Behandling af Sager ved Underret og Retsmidler mod Underrettens Afgørelser.

De her givne Regler for Underrets- proceduren ere i det hele stemmende med Reglerne desangaaende i det tidligere For- slags 5te Afsnit; dog bevirker den i stort Omfang gjorte Henvisning til Landsrets- proceduren, at forskellige med Hensyn til denne foretagne Ændringer ogsaa komme frem her; derhos er den særlige Bevis- kendelse (jfr. det tidligere Forslags § 350) også opgivet for Underretsprocedurens Vedkommende; endvidere ere forskellige Fristbestemmelser ændrede og nogle Be- stemmelser angaaende Vidner henflyttede til Vidnekapitlet.

Hvad Paaanke af Underretssager an- gaar, maa særlig to Ændringer af væsent- lig Betydning fremdrages:

Det tidligere Forslags Begrænsning af Appel til Sager paa mindst 40 Kr. er bortfalden, saaledes at efter Udkastet en hvilken som helst Underretssag kan paa- ankes til Landsret Derhos er det for det Tilfælde, at Indetævnte udebliver under Appellen til Landsret, foreskrevet, at Sagen da — ligesom ved Højesteret i tilsvarende Tilfælde — skal udgaa til skriftlig Be- handling.

Naar Udkastet saaledes giver Adgang til at appellere selv den ubetydeligste Un- derretssag, er dette sket i Henhold til føl- gende Betragtninger:

Sondringen mellem Landsretssager, c: større Sager, der undergives en mere ind- gaaende Behandling for en af flere Dom-

mere bestaaende Ret, og Underretssager, c: mindre Sager, der undergives en mere summarisk Behandling for Enkeltdommer, beror ikke derpaa, at Retfærdigheden i og for sig tiltrænger færre Garantier, hvor Talen er om smaa Værdier, end hvor Ta- len er om store. Den beror heller ikke der- paa, at Smaasager altid i sig selv ere klarere og simplere end store Sager; Bevisspørgs- maalets og Retsspørgsmaalets Vanskelighed og Tvivlsomhed vil tværtimod i Reglen være ganske uafhængig af Sagens pekuniære Stør- relse. Sondringen beror derimod udeluk- kende paa, at Smaasageme, tagne som Helhed, ikke kunne bære de Udgifter og det Besvær, der er forbunden med en Landsretsprocedure. Med andre Ord: at henvise alle Smaasager til Behandling ved Landsret efter de for Landsretsproceduren gældende Regler, vilde praktisk taget være det samme som en Retsnægtelse i stor Stil, idet mange vilde foretrække at renon- cere paa Smaabeløb, fremfor at sætte det forholdsvis store Apparat i Bevægelse, der normalt knytter sig til en Landsrets- procedure (Sagførerhjælp, maaske gentagne lange Rejser osv.). Fremdeles vilde en Sagvolder let kunne blive ramt uforholds- mæssig haardt, hvis Sagsøgeren ensidig skulde kunne vælge straks at gaa til Lands- ret og ved Dommen faa Sagvolderen idømt alle Omkostningerne ved denne Procedure. Man føres herved til at foreskrive en sim- pel, hurtig og billig Behandlingsmaade for de mindre Sager og at foreskrive den som obligatorisk. Hermed er imidlertid ikke givet, at man endvidere bør nægte den, hvem Underretsdommen gaar imod. Ad- gang til at bringe Spørgsmaalet frem til Prøvelse for Landsret, naar han har stærk Tro til sin Sags Godhed og er rede til at løbe den Risiko, at alle Udgifterne ved Appellen falde paa ham selv, hvis Dommen stadfæstes; herom skal nærmere følgende bemærkes:

For at indrømme saadan Adgang uden nogen som helst Begrænsning taler dels dette, at en Sag af ringe Værdi for den mindre bemidlede efter Omstændighederne kan have en lige saa stor Interesse som en større Sag for den mere formuende, dels det oven for nævnte Moment, at en i Værdi ringe Sag kan være lige saa vanske- lig og tvivlsom som en Sag af stor Værdi, og dels den Omstændighed, at en Parts moralske Interesse i at vinde en Sag un- dertiden kan være betydelig større end hans økonomiske Interesse deri. Hertil kommer endelig, at selve Appelmuligheden giver en særlig Garanti mod, at der hos

Underretsdommere skulde udvikle sig Ten- denser til at behandle de ganske smaa Sager mere overfladisk end de øvrige Un- derretssager.

Hvad der kunde vække Betænkelighed mod den saaledes foreslaaede ubegrænsede Appeladgang, er dels Hensynet til, at Landsretterne derved mulig kunde blive overbebyrdede, dels Hensynet til Appel- indstævnte , der ved saadan Appel kan blive bebyrdet med store Udgifter i en Sag, der i sig selv er ubetydelig.

At Landsretterne ikke skulde kunne overkomme den Forøgelse af Arbejdet, som Udkastets Regel maatte medføre, er der dog paa Forhaand ikke megen Grund til at befrygte. Den Omstændighed, der over- hovedet motiverer Underretsbehandling, nemlig at de mindre Sager normalt ikke kunne bære Udgifterne og Ulejligheden ved en Landsretsbehandling, gør sig jo nemlig gældende i stærkere Grad, jo mindre Sa- gens Værdi er, og vil formentlig medføre, at det i Praksis vil blive Undtagelse, at Sager, hvis Værdi end ikke naa den nu for Tiden gældende Appelværdi til Overret, nemlig 20 Kr., skulde blive appellerede. Derhos har Retten det i sin Magt at ramme temerære Appeller af Sager, hvis Interesse i enhver Henseende er forsvindende, med Mulkt for unødig Trætte (§ 125). Endelig kan endnu fremhæves, at det tidligere Forslags Ankebegrænsning ikke var ube- tinget, idet der ifølge dets § 354, 2det Stykke, kunde gives særlig Tilladelse til at paaanke Sager under 40 Kr.

Hvad dernæst angaar Hensynet til Appelindstævnte, maa fremhæves, dels at der ifølge § 119, jfr. § 113, 1ste Stykke, efter Omstændighederne er Adgang for Retten til ikke at paalægge ham samtlige Omkostninger ved Landsretsbehandlingen, selv om han taber Sagen for Landsretten, især da han jo, for at der overhovedet kan blive Spørgsmaal om Appel fra Modpartens Side, maa have vundet Sagen i første In- stans, dels at der ifølge den i § 286 gjorte Henvisning til § 250 er Adgang for Ind- stævnte til at spare Omkostninger ved at udeblive fra Landsret, idet Sagen i saa Fald udgaar til skriftlig Behandling.

Om denne sidste Regel, der som oven nævnt er den anden væsentligere Ændring i Forhold til det tidligere Forslag, som Udkastet har foretaget paa dette Omraade, kan i øvrigt følgende bemærkes:

Denne Regel indeholder i Virkeligheden ikke noget nyt, men er stemmende med den gældende Ret. Den fremtræder for Tiden kun som en særlig Regel for Høje-

sterets Vedkommende, idet den der bevirker en Paadømmelse paa skriftligt, i Stedet for paa mundtligt Grundlag; men i Resultatet er Forholdet ganske det samme, naar Ind- stævnte udebliver ved en Overret, idet Sa- gen da paadømmes paa Grundlag af Appel- lantens Indlæg og Underretsakten. Det ligger saaledes meget nær at overføre den paa det ny Systems Appelsager ved Lands- ret. At en Regel som denne er af væsent- lig praktisk Betydning, fremgaar deraf, at Appelindstævnte for Tiden i temmelig stort Omfang gøre Brug af den hermed givne Mulighed for efter Omstændighederne uden Risiko at kunne udeblive fra Overretten, og Reglens Berettigelse kan grundes paa den Betragtning, at, naar en Part een Gang har procederet en Sag og mener sit Tarv tilstrækkelig beskyttet ved, hvad der alt foreligger under Sagen, bør han ikke tvinges til at deltage i en fornyet For- handling derom. Appellanten, der har Ad- gang til i et enkelt Indlæg at fremføre alt, hvad han maatte have at indvende mod den afsagte Dom, kan ikke beklage sig over denne Ordning.

Gangen i en Underretssag er i sine Hovedtræk følgende: Sagen indledes or- dentligvis med Stævning. Om særlig for- udgaaende Indkaldelse til Forligsmægling bliver der ikke Tale, da Retten blot en Gang, inden Sagen optages, skal have mæglet Forlig. Den kan dertil vælge et hvilket som helst Øjeblik, den anser for egnet dertil. Er Sagens Værdi under 50 Kr. saavel som i Paternitetssager skal Retten paa Begæring vejlede Parten med Hensyn til Stævningens Affattelse. Ere Par- terne enige derom, kunne de efter forud- gaaende Anmeldelse møde for Retten uden foregaaende Stævning og begære Sagen foretagen. Hvor Stævning benyttes, skal den af Retten forsynes med en Paategning, hvorved Sagen berammes ; derefter tilbage- gives den Sagsøgeren til Forkyndelse. Stævnevarslet er en Uge, naar Sagvolderen søges ved sit Hjemting, ellers længere (jfr. nærmere § 275). Paa første Tægtedag fremlægger Sagsøgeren Stævning og giver en kort mundthg Fremstilling af Sagen, hvorefter Sagsøgte har at erklære sig, uden at der fra hans Side behøves noget særligt skriftligt Indlæg. Dommeren har i alle Underretssager Vejledningspligt, for saa vidt Parten ikke møder ved Sagfører. Parternes Erklæringer over Sagens Sam- menhæng protokolleres efter deres væsent- lige Indhold, det tilførte oplæses og ved- tages. De fra begge Sider nedlagte Paa-

stande skulle ved de indledende Forhand- lingers Slutning protokolleres fuldstændig, medmindre de i særlig skriftlig Affattelse fremlægges til Protokollen. Derefter finder den egentlige mundtlige Domsforhandling Sted i Forbindelse med Bevisførelsen, hvis der er Spørgsmaal om saadan.

Da det er Tanken, at mangfoldige Sager maa kunne tilendebringes i selve det første Retsmøde, er der ikke givet Parterne nogen selvstændig Ret til at forlange sær- skilt Behandling og Paakendelse af For- maliteten; men Dommeren afgør, om saa- dan skal finde Sted, eller Formaliteten procederes i Forbindelse med Realiteten. Af samme Grund er det Regel, at Doku- menter, som Parterne ville benytte sig af, skulle være til Stede straks i det første Retsmøde, og Stævningen skal derfor særlig opfordre Sagsøgte til at medtage saadanne paa Sagens første Tægtedag, hvorhos der i Reglen i selve Retsmødet bør gives ved- kommende Part den fornødne Tid til at gøre sig bekendt med de af Modparten fremlagte Dokumenter. Sagsøgte kan frem- sætte Modkrav efter Udkastets almindelige Regler derom; et Modkrav maa anses som tingfæstet, saa snart Partens Erklæring om at ville fremsætte det, er tilført Protokollen.

Hvor det ikke med Rimelighed kan forlanges af Sagsøgte, at han skal kunne svare i Sagen straks i det første Retsmøde, eller af Sagsøgeren, at han paa Stedet skal kunne svare paa Sagsøgtes Indsigelser, eller hvor de fremlagte Dokumenter ere for vidtløftige til, at de kunne gennemgaas i selve Retsmødet, saavel som hvor Bevis- førelse ved Vidner, Syns- eller Skønsmænd eller ved personlig Afhøring af Parter, der i øvrigt møde ved Sagførere, skal finde Sted, giver Retten de fornødne Udsættelser. Bevisførelsen foregaar paa lignende Maade som ved Landsretten; dog vil dels Be- grænsningen af Vidners Mødepligt i Under- retssager, dels Underretssagers gennem- gaaende mindre Vigtighed medføre, at Vidneførsel her snarere end ved Lands- retten kommer til at foregaa andet Steds end for selve den dømmende Ret.

Hvis Sagsøgeren udebliver, afvises Sa- gen. Hvis Sagsøgte udebliver, kan Sag- søgeren forlange Dom i Henhold til Stæv- ningen (jfr. i det hele § 204); men Sag- søgte kan da paa sin Side forlange Sagen genoptagen overensstemmende med Reg- lerne i §§ 222—224.

Hvor Sagen er af mere indviklet Be- skaffenhed, eller hvor Parterne give Møde ved Sagførere, vil det som antydet let kunne ske, at Bevisførelsens Forberedelse

og Domsforhandlingen kræve særskilte Rets- møder ud over det, hvortil der oprindelig er stævnet. Sagen faar derved i højere Grad et med en Landsretssag overensstem- mende Ydre; dog udelukker § 277 en Skrift- veksling som den for Landsretssager fore- skrevne. Er Sagen saa forviklet eller vidt- øftig, at den ikke kan behandles uden en videre Anvendelse af Skrift end den, der fremkommer gennem Stævningen og Proto- kollationen af Parternes Erklæringer og Paastande, maa Retten lade den udgaa til skriftlig Behandling i Medfør af § 282.

Naar en Underretssag indankes for Landsret, undergives den der en ny Be- handling overensstemmende med de for Landsretssager gældende Regler, dog at, som alt omtalt. Indstævntes Udeblivelse bevirker, at Sagen udgaar til skriftlig Be- handling. Derhos viser den Omstændighed, at det er en Appel og ikke en Første-In- stans-Behandling sin Virkning navnlig der- igennem, at Formalitetsfejl, begaaede ved Underretten, efter Omstændighederne kunne bevirke Annullation og eventuelt Hjemvis- ning, samt at Sagen i det hele maa holde sig inden for de ved Underretsproceduren afstukne Grænser.

I førstnævnte Henseende maa dog be- mærkes, at § 286 gør § 261 anvendelig ogsaa med Hensyn til Appel til Landsret, saaledes at Formalitetsfejl, begaaede ved Underretten, der efter Sagens Stilling ved Landsretten ere uden virkelig Betydning for vedkommende Part, ikke med Nytte kunne paaberaabes som Annullationsgrund, hvorhos § 286 udtrykkelig udtaler, at Hjem- visning ikke kan finde Sted, fordi Under- retsdommeren ikke behørig har vejledet en Part.

Med Hensyn til Procedurens Begræns- ning ved Underretsproceduren maa mærkes, at ny Paastande dog kunne fremsættes, naar Retten tillader saadant, fordi det findes undskyldeligt, at de ikke tidligere ere fremkomne (§ 287). Fremdeles er den i § 256 givne Regel om Adgang til for Højesteret med dennes Tilladelse at ind- drage ny Punkter eller Dele af Sagen, der ikke have foreligget for Landsretten, gjort anvendelig her, hvorimod der ikke kan være Tale om i Appelsagen at inddrage Mellemværende, der er uden direkte For- bindelse med, hvad der har været fremme for Underinstansen. I det anførte ligger, at, naar der i § 288 gives en tilsyneladende ubegrænset Adgang til under Appellen at fremkomme med ny Anbringender (Søgs- maalsgrunde, Benægtelser og Indsigelser), naar de blot anføres straks i Stævningen

eller under Skriftvekslingen i øvrigt, tænkes der herved kun paa saadanne Anbringender, der kunne støtte den allerede i Underin- stansen nedlagte Paastand eller den ny Paastand, til hvis Fremsættelse der er op- naaet Rettens særlige Tilladelse i Medfør af § 286 eller § 287, — derimod ej paa saadanne Anbringender, der i øvrigt gøre selve Sagens Genstand til noget nyt og andet, end den bar været i første Instans (jfr. berved Bemærkningerne til § 253). En anden Sag er, at, naar Dele af Par- ternes Mellemværende, der efter Art og Størrelse høre for Landsretten som første Instans, bringes frem for denne samtidig med Appelsagen, kan Retten i Kraft af § 94 lade disse to Sager forhandle i For- bindelse med hinanden.

Adgangen til at fremføre ny Beviser for Landsretten er fri, naar det blot i For- vejen meddeles Modparten, af hvilken Art det ny Bevis er, og hvad der dermed for- ventes bevist.

At den her aabnede Adgang til at fremsætte ny Paastande, Anbringender og Beviser for Landsret, skulde gøre Parterne ligegyldige med Proceduren i første In- stans, i de Tilfælde, hvor de paa Forhaand ere til Sinds at appellere Sagen, og saaledes i Virkeligheden gøre Landsretten til den egentlige første Instans, behøver af lig- nende Grunde som oven for ved § 253 omtalt næppe at befrygtes.

Med Hensyn til de enkelte Paragrafer skal følgende bemærkes:

§ 276.

Om Virkningen af Undladelse af at give behørigt Møde til Forligsmægling, se § 143. Om Forligs Eksigibilitet jfr. § 324.

§ 277.

Naar der i tredie Stykke tales om „Forhandlingens Slutning“, tænkes der herved paa den indledende Forhandlings Slutning. Derefter følger den egentlige Domsforhandling, efter Omstændighederne ledsaget af Bevisførelsen, jfr. § 281.

§ 279.

Lige saavel som Parterne kunne for- andre deres Paastande, indtil den i § 277 omhandlede Protokollation eller Fremlæg- gelse til Protokollen af dem er sket, lige saavel maa de indtil samme Tidspunkt kunne fremsætte ny Anbringender (Søgs- maalsgrunde. Indsigelser og Benægtelser), dog maa det i begge Tilfælde fastholdes, at Sagens Identitet i Forhold til Stævnin- gens Indhold ikke mod Sagsøgtes Protest

forandres (jfr. hermed Bemærkningerne til § 253).

§ 281

Hvor Parterne møde personlig, og ingen Bevisførelse skal finde Sted, vil der — især naar hele Behandlingen tilende- bringes i et enkelt Retsmøde — ikke være nogen formel Adskillelse mellem den fore- løbige Forhandling og den egentlige Doms- forhandling, det bør dog iagttages, at Parterne først gøres bekendte med hinan- dens Standpunkt og derefter have Lejlig- hed til hver for sig at forklare deres eget endelige Standpunkt i Sagen.

De i 1ste Stykke og 2det Stykkes 1ste Punktum indeholdte Regler tilsigte ikke nogen anden Begrænsning af Parternes Raadighed over Sagen end den, der følger af, at Retten i Embeds Medfør bør mod- sætte sig al ufornøden Forhaling. Medens derfor Retten vel bør nægte en aabenbart ørkesløs Bevisførelse, kan den paa den an- den Side, hvor Vidnerne haves til Stede og kunne føres straks og derhos Modpar- ten ej protesterer, eller hvor Bevisførelse alligevel skal finde Sted i et nyt Retsmøde, ikke nægte en Part at føre saa mange Vidner, han vil. En anden Sag er, at Retten, naar det under Bevisførelsen efter nogle faa Spørgsmaal er blevet klart, at vedkommende Vidne i Virkeligheden intet kan forklare i Sagen, kan slutte Vidnets Afhøring i Medfør af § 160. I øvrigt vil den Omstændigged, at der skal gives Vid- nerne Godtgørelse, og at den Part, der har foranstaltet overflødig Vidneførsel ifølge § 113, 2det Stykke, ikke kan faa de dertil medgaaede Udgifter godtgjorte hos Mod- parten, selv om han i øvrigt vinder Sagen, i Almindelighed indeholde et tilstrækkeligt virksomt Motiv for Parterne til at undgaa overflødig Vidneførsel.

§ 283.

Om de Grunde, der have ført til at aabne Adgang til Appel med Hensyn til alle Underretssager, se de alm. Bemærkn. ved dette Kap. i Begyndelsen.

Reglen i sidste Stykke omhandler Kære til Højesteret mod Landsrettens Beslutnin- ger i Sager, der ere indankede for den. Derimod kunne Landsrettens Afgørelser i Kæremaal mod Underrettens Beslutninger ikke indbringes for Højesteret, jfr. § 289, 3die Stykke.

§ 286.

Om de Grunde, der have foranlediget den i Henvisningen til § 250 liggende Re-

gel, at Indstævntes Udeblivelse bevirker, at Sagen udgaar til skriftlig Behandling, se de almindelige Bemærkninger til dette Kap. i Begyndelsen.

§§ 287—88.

Om den her hjemlede Adgang til Fremsættelse af ny Paastande, Anbrin- gender og Beviser jfr. Slutningen af de alm. Bemærkninger til dette Kap.

Hvor vidt de tidligere førte Vidner skulle føres paa ny for Landsreten selv, saavel som hvor eventuelle ny Vidner skulle afhøres, afgøres af Landsretten selv i Overensstemmelse med § 149. Det lig- ger imidlertid i denne Paragrafs Indhold, at Landsretten ikke kan anordne, at Vid- neme skulle møde til personlig Afhøring for den, naar begge Parter ere enige om, at saadant er overflødigt. Skulle yderligere Spørgsmaal rettes til de ved Underret af- hørte Vidner, maa dette ske gennem ved- kommende Underretsdommer.

§ 289.

Fra Principet i sidste Stykke gøres en Undtagelse i § 441, sidste Stykke.