Wied, Gustav Mandfolk

MANDFOLK
(1898)

88

        

89

MANDFOLK

    AGERENDE

  • Hotelværten.
  • Kammerraaden.
  • Læreren.

Søndag Formiddag. - Sommer.

Skænkestuen i Hotel "Harmonien" paa Torvet i den lille danske By "Tutiput".

Hotelvært Jørgensen, Kammerraad Fenger og Lærer ved Borgerskolen, Andersen, sidder ved et Bord foran Vinduet med hver sin Kaffepunch.

De stirrer sløvt ud over det solbelyste Torv og sveder stille. - Det er 28° Reaumur i Skyggen.

- -

En Mandsperson skraar over Torvet og synes at stile hen mod Hotellet. - Men han bøjer af i Tide og gaar ned ad en Sidegade.

VÆRTEN
(ser slukøret efter ham)

Nej, der er sgu ingen Bid i Dag!

Ny Sløvhed.

Paa én Gang tegner der sig et lille fornøjet Smil paa Lærer Andersens gule, "indeklemte" Ansigt. - Han har netop siddet og regnet ud, at de tre tilstedeværende Herrer akkurat tilsammen vejer tre Sekstaller! - De blev vejet før ude paa Decimalvægten i Forstuen, og Værten androg godt 261, Kammerraaden 285, og Andersen selv smaa 120 - hvilket tilsammen udgør 666. - - Og Læreren skal lige til at publicere denne interessante Opdagelse, da den lange, vindtørre Politifuldmægtig Hermansen kommer gaaende forbi Vinduerne.

VÆRTEN
(med en mat Haandbevægelse).

Der gik "Hanen" ...

KAMMERRAADEN
(grynter indvendig).

Hø, hø ... ja!

LÆREREN
(nysgerrig).

Hvorfor kalder I ham "Hanen" ?

VÆRTEN.

Véd De ikke det?

LÆREREN.

Nej ... Jeg er jo ny i Byen!

KAMMERRAADEN
(belivet).

Hø, Hø! Det er sgu da ellers en god Historie.

VÆRTEN
(til Læreren).

Vil De ha' den? - Saa gaar den Tid med det.

LÆREREN
(ivrig).

Ja, ja!

KAMMERRAADEN.

Nej, la' heller mig, Jørgensen!

90
VÆRTEN.

Hvorfor det? Jeg ka' den sgu li'saagodt!

KAMMERRAADEN.

Jamen, det var sgu da paa min Gaard, det skete!

LÆREREN
(høflig mod Rangspersonen).

Ja, saa tror jeg nok ogsaa, at Kammerraaden kan bedst.

KAMMERRAADEN.

Begribeligvis!

VÆRTEN
(stødt).

Ja, Gudbevares! Jeg bøjer mig altid for mine Gæsters Viljer!

KAMMERRAADEN.

De gør Fanden, gør De!

VÆRTEN
(slaar utaalmodig en Næve i Bordet).

I Kongens og Lovens Navn: begynd!

KAMMERRAADEN
(mod Læreren).

Ja, De kender jo da Hermansen?

VÆRTEN.

Det gør vi!

KAMMERRAADEN.

Hold Mund, Kroholder! Ellers bli'er De smidt ud af Deres egen Beværtning!

VÆRTEN
(ser ned ad sine Lemmer).

Det skal der uvilkaarlig mejet store Drenge til.

KAMMERRAADEN
(driver ham et Slag over Armen).
VÆRTEN
(rolig).

Pas paa, De ikke støder Dem! - Og fortæl saa! "Piskeren" er ved at revne. (En "Pisker" er i Tutiput den populære Betegnelse for en Skolelærer.)

LÆREREN (ivrig). Ja, fortæl, fortæl! - Hvorfor kalder I

ham saa for en Hane?

KAMMERRAADEN
(gotter sig ved Tanken).

Hø, hø, ... det skal jeg sgu sige Dem! - Manden holder meget af Fruentimmer. - Naa, det er han vel for Resten ikke ene om!

VÆRTEN.

Aa nej ... Vi er vel allesammen Mandfolk - for Vorherre da!

KAMMERRAADEN.

Det er vi! - Men saa gale som Hermansen tror jeg nu li'godt ingen af os andre har været! - Hos ham er det vist ligefrem blevet til en Sygdom. Han kan Guhjælpeme ikke se et kønt Kvindfolk, uden at han straks er paa Tæerne! - Her i Byen skal han nok nære sig, si'er de, for han er svært bange for Principalen ... Men naar han kommer ud paa Landet til Auktioner, eller Udpantninger eller den Slags, saa maa vi passe godt paa vore Fruentimmer ... særlig da, naar det begynder at mørkne!

91
VÆRTEN
(utaalmodig).

Cyclen.

KAMMERRAADEN.

Ja, jo! - Her for et Par Aar siden fik han sig jo en Cycle - Jeg tror sgu bare, det var for bedre at kunne komme omkring og se paa Pi'erne, hæ!

LÆREREN
(ligner en Spidsmus).

Tror De?

KAMMERRAADEN.

Gu' gør jeg saa! Hva' Jørgensen?

VÆRTEN.

H-ja-a! - Han kunde begribeligvis ikke faa nok i Skridtgang!

KAMMERRAADEN.

H-næi! - Og saa rullede han jo rundt ude paa Vejene om Aftnerne, naar Kontoret var lukket. Bedst som En gik der og saa' paa Sæden, saa kom han strygende forbi! - Godaften, Fuldmægtig! Hvorhen gælder Rejsen? - Jeg kører en Tur, sa'e han saa, for min Mave! - Og væk var han!

VÆRTEN
(dybt).

Han kunde jo ogsaa nok, Fenger, se ud til at lide a' haardt Liv!

KAMMERRAADEN.

Aa, ja! - Men mødte han et Kvindfolk, saa stoppede han op og gav sig i Snak med hende. - Det var ham li'saa umuligt at la' være som at krybe til Maanen!

LÆREREN
(sædeligt).

Det er forfærdeligt, naar det kommer saa vidt med et Menneske! - Men man har jo dog en Vilje !

KAMMERRAADEN.

Det har man! - Det vil sige vi andre! - Hans ...

VÆRTEN.

Mejersken!

KAMMERRAADEN.

Ja, ja! Nu kommer hun, De ... Giftblander! - - (Til Læreren.) Ja, se, jeg ha'de jo her i Fjor en Mejerske ... et Satans kønt Stykke Fruentimmer ... hvid og rød som en Dukke ...

LÆREREN
(med glinsende Øjne).

Har De hende endnu?

KAMMERRAADEN.

Nej; hun er rejst til Majdag. - Men Fuldmægtigen rullede jo saa tidt forbi min Gaard den Gang og saa' hende ude paa Marken, naar de malkede; og inde i Bryggerset og nede i Mejeriet. Og han blev jo naturligvis straks betændt! - Men hun vilde sgu ikke ha' noget med ham at gøre, hvor meget han end krissemissede og strakte Hals! - Det var lige knap og nap, at hun vilde hilse Godaften paa ham end sige da høre paa ham og svare ham! - 92 Og han saa' sgu saa forfærdelig slukøret ud, naar han igen krøb op paa Cyclen og trampede af Sted! - Jeg saa' ham jo saa tidt inde fra Kontorvinduet og ha'de til Tider næsten ondt a' ham ... Men grine maatte jeg naturligvis ogsaa!

VÆRTEN.

Hønsegaarden!

KAMMERRAADEN
(pikeret).

Hold nu Mund, Jørgensen! Er det mig, der fortæller Andersen Historien, eller er det Dem? (til Læreren.) Ja, se vores Hønsegaard ligger uden for Mejeribygningen ud mod Landevejen. - Jeg har ladet slaa et Staaltraadsnet paa Træerne langs Grøftekanten; det er halvtredje Alen højt; saa Hønsene kan ikke komme udenfor. - Jeg var ked af at ha' dem rendende ude i Gaarden og Haven, ser De! Men de kan jo ogsaa ha' det rart nok, hvor de er, for der er baade Sol og Skygge ... og et lille Vandhul har jeg ladet grave henne i den ene Side. (Skuler til Værten, der har udstødt nogle knurrende, utaalmodige Lyde.) - Og Fuldmægtigen var saa tidt kravlet af Cyclen og ha'de staaet og set paa Putterne ... Det vil sige, det var vel Fa'en ikke de Putter, han brød sig om, hæ! Det var Mejersken, som gik og puslede der inde bag Vinduerne i Mejeriet, der trak ham!

VÆRTEN.

Tremmerne!

KAMMERRAADEN
(ivrig).

Ja, det er sgu sandt! - For ikke at Hønsene skulde flyve ind i Bryggerset, naar Vinduerne stod aabne ud til Aflukket, saa ha'de jeg sat Tremmer for, saa at de ikke kunde komme igennem. Og naar Mejersken var der inde bag Stængerne, saa blev hun ligesom mere modig. Hun nikkede ud til Fuldmægtigen og smilte helt venlig. - Men saa prøvede jo Lurifaksen et Par Gange paa at gaa ind til hende og bede hende gi' sig lidt at drikke. Men saa var hun stram igen og lod en af Bryggerspigerne besørge ham og gik selv ind paa sit Værelse. Og naar han saa var kommen op paa sin Cycle og skulde til at fare af Sted, saa stod hun ved Vinduet og nikkede til ham og smilte og kyssede paa Fingeren!

LÆREREN
(dybt).

Ja, Kvinden er en Gaade ...! - Og hva' saa?

KAMMERRAADEN.

Ja, saa kørte han jo! - Men han har vel tænkt sig, at naar bare han holdt ud, saa gav hun sig nok!

93
VÆRTEN.

Hanen!

KAMMERRAADEN
(gotter sig til Historiens Pointe).

Hanen, ja! kø, hø! Nu kommer vi til den! - Se, gaa ind og bede om Drikke turde jo Hermansen ikke mere. Pigerne grinte a' ham; de vidste jo nok, hva' der puslede! - Men hver eneste Aften, naar Vejret var til det, kørte han forbi - Landevejen er jo for alle! Og saa var 'et en Aften, da han igen saa langeligen kigger til Vinduerne, at han ser en stor rødbroget Hane sidde med den halve Krop ud mellem Tremmerne fra Bryggerset - Fanden maa vide, hvordan den var kommen derind! Den hængte med Halsen og Hovedet ned a' Muren og gloede helt melangtrist ned til Hønsene. Den sa'e ingenting, for det kunde den vel ikke; men den var ganske sprutrød i Kammen af bare Klemmelse! Og saa gik det jo paa én Gang op for Fuldmægtigen, at Fyren sad fast mellem Tremmerne, og at han nu havde en rigtig god Grund til at vove sig ind i Mejeriet! Og han ein, zwei, drei ned af Cyclen og ind i Bryggerset! Mejersken staar jo lige inden for Døren ned i Kælderen og slaar en Drittel Smør til. Men da hun ser Urias, lægger hun Hammeren og vil gaa. Men saa faar han jo forklaret hende det om Hanen, der er ved at kvæles; og de op a' Trappen og op i Bryggerset. Og dér hænger han! - Fuldmægtigen hjælper hende jo med at faa Dyret los; og hvordan det saa gaar og ikke gaar, det ender da med, at Jomfruen inviterer ham ind paa sit Værelse og gi'er ham et Glas Mælk. - Men saa véd jeg ikke, hvad han har sagt til hende eller prøvet med hende ... men et Kvarterstid efter kommer hun styrtende over i Borgestuen og siger, at der er et Mandfolk paa hendes Værelse, og at Karlene maa komme og fange ham! Døren ha'de hun slaaet i Laas, siger hun, og han var derinde! Og de af Sted derover allesammen! Og Forkarlen, der var gode Venner med hende, fik Nøglen og lukkede op! - Ja, man kan jo tænke sig, hvad det maa ha' været for en Kattepine for Hermansen at sidde derinde og høre hele Regimentet komme marcherende gennem Bryggerset!

VÆRTEN
(ryster sin tykke Haand i Luften, som om han havde brændt sig).

Ja, føj for Satan! Den har været ulden!

94
LÆREREN
(med stive Øjne).

Og nappede de ham saa?

KAMMERRAADEN.

Næi.

LÆREREN.

Nappede de ham ikke ?

KAMMERRAADEN.

Næi ... for han var der ikke! Spøgelset ha'de slidt et Par Tremmer løs fra Vinduet og var hoppet ned i Hønsegaarden ..

VÆRTEN
(slaar begejstret en Haand i Bordet, skønt han har hørt Historien talrige Gange).

I Kongens og Lovens Navn, ha-a-a!

KAMMERRAADEN .

... Og derude fra hørte de jo saa et ukristeligt Spektakel; for Fuldmægtigen var smuttet ind i Hønsehuset, da han troede, at han kunde slippe den Vej ud! - Og derinde fangede de ham saa; for Døren var laaset udvendig fra.

LÆREREN.

Gjorde de no'et ved ham?

KAMMERRAADEN.

Næi, de halede ham bare frem og lod ham løbe ... han er jo Herredsfuldmægtig. - Men Gud forbarme sig, hvor var han flov, da jeg traf ham næste Gang! Og han holdt sig da siden fra den Hønsegaard! - Men om han er bleven kureret saadan over det hele, det véd jeg ikke.

VÆRTEN.

Gu' er han ikke nej!

LÆREREN.

Næ-æ, jeg troer det heller ikke ...

KAMMERRAADEN.

Ja, jeg sgu heller ikke!

LÆREREN
(sædeligt).

Det er forfærdeligt, at et Menneske kan nedværdige sig saa dybt!

VÆRTEN.

Ja-a ...

KAMMERRAADEN.

Ja-a ...

Pause,

i hvilken der lidt efter lidt arbejder sig en stille Mindets Latter op i

KAMMERRAADEN
(som pludselig eksploderer).

Hø, hø, hø! Jeg har sgu engang ligget under en Seng en stiv halv Time!

VÆRTEN.

Ha-a, ha, ha! - Og jeg har staaet i et Klædeskab!

KAMMERRAADEN.

Hø, hø, hø-hø! Det maa da saa ha' været et Dobbelt-Klædeskab! - - Og De, Andersen?

LÆREREN
(sidder og vrider sig lidt. - Men da han begynder at kunne skimte Foragt i de to andres Ansigter, fniser han frem).

Hi, hi ! Ja ... Og jeg har siddet to Timer i en Puf!

VÆRTEN
(gasser og kror sig).

Ja, vi er sgu da Gudskelov ikke rene Muhamedanere !

Tæppe.