Hansteen, Christian BREV TIL: Ørsted, Hans Christian FRA: Hansteen, Christian (1817-03-14)

Til H. C. Ørsted.
Christiania den 14de Marts 1817.

Min tjære Hr. Professor! Deres Brev med Baron v. H. modtog jeg med megen Slæde, skjøndt det var over 1/2 Aar gammelt, da det kom i mine Hænder. For de medsendte Bekjendtgjørelser fra Videnskabernes Selskab takker jeg. — Det gjorde mig særdeles ondt, da jeg i Sommer var i Danmark, ei at træffe Dem. og endeel andre af mine literaire Bekjendte; Alle vare bortrejste, Bibliothekerne lukkede (hvis Afbenyttelse var en af de vigtigste Aarsager til min Reise); Redreisen var næsten saa uheldig som muligt, da den varede i 18 Dage; kort, alt traf sammen for at discontenancere mig og berøve mig Modet til snart igjen at besøge Danmark.

Jeg har nyligt gjort Bekjendtskab med I., og moret mig usigeligt i hans Selskab; han er den fortræffeligste Selskabsbroder, der kan tænkes. Men det er ogsaa det Høieste, jeg vil sige til hans Roes; thi — det vil maaskee synes uforskammet af mig — jeg synes, ikke jeg vil ansee ham som en ret Bidenskabsmand. Han kan være en fortræffelig Empiriker; men Aanden har han ikke. Den Aand, der skal lyse frem igjennem Videnskabsmandens hele Væsen, synes mig maa være religiøspoetiskphilosophisk; uden dette er han en Haandværker i de høiere Aanders Tjeneste, uden dette veed han ikke, hvorhen Videnskaberne stræbe, og kan altsaa aldrig være andet, end underordnet. Mig forekom han at være næsten en Antipode as disse 3 Egenskaber; han havde heller ikke den almindelige Interesse for Videnskabelighed i Almindelighed, som nødvendig maa findes hos en ægte Videnskabsmand, der indseer, at Templets Bygning udfordrer mange Hænder, og at Bygmesteren har maattet fordele Arbeiderne imellem disse; men ats. 322be alle ere lige vigtige, ba be alle ere uundværlige til Maalets Opnaaelse. Den, som kun meb Velbehag beskuer be Stene, han selv hav tilhugget, og ingen Sands har fov det Heles Skjønhed, han er en Egoist, som i sit eget Arbeide blot vil beskue sin egen Fortræffelighed. Maaskee jeg hevi er for haavd imod ham; maaskee jeg veb et Par Timers Samtale, og bet i bet mest blandede Selskab, kan have lagt for megen Bægt paa Smaating, som jeg i bet Hele er tilbøielig til at ville gjette bet Indre af ydre Kjendemærker. Det skal være mig kjært, om jeg har gjort ham Uret; men noget er der vist i mine Anelser om ham. Lad mig nu see, at De smukt tolerant optager mine Yttringer om en Laugsbrvber; bet er egentlig ikke mob I., min Uvillie yttrer sig, men mob den Slags af Vibenskabsmænd, hvortil jeg rigtignok sor en Deel troer, at han hører. Det er bisse Folk, der med vanhellig Haand stræbe at opløfte Isis's Slør, som fremkalde Grundtvigers Skrig mod Videnskaberne, og som vi Andre derfor maae betragte med Uvillie.

Efter benne vist meget for lange Expectoration maa jeg gaae over til at fortælle Dem noget om min Magnet-Undersøgelses Skjæbne.

Særdeles smigret ved Deres sidste Underskrift, underskriver jeg mig igjen med Glæde totus tuus

Hanskeen.