Wied, Gustav Da min Broder blev fremkaldt

DA MIN BRODER BLEV FREMKALDT (1908)

114

        

115

Det gik rent ud sagt skidt for Direktør Aaby ...

Men saa en Dag læste han i Avisen, at "2x2=5" havde gjort stor Lykke, og at det havde hjulpet "Kleines Theater" i Berlin over et noget dødt Punkt. Samt at jeg havde været dernede og overværet Premiéren.

Hvorpaa han fattede nyt Haab og skrev til mig, om jeg ikke vilde overlade ham dette Stykke til en billig Procent og bevise ham den store Tjeneste at overvære Førsteopførelsen af det paa hans Sommerteater i Tutiput.

"Da De synes at være tilsmilet af Lykken," endte han sin ærbødige Skrivelse, "haaber jeg, at Deres ærede Nærværelse vil frelse mig og min lille dygtige Trup fra den truende Ruin."

Jeg blev rørt i mit Hjerte og lovede at komme.

- -

Nu er det mig imidlertid meget imod at være Genstand for en større Forsamlings Opmærksomhed. Og alt som Tiden for Opfyldelsen af mit Løfte nærmede sig, blev jeg overfaldet af en ubetvingelig Nervøsitet, der ytrede sig ved pludselige Kuldegysninger og en stadig tilbagevendende Kvalme.

Indtil jeg endelig, et Par Dage før Premiéren, fik en Idé, der ganske gengav mig Ligevægten:

Jeg vilde invitere min Broder med!

Direktør Aaby havde aldrig set mig in natura, og min Broder ligner mig paafaldende. Kun er han maaske et Par Centimeter tykkere hist og her.

Jeg sendte ham derfor en venlig Indbydelse. Han modtog den rørt. Og vi rejste af Sted.

116

- Gorm, sagde jeg til ham, da vi den paagældende Dag sad i Iltoget for Tutiput - kære Gorm, sagde jeg - saaledes og saaledes staar Sagerne. Jeg holder ikke af at være Genstand for en større Mængdes Opmærksomhed. Jeg faar Hovedpine og Kvalme. Hør derfor, hvad jeg har besluttet: Dersom min Komedie i Aften bliver en Succes, og Publikum kræver at se mig, saa maa Du vise Dig i mit Sted.

Min Broder saa overrasket, ja forfærdet paa mig og sagde:

- Jeg! Og hvad skal jeg saa gøre?

- Du skal bare bukke og se idiotisk ud.

- Det kan jeg ikke!

- Jo vist kan Du saa! ... Og tænk bare, hvilket Minde det vil være for dig paa dine gamle Dage!

- Ja-e, ganske vist ...

- Tak! sagde jeg og greb hans Haand. - Du indvilliger altsaa! Og dersom Forestillingen bliver en Fiasko, forsvinder vi bare ganske stille og returnerer med Iltoget 11,45.

- Gid det maa blive en Fiasko! sagde han.

- Kære Broder, sagde jeg bebrejdende - det mener Du ikke!

Og saa kørte vi drømmende videre hver i sine Tanker.

Ved Ankomsten til Tutiput blev vi modtaget af Direktør Aaby og Frue med Roser.

Min Broder modtog Blomsterne og forestillede mig som sin Broder.

Hvorefter Direktøren betragtede mig som Luft.

- Vi skal netop om en halv Time have en sidste Generalprøve, Hr. Digter, sagde han - og jeg vilde sætte stor Pris paa, om Hr. Digteren vilde gøre mig den Ære at overvære den?

- Bim ... bam ... ak, ak ... stammede min Broder.

- Ja, saa vil jeg afgøre den Forretning, jeg har talt til Dig om, kære Gorm, sagde jeg - Og saa mødes vi igen Klokken seks paa Harmonien! 117 Men Gorms Øjne blev store og vilde:

- Nej, nej ... sagde han - jeg, jeg ...

Direktøren vendte sig om mod mig:

- Hr. Grossereren, sagde han (jeg var blevet forestillet for ham som Grosserer i Symaskiner.) - Hr. Grossereren kommer da vel i Aften i Teatret?

- Selvfølgelig! Forstaar sig! ... Bliver det en Succés?

- Ubetinget, ja! Der er allerede udsolgt! Jeg har nemlig tilladt mig at lade Pressen tilflyde en Meddelelse om, at Digteren vil overvære Forestillingen. Vær De kun rolig; der vil blive talrige Fremkaldelser.

Det gav et Svup i min Broder.

- Gratulerer! sagde jeg og nikkede hurtig til Afsked - Paa Gensyn!

Og jeg forsvandt ned ad Havnen til.

Min Broder vilde følge.

- Nej, denne Vej, Hr. Digter! sagde Direktøren.

Og han og Fruen greb Gorm under Armene og trak af Sted med ham ind mod Byens Centrum.

Klokken otte var Teatret stuvende fuldt.

Min Broder og jeg var blevet anbragt i en Prosceniumsloge, hvorfra en Tapetdør førte ind til Scenen.

Gorm var bleg med grøn Sved paa Panden.

- Frisk Mod! sagde jeg.

- Ja, Du kan sagtens snakke ... Se, hvor Publikum glor herop!

- Ja, man vil se Forfatteren ... Læn Dig lidt bedre frem!

Selv havde jeg trukket min Stol saa langt ned i Logens Baggrund som mulig, for at Gorm kunde faa den iøjnefaldende Plads, der tilkom ham ...

Musikken satte i.

- Nu begynder de! stønnede Gorm.

- Hold Dig stiv! sagde jeg - Hvad Fanden kan de gøre Dig!

En Journalist traadte hen til Logens Rand for at hilse paa Forfatteren og gøre ham nogle Spørgsmaal:

118

- Har Digteren noget nyt under Arbejde?

- Saa svar dog for Satan! hviskede jeg fra Baggrunden.

- Ja ... jo ... ja jeg har ... kom det fra min Broder.

- Hvad, om jeg tør spørge? Avismanden halede en Notebog frem.

- Æh ... sagde min Broder - Hvad ... ?

- Ja, hvad? gentog Papirmanden - En Roman? En Komedie? Et Lystspil?

- Et Satyrspil ... sagde jeg, da Gorm stadig sad tavs - Min Broder er altid noget nervøs ved sine Premiérer.

- Ah, et Satyrspil! gentog Journalisten og noterede - Vil det være indiskret at spørge om Arbejdets Titel?

- Aldeles ikke! Vel Gustav?

- Nej, aldeles ikke, paa ingen Maade! sagde min Broder - Gid Fanden ha'de Dig!

- Det hedder: "Da min Broder blev fremkaldt", oplyste jeg.

- Vidunderlig Titel! sagde Avismanden henrykt - Og hvor det ligner Hr. Digteren! Tak ... han bukkede dybt - Det har været mig en stor Ære at hilse paa Hr. Digteren!

Gorm slog ud med Haanden.

- Det gjorde Du godt! sagde jeg - Nu begynder Du at blive fortrolig med din Rolle ...

Musikken tav. Tæppet gik.

- Du almægtige Gud! lød det fra min Broder - Hvem der sad paa Sirius!

Første Akt blev modtaget med reserveret Bifald.

Direktøren kom farende frem fra Tapetdøren:

- De maa dog virkelig klappe, Hr. Forfatter! sagde han ubehersket til min Broder - De maa Fanden hente mig dog virkelig klappe! Naar Publikum ser Dem sidde saa stiv og udeltagende, tør det jo ikke give sit Bifald tilkende!

- Kan man klappe af sit eget Stykke? spurgte jeg.

- Jamen naturligvis, Hr. Grosserer! Forfatteren klapper af Skuespillerne!

- Godt, sagde jeg - saa klapper vi, Gustav!

119

- -

Da Tæppet faldt for anden Akt, klappede vi som et Par rasende.

Ogsaa Publikum klappede.

Det blev til tre Fremkaldelser.

- Nu skær den! lo Direktøren og viste sit straalende Ansigt i Tapetdøren - Men Deherrer kan ogsaa godt klappe for aabent Tæppe. Det opmuntrer Publikum.

- Bien! sagde jeg.

Og under tredie Akt klappede vi ved hveranden Replik. Publikum fulgte os begejstret. Det blev til seks Fremkaldelser.

- Det bliver en Succés ...! stønnede min Broder.

- Selvfølgelig! sagde jeg - Og næste Gang er det din Tur!

- Vand ... ! sagde han - Er her ikke noget Vand?

Jeg skænkede ham noget ubestemmeligt flydende, der stod i en Karaffel i Logens Baggrund; og han drak det begærligt.

Hr. Aaby viste sig i Tapetdøren:

- Nu maa De holde Dem parat, Hr. Digter, sagde han blød som Honning.

Og bag ham tonede Fru Aaby frem med en mægtig Laurbærkrans forsynet med Baand i Dannebrogsfarver.

- -

Tæppet gik for fjerde Akt.

Min Broder var rødstribet med gule Pletter, og hans Arme hang kraftløse ned.

Men jeg flyttede min Stol hen i Forgrunden og hamrede løs.

Publikum hamrede med.

- -

Det blev en kolossal Succés.

Efter fjerde Fremkaldelse kom Direktøren og hans Frue styrtende ind i Logen:

- Kom, kom, Hr. Digter! Nu maa De frem! Publikum forlanger at se Dem!

Men min Broder rørte sig ikke ...

120

- Skal ikke heller jeg? spurgte jeg - Min Broder er saa nervøs.

- Er De forrykt, Hr... ! sagde Direktøren - Tror De, jeg vil være med til at gøre Nar af Publikum!

Og han og hans Kone rev min Broder op af Stolen og slæbte af med ham ...

Publikum skreg og rasede:

- Forfatteren frem! Forfatteren frem!

Og nu saa jeg Gorm komme farende midt ind paa Scenen som skudt ud af en Mørser eller en Blide. Paa Armen bar han Laurbærkransen og Baandene slog Smæld bag ham som Vimpler.

Seks gange for han frem og tilbage bukkende, kornblaa, idiotisk.

Og hver Gang slog Bifaldslarmen sammen over ham ...

Men jeg sad i min Loge tryg og smilende, hævet over det Hele.

Omtrent vel som Gud Herren paa sin himmelske Trone.

...

121