Syn og Skøn.

Medens der til „ Vidner“ kun henreg- nes Folk, der kunne (eller antages at kunne) meddele noget til Oplysning i Sagen paa Grundlag af et forudgaaende specielt Kend- skab til konkrete Forhold, der staa i For- bindelse med denne, maa til „Skønsmænd“ henregnes saadanne, der kunne meddele noget til Oplysning i Sagen, i Kraft af deres almindelige Sagkundskab paa et eller andet Omraade. Selvfølgelig bør denne Sondring ikke gennemføres paa doktrinær Maade, og særlig bør der ikke være Tale om, at et Vidne ophører at være Vidne, saa snart der rettes Spørgsmaal til det om de Slutninger, det i Kraft af sin mulige almindelige Sagkundskab maatte have dra- get af de konkrete Forhold, Sagen vedrø- rende, som det er kommet i Berøring med som Vidne. Derimod har den angivne Sondring i sin Almindelighed en bestemt praktisk Betydning. Denne viser sig først og fremmest deri, at Personer, der have et forudgaaende kendskab til Sagens kon- krete Fakta, ere pligtige at møde og af- give Forklaring i Henhold til en paa en Parts ensidige Begæring udfærdiget Vidne- indkaldelse, medens en Person, hvis Med- virken alene søges paa Grund af hans al- mindelige Sagkundskab, kun er pligtig at efterkomme en ligefrem Udmeldelse af Retten.*) Denne Forskel i Maaden, hvor-

*) En anden Sag er, at det kan være mest prak-
tisk, altid at efterkomme en Vidneindkaldelse,
dels fordi man ej paa Forhaand kan vide,
hvad Forbindelse der mulig kan være mellem
ens tilfældige Erfaringer og den paagældende
Sag, dels fordi man ikke kan være sikker paa,
at Retten er opmærksom paa det uberettigede
i Indkaldelsen, og derfor ved at udeblive risi-
kerer bag efter at skulle søge en Udeblivelses-
kendelse omgjort i Henhold til § 153 in fine.
Saa snart det imidlertid under vedkommendes
Møde bliver klart, at det kun er hans almin-
delige Sagkundskab, Parten har Brug for, kan
han protestere mod Afhøringen, saa længe
indtil der foreligger en Udmeldelse fra Ret-
tens Side, og han dermed faar den Stilling i
Sagen og den Godtgørelse, der tilkommer ham
som Skønsmand.

paa den paagældende formelt drages ind i Sagen, øver igen sin Indflydelse paa hans Stilling under denne, bl. a. med Hensyn til hans Godtgørelseskrav (sml. § 170 og § 187).

Det anførte udelukker imidlertid ikke, at den, der alene i Kraft af sin alminde- lige Sagkundskab kan give Oplysning i Sagen, kan møde og forklare som Vidne, naar han dertil er villig, og det hvad en- ten saadan Forklaring forudsætter, at han i Forvejen har ladet sig forevise den Ting, han skal skønne over, eller denne forelægges ham i Retten, eller endelig Skønnet kan an- gives uden nogen Besigtigelse og blot frem- træder gennem Svar paa Spørgsmaal af al- mindelig Karakter om, hvad han som sag- kyndig antager angaaende de og de Om- stændigheder. Paa Grund af den Parterne indrømmede fri Adgang til at fremføre, hvilken Art Beviser de ville, og den Retten indrømmede Frihed i Bevisbedømmelsen, er der intet til Hinder for, at Retten kan anse en saadan Forklaring af et eller flere „sagkyndige Vidner“ for lige saa bevisende som et Skøn; men paa Forhaand er der altid Grund til at antage, at der vil blive tillagt en Erklæring fra det af Parten en- sidig fremstillede sagkyndige Vidne min- dre Vægt end en Erklæring af en Skøns- mand, der er udmeldt af Retten, efter at i Forvejen begge Parter have haft Lejlig- hed til at udtale sig om Valget, ligesom Skønsmanden ofte paa Foranledning af denne Rettens Udmeldelse vil have an- stillet særlige Iagttagelser og Undersø- gelser.

Med Hensyn til nærværende Kapitels Forhold til det tidligere Forslags 2det Af- snit, Kapitel HI, 2den Underafdeling (jfr. § 192 og 6te Afsnit, Kapitel I) skal be- mærkes, at der dels er foretaget nogle re- daktionelle Ændringer (de til Straffepro- cesudkastets Syns- og Skønsregler svarende Bestemmelser ere redigerede overensstem- mende med disse), dels er tilføjet nogle supplerende Bestemmelser, dels endelig ere foretaget enkelte mindre Realitetsændrin- ger. Blandt disse sidste er der kun Grund til at fremhæve følgende:

Der er givet den Ret, til hvilken Be- gæring om Optagelse af Syn eller Skøn rettes. Beføjelse til at udmelde Syns- og Skønsmænd, selv om den er nødt til at søge disse andet Steds end inden for, hvad der ellers er dens territoriale Omraade. Denne Regel, der er ensartet med den for Vidners Indkaldelse i § 151 givne Regel, er ligesom denne motiveret ved Ønskelig- heden af at undgaa alle tidsspildende For- maliteter.

Klager over Syns- og Skønsmænds Fremgangsmaade skulle ifølge § 179, sidste Stykke, fremsættes for den Ret, for hvil- ken Afhjemlingen skal ske, medens det tidligere Forslags § 233 nævner „den ud- meldende Ret’‘.

Reglerne om Rejsegodtgørelse og Tære- penge til Syns- og Skønsmænd i § 187 ere noget afvigende fra Reglerne desangaaende i det tidligere Forslags § 228.

Den Adgang, der i det tidligere For- slags § 238 indrømmes Retten til af egen Drift at lade en ny Forretning foretage ved andre Syns- eller Skønsmænd, er ikke her medtaget, jfr. Bemærkningerne oven for til § 92.

Som ny Regler, der ikke fandtes i det tidligere Forslag, kan særlig nævnes Slut- ningen af § 175 om, at Personer, for hvem Skønsforretningens Udførelse vil medføre stort Besvær eller Ulempe, saa vidt muligt hør forskaanes for Udmeldelse, § 176, 1ste Stykke, at Personer, der have en alminde- lig Beskikkelse til Foretagelsen af visse Skøn, fremfor andre bør tages til saadanne, og § 188 om Søforklaringer.

Om de enkelte Paragrafer skal følgende bemærkes:

§ 173.

Naar det her overlades til Retten at bestemme Syns- eller Skønsmændenes An- tal, er dette en naturlig Konsekvens af den fri Bevisbedømmelse. Der vil være mang- foldige Tilfælde, i hvilke en enkelt paa- lidelig sagkyndigs Erklæring bringer det paagældende Spørgsmaal praktisk taget uden for Tvivl, medens der omvendt let kan tænkes Tilfælde, hvor Synets eller Skønnets Vanskelighed eller Vidtløftighed gør Udmeldelsen af endog flere end to Personer ønskelig. Der findes ikke i nær- værende Udkast nogen særlig Forskrift om et bestemt Antal Syns- eller Skønsmænd. Forbeholdet sigter derfor kun til mulige Specialregler andet Steds i Lovgivningen.

Udmeldelse af Syns- og Skønsmænd vil normalt finde Sted i det Retsmøde, hvori Domsforhandlingen berammes, men kan i øvrigt ogsaa foregaa saavel før som senere, saavel i som uden for Retsmøde (§ 214), hvorved dog med Hensyn til Ud- meldelse før nævnte Retsmøde maa mær- kes Reglen i § 185, jfr. § 171.

§ 178.

Reglen i denne Paragrafs 2det Stykke træder i Stedet for de i § 148 for Vidners Vedkommende fastsatte Grænser for Møde-

pligten. Disse Grænser gælde ikke for Syns- og Skønsmænd.

§ 179.

Med Hensyn til Reglerne i Slutningen af denne Paragraf bemærkes, at, for saa vidt Retten maatte nægte at tage en Parts Klage over Syns- eller Skønsmændenes Fremgangsmaade til Følge, maa denne Rettens Beslutning kunne paakæres efter de almindelige Regler. Saadan Klage bør i øvrigt om muligt fremsættes og bringes til Afgørelse forinden Domsforhandlingen, da ellers denne let kan spildes.

§ 180.

Selve Afhjemlingen og den eventuelt dermed i Forbindelse staaende Afhøring bør i Reglen ligesom Vidners Afhøring ifølge § 149 foregaa under selve Doms- forhandlingen. Dog kan ogsaa her Und- tagelser være nødvendige eller naturlige. Saaledes kan vedkommende Syns- eller Skønsmands Helbredstilstand være til Hin- der for, at han møder under Domsfor- handlingen. Fremdeles kunne Syns- eller Skønsmændene bo saa langt fra Hoved- sagens Værneting, at deres Møde der vilde medføre Besvær og Udgift, der ikke vilde staa i Forhold til Betydningen af at have dem personlig til Stede under Domsfor- handlingen (§ 178, 2det Stykke). Endelig maa Parterne kunne frafalde Syns- og Skønsmændenes Møde under denne.

En skriftlig Erklæring vil der ofte være Grund til at forlange af Syns- og Skønsmændene, dels fordi der jævnlig be- høves en Motivering, som mundtlig frem- sat ej let vilde kunne fastholdes, f. Eks. naar et Skøn indeholder Beregninger, dels fordi Parterne gerne bør have Adgang til at gøre sig bekendt med Syns- eller Skøns- forretningen førend Domsforhandlingen; men i visse Tilfælde kan Synet eller Skøn- net være en saa simpel og ligefrem Ting, at det vilde være urimeligt ikke at nøjes med Mændenes mundtlige Erklæring til Protokollen.

§ 182.

Ved den i Slutningen af 1ste Stykke optagne Tilføjelse; „med de fornødne Lempelser“ sigtes særlig til, at, medens Vidner kun sjælden kunne erstattes, ville Syns- og Skønsmænd ofte kunne erstattes, og der vil derfor over for Syns og Skøns- mænd endnu sjældnere end over for Vid- ner være Grund til Anvendelse af strænge eller langvarige Tvangsmidler (særlig Inde-

spærring), ligesom saadanne Tvangsmidler efter Omstændighederne kunne være mindre formaalstjenlige til Fremkaldelse af en Virksomhed af den særlige Art, som Synet eller Skønnet kræver, end til Fremkaldelse af en simpel Vidneforklaring.

§ 185.

I Kraft af den i 1ste Punktum givne Regel ville navnlig følgende Paragrafer finde Anvendelse ogsaa paa Syns- og Skøns- mænd: §§ 149, 150, 152, 154, 165, de to sidste Stykker, 167, 168, 169, 171, 172, 1ste Stykke (til §§153 og 166 er der sær- lig henvist gennem Reglerne i §§ 182, 183 og 184, til §§ 156—163 gennem Reglen i § 180, 3die Stykke).

§ 186.

Den heri udtalte Regel muliggør, at den Part, der er misfornøjet med Resul- tatet af et af Modparten eller ham selv foranstaltet Syn eller Skøn — efter om fornødent at have faaet Domsforhandlingen udsat — foranstalter et nyt Syn eller Skøn.

Reglen er i øvrigt en ligefrem Følge af Bevisførelsens og Bevisbedømmelsens Frihed, ligesom det ogsaa navnlig er dette Princip, der — som nærmere udviklet i Motiverne til det tidligere Udkast S. 113 — 114 — har ført til Afskaffelsen af syn“ og „Overskøn“.

§ 187. _

„Sportelmæssig Betaling“, jfr. Udkast til Lov om Retsafgifter § 85.