besøger Markederne, skal strax som Landstrygere føres uden for Grændserne og evig forvisses.
B. Men disse ledige Giester kunde vel bruges til Fabrikerne. Hvor meget maatte man ikke berømme Vaarnedrettighedens Ophævelse, naar derved allene kunde opmuntres flere Folk til Manufakturog Fabrik-Arbeid. Jeg forstrækkes, naar jeg beregner de Summer, der aarlig gaae ud af Landet for fremmede Vare.
A. Meget vel! men jeg nægter, at det er fordeelagtigt, at anlægge alle Slags Fabriker i et eeneste Land. Intet er, i en vis Forstand, urimeligere, end
47den Grundsætning: Man maa anvende alle Kræfter, at iugen fremmede Varer indføres, men at samme allene forferdiges i Landet. Det sande i denne Sats er, at man bør selv forarbeide Landets Produkter og ikke udføre dem raa. Kunde fremmede Materialier ligesaa got og for ligesaa let Kiøb forfærdiges af os, som af vore Naboer; saa var vi taablige, om vi overloed dem Fordeelen af Arbeids-Lønnen. Men naar vore Naboer tilbyder os deres velforarbeidede Landsprodukter for meget ringere Priis, end den vi selv nogensinde kunde skaffe det for; saa er det Haardt og en Ruin for Undersaatterne, at anlægge saadanne Fabriker i Landet og forbyde de fremmede. Hvor skulde Handel og Vandel blive af, naar enhver vilde trække frem med saadant Forbud? ,
48Det er sandt der bliver mange Penge i Landet; men der kommer og ingen ind. Jeg holder mig fra at anføre forhadte Exempler i vores Fædreneland, og vil allene beraabe mig paa nogle Preusiske Agterfabriker.
Hvor er der fleest Penge? I frie Handelsstæder, eller i saadanne indsperrede Lande?
Medium tenuere beati.
Herved har jeg allene vildet beviise, at Fabrikernes Formerelse er aldeles ikke nyttig. Desuden lærer almindelig Erfaring, at de allerede forvændte Bønderkarle sielden duer til Manufakturarbeid.
Den Stillesidden og uafvexlende Levemaade er aldeles imod deres Tilbøyelighed. Derfor løber de mestendeels derfra, saa at det er et rart Exempel, at en Bondesøn, udlærer et Haandværk.
49Indbyggerne i Hovedstæderne ere langt beqvemmere til saadan Forretning, og lade sig fra den spæde Ungdom af anføre dertil. Efter mine Tanker er og Antallet af Kiøbstædfolk i Dannemark saa stort, at det ikke let kan feyle os paa Fakrikantere, om der endog skulde anlægges meget flere Manufakturer. Ja jeg paastaaer, at det vilde snarere være en Ulykke end en Lykke, om Bønderbørnene skulde forlade Agerdyrkningen og lægge sig efter Haandværker og Fabriker. Frankerig føler alt for meget den Skade det lider paa denne Side ved sine mange Fabriker.
B. Hvorledes vilde det gaae med Armeen, og den Rekrutering, dersom Frieheden blev indført i Steden for Liveegenhed?
50A. Kongen vil tabe meget herved. Thi Bønderdrengene ere saa bange for Krigstienesten, at de hellere rømme Landet, end lade sig hverve til Soldat. Alt dette var før ikke at befrygte. Thi saasnart Godsherren var forkyndet fra Kongen, at skaffe saa meget Mandskab; saa søgte han samme ud iblandt sine Bønder, og de udsogte maatte følge. Flygtede een bort, saa var det atter Godsherrens Skyldighed paa alle muelige Maader, at sætte efter ham, saasom han ikke løb fra Kongen men fra ham selv. Den almindelige Fordeel og Forstaaelse imellem Godsherrerne giorde, at en saadan Flygtling let blev opdaget.
B. Men dette kan jo Kongen og forhindre, han behøver kun at sætte streng Straf for dem, der reiser ud af Landet, og besynderlig for dem, der hielper dem i
51deres Forehavende. Han kan og sætte særdeles Opsynsmand derover.
A. Dette Forslag lader sig vel høre, men jeg er bange for, at det ikke saa let vilde hielpe. Thi jo haardere Straffen er, jo mindre Personer indfinder der sig, til at giøre den Flygtende ulykkelig, og jo mere vil andres Gierrighed vinde ved at være behielpelig til Flugten. Offentlige Betientere kan desuden ikke, naar de endog vilde være troe i deres Embede udrette det, som alle Godsherrernes Eenighed i denne Post. Det var desuden, at være alt for godhiertig i Statsklogskaben, dersom man vilde tiltroe alle disse Underbetientere, som maatte holdes til at oppasse Deserteurer et redeligt og pligtmæssigt Forhold. Erfarenhed viser, hvilke forunderlige Udveye Snedighed kan udfinde. Saaledes er det forbuden de
52Danske Skippere under deres Skibs Confiskation at udføre en ufrie Karl, Skibene blive, endog for deres Afreyse, efterseet af Controlleurer og Visiterer, desuagtet lykkes det dog mange at komme bort. Thi enten staaer Deserteuren allerede paa Masten indhyldet i Segl, eller han er klædt som Matros, eller de Herrer Controlleurer har et svagt Syn, med hvilket de ikke see andet end det, de vil see.
B. Jeg maa ved denne Lejlighed fortælle Dem en artig Tildragelse, der skeedte for nogle Aar siden paa Øen Fænøe to Mile fra Ribe.
En Controlleur gik i Land der, for at confiskere nogle Vine, som ikke vare fortoldede. Fire Fade stoed der. Paa det første lagde han sin Hat og Stok, paa det andet sin Bog, Pen og Blæk, det tredie brugte han til at hvile sin Arm paa,
53og det fierde, som var et halvt Oxehoved laae for hans Øyne og over dette forrettede han Confiskationen med all Iver. De tre andre havde ved en Ovidisk Forvandling faaet Anseelse af en Skrivpult, et Bord og en Lehnestoel, og undgik derved hans Hævn.
A. De seer altsaa, Min Herre, at Folkeformindskelsen vilde blive den nærmeste Følge af Liveegenhedens Ophævelse. Lad os nu overlægge, om Kongen vil have mere Fordeel i Skatter og Afgifter ved Frie, end ved Liveegne? Hvad tænker De?
B. Jeg skulde snart troe Ja: Thi da nu Bonden eyer selv sin Gaard; saa kan han og bringe mere Afgifter deraf, og altsaa vinder Kammeret noget betydeligt.
54A. Tag mig det ikke ilde op, om jeg kalder denne Meening uanstændig gruesom og i all Henseende fordervelig for Staten. Thi enten lader man Hoveriet blive ved, eller ikke. Skeer det sidste, saa handler Regenten uretfærdigt imod Godsherrerne, der blive deres Formue berøvede uden Skyld. Thi nu har han allerede betaget ham Eyendommen til Jordene, og nu vil han ogsaa betage ham den ellers tilstaaede Tieneste. Men dersom Kongen derimod giør det første, faa forværrer han Bøndernes Tilstand, i det, at de nu som frie Folk skal giøre det samme Hoverie, og dog være underkastede større Afgifter. Kammeret bliver derfor i begge antagne Fald, vel efter Anseelse paa nogen Tid formeeret, men tillige bliver en Classe af Undersaatterne ødelagt. Efter min Statsindsigt ere saadanne Forøgelser i Indkomsterne nødvendig foreenede med det Almin-
55deliges Forstyrrelse og Fald. Dersom Kongen altsaa ikke vil skade sig selv; saa maa han ikke giøre nye Paalæg, og endnu mindre afskaffe Hoveriet, følgelig har han ikke heller nogen umiddelbar Formeerelse at haabe af Lideegenhedens Ophævelse. Men nu vil jeg Viise, at deraf vil flyde en Aftagelse i Indkomsterne. Hidtil ere Skatterne blevne reparterede paa Godsherrerne, og disse maatte see, hvorledes de fik dem ud af Bønderne: Vare disse ikke i Stand til at betale; saa undskyldte denne Uformuenhed ikke hine; de maatte alligevel skaffe den fulde Sum, og altsaa betale for Bønderne. Kan dette endnu gaae saaleded an med de tilkommende frie Bønder? Vil man endnu kunde tilholde den forrige Godsherre at indbringe Skatter af Godser, hvis Eyendom er ham frataget, og givet til andre? I Sandhed, faa ubillig tænker ingen Europæisk Regent, og endnu min-
56dre den menneskekierlige Christian af Dannemark. Skaden falder altsaa tilforladelig tilbage paa Landsherren.
B. Da De hidtil har fornøyet mig med Deres Anmærkninger; saa bifalder jeg Deres Meening, at Vaarnedrettighedens Ophævelse er en meget problematisk Sag. Ikke destomindre er jeg dog begierlig efter at vide Aarsagerne, hvorfore Liveegenheden paa saa mange Steder er ophævet.
A. Og heri vil jeg tiene Dem, og dermed ende denne vores Samtale. Mange, den store Montesquieu selv, Esprit des Loix, Liv. 15, Ch. 8. holder Friehedens Erstattelse for en Velgierning, en herlig Gave af den Christelige Religion, med hvilken en slavisk Underkastelse ikke kan bestaae.
57Jeg har imidlertid altid tvivlet om denne Sats kan beviises af det gamle eller nye Testamente. Thi Moses billiger udtrykkelig Slaveriet, og var gandske overbeviist om dets Nødvendighed.
Christus har vel forandret den udvortes Maade, at tilbede den Høyeste paa, men det var aldrig hans Absigt, at forstyrre Menneskenes politiske Indretninger. Hans Efterfølgere, Apostlerne, traade i samme Fodspor, og aldrig læser man, at de omvendte Slaver ere blevne frietalte fra Lydighed imod deres fiendtlige Herrer. Det har heller ikke indfaldet nogen Kirkeforsamling indtil det tolvte Aarhundrede, at tale noget mod Slaveriet. Abbedierne og Klosterne havde selv mange Liveegne. Hovedrevolutionen gik for sig i det ellevte og tolvte Aarhundret, paa en Tid, da den groveste Uvidenhed om de helligste Sandheder bedækkede Religionen. De bestan-
58dige Stridigheder gjorde de Liveegnes Tilstand høyst erbarmelig. De maatte forestille sig ethvert Øyeblik, som Enden paa deres jammerfulde Liv. I disse ulyksalige Omstændigheder opløftede sig tvende Magter og betiente sig af Leyligheden, til at undertrykke disse krigiske Riddere. Paven stræbte efter et almindeligt Monarkie i det Verdslige, ligesom han allerede havde faaet det i det Geistlige. Derfore tordnede han med Bannstraalen imod de ubodfærdige Syndere, naar de ikke vilde erobre det hellige Land, og forsone deres myrdede Brødre med at myrde de Vantroende. Imidlertid disse grusomme Helte rasede i Asien, underholdt den hellige Fader deres Undergivne og Liveegne med det Hiernespind om Friehed: Apostelens Ord: Imellem os er hverken Tienere eller Frie, som dog allene angaaer det Geistlige og Religionssager, bleve udvidede til det Verds-
59lige; herved kom Samvittigheden i Uroe hos mange Herrer, at de af frie Villie løsgav deres Liveegne. De verdslige Regentere indsaae og, at de ikke bedre kunde undertrykke Adelen, end ved at giøre sig deres Undergivne til Venner. Derfor skienkte Kongerne først de Liveegne paa deres egne Eyendomme og Godser deres Friehed. Bønderne, hvis Herrer vare blevne i det forjættede Land, giorde sig selv frie, og bleve deri beskyttede af Fyrsten. Mange Riddere gav dem selv frie, imod nogle Penge, som de kunde behøve til Reysen. Man kan ikke uægte, at de fleste Herre dog forbeholdt sig i Friehedsbrevene visse Tienester, at de allene frasagde sig det slaviske Herskab, men ikke et formildet Herredømme over Bønderne; Men efter den Tid vendte disse Adelens saa kaldte Undergivne sig til Kongen, som beskyttede dem imod samme. Da ende-
60lig Godsherrerne mærkede, hvor skadeligt det vilde blive dem i Fremtiden at sælge Frieheden, saa begyndte de at holde inde. Dette stred imod Regenternes Hensigt; derfor forordnede de, at enhver Godsherre skulde være forbunden til imod en billig Summe at under skrive FriehedsBrevet. Paa denne Maade vare alle Hindringer fra Herrernes Side ryddet af Veyen. Men nu fandt sig mange Liveegne, som ikke havde nogen Attraa efter at træde ud af deres forrige Tilstand. Ludwig Hutin, i Frankerig, vidste og Raad herimod; thi nu bleve Skatbetienterne anbefalede, at lægge langt stærkere Byrder paa de Liveegne, som vare forlibte i deres Slaverie, for derved at bringe dem paa andre Tanker. Den Romerske Rets Indførsel giorde og sit til, at fuldende det begyndte Foretagende, hvor
61hist og her endnu feylede noget. Da begyndte der at blive Strid imellem Herren og den Ufrie om Liveegenheden; da hedte det bestandig: Libertus præsumitur, og Herren skulde beviise sin Ret til Liveegenhed. Men hvoraf kunde denne tage sine Beviis, han, som ikke kunde grunde sig paa andet, end en langvarig Besiddelse og det hans Forfædre havde sagt? Formedelst denne Mangel paa Beviis blev den Liveegne løskiendt og fik altsaa ved Rettens Dom, hvad han havde forlangt.
62Anden Samtale.
Om adskillige Ting.
A.
Da vi dog een Gang have begyndt at betragte vores Fædrenelands Mangler; saa lad os for alle Ting see paa Lovenes Indretning selv. Det er ikke nok at bekiendtgiøre en Forordning for Statens nærværende Lemmer; men man maa og rette sin Hensigt paa Fremtiden. Derfore undrer det mig, at saa mange enkelte Forordninger omflyver i Dannemark; at saa mange gamle ligger under Skimmel- og Støv begravne i Retternes Registraturer. Hvem kiender disse? og hvem vil efter et halvt hundrede Aar endnu kiende dem?
Jeg veed hundrede Begivenheder, hvor der er bleven dømt efter ældre Love, fordi de ikke vidste af de nyere. Intet er
63saa paradox, som at mange Reskripter og Forordninger allene tilstilles Dommerne, uden at de nogensinde kommer til Undersaatternes Kundskab.
B. Denne Bebreydelse rører ikke vores Allernaadigste Konge og hans Forfædre. Allerede for mere end 20 Aar siden bliver der arbeidet paa en offentlig Samling af alle Forordninger.
A. Jeg har ved mange paa hinanden følgende Forordninger endnu bemærket denne Ubeqvemmelighed, at ofte de sidste forandre adskillige Punkter i de første, uden at betegne dette. Derfor er en Dommere eller Prokurator ofte nødt til, at giennemlæse fem eller flere Forordninger, førend han finder, hvorvidt den første endnu gielder.
64Kunde ikke Dommeren blive skaanet for denne sure Besværlighed, og Processerne afkortes, naar de nyere Forordninger meget korteligen berørte de gamle Love og deres Artikler eller Paragrapher, som vare forandrede? Dette havde desuden den Nytte, at Lovgivnings Historien blev i frisk Minde, og de onde Følger, som kommer af en Mængde sig selv modsigende Forordninger, vilde hindres.
A. Tillad mig nu at anbringe nogle Tanker om Rettens Forvaltning. Vores Monark har giort de beste Anstalter, hvorved enhver paa den hastigste Maade kan faae sin Ret. Naar vi altsaa fører grundede Klager over Rettens Forvaltning, som vi med god Føye kan giøre; saa falder all Skylden paa Rettens Betientere. Det Mindste, jeg kan forekaste de Herrer Stiftamtmænd, Amtmænd og Landsdommere,
65er Uvidenhed om Lovene, Ukyndighed i Rettergang og Proces. Disse Herrer bliver Kongen foreslagne og berømte, som Mænd der ere udrustede med behørig Kundstab. Men i Gierningen er dette Egenskaber, som disse Candidaters Panegyrister næsten aldrig har erhvervet sig selv. En god Herkomst, eller det, som endnu er bedre, Venner til Hove, ere derfore mestendeels de Midler ved hvilke saadanne Embeder erlanges.
A. Men hvor kan saadanne Folk lade sig falde ind at søge om Embeder, hvis første Grundregler de ikke eengang forstaaer.
B. Den største Deel forlader sig paa Skriveren og Fuldmægtigen, som de lader forrette deres Embede, da de selv har allene nødig at sætte deres Navn under. Til Beviis, hvor sædvanlig og nødvendig disse Fuldmægtige ere blevne, tiener denne
66Underskrift paa en Cirkulair-Skrivelse, som er at see i Kammercollegio i Kiøbenhavn. En Embedsmand havde den Ulykke, at just denne Skrivelse kom til ham, da hans Fuldmægtig var fraværende. I største Angest kunde han ikke sinde paa hvorledes han skulde indrette sin Underskrift; dog endelig faldt ham ind at han een Gang havde læst under et saadant Brev: I Min Principals Fraværelse N. N. Fuldmægtig. Han tænkte altsaa, at giøre det ret got, naar han sadt: I min Fuldmægtigs Fraværelse N. N. Principal.
A. Da De saa lærerigt har underrettet mig om de første og fornemste Rettens Forstandere; saa bør jeg og fortælle Dem noget om de ringere Rettens Betientere.
Det er ren Gang blevet til en gammel Sædvane, at Underretterne besættes med Stifts- og Amtsbetienternes forrige
67Domestiker. Da De ikke er ubekiendt i Jylland, saa behøver jeg kun at anføre Dem 2 Personer, Byefoged G. i W. og G. i F . . to Mennesker, der endnu meget vel kan erindre sig deres Domestikstand. Af saadan Aarsag maa ingen forundre sig over, at Protocollerne føres med den største Forvirrelse og Ufuldstændighed, og at endog heele Blade blive udskaarne; Man bør ikke heller falde i Forundring over, at disse elendige Dommere begaae de største Feyl i at dømme, og derfor maa selv lade sig Viise til Rette af Parterne. En anden Aarsag til den slette Justitsforfatning ligge i uskikkede Tingstudes Antagelse. Er det ikke merkværdig, at en vis Bonde fra Staustrup har faaet Friehed at føre Processer ved alle Retter. Hvorledes kan Folk, der aldrig have lært at tænke ordentlig, der neppe kiender vores Ret efter Bogstaven, skriftlig forsvare andres Sager;
68Hvilken Bondesladder maa det ikke være?
B. Har De allerede hørt, at det igien er tilladt, at bære Sølv og Guld.
A. O ja; men jeg erindrer mig denne Forandring mere end een Gang, og derfor er jeg meget begierlig efter at viide af hvad Grunde den selv samme Ting holdes snart for god og snart for ond. Saa meget har jeg altid hørt, at man forbød at bære Sølv og Guld, paa det at disse ædle Metaller ikke skulde vanæres og formindskes i Landet. Den Tid tænkte nok ingen paa, ad der vilde vandre langt flere Penge for silke Broderier til Frankerig, uden at komme tilbage. Denne Flitterstadses korte Varighed giør og desuden, at heele Værdien gaaer forloren, hvilket forholder sig gandske anderledes med Sølvog Guld-Tresser.
69B. Men der ere endnu andre Aarsager, til Guld og Sølvs Udførsel af vores Fædreneland, hertil regner jeg fornemmelig, at vort Dukater, dobbelte Kroner, Rigsdalere, enkelte Kroner og Tiskillinger ere for ringe ansat efter deres inderlige Værdie mod fremmede Mynter. Derfor bliver disse Myntsorter deels omsmeltede til Forarbejdning, og deels af omskaarne og uomskaarne Jøder ført ud af Landet til Holland, Tydskland og Italien. Det bedste Middel imod denne Skade herefter, vilde være at forhøye disse Landets Mynter. Jeg har funden i Venedig en særdeles god Anstalt, ved hvilken alle Venetianske Zechiner der i indvortes Værdie ey er bedre end de Hollandske og Cremnitzer Dukater dog altid gielde en Paolo *) mere. Herved vindes dette, at alle Zechiner, naar de og gaae ud af Landet, kommer dog alle
*) En Paolo er ongefær tolv Skilling Danske.
70tilbage igien, da ingen Fremmed kan udrette mere med disse, end med andre Mynter af lige Gehalt.
A. Endnu noget om Oxehandelen. De have maaskee hørt af deres Forfadre og Forældre, hvor meget denne Handel har blomstret tilforn. Heele Holland Forsynede sig dermed. Der er et vist Slags Plusmakkere, hvis dybsindige Projekter, at faae nye Indkomster, bestaaer allene i at forhøye Afgivterne. Disse Folk have vi allene at takke for, at denne betydelige Green af vores Handel er falden. Tolden paa de til Holland udførte Stude blev forhøyet. Dette giorde at Holland satte til Vederlag een endnu stærkere Afgivt paa Indførselen af Danske Stude. Herved forsvandt de Hollandske Kiøbmænd, og Studene maatte allene overlades Hamborgerne for en langt ringere Penge, disse solgte dem igien til Hollænderne under
71Navn af Holsteenske Stude. Herved tabte Koligen paa en dobbelt Maade. Thi først var Undersåtternes forstyrrede Handel tillige Regenrens Skade; og for det andet kom nu ved den dobbelte Told ikke saa meget i Kongens Kasse, som tilforn ved den enkelte. Dette kom deels deraf, at meget mindre Stude bleve udførte, deels og ved det, at Undersaatterne formedelst disse stærke Afgifter søgte Omveye for at undgaae Toldboden.
B. Har De ikke hørt noget om det Forslag der har været paa Banen, at indføre den Blaa Farve i Steden for den røde ved vores Fodfolk, og hvad synes Dem derom?
A. Jeg seer ingen Nytte, men megen Skade af denne Forandring. Thi først have vi den røde Farve i Landet, vi vide fuldkommen at tilberede samme, og at farve Klæder, saa bestandigt, at Farven ikke tabes. Dette er saa sandt, at andre Nationer giør sig megen Umage for at lære os Konsten af, saa vel at bruge Kroppen. Var det altsaa ikke at miskiende sin egen Fordeel og stille sig ved samme, dersom vi antoeg Forandringen? For det andet er
det afgiort, at vi maa hente Indigoen fra
72fremmede Lande, og først lære af andre, at berede samme til en bestandig Farve. Thi hidtil har Erfarenhed viist, at det Danske blaa Klæde neppe beholder Halvparten af sin Farve; men at de hvide Traade kiendes allerede efter nogle Maaneder. For det tredie, er den blaa Uniform vore Naboers, de Svenskes, Kiendetegn, det vilde altsaa ved saadan Forandring med vores falde besværligt, i Fald Krig paakom, at skille dem ad, hvilket kunde foraarsage adskillige Fortræd.
B. Snart er det Tid at forlade Skuepladsen for med koldt Blod at anhøre Verdens Dom bag Forhænget. Endog Dadel skal ikke skrække os, naar vi allene have udrettet saa meget, at værdige Statsmænd, som vi ikke have Mangel paa i vores Fædreneland, blive giorte opmærksomme over det vi have afhandlet.
73Tredie Samtale.
Om de mange nye udkomne, politiske Skrifter.
A.
Hvad siger De om disse hastige Skribentere, der nu paa en kort Tid har ladet sig see i den politiske Verden?
B. Det første Skrift der udkom, og som har avlet alle de andre af sig, var dristigt nok, og indeholdt en Hoben Sandheder og Urigtigheder sammenblandede i hinanden. Forfatteren Skulde allene og fornemmelig have udeladt det Stykke om Geistligheden, der vist var meget unødvendigt, og tiener kuu til at giøre ham mere forhadt.
A. Ja der er og kommet adskillige Skrifter ud til Forsvar for Geistligheden, som alle ere meget vel skrevne, naar jeg undtager det som er kommet ud under Navn af Antiphilopatreias.
B. Ja jeg tænkte, da jeg læste det, at det var skreven af en forløben og halvgal Jesuit; men jeg har siden faaet upaatvivlelig Oplysning om, at det er af samme Forfattere, som Philopatreias. Han
74har altsaa skrevet imod sig selv, enten for at fortiene Penge, eller for at forvilde Folk, eller af et særdeles Had til den Geistlige Stand, da han betydeligst udvider sig i det Stykke som angaaer samme, og desuden i sit første Skrift taler saa ufordeelagtigt om vores Geistlighed, at ingen Naturalist har værre behandlet De Katolske Geistlige, ja det synes, som om han havde laant det meste af Rabelais og Voltaire. Jeg veed ikke hvad der kan have opvagt den Misundelse hos ham mod vore Geistlige, helst da de nu omstunder ikke have meget at sige uden paa Prædikestolen, og der tør de endda ikke sige, hvad mange af dem gierne vilde. Ikke at jeg jo holder for at det er got, ja høyst nødvendigt, at Geistligheden er forbunden til saadan Varsomhed paa Prædikestolen; thi en Fanatisk Iver kunde gierne paakomme een eller anden skrøbelig, som derved til Meenighedens Forargelse kunde forledes til at besatte sig med mere, end ham vedkom. Private og publike Gierninger, hvad enten de ere onde eller gode vedkomme ikke Præsten, som Præst, saa længe Regieringen taaler dem; hans Sag er det allene at giøre sig Umage for at danne og bevæge Hiertet og Villien til det, som er got; naar han giør
75dette, som han bør, saa følger det andet af sig selv, og skeer det ikke paa den Maade, saa skeer det heller aldrig ved at udpege fra Prædikestolen de Feyl, som mange maaskee ikke vidste, at være til, og som følgelig ikke forargede dem, Neppe troer jeg, at nogen Præst med all sin Prædiken og Pegen paa Fruentimmernes blotte Bryster var Aarsag til, at denne Mode blev forandret. Jeg troer han skulde snarere have udrettet det, ved at Viise Følgerne af uforsigtig Klædedragt i Almindelighed paa en varsom og fornuftig Maade. Under sine Øyne i et lidet Selskab skikker det sig ikke allene meget got, men har og megen Nytte, at en Præst giver gode og fornuftige Erindringer til een og anden af sin Meenighed, om at vogte sig for een eller anden herskende Uorden i Liv og Levnet, men aldrig offentlig fra Prædikestolen, thi det kan let foraarsage Partier og indbyrdes Had. Det tilkommer allene Regenten, at forbyde og tillade aabenbare Gierninger, og naar Regenten har taelt, tilhører det Præsten, at erindre om Lydighed mod Kongen.
Men at forlade dette, hvad siger De om vore Bankosedler, som man vil give Skyld for de dyre Tider i et af disse Patriotiske Skrif- ter?
76A. Ja uden Tvivl har de og megen Skyld deri, men hvad enten de har megen eller liden Skyld, saa er det ikke at endre, i det mindste ikke saa hastigt; der maatte først være nogen klingrende Mynt i Landet, førend der kunde begyndes paa at formindske Sedlernes Mængde, og her myntes jo intet.
B. Veed De ikke, at der myntes i Hamborg for Kongens Regning?
A. Ja vist nok bliver det for Kongens Regning. Men jeg har ingen ret Begreb om denne Myntindretning, allerhelst da den er uden Exempel, jeg har desuden ingen seet endnu af disse der myntede Penge, følgeligen kan den Mynt ikke nytte os noget til at afhielpe Ulejligheden af for mange Sedler. Men Kongen eller Landet maa dog ventelig have nogen Fordeel af, at Mynten hellere er der end her?
B. Jeg veed ikke hvad Fordeel der er ved, men der er dem der paastaaer, at Kongen taber 50 Rdlr. paa hver Barre Sølv mere end der burde tabes.
A. Ja Kongen tabte og meget, da han myntede her sidst.
B. Det forstaaer sig selv, Han vilde tabe endnu, dersom Han myntede igien
77paa den Maade, som før; Thi saasnart Kongen siger, at Han vil mynte, at Han vil have saa meget Sølv eller Guld, saa stiger Prisen paa Sølv og Guld, da de, som have at afsætte og sælge, viide, at det skal bruges. Men dersom Kongen satte een efter Sølvets og Guldets almindelige Gangbarhed passende og vis Pris, efter hvilken Han vilde kiøbe alt det der var at faae for denne Priis, saa vilde Jøderne, der desværre ere her de eeneste der handle med Landets kostbareste Rigdom, saa vilde de, siger jeg, vist hellere lade sig Nøye med en sikker og umaadelig Fordeel, end vove at sende Landets Sølv og Guld til Skibs og ved andre Lejligheder til Preussen og Hamborg.
A. Men det er jo dog saa strengelig forbuden at udføre Selv og Guld?
B. Ja det er og forbuden at indføre Manchester, og dog gaaer alle Folk her med det i Klæder. Hvor skal Jøderne giøre af det Sølv og Guld, de kiøbe? Her er vist mere Sølv og Guld til Kiøbs i Landet, uagtet alt det, der er reyst udenlands, end der behøves og forbruges til Arbejd, og det, som derfra bliver tilovers er jo til Byrde, saasnart det ikke kan afsæt-
78tes; Og naar man ikke kan giøre det til Penge i Landet, saa maa det nødvendigt sendes ud af Landets thi Folk behøver Penge, og at laane paa Sølv og Guld, som man gierne vilde være af med, og betale Renter deraf, er lidt ubehageligt.
A. Men hvorledes kan det være, at Forfatteren, der kalder sig Philodanus, klager over i Anledning af vore mange Bankosedler, at her er for mange Penge i Landet? Er her for mange Penge? hvoraf kommer det da, at Folk klager saa meget over Mangel paa Penge? Det er jo næsten umueligt at faae Penge til Laans paa det beste Pant, saasnart det ikke er af den Beskaffenhed, at man kan sætte det i Banken?
B. Om her er for mange Penge, eller rettere sagt, for mange Bankosedler, vil jeg ikke nu indlade mig i at undersøge, jeg vil allene sige Dem, hvad jeg troer der er Aarsag til den virkelige Pengemangel, som De taler om. Renternes Nedsættelse fra 5 til 4 pro Cento, bliver uden Tvivl een Aarsag; thi jeg sætter, at jeg eyede 30000 Rdlr. den Gang det var tilladt, at tage 5 pro Cento, jeg laaner da disse 30000 Rdlr. ud paa en Pante-Obligation, denne Obligation pantsætter jeg i
797 Banken for 20000 Rdlr., af hvilke jeg ikkun svarer til samme 4 pro Cento, men laaner den udfor 5 pro Cento, og altsaa 1 pro Cento Gevinst, mod en Pante-Obligation, paa hvilken jeg atter i Banken laaner 12000 til 13000 og saaledes immer frem ad, at jeg, som allene er Eyere af 30000, kan udlaane 80000 ja blive anseet for at eye en saadan Capital. Men nu nedsættes Renterne til 4 pro Cento; strax indkalder jeg de 50000 Rdlr., som jeg ingen Fordeel mere har af at laane selv for igien at udsætte, naar jeg ikke maa tage mere Renter end jeg selv skal give; det samme giør og andre, der ligesom jeg har laant Penge i Banken, og strax bliver der Mangel paa Penge. En anden Aarsag er, at Kongen tager imod de publike Penge, som er at udsætte. Det er langt fra at derved forbydes at udsætte dem til Indbyggerne og Undersaatterne, og endnu mindre, at der befales at opsige Capitaler, som allerede ere udsatte. Men denne elskværdige og gode Monark veed ikke, at dette alligevel er en god Leilighed for egennyttige Forvaltere og Regnskabsførere ved publike Stiftelser, til at fortiene flere Sportler, ved at sætte Folk i Betryk. Det er disse Herrer tilladt at opsige og indkalde en Capital, naar den, der laante dem, kan og vil betale den ud; men den, der har Capitalen veed ikke altid, at det ey er tilladt, at tage den med Magt, saa længe han svarer rigtig sine Renter, han betaler altsaa Capitalen ud om det er ham nogen-
80lunde mueligt, og kan han ikke, saa lader han sig let beqvemme til at give en god Douceur for al beholde Capitalen og komme ud af den Ængstelse.
A. Ja det er umueligt, at forudsee alting, derfor er det got at gaae langsom til Verks i Statssager, hvor det ikke behøves at haste. Men troer De ikke, at denne Skrivefrihed kan have onde Følger, naar Skribentere, hvad enten de have Indsigt eller ikke; benytte sig deraf til at klage over Statsfeyl og giøre Forslag til nye Indretninger?
B. Ney; thi jeg tænker, at iblandt en Hoben unyttigt Papier, kan der og komme noget got frem ved den Lejlighed, der kan opvække Vedkommendes Opmærksomhed; Og overalt troer jeg, at det ikke er stort mere farligt, at skrive frit om Statssager end at skrive frit i Physiken: De Lærde kan uden Fare bedrage sig i deres Tanker om Fosterets Dannelse og Biergenes Oprindelse, Fruentimmerne bliver immer ved at faae deres Børn, som de kan og Bjergene bliver immer staaende. Politiske Skribentere kan og uden Fare, enten af Ukyndighed eller Ondskab see Feyl, som ikke ere til uden i deres egen Hierne, og give Forslag til Midler, der ere værre end det virkelige Onde; Saadanne Skrifter er jo ingen Forordninger og Regieringen lader sig vist ikke af dem forstyrre i sin Plan.
A. Det er noget i dette, men jeg maa forlade Dem til en anden Gang.