Wied, Gustav Baronen

BARONEN
(1907)

138
139

Han hed Sørensen, Frantz Sørensen, havde været Tjener hos Baron v. Rosen paa Munkholm og var løbet af Landet med Baronessen.

Efter et Par Aars Ophold i Udlandet rejste han tilbage til Danmark og giftede sig med sin Elskerinde ... Og nu var Hendes Naade altsaa Fru Sørensen; medens han til Gengæld blev døbt "Baronen".

- -

Jeg gjorde hans Bekendtskab, medens jeg i Ferierne opholdt mig hos min Onkel Justitsraad Neergaard paa Krageskov ved Køge.

Ofte havde jeg hørt Tale om Baronens paa Grøngaard. Men jeg havde aldrig set dette Herskab.

Saa var det en Dag, jeg havde været et Ærinde i Byen for min Tante, at der kom en venlig Mand kørende ude paa Landevejen og da han naaede mig, holdt han stille, og spurgte, om jeg vilde køre med.

- Jeg tog naturligvis med Tak imod Tilbudet; og Manden kørte mig lige til Krageskovs Hovedport. -

En Ugestid efter, da jeg gaar Aftentur med Justitsraadinden, kommer den samme Mand kørende. Vi nikker og smiler til hinanden og siger Godaften; og han hilser dybt paa min Tante.

- Det var Baronen fra Grøngaard, siger hun saa.

- Nej, siger jeg forarget paa Adelstandens Vegne - det var bare den Bondemand, jeg kørte med forleden!

- Jamen, han er heller ikke Baron, de kalder ham bare saadan.

- Hvorfor; naar han ikke er det?

140

- Det er noget, man ikke kan tale med Børn om! siger min Tante og skridter ud.

- -

Søndagen derefter leger vi Skjul ude i Haven, mine Fætre og jeg. Og bedst som jeg ligger gemt nede mellem Aspargesbedene, stiger den Tanke pludselig op i min Hjerne:

- Nu vil Du gaa over og besøge Baronens paa Grøngaard.

Og jeg sprang over Havegærdet og begav mig paa Vej.

Jeg havde omtrent en Mil at gaa. Og førend jeg endnu var naaet Halvvejen, begyndte jeg at fortryde. Men saa skammede jeg mig og klemte paa igen. Og jeg gik og gik, indtil jeg aldeles udmattet sank ned paa en Stenbunke ved Siden af Vejen:

- Er det Grøngaard, som ligger der? spurgte jeg en gammel Bondekone, som kom forbi.

- Ja ... Skal Du til Grøngaard?

- Nej! sagde jeg uvilkaarlig.

- Ja, for de er hellerikke hjemme; de er kørt ud ... sagde Konen.

Der steg en Jubel op i mit Hjerte: Baronens var kørt ud! Al Træthed forsvandt og nynnende gik jeg op imod Gaarden: Nu var der jo ikke noget at risikere ... !

Men lige idet jeg naaede frem til Porten, traadte Baronen lyslevende ud af den.

Det var en hvidkalket, sammenbygget Bondegaard med fire lave Længer.

Baronen og jeg stod et Øjeblik og saa idiotisk paa hinanden.

Saa smilede han venligt og rakte Haanden ud mod mig:

- Men Goddag, unge Hr. Neergaard; kommer De og besøger os? Det var da smukt af Dem ... Velkommen!

Dette "De" og "Dem" og "Hr." indtog mig ganske for ham, og jeg fulgte tillidsfuldt med ham ind gennem Porten og ind i Huset.

Aldrig havde jeg set pragtfuldere Værelser! Ganske vist var der noget lavt til Loftet. Men alle de Tæpper, Malerier, 141 Vaser og fine, gammeldags Møbler, der saas rundt omkring overvældede mig fuldstændig.

- Vi maa ind at hilse paa min Kone, sagde Baronen - hun sidder inde i Kabinettet.

Vi gik derind; og jeg stod maalløs af Forfærdelse foran Baronessen. Jeg havde nok hørt, at hun skulde se underlig ud; men dette var værre end de vildeste Drømme:

Stor, oppustet og gul sad hun henne ved Vinduet i en højrygget Lænestol. Hendes Hænder laa som to døde Klumper i hendes Skød. Hun rørte sig ikke. Ikke engang Øjnene bevægede hun. De stirrede svulne og udtryksløse frem for sig tilsyneladende uden at opfatte noget.

- Det er den unge Hr. Neergaard, som jeg har talt til Dig om, Julie ...

Jeg bukkede, traadte et Par Skridt nærmere og rakte Haanden frem.

Baronessen ænsede det ikke ...

- Han er kommet for at besøge os ... Er det ikke smukt af ham?

- Spørg, om han vil nyde noget ... sagde Baronessen. Hun kunde altsaa tale !

- Ja, det har Du da virkelig Ret i, lille Julie! ... De maa jo være sulten efter den lange Tur, unge Herre ... kom.

Jeg bukkede igen for Baronessen.

- Chocolade ... sagde hun.

- Ja ...! sagde Baronen.

Jeg bukkede tredje Gang. Hvorpaa vi gik ind i Spisestuen.

Ogsaa dette Rum imponerede mig med sine højryggede, udskaarne Egetræs-Stole, sin Buffet, der naaede helt op til Loftet, og sin Lysekrone, der hængte helt ned til Bordet.

- Undskyld et Øjeblik ... sagde Baronen og forsvandt i Køkkenet for at bestille Chocoladen.

Jeg blev staaende stift op og ned midt paa Gulvet uden at røre mig. Et Sekund tænkte jeg paa at stikke af ...

Da lød der en heftig Klokkeringning inde fra Kabinettet. Og en ganske fremmed, haard og forbitret Stemme sagde:

142

- Frantz, hvad bestiller I? Hvorfor siger I ikke noget? Jeg blev hvid i mit Ansigt ...

- Frantz, sagde Stemmen igen, og det lød som talte den til et ulydigt Tyende - Frantz, hører Du ikke!

Frantz maatte vel være Baronen.

Jeg gik derfor lam, men dannet hen til Kabinetsdøren, aabnede den, bukkede og talte med Møje:

- Ba-baronen er her ik-ikke, Fru Ba-baronesse ...

Da jeg igen kom til mig selv, saa jeg Damen bevæge Øjnene, ja hele Hovedet om imod mig:

- Hvor er Frantz? sagde hun - Find ham! Gaa! Se hvad han bestiller! Maa ikke røre ved Sofie!

Jeg bukkede og fôr ud i Køkkenet.

Der var ingen. Men paa Bordet stod et brændende Petroleumsapparat med en Kasserolle over. ... Jeg fôr videre og aabnede en Dør ind til en mørk Gang.

For Enden af denne stod en anden Dør paa Klem. Og jeg hørte hviskende Stemmer bag den.

Jeg listede mig hen til Døren og tittede ind: Baronen stod akkurat og rørte ved en Pige, rimeligvis Sofie, som han ikke maatte. Hun havde lagt Armene om hans Hals. Og han kyssede løs paa hende.

- Undskyld, sagde jeg gennem Sprækken - men Fru Baronessen vilde gerne tale med sin Mand ...

Parret skiltes øjeblikkelig. Og Pigen gav sig ivrig i Færd med at file løs paa en Kage. Det var i Spisekammeret, de stod.

Baronen kom rolig smilende ud til mig:

- Vil min Kone tale med mig, unge Hr. Neergaard?

- Ja, hun ringede og bad mig kalde.

- Nu kommer jeg ... Saa bringer De Chocoladen ind, Sofie, naar den er færdig ...

- -

- Vil Du tale med mig, lille Julie? spurgte Baronen blidt, da han kom ind i Kabinettet.

Hendes Naades fremstaaende Øjne skød sig end længere ud:

- Hvor har du været henne, Frantz?

143

- Jeg har været ude og sagt til Peter, at han skal lægge paa Hestene.

- Chocoladen ...?

- Ja, Sofie er vist ved at lave den ...

- Jeg vil ikke ud at køre!

- Det var kedeligt. Jeg havde ellers tænkt, at vi kunde køre den unge Hr. Neergaard hjem; han er vist træt af at gaa ... Men maaske kan jeg ...

- Ja, kør Du kun ...

- Skal Sofie bringe Dig en Kop Chocolade ind?

- Nej, hun skal ikke.

- Er der maaske noget andet, Du ønsker?

- Nej, der er ikke.

- Ja, saa gaar jeg ind til vor Gæst ...

- Ja gaa Du kun ... Og luk Døren !

- -

- Julie er syg, Stakkel! sagde Baronen, da han kom ind til mig og omhyggeligt havde lukket Døren - Det er den Brightske Syge ... Hun har været saa smuk engang; det kan man ikke længere se.

- Jo-e, det synes jeg da nok ... sagde jeg i min Dannelse.

- Ja, lidt er der maaske tilbage ... Men nu skal De se, hvordan hun saa ud i sin Ungdom, unge Hr. Neergaard.

Han gik ind i Dagligstuen og kom tilbage med et lille Miniaturbillede af en ung vidunderlig skøn Dame i grøn, nedringet Silkedragt og med en Krans af blaahvide Perler om Halsen.

- Er det ...?

- Ja ... nikkede Baronen dystert - det er hende ... og det var dengang ... ! Forgyldning forgaar, men Svinelæder bestaar ... sagde han saa, men rimeligvis uden at mene noget ondt med det.

- -

Da vi havde drukket Chocolade, rejste jeg mig for at tage Afsked.

- Jeg vil tillade mig at køre Dem hjem, unge Hr. Neergaard; det gaar hurtigere.

144

Jeg bukkede. -

Lidt efter holdt Vognen for Døren. Jeg gik ind og bukkede Farvel for Baronessen:

- Værsgod og hils ... sagde hun ud i Luften. Jeg bukkede igen.

Og saa kørte vi ...

- -

"Baronen" var paa den Tid et Par og halvtredsindstyve Aar. En rask og smuk lille velskabt Mand med graasprængt Haar og Fipskæg, smaa Hænder og Fødder og nogle djævleblændte "ugifte", brune Øjne. -

Vi traf hinanden mange Gange senere i de paafølgende Ferier. Men jeg besøgte ham ikke oftere paa Grøngaarden. -

Saa blev jeg Student og fik mit eget at tænke paa.

II.

Det er en Dag i Sommerferien, efter at jeg havde taget Filosofikum, at jeg cykler ind til Køge ad min Barndoms gammelkendte Veje ...

Der levede en lille Dame, en Konsuldatter, derinde, som jeg paa et Bal i den forgangne Juleferie havde været dødelig forelsket i. Og bundløs ulykkelig var jeg igen rejst tilbage til København.

Der havde jeg saa paa andre Baller mødt andre smaa Damer, som jeg var blevet endnu mere betaget af.

Men nu i Gaar havde jeg set Konsuldatteren køre i Dogcart forbi min Onkels Gaard. Og den gamle søde Lidenskab var paa ny flammet op.

Og i Dag til Morgen havde jeg efter en søvnløs Nat med Vers og Paakaldelse, kastet mig paa min Cycle for om mulig at møde Gudinden paa en af Byens Promenader ...

Da jeg nu i søde og stride Tanker ruller forbi en mindre Villa tæt uden for Byen, rejser en Mandsperson sig fra en Bænk ved Bygningens Gavl, tager Hatten dybt af, skraber ud med Foden og siger:

- Goddag, unge Hr. Neergaard; og Velkommen til Køge!

145

Det var Baronen!

- Nejmen, Goddag Hr. Baron! sagde jeg og hoppede af Cyclen - det var da morsomt at træffe Dem igen!

Jeg satte mig paa Bænken ved Siden af ham; og Munden stod ikke paa nogen af os ... Han var blevet næsten hvidhaaret og en Smule bøjet. Men Humøret havde han ikke mistet. Og de brune Øjne lyste stadig lige ugifte.

- Ja, nu sidder vi her, sagde han. - Det gik ikke rigtig med Grøngaarden. Og saa mente min Kones Familie, at vi gjorde bedre i at sælge ... Julie kedede sig jo ogsaa ved at sidde derude paa Landet. Nu kan hun idetmindste se Vejen. Jeg pusler med Haven. Og vi har stadig den gode og tro Sofie til at hygge om os. - Men De maa da ind og hilse paa min Kone, unge Hr. Neergaard, det vil fornøje hende en hel Del at se Dem.

- Ja, sagde jeg stille gysende - gerne! ... Hvorledes befinder Fruen sig?

- Det er det samme; snarere værre ... Men man maa jo respektere Guds Vilje.

Ogsaa Stuerne var de samme; de samme Møbler, de samme Tæpper, de samme Malerier. Men Pladsen var næppe mere end halvt saa stor som ude paa Gaarden.

- Ja, her er jo lidt knebent, sagde Baronen - Men Julie vil ikke undvære noget.

Og vi gik, som fordum, ind i "Kabinettet".

Her sad Baronessen end forfærdeligere at skue: gulere, og mere oppustet sad hun i sin højryggede Stol og saa ud paa Vejen. Hænderne laa døde og uformelige i hendes Skød. Og de gule overmodne Øjne stirrede udtryksløse.

- Det er den unge Hr. Student Neergaard, som Du nok husker, Julie ...

- Spørg, om han vil nyde noget ... lød det dybt inde fra.

- Ja, det har Du da Ret i! ... Du er altid saa betænksom.

- Chocolade ...

- Nej, det er den unge Herre vist vokset fra ... Men et Glas Vin, maaske? ... Kom Hr. Student ...

146

Vi gik ind i Spisestuen. -

Baronen dvælede ogsaa denne Gang unødig længe i Køkkenet.

Omsider kom han tilbage fulgt af Sofie, der bar en Bakke med en Karaffel Madeira og to Glas.

Sofie var vel nu circa tredive Aar. Men frisk og buttet og behagelig i enhver Henseende at se paa.

- -

Da Baronen og jeg havde tømt vore Glas et Par Gange og ønsket hinanden alt mulig godt i Nutid og Fremtid, bød jeg Farvel og Tak og lovede at komme snart igen.

- De behøver ikke at gaa ind til min Kone, unge Hr. Neergaard, sagde min Vært - jeg skal overbringe hende Deres Hilsen.

Dette var jeg ham taknemmelig for ...

III.

Tredje Gang, jeg traf Baronen, var en fire-fem Aar senere.

Vi var til Køge Pæremarked. Han og Sofie kom netop ud af et Telt.

Da Baronen fik Øje paa mig, kom han straks ilende. Sofie derimod holdt sig tilbage og forsvandt ...

Jeg vidste, at Baronessen var død for et Par Aar siden, og at hendes efterlevende Mand sad noget smaat i det. -

- Goddag, Hr. Baron! hilste jeg glad og ubetænksomt - Hvorledes lever De?

De omkringstaaende stak Hovederne sammen og lo.

Baronen greb mig i Ærmet og trak skyndsomt af med mig:

- Aa undskyld min Tankeløshed, bad jeg - men i gamle Dage, som Barn, troede jeg jo, at De var Baron ...

- Ja, og da levede jo ogsaa min Kone ...

- Jo ... Boer De i Villaen endnu, Hr. Sørensen?

- Ak nej; Julies Familie tog jo det hele, da hun døde ...

- Saa-e! Ha'de den Ret til det?

- Ja, det var jo hendes altsammen ... eller rettere sagt:

147

Familiens. Da vi blev gift, maatte jeg underskrive et Papir paa, at jeg frafaldt al Arv efter hende. Ellers vilde de ikke underholde os.

- Jamen, hvad lever De saa nu af?

- Jeg havde sat lidt i Sparekassen i Aarenes Løb ... Men skal vi ikke hellere gaa hjem til mig? Her gaar Folk og glor paa os ...

- -

Da vi var naaet ud af Byen og allerede var i Nærheden af Baronens Bolig, kom et højt, stateligt, yngre Kvindemenneske trillende imod os med en Barnevogn.

Sørensen blegnede og vilde skynde sig forbi.

Men Kvindemennesket stillede sig og Barnevognen i Vejen for os og sagde:

- Naar De nu er færdig med at snakke med ham, unge Herre, saa kom hen til mig i det gule Hus der henne, saa skal jeg fortælle Dem den anden Side af Medaljen af ham, den gamle Skurk og Kvindeforfører der!

Hvorpaa hun kørte videre med sin Barnevogn.

- Men Du gode Gud! sagde jeg - hvad var dog det for et forrykt Fruentimmer?

Baronen trak mig hurtig ind ad sin Gadedør og drejede Nøglen to Gange om. -

Lejligheden bestod kun af to Værelser; og der var tyndt med Møbler i dem, sammenskrabede og invalide fra Marskandisere og Auktioner.

- Ja, saadan ser her ud nu, unge Hr. Neergaard ... Da Julie var død, kom de og tog alt!

Jeg bevidnede Baronen min inderligste Deltagelse ...

Og rimeligvis for første og eneste Gang i sit Liv aabnede han sit Hjerte paa vid Gab og fortalte sit Ægteskabs eventyrlige Historie:

Han havde altsaa været Tjener hos Baron v. Rosen paa Munkholm. Det var hans Kusine, Tinka, som var Kammerjomfru hos Baronessen, der havde skaffet ham Pladsen.

Hun var dejlig, Baronessen; og alle paa Gaarden havde Medlidenhed med hende, fordi hendes Mand var en Bølle, der drak og holdt Tøsesjov og mishandlede sin Kone.

148

Men aldrig med en Tanke var det faldet Frantz Sørensen ind, at det kunde ske, som skete ...

Det var en Nat, et Aars Tid efter, at han laa i sin Seng ude i Tjenerværelset og sov. Baronen var kørt ud; og ingen vidste, naar han kom hjem igen.

Bedst som Frantz saa ligger i sin tryggeste Ro, bliver han vækket ved, at nogen rører ved hans Arm. Han farer forfærdet over Ende og tror, at det er Baronen, der er kommet tilbage, uden at han har hørt det.

Men da han fik sundet sig lidt, saa han, at det var en Kvindeskikkelse, som stod foran hans Seng. Og han tror nu, at det er Tinka, der vil besøge ham; hvad hun saa tit gjorde, naar Baronessen havde lagt sig ... Og han slaar Armene om hende for at trække hende ned til sig:

Men da opdager han, at det er Baronessen selv!

Hun kaster sig om hans Hals og kysser ham og hulker og siger: Aa, Frantz, Frantz, jeg er saa ulykkelig ... !

- Og dejlig var hun jo, unge Hr. Student Neergaard! Og hun havde ikke andet paa end sit Pelsslag oven paa sin Natdragt... Jeg skulde maaske ha' talt hende til Rette ... men naar saadan en dejlig Dame staar foran Ens Seng om Natten, saa ... og vil ... og kysser En ...

- Ja, ja, naturligvis! sagde jeg ophidset - Naturligvis! Og hvad saa?

- Ja, saa en Maanedstid efter flygtede vi og tog til Berlin ... Julie fik sendt Penge hjemme fra; og selv havde hun jo ogsaa nogle ... Der blev vi saa boende, til Baronen døde. Saa kom vi hjem til Danmark igen, hvor vi blev lovformelig viet i en Stue hos hendes Broder ... Men før Brylluppet var det saa, at jeg maatte fraskrive mig al Arveret efter min Kone ... Og nu sidder Sofie og jeg her og tærer paa Stumperne.

Jeg knyttede i Harme mine ungdommelige Hænder og lovede den forladte og forraadte Mand jævnlig at besøge ham og være ham til Trøst og Opmuntring ...

149

IV.

Der gled da hellerikke mere end godt og vel to Aar hen, inden jeg atter gensaa ham ...

Jeg havde imidlertid faaet Ansættelse ved en Skole ovre i Jylland. De sagesløse Studenterdage var forbi; og jeg var forlovet for anden Gang ...

Det var i Pinseferien. Jeg var med No. 2 i Besøg hos Justitsraadens. Solen lo paa Himmelen, og Træerne stod grønne. Min Elskede var endnu ikke staaet op, og jeg vandrede derfor ene og i løftet Stemning ad Landevejen ad Køge til ...

Da jeg naaede Forstaden med dens smaa, gammelkendte Huse, kom jeg øjeblikkelig til at tænke paa min Ven Baronen.

Jeg gik hen og bankede paa hans Dør. En arrig og ufriseret Kone stak sit vilde Hoved ud af Vinduet.

- Er Hr. Rentier Sørensen hjemme?

- Baronen? Næi, han bor ovre i det graa Hus der!

Jeg gik over til det graa Hus og bankede paa.

Ingen svarede.

Saa kiggede jeg ind af det nærmeste Vindue:

Og der inde midt paa Gulvet stod Baronen.

Jeg kunde næsten ikke kende ham. Han, der før havde været net og pyntelig, var nu lurvet og snavset. Skægstubbene sad ham som graahvidt Lav paa Kinderne, og hans Øjne stirrede forvildet hen mod Ruden.

Men da han drog Kendsel paa mig, laasede han hurtig Døren op og trak mig indenfor.

Og endnu førend vi havde vekslet et Ord, tog han en Revolver frem af Lommen og holdt op foran mig:

- Var De ikke kommet akkurat i denne Stund, unge Hr. Neergaard, sagde han - saa havde jeg skudt mig!

- Men bedste Ven dog!

Han tog en Konvolut frem af et Skrin paa Bordet:

- Og se her, vedblev han stadig ophidset - her er tre Hundrede Kroner, som jeg har taget ud af Sparekassen. Dem skulde Sofie ha' og faa mig i Jorden for. Og saa 150 skulde hun selv beholde Resten. Jeg er helt ude af mig selv. Spise kan jeg ikke, og sove kan jeg ikke, og det dunker og værker herinde i mit Hoved, saa jeg hverken kan sanse eller samle! Jeg har siddet indespærret her en hel Maaned, siden Sofie rejste ...

- Er Sofie rejst fra Dem?

- Ja, hun er rejst, er hun, hun er rejst, og jeg kan ikke godt leve uden et Fruentimmer om mig.

- Jamen hvorfor er Sofie da rejst?

- Hun kunde ikke sidde her og ofre hele sit Liv paa mig gamle, fattige Mand, nej hun kunde ikke ... Hun rejste ogsaa fra mig her for et Par Aar siden. Men da kom hun tilbage, fordi hun ikke syntes om Pladsen, hun fik ... Men saa forleden Maaned saa hun i Avisen en Gaardmand, der sad Enke og søgte en Husholderske; og ham er hun rejst til ... og nu er jeg alene. Og det er det forfærdeligste i Livet, unge Hr. Neergaard, det at være alene ...! Jeg mærkede det allerede første Gang, da Sofie var rejst fra mig ... Og saa er der den Kone, vi mødte engang herude paa Vejen, hun kan ikke lade mig være i Fred ... Og var De ikke netop kommet lige nu i denne Stund, saa havde jeg gjort en Ende paa mig selv, for det er ikke til at holde ud ... Jeg havde jo tænkt at flytte herfra. Men jeg har ingen at tale med og ingen at raadføre mig med ... Maa jeg snakke til Bunds med Dem?

- Ja, kære, gode Hr. Sørensen, tal De kun; og jeg skal hjælpe Dem saa godt jeg kan!

Jeg fik bragt ham til Sæde. Og vi gav os nu til at "snakke til Bunds".

- Hvad er der saa i Vejen med den Kone da? spurgte jeg.

- Det er ikke uden Pengeafpresning altsammen, unge Hr. Neergaard, det har jeg luret dem af for længe siden. Og hendes Mand vil slaa mig ihjel og gaar rundt og siger, at jeg har villet forføre hans Kone.

- Kære Hr. Sørensen, jeg vilde virkelig i Deres Sted gaa til Politiet!

- Nej, nej, nej! sagde han og fôr sammen i Angest - 151 jeg vil ikke ha rodet op i den Historie, det vil jeg ikke! Man er aldrig sikker paa, hvad de kan falde paa at diske op med om mig.

- Jamen, hvad vil De da? Her synes jeg ikke De kan blive.

- Nej ... og det er netop det, jeg vil tale med Dem om ... Jeg har tænkt paa at flytte til København for en Tid. Derinde kender jeg en Doktor fra min Kones Tid; og ham vil jeg lægge mig ind under.

- Ja, det er jo udmærket! Hvornaar vil De saa tage af Sted?

- Helst i Aften ... naar det er blevet mørkt ... jeg gaar aldrig mere ud, uden naar det er blevet mørkt ...

- Naa ...?

- Men nu har jeg en Bøn til Dem, unge Hr. Student Neergaard ... Vil De komme og følge mig paa Banen? For hver Gang, jeg prøver paa at gaa udenfor, saa svimler det for mig, og jeg kan ikke flytte en Fod ...

Det lovede jeg.

Og om Aftenen fulgte jeg ham til Toget.

- -

Otte Dage senere modtog jeg følgende Brev:

København 10. Juni 18 ...

Min Kjære Gode Ven

først maa jeg takke dem for alt det gode som de har viist over for mig, nu er det bedre med mig al den uro som jeg havde er ganske gaaet bort men mit hoved er ikke got inu, da jeg kom til Lægen saa fortalte jeg ham alt saa sagte han det var slemt saa tog han Revolderen fra mig og vilde smide mig ind paa Hospitalet men saa blev vi enes om at jeg skulde bo tæt ved ham og komme til ham ver Dag og han til mig og saa fik jeg nogen mextur som smager gremt men hjælper, men tilbage til Kjøge kommer jeg ikke mere for værgan jeg tænker paa de mennesker begønder det at knuge i mig

og nu hører jeg at Sofie skal giftes med sin Enkemand jeg har altid haft Uheld med Kvenderne

de kan tro det pinte mig at skulde saadan jages fra mit 152 hjem, ja Kjære Gode Onge Hr. Student Neergaard de maa unskylde min daarlig skrift men jeg kan ikke beder idag, nu haaber jeg de vil besøge mig naar de kommer til Kjøbenhavn og saa slutter jeg hermed de kjærligste helsener fra deres altid hengivne

Frantz Sørensen
Dannebrogsgade Nr. 14, anden Sal.
- -
Men den kære, unge Hr. Student Neergaard, den gode Ven og det sjældne Menneske naaede naturligvis aldrig ud til den længselsfuldt ventende i Dannebrogsgade ...!

V.

Og dog skulde jeg endnu engang stedes Ansigt til Ansigt med min Barndoms Baron ...

Det var i Sommeren 1895, at jeg kom til København for at besøge min Forlovede ... ikke No. 2, thi hun var for længst gift og hjemfaren med en Sagførerfuldmægtig ... men det Nummer, jeg nu har den Lykke at kalde min Hustru ...

Jeg kom gaaende over Kultorvet. Det havde nylig regnet og mine Støvler var upræsentable.

Da ser jeg i en Port en gammel, kroget og hvidskægget Støvlepudser med sin Stol og sine Børster.

Jeg gaar ind i Porten, bestiger Skafottet og strækker Fødderne frem.

Og han knæler ned.

Vi taler ikke; thi det behøves ikke. Han kender sin Pligt og børster løs ...

Jeg sidder drømmende med en Buket i Haanden, en Buket af Sommerens svulmende Roser, som jeg har købt til hende ... den eneste og sidste.

Saa kommer der et lille, tykmavet, uformeligt Fruentimmer vraltende ind til os. Foran sig i begge Hænder afbalancerer hun en svingende fuld Spølkum Kaffe med Fløde:

- Drik Du nu, mens den er varm, Baron, siger hun uceremonielt - saa skal jeg børste.

153

- Baron ...! gentog jeg uvilkaarlig; og Blodet næsten standsede i mig - Baron?

- Ja, han har sgu været Baron engang, den gamle Stodder! siger Fruentimmeret og gnækker ilde.

- Baron ... var det muligt ...? Jo, det var jo ham, min Barndoms og Ungdoms Ven ... nu kendte jeg ham!

Fruentimmeret drejede sig om imod Manden:

- Er Du snart færdig med at jage den Kaffe i Dig, Sørensen; at Du kan ta' fat igen?

Baronen satte stille Spølkummen fra sig, tog Børsten ud af hendes Haand og knælede paa ny ned foran mig.

Og hun tog Spølkummen og vraltede af ...

- Hun dér ... spurgte jeg sagte - hun dér ... var hun dér Deres Kone?

- Ja ... mumlede han.

Flere Ord talte vi ikke. Jeg kunde ikke ...

Og efter at have stukket ham en Femkroneseddel og en Rose i Haanden skyndte jeg mig bort ...

Men da jeg var naaet om bag det nærmeste Hjørne, knipsede jeg Sentimentaliteten af mig, lo stille og sagde, idet jeg greb en forbipasserende Herre fat i en Knap:

- Men denne Mand, min Herre, sagde jeg - har dog haft ét tindrende overjordisk Øjeblik i sit Liv! Og det var i hin Nat, da han vaagnede op og fandt en ung, dejlig og fornem Dame, kun iført Forværk og Natdragt, staaende foran sin Seng ... Et tindrende, svimlende, gyldent Eventyrøjeblik! ... Og hvormange har mon De og jeg haft, Højstærede!