Eksekutionsforretningens Foretagelse oq Proceduren under samme.

Af Reglerne i dette Kapitel, der for en stor Del ere stemmende med den gæl- dende Ret, skulle kun følgende særlig fremhæves:

I § 362 er der givet Fogden Beføj- else til, hvor Omstændighederne tale der- for, at lade Eksekutionsforretningen be- gynde andet Steds end paa Domfældtes Bo- pæl. Da denne Regel selvfølgelig ikke bør benyttes til at holde Rekvisitus i Uviden- hed om Eksekutionens Foretagelse, vil Fogden efter Omstændighederne kunne have Anledning til at gøre sin Medvirk- ning til denne Afvigelse fra Hovedreglen afhængig af, at Rekvirenten underretter Rekvisitus om Forretningens Foretagelse saa betids, at Rekvisitus kan møde under samme; især gælder dette, naar Forret- ningen ønskes foretaget paa et Sted, hvor man hverken kan gøre Regning paa at træffe Rekvisitus selv eller nogen af de i § 363, 2det Stykke, nævnte Personer.

I § 363 er det gjort Fogden til Pligt, naar Rekvisitus ikke træffes til Stede, at opfordre en af dem, der staa i et af flere, nærmere angivne Forhold til Rekvi- situs, til at varetage dennes Tarv under Forretningen.

Proceduren for Fogedretten skal lige- som den øvrige Procedure i den refor- merede Proces være mundtlig (§ 370). Der bliver derfor ikke Tale om nogen selvstændig Ret for Parterne til at diktere til Protokollen saa lidt som om nogen Fremlæggelse af Indlæg. Domfældte eller Trediemand fremsætter mundtlig sine Ind- sigelser, og Domhaveren svarer derpaa; yderligere Ordveksling beror paa Fogdens Tilladelse. De nedlagte Paastande skulle protokolleres ordret, det øvrige kun „efter dets væsentlige Indhold“. Hvad der i saa Henseende skal anses som væsentlig, be- stemmer Fogden (§ 371). Bevisførelse ved Vidner, Syn og Skøn eller personlig Af- hørelse af Parterne finder kun Sted, naar Fogden mener undtagelsesvis at burde til- stede det (§ 370). Paa den anden Side er der under Paaanke af eller Kæremaal over for Fogedforretninger fri Adgang til at fremføre ny Paastande, faktiske An- bringender og Beviser (jfr. Kap. XXXVII.)

Trediemands Stilling over for en Ekse- kutionsforretning er den samme som efter gældende Ret, idet han enten kan gøre sig til Part under denne — i hvilket Fald han bliver bunden ved den med Hensyn til hans Indsigelse afsagte Kendelse, ind- til denne omstødes af højere Ret, — eller han kan holde sig borte fra Forretningen og derefter gøre sin Ret gældende enten ved Appel af denne eller i første Instans.

Med Hensyn til Fogdens Vejlednings- pligt skal bemærkes, at Reglen desangaa- ende i § 370, 3die Stykke, er affattet saa- ledes, at den ogsaa omfatter Sager, der kun i Kraft af Parternes Vedtagelse ere komne til at henhøre under Underret.

Om Besiddelsen af udlagt Gods give §§ 375 og 376 nogle Bestemmelser, der i hvert Fald ikke udtrykkelig ere hjemlede i den gældende Ret. I § 377 er det hid- til omstridte Spørgsmaal, hvor vidt den, der gør Udlæg i et Gældsbrev, behøver ikke blot at give Gældsbrevet Paategning om Udlæget, men ogsaa at give Debitor efter Gældsbrevet Underretning om Ud- læget, afgjort derhen, at saadan Under- retning ikke er nødvendig for at afværge, at Debitor frigør sig ved at betale Gælden eller Afdrag derpaa til Rekvisitus, men vel for at afværge Rentebetaling til denne.

Med Hensyn til § 379, 2det Stykke, bemærkes, at i dette nogle Unøjagtigheder, der findes i Redaktionen af den i øvrigt tilsvarende Regel i Konkurslovens § 148, ere rettede.

I § 382 henvises til de i Kapitel XXXVII givne Regler om Anke eller Kære med Hensyn til Fogedforretninger. Af disse skal her Opmærksomheden særlig henledes paa § 439, hvorefter Klager, som vedrøre selve den Fordring eller Ret, om hvis Fuldbyrdelse der er Spørgsmaal, maa gøres gældende ved Anke, medens Klager, der alene angaa de processuelle Betin- gelser for Fogedforretningen eller den ved samme brugte Fremgangsmaade, gøres gældende ved Kære.

Naar der i § 382, 2det Stykke, siges, at Anke og Kære først kan finde Sted, efter at hele Eksekutionsforretniugen er sluttet, tænkes der herved paa den for- melle Slutning til Protokollen, hvorved bemærkes, at der under det ny System bør anvendes en nøjagtigere Terminologi end den nu brugelige, hvorefter Afslut- ningen af en Eksekutionsforretning saa godt som altid sker ved en Protokoltil- førsel om, at Forretningen udsættes. Hvis saaledes Rekvirenten efter stedfundet Ud- læg ikke forlanger, at det udlagte skal bringes ud af Rekvisiti Besiddelse, maa Forretningen betragtes som sluttet ved selve Udlægsdekretet og Advarslen til Re- kvisitus om ikke at disponere derover i Strid med Rekvirentens Ret. Hvis Rekvi- renten senere ønsker det udlagte bragt ud af Rekvisiti Besiddelse, maa dette ske ved en Genoptagelse af Fogedforretningen, der imidlertid ingen Begrænsning kan gøre i Rekvisiti alt erhvervede Adgang til at an- vende Anke eller Kære. Paa den anden Side er der heller ikke Tale om, at en iværksat Anke eller Kære skulde kunne hindre en Genoptagelse som den nævnte, der jo kun tilsigter en videre Fuldbyrdelse af den afsagte Fogedkendelse, jfr. i saa Henseende § 373, 3die Stykke.