Hansteen, Christopher BREV TIL: Ørsted, Hans Christian FRA: Hansteen, Christopher (1844-05-24)

Til Samme.
Christiania den 24de April 1844.

Det er jo ret ubehageligt, at saa mange Omstændigheder forene sig til at gjøre vor 4de skandinaviske Naturforskerforsamling Afbræk. Thronskiftet og den deraf følgende Rigsdag og Kroning i Sverrig vil afholde flere svenske Notabiliteter, som Berzelius, Ekströmer, Baron Wrede, maaskee den ene Reius, fra at komme. Eders fortræffelige Schouw kan ei rive sig løs fra sin Sorg, Mosaiterne ere opfordrede af Dr. Steinheim til at holde sig borte. Til disse hæmmende Aarsager regner jeg endnu, at den Stockholmske Forsamling havde det uheldige Indfald, at vælge mig til første Ordfører, en Stilling, hvortil jeg ikke. som til alt Slags Repræsentation, har det ringeste Anlæg. Dette Valg frembragtes formodentlig ved den Betragtning, at jeg har den bedrøvelige Egenskab, at være en af de Ældste blandt de norske Medlemmer. Imidlertid tragter jeg aldrig efter at komme længer frem, end i andet Geled, hvor jeg hører hen. Berzelius sagde i den Anledning ganske vittigt: „Jeg betragter første Ordfører som det Sølvskildt, man hænger paa en Viinflaske, for at tilkjendegive, hvad Slags Viin den indeholder, og anden Ordfører som selve Flasken med Viin; derfors. 539foreslaaer jeg at vælge Hansteen til første og Holst til anden Ordfører“. Dette kunde nu være et Slags Trøst; imidlertid var han et brillant Skildt paa den svenske Viinflaske, hvortil jeg ei kan afgive Magen paa den Norske.

Af Aviserne seer jeg, at denne Afgang i Naturforsker-Freqventsen vil blive erstattet paa en anden Maade ved Grundtvigs Opfordring til den danske Ungdom udenfor Naturforsker Coalitionen, at indfinde sig i Christiania, for at knytte det skandinaviske Baand fastere. At vi, naar vi betragte denne Sag fra inden, fra dens rette Middelpunkt, ville møde en saadan Tilnærmelse med Hjertelighed og Interesse, behøver jeg vel neppe at forsikkre. Men efter vore Tanker bør vort Samfund holdes aldeles reent og ublandet, endog for det ringeste Skin af politisk Tendents, hvilket let kan gjøre det Skade. Religiøse og politiske Bevægelser ville saa let slaae over til Fanatismus, og kan ei saa let regjeres, som vor stille og lidenskabsfrie videnskabelige Virksomhed. Denne Opfordring har derfor foruroliget os noget, og det ikke mindst i Betragtning af det Hoveds Construction, fra hvilket Opfordringen udgaaer.

Reius foreslog, at opsætte Mødet til næste Aar, og jeg hører, at et lignende Forslag er udgaaet fra Eder. Paa den Tid siger man, vilde maaskee vor nye Konge være her i Christiania; det vilde rigtignok være en smuk Lysekrone, som kunde give vore, i Forhold til de Kjøbenhavnske og Stockholmske Omstændigheder, maadelige Resourcer, en Smule Glands. Paa den Tid er ogsaa Storthinget forsamlet, hvilket muligt kunde give En eller Anden nogen Diversion; jeg troede ogsaa, at dette kunde være tilraadeligt; men jeg blev overstemmet af af mine to Colleger, Holst og Boeck, af hvilke den Første formeente sig aldeles bundet ved Statuterne, som fastsætte „hverts. 540andel Aar“, og den Anden gjorde opmærksom paa, at Storthinget vilde benytte de Localer, som vi have gjort Anslag paa, og at 100 Storthingsmænd vilde optage saamange Vaaningsrum, at det vilde blive vanskeligt i vor lille By at skaffe Naturforskerne Logis. Endelig meente man, at Regenternes Indblanding i vore Møder, som vel i visse Henseender kunde medføre nogen Behagelighed, i andre igjen kunde være mindre gavnlig. Vanskeligheden med Localer var for mig den vigtigste Grund til at give efter. Indbydelserne ere derfor allerede afsendte, og det lader sig nu neppe omgjøre.

14*

I et Brev fra Prof. Eschricht gjøres os følgende Bebreidelse, som jeg synes er ubillig: nemlig „at Norge er det mest intolerante Land i Europa (med Hensyn paa Mosaiternes Udelukkelse), og denne Feil kan ei alene lægges Grundlovs-Concipisterne paa Eidsvold til Last, men endog den nulevende Generation, som ei har forandret Grundloven i dette Punkt“.

Herimod indvender jeg:

1)Den historiske Grund til Forbudet er nok som bekjendt. Den skriver sig ikke fra religiøs Intolerance, men fra Frygt for Kongsberg Sølvværk. Jøderne ere ei Proselytmagere; man har aldrig hørt, at nogen Christen er overgaaet til den mosaiske Troesbekjendelse.

2)Fra Danmark er det mest ubilligt, at Bebreidelsen kommer, da Forbudet skriver sig fra dets egne Konger, som ogsaa den Gang beherskede Norge.

3)Da Norge i 1814 var omspændt af Fjender paa alle Kanter og i en høist elendig oekonomisk og militair Stilling, og den daværende Forfatning skulde omstyrtes, og en ny Statsform i en Tid af 3 Uger (troer jeg) skulde skabes fra nyt af, i et afsidesliggende Land, hvor Intelligentsen endnu stod paa et lavt Trin, og hvor et Feilgreb kunde i Fremtiden styrtes. 541Nationen i Elendighed, finder jeg det meget naturligt, at Eidsvoldmændene havde saa mange vigtigere Ting at tage være, at de ei havde Tid til grundigen at grandske en saadan Qvæstion, som om i dette Punkt burde gjøres nogen Forandring, Man holdt sig til et argumentum a tuto: „det erbedst at lade denne Sag blive in statu quo indtil videre; det har dermed ingen Hast“. Denne Clauselskal desuden ei have staaet i Original-Udkastet, men være bleven indflikket af Afskriveren ved Siden af „Jesuiter“,

4)For at forhindre umodent Flikværk pan Grundloven, maae adskillige Formaliteter iagttages ved en Grundlovsforandring, i det Forslaget skal fremsættes paa eet Storthing, og have ⅔ af Stemmer for sig paa næste. Vi kunne altsaa nu paa lovmæssigVei ei rokke denne Anstødssteen paa anden Maade; og at vi skulde gjøre en Revolution og omstyrte Forfatningen for at faae denne Anke hævet, er dog vel en altfor ubillig Fordring. Vi have gjort, hvad der paa lovmæssig Vei lader sig gjøre; vi have faaet Lovene suspenderet i dette specielle Tilfælde. Om end denne Passus blev udslettet af Grundloven, saa staae endnu de borgerlige Love iveien, som først maae forandres, inden det kan have den tilsigtede Virkning.

5)Angaaende Intolerance-Beskyldningen mod Norge, da vil jeg bringe den noksom bekjendte Jødefeide i Kjøbenhavn i Erindring, Ingen Mosaik har lidt ved ei at kunne komme til Norge uden Leidebrev, hvor han aldrig har været eller havt Eiendom og Rettigheder. Men i Danmark, hvor han boede og havde borgerlige Rettigheder, led han Molest under denne Feide. Denne Intolerance var ham altsaa langt, skadeligere; og Reminiscensen af denne Tumult tør vel have havt sin Indflydelse her i Norge, idet man sluttede, at naar de Danske.s. 542som kjendte Jøderne, fandt sig beføiede til saadan Opposition, saa maatte man vel have nogen Aarsag, og det var da sikkrest for os, som vare aldeles ubekjendte med Forholdene, at være forsigtige.

At De kommer, stoler jeg paa, ag at De ei kommer tomhændet, haaber jeg. Vi maae nu gjøre Regning paa de Notabiliteter, som ikke slaae os Feil. Jeg har Intet af Betydenhed at meddele, og skal være glad, naar Alt er overstaaet uden nogen virkelig Prostitution fra vor Side. Havde det allerførste Møde vøret holdt her, saa havde vi Intet havt at ftygte af en Sammenligning. Men efter at det Kjøbenhavnske og det Stockholmske Møde have overtruffet hinanden ved deres store Resourcer i alle Retninger, saa kunne vi ei andet end at see denne Forsamling imøde med nogen Kleinmodighed.

Mine bedste Hilsener til Deres Familie og vore andre literaire Venner beder jeg frembragte fra Deres gamle forbundne Ven

Christopher Hansteen.

Den 26de April. Efter Brev fra Anders Reius i Dag hører jeg med Slæde, at Berzelius uden Tvivl kommer til Mødet.