✂

✂ 6/10 06.

✂ ........... Saa traf jeg da igen efter næsten 20 Aars Forløb min Ungdoms eneste og uforglemmelige Elskede!

✂ Det var i Gaar Eftermiddags i Frederiksberg Allé, der kom en Dame gaaende lige imod mig og standsede: - Er det ikke Faber, spurgte hun - er det ikke Vinhandler Olaf Faber?

✂ Mit Hjerte stod næsten stille ved at høre denne Stemme:

✂ - Jo, sagde jeg op mod hendes Ansigt med mine halvblinde Øjne - jo; og De er Lola!

✂ - Ja.

✂ Hun stak sin Arm under min, og vi gik sammen ind ad Vesterbro til:

✂ - De ser ikke godt? spurgte hun.

✂ - Nej, jeg ser ikke godt, sagde jeg. Og kunde ikke lade være med at tilføje - Men det gør ikke noget, nu De er kommet tilbage.

✂ Hun trykkede min Arm og lo med sin gamle klare Latter:

✂ - Kavaler som sædvanlig!

✂ Jeg lo med, inderlig vel til Mode.

✂ Og det viste sig, at vi boede begge i Istedgade bare et Par Huse fra hinanden.

✂ - -

✂ 10/10 06.

✂ Jeg gik i Aftes hen til Lola for at faa opklaret, hvorfor jeg ikke forleden blev indladt.

✂ Hun saa' mig komme over Gaarden og modtog mig i sin aabne Dør med et:

✂ - Kære Faber, hvorfor har jeg ikke set Dem saalænge! Har De været syg?

172

✂ - Nej, svarede jeg - i Torsdags kunde De ikke modtage mig, fordi De strøg og "saa' farlig ud". Saa kom jeg igen om Lørdagen efter Aftale, men Fuglen var fløjet og Reden tom. Naa, dertil er intet at sige; De har Deres at passe og skal ikke sidde hjemme for min Skyld. Jeg kom saa igen i Mandags; De var hjemme, jeg saa' Dem bag Vinduet, men blev ikke indladt.

✂ - Jeg har ikke hørt nogen Banken, forsikrede hun med en Frimodighed, der var aldeles overbevisende for mig, der kender hendes Væsen og hele Tonefald fra gamle Dage - hvorfor skulde jeg dog ikke ville lukke Dem op?

✂ - Ja, hvor kan jeg vide det, Lola; maaske er De ked af mig gamle Pebersvend. Maaske har jeg imod min Vilje sagt eller gjort noget, som har mishaget Dem; og saa skulde jeg straffes.

✂ - Det tror De ikke selv paa, Faber. Aldrig har jeg truffet et mere hensynsfuldt Menneske end Dem.

✂ - Det er bare Løgn! sagde jeg - Men selv om det var sandt, gjorde jeg jo ikke andet end min Pligt som Tak for den kammeratlige Maade, De altid modtager mig paa.

✂ - Jeg kan bevidne, tog Lolas Medsyerske Ordet (Madam Søberg hedder hun og er Slagterenke), at Lolas første Spørgsmaal, naar hun har været ude, altid er: Hr. Faber har da vel ikke været her, mens jeg var borte? Bare han ikke er syg.

✂ Min Mistro svandt som Dug for Solen. Og medens Maskinerne snurrede om Kap, gik Sludderen mellem Lola og mig.

✂ Aa disse Timer hos hende er som Balsam for mit Hjerte!

✂ Mdm. Søberg siger saa godt som intet, passer blot sin Syning. Alligevel ønsker jeg hende paa Bloksbjærg, thi jeg kan dog ikke saaledes tale med L, som jeg kan, naar vi er under fire Øjne; og jeg kan ogsaa mærke paa L, hvorledes hun af og til tager sig i det og bryder af ofte midt i noget, aabenbart fordi vi ikke er ene, og hun ikke vil delagtiggøre enhver i sine Tanker og Oplevelser.

✂ Noget efter lavede L Kaffe, jeg gav en Pægl Punch og et Par Cigaretter, jeg havde medbragt.

173

✂ Næppe havde vi faaet Kaffen til Livs, saa dundrede det paa Døren, og ind stormede en stor, fed Kvinde larmende og skrigende op:

✂ - Tænkte nok, I drak Kaffe, Børn, skreg hun - Gi' mig en Skvat med!

✂ Og hun smed sig paa en Stol, saa den knagede.

✂ - Er Du fuld, Fedesen! Hvordan er det, Du opfører Dig! afbrød Lola hende skarpt - Vil Du ikke opføre Dig ordentligt, har jeg sagt Dig, Du kan blive borte. Hjemme hos Dig selv kan Du lave Ballade, ikke her hos mig. Du burde skamme Dig. Gaa din Vej!

✂ - Aa, lille Lola, giv mig en Kop Kaffe; jeg har ingen Mad faaet i Dag? kom det bønligt.

✂ - Naturligvis skal Du faa en Kop. Men Du holder Dig i Skindet!

✂ Ind bragte L en stor Kop Kaffe og en vældig Humpel Hvedebrød:

✂ - Kan Du spise mere, skal Du faa det.

✂ Bælgmørkt som det var i Stuen, havde "Fedesen" endnu ikke set mig.

✂ Jeg listede ud i Køkkenet. L var der straks:

✂ - De maa ikke gaa, Faber.

✂ - Frygter, jeg generer, sagde jeg.

✂ - Tværtimod; jeg beder Dem blive.

✂ Hun tændte Lampen:

✂ - Kom saa med ind, Faber.

✂ Naturligvis adlød jeg.

✂ Fedesen rejste sig og kniksede:

✂ - Jeg troede, I var ene; jeg saa' ikke den Herre; undskyld.

✂ - Derfor kan Du vel nok opføre Dig ordentlig - sagde L - ellers bliver Du herfra.

✂ Den fede sad helt forknyt.

✂ Saa kom Symaskinerne i Gang. L sang en lille engelsk Sang, saa en russisk; stadig arbejdende.

✂ Saa brød jeg op.

✂ - Kom snart igen, Faber! var Lolas sidste Ord, da hun fulgte mig ud.

174

✂ 15/10 06.

✂ I Skumringen gik jeg igen hen til L medhavende en Sjat Punch og nogle faa Cigaretter, som jeg plejer.

✂ Jeg hørte hende synge. Og næppe havde jeg banket paa, før hun lukkede op:

✂ - Skal De ud, Lola; saa gaar jeg straks igen?

✂ Hun modtog mig nemlig med Hat paa; en stor, sort Balladehat med rød Fjer.

✂ - Jeg skal blot ud og købe lidt ind, Kaffe, Sukker; for nu har jeg lige været ude og faaet Mønt. Kom blot ind, Faber; De maa ikke gaa.

✂ Mdm. Søberg sad og syede:

✂ - Nej, De maa ikke gaa; Lola er saa glad ved at se Dem, sagde hun beskeden.

✂ - Ja, jeg er! nikkede L - Jeg holder blaa Mandag. En halv Dags Ferie om Ugen vil jeg have Lov til at tage mig. Det var rart, De kom!

✂ - Tak for Deres Venlighed, Lola; jeg længes altid efter Dem.

✂ Hun lo:

✂ - De er nøjsom!

✂ - Det mener jeg just ikke at være, svarede jeg - men jeg sætter Pris paa godt Selskab; paa Deres f. Eks.

✂ Hun lo igen, truede ad mig og forsvandt i Køkkenet.

✂ Lidt efter kom hun tilbage med Kaffen. Vi drak den og passiarede.

✂ Saa bankede det paa Døren; en halvgammel, mørkklædt Kvinde traadte ind:

✂ - En gammel Veninde af mig og min Søster, præsenterede L (Navnet overhørte jeg).

✂ - Jeg kender godt Grosser Faber, sagde Konen - De har skænket mangt et Glas Vin for mig, naar jeg kom ned og bestilte Varer til Borgergade 24.

✂ - Er det svenske Amalie? spurgte jeg - Ja, undskyld; det er mørkt; og jeg er halvblind.

✂ - Lolas Søster og jeg tjente sammen, vedblev Konen - Og jeg véd godt, at De kendte og holdt af Lola, kørte hun paa - Jeg sagde ofte til hende, at Deres Raad skulde hun 175 følge, sagde jeg; De var en respektabel Mand, der vilde hendes Vel. Men Lola var ikke imod Dem, som hun skulde være, for hun var ung og letsindig ligesom Søsteren, der trak til den ene Side, naar De trak til den anden.

✂ - Ja, lad nu det være godt, afbrød jeg hendes Ordstrøm - Lola er sød og elskværdig, som hun er, og har selv brudt sig en Bane.

✂ - Hun skulde ha' blevet hjemme og holdt sig til Dem, vedblev Konen - Jeg véd godt, hvor syg, De blev, da hun rejste, og det var af bare Sorg.

✂ - Aa, visvas! sagde jeg vredt - Det véd De ikke noget om.

✂ - Jamen, jeg har da Lov at tænke mit.

✂ - Tænke; men ikke sige, ja!

✂ Lola var gaaet ud i Køkkenet. Jeg gik ud til hende. Hun stod og græd; jeg greb hendes Haand og kyssede den:

✂ - Kære lille Lola, jeg beklager den Scene; men jeg er uskyldig; De maa ikke være vred paa mig.

✂ - Paa Dem, hvor kan De tro! hulkede hun - Men der er jo saameget sandt i hendes Ord!

✂ Hun kastede sig ind til mig og græd endnu heftigere.

✂ Jeg beroligede hende, saa godt jeg kunde ved at kæle for hende.

✂ Lidt efter gik Svenskeren.

✂ Klokken var bleven 8, det var bælgmørkt; Gassen var endnu ikke tændt paa Trappen, da jeg noget efter fulgt til Dørs af L vilde gaa.

✂ Jeg strøg en Tændstik og slap ned ad de 3 Trappetrin. Men da jeg vilde gaa ud i Gaarden, hang min ene Støvlesnude fast i Dørtrinet, og jeg styrtede paa mit Ansigt lige ud i den betonlagte Gaard. Lola gav et Hvin; jeg kom hurtig paa Benene, men Blodet styrtede mig ud af Næsen.

✂ Jeg kom ind igen i Køkkenet. L var utrøstelig. Jeg badede mig med Vand og fik endelig Blodet til at standse. Men min Næse var som knust og svulmede op til et rent Monstrum. Desuden Hudafskrabninger et Par Steder. Og saa havde jeg en stor Bule over venstre Øje, som var halvlukket. Jeg saa' henrivende ud.

✂ Saa tog Lola, den kære Pige, mig under Armen og fulgte mig lige til min Dør.

176

✂ En rar Aften og Nat blev det, tilbragt med at lægge Koldtvandsomslag paa de beskadigede Steder. Og al dette kun en Følge af mit daarlige Syn. Dog Gud være lovet, at jeg ikke er helt blind; jeg kan dog ellers retirere mig saa nogenlunde og er glad ved Livet.

✂ Siden har jeg holdt mig inde i tvungen Stuearrest, stadig badende mig med koldt Vand.

✂ Jeg havde haabet, at Lola var kommet hen og set til mig; men det er hun ikke. Jeg véd godt Grunden; det er ene og alene, fordi hun synes, at hun som Varietésangerinde er for simpel til at gæste mig i mit Hjem; fintfølende og stolt, som hun paa sin Vis er, vil hun ikke udsætte sig eller mig for Kritik og Sladder.

✂ 26/10 06.

✂ Det var den 20nde, den Dag paa hvilken jeg for 30 Aar siden for første Gang saa' Lola.

✂ Jeg plejer den Dato at holde en lille privat Fest med mig selv; havde i den Anledning "brygget" mig 2 Flasker Punch, og fandt da, at da L var i Byen, og jeg igen var ret præsentabel efter Faldet, kunde jeg passende gaa hen hos hende og tømme den ene Flaske i hendes Selskab.

✂ Som tænkt saa gjort.

✂ Den evige Mdm. Søberg sad ved Maskinen. Og da hun kom og lukkede mig op, fik jeg et Glimt af L, som fór ind i sit Sovekammer. Hun var lige blevet færdig med at vaske Gulv i Dagligstuen og Køkkenet.

✂ Om jeg skulde gaa igen?

✂ Men L protesterede højlydt, at hun kom straks.

✂ Og faa Minutter efter aabnedes ogsaa Døren, og hun stod der fuldt paaklædt i sin elegante mørkeblaa Fløjelskjole, men med Haaret udslagent ned ad Nakken.

✂ Dejlig var hun, synes jeg; aldeles som i gamle Dage. Men jeg kan jo ikke se ordenligt mere, er saaledes ikke vis paa, om hun ikke havde anvendt en lille Smule Krigsmaling.

✂ - Det var rart, De kom, Faber, sagde hun - nu kan De faa en Tallerken Oksehalesuppe med.

✂ Hun fór ud i Køkkenet. Jeg bagefter. Jeg samlede hendes Haar i Haanden og vilde flette en Pisk.

177

✂ Hun lo og rev det til sig. Og i et Nu var det sat op. Jeg begriber ikke, hvor hun kunde i det Øjeblik. Det var som ved Trylleri.

✂ - Jeg er doven i Dag; gider ikke dække Bord! raabte hun ind til Mdm. S - Vi kan godt drikke Suppen af Kopper; saa spiser vi Kødet, naar jeg kommer hjem fra Byen.

✂ Hun kom ind i Stuen:

✂ - Jeg skal ind med en Prøve af noget Sytøj, vi har faaet; 20 Dusin à 4 Kr.

✂ - Og De kan vel sy et Dusin om Ugen? spurgte jeg - En rar Forretning!

✂ - Nej, vi kan da mindst sy 1½ Dusin om Dagen tilsammen, saa det kan nok gaa.

✂ - Men det er dog lettere at staa og skrige paa en Tribune, mente jeg - og det smider vel ogsaa mere af sig - - for ikke at tale om Nebengeschæften, som vel er Hovedsagen.

✂ Hun brast i Latter:

✂ - "Nebengeschæften" ... Hvad mener De?

✂ - Ja, De er naturligvis et Dydsmønster? lo jeg tilbage.

✂ - Jeg? hun lo, saa det klukkede - Ja, det véd De jo godt.

✂ - Jeg? vrængede jeg efter hende - Jeg véd ingenting.

✂ Lola og Mdm. S fik Suppen skyllet i sig, hver en 3-4 store Kopper. Saa trakterede jeg med et Monstrum af en Pære. Og kom til sidst frem med Puncheflasken.

✂ - En hel Flaske! udbrød L - Hvad er der paa Færde, Faber?

✂ - Det er min Fødselsdag.

✂ - Nej, det er i Maj.

✂ - Saa er det min Bryllupsdag.

✂ - Bryllupsdag? Hvornaar?

✂ - Aa, det er længe, længe siden; i 1878.

✂ - Da var jeg kun ni Aar.

✂ Hun hævede Glasset og proponerede "Brudgommens" Skaal.

✂ - Tak! sagde jeg.

✂ - Har De virkelig været gift?

178

✂ - Nej, aldrig.

✂ Hun lo. Flasken blev tømt. Og saa fulgte jeg hende ind paa Amagertorv.

✂ Ved Afskeden sagde hun:

✂ - Er det sandt, Faber, at De aldrig har friet til eller kysset nogen Pige?

✂ - Ja, paa Ære! Jeg har kun holdt af et eneste Pigebarn, og det var Dem.

✂ - Og jeg var Dem ikke værd ...

✂ - Tværtimod! Men jeg var for gammel; og saa forblev jeg Pebersvend.

✂ - Men Bryllupsdagen i Dag?

✂ - Et Mysterium! ... Farvel!

✂ Jeg véd ikke hvorfor; men jeg kunde ikke fortælle hende, at jeg i disse 30 Aar, hver Dag den 20 Oktober har tømt et stille Bæger for hendes Lykke.

✂ Hun vilde ikke have forstaaet mig ...

✂ - -

✂ Der er gaaet nogle Dage, hvor jeg holdt mig borte. Saa vilde jeg atter aflægge et Besøg; men trods min Banken blev jeg ikke indladt. Gardinet var trukket for:

✂ - En Hyrdetime ...! tænkte jeg i mit stille Sind og bandede.

✂ Næste Dag gik jeg derhen igen. Samme Resultat. Da Mørket faldt paa, gentog jeg Forsøget. Der var mørkt. Kl. 10 Aften ligeledes. Dagen derpaa samme Resultat.

✂ Da faldt det mig ind, at hun vekslede Telegrammer med en Artistagent. Hun var naturligvis bortrejst.

✂ Saa i Gaar Aftes gik jeg atter derhen. Der var Lys. Jeg traf Mdm S ved Maskinen. L sad indpakket med Vat om Halsen.

✂ - Jeg har været syg, Faber; troede, at jeg skulde dø. Olga (Mdm S) har været bortrejst; jeg hørte godt, det bankede; saa' igennem Vinduet, at det var Dem, men kunde ikke røre mig, og De hørte ikke mit "Kom ind". Hvorfor tog De ikke i Døren?

✂ - Af Diskretionshensyn.

✂ - For Dem er jeg altid hjemme, véd De.

✂ - Der kan dog være Situationer ...

179

✂ - Ikke her!

✂ - Jeg skal huske det, Lola.

✂ Jeg gik hjem efter lidt Punch, som jeg heldigvis endnu havde til Rest. Fik den kogt med nogle Nelliker, puttet hende i Seng og sad saa og passiarede og kælede for hende til Kl. 11½.

✂ - -

✂ I Gaar Aftes var jeg derhenne igen. L arbejdede paa Kraft ved Maskinen helt kvik tilligemed Mdm S.

✂ Men hun saa' daarlig ud, var magret svært af i Kinderne.

✂ Vi passiarede fornøjet. L fortalte om Livet i Rusland, om Moskow og Kremmel, om Petersborg og meget andet.

✂ Der laa et aabent Brevkort paa Bordet, et Prospektkort. Jeg fik Læseglasset frem for at betragte en monumental Bygning derpaa og læste til min store Forbavselse et Par saa utrolig dristige Ord oppe i det ene Hjørne.

✂ Jeg vilde se, hvad der stod paa den anden Side, men saa fik L Kig paa mig og rev mig Kortet ud af Haanden.

✂ Hun blev purpurrød:

✂ - Ja, det fik jeg i Eftermiddags fra Stockholm, sagde hun - Postbudet grinte saa lumsk, da han rakte mig det.

✂ Hun slog i det samme en Skoggerlatter op, som slet ikke lignede hende. Tog sig saa sammen og sagde:

✂ - Det er fra de to smaa Mirati, to rigtige Livstykker ... De maa ikke misforstaa og tro ilde om mig, kom det saa undseligt, idet hun rakte mig Haanden.

✂ - Nej, Lola; jeg er ikke snerpet, taler selv frit ...

✂ - Men dog ikke saadan ...

✂ - Mon ikke? Jeg véd ikke, hvorfor man ikke skal nævne Legemsdelene ved deres rette Navn. Og disse har øjensynlig været over al Forstand!

✂ Hun lo og bragte mig Miratiernes Portræt. To unge nydelige Piger. Den ene en fuldendt Skønhed 23-24 Aar.

✂ - De er vist meget "livlige" ? sagde jeg.

✂ - Ja, De kan tro! Især den lille. Men de er rare.

✂ - Sikke Ben, de har!

✂ - Ja, de er godt skabt.

✂ Saa talte vi om andre Ting.

180

✂ 28/10 06.

✂ Igaar Eftermiddags gik jeg derhen igen. Mdm S lukkede op og meddelte mig, at Lola havde været meget syg om Natten. Nu havde hun lagt sig og var faldet i Søvn. Hun, Mdm S, troede, at det var en Byld i Halsen.

✂ Kl. 7½ gik jeg atter derhen; men blev ikke indladt.

✂ Der var Lys; men ingen lukkede op.

✂ 29/10 06.

✂ Jeg var derhenne i Eftermiddags Kl. 5. Mdm S meddelte mig, at L havde været meget syg om Natten. Nu sov hun.

✂ - Om det kunde nytte, at jeg kom igen senere?

✂ - Ja ved 8 Tiden. Lola havde sagt, at hun vilde arbejde nogle Timer. Der var noget Sytøj, som skulde være færdigt.

✂ Jeg bad Olga sige L, at jeg kom igen. Men at hun paa ingen Maade maatte tage imod mig, dersom det i fjerneste Maade var hende imod, eller kunde virke skadeligt paa hendes Befindende.

✂ Kl. 8¼ var jeg der igen og blev indladt.

✂ L sad og arbejdede flittigt ved Maskinen. Hovedet var indbundet med Vat; og et Plaster havde hun faaet anbragt bag Øret. Egentlig syg saa' hun ikke ud, synes det mig.

✂ Hun modtog mig med overstrømmende Venlighed, takkede for den dejlige Pære, hun havde faaet:

✂ - Det er det eneste, jeg har spist i Dag. De kan tro, den smagte; men jeg har ondt ved at synke. De véd ikke, hvor jeg har døjet i Nat! Jeg var ved at blive gal af Smerter i Øret og helt op i Issen. Jeg gruer for Natten; jeg tror, jeg bliver oppe og sy'r.

✂ - Om hun kunde taale et Glas Punch; jeg havde den lille Flaske med?

✂ - Jeg véd ikke; men jeg vil gerne have et Glas.

✂ Det kneb svært for hende med at faa den første Mundfuld ned; senere gik det lettere.

✂ Mdm S fik kun et Snapseglas. Resten drak L og blev synlig livet op.

✂ Maskinerne snurrede om Kap; Passiaren kom livligt i Gang.

181

✂ - Hør sig mig, Lola, hvorlænge vil De vedblive at sy i Nat?

✂ - Saalænge jeg kan holde ud; jeg gruer for Natten, naar Olga gaar.

✂ - Vil De sige mig, Olga, naar De gaar, sagde jeg - saa skal jeg være uden for Porten og løse Dem af.

✂ - Nej, kære Ven, De er altfor god; det kan jeg ikke tillade.

✂ - Jeg har vaaget over Dem før, Lola; og jeg gør det gerne.

✂ - Det véd jeg; men De trænger selv til Hvile, De er bleven ældre. Bliv ikke vred, men jeg tør ikke modtage Deres Tilbud.

✂ - Som De vil ... Men maa jeg saa i det mindste ikke faa Lov til at lade min Læge se ind til Dem i Morgen? De kan ikke ligge her uden Lægetilsyn.

✂ - Blot jeg vil skrive til Doktor Harding, tvivler jeg ikke paa, at han jo straks kommer, svarede Lola.

✂ - Kan jo være, svarede jeg kort - Gør som De vil - Farvel!

✂ Hun tog Lampen og lyste mig ud. Kl. var næsten 11.

✂ - Tak, fordi De saa' til mig, Faber; kom snart igen.

✂ - Jeg véd ikke; véd jo ikke, om jeg bliver indladt.

✂ - De er bleven forstemt? spurgte hun - Er jeg Skyld deri?

✂ Jeg kyssede hendes Haand og gik.

✂ - Kom snart igen! raabte hun efter mig ud i Gaarden.

✂ Ja forstemt var jeg!

✂ Doktor Harding er nemlig ingen anden end den Student, der i sin Tid havde saa skæbnesvanger en Indflydelse paa L og var fejg nok til at fornægte hende, da det kneb.

✂ Ja, i Sandhed er jeg forstemt!

✂ - -

✂ Jeg forlod L i Aftes, før jeg havde bestemt, fordi jeg følte mig ilde berørt ved et Navns Nævnelse, som det var lykkedes mig til Dels at glemme, og som jeg troede, at hun ogsaa havde, om end ikke glemt, saa dog holdt sig borte fra og ikke mere vilde kende.

182

✂ Hvorfor jeg skriver dette ned, véd jeg ikke; men jeg maa have Luft og har jo ingen at tale med.

✂ Det var i Begyndelsen af Juni 1890.

✂ Enten jeg nu bedrager mig eller ikke, følte jeg mig dengang overtydet om, at hun vel var en livslysten, meget lidenskabelig, men dog uberørt Pige.

✂ En høj, duknakket, bebrillet, forlæst ung Student, som ihærdigt efterstræbte hende, fulgte hende en Aften hjem.

✂ Hvordan hans Opførsel har været, er mig ubekendt. Men om Morgenen blev hele Huset alarmeret og to Sædelighedsbetjente tilkaldt af en velvillig Madamme.

✂ Paa Spørgsmaal, om det var hans Forlovede, eller han paa anden Maade var knyttet til hende, erklærede Studenten: at han ikke kendte noget til hende; hun var en almindelig Tøs, han havde hugget paa Gaden.

✂ - Om han havde betalt hende?

✂ - Nej, hun vilde ingen Penge have.

✂ Studenten blev permitteret og drev af nok saa kry over sin noble Handlemaade.

✂ Lola førtes til den berygtede Politikælder. I sin Nød og Forladthed vidste hun saa intet andet Raad end at paaberaabe sig mig.

✂ De to samme civile Betjente blev saa sporenstregs sendt ned til mig i Vinhandelen. Jeg var heldigvis hjemme. Karlen blev sendt i Byen.

✂ - Hvad de ønskede?

✂ De legitimerede sig.

✂ - Om jeg kendte en Pi'e, der hed Lola Larsson?

✂ - Ja, temmelig nøje kender jeg en ung elskværdig Dame af det Navn, svarede jeg.

✂ - Om jeg stod i Forhold til hende?

✂ - Er De gal! fór jeg op - Hvor tør De vove!

✂ - Ja, de var Betjente og skulde spørge. Hun var grebet sammen med en ung Fløs af en Student. Men han vilde ikke kendes ved den Tøjte, havde han sagt.

✂ Jeg var som lamslaaet.

✂ - Der maatte foreligge en beklagelig Fejltagelse, mente jeg.

✂ - Nej, det gjorde der ikke. Hun boede der og der, og 183 var blevet anholdt; men hun henviste til Dem, som understøttede hende. Om det var sandt?

✂ - Ja, jeg hjalp hende.

✂ - Hvormeget?

✂ - Det havde de ingen Ret til at spørge om.

✂ - De skulde vide, om hun havde noget at leve af.

✂ - Ja, hun havde sin Syning; og jeg lagde til, hvad hun manglede.

✂ - Om jeg virkelig ikke stod i Forhold til hende?

✂ - Det var en Uforskammethed at spørge saaledes; og jeg svarede dem igen: Nej!

✂ - Om jeg da sagde god for hende, for saa vilde hun øjeblikkelig blive løsladt?

✂ - Ja, for Satan! raabte jeg - Kan De tvivle derpaa efter mine Udtalelser? Jeg siger god for hende i alle Retninger ! - - Farvel!

✂ Jeg lukkede Butiksdøren op og bukkede:

✂ - Værsartig!

✂ Saa gik de.

✂ Jeg var i "godt" Humør! Kastede "Sædelighedsinspektørens" Privatadresse op i Vejviseren; skyndte mig derpaa hjem, iførte mig mit fineste Puds, stillede hos ham ved 5 Tiden og blev indladt.

✂ Meget unaadigt blev jeg modtaget, da han hørte, at jeg kom for at besvære mig, og han henviste mig til Stationen. Men jeg tog den med Ro, umaadelig høflig, men bestemt. Og saa fik vi en lang, venskabelig Samtale.

✂ Han var Verdensmand, glat som en Aal.

✂ Jeg sagde ham ærligt, at jeg holdt af den lille Sypige, vilde gøre hende alt det gode, jeg formaaede, ja gifte mig med hende, om hun vilde have mig. Men nu havde hans Betjente i Stedet for at støtte mig i mine Bestræbelser, ved deres Brutalitet ødelagt hendes Rygte og mine Planer; og at Politiet syntes mere at gaa ud paa at fylde Bordellerne end at beskytte og værne om fattige, enligtstillede Piger.

✂ Han var enig med mig i, at Studenten havde opført sig æreløst, og lovede at give Betjentene en Røffel, som jeg véd, de fik.

✂ Dette er Historien om nuværende Dr. Harding. - -

184

✂ Til Lola har jeg aldrig sagt, at jeg kender Studentens Navn. Har heller ikke i Sinde at gøre det; kaldte ham blot Studenten, og det var ikke lutter Lovord, jeg tillagde ham den Gang. Han skal nu være en meget dygtig Læge; kan være meget elskværdig, siges der; er ved Arv meget rig, men er hovmodig, arrogant og storsnudet over for Smaafolk.

✂ Lolas Rygte fik han grundig spoleret, jaget hende i Landflygtighed og anden Elendighed.

✂ Havde han endda lavet hende tyk, saa havde hun været nødt til at blive hjemme og havde haft et fast Tag i ham, som han med sin Rigdom ikke vilde have kunnet føle sig generet af.

✂ Men ikke engang det kunde han, Pjalten; kun ødelægge hendes Fremtid.

✂ Om L kender ham endnu, taler med ham af og til; om han aner, hun er her i Landet, aner jeg ikke, og vil ikke spørge om.

✂ Jeg har haft Sorg nok af den Sag ...

✂ Derfor blev jeg forstemt og gik, for at L intet skulde mærke.

✂ Og af Frygt for, at hun skal spørge om Grunden, har jeg ikke været der siden.

✂ - -

✂ Ak, hvor jeg dog længes efter hende, særlig nu, da hun er syg. Og at jeg føler mig ene, er let forstaaelig.

✂ Jeg har ogsaa, hver Aften, naar det blev mørkt, listet mig ind i Gaarden for at se, om der var Lys.

✂ Det var der i Dagligstuen. Og jeg tror, at begge Maskinerne er i Gang, saa hun er forhaabentlig ikke sengeliggende.

✂ Hvornaar jeg gaar derhen, véd jeg ikke. Om muligt i Morgen Aften, Jeg er nødt til at være forsigtig; jeg er jo et Stemningsmenneske og maa vogte mig for Sindsbevægelser og et fornyet Anfald af Hjertekrampe, som jeg næppe vilde kunne taale.

✂ 3/11 06.

✂ Gik hen for at se til L i Mørkningen. Olga lukkede op.

✂ - Hvordan har Lola det?

185

✂ - Bedre, ikke helt vel. Men hun rejste i Gaar Eftermiddags til Helsingør. Er engageret der til 2 Aftener. 10 Kr. pr. Aften og fri Rejse. Det hun havde forlangt. Hun kommer hjem igen Lørdag Middag. Og saa skulde jeg bede Dem komme herhen om Aftenen. De maatte ikke sige Nej. Hun længes efter Dem.

✂ - Jeg véd ikke, om jeg kan og om jeg vil! sagde jeg

✂ - Lola bliver altid saa glad ved at se Dem; kom? lød det bønligt.

✂ - Saa skal jeg komme. Jeg gør det gerne; sig hende det.

✂ Og derpaa gik jeg.

✂ Olga er i Grunden skikkelig.

✂ - -

✂ 5/11 06.

✂ Jeg gik hen til L i Lørdags og i Gaar. Har ogsaa den største Lyst til at gøre det i Dag, om jeg vover det. Er ikke rigtig dristig ved det. Vel bliver jeg altid modtaget med uskrømtet Venlighed; men jeg er paa den anden Side bange for at overhænge hende, saa hun skal blive ked af mit Selskab, thi hvor skal jeg saa søge Erstatning for disse mig saa kære Timer tilbragt i lun Passiar. Jeg har hende vedblivende saa kær.

✂ - -

✂ Jeg gik altsaa derhen i Lørdags ved 7 Tiden.

✂ Hun arbejdede flittig ved Maskinen sammen med Olga. Hun var kommet tilbage ved Middagstid fra Hillerød (ikke Helsingør), hvor hun havde optraadt 2 Aftener som "Miss Lola, engelsk-russisk Sang-danserinde" sammen med nogle andre.

✂ Men hun var selvfølgelig Trækplasteret, Stjernen!

✂ Direktøren havde personlig hentet hende i Wienervogn ved Stationen og bukket og skrabet for "Fru Grevinden". (Hvad hun mente med den Titel, véd jeg ikke. Skal dog se at faa det oplyst ved Lejlighed).

✂ Skønt hendes Øre endnu ikke er rask og voldte hende mange Smerter, havde hun moret sig godt.

✂ Efter Forestillingen den sidste Aften havde hun deltaget 186 i en flot Soupér sammen med nogle af Omegnens Spidser og Levemænd og danset til 4 om Morgenen, drukket Masser af Champagne ...

✂ Pludselig bøjede hun sig ned over Sytøjet, der faldt en Taare derpaa.

✂ Jeg greb hendes Haand og kyssede den:

✂ - Men hvad er der i Vejen, Lola?

✂ - Intet ...

✂ Hun saa' op paa mig. Saa kom det indtagende lyse Smil. der endnu gør hende saa køn, og en svag Rødme.

✂ Maskinen snurrede atter med fornyet Kraft.

✂ Lidt efter sang hun en Stump af en engelsk Sang, slog saa over i en lystig Tyrolervals.

✂ Der skulde hænges i!

✂ - I forrige Uge tjente jeg paa Grund af min Sygdom kun 75 Øre! sagde hun - Men nu fik jeg jo Skillinger paa Lommen i Hillerød. Og maaske skal jeg til Helsingør paa næste Søndag. Men under 10 Kr. optræder jeg ikke; jeg lader mig ikke skambyde.

✂ Jeg tog en Pægl Punch op af Lommen og 5 Cigaretter:

✂ - Dér, kære Lola.

✂ Hun smilede taknemmeligt:

✂ - Det er alt for galt, kære Faber!

✂ Og saa gik Sludderen videre.

✂ Jeg havde et Par Drengeportrætter af mig selv, som hun havde ønsket at se.

✂ Dem talte vi lidt om, og saa gik jeg.

✂ - -

✂ Søndag Aften sad vi igen og passiarede, mens hun ivrigt syede.

✂ Hun fortalte bl. a.:

✂ - Jeg kunde ikke trives i St. Petersborg; saa tog jeg til Moskow. Tænk Dem min Situation. Ikke et Ord russisk kunde jeg eller forstod jeg! Ved Ankomsten tog jeg en Droske for at køre til et Hotel; jeg havde kun nogle faa Kopek i Lommen, da Køreturen var betalt. Og tænk Dem min Skræk: under den hurtige Kørsel, hvor jeg maatte holde mig fast med begge Hænder for ikke at falde af, havde jeg mistet mine Noder. Jeg stod og græd paa Gaden, vidste 187 ikke mine levende Raad; intet Engagement og ingen Penge; sulten var jeg. Saa kom der en Dame hen og talte til mig, først paa russisk, saa paa tysk og fransk. Jeg sagde papegøjeagtigt nogle russiske Ord, man havde lært mig. Hun slog en skraldende Latter op, slog sig paa Laarene og lo endnu værre. "Gud, hvad skal jeg gribe til!" sagde jeg helt uvilkaarligt paa dansk. "Hva', en lille Landsmandinde!" sagde Damen paa bredt københavnsk og omfavnede mig. "Min lille forskræmte Kylling" sagde hun: "godt, at jeg traf Dig; jeg skal nok ordne de Grejer!" Hun lod mig straks forlade Hotellet. Det var for dyrt, sagde hun; lejede et lille Værelse til mig, fór omkring med mig her og der, stønnede, raabte, skreg og lo, saa jeg var helt fra det. Men om Aftenen havde jeg Engagement paa en stor Varieté, hvor hun selv optraadte! - - Saadan er Kammeratskabet imellem Artister! endte Lola stolt. - De russiske Ord, jeg, uden at forstaa dem, havde sagt, véd jeg nu, var de alleruartigste, man kunde sige. Den Slags "morer" det altid Folk at lære Udlændinge.

✂ - Da jeg var i Irkutsk og Tomsk, begyndte L senere.

✂ - Hvad, har De været i Sibirien, Lola! sagde jeg - Fortæl!

✂ - Aa, der er ikke meget at fortælle, smilede hun beskedent - Livet der er som i det øvrige Rusland. Omgangen temmelig god: Ingeniører og den Slags dannede Folk og saa naturligvis Officerer og Adelsmænd ... Min Rejse der ud var haard. I 5 Døgn laa jeg saa indpakket i en Vogn, at naar jeg blev baaret ind i Kroen som en anden Pakke, stod jeg længe og dinglede og kunde ikke rigtig komme til mig selv, før jeg havde danset lidt rundt og bevæget Arme og Ben. Men saa stod der altid et splendidt Maaltid og ventede paa os, efter at vi havde styrtet den koghede Te i os. Det frøs op mod 40 Grader ... Nej, saa var Rejsen ned igennem Sydost Rusland til Baku interessantere. Snart kørte vi, snart sejlede vi paa Wolga. Der saa' jeg for første Gang Kameler og Dromedarer.

✂ - Paa fire! sagde jeg.

✂ - Ja, paa fire! lo hun - Og der var det, som jeg vist før har fortalt Dem, at jeg nær var bleven bortført af en 188 Kirgiserhøvding og puttet i et Harem! ... Men der var væmmeligt i selve Baku. Svinsk og Stank af Petroleum. Men billigt at leve. Høns og Grøntsager kunde man faa et helt Forklæde fuldt af for 4-5 Kopek.

✂ Hun stak pludselig i at le:

✂ - Jeg Kommer i Tanker om en pudsig Situation, som jeg havde Lyst til at fortælle Dem om; De er ikke snerpet.

✂ - Fortæl, Lola!

✂ - Nej, jeg tør ikke ... (hun pegede paa Mdm S) den er for slem ... Maaske en anden Gang.

✂ Hun fik et Kys paa Haanden:

✂ - De er sød, Lola!

✂ Hun sendte mig et skalkagtigt Blik og lo igen, saa det klukkede.

✂ Hun kan endnu aldeles betage mig. Jeg gad høre en andens Mening om hende, en mere nøgtern. Den blev vel mere sand. Hun er jo nu halvgammel. Men hvis man havde set hende som 22aarig! Hun var dejlig og spillevende.

✂ Ak ja!

✂ 6/11 06.

✂ Jeg var da henne som tænkt at se til L.

✂ Olga lukkede op og sagde, at Frøkenen var gaaet ud. Jeg tror, det var Løgn; og det ærgrer mig.

✂ Jeg havde hellere set, at L selv havde lukket op og sagt, som undertiden i gamle Dage: Bliv ikke vred, min Ven, jeg kan ikke godt modtage Dem nu, fordi ...

✂ Jeg afbrød hende altid her med ét: Ingen Grund, kære Lola! De skylder mig intet Regnskab. Det er mig nok at vide, at mit Besøg falder ubelejligt. Paa Gensyn. Farvel!

✂ Saa nikkede hun venligt, eller raabte efter mig: Jeg kommer ned til Dem i Butikken i Aften.

✂ Og det Løfte holdt hun næsten altid. - -

✂ Jeg har derfor besluttet ikke at gaa derhen de første Dage. Det er en Straf, jeg paalægger mig selv. Desuden har Kvinder ikke godt af at tro, at man er altfor forlegen; saa faar de Nykker, og det skal L ikke have Lejlighed til. Overfor mig har hun aldrig været lunefuld før i Tiden, saa det kan ikke hjælpe, at hun vil begynde paa det nu.

189

✂ løvrigt kan det jo være, at hun virkelig var ude, eller var i Færd med at omklæde sig og saa ikke vilde lukke mig ind i Olgas Nærværelse, hvad hun ikke var bange for i gamle Dage. Og paa samme Fod ønsker jeg meget at kunne staa.

✂ Gid jeg kunde læse lidt mere, og i det Hele tage mig noget nyttigt for; men den Tid er desværre forbi.

✂ Et Held for mig, at jeg har bevaret mit gode Humør.

✂ 18/11 06.

✂ Som jeg skrev forleden, fandt jeg, med Rette eller Urette, at det var bedst, om jeg nogle Dage holdt mig lidt paa Afstand og ikke besøgte L.

✂ Endelig i Dag tog jeg Mod til mig. Hun havde sagt mig, at hun i 2-3 Dage skulde reparere Kostumer og sy et helt nyt, og om Lørdagen vaske og gøre rent, da hun haabede Lørdag (i Dag) at blive engageret for Søndag til Helsingør og muligt Mandag til Helsingborg.

✂ Jeg gik derhen Kl. 7½. Der var Lys. Ah-ha, hun er altsaa ikke bortrejst! tænkte jeg og bankede paa Døren, mens mit Hjerte bankede om Kap.

✂ Det varede lidt; saa lød en barsk Stemme:

✂ - Hvem der?

✂ Da jeg ikke svarede, blev Døren revet op. Men næppe saa' hun, hvem det var, saa lyste hendes Ansigt af Glæde:

✂ - Aa, er det Dem, Faber! Hvorfor har De dog ikke været her saalænge, kære Ven? og hun rakte mig begge sine Hænder paa én Gang i Møde.

✂ - Jeg var bange for at komme til Ulejlighed, Lola, sagde jeg og trykkede et Kys paa hver af Hænderne - De havde sagt, at De havde travlt.

✂ - Det har jeg ogsaa haft. Var De blot kommet 10 Min. før, havde jeg ikke kunnet lukke op; jeg havde ikke engang et Liv paa.

✂ - Ja, hvad saa? De véd, for mig er De den samme, om De saa slet intet har paa.

✂ Hun lo:

✂ - De er uforbederlig!

✂ Vi kom ind i Stuen. Der var mod Sædvane en kolossal Hede. Fattigt var der, men propert indtil Pertentlighed.

190

✂ Olga rejste sig beskedent og stak paa Næven.

✂ Jeg halede den lille Pægleflaske op af Lommen:

✂ - Meget bliver det ikke, som De ser, sagde jeg - det er der ikke Raad til; men et Glas til hver af os er der da ... Og saa, kære Lola, vedblev jeg - De har ingen Gardiner i Sovekammeret, saa jeg har tilladt mig at tage et Par med. Det er Sommergardiner fra mit gamle Hjem; de er gamle, men pæne; og da jeg ikke kan byde dem bedre, maa De ikke blive vred over min Frækhed.

✂ Hun pakkede ud:

✂ - Røde! Nej, hvor er de nydelige! (Hun stod helt fortabt.)

✂ Saa fór hun hen imod mig med udbredte Arme, som om hun vilde kysse mig; men hun nøjedes med at trykke min Haand med et sagte: Tak! paa den særegne bly og stilfærdige Maade, der klæder hende allerkærest.

✂ Hun sendte mig et straalende Blik og forsvandt i Sovekammeret. Det forekom mig, at jeg hørte hende græde derinde. Saa blev der stille en Tid. Pludselig lød der en Visestump langsom og sørgmodig, formodentlig russisk.

✂ Saa gik Døren op, og hun viste sig bærende paa en lyserød Kjole og syngende af fuld Hals:

✂ En gik til Amerika, en anden til Paris!

✂ Hun smed Kjolen fra sig, rakte mig tavs Haanden og tog saa fat paa at sy.

✂ Jeg betragtede hende fra Siden, lidt bagfra:

✂ Sort Nederdel, hvidt løst Bluseliv, derunder et næppe kvarterhøjt Korset, som fremhævede den fine Talje, der har noget ungpigeagtigt over sig. Haaret glat opstrøget i Nakken, samlet foroven med det ligeledes opstrøgede Forhaar i en rosetagtig Fletning.

✂ Hun var nydelig i mine Øjne; mindede meget om gamle Dage.

✂ - Nu skal De høre! begyndte hun - allerbedst som jeg gaar her og sjover, banker det. Jeg lukker op. Det var Fru Bernardi, gift med Ejeren af det store bekendte Cirkus, selv en god Skolerytterske. De skulde til Gøteborg; hun var 191 taget over København og erfarede tilfældig, at jeg laa ledig her: Om jeg vilde tage med hende. Vejen gik over Rønne i Aften? Jeg sagde hende mine Betingelser: fri Rejse og Ophold samt 10 Kroner pr. Dag. Det turde hun ikke gaa ind paa, før de var naaet Stockholm; men hun vilde underrette sin Mand derom. Og havde saa sat sig ned og passiaret. Hun er saa køn og rar, sagde L.

✂ - To Gange har jeg været engageret ved deres Cirkus i St. Petersborg, vedblev hun - hvor de er meget ansete. Jeg optraadte ved Balletten, men deltog ogsaa i Vandpantomimen som Zigøjnerske til Hest i en Forfølgelse. Det gik, ikke i Galop, men i Karriere ud og ind igennem Cirkus, for at vi skulde synes flere. Direktøren piskede stadig paa min Hest; underligt at jeg ikke red Panden imod en Bjælke, naar jeg i Spring satte over Barriéren. Skønt han havde sin unge, smukke Kone at holde sig til, stod han i Forhold baade til den ene og den anden af Balletpersonalet. Da han ogsaa en Aften begyndte at knibe og føle paa mig paa en nærgaaende Maade, smak jeg ham en knaldende Ørefigen i hele Personalets Paasyn og lovede ham en til inde i Manegen, om han ikke holdt sine Fingre fra mig; og jeg lod ham vide, at vel var jeg for Tiden ved hans Ballet, men jeg var ligesaa gammel Artist, som han, havde set ligesaa meget og maaske lidt til! Siden var han den personificerede Høflighed og Tjenstagtighed imod mig i enhver Henseende.

✂ - De er mageløs, Lola!

✂ - Ja, fordi man er Artist og maaske har bumlet lidt, lader man sig dog ikke alting byde! sagde hun stolt.

✂ - De "bumlet", Lola; det er vist ikke sandt.

✂ - Jo, smilede hun - man kan jo ikke sige sig rent fri. Men sandt at sige, naar jeg sammenligner mit Liv med det Liv, som f. Eks. "Fedesen" selv har fortalt mig, at hun har ført, saa maa jeg kaldes en ren Novice. Spørg Olga, saa skal De blot høre.

✂ Olga blev blodrød.

✂ - Fortæl! sagde jeg.

✂ - Nej, det kan jeg virkelig ikke, vred hun sig.

✂ - Aa Snak, jeg er ikke snerpet.

✂ - Nej, Faber, lo L - hun er for slem!

192

✂ - Fortæl De mig saa lidt om Rusland da.

✂ - Ja, nu skal De faa Historien om Kejserens Livlæge! Han kom hver Aften for min Skyld i "Alkazzar", hvor De véd, jeg ofte har optraadt. Han indbød mig gentagne Gange til Aften, men jeg afslog stadig Indbydelsen. Til sidst sagde Direktøren til mig, at det kunde ikke gaa an, han var en god Gæst, en formaaende Mand, som man ikke maatte støde. Saa modtog jeg hans Indbydelse og tænkte: Saa Du har sladret, min Ven; jeg skal nok gøre Dig ked af mig! Der var dækket et overdaadigt Bord med finfin Rødvin. Jeg rynkede paa Næsen, forlangte Bourgogne Chambertin. Den kom øjeblikkelig. Saa vilde jeg have Schlos Johannisberger, Tokayer, Madeira, Champagne, altid de dyreste Mærker. Jeg drak kun en Mundfuld, saa vilde jeg have noget andet. Jeg skal nok selv betale, sagde jeg og tog min Pung frem (Manden var gerrig). Men det fik jeg naturligvis ikke Lov til, vidste jeg. Han tog saa min Pung: Om jeg vilde have en Lykkeskilling? Ja, giv mig en af hver Slags. Og saa maatte han op med dem lige fra 1 Kopek til 500 Rubler. Det tog Vejret fra ham. Saa rejste jeg mig og sagde Godnat. Fra den Tid forfulgte han mig aldrig.

✂ - De er jo en ren Vampyr, Lola!

✂ - Aa, det skadede ham ikke. Jeg vidste, han var meget rig og meget gerrig. Han kunde jo have ladet mig være i Fred.

✂ - Jamen, naar han nu følte Kærlighed til Dem.

✂ - Kærlighed, det vil jeg nok sige! Nej, han troede i sit Hovmod, at han kunde købe mig. Han tog fejl.

✂ - Da er dog enhver Kvinde til Salg, har en Franskmand sagt, kun Prisen er forskellig! ...

✂ Hun prøvede Kjolelivet, hun syede paa. Jeg hjalp til med at knappe:

✂ - Det sidder som støbt! sagde jeg.

✂ - Ja, det sidder udmærket, bekræftede Olga.

✂ - Nu bortfører jeg Dem, Lola!

✂ Jeg slog venstre Arm om hendes Liv, højre ind under Knæleddet; og inden hun vidste af det, var hun løftet fra Gulvet og blev snurret rundt hvilende i mine Arme.

✂ Hun skreg og lo paa én Gang.

193

✂ Jeg satte hende.

✂ - At De kan bære mig! lo hun.

✂ - Som en Visk! sagde jeg - Og De fortjener at bæres paa Hænderne, saa sød, De er!

✂ Først Kl. 11½ gik jeg hjem ganske indtaget i min gamle Flamme.

✂ Men hvad mon Folk vilde tænke - en afdanket Sangerinde; har man kendt Mage!

✂ 24/11 06.

✂ Det hænder undertiden, naar jeg har siddet og malet og malet i min Bog, Side op og Side ned, at det Spørgsmaal opstaar hos mig: Men hvad gør Du nu egentlig dette for? Disse Fortællinger og Oplevelser, Samtaler og Hjerteudgydelser m. m. blandet imellem hinanden; hvorfor gør Du det?

✂ Her sidder jeg, hvor ungdommelig jeg end føler mig, unægtelig dog en gammel Herre, og skriver op og ned ad Væggene om en Tøs, hvoraf der gives tusinde.

✂ Skudt forbi! Det er netop det, der ikke gør! siger jeg saa igen til mig selv: Lad mig nu ogsaa se med Kærlighedens Briller paa hende, lad mig ubevidst forgylde, idealisere hende; der bliver dog saameget godt og smukt tilbage hos hende, at jeg engang, naar jeg bliver "gammel", og maaske mister hende, med Fryd vil følge mit Samvær med hende, som jeg holder af endnu, trods hun hører til den udskregne og foragtede Sangerindekaste.

✂ Ja, og saa tager jeg fat paa at skrive igen om "Hende", som kun en gammel Pebersvend kan det om den Kvinde, han engang har elsket, og som Skæbnens Ugunst berøvede ham; men som dog altid vil indtage en fremragende Plads i hans Hjerte, om hun saa 10 Gange hører til en Pariakaste, som Bedsteborgerne ser ned paa, men for hvis Skyld de alligevel ofte glemmer baade Hus og Hjem og ruinerer sig!

✂ - -

✂ Gik hen til L ved Syvtiden. Havde med Vilje igen holdt mig derfra paa femte Dag; men nu kunde jeg ikke dy mig længere. Længselen blev mig for stærk.

✂ Jeg blev modtaget med saa megen Velvilje, som jeg kunde ønske mig.

194

✂ - Hvorledes gaar det med Deres Engagementer, Lola?

✂ - Der er Tale om 2 Dage (eventuelt 4) i Helsingør, sagde hun - Direktøren har den Frækhed at byde mig 15 Kr. for 2 Aftener. Men jeg optræder ikke under 10 pr. Aften. Sidste Gang havde han ikke en præsentabel Dame; han havde skrabet nogle sammen til 5 Kr. Der var kun l Førsteklassesnummer, Heydn; han er verdensberømt og optræder ikke under 50 Kr. pr. Aften. Jeg kender ham nøje fra Udlandet.

✂ - Naa, og hvad saa, Lola?

✂ - Saa hænger jeg i med mit Sytøj, sagde hun - jeg lader mig ikke skambyde; jeg er første Klasses Artist i mit Fag. Her hjemme er intet at tjene. De store Gager, man anfører, er kun Humbug, Reklame. Naar Vedkommende har betalt, hvad der fordres baade her og der, bliver der ikke saameget tilbage af Gagen, som en obskur Varieté byder f. Eks. i Tyskland, og uden Fradrag. Jeg vil til England, der vil jeg kunne gøre mig. Jeg vil danne en Damekvartet. Men jeg vil naturligvis ogsaa give Solonumre med mine russiske og ungarske Danse.

✂ - Hvornaar skal det gaa for sig?

✂ - Til Foraaret.

✂ - Og saa?

✂ - Saa gaar vi til Paris.

✂ - Og saa?

✂ - Hjem igen til det lille Danmark.

✂ Saa snurrede Maskinen med fornyet Kraft.

✂ - Lola, sagde jeg, der vanker et Glas af den bekendte lille Flaske; mere har jeg ikke i Dag, ikke engang en Cigaret; det er smaat med Skillingerne.

✂ - Og saa kommer De endda med Punch!

✂ - Ja, jeg véd, De holder af det, og saa lavede jeg en eneste Flaske. Men jeg har kun 1/3 med; man maa være økonomisk. Rigtig Punch er det heller ikke; der er ingen Arrac deri, kun Sprit, Sukker og lidt Urteekstrakt.

✂ Hun nippede til Glasset:

✂ - Den er dejlig! Hvad er det dog, De har kommet i den? Hvor den dufter!

✂ - Det er kun amerikansk Olie, sagde jeg - engelsk 195 Salt, Dyvelsdræk og for Parfumens Skyld lidt Chenopodium vulvonia.

✂ Hun brast i Latter:

✂ - Det var en rar Dosis!

✂ Hun lo igen:

✂ - Men sig mig nu, hvad det er.

✂ Hun rakte mig bedende Haanden. Jeg kyssede den og sagde:

✂ - Siden det er Dem, Lola, der spørger, saa er der tilsat et Udtræk af Gravenstenæbler, Muskatnød, Vanille, Violrod og lidt Orange.

✂ - Hvad kan De dog lave for dejlige Ting!

✂ Jeg rejste mig.

✂ - De vil da ikke allerede gaa?

✂ - Blot et Øjeblik; jeg vil gaa hjem at fylde Flasken.

✂ Saa smuttede jeg ud; løb hjem og fyldte Flasken, der rummer en Pægl. Det stod ikke længe paa; men lidt forpustet var jeg dog blevet.

✂ Teen stod paa Bordet, da jeg kom tilbage; 3 Par Kopper.

✂ - Nu skal vi have lidt Aftensmad, sagde hun. - Jeg skal blot hente et Birkes og et Par Hveder.

✂ - Det gør jeg, Lola!

✂ Og ud fór jeg igen af Døren, før hun kunde forhindre det.

✂ Jeg købte l Birkes, 4 Hveder og 2 Cigaretter. Det blev 23 Øre, og det mente jeg nok at kunne spendere. Men Skænd fik jeg.

✂ Saa drak vi en Sjat Te. Maskinerne kom atter i Gang, jeg fyldte Glassene.

✂ Deres Traad slap op. Olga blev sendt i Byen efter ny Forsyning.

✂ Vi talte om Arbejde, og Lola fortalte:

✂ - Det var her i Forsommeren. Jeg laa ledig og havde intet at leve af. Saa gik jeg ud at pille Jordbær hos en Gartner helt ude i Brøndshøj. Kl. 4 om Morgenen maatte jeg hjemmefra for at være der i rette Tid. Der gik jeg saa og bukkede mig (ligge maatte vi ikke) hele Dagen. Hvert Kvarter skulde Kurvene være fulde for en Dagløn af 14 Øre Timen. De kan tro, det var strengt; og saa dødtræt hjem paa Vesterbro om 196 Aftenen. Min Søster vilde ikke huse mig, om jeg var nok saa træt; det var ikke smukt. Brun blev jeg som en Tater, saa at jeg maatte sminke baade Hænder og Arme, da jeg igen skulde optræde. De skulde bare have set mig! Men De troede mig jo den Gang i Udlandet; og De var vel endda den eneste, der ikke vilde have forarget Dem over, at jeg havde paataget mig saadant Arbejde, men været mig bekendt alligevel.

✂ - Om jeg vilde, Lola? Vær vis derpaa!

✂ Jeg greb hendes Haand og kyssede den i dyb Ærbødighed.

✂ - Jamen saadan dømmer ikke Folk ... Olga maa intet vide, Faber, og mine Kolleger hellerikke; de Mennesker dømmer helt anderledens. Men Arbejdet er dog ingen Skam, vel?

✂ Atter kyssede jeg hendes smaa tapre Hænder.

✂ - Nej, tværtimod, jeg beundrer Dem.

✂ - Tys! ikke et Ord! Der er Olga!

✂ Jeg bøjede i Hast mit Knæ og kyssede hendes Haand i Tavshed.

✂ Det tog i Døren. I et Nu var jeg oppe. Ind kom Olga.

✂ Lidt efter gik jeg hjem opfyldt af dyb Kærlighed til dette vidunderlige Pigebarn.

✂ 26/11 06.

✂ Jeg stak den Rest Punch, jeg havde fra forleden, i Lommen, købte 10 Cigaretter og gik hen for at besøge L.

✂ Der var Lys. Jeg bankede i Forbigaaende paa Vinduet. Hun modtog mig i Døren straalende glad:

✂ - Aa, er det Dem! Rart, at De kom; jeg sidder saa alene. Olga er blevet syg; hun har ikke været her i Dag.

✂ - Ser jeg fejl, spurgte jeg - er hun ikke "kommet for Skade" og skal have et Barn?

✂ - Jo, ganske rigtig.

✂ - Hvad er hun? Er hun gift?

✂ - Hun er Sangerinde; har været gift med en rig Slagtermester; han holdt andre Kærester; saa blev de uenige og skiltes. Det var ved at blive godt igen imellem dem, men saa var hun blevet med Barn i Mellemtiden med en anden. Nu skal hun have det tredje.

✂ - Med den samme?

197

✂ - Nej; men det kan man næppe tale om ... Det er med hver sin.

✂ - Hun maa være livlig! Det ser hun for Resten ikke ud til.

✂ - Nej, hun er dum og saa altfor skikkelig. De to forrige Børn fik hun med gifte Mænd, og dette her skal hun have med en Dreng paa 20 Aar; og nu véd hun ikke, hvor han er blevet af. - - Her skal De se et morsomt Brev fra New York, sagde hun pludselig - det er fra Abdulla, en Fakir, som jeg har skaffet derover. Han er første Klasse, hans Kunster er forbavsende, ingen Humbug. Han er mig meget hengiven; jeg har hjulpet ham i Rusland, hvor han for Resten blev gift med en rig adelig Dame, der blev aldeles indtaget i ham. De lever særdeles lykkeligt sammen. Han er meget smukt skabt, optraadte næsten nøgen og er ganske brun i Huden. Han vil have mig til New York; men jeg vil til England med min Kvartet, derfra til Frankrig og Amerika for at tjene Penge. Der er Gager. Jeg har tjent 700 Kr. om Ugen der.

✂ Hun forsvandt i Sovekammeret. Kom igen iført et mørkt tætsluttende Liv:

✂ - Undskyld, jeg forlod Dem; hvorledes sidder det Liv i Ryggen?

✂ - Brillant over det hele; og som det klæder Dem! Det genkalder mig første Gang, jeg saa' Dem som voksen.

✂ - Det var i Beværtningen i Borgergade; jeg var i rødt Jerseyliv.

✂ - Nej, De var i sort brocheret.

✂ - Mit Konfirmationsliv!

✂ - Hvor De var dejlig med det store, lyse, kreppede Haar! Erindrer De, hvad jeg sagde til Dem?

✂ - Ikke rigtig ...

✂ - Jo, jeg blev helt perpleks over al den Skønhed, greb begge Deres Hænder og sagde: Hvor i Alverden kommer De dog her! De passer som en Hund i et Spil Kegler!

✂ - Ja, ja, nu husker jeg det; og Madammen blev helt vred!

✂ - Ja; men det tog jeg mig let! Og De blev ikke Ugen ud i den Bule, men kom ned hos Jensens; og der gik De ganske rigtig i rødt Jerseyliv.

198

✂ - Kan De huske, at De en Aften smed en ung Mand ud, som var uartig imod mig?

✂ - Det har jeg glemt.

✂ - Jamen jeg ikke.

✂ - Men jeg husker, at De saarede mit gamle Hjerte for Livstid.

✂ - Stakkels Ven! ... sagde hun og lagde Armene om min Hals, noget, hun yderst sjældent vover, strøg mig kærtegnende over Haaret og løb saa pludselig ud i Køkkenet.

✂ Der var længe ganske stille derude. Saa raslede det med Kopper, og hun kom nynnende ind med Kaffe:

✂ - De drikker nok en lille Kop med, Faber? spurgte hun - Og lad saa Minderne fare ... Hvad mon Klokken er blevet? 10 Minutter i 12! Hvor er Tiden dog blevet af! Det er Deres Skyld, Faber! Tak!

✂ - Det er mig, der maa takke, sagde jeg.

✂ - Altid Tak til mig! smilede hun.

✂ - Ja, altid! sagde jeg.

✂ Det var en dejlig Aften. En Aften, som jeg kun kan nyde den sammen med "Hende". En Aften, jeg kan leve paa og glæde mig over i lange Tider.

✂ Jeg mærker intet til "Sangerinden''. For mig er hun vedblivende den lille Uskyldighed, der vandt hele mit Hjerte.

✂ 2/12 06.

✂ Igen hos L, som jeg traf flittig syende bistaaet af Olga, som var kommet sig igen efter sit Ildebefindende, tronende svær og tung bag sin Maskine.

✂ Vips var Lola pludselig oppe fra Stolen og stillede sig i Paradestilling. Og til sin egen Sang begyndte hun at danse og paradere, saa godt Stuens ringe Plads tillod det, og med en Ynde og Gratie i sine Bevægelser, som aldeles indtog mig og er hende egen.

✂ Jeg sagde hende det og bemærkede, at det glædede mig at se, hvor afrundet symetrisk enhver af hendes Bevægelser var i Modsætning til saamange baade danske og tyske Soubretter, der blot skraalede op og slog til Side med Arme og Ben.

✂ - Og dog har de deres Publikum alle Vegne, sagde hun.

199

✂ Saa rettede hun sig militærisk knejsende og gav sig til at skraale op med helt forandret Stemme, idet hun spjættede ud med Arme og Ben helt umotiveret, aldeles som man ofte ser. Al Ynde var som bortblæst; hun var udannet, kantet, næsten raa.

✂ Olga sad med aaben Mund helt væk i Beundring. Hun saa' aabenbart her Idealet af en Sangerinde.

✂ L sluttede med et mesterligt eftergjort, kejtet Kniks og fór saa atter hen til sin Maskine med en klukkende Latter.

✂ - Ja, er hun ikke beundringsværdig, Olga! sagde jeg.

✂ - Ja, hvem der kunde som hun! kom det i Ekstase. L lo, saa hun rystede.

✂ Her maa jeg standse med Skrivningen, da min Lampe nægter sin Tjeneste af Mangel paa Olie.

✂ 3/12 06.

✂ Jeg havde glædet mig til at tilbringe Aftenen hos L.; gik ogsaa derhen. Hun var hjemme, men Olga, som lukkede mig op, meddelte mig, at jeg umulig kunde komme ind i Øjeblikket, da L, som havde gjort rent, stod i "den bare Klokke"; men om jeg vilde komme igen om et godt Kvarter, saa troede hun nok, at "Frøkenen" kunde modtage mig, naar hun hørte, hvem det var.

✂ Jeg kom igen, men Olga skulde hilse og sige, at jeg maatte ikke blive vred, men "Frøkenen" var endnu ikke paaklædt; bad sig derfor undskyldt. Men det skulde være hende meget kært at se mig i Morgen Aften, om det var belejligt. Og jeg maatte endelig ikke blive vred.

✂ Det blev jeg selvfølgelig heller ikke. Men alligevel noget skuffet; ønskede i mit stille Sind Olga paa Bioksbjærg, thi havde hun ikke været, var jeg dog maaske blevet indladt. "Den bare Klokke" skulde ikke i mindste Maade have generet mig, og min Nærværelse vel næppe heller virket skadelig paa L, selvom man med Pastor Fenger "aldrig kan vide, hvad der kan ske, naar de to Køn kommer sammen".

✂ Jeg nægter ikke, at jeg gik lidt bedrøvet hjem. Hvor jeg satte mig til at læse i mine Optegnelser for i Gaar, men havde meget svært derved ved Lampelys, især da denne Blyant synes mig saa lys i Skriften, saa jeg næppe kan 200 skelne Linjerne uden som en svag Skygge, endmindre læse, hvad der staar, selv med Læseglas. Men Gudskelov, at jeg dog kan se, saameget jeg kan, endnu ved Dagen!

✂ - -

✂ Jeg er ked af min lyse Blyant! Jeg griber min "Lyra". Nr. 1192; den er ¾ Alen lang uden Overdrivelse og grov som min Moral. Men heldigvis er denne dog ikke grovere, end at L er fuldt ud enig med mig i mit Syn paa mange fra Fædrene nedarvede og laante Institutioner f. Eks. Ægteskabet.

✂ "Ja, det tror Fanden," vil man sige, "Lola er en "falden" Kvinde, hun befinder sig paa den anden Side af Plankeværket og har ingen Mening."

✂ Fordi en sort Præst ikke har staaet og vævet over hende og sagt: "Gak hjem med og vord frugtbar og mangfoldig med Petersen!"

✂ Hæ!

✂ Men nu gaar jeg i Seng.

✂ 7/12 06.

✂ Jeg gik hen til L i Aftes. Kl. var 7. De sad ved Symaskinerne flittigt arbejdende.

✂ - Gid jeg var rig! sagde jeg.

✂ Hun forstod mig straks.

✂ - Rigdom gør ikke altid lykkelig, nikkede hun. - Jeg har været rig, virkelig rig engang. Jeg var forlovet med Grev .... (disse malabariske Navne kan jeg ikke huske.) Han overøste mig med Gaver. Mit Billede stod i Aaringer paa hans Skrivebord. Selv tjente jeg meget; jeg havde en 4 Værelsers Lejlighed fuldt monteret paa Hovedstrøget, holdt 2 Piger og red eller kørte ud hver Dag med Kusk og Tjener; det kostede 24 Kr. daglig. Jeg var klædt i Silke fra inderst til yderst altid af samme Farve altsammen; og jeg havde mange Dragter. Han bebor et Gods nær Helsingfors, har først for nylig giftet sig. Men tro mig, Rigdom er ikke nok! ... Alligevel er det dumt at være ødsel. Min Trøst er det, at jeg har hjulpet mange, det glæder jeg mig ved den Dag i Dag. Dog, det burde jeg ikke gøre mig til af, det klæder ilde.

201

✂ Hun rejste sig brat og forsvandt i Sovekammeret.

✂ Olga sendte mig et Par spørgende Øjne; men jeg sagde Intet, rejste mig blot og gik op og ned ad Gulvet.

✂ Noget efter kom L ind, skyndte sig hen til Maskinen. Jeg greb i Forbigaaende hendes Haand og kyssede den ærbødigt.

✂ Saa satte hun sig ivrig til Arbejdet.

✂ Pludselig lo hun, saa det klukkede med denne klokkerene Latter, der fryder mig helt ind i Sjælen.

✂ - Uf, det væmmelige Sytøj! sagde hun saa. - Nu har vi igen faaet noget, som, selv om vi hænger i fra 7 Morgen til 2 Nat, ikke kan give os mere end 90 Øre pr. Dag. Havde jeg ikke sat mig for, at jeg vilde være i København i Julen, smed jeg "Pressejærnet" (saaledes kalder hun Damen i Forretningen) Sytøjet lige i Synet!

✂ Imens sang hun:

✂ Zwei dunkle Augen, ein purpurne Mund ...

✂ Hun kom til at rive et Glas ned paa Gulvet. Jeg saa', at hun blev helt forfærdet:

✂ - Gud, hvad skal der dog nu hænde mig for en Ulykke! sagde hun.

✂ - Er De overtroisk?

✂ - Jeg er saa nervøs og overanstrengt, sagde hun med lav Stemme - arbejder til Kl. 2-3-4 om Morgenen og kan endda næppe tjene til Føden. Jeg havde Lyst til at opgive det hele. Hvad skal der dog nu hænde mig! I Rusland siger man, at det betyder Ulykke, naar et Glas knuses.

✂ Jeg troede først, at det var hendes Spøg og vilde til at gøre Nar af hende. Men jeg saa' hendes Rædsel; hun var helt bleg. Og saa sagde jeg:

✂ - Ja, jeg indrømmer, at det kan jo blive slemt nok.

✂ - Véd De, hvad det betyder? spurgte hun hurtigt.

✂ - Javel véd jeg det.

✂ - Aa, sig det, sig det!

✂ - Nuvel: det betyder (jeg greb i Blinde), det betyder, at De skal have ligesaa mange Kys, som der er Glasskaar; og det kan jo undertiden være drøjt nok. Det skulde vel 202 egentlig være paa Munden, vedblev jeg stadig alvorlig - men det er vel ligemeget. Nu kan De faa dem paa Haanden med det samme; saa er den Gæld betalt, og Ulykken afværget.

✂ Og saa kyssede jeg hende en halv Snes Gange paa Haanden.

✂ - Saa mange Skaar er der ikke, Faber, lo hun.

✂ - Jeg har ikke talt dem, sagde jeg og gav hende et Par Kys til.

✂ - Nej, Faber, det kan jeg ikke tillade; De gør mig helt flov. .

✂ - Og jeg tør ikke tillade mig at kysse Dem paa Munden. Jeg strøg hende kærtegnende over Haaret og rejste mig for at gaa.

✂ Hun saa' op:

✂ - Bliv lidt hos mig, sagde hun - jeg trænger til Selskab.

✂ Selvfølgelig blev jeg. Kl. var næsten 12, da jeg gik.

✂ - -

✂ I Gaar Aftes gik jeg derhen igen medbringende en af mine gamle Sofapuder, L skulde have at sidde paa, da hun havde klaget over, at hun blev træt i Armene ved at sidde saa lavt, bøjet over Sytøjet.

✂ Olga modtog mig med Meddelelsen om, at L var gaaet paa Kristianshavn i Anledning af noget Arbejde, hun muligvis kunde faa.

✂ Jeg satte mig ned for at vente.

✂ Saa kom L elegant og smuk, men med et Monstrum af en Hat saa stor som et Vognhjul, der iøvrigt klædte hende.

✂ - Tak for Puden, Faber, sagde hun. - De husker da ogsaa al Ting og værner om mig til enhver Tid. Jeg har ingen Kræfter i Armene; men mine Ben er gode nok, kan De tro, det kommer af Dansen.

✂ Munden løb paa hende.

✂ Jeg trakterede med 5 Cigaretter.

✂ - Véd De, hvad jeg har Lyst til, Lola?

✂ - Nej?

✂ - Til at foreslaa, at vi to slog os sammen og holdt Jul; ellers faar jeg en meget fattig Jul.

203

✂ - Det gør jeg ogsaa, sagde hun.

✂ - Nej, De er vel bedt ud hos Kolleger eller Slægtninge; jeg har ingen mere paa Jorden uden Dem.

✂ - Ja, bedt ud er jeg, sagde hun. - Men jeg har sagt Nej; jeg vil blive hjemme, og Deres Forslag synes jeg om; men jeg har intet at byde.

✂ - De har Dem selv, svarede jeg - er det ikke nok! Og saa er altsaa det afgjort.

✂ - Jeg har i Dag haft Besøg af Miratierne, vedblev hun lidt efter. - De var skruptossede!

✂ - Er de kommet tilbage fra Finland! Aa, lad mig faa dem at se engang, Lola?

✂ - Hvis de bliver her i Byen, skal jeg nok lade Dem det vide, saa De kan faa dem at se. De vil nok synes om dem, for de er rare.

✂ Vi passiarede. Tiden løb, saa jeg ikke begreb, hvor den blev af. Hun sang, og hun lo. Kl. blev 11½. Jeg brød op.

✂ Den kære Pige; jeg kom gerne til hende hver Dag, hvis jeg ikke skammede mig.

✂ 13/12 06.

✂ Jeg tilbragte Lørdag Aften hos L.

✂ Der var foruden Olga (som øjensynlig befandt sig ilde og vist revner om føje Tid), en Kollega, en Sangerinde, stor, svær, smuk, der hed Anna. Hun har sunget paa Frederiksberg. Jeg syntes ikke rigtig om hendes Person, som var sødttalende, som alle Svenskere; desuden saa' hun noget "fugtig" ud.

✂ Hun var uden Engagement nu, havde paataget sig noget Sytøj, men havde ingen Maskine, ja forstod ikke engang at betjene en saadan. Og da hun nu frygtede for at miste det Sted at sy for, havde Lola med sin sædvanlige Hjertensgodhed tilbudt at sy Sagerne for hende gratis og senere lære hende at sy paa Maskine.

✂ L sled i det fremmede Sytøj med vanlig Energi; Olga var syg; og den fremmedes Nærværelse lagde en Hemsko paa mine Talegaver.

✂ Vi drak Te. L tog atter fat paa sit Arbejde. Endelig gik de andre.

204

✂ - Skal jeg ogsaa gaa, Lola; eller maa jeg faa Lov at blive lidt?

✂ - Ja, Tak; bliv lidt hos mig, min Ven.

✂ Jeg satte mig, saa jeg havde hende omtrent lige for mig stærkt belyst. Jeg saa', hvor hendes Ansigt var blevet langt og smalt, Kinden tabt sin fine Runding, den dejlige Mund omgivet af et Væv af Rynker ligesom Øjnene, og Næsen mere spids; Tidens Tand!

✂ Det skar mig i Hjertet at se Forandringen.

✂ - Se her, kære Veninde, sagde jeg og trak min lille ¼ Flaske op af Lommen - se, hvad jeg har gemt til os to.

✂ - Aa, det skal gøre godt! Jeg er saa træt og nervøs af at sy.

✂ Jeg gik ud og hentede 2 Glas i Køkkenet og skænkede op:

✂ - Skaal, kære Lola! Der er to Glas til Dem og ét til mig; det er det hele. Her er 10 Cigaretter; Skade, at jeg ikke er rig Godsejer, saa at jeg kunde hygge lidt mere om Dem!

✂ - Tro mig, Faber, svarede hun. - Rigdom gør ikke altid lykkelig. Jeg har været rig engang, Herskerinde paa et stort Gods med en Tjener sovende paa Maatten uden for min Dør, som man bruger det i Rusland; haft Kuske og Tjenere, Lakajer og Kammerjomfruer til min Disposition. Men jeg foretrak min Frihed selv med Savn. Jeg vil være uafhængig, finder mig ikke i Kommanderen, véd De nok.

✂ Hun standsede pludselig og tilføjede temmelig haardt:

✂ - Men lad os ikke tale mere om mig!

✂ Saa rakte hun mig Haanden og sagde uendelig blidt:

✂ - De kommer altsaa herhen til mig Juleaften, min Ven?

✂ - Inderlig gerne, Lola, naar jeg maa deltage i Udgifterne, hvis jeg kan.

✂ - Det skal vi nok komme ud af, smilede hun - Vi tager det, som vi kan.

✂ Hun lagde Sytøjet glattende fra sig:

✂ - Saa, nu er jeg færdig; nu er det Fyraften!

✂ Hun saa' paa Uret:

✂ - Klokken er 1; hvor er dog Tiden bleven af!

✂ - -

✂ Tirsdag Aften var jeg derhenne igen.

205

✂ L fortalte, at hun havde brugt hele Mandagen til at rende og piske frem og tilbage. Olga var bleven syg, og L havde, trods hendes Modstand, puttet hende i en Droske og kørt hende ud paa "Stiftelsen". Samme Aften havde hun født. L var meget optaget af Historien og havde haft frygtelig travlt:

✂ - Jeg kunde ikke forsvare, sagde hun - at lade hende være hjemme paa hendes Tagkammer; der var en Rude ude og intet at fyre i Kakkelovnen; der kunde jeg da ikke lade hende ligge.

✂ - Var det et Han- el. Hun-Barn, Lola?

✂ - Det var en Pige. Men Olga vilde ønske, at hun kunde blive af med hende; hun holder ikke af Børn.

✂ - Hvad Fanden vil hun saa faa dem for da!

✂ - Ja, det maa De nok sige.

✂ Lidt efter saa' jeg, at hendes Øjne faldt til.

✂ - Nu er det bedst, jeg gaar, sagde jeg. - De er træt og skal i Seng.

✂ - Ja, jeg er virkelig træt.

✂ Jeg fik Frakken paa og sagde Farvel ...

✂ Lad hende være Varietésangerinde 10 Gange, jeg forsikrer for, at jeg føler mig lykkelig i hendes Selskab, længes derefter og holder af hende som i gamle Dage, trods alt, hvad hun har set og gennemgaaet! Hendes Optræden lader intet tilbage at ønske. Overfor mig er hun saa sand og oprigtig, som en Kvinde overhovedet kan være. Og det glæder mig inderligt, tiltrods for, at hun er passée og ikke den lille tyveaarige Uskyldighed, der havde fortjent en bedre Skæbne.

✂ Sic transit gloria mundi!

✂ 17/12 06.

✂ Ildebrand i gamle Huse er en farlig Historie, det maa jeg bekende. Man tror det hele gemt og glemt, og saa staar atter alt i lys Lue - komplet saadan er min Stilling over for L.

✂ Jeg var derhenne i Gaar Aftes. Havde foresat mig ikke at gaa derhen. Jeg var saa underlig træt og mat; saa satte jeg mig i min Lænestol for at hvile mig lidt, og mod Sædvane 206 faldt jeg i Søvn og drømte noget forvirret Tøjeri, saa jeg vaagnede helt konfus. I en Fart fik jeg Hat og Frakke paa og styrtede hen til L.

✂ Kl. var 9 om Aftenen. Hun var alene; sad og syede.

✂ - Tak, fordi De kom, sagde hun. - Jeg længtes efter Dem; jeg har haft saamegen Ærgrelse af Svenske Anna, som jeg skulde lære at sy. Vil De tænke Dem, i Gaar kom hun slet ikke; der ligger hendes Sytøj helt urørt. Og saa i Dag kommer hun drivende ved Middagstid dinglende fuld og stinkende af Bitter. Og ikke nok dermed. Ikke blot Bitteren, men Kaffe og Petroleum har hun taget paa Klods paa mit Navn henne hos Urtekræmmeren. De kan tro, jeg skældte hende ud! Jeg spyttede ad hende; sagde, at hun kunde gaa sin Vej med samt sin Maskine; hos mig kunde hun ikke sidde mere; vel var jeg Sangerinde, ligesom hun; men jeg overlod til andre at besudle mit Rygte; det besørgede jeg ikke selv. Og saa jog jeg hende ud!

✂ Hun talte heftigt og opbragt. Øjnene flammede. Hvor var hun smuk.

✂ Saa trillede der en Taare ned ad hendes Kind. Jeg greb hendes Haand og kyssede den:

✂ - Man misbruger Dem, Lola, sagde jeg.

✂ - Tilgiv, smilede hun saa - hvad maa De tro, at jeg ikke kan beherske mig!

✂ - At De har Aarsag til at være vred, sagde jeg - og at De er den bedste Kvinde, jeg har truffet.

✂ - Ak nej, ak nej, De bedrager Dem; jeg er ligesaa slet som alle andre!

✂ Hun kastede sig ned over Sybordet og græd.

✂ Jeg satte mig paa Kanten af Stolen ved hendes Side, lagde Armen om hendes Liv og talte saa milde og kærlige Ord til hende, som mit Hjerte indgav mig.

✂ Lidt efter rejste jeg mig, gik ud og hentede to Glas og sagde:

✂ - Nu drikker vi Forlig med Verden. Der er kun l Glas til hver, jeg har ikke mere. Saa tænder De en Cigaret, her er 5; og saa passiarer vi.

✂ - Ja, det gør vi, sagde hun og tørrede sine Øjne - Hvor var det rart, at De kom ...

✂ Og vi talte til Kl. 1¼.

207

✂ 18/12 06.

✂ Jeg har været hos hende Lørdag, Søndag og Mandag.

✂ Olga er kommen igen; hun lukkede mig op og satte sig saa stille hen i en Krog uden at arbejde, øjensynlig lidt mat endnu efter de indtrufne Omstændigheder.

✂ L lod atter til at være helt kvik. Havde sovet som en Sten om Natten, hvad hun aabenbart havde trængt svært til, overanstrengt, som hun er efter sit forcerede Arbejde.

✂ Nu sad hun igen flittig ved Maskinen, og Munden gik paa os begge. Olga forholdt sig tavs. Ungen saa' jeg intet til og spurgte ikke.

✂ Saa blev det høj Tetid. Olga lavede Te, jeg rendte efter en Julekage til 25 Øre.

✂ L var skrupsulten. Vi andre nød intet. Olga havde spist sorte Pølser.

✂ - Aa, det er min Livret! sagde L.

✂ - Godt, jeg fik det at vide! tænkte jeg; men sagde ikke andet, end at det ogsaa var min.

✂ Pludselig lød Barneskrig inde fra Soveværelset. Det var Olgas Unge.

✂ Stor Opstandelse!

✂ Ungen blev hentet frem; den tav øjeblikkelig, da den kom ind, hvor der var Lys. L kælede for den, saa det var en Lyst at se. Olga var nærmest ligeglad. Saa blev den svøbt ind i et stort uldent Sjal af Ls, Kl. var 10, og Olga skulde hjem med den.

✂ Vel vilde L endnu sidde oppe et Par Timer og sy; men jeg syntes, at det var rigtigst ogsaa at bryde op, endskønt jeg havde mere Lyst til at blive og passiare med min kære L, sagde jeg dog Farvel.

✂ 19/12 06.

✂ Da jeg var en Tur i Byen ved Middagstid, saa' jeg nogle delikate sorte Pølser: Aha, tænkte jeg, nu kan Du glæde L og Dig selv med det samme!

✂ Jeg ind og købte 3 Stykker, der kostede 1 Kr. Store og tykke var de. Med dem gik jeg straks hen til L. Hun straalede af Glæde ved Synet af Pølserne; og jeg glædede mig dobbelt.

208

✂ - Men jeg vil ikke spise dem alene, sagde hun - De maa komme herhen og hjælpe mig, Faber.

✂ - Ja Tak, det vil jeg gerne. Hvad Tid?

✂ - Ja, først skal jeg have vasket Gulv over det hele og saa pudset mig selv lidt. Kl. 7 à 7½.

✂ - Var det ikke bedre at vente til 8?

✂ - Jo, gør det, min Ven.

✂ Saa fik hun et Kys paa Haanden, og jeg gik for ikke at sinke hende. - -

✂ Nogle faa Minutter over 8 var jeg der. Der stod en Halvflaske og et Glas paa Bordet. Jeg antog, at det var Vin.

✂ L. var alene og saa' underlig distrait og nervøs ud, og kold.

✂ - Det er Bitter, sagde hun og pegede paa Flasken - Christian Hansen, den Sut, De har set her engang, og som kender Olga og "Fedesen", faldt bogstavelig ind ad Døren, da jeg lukkede op, saa fuld var han. Han vilde have Bitter; jeg gav ham 10 Øre i Haab om at blive af med ham. Men han kom igen og har nu siddet her i 2 Timer og sinket mig.

✂ - Kunde De ikke vise ham Døren?

✂ - Det gjorde jeg flere Gange; men han blev bare siddende. Jeg blandede Eddike i Bitteren i Haab om, at han skulde blive led ved den; men han drak. Endelig gik han. Men hvad maa Folk tro! Skammeligt af Olga at blive borte!

✂ Hendes Stemme klang haard og kold. Hun var vred, kunde jeg mærke. Hun satte sig ved Maskinen og arbejdede nervøs febril.

✂ Lidt efter fór hun op:

✂ - Hvor bliver dog Olga af! Jeg skal have det Sytøj færdigt; nu sinkede han mig saa længe!

✂ Hun fór ud i Køkkenet, raslede med Gryder og Knive.

✂ - De maa ikke komme herud! Jeg vil ikke have det; gaa ind igen! kom det haardt.

✂ Jeg gik straks ind.

✂ Jeg hørte hende sætte Pølserne over Gassen. Saa kom hun farende hen til Maskinen og tog fat febril.

✂ Det ringede. Jeg lukkede op. Postbudet med et Brev, en Regning fra Gasværket.

209

✂ - Jeg skylder ikke noget; har nylig betalt! sagde hun.

✂ - Og jeg har de kvitterede Regninger; hvorledes kan det hænge sammen!

✂ - Véd ikke; antager, at da De nu har faaet Gasmaaler, faar De Regning paa det forløbne Stykke af Kvartalet.

✂ - Jeg kan ikke have brændt for 5 Kroner. Jeg betaler ikke. Jeg kan ikke betale, jeg tjener knap til Føden.

✂ - Det bryder Gasværket sig ikke om, kære Lola. Har De Kvitteringerne?

✂ - Ja.

✂ - Godt; men skylder De alligevel noget, skal det betales, og saa maa jeg hjælpe Dem.

✂ - Nej, det vil jeg ikke have; det kniber for Dem selv; jeg vil ikke have det!

✂ Hun fór ud i Køkkenet og kom lidt efter ind med Pølserne. De smagte hende og mig godt, var udmærkede. Men der var Uvejr i Luften. Situationen var trykket.

✂ Hun tog af Bordet, satte sig ved Maskinen. Jeg satte mig paa min sædvanlige Plads.

✂ - Nej, sæt Dem ved Siden af mig, sagde hun - der kan jeg se Dem!

✂ Jeg skiftede straks Plads.

✂ - Skammeligt, at Olga ikke kommer! vedblev hun saa

✂ - Og den Sut! Hvad maa Folk tro! Sladderen er frygtelig her i Huset. Først han, og nu De her hos mig. Man sætter mig i Klasse med "Fedesen". De kender ikke "Fedesen", men saadant et Liv, som hun fører! De maa ikke tro, at Christian Hansen er den eneste, hun har flere.

✂ - Maaske to paa én Gang?

✂ - Hun har 30-40, om det forslaar. Jeg har aldrig kendt hendes Lige! Og jeg er Artist, og saa har Sladderen travlt; selv Deres Besøg; derfor har jeg Olga.

✂ - Mit Besøg? Har jeg ikke altid været ærbødig, Lola.

✂ - Jo; men det véd ikke Folk.

✂ - Men mit hvide Haar, forsøgte jeg. - Naa, jeg er for Resten lige glad. Jeg blæser Folk et Stykke, og deres snerpede Moral.

210

✂ - Det kan De sagtens gøre; men det gaar ud over mig.

✂ - Det forstaar jeg ikke.

✂ - Opir mig ikke! næsten skreg hun - De forstaar godt; men De vil ikke forstaa.

✂ - Paa Ære om jeg gør, svarede jeg rolig. - Jeg er gammel; mit Besøg kan ikke skade Dem.

✂ - De kender ikke Folk; man maa rette sig efter Moralen, der hvor man bor. Jeg maa i alt Fald tage Hensyn dertil. Som ung gjorde jeg det ikke altid; men det hævner sig.

✂ - Jeg har aldrig drømt om, at mine Besøg kunde give Anledning til Sladder, sagde jeg stille. - Jeg var saa glad ved at komme her og ved den Særstilling, jeg nød.

✂ - Alle skæres over én Kam, ser ikke med Deres milde Øjne paa mig. Jeg er kun Artist, men man skal respektere mig. Jeg er intet Svin, som "Fedesen". Bare dog Olga vilde komme.

✂ - Nu kommer hun ikke i Aften, Lola. Saa er det vel bedst, at jeg gaar, om De synes saa?

✂ Der kom intet Svar.

✂ Jeg tog Frakken paa og bød Farvel. Hun rakte mig ikke Haanden. Men jeg greb den, kyssede den og sagde:

✂ - Tilgiv mig, Lola; jeg anede ikke, at jeg i nogen Retning havde forløbet mig. Tilgiv! Farvel.

✂ Hun rørte sig ikke, sagde intet.

✂ Saa gik jeg og lukkede Døren.

✂ Men saa var hun der med hævet Lampe for at lyse. Billedskøn, kold og bleg som en Statue, stod hun i Døren; men sagde ikke et Ord.

✂ - Godnat, og Gud velsigne Dem, Lola! hviskede jeg op mod hende og gik. Jeg troede at se hendes Mund vibrere og Taarer i hendes Øjne; men ikke et Ord lød. - -

✂ Klokken var 10.

✂ Jeg gik en lang, lang Tur ud ad Frederiksberg, jeg vidste ikke hvor. Jeg græd. Dette kom mig saa uventet, saa overvældende. Saa bedrøvet har jeg ikke været i mange, mange Aar. Jeg er saa ene, er saa glad ved hende; dette kommer som et Tordenslag. Jeg kan ikke skrive mere, saa bryder Taarerne frem igen.

211

✂ 20/12 06.

✂ Efter en søvnløs Nat sov jeg langt op paa Dagen. Jeg er som knust; min Forstand staar stille; dette kan jeg ikke begribe, har aldrig set hende saaledes.

✂ Foreløbig maa jeg holde mig i tvungen Ro. Om ikke før gaar jeg derhen Juleaften, har jeg bestemt. Jeg vil lade som ingenting; ingen Scener give, overlade alt til hendes gode Hjerte, haaber alt deraf og stoler paa den Hengivenhed, hun faktisk nærer for mig; for lunefuld har hun aldrig været imod mig; der maa have været noget særligt, som har bragt hende ud af Ligevægt, og saa kom det til at gaa ud over mig, hendes bedste Ven; og jeg haaber, hvor stolt hun saa end er, at hun i sit stille Sind vil angre det og give mig et mildt Blik, naar vi ses, for saa er jeg glad igen.

✂ 22/12 06.

✂ Jeg havde for nogle Dage siden lovet L at hente en Pakke for hende. Jeg benyttede mig nu deraf og fik et kærkomment Paaskud til at gaa derhen med den.

✂ Olga lukkede op.

✂ - Jeg har her en Pakke til Frøken Lola, vær saa god.

✂ - Vil De ikke selv overbringe den?

✂ - Nej.

✂ - Jo, De maa da gaa indenfor!

✂ - Nej Tak. Hils Frøkenen.

✂ Lola kom farende.

✂ - Kære Ven, De maa ikke være vred paa mig! De faar ikke Lov at gaa; jeg slipper Dem ikke ... Olga hent Petroleum og lad os faa Lampen tændt!

✂ Olga gik.

✂ - Tilgiv mig, Faber, bad L saa - jeg er saa nervøs overanstrengt efter den Syning, havde ikke været i Seng i 2 Nætter. Jeg var saa irritabel og ond imod Dem.

✂ - Det har jeg helt glemt, Lola, sagde jeg - husker kun, hvor god og mild, De altid er imod mig.

✂ Saa kyssede jeg hendes Haand inderlig glad og taknemmelig ved, at alt var ved det gamle; thi hun er mig saa kær, jeg kan ikke taale at miste hende.

212

✂ - Vi to maa aldrig blive Uvenner, Faber; kan heller ikke blive det, vel?

✂ - Det beror paa Dem, Lola, ikke paa mig. Jeg véd, jeg holder af Dem, hvordan De saa er.

✂ Hun rakte mig Haanden:

✂ - Tak, Faber, for Deres Overbærenhed.

✂ Nu kom Olga tilbage. Lampen blev tændt. Saa fik vi Kaffe. Jeg rendte efter Julekage.

✂ Og saa tog de igen fat paa Maskinerne.

✂ - Skaan Dem lidt, Lola, bad jeg. - De kan ikke holde al det Slid ud.

✂ - Jeg maa og skal, sagde hun - og det gaar nok. I Nat har jeg sovet godt, jeg laa saa dejligt i min Seng igen. Ogsaa det kan jeg takke Dem for, Faber!

✂ - Vist ej, Lola.

✂ - Jo! nikkede hun og trykkede min Haand.

✂ (Hendes Seng havde været paa Laanekontoret, og hun laa paa Sofaen; til at løse Sengen hjem havde hun laant 5 Kr. af mig. Det var det, hun hentydede til.)

✂ Aa, hvor følte jeg mig lykkelig!

✂ Lunefuld er hun vel som andre Kvinder. Men det er første Gang i den lange Aarrække, at det er gaaet ud over mig. Derfor kom det mig ogsaa saa overvældende, og derfor tror jeg heller ikke, at det sker mere; thi jeg indtager faktisk en Særstilling i hendes Gunst. Lad hende saa være Sangerinde 10 Gange, for mig er hun altid den lille, fattige Sypige, hvis Venskab jeg vandt uforskyldt, og som jeg ønsker at bevare!

✂ 29/12 06.

✂ Jeg skulde altsaa tilbringe Juleaften hos L, hvortil jeg virkelig glædede mig som et Barn.

✂ Kl. 7½ stod jeg med Tøjet paa og skulde afsted. Der var ikke sagt, hvornaar jeg skulde indfinde mig.

✂ Saa ringede det, og Olga kom for at hente mig. Gaasen taalte ikke at vente længere, skulde hun sige.

✂ Jeg kan ikke nægte, at jeg havde hellere set, at L selv havde hentet mig; men hun kunde vel ikke godt gaa hjemmefra som "Husmoder". Naa, Olga opførte sig stille og beskedent 213 som altid. Vi fulgtes ad; saa gik jeg ned og købte en Julekage og sendte hende i Forvejen med en Flaske Punch ...

✂ L var i mine Øjne straalende smuk: hvid Kjole med et havannafarvet Husholdningsforklæde, som var garneret med nogle røde Baand.

✂ Hjerteligere Modtagelse kunde jeg ikke faa. Hun forkæler mig, den søde Pige; og er hun vel nu passé, saa er hun indtagende alligevel, behersket og stilfuld i sit Væsen, som kun hun kan være det - naar hun vil.

✂ Der var dækket et lille net Bord, Dugen skinnede af Hvidhed. Proper er L, det maa man lade hende.

✂ Amalie rumsterede i Køkkenet.

✂ Baade Risengrøden og Gaasen var udmærket behandlet og smagte os godt. Ovenpaa fik vi Kaffe med Punch og saa atter Kaffe. Kl. var 1, da jeg slap hjem.

✂ L forærede mig 4 gode Cigarer. Jeg hende en lille Flaske Parfume, "Azurria", noget nyt og godt, som hun syntes godt om.

✂ Det var en dejlig Aften.

✂ - -

✂ Jeg blev indbudt til Middag næste Dag Kl. 2-2½. Skulde have Mælkegrød og opvarmet Gaas.

✂ Da jeg indfandt mig Kl. 2½, og Olga lukkede op, bad hun mig inderlig forskræmt om at komme igen om en halv Time, 3 Kvarter; "Frøkenen" var ved sit Toilette.

✂ Da det var et væmmeligt Snesjapføre, gik jeg lige hjem og satte mig til Ro. Kl. 4 gik jeg derhen igen.

✂ Der var Torden i Luften, syntes det mig. Formaden blev spist i temmelig Tavshed.

✂ Da Bordet var meget lille og ikke havde Plads til Fadet med Stegen, tog jeg, som sad nærmest Køkkendøren, dette fra Amalie, for at hun kunde hente Rødkaalen m. m.

✂ Paatagende mig en Tjeners Skikkelse, bød jeg saa omkring; naturligvis først til L. Hun vilde ikke tage først. Saa bød jeg Olga og Amalie; og da de havde forsynet sig, gik jeg igen med Fadet hen og bød L.

✂ Man tænke sig min Forbavselse, da hun fór som en Raket op af Stolen, hug Haanden i Bordet og sagde:

214

✂ - Donnerwetter, naar jeg har sagt Nej, saa har jeg sagt Nej!

✂ Jeg bevarede min Ro, saa' blot paa hende og svarede:

✂ - Kan være, saadant er Brug i Rusland, ikke her. Fy, hvor det er hæsligt, Lola!

✂ Hun sank sammen som en Klud.

✂ Jeg bukkede og fjernede mig med Fadet uden at sige mere. Og saa fór hun ind i Sovekammeret.

✂ Olga og Amalie saa' paa mig. Jeg satte mig rolig til at spise. De andre fulgte mit Eksempel som forskræmte Høns.

✂ Saa kom Lola tavs med Taarer i Øjnene ind og rakte mig Haanden. Jeg gav den et Kys, og hun gik hen og satte sig i Tavshed.

✂ Jeg tog mig sammen, lod som ingenting og gav mig til at passiare, eller rettere lade Munden løbe. Men gal i Hovedet var jeg og tænkte: Hun skal nok faa Sandheden at vide!

✂ Vi havde spist, Punchen blev skænket, saa rejste jeg mig og tog Ordet roligt og langsomt:

✂ - Mine Damer! sagde jeg. - Det er hyppig Skik ved Middage at holde Taler. Det er en dum Skik, finder jeg, da de fleste ikke kan sige to Ord i Sammenhæng; de opnaar kun at prostituere sig, og - Maden bliver kold! Den mest yndede Skaal af alle, men ogsaa den mest idiotiske, er Skaalen for Kvinden. Gamle Vrøvlehoveder, der tit har et Helvede hjemme, eller en Kone, der er dem revnende ligegyldig, undser sig ikke ved at staa frem og prise Kvinden i høje Toner ... Unge Drenge, som ikke kender mere til Kvinden end en Kat til Matematik, fortsætter ... bare Løgn det hele, forsætlig eller ubevidst! Kvinden er ikke noget overjordisk Væsen, som hun ynder at bilde Mændene ind; hun er af Kød og Blod som vi; ofte lidt bedre, ofte lidt slettere end Mændene, alt efter Omstændighederne - oftest det sidste! Hvor jeg, en Pebersvend, kan vide det fra? Jo, jeg har ogsaa været forelsket engang i en Kvinde; fortinnet paa Øjnene som saa mange andre; jeg havde fundet Idealet! ... Jo, Godmorgen! I et Øjeblik faldt det hele sammen som et Korthus, fordi Naturen gik over Optugtelsen. Kvinderne bør lære ikke at synes, men at være! - Manden søger sig en Medhjælper, en trofast Kammerat, et Menneske 215 som han selv, ikke et Fantasibillede, smukt udvendigt, men fyldt af Falskhed, Bedrag, Arrigskab og Herskesyge, som Kvinderne ofte viser sig at være, naar Korthuset falder sammen ... Tak, Lola! endte jeg ... Skaal, mine Damer!

✂ Og jeg satte mig.

✂ L var bleven rødere og rødere. Øjnene flammede; saa duggedes de, og hun gik ind i Sovekammeret. Hun havde forstaaet Snærten; og den bed.

✂ Jeg gav mig igen til at passiare, vrøvlede om løst og fast, Bynyt, Skandale og Sladderhistorier, hvad jeg formodede kunde interessere Olga og Amalie.

✂ L var atter kommen ind i Stuen; men jeg lod, som om jeg ikke bemærkede hende og blev ved med at passiare en Timestid med de andre.

✂ Saa sagde jeg Farvel, stak O og A paa Næven, gav L et ærbødigt Kys paa Haanden, saa naturligt og ærbart som kun gamle Herrer kan gøre det og har Lov til. - -

✂ Kl. 8 var jeg hjemme. Satte mig saa til at spille Dam med min Vært og Louis om l Øre Partiet til Chokolade. Jeg tabte 11 Øre, min Vært 23 og Drengen 7. Vi spillede til Midnat.

✂ Det var en rar Aften.

✂ - -

✂ Torsdag Aften gik jeg hen for at besøge L.

✂ - Kære Ven, sagde hun og rakte mig begge sine Hænder i Møde - jeg beder Dem inderlig om Forladelse for min Uartighed forleden! og hun ledsagede Ordene med et Blik saa ømt, at det varmede mig helt ind i Sjælen.

✂ - Kære Lola, sagde jeg - jeg husker ikke mere, at De har været uartig. Det er glemt, véd De, med det samme.

✂ Hun smilede venligt:

✂ - Skal vi saa gaa? spurgte hun. Klokken er mange. De kommer sent.

✂ - Gaa? Skal De ud?

✂ - Ja, vi skal jo ud paa Kristianshavn til Amalie og spise Æbleskiver alle 3.

✂ - Nej, jeg skal ikke med, sagde jeg - jeg er i min Hjemmefrakke og har et Par Sko paa, der klemmer.

216

✂ - Det vil gøre Amalie meget ondt, hvis De ikke gaar med, Faber.

✂ - Saa kunde hun selv have sagt det til mig. Naar jeg har sagt Nej, har jeg sagt Nej!

✂ - Aa, Faber, jeg beder Dem ... kom det bønligt.

✂ - Naar jeg har sagt Nej, gentog jeg drillende - saa siger jeg ... Ja, naar De beder mig om det.

✂ Hun lo henrykt og klappede i Hænderne.

✂ Olga havde hentet Ungen inde fra den anden Stue og stod med den i bart Svøb. Lille var den som en Dukke.

✂ - Tag den et Øjeblik, Faber! sagde L.

✂ - Jeg kan ikke tage paa Børn.

✂ - Jamen jeg vil, at De skal tage den!

✂ Hun lagde Ungen i min Arm og lo:

✂ - Hvor De staar forsigtig med den! lo hun.

✂ - Det kommer af, at jeg er Pebersvend.

✂ - De finder den grim?

✂ - Alle Nyfødte er ens.

✂ Saa gik vi. Det vil sige, vi kørte med Sporvognen frem og tilbage. Jeg maatte betale.

✂ Aftenen gik behagelig. Vi aad Æbleskiver. Jeg gav Punch i Dagens Anledning.

✂ Vi blev der til Kl. 11. Jeg fulgte L lige til hendes Dør. Hun skulde være oppe det meste af Natten for at sy.

✂ - -

✂ I Gaar Aftes var jeg derhenne ½ Time.

✂ L syede som en Dampmaskine og var saa mild som en nyslaaet Toskilling. Olga var der ikke. L havde sendt hendes Maskine hjem til hende, for at hun bedre kunde passe Ungen.

✂ Nytaarsaften skal jeg være hos L. Jeg har lovet hende en lille Flæskesteg i Foræring. Hun protesterede; men hun skal have den, den søde Pige.

✂ Amalie og Olga er ogsaa indbudt. Derimod lader det ikke til, at jeg endnu kan faa de smaa Miratier at se; det vilde jeg gerne. L har lovet det. Hun roser dem altid.

✂ 2/1 07.

✂ Jeg gik hen til L. Hun var alene, flittig syende, i Færd med 2 Dusin godt Sytøj.

217

✂ - Undskyld, at jeg tillader mig allerede at komme igen, sagde jeg - men jeg længes altid efter Dem. Kommer jeg ubelejligt?

✂ - Aldeles ikke. Men jeg skulde efter Brød og Kaffe.

✂ - Det maa jeg vel nok faa Lov at hente? Bliv De i Varmen, det er koldt ude.

✂ - Ja Tak; men jeg skal ogsaa have Kul.

✂ - Det skal jeg nok besørge.

✂ - Det kan De ikke; De kan ikke gaa med en Spand paa Gaden.

✂ - Saa gaar jeg uden ...

✂ Jeg ud af Døren. Jeg fik i Hast det besørget. Men at jeg selv kom slæbende med Kullene, forbavsede hende i høj Grad.

✂ - Det er altfor galt, Faber, at De skal slæbe af Sted med en Sæk!

✂ - Der var ingen hjemme, som kunde bringe dem, sagde jeg, og De kan ikke sidde her og fryse!

✂ Vi drak Kaffe. Hun tog igen fat paa Syningen; og vi passiarede livligt:

✂ - Tak, fordi De ikke vil huske min Uartighed, Faber, sagde hun. - Min hele Undskyldning er, at jeg var frygtelig nervøs overanstrengt ved Nattearbejde. Og saa kom det med Olgas Fødsel. Det var ikke smukt af hende; hun burde have sagt mig det i Forvejen.

✂ - De vidste jo, Lola, hvad der forestod.

✂ - Sandt nok; men hun ventede sig ikke saa tidlig. Men saa ved 1 Tiden fødte hun her hos mig. Jeg vidste af intet, før jeg hørte Barnet falde paa Gulvet. Saa maatte jeg efter en Droske. Penge havde jeg ingen af; men jeg lovede Kusken at betale ham. Og saa maatte han og jeg slæbe hende ud i Vognen midt om Natten. Saa kørte vi hende til Stiftelsen. Hun vilde ikke, men jeg vilde have hende derind. Ogsaa maatte jeg rende frem og tilbage imellem hendes Hjem og Stiftelsen. Sy kunde jeg ikke faa Tid til, Penge og Mad havde jeg ikke, jeg var helt konfus. Saa hjalp De mig, uden at jeg bad Dem derom; og saa behandlede jeg Dem paa den Maade.

✂ Hun brast i Graad.

218

✂ Jeg satte mig paa Kanten af Stolen hos hende, tog hende om Livet, kyssede hendes Haand, dæggede og talte godt for hende, søgte at berolige hende.

✂ Da det saa nogenlunde var lykkedes, rejste jeg mig efter endnu engang ærbødigt at have kysset hendes Haand og satte mig hen igen paa min egen Stol i Tavshed.

✂ Hun rettede sig, tog fat paa Syningen med Dampkraft. Pludselig standsede hun, rejste sig, strøg mig kærtegnende over Kinden med et sagte: Tak, Faber! og gik ud i Køkkenet.

✂ Hun bragte Kaffe. Vi drak. Og hun tog atter fat paa Maskinen. Saa sad vi en Stund i Tavshed.

✂ Lidt efter rejste jeg mig og gik. Kl. var 11. Aa, hvor er hun rar, og hvor jeg er lykkelig ved hende.

✂ - -

✂ Nytaarsaften var jeg saa derhenne igen og spiste Flæskesteg sammen med Olga og Amalie, drak Punch og Kaffe.

✂ L havde siddet oppe og syet hele Natten, slet ikke været i Seng. Jeg skændte lidt paa hende derfor.

✂ - Nu skal det ogsaa snart være forbi, sagde hun - nu vil jeg ud igen og tjene Penge.

✂ - Og saa ser jeg Dem aldrig mere ...?

✂ - Jo, min Ven, nikkede hun - foreløbig tager jeg kun bort i et Par Maaneder. Saa kommer jeg hjem og indøver min Kvartet; og saa gaar Turen til England. Men senest til Jul er jeg her igen. Jeg skal aldrig glemme Dem, Faber! Der er min Haand derpaa.

✂ Det blev en rar Aften. Vi var der til 1¾.

✂ - -

✂ Nytaarsdag skulde jeg komme der igen til Middag Kl. 2½.

✂ Jeg havde nær sovet over mig; og L gik det ligesaa, hun var kun halv paaklædt, da jeg kom.

✂ ½ Time efter kom Olga og Amalie, og der blev travlt med Maden. Efter Bordet gik Olga hjem for at sy. Amalie blev endnu en Timestid.

✂ L satte sig til at sy.

✂ Vi fik Amalies Historie mit Umstænde:

✂ Hun var 17 Aar gammel kommet til at tjene i Odense. I 219 samme Hus, Etagen nedenunder, boede en Kaptajn Marstrand. Han var ugift og beboede 2 Værelser. Hvergang jeg passerede hans Dør, hed det: Amalie, der er en Teaterbillet, der er Kager, eller: kom ind og faa et Glas Vin. Han friede til mig. Han skrev til mig flere Breve og var saa opmærksom; og jeg var jo ikke andet end et Barn. En Aften trak han mig ind paa sit Værelse. Jeg skulde og maatte have et Glas Vin, blot smage. Det gjorde jeg. Men jeg blev straks saa underlig søvnig og sank helt sammen; kom ikke rigtig til mig selv før om Morgenen. Jeg var ved at kvæles og havde den store Mand ovenpaa mig. Da jeg slap fra ham, gik jeg hjem og fortalte det hele og vidste endnu ikke rigtig Besked med, hvad der var foregaaet. Min Fader tog et Spanskrør og pryglede mig ubarmhjertigt, lukkede mig inde og sultede mig i 2 Dage. Imens havde han været hos Amtmanden, vist ham Kaptajnens Breve og fortalt det hele. Da jeg saa blev i Omstændigheder, maatte jeg paa Politikammeret. Assistenten var forfærdelig raa imod mig, pryglede mig og satte mig i Arrest i 3 Dage (længere kunde han ikke holde mig, havde Amtmanden sagt), og vilde have, at jeg skulde angive en anden Barnefader. Jeg svor paa, at jeg havde aldrig kendt anden Mand; Marstrand var den første. Saa pryglede Assistenten mig igen. Men saa skred Amtmanden ind; og Kaptajnen dømtes til at betale 220 Kr. om Aaret. Det maatte han betale til sin Død. Nu er Barnet i Amerika; og min Mand er efter 20 Aars Ægteskab rendt fra mig og holder til med en gift, fordrukken Kone og har en Tøs ved Siden af.

✂ Og saa græd hun og gik, sigende i Døren:

✂ - Ja, Du har jo selv prøvet det, Lola ...

✂ - Ti stille med det! kom det barsk fra L.

✂ Jeg lavede mig til ogsaa at gaa. Men L greb min Haand og holdt mig tilbage:

✂ - Jeg troede, De vilde have, jeg skulde gaa, og De være flittig, lille Lola?

✂ - Det skal jeg ogsaa; men De kan godt blive.

✂ - Tak, Lola.

✂ Jeg satte mig i Tavshed.

✂ - Amalie, begyndte L - er rar og har været som en 220 Moder for mig. Hun slider sig selv op. Og hun er dum, holder endnu af sin bortløbne Mand; tager saamænd gerne imod ham igen; og saa pantsætter han alt for hende. Men det skal blive Løgn, saalænge jeg er hjemme! Som det er gaaet hende, gaar det 100 af unge Piger. Men slet saa uvidende, som hun vilde gøre sig, er de dog næppe, selv om de ikke tænker før bag efter, og trøster sig med, at de nok slipper godt derfra. Som ogsaa mange gør; flere end man maaske tror.

✂ Lidt efter brød jeg op, hende inderlig taknemmelig for hendes Venskab og de hyggelige Timer, jeg tilbringer hos hende.

✂ Trods Aarenes Hærgen og Sangerindelivet er hun mig lige saa kær som i gamle Dage.

✂ Saa gik jeg hjem og spillede Dam med min Vært og Louis til ud paa Natten. Det var udmærket.

✂ 9/1 07.

✂ Jeg kommer lige fra L; Sengetid er det; men jeg har mere Lyst til at skrive.

✂ Hun gør mig skruptosset, det Pigebarn! Nu har jeg været der Torsdag, Lørdag, Søndag og nu i Dag, Mandag Aften, og jeg længes allerede efter hende.

✂ Hvad jeg bestiller der? Passiarer og tilbeder hende. Jeg er skrup skør!

✂ I Torsdags var jeg der fra 8 til 12½. I Lørdags fra 9 til 1. I Søndags fra 7 til 11. Og i Aften fra 10 til 11½.

✂ Hun sidder flittig arbejdende ved Maskinen, naar jeg kommer. (Olga er flyttet hjem til sig selv med sin Maskine for at passe Ungen og ses kun tilfældigt l à 1½ Time.) Jeg banker i Forbigaaende paa Vinduet og faar, lad mig sige det i god Tid, saa god en Modtagelse, som jeg kan ønske. Jeg gør en Undskyldning for mine hyppige Besøg, trykker, trods Protest, et Kys paa hendes Haand, sommetider 2. Hun tager Plads ved Maskinen, jeg i den amerikanske Sofa, som tillige kan benyttes som Seng, men ikke bruges saaledes for Tiden, da hun har sin rigtige Seng hjemme fra Laanekontoret, lægger et Par Cigaretter hen til hende, haler maaske ¼ eller ½ Flaske Punch op af Lommen, alt som 221 der nu er Penge til, og saa gaar Passiaren uafbrudt og ustandseligt, som jeg kun kan tale med hende, fordi hun er det eneste Menneske, jeg virkelig har elsket. - -

✂ I Lørdags fik Olga en eftertrykkelig Irettesættelse. Iøvrigt den første, hun har faaet af L i mit Paahør.

✂ Hun, O, havde bestilt Kul hos "Tyskemutter", en gammel Kælling, der samler Kul ved Havnen og sælger dem igen, 1 Kr. for 1 Sæk. Hun skal være en levende Avis.

✂ Vi sad og drak Punch. Det bankede. Olga gik at lukke op. Hun lod Døren fra Stuen til den deminutive Entré staa aaben, og et Øjeblik efter saas Tyskemutter i Døren, talende med Olga. Tyskemutters Øjne løb rundt i Stuen. Hun henvendte et Par Ord til L, der intet svarede. Det trak koldt ude fra Gangen.

✂ - Gaa enten ind eller ud, og luk Døren! sagde jeg barsk.

✂ Tyskemutter talte om Betaling. Olga havde ingen Penge. L rejste sig tavs og søgte ivrigt i en Skuffe. Hun havde vist heller ingen.

✂ Jeg smed hovmodig en 2 Krone paa Bordet og sagde:

✂ - Dér! Skrup saa af!

✂ L lagde sin Haand over Pengestykket og sagde:

✂ - Tak, Onkel, det er ikke mig, der skal have Kul; men jeg skal nok staa inde for Olga, om det behøves.

✂ Saa gik Tyskemutter under mange Taksigelser og megen Sludder.

✂ Jeg fik min 2 Krone tilbage, og L gav Olga en Overhaling, der var hvas:

✂ - Hvorfor hun lukkede den Kælling ind i Stuen? Nu var det ude over hele Kvarteret, at hun, L, ikke var saa fattig og saa flittig, som det skulde hedde sig, for hun syede ikke mere, men sad og drak Punch med Herrer. Olga var doven og hensynsløs og dum, hun gad ikke tænke! L skulde varte hende op, skaffe hende Sytøj, passe Ungen, rende Byærinder for hende; men gide rejse sig og forhindre den Sladderkælling fra at komme ind, det kunde Olga ikke osv. osv.

✂ L dirrede af Harme. Olga svarede ikke et Ord.

✂ Saa sagde jeg:

222

✂ - Om Forladelse, Lola; Skylden er min; det var mig, der bad Konen kome ind, hvad jeg ikke havde Ret til i Deres Hus; tilgiv!

✂ - Alt forladt, Faber! De vilde ikke have Varmen lukket ud af Hensyn til mig, som skal sidde oppe i Nat og sy. Men Olga er ligeglad og sløv! Lær af Hr. Faber; se hvor ærbødig og hensynsfuld, han er imod mig, som om jeg var en fin Dame; og se saa den Haan, hvormed han behandlede en saadan Kælling! Tilgiv, Faber, at jeg kaldte Dem Onkel. Jeg gjorde det, for at hun ikke skulde have noget at rende med i dette Sladrehul.

✂ - Olga, sagde jeg - gaa ind og betal Kullene øjeblikkelig og sig Kællingen, at Lolas Onkel var meget vred, skønt det var hans Niece aldeles uvedkommende. Sig Onkel og Onkel i en Uendelighed og stop Munden paa Konen.

✂ Olga maatte af Sted. Hun kom tilbage fuld af Undskyldninger fra Tyskemutter. Men hun fik sig dog endnu en Overhaling af L, der bed.

✂ Og med den gik hun hjem.

✂ - -

✂ I Dag otte Dage vil L ophøre med Syningen, ikke sy et Sting mere, siger hun, men tage fat paa at prøve at reparere sine Kostumer. Saa rejser hun, som alt sagt. Det bliver haardt for mig.

✂ I Aften har jeg inviteret hende med ud paa Frederiksberg udtrykkelig i al Tarvelighed. Der optræder nemlig fra 1ste Jan. hendes to smaa Veninder, Søstrene Mirati. Dem glæder jeg mig til at se og maaske tale med.

✂ L vilde gerne have haft et Par andre med i Følge derud, men jeg sagde ligeud til hende, det har jeg ikke Raad til. Thi Enden bliver, at vi kommer til at sidde og traktere paa hinanden, og det hverken vil el. kan jeg. For Dem, Lola, generer jeg mig ikke; De véd, jeg er fattig og tager til Takke med, som det kan blive.

✂ - Ja, og jeg skal nok passe paa Dem, sagde hun - ellers er De i Stand til alligevel at ruinere Dem for min Skyld.

✂ Er hun ikke sød?

✂ - -

✂ Vi var paa Frederiksberg i Aftes.

223

✂ Jeg stillede paa Klokkeslet hos L efter Aftale. Naturligvis var hun ikke begyndt paa sin Omklædning endnu mindre færdig dermed; det er aldrig Kvinderne.

✂ Naa, nogen Undskyldning havde hun i noget nyt meget vanskeligt Sytøj, hun havde faaet; det havde slugt meget af hendes Tid.

✂ I et Nu var hun omklædt: mørkeblaa Fløjel fra Top til Taa; nydelig var hun!

✂ Jeg vilde have givet en Bøf i "Bræddehytten"; det blev der intet af, thi nu kom Olga. Hun kunde ikke finde ud af Syningen, og saa maatte L til at forklare.

✂ Saa drak vi Kaffe; og saa endelig kom vi af Sted med Sporvognen derud.

✂ Kl. var bleven godt 9½. Salen var næppe halv fuld.

✂ Der var ialt kun 6 Artister, men de fungerede paa Programmet under forskellige Navne. To Mandfolk springer jeg over.

✂ 1) En Dame, der hed Thora, havde en god Stemme og sang godt, var hverken køn eller grim, men havde den underlige Vane at synke sammen i Knæene, hvad misklædte hende.

✂ 2) Charlotte, en bekendt gammel Københavner-Artist, sang med vanlig Rutine; hun maa vel være 50 Aar, men ser endnu godt ud og synger godt.

✂ 3) Lilli Mirati (optraadte sammen med Søsteren Carla og de andre i militært Trikot, da vi kom). Hun er køn, mørk, lille, fyldig, rund, har dejlige mørke Øjne og er kalveknæet.

✂ 4) Carla Mirati, endnu mindre, men lys med Gamin-Ansigt, buttet og rund, godt skabt, fyldig med meget svære Laar, gode Lægge.

✂ Jeg og L havde næppe sat os, før et genkendende Smil bredte sig over begge Søstrenes Ansigter, ledsaget af et umærkeligt Nik.

✂ L og jeg spiste Smørrebrød og drak Dobbeltøl med en Snaps til. Saa fik vi svensk Punch og L en Cigaret.

✂ Jeg forlangte ½ Punch til. Den blev af L med et Par Ord nedskrevne paa Programmet sendt op til de smaa Mirati fra "Lola og hendes kære Onkel Faber". Og saa saa' vi paa Forestillingen.

224

✂ Miratierne viste sig først i militære Kostumer, saa i flotte Damedragter, saa som en Art mandlige Klovner, saa igen som Damer, stadig syngende og dansende. De er gode Artister, kvikke, graciøse, kaade. Carla vendte til sidst Mølle flere Gange og gik paa Hænderne i Damedragt. Folk jublede. Ud af et Brus af Tylsskørter stak hendes velskabte, svære Ben i Trikot lige i Vejret.

✂ Næppe var Forestillingen forbi, saa indfandt de sig begge hos os i Spadseredragt. Et Glas Punch stod og ventede paa dem. Mig takkede de venligt for "min udsøgte Opmærksomhed med Punchen", og imens blev jeg mønstret fra Top til Taa af dem. Saa tog de Plads et Kvarterstid hos os. Saa blev Gassen slukket.

✂ Egentlig smukke er de ikke, men nydelige og graciøse, og der er Slag i dem. Jeg sagde, at jeg glædede mig ved at træffe sammen med dem, betragtede dem som gode, gamle bekendte og Venner, jeg havde hørt saa meget godt om dem af min elskværdige Niece Lola.

✂ Da Gassen blev skruet ned, begav nogle af Gæsterne og alle Artisterne sig op i Beværtningen i Forhuset, hvor det er Skik at forblive til Lukketid i det ret store Lokale; med mindre de skulde foretrække et lille geheimt Kabinet paa 1ste Sal.

✂ L og jeg fulgte med Strømmen. Hun havde maaske nok haft Lyst til at blive der lidt for at passiare med Miratierne; men min Portemonnæ tillod mig ikke flere Ekstravagancer.

✂ Det var en rar Aften. Hvem véd, om jeg nogen Sinde mere kommer ud med hende, eller overhovedet mere faar hende at se, naar hun atter bryder op til Udlandet.

✂ Naa, Minderne har jo ogsaa deres blivende Værd. De er en Skat, der kan tæres paa i Ensomheden. De tages frem og atter frem og volder Glæde paa ny. Og mange gode Minder har jeg om hende.

✂ 17/1 07.

✂ Kunde naturligvis ikke modstaa Fristelsen, men gik i Lørdags som sædvanlig hen til L.

✂ Paa min Banken aabnedes Døren næppe paa Klem, og hendes Stemme lød haard og barsk;

225

✂ - Her kammer ingen ind! Har Besøg.

✂ - Tilgiv ... Farvel! sagde jeg.

✂ Døren blev smækket op paa vid Gab med et:

✂ - Gælder ikke Dem, Faber; De er altid velkommen!... Det er Fru Valens, (den Dame L indøver sit Sang- og Dansenummer sammen med) og min Onkel, Faber! præsenterede hun.

✂ Jeg bukkede, stak paa Næven og sagde noget om, at hun var mig godt bekendt som min Nieces Kollega; at det var mig en Fornøjelse osv. osv. af det almindelige Sludder.

✂ Det var en lille, mørk Dame med et blegt Raceansigt, kønne Øjne, stor, men velformet Næse, graciøs, tysktalende, Jødinde.

✂ Jeg bukkede og skrabede efter Evne; men talte Dansk, hun tysk. Dog forstod vi godt hinanden, thi kneb det, talte vi svensk, eller L var Tolk.

✂ L lavede Kaffe. Jeg tilbød at hente Brød, hvad L forbød. Men jeg gik alligevel efter en Julekage til 25 Øre og tog ½ Punch med paa Vejen for at gøre Stads af Fruen.

✂ Vi drak Kaffe og Punch, røg Cigaretter.

✂ Saa gik Fruen med mange Taksigelser.

✂ L greb harmdirrende min Haand, klemte den som i en Skruestik og udbrød:

✂ - Det falske Fruentimmer! Nu har jeg skaffet Engagement, Dragter og indstuderet med hende; og nu kommer hun her og siger, at hun ikke kan tage med mig. Men jeg bevarede Fatningen. Og De, Faber, var meget elskværdig. Tak for det! Vi skiltes i al Venskabelighed ... Dette er nu den tredje, der bryder en Aftale. Hvad maa Agenterne tro om mig!

✂ Taarerne løb L ned ad Kinderne.

✂ Hvad skulde jeg gøre? Jeg kælede for hende paa min ærbødige Maade, saa godt jeg kunde, og søgte at trøste hende.

✂ - Hvilken Frækhed! Og hvor dum har jeg ikke været! vedblev L - Det Puds har hun ene og alene spillet mig for at lære mine amerikanske Steppetrin. Heldigvis hvor god en Danserinde, hun end er, fik hun ikke lært dem ordentligt, som jeg har lært dem og givet 16 Kr. i Timen 226 for hos Verdensmesteren, Negeren Jackson (?), med hvem jeg senere optraadte og gjorde Lykke .... Men bi lidt, min gode Valens, vedblev hun - dersom denne Streg rygtes, og Agenterne tier næppe, saa er Du kaput imellem Artister!

✂ - De er for god, Lola; De lader Dem narre.

✂ - Jeg er, som jeg er! sagde hun. - Men det bliver nok min Ulykke.

✂ Hun tog Plads ved Maskinen. Traaden sprang Gang paa Gang. Og hvormeget hun end rettede og skruede, blev Undersyningen for "løs".

✂ - Det gjorde den ogsaa i Formiddags, sagde hun. - Hvad skal jeg dog gøre!

✂ Hun heksede med Maskinen, skruede og skruede med en Engels Taalmodighed. Samme Resultat.

✂ - Ikke underligt, at jeg bliver nervøs, klynkede hun - hvad skal jeg dog gøre?

✂ - Gaa i Seng, lille Lola, hvis De da kan sove, sagde jeg, - De trænger til Hvile; gaa i Seng; jeg beder Dem.

✂ Saadan talte jeg omtrent til hende, mens jeg trak Frakken paa. Saa kyssede jeg begge hendes Hænder og sagde Farvel.

✂ - -

✂ Tirsdag Aften gik jeg, som jeg plejer, atter derhen.

✂ Kl. var 7¾. Der var mørkt og rullet ned.

✂ Skulde Fuglen være fløjet over Hals og Hoved? Jeg blev ked af det; men besluttede at komme igen og drev saa omkring en lille Timestid.

✂ Nu var der Lys, og L modtog mig med et straalende Ansigt.

✂ Hun havde været ude hos Amalie paa Kristianshavn, der havde proppet hende med Mad, saa hun var ved at revne, og gerne vilde have beholdt hende hele Aftenen. Men hun skulde jo hjem at sy.

✂ - Lola, sagde jeg - der er noget, jeg vil bede Dem om ...

✂ - Og det er, kære Ven?

✂ - At De ikke rejser fra Landet uden først at lade mig det vide.

227

✂ - Hvor kan saadan noget falde Dem ind, kære Faber, sagde hun bebrejdende - De, min bedste Ven! Naturligvis skal De faa det at vide.

✂ Hun var i straalende Humør og blændende smuk i mine Øjne.

✂ Hun tog Plads ved Maskinen og vi sludrede.

✂ Hun sang flere Sange for mig og var ualmindelig elskværdig.

✂ Jeg er ganske og aldeles væk i hende.

✂ 25/1 07.

✂ Ikke fordi jeg har noget særligt at betro Papiret, mere for at faa Tiden til at gaa, sætter jeg mig til at skrive; saa er jeg da i godt Selskab saalænge, og det sætter jeg Pris paa.

✂ Jeg stod sildig op efter at have ligget vaagen hele Natten som saa ofte før; hvad for Resten er nederdrægtigt, men vel kommer af, at jeg ikke har noget at bestille, eller kan tage mig noget nævneværdig nyttigt for.

✂ Gaa ud i Dag gider jeg ikke i denne Kulde. Jeg kommer ligefrem til at fryse, blot ved fra min Stue at se, hvorledes Folk kryber sammen og kæmper sig op imod den bidende Østenvind. Jeg véd mig fri, gudskelov, jeg skal ikke ud - desværre!

✂ Jeg har ikke været henne hos L siden i Fredags. Men da var jeg der ogsaa til Kl. gik til 1. Vi passiarede. Hun sang en Del for mig for at illustrere Publikums Smag i de forskellige Byer og Lande, medens hun flittig arbejdede ved Maskinen, fortalte et og andet hist og her fra, uden at noget særlig fæstnede sig i min Hukommelse. Som saa ofte før var det om Fyrster, Grever og Baroner, Generaler m. fl., om Ødselhed, Penge og atter Penge og deres Magt, særlig i Rusland.

✂ Jeg gjorde den Bemærkning:

✂ - Ikke underligt Lola, om De var bleven forvænt, hvad De faktisk ikke er. Men underligt, at De med Deres gode Forstand og Intelligens kan ligge paa Maven for en tom Titel eller Penge alene.

✂ - Det gør jeg heller ikke, svarede hun - men jeg sætter 228 Pris paa at være imellem dannede Folk; og i Rusland er kun Overklassen virkelig dannet. Nej, jeg kryber hverken for Pengesækken eller en tom Titel. Jeg kan selv tjene Penge; har flere Gange tjent mig en lille Formue, mistet den igen ved Sygdom. Og jeg har engang frivillig fraskrevet mig en meget stor Formue, som var mig skænket. Jeg har desuden Ret til at færdes imellem Adelen! her løftede hun stolt sit smukke Hoved. - Man købte mig i Italien en Grevindetitel. Jeg har Ret til at bære et meget fint Navn; men jeg foretrækker min Frihed. En anden Gang skal jeg fortælle Dem mere herom.

✂ Hun var begyndt at tale halvt i Vrede; endte med venligt at trykke min Haand, som jeg selvfølgelig kyssede fuld af den varmeste Beundring for hende.

✂ Sælsomme Kvinde! Her ligger vel saa Forklaringen paa, at Varietédirektøren i Hillerød kaldte hende "Fru Grevinde" og afhentede hende personlig i Wienervogn.

✂ Spørge om mere vovede jeg ikke. Thi at jeg besidder en saa stor Del af hendes Fortrolighed, beror vel nærmest paa, at hun har Tillid til mig og véd, at jeg ikke er indiskret, aldrig har udspioneret hende og vogter paa mig selv, saa at jeg straks drejer af, naar jeg mærker, at jeg er kommen ind paa et Tema, som hun ikke ønsker nærmere berørt.

✂ Trods den infame Kulde, det vedbliver at være, gik jeg atter hen til L.

✂ Kl. var 7½.

✂ Paa min Banken lød hendes Stemme barsk og afvisende:

✂ - Her er Besøg. Modtager ingen!

✂ - Undskyld ... Farvel!

✂ Døren reves op i Hast:

✂ - Er det Dem, Faber! Kom indenfor! ... Det er Miratierne og Amalie, som er her.

✂ Jeg bukkede, skrabede og stak paa Næven.

✂ De var i Færd med at gaa. Den ældste, Lili, stod allerede med Kaaben paa. Kaffen stod paa Bordet.

✂ De mønstrede mig fra Top til Taa.

✂ - Hoho! tænkte jeg - I kender mig ikke, eller lader, 229 som om I ikke kender mig! Men det skal blive Løgn! I skal ikke spille Komedie med mig!

✂ Og saa begyndte jeg at vrøvle.

✂ - Kaffe vanker der nok ingen af, kan jeg tænke - sagde jeg - Det er en Umulighed for en Kvinde at levne en Draabe paa Kanden, endsige for et saadant Konsortium af Ungdom og Skønhed! Men hvis De tillader, kære Lola, saa gi'er jeg en lille En?

✂ Jeg halede en Flaske Punch op af Lommen:

✂ - Og saa sætter vi to unge, Clara og jeg, os i Fifaen, vedblev jeg - Vi repræsenterer de blondeste Nordboer. Og da to Kvinder om én Mand ej godt forliges kan, saa undskylder De, Lili, at jeg i Aften foretrækker min yngste Landsmandinde; en anden Aften skal Raden, det er mig! komme til Dem.

✂ Da Carla ikke gjorde Mine til at sætte sig, tog jeg hende resolut om Livet og næsten kylede hende ned i Sofaen.

✂ Og saa gav jeg mig til at gøre Stormkur til hende, fik dem alle til at le og derved en gemytlig Stemning tilvejebragt, saa vi passiarede som gamle Bekendte.

✂ Vi drak og vrøvlede, og jeg vedblev at gøre Stormkur. Jeg stræbte mig an af al Magt for at være forekommende og elskværdig paa en lidt parodisk Maade.

✂ Jeg saa' flere Gange Ls Øjne hvile forundret paa mig, som om de vilde sige: saadan er og taler han aldrig til mig! Jeg forstod ikke rigtig det Blik. Var hun forarget eller jaloux! Jeg véd det ikke. Og jeg fjasede videre, indtil Lili afbrød:

✂ - Vi maa af Sted!

✂ Saa fik de Tøjet paa under mange Dikkedarer og fulgtes som en Flok snadrende Ænder ud paa Gangen, hvor jeg hørte Carla sige:

✂ - Han er morsom og rar!

✂ Hvortil L svarede:

✂ - Ja, vist er han!

✂ Og glad blev jeg.

✂ Saa gik de, og L kom ind og satte sig til at sy i Tavshed.

✂ - Nej, det gaar ikke i Aften! udbrød hun saa og lagde Sytøjet sammen. - Jeg har syet det meste af Natten og 230 rendt paa Gaden hele Dagen, eller haft Besøg. Jeg tror, jeg vil i Seng.

✂ - Ja, saa Farvel, Lola.

✂ - Nej, bliv lidt, jeg vil ryge en Cigaret.

✂ - Saa gerne.

✂ Hun tog Plads ved min Side:

✂ - Der er meget Rak imellem Artister! begyndte hun saa.

✂ - Gøglere! indskød jeg uden at mene noget ondt med det. Men hun fór op, Øjnene lynede, Stemmen blev haard og kold:

✂ - Ja, jeg véd nok, at man kalder os for "Gøglere" ! sagde hun saa - og ser ned paa os! Men vort Arbejde er ligesaa hæderligt som ethvert andet. Der maa studeres, kæmpes, øves, lides mere i den Stilling end i de fleste andre, naar vi skal blive til noget. Trætte, forkomne, sultne og sorgfulde skal vi altid vise et smilende Ansigt. Raa Tale og Tilbud maa vi taale af Personer, der betragter os som lavere Væsener, fordi vi maa tjene vort Brød ved at stille os frem til Beskuelse, naar de livslede, overmætte eller trætte af Dagens Arbejde søger Hvile, Rekreation eller maaske kun ny Pirring, betaler deres Entré. Jeg véd godt, at der imellem Artister findes meget Rak, som jeg sagde før, ligesom i enhver anden Stand. "Gøglere" som De siger! Men der er ogsaa mange fuldt ud hæderlige Folk, Kunstnere af høj Rang. Meget af det, De ser, Faber, er virkelig Kunst, har kostet aarelangt Studium og Træning, hvor let det saa end kan se ud. Og tænk saa paa det omflakkende Liv, vi maa føre; intet Hjem, ingen Hygge; hver fjortende eller Maanedsdag af Sted paa ny; ofte lige fra Jærnbanen op paa Tribunen. Stor Gage maaske, men Flitterstads, Falskhed, Løgn og Misundelse overalt. Ja, et fuglefrit Liv med løse Forbindelser! Men hvor er der nogen Sinde Tid til at falde til Ro? Op, af Sted og af Sted, utrættet, rastløs! De kan tro, det er svært. En Kunst er det, ikke at blive trampet ned og gaa til Grunde. Men I kalder det bare "Gøgl" !

✂ Jeg sad i stum Beundring. Hun var dejlig i sin harmfulde Begejstrings-Vrede!

✂ Pludselig tav hun, greb min Haand:

✂ - Tilgiv mig, Faber, tilgiv min Hidsighed! Faa har været saa god og overbærende imod mig som De, det glemmer 231 jeg Dem aldrig ... Og nu vil De naturligvis undtage mig. Men jeg hører med til Artiststanden. Jeg har kæmpet mig frem som de andre. Det er min Stand, de alle tilhører, og jeg er stolt af min Stand; jeg er Artist med Liv og Sjæl ... jeg er "Gøgler", som De siger.

✂ Hun havde talt hurtigt, flydende, harmfuldt. Nu stand sede hun:

✂ - De er vel ikke vred, Faber?

✂ Jeg kyssede hendes Haand:

✂ - Jeg beundrer Dem, Lola!

✂ - Ja, mig tager De altid i Forsvar!

✂ Hun rev Haanden til sig.

✂ - Behøves ikke, Lola; De er god nok, som De er, sagde jeg - tiltrænger intet Forsvar.

✂ - Aa, det skal De ikke sige ... Men lad nu det være godt. De er vel ikke vred paa mig?

✂ - Jeg? Hvor kan De tro? Jeg beundrer Dem, elsker Dem ... Men nu skal De vist i Seng, lille Lola; det er bedst, jeg gaar.

✂ Jeg fik Tøjet paa og bød Farvel.

✂ - Kom snart igen, min Ven, sagde hun. - Og vær ikke vred, fordi jeg var saa heftig.

✂ - Slet ikke! Det var fortjent ... Farvel!

✂ Er hun ikke storartet! Jeg er aldeles betaget. Om føje Tid forlader hun Landet; hvorhen Rejsen kommer til at gaa, aner hun ikke; heller ikke hvorlænge den kommer til at vare. Hun vil ud for at forsøge paa at tjene sig lidt Skillinger sammen. Hun har nu lært at spare, siger hun; vil saa have sig en Forretning; hvad, er endnu uafgjort.

✂ Jeg er glad over, at hun har lovet at sige mig, naar hun rejser, at hun ikke skal forsvinde uden Farvel.

✂ Det bliver haardt nok alligevel, jeg er saa ene, har ingen anden Omgang end hende.

✂ 27/1 07.

✂ Tiden falder mig lang; jeg maa glæde og underholde mig selv ved at skrive. Jeg har ingen at underholde mig med om L, der optager mine Tanker mere end gavnligt maaske for en gammel Pebersvend.

232

✂ Jeg gik hen til hende i Gaar, Lørdag. Der var Lys; men trods min Banken var der ingen, der lukkede op.

✂ - Hvad er den a'! tænkte jeg. - Er hun gal i Kalotten fra sidst for Udtrykket "Gøgler"?

✂ Jeg drev rundt paa Gaden i Hundekulde en god halv Time. Gik saa atter derhen. Nu var der Lys i Sovekammeret:

✂ - Skulde hun være syg og er gaaet i Seng? Eller pakker hun Kostumer ud, som hun skal til at reparere?

✂ Jeg gjorde mig selv allehaande Spørgsmaal. Gik atter bort og drev omkring et Kvarters Tid; Kulden bed i mit Kadaver ...

✂ Saa derhen igen. Der var Lys i Dagligstuen. Jeg bankede haardt.

✂ - Hvem der?

✂ - Faber!

✂ Døren aabnedes.

✂ - Tillader De, Lola, at jeg kommer ind? Kl. er 9 og over.

✂ - Nej! sagde hun temmelig haardt. - Jeg er syg og skal i Seng.

✂ - Undskyld, Farvel!

✂ Saa lukkedes Døren.

✂ Og jeg gik.

✂ 28/1 07.

✂ Hun er nu en halvgammel falmet Kvinde; men endnu efter 20 Aars Bekendtskab, staar hun for mig i et Rosenskær. Er det mine halvblinde Øjne, der tillyver hende en Skønhed og Ynde, som hun ikke har? Eller er det Efterdønningerne fra min første, min eneste Forelskelse, der virker saa betagende paa mig, saa jeg tror at se, hvad der ikke findes og muligvis aldrig har eksisteret uden i min Indbildning, et Foster af min Zerrissende Liebe? Men jeg holder af hende, beundrer, elsker hende endnu, selv om Fanden af og til stikker Hestefoden frem og forplumrer mine Begreber, opvækker Tvivl hos mig om, hvad jeg dog saa nødigt vilde tvivle om over for min kære, lille L - -

✂ Jeg kommer lige fra hende. Mødte hende i Døren. Hun 233 skulde ud, dels et Ærinde, dels hen til Olga, som hun frygtede var bleven syg, da hun ikke havde vist sig som aftalt.

✂ - Men kom igen om en Time, saa er jeg hjemme og vil gerne se Dem.

✂ Trekvart paa 10 var jeg der igen.

✂ L og Olga huggede Brænde i Køkkenet; det var hendes gamle Køkkenbord, som maatte holde for nu i denne Kulde.

✂ Saa blev der fyret i Kakkelovnen og passiaret.

✂ Hun fortalte, at hun efter 2 Aars Forløb havde haft Besøg af sin Søster.

✂ L havde maattet love at komme ud at besøge hende igen. Og saa tilføjede hun:

✂ - De gaar nok med mig, Faber?

✂ - Jeg! udbrød jeg helt forbavset, da jeg altid har haft et Horn i Siden paa denne Søster, fordi det var hende, som førte L ud paa Livet. Men jeg tog mig straks i det og tilføjede:

✂ - Ja, naar De ønsker min Ledsagelse, er jeg selvfølgelig til Deres Tjeneste.

✂ - Det vidste jeg, nikkede hun. - De siger aldrig Nej; og jeg vilde meget gerne have Dem med. Min Søster og Svoger har godt af at se, at ikke alle er saa lunefulde, som de; men at De, min gamle Ven, er lige trofast og hensynsfuld som altid imod mig.

✂ Jeg bukkede taknemmeligt.

✂ Hun fortalte, at Søsteren havde tabt sig svært, hostede stygt, rimeligvis havde Tuberkler. Manden tjente godt, men Søsteren var uduelig og uøkonomisk i høj Grad og plagede Manden med Jalousi. Ungerne overlod hun til dem selv, de lærte ikke Orden og gik og rodede som Svin. Saa havde hun og Søsteren haft en bedre Moder; men hun døde altfor tidlig; saa havde de kun den fordrukne Fader, og senere Stedmoder. De boede paa Jagtvejen, fortalte hun videre, mens Olga blev sendt et Ærinde i Byen - og L løb og legede paa Fælleden, krøb op i Træerne og hang og dinglede paa Grenene ligesom en Dreng. Dengang drak Faderen kun sjældent; men var han fuld, lagde han L over to Stole og tærskede hende ubarmhjertigt i den bare Ende. Da hun var 13 Aar, sagde hun ham, at gjorde han det én Gang til, 234 løb hun hjemmefra og sprang i Søen. Saa rørte han hende ikke oftere.

✂ Olga kom igen. Saa fik vi Kaffe. Jeg gav Julekage og Cigaretter.

✂ Og saa brød vi op. Kl. var 12.

✂ Og nu er den langt, langt mere; jeg véd ikke hvad, mit Ur staar.

✂ Men nu skal det være Slut.

✂ 7/2 07.

✂ Jeg tager fat i min Yndlingsbeskæftigelse at skrive i min Bog.

✂ Jeg véd Fanden, hvor det kan være, men jeg synes, det er saadan en raa Kulde i denne Tid. Jeg fryser, kan ikke rigtig blive varm; maaske er det, fordi jeg har holdt mig mere inde end jeg plejer. Det duer ikke; jeg er jo i Grunden et Friluftsmenneske, forsaavidt en Københavner med K kan være det. Men naar jeg nu kommer paa Gaden, fryser jeg som sagt og skynder mig at komme inden Døre igen, enten det nu er hos mig selv eller hos L, hvor jeg unægtelig helst vil være.

✂ Jeg gik ogsaa efter Aftale derhen Tirsdag Aften med noget Linned, hun havde tilbudt at reparere for mig, nu hun selv reparerede paa sit eget Tøj og ikke mere syede for Magazinet.

✂ Der var Lys i hendes Sovekammer, hvorfor jeg ikke engang bankede paa, men gik igen; drev omkring i Gaderne i nogen Tid slæbende paa min Pakke.

✂ Lys stadig i Sovekammeret. ¾ Time efter var det slukket.

✂ - Saa er hun vel gaaet i Seng, tænkte jeg - skønt Kl. kun er godt 9. Saameget desto bedre, hun trænger til Søvn, har siddet og syet saamangen en Nat.

✂ Og saa gik jeg hjem igen med min Pakke.

✂ - -

✂ Onsdag Aften efter Mørkets Frembrud gik jeg derhen igen. Der var Lys. Jeg bankede.

✂ - Hvem der? Her kommer ingen ind!

✂ - Det er Faber.

✂ Døren aabnedes paa Klem straks.

235

✂ - De kommer saa tidligt, Faber; vær ikke vred, jeg kan ikke godt lukke Dem ind nu; jeg er i Negligé, reparerer og prøver Kostumer; Olga er her for at hjælpe.

✂ - Er De rask, Lola?

✂ - Nej, ikke rigtig. Jeg gik tidlig i Seng i Gaar og stod sent op; men jeg har det ikke godt alligevel.

✂ - Men et Par Cigaretter kan De vel nok ryge?

✂ En nøgen Arm kom til Syne.

✂ - Ja, mange Tak; men De er altfor opmærksom.

✂ - Snak om en Ting, min Glut!

✂ Hun fik en Appelsin i Haanden og et Kys paa Armen:

✂ - Og saa Farvel, Lola. Gaa nu tidlig i Seng og se at faa sovet ud; det trænger De til.

✂ - Ja, det gør jeg. De kommer ikke igen?

✂ - Nej, jeg vil ikke forstyrre Dem; De skal sove.

✂ - Ja, saa Godnat!

✂ Saa gik jeg. Havde hun bedt mig komme igen, var jeg kommet. Men hun gjorde det ikke.

✂ Jeg drev lidt omkring.

✂ Kl. 9 var der slukket og mørkt hos hende; saa sov hun forhaabentlig paa sit grønne Øre, hvad hun trænger umaadelig til. Hun er overanstrengt nervøs. Hendes uhyre Flid ved Maskinen, det stillesiddende Liv, usle Betaling og deraf følgende sløje Ernæring, har afkræftet hende.

✂ Aldrig kommer hun i Luften uden for at jage ind og aflevere Sytøj og køre med en ny Ladning hjem igen. Og hun er vant til Lys og Luft, god, kraftig Mad, fine Vine, vel ogsaa adskillige erotiske Nattetimer. Men naar blot Kosten er god, kan der vel døjes en Del, især da hun vel næppe nogen Sinde har levet Livet, som de fleste Varietédamer har for Skik: i Dag Dig. i Morgen en anden! Hun har aldrig solgt sig, det er jeg vis paa; dertil er hun for stolt. Og hun finder sig over Hovedet ikke i Tvang; lader sig paa den anden Side ikke imponere af nogen eller noget, men rejser stadig Børster rede til at hævde sin Selvstændighed, om nødvendigt ved en Kindhest. Hun er beundringsværdig: paa samme Tid ligefrem bly og med paa den værste; alt efter Omstændighederne.

✂ - -

236

✂ Torsdag Aften samme Resultat. Svagt Lys som af en Natlampe i Sovekammeret. Gardinerne rullet ned, Døren laaset.

✂ Hun er aabenbart syg og sengeliggende. Og jeg er ude af Stand til at komme i Rapport til hende eller bringe Hjælp om fornødent. Forhaabentlig har Olga faaet en Nøgle, saa at hun kan lukke sig selv ind og tilse L. Men jeg kender ikke Olgas Adresse, saa jeg kan ikke opsøge hende og faa noget at vide. Jeg er meget ked af at gaa i denne Uvished; stoler ikke heller rigtig paa Olga som Sygeplejerske. Kunde bare som i gamle Dage min Hovednøgle ogsaa lukke op her, skulde det ikke vare længe, inden jeg sad ved hendes Seng og plejede hende; men hvad kan jeg nu gøre?

✂ - -

✂ Fredag samme Resultat.

✂ - -

✂ Om Lørdagen, d. 2den, var det Ls Fødselsdag. Den Dag havde hun ikke i mange Aar været her i Landet; og jeg var spændt paa, hvorledes den skulde tilbringes i Aar.

✂ For tyve Aar siden sendte jeg hende paa den Dag en Blomsterbuket tidligt om Formiddagen; ved Middagstid sendte jeg hende en smuk Mahognitræs Kommode, som hun længe havde ønsket sig; om Eftermiddagen drak jeg Kaffe hos hende oppe paa Kvisten i Peder Skramsgade og fulgte hende derpaa til Sporvognen, da hun skulde tilbringe Aftenen hos sin Søster, hvad jeg ikke turde indvende noget imod. Men jeg tog mig det meget nær, da jeg havde gjort sikker Regning paa selv at tilbringe Aftenen sammen med hende i National. Og jeg bandede i mit stille Sind Søsteren ind i det hedeste Helvede.

✂ Men lad nu det hvile.

✂ - -

✂ Ved 2-3 Tiden gik jeg hen til L.

✂ I Dagligstuen var Gardinet oprullet, der stod Kaffekopper paa Bordet; men der var ingen L hjemme.

✂ Kl. 5 ligesaa. Men Kopperne var forsvundne.

✂ Skulde hun have glemt mig paa sin Fødselsdag?

✂ Kl. 7½ var der Lys. Næppe havde jeg banket, før L lukkede op:

✂ - Tænkte nok, det var Dem, Faber; jeg ventede Dem.

237

✂ - Det var pænt af Dem, Lola, at mindes mig. Hvordan har De det?

✂ - Ikke rigtig godt; men jeg har ikke Raad til at være syg ... Men hvad fejler Lampen! Og jeg har glemt at købe Petroleum!

✂ - Den henter jeg! Og Brød ikkesandt?

✂ Jeg snappede Petroleumsflasken paa sin Plads, fik travlt med at faa Frakken paa og komme af Sted.

✂ Hun lo fornøjet.

✂ Jeg købte Petroleum, en Julekage, 10 Cigaretter, 1 Pd. Dadler, ½ Flaske Punch og en Potte med en blomstrende, lyseblaa Hyacinth. Det var en hel Udskrivning.

✂ Saaledes belæsset blev jeg lukket ind.

✂ - Det er altfor galt, Faber; De ruinerer Dem ganske for min Skyld!

✂ - Lille kære Lola, er det ikke Deres Fødselsdag?

✂ - Jo.

✂ - Saa holder De Mund!

✂ Hun lo:

✂ - Her skal De se, sagde hun saa, og viste mig en Mængde Silke og Tarlatan, som hun skulde bruge til ny Dragter.

✂ Og Passiaren gik.

✂ - Ondt gør det mig, sagde hun - at jeg igen har maattet sætte min Seng ud for at kunne købe dette Tøj, som jeg maatte have for atter at kunne optræde. Lejligheden her siger jeg op, saasnart jeg faar betalt Værten. Jeg vil ikke mere bo i en Stue, der er saa mørkt og fugtigt, og saa bliver man saa overrendt.

✂ - Gælder det ogsaa mine Besøg? spurgte jeg.

✂ Jeg fik et langt Haandtryk. Vi passiarede til Kl. 12.

✂ Det var en Aften efter mit Hjerte.

✂ 12/2 07.

✂ Jeg gik hen til L.

✂ I 5 Dage har jeg ikke set hende (fra Lørdag til i Dag Torsdag); og nu er jeg aldeles væk ins Blau hinein!

✂ Banke paa Vinduet som Skik er for mig var umuligt for en stor Snedrive. Jeg bankede derfor længe forgæves. Endelig kom L og lukkede op.

238

✂ - Er det Dem! Hvor har De dog været saalænge?

✂ - Hjemme i min Stue. Tak for den dejlige Fødselsdag!

✂ - Det er da mig, der skal takke! lo hun. - Men De maa ikke se Dem om; der henne ved Kakkelovnen hænger et Par ...

✂ - "Unævnelige", afbrød jeg - gør ingen Ting, Lola; jeg er blind.

✂ - Aa ja, sukkede hun - jeg ser ogsaa daarligt, som De véd.

✂ - Ja, Fanden forstaa det med de dejlige Øjne, De har! Men stikke Ild i et gammelt, vindtørt Pebersvendehjerte, det har De da forstaaet alligevel. At der ved Kakkelovnen hænger et Par Svømmebukser, eller, som De maaske kalder dem: Trikot, kan jeg nok se. Men hvad saa? Er det ikke en ærlig Sag? Tror De ikke, der var Stakit om Edens Have; for det tror jeg. Det var ingen offentlig Park!

✂ Jeg fik et Par Øjne, naadada!

✂ Men saa brast hun i Latter. Og vi passiarede videre til langt ud paa Aftenen. - -

✂ Undrer mig, at denne "afdankede Syngepige", for at bruge et stygt Ord, endnu virker saa betagende paa mig!

✂ Det er ligesom, der er to forskellige Væsener i mig. Det ene sidder med et koldt Hoved og ræsonnerer:

✂ - Javist er hun køn, elskværdig og indtagende; men Fruentimmer er dog i og for sig noget Rak, et nødvendigt Onde for mange, om end ikke for mig; og der er Hundrede som hun. Bild Dig bare ikke ind, at hun er mageløs; der er overhovedet intet "mageløst", og hun har saamænd været med trods nogen, er det maaske endnu lige for Næsen af Dig - og ikke værd at røre ved med en Ildtang!

✂ Men lidt efter tager det andet Væsen i mig fat og gendriver alt in absurdum:

✂ - Ingen er som hun! siger det - ingen har været og ingen vil nogen Sinde blive saa fuldkommen, som hun faktisk er! Her er endelig det kvindelige Ideal legemliggjort. Hvad har det at sige, om hun ogsaa har været lidt med og maaske stadig er det? Er det ikke at rose hende for, at hun ikke har været snerpet, men taget de Glæder, Livet byder? Bebrejder nogen en Mand, at han slaar til Skaglerne? Nej, 239 tværtimod anses han for at være et rent Mæhæ og en Nokkebølle, om han aldrig har forsøgt sig eller generet sig for at gaa paa den værste!

✂ Og saa varer det ikke længe, førend jeg er oppe paa min Beundringstinde igen, "oppe over Skyerne, hvor Himlen, den er blaa, altid blaa", som Drachmann synger; en Tilstand, jeg godt kender fra tidligere Tider, hvor jeg befandt mig knusende vel hos den elskede Genstand; saa det er ikke noget nyt Livsstadium for mig, om hun ogsaa er den eneste Kvinde, der har sat mit Hjerte i Bevægelse.

✂ Men "kendt" hende har jeg aldrig. Hverken hende eller nogen anden, jeg, "Kapunen", som mine Kammerater kaldte mig, naar jeg ikke vilde med ud paa deres Pigesjov.

✂ - -

✂ Jeg gik derhen i Aftes, Mandag; en Aften, jeg ikke plejer, da hun gemenlig vasker.

✂ Der var Lys og hørtes flere Stemmer indenfor. Men der blev ikke lukket op. - Formodentlig har hun været i Negligé og prøvet Dragter og ikke kunnet lukke op. Vidste jo heller ikke noget om, at det var mig. For saa havde hun formodentlig alligevel lukket Døren paa Klem.

✂ Jeg maatte altsaa gaa igen. En Skuffelse, det kan jeg ikke nægte; men derved er intet at gøre.

✂ Formodentlig har Olga og Amalie eller maaske Søsteren været hos hende. Jeg har nok bedre Held med mig en anden Gang; jeg bliver jo ellers altid begunstiget.

✂ 16/2 07.

✂ Om Tirsdagen gik jeg ikke derhen.

✂ Onsdag, Torsdag, Fredag var der Lys, men blev ikke lukket op.

✂ Jeg gik derfor derhen i Dag ved 6 Tiden i Haab om at komme ind saa tidlig paa Aftenen og erfare, hvorledes hun havde det, thi hun har rimeligvis været syg.

✂ Der var Lys. Og paa min Banken blev der straks lukket op, da jeg nævnede mit Navn.

✂ L modtog mig, saavidt jeg i Halvmørket kunde se, halvt paaklædt med et Strygejærn i Haanden.

240

✂ - Naa, Gudskelov, Lola, De ikke er syg og sengeliggende! Jeg var saa ængstelig.

✂ - Helt rask har jeg ejheller været. Nu har jeg vasket og tørret i 3 Dage; i Dag stryger jeg. De bliver ikke vred, min Ven, men kan De ikke komme igen om et Par Timer.

✂ - Jeg kan blive helt borte, om De synes, nu jeg har set Dem.

✂ - Nej, det var ikke Meningen, sagde hun hastigt. - Hvis De siden vil komme igen og drikke en Kop Kaffe med?

✂ - Inderlig gerne!

✂ Jeg trykkede et Kys paa hendes Haand, blød og varm af Strygningen.

✂ Saa forsvandt jeg skyndsomst.

✂ - -

✂ Kl. 8½ var jeg der igen medbringende 25 Cigaretter og 1/3 Punch; en hel Udskrivning for mig og meget mere, end jeg har Raad til. Men jeg er saa lykkelig ved hende, saa jeg synes, jeg maa "rive" mig engang imellem, som en Smule Gengæld for de lykkelige Timer, hun skænker mig enlige gamle Pebersvend.

✂ - Ja, her er jeg igen! Kommer jeg til Ulejlighed?

✂ - Nej, aldeles ikke!

✂ - Tak!

✂ Hun satte sig ved Maskinen og sømmede en Masse ¼ Tomme brede Baand, der skulde bruges til Besætning paa et nyt Kostume.

✂ Over sin sorte Nederdel havde hun et ubleget havannafarvet Babyforklæde garneret med røde Baand, kortærmet, hvor Under- og det meste af Overarmen var blottet. Hun var dejlig! Lidt bleg og træt, overanstrengt.

✂ Jeg bøjede pludselig mit Knæ, jeg kunde ikke andet, naar jeg tænkte paa alt, hvad hun havde gennemgaaet, og kyssede hende paa Overarmen.

✂ - Men Faber dog! Knæler De for mig! sagde hun. - Hvem er jeg! Jeg er det ikke værd!

✂ Jeg kyssede hende engang til paa Overarmen. Saa satte jeg mig hen paa Puffen i Tavshed.

✂ - Nu har Olga ogsaa forladt mig, sagde hun saa - efter 241 at jeg har skaffet hende Arbejde og gjort saa meget for hende under Barselsaffæren. Naar jeg kravler op paa 5te Sal, hvor hun bor, lukker hun ikke op for mig, skønt hun er hjemme. Men nu gaar jeg ikke mere derhen.

✂ Jeg maatte give hende Ret. Man misbruger hende.

✂ - -

✂ Det er da et rent nederdrægtigt Vejr, vi har haft med Storm, Sne, Regnbyger og Solskin imellem hinanden.

✂ Om det er af dette, eller af andre Aarsager, véd jeg ikke, men jeg har slet ikke befundet mig vel, haft lidt Febergysninger og været saa underlig tung i Hovedet, hvorfor jeg i en Ugestid har holdt mig inde og ikke været uden for en Dør uden for at købe Brød og Tobak.

✂ Kan være, at Fejlen netop er, at jeg har holdt mig formeget hjemme; men Influenzaen grasserer saa enormt og saa haardt her i Byen for Tiden, saa jeg fandt det rigtigt at være lidt forsigtig: Jeg er jo en gammel Dreng allerede, skønt jeg ikke vil være ved det og holder af at spille ung. Og da jeg med Aarene har erhvervet mig min Bys gode Humør, befinder jeg mig som Regel godt og er glad ved Livet, trods det Afsavn mit svage Syn paalægger mig med Hensyn til Læsning og anden aandelig Føde.

✂ Det sidste Halvaar har ganske vist ogsaa været særlig gunstigt, idet jeg har haft min kære L at ty til. Hvor mangen en hyggelig Aften har jeg ikke hende at takke for. Men Gud véd, hvad hun tænker, nu jeg ikke i en hel Uge har været at besøge hende! Jeg kan næppe selv begribe det, som jeg altid længes efter hende. Og det lønlige Haab, jeg nærede, at hun skulde komme for at høre til mit Befindende, gik desværre ikke i Opfyldelse.

✂ Underligt, at hun endnu aldrig har været i min Stue trods afgivet Løfte derom!

✂ Maaske er hun alt fløjet bort igen? Dog dette kan jeg næppe tro; hun lovede jo at underrette mig derom. Og Dragterne er ejheller færdige endnu; desuden skal hun fotograferes (mon jeg faar et Billede) forinden Engagement sluttes, hvor hun ikke alt er kendt.

✂ Jeg maa se at komme derhen paa Mandag. Endnu i Dag 242 og i Morgen vil jeg holde mig inde og se at blive kvik igen; men Tiden falder mig Helvedes lang!

✂ 2/3 07.

✂ Rent skidt har jeg været; ikke et Øje har jeg lukket de fleste Nætter.

✂ Hvor saadan en Nat er lang! Saa hen paa Morgenstunden falder jeg i Søvn og snuer som et Asen til højt op paa Dagen for atter at vaagne end mere utilpas, træt og dvask, som havde jeg været ude til Svir eller snarere paa Tøsesjov. Sandsynligvis er det en Gren af Influenzaen, jeg har været plaget med. Doktor har jeg ikke haft; hvorfor skulde jeg det? Proppe mig med noget Djævelskab, som bare gør ondt værre!

✂ Men da jeg i Forgaars havde det rigtig skidt, tog jeg mig 3 Kininpiller og spiste to store, søde Appelsiner og gik mig saa en lang Tur ud af Amager. Skakmat var jeg, men blev ved at gaa i 5 Timer. Aften var det, da jeg kom hjem. Saa gik jeg i Seng og sov dejligt hele Natten.

✂ I Gaar foretog jeg den samme Kur: 4 Kininpiller og 2 Appelsiner. Saa af Sted helt ud ad Frihavnen, Vibenshus, langs Jagtvejen til Frederiksberg og saa atter i Seng uden Mad!

✂ Jeg sov som en Sten og har det i Dag saa godt, jeg ikke har haft det længe.

✂ Nu har jeg spist 5 haardkogte Æg og været en lang Tur paa Kryds og Tværs i den gamle By. Hjemkommen drak jeg mig ½ Dobbeltøl og røg mig en Pibe; den smagte igen!

✂ Saa gik jeg hen for at se til L.

✂ Aa, hvor har jeg længtes efter hende, og hvad har hun maattet tro, at jeg ikke har været der saalænge!

✂ Jeg bankede længe forgæves.

✂ Endelig spurgtes:

✂ - Hvem der?

✂ - Det er Faber.

✂ - Jeg kan ikke lukke op; jeg er syg og ikke paaklædt.

✂ - Lind Døren; jeg har to Appelsiner til Dem, dem har De godt af.

✂ Døren aabnedes paa Klem, og jeg modtog en iskold Haand.

✂ - Herregud, lille Lola, er De saa daarlig? Skal jeg ikke hente en Læge?

243

✂ - Nej Tak.

✂ Jeg kyssede hendes Haand. Se hende kunde jeg ikke, saa bælgmørkt var der paa Trappen.

✂ - Maa jeg komme hen til Dem i Morgen? spurgte jeg.

✂ - Ja Tak; men det er ikke sagt, jeg kan lukke Dem op.

✂ - Jeg er meget urolig for Dem, Lola.

✂ - Det skal De ikke være; hvad Vægt ligger der paa en Person som mig.

✂ - Fy, Lola, saadan noget maa De ikke sige!

✂ Saa fik jeg hendes kolde Haand at kysse. Og saa gik jeg.

✂ Min stakkels lille Pige! Den forcerede Syning og sløje Kost har helt taget Kræfterne fra hende. Bare hun ikke bliver alvorlig syg! Saa maa jeg hente min Læge til hende; gør det kun nødigt, thi hvor rar han end er, deler han sine Standsfællers Syn paa Artister; og L skal ikke slaas i Hartkorn med dem.

✂ Naa, forhaabentlig er det kun et forbigaaende Ildebefindende; og jeg maa jo ogsaa have hendes Tilladelse, før jeg handler. Vi maa ses i Morgen.

✂ Jeg kan ikke se at skrive mere.

✂ 8/3 07.

✂ Jeg gik hen at se, om jeg kunde faa L i Tale og blev indladt.

✂ Hun satte sig straks til at sy:

✂ - Jeg har atter taget noget Sytøj. Er nu færdig med at gøre mine Kostumer i Stand og maa tjene noget. Jeg maa leve.

✂ - Hvordan har De det? spurgte jeg.

✂ - Saa nogenlunde skidt, var Svaret.

✂ - De bør ikke overanstrenge Dem. De er bleg.

✂ - Er jeg? Jeg har dog været ude næsten hver Dag, selv da jeg var syg. Ligge rolig i Sengen, kan jeg ikke; saa ligger jeg og spekulerer formeget. Og der gaar saameget Ildebrændsel til. Saa gik jeg ud.

✂ Hun løftede Lampeskærmen:

✂ - Ser jeg virkelig saa daarlig ud?

✂ - Nej, ikke daarlig. De er nydelig som altid; men De er bleg, og Øjnene lidt matte. Har De været ude paa Ballade?

244

✂ Hun rødmede:

✂ - Nej, det véd De da godt, jeg ikke har.

✂ Men hun sank saa underlig sammen.

✂ Lidt efter rettede hun sig og tog Ordet:

✂ - Nu rejser jeg snart; jeg har sluttet Engagement. De maa ikke tro, at det er Lysten, der driver mig af Sted, men jeg kommer mere og mere i Gæld, den maa jeg have betalt.

✂ - Vil De til England?

✂ - Ja, hvis det lykkes, smilede hun træt.

✂ - Men hvor er dog hele Deres Humør paa Livet blevet af, lille Lola? spurgte jeg og kyssede hendes Haand.

✂ - Borte ... sagde hun.

✂ Vi kom nu ind paa Livet i Rusland. Jeg fik et Par Historier, jeg havde hørt før, men afbrød hende ikke.

✂ Kl. 12 gik jeg hjem.

✂ Det var en trist Aften.

✂ - -

✂ I flere Dage har jeg ikke været derhenne. Har ikke befundet mig rigtig vel.

✂ I Gaar Aftes sad jeg og knagfrøs; "vor Søn" Louis, havde lovet at bestille Kul til mig, men havde glemt det. Følgen var, at jeg heller ingen havde i Morges, da jeg mod Sædvane stod tidligt op. Saa gik jeg over og bestilte dem, som lovedes mig Kl. 1.

✂ Jeg gik saa en Tur. Hjemkommen gennemfrosset i det nederdrægtige raakolde Vejr Kl. 1½, havde jeg endnu ingen faaet. De kom først Kl. 4. Og skønt jeg sad med Vinterfrakke paa i min Stue, frøs jeg som en Hund, ja som 2 Hunde! og befandt mig rigtig skidt.

✂ Saa fyrede jeg op til en dundrende Hede, satte mig i min Bedstemoderstol, røg en Fredspibe med mig selv og fik mig "en paa Øjet" uden at vide af det. Tændte saa Lampen og Piben igen, da jeg vaagnede; befandt mig lidt bedre; men frøs indvendig.

✂ Gig derpaa ud og købte 3 Appelsiner, aad den ene selv og 3 Kininpiller. Gik saa ved 8 Tiden atter ud, kiggede om L var hjemme. Jo, der var Lys. Købte saa ½ Flaske Punch, 10 Cigaretter. Og med mine 2 Appelsiner i Lommen foruden det øvrige bankede jeg paa.

245

✂ Hun lukkede op, og vi satte os til at ryge og drikke Punch.

✂ Saa kom vi til at tale om Døden:

✂ - Jeg bliver ikke gammel, sagde hun. - Godt detsamme; jeg frygter ikke Døden.

✂ - Men jeg glæder mig ved Livet, sagde jeg. - Frygter kun for at miste Dem, Lola.

✂ - Vi véd, vi skal dø, Faber; lidt før eller senere, hvad saa! Jeg dør ung, det véd jeg; og naar man er død, har man det bedst.

✂ - Godt, De véd det, Lola; jeg véd intet derom. Jeg véd blot, at jeg gerne vil leve. Men at jeg blev gammel før Tiden, da De rejste bort, uden at sige mig hvorhen; og at jeg nu atter er levet op i Dem og glæder mig til, at De engang atter vender tilbage fra Deres Rejser, saa at jeg endnu mangen en Aften kan sidde og tale med Dem, naar De forhaabentlig om et Par Aar tager fast Ophold herhjemme.

✂ Hun greb min Haand:

✂ - De er nøjsom, min Ven ... Men tro mig, man har det bedst, naar man er død, saa har man ingen Sorger.

✂ - Men heller ingen Glæder, sagde jeg. - Tanken om Tilintetgørelse er mig frygtelig.

✂ - Ikke mig; saadan er det jo nu engang! sluttede Lola stadig holdende min Haand.

✂ - Godt, hvis De kan slaa Dem til Ro dermed, sagde jeg. - Jeg kan det ikke.

✂ Jeg rejste mig.

✂ - Men nu vil jeg gaa ... Maa jeg snart komme igen?

✂ Hun nikkede smilende.

✂ - Farvel da, lille Lola! Hvor De for Resten er køn i Aften; jeg er helt forliebt i Dem.

✂ Hun smilede igen; men som det syntes mig saa underlig sørgmodigt.

✂ 14/3 07.

✂ Har atter været syg. Intet hørt fra L. Mon hun er bortrejst uden at tage Farvel med mig, som hun havde lovet? Kan ikke tro det; vil ikke tro det, saadan som vi har haft det sammen med hinanden.

246

✂ 20/3 07.

✂ Det var min Hensigt at gaa hen til L min Fødselsdags Aften for at se, om hun endnu er her i Byen. Men jeg gjorde det ikke.

✂ Siden har jeg ikke gjort Alvor deraf. Jeg kan ikke ret bekvemme mig til at gaa derhen, hvormeget jeg end længes efter hende, synes ikke det er rigtig, efter at hun forleden gik mig hovedrystende forbi paa Gaden, som om hun ikke vilde værdiges at kende mig; og efter at hun ikke har sendt mig det ringeste Ord til Svar paa mit lille, virkelig elskværdige Brev, som jeg sendte hende umiddelbart efter.

✂ Hun var i Følge med et Par Herrer, saavidt min Halvblindhed tillod mig at se.

✂ 25/3 07.

✂ Jeg forstaar aldeles ikke hendes Opførsel. Saadan har hun aldrig været imod mig; tværtimod, jeg har altid kunnet glæde mig ved hendes specielle Gunst, som ikke blev alle til Del, saa jeg havde al Grund til at være tilfreds, ja stolt deraf. Og saa pludselig dette Omslag.

✂ 25/3 07.

✂ Endnu intet nyt. Hvad skal jeg tro, hvad skal jeg gøre, og hvad ikke? Jeg har spekuleret mig halvgal paa, hvad der kan være i Vejen. Jeg vil saa nødig gøre hende imod og vil nødig give Afkald paa hende. Jeg holder saa inderlig meget af hende; men netop derfor er jeg i Vilderede med, hvordan min Optræden bør være. Mest tilbøjelig er jeg til at holde mig aldeles rolig og lade Tilfældet raade. Paa den anden Side synes jeg, det er Pligt imod mig selv at søge hende op, hvis hun endnu er her i Byen. Men hvis hun saa ikke vil modtage mig! Den Ydmygelse holder jeg ikke af at udsætte mig for; det har hun maaske budt andre, men endnu aldrig mig, og jeg vil nødig give hende Anledning dertil.

✂ De Fruentimmer har ogsaa Fanden skabt; jeg bliver aldrig klog paa dem.

247

✂ 29/3 07.

✂ Listede hen i Gaarden i Aftes. Lys i Dagligstuen, Stemmer, Latter. Gik uden at banke paa.

✂ 3/4 07.

✂ Var derhenne i Aftes. Mørkt.

✂ Forresten har jeg det meget godt med Helbredet. Har gaaet lange Ture. Jeg tror, det har hjulpet ved Siden af diverse haardkogte Æg og ét Glas Punch, naar jeg gik i Seng; eller en Dobbeltøl. Men jeg var sgu sløj. Formodentlig Influenza, skønt jeg ikke kunde klage over noget særligt, hverken Hovedpine el. andet. Men radmager er jeg bleven.

✂ Naa, nu kommer forhaabentlig snart Varmen i Vejret; den drøjer rigtignok længe, synes mig; men den maa vel komme, og saa skal jeg gasse mig paa Mælkekur. Endnu er Mælken for kold, man kan gaa ind og købe i Butikkerne; jeg kan ikke taale at drikke den saa kold, har aldrig kunnet taale kolde Drikke af nogen Art, for saa bliver Maven desperat.

✂ Det er morsomt, hvad Byen udvider sig; hvor man kommer hen, vrimler der af Nybygninger; hele Gader skyder op af Jorden som Paddehatte; ja selv i den gamle By grasserer Byggeriet. Alt tyder saaledes paa et "godt Aar".

✂ 15/4 07.

✂ Solen skinner saa indbydende udenfor (i mit Værelse naar den ikke ind), saa jeg kan ikke modstaa Fristelsen, jeg maa lidt ud at trække Solskin.

✂ Jeg savner i betydelig Grad Ls Underholdning. Og alligevel, hvor underligt, det end kan lyde, der gives Øjeblikke, hvor jeg næsten er glad ved ikke mere at se hende; det er ligesom, der er kommen mere Ro over mig. Er Grunden den, at jeg er bleven gammel, for gammel til at "sværme"?

✂ Hvad jeg dog ikke kan lade være.

✂ 27/4 07.

✂ Var i Aftes et Kig henne i Gaarden. En fremmed Familie bor der nu med skrigende, skidne Unger.

248

✂

TRE AAR SENERE

✂ 20/6 10.

✂ Spillevende er jeg i denne dejlige Varme, som Folk gaar og puster og bander over.

✂ Jeg traver lange, lange Ture i Solen og glæder mig.

✂ I Gaar skulde her være Hovedrengøring i mit Værelse, hvad Guderne skal vide, her trængtes svært til; skønt "vor Mor" siger, at hun "vil have det rent om sig", lader det dog meget tilbage at ønske. Hendes Vilje strækker ikke langt i den Retning. Jeg var derfor husvild og maatte gaa ude hele Dagen.

✂ Jeg drev først lidt omkring i Byen, vidste ikke rigtig, hvad jeg skulde gøre af mig selv; var havnet i Ørstedsparken for at være i Fred for de svinagtige Automobiler. Krøb saa op paa en Sporvogn, der kørte ud ad Strandvejen og fortsatte pr. Sporvogn lige ud til Klampenborg. En fornøjelig Køretur. Og det blev min første Skovtur i Aar.

✂ Fra Klampenborg gik jeg helt igennem "Anstalten" øst for Jærnbanen lige til "Springforbi". Saa ind paa Eremitagesletten ud til Strandmøllen; tilbage igen over Sletten og endte paa Kildeøen, hvor jeg drak Kaffe.

✂ Fra Kildeøen drev jeg ind over Dyrehavsbakken, som var aldeles mennesketom, skønt Kl. var 7. Var inde i et Telt at passiare med en gammel Kunde fra Vinhandelen; drak Kaffe med Punch til.

✂ Slog atter et Slag over Bakken. Stille og tomt overalt.

✂ Studerede uden for Sangerindeknejperne Navnene paa de Optrædende i "Bakkens Hvile", "Harmonien", og hvad de nu hedder.

✂ Fra Julie Westermans gamle Telt, højsalig Ihukommelse! lød skrigende Kvindestemmer. Jeg gik derhen. Paa Dørstolpen ved Indgangen var klistret et halvt Ark Papir, hvorpaa der stod skrevet med Blæk: Optræden af Miss Lola, engelsk russisk Sangdanserinde!

✂ Det gav et Stød i mig: Saaledes skulde det altsaa ende!

✂ Det kriblede i mig; jeg havde den største Lyst til at gaa derind for endnu engang at faa et Glimt at se af al den 249 (forsvundne) Dejlighed, hvoraf jeg var saa betaget og endnu ikke har glemt.

✂ Men jeg tog mig sammen og gik.

✂ Hvorfor gøre min Fred til Uro? I Mørke er alle Svin sorte, og hvem borger mig for, at hun i Halvmørke og med Krigsmaling ikke atter var i Stand til at bedaare mit gamle Hjerte?

✂ Jeg fandt det sandsynligt og flygtede. Men jeg nægter ikke, at det kostede mig Overvindelse, thi jeg længes tit efter hende endnu.

✂ Men før jeg gik, pillede jeg Papiret med hendes Navn ned ad Dørstolpen. Hvad skulde Folk have det at glo paa for! - -

✂ Saa gik jeg tilbage til Klampenborg og tog med Sporvognen hjem.

✂ Hvor mon hun har tumlet om paa Verdens vildene Hav!

✂ En Varietésangerinde, en "falden Kvinde" - en "Gøglerske" ! vil man sige.

✂ Javel, javel! Men jeg har kendt hende i hendes Ungdoms Skønhed og Ynde, og hun er den eneste Kvinde, jeg har elsket!