Ny Foretagelse ved Højesteret.

Det tidligere Forslag gav i sin § 340 en forholdsvis vid Adgang til ny Fore- tagelse ved Højesteret. Henset til det Usikkerhedsmoment, der derved let vilde komme til at hæfte ved enhver Højeste- retsdom, har man imidlertid været paa det rene med, at den Fordel, der derved mulig kunde vindes for den materielle Retfær- dighed, vilde blive altfor dyrekøbt. Ingen vilde derefter, selv om han var i fuldkom- men god Tro med Hensyn til sin Ret, kunne føle sig sikker paa, at Højesterets Dom var det sidste Ord i Sagen, efter hvilket han trygt kunde indrette sig; paa den anden Side vil den Part, der ved an- dres Svig eller Fejl er blevet berøvet sin Ret, efter Omstændighederne kunne faa Oprejsning gennem Erstatningssøgsmaal.

Naar man dog ikke helt har afskaffet Adgang til ny Foretagelse, er det fordi det maa erkendes, at der kan tænkes Til- fælde, hvor det hidtil anerkendte Princip om Højesteretsdommes Uforanderlighed kunde medføre Resultater, der ubetinget maatte karakteriseres som stødende og uretfærdige, saaledes f. Eks. efter Om- sændighederne, hvor senere tilfældig fundne Dokumenter vise, at den Part, der uden at have gjort sig skyldig i nogen Fejl eller forsømmelse under Proceduren, har tabt Sagen, i Virkeligheden har ubetinget Ret.

Som de i § 271 brugte Udtryk vise, er denne Genoptagelse for Højesteret tænkt som noget aldeles ekstraordinært, noget, som Højesteret ikke uden tvingende Grunde bør tillade, og noget, som der derfor maa- ske i en lang Aarrække slet ikke eller kun en ganske enkelt Gang kan blive Brug for.

Paa den anden Side har det, netop fordi den her aabnede Adgang skal være en Slags yderste Nødhjælp for Retfærdigheden i eksceptionelle Tilfælde, der ikke paa Forhaand kunne overses, været nødvendigt at give den en almindelig Form fremfor i det tidligere Forslag at opregne bestemte Tilfælde.

Den Adgang til Genoptagelse paa Grund af Sagsøgtes Udeblivelse, som er hjemlet ved Landsret, bliver der for Højesterets Vedkommende ikke Spørgsmaal om, da Indstævntes Udeblivelse ej bevirker Udeblivelsesdom efter Appellantens Paa- stand, men kun at Sagen udgaar til skrift- lig Behandling, jfr. endvidere herved § 263, 3die Stykke, 2det Punktum.