Wied, Gustav Ranke Viljer

RANKE VILJER
Skrevet 1906,
første Bogudgave 1907

8

PERSONER

  • Thomas Hamann, Fuldmægtig i Ministeriet.
  • Marie, hans Kone.
  • Ester Abel deres Børn.
  • Fredrik Hamann deres Børn.
  • Mathias Hamann, Skolebestyrer.
  • Povl Abel, Forfatter og Timelærer.
  • Gerhard Konik, Karrikaturtegner.
  • Line, hans Kone.
  • Enkefru Truelsen, Kollektrice.
  • Othella Lustig, Hetære.
  • Hugo Jørgensen, Cyklerytter.
  • Kammerherreinden.
  • Overretssagføreren.
  • Fængselspræsten.
  • Siverts Fangevogtere.
  • Jensen Fangevogtere.
  • En Politibetjent.
  • En Fange.
  • En Kioskdreng.
  • Dora, Pige hos Abels.

Handlingen foregaar i København i Fortiden. - Nuomstunder er Menneskene jo helt anderledes.

9

FØRSTE AKT

Povl Abels Hjem. - -

Stue, paa én Gang Spise- og Daglig-Stue, holdt i gammel dansk Almuestil med hvidkalkede Vægge og højt, blaamalet Panel med omløbende Hylde.

I Baggrunden: to Fløjdøre med en Buffet imellem. Døren til venstre staar aaben og fører ind til Povl Abels Arbejdsværelse, hvor der staar et Skrivebord midt for Indgangen. Døren til højre fører ud til Entreen.

Til højre (for Tilskuerne): Dør ud til Køkkenet.

Til venstre: i Forgrunden et bredt Fag Vinduer med smaa Ruder, blomstrende Potteplanter og et højrødt Kappegardin med Blonder. Op mod Baggrunden Dør ind til Esters Kabinet.

Midt paa Gulvet et stort firkantet, aflangt Spisebord med Stole omkring.

Hele Møblementet, Dørene og Loftet (Bjælkeloft) er i Lighed med Panelet blaamalet med højrøde Linjer i samme Farve som Gardinet.

Kun henne foran Vinduet er anbragt nogle moderne Straalænestole med tilsvarende Bord.

Fade og Krukker i Metal og Ler dekorerer Væggene og Panelhylden.

Over Buffeten i Baggrunden hænger to store Kultegninger forestillende Povl Abels Svigerforældre.

Formiddag.

ESTER
(i Morgenkjole og "sædelig" glat Frisure, staar inde ved Povls Skrivebord og gennemlæser ivrigt nogle Breve, som hun har taget i en af Skufferne, hvori sidder et Nøgleknippe).
DORA
(kommer fra Køkkenet med en Bakke med Frokostopdækning. - Hun opdager øjeblikkelig Fruen, der ikke straks bemærker hende. - Rømmer sig):

Hum ...!

ESTER
(kaster hurtig Brevene ned i Skuffen; laaser og kommer ind. - Lægger Nøgleknippet fra sig paa Buffeten).
DORA.

Undskyld, Frue, men det var vist i Vindueskarmen, Herren glemte sine Nøgler.

ESTER
(hører det ikke).

De har stadig ikke fundet de Sølvskeer?

DORA
(dækker Bord).

Nej ... de er jo blevet borte under den anden Pige ... (Pause.) Fruen kan ikke tro, saa de snakker om Herrens nye Bog henne hos Urtekræmmeren.

ESTER.

Saa ...

DORA.

Den skal nok ikke være ri'ti' no'et for unge Pi'er hi ..! (Pause.) Saa ble' det da optaget med mig og Jespersen, Frue; vi ble' ringforlovede igen i Aftes ... her kan 10 Fruen sæl se (viser Haanden med Ringen frem.) Han hade den saamænd ved sig fra sidst i Vestelommen.

ESTER.

De fortalte ham vel saa nu, Dora, at De havde et Barn.

DORA.

Næ, det ved da den Levende, jeg ikke gjorde! Hvad kommer det ham ved ... det er jo ikke hans?

ESTER.

Hum ...

DORA.

Har Fruen no'et imod, at jeg gaar igen i Aften efter Opvasken? ... Jeg skulde til Selskab med Hansen hos mine Forældre.

ESTER.

Men De sagde jo, at De var blevet forlovet med ...

DORA.

Ja-e, men det er osse bare saadan en Slags Afskedsfest, de gør for vos, før jeg falder tilbage paa Jespersen. - Har Fruen no'et imod, at jeg gaar saa, hva'?

ESTER.

Nej, gaa De bare ...

DORA.

Gud, der kan jeg høre Herren ..! (Ud.)

ESTER
(tager hurtig Nøgleknippet fra Buffeten og lægger hen i Vindueskarmen).
POVL
(smaanynnende ind fra Entreen med en Pakke og en Buket Roser).

Goddag igen, lille Frue! (Overrækker hende Blomsterne.) Værsaagod! De er til Dig!

ESTER.

Tak ... Har Du nu købt Blomster igen! ... Tænk, vi kan ikke finde de Sølvskeer, Povl!

POVL.

Herregud, klynker Du for dem endnu ...

ESTER.

"Klynker", ja ... Fire dejlige Sølvskeer! - Hvem mon kan have taget dem, tror Du?

POVL.

Det er vel sagtens en, der har haft Brug for dem ... (Ind paa sit Værelse, hvor han søger efter noget paa Skrivebordet.)

ESTER.

Min Arm gør da stadig ondt ... jeg kan ikke forstaa, hvad der er i Vejen med den.

POVL.

Du har vel brækket den i Søvne ...

ESTER.

Aa-r! aldrig kan man faa et alvorligt Ord ud af Dig.

POVL
(leende).

Nej, Du er i Sandhed de 70 Favne Vand i dette Ægteskab! - Har Du ikke set mine Nøgler?

ESTER.

Nej ...

POVL
(ind).

Hvorfor har den lille Frue nu ikke skiftet Kjole, naar hun véd, at hendes Mand sætter Pris paa det?

ESTER.

Vi har Vaskerkone ...

POVL.

Gudbevares, det er en Grund!

11
ESTER
(peger).

Der ligger dine Nøgler jo henne...

POVL.

Ja, nu husker jeg det ... Tak! (tager Nøglerne.) Skal vi snart spise, lille Fru Abel? Jeg er dundrende sulten.

ESTER.

Jo, værsgod; Bordet er dækket ... Hvad var der i den Pakke, Du kom med?

POVL.

Jeg tør næsten ikke sige det ...

ESTER.

Hvad har Du nu købt? Vi har jo ikke Raad, véd Du.

POVL.

Lakstøvler ...

ESTER.

Lakstøvler!

POVL.

Ja ... Men ganske billige, ganske billige! ... Jeg har altid saa forfærdelig gerne villet ha' et Par Lakstøvler; og nu, da jeg havde faaet min Bog ud, saa syntes jeg ... Nu skal Du se dem; de er nydelige ... (Ind efter Pakken. - Pakker ud.) Her skal Du se! Og saa billige .. 18 Kroner!

ESTER.

Ja, det er jo dine Penge!

POVL
(finder en Lap Papir i den ene Støvle).

Hvad er det for en Seddel ... (Læser:) "For Lakken garanteres ikke" ... (Ler muntert.) Sikken en tyvebrændt Skurk af en Skomager! det talte han ikke et Ord om! det er storartet: "For Lakken garanteres ikke" ... Og det er for Lakkens Skyld, jeg har købt dem; ha, ha!

ESTER.

Og det morer Dig ...?

POVL.

Ja, saadan nogle smaa Rævestreger morer mig altid ... (Ud med Støvlerne.)

ESTER.

Jeg leverede dem tilbage!

POVL.

Det gjorde Du ..!

ESTER.

Eller han skulde lade mig faa dem for 16. Han burde ha' sagt det i Forvejen.

POVL.

Kære, saa havde der jo ikke været noget morsomt ved det. Nu vil jeg ha' det og tænke paa, hver Gang, jeg tager dem paa.

ESTER.

Hum ... Skal vi saa spise?

POVL
(ind).

Ja ...

ESTER.

Tænk, Povl, Skrædder Glud hernede i Kælderen har faaet sat det ene Ben af i Gaar paa Hospitalet!

POVL.

Det var da rart for ham ...

ESTER.

Rart ..!

POVL.

Ja; saa skal han jo ha' Træben.

ESTER.

Og det finder Du "rart"?

12
POVL.

Ja, det har altid været mit Livs højeste Ønske at faa et Træben! - Træben, rødt Haar og Underbid staar for mig som de attraaværdigste af alle legemlige Ynder ... særlig, hvis de optræder samlede.

ESTER
(indigneret).

Skal vi saa spise?

POVL
(leende).

Gerne ! (Byder hende Armen, som hun undviger. - De sætter sig ved hver sin Side af Bordet.)

ESTER.

Tænk, Povl ...

POVL.

Saa ... skal jeg nu til at "tænke" igen!

ESTER.

Jeg maa jo dog tale med Dig ...

POVL.

Jamen, det er altid saadan nogle sørgelige Ting, Du bringer paa Bane ... Kender Du slet ingen, der har vundet i Lotteriet?

ESTER
(byder).

Værsgod ... Her er Spegepølse ...

POVL.

Tak ... (Mønstrer Opdækningen.) Dette her minder mig paafaldende om de spredte Øgrupper i det store eller stille Ocean ...! Du kunde dog gerne have spenderet lidt mere paa mig i Dag, jeg har Maanedslov og spiser hjemme.

ESTER.

Vi vasker ...! Og Husholdningspengene skal slaa til, naar Du gaar og køber alle de Lakstøvler.

POVL.

Jeg har kun købt to.

ESTER.

Dora er for Resten ved at stuve nogle Kartofler. (Ringer.)

POVL.

Kartofler er godt ...! Det er det, Irlænderne dør af.

DORA
(ind).
ESTER.

Kartoflerne ...

DORA.

Du Levende, dem har jeg rent glemt ...! Jespersen er ude ... (Bort.)

POVL.

Haster ikke, Dora, vi kan faa dem til Kaffen! - Jeg synes ellers, at han i den sidste Tid har hedt Hansen?

ESTER
(stramt).

Ja ... men nu er det Jespersen igen ... Det er frygteligt med den Umoralitet!

POVL.

Ja, det er imponerende sørgeligt .... Næ, men nu skal Du se, Ester, Aviserne har allerede begyndt at skælde min Bog ud ... (Rækker hende nogle Aviser.)

ESTER
(lægger dem fra sig).

Tak ...

POVL.

De er i Grunden et stolt Fænomen, lille Fru Abel ... paa Deres Maade.

13
ESTER.

At Du ikke skammer Dig for at skrive saadanne Bøger! Og de bliver værre og værre.

POVL.

Det maa være en Sygdom hos mig ...

ESTER.

Mig forlanger jeg ikke, at Du skal tage Hensyn til ... Men at Du ikke generer Dig over for mine Forældre !

POVL
(mod Portrætterne over Buffeten).

Tilgiv mig histoppe ...

ESTER
(rejser sig fortørnet).
POVL
(lidt træt).

Kære, søde, lille, henrivende Ester, hvad skal de evige "Scener" til ... Kom nu og vær rar, hører Du ...? Du bør lægge Dig lidt efter at forstaa Spøg ... Det er dog den Evne, der gør Livet taaleligt .... Og Du véd jo, at jeg holder meget af Dig.

ESTER.

Jeg holder ogsaa meget af Dig ... Men jeg kan ikke lide Dig ...!

POVL
(leende).

Meget godt! ... Men kom nu hen og spis ... Naa, Du vil maaske afvente Kartoflerne ..? (Spiser.) Nej, ser De, Deres lille Naade, hvis De havde gjort mig den Ære at læse min Bog ... for det har De jo ikke, vel?

ESTER.

Nej! Gudskelov!

POVL.

Nej ... men saa vilde De have indset, at den tværtimod er noget af det moralskeste, der længe har set Dagens Lys - selv om den ogsaa paa sine Steder behandler visse ophøjede Materier lidt spøgefuldt.

ESTER.

Ja, Du har altid haft en vis Evne til at haane selv de alvorligste Ting!

POVL.

Blandt andet "Kærligheden" !

ESTER.

Ja, ogsaa den Følelse, ja!

POVL
(smilende).

Jeg er en Bølgedæmper, lille Ester!

ESTER

... Og jeg maa sige Dig, at det mere og mere gaar op for mig, at vi er i den Grad forskellige i vort Syn paa Tilværelsen, at vi vist aldrig nogen Sinde burde haft hinanden !

POVL
(leende).

Det var da endelig en Udtalelse med Raison i! (Lidt drillende.) Men De kom dog tilbage, lille Frue ...

ESTER.

Det var ikke min Skyld; det var mine Forældres.

Entréklokken ringer.

POVL.

Der er vist Frida ... Skal vi saa være gode Venner en Timestid igen?

14
ESTER
(Ryggen til).

Stemme i Entreen.

POVL
(lytter).

Nej, det er jo ...? Ja, minsandten er det ikke Karrikaturen med Kone! ... Endelig fandt de da herop igen! (Med en Haand.) Ester ...?

ESTER
(bort).

Nej ...!

POVL
(ud i Entreen og straks efter ind med Gerhard Konik og Fru Konik).
KONIK
(styrer lige løs paa Ester).

Er De ikke stolt af at have saadan en Mand, Frue? - Goddag! - Sikken en Bog han nu igen har skrevet! Pragtfuld, vidunderlig, vanvittig! - Men han kommer jo nok en Omgang i Tugthuset.

POVL.

Gerhard! Tal ikke til min Kone om mine Bøger; hun læser dem ikke.

KONIK.

Sludder! Vel er Fruentimmer allesammen mer eller mindre forrykte, men ...

ESTER
(stramt).

Nej, det forholder sig virkelig rigtigt, Hr. Konik ...

KONIK.

Kællingen er sindsforvirret, Line!

FRU KONIK.

Men Gerhard dog?

POVL.

Kære Ester, disse to abnorme Mennesker har været gift i ni Aar, og de har i al den Tid ikke været en Time fra hinanden.

ESTER.

Det har Du fortalt ...

KONIK.

Det er Line, hun faar Astma, naar jeg ikke sidder op ad hende ...! Dette her er nu en storartet Stue, Povl!

POVL.

Ja, ikke sandt! - Vil I ikke spise en Bid Frokost i den? Vor Pige skal efter Sigende ha' nogle stuvede Kartofler ...

ESTER.

Min Mand er saa vittig ...

FRU KONIK.

Tak, vi har lige spist.

POVL.

En Kop Kaffe?

KONIK.

Jeg hader Kaffe!

POVL.

Saa en Cigar da, for Fanden?

KONIK.

Ja, Tak ...

POVL
(ind i sit Værelse).
KONIK.

Se dog paa Stuen, Line!

FRU KONIK.

Ja, den er udmærket ...

KONIK.

Vanvittig - glimrende!

POVL.
(ind med Cigarer).
15
ESTER.

Det er min Mands Smag, ikke min ...

KONIK.

De skulde henvende Dem til en dygtig Læge!

POVL.

Den er hende ikke "alvorlig" nok!

KONIK.

Skaberi! - Men hvad er det for to ældre Gorillaer, I har faaet hængt op der? De pynter sgu ikke.

POVL
(faar travlt med at pudse Næse).
ESTER.

Det er mine Forældre, Hr. Konik ...

KONIK.

Gudforbarmesig ...! Ja, jeg mener naturligvis: Undskyld?

ESTER.

Aa, jeg be'er ...! Men Du vil vist helst være lidt alene med dine Venner, Povl ... Jeg har Vaskerkone, Fru Konik, saa véd De nok ... (Ind i Kabinettet; lukker Døren.)

KONIK
(lidt flov).

Saa til Søs, der blev hun fornærmet!

FRU KONIK.

Du er ogsaa for aabenmundet, Gerhard.

KONIK.

Ja, det er jeg vist ...

POVL.

Snak, kære Venner; det er min Kone, der er "et dybt Gemyt''.

DORA
(ind for at tage af Bordet).
POVL.

Nej, stop lidt ... vi kan vist vente Frida.

KONIK.

Har Du flere Fruentimmer i Huset!

DORA
(fnisende ud).
POVL.

Ja, og det er et, der vilde falde i din Smag.

KONIK.

Det tror jeg ikke ... Jeg har nok af Line! (Med en Haandbevægelse mod Kabinettet.) Kommer ikke hun herind igen!

POVL.

Nej hun ynder ikke utvungen Munterhed ... Hun er allerede én Gang løbet fra mig, fordi jeg lo for højt.

KONIK.

Ja, jeg har nok hørt det ... Og Du hentede hende tilbage med kælne Lader?

POVL
(leende).

Naj, min Ven! Hun kom selv sjokkende og bad om Forladelse.

KONIK.

Tak for de Ord!

FRU KONIK.

Hvor I vrøvler!

KONIK.

Stille, Kvinde, naar Mænd taler!

FRU KONIK
(klapper hans Kind).

Ja, Du er en mandig Størrelse!

KONIK.

Vig fra mig!

FRU KONIK.

Kan De se, hvor han bliver rød, Povl Abel? Det gør han altid, naar jeg kærtegner ham.

KONIK.

Det er over Dig, jeg rødmer ... at Du ikke kan holde dine Drifter i Ave, naar vi er hos fremmede Mennesker! 16 - Men sig mig nu engang, Povl, for det interesserer mig sgu ... hvor har Du egentlig fundet hende, Juvelen derinde? - Min Krondiamant, véd Du, fandt jeg paa en Danseestrade.

POVL.

Og min fandt jeg paa et Bal hos (Peger) Billederne der oppe.

FRU KONIK
(tørt).

Ja, Ægteskaberne sluttes jo i den syvende Himmel!

KONIK
(fornøjet).

Se, se! blind Høne kan ogsaa finde et Korn!

POVL.

De mangler "Dybde", Fru Konik! - Jo, jeg havde jo lært Esters Broder at kende ude hos Kammerherreinde Klüver paa Rudersholm, hvor han var Forstelev, medens jeg var Huslærer for Sønnen, der døde ... Den Broder har Du vist aldrig set, Gerhard? Han er storartet! Han kommer her vist om lidt ... Og han inviterede mig hjem til sig til Bal; og saa ... Ester er jo nydelig!

KONIK.

Hun ligner et haardkogt Æg!

POVL.

Ja, hun er jo noget huslig ...

KONIK.

De er forfærdelige, naar de er "huslige" !

POVL.

Men Du skulde se, hvis hun bare vilde stryge det Haar fra Panden ...! Ikke Fru Konik?

FRU KONIK.

Jo, hun har et nydeligt Ansigt.

KONIK.

Ja, jeg ser nu mere paa det sjælelige!

FRU KONIK
(smilende).

Tak ...

POVL.

Jeg blev vanvittig betaget af hende.

KONIK.

Ja, Du har altid haft det med Feber ... Lad mig se: Først var der Magda; saa var der Fernanda; saa var der Othella ... alle glade Navne paa A! ... "Othella med Guldhaaret" ... Jeg har fortalt Line alle dine Geschickter, saa Du behøver ikke at sidde og sparke mig! - Hvor blev hun for Resten af, Othella?

POVL.

Han er nu for slem, Fru Konik!

FRU KONIK.

Utilladelig!

KONIK.

Var hun til at begynde med ikke ogsaa noget derude hos Kammerherreinden?

POVL.

Jo, hun var Husholdningselev.

KONIK.

I har vist været en skøn Insektsamling! - Var Du ikke ogsaa halvvejs Kærest med Hendes Naade?

17
FRU KONIK.

Nu skal Du holde op, Gerhard!

POVL.

Lad ham bare blive ved, Frue; det lufter ud her i Stuen.

KONIK.

Og saa endte Du dog, som vi allesammen ender, med at faa et Hæfteplaster.

POVL.

Naa-e, Ester er ikke af de værste ...

KONIK.

Ak nej, bevares! Ægteskabet er Kærlighedens Slukefter; saa vi maa jo være evig taknemmelige, at vi ikke er blevet belastet med en, der var endnu værre!

FRU KONIK
(omfavner ham).

Du er henrivende!

KONIK.

Povl, tag hende af mig!

FRU KONIK.

Men nu vil vi ikke snakke mere om Jeres "Fruentimmer". Nu vil vi snakke lidt om Povls Bog ... og saa vil vi gaa hjem og tegne!

KONIK.

Hun er saa vigtig, fordi hun tjener mere end jeg ved sine skidt Broderimønstre!

FRU KONIK.

Du kunde jo bare tage den Plads som Tegnelærer, Du har Tilbud om fra den Skole.

KONIK.

Aldrig! Tror Du, jeg vil ha' en "Plads" !

FRU KONIK.

Arbejdet adler Manden, véd Du, lille Gerhard ...

KONIK.

Det er noget godt Vrøvl! Tror Du, at for Eksempel Rosmer*) var bleven saadan et Adelsmenneske, hvis han havde haft noget at bestille?

FRU KONIK.

Synes De nu ikke, Povl, at han skulde? Herregud, det er bare et Par Timer om Dagen.

KONIK.

At tænke sig, at staa op og gaa i Skole med et flækket Surbrød i hver Lomme! - Jeg tog Kyankalium i første Time!

FRU KONIK.

Det var dog saa rart for os at have noget fast, nu Børnene vokser til ... De siger ikke noget, Povl Abel?

POVL.

Man skal aldrig binde sig ...

FRU KONIK.

Jamen De har dog "bundet" Dem.

POVL.

Det fortryder jeg ogsaa daglig!

FRU KONIK.

Vi kan ikke i Længden leve af det Tegneri.

POVL.

Der er dog ellers nok at karrikere her til Lands!

FRU KONIK.

Jamen det er jo dog saa betryggende at have * 18 sin sikre Indtægt at falde tilbage paa; især naar man har Børn

KONIK.

Der er aldeles ikke Tale om, at vi vil "falde tilbage", Kone! Vi klarer os nok ... Og sæt, at jeg gik hen og tegnede min Skolebestyrer og satte ham i Avisen!

FRU KONIK.

Det maatte Du naturligvis ikke!

KONIK.

Jamen jeg er vis paa, at jeg gjorde det! - Men lad os nu snakke om Povls Bog ... det er meget interessantere.

POVL.

Ja, hvad mener I saa om den da?

KONIK.

Kære Ven, det gør mig ondt at sige det, men denne Gang slipper Du ikke under en delvis Halshugning.

POVL
(leende).

Vrøvl! Min Bog er i "dybeste" Forstand moralsk. Jeg viser jo Menneskene, hvordan de er.

KONIK.

Jamen det sætter de sgu slet ikke Pris paa! - Spørg mit Hæfteplaster.

FRU KONIK.

Nej, jeg maa jo rigtignok sige, Povl Abel, at ...

KONIK.

Der hører Du ... alene paa Tonen!

POVL.

Jamen, jeg vil nu vise dem det!

KONIK.

Det er rigtig! Og om hundrede Aar, kære Povl, naar Du er død og uskadelig, vil Du blive brugt i Skolerne, og Konfirmandinderne vil "komme op i Dig" paa Kirkegulvet! Det hedder sig bare at holde ud.

POVL.

Ja jeg skal ikke mankere!

Døren fra Køkkenet er under de sidste Sætninger stille bleven aabnet, og
FREDRIK HAMANN.
(er gledet ind. - Han er en feminin ung Mand i en noget medtaget Dragt).
KONIK
(opdager ham).

Du almægtige Rembrandt, hvad er det for et Medium!

FREDRIK.

Goddag, Povl ... Jeg er kommen op ad Køkkentrappen ...

POVL.

Goddag, kære Frida ... Du er altid velkommen!

KONIK.

Er det Damen, Du ventede?

POVL.

Ja, det er min Svigerinde, Frida! (Trækker Fredrik frem paa Gulvet trods hans Modstand.) Du maa dog præsenteres! - Mine Venner, Gerhard Konik og Frue ...

FREDRIK
(kejtet).

Goddag ...

19
KONIK
(fra Hjertet).

Hør, Dem kunde jeg sgu ha' Lyst til at tegne som Damekomiker! Hva', Line?

FRU KONIK
(venlig til Fredrik).

Bryd Dem ikke om hans Snak, Hr. Hamann ...

POVL.

Frida, vil Du ha' Frokost?

FREDRIK.

Ja Tak ... men her er jo fremmede ...

KONIK.

Smasker De?

FREDRIK.

Gud nej ...

KONIK.

Saa spis De bare!

POVL.

Du er maaske ikke sulten!

FREDRIK
(mod Bordet).

Gud, jo ... !

FRU KONIK.

Sæt De Dem og spis, Hr. Hamann, og lad de andre vrøvle.

FREDRIK
(sætter sig).
FRU KONIK
(byder ham).
KONIK
(til Povl).

Han er kolossal!

POVL.

Ja, storartet, ikke? - Han er det menneskelige Element i Familien Hamann. Jeg elsker ham!

FREDRIK
(til Fru Konik).

Tak, Frue, hvor det er nydeligt af Dem ... (Spiser. - Sukker dybt.)

POVL.

Hvad er der i Vejen, Frida?

FREDRIK.

Intet ... eller da saa godt som intet ... Hvor er min Søster?

KONIK
(peger).

Hun er derinde og muler af.

FREDRIK.

Igen ...? Ak ja, Livet er ikke lutter Lagkage!

POVL.

Du skulde se at faa noget ordentlig at bestille, lille Frida.

FREDRIK.

Gud, Povl, og jeg der altid søger!

POVL.

Hvordan gik det med Pladsen i Sorø?

FREDRIK.

Ja, det er jo det underlige, at naar jeg skriver til Deherrer, saa er de altid saa henrykte og beder mig fremstille mig ... Men naar de saa ser mig ... Jeg skulde vist være Digter ...

KONIK.

Han er pyramidalsk!

FRU KONIK
(byder).

Spis, Hr. Hamann ...

FREDRIK.

Tak, Tak ... Ja Kvindetække har jeg altid haft! - Jeg har talt med Valborg i Dag, Povl ...

POVL.

Naa; hvad sagde hun for godt?

FREDRIK.

Hendes Moder er desværre atter oven Senge, 20 det Bæst, med Udsigt til fuldstændig Helbredelse ... (Til Fru konik:) Valborg er en Slags Forlovede, jeg har; men hendes tyranniske Moder modsætter sig vor Forbindelse.

POVL.

Ja, og saa er Valborg oven i Købet velhavende!

FREDRIK.

Meget, ja! - Men Moderen, den Furie, sidder i uskiftet Bo.

FRU KONIK.

Saaledes taler man ikke om sin Forlovedes Moder, Hr. Hamann!

FREDRIK.

Jo, ved Gud! naar man kender hende! ... Valborg Sctwanenskjold hedder min Veninde.

FRU KONIK.

Det er et nydeligt Navn...

FREDRIK.

Ja, Kærlighed, Fru Konik, til hinanden ...! og Hjælpsomhed! Jeg mener, at de mere bemidlede burde lidt oftere holde deres Pung aaben ... ikke?

FRU KONIK
(noget forvirret).

Jo ... (Byder.) Værsgod ... røget Sild?

FREDRIK
(forsyner sig).

Tak ... Godheden lyser ud af Dem!

KONIK
(til Povl).

Han er enestaaende! - Se Line, hun er ganske væk i ham!

FREDRIK
(til Fru Konik).

Elsker De Deres Mand?

FRU KONIK.

Ja, det gør jeg ...

FREDRIK.

Ja, for det er ikke alle Koner, der elsker deres Mænd ... vel?

FRU KONIK.

Nej, desværre ...

FREDRIK
(der under de sidste Replikker har været noget distrait og siddet og afventet et Øjeblik, hvor Povl vender Ryggen til, gør nogle mystiske hyssende Tegn til Fru Konik; haler derpaa hurtig nogle Sølvskeer op af Lommen og lægger dem fra sig paa Bordet).

Sværg, at De vil tie! - Jeg var forleden ganske uden Subsistensmidler ...

FRU KONIK
(véd hverken ud eller ind).
KONIK
(der opdager Fredriks Manøvrer, til Povl).

Se, Se ! -- Stjæler han ogsaa?

POVL.

Ja, jeg tænkte jo nok, at det var ham! - Nej, han "laaner" bare.

KONIK.

Han er vanvittig! - Bare Line havde saadan en Bror!

ESTER
(ind fra Kabinettet; hurtig mod Entreen).

Der er mine Forældre; jeg saa' dem fra Vinduet. - Goddag Fredrik ...

(Ud.)
FREDRIK
(rejser sig nervøst fra Bordet).
21
FRU KONIK.

Nu skal vi gaa, Gerhard.

KONIK.

Ikke Tale om! (Peger mod Portrætterne over Buffeten.) Jeg vil først se dem levende!

POVL.

Ja vist skal I blive ... De er nok værd at se!

KONIK.

Stjæler han virkelig, din Svoger? - Du maa se at faa ham med op til os engang.

Ester ind med Fuldmægtig Hamann og Fru Hamann.

Fredrik er listet ind paa Povls Værelse og har lukket Døren.

Hamann og Frue hilser reserveret.

POVL
(præsenterer).

Karrikaturtegneren Gerhard Konik og Frue ... Ja, I har vel tit oppe i Ministeriet faaet Jer en god Latter af Koniks Tegninger, Svigerfader?

FULDMÆGTIGEN.

Nej, jeg mindes ikke ...

FRUEN.

Jeg har set dem og finder dem undertiden meget vittige ...

KONIK
(bukker kvitterende).
FRU KONIK
(afsides).

Kom saa, Gerhard ...

KONIK.

Vi maa dog sige noget, Line ...! (Frem.) Det er en storartet Svigersøn, De har, Hr. Fuldmægtig; sikke Bøger han skriver!

POVL
(morer sig).
ESTER
(sender ham et vredt Blik).
FULDMÆGTIGEN.

Min Svigersøn gaar sine egne Veje ...

KONIK.

Ja, ikke sandt? pragtfuldt!

FRUEN
(smilende).

Min Mand mener ikke, at det just er de rette Veje, Hr. Konik.

KONIK.

Nye Veje er altid rette Veje!

FULDMÆGTIGEN.

Ja, naar de bliver gamle og har bevist deres Anvendelighed!

POVL
(afsides til Konik).

Paa 'en igen Ferdinand!

KONIK
(sveder).

Nej, saa duer de netop ikke mere, Hr. Fuldmægtig, for saa bør der findes andre nye.

FULDMÆGTIGEN.

Og alt gammelt kaster man saa i Ovnen.

KONIK.

Nej, det hænges op paa et Musæum og kaldes "Historie".

FRU KONIK
(haler i ham).
KONIK.

Lad være, Line! Dette her er aandfuldt!

POVL
(med et Blink i Øjet).

Naar vi nu for Eksempel faar det ny liberale Ministerium, som der er saa stærkt Tale om, 22 Svigerfader, saa maa dog selv De, som loyal Embedsmand ...

FRUEN.

De har fuldkommen Ret, Povl: En Embedsmand bør have Regeringens Anskuelser; det er ligefrem hans Pligt....

FULDMÆGTIGEN
(om bag en Stol).

Kære Povl ... og Du ogsaa, kære Marie ...

FRUEN.

Ikke om bag de Stole, Thomas; Du er ikke paa Skydebanen!

FULDMÆGTIGEN
(bort fra Stolen).

Kære Povl, vi faar ikke den saa "stærkt omtalte" liberale Regering, aldrig! dertil er de konservative Elementer i vort Land for grundfæstede !

FRUEN
(De glemmer nu begge, lidt efter lidt, at der er andre til Stede).

Mon?

FULDMÆGTIGEN.

Og fik vi den, Marie, tog jeg samme Dag min Afsked, véd Du! - Der er dog endnu ranke Viljer her i Landet!

FRUEN.

Ja, Du har altid manglet Bredde!

FULDMÆGTIGEN.

Naa, har jeg det?

FRUEN.

Ja! (Ester vil gaa imellem; men Fruen skyder hende væk. - Povl og Konik morer sig. - Fru Konik er utilpas.) Og véd Du, hvad jeg synes, Du skulde gøre, Thomas?

FULDMÆGTIGEN.

Nej ...

FRUEN.

Du skulde allerede nu begynde at abonnere paa et frisindet Blad, saa at Du kunde sætte Dig ind i Situationen !

FULDMÆGTIGEN.

Hum!

FRUEN.

Din Broder Mathias vil begynde.

FULDMÆGTIGEN.

Ja, Mathias ...!

FRUEN.

Han har din Forstand ti Gange!

FULDMÆGTIGEN.

Han er heller ikke gift!

FRUEN.

Nej!

FULDMÆGTIGEN.

Nej! - Skulde jeg saa ikke ogsaa ta' og iføre mig et Par højrøde Bukser?

FRUEN.

Jo, hvis Du mener, at de vilde klæde Dig! (Bort, hver til sin Side.)

Pause.

FRU KONIK
(afsides).

Lad os nu gaa, Gerhard ...

23
KONIK.

Dette her er da storartet at høre paa!

FRU KONIK.

Nej, kom nu ... (til Ester:) Farvel, Fru Abel ... Ser vi Dem ikke snart?

ESTER
(stift).

Tak ...

Der tages Afsked.

KONIK
(til Povl, der følger ham og Frue ud i Entreen).

Det er dog en pyramidalsk Familie, Du har! Er Du ikke henrykt?

POVL.

Jo, "vanvittig" henrykt! (Bort.)

Pause.

Hr. og Fru Hamann skuler vredt til hinanden.

FRUEN.

Du var saa tavs, lille Ester ... var det rigtig høfligt mod de fremmede?

ESTER.

Det var Povl, de besøgte.

FRUEN.

Ens Mands Venner er ogsaa Ens egne ...! Og saa er Du i Morgendragt endnu ...?

ESTER.

Vi vasker ...

FRUEN.

I dit Sted, lille Ester, vilde jeg gøre lidt mere for mit Ydre ... i de første Aar.

ESTER.

Der er saamænd ingen, der bryder sig om, hvordan jeg ser ud!

FULDMÆGTIGEN
(frem).

Vi troede at finde Fredrik hos Jer, Datterlil ...

ESTER.

Han var her ogsaa for et Øjeblik siden ... Og her ligger hans Hat og Stok ...

FULDMÆGTIGEN.

Aa vær saa god at opsøge ham ...

ESTER.
(ind i Kabinettet).

Hr. og Fra Hamann skæver tavse til hinanden.

FULDMÆGTIGEN.

Povl har ingen god Indflydelse paa Fredrik ...

FRUEN.

Ingen har Indflydelse paa Fredrik ...

FULDMÆGTIGEN.

Jo, Povl ...! (Pause.) Det er i Grunden en rædsom Stue denne her!

FRUEN.

Jeg finder den original og smagfuld!

FULDMÆGTIGEN.

Det er vel ogsaa et Udslag af dit "Frisind" ! - Men os har han da ladet hænge siden Esters Fødselsdag.

FRUEN.

Vi passer her ikke. Det sagde jeg straks.

FULDMÆGTIGEN.

Men han har dog ladet os blive hængende, siger jeg.

24
FRUEN.

Det er vist meget imod hans gode Vilje. Og jeg maa gi' ham Ret.

FULDMÆGTIGEN.

Men vi hænger her, konstaterer jeg!

FRUEN.

(farer paa ham). Hvordan er det, dit Slips sidder ... (River hans Slips op og binder det igen.)

ESTER.
(ind fra Povls Værelse).
FREDRIK.
(slukøret efter).
FULDMÆGTIGEN.

Sønneke, hvorfor skjuler Du Dig for dine Forældre?

FREDRIK.
(mumler).
FRUEN.

Maa jeg nu bede Dig, Thomas, tænke før Du taler ... Og ikke om bag Stole!

FULDMÆGTIGEN.

(til Fredrik). Der er i Morges forsvundet tyve Kroner fra mit Skrivebord ...

ESTER.

Men Fredrik dog ...

FRUEN.

Gud, hvor Du er kluntet, Thomas! Det er jo slet ikke vist, at det er ham ... Er det vel Dig, der har taget de Penge, min Dreng!

FREDRIK.

Jo ...

FULDMÆGTIGEN.

Han tilstaar! Der hører Du!

FRUEN.

Ja, ærlig har han altid været.

FULDMÆGTIGEN.

Det havde været smukkere, om Du havde bedt mig om dem, Sønneke ...

FREDRIK.

Saa havde jeg bare ikke faaet dem ... Og jeg skulde nu bruge dem ...

FULDMÆGTIGEN.

Og hvad skulde Du bruge dem til, om jeg tør spørge?

FRUEN.

Overil Dig nu ikke, Thomas ...!

FREDRIK
(efter nogen Tøven; peger).

Til de Skeer der ...

ESTER.

Skeerne ...! Var det Dig, der havde taget dem!

FREDRIK.

Du ser jo, at jeg leverer dem tilbage ...

ESTER.

Og Du, som paastaar, at Du holder saameget af Povl!

FREDRIK.

Det er jo ogsaa derfor, at jeg har indløst dem ...

FRUEN.

Ja, Fredrik kan gaa i Ilden for dem, han har knyttet sig til!

FULDMÆGTIGEN.

At tage af sin Faders smaa Midler for at...

FREDRIK.

Jeg holder mere af Povl ...

25
FULDMÆGTIGEN
(til Fruen).

Der hører Du, det er Povl, der ødelægger ham, ved sine forrykte Anskuelser!

FREDRIK
(paa Koturnen).

Povl ...! det fineste, bedste og nobleste Menneske! Det eneste Menneske, der forstaar mig ...

POVL
(ind fra Entreen med et Brev i Haanden).

Jeg synes, Du tager mit Navn forfængelig, lille Frida?

ESTER.

Ja, dit "berømte" Navn!

FRUEN.

Fredriks gode Hjerte har forledt ham til ...

FULDMÆGTIGEN.

"Gode Hjerte"! Vaas! - Døm selv, kære Svigersøn: Fredrik har i Morges bemægtiget sig 20 Kroner, som laa paa mit Skrivebord, for at indløse noget Sølvtøj, som han efter Esters Sigende skal have tilvendt sig her i Huset!

POVL
(muntert).

Svigermoder har Ret: Fredrik har altid været et Hjertemenneske!

ESTER
(til Povl).

Skal nu ogsaa denne Sag behandles med din sædvanlige Letfærdighed?

POVL.

Kald det: Storsyn!

FULDMÆGTIGEN.

Du er ganske blottet for Livets Alvor, Svigersøn!

POVL.

Vi er "Des" ...

FULDMÆGTIGEN.

Hvad siger Du?

POVL.

Vi er "Des", siger jeg.

FULDMÆGTIGEN.

Ja, det er ogsaa en af disse "frisindede" Opfindelser, at man ikke længer kan sige Du til sine nærmeste !

FRUEN.

Fredrik skal tages med det gode, saa kommer man længst med ham.

POVL
(muntert til at begynde med).

Det er rigtigt, Svigermoder! - Og Fredrik er simpelthen Eventyret i Familien Hamann! Hvis jeg ikke havde ham, kunde jeg aldeles ikke holde ud at være gift med Jer! Fredrik er et Menneske, derfor elsker jeg ham ... I andre er ikke andet end "levende Billeder" !

FREDRIK.

Jeg elsker ogsaa Dig, Povl! Du er den eneste...

POVL
(leende).

Ja, Tak, Tak, Frida! ... og Tak for Skeerne! Skulde det være en anden Gang, saa please, værsartig, tag for Dig af Retterne!

26
FULDMÆGTIGEN.

De ødelægger ganske den Dreng tor os, Povl!

POVL.

Det gør jeg! - Ligesom De, Svigerfader, har ødelagt Ester for mig!

FRUEN.
(beroligende).

Saa, saa lille Povl ...

POVL.

Ja, nu gaar jeg ... Jeg har faaet et Brev her, som jeg maa svare paa ... (Bukker.) Undskyld, at jeg et Øjeblik begyndte at blive alvorlig; jeg skal aldrig gøre det mere. (Ind paa sit Værelse.)

Pause.

FREDRIK.
(tager stille Hat og Stok).
FULDMÆGTIGEN.

Hvor skal Du hen?

FREDRIK.

Naar man jager min bedste Ven ud af hans Yndlingsværelse, har jeg kun at fortrække ...

FULDMÆGTIGEN.

Du bliver her!

FREDRIK.

Adieu ... (Bukker som forhen Povl. - Ud gennem Køkkenet.)

FRUEN.

Ham er Du saagu' da Dus med, véd jeg, Thomas; men se, om det nytter! (Pause.) Naa, ja saa kan vi vel sjokke af ... Ester har jo Vaskerkone.

FULDMÆGTIGEN
(til Ester, der har staaet stiv og kold).

Sig mig, Datterlil, er Povl ogsaa ond imod Dig?

ESTER.

Ond ... næi ... Han sidder paa sit Værelse og skriver, og jeg sidder paa mit og keder mig ...

FULDMÆGTIGEN.

Saa-e ... Jamen, naar I spiser?

ESTER.

Saa skændes vi.

FULDMÆGTIGEN.

Ja, det gør jo alle Mennesker; men ...

ESTER.

Og saa køber han Lakstøvler ... og vi har kun akkurat til Husholdningen! Og saa laver han saadan et Værelse og køber Møbler og Blomster ... og jeg, der trænger saa haardt til et hvidt Silkeliv til min sorte Nederdel ...! Og nu har jeg ogsaa opdaget, at han... (standser.)

FRUEN.

Hvad har Du opdaget ...?

ESTER
(i Udbrud).

Jeg vilde ønske, at vi aldrig var bleven gift! Vi passer aldeles ikke sammen. Der er ikke Alvor skabt i ham; og jeg, der er saadan et dybt Gemyt og sidder inde med saa megen Kærlighed ... men det gør han bare Nar af ...

FULDMÆGTIGEN.

Ja, hvad sagde jeg ikke i sin Tid ... Men din kære Moder ...

27
FRUEN.

Hvis Du tror, Thomas, at det kan nytte at forbyde to unge Menesker ... Hvad holder man ellers Bal for!

ESTER.

Nej, hvis I havde forbudt det, saa vilde jeg netop have haft ham! - Men I skulde ikke have overtalt mig til at vende tilbage til ham, da jeg i Fjor ...

FRUEN.

Kære Ester, man forlader ikke paa den Maade sin Mand! - Nu ser Du, hvorledes din Fader og jeg har holdt ud sammen, det bør være Dig et Eksempel ... Men man maa, som vi, lære at bøje og læmpe sig efter hinanden, for at der kan opstaa fuld Harmoni ... æ-æ ... (Entréklokken ringer.) Aa Gudskelov, der kommer nogen!

SKOLEBESTYRER HAMANN
(hurtig ind).
FRUEN
(glad imod ham).

Er det Dig, Svoger Mathias ...!

BESTYREREN
(kysser hendes Haand).

Jeg kommer desværre ikke i nogen glædelig Anledning, Svigerinde ...

FRUEN.

Ikke i nogen glædelig Anledning ...

BESTYREREN.

Nej ...

FRUEN.

Hvad er der hændet?

BESTYREREN.

Der er hændet det, at ...

FULDMÆGTIGEN
(demonstrativt).

Goddag, Mathias!

BESTYREREN.

Goddag, goddag, Thomas! - Goddag, Estermor! - Er Povl hjemme?

ESTER.

Hvad er der med Povl?

BESTYREREN.

Der er det, kære Ester, at jeg, hvor ondt det end gør mig, ser mig nødsaget til at give ham sin Afsked fra Skolen ... i det mindste foreløbig.

FRUEN.

Afsked? Og hvorfor? Børnene er jo saa tilfreds med ham.

FULDMÆGTIGEN.

Afsked? ... Det kan der ikke være Tale om; det vil skade mig i Ministeriet ... Og jeg, der snart skal have 25 Aars Jubilæum.

ESTER.

Er det Bogen, han har udgivet?

BESTYREREN.

Desværre, det er Bogen, ja ...

FRUEN.

Men hvad er der da sket, Mathias? Bogen alene kan da ikke ...

POVL
(i Døren fra sit Værelse).

Goddag, Hr. Bestyrer! Jeg kunde kende Deres Stemme ... Der er sket det latterlige, Svigermoder, at der er blevet beordret "offentlig Tiltale" imod 28 mig for "utugtig Skrivemaade" ... Jeg fik netop Meddelelse derom i Brevet før.

FULDMÆGTIGEN.

Offentlig Tiltale! Imod min Svigersøn!

POVL
(muntert).

Ja, er det ikke uforskammet?

ESTER.

Og det ler Du af?

POVL.

Ja, kære Ester, i et lille graat Land som nærværende, hvor en Paraply er den obligate Konfirmationsgave, man giver Ungdommen med ud i Livet, bør man dog virkelig være glad selv for den mindste Solstraale.

ESTER.

Solstraale ...!? Der ser I!

FULDMÆGTIGEN.

Kalder Du ... De det en "Solstraale" at blive puttet i Kaschotten?

POVL.

Ja, ... aandelig set! Det er dog altid en Afveksling!

BESTYREREN.

Kære Povl Abel, nu driver De Spøgen for vidt ...

POVL.

Spøgen ...? Det er sandelig mit ramme Alvor!

FULDMÆGTIGEN.

Og Du tænker slet ikke paa den Skam og Skændsel, Du vælter over paa vor Familie?

POVL.

Ikke Spor!

FRUEN
(beroligende).

Saa, saa, kære Povl ...

FULDMÆGTIGEN.

Ester, Datterlil, jeg haaber, Du véd, hvad Du har at gøre!

BESTYREREN.

Men kære, bedste Thomas dog ...!

FRUEN.

Er Du blevet forrykt, Thomas! Vil Du tvinge din Datter til ...

ESTER
(om Halsen paa Faderen).

Jeg gaar med Dig! ... Jeg bliver ikke en Time længere i dette Hus!

BESTYREREN og FRUEN
(vil tale).
FULDMÆGTIGEN
(om bag en Stol).

Hyss! - Min Datter har Ret ... Hun og Povl kan ikke længere blive sammen! Jeg kan ikke som kongelig Embedsmand have en. Svigersøn, der staar brændemærket i den offentlige Mening ...! Og saa kan min Hustru og min ærede Broder sige og mene, hvad de vil!

POVL
(rolig).

Jeg deler ganske Hr. Fuldmægtigens Opfattelse.

ESTER
(frem mod ham).

Gør Du, Povl?

POVL.

Naturligvis! Jeg kan da ikke forsvare at slæbe Dig og din "kongelige" Fader med paa Skafottet.

ESTER
(ubehersket).

Er det hende, den anden?

29
POVL.

Hvilken "anden"?

ESTER.

Hende med Brevene ...! Hende med "Guldhaaret" ?

POVL
(smilende).

Saa De gaar i mine private Gemmer, lille Fru Abel?

ESTER.

Det er hende, Du vil have ... det er derfor, Du vil af med mig!

POVL.

Jeg maa gøre Dig opmærksom paa, lille Ester, at det var Dig, der "sagde op" !

ESTER.

Og jeg skal sandelig ikke længere staa Jer i Vejen!

FULDMÆGTIGEN.

Det var Ret, Datterlil ... Du har din Faders ranke Vilje!

ESTER
(tæt foran Povl).

Du ser mig aldrig mere ... aldrig! (Ud i Entreen.)

POVL
(bukker).
FULDMÆGTIGEN.

Jeg skal tillade mig en af Dagene at sende Dem min Sagfører, Hr. Abel! (Ud efter Ester.)

POVL
(bukker).
FRUEN
(forvirret).

Kære Mathias, vi maa ... Undskyld, Povl, men vi maa da ved Gud i Himlen ... Kom, Mathias, de to gale Mennesker ...

(Ud med Bestyreren.)

POVL
(bukker for tredje Gang - og synker derpaa leende ned paa en Stol).

Hvad Guderne har adskilt, skal intet Menneske sammenføje !

Tæppe.

ANDEN AKT

Povl Abels Ungkarlehjem. - Arbejdsværelset.

IBaggrunden Dør til Povls Soveværelse og Dør til Entreen.

Til højre to Fag Vinduer; imellem dem et Fortepiano. - Ude paa Gulvet paa skraa foran Fortepianoet en Chaiselongue.

Til venstre nede mod Forgrunden Povls Skrivebord fra første Akt; op mod Baggrunden Dør ind til Enkefru Truelsens Lejlighed. -

Eftermiddag. -

Povl og Enkefruen i Samtale.

POVL.

... Og sikket Held, at mine Værelser her netop skulde staa ledige.

ENKEFRUEN.

Jeg ha'de saamænd ligesom haft en Anelse 30 om det, Hr. Abel ... Folk lever jo ikke gerne længe sammen i vore Tider.

POVL.

Nej, det er ikke nemt at være gift ret meget ad Gangen.

ENKEFRUEN.

Der er dog mange, der tror paa Ægteskabet, Hr. Abel ...

POVL.

Der er ogsaa mange, der tror paa Muhamed, Truelsen ...

ENKEFRUEN.

Ja-e ... Vorherre var nu saa naadig at ta' Truelsen, forinden det blev rent galt, og gi' mig denne her Klassekollektion ...

POVL.

Ja, Friheden! Den gyldne, skinnende Frihed ... og saa en Lottenkollektion, naar man bliver gammel!

ENKEFRUEN.

Tja-e ... Men der er nu alligevel det ved Friheden, at den ligesom trykker, naar man har den; og saa længes man efter at blive bundet igen.

POVL.

De har dog bevaret Deres!

ENKEFRUEN.

Det har jeg ... men det er vist mere, fordi jeg er lidt til Aars; ellers havde jeg s'men ikke haft noget imod at friste Lykken engang til ... tyndere end med Truelsen kunde den da ikke blive. - Apropos: Hr. Abel har da vel ikke i Sinde at forny en Omgang igen med hende, Frøken Lustig ...? Jeg saa' hende lumske om her nedenfor i Gaar?

POVL.

Ih Gud fri og bevare mig, Truelsen; jeg var himmelglad, da jeg slap hende! - Hvordan ser hun for Resten ud nu?

ENKEFRUEN.

Ja, hvordan ser saadan nogen ud, Hr. Abel ... man kan jo ikke se dem for bare Haar! Men et ledt Stykke paatrængende Pigebarn var hun da.

Entréklokken ringer.

ENKEFRUEN.

Det ringer ... (Ud. - Hurtig ind igen.) Du Almægtige, det er en Politibetjent, som vil tale med Dem! - Tror De, det er Bogen?

POVL.

Det er det vel ...

ENKEFRUEN.

Skal jeg sige, at De er gaaet ud ... det er jeg vant til fra de andre Logerende med Regninger og saadan?

POVL.

Nej, lad De ham bare komme.

31
ENKEFRUEN
(i Døren).

Værsgod, Hr. Betjent ...

BETJENTEN
(ind).

Er det Hr. Povl Abel med Tilladelse?

POVL.

Jo ... til Tjeneste ...

ENKEFRUEN
(ind i sin Lejlighed).
BETJENTEN.

Jeg har et Brev til Hr. Abel fra Assistent Rørbye ... Assistenten vilde være kommet selv, men blev forhindret ved Tjeneste.

POVL
(faar Brevet).

Tak ... Skal der Svar?

BETJENTEN.

Ja, Assistenten bad mig bringe Besked, hvis jeg traf Herren.

POVL
(bryder Brevet og læser).

... Det er den stiveste! - Sig til Hr. Rørbye, at jeg skal nok komme ... Og hils mange Gange og sig Tak.

BETJENTEN.

Det skal jeg ... Farvel! (Ud.)

POVL
(læser atter Brevet. - Leende).

Nu bliver han sgu snart for eventyrlig igen ...!

Stemmer i Entreen. - Enkefruen ind med Gerhard Konik og Frue. - Gerhard har en Rulle Karton under Armen.

KONIK.

Var han her for at krebse Dig, Knutten derude?

POVL.

Nej, endnu ikke ... Goddag, lille Fru Line! (Omarmer hende.)

KONIK
(skiller dem).

Naa, naa, naa! Pigen er min!

ENKEFRUEN.

Hvor er det dog dejligt saadan at se alle sine gamle Venner igen!

KONIK.

I lige Maade, Truelsen! - De er bleven mager af Længsel, synes jeg.

ENKEFRUEN.

Aar, De ...!

FRU KONIK.

Ja, han er den samme, Fru Truelsen: uopdragen (kærtegner ham) og uimodstaaelig.

KONIK.

Rør mig ikke!

ENKEFRUEN.

Og hvor er det dog yndigt engang imellem at se et Ægtepar, der godt kan lide hinanden! (Hilsende og smilende ind i sin Lejlighed.)

POVL.

Ja, saa sidder jeg altsaa her igen, kære Børn, og lovsynger Herren som Ungkarl paa tredje Maaned!

FRU KONIK.

Fy, Povl Abel, hvor kan De tale saadan ...

KONIK.

Tale, Kone ...? Povl var faldet saa dybt, som en Mand kan falde: han havde giftet sig. Og nu da han atter 32 staar oprejst, skulde han saa ikke have Lov til at lovsynge?

POVL
(med et lille Suk).

Ak ja, I kan sagtens; I sidder oven over alle Tordenbyger med hinanden om Livet ...! - Men er det i Grunden ikke sommetider lidt kedeligt?

FRU KONIK
(indigneret).

Kedeligt ...!

KONIK.

Se, hvor hun rejser Børster! Véd Du, hvad jeg kalder hende? Krigskammeraten! (Slaar en Arm om hende.) O, Du min stadige lille ny Fornøjelse!

FRU KONIK
(ind til ham).

Rør mig ikke! - Aa, Povl, hvorfor holdt De dog ikke af Deres Kone!

POVL.

Jeg holdt virkelig meget af hende! Og hun holdt ogsaa af mig, sagde hun ... men hun kunde bare ikke lide mig! (Med Vin og Cigarer.) Skaal, kære Venner! Og Tak for Jer Trofasthed mod hinanden ... og imod mig!

KONIK.

Prosit! - Men kan Du nu vare Dig for Fruentimmerne i Fremtiden, lille Povl?

POVL.

Ja, Du kan tro det! Man sælger kun sin Førstefødselsret én Gang i sit Liv. - Intet "Hus", ingen Kone, ingen Svigerforældre og intet Vrøvl! Sikke Bøger, jeg vil kunne skrive! Jeg har allerede Ideen til én, og den skal hedde: Frihed!

KONIK.

Den skulde Du sku ta' og skrive i Tugthuset!

POVL.

Det er lige akkurat netop, hvad jeg vil!

FRU KONIK
(smilende).

I Mandfolk bliver da heller aldrig voksne ... Men det er derfor, vi saa godt kan lide Jer!

KONIK.

Stille, Høne! - Jeg tror nu desværre ikke, Du kommer der, lille Povl.

POVL.

Det vil jeg da haabe, saadan som jeg har glædet mig! - Jeg har jo skrevet Bogen bare for at komme i Tugthuset; jeg vilde ha' den Oplevelse med! - Og hvorfor mener Du nu pludselig, at jeg ikke skulde komme der?

KONIK.

Den ny, frisindede Regering, min Dreng!

POVL.

Hvad den? Hvad Forandring skulde den gøre?

KONIK.

Forandring ...? Er Du blød! Tror Du, at den vil gaa med til det Sædelighedssludder? - Nej, lille Ven, nu bliver der anderledes at leve i Dannevang, nu Frihedens Forkæmpere er kommet til Roret!

POVL.

Mon?

33
KONIK.

Hvor kan Du dog sige "mon", dit Fæ! Man maa dog holde paa sine Idealer.

POVL.

Ja, det sagde min "salig" Svigerfader ogsaa ... for et Par Maaneder siden.

KONIK.

Ja, Dødogpine, din Svigerfader! ... Er han gaaet?

POVL.

Ork nej! Han "sidder" saamænd alt, hvad han kan med Beg i Bukserne! Han skal jo snart ha' 25 Aars Jubilæum? - - Men nu skal Du vel til at karrikere "Idealerne"?

KONIK.

Er Du tosset, det har jeg sgu allerede gjort! ... Her skal Du se dem alle ni! (Ruller den medbragte Karton op.)

POVL
(brister i Latter).

Du kommer Fa'en hakke mig vist desværre i Tugthuset før jeg!

FRU KONIK.

Nej, han gør ikke; for det Billede skal ikke offentliggøres.

POVL.

Hvad skal det ikke?

KONIK
(ildè tilpas).

Han, Skolebestyreren, Du véd, vil ikke ha' det ...

POVL.

Hvad kommer det ham ved?

FRU KONIK.

Jo, for han er frisindet ... og Gerhard har maattet love ham for Fremtiden kun at tegne alvorlige Billeder.

KONIK.

Du, Povl, ser Du mig ...? Kun "alvorlige" Billeder ...! Jeg ta'r Kyankalium paa det ene Surbrød, Line!

POVL.

Er Du da blevet ansat ved den Skole?

FRU KONIK
(glad).

Nej endnu ikke; men vi var oppe at tale med Bestyreren i Gaar. Og det gaar nok i Orden. 1500 Kroner fast om Aaret! ... Og Du har lovet det for Børnenes Skyld, Gerhard!

POVL.

Gerhard, Gerhard, at ogsaa Du skulde lade Dig knægte! Det vilde jeg dog have forsvoret!

KONIK
(fortabt).

Hvis Du havde en Kone hængende ved det ene Ben og fire uopdragne Unger af begge Køn ved det andet, saa vilde Du sgu ogsaa synke ...

POVL.

Aldrig! - Og jeg, der saa sikkert havde stolet paa Dig ... Nu skulde vi to rigtig til at ha' mulet Borgerskabet !

FRU KONIK.

Lad nu være at staa der og gøre ham ked af det, Povl Abel ...

34
FREDRIK

(er stille gledet ind fra Fru Truelsens Lejlighed. - Han har en Buket Markblomster i Haanden og ser noget træt og medtaget ud). Goddag ... Undskyld ... Jeg er kommet op igennem Truelsen ...

KONIK.

Goddag, Hamann ... Naa, De har da ikke svigtet Povl, ser jeg. Tak for det! - Han staar netop her og beklager sig ...

FREDRIK.

Før bliver Schweiz et Lavland, Hr. Konik! - Goddag, Frue ...

POVL.

Hvordan er det Du ser ud? Har Du sovet paa Fælleden i Nat?

FREDRIK
(rækker ham Blomsterne).

De er til Dig ... Jeg er gaaet hjem fra Helsingør, saa jeg har ikke faaet Tid til ...

FRU KONIK.

Gaaet ...!?

KONIK
(stadig i en nedstemt Tone).

Er De blevet kongelig Kurér?

FREDRIK.

Ak ja, gid jeg var, Hr. Konik; jeg elsker Fodture ... Aa, Du skulde ha' set Solen ude over Sundet i Morges, Povl ... det var vidunderligt!

POVL.

Hum ... Men Pladsen, Du søgte, fik Du vel ikke?

FREDRIK.

Nej ... der var en anden Rakkerpukkel, som havde bedre Anbefalinger ... Men det vilde jeg helst tale alene med Dig om ... Gud, der sagde jeg vist noget uforskammet, Fru Konik?

FRU KONIK.

Aldeles ikke, kære Hr. Hamann ... Vi skulde lige til at gaa.

FREDRIK.

Maa jeg tage et lille Glas Vin, Povl ... det vil styrke mig?

FRU KONIK.

Nu skal jeg ... (Skænker.)

KONIK.

Skal De ikke ha' en Cigar?

FREDRIK.

Tak, jeg ryger kun Cigaretter ... (Haler nogle store, fede Cigaretter frem og tænder en.)

KONIK
(afsides til povl).

Jeg synes, Du er saa studs imod ham ... det er sgu Synd!

POVL.

Jamen ...

KONIK.

Nej, det er sgu Synd! Han holder saa meget af Dig ... Har han "laant" fornylig?

POVL.

Han har gjort det, der er meget værre.

KONIK.

Storartet! Og hvad er saa det?

POVL.

Det kan jeg ikke fortælle Dig nu.

35
KONIK.

Har han myrdet sin Svigermoder?

POVL
(leende).

Aa, nej ...!

KONIK.

Det var kedeligt! Jeg vilde saagerne kende en Morder ! - Kom saa, Linemor; lad os saa gaa hjem og være alvorlige.

FREDRIK
(til Fru Konik).

Farvel, Frue ... Først i Graven er der Fred ... ! (Konik og Frue ud fulgt af Povl.)

FREDRIK
(sidder tankefuld paa en Stol. - Hans Cigaret dør).
POVL
(ind. - Strengt).

Hvor kan nu saadan noget falde Dig ind, Frida, at løbe bort fra et Hotel midt om Natten uden at betale? - Du bliver snart for morsom!

FREDRIK
(sygt).

Saa Du véd det allerede ...?

POVL.

Politiet har været her.

FREDRIK.

Har Politiet ...!

POVL.

Hvor kan Du indlade Dig paa saadan noget. Du maa jo dog vide, at det ikke kan gaa!

FREDRIK.

Jamen, kære Povl, jeg ha'de virkelig ingen Penge ...

POVL.

Hvad Fanden vilde Du saa paa Hotel da?

FREDRIK
(tager sig til Hovedet).

Du taler saa højt ... Maa jeg skænke mig et lille Glas Vin til ...? (Skænker og drikker.)

POVL.

Naa ...?

FREDRIK.

Jeg søgte jo den Plads dernede, véd Du, og det gør altid et godt Indtryk at bo lidt pænt ... Og ha'de jeg faaet Pladsen, saa ha'de jeg naturligvis bedt om Forskud og betalt ...

POVL.

Men nu vilde Du snyde!

FREDRIK
(tager sig atter til Hovedet).

Jeg kan ikke forstaa, at Du med din fine Natur kan bruge saadanne Udtryk, Povl ... "Snyde"! Jeg havde jo skrevet mit rigtige Navn i Fremmedbogen.

POVL.

Ja ... og ét til!

FREDRIK.

Saa det véd Du ogsaa ...?

POVL.

Hvad tror Du, at Onkel Mathias vilde sige, hvis han fik at vide, at Du havde udgivet Dig for hans Søn?

FREDRIK.

Det synes jeg nu ved Gud i Himlens højeste Rige ikke, Du skulde angribe mig for, Povl ... det var for at skaane mine Forældre ... de har saamænd haft Sorger nok i den sidste Tid! - Var det Politiet selv, der ...

36
POVL.

Ja, det var en Ven af mig, som underhaanden sendte mig Besked.

FREDRIK.

Det var virkelig nydeligt af ham ... Hvor stor er Summen?

POVL.

27 Kroner og 40 Øre ... Du har ikke levet paa bare Klipfisk!

FREDRIK.

Man maa da spise som de andre paa saadan et Sted ... (Haanden til Hovedet.) Og saa trængte jeg virkelig saadan til et Glas Vin efter Skuffelsen ...

POVL.

Pengene skal betales inden i Morgen Klokken 12.

FREDRIK.

Skal de ...

POVL.

Jeg har ingen at undvære.

FREDRIK.

Jeg vilde aldrig ha' bedt Dig om dem alligevel, Povl; Du har saamænd haft Bryderier nok med mig ... Men kunde Du ikke bare laane mig dem til midt i næste Uge ...?

POVL
(der længe har haft ondt ved at skjule sin Munterhed).

Naa, ja det kan vi tale om senere ... Gaa nu ind og gør Dig lidt i Stand. Du ser ud, som om Du ha'de ligget i en Grøft.

FREDRIK.

Det har jeg skam ogsaa ... ude paa Eremitagesletten ... Du kan ikke tro, hvor der var dejligt!

POVL.

Ja, gaa nu ind og vask Dig ...

FREDRIK
(lydig).

Ja ... Det er nu ogsaa min Opdragelses Skyld; Mor forkælede mig, og Far bestilte ikke andet end at skælde mig ud ... Jeg skal aldrig glemme Dig din noble Opførsel, Povl ... ved Gud i Himlens højeste Rige! (Ind i Sovekammeret. Døren bliver staaende aaben.)

POVL
(efter en Pause).

Hvorledes staar det til hjemme hos dine Forældre, Frida?

FREDRIK
(fra Soveværelset. - Han er nu ganske Karl igen).

Tak, udmærket! - Ester tager Sagen temmelig rolig; hun har jo ikke min dybe Natur.

POVL.

Nej!

FREDRIK.

Og Fader er ved at gaa over til den ny Regering.

POVL.

Pokker heller, da!

FREDRIK.

Jo, ved Gud! Men jeg tror nok, det er Moder, der ... Han skal jo snart have Jubilæum.

POVL.

Ja, Marie er en sund Natur!

37
FREDRIK.

Hun har ogsaa faaet Ester til at stryge sit Haar fra Panden.

POVL.

Det var Fandens! Og det har jeg slidt for i tre Aar! - Det klæder hende vel storartet?

FREDRIK.

Vidunderligt, kan Du tro! ... Men de er vist begyndt at blive kede af hende derhjemme; hun koster jo ... nu de ogsaa har mig ... Og Du tjener jo ingenting ...

POVL.

Ikke foreløbig, nej! ... Men det kommer vel.

FREDRIK
(frem i Døren).

Jeg har for Resten noget at sige Dig ...

POVL.

Fra Ester?

FREDRIK.

Nej, hun forstaar Dig ikke ... (Vrider sig.) Næ-e, det er fra ...

POVL.

Naa? - Staa nu ikke der og lav Proptrækker!

FREDRIK.

Det er fra ... Othella ... Frøken Lustig ...

POVL.

Saa Du vedligeholder det Bekendtskab?

FREDRIK
(ivrig).

Jeg vil sige Dig, Povl, at jeg først rigtig har lært hende at kende, efter at Du havde forladt hende!

POVL.

Se, se!

FREDRIK
(ind).

Gud ja, saadan rent platonisk naturligvis! - Men, hvor er hun dog smuk og aandfuld ... Og saa er hun kun 23 Aar.

POVL.

Det passer, for hun var seksogtyve, da jeg kendte hende.

FREDRIK.

Og som hun elsker Dig! Hun har aldrig elsket andre end Dig, siger hun.

POVL.

Naa ikke ...?

FREDRIK.

Hun kommer herop om lidt.

POVL
(forfærdet).

Hvad gør hun? Er Du gal, Mand!

FREDRIK.

Jeg mødte hende nede paa Hjørnet før ... Hun er bare løbet hjem for at tage et bedre Liv paa.

POVL.

Ikke Tale om, at jeg vil se hende for mine Øjne!

FREDRIK.

Det er ved Gud i Himlen Synd, Povl! Du véd ikke, hvor glad hun blev, da jeg forleden fortalte hende, at Du var bleven ugift igen og boede heroppe.

POVL.

Og det har Du fortalt hende, dit Bæst!

FREDRIK.

Ja ... Og Du har heller ikke godt af at være saadan alene ... (Der bankes diskret paa Entrédøren.) Der er hun! (Hurtig ud.)

38
POVL.

Frida ...! (Leende, halvt utilpas.) Nej, det er dog for galt!

FREDRIK
(ind med Othella ved Haanden).

Her er hun ... ! Er hun ikke dejlig!

OTHELLA
(køn og frisk med rødgult, purret Haar).

Povl ... her har Du mig ...

POVL.

Ja, kære Othella, jeg er naturligvis umaadelig henrykt ved at se Dig saa ung og ugnavet af Tidens Tand ... Og jeg er dybt rørt over den kære Fridas Omsorgsfuldhed, men ...

OTHELLA
(om Halsen paa Povl).

Ingen "men", ingen "men", ingen "men" ...! (Tager Hat og Jacket af.) Frida, vil De hænge mit Tøj ud i Entreen!

FREDRIK.

Er hun ikke storartet! (Ud med Tøjet.)

POVL.

Bedste Frøken Lustig ...

OTHELLA.

S'maul Junge! Jeg bliver her i Aften; og vi vil ha' det hyggeligt; og saa skal jeg nok forsvinde!

POVL
(smilende, halvt overvunden).

Dit Humør har Du da beholdt ... og dit Guldhaar.

OTHELLA
(om Halsen paa ham).

Ja ... er Du saa ikke en lille bitte Smule glad over at se mig?

POVL
(leende).

Nej, det ved Gud, jeg ikke er!

OTHELLA.

Vrøvl! - Du spørger slet ikke, hvordan jeg har haft det?

POVL.

Nej, hvad kommer det mig ved.

OTHELLA.

Uf-f ...! (Fra ham; ser sig om i Stuen.) Frida, De maa hjælpe mig at ordne lidt om; vi vil ha' det akkurat som i gamle Dage! (Sætter sig paa Chaiselonguen og vinker.) Povl ...

POVL.

Nej ...

OTHELLA.

Jovist! ... Komse, komse, komse ...!

POVL
(leende).

Ikke Tale om!

FREDRIK.

Det er ved Gud Synd, Povl!

OTHELLA.

Han kommer nok, Frida! (Til povl.) Komse, komse, komse!

POVL
(langsomt hen til hende).
OTHELLA.

Sitze, sitze, sitze ...!

POVL

(sætter sig og kysser hende). Djævleunge !

OTHELLA

(ind til ham). Er Du saa ikke glad over, at jeg er kommet!

39
POVL.

Nej!

OTHELLA.

Jo, Du er; jeg kan se det paa dine Øjne! (Kysser ham. - Rejser sig.) Kom saa, Frida, Og hjælp mig! (Giver sig til at flytte om paa Møbler og Sager.)

FREDRIK

(afsides til Povl). Er Du saa ikke glad, Povl?

POVL.

Du maa værsgod se at faa hende af Sted snart!

FREDRIK.

Gud-d ...!

OTHELLA.

Hvad er det, I stikker Hovederne sammen om?

POVL.

Det er mig, der siger til Frida, at han maa se at faa Dig af Sted lidt hurtigt, ellers ender det galt.

OTHELLA.

Bare det vilde! - Kom saa og hjælp mig, Frida!

FRIDA
(hen at hjælpe).
OTHELLA.

Og saa vil vi ha' en af vore smaa hyggelige Soupeer, Povl.

POVL.

Ikke Tale om!

OTHELLA.

"Ikke Tale om" ...! Man kan høre, at Mennesket har været gift! Saadan sagde Du ikke i gamle Dage.

FREDRIK.

Aa, jo, hvad, Povl, lad os faa en Soupé!

OTHELLA.

Vel skal vi ha' en Soupé! ... Jeg betaler ... (Tager sin Portemonnæ frem.) Frida, vil De ...

POVL

(leende). Dit Utyske! - Frida, kom her, her er Penge.

OTHELLA.

Saadan skal I ha' det, I Ægteherrer! (Plukker et Par Sedler ud af Povls Tegnebog.) Og nu maa vi se at faa fat i gamle Truelsen ... Jeg glæder mig til at se hendes Ansigt! (Trykker paa en elektrisk Knap.)

POVL
(vil uvilkaarlig forhindre det; men naar det ikke).
ENKEFRUEN
(ind; staar som en Saltstøtte, da hun ser Othella).
OTHELLA

(frejdig). Goddag, Fru Truelsen; hvordan lever De?

ENKEFRUEN.

Tak ... særdeles vel ... (Lille Pause.)

OTHELLA.

Jo Tak, jeg har det ogsaa rigtig godt ...! - Hør kære Fru Truelsen, vi skulde ha' et lille Gilde; vil De være saa god at overlade os nogle Tallerkener og Glas, og hvad vi ellers har Brug for ...?

ENKEFRUEN.

Ønsker Hr. Abel at indtage Maaltider, er det mig, der staar for Arrangementet, min gode Frøken!

OTHELLA.

Nej, lille Truelsen, De ta'r Fejl! Fra i Dag af 40 er det mig, der staar for Styret. - Kom, Frida, lad os se, hvad der er ude i Køkkenet! (Bort med Fredrik gennem Enkefruens Lejlighed.)

ENKEFRUEN og POVL
(betragter tavse hinanden).
ENKEFRUEN.

Er De en Mand?

POVL.

Nej!

ENKEFRUEN.

Og De sagde før, at ...

POVL.

Ja ...

ENKEFRUEN.

Og nu ...

POVL.

Nu er hun her!

ENKEFRUEN.

Jag hende paa Porten!

POVL.

Kan ikke, Truelsen ... nænner det ikke ... Pigen er saa glad ...!

ENKEFRUEN.

Hæ ...! Mandfolk skulde bindes! (Omkring og ud.)

POVL

(leende op og ned i Værelset. - Lægger sig paa Chaiselonguen). Der bankes gentagende Gange paa Døren fra Entreen.

POVL

(hører det omsider). Er der flere endnu? - Værsgod!

KAMMERHERREINDEN
(ind. - Lille, sortklædt).
POVL

(op fra Chaiselonguen; overrasket). Kammerherreinden ...!

KAMMERHERREINDEN

(smilende). Hende selv, ja ... De holder jo aabent Hus, lille Abel ...?

POVL

(forvirret). Hvorledes mener ...

KAMMERHERREINDEN.

Gadedøren stod paa vid Gab.

POVL.

Saa-e ...? Saa maa man have glemt at lukke den.

KAMMERHERREINDEN.

Rimeligvis ...! Vil De byde mig en Stol ...

POVL.

Aa ... undskyld ... jeg ... (Skyder en Stol frem.)

KAMMERHERREINDEN

(sætter sig). De er saa distrait, kære Abel ... Kommer jeg til Forstyrrelse?

POVL.

Aldeles ikke ... Jeg laa vist og blundede ... Tværtimod! Jeg er henrykt over at se Deres Naade her hos mig.

KAMMERHERREINDEN.

Naa, er De det ...? - Vi er nok flyttet?

POVL.

Ja, vi ... jeg er flyttet, ja ... Lejligheden blev mig for dyr.

KAMMERHERREINDEN.

Saa De er begyndt at lægge Dem efter Økonomi?

41
POVL.

Mine faste Indtægter er blevet mindre ... Jeg er ikke længere ansat ved Skolen.

KAMMERHERREINDEN.

Afskediget paa graat Papir?

POVL.

Ja-e ...

KAMMERHERREINDEN.

Og Fruen ...

POVL.

Fruen, ja ...

KAMMERHERREINDEN.

Hun har maaske ogsaa givet Dem Afsked!

POVL.

Deres Naade véd det ...?

KAMMERHERREINDEN.

Jeg véd det, ja ...! skønt Herren ikke har fundet Anledning til at underrette mig derom.

POVL.

Jeg mente ... jeg ...

KAMMERHERREINDEN.

Sig kun ligefrem, lille Ven, at De flovede Dem, fordi Deres gamle Madmoder dog endte med at faa Ret.

POVL

(smilende). Ja ...

KAMMERHERREINDEN

(om mod ham). Hør, kære Povl Abel, hvad er det dog for frygtelige Historier, man hører om Dem!

POVL.

Historier ...

KAMMERHERREINDEN.

Nu skal De jo igen have udgivet en forfærdelig Bog ... og som oven i Købet har bragt Dem i Konflikt med Politiet!

POVL.

Jeg er dybt nedbøjet, Deres Naade ...

KAMMERHERREINDEN.

De er Pokker, er De! De sætter naturligvis en Ære i Deres Skændsel ... Naa, men lad os nu ikke spilde Tiden med at tale om det. Jeg er kommet herop for at snakke fornuftigt med Dem ... Sæt Dem her ved Siden af mig!

POVL
(sætter sig).
KAMMERHERREINDEN.

De har i mig, kære Povl Abel, en moderlig Veninde, der aldrig vil glemme Dem Deres Venskab for min stakkels Søn ...

POVL
(kysser hendes Haand).
KAMMERHERREINDEN.

Sig mig, kære Ven, nu da De atter er en fri Mand, kunde De saa ikke have Lyst til at slaa ind paa noget sikkert? Jeg har gode Forbindelser; 42 og det vilde være mig en Glæde at kunne gøre noget for Dem.

POVL.

Det véd jeg, Deres Naade, og ...

KAMMERHERREINDEN.

Hvad siger De for Eksempel om at blive Redaktør af "Den Konservative"? Pladsen bliver vakant nu til Januar ... Og jeg kan skaffe Dem den.

POVL

(leende). Jamen, kære Fru Kammerherreinde, det er jo det Blad, der har skældt mig allerværst ud!

KAMMERHERREINDEN.

Det holdt det nok op med, naar De blev Redaktør af det.

POVL.

Og mine Bøger ...?

KAMMERHERREINDEN.

Ja, dem maatte De naturligvis holde op med at skrive ... i alt Fald paa den Façon.

POVL

(der nu ganske har glemt sine andre Gæster). Nej, nej, nej ... det kunde jeg aldrig indlade mig paa! ... Det er overordentlig smukt af Deres Naade, men ... Og i det hele taget tror jeg ikke, at jeg egner mig for det "sikre".

KAMMERHERREINDEN.

Og hvorfor ikke!

POVL.

Der er vist formeget Zigøjnerblod i mig ... Jeg løb min Vej inden otte Dage ... Deres Naade ser det jo med mit Ægteskab.

KAMMERHERREINDEN.

Deres Kone var en sur Sjæl, min bedste Abel! Havde De lydt mit Raad og taget den muntre og livsglade unge Pige, jeg havde bestemt for Dem, og som ikke vilde have sagt Nej, véd De nok, saa var det nok gaaet.

POVL

(smilende). Ja, maaske, Deres Naade ...

KAMMERHERREINDEN.

Naturligvis var det gaaet! - Naa men det var Redaktørposten, vi talte om ... Det skal nu være saa "genialt", dette med "Zigøjnerblod"! Men husk paa, kære Ven, at den Tid er for længst forbi, da der digtedes bedst paa Fedtebrød. Ethvert fornuftigt Menneske, selv om han er Digter, vil dog til syvende og sidst helst leve under ordnede og betryggede Forhold.

POVL.

Nej!

KAMMERHERREINDEN.

De siger Nej!

POVL

(leende). Ja, jeg gør!

KAMMERHERREINDEN.

Men hvad er det dog for Proletarideer, De i de senere Aar har lagt Dem til? Jeg husker, 43 hvilken Furore De i sin Tid gjorde paa Rudersholm ved at haandtere Gaflen i venstre Haand! - Saa er De vel ogsaa nu begyndt at spise Fisk med Kniven?

POVL

(leende). H-næ-i !

KAMMERHERREINDEN.

Ja, det er saa ved Gud da Deres Fejl, min Bedste! Enten-Eller!

POVL.

Jamen Deres kære Naade ...

KAMMERHERREINDEN.

"Min kære Naade", ja ...! Den har tidligere skinnet over Dem; pas paa, at den ikke gaar hen og slukkes!

POVL.

Jeg kan da virkelig ikke, Fru Kammerherreinde, den ene Dag lade mig skælde Hæder og Ære fra af et Blad, og den næste gaa hen og alliere mig med det!

KAMMERHERREINDEN.

Det er der saa mange hæderlige Folk, der har gjort! - Begyndelsesgage 5000 Kroner og Tantiême.

POVL.

Jeg kan Fanden galemig i k k e!

KAMMERHERREINDEN.

Halløj, unge Mand!

POVL.

Ja, undskyld, Fru Kammerherreinde, men jeg kan ikke - jeg er i den Retning noget af en ... noget af en rank Vilje!

KAMMERHERREINDEN.

Godt, saa taler vi ikke mere om det! - Og saa gaar vi og lader Mosjøen sejle sin egen Sø ... Adieu! Min Vogn holder dernede.

POVL.

Deres Naade er da ikke vred ...?

KAMMERHERREINDEN.

Paa ingen Maade, tværtimod, jeg har ligefrem faaet Respekt for Deres Mandighed! - Men sig mig, hvad vil De leve af, naar Skolerne er lukket for Dem, og Deres Bøger bliver konfiskerede?

POVL

(muntert). Jeg vil gaa rundt i Gaardene og synge!

KAMMERHERREINDEN.

Og Deres Kone?

POVL.

Min Kone ...? Hun har jo sine Forældre ...

KAMMERHERREINDEN.

Skal De da ikke yde hende noget?

POVL.

Jo, naturligvis ...

KAMMERHERREINDEN.

Hun skal maaske have Halvdelen af det, De tjener ved at synge? ... Hun bliver smækfed! - Hør, hvis De skulde komme forbi Rudersholm, saa tit ind; jeg skal nok lægge lidt klækkeligt i Deres Hat.

44
POVL.

Tak, Tak ...

KAMMERHERREINDEN.

Men skulde De beslutte Dem til at ...

POVL
(smilende).

Det gør jeg ikke, Deres Naade, det gør jeg ikke!

KAMMERHERREINDEN.

Er det den "ranke Vilje"?

POVL.

Ja!

KAMMERHERREINDEN
(klapper hans Kind).

De er kær, er De ... Men De er et lille Fæ.

POVL
(leende).

Jeg, Deres Naade, der er Digter og Menneskeskildrer !

KAMMERHERREINDEN.

Der er mange Fæ iblandt Digterne.

POVL.

Ja-ha, maaske ...

KAMMERHERREINDEN.

Ja, nogle kalder dem ogsaa for Lyrikere.

POVL.

Naa-e, ja ...! Deres Naade er ikke - Lyriker ...

KAMMERHERREINDEN.

Nej, ikke med den Kammerherre, jeg har haft! - Naa, adieu, kære Ven! De har endnu nogle Maaneder at betænke Dem i ... Apropos: Var Dem nu for de smaa Damer, nu De er fri! De har jo et varmt Hjerte ... Kan De huske, hvor betaget De var af den lille Lustig, som forsøgte paa at lave Mad ude hos os?

POVL
(stivner).

Ja...

KAMMERHERREINDEN.

Hvad er der blevet af hende?

POVL.

Jeg ... æ ...

KAMMERHERREINDEN.

Naa, De har maaske tabt hende af Syne. Det var vist ogsaa det bedste ... Hun var paa Rudersholm, husker jeg, samtidig men Deres ... kulante Svoger ...

POVL.

Ja, jeg ... Maa jeg følge Deres Naade ned ...?

KAMMERHERREINDEN.

Ja, Tak ...

POVL

(byder hende Armen, og de gaar mod Døren).

Pludselig høres Othellas og Fredriks glade Stemmer. - De kommer ind med en Del Sager til Bordet. - Da de ser Kammerherreinden, standser de brat og forstummer.

KAMMERHERREINDEN
(tager sin Arm ud af Povls. - Behersket).

Se, se! Det var da kuriøst! Der har vi jo baade Skovmennesket og Husholdningseleven ..! Hvilken Trofasthed!

45
POVL
(vil tale).
KAMMERHERREINDEN.

Hold han hellere sin Mund, lille Abel! (Mod Fredrik.) Naa, De opholder Dem stadig i Hovedstaden, kære Hamann?

FREDRIK
(vrider sig).

Ja, jeg ... jeg elsker jo København, Deres Naade ...

KAMMERHERREINDEN.

Saa skulde De virkelig se at blive Skovrider i Tivoli! (Til Othella.) Og Mamsel Lustig tager sig stadig af Husholdningen ...? Ja, Farvel lille Børn; og mor Jer godt ... ! (Mod Døren.)

POVL
(vil følge).
KAMMERHERREINDEN.

Nej, bliv han kun hos sine celebre Gæster, min kære Hr. Abel! (Ud.)

Pause.

FREDRIK
(giver sig stille i Lag med Borddækningen).
OTHELLA
(i Udbrud).

Uff! ... Saadan var det ogsaa paa Rudersholm! Vi blev allesammen saa "ydmyge'', naar hun kom ned i Køkkenet ... det var ligesom vi skrumpede sammen indvendig ... Det er væmmeligt!

POVL.

Naa saadan noget kan Du dog ogsaa føle; det troede jeg for Resten ikke.

OTHELLA
(om Halsen paa ham).

Kys mig! ... Lad nu være med at være højtidelig! ... Kys mig dog, dit Asen!

POVL
(ryster Misstemningen af sig).

Ja ... skidt! ... "Enten-Eller" ! ... (nynner.) Vorherre han lader jo Vinen gro, saa det er vel Meningen, at den skal drikkes! (Kysser hende.)

OTHELLA.

Hvad vilde hun?

POVL.

Hvad kommer det hende ved ... Mamsel Lustig?

OTHELLA.

Nej, for Resten, naar jeg bare har Dig! (Hen til Klaveret, hvor hun anslaar et Par Takter af Ouverturen til Tannhäuser.) Tænd Lamperne, Frida, nu begynder Festen!

FREDRIK
(tænder Lampen).

Tannhäuser ...! Kan Du huske, Povl, i gamle Dage, naar Othella spillede Tannhäuser, og Du laa paa Chaiselonguen, og jeg sad i Lænestolen ...? Gud-d, hvor det var vidunderligt! - Og saa vinkede Othella til mig, at jeg skulde gaa, naar I helst vilde være alene ... hvor var det yndigt!

OTHELLA.

De Dage kan komme igen, Frida ... Ikke, Povl?

46
POVL.

Ok, jo ...!

OTHELLA
(hen til Borddækningen).
FREDRIK.

Tror Du ikke, at hun vilde gøre noget for mig, Povl?

POVL.

Hvem?

FREDRIK.

Kammerherreinden ...

POVL.

Du kan jo forsøge, lille Frida; Du plejer ikke at genere Dig.

OTHELLA.

Penge har hun jo nok af.

FREDRIK.

Jeg har skrevet til hende et Par Gange ...

POVL
(leende).

Jeg tænkte det sgu nok!

OTHELLA.

Frida skriver til alle Verdens Hjørner! - Har De ikke ogsaa skrevet til Kejserinden af Rusland?

FREDRIK.

Jo, ved Gud ... men hun svarede ikke.

POVL.

Men Kammerherreinden?

FREDRIK.

Hun sendte mig den ene Gang 50, og den anden 25.

OTHELLA.

Sikken en Knup alligevel! - Skal vi saa spise?

POVL.

Ja, lad os det! - Deres Arm, Frøken ...

Man sætter sig til Bords.

POVL.

Se, hvor fint, I har faaet lavet det!

OTHELLA.

Ja? ikke? - Skaal, Digter!

POVL.

Skaal, Du mit Legems Veninde!

OTHELLA.

Du véd ikke, hvor jeg har længtes efter Dig!

POVL.

Jo, det véd jeg godt.

OTHELLA.

Er Du saa ikke en lille Smule glad over, at jeg er her?

POVL.

Tværtimod, jeg er led og ked af det! - Skal vi drikke "Des"?

OTHELLA.

Ja! (De drikker.)

FREDRIK
(der spiser ivrigt).

Dette her skulde Ester se ...

OTHELLA.

Pyt, med "Ester" ! Nu er det mig!

POVL.

Men hun er den "ideelle" Kvinde, lille Guldhaar... Du er bare af Kød og Blod.

OTHELLA.

Ja, Gudskelov!

FREDRIK
(med et Suk).

Jeg er blevet Uvenner med Valborg, Povl.

POVL.

Men Herregud dog ...

OTHELLA.

Er hun ogsaa "ideel" ?

47
POVL.

Hvad er der kommet Jer imellem?

FREDRIK.

En Præst ... Hun har hørt ham ved nogle Møder; og nu siger hun, at jeg fører et syndigt Liv og vil ikke vide af mig mere.

OTHELLA.

Saa vil hun vel ha' Præsten da?

FREDRIK.

Ja ... Men jeg skal nok hævne mig! Nu gifter jeg mig med hendes Mor ... Ved Gud i Himlens højeste Rige!

OTHELLA.

De er stor, Frida! - Skaal!

POVL.

Jamen hun hader Dig jo, siger Du.

FREDRIK.

Det var bare, fordi jeg var gode Venner med Datteren ... Hun var jaloux ... Jeg med mit Kvindetække !

OTHELLA.

Er der Penge?

FREDRIK.

Mange! ... Og de skal ikke faa en Øre i Medgift!

POVL.

Nej! - Og saa bliver Du Svigerfader til Præsten og Fader til din egen Forlovede! Det er en Stilling, der er Dig værdig!

FREDRIK.

Det er da rigtig "Eventyr"!

POVL.

Det er det! Skaal, Frida! ...

Kære Ven, tag et Drag af Pokalen!
Hvorfor Fanden med Hovedet hænge!
Husk dog paa, det varer ej længe,
før Hr. Døden spiller Finalen
og slukker det Blik,
dette straalende Blik,
som saa rent har berøvet Dig Talen!

OTHELLA.

Er det Svigermoderens

POVL.

Ja! ...

Det er slet intet Under, Du finder
hende sød, den lille Lisette ...

ENKEFRUEN
(ind med et Visitkort).
POVL
(henvendt til hende).

... disse Fødder saa smaa og adrette,
disse silkebedunede Kinder,
denne Talje saa fin ...
Ak, de er vor Ruin,
disse Satans himmelske Kvinder!.

Skaal, Truelsen! Vil De have et Glas med?

48
ENKEFRUEN
(stadig stram).

Den Herre har ringet paa hos mig; men det er Hr. Abel, han vil tale med.

POVL
(tager Kortet).

Min Sagfører ... Hvad mon han vil paa denne Tid ... Ligemeget! Lad ham faa Foretræde.

ENKEFRUEN.

Jamen ...

POVL.

Truelsen! Lad ham faa Foretræde!

ENKEFRUEN
(aabner Døren).

Værsgod, Hr. ...

SAGFØREREN
(ind).
ENKEFRUEN
(ud).
POVL.

Godaften, Hr. Overretssagfører! Hvad har De paa Hjerte?

SAGFØREREN.

Undskyld ... jeg kommer vist til Ulejlighed ... Men jeg har faaet en Meddelelse, som ...

POVL.

Er min Dom faldet? ... Jeg er da vel ikke bleven frikendt?

SAGFØREREN.

Kan vi ikke gaa ...

POVL.

Tal De kun ... Det er mine gode Venner.

OTHELLA.

Godaften, Jakobsen ...!

SAGFØREREN.

Ah, nu ser jeg, at det er Frøken Othella ... Frøken Lustig ...! Godaften, Frøken! - (til Povl.) Ja, Dommen er faldet og lyder paa en Maaneds simpelt Fængsel paa almindelig Fangekost.

POVL.

Storartet! - Vil De ikke drikke et Glas Vin?

OTHELLA.

En Maaneds Fængsel!

FREDRIK.

Gud-d ... og paa Fangekost!

POVL.

Stille, Børn! - Vil De ikke drikke et Glas Vin, Hr. Overretssagfører?

SAGFØREREN
(smilende).

Nej Tak ... Jeg har tænkt mig, Hr. Abel, at vi appellerer Sagen ...

POVL.

Ikke Tale om!

SAGFØREREN.

Jamen under den ny liberale Regering vilde ...

POVL.

Ikke Tale om! Sæt de gik hen og frikendte mig!

SAGFØREREN
(smilende).

Ja, det vilde jo være Skade ... Men mon vi dog ikke skulde drøfte dette Spørgsmaal lidt nærmere i Morgen, Hr. Abel?

POVL.

Det kan vi godt ... Men jeg er klippefast! - Skal det saa ikke være et Glas Vin?

49
SAGFØREREN.

Nej Tak, jeg ...

POVL
(rækker ham et Glas).

De maa da ved Gud drikke paa min Udnævnelse! - Skaal!

SAGFØREREN
(leende).

Skaal! - Og til Lykke!

POVL.

Tak ... Ja, det er ikke enhver givet at komme i Tugthuset.

SAGFØREREN
(muntert).

Nej! - Og det er heller ikke enhver, der sætter Pris derpaa.

POVL.

Nej ... Folk er saa smaatskaarne!

SAGFØREREN.

Ja! ... Naamen, saa ses vi altsaa i Morgen, Hr. Abel ... (Hilser. - Gaar mod Døren.)

OTHELLA
(vinker).

Farvel, Jakobsen ...!

SAGFØREREN.

Farvel, Frøken ...! (Ud, fulgt af povl).

OTHELLA.

En Maaneds Fængsel ... og nu var vi lige kommet sammen!

FREDRIK.

Ja, Gudskelov, at man aldrig har haft noget med Politiet at gøre!

POVL
(ind).
OTHELLA
(farer ham om Halsen).

Tag mig med, Povl !

POVL.

Dame, det strider vist desværre mod Reglementet!

FREDRIK.

Jeg tilbyder Dig herved at gaa i Tugthuset i dit Sted.

POVL.

Det er ved Gud nydeligt af Dig, Frida; men Du skal jo fri til din Svigermoder.

FREDRIK.

Blæse med hende!

POVL.

Fy, fy, ikke spille Bold med Livsværdierne! - Men skænk nu i Glassene, Børn, og ønsk mig til Lykke ... Og gaa saa hjem og sov.

OTHELLA.

Hjem .. !?

POVL.

Ja, jeg vil holde Generalprøve paa Forladtheden.

OTHELLA.

Jager Du dine eneste Venner fra Dig ...?

FREDRIK.

Naar Povl nu vil prøve paa at være alene, Othella ...

OTHELLA
(om Halsen paa Povl).

Lad os bare blive en lille halv Time ... bare i tyve Minutter ...?

POVL.

Godt! - Men saa skal I ogsaa forsvinde.

OTHELLA.

Det lover vi! - Og nu vil vi holde Afskedsfest! ... Jeg vil spille for Jer ... Tannhäuser!

FREDRIK.

Som i Tidernes Morgen!

50
OTHELLA.

Læg Dig nu hen paa Chaiselonguen, Povl! - Og De, Frida, sæt Dem i Lænestolen! (Begynder at spille.)

FREDRIK
(synker ned i Lænestolen).
POVL
(lægger sig op paa Chaiselonguen).
OTHELLA
(spiller. - Kigger om mod Povl og ser, at han har lukket Øjnene. - Nikker derpaa til Fredrik og betyder ham, at han skal gaa).
FREDRIK
(vil nødig; men lister omsider fornærmet bort).
OTHELLA
(vedbliver at spille).

Tæppe.

TREDJE AKT

Enecelle i Arresthuset. - Firkantet med gule kalkede Vægge og hvælvet Loft.

Til venstre to i Væggen fastmurede Planker, der tjener til Sæde og Bord. - Over Bordet en Gasarm med Blus.

IBaggrunden en ved Hængsler til Muren fastgjort Seng, der slaas op og aflaases om Dagen. - Over Sengen, tæt under Loftet, et firkantet, rundbuet Gittervindue.

Til højre ned mod Forgrunden Dør med Kighul fra Cellegangen. - I Hjørnet op mod Baggrunden Vaskekumme med Vandrør.

Morgen. -

POVL
(i sit almindelige Tøj, sidder med Albuerne støttet mod Bordpladen og Hovedet hvilende i Hænderne. - Ved Siden af ham paa Bordet staar et Tinkrus. - Han nynner stille hen for sig):

Ach, Du lieber Augustin, Augustin, Augustin ... Aa, Gud ja ... ! (Gaber og strækker sig.) Man hører udenfor Raslen af et Nøgleknippe. En Nøgle stikkes i Laasen, Døren aabnes halvt, og Fangevogterens Stemme siger:

Morgenmad!

POVL
(tager sit Krus, stikker det ud gennem Dørsprækken; faar Kruset fyldt med varmt Øl; modtager desuden en Humpel Rugbrød skaaret i tykke Skiver. Derpaa gaar han tilbage til sit Sæde, hvor han giver sig til at spise; men uden Appetit).

-

Lidt efter rasler Nøgleknippet atter, og Vogteren kommer ind fulgt af en yngre Mandsperson i Fangedragt (graa Benklæder og Stumpjakke, hvide Uldstrømper og Slæber) og med Fejekost og Fejespaan i Haanden.

De to Fanger mønstrer hinanden.

POVL.

Det er en ny ...

VOGTEREN
(slukker Gasblusset).

87 har faaet Mavepine - Fanden maa for Resten vide af hvad! (Til Fangen.) Red først Sengen og fej saa ... Men rup Dem!

51
FANGEN
(hvis Hals er omvundet med Vat under et stort Tørklæde, giver sig i Lag med Sengen).
POVL.

Er der ikke kommet en Lænestol til mig, Hr. Siverts?

VOGTEREN.

Jo ... og i Morgen kommer der vel en Chaiselongue og et Billard! (Ud uden at laase.)

FANGEN
(hæst og hviskende til Povl).

Hva' har Du gjort?

POVL
(uden Tøven).

Skrevet falske Veksler.

FANGEN
(slaar Knald med Tungen).

Klak! Du er 'en, Kam'rat?

POVL.

Og hvad har Du gjort?

FANGEN.

Ingenting ... Jeg sidder bare paa Mistanke.

POVL.

Hvad er der i Vejen med din Hals?

FANGEN.

Jeg har Faaresyge ... Har Du ikke no'et Syltetøj paa Dig?

POVL.

Syltetøj ...? - Hyss!

FANGEN
(giver sig hurtig i Lag med Sengen).
VOGTEREN
(ind med en stor, gammeldags Lænestol og nogle Breve).

Her er Stolen ... Og her er en Bunke Breve ...

POVL.

Tak ... (Giver sig straks i Lag med Brevene.)

VOGTEREN
(sætter sig i Lænestolen).

Det gaar for langsomt, 76!

FANGEN.
(ydmyg).

Jovel, Hr. Siverts, nu skal jeg skynde mig ...

VOGTEREN.

Ja, det vil jeg ogsaa bede Dem om!

FANGEN.

Jovel ... (Færdig med at rede Sengen.)

VOGTEREN
(rejser sig, slaar Sengen op ad Væggen og laaser den af).

Saa Gulvet, 76 ... Men lidt hurtig!

FANGEN.

Jo, jo, Hr. Siverts ... (I Lag med Fejningen.)

VOGTEREN
(ud).
POVL
(læser Breve).
FANGEN
(hen i Lænestolen).

Med Forlov ...?

POVL
(læsende).

Værsgod ...

FANGEN
(strækker sig).

Det er længe siden, man har sat lidt ordentlig ...

POVL
(ler af noget i Brevet).
FANGEN.

Du hører nok til Storborgerne, a' Du har beholdt dit eget Tøj og baade faar Stol og Breve og holder Kammerjomfru ...?

POVL.

Flyt Dig lidt!

FANGEN
(brydsk).

Gu' gør jeg ej!

POVL.

Jo, flyt Dig lidt, saa skal jeg vise Dig noget.

52
FANGEN
(trevent op).
POVL
(tager sin Lommekniv og skærer hurtig et Hul i Stolens Betræk).

Nu skal Du bare se! (Trækker en lille Pakke frem af Stolen.) Her er Skraa, Kammerat!

FANGEN.

Klak! Den er Fa'eme god!

POVL.

Det staar her i Brevet.

FANGEN.

Du gi'r vel en Kævefuld?

POVL.

Naturlig! (Giver ham.) Men gem det!

FANGEN
(bider forslugent).

Det er det værste at undvære herinde ... Og saa Pi'er ! (Gemmer Skraaen i sin ene Strømpe. - Gaar derpaa hen til Vandrøret og "telegraferer".)

POVL
(der ogsaa har taget en Skraa).

Hvad er det, Du bestiller?

FANGEN.

Jeg melder Kam'raterne, at der er Syltetøj ...Ka' Du høre, hvor de bi'er glade! (Man hører Svar-Telegram.)

POVL.

Jeg synes, Du er saa ydmyg over for Fangevogteren, 76 ...

FANGEN.

Hæ, ja ... nok har man Faaresyge, men man er da ikke Idiot; man véd jo da, hvordan di ska' smøres ... saa hugger man sig altid lidt Sukker til Øllet!

POVL
(leende).

Og det er det, det kommer an paa!

FANGEN.

Det er li'e, hva' det er ...! Men la' mig bare møde den Kosak i Ensomhed her udenfor paa Volden en mørk Aften ... Klak! Hva'beha'er ... Sol, Maane og elve Stjerner ... hele Josef-Potimors Drøm ska' komme til aa danse Folkedans for hans Øjne!

POVL.

Hyss, der er han!

FANGEN
(giver sig ivrig til at feje).
VOGTEREN
(ind).

Er De færdig, 76?

FANGEN.

Jovel, Hr. Siverts ...

VOGTEREN.

Kom saa!

FANGEN
(samler sine Redskaber).
POVL
(polisk).

Har De Tandpine, 76? De er saa tyk i den ene Kind?

FANGEN
(forstaaende).

En har Faaresyge, Hr. Medfange ...

VOGTEREN.

Ingen Sludren!

FANGEN.

Nej ...

VOGTEREN.

March!

FANGEN.

Jo ...

53
VOGTEREN
(raaber ud gennem Døren).

Jensen, vil Du sætte 76 ind!

JENSEN
(udenfor).

Jo ...

FANGEN
(ud).
VOGTEREN
(ganske forandret).

Naa, Hr. Abel, hvordan har vi saa sovet i Nat?

POVL.

Skidt ...!

VOGTEREN.

Herregud, igen da ...!

POVL.

Hvad er det ogsaa for en Mammuth, der stadig gaar her udenfor og hoster og gylper?

VOGTEREN.

Det er gamle Eriksen, Nattevagten; han har Brystsyge ... Men han vil jo saa gerne holde de Par Aar ud, til han faar fuld Pension.

POVL.

Han dør absolut forinden!

VOGTEREN.

Ja, det gør han vel ... Men nu kan De jo ta' Revansje i Lænestolen her om Dagen.

POVL
(skudrer sig til Rette i Stolen).

Ja, det kan De tro, jeg skal! ... Den er god!

VOGTEREN.

Hvem har sendt Dem den? Et Pigebarn, hva'?

POVL
(nikker).

Ja ...!

VOGTEREN.

Men De har jo ingenting spist, Hr. Abel ...

POVL
(peger paa sin Hals).

Det kan ikke komme længere end der til.

VOGTEREN.

Skyl efter med Øllet!

POVL.

Aa, Siverts, jeg drømte i Nat saa dejligt om Kyllingesteg!

VOGTEREN.

Det skal De sku ikke blive fed af!

POVL.

Kunde De ikke skaffe mig en Kylling, hva' ... med meget Persille?

VOGTEREN
(ler).

Ha, ha!

POVL

Bare en halv lille en, Siverts?

VOGTEREN.

Hvor Fanden sku' jeg faa den fra, Mand! - Men det er det, jeg har sagt Dem før, Hr. Abel; hvorfor skriver De ogsaa saadan no'et Stas, De kommer i Brummen for? En Mand med Deres Begauelse maa jo kunde skrive, hva' det skulde være og tjene Penge paa!

POVL.

Ja, jeg er en Lyriker, Siverts!

54
VOGTEREN.

Ja, det er De sgu! - Og De er osse gift, si'er De?

POVL.

Ja-e, paa en Maade ...

VOGTEREN.

Har De Børn?

POVL.

Elleve ...

VOGTEREN.

Det var som syv Satan! De ser endda saa uskyldig ud.

POVL.

Jamen jeg har dem heller ikke allesammen med én Kone.

VOGTEREN.

Naa-e, næi, det kunde jeg da forstaa ... Jeg har ogsaa været gift to Gange og har syv Børn. - Men nu er jeg da Gusketak Enkemand.

POVL.

Næi, jeg har saamænd begge mine Koner levende endnu.

VOGTEREN.

Saa er De jo Bigamist!

POVL.

Hyss, ja! Tal ikke om det.

VOGTEREN.

Nej, jeg skal sgu nok tie stille ...

POVL.

Sig mig engang, Siverts, hvad mener De egentlig om Kvinderne?

VOGTEREN.

Det kommer storligen an paa, hvad for nogen, man faar fat i, Hr. Abel; Fruentimmerne er jo no'en underlige Fasaner; de ligner slet ikke vos andre.

POVL.

Nej, det er jo Ulykken ved Ægteskabet, Siverts, at man skal være af forskelligt Køn! - Hvordan var nu Deres to Koner?

VOGTEREN.

Den første var en lille, rund en, der græd, bare hun tabte en Synaal ... Den anden var et langt og kantet Spe'takkel, der slog, naar det kom over hende ... Jeg har lagt Mærke til, at Nummer to, det er altid den værste ... Underligt, at man dog ikke ka' bli'e saa klog og la' være med at rode sig op igen, naar man har været saa heldig at slippe levende fra det i første Omgang.

POVL.

Ja, der er endogsaa dem, der gifter sig tre Gange, Siverts.

VOGTEREN.

Ja, det maa jo være en Tyfus ... Hvordan er nu Deres to?

POVL.

Den ene er pukkelrygget og rødhaaret ... Den anden er døvstum og har Træben.

VOGTEREN.

Paa begge Benene?

55
POVL.

Paa begge Benene, ja!

VOGTEREN.

Ha, ha, ha! Jeg er kommen til at sætte voldsom Pris paa Dem, Hr. Abel, for Deres Humørs Skyld.

POVL.

I lige Maade, Siverts!

VOGTEREN.

Aa, med mig ... jeg er bare en simpel Mand! Men De er den fine, da'nede Herre, der har værdiget at gøre lidt Grin med en anden en, se det muntrer!

POVL.

Det glæder mig ...

VOGTEREN.

Ja, det er ligefrem en hel Benjefisje for vos, naar der slumper saadan en ind som Dem. De andre Grimpomenusser snakker nu bare om, at de er uskyldige og sidder paa Mistanke og ingenting har gjort ... Jeg vilde min Salighed ønske, at De skulde sidde her paa Livstid, Hr. Abel!

POVL.

Ja, mange Tak, Siverts, det er nydeligt af Dem; men tror De saa ikke, at Humøret slap op?

VOGTEREN
(ivrig).

Ja, jeg vil da bare sige Dem, at da jeg ha'de den lange kantede, og den stod paa Fest hjemme, saa puttede jeg mig mange Gange ind i en tom Celle med min Pibe - saa ku' hun rummestere! ... Hør, det er sgu sandt, mens jeg husker det: Har De noget imod, at Jensen kommer ind og hilser paa Dem?

POVL.

Jensen? ... Hvem er det?

VOGTEREN.

Det er ham, Vogteren, ovre paa den anden Gang ... Jeg har snakket saa godt til ham om Dem, at han har faaet saadan en Lyst til at se Dem ... Det har de nu for Resten allesammen!

POVL.

Ja, jeg vilde jo rigtignok gerne prøve paa at sove lidt nu, Siverts, i min nye Stol ... Er Jensen ligesaa behagelig en Mand, som De?

VOGTEREN.

Nej, det er han ikke ... Han lider af Humørsyge og er svært ked af at være her, saa han kunde jo ha' udmærket godt af at snakke lidt med Dem.

POVL.

Naa, skidt, lad ham saa komme da!

VOGTEREN.

Maa han!

POVL.

Javel ...

VOGTEREN
(hen til Døren).

Jensen ...! Pst, Jensen! Nu kan Du komme ind og se Digteren! (Vender sig.) Nu kommer han!

56
JENSEN
(ind).
VOGTEREN.

Ja, det er Jensen ... Nu ta'r jeg Vagten saalænge, Jensen, saa kan Du udvikle Dig... (Bort.)

POVL.

Goddag, Hr. Jensen ... Værsgod, at træde nærmere ...

JENSEN.

Siverts har sagt, at man godt kunde snakke ligefrem med Digteren om, hvad der trykkede ...

POVL.

Det kan De godt, ja ... Hvad har De saa paa Hjerte?

JENSEN.

Jeg er født paa Landet, Hr. Digter, og som saadan er det jo forfærdelig ubehageligt for mig hele mit Liv at gaa herinde ...

POVL.

Det kan jeg saa godt forstaa ... Hvor længe har De været her?

JENSEN.

I seksten Aar ... Men se saadan at gaa og pusle om et Par Heste ude paa Landet og strigle dem og vande dem, som den Gang jeg tjente hos Præsten Skovbo i Nordlunde, naar Solen staar op og Fuglene begynder at pippe ... se det er no'et andet.

POVL.

Jamen, hvordan er De da faldet paa at tage Ansættelse her, Jensen?

JENSEN.

Jo, ser De, Hr. Digter, jeg blev jo Soldat og kom her til Byen, og saa gik det mig galt med en Pige omme i en Beværtning i lille Kongensgade ... og saa maatte vi gifte vos.

POVL.

Naa ...

JENSEN.

Jo, ser De, Hr. Digter, Kone og Børn skal jo ha' Mad; og saa spørres der ikke om at vælge, naar man sidder med dem ... Og saa skaffede Kaptajnen mig denne her Plads, for paalidelig har jeg jo altid været. - Og nu har jeg gaaet her i seksten Aar ... Men det er et forfærdeligt Liv, Hr. Digter; meget værre end som for Fangerne, for de fleste af dem kommer da ud igen ...

POVL.

Ja, kære Jensen, men hvad vil De have, at jeg skal udrette for Dem i den Sag?

JENSEN.

Jo, saa var det, at jeg havde en Bøn til Digteren ... om jeg turde komme frem med den?

POVL.

Ja tal De kun ... Kan jeg gøre noget for Dem, skal det være mig en Glæde.

JENSEN.

Aa Tak, Tak, Hr. Digter ...! Jo se, det var jo 57 det, at hvis Digteren skulde kende et Herskab, der ha'de Brug for en paalidelig Mand til Kusk - helst ude paa Landet naturligvis, hvor man er fra - til en gift Kusk, saa ... Jeg er mageløs god imod Heste, saa ...

POVL.

Det skal jeg gerne, Jensen ... Det er slet ikke umuligt, at jeg kunde finde saadan en Plads til Dem.

JENSEN.

Aa Tak, Tak, Hr. Digter ...! Saa har jeg da et lille Haab at gaa rundt med herinde! - Mit Navn er Marius Jensen ... Fangevogter Marius Jensen; og naar De skriver til Anstalten her, saa ...

VOGTEREN
(hurtig ind).

Nu kommer Pastoren ... Du maa stikke af, Jensen!

JENSEN.

Jo ... Farvel, Hr. Digter, og Tak igen ... (Ud.)

POVL.

Farvel, Jensen ...

VOGTEREN.

Pastoren er her ...

POVL.

Ja, jeg hører det ... Hvad vil den paatrængende Person her igen ? - Jeg kommer saamænd aldrig til at sove.

VOGTEREN.

De skulde ta' og angre, Hr. Abel, saa bli'r han aldrig saa længe ...

POVL.

Ja, De kan tro, at jeg skal angre!

VOGTEREN
(retter sig).

Der er han!

PASTOREN
(ind).
VOGTEREN
(ud).
PASTOREN.

God-dag, Hr. Povl Abel ...!

POVL
(bukker tavs).
PASTOREN.

Se, se! Vi har nok faaet en Bedstefader-Stol! (Sætter sig magelig til Rette i den.)

POVL
(ironisk).

Vil Pastoren ikke ta' Plads ...

PASTOREN
(uforstaaende).

Tak ... Ja, det tages jo ikke saa nøje her med Fanger af Hr. Abels Art, de har jo adskillige Lempelser.

POVL.

Ja.

Pause.

PASTOREN.

Jeg saa' Dem i Kirken i Søndags ...

POVL.

Ja.

PASTOREN.

De vilde se, hvordan en saadan Gudstjeneste spændte af?

POVL.

Ja ... og høre Hr. Pastorens Tale.

PASTOREN.

Den gefallt Dem vel ikke?

58
POVL.

Nej.

PASTOREN
(smilende).

Nej, jeg kan tænke det.

Pause.

PASTOREN.

Hvorledes bekommer ellers Opholdet herinde Dem.

POVL.

Tak, udmærket.

PASTOREN.

Nogen Forandring i Deres litterære Opfattelse vil denne Begivenhed vel næppe bevirke?

POVL.

Næppe.

PASTOREN.

I Følge Deres Opfattelse er der vel overgaaet Dem en stor Uretfærdighed?

POVL.

Naa-aa ...

PASTOREN.

Sig mig, kære Ven, hvad vil De i Grunden udrette ved at skrive saaledes, som De skriver?

POVL.

Jeg vil vel vise Jer Mennesker, hvordan I er.

PASTOREN.

Tak, det véd vi!

POVL.

Det har jeg ikke noget overvældende Indtryk af.

PASTOREN.

Tror De ikke, at De vilde gavne Verden og "os Mennesker" mere ved at holde os et eller andet Ideal for Øje? Ved efter bedste Evne at paapege os, hvorledes vi burde være?

POVL.

Det er jeg ikke klog nok til.

PASTOREN
(fint).

Eller dum nok!

POVL.

Tja-a ... det kan vi ogsaa sige.

PASTOREN.

Kan De subsistere ved Deres litterære Virksomhed?

POVL.

Nej.

PASTOREN.

Hvorfor vælger De saa ikke et Brødstudium? De er jo Student?

POVL.

Oven i Købet cand. phil., ja!

PASTOREN.

Hvorfor vælger De Dem saa ikke et Brødstudium ...

POVL.

Jeg er for gammel.

PASTOREN.

Hvor gammel er De?

POVL.

To hundrede og otte og fyrretyve Aar.

PASTOREN.
(ser forundret op).
POVL
(gaar stille hen og tager ham ved en Frakkeknap og rejser ham fra Stolen - hvorpaa han selv anbringer sig i den).

Og hvor gammel er De saa, Hr. Pastor?

59
PASTOREN
(forfjamsket).

Otte og tredive ...

POVL.

Og Deres Brødstudium bekommer Dem vel?

PASTOREN
(protesterende).

Men, Hr. Abel, jeg ...

POVL.

Spiser De sent til Middag?

PASTOREN.

Hr. ...

POVL.

Gaar De med Normalundertøj?

PASTOREN.

Hr. Abel, jeg maa ...

POVL
(ved en pludselig Indskydelse).

Det skulde da vel ikke være Dem, der er blevet forlovet med Valborg Schwanenskjold.

PASTOREN
(overrumplet).

Hvoraf véd De ...?

POVL.

Jeg er clairvoyant! - Hun har Grunker, hva'?

PASTOREN.

Hr. Abel, jeg maa paa det bestemteste ...

POVL
(stadig rolig).

Nej, nu er det min Tur, Hr. Pastor, at være indiskret som en Parlør! - Har Deres Forældre været flere Gange gift? - Bruger Deres Fru Moder Laksko? - Ynder Deres Hr. Fader Hummer au naturel, eller foretrækker han samme Dyr i Daaser?

PASTOREN
(bleg).

Jeg kommer her i Embeds Medfør, Hr. Abel, og maa nedlægge den bestemteste Protest mod Deres utrolige Maade at ...

VOGTEREN
(ind).

Undskyld, Hr. Pastor ... men her er en Herre, som har faaet Inspektørens Tilladelse til at tale med Hr. Abel ...

PASTOREN.

Ja, jeg er færdig ... (Hurtig ud; løber uden for Døren paa Fuldmægtig Hamann.)

FULDMÆGTIGEN.

Mit Navn er Fuldmægtig i Ministeriet, Thomas Hamann ...

PASTOREN.

Og jeg er Fængselspræsten ... (Bort.)

POVL
(rejser sig overrasket).

Men Svigerfader ...! De her ...! - Jeg vil da haabe, at det kun er "paa Mistanke"!

VOGTEREN.

Værsgod, Hr. Fuldmægtig ... Altsaa melder jeg, naar de 15 Minutter er gaaet ... (Ud.)

FULDMÆGTIGEN
(med Ordensbaand i Knaphullet. - Lidt usikker).

Goddag, kære Povl ...

POVL
(trykker hans Haand. - Munter).

Goddag, og Velkommen, Hr. Fuldmægtig! - Men hvordan i Alverden er De dog sluppet ind i denne kinesiske Æske?

FULDMÆGTIGEN.

Jeg har erhvervet den høje Ministers 60 specielle Tilladelse ... Og De har, kære Ven, stadig bevaret Deres gode Lune, hører jeg med Glæde.

POVL.

Ja, man kan jo ikke godt tage Livet paa anden Façon, Hr. Fuldmægtig.

FULDMÆGTIGEN.

Nej vist saa ... men der er desværre saa faa, der indser det. - Jeg skal bringe Dem de varmeste Hilsener fra min Kone og min Datter.

POVL.

Tak, Tak! Værsgod at hilse igen. - Saa ung og lebendig, De ser ud!

FULDMÆGTIGEN.

Ja, ikke sandt! Men der er jo ogsaa gaaet en Foryngelsens Bølge ud over det ganske Land, Povl Abel!

POVL.

Ja, jeg hører, at De er blevet Frihedsmand. - Og dekoreret er De blevet! Det følges nok ad.

FULDMÆGTIGEN
(fingererer ved Dekorationen).

I Anledning af 25 Aars tro Tjeneste, ja.

POVL.

Det blev altsaa ikke til noget med den Afsked, De truede med at tage?

FULDMÆGTIGEN.

Nej, Gud være lovet, at man dog endnu staar under Udviklingens Lov! - Her bor De jo rigtig hyggeligt.

POVL.

Aa, ja ...

FULDMÆGTIGEN.

Har jeg bragt Dem en Hilsen fra mine Damer ... det skulde jeg?

POVL.

Ja, Tak ... Og jeg bad Dem hilse igen.

FULDMÆGTIGEN
(forvirret).

Naa, ja .. nu husker jeg ... Og Lænestol har De! ... Er der en saadan i alle ... Værelserne?

POVL.

Det véd jeg ikke ... Vi har jo ikke større Lejlighed til at komme sammen ... Selskabslivet blomstrer ikke videre herinde.

FULDMÆGTIGEN.

Nej, hæ ...! Den er maaske specielt stillet herind til Dem af vor nye liberale Regering for at mildne lidt paa Deres skandaløse Domfældelse?

POVL.

Nej, det er min Ven, Gerhard Konik, som har sendt mig den.

FULDMÆGTIGEN.

Aa, Tegneren ...? Det er et prægtigt Menneske!

POVL.

Ja.

61
FULDMÆGTIGEN.

Jeg traf ham paa Gaden forleden.

POVL.

Uden Kone?

FULDMÆGTIGEN.

Nej, nej, hvor vil De hen! - Ja, de er jo lidt ridicule, de to, i deres gammeldags Trofasthed ... for hvad Fanden, hæ! hæ!

POVL.

Nej, hva' Satan, hi, hi!

FULDMÆGTIGEN.

Men man skal blive sammen ... for Eksemplets Skyld.

POVL.

Det gør de to jo ogsaa; men de er jo ogsaa kun Karrikaturtegnere.

FULDMÆGTIGEN
(uforstaaende).

Ja. - Og vi var alle tre fuldstændig enige om at fordømme Deres Indespærring her!

POVL.

Naar man har forbrudt sig imod Lovene, Hr. Fuldmægtig, maa man lide sin Straf.

FULDMÆGTIGEN.

Ganske vist, ganske vist, kære Ven! Men man behandler dog ikke en Litteraturens Mand, som man behandler en Indbrudstyv eller en Slagsbroder ... tilmed ikke en Litteraturens Mand af Deres Kvalifikationer!

POVL.

Naar man er Lovene overhørig, saa ...

FULDMÆGTIGEN.

Overhørig, overhørig ... hvad vil det sige! Det er dog til syvende og sidst denne "Overhørighed", der betinger ethvert Fremskridt!

POVL.

Men Hr. Fuldmægtigen er jo bleven fuldstændig Anarkist!

FULDMÆGTIGEN.

Det har jeg altid været!

POVL.

Saa-aa ...?

FULDMÆGTIGEN.

Dybest set!

POVL.

Naa, ja det kan være ... Men hvorledes har egentlig dette ... Gennembrud fundet Sted ?

FULDMÆGTIGEN
(naivt).

Det var min Kone, der ... De kender jo Maries Energi ... Jeg skulde jo have dette Jubilæum ... Og saa steg pludselig hele det gamle Regimentes Misére op for os begge, og saa slog vi resolut om.

POVL.

Og nu er De ganske frigjort?

FULDMÆGTIGEN.

Ganske! - Husker De den sjofle Nedrakning, der stod af Deres saa skammelig miskendte Bog i "Den Konservative"?

POVL.

Ja, den var dræbende.

FULDMÆGTIGEN.

Saa radikalt er Omslaget i vort Hjem, 62 at vi har opsagt dette Smudsblad, som jeg snart sagt har holdt siden min Konfirmation ... og abonnerer nu paa "Den Frisindede" !

POVL.

Hm ... Det gør mig i Grunden ondt.

FULDMÆGTIGEN
(studser).

De mener ...?

POVL.

Jo, for jeg mister derved en kær Abonnent.

FULDMÆGTIGEN.

En Abonnent ...? Jeg forstaar ikke ...

POVL
(alvorlig).

Jo, ser De ... jeg har, dybest set, altid været en reaktionær Natur ...

FULDMÆGTIGEN
(ler højt).

Ha, ha, ha! De har dog et pragtfuldt Lune!

POVL
(alvorlig).

Jeg beder Dem, Hr. Hamann ... det er mit fulde Alvor! - Jeg mener nemlig, at nye Veje kan være gode nok, men ikke førend de er bleven gamle og har bevist deres Eksistensberettigelse!

FULDMÆGTIGEN
(leende).

Sagde jeg ikke nok, at det var et Udslag af Deres herlige Lune! De citerer jo en af mine fordums Dumheder!

POVL
(stadig alvorlig).

Naa, er det Dem, der har sagt det? Jeg troede, at det var Napoleon den Store ... efter at han var bleven Kejser. - Nej, men det var det, jeg vilde fortælle Dem: Nu har min kære gamle Beskytterinde, Kammerherreinde Klüver, tilbudt mig Posten som Chef-Redaktør ved "Den Konservative" ... Hun er en af Hovedaktionærerne i Bladet ... og jeg har modtaget denne Post.

FULDMÆGTIGEN
(tilfreds).

Jeg har nok hørt noget om det. (Stærkt.) Og De har i den Grad kunnet svigte Deres Overbevisning !

POVL.

Ja, Sandheden vil altid sejre!

FULDMÆGTIGEN
(begynder at forvirres).

Sandheden ...? Hvilken Sandhed ...?

POVL.

At man før eller senere bøjer sig for det dybeste i sin Natur!

FULDMÆGTIGEN.

Ja ... ja, naturligvis ...! - Er denne Post godt aflagt?

POVL.

Hvilken Post?

FULDMÆGTIGEN.

Som Redaktør?

POVL.

Jo, rigtig net; 7000 Kr. om Aaret foruden Tantieme.

63
FULDMÆGTIGEN.

7000 Kr. for en Overbevisning ...! saa er der ikke noget at sige til det.

POVL.

Nej, vel?

FULDMÆGTIGEN.

Aldeles ikke! ... Selv om der naturligvis vil komme Skumlere ... Og De med Deres moderne Anskuelser kan jo udrette meget godt paa denne Plads; fylde de gamle Vinflasker med nyt Blod, hæ, hæ!

POVL.

Ja, ikkesandt?

FULDMÆGTIGEN.

Jo, jo ...! Gratulerer af Hjertet, kære Ven! Det vil virkelig glæde min Kone og min Datter, at Rygtet har talt sandt.

POVL.

Hvor har De hørt det Rygte?

FULDMÆGTIGEN.

Det har staaet i et Blad, og saa mente mine Damer, at jeg straks burde gaa herind. - Men personlig gør det mig lidt ondt, kære Povl, at vi altsaa ikke mere hører til det samme Parti.

POVL.

Det har vi jo aldrig gjort, Hr. Fuldmægtig; thi da De stod paa Sandhedens Grund ...

FULDMÆGTIGEN
(med Vægt).

Paa Sandhedens Grund ...? Der staar jeg først nu, Povl Abel!

POVL.

Javel saa ... Men det gør jeg jo altsaa ogsaa ... Forstaar De ikke det?

FULDMÆGTIGEN.

Nej ... for ... Sandheden er jo ...

POVL.

Sandheden er kun én, ja ...

FULDMÆGTIGEN.

Ja ... jo ...! Men vi staar jo ...

POVL
(stærkt).

Javel! Men Sandheden er jo ogsaa det dybeste i vor Natur, Hr. Fuldmægtig! Det vil De da vel ikke nu gaa fra?

FULDMÆGTIGEN
(blød).

Nej ... naturligvis ... Gudbevares ...! Men tillader De, at jeg sætter mig lidt ...? (Ned i Lænestolen.)

VOGTEREN
(ind).

Nu er de 15 Minutter gaaet ...

FULDMÆGTIGEN
(forfærdet op).

Jamen, kære Povl Abel, vi har jo slet ikke faaet talt om det, mine Damer har paalagt mig at ...

POVL.

Bare to Minutter endnu, Siverts ...

VOGTEREN
(ud).
POVL.

Er det om Ester, Hr. Fuldmægtig?

64
FULDMÆGTIGEN
(glad).

Ja, der er vi netop ved Puddelens Indmad! Tænk, at De kunde gætte det?

POVL
(dybt alvorlig).

Hvad Guderne har adskilt, Hr. Ridder, skal intet Menneske sammenføje!

FULDMÆGTIGEN.

Tilvisse nej, men ... denne lille Kurre ...

POVL.

Umuligt! Jeg kan ikke, i den Stilling jeg nu skal indtage, være formælet med Datteren af en Krapotkin ...! Men jeg har en Bøn til Dem ...

FULDMÆGTIGEN
(glad forventningsfuld).

Med største Fornøjelse ...!

POVL.

Skal vi være Dus?

FULDMÆGTIGEN.

Dus ...?

POVL.

Ja, for nu, da vi hverken er i Familie sammen og heller ikke er Meningsfæller, saa er der jo intet at risikere ... vel?

FULDMÆGTIGEN
(blød).

Nej ...

POVL
(trykker hans Haand).

Tak ... hjertelig Tak! - Saa kan De godt komme, Siverts.

VOGTEREN
(ind).
POVL.

Farvel, kære Ven, og Tak for dit elskværdige Besøg!

FULDMÆGTIGEN.

Jamen ... mine Damer ...

POVL.

Farvel, farvel, kære Thomas! ... (til Vogteren.) Følg saa den Herre ud ...

VOGTEREN
(leder Fuldmægtigen. - I Døren).

Jensen, vil Du aflevere Herren her til Simonsen!

JENSEN
(udenfor).

Jovel ...

POVL.
(synker leende om i Lænestolen).

Tæppe.

FJERDE AKT.

Povl Abels Ungkarlelejlighed. - Formiddag. -

Othella sidder ved Klaveret og spiller Tannhäuser. - Paa Chaiselonguen ligger Hugo Jørgensen i Cycledragt. - Han damper Cigaretter, og foran ham paa et Rygebord staar Sodavand og Whisky.

JØRGENSEN.

Hvad Fanden er det for noget Klimperi, Tella 65 ... Kan Du ikke spille no'et ordentligt ... Jeg er bedre vant fra Banerne.

OTHELLA
(slaar over i en Operettemelodi).
JØRGENSEN.

Selvfølgelig! Det er der da Mening i!

OTHELLA
(spiller).
JØRGENSEN.

Der er vel ingen, der render med Dyret dernede i Gangen ...?

OTHELLA
(spillende).

Ak nej, det er jo et pænt Hus ...

JØRGENSEN.

Gør mig alligevel den Tjeneste at gaa ned og se efter, hva' ...

OTHELLA.

Gerne ... (Ud gennem Entreen.)

JØRGENSEN
(gaber).
ENKEFRUEN
(ind fra sin Lejlighed med Blomster. - Standser).

Hm ...!

JØRGENSEN
(nikker).

'da, Gamle ...!

ENKEFRUEN
(betragter ham forbitret).
JØRGENSEN.

Blomster til Tella, hva' ...

OTHELLA
(høres nynne i Entreen).
ENKEFRUEN
(bort efter en Kamp).
JØRGENSEN.

'djø, Gamle ...! Fredelig gammel Genganger ...

OTHELLA
(ind).

Naturligvis stod Cyclen der ... Og den var jo laaset ... ! (Ned foran Chaiselonguen.) Aa, Hugo, Du véd ikke, hvor jeg har længtes efter Dig?

JØRGENSEN
(klapper sløvt hendes Haar).
OTHELLA.

Er Du ikke ogsaa lidt glad over, at Du har mig igen?

JØRGENSEN.

Selvfølgelig!

OTHELLA.

Kys mig!

JØRGENSEN.

Værsartig ...

OTHELLA.

Du er et rigtigt Mandfolk fra Fad, er Du!

JØRGENSEN.

Hvems er saa egentlig denne her Wigwam, vi holder Stævne i, Tella?

OTHELLA.

Det er min Broders, har jeg jo sagt.

JØRGENSEN.

Well! ... Og der staar Povl Abel paa Døren.

OTHELLA
(uden Tøven).

Ja, for han er kun min Halvbroder.

JØRGENSEN.

Selvfølgelig! ... Men hvis han nu kom?

OTHELLA.

Jamen det gør han bare ikke ...! Han er paa 66 Rekreationsrejse. Han er Digter, skal jeg sige Dig ... Kender Du ikke hans Navn?

JØRGENSEN.

Kender ikke alle de Bøller, der skriver ...

OTHELLA.

Men jeg venter ham for Resten i Eftermiddag ... Jeg har faaet Telegram fra Berlin ... saa Du maa gaa, naar vi har spist Frokost.

JØRGENSEN.

Selvfølgelig! - Du kan ikke ha' Tvillinger...

OTHELLA
(ler støjende).

... Var der Sjov i Paris?

JØRGENSEN.

Jeg kom skidt ind ...

OTHELLA.

Ja, jeg saa' det i Aviserne ... Du kan tro, jeg blev ked af det paa dine Vegne! Hvordan gik det egentlig til?

JØRGENSEN.

Punkterte i sidste Sving ... Baade Müllertz og Torquay strøg forbi mig.

OTHELLA.

Blev Du dog ikke rasende?

JØRGENSEN.

Selvfølgelig!

OTHELLA.

Aa, Du er dejlig, naar Du er rasende! - Men hvorfor har Du slet ikke skrevet til mig?

JØRGENSEN.

Naar man træner og skal frem, tænker man hverken paa Sprut eller Fruentimmer ...

OTHELLA.

Men nu bli'r Du hjemme længe, ikke?

JØRGENSEN.

Tre Maaneder ... Lav mig en Whisky.

OTHELLA
(laver Whisky).

Og saa beholder jeg Dig?

JØRGENSEN.

Selvfølgelig! - Og hvad har saa Du taget Dig til i den Tid!

OTHELLA.

Jeg har siddet derhjemme og syet og længtes saa forfærdelig efter Dig! Kan Du ikke se, hvor jeg er bleven mager? (Rækker en Arm frem.) Føl ...

JØRGENSEN
(tager om Armen).

Har kendt dem magrere ...

OTHELLA
(rusker ham i Øret).

Skurk ... !

JØRGENSEN.

Smaa Slag ...!

OTHELLA.

Hvor skal vi mødes, naar min Broder kommer hjem ...? Her kan jeg jo ikke blive ved at have Dig ...

Og hjemme hos mig sidder Tante.

JØRGENSEN.

Jeg har mine gamle Hummere paa Vesterbro.

OTHELLA.

Aa Hugo, en Mand kan ikke forstaa, hvad en Kvinde lider, naar den eneste, hun elsker, atter og atter forlader hende! Hun véd sig jo ikke sikker paa ham, naar der er de mange Mile imellem dem.

67
JØRGENSEN.

Selvfølgelig! Jer er man mere sikker paa!

OTHELLA.

Ved Gud, Hugo, jeg har været Dig tro!

En Nøgle sættes i Entrédøren.

JØRGENSEN.

Der kommer nogen ...

OTHELLA.

Det er ikke andre end Truelsen ... Hugo, Du er ikke saa glad, som jeg, ved, at vi atter er sammen! - Jeg har somme Tider siddet og grædt af Længsel efter Dig om Aftenen ... Har Du ogsaa det?

JØRGENSEN.

Selvfølgelig!

POVL
(ind fra Entreen. - Ser Parret og standser).

Undskyld, jeg forstyrrer vist ...

OTHELLA.

Povl ...! Er det Dig ...! Allerede ...! Velkommen ... ! (Om Halsen paa ham.)

POVL
(frigør sig rolig).
OTHELLA.

Det er min Fætter, den bekendte Cyclerytter, Hugo Jørgensen ... Han er lige kommet hjem fra Løbene i Paris, som Du nok har læst om i Aviserne ...

POVL
(tier).
JØRGENSEN
(lidt usikker).

Hugo Jørgensen, ja ... Den Herre er maaske Tellas Broder, Povl Abel ...? Altsaa lidt i Familie ...

OTHELLA.

Ja, det vil sige ... Jo, det er Povl Abel ...

POVL
(staar rolig og nyder Situationen uden at svare).
JØRGENSEN
(modigere).

Stum Scene ...! Gudbevares, selvfølgelig, forstaar det saa godt, Løgn det hele! Haft med Damer at gøre før i Dag ... De vel ogsaa?

OTHELLA.

Povl, Du maa ikke tro noget ondt om mig, jeg ... (Hulker.) Aa, hvor har jeg dog Skinnet imod mig ...!

JØRGENSEN
(trækker paa Skuldrene).

Damen griber til Vaaben...

POVL
(stadig tavs).
JØRGENSEN
(bukker).

Dannet Herre at forhandle med ... Mig en Ære! ... Formoder døvstum? Digter ... udtrykker sig kun med Pennen ...! - Men Deres eget private Hjem, Hr. Abel; overlader Dem derfor Damen og Valpladsen ... (Tager sin Kasket.) 'djø ... Gentlemen kun aandelige Vaaben! - 'djø, Tella! ... Vesterbrogade 147, fjerde Sal, véd Du ... Fremdeles aabent Hus, selvfølgelig, efter modtaget Advis ... Anbefaler mig! (Ud.)

POVL
(brister i Latter).
68
OTHELLA
(fatter Mod).

Ja, hva' Povl, ikke ...? hi, hi! Han var storartet?

POVL.

"Vanvittig" !

OTHELLA.

Du er da ikke vred paa mig, fordi ...

POVL.

Ikke Spor ...! Han maa jo være uimodstaaelig! - Men derfor bør Du ogsaa tage dit Tøj og følge ham.

OTHELLA.

Saa er Du alligevel vred, Povl ...

POVL.

Ikke Tale om, kære Othella; der skal mere til! - Men gør nu, som jeg siger.

OTHELLA
(sky).

Ja ... Aa, Povl, og saadan som jeg havde glædet mig til, at Du skulde komme hjem!

POVL.

"Selvfølgelig" ! - Dit Tøj hænger vist ude i Entreen ...

OTHELLA.

Skal jeg ikke gøre lidt i Orden herinde først?

POVL.

Nej, Tak ...

OTHELLA.

Og som jeg vilde ha' spillet for Dig ...!

POVL
(stadig rolig).

Gaa nu, lille Frøken Lustig ...

OTHELLA.

Ja, naar Du absolut vil ha det ... (Hen mod Entreen.) Véd Du, at Frida er bleven forlovet med sin Enkefrue!

POVL.

Hun har skrevet det til mig, ja.

OTHELLA.

Han har ikke været her siden ... Men jeg mødte ham forleden Dag paa Gaden, og han vilde ikke kendes ved mig ... Han er bleven saa fornem!

POVL.

Dit Overstykke hænger paa Knagen til højre ...

OTHELLA.

Ja ... (Ud. - Ind med Hat og Overstykke.) Hvornaar maa jeg komme igen, Povl?

POVL.

Jeg tror, at vi gør klogest i at sige: aldrig, lille Othella.

OTHELLA.

Tror Du ... (Tager Hatten paa.) Hvorledes har Du haft det ...?

POVL.

Udmærket ...

OTHELLA.

Tak for dine Breve ...

POVL. I

lige Maade ... Skal jeg hjælpe? (Hjælper hende med Overstykket.)

OTHELLA
(hulker).

Aa, Povl ...

POVL.

Ikke græde!

OTHELLA.

Nej ...

POVL.

Saa ... Og her er Handskerne ...

69
OTHELLA.

Tak ... (Tager en Pudderkvast op af Lommen og pudrer sig.) Man kan da ikke gaa saa fortudet paa Gaden ...

POVL.

Nej, vel saa ...

OTHELLA.

Skal jeg ikke spille lidt Tannhäuser for Dig ... for sidste Gang?

POVL.

Nej, Tak, lille Othella ...

OTHELLA.

Farvel, da ...

POVL.

Farvel ... Og hav det godt!

OTHELLA.

Tak ... (Om Halsen paa ham.) Aa, Povl, Du er alligevel den nobleste Herre, jeg har kendt!

POVL.

Naa, naa ... Saa gaar vi altsaa ...

OTHELLA.

Ja ... (Pludselig og hurtig ud.)

POVL.

Herregud, den sølle Tøs ...! Men i Morgen er hun atter Othella med Guldhaaret! -- (Hen at trykke paa den elektriske Knap ind til Enkefruens Lejlighed. - Da ingen kommer, aabner han Døren og kalder.) Fru Truelsen!

ENKEFRUEN
(forvirret ind).

Men Du almægtige Gud, er det Dem, Hr. Abel ...!

POVL
(smilende).

Ja ...

ENKEFRUEN.

Jamen, De skulde jo ikke komme før i Eftermiddag, skrev De ...! Og sikken her ser ud! ... Jeg har en Buket Blomster til Dem ...! (Bort og ind igen med Blomsterne.) Værsgod ... Og Gud velsigne Dem!

POVL.

Tak i lige Maade, Truelsen! - Men De er saa febrilsk ...?

ENKEFRUEN
(ordner i Stuen).

Hvor er de andre henne?

POVL.

Hvilke andre?

ENKEFRUEN.

Hende, Lustigen ... og Mandfolket?

POVL.

Borte!

ENKEFRUEN.

Borte?

POVL.

Ja ... Gaaet paa deres dejlige Ben ned ad Trapperne og ud paa Gaden og bort ... Men se nu at samle Dem lidt, kære Enkefrue!

ENKEFRUEN.

Jeg kan ikke ...! (Faar Luft.) De véd ikke, hvad jeg har gennemgaaet i denne ulyksalige Maaned, Hr. Abel! Hun har snurret rundt med mig som med en Garnvinde! Jeg har ikke haft Fred skabt i mit eget Hus. Jeg har baade tænkt paa Politi og paa Selvmord! Jeg har været ved at rende fra hele Kollektionen ... I Mandfolk 70 véd ikke, hvor nederdrægtige vi Fruentimmer kan være imod hinanden!

POVL.

Jamen nu er Pinen jo forbi, lille Fru Truelsen ... Frøken Lustig er draget til andre Jagtegne.

ENKEFRUEN.

Hæ! Det sagde De ogsaa forrige Gang!

POVL.

Jamen nu er det grusom Alvor.

ENKEFRUEN.

Saa kommer der vel bare en anden, nu De har været ... Good Templar saalænge.

POVL (smilende). Nej ... ikke foreløbig i det mindste. - I

Eftermiddag rejser jeg paa Landet og bliver borte en fjorten Dages Tid for at drikke sød Mælk og æde frisk Luft.

ENKEFRUEN.

Skal De nu straks fare af Sted igen, Hr. Abel! Jeg ha'de endda glædet mig saadan til at hygge om Dem! (Pludselig.) Og rent galt blev det, da hun saa i Gaar kom trækkende med ham, Cyclen ...! Har De ikke faaet mit Brev, som jeg puttede i Kassen i Aftes?

POVL.

Nej ...

ENKEFRUEN.

Hvor har De gjort af ham? Har De slaaet ham ihjel?

POVL.

Ja ... og sat ham op i Kaminen; vi bruger den jo alligevel ikke foreløbig.

ENKEFRUEN.

Derhenne laa han paa Deres Chaiselongue og strittede med sine væmmelige Ben ...

POVL.

Ja, ja, ja ... nu har han jo strittet af ...

ENKEFRUEN.

Og hun dansede omkring ham som en Paafugl og fyldte ham med Deres Whisky og Deres Cigarer, og ... jeg saa' det altsammen igennem Nøglehullet og ... Men nu taler vi altsaa ikke mere om det!

POVL.

Nej ... altsaa!

ENKEFRUEN.

Vil De ha' Frokost?

POVL.

Ja, det kan De tro, jeg vil! Jeg har ikke smagt Mad siden min ... Bisættelse!

ENKEFRUEN.

Det ringer! (Ud. - Lidt efter ind med Gerhard Konik.) Ja, der er han, Hr. Konik! Men, tænk, han rejser allerede igen i Eftermiddag! - Naa, men jeg maa ud til Frokosten! (Bort.)

POVL.

Goddag, kære Gerhard! - Ja nu er jeg altsaa kommet til Live igen!

71
KONIK
(dybt alvorlig og ligesom brudt).

Ved opstanden, kære Ven ...

POVL.

Tak, Tak ...! Og Tak for Stolen! Du véd ikke, hvor jeg har sovet dejligt i den ... og drømt! Og Skraaen, Du! Det var en original Idé! Sikken en Jubel den vakte paa hele Sanatoriet! - Men hvor er Krigskammeraten ?

KONIK
(dukker sig).

Krigskammeraten ...?

POVL.

Ja, din Kone? - Du ser saa underlig ud ... Hun er da ikke syg?

KONIK.

Det véd jeg ikke ...

POVL
(griber ham forskrækket i Armen).

Men Menneske dog ... véd Du det ikke?

KONIK.

Nej ... Line og jeg har ikke mere noget med hinanden at gøre ...

POVL
(leende).

Umuligt! Før bliver Schweiz et Lavland, som Svoger Frida siger!

KONIK.

Line er gaaet fra mig ...

POVL
(leende).

Løgn !

KONIK.

Hun er løbet sin Vej med en rigtig Maler ...

POVL.

Løgn! Jeg tror det ikke!

KONIK.

Jeg var hende ikke "alvorlig" nok ...

POVL
(ryster ham).

Gerhard, Du lyver!

KONIK.

Og saa vilde jeg naturligvis ikke staa i Vejen for hendes Lykke ...

POVL
(forvirret).

Jamen, Menneske, Du kan jo ikke leve uden din Kone, ikke arbejde, ikke tegne ...

KONIK.

Jo, tegne kan jeg ... Nu skal Du se ... (Tager en Skitsebog frem.) Her ser Du mig uden Line ...

POVL
(brister i en overstadig Latter).
FRU KONIK
(er imidlertid kommet ind fra Fru Truelsens Lejlighed med en Buket Blomster. Bag hende titter Enkefruen frem. Nu brister ogsaa de to i Latter. - Enkefruen bort).
POVL
(farer hen og omfavner Fru Konik).

Jeg vidste det jo nok ! Men det var alligevel, som om Jorden sank under mine Fødder! Jeg havde jo ingenting længere at tro paa!

FRU KONIK
(klapper hans Kind).

Ja, det var næsten ogsaa Synd ...!

KONIK
(trækker dem fra hinanden).

Saa, saa ... lad være, Line! Han er et af de Mandfolk, Fruentimmerne bli'er hængende 72 paa! - - Du gik alligevel i Vandet paa min Historie, Povl!

POVL.

Ja ... men jeg troede den ikke! - Sagde jeg ikke hele Tiden, at det var Løgn?

FRU KONIK.

Jo ... og det skal De have Tak for! (Overrækker ham Blomsterne.) Maa jeg saa ønske Dem Velkommen tilbage fra Underverdenen!

POVL.

Tak, kære Frue ... Maa jeg kysse hende, Gerhard?

KONIK.

Nej!

POVL
(kysser).

Tak ... Men sig mig nu engang, kære Ven, hvor kunde Du lave den Tegning, naar hun ikke var borte fra Dig?

KONIK.

Hun var sgu ogsaa borte ... Dyret!

FRU KONIK
(leende).

Ja, vi skulde jo prøve, hvordan det var at skilles, og saa tog jeg en Dag alene over til Helsingborg med min Søster ...

KONIK.

Og allerede da jeg sad og spiste Frokost, saa tegnede jeg ...

FRU KONIK.

Han var grøn, da jeg kom hjem om Aftenen ... og skældte mig ud! og var lige ved at græde!

KONIK.

Sludder!

POVL.

Men hvordan gaar det saa paa Skolen da?

KONIK.

Skolen er opgivet!

FRU KONIK
(leende).

Det kande jo ikke nytte ...

POVL.

Gerhard, kom i mine Arme! Du véd ikke, hvor det har pint mig, at Du saadan vilde sælge din Sjæl.

FRU KONIK.

Ja, det var ogsaa Synd, Povl; men det var jo Børnene ...

KONIK.

De smaa Guds Svøber, ja ... men de klarer sig sgu nok ... med saadan en Moder!

FRU KONIK
(ind til ham).

De skal klare sig, saa at Du kan arbejde i Fred ... Povl, han har begyndt paa et stort Billede!

POVL.

Et "alvorligt" ?

KONIK.

Ja! Og denne Gang er det et Maleri, Du! med Farver, Du! et stort Maleri! - Saadan, se her: Der staar et vældigt Fad midt paa Lærredet ... fra alle Sider og Kanter kommer Folk styrtende med Øjnene paa Stilke og store Grødsleve i Hænderne ... Folk af alle Klasser og alle 73 Stænder ... Adel, Gejstlighed, Borger, Bonde og Arbejder ... de flaar og river i hinanden for at komme først... nogle sidder allerede paa Kanten af Fadet og sparker med Benene og hugger med Slevene for at holde Konkurrenterne borte ... men de stormer paa ... en stor uoverskuelig Mængde, der fortoner sig langt ud i Horisonten ... et Virvar af Sleve, Arme og gabende Munde ... nogle raaber, skriger og brøler ... andre lister sig tavse af Sted, glatte og smidige, og smutter ind og frem, hvor der bare er et lille Mellemrum ... Mænd, Kvinder, Børn, Oldinge, unge og gamle, hele Landet! - Og paa Fadet staar prentet med store, smukke, "alvorlige" Bogstaver: Til Fædrelandets Frelse! thi alle vil de kun æde med de ædleste Motiver. - - Men oven over Grøden og Menneskemylderet sidder, i en Bedstefader-Lænestol paa en lille hvid Sky garneret af Engle, den gode, gamle, langskæggede Vorherre og holder sig paa Maven af Latter. ... - Hva', Du, Povl, det er godt, hva'? - Og jeg tror nok, at jeg kan male det, nu jeg selv har været ved at falde for Fristelsen!

POVL
(bevæget).

Gerhard, kære Ven, Du skal herefter være min Ildsøjle gennem Ørkenen.

KONIK.

Aa, Du kan vist nok finde Vej selv ... Det har Du da hidtil kunnet. Det er sgu Dig, der har sat Fut i mig ... Jeg vil sgu ogsaa i Tugthuset! - Naamen hvordan ha'de Du det egentlig derude paa Anstalten? ... Hvad skal vi snakke saameget om mig for!

POVL.

Jeg ha'de det udmærket!

KONIK.

Og Du tror, at det har forbedret Dig?

POVL.

Ok, ja!

FRU KONIK.

Hvordan laa De om Natten, Povl?

POVL.

Daarligt ... Og tænk, Fangevogteren kom og tog mine Bukser hver Aften, for at jeg ikke skulde flygte.

KONIK.

Man flygter da bedre uden Bukser ...

FRU KONIK.

Og hvordan var Maden?

POVL.

Fortræffelig! Jeg vil kunne smage den til min Dødedag!

FRU KONIK.

Hvad fik De da?

POVL.

Tørt Rugbrød og varmt Øl til Morgen; tørt Rugbrød 74 og koldt Øl til Frokost; varmt Vand med Knaldviskelæder til Middag; og tørt Rugbrød og koldt Vand til Aften!

KONIK.

Sig mig, Povl, saa' Du ikke somme Tider Syner, naar Du tænkte for Eksempel paa Gaas ... eller Lam i Asparges eller saadan noget?

POVL.

Kære, jeg drømte en Aften i Mørkningen, at jeg aad for halvfjerdsindstyve Kroner Oksemørbrad og drak dertil fjorten Flasker Rødvin!

KONIK
(begejstret).

Line, vi maa bryde Lovene! Sikke Tegninger vi kunde levere! - Drømte Du ikke ogsaa om Kvinder, Povl?

POVL
(griber uvilkaarlig fat i Fru Konik).

Kære, tal ikke om det ...!

FRU KONIK
(klapper hans Haand).

Aa Herregud, De, Skind ...!

ENKEFRUEN
(ind med Blomster. - Læser paa det medfølgende Kort).
Fuldmægtig Thomas Hamann og Frue, R. af D.

! - (Overrækker Povl Buketten; nejer.) Elsket og savnet!

KONIK
(leende).

Se, se, Truelsen!

ENKEFRUEN
(smilende ud).
POVL.

Saa' Du, Gerhard, at han "gik" ikke, Fuldmægtigen! Vi kender vore "Alvorsmænd", Du og jeg: Jo højere de raaber med store, levende Torsk, des mindre er de smaa, døde Hvillinger, de har i Vognen! - Og tænk, han har været inde at besøge mig i Fængslet! Det var et herligt Møde; maaske var jeg lidt lovlig haard imod ham ...

KONIK.

Man kan ikke være for haard mod saadanne Overløbere! - Han har for Resten ogsaa været hos os.

POVL.

Hos Jer ?

FRU KONIK
(der gaar og ordner Blomsterne).

Ja ...

KONIK
(om bag en Stol).

"Da vi levede i et saa beundringsværdigt et Ægteskab, mente han at turde gøre Regning paa vor Medvirken til en Udsoning mellem Dig og hans haardkogte Datter" ... Og saa talte han noget om, at Du skulde være Redaktør af "Den Konservative", som han sagde ... dette Ærværdighedens Gjallerhorn! ... dette Organ for Stenalderen! ... denne Gorm den Gamles Aftenlæsning !

POVL
(leende).

Naa, naa, naa ... Og troede han det?

KONIK.

Gu' troede han det! Og det syntes endogsaa at glæde ham, trods hans ny Livsanskuelse.

75
POVL.

Ja, det er jo derfor, at han absolut vil ha' Ester og mig smedet sammen igen; saa blev jeg jo et "godt Parti".

KONIK.

Der er altsaa ikke noget om, at Du har modtaget den Redaktørpost? - For jeg har ogsaa hørt Rygtet.

POVL.

Ikke Spor, kære Ven! Saadan noget gør vi Digtere ikke; vi er ikke alvorlige nok!

FRU KONIK.

Deres Frue er for Resten blevet saa fiks og nydelig, Povl Abel ... og saa livlig.

POVL.

Det sidste erklærer jeg med mit indgaaende Kendskab til Damen for umuligt!

FRU KONIK.

Jo, jeg forsikrer ... ikke Gerhard? Vi har mødt hende et Par Gange ...

KONIK.

Ja, hun løb til og sprang over tre Omnibusser og en Politibetjent for at komme hen til os ...

POVL.

Om hun saa hoppede op over Frelserens Taarn, saa tog jeg hende ikke igen!

KONIK.

Det er rigtig, Povl. En Kone har ikke godt af at blive for gammel i Gaarde; det ser man med min! - Hold Du Dig meget hellere til Damen med Guldhaaret; det véd man da hvad er.

POVL.

Jamen hende har jeg ogsaa givet Afsked ...

KONIK.

Du er da Fanden til Rolf Blaaskæg!

FRU KONIK.

Povl, Povl ...! og hvem har saa fortrængt hende ?

POVL.

Ingen! Jeg vil herefter leve i Coelibat - nu jeg har Øvelsen.

KONIK.

Det er rigtig, det er rigtig! Kvinden er Jordens Utøj! Knæk hende!

FRU KONIK.

Mon det ikke er bedst, lille Gerhard, at jeg snart tager en Tur til Helsingborg igen?

KONIK.

Du kan vove paa det!

POVL.

Det er egentlig noget trist noget, skal jeg sige Dem, Fru Konik, dette Ungkarleliv, naar man engang har været vant til "ordnede" Forhold.

FRU KONIK.

Povl, De længes efter Deres Kone!

POVL
(leende).

Jeg! Nej, "det ved Gud i Himlens højeste Rige" jeg ikke gør!

ENKEFRUEN
(ind).

Her er et Telegram ... Svar betalt.

POVL
(læser tavs Telegrammet og rækker derpaa Konik det).
76
KONIK (højt). I

Morgen besættes Posten ved et Møde her paa Rudersholm. Vil De have den.

Agnes Klüver.

Er det den omtalte Redaktørpost?

POVL.

Ja.

KONIK.

Og hvad svarer Du?

POVL
(smilende).

Og det kan Du spørge om? (River lidt teatralsk Telegrammet i Stykker.)

ENKEFRUEN.

Gud, Hr. Abel, Betalingsblanketten for Svaret!

POVL.

Der skal ikke noget Svar ... Sig det til Budet derude.

ENKEFRUEN
(ud).
KONIK.

Vil Du slet ikke svare?

POVL.

Nej!

FRU KONIK.

Jamen er det ikke uhøfligt mod Kammerherreinden?

POVL.

Jeg har svaret hende en Gang for alle, saa jeg finder det lidt ... malplaceret af hende at blive ved med den Snak.

KONIK
(begejstret).

Du er i Sandhed en "rank Vilje", lille Povl Abelsen!

FRU KONIK.

Ja, det er De! - Og hvormeget skulde De have haft i Gage?

POVL.

5000 Kroner.

FRU KONIK
(forskrækket).

Jamen det er ikke rigtigt af Dem ... jamen ... nejmen ... Gerhard, hører Du: 5000 Kroner!

KONIK
(bøjer sig for Povl med Armene korslagte over Brystet).

Hr. Ridder uden Frygt og Dadel, De har min Agtelse!

POVL
(patetisk).

Kunde jeg handle anderledes?

KONIK.

Nej! men det er alligevel stort! - Men hva' Fanden, saa passer det jo ikke med mit Grødfad ...

POVL
(leende).

Jo! Digtere og Karrikaturtegnere er hors de concour!

KONIK.

5000 Kroner! Jeg tror, jeg faldt ... Sikken Masse Cigarer man kunde faa for dem!

POVL.

Aa, undskyld, det havde jeg helt glemt ...! (Henter Cigarer og byder.)

77
ENKEFRUEN
(ind med et Visitkort. - Smaaleende).

Hr. Fredrik Hamann spørger, om Hr. Abel tager imod ...

POVL.

Frida ... Visitkort? "Tager imod" ...? Er hun blevet gal! (Hurtig ud i Entreen.)

ENKEFRUEN
(noget umotiveret).

Fru Schwanenskjold er paa Alder med mig; vi har gaaet til Præsten sammen i 79 ... (Ler haanig. - Ud.)

POVL og FREDRIK
(ind).
FREDRIK
(er i splinterny Dress, høj Hat, Handsker og sølvknappet Stok. - Afmaalt og reserveret).
POVL.

Ja, Du kender jo de tilstedeværende, Frida ...

FREDRIK
(bukker).

Jeg har den Ære ... (TIL Povl.) Jeg vilde jo gerne være en af de første, der ønskede Dig Velkommen tilbage fra din ...

KONIK.

Jeg foreslaar: Udflugt!

POVL
(smilende).

Skal vi saa lægge Formerne til Side, Frida?

FRU KONIK.

Gratulerer til Forlovelsen, Hr. Hamann.

KONIK.

Til Lykke og Velsignelse, ja!

FREDRIK.

Tak ...

POVL
(ryster ham).

Frida, er Du kloroformeret?

FREDRIK
(bringer sig i Lave).

Nej ... Men jeg lader mig ikke længere paavirke af dit og Venners lidt letfærdige Lune!

KONIK.

O, Himalaya, som skuer ned til Djungustan!

FREDRIK.

Og jeg er mere og mere kommet til at hælde til den Anskuelse, at Du har haft en daarlig Indflydelse paa mig, Povl; og at det er Dig, der var Skyld i hele min tidligere Misére!

POVL
(der stadig ikke tager ham alvorlig).

Naa ...?

FREDRIK.

Du kælede for mine Svagheder og smigrede mig ved at kalde mig "et Eventyr" i Stedet for at revse mig ved haard og alvorlig Tiltale ... Men den Tid er nu Gud være lovet forbi, og jeg er kommet til bedre Erkendelse! (Trækker en Tegnebog op af Lommen.) Og maa jeg herved med det samme tillade mig at tilbagebetale Dig de Smaasummer, Du i hin Periode forstrakte mig med ...

POVL.

Ja, mange Tak; jeg har rigtig god Brug for dem nu.

FREDRIK.

Er det mere end 100 Kroner, tror Du?

POVL.

Ak nej ...

78
FREDRIK.

Naa, ja, Resten kan Du jo faa senere, hvis det er mere ... (Lægger en Pengeseddel paa Bordet.) Værsgod.

POVL.

Ustyrlig Tak!

FREDRIK.

Jeg skulde bringe Dig en Hilsen fra mine Forældre.

POVL.

Tak ... De har for Resten sendt Blomster.

FREDRIK.

Min Søster Ester ogsaa?

POVL.

Nej, din "Søster-Ester-ikke" ... endnu da ikke.

FREDRIK.

Det glæder mig ... Jeg har faaet en betydelig Indflydelse over hende. - Dette Ægteskab har modnet mig til Mand!

POVL.

Hvilket Ægteskab, lille Frida ...? Mit?

FREDRIK.

Nej, mit.

POVL.

Jamen, Du er jo ikke gift endnu.

FREDRIK.

Der mangler kun en ren Formalitet! - Livet er ikke den Leg, som Du hidtil har gaaet rundt og doceret, kære Povl!

KONIK.

Nej, det er det sgu ikke!

FREDRIK.

... Naamen nu maa jeg trække mig tilbage; min Hustru og jeg ser paa Lejlighed ... Hun staar i Porten ... Hun vil intet ha' med Dig og dine Venner at gøre ...

POVL.

Jeg kan hilse Dig fra din Svigersøn, Præsten, Frida.

FREDRIK.

Ja han er nok Sjælesørger der, hvor ... der, hvor Du kommer fra ...

POVL.

Vældig, ja!

FREDRIK
(bukker rundt).

Adjø ...

POVL
(bukker).

Adjø, kære Frida ... (Brister i Latter.) Det gjorde Du min Salighed udmærket!

KONIK.

Vanvittigt! - Ligesaa godt som jeg før!

FRU KONIK.

Ja, det var virkelig morsomt lavet, Hr. Hamann ... De er jo Skuespiller!

POVL.

Pyramidalsk!

FREDRIK.

Kære Povl, Du vil altsaa ikke forstaa, at det dybeste i min Natur er Alvor, og at det nu er kommet til Gennembrud! - Lad mig da forklare Dig mit nuværende Standpunkt ... Du har altid efter din Evne været god og elskværdig imod mig; og det har jeg ogsaa været Dig taknemmelig for. Men - ja undskyld min Ligefremhed! - 79 dit Sind mangler Dybde! - Og nu da vort gamle Mellemværende er afgjort, mener jeg, at det er bedst for os begge, om vore Veje, i det mindste foreløbig, skilles! - Adjø igen! Det har været mig en Glæde at se Dig saa vel!

POVL.

Adjø, Frida, adjø ...! Hils din Hustru!

FREDRIK.

Har Du en Cigar?

POVL
(byder).

Ja, med Fornøjelse ...

FREDRIK.

Er den ægte?

POVL.

Nej!

FREDRIK.

Ja, saa vil jeg hellere renoncere .... Adjø ...

(Ud.)

KONIK.

Dette er Fanden hakkeme det sødeste, jeg endnu har oplevet!

POVL
(dybt).

2 Gange 2 er 5!

FRU KONIK
(medfølende).

Er De nu alligevel ikke lidt ked af det, Povl Abel ... De holdt jo saameget af ham.

POVL.

Jo, maaske lidt ... Og dog ikke! Vi har jo Smilet, Fru Konik ... det forløsende Smil!

FRU KONIK.

Man kan da ikke smile af alt ...

POVL og KONIK
(samtidig).

Alt!

FRU KONIK.

Er det nu ikke lidt farligt, synes I?

KONIK.

Jo ... for dem, det gaar ud over!

FRU KONIK.

Jamen, Povl, se nu den Sag med Redaktørposten, den tager De jo dog alvorlig ...

POVL.

Det er ogsaa en Fejl af mig ...!

ENKEFRUEN
(ind med Dækketøj).

Ja, undskyld ... men vil Hr. og Fru Konik ikke gøre Hr. Abel den Fornøjelse at spise Frokost med?

POVL.

Jo, gør det, hvad?

KONIK
(ser paa sit Ur).

Er Du gal! Vi skulde være gaaet for længe siden! - Af Sted, Line!

FRU KONIK.

Tak, kære Fru Truelsen, for Deres Venlighed, men der ligger saa meget Arbejde derhjemme og venter ...

KONIK.

Det er sandt, Povl: Jeg er ogsaa bleven Digter!

POVL.

Fanden heller! Dem har vi ellers nok af.

KONIK
(peger paa sin Kone).

Det er til hende der! ... Det er Vers! - Dem gjorde jeg ogsaa den Dag, hun var løbet fra mig.

80
FRU KONIK.

Og de er udmærkede!

POVL.

Lad os høre ...!

KONIK
(med Armen om sin Kone).

Du er saa sød af Legem,
Du er saa skøn af Sjæl - -
Vorherre bar sig uklogt ad,
at han 'te beholdt Dig sæl!

Som lille buttet Engel
paa Rafaelsk Façon
Du vilde gjort Dig mageløst
i Himmelens Salon!

Men nu blev Du Madamme
paa ganske jordisk Vis - -
Dog bliver Stedet, hvor Du er,
altid et Paradis!
Hva'!?

POVL.

Storartet!

ENKEFRUEN.

Nydeligt!

KONIK.

Ned med Kvinderne! (Ud med sin Kone og fulgt af povl.)

ENKEFRUEN
(dækker Bordet).
POVL
(ind).
ENKEFRUEN.

Det er dog et Par dejlige Mennesker, de to!

POVL.

Udmærkede!

ENKEFRUEN.

Glade og fornøjede ved hinanden altid ...

POVL.

Og forelskede! - Gud véd, hvordan Fanden de bærer sig ad, Truelsen!

ENKEFRUEN.

Ja, det er en Gaade for os andre! - Skal Hr. Abel saa rejse i Eftermiddag?

POVL.

Klokken 234, ja! - Mit Tøj kan vel nok blive i Stand?

ENKEFRUEN.

Naturligvis kan det det ... Men jeg synes da ellers nok, at Hr. Abel kunde gerne blive her et Par Dage, saa at vi andre ogsaa kunde faa lidt Glæde af Dem.

POVL.

Det er nydelig tænkt af Dem, kære Fru Truelsen ... Men jeg maa nu ud og trække Vejret! Tænk, jeg har ikke set et grønt Træ i en hel Maaned!

ENKEFRUEN.

Aa, Herregud, nej, det har De vel ikke, De Skidt ...! Hvordan var der ellers derude i Hullet ... 81 (Entréklokken ringer.) Det ringer; det er nok flere Blomster ... (Ud. - Ind igen. - Noget stram.) Det er en Dame ...

POVL
(interesseret).

Ah, en Dame ...! Kender De hende?

ENKEFRUEN.

Nej.

POVL.

Hvordan ser hun ud?

ENKEFRUEN.

Det er en af dem med Haar ... Skal jeg ikke sige, at De ikke er hjemme?

POVL.

Nej, hvor vil De hen! Man kan da ikke saadan ...

Døren til Entreen gaar i det samme op, og

ESTER
(kommer ind med en Buket Roser. - Hun er fiks og nydelig klædt, og hendes Haar er kruset og strøget bort fra Panden).
POVL
(i Udbrud. - Glad overrasket).

Ester ... ! -- Aa undskyld, kære Fru Truelsen, men kan De ikke ...?

ENKEFRUEN
(fornærmet).

Gud, jo ...! Jeg skal saamænd ikke genere! (Bort.)

POVL
(frem).

Men, Ester, hvor Du dog er kommet til at se storartet ud!

ESTER
(rækker Blomsterne frem).

Jeg vilde bringe Dig disse ...

POVL
(tager dem).

Tak ...! Sikke nogle dejlige Roser ...! (Lægger dem bort og griber hendes Hænder.) Men jeg kan jo næsten ikke kende Dig igen, saa smuk Du er blevet.

ESTER.

Synes Du ...?

POVL.

Vil Du ikke tage Plads?

ESTER.

Nej, Tak ... jeg skal straks gaa ...

POVL
(kredser om hende).

Vist ikke nej ...! Sæt Dig nu lidt ned, at jeg kan se rigtig paa Dig.

ESTER.

(sætter sig paa Chaiselonguen).

POVL
(mere og mere betaget).

Hvor er Du dog blevet nydelig!

ESTER.

Er jeg ... Du er da ikke vred, fordi jeg er kommet herop?

POVL.

Vred? Naar der pludselig træder saadan en ganske yndig Dame ind af min Dør i en helt ny Face!

ESTER
(smiler).
POVL.

Og som Du kan smile ...! Maa jeg sidde lidt ved Siden af Dig ...? (Sætter sig.) Og sikke nogle nydelige smaa Hænder, Du har faaet!

ESTER
(leende).

Dem har jeg nu altid haft ...

POVL.

Nej, Du har ikke! - Og dit Haar er strøget op!

ESTER.

Det bad Du mig jo om ...

82
POVL
(lægger en Arm om hende).
ENKEFRUEN
(ind med en Buket).
POVL
(rejser sig ærgerlig).

Hvad render De her ustandselig ind og ud efter, Truelsen!

ENKEFRUEN
(stramt).

Blomster fra Skolebestyrer Hamann ...

POVL.

Jeg vil blæse hans Grøntsager et Stykke!

ESTER
(ler højt).
POVL
(henykt).

Det er min Kone, Truelsen, der sidder der paa sin Hale og ler saa dejligt!

ENKEFRUEN
(lidt formildet).

Er det Fruen ...! Ja, nu ser jeg jo ...! Velkommen! ... Fruen har lagt sig no'et nyt Haar til ... ja alle Kneb gælder i disse Tider.

POVL.

Ja gaa saa, Truelsen ... Vi har Forretninger.

ENKEFRUEN.

Jamen Frokosten ...? Hr. Abel var jo saa sulten ...

POVL.

Jeg? Ikke Spor!

ENKEFRUEN.

Men Fruen vil maaske spise med?

ESTER.

Ja, Tak ...

POVL
(henrykt).

Vil Du?

ENKEFRUEN.

Ja, Hr. Abel er nødt til at spise straks, han skal rejse.

ESTER
(urolig).

Skal Du rejse, Povl?

POVL.

Nej, ikke ud af Flekken ...! Det er bare noget, Truelsen finder paa for at være interessant!

ENKEFRUEN
(indigneret).

Jeg !?

POVL
(fører hende mod Døren).

Farvel, Truelsen... !

ENKEFRUEN
(vred ud).
ESTER
(ler).
POVL.

Maa jeg hjælpe Fruen Overtøjet af?

ESTER.

Tak ...

POVL
(hjælper. - "Hedt".)

Sig mig saa, lille Dame, hvorfor hun er kommet herop ...?

ESTER
(om Halsen paa ham).

Fordi jeg selv vil ha' Dig ... fordi jeg er kommet til at holde saa forfærdelig meget af Dig, da vi ikke var sammen mere ... fordi jeg ikke under nogen anden Dig ... Fredrik har fortalt mig, at ...

POVL.

Det Asen ...! Det var ham selv, der kom slæbende med ...

ESTER.

Kan Du huske, at Du saa tit bebrejdede mig, at jeg 83 ikke var af Kød og Blod ... Nu er jeg af Kød og Blod ... Lad mig blive hos Dig ...!

POVL.

Med største Fornøjelse ...! Om vi saa skal separeres igen om otte Dage!

ESTER.

Nej. nej .. nu vil vi være rigtig gode og elskværdige mod hinanden ... altid!

POVL
(tager hende ind til sig).

Det vil vi ... Bare det snart var Aften ...

ESTER
(skyder ham bly fra sig. - Smilende).

Du har dine Lakstøvler paa ...

POVL
(leende).

Ja ... og sikken de ser ud nu, Du! - "For Lakken garanteres ikke!" - Og det værste er, at det vist varer længe, inden jeg faar Raad til at købe mig et Par ny!

ESTER
(med en Nuance af sin gamle Stivhed).

Saa-aa ...?

POVL.

Ja, for min Bog blev jo konfiskeret, og med den ny har det lange Udsigter.

ESTER.

Du behøver jo ikke at skrive Bøger mere ...

POVL
(leende).

Vil Du maaske overtage Forretningen?

ESTER.

Far siger, at Du skal være Redaktør ...

POVL.

Naa-aa ... ja!

ESTER
(stramt).

Er det maaske slet ikke sandt ... Har Du maaske slet ikke haft noget Tilbud fra Kammerherreinden?

POVL.

Ok jo ...! Jeg havde saamænd Telegram for et Øjeblik siden, at i Dag maatte jeg bestemme mig.

ESTER
(spændt).

Naa ...?

POVL.

Jeg rev Telegrammet i Stykker og svarede slet ikke ... Men vil Du ha', at jeg skal ta' Pladsen, saa ta'r jeg den ... "selvfølgelig" !

ESTER
(glad).

Gør Du ...!

POVL.

Ja, for vi kan jo ikke "elske" hinanden, naar vi ikke har noget at leve af ... er det ikke det, Du mener?

ESTER
(ivrig).

Nej, det er ikke det, det er slet ikke det ... alene da! Men jeg synes netop, at Du vilde passe saa storartet som Redaktør af det Blad.

POVL.

Storartet, ja! 2 Gange 2 er 5!

ESTER.

Hvad er det dog, Du siger ...?

POVL.

Aa, ingenting ...

ESTER.

Jeg synes, at det vil blive ligesom en Mission for 84 Dig! Du vil bringe nyt Blod, ny Kraft og ny Synspunkter med Dig ...

POVL.

Unægtelig!

ESTER.

Du kan støtte de unge Digtere og Kunstnere ved din Autoritet! (Ind til ham.) Og tænk, Povl, hvor dejligt vi to saa kan faa det, naar Du kommer hjem fra Arbejdet, fri for alle økonomiske Bekymringer, og jeg har hygget Stuerne for Dig med Blomster og god Mad og ...

POVL.

Og nye Lakstøvler ...

ESTER
(usikker).

Men Povl dog ...

POVL.

Jeg kender en Agrar, der ved forrige Folketingsvalg solgte sin Stemme for to Skinker og et Kalvebryst én Gang for alle ... og nu er han fuldtud lykkelig og Formand for Skatteraadet!

ESTER.

Povl ... Du gør vist Nar af mig ...

POVL.

Ikke Tale om, lille Ester! Jeg kunde blive Redaktør af "Evangelisk Budstikke'' for dine hvide Armes Skyld! Blæse være med "Overbevisninger" og "Standpunkter", naar det gælder to Menneskers Lykke!

ESTER.

Ja, ikke sandt, hvor vi skal blive lykkelige! ... Men Du maa da ikke gøre dette Skridt for min Skyld, Povl ... hele Livet vilde jeg bebrejde mig det, hvis ...

POVL.

Nej, lille Ester, tilgiv mig ... men jeg gør det naturligvis først og fremmest for Fædrelandets, for Ungdommens og for den nye Litteraturs Skyld!

ESTER
(ind til ham).

Du er stor, Povl Abel!

POVL.

Ja, "Storhed", Ester Hamann, har altid været det dybeste Træk i min Natur! - Bliver Du saa hos mig ... straks ... med det samme ?

ESTER
(bly).

Ja ... nu er jeg din ... hvor kan jeg andet ..! Og Telegrammet til Kammerherreinden?

POVL.

Det sender vi af Sted, naar vi har spist Frokost.

ESTER.

Hvorfor ikke nu i din Beslutnings Morgenrøde?

POVL.

Naturligvis har Du igen Ret ... "selvfølgelig" ! (Kalder.) Truelsen!

ENKEFRUEN
(ind).
POVL.

Har De en Telegramblanket, Truelsen?

ENKEFRUEN.

Jamen De vilde jo ikke svare, sa'e De ...!

85
POVL.

Ja, det var for et Kvarterstid siden! Men man staar da Gud være lovet under Udviklingens Lov, Truelsen! - Har De en Blanket?

ENKEFRUEN.

Ja, det tror jeg da ... (Ud.)

ESTER.

Maa jeg skrive Telegrammet, Povl? Det vil more Dig i Fremtiden ...

POVL.

Det vil det!

ESTER.

Hvor jeg elsker Dig! Jeg forlader Dig aldrig mere!

POVL.

Nej ...! Og naar vi saa holder Sølvbryllup, har jeg nok faaet et Træben, og saa skal alle Gæsterne skære deres Navne i det til Minde om Festen!

ESTER.

Du gør nu Nar af mig, Povl, men det bryder jeg mig ikke om ...!

ENKEFRUEN
(ind med Blanketten).
ESTER
(sætter sig ved Skrivebordet).
POVL
(dikterer).

Kammerherreinde Klüver
Rudersholm
Vedby
Jeg modtager Pladsen - for Fædrelandets Skyld!
Povl Abel.
Vil De faa det besørget, Fru Truelsen.

ESTER.

Men straks!

ENKEFRUEN.

Jo ... (Ud.)

POVL
(tager smilende Esters Haand).

Hvor har man dog gjort Jer Kvinder Uret: Det er Jer, der er Landets "ranke Viljer" ! - Sikken en Guldalder det bliver, naar vi engang faar Jer ind paa Rigsdagen!

ENKEFRUEN
(ind).

Der er en Kioskdreng ude med nogle Blomster; men han vil kun aflevere dem til Hr. Abel selv.

POVL.

Godt, lad ham komme.

ENKEFRUEN
(ud).
ESTER.

Aa, Povl, hvor skal vi være gode og trofaste mod hinanden, nu vi har fundet hinanden igen.

POVL
(med Armene om hende; og saaledes bliver de staaende)

Det skal 86 vi, lille Ester! - Hvad Hjerterne har sammenføjet, skal ingen Teorier adskille!

KIOSKDRENGEN
(ind med en Buket Roser).

Jeg skulde hilse og sige, at her var nogle Roser til Hr. Povl Abel fra Frøken Othella Lustig.

Tæppe.