Wied, Gustav Søstormen

SØSTORMEN (1905)

122

        

123

I.

I femten Aar havde Kristine Rasmussen været lam i højre Side og ligget oppe i Sovekammeret og pint og plaget Søren og Jakobine ved sin Urimelighed.

Og saa pludselig en Morgen var hun død. -

Søren havde, som han plejede, ogsaa den Nat delt Seng med hende; hvad hun forlangte, da han varmede. Og saa havde hun Klokken to-tre knubset ham vaagen med den raske Arm og sagt, at hun var tørstig.

Og han var hurtig faret over Ende og havde grebet Vandglasset og rakt hende.

- Nej, jeg vil ha' Øl, bajersk!

- Jamen, Mor, Du ved jo, at Doktoren ...

- Jeg vil ha' Bajer si'er jeg!

- Naa, jaja, jaja, saa skal Du faa Bajer, men Du ved jo at Doktoren ...

- Jeg skal nok ta' Doktoren paa mig!

Og vant til at lystre kravlede Søren af Sengen og gik ud i Køkkenet, hvor Bajerne laa i Vadsken for at holde sig kølige:

- Nu skal jeg skænke ...

- Nej, jeg vil drikke af Flasken!

- Jamen, Mor ...

- Jeg vil drikke af Flasken, hører Du; jeg er tørstig.

- Naa, jaja, jaja ...

Og hun satte Flasken for Munden og tømte den til Bunds.

- Kryb saa op med Dig i Sengen igen; jeg fryser! Søren krøb lydig ned under Dynen.

- Vend mig!

124

Han vendte hende og puslede hende til Rette.

- Nu har jeg det godt, sagde hun og lukkede Øjnene - I kunde gerne ha' gi'et mig det Øl noget før!

- Jamen Mor, Doktoren ha'de jo forbydt det ...

Hun svarede ham mod Sædvane ikke. Hun var faldet i Søvn. Lidt efter sov ogsaa han.

Klokken var som sagt mellem to og tre den Gang.

Og Klokken halv seks, da Søren vaagnede for at staa op og gaa ned i Værkstedet, laa Kristine stendød ved Siden af ham.

Sovet lige ind i Evigheden efter Øllet! - -

Denne Historie havde Søren Rasmussen nu fortalt mindst ti Gange til de Naboer og Genboer, der kom ind for at gratulere ham til Dødsfaldet.

Og hver Gang var han endt med dette Omkvæd:

- Og se det kalder jeg en behavelig Død!

Hvad alle medgav ham.

- -

Søren Rasmussen var Snedker. Konens Ligkiste havde han lavet allerede for tre Aar siden, da hun fik sit første Anfald. Den var lavet under Kristines eget Tilsyn og var fin og første Klasses med Sølvkors paa Laaget og Løvefødder. Og nu skulde den bare poleres en Kende op hist og her; saa kunde hun lige puttes i den i Jesu Navn ...

Han havde flyttet den ud i Gaarden, hvor Guds Sol skinnede fra den blaa Himmel, og Bagerens Mæfikker kurrede fra de røde Tage.

Og hernede stod han og gned og polerede.

Alt som Arbejdet skred frem, og Tankerne gik, piplede der en lille, stille Glæde op i ham. Der var saa roligt og fredeligt i hele Huset. Ingen skældte og smældte mere ...

Pludselig begyndte han at smaafløjte som i sin Ungdoms Dage. Men han holdt øjeblikkelig forfærdet inde igen, da der blev kaldt paa ham oppe fra Lejligheden:

- Du skal op og spise, Far!

Det var Jakobine, Datteren. Hun var kun femten Aar, da Kristine blev syg; og nu var hun tredive.

125

Det havde været en haard Ungdom. Men nu var hun altsaa sluppen ...

Fader og Datter satte sig stive og tavse paa hver sin Side af Middagsbordet. Jakobine var helt i Sort; Dragten havde ligget færdig længe.

De fik deres Livretter: Grøntkaalssuppe og Klatkager.

Saa sagde Datteren:

- Jeg har bedt Madam Wullum om at komme og hjælpe til at klæ' hende Klokken fire ...

- Naa, har Du det, ja ...

- Behøver vi at ta' den ny Nattrøje, Mor har lagt hen, med Blonderne?

- Næ-i ...

- Jeg mener da ogsaa, at en af de gamle er baade hele og gode ...

- Ja-e ...

Saa tav de og spiste videre. De havde ikke set paa hinanden under denne Samtale.

- -

Straks efter Middagsmaden gik Søren Rasmussen ned og lagde sidste Haand paa Kisten.

Han ansaa det for sømmeligst at stryge baade Middagssøvnen og Piben. -

Og som han nu stod dernede i Solen, syntes han, at han hørte Jakobine ligesom smaanynne.

Men det kunde jo ogsaa godt ha' været Vandkedelen, der stod over til Opvadsken ...

- -

Klokken fire kom Madam Wullum.

Liget blev klædt og lagt i og skruet til og fik et Par Kranse paa Laaget.

Klokken seks kørte Rustvognen Kristine ud i Kapellet. Graveren laasede Døren af efter hende. Og Søren og Jakobine gik hjem.

- -

Her havde Madam Wullum lavet Kaffe og købt Wienerbrød, som de nød, medens Søren læste Dødsanmeldelsen højt af Avisen, der netop var kommet:

126

Dags Dato til Morgen har det behaget Gud den Almægtige at kalde til sig til et bedre Hjem vor inderlig elskede Ægtefælle og Moder Kristine Cæcilie Rasmussen født Jakobsen efter femten Aars smertefuldt Sygeleje.

Hendes dybtsørgende Efterladte

Søren Rasmussen. Jakobine Rasmussen.

Begravelsen finder Sted fra Kapellet paa St. Clara Kirkegaard Torsdagen d. 16. August Klokken 1½.

Søren foldede sine stive Snedkerfingre og nikkede.

- Gudsketak for den behavelige Død, Kristine endte med at faa ...!

- Ja, nu har Mor Fred ... sagde Jakobine.

- Og I andre med ... sagde Madam Wullum.

- -

Den første Nat efter Dødsfaldet var noget urolig for Søren Rasmussen. Han havde jo glædet sig til at ligge alene og sove i Fred og Ro. Men hver Gang han var faldet i Blund, blev han vækket ved et Knubs i Siden, der fik ham til at fare forvildet over Ende og sige:

- Ja, hvad er der, Mor?

Næste Nat vaagnede han kun to Gange.

Og tredje Nat var der ikke længere noget, der knubsede.

II.

Vejen til St. Clara Kirkegaard fører forbi Købmand Carlsens Vænge, hvortil der netop i denne Uge er stor Tilstrømning paa Grund af den ny og vidunderlige Karrusel, "Søstormen", som dèr staar opstillet.

Denne ikke før i Byen med Omegn sete Mærkværdighed snurrer nemlig ikke blot rundt om sin egen Midterakse ligesom de fleste andre Karruseller. Men dens Heste løfter sig og synker i Knæene, dens Kaner hopper, dens Gondoler vugger, og dens Balloner roterer om Privatakser, medens hele Utysket sættes i Gang af en Petroleumsmotor, der samtidig stinker, spiller paa Orkestrion, giver Signal 127 paa Dampfløjte og laver elektrisk Lys. - En hel Verden af Ild, Stank og Larm!

- -

Begravelsesdagen, Torsdagen d. 16. August oprandt.

Familien Rasmussen begav sig fra Sørgehuset ud til Kapellet.

Ligets Moder, en aands- og legems-frisk Kone paa 80 Aar, var kommet med et Morgentog fra Nabobyen for at deltage i Festen.

Hende fulgte en Sønnesøn, dennes Hustru og tre Smaapiger. Alle i Sorg og med Kranse til Albuerne.

Sønnesønnen er Beslagsmed og af herkuliske Dimensioner, der end yderligere pointeres ved en overnaturlig høj Silkehat.

Desuden var mødt Søren Rasmussens Søster og hendes Mand, Møllerfolk fra Landet, begge med store, hvide, glade Ansigter; men forøvrigt naturligvis sørgeklædte.

Samt en lang, duknakket Person, man kaldte "Farbror", men som ingen kunde klare Familieskabet til, og som paa Grund af denne Mystik behandledes med udsøgt Respekt.

- -

Da Sørgeskaren passerede Købmand Carlsens Vænge, standsede den op foran "Søstormen", der vakte Sensation.

- Jamen saa skulde I se den gaa! sagde Søren Rasmussen.

- Har du prøvet at køre? spurgte Smeden, og hans Øjne lyser som to Esser.

Nej, det havde Snedkeren ikke; men han og Jakobine var kommet her forbi forleden Aften, da den gik.

- Hvornaar gaar den? spurgte Ligets Moder ivrig.

- Klokken fire. Men den tænder ikke før Klokken otte!

- Saa gaar vi allesammen herned Klokken otte! sagde Farbror afgjort.

Og alle samstemmede og var glade over, at det netop var ham, der havde foreslaaet det.

De tre smaa Smedepiger stod hver paa ét Ben.

128

Ude i Kapellet fordelte Skaren sig sammen med det øvrige Følge paa Bænkene langs Væggene og deltog energisk i Salmesangen.

Under Præstens Tale brast Jakobine og Ligets Mor i Graad og smittede de tre Smededøtre ...

Men ude ved Graven tog disse kraftig Revanche ved at puffe hverandre i Siden og fnise, da Mandfolkene begyndte at kigge sig i Hattene.

Derpaa faldt de tre Skovle Jord; og Følget spredtes.

- -

Eftermiddagen gik trevent hen for Sørgeskaren med at spise, drikke og blunde ...

Men om Aftenen præcis Klokken otte stod den paa ny frisk og spændt nede foran "Søstormen".

Der var et Mylder dernede og en Raaben og Larmen.

De elektriske Lamper var tændt, Orkestrionet spillede løs, Gondolerne vuggede, Kanerne hoppede, Ballonerne snurrede, Hestene sank i Knæ, og man kunde lugte Motoren og Menneskesveden helt over paa Jærnbanestationen.

Alle vilde køre, alle vilde prøve; og de, der kører rundt og skal ned, bliver siddende og vil køre engang til, saa sindsforvirrende dejligt er det.

Og højt over Hurlumhejen læses med skinnende elektriske Blus imod den mørke Aftenhimmel Karrusellens Motto:

Jo galere, jo bedre!

- -

Sørgeskaren var bleven presset helt ind imod Gangbrædtet. Og stadig masede Mængden paa. Det var i Længden ikke til at holde ud. Man maatte hellere gøre som de andre og sætte sig op:

- Hva' Saten, sagde Smeden - da vi nu engang er her!

Alle saa hen mod "Farbror". Han nikkede ...

Og da Dampfløjten hvinede til Afgang næste Gang, sad Familien Rasmussen placeret alt efter Temperament og Alder rundt paa "Søstormen"s forskellige Befordringsmidler.

Og Søren Rasmussen, der sammen med Ligets Moder og Smedens tre Smaapiger har slaaet sig ned i en Kane, 129 raaber midt under Farten til Smeden og Farbror, der berider de to nærmeste Heste bag ham - og han raaber det af hele sit Hjertes varme Fylde:

- Det er kedelig, raaber han - at Kristine ikke kan være med til dette hersens, for hun holdt saa ustyrlig meget af at køre paa Karrusel ... i sin Velmagt da!

130

        

131