Wied, Gustav Den reddende Engel

DEN REDDENDE ENGEL
(1909)

156

        

157

Og det skete, at jeg en Dag sad i Hyde Park paa en Bænk ved "Rotten Row" og saa paa de Hundreder af Ryttere, som dér præsenterer sig for hinanden og for os pauvre Fodgængere.

En lille, firskaaren Herre paa en langbenet, blankbrun Hest med Barberkost-Hale standsede pludselig foran mig og slog ud med Haanden:

- Goddag, Goddag! Er det ikke Hr. Wied? sagde han.

- Jo-e ... jeg rejste mig og gik nærmere.

- De kender mig ikke ...? smilede Rytteren.

Han havde et solbrændt, skægløst Ansigt, var i upto-date Ridedragt; og ud af hans højre Øre stak der en lyserød Vattot.

- Næ-e, sagde jeg - jeg kender Dem ikke; men jeg kan godt huske, at jeg har set Dem før ...

- Jeg er van Meeren ... August van Meeren ... Husker De mig saa ikke ... fra Søtofts... Forhaabningsholms Allé?

- Jo! nikkede jeg - Nu er jeg med! De og Deres Broder boede hos Søtofts, medens jeg første Gang læste til Artium!

- Ja ... Og De var saa elskværdig imod os.

- De var nemlig saadan et Par søde, velopdragne Drenge ...! Men det blev mig fortalt, at De senere fik en Ejendom oppe i Nordsjælland ...? Og nu rider De her paa Rotten Row!

- Ja; det gik nemlig ikke med Landvæsenet. Og saa brændte Gudskelov Gaarden, og jeg solgte Ruinerne; og har nu siden levet her i London.

158

- Naa ... Og hvad bestiller De?

- Jeg ta'r Undervisning i Musik ... Violin.

- Og holder Ridehest, ser jeg!

- Nej, den har jeg lejet... De maa endelig komme hen og besøge mig!

- Gerne ... Hvor bor De?

- Baker Street 24, Pension Wilson ... Saa skal jeg spille for Dem!

Hesten var bleven urolig, dansede og virrede med Barberkosten. Uophørlig galoperede Ryttere forbi. Den bløde Muldjord regnede ned omkring os.

- Hvornaar er De hjemme? spurgte jeg.

- I Morgen mellem 12 og 2.

- Godt; jeg skal komme!

Han hilste med Pisken og satte af Sted:

- Good bye, Sir!

- Good bye ...

Jeg gik tilbage til min Bænk:

- van Meeren ... Harald og August van Meeren ... Nu huskede jeg dem tydelig ... To fjorten-femtenaars Kavalerer, der var sat i Huset hos Skolebestyrer Søtoft ... Deres Forældre var døde ... Faderen havde været Godsejer og Hofjægermester ... Hver af Drengene ejede et Par Hundrede Tusind Kroner, sagde man ... Harald var bleven Officer, høj, slank og mørk ... August, lille, firkantet og rødblond havde købt sig en Landejendom, der altsaa ikke "gik", og som senere var brændt ...

Og nu red han her i Hyde Park; tog Undervisning i Violinspil og havde en Tot lyserødt Vat stikkende ud af højre Øre.

- -

Næste Dag Klokken 12 ringede jeg paa i Baker Street 24, Pension Wilson.

- Mr. van Meeren ...?

I det samme kom han selv farende ud i Entreen og trak mig ind paa sit Værelse.

Det var et stort, nøgent Pensionatsrum uden overflødigt Møblement.

159

Men paa Væggene saas talrige Fotografier af Væddeløbsheste, Jockeyer og Circusdamer.

Og paa et Bord stod en aaben Violinkasse:

- Velkommen! sagde han og omfavnede mig - I am glad to see you, Sir! Sæt Dem nu paa den Stol der, saa skal jeg spille!

Den lyserøde Tot stod ham stadig forvildet ud af Øret.

Han nappede Violinen op af Kassen, stemmede og spillede:

- Haydn, Opus 76, Nummer 3, første Stemme! sagde han, det var.

Da han var færdig, klappede jeg begejstret.

Han bukkede:

- Well! De ønsker den Dacapo!

Og jeg fik den Dacapo.

Denne Gang nøjedes jeg med at sige:

- Vidunderligt!

- Ja, ikkesandt? nikkede han - Haydn er Mesteren! Synes De ikke ogsaa?

- Ubetinget!

Han puttede Violinen i Kassen og stillede den ind i et Klædeskab.

Derinde saa jeg hænge Side om Side fem Par Ridebenklæder: gule, graa, hvide og mørkebrune.

- Hvad samler De paa? spurgte han.

- Spadserestokke.

- Næ-e, jeg samler paa Ridebukser ... Her skal De se et Par (Han tog de mørkebrune frem), dem købte jeg forleden, da jeg skulde aflægge Prøve i Skoleridt hos Barnum.

- Barnum ... ! ?

- Ja; han har ogsaa Circus. Véd De ikke det?

- Nej; jeg troede kun, at han ...

- Næ-e, han har ogsaa Circus.

- Vil De da være Kunstberider, Hr. ... ?

- Ja.

- De sagde jo i Gaar, at De studerede Musik ... ?

- Det gør jeg ogsaa ... Klokken 2 skal jeg netop ud og ha' en Time ... Men slaar det ene fejl, er det altid rart at 160 have noget andet at falde tilbage paa. Man kan aldrig lære formeget ... Og desuden, mine Penge begynder at slippe op ... Tillader De, at jeg aabner for mine Hunde?

Han fôr hen og aabnede en Dør i Panelet:

- Fiks og Færdig! fløjtede han - Go on!

Og frem fra Panelet væltede to smaa, graabrune Grævlingehunde oven paa hinanden. Det saa ud, som havde de en ti-fjorten Ben hver.

- Go on! gentog van Meeren. Og Dyrene begyndte under megen Glammen at løbe Derbyløb omkring Bordet.

- Go onl Go on! hidsede han - Aa vær saa god at trække Fødderne til Dem, ligesom jeg, sagde han - ellers bliver der ingen Bane ... og han halede Benene op under sig paa Stolen.

Jeg gjorde det samme. Og saaledes sad vi og iagttog Løbet.

Hundene halsede rundt i den vildeste Karrière. Undertiden satte de i et elegant Hop over hinanden. Tungerne begyndte at hænge dem ud af Halsen. Bugene slæbte mod Jorden. Det saa nydeligt ud. Men Bæsterne gøede for meget; og det undrede mig, at Pensionatet ikke gjorde Vrøvl.

Van Meeren gik hen og tog Violinen frem igen:

- De kan ogsaa danse, sagde han - Nu skal De se ... Næ, De maa ikke tage Benene ned af Stolen!

Han gav sig til at spille en Sagtevals.

Og de to Hunde begyndte at danse. De snoede deres Pølsekroppe til højre og venstre, gik paa Bagbenene, traadte sig selv over Tæerne, trimlede, rejste sig og tumlede videre.

Det var storartet at se paa. Men af og til greb jeg mig uvilkaarlig til Hovedet, saadan glammede de løs.

Van Meeren standsede sit Spil:

- Jeg kan se, at de gør Dem for meget; men det vil jo genere mindre i et større Lokale, sagde han - Jeg vil nemlig muligvis optræde med dem, om alt andet glipper ... Keep death! kommanderede han derpaa.

Og straks laa begge Køtere mausetodt hen ad Gulvet.

161

- Beundringsværdigt! sagde jeg.

- Ja ikkesandt! Vi skal nok blive til noget!

Han pegede bydende mod Paneldøren; og Dyrene forsvandt i Væggen ...

Min Vært saa paa sit Ur:

- Gracious! sagde han - Nu maa jeg gaa! Min Lærer bor helt ude i Bayswater! ... men jeg ser Dem vel snart igen?

Vi fulgtes ned ad Trappen.

Men da vi stod nede paa Gaden, sagde han hurtigt Farvel og paa Gensyn og ilede op ad Oxford Street til.

- Violinen! raabte jeg efter ham - Skal De ikke have Deres Violin med?

- God in heaven! sagde han forfærdet, vendte om og løb atter op i Huset ...

- -

Men Aarene skifter og Skæbnerne med dem ...

Det var en Nat henad Klokken l, at jeg kom gaaende paa Jungfernstieg i Hamborg.

Jeg havde været henne i et Concerthaus og hørt Sousas store, amerikanske Hornorkester spille. Det var mægtigt!

Derefter havde jeg spist Slikasparges med Niersteiner til i Rathauskælderen.

Og nu gik jeg, dampende paa min Cigar, langsomt langs den maanebeskinnede Alster ad mit Hotel til ...

En lille, firkantet Mand kom forbi og standsede:

- Men Godaften, Hr. Wied! Det var da morsomt!

- Godaften ... hilste jeg reserveret, som man plejer, naar man træffer Landsmænd i Udlandet.

- Jeg er van Meeren ... August!

- Ja, nu ser jeg det! sagde jeg - De her?

Han havde en lille Trompet i et sort Tøjfutteral under Armen. Og Halsen holdt han ubevægelig indbundet i Vat og Tørklæder.

- Jeg er paa Europa-Tourné med Sousa, forklarede han - Blæser Valdhorn. Se her! (Han holdt Trompeten frem og klappede den, saa den gav en vred Lyd.) Siden vi sidst saas, har jeg været fem Aar i Amerika.

162

- Naa! ... Men det var jo Violin, De lagde Dem efter ...?

- Valdhorn er anvendeligere ... og nu maa jeg tjene til Opholdet; Pengene gik i London ... De ser paa min Hals? Ja, jeg har Faaresyge; altid fejler jeg noget i Hovedet. I London var det Ørepine, saavidt jeg husker.

- Ja, De gik med rødt Vat i Øret ... Det blev altsaa ikke til noget med Barnum og Skoleridtet?

- Nej, naar man altid er gal i Hovedet, kan man ikke godt præsentere sig i en Manege ... i et Orkester er man mere skjult.

- Og Hundene ...? Fiks og Færdig?

- Dem solgte jeg til en Dressør ved Empire ... Jeg fik halvtredsindstyve Pund for dem ... ha'de kun selv givet femten ... men da kunde de heller ikke noget.

Vi stod lige under en elektrisk Stander, og jeg saa, at van Meerens Overfrakke var noget medtaget i Sømmene. Men under den var han i Kjole og hvidt.

- Herfra skal vi til Berlin, Wien, Prag og Budapest, sagde han - Og til Efteraaret kommer vi til København. Saa maa De endelig komme hen og høre os.

- Jeg har allerede hørt Dem i Aften.

Hans Ansigt lyste henrykt:

- Har De? Er det ikke kolossalt?

- Mægtigt, jo!

- Kan De ikke komme op til mig i Morgen inden ti, saa skal jeg blæse Dem et Stykke?

- Ja Tak, det vilde jeg skam gerne; men jeg rejser hjem med Tog 7,25 over Kiel.

- "Hjem" ... sagde han og forsøgte at lægge Hovedet paa Siden, men opgav det øjeblikkelig - Ak ja, jeg har saamænd ikke været hjemme i det kære Land i snart tyve Aar ... (Hans Ansigt lyste atter op) Men til Efteraaret altsaa kommer jeg! Auf Wiedersehn! ... Eller gaar De med?

- Auf Wiedersehn! ... Nej, jeg bor lige her overfor paa "Zum Kronprinz".

- Jeg bor helt ude i St. Pauli ... Men vi har jo den 163 elektriske! ... Ak ja, de Penge, de Penge! Men det er jo dog til syvende og sidst ikke det, det kommer an paa, naar man har Helbredet og Humøret! ... Auf Wiedersehn i København!

- Auf Wiedersehn!

- -

Og Efteraaret kom og med det Sousa og hans Orkester. Men jeg fik det ikke at høre.

Derimod traf jeg van Meeren.

Han kom en Aften i skarpt Trav benende ud ad Vesterbros Passage.

- Halløj! raabte jeg, thi han saa mig ikke i Skyndingen - Hvorhen saa hurtig?

- Til Prag, sagde han - Toget gaar om ti Minutter ... Jeg er bleven forlovet med en ungarsk Komponistinde ... Storartet ...! Jeg har faaet hævet min Kontrakt; og nu skal jeg ned og giftes ... Hun hedder Victoria til Fornavn, saa det skal nok blive til noget! ... Vi kommer hjem til Foraaret og bosætter os! ... Farvel, Farvel! Saa maa De besøge os!

Og han forsvandt straalende fornøjet over ad Banegaarden til ...

Men hans Overfrakke var end mere medtaget. Og foran midt paa Spidsen af hans Næse sad et lille, firkantet Stykke sort Hæfteplaster.

- -

Det var i Juni, de lyse Nætters Tid ...

Klokken var 9, og jeg kom just gaaende gennem Frederiksberggade for at tage med Toget hjem til Roskilde.

Da ser jeg ovre paa det andet Fortov August van Meeren med en Dame under Armen og det ganske Hoved indbundet i Bandager.

Naturligvis opdagede han mig og skraaede over Gaden:

- Goddag, Goddag! sagde han - Endelig træffer jeg Dem da! ... Det er Victoria, min Hustru, som jeg har talt til Dem om. Og nu bor vi her.

Jeg hilste. Det var den mindste Dame, jeg nogen Sinde havde set. En fuldstændig Dværg ... Eller jeg havde set 164 hende! Men hvor? Dette store, hvide ubevægelige Ansigt ... og denne altfor svære Overkrop ...

Endnu førend jeg havde faaet udtrykt min Glæde over Mødet, sagde van Meeren, og hans Øjne lyste af Stolthed under Bandagerne:

- Hun har komponeret en Hestgardemarch, og den skal udkomme!

- Jaa, jaa ... nikkede Damen med stærk bøhmisk Accent. Og hun havde en uhyre Hat paa, prydet med mangehaande Urter.

Jeg bukkede anerkendende.

- Hvor skal De hen? spurgte van Meeren.

- Hjem ...

- Aa, kunde De ikke gaa hjem med os og drikke Te. Saa skal vi spille Hestgardemarchen for Dem bag efter.

- Jo, Tak, sagde jeg - det vil jeg gerne ...

- Det var morsomt! ... Sikke et Vejr, hvad? Den danske Sommer er dog det skønneste af alt! Ikkesandt, Victoria, det synes Du ogsaa?

- Jaa, jaa ... sehr hübsch! nikkede Fruen ivrig; og Urterne i hendes Hat gav Lyd.

Parret vendte om; og vi fulgtes ad ud ad Vesterbro. Det gik Fod for Fod paa Grund af Victorias Statur. Og vi vakte en Del Opsigt.

- Hvad fejler Deres Hoved nu igen? spurgte jeg van Meeren.

- Ved ikke, sagde han nonchalant - Haaret falder af ... Kan De gætte, hvad Gade, vi bor i?

- Victoriastrasse ... ? foreslog jeg paa Maa og Faa.

- Jaa, jaa! nikkede Fruen. Og det var første og eneste Gang, jeg saa noget i Retning af et Smil paa hendes ubevægelige Ansigt.

Hvor havde jeg dog set det Ansigt før ...!

- Ja, vi kunde ikke lade være, sagde van Meeren - vi maatte bo i den Gade! Og vi bor paa en fjerde Sal og har den skønneste Udsigt! Vi kan næsten ikke komme i Seng for at sidde ved Vinduet. Victoria elsker allerede Danmark!

165

Jeg talte et Hundrede og elleve Trin, forinden vi naaede op.

Og vi var henved tyve Minutter om Opstigningen.

Van Meeren vilde bære sin Hustru; og jeg kunde se, at han var vant til det; men hun afslog.

Lejligheden bestod af to Værelser med Entré og Køkken.

Men uden for de vidt aabne Dagligstuevinduer laa i Midsommeraftenens Taageglans Kvægtorvet, Kalveboderne og Amager med sin Kongelund ...!

Møblementet i Stuen var af Nøddetræ med presset, græsgrønt Fløjel. Og der var et Klaver med en Amor paa og en Hængelampe med blomsterprydet Skærm.

- -

Fru Victoria gik ud i Køkkenet for at lave Teen i Stand.

- Er hun ikke sød? spurgte van Meeren og kiggede efter hende med glade Øjne.

- Jo! sagde jeg - allerkæreste! Hvor har De truffet hende?

- I Prag, fortalte jeg Dem jo - gennem en Heirathszeitung. Hun er Komponistinde. Naar vi har drukket Te, skal De høre Hestgardemarchen; den er mægtig; og den skal ud! ... Og saa har hun en lille Livrente. Hun er af meget fornem Familie; men der hviler et Slør over hendes Fødsel ... Hun er døbt: Victoria Picolomini.

- Picolomini ...? gentog jeg langsomt - Victoria Picolomini ...?

- Ja ... er det ikke kønt? Det er bøhmisk Adel ... meget gammel!

Han gik hen til et Skab i Stuen, tog nogle Rekvisiter frem og gav sig til at dække Tebord.

Han saa endnu vidunderligere ud uden Hat med hele Hovedet skjult af Bandager. Kun Ansigtet var frit; og det lyste stærkt rødt i den hvide Indfatning.

- De kan tro, jeg var benovet, fortsatte han - da jeg skulde fremstille mig for hende! Det var paa en Kafé, hun havde sat mig Stævne ... Men vi fandt straks Behag i hinanden. Og hun er jo indtagende!

166

- Men lidt alvorlig og tavs ... indskød jeg.

- Ja, nikkede han - hun er ikke saadan en letsindig Fugl, som jeg, Gudskelov! Hun er dyb, meget dyb ... Tænker altid paa sine Kompositioner ... Og hvor er det dog en Lykke for mig at have faaet et Hjem ... og her i Danmark! jeg der har været hjemløs fra min tidligste Barndom ... Og nu tilmed til sidst brødløs! ... Jeg kunde jo ikke længer vise mig offentlig med det Hoved! Alle Kapelmestrene sagde: Nej, vi kan ikke, kære van Meeren ... Og jeg maatte jo give dem Ret ... Men nu har jeg faaet en lille skjult Bestilling at røgte, nem og behagelig. Jeg er ved Protektion af min formaaende Familie bleven Bælgetræder ved Trinitatis. Der generer jeg jo ingen. Indtægterne er ikke store; men Victoria har jo sin Livrente. Og naar hun nu begynder at udkomme ... i Leipzig! ... Aa, Livet har formet sig langt bedre for mig, end jeg havde Lov til at vente, efter at jeg havde sat alle mine Penge over Styr! Og her, som overalt, er det en Kvinde, der har været den reddende Engel!

Han var nu færdig med Borddækningen. Og Fruen kom ind med Teen.

- -

Da Maaltidet var til Ende, fik jeg altsaa Hestgardemarchen at høre.

Victoria satte sig til Klaveret og akkompagnerede (Der var lagt høje Træklodser paa Pedalerne, for at hun kunde naa dem.). Og van Meeren blæste Marchen paa sit Valdhorn.

Han havde Ret, Indtrykket var mægtigt!

Vinduerne skjalv paa deres Hængsler, og Bordtæppet bevægede sig.

Jeg var fuldstændig overvældet.

Og midt under Spillet begyndte det tilmed at banke og hamre rundt omkring i Huset fra Gulvet, fra Loftet, fra Væggene.

Van Meeren skar en Grimace, men førte dog Kompositionen til Ende uden Sordine. Tværtimod, hans Ansigt blev blaarødt af Iver under den pompøse Finale.

167

Endelig tog han Hornet fra Munden, og Fruen sluttede af med et lille Efterspil.

Jeg bukkede hen mod hende:

- Storartet! sagde jeg - Gigantisk!

Men Uroen i Huset vedvarede. Det var, som frygtede man en Dacapo.

- Ja, det er jo det triste, sagde van Meeren bedrøvet - det er jo det triste ved at bo i et Kvarter som dette, at Ens Omgivelser er aldeles blottede for højere musikalsk Forstaaelse ... Men, fortsatte han og var atter i Ligevægt - er det ikke forbavsende, at der kan ligge saamegen latent Kraft, i en saadan sart lille Kvinde!

- Det er rent ud forbløffende! sagde jeg.

- Og hun synger ogsaa ...! Victoria synger ogsaa! Det er en hel anden Side af hendes Temperament, den milde, blide, fine, ægte kvindelige ... Aa ta' og syng Juvelarien af. Faust, Victoria, saa er Du sød? bad han - Og det kan ved Gud da ikke genere Beboerne!

Og Fruen, der havde drejet sit store, hvide, ubevægelige Ansigt om mod os, medens vi talte, drejede det tilbage igen, spillede et lidet Forspil og sang.

I samme Nu, den første Tone lød, vidste jeg, hvor jeg havde set Damen før, og hvor jeg havde hørt denne spæde, glasklare, næsten spøgelseagtige Barnerøst, der lød fjernt og uhyggeligt som fra et ufødt Foster ...

Det var for fem Aar siden i den zoologiske Have i Dresden. Der optraadte dengang en Dværg-Opera dèr. Den havde sunget Gounods Faust; og paa Plakaten havde staaet:

Margrethe ... Fräulein Victoria Picolomini.

Jeg havde ikke kunnet sove i flere Nætter derefter; der havde lydt smaa, spøgelseagtige Barnestemmer i alle Kroge ...

Van Meeren lagde stille sin Haand paa min Skulder og hviskede bevæget:

- Jeg er Forsynet saa taknemmelig, forsikrer jeg Dem, at det har ledet dette kære, lille Menneske ind paa min ensomme Vej ... Og at hun har villet ha' mig! - -

168

Og uden for de aabentstaaende Vinduer laa Midsommernattens Trylleglans baade over Kvægtorvet, Kalveboderne og Kongelunden ...