Wied, Gustav Circus Mundi (Dele af)

Dele af
CIRCUS MUNDI
Skrevet 1905-09,
første Bogudgave 1909

112
113

DA MIN BRODER
BLEV
FREMKALDT
(1908)

114
115

Det gik rent ud sagt skidt for Direktør Aaby ...

Men saa en Dag læste han i Avisen, at "2x2=5" havde gjort stor Lykke, og at det havde hjulpet "Kleines Theater" i Berlin over et noget dødt Punkt. Samt at jeg havde været dernede og overværet Premiéren.

Hvorpaa han fattede nyt Haab og skrev til mig, om jeg ikke vilde overlade ham dette Stykke til en billig Procent og bevise ham den store Tjeneste at overvære Førsteopførelsen af det paa hans Sommerteater i Tutiput.

"Da De synes at være tilsmilet af Lykken," endte han sin ærbødige Skrivelse, "haaber jeg, at Deres ærede Nærværelse vil frelse mig og min lille dygtige Trup fra den truende Ruin."

Jeg blev rørt i mit Hjerte og lovede at komme.

- -

Nu er det mig imidlertid meget imod at være Genstand for en større Forsamlings Opmærksomhed. Og alt som Tiden for Opfyldelsen af mit Løfte nærmede sig, blev jeg overfaldet af en ubetvingelig Nervøsitet, der ytrede sig ved pludselige Kuldegysninger og en stadig tilbagevendende Kvalme.

Indtil jeg endelig, et Par Dage før Premiéren, fik en Idé, der ganske gengav mig Ligevægten:

Jeg vilde invitere min Broder med!

Direktør Aaby havde aldrig set mig in natura, og min Broder ligner mig paafaldende. Kun er han maaske et Par Centimeter tykkere hist og her.

Jeg sendte ham derfor en venlig Indbydelse. Han modtog den rørt. Og vi rejste af Sted.

116

- Gorm, sagde jeg til ham, da vi den paagældende Dag sad i Iltoget for Tutiput - kære Gorm, sagde jeg - saaledes og saaledes staar Sagerne. Jeg holder ikke af at være Genstand for en større Mængdes Opmærksomhed. Jeg faar Hovedpine og Kvalme. Hør derfor, hvad jeg har besluttet: Dersom min Komedie i Aften bliver en Succes, og Publikum kræver at se mig, saa maa Du vise Dig i mit Sted.

Min Broder saa overrasket, ja forfærdet paa mig og sagde:

- Jeg! Og hvad skal jeg saa gøre?

- Du skal bare bukke og se idiotisk ud.

- Det kan jeg ikke!

- Jo vist kan Du saa! ... Og tænk bare, hvilket Minde det vil være for dig paa dine gamle Dage!

- Ja-e, ganske vist ...

- Tak! sagde jeg og greb hans Haand. - Du indvilliger altsaa! Og dersom Forestillingen bliver en Fiasko, forsvinder vi bare ganske stille og returnerer med Iltoget 11,45.

- Gid det maa blive en Fiasko! sagde han.

- Kære Broder, sagde jeg bebrejdende - det mener Du ikke!

Og saa kørte vi drømmende videre hver i sine Tanker.

Ved Ankomsten til Tutiput blev vi modtaget af Direktør Aaby og Frue med Roser.

Min Broder modtog Blomsterne og forestillede mig som sin Broder.

Hvorefter Direktøren betragtede mig som Luft.

- Vi skal netop om en halv Time have en sidste Generalprøve, Hr. Digter, sagde han - og jeg vilde sætte stor Pris paa, om Hr. Digteren vilde gøre mig den Ære at overvære den?

- Bim ... bam ... ak, ak ... stammede min Broder.

- Ja, saa vil jeg afgøre den Forretning, jeg har talt til Dig om, kære Gorm, sagde jeg - Og saa mødes vi igen Klokken seks paa Harmonien! 117 Men Gorms Øjne blev store og vilde:

- Nej, nej ... sagde han - jeg, jeg ...

Direktøren vendte sig om mod mig:

- Hr. Grossereren, sagde han (jeg var blevet forestillet for ham som Grosserer i Symaskiner.) - Hr. Grossereren kommer da vel i Aften i Teatret?

- Selvfølgelig! Forstaar sig! ... Bliver det en Succés?

- Ubetinget, ja! Der er allerede udsolgt! Jeg har nemlig tilladt mig at lade Pressen tilflyde en Meddelelse om, at Digteren vil overvære Forestillingen. Vær De kun rolig; der vil blive talrige Fremkaldelser.

Det gav et Svup i min Broder.

- Gratulerer! sagde jeg og nikkede hurtig til Afsked - Paa Gensyn!

Og jeg forsvandt ned ad Havnen til.

Min Broder vilde følge.

- Nej, denne Vej, Hr. Digter! sagde Direktøren.

Og han og Fruen greb Gorm under Armene og trak af Sted med ham ind mod Byens Centrum.

Klokken otte var Teatret stuvende fuldt.

Min Broder og jeg var blevet anbragt i en Prosceniumsloge, hvorfra en Tapetdør førte ind til Scenen.

Gorm var bleg med grøn Sved paa Panden.

- Frisk Mod! sagde jeg.

- Ja, Du kan sagtens snakke ... Se, hvor Publikum glor herop!

- Ja, man vil se Forfatteren ... Læn Dig lidt bedre frem!

Selv havde jeg trukket min Stol saa langt ned i Logens Baggrund som mulig, for at Gorm kunde faa den iøjnefaldende Plads, der tilkom ham ...

Musikken satte i.

- Nu begynder de! stønnede Gorm.

- Hold Dig stiv! sagde jeg - Hvad Fanden kan de gøre Dig!

En Journalist traadte hen til Logens Rand for at hilse paa Forfatteren og gøre ham nogle Spørgsmaal:

118

- Har Digteren noget nyt under Arbejde?

- Saa svar dog for Satan! hviskede jeg fra Baggrunden.

- Ja ... jo ... ja jeg har ... kom det fra min Broder.

- Hvad, om jeg tør spørge? Avismanden halede en Notebog frem.

- Æh ... sagde min Broder - Hvad ... ?

- Ja, hvad? gentog Papirmanden - En Roman? En Komedie? Et Lystspil?

- Et Satyrspil ... sagde jeg, da Gorm stadig sad tavs - Min Broder er altid noget nervøs ved sine Premiérer.

- Ah, et Satyrspil! gentog Journalisten og noterede - Vil det være indiskret at spørge om Arbejdets Titel?

- Aldeles ikke! Vel Gustav?

- Nej, aldeles ikke, paa ingen Maade! sagde min Broder - Gid Fanden ha'de Dig!

- Det hedder: "Da min Broder blev fremkaldt", oplyste jeg.

- Vidunderlig Titel! sagde Avismanden henrykt - Og hvor det ligner Hr. Digteren! Tak ... han bukkede dybt - Det har været mig en stor Ære at hilse paa Hr. Digteren!

Gorm slog ud med Haanden.

- Det gjorde Du godt! sagde jeg - Nu begynder Du at blive fortrolig med din Rolle ...

Musikken tav. Tæppet gik.

- Du almægtige Gud! lød det fra min Broder - Hvem der sad paa Sirius!

Første Akt blev modtaget med reserveret Bifald.

Direktøren kom farende frem fra Tapetdøren:

- De maa dog virkelig klappe, Hr. Forfatter! sagde han ubehersket til min Broder - De maa Fanden hente mig dog virkelig klappe! Naar Publikum ser Dem sidde saa stiv og udeltagende, tør det jo ikke give sit Bifald tilkende!

- Kan man klappe af sit eget Stykke? spurgte jeg.

- Jamen naturligvis, Hr. Grosserer! Forfatteren klapper af Skuespillerne!

- Godt, sagde jeg - saa klapper vi, Gustav!

119

- -

Da Tæppet faldt for anden Akt, klappede vi som et Par rasende.

Ogsaa Publikum klappede.

Det blev til tre Fremkaldelser.

- Nu skær den! lo Direktøren og viste sit straalende Ansigt i Tapetdøren - Men Deherrer kan ogsaa godt klappe for aabent Tæppe. Det opmuntrer Publikum.

- Bien! sagde jeg.

Og under tredie Akt klappede vi ved hveranden Replik. Publikum fulgte os begejstret. Det blev til seks Fremkaldelser.

- Det bliver en Succés ...! stønnede min Broder.

- Selvfølgelig! sagde jeg - Og næste Gang er det din Tur!

- Vand ... ! sagde han - Er her ikke noget Vand?

Jeg skænkede ham noget ubestemmeligt flydende, der stod i en Karaffel i Logens Baggrund; og han drak det begærligt.

Hr. Aaby viste sig i Tapetdøren:

- Nu maa De holde Dem parat, Hr. Digter, sagde han blød som Honning.

Og bag ham tonede Fru Aaby frem med en mægtig Laurbærkrans forsynet med Baand i Dannebrogsfarver.

- -

Tæppet gik for fjerde Akt.

Min Broder var rødstribet med gule Pletter, og hans Arme hang kraftløse ned.

Men jeg flyttede min Stol hen i Forgrunden og hamrede løs.

Publikum hamrede med.

- -

Det blev en kolossal Succés.

Efter fjerde Fremkaldelse kom Direktøren og hans Frue styrtende ind i Logen:

- Kom, kom, Hr. Digter! Nu maa De frem! Publikum forlanger at se Dem!

Men min Broder rørte sig ikke ...

120

- Skal ikke heller jeg? spurgte jeg - Min Broder er saa nervøs.

- Er De forrykt, Hr... ! sagde Direktøren - Tror De, jeg vil være med til at gøre Nar af Publikum!

Og han og hans Kone rev min Broder op af Stolen og slæbte af med ham ...

Publikum skreg og rasede:

- Forfatteren frem! Forfatteren frem!

Og nu saa jeg Gorm komme farende midt ind paa Scenen som skudt ud af en Mørser eller en Blide. Paa Armen bar han Laurbærkransen og Baandene slog Smæld bag ham som Vimpler.

Seks gange for han frem og tilbage bukkende, kornblaa, idiotisk.

Og hver Gang slog Bifaldslarmen sammen over ham ...

Men jeg sad i min Loge tryg og smilende, hævet over det Hele.

Omtrent vel som Gud Herren paa sin himmelske Trone.

...

121

SØSTORMEN
(1905)

122
123

I.

I femten Aar havde Kristine Rasmussen været lam i højre Side og ligget oppe i Sovekammeret og pint og plaget Søren og Jakobine ved sin Urimelighed.

Og saa pludselig en Morgen var hun død. -

Søren havde, som han plejede, ogsaa den Nat delt Seng med hende; hvad hun forlangte, da han varmede. Og saa havde hun Klokken to-tre knubset ham vaagen med den raske Arm og sagt, at hun var tørstig.

Og han var hurtig faret over Ende og havde grebet Vandglasset og rakt hende.

- Nej, jeg vil ha' Øl, bajersk!

- Jamen, Mor, Du ved jo, at Doktoren ...

- Jeg vil ha' Bajer si'er jeg!

- Naa, jaja, jaja, saa skal Du faa Bajer, men Du ved jo at Doktoren ...

- Jeg skal nok ta' Doktoren paa mig!

Og vant til at lystre kravlede Søren af Sengen og gik ud i Køkkenet, hvor Bajerne laa i Vadsken for at holde sig kølige:

- Nu skal jeg skænke ...

- Nej, jeg vil drikke af Flasken!

- Jamen, Mor ...

- Jeg vil drikke af Flasken, hører Du; jeg er tørstig.

- Naa, jaja, jaja ...

Og hun satte Flasken for Munden og tømte den til Bunds.

- Kryb saa op med Dig i Sengen igen; jeg fryser! Søren krøb lydig ned under Dynen.

- Vend mig!

124

Han vendte hende og puslede hende til Rette.

- Nu har jeg det godt, sagde hun og lukkede Øjnene - I kunde gerne ha' gi'et mig det Øl noget før!

- Jamen Mor, Doktoren ha'de jo forbydt det ...

Hun svarede ham mod Sædvane ikke. Hun var faldet i Søvn. Lidt efter sov ogsaa han.

Klokken var som sagt mellem to og tre den Gang.

Og Klokken halv seks, da Søren vaagnede for at staa op og gaa ned i Værkstedet, laa Kristine stendød ved Siden af ham.

Sovet lige ind i Evigheden efter Øllet! - -

Denne Historie havde Søren Rasmussen nu fortalt mindst ti Gange til de Naboer og Genboer, der kom ind for at gratulere ham til Dødsfaldet.

Og hver Gang var han endt med dette Omkvæd:

- Og se det kalder jeg en behavelig Død!

Hvad alle medgav ham.

- -

Søren Rasmussen var Snedker. Konens Ligkiste havde han lavet allerede for tre Aar siden, da hun fik sit første Anfald. Den var lavet under Kristines eget Tilsyn og var fin og første Klasses med Sølvkors paa Laaget og Løvefødder. Og nu skulde den bare poleres en Kende op hist og her; saa kunde hun lige puttes i den i Jesu Navn ...

Han havde flyttet den ud i Gaarden, hvor Guds Sol skinnede fra den blaa Himmel, og Bagerens Mæfikker kurrede fra de røde Tage.

Og hernede stod han og gned og polerede.

Alt som Arbejdet skred frem, og Tankerne gik, piplede der en lille, stille Glæde op i ham. Der var saa roligt og fredeligt i hele Huset. Ingen skældte og smældte mere ...

Pludselig begyndte han at smaafløjte som i sin Ungdoms Dage. Men han holdt øjeblikkelig forfærdet inde igen, da der blev kaldt paa ham oppe fra Lejligheden:

- Du skal op og spise, Far!

Det var Jakobine, Datteren. Hun var kun femten Aar, da Kristine blev syg; og nu var hun tredive.

125

Det havde været en haard Ungdom. Men nu var hun altsaa sluppen ...

Fader og Datter satte sig stive og tavse paa hver sin Side af Middagsbordet. Jakobine var helt i Sort; Dragten havde ligget færdig længe.

De fik deres Livretter: Grøntkaalssuppe og Klatkager.

Saa sagde Datteren:

- Jeg har bedt Madam Wullum om at komme og hjælpe til at klæ' hende Klokken fire ...

- Naa, har Du det, ja ...

- Behøver vi at ta' den ny Nattrøje, Mor har lagt hen, med Blonderne?

- Næ-i ...

- Jeg mener da ogsaa, at en af de gamle er baade hele og gode ...

- Ja-e ...

Saa tav de og spiste videre. De havde ikke set paa hinanden under denne Samtale.

- -

Straks efter Middagsmaden gik Søren Rasmussen ned og lagde sidste Haand paa Kisten.

Han ansaa det for sømmeligst at stryge baade Middagssøvnen og Piben. -

Og som han nu stod dernede i Solen, syntes han, at han hørte Jakobine ligesom smaanynne.

Men det kunde jo ogsaa godt ha' været Vandkedelen, der stod over til Opvadsken ...

- -

Klokken fire kom Madam Wullum.

Liget blev klædt og lagt i og skruet til og fik et Par Kranse paa Laaget.

Klokken seks kørte Rustvognen Kristine ud i Kapellet. Graveren laasede Døren af efter hende. Og Søren og Jakobine gik hjem.

- -

Her havde Madam Wullum lavet Kaffe og købt Wienerbrød, som de nød, medens Søren læste Dødsanmeldelsen højt af Avisen, der netop var kommet:

126

Dags Dato til Morgen har det behaget Gud den Almægtige at kalde til sig til et bedre Hjem vor inderlig elskede Ægtefælle og Moder Kristine Cæcilie Rasmussen født Jakobsen efter femten Aars smertefuldt Sygeleje.

Hendes dybtsørgende Efterladte

Søren Rasmussen. Jakobine Rasmussen.

Begravelsen finder Sted fra Kapellet paa St. Clara Kirkegaard Torsdagen d. 16. August Klokken 1½.

Søren foldede sine stive Snedkerfingre og nikkede.

- Gudsketak for den behavelige Død, Kristine endte med at faa ...!

- Ja, nu har Mor Fred ... sagde Jakobine.

- Og I andre med ... sagde Madam Wullum.

- -

Den første Nat efter Dødsfaldet var noget urolig for Søren Rasmussen. Han havde jo glædet sig til at ligge alene og sove i Fred og Ro. Men hver Gang han var faldet i Blund, blev han vækket ved et Knubs i Siden, der fik ham til at fare forvildet over Ende og sige:

- Ja, hvad er der, Mor?

Næste Nat vaagnede han kun to Gange.

Og tredje Nat var der ikke længere noget, der knubsede.

II.

Vejen til St. Clara Kirkegaard fører forbi Købmand Carlsens Vænge, hvortil der netop i denne Uge er stor Tilstrømning paa Grund af den ny og vidunderlige Karrusel, "Søstormen", som dèr staar opstillet.

Denne ikke før i Byen med Omegn sete Mærkværdighed snurrer nemlig ikke blot rundt om sin egen Midterakse ligesom de fleste andre Karruseller. Men dens Heste løfter sig og synker i Knæene, dens Kaner hopper, dens Gondoler vugger, og dens Balloner roterer om Privatakser, medens hele Utysket sættes i Gang af en Petroleumsmotor, der samtidig stinker, spiller paa Orkestrion, giver Signal 127 paa Dampfløjte og laver elektrisk Lys. - En hel Verden af Ild, Stank og Larm!

- -

Begravelsesdagen, Torsdagen d. 16. August oprandt.

Familien Rasmussen begav sig fra Sørgehuset ud til Kapellet.

Ligets Moder, en aands- og legems-frisk Kone paa 80 Aar, var kommet med et Morgentog fra Nabobyen for at deltage i Festen.

Hende fulgte en Sønnesøn, dennes Hustru og tre Smaapiger. Alle i Sorg og med Kranse til Albuerne.

Sønnesønnen er Beslagsmed og af herkuliske Dimensioner, der end yderligere pointeres ved en overnaturlig høj Silkehat.

Desuden var mødt Søren Rasmussens Søster og hendes Mand, Møllerfolk fra Landet, begge med store, hvide, glade Ansigter; men forøvrigt naturligvis sørgeklædte.

Samt en lang, duknakket Person, man kaldte "Farbror", men som ingen kunde klare Familieskabet til, og som paa Grund af denne Mystik behandledes med udsøgt Respekt.

- -

Da Sørgeskaren passerede Købmand Carlsens Vænge, standsede den op foran "Søstormen", der vakte Sensation.

- Jamen saa skulde I se den gaa! sagde Søren Rasmussen.

- Har du prøvet at køre? spurgte Smeden, og hans Øjne lyser som to Esser.

Nej, det havde Snedkeren ikke; men han og Jakobine var kommet her forbi forleden Aften, da den gik.

- Hvornaar gaar den? spurgte Ligets Moder ivrig.

- Klokken fire. Men den tænder ikke før Klokken otte!

- Saa gaar vi allesammen herned Klokken otte! sagde Farbror afgjort.

Og alle samstemmede og var glade over, at det netop var ham, der havde foreslaaet det.

De tre smaa Smedepiger stod hver paa ét Ben.

128

Ude i Kapellet fordelte Skaren sig sammen med det øvrige Følge paa Bænkene langs Væggene og deltog energisk i Salmesangen.

Under Præstens Tale brast Jakobine og Ligets Mor i Graad og smittede de tre Smededøtre ...

Men ude ved Graven tog disse kraftig Revanche ved at puffe hverandre i Siden og fnise, da Mandfolkene begyndte at kigge sig i Hattene.

Derpaa faldt de tre Skovle Jord; og Følget spredtes.

- -

Eftermiddagen gik trevent hen for Sørgeskaren med at spise, drikke og blunde ...

Men om Aftenen præcis Klokken otte stod den paa ny frisk og spændt nede foran "Søstormen".

Der var et Mylder dernede og en Raaben og Larmen.

De elektriske Lamper var tændt, Orkestrionet spillede løs, Gondolerne vuggede, Kanerne hoppede, Ballonerne snurrede, Hestene sank i Knæ, og man kunde lugte Motoren og Menneskesveden helt over paa Jærnbanestationen.

Alle vilde køre, alle vilde prøve; og de, der kører rundt og skal ned, bliver siddende og vil køre engang til, saa sindsforvirrende dejligt er det.

Og højt over Hurlumhejen læses med skinnende elektriske Blus imod den mørke Aftenhimmel Karrusellens Motto:

Jo galere, jo bedre!

- -

Sørgeskaren var bleven presset helt ind imod Gangbrædtet. Og stadig masede Mængden paa. Det var i Længden ikke til at holde ud. Man maatte hellere gøre som de andre og sætte sig op:

- Hva' Saten, sagde Smeden - da vi nu engang er her!

Alle saa hen mod "Farbror". Han nikkede ...

Og da Dampfløjten hvinede til Afgang næste Gang, sad Familien Rasmussen placeret alt efter Temperament og Alder rundt paa "Søstormen"s forskellige Befordringsmidler.

Og Søren Rasmussen, der sammen med Ligets Moder og Smedens tre Smaapiger har slaaet sig ned i en Kane, 129 raaber midt under Farten til Smeden og Farbror, der berider de to nærmeste Heste bag ham - og han raaber det af hele sit Hjertes varme Fylde:

- Det er kedelig, raaber han - at Kristine ikke kan være med til dette hersens, for hun holdt saa ustyrlig meget af at køre paa Karrusel ... i sin Velmagt da!

130
131

NIRVANA
(1907)

132
133

Klokken slaar 10½.

Toldassistent Buchwald kommer ind paa Hotel Skandinavien for at faa sin Aften-Whisky. Han er lille, mager og gusten. Det paastaas, at han er Morfinist:

- Godaften, Deherrer ...

- Godaften, Buchwald ...

- Godaften, Tolder ...

Tolderen hænger Uniformshuen fra sig og sætter sig hen ved sit Stambord foran Hjørnesofaen, hvor Whiskyen allerede er sat frem.

Ved det store Midterbord sidder Sparekassefuldmægtig Laurberg over sit Øl, gammel, udslidt, matøjet ... "Den forfaldne Veksel" kalder Byen ham.

Og ved Marmorbordet under Vinduet sidder den fede Kommunelærer Halvorsen, med sin Kaffe og Kognak.

Lokalet oser af Tobaksrøg og gamle Maddunster. Gasblussene koger, hvæser og sprutter. Kelner Jokumsen sover bag Buffetten .. Og udenfor ligger Torvet øde, tomt og mørkt.

Kommunelæreren løfter Hovedet og ser ondt over mod "Vekselen", der har 1800 Kroner i Gage, medens Halvorsen kun har 900:

- Hvad Sprog talte De egentlig, da De var paa Bornholm i Sommer, Laurberg? spørger han saa.

- Bornholmsk, naturligvis!

- Naa, ja, det er sandt, De har jo været der før ...

Nu bliver der en længere dødlignende Pause.

Saa siger det pludselig: H-ræv! nede i Kelner Jokumsens 134 Hals. Han vaagner, smasker, stirrer forvildet omkring ... og falder straks efter hen igen.

Lidt efter snyder Fuldmægtig Laurberg buldrende sin Næse og ytrer derpaa tænksomt:

- Der maa nu foregaa noget i min Mave, som jeg ikke forstaar.

- Saa-e? siger Kommunelæreren sløvt.

- Ja-e ... for hver Gang jeg snyder min Næse lidt kraftigt, saa mærker jeg saadan en underlig Smag af Daasehummer.

- Hvor? spørger Toldassistenten.

- I Munden naturligvis! svarer den anden arrig.

- Jamen saa har De vel spist Daasehummer da? mener Kommunelæreren.

- Nej, Gu' har jeg ikke nej; det er jo netop det, der er det underlige.

- Ja, saa er De vel raadden indvendig ligesom vi andre ... afgør Tolderen.

- Raadden indvendig ... Sludder!

- Ja af Øllet ...

Sparekassefuldmægtigen og Toldassistenten er Ungkarle; Kommunelæreren er Enkemand. Deherrer har Dagen lang intet med hinanden at gøre; men om Aftenen mødes de her paa Hotellet for at rekreere sig i hinandens Selskab. -

Efter en ny Pause gaber Kommunelæreren, saa det knager i Stol og Kæber:

- Det er vel ellers snart Sengetid ...?

- Ja ... gaber Tolderen tilbage. - Og Gudskelov for det!

Men Fuldmægtigen drejer stille Viseren et Tal frem paa sit Bier-Ur, det er hans Stolthed og som han har faaet af en Ven, der har været i München.

- Een Øl til, Jokumsen!

Kelneren tumler op og bringer det forlangte.

- Hvad Nummer er det, Jokumsen?

- Nummer otte.

- Det passer. 135 Toldassistenten vælter Ansigtet om mod Midterbordet:

- Bruger De ogsaa det Ur, naar De gaar til Fruentimmer, Laurberg?

- Hu-it! brister det ud af Kommunelæreren. Og Jokumsen staar paa Hovedet i sit Viskeklæde. -

Saa døser Deherrer paa ny hen for en Stund; indtil der lyder slæbende Trin udenfor paa Fliserne.

Fuldmægtigen lytter:

- Nu gaar Markussen hjem fra Harmonien; saa skal vi andre vel ogsaa se at komme af sted ...

- Har han faaet solgt sin Ejendom? spørger Kommunelæreren.

- Ja.

- Hvormeget har Sparekassen staaende i den?

- Det véd jeg ikke.

- Sludder! Gu' véd De det!

- Ja, saa vil jeg ikke sige det altsaa.

- Ja, det er noget andet ... Flytter han til København?

- Ja, det si'er de.

Toldassistenten, der ligger med Nakken tilbagelænet mod Sofaryggen, vælter igen Ansigtet om mod Stuen:

- Er det sandt, at han vil til Balletten?

- Hø! siger Fuldmægtigen.

- Ha! siger Kommunelæreren.

- Hi! siger Kelneren.

Markussen er nemlig 65 Aar, har Wattersot og gaar ved to Stokke. -

Klokken slaar ½ 12.

- Jokumsen, en Øl!

- Og en Kognak!

- Og en Vand!

- Hvorfor siger De Vand, naar De mener Whisky ... ! snerrer Fuldmægtigen.

Men Tolderen svarer ikke. Han falder i Gab. Umaadeholdent og tøjlesløst giver han sig over. Man kan se ham helt ned til Drøvelen. Han tramper ubehersket og dunker i Sofaens Plyds, saa Støvet staar:

- Aa Gud Fader, Søn og Helligaand! siger han og 136 gramser krampagtig med Fingrene ud i Luften - Aa, Gud bevare os alle tretten op igennem alle sine syv Himle! Hvem der laa i Visselullen!

Kommunelæreren bliver smittet og begynder at vride sig som en Orm paa Stolen:

- Aa, Jesus, Jesus, Jesus! siger han og strækker Armene i Vejret, saa at Normaltrøjen kommer til Syne foran Ærmerne - Aa Gud, aa Gud, aa Gud og Jomfru Maria og alle de andre hellige Madamer staa vos bi!

Men Fuldmægtigen stritter imod. Han vil ikke gabe. Han presser en Haand haardt ind mod Munden for at kvæle Tilbøjeligheden. Men saa kommer han til at nyse; Haanden flyver bort ... Og da han først har givet efter, gaber han vildere end nogen af de andre. Han bliver ganske borte; hans Ansigt er som et stort, tandløst Hul; og hans Arme og Ben staar stift ud fra Kroppen, som havde han ædt Stryknin:

- La, la, la! siger han - Tu, tu, tu! Li, li, li! Ridalomannifidorakaviskomsalikalosa! - Nu gaar jeg af Led!

- -

Klokken slaar 12. -

Deherrer tømmer deres Glas og vakler ud af Hotellet.

Uden for Porten nikker de til hinanden: Tak for godt Selskab! og forsvinder duknakkede hver ad sin Vej bort over Torvet...

137

BARONEN
(1907)

138
139

Han hed Sørensen, Frantz Sørensen, havde været Tjener hos Baron v. Rosen paa Munkholm og var løbet af Landet med Baronessen.

Efter et Par Aars Ophold i Udlandet rejste han tilbage til Danmark og giftede sig med sin Elskerinde ... Og nu var Hendes Naade altsaa Fru Sørensen; medens han til Gengæld blev døbt "Baronen".

- -

Jeg gjorde hans Bekendtskab, medens jeg i Ferierne opholdt mig hos min Onkel Justitsraad Neergaard paa Krageskov ved Køge.

Ofte havde jeg hørt Tale om Baronens paa Grøngaard. Men jeg havde aldrig set dette Herskab.

Saa var det en Dag, jeg havde været et Ærinde i Byen for min Tante, at der kom en venlig Mand kørende ude paa Landevejen og da han naaede mig, holdt han stille, og spurgte, om jeg vilde køre med.

- Jeg tog naturligvis med Tak imod Tilbudet; og Manden kørte mig lige til Krageskovs Hovedport. -

En Ugestid efter, da jeg gaar Aftentur med Justitsraadinden, kommer den samme Mand kørende. Vi nikker og smiler til hinanden og siger Godaften; og han hilser dybt paa min Tante.

- Det var Baronen fra Grøngaard, siger hun saa.

- Nej, siger jeg forarget paa Adelstandens Vegne - det var bare den Bondemand, jeg kørte med forleden!

- Jamen, han er heller ikke Baron, de kalder ham bare saadan.

- Hvorfor; naar han ikke er det?

140

- Det er noget, man ikke kan tale med Børn om! siger min Tante og skridter ud.

- -

Søndagen derefter leger vi Skjul ude i Haven, mine Fætre og jeg. Og bedst som jeg ligger gemt nede mellem Aspargesbedene, stiger den Tanke pludselig op i min Hjerne:

- Nu vil Du gaa over og besøge Baronens paa Grøngaard.

Og jeg sprang over Havegærdet og begav mig paa Vej.

Jeg havde omtrent en Mil at gaa. Og førend jeg endnu var naaet Halvvejen, begyndte jeg at fortryde. Men saa skammede jeg mig og klemte paa igen. Og jeg gik og gik, indtil jeg aldeles udmattet sank ned paa en Stenbunke ved Siden af Vejen:

- Er det Grøngaard, som ligger der? spurgte jeg en gammel Bondekone, som kom forbi.

- Ja ... Skal Du til Grøngaard?

- Nej! sagde jeg uvilkaarlig.

- Ja, for de er hellerikke hjemme; de er kørt ud ... sagde Konen.

Der steg en Jubel op i mit Hjerte: Baronens var kørt ud! Al Træthed forsvandt og nynnende gik jeg op imod Gaarden: Nu var der jo ikke noget at risikere ... !

Men lige idet jeg naaede frem til Porten, traadte Baronen lyslevende ud af den.

Det var en hvidkalket, sammenbygget Bondegaard med fire lave Længer.

Baronen og jeg stod et Øjeblik og saa idiotisk paa hinanden.

Saa smilede han venligt og rakte Haanden ud mod mig:

- Men Goddag, unge Hr. Neergaard; kommer De og besøger os? Det var da smukt af Dem ... Velkommen!

Dette "De" og "Dem" og "Hr." indtog mig ganske for ham, og jeg fulgte tillidsfuldt med ham ind gennem Porten og ind i Huset.

Aldrig havde jeg set pragtfuldere Værelser! Ganske vist var der noget lavt til Loftet. Men alle de Tæpper, Malerier, 141 Vaser og fine, gammeldags Møbler, der saas rundt omkring overvældede mig fuldstændig.

- Vi maa ind at hilse paa min Kone, sagde Baronen - hun sidder inde i Kabinettet.

Vi gik derind; og jeg stod maalløs af Forfærdelse foran Baronessen. Jeg havde nok hørt, at hun skulde se underlig ud; men dette var værre end de vildeste Drømme:

Stor, oppustet og gul sad hun henne ved Vinduet i en højrygget Lænestol. Hendes Hænder laa som to døde Klumper i hendes Skød. Hun rørte sig ikke. Ikke engang Øjnene bevægede hun. De stirrede svulne og udtryksløse frem for sig tilsyneladende uden at opfatte noget.

- Det er den unge Hr. Neergaard, som jeg har talt til Dig om, Julie ...

Jeg bukkede, traadte et Par Skridt nærmere og rakte Haanden frem.

Baronessen ænsede det ikke ...

- Han er kommet for at besøge os ... Er det ikke smukt af ham?

- Spørg, om han vil nyde noget ... sagde Baronessen. Hun kunde altsaa tale !

- Ja, det har Du da virkelig Ret i, lille Julie! ... De maa jo være sulten efter den lange Tur, unge Herre ... kom.

Jeg bukkede igen for Baronessen.

- Chocolade ... sagde hun.

- Ja ...! sagde Baronen.

Jeg bukkede tredje Gang. Hvorpaa vi gik ind i Spisestuen.

Ogsaa dette Rum imponerede mig med sine højryggede, udskaarne Egetræs-Stole, sin Buffet, der naaede helt op til Loftet, og sin Lysekrone, der hængte helt ned til Bordet.

- Undskyld et Øjeblik ... sagde Baronen og forsvandt i Køkkenet for at bestille Chocoladen.

Jeg blev staaende stift op og ned midt paa Gulvet uden at røre mig. Et Sekund tænkte jeg paa at stikke af ...

Da lød der en heftig Klokkeringning inde fra Kabinettet. Og en ganske fremmed, haard og forbitret Stemme sagde:

142

- Frantz, hvad bestiller I? Hvorfor siger I ikke noget? Jeg blev hvid i mit Ansigt ...

- Frantz, sagde Stemmen igen, og det lød som talte den til et ulydigt Tyende - Frantz, hører Du ikke!

Frantz maatte vel være Baronen.

Jeg gik derfor lam, men dannet hen til Kabinetsdøren, aabnede den, bukkede og talte med Møje:

- Ba-baronen er her ik-ikke, Fru Ba-baronesse ...

Da jeg igen kom til mig selv, saa jeg Damen bevæge Øjnene, ja hele Hovedet om imod mig:

- Hvor er Frantz? sagde hun - Find ham! Gaa! Se hvad han bestiller! Maa ikke røre ved Sofie!

Jeg bukkede og fôr ud i Køkkenet.

Der var ingen. Men paa Bordet stod et brændende Petroleumsapparat med en Kasserolle over. ... Jeg fôr videre og aabnede en Dør ind til en mørk Gang.

For Enden af denne stod en anden Dør paa Klem. Og jeg hørte hviskende Stemmer bag den.

Jeg listede mig hen til Døren og tittede ind: Baronen stod akkurat og rørte ved en Pige, rimeligvis Sofie, som han ikke maatte. Hun havde lagt Armene om hans Hals. Og han kyssede løs paa hende.

- Undskyld, sagde jeg gennem Sprækken - men Fru Baronessen vilde gerne tale med sin Mand ...

Parret skiltes øjeblikkelig. Og Pigen gav sig ivrig i Færd med at file løs paa en Kage. Det var i Spisekammeret, de stod.

Baronen kom rolig smilende ud til mig:

- Vil min Kone tale med mig, unge Hr. Neergaard?

- Ja, hun ringede og bad mig kalde.

- Nu kommer jeg ... Saa bringer De Chocoladen ind, Sofie, naar den er færdig ...

- -

- Vil Du tale med mig, lille Julie? spurgte Baronen blidt, da han kom ind i Kabinettet.

Hendes Naades fremstaaende Øjne skød sig end længere ud:

- Hvor har du været henne, Frantz?

143

- Jeg har været ude og sagt til Peter, at han skal lægge paa Hestene.

- Chocoladen ...?

- Ja, Sofie er vist ved at lave den ...

- Jeg vil ikke ud at køre!

- Det var kedeligt. Jeg havde ellers tænkt, at vi kunde køre den unge Hr. Neergaard hjem; han er vist træt af at gaa ... Men maaske kan jeg ...

- Ja, kør Du kun ...

- Skal Sofie bringe Dig en Kop Chocolade ind?

- Nej, hun skal ikke.

- Er der maaske noget andet, Du ønsker?

- Nej, der er ikke.

- Ja, saa gaar jeg ind til vor Gæst ...

- Ja gaa Du kun ... Og luk Døren !

- -

- Julie er syg, Stakkel! sagde Baronen, da han kom ind til mig og omhyggeligt havde lukket Døren - Det er den Brightske Syge ... Hun har været saa smuk engang; det kan man ikke længere se.

- Jo-e, det synes jeg da nok ... sagde jeg i min Dannelse.

- Ja, lidt er der maaske tilbage ... Men nu skal De se, hvordan hun saa ud i sin Ungdom, unge Hr. Neergaard.

Han gik ind i Dagligstuen og kom tilbage med et lille Miniaturbillede af en ung vidunderlig skøn Dame i grøn, nedringet Silkedragt og med en Krans af blaahvide Perler om Halsen.

- Er det ...?

- Ja ... nikkede Baronen dystert - det er hende ... og det var dengang ... ! Forgyldning forgaar, men Svinelæder bestaar ... sagde han saa, men rimeligvis uden at mene noget ondt med det.

- -

Da vi havde drukket Chocolade, rejste jeg mig for at tage Afsked.

- Jeg vil tillade mig at køre Dem hjem, unge Hr. Neergaard; det gaar hurtigere.

144

Jeg bukkede. -

Lidt efter holdt Vognen for Døren. Jeg gik ind og bukkede Farvel for Baronessen:

- Værsgod og hils ... sagde hun ud i Luften. Jeg bukkede igen.

Og saa kørte vi ...

- -

"Baronen" var paa den Tid et Par og halvtredsindstyve Aar. En rask og smuk lille velskabt Mand med graasprængt Haar og Fipskæg, smaa Hænder og Fødder og nogle djævleblændte "ugifte", brune Øjne. -

Vi traf hinanden mange Gange senere i de paafølgende Ferier. Men jeg besøgte ham ikke oftere paa Grøngaarden. -

Saa blev jeg Student og fik mit eget at tænke paa.

II.

Det er en Dag i Sommerferien, efter at jeg havde taget Filosofikum, at jeg cykler ind til Køge ad min Barndoms gammelkendte Veje ...

Der levede en lille Dame, en Konsuldatter, derinde, som jeg paa et Bal i den forgangne Juleferie havde været dødelig forelsket i. Og bundløs ulykkelig var jeg igen rejst tilbage til København.

Der havde jeg saa paa andre Baller mødt andre smaa Damer, som jeg var blevet endnu mere betaget af.

Men nu i Gaar havde jeg set Konsuldatteren køre i Dogcart forbi min Onkels Gaard. Og den gamle søde Lidenskab var paa ny flammet op.

Og i Dag til Morgen havde jeg efter en søvnløs Nat med Vers og Paakaldelse, kastet mig paa min Cycle for om mulig at møde Gudinden paa en af Byens Promenader ...

Da jeg nu i søde og stride Tanker ruller forbi en mindre Villa tæt uden for Byen, rejser en Mandsperson sig fra en Bænk ved Bygningens Gavl, tager Hatten dybt af, skraber ud med Foden og siger:

- Goddag, unge Hr. Neergaard; og Velkommen til Køge!

145

Det var Baronen!

- Nejmen, Goddag Hr. Baron! sagde jeg og hoppede af Cyclen - det var da morsomt at træffe Dem igen!

Jeg satte mig paa Bænken ved Siden af ham; og Munden stod ikke paa nogen af os ... Han var blevet næsten hvidhaaret og en Smule bøjet. Men Humøret havde han ikke mistet. Og de brune Øjne lyste stadig lige ugifte.

- Ja, nu sidder vi her, sagde han. - Det gik ikke rigtig med Grøngaarden. Og saa mente min Kones Familie, at vi gjorde bedre i at sælge ... Julie kedede sig jo ogsaa ved at sidde derude paa Landet. Nu kan hun idetmindste se Vejen. Jeg pusler med Haven. Og vi har stadig den gode og tro Sofie til at hygge om os. - Men De maa da ind og hilse paa min Kone, unge Hr. Neergaard, det vil fornøje hende en hel Del at se Dem.

- Ja, sagde jeg stille gysende - gerne! ... Hvorledes befinder Fruen sig?

- Det er det samme; snarere værre ... Men man maa jo respektere Guds Vilje.

Ogsaa Stuerne var de samme; de samme Møbler, de samme Tæpper, de samme Malerier. Men Pladsen var næppe mere end halvt saa stor som ude paa Gaarden.

- Ja, her er jo lidt knebent, sagde Baronen - Men Julie vil ikke undvære noget.

Og vi gik, som fordum, ind i "Kabinettet".

Her sad Baronessen end forfærdeligere at skue: gulere, og mere oppustet sad hun i sin højryggede Stol og saa ud paa Vejen. Hænderne laa døde og uformelige i hendes Skød. Og de gule overmodne Øjne stirrede udtryksløse.

- Det er den unge Hr. Student Neergaard, som Du nok husker, Julie ...

- Spørg, om han vil nyde noget ... lød det dybt inde fra.

- Ja, det har Du da Ret i! ... Du er altid saa betænksom.

- Chocolade ...

- Nej, det er den unge Herre vist vokset fra ... Men et Glas Vin, maaske? ... Kom Hr. Student ...

146

Vi gik ind i Spisestuen. -

Baronen dvælede ogsaa denne Gang unødig længe i Køkkenet.

Omsider kom han tilbage fulgt af Sofie, der bar en Bakke med en Karaffel Madeira og to Glas.

Sofie var vel nu circa tredive Aar. Men frisk og buttet og behagelig i enhver Henseende at se paa.

- -

Da Baronen og jeg havde tømt vore Glas et Par Gange og ønsket hinanden alt mulig godt i Nutid og Fremtid, bød jeg Farvel og Tak og lovede at komme snart igen.

- De behøver ikke at gaa ind til min Kone, unge Hr. Neergaard, sagde min Vært - jeg skal overbringe hende Deres Hilsen.

Dette var jeg ham taknemmelig for ...

III.

Tredje Gang, jeg traf Baronen, var en fire-fem Aar senere.

Vi var til Køge Pæremarked. Han og Sofie kom netop ud af et Telt.

Da Baronen fik Øje paa mig, kom han straks ilende. Sofie derimod holdt sig tilbage og forsvandt ...

Jeg vidste, at Baronessen var død for et Par Aar siden, og at hendes efterlevende Mand sad noget smaat i det. -

- Goddag, Hr. Baron! hilste jeg glad og ubetænksomt - Hvorledes lever De?

De omkringstaaende stak Hovederne sammen og lo.

Baronen greb mig i Ærmet og trak skyndsomt af med mig:

- Aa undskyld min Tankeløshed, bad jeg - men i gamle Dage, som Barn, troede jeg jo, at De var Baron ...

- Ja, og da levede jo ogsaa min Kone ...

- Jo ... Boer De i Villaen endnu, Hr. Sørensen?

- Ak nej; Julies Familie tog jo det hele, da hun døde ...

- Saa-e! Ha'de den Ret til det?

- Ja, det var jo hendes altsammen ... eller rettere sagt:

147

Familiens. Da vi blev gift, maatte jeg underskrive et Papir paa, at jeg frafaldt al Arv efter hende. Ellers vilde de ikke underholde os.

- Jamen, hvad lever De saa nu af?

- Jeg havde sat lidt i Sparekassen i Aarenes Løb ... Men skal vi ikke hellere gaa hjem til mig? Her gaar Folk og glor paa os ...

- -

Da vi var naaet ud af Byen og allerede var i Nærheden af Baronens Bolig, kom et højt, stateligt, yngre Kvindemenneske trillende imod os med en Barnevogn.

Sørensen blegnede og vilde skynde sig forbi.

Men Kvindemennesket stillede sig og Barnevognen i Vejen for os og sagde:

- Naar De nu er færdig med at snakke med ham, unge Herre, saa kom hen til mig i det gule Hus der henne, saa skal jeg fortælle Dem den anden Side af Medaljen af ham, den gamle Skurk og Kvindeforfører der!

Hvorpaa hun kørte videre med sin Barnevogn.

- Men Du gode Gud! sagde jeg - hvad var dog det for et forrykt Fruentimmer?

Baronen trak mig hurtig ind ad sin Gadedør og drejede Nøglen to Gange om. -

Lejligheden bestod kun af to Værelser; og der var tyndt med Møbler i dem, sammenskrabede og invalide fra Marskandisere og Auktioner.

- Ja, saadan ser her ud nu, unge Hr. Neergaard ... Da Julie var død, kom de og tog alt!

Jeg bevidnede Baronen min inderligste Deltagelse ...

Og rimeligvis for første og eneste Gang i sit Liv aabnede han sit Hjerte paa vid Gab og fortalte sit Ægteskabs eventyrlige Historie:

Han havde altsaa været Tjener hos Baron v. Rosen paa Munkholm. Det var hans Kusine, Tinka, som var Kammerjomfru hos Baronessen, der havde skaffet ham Pladsen.

Hun var dejlig, Baronessen; og alle paa Gaarden havde Medlidenhed med hende, fordi hendes Mand var en Bølle, der drak og holdt Tøsesjov og mishandlede sin Kone.

148

Men aldrig med en Tanke var det faldet Frantz Sørensen ind, at det kunde ske, som skete ...

Det var en Nat, et Aars Tid efter, at han laa i sin Seng ude i Tjenerværelset og sov. Baronen var kørt ud; og ingen vidste, naar han kom hjem igen.

Bedst som Frantz saa ligger i sin tryggeste Ro, bliver han vækket ved, at nogen rører ved hans Arm. Han farer forfærdet over Ende og tror, at det er Baronen, der er kommet tilbage, uden at han har hørt det.

Men da han fik sundet sig lidt, saa han, at det var en Kvindeskikkelse, som stod foran hans Seng. Og han tror nu, at det er Tinka, der vil besøge ham; hvad hun saa tit gjorde, naar Baronessen havde lagt sig ... Og han slaar Armene om hende for at trække hende ned til sig:

Men da opdager han, at det er Baronessen selv!

Hun kaster sig om hans Hals og kysser ham og hulker og siger: Aa, Frantz, Frantz, jeg er saa ulykkelig ... !

- Og dejlig var hun jo, unge Hr. Student Neergaard! Og hun havde ikke andet paa end sit Pelsslag oven paa sin Natdragt... Jeg skulde maaske ha' talt hende til Rette ... men naar saadan en dejlig Dame staar foran Ens Seng om Natten, saa ... og vil ... og kysser En ...

- Ja, ja, naturligvis! sagde jeg ophidset - Naturligvis! Og hvad saa?

- Ja, saa en Maanedstid efter flygtede vi og tog til Berlin ... Julie fik sendt Penge hjemme fra; og selv havde hun jo ogsaa nogle ... Der blev vi saa boende, til Baronen døde. Saa kom vi hjem til Danmark igen, hvor vi blev lovformelig viet i en Stue hos hendes Broder ... Men før Brylluppet var det saa, at jeg maatte fraskrive mig al Arveret efter min Kone ... Og nu sidder Sofie og jeg her og tærer paa Stumperne.

Jeg knyttede i Harme mine ungdommelige Hænder og lovede den forladte og forraadte Mand jævnlig at besøge ham og være ham til Trøst og Opmuntring ...

149

IV.

Der gled da hellerikke mere end godt og vel to Aar hen, inden jeg atter gensaa ham ...

Jeg havde imidlertid faaet Ansættelse ved en Skole ovre i Jylland. De sagesløse Studenterdage var forbi; og jeg var forlovet for anden Gang ...

Det var i Pinseferien. Jeg var med No. 2 i Besøg hos Justitsraadens. Solen lo paa Himmelen, og Træerne stod grønne. Min Elskede var endnu ikke staaet op, og jeg vandrede derfor ene og i løftet Stemning ad Landevejen ad Køge til ...

Da jeg naaede Forstaden med dens smaa, gammelkendte Huse, kom jeg øjeblikkelig til at tænke paa min Ven Baronen.

Jeg gik hen og bankede paa hans Dør. En arrig og ufriseret Kone stak sit vilde Hoved ud af Vinduet.

- Er Hr. Rentier Sørensen hjemme?

- Baronen? Næi, han bor ovre i det graa Hus der!

Jeg gik over til det graa Hus og bankede paa.

Ingen svarede.

Saa kiggede jeg ind af det nærmeste Vindue:

Og der inde midt paa Gulvet stod Baronen.

Jeg kunde næsten ikke kende ham. Han, der før havde været net og pyntelig, var nu lurvet og snavset. Skægstubbene sad ham som graahvidt Lav paa Kinderne, og hans Øjne stirrede forvildet hen mod Ruden.

Men da han drog Kendsel paa mig, laasede han hurtig Døren op og trak mig indenfor.

Og endnu førend vi havde vekslet et Ord, tog han en Revolver frem af Lommen og holdt op foran mig:

- Var De ikke kommet akkurat i denne Stund, unge Hr. Neergaard, sagde han - saa havde jeg skudt mig!

- Men bedste Ven dog!

Han tog en Konvolut frem af et Skrin paa Bordet:

- Og se her, vedblev han stadig ophidset - her er tre Hundrede Kroner, som jeg har taget ud af Sparekassen. Dem skulde Sofie ha' og faa mig i Jorden for. Og saa 150 skulde hun selv beholde Resten. Jeg er helt ude af mig selv. Spise kan jeg ikke, og sove kan jeg ikke, og det dunker og værker herinde i mit Hoved, saa jeg hverken kan sanse eller samle! Jeg har siddet indespærret her en hel Maaned, siden Sofie rejste ...

- Er Sofie rejst fra Dem?

- Ja, hun er rejst, er hun, hun er rejst, og jeg kan ikke godt leve uden et Fruentimmer om mig.

- Jamen hvorfor er Sofie da rejst?

- Hun kunde ikke sidde her og ofre hele sit Liv paa mig gamle, fattige Mand, nej hun kunde ikke ... Hun rejste ogsaa fra mig her for et Par Aar siden. Men da kom hun tilbage, fordi hun ikke syntes om Pladsen, hun fik ... Men saa forleden Maaned saa hun i Avisen en Gaardmand, der sad Enke og søgte en Husholderske; og ham er hun rejst til ... og nu er jeg alene. Og det er det forfærdeligste i Livet, unge Hr. Neergaard, det at være alene ...! Jeg mærkede det allerede første Gang, da Sofie var rejst fra mig ... Og saa er der den Kone, vi mødte engang herude paa Vejen, hun kan ikke lade mig være i Fred ... Og var De ikke netop kommet lige nu i denne Stund, saa havde jeg gjort en Ende paa mig selv, for det er ikke til at holde ud ... Jeg havde jo tænkt at flytte herfra. Men jeg har ingen at tale med og ingen at raadføre mig med ... Maa jeg snakke til Bunds med Dem?

- Ja, kære, gode Hr. Sørensen, tal De kun; og jeg skal hjælpe Dem saa godt jeg kan!

Jeg fik bragt ham til Sæde. Og vi gav os nu til at "snakke til Bunds".

- Hvad er der saa i Vejen med den Kone da? spurgte jeg.

- Det er ikke uden Pengeafpresning altsammen, unge Hr. Neergaard, det har jeg luret dem af for længe siden. Og hendes Mand vil slaa mig ihjel og gaar rundt og siger, at jeg har villet forføre hans Kone.

- Kære Hr. Sørensen, jeg vilde virkelig i Deres Sted gaa til Politiet!

- Nej, nej, nej! sagde han og fôr sammen i Angest - 151 jeg vil ikke ha rodet op i den Historie, det vil jeg ikke! Man er aldrig sikker paa, hvad de kan falde paa at diske op med om mig.

- Jamen, hvad vil De da? Her synes jeg ikke De kan blive.

- Nej ... og det er netop det, jeg vil tale med Dem om ... Jeg har tænkt paa at flytte til København for en Tid. Derinde kender jeg en Doktor fra min Kones Tid; og ham vil jeg lægge mig ind under.

- Ja, det er jo udmærket! Hvornaar vil De saa tage af Sted?

- Helst i Aften ... naar det er blevet mørkt ... jeg gaar aldrig mere ud, uden naar det er blevet mørkt ...

- Naa ...?

- Men nu har jeg en Bøn til Dem, unge Hr. Student Neergaard ... Vil De komme og følge mig paa Banen? For hver Gang, jeg prøver paa at gaa udenfor, saa svimler det for mig, og jeg kan ikke flytte en Fod ...

Det lovede jeg.

Og om Aftenen fulgte jeg ham til Toget.

- -

Otte Dage senere modtog jeg følgende Brev:

København 10. Juni 18 ...

Min Kjære Gode Ven

først maa jeg takke dem for alt det gode som de har viist over for mig, nu er det bedre med mig al den uro som jeg havde er ganske gaaet bort men mit hoved er ikke got inu, da jeg kom til Lægen saa fortalte jeg ham alt saa sagte han det var slemt saa tog han Revolderen fra mig og vilde smide mig ind paa Hospitalet men saa blev vi enes om at jeg skulde bo tæt ved ham og komme til ham ver Dag og han til mig og saa fik jeg nogen mextur som smager gremt men hjælper, men tilbage til Kjøge kommer jeg ikke mere for værgan jeg tænker paa de mennesker begønder det at knuge i mig

og nu hører jeg at Sofie skal giftes med sin Enkemand jeg har altid haft Uheld med Kvenderne

de kan tro det pinte mig at skulde saadan jages fra mit 152 hjem, ja Kjære Gode Onge Hr. Student Neergaard de maa unskylde min daarlig skrift men jeg kan ikke beder idag, nu haaber jeg de vil besøge mig naar de kommer til Kjøbenhavn og saa slutter jeg hermed de kjærligste helsener fra deres altid hengivne

Frantz Sørensen
Dannebrogsgade Nr. 14, anden Sal.
- -
Men den kære, unge Hr. Student Neergaard, den gode Ven og det sjældne Menneske naaede naturligvis aldrig ud til den længselsfuldt ventende i Dannebrogsgade ...!

V.

Og dog skulde jeg endnu engang stedes Ansigt til Ansigt med min Barndoms Baron ...

Det var i Sommeren 1895, at jeg kom til København for at besøge min Forlovede ... ikke No. 2, thi hun var for længst gift og hjemfaren med en Sagførerfuldmægtig ... men det Nummer, jeg nu har den Lykke at kalde min Hustru ...

Jeg kom gaaende over Kultorvet. Det havde nylig regnet og mine Støvler var upræsentable.

Da ser jeg i en Port en gammel, kroget og hvidskægget Støvlepudser med sin Stol og sine Børster.

Jeg gaar ind i Porten, bestiger Skafottet og strækker Fødderne frem.

Og han knæler ned.

Vi taler ikke; thi det behøves ikke. Han kender sin Pligt og børster løs ...

Jeg sidder drømmende med en Buket i Haanden, en Buket af Sommerens svulmende Roser, som jeg har købt til hende ... den eneste og sidste.

Saa kommer der et lille, tykmavet, uformeligt Fruentimmer vraltende ind til os. Foran sig i begge Hænder afbalancerer hun en svingende fuld Spølkum Kaffe med Fløde:

- Drik Du nu, mens den er varm, Baron, siger hun uceremonielt - saa skal jeg børste.

153

- Baron ...! gentog jeg uvilkaarlig; og Blodet næsten standsede i mig - Baron?

- Ja, han har sgu været Baron engang, den gamle Stodder! siger Fruentimmeret og gnækker ilde.

- Baron ... var det muligt ...? Jo, det var jo ham, min Barndoms og Ungdoms Ven ... nu kendte jeg ham!

Fruentimmeret drejede sig om imod Manden:

- Er Du snart færdig med at jage den Kaffe i Dig, Sørensen; at Du kan ta' fat igen?

Baronen satte stille Spølkummen fra sig, tog Børsten ud af hendes Haand og knælede paa ny ned foran mig.

Og hun tog Spølkummen og vraltede af ...

- Hun dér ... spurgte jeg sagte - hun dér ... var hun dér Deres Kone?

- Ja ... mumlede han.

Flere Ord talte vi ikke. Jeg kunde ikke ...

Og efter at have stukket ham en Femkroneseddel og en Rose i Haanden skyndte jeg mig bort ...

Men da jeg var naaet om bag det nærmeste Hjørne, knipsede jeg Sentimentaliteten af mig, lo stille og sagde, idet jeg greb en forbipasserende Herre fat i en Knap:

- Men denne Mand, min Herre, sagde jeg - har dog haft ét tindrende overjordisk Øjeblik i sit Liv! Og det var i hin Nat, da han vaagnede op og fandt en ung, dejlig og fornem Dame, kun iført Forværk og Natdragt, staaende foran sin Seng ... Et tindrende, svimlende, gyldent Eventyrøjeblik! ... Og hvormange har mon De og jeg haft, Højstærede!