Sagens Parter.

Dette Kapitel adskiller sig nærmest kun derved fra det tidligere Forslags 1ste

Afsnit, Kapitel V, at Reglen i § 44, 2det Stykke, er udvidet til at gælde ogsaa for Højesteret, samt at man i § 42, i Stedet for at optage de i det tidligere Forslags § 50 opstillede Principer for Bestemmel- sen af Myndigheden til som Sagsøger eller Sagvolder at raade over en Retstrætte som Part, har indskrænket sig til en almindelig Henvisning til den borgerlige Rets Regler, alene med den Tilføjelse, at der — over- ensstemmende med den bestaaende Rets- praksis — bortses fra Hensynet til Proces- omkostningerne.

Med Hensyn til denne sidste Foran- dring skal bemærkes, at, naar man ikke finder tilstrækkelig Grund til at opstille særlige Regler om processuel Myndighed, men alligevel vil henvise til den borgerlige Rets Regler, maa det anses for rettere at blive staaende ved en i almindelige Ud- tryk holdt Henvisning til denne, fremfor at fastslaa et bestemt Princip for Over- førelsen af dennes Regler, der vel er et Udtryk for en oftere hævdet teoretisk Op- fattelse, men som ikke kan siges at være trængt helt igennem i den nuværende Praksis, og hvis Overensstemmelse med det praktiske Retslivs Krav i hvert Fald ikke paa alle Punkter er sikker.

De Udeladelser af enkelte Regler i det tidligere Forslags Parts-Kapitel, der i øvrigt have fundet Sted, ere alene begrundede i, at de paagældende Regler enten ere an- sete som selvfølgelige eller have deres naturligere Plads andet Steds.

Om Kapitlets enkelte Paragrafer skal følgende bemærkes:

§ 41.

Denne Regel, der findes i fremmede Lovgivninger (saaledes i tysk Civilproces- lovs § 59 og østerrigsk Civilproceslovs § 14), er ny i dansk Lovgivning; den maa imidlertid anses for hensigtsmæssig og vil bl. a. medføre, at der aldrig bliver Tale om Udeblivelsesdom, naar blot en af Pro- cesfællerne møder.

§ 44.

Saa lidt som det tidligere Forslag har nærværende Udkast troet at burde fore- slaa Indførelse af „Sagførertvang“, det vil sige en almindelig Forpligtelse til at be- nytte Sagfører til alle egentlige Proces- handlingers Udførelse. Vel ville — som bemærket i Motiverne til det tidligere Ud- kast — de Ulemper for Retsplejen, der kunne opstaa af, at ulovkyndige Parter i egen Person føre deres Sag, i langt stær- kere Grad gøre sig gældende i den mundt-

lige Rettergang end i den hidtil gældende skriftlige Procedure. Da imidlertid — bortset fra Smaasager, hvor Procesformen netop er beregnet paa at gøre det muligt at undvære Sagførerhjælp — en Parts egen Interesse i Reglen vil bevæge ham til at antage og benytte Sagfører, og da paa den anden Side et Forbud mod per- sonlig Udførelse af Processer let vilde blive følt som en Berøvelse af en hidtil anerkendt almindelig Borgerret, har man foretrukket at blive staaende ved den Grundsætning, at enhver har Ret til baade som Sagsøger og som Sagvolder i alle In- stanser at gaa i Rette for sig selv under den hele Procedure, den skriftlige saavel som den mundtlige. Imidlertid har man dog hertil som et i en mundtlig Retter- gang uundværligt Korrektiv maatte føje Reglen i § 44, 2det Stykke. Den Beføj- else, der der indrømmes Retten, maa anses for Minimum af, hvad Retsplejens Inter- esse kvæver; ti under et paa Mundtlig- heds- og Umiddelbarhedsprincipet hvi- lende Processystem er Orden og Klarhed i Proceduren og Bevisførelsen en Nødven- dighed, hvis ikke Forhandlingen skal for- virres. Som det fremgaar af Paragrafen, er det dog ikke Meningen, at der under de angivne Omstændigheder straks ^ skal indtræde en Præklusion til Skade for den Part, som ikke forud har sikret sig en Sagførers Bistand, men Retten træffer først de fornødne Bestemmelser for at give ham Lejlighed til at skaffe sig en saadan Bistand, inden der gaas videre. Den om- handlede Beføjelse var i det tidligere For- slag kun tillagt Landsretterne. Naar den her er udvidet til ogsaa at gælde for Højesteret, er det, fordi der — navnlig med det i Udkastet forandrede Appelsy- stem — ogsaa vil være Brug for den der.

Der kan endnu her tilføjes den al- mindelige Bemærkning, at hvor Udkastet benytter Ordene „Part“ og „Parter“, og Sammenhængen ikke udtrykkelig viser an- det, indbefattes derunder ogsaa en Parts behørige Repræsentant.