Fuldbyrdelse af Domme, der lyde paa Udredelse af Penge.

Reglerne i nærværende Kapitel hvile paa den, ogsaa i den gældende Ret aner- kendte Grundtanke, at Domhaveren som Regel skal have Adgang til at søge Fyldest- gørelse i samtlige Domfældtes alt erhver- vede Formuerettigheder, for saa vidt ikke en tvungen Indtrædelse i disse er udelukket ved det paagældende Retsforholds særlige Beskaffenhed eller ved særlig Lovregel medens Domhaveren derimod ikke har Ad- gang til at søge Fyldestgørelse ved at lægge Beslag paa Domfældtes Arbejdskraft eller

Erhvervsevne i øvrigt, saa lidt som til at underkaste ham Gældsfængsel. Derhos er med de i §§ 350, 403 og 404 indeholdte Undtagelser üdlæget altid et Udlæg til Forauktionering.

Da Kapitlets Indhold i Hovedsagen kun er en Kodifikation af den gældende Ret, skal der med Hensyn til de enkelte Paragrafer kun bemærkes følgende:

§ 348.

I Forbindelse med 1ste Stykke kan mærkes Reglen i Udkast til Lov om Rets- afgifter § 22, hvorefter Retsafgift for Ud- læget kun bliver at erlægge, for saa vidt der er tilstrækkeligt Gods til dets Dæk- ning, efter at Rekvirentens Krav er sikret.

Med Hensyn til 2det Stykke, der selv- følgelig kun angaar den juridiske Konsu- lents Honorar for selve Eksekutionsforret- ningen, kan henvises til de alm. Bemærk- ninger oven for ved 4de Afsnit ad 8.

§ 350.

Grundene til, at det tidligere Forslags § 461 er udeladt, medens paa den anden Side nærværende Paragraf er udvidet til at omfatte alle Arter af Brugsrettigheder over faste Ejendomme, altsaa ogsaa saa- danne, der tilkomme Majorats- og Fidei- kommisbesiddere, Beneficiarier etc., ere angivne oven for (alm. Bemærkninger ved 4de Afsnit ad 9). Den gældende Ret indeholder — bortset fra de om specielle Forhold givne Bestemmelser i D. L. 5—7—9 og Amtstueforordning 8de Juli 1840 § 20 — ikke nogen Anvisning paa, hvorledes der skal forholdes med den nær- mere Gennemførelse af den her omhandlede Art af Eksekution, og det maa derfor an- ses for Rekvirentens Sag selv at træffe alle til Brugsrettens Udøvelse fornødne Foran- staltninger, om end med Pligt til at af- lægge Regnskab til Domfældte. Da denne Ordning imidlertid let kan føre til Misbrug, og i alt Fald kan give Anledning til megen Tvivl og Strid til Besvær for begge Parter, giver Udkastet (jfr. § 354) nærmere Regler ror Fremgangsmaaden, Ansvaret etc. ved denne Art af Udlæg.

Det kan i øvrigt med Hensyn til Ad- gangen til overhovedet at gøre Udlæg i Brugsrettigheder — i Overensstemmelse med Motiverne til det tidligere Udkast — bemærkes, at hvor Brugsretten ligefrem kan overdrages til andre, jfr. Lov om Bøndergaardes Bortforpagtning af 25de Juni1870 § 3, vil Udlejeren selvfølgelig ikke kunne modsætte sig, at Lejetagerens Kreditorer lade sig give Udlæg til For- auktionering i Brugsretten, hvis de fore-

trække denne Fremgangsmaade. Jævnlig vil Forholdet imidlertid være det, at Brugs- rettigheden paa den ene Side ikke er lige frem overdragelig, medens det dog paa den anden Side ikke er udelukket, at en Ud- øvelse af Rettigheden i større eller mindre Udstrækning kan foregaa ved andre end Lejetageren selv. I disse Tilfælde vil da den i § 350, jfr. § 354, omhandlede Ekse- kutionsmaade være den eneste Vej, ad hvilken Lejetagerens Kreditorer kunne søge Fyldestgørelse i Brugsrettigheden.

Hvis endelig Brugsrettigheden er stiftet saaledes, at den hverken helt eller delvis kan udøves af andre end Brugeren selv, vil al Eksekution deri være udelukket.

Hvad særlig Majorater o. lign. angaar, skal endnu bemærkes, at Udkastet ikke ved Reglen i § 350 paatænker at gøre nogen Begrænsning i den Beføjelse, der efter gældende Eet tilkommer Lenskontrollen til at sætte Majorater under Administration og derved udelukke Separatforfølgning.

§351

Naar der i 3die Punktum tales om Ud- læg i „Indtægterne af faste Ejendomme“, tænkes der herved paa Udlæg i de Ind- tægter, der kunne falde, indtil Tvangs- auktion kan finde Sted.

§ 353.

Som en Sammenligning med Plakat 24de Maj 1843 vil vise, og som det i øv- rigt nærmere er paapeget i Motiverne til det tidligere Udkast (S. 198), afviger den i Paragrafens 3die Stykke indeholdte Regel paa nogle Punkter fra den gældende Ret.

§§ 355 og 356.

§ 355 er ganske overensstemmende med Konkurslovens § 160. Ligeledes er § 356, 1ste Stykke, stemmende med den gældende Eet, hvorimod 2det Stykke for saa vidt er nyt, som den deri indeholdte Regel hidtil ikke har været udtrykkelig udtalt.

§ 357.

Medens selve den Omstændighed, at en Fordring er betinget eller ikke endnu er forfalden, ikke i Almindelighed hindrer, at der gøres Udlæg i den (jfr. Paragrafens 2det Stykke, kan en særlig Hindring for Udlæg i Fordringer fremkomme dels i Kraft af den med Konkurslovens § 161 stemmende Regel i 3die Stykke, dels i Kraft af det i § 358 udtalte Princip, om hvis Anvendelse ogsaa med Hensyn til Fordringer der yderligere findes en Forud- sætning i § 361.

Om den ny indsatte Regel i § 357, 2det Stykke, 2det Punktum, er oven for (alm. Bemærkn. ved 4de Afsnit ad 10) gjort fornøden Bemærkning.

§ 359.

Adgangen til Udlæg i ikke forfalden Løn vil i Almindelighed være afskaaren ved den i § 357, 3die Stykke, givne Regel om visse gensidige bebyrdende Kontrakter. Imidlertid kan det med Hensyn til de Løn- ninger, der ere tillagte Indehavere af Em- beder og andre offentlige Stillinger, være tvivlsomt, om saadanne kunne betragtes som Led i et almindeligt, gensidig bebyr- dende Kontraktsforhold, og der er derfor i nærværende Paragraf givet en udtrykkelig Regel, hvorefter saadanne Lønninger lige saavel som anden Løn for personligt Ar- bejde ere undtagne fra Udlæg, saa længe de ikke ere forfaldne.

§ 360.

De under Nr. 2—4 anførte Undtagel- ser findes ikke i den gældende Ret, men ere med en enkelt Udvidelse optagne efter det tidligere Forslag. Undtagelsen under Nr. 6 er optagen efter Sølovens §§ 69 og 76.