Forbud.

Det har i Kommissionen været under Overvejelse, om man ikke burde afskaffe Forbud ved Fogden under Hensyn til de Overdrivelser, hvortil Adgangen til Ned- læggelse af Fogedforbud let kan friste, og i Stedet for Forbud ved Fogden — i Lig- hed med, hvad der kendes i forskellige fremmede Lovgininger — give Domstolene selv Beføjelse til, naar saadant begæredes, og Omstændighederne talte derfor, at udstede Forbud mod Foretagelse af Handlinger, der kunde præjudicere Afgørelse af en Rets- trætte, hvorom vedkommende Domstol se- nere skal træffe den endelige Afgørelse.

Man har imidlertid bestemt sig til ikke at gaa til en saadan Forandring af den gældende Ret. Paa den ene Side maatte det nemlig ventes, at et Forbud ved Dom- stolen i mange Tilfælde ikke vil kunne komme tidsnok til at yde den samme Hjælp, som man hos os har været vant til at finde i Fogedforbudene; paa den anden Side kan man formentlig ved at præcisere Betingel- serne for Nedlæggelse af Fogedforbud mere, end de hidtil have været det, afværge Mis- brug af Institutet. Saaledes er i § 495 overensstemmende med det tidligere Ud- kast den Regel opstillet, at Forbud kun kan gøres, naar den, mod hvem Forbudet rettes, ved Gerning eller Ord har givet Grund til at antage, at han vil foretage de Handlinger, som skulle forbydes, saaledes at Rekvirenten, hvis fyldestgørende Bevis i saa Henseende ikke kan fremskaffes, kun mod Sikkerhedsstillelse kan faa Forbudet nedlagt. Endvidere er i samme Paragrafs 2det Stykke optaget den ikke i det tidligere Udkast indeholdte Regel, at Forbud ikke bør nedlægges, naar det skønnes, at en af Rekvisitus tilbudt Sikkerhed eller den Straf, som Lovens almindelige Regler hjemle for Retskrænkelsen, yder Rekvirenten tilstræk- keligt Værn. Forbudsinstitutet maa nem- lig formentlig rettest opfattes som et sup- plerende Led i Retshaandhævelsen. Hvor de almindelige Regler om Erstatning og Straf ikke slaa til, tyr man om muligt til Forbud. I Stedet for at forsøge at værne

alle specielle Tilfælde, der i og for sig kunde fortjene strafferetlig Beskyttelse, ved en Mængde detaillerede Strafferegler, giver Loven de paagældende Personer, hvis In- teressér ere truede, en almindelig Adgang til under eget Ansvar at fremkalde et spe- cielt, ved Straf sanktioneret Forbud mod den bestemte Person, fra hvis Side en Rets- krænkelse maa befrygtes. Af denne Opfat- telse af Forbudinstitutets Væsen følger imidlertid, at Forbud maa være udelukket, naar en tilbudt Sikkerhed eller Lovens Strafferegler kan antages at yde tilstræk- keligt Værn. Endelig er der i § 497 givet den ligeledes ny Regel, at Spørgsmaalet om Idømmelse af Straf for Overtrædelse af et Forbud kan udsættes, indtil Forbuds- sagen er afgjort, en Regel, der i Rekvisiti Interesse tilsigter, saa vidt muligt, at fritage vedkommende Straffedomstol for at idømme Straf for Overtrædelse af et Forbud, der efter den nævnte Domstols Anskuelse er urigtigt.

Med Hensyn til Spørgsmaalet om Ad- gangen til at nedlægge Forbud mod offent- lige Myndigheders Handlinger har man ikke kunnet følge det tidligere Forslag, naar dette (jfr. det tidligere Forslags § 606, 2det Stykke, og Motiverne S. 249—250) giver en almindelig Adgang til at nedlægge Forbud mod, at en privat Person lader foretage saadanne Embedshandlinger, som betinges af Begæring fra hans Side. Man kan ikke med Motiverne til det ældre Ud- kast finde det naturligt, at judicielle Akter som f. Eks. en Konkurserklæring eller en Eksekution skulle kunne standses ved For- bud. Har Rekvisitus Indsigelser at gøre, kan han fremsætte dem for den Autoritet, der skal tage Bestemmelse om vedkom- mende judicielle Skridt, og det er da dennes Sag at træffe Afgørelsen. Derimod har man fundet det rettest, udtrykkelig at opretholde den bestaaende Adgang til at nedlægge Forbud mod Ægteskab. Andre Tilfælde af Øvrighedsakter i privat Inter- esse, over for hvilke der kunde være Grund til at tillade Forbud, ses ikke at foreligge.

Hvad dernæst angaar det almindelige Spørgsmaal om Adgang til Forbud mod administrative Myndigheders ikke i en En- keltmands Interesse foretagne Handlinger, da er det for det første klart, at der ikke kan være Tale om Forbud mod saadanne Øvrighedshandlinger, der ikke kunne under- gives Domstolenes efterfølgende Prøvelse nnder en almindelig civil Proces. Og selv hvor Spørgsmaalet staar paa, om vedkom- mende Myndighed ved Handlingens Fore- tagelse vilde overskride sine Grænser, og

Forelagte Lovforslag m. m.

hvor Spørgsmaalet saaledes kan gøres til Genstand for Prøvelse ved den dømmende Ret, maa det erindres, at de Samfunds- interesser, som de paagældende Myndig- heders Handlinger tjene, kunne være saa vigtige og efter Omstændighederne af saa paatrængende Beskaffenhed (man tænke f. Eks. paa Foranstaltninger i Anledning af en opstaaende eller truende Epidemi), at det kunde være farligt, om en privat Person kunde standse deres Gennemførelse, ved for Fogedretten at rejse Spørgsmaal om det offentliges Kompetence. Det maa paa Forhaand have Formodningen for sig, at den offentlige Myndigheds Optræden bygger paa en nøjagtig Undersøgelse af, hvor langt det offentliges Ret strækker sig, og i hvert Fald er jo den private sikker paa fuldstændig Erstatning hos det offent- lige, for saa vidt det senere maatte vise sig, at hans Ret er krænket.

Imidlertid er man dog ikke gaaet saa vidt som det tidligere Forslag, at man fuldstændig udelukker Forbud mod offent- lige Myndigheders i offentlig Interesse foretagne Handlinger. Hvor Staten nemlig kun optræder som Ejer af en fast Ejendom eller som Medkontrahent i Kontraktsfor- hold, med andre Ord optræder i Forhold ganske ligeartede med dem, hvori private Personer optræde, ses der ingen Grund til at stille Staten anderledes over for For- budsinstitutet, end hvilken som helst Pri- vatmand er stillet. — Da Kommunernes Opgaver for en stor Del ere ensartede med Statens, har man fundet det rettest i den her omhandlede Henseende at stille dem lige med denne. — I Overensstem- melse hermed er § 493 affattet, og efter denne vil der saaledes kunne nedlægges Forbud over for Staten, naar den f. Eks. som Skov- eller Domæneejer foretager Ud- gravninger, som Naboejerne anse for stri- dende mod deres Ret, naar den som Lejer benytter det lejede paa en med Kontrakten stridende Maade etc.

I øvrigt adskiller nærværende Kapitel sig kun derved fra det tidligere Forslags 8de Afsnit, Kapitel II, at enkelte Regler (saaledes §§ 611, 3die Stykke, og 614, 2det Stykke) ere udeladte som overflødige og enkelte smaa redaktionelle Ændringer fore- tagne.

Om Kapitlet i dets Helhed skal endnu i Overensstemmelse med Motiverne til det tidligere Udkast følgende bemærkes: Forskellen mellem Arrest og Forbud maa sættes deri, at Forbud i egentligFor- stand tilsigter Afværgelse af Handlinger, der — selv bortset fra Forbudet — stride

imod Rekvirentens Ret, jfr. § 493, medens Arrest gaar ud paa at sikre en Fordrings- haver imod Dispositioner af Skyldneren, der ikke behøve at stride mod Kreditors Ret, men kunde blive ham til Hinder i, naar han i sin Tid skrider til Eksekution, at finde Midler, der kunne tjene til hans Fyldestgørelse. Har Retsmidlet den sidst- nævnte Karakter, maa det komme ind under de særegne Regler for Arrest, selv om det kun fremtræder som rettet imod en enkelt bestemt Disposition over Tingen, og uanset at Sprogbrugen, der paa dette Omraade følger Retsmidlets ydre Fremtræ- delsesmaade, ikke betegner det som Arrest, men som Forbud. Et Forbud imod en Fordrings Udbetaling vil saaledes efter Om- stændighederne kunne fremtræde enten som Arrest, jfr. § 500, naar det gaar ud paa at sikre Rekvirenten Fyldestgørelse for hans Krav ved Rekvisiti Udelukkelse fra at disponere over en denne tilkommende Fordring (jfr. Oktroi for Nationalbanken 4de Juli 1818 § 44, hvis Bestemmelse kun medfører, at Arresten maa iværksættes under Form af Forbud), eller som et egent- ligt Forbud, naar det sigter til at afværge retskrænkende Dispositioner over en Obli- gation, der er kommen i urette Hænder eller af anden Grund kan befrygtes at ville blive misbrugt, jfr. Forordningen 21de Juni 1844 § 3.