Skriftlig Behandling af Sager ved Lands- retterne i første Instans.

Udkastet har ligesom det tidligere For- slag (jfr. dettes 6te Afsnit, Kapitel III) givet Retten Beføjelse til at anordne skriftlig Behandling af Sager, der ere saa indviklede, at de ikke egne sig til mundtlig Behandling. Henset til den Myndighed, Retten har til i Klarhedens og Overskuelighedens Interesse at udstykke og ordne den mundtlige Proce- dure, kan det dog ventes, at man her lige- som andetsteds, hvor mundtlig Procedure anvendes, kun rent undtagelsesvis vil ty til den Udvej at lade en Sag udgaa til skriftlig Behandling.

De for denne Behandlingsmaade her givne Regler adskille sig fra det tidligere Forslags Regler dels ved saadanne Af- vigelser, der ere Konsekvenser af de i den almindelige Landsretsprocedure gjorte For- andringer (Beviskendelsens Afskaffelse etc.), men dernæst ogsaa derved, at Skriftlig- heden her er gennemført fuldt ud, medens det tidligere Forslag bibeholdt en Bevis- førelse umiddelbart for den dømmende Ret med dertil hørende mundtlig Slutnings- forhandhng. Det ses nemlig ikke rettere, end at man ikke kan være sikker paa at opnaa den Lettelse og Hjælp til behørig Indtrængen i Sagen, som den skriftlige Procedure skal yde, medmindre ogsaa Be- visførelsen og Fremstillingen af dennes Resultat forelægges i skriftlig Form. Vel vil det kunne forekomme, at Bevisførelsen kun angaar en enkelt, særskilt og let over- skuelig Del af Sagen, men det kan lige saa vel hænde, at det, der gør Sagen indviklet, staar i nøje Forbindelse med lange og ind- viklede Vidneforklaringer, som det er van- skeligt at fastholde i deres Enkeltheder, naar man ikke har dem for sig i skriftlig Form. Derhos vilde det efter det tidligere Forslags Ordning kunne ske, at Retten, der først skal afsige Dom efter at have læst den skriftlige Procedure, imidlertid havde glemt den mundtlige Bevisførelse.