Kapitel IX.

Kapitel IX.

Procesmaaden i Almindelighed.

Foruden ved en Del rent redaktionelle Ændringer afviger dette Kapitel fra det tidligere Forslags 1ste Afsnit, Kapitel VIII, paa følgende Punkter:

1) Det tidligere Forslags § 90 er ude- ladt, fordi den kun indeholdt en almindelig teoretisk Sætning, hvis virkelige Indhold dog maatte læses ud af Lovens øvrige Reg- ler, og som i den Form, hvori den var op- stillet, kunde foranledige Misforstaaelser.

2) Der gives i § 84 en Bestemmelse af, ikke blot naar en Sag anses for ting- fæstet (anhængiggjort), men ogsaa, naar den anses for anlagt (jfr. herom nærmere Bemærkningerne til § 84).

3) I § 87 er det ubetingede Forbud mod, at nogen Meddelelse mellem Parterne indbyrdes eller til Retten sker i andet Sprog end Dansk, udeladt som upraktisk. Derhos er, for at spare overflødige Udgif- ter, Forskriften om, at Dokumenter i frem- med Sprog skulle være ledsagede af en autoriseret Oversættelse, begrænset til det Tilfælde, at Retten eller Modparten for- langer saadan. Endelig er der tilføjet en Regel om Tolkes Inhabilitet samt om, at Vidnereglerne analogt ere at anvende paa disse.

4) I § 89 fremhæves udtrykkelig, at en Part er pligtig bestemt og utvetydig at erklære sig over de af Modparten til ham rettede Opfordringer.

5) Det tidligere Forslags § 95, 2det Stykke, er udeladt, fordi den deri udtalte Regel efter Ordlyden ikke indeholder andet end, hvad der alt hjemles ved Paragrafens 1ste Stykke (nu § 90, 1ste Stykke), og saa- ledes er overflødig, medens det paa den anden Side, navnlig naar henses til, at den efter Motiverne til det tidligere üdkast an- tages at give Hjemmel for en langt videre- gaaende Indgriben fra Rettens Side, maatte anses som farligt at lade den blive staaende.

I Sammenhæng hermed maa nævnes, at Udtrykket i det tidligere Forslags § 98: „Retten kan paalægge en Part at fremlægge Situationskort etc.“ — hvilket Udtryk er

præget af samme Tendens — i nærværende Udkasts § 91 er ændret til: Retten kan op- fordre en Part til o. s. v. Samtidig er ud- talt, at Retten under Sagen ogsaa kan op- fordre en Part til at tilvejebringe Syn eller Skøn.

6) De til Indholdet af det tidligere Forslags §§ 96 og 97 svarende Regler om Parternes personlige Afhøring ere henflyt- tede til Udkastets 2det Afsnit om „Midler til Sagens Oplysning“ og der anbragt i samme Kapitel, som Reglerne om Parts Ed (se §§ 193 og 194).

7) Der er i § 90 givet Retten Be- føjelse til éfter Omstændighederne at afvise Sagen, naar Sagsøgeren enten slet ikke eller i alt Fald ikke med tilstrækkehg Be- stemthed svarer paa de til ham af Retten stillede Spørgsmaal.

8) Udkastets § 92 indeholder en i det hele til det tidligere Forslags § 264 sva- rende Bestemmelse; dog er denne udvidet saaledes, at Retten i Medfør af den efter Optagelsen ogsaa kan rette yderligere Spørgsmaal til Vidner og Syns- eller Skøns- mænd, medens paa den anden Side Reg- len om Rettens Beføjelse til, uden Med- delelse til Parterne, selv at indhente Er- klæringer fra sagkyndige er udeladt.

9) I § 99 er optaget Regler, svarende til de i Lov Nr. 161 af 18de December 1897 om Retternes Medvirkning til Op- tagelse af Bevis i Udlandet m. m. indeholdte.

I øvrigt indeholder dette Kapitel paa samme Maade som ovennævnte Kapitel i det tidligere Forslag flere af de for den reformerede Proces vigtigste Principer, saaledes Principet om Procedurens Mundt- lighed (§ 86), om Parternes Forpligtelse til at erklære sig bestemt og utvetydigt og i Forbindelse dermed om Rettens Beføjelse til efter et Skøn over Forhandlingerne i det hele at afgøre, hvor vidt noget skal anses indrømmet eller bestridt, og hvilken Virk- ning Undladelse af at besvare Provoka- tioner skal have (§ 89), om Rettens proces- ledende Myndighed, der dels fremtræder gennem Formandens Ledelse af Forhand- lingerne (§ 88), dels gennem Rettens Be- føjelse til at udskille enkelte formelle (§ 93) eller reelle (§ 94, 3die Stykke) Punkter af Sagen til særskilt forudgaaende Af- gørelse, til at forene eller adskille Søgs- maal (§ 94, Iste og 2det Stykke) og til at udsætte Afgørelsen efter andre Sager (§§ 95 og 96) samt om dens Pligt til inden for visse Grænser af egen Drift at søge Uklarhed eller Ufuldstændighed i Proce- duren eller Bevisførelsen afhjulpen (§§ 90 —92).

Den for alle disse Hovedregler tælles ledende Tanke er den ganske simple at det gælder om at lade Sandheden i Pro- cessen komme til sin Ret i saa høj Grad og paa saa nem en Maade, som det efter parternes Procedure og ved Hjælp af det af disse fremførte Bevismateriale over- hovedet er Retten muligt. Om Kapitlets enkelte Paragrafer skal følgende bemærkes:

§ 84.

Det tidligere Forslags § 100, sammen- holdt med Motiverne til denne, regnede Saqens Anlæg med alle de deraf følgende civilretlige Virkninger, f. Eks. i Henseende til Morarenter, Afbrydelse af Hævd og Vekselpræskription fra Stævningens i For- kyndelse (Anhængiggørelsen, Tingfæstningen.

Da det imidlertid maa findes rimeligere, at en Sag anses som anlagt og de nævnte Virkninger som indtraadte, saa snart bag- føreren foretager det første processuelle Skridt, som det efter Proceslovgivningen overhovedet er ham muligt at foretage, og da dette Skridt er Forligsklagens eller — for saa vidt angaar Landsretssager, hvori undtagelsesvis Forlig ej skal prøves, saavel som Underretssager — Stævningens Ind- levering til Berammelse (jfr. §§ 141 201 og 273, jfr. § 276), er i nærværende Para- graf dette Skridts Foretagelse erklæret for ensbetydende med Sagens Anlæg, Sælig processuel Betydning har dette Tidspunkt f. Eks. med Hensyn til Reglerne i §§ 4, 25, 401, 457, 481, 486, 489, 503 og 515.

Reglen i 2det Stykke om TingFæst- nings Tidspunktet har bl. a. Betydning med Hensyn til §§ 84, 3die Stykke, 171, 185, 203, 2det Stykke, og 531.

Paragraffen indeholder derhos den nød- vendige Modifikation i Bestemmelsen af de omtalte Tidspunkter, for saa vidt angaar de Tilfælde, hvor Parterne gøre Brug at den Ret, som nærværende Udkast indrøm- mer dem til efter Overenskomst at bringe en Sag frem for Landsret eller Underret uden Stævning (§ 200, 2det Stykke, og § 273, 3die Stykke).

Den med Hensyn til Modfordringers Tingfæstning givne Regel maa for Under- retssagers Vedkommende anvendes saaledes at Tingfæstning foreligger i det Øjeblik, Sagsøgtes Erklæring om at ville fremsætte en Modfordring tages til Protokols.

Om Paragraffens 3die Stykke gælder, hvad der i Motiverne til det tidligere Ud- kast er bemærket om dettes tilsvarende

Forelagte Lovforslag m. m.

Bestemmelse (§ 100, 2det Stykke), at, me- dens man har fulgt den gældende Ret deri, at Sagen hæves, naar begge Parter derom ere enige, eller naar de begge udeblive, har man ikke bevaret den Sagsøgeren efter den gældende Ret tilkommende Beføjelse til at hæve Sagen paa et hvilket som helst Trin lige til dens Optagelse til Dom. Naar Sagsøgeren nemlig først har nedlagt sin mundtlige Paastand, er Retten traadt i saadant Forhold til Sagen, at der forelig- ger Mulighed for at dømme, selv om Sag- søgeren ej foretager videre, og Sagsøgte, der har forberedt sig til og er mødt ved den mundtlige Forhandling, synes da at maatte have Krav paa, at denne gaar for sig, for at Sagen kan finde sin Afgørelse, Saa længe derimod Sagsøgeren ej har ned- lagt sin mundtlige Paastand i Sagen, fore- ligger der ej et efter Mundtlighedsprinci- pet tilstrækkeligt processuelt Grundlag for dens Bedømmelse, og man maa derfor ind- rømme ham Ret til at hæve Sagen, dog at det forbeholdes Sagsøgte at faa Dom for alt tingfæstede Modkrav, og det uden Hen- syn til, om disse i og for sig fyldestgøre Betingelserne for at staa som selvstændigt Søgsmaal.

Angaaende Procesomkostningsspørgs- maalet, naar Sagen hæves, se § 113, 4de Stykke.

Da den Betragtning, i Kraft af hvilken Sagsøgerens Beføjelse til at hæve en Sag lige indtil Optagelsen begrænses, ikke pas- ser paa de Sager, der undtagelsesvis udgaa til skriftlig Behandling, opstilles for disses Vedkommende en anden Regel i § 240.

§ 85.

De her opstillede Betingelser for Mod- fordringers Fremsættelse svare i Hoved- sagen til den gældende Rets Regler om Adgang til Anlæggelse af Kontrasøgsmaal, dog at de særlige Regler i D. L. 5—14 6 ikke ere medtagne. Disse sidste behøves nemlig ikke, da Faren for, at et klart Hovedsøgsmaal paa en urimelig Maade skal blive forhalet ved ilhkvide Modkravs Ind- blanding i Sagen, er udelukket ved Ud- kastets Regel i § 94, ifølge hvilken Retten bl. a. ogsaa maa have Myndighed til at udskille Modkrav til selvstændig Behand- ling ved samme Ret (jfr. § 85, 2det Stykke).

Naar en Modfordring overhovedet kan fremsættes, kan den fremsættes saavel til Modregning som til Opnaaelse af selvstæn- dig Dom, nemlig for saa vidt den over- stiger Hovedfordringen, eller Sagsøgte fri- findes for denne.

173

I Erkendelse af, at den i den gæl- dende Ret fordrede Kontrasøgsmaalsform som oftest kun er en tidsspildende Forma- litet, opstiller Udkastet den Regel, at en Modfordring i processuel Henseende betrag- tes og behandles som en Del af Forsvaret, og det selv om selvstændig Dom for samme ønskes. Der behøves saaledes hverken For- ligsmægling (§ 139) eller Stævning i An- ledning af Modfordringen. Angaaende Ret- tens Kompetence til saaledes at give selv- stændig Dom, jfr, § 8.

§ 86.

Den egentlige Betydning af den her givne almindelige Regel om Retsplejens Mundtlighed er den, at overalt, hvor der i Udkastet tales om, at Parter, Vidner eller andre ytre sig, forklare, begære osv. uden nærmere direkte eller indirekte An- givelse af Formen derfor, betyder det, at saadanne Ytringer, Forklaringer, Begærin- ger etc. fremsættes mundtlig. I nær Sam- menhæng hermed foreskrives i § 104, at Rettens Afgørelse træffes paa Gnindlag af den mundthge Forhandling og Bevisførelse.

At dog en vis Benyttelse af Skrift maa træde hjælpende til, er under Nutidens For- hold selvfølgeligt. I saa Henseende kan særlig fremhæves,

at Stævning og andet, der skal være Gen- stand for en egentlig Forkyndelse, maa foreligge i skriftlig Form (§71) ligesom den sfaiftlige Form ordentligvis vil være at benytte ved Meddelelser efter §§80 eller 81,

at Proceduren for Landsret understøttes ved et skriftligt Grundlag (jfr. navnlig Reglerne om Skriftveksling i §§ 203— 10 og 219 in fine),

at der navnlig af Hensyn til Appelmulig- heden finder en temmelig omfattende Protokollation Sted angaaende, hvad der foregaar for underordnet Ret (jfr. Bemærkningerne til §§ 62—64),

at et skriftligt Grundlag kræves ved Inter- vention, § 227,

at Kære i Reglen er helt skriftlig, § 269, jfr. § 289,

at den, der ønsker en Sag genoptaget ved Landsret, saavel som den, der ønsker en ekstraordinær Vidneførsel foretaget, maa indgive skriftlig Begæring til Ret- ten, § 222 og § 171,

at Indstævnte i visse Tilfælde maa frem- lægge en skriftlig Erklæring for Højeste- ret, § 252, 1ste Stykke,

at en Sag saavel ved Underret og Lands- ret som ved Højesteret undtagelsesvis kan udgaa til helt skriftlig Behandling,

§§ 234-42, jfr. § 282, og §§ 250 og 263, samt

at alle Domme, Kendelser og øvrige Be- slutninger skulle bringes i sknftlig Form, § 64 og 102, 3die Stykke.

Derhos maa nævnes, at Udkastet vel i det hele gennemfører den vigtige Hoved- regel, at Bevisførelsen foregaar umiddel- bart og altsaa mundtlig for de dømmende, men at heller ikke denne Regel kan gen- nemføres helt ud, f. Eks. fordi vedkom- mende Vidne ej er pligtigt at møde saa langt fra sit Hjemsted, eller saadantMøde vilde medføre Ulempe eller Bekostning, der ikke vilde staa i rimeligt Forhold til Sa- gens Genstand eller den Betydning, Vid- nesbyrdet kan antages at have for Sagens Oplysning (§ 149), ligesom man ogsaa saa vidt muligt søger at midgaa fornyet Vidne- afhøring i Appellen. I saadanne Tilfælde maa følgelig Vidneforklaringerne etc. brin- ges i skriftlig Form, for senere at kunne oplæses.

§ 88.

Den store Myndighed, der her er ind- rømmet Rettens Formand (eller vedkom- mende Enkeltdommer, jfr. § 61) er uund- værlig under en mundtlig Procedure, naar denne ikke skal ende i Forvirring eller urimelig Vidtløftighed. Saadan Myndighed er derfor ogsaa tillagt Rettens Formand overalt, hvor mundtlig Procedure anvendes. En Garanti mod dens Misbrug ligger saa- vel i Retsmødernes Offentlighed som i den overordnede Rets Censur (jfr. §§ 123, 243 og 265).

§ 89.

Medens Paragrafens 1ste Stykke kun foreskriver, hvad der allerede i den nu- værende Proces opstilles som Pligt for Par- terne, nemlig at erklære sig bestemt og utvetydig, indeholder dens 2det Stykke en Regel, der i nær Sammenhæng med den af Udkastet opstillede fri Bevisbedømmelse udtrykkelig tager Sigte paa at komme bort fra overdrevne Krav paa Benægtelsernes Specificeren og Læren om, at Ufuldstæn- dighed og Utydelighed ubetinget giver Mod- parten en Ret til at fordre det paagæl- dende Punkt anset for indrømmet. Be- stemmelsens Hensigt er saaledes at med- virke til at udløse Processen af den For- malisme, hvori bl. a. de nævnte Omstæn- digheder have ført den ind, og gøre den fri og naturlig, idet Meningen sættes over Ordene, og den Ubestemthed i Formen, der aabenbart skyldes beregnet Tilbage- holdenhed, bedømmes strengere end den,

der kun skyldes Ubehjælpsomhed eller Mis- forstaaelse. Man kan saa meget roligere aa til denne Ændring af den gældende Procesrets Princip, som Retten under den ny Procesmaade har Ret og Pligt til at stille Spørgsmaal til Parterne angaaende saadanne Uklarheder i deres Procedure, som ved Spørgsmaalene kunne fentes op- klarede.

Som det vil ses, gøres det i Paragra- fens 1ste Stykke bl. a. til Pligt bestemt og Utvetydig at erklære sig over de at Mod- parten stillede Opfordringer, medens det i 2det Stykke bl. a. bestemmes, at Retten efter et Skøn over Forhandlingerne i det hele afgør, hvilken Virkning Undladelse at behørig at besvare en Opfordring medfører. Heri ligger, at en Part, naar han etter- kommer Opfordringen, skal gøre det paa tydelig Maade, og ellers bør erklære at og hvorfor han ikke vil eller kan efterkomme den, samt at Retten derefter bestemmer Virkningen af Tavshed, Utydelighed eller Afslag. Derimod bestemmer Paragrafen intet om, hvornaar en Part overhovedet er berettiget til at vægre sig ved at etter- komme en til ham af Modparten rettet Opfordring. Afgørelsen heraf maa søges i de almindelige Grundsætninger for Pro- ceduren.

§§ 90—92.

Disse Paragrafer ere Udtryk for et i den ny Proces gennemført Princip, som bl. a. ogsaa giver sig Udslag i forskellige Bestemmelser i §§ 157, 158, 160, 180, 185, 193 og 220, og som kortelig kan benævnes som Rettens Spørgsmaalsret. I Modsætning til den Afsondring mel- lem Ret og Parter, som den skriftlige Procedure sædvanlig har til Følge, stiller den paa Mundtligheds- og Umiddelbarheds- principet byggede Procedure normalt Ret- ten Ansigt til Ansigt med Parter, Vidner og Syns- og Skønsmænd. Den aabner der- ved en nem og simpel Adgang for Retten til under Sagens Forhandling at faa fjernet Uklarhed i det faktiske Materiale, hvorpaa Dommen eller Kendelsen skal bygges, me- dens Retten under den skriftlige Proce- dure maa tage saadan Uklarhed som en uforanderlig Bestanddel af dette Materiale. Det vilde være urimeligt ikke at benytte denne Adgang, og det saa meget mere som Manglen heraf under den nuværende Proce- dure af Dommerne jævnlig føles som et stort Savn, der derhos let kan blive til Skade for den materielle Retfærdighed. Paa den anden Side er det ikke Meningen at udruste Retten i civile Sager med For-

hørsdommermyndighed og saaledes forlade den ellers i moderne Civilproces overalt gældende Forhandlingsmaksime, ifølge hvi - ken det er Parterne selv, der paa egen Haand bestemme, hvilke Paastande, taktiske Anbringender, Bevismidler og processulle Begæringer de ville fremkomme med.

Hvorledes den nøjagtige Grænse tor denne Rettens Indgriben herefter skal be- stemmes i det enkelte, vil efter Omstæn- dighederne kunne frembyde Tvivl; men i sin Almindelighed kan Rettens her om- handlede Beføjelse bestemmes paa følgende Maade:

Retten kan ved dertil egnede Spørgs- maal søge at fjerne, hvad der maatte være af Uklarhed i Parternes Erklæringer saavel som, hvad der efter de af Parterne selv afstukne Rammer for deres Fremstilling (henholdsvis af Sagens Realitet eller at de enkelte processuelle Spørgsmaal) maa betegnes som Ufuldstændighed i denne (§ 90) Den kan, hvor saadant er nødvendigt til en fuldstændig og sikker Forstaaelse at, hvad der fremføres under Sagen, opfordre Parterne til at fremlægge Kort eller lig- nende Anskuelsesmidler eller tilvejebringe Syn eller Skøn (§91)

Den kan under Bevisførelsen om for- nødent gribe ind i denne for at bevirke at de Spørgsmaal, der stilles, og de Svar, der gives, saa vidt muligt bringes i saadan Form, at Misforstaaelse undgaas, ligesom den til Sagens yderligere Oplysning kan rette selvstændige Spørgsmaal til Parter, der afhøres personlig, til Vidner og Syns- og Skønsmænd. Selv denne sidste Beføjelse kan ikke siges at være i Strid med For- handlingsmaksimen, som denne hidtil er opfattet. Det antages ogsaa i den nugæl- dende Proces, at Retten kan anvende de af Parterne tilvejebragte Bevismidler paa anden Maade end af Parterne anbragt, og mellem det, som Bevis at benytte en Del af et fremlagt Dokuments Indhold, der ej er omtalt af Parterne, og det, som bevis at benytte et fremstillet Vidnes Svar paa Spørgsmaal, der ej hidrøre fra Parterne men fra Retten, er der i Virkeligheden ingen Væsensforskel.

I nær Tilslutning til fornævnte Regler og med samme Formaal som disse er der yderligere i § 92 givet Retten Beføjelse til, naar den efter at have optaget en Sag, finder, at en Anvendelse af dens herom- handlede Spørgsmaalsret kunde være af Betydning for Sagens Oplysning, da at reassumere Sagen i den Anledning.

Naar der gives Retten Myndighed til saavel før som efter Sagens Optagelse at

opfordre Parterne til at tilvejebringe et Syn eller Skøn (jfr, det tidligere Forslags § 264), er dette ud fra den Betragtning, at Syn op Skøn ikke blot er et Bevismid- del i sædvanlig Forstand, men en Hjælp for Retten ved Sagens Bedømmelse. Til af egen Drift at indkalde Parter, Vidner eller Syns- eller Skønsmænd til Afhøring fra først af, har Retten ingen Myndighed.

Det følger af sig selv, at Benyttelsen af al den her omhandlede Myndighed, hvor saadant maa antages at ville være til Gravn Sagen, ikke blot er Ret, men ogsaa Pligt for Retten. Denne Pligt er dog ej af den Art, at Parterne kunne fremsætte Paastand paa, at Retten skal benytte sig af denne Myndighed, og i Vægringstilfælde kunne forlange Kendelse, for derefter at gøre saadan til Genstand for Kære til højere Ret. Pligten er derimod af samme Art som f. Eks. Rettens Pligt til behørig at overveje en Sag, inden den afsiger Dom.

Lignende til Dels dog videregaaende Regler, findes i tysk Civilproces (se saa- ledes dennes §§ 130-135, 361 og 363) saavel som i østerrigsk Civilproces (se saa- ledes dennes §§ 183, 184, 340 og 344).

Den Retten ved § 93 tillagte Myndig- hed kan være til Nytte, dels ved at frem- kalde en særskilt Forhandling og Paaken- delse af Avisningsspørgsmaalet, førend man gaar ind paa en fuldstændig Forhandhng at bagen, der under Forudsætning af Af- isning vil være spildt, dels ved at Parterne derigennem kunne faa Opfordring til at udtale sig om Afvisningsgrunden og til om muligt at afhjælpe en foreliggende formel Fejl, medens de efter den gældende Ret ere udsatte for at faa Sagen afvist uden at være hørte derom, nemlig naar de slet ikke havde forudsat Muligheden af en Af- visning paa Embeds Vegne.

§§ 93 og 94.

Den Retten i § 94, 3die Stykke, til- lagte Myndighed til at dele Sagens Realitet paa den i det enkelte Tilfælde hensigts- mæssigste Maade (f. Eks. ved at bestemme, at en Indsigelse vedrørende Parternes Kom- petence, en Præskriptions-, Præklusions-, eller Umyndighedsindsigelse skal behandles særskilt forud) kan dels tjene til Fremme af den mundlige Procedures Overskuelig- hed dels ofte spare en mere eller mindre vidtløftig subsidiær Procedure. Ved „Strids- punkter forstaas i øvrigt kun de omstridte Søgsmaalsgrunde og Indsigelser med dertil hørende Procesmateriale, men ikke selve de forskellige Paastande. Hvis imidlertid

Paastandene referere sig til forskellige side- ordnede Krav, kan en Adskillelse finde Sted i Kraft af Paragrafens 2det Stykke. Hvis de fremsættes som principale og sub- sidiære, kunne de enten være støttede paa forskellige Anbringender, og en Adskillelse kan da finde Sted i Henhold til det her- omhandlede 3die Stykke af Paragraffen, eller de kunne være støttede paa samme Anbringender, i hvilket Tilfælde der ikke er Adgang til Adskillelse, men heller ikke vil være Trang dertil.

Om Adgang til særskilt Paakendelse, jfr. § 107, At Retten, hvor den optager en enkelt Søgsmaalsgrund eller en enkelt Indsigelse til særskilt Paakendelse, men derefter i sin Dom ikke tager den til Følge, maa give Adgang til fortsat Procedure, forstaar sig af sig selv. Appel kan da først finde Sted efter den endelige Dom, jfr. § 245; om Fuldbyrdelsesadgangen, ifr. § 107, 2det Stykke.

Den Retten i § 94, 1ste og 2det Stykke, tillagte Myndighed til at forene adskilte Krav til eet Søgsmaal og omvendt opløse forenede Krav i flere Søgsmaal kan ligeledes have væsentlig praktisk Betydning. Hvor flere Sager bero paa samme Retsspørgsmaal og ere ligeartede i Henseende til Faktum, kan en Forening spare Tid, Ulejlighed og Ud- gift, og hvor omvendt uensartede Krav ere sammenkoblede, kan efter Omstændig- hederne en Adskillelse afværge Forvirring og Forhaling.

Selvfølgelig maa, for at Retten kan anordne Kumulation, de almindeKge Betin- gelse for saadan foreligge, altsaa for ob- jektiv Kumulations Vedkommende, at samme Procesart er anvendelig med Hensyn til alle Kravene, og for subjektiv Kumulations Vedkommende endvidere,at enten Kravene have fælles Oprindelse, eller at en sær- lig Lovforskrift hjemler Kumulationen eller at ingen af Parterne gør Indsigelse denmod. Hvad praktisk Betydning Reglen om Rettens Beføjelse til at forene Sager mellem forskellige Parter kan faa i Til- fælde, hvor der hverken er Konneksitet mellem Kravene eller særlig Lovhjemmel vil altsaa komme til at bero paa, hvilken Autoritet Rettens Ønske besidder over for Parterne.

Med Paragrafens 2det og 3die Stykke kan sammenholdes § 10, hvorefter Lands- retten ikke paa Grund at en foretagen Udskilning ophører at være kompetent til at dømme i Sagen.

§§ 95 og 96

De hen givne Regler skulle tjene til

at hindre overflødig Procedure og afværge modstridende Afgørelser.

Naar der i § 95 tales om „Retsforhold, hvis Fastsættelse vil faa Indflydelse paa Sagens Udfald“, tænkes der herved ikke udelukkende paa Tilfælde, hvor saadan Fast- sættelse ligefrem vil have Virkning som res judicata, men overhovedet paa en hvilken som helst Afgørelse, der faktisk kan blive af Betydning for den under Behandling værende Sag.