Holberg, Ludvig Tredie Brev til en højvelbaaren Herre. 1743

Tredie Brev til en højvelbaaren Herre
1743

De har jo altid rost mit Arbejde og støttet og opmuntret mig, saa jeg synes De er i Deres gode Ret til at være noget pikeret over at jeg har paataget mig det besværlige Arbejde som Kvæstor ved Universitetet uden at spørge Dem til Raads. Jeg plejer jo ellers at lade mig lede af Deres Raad. Denne Metamorfose, der har omskabt mig fra Videnskabsmand til Rentemester, forekommer Dem sikkert lige saa latterlig som den tidligere, der omskabte mig fra Korporal til Videnskabsmand. De spaar at jeg vil slaa helt op med Videnskaben og forlove mig med Pengevæsenet. Det var der ogsaa god Grund til at forestille sig,
for Digtergaven kan kun trives i
det Sind som ene rummer Poesi.

Jeg betragtede ogsaa mig selv som én der var deserteret fra Muserne; for jeg var nok klar over at vi Mennesker sjældent kan gaa helt ind for saa forskellige og indbyrdes modsatte Ting paa én Gang. Da jeg saa at det nye Job lagde saa stærkt Beslag paa mig at jeg ikke kunde faa Tid til mine gamle Beskæftigelser, prøvede jeg at faa andre til at skrive Digte ved at udsætte smaa Præmier. Jeg haabede at jeg paa denne Maade kunde formilde dem der uden videre paa Musernes Vegne anklagede mig for Desertation. Jeg mente dog at det var i Orden at jeg efter næsten fyrre Aars varig og tro Tjeneste bad om min Afsked og blæste Retræte; naar man har tjent i Geledderne i saa mange Aar plejer man dog at blive hjemsendt med fuld Honnør og uden at blive beskyldt for Ugidelighed. Jeg tilslørede 188 paa den Maade Forandringen i min Livsførelse, slog mig fra Bogen og gav mig til Bogholderiet i nogle Maaneder.

Jag bare din Natur paa Dør
med Lanse, Spyd og Stage;
det varer ikke længe før
den kommet er tilbage.

Jeg kunde nok trænge min gamle Lyst til Studeringer tilbage en Tid, men jeg kunde ikke helt undertrykke den. Gløderne laa endnu skjult under Asken og fik snart Ilden til at blusse op igen. Med andre Ord: jeg vendte tilbage til mit gamle Jeg, man kunde næsten sige: til min gamle Sindslidelse, for, som Digteren siger:
du hænger fast i Skrivekløens Spind;
den hærger som en Sygdom i dit Sind.

Det er jo lige saa svært at faa helt Bugt med denne Lidenskab som det er at afvænne en Brændevinsdranker. Derfor dyrker jeg nu skiftevis Merkur og Minerva, den første for at gøre min Pligt, den anden for at glæde mig selv. Og da mine Bøger sælger godt og samtidig anses for nyttige, regner jeg med at de begge ser i Naade til mig. Det jeg laver er jo paa en Maade til Gavn for dem begge.

Jeg arbejder aldrig mere intenst med mine Studeringer end i December og Juni Maaned, hvor Pengesager, Regnskaber, Underskrivning af Breve og de evindelige Retsspektakler nok distraherer mig fra Studeringerne, men samtidig driver mig til dem. For ligesom opdæmmet Vand tordner frem med forstærket Kraft naar der bliver lukket op for Sluserne, virker Arbejde med noget helt modsat paa én Gang hæmmende og fremmende paa mit boglige Arbejde. Det kan man se af de Skrifter jeg har udarbejdet i min Kvæstortid, og som jeg skal give en Fortegnelse over i dette Brev.

I det forrige Brev lovede jeg en Kirkehistorie paa dansk. Af de Grunde jeg lige har nævnt havde jeg maattet afbryde dette Arbejde, men tog nu fat paa det igen, lagde 189 sidste Haand paa det og udgav det under Titlen »Almindelig Kirkehistorie fra Kristendommens første Begyndelse til Luthers Reformation« i to Kvartbind. Paa et Aars Tid blev samtlige Eksemplarer udsolgt, og der udkom snart en ny Udgave hos Forlæggeren Jacob Preuss. Det undrer Dem maaske at jeg havde saa stor Succes med en Bog om dette fortærskede Emne; vi har jo allerede længe vadet i verdenshistoriske Værker, saa de lærde gaber bare man nævner dem. Men der var flere Ting som fik Folk til at synes om Bogen. For det første anser man den for at være upartisk. Den kritiserer ofte Kirkefædrene, roser undertiden Kættere, og selv Paverne bliver ikke snydt for den Ros de har fortjent. For det andet behandles den politiske Historie hele Tiden Side om Side med Kirkehistorien, saa at man ser Forbindelsen mellem dem. Det der afslutter den ene Beretning er tillige Udgangspunkt for den næste. De virkelige Aarsager til Kætterier, Opstande og Forfølgelser bliver paavist. Det er ikke som de Annaler der giver en forvirret Beretning om Begivenhederne uden at angive deres Aarsager, og i Stedet for en historisk Skildring fremviser nøgne Lister over Kætterier. For det tredje har jeg lagt stor Vægt paa at forklare Kirkesamfundenes Oprindelse. Til hvert Aarhundredes Historie knytter jeg en Oversigt over Kirkens og Videnskabens Situation. Dette og andet gjorde at dette i sig selv trivielle Stof virkede som nyt, og at Folk syntes om det. Dette er dog ikke min egen Bedømmelse; jeg gentager bare hvad andre har sagt. Bogens Succes viser at det ikke vilde være spildt Ulejlighed at oversætte den. For en Historiker kan faa noget godt ud af selv det mest kedelige og tit opkogte Stof. Man ved hvilken Succes Pufendorf, Bossuet og andre har haft med deres historiske Oversigtsværker. Det Maadehold jeg hele Tiden har udvist ved at gaa en Mellemvej mellem Gottfried Arnold og visse alt for strenge Lutheranere har dog ikke været efter alles Smag. Saadan gaar det de Forfattere der ikke lader sig binde af Partihensyn, men kun søger den historiske Sandhed.

190

Da jeg var færdig med dette anstrengende Arbejde regnede jeg paa Grund af min legemlige Svaghed ikke med at kunne gaa i Gang med flere. Jeg gav mig nu til ved Udsættelse af Præmier at prøve den studerende Ungdoms Kræfter ved paa bestemte Tider af Aaret at forelægge de unge Mennesker nogle moralske Emner som de skulde behandle paa Vers. Det syntes de fleste var en god Idé, selv om der ogsaa var dem der mente at det var et Paahit af én der ikke kunde finde paa andet at lave. Men der er jo Mennesker der er paa Nakken af alt nyt. Foretagendet resulterede i fem Digte, der udkom paa Tryk og nu læses af alle. Mit Eksempel smittede, og andre Litteraturelskere stillede andre Prisopgaver. Som Følge af dette fremkom der nu en Række nye, hidtil ukendte Digtere, der ikke tidligere havde været klar over deres egne Evner, men som nu trådte frem for at gøre sig fortjent til Præmierne. Men nu er denne Øvelsesplads lukket; Interessen for den Slags er gerne stor mens det er nyt, men køles efterhaanden. Hvis man skal genoptage disse Øvelser, saa mener jeg det er nødvendigt man udsender nye Opfordringer med nye Regler, saadan at ikke kun unge Mennesker, men ogsaa Folk i en mere moden Alder opmuntres til at indsende Prøver.

Mens disse Konkurrencer stod paa sad jeg ikke selv med Hænderne i Skødet. Jeg prøvede med Plutark som Forbillede at skrive nogle berømmelige Mænds sammenlignede Historier. Som Indledning til Skildringen af hvert Heltepar staar en lille Afhandling om visse Dyder eller Laster, hvortil Heltenes Levnedsløb har givet Stof. Saa kommer selve Skildringerne, og til sidst, efter Plutarks Mønster, en Sammenligning. De fleste af Heltene er Asiater eller Indianere, hvis Bedrifter ikke er almindelig kendt. Jeg skal ikke opholde mig mere ved dette Værk, da det er oversat til Tysk og derfor kendes af Udlændinge. Andre maa afgøre om jeg nogenlunde kan taale Sammenligning med den Forfatter jeg har taget til Forbillede i dette Værk. Selv synes jeg det er halsløs Gerning at 191 sammenligne mig med en saa stor Forfatter. Han har jo sin store Skarpsindighed, sit righoldige Stof, det herlige græske Sprog og Skrivefriheden. Alene Skrivefriheden gør at vor Tids Historikere og Personalhistorikere staar under Oldtidens. Nu puster lejede Skribenter og Snyltere alting op og fordrejer Hovedet paa Læserne med deres evige Smigrerier, saa at de historiske Værker der skrives efter den sandfærdige Oldtids Forbillede regnes for Satirer eller Persiflager. Hvor velvilligt dette lille Værk blev modtaget i Nabolandene kan man se af Anmeldelserne i de hamborgske og leipzigske Tidsskrifter. Jeg er glad over at have faaet denne Ros af Folk som siger deres Mening og har Forstand paa hvad de skriver om, især da jeg ikke engang kendte dem af Navn.

Under Arbejdet paa dette Værk udgav jeg en kortfattet Beskrivelse af min Fødeby Bergen i Norge. Dette Værk blev anset for baade interessant og nyttigt. Denne By har nemlig i gamle Dage været plaget af indre Stridigheder som flere Gange har ført til Borgerkrig, saa der er nok at tage fat paa for en Historiker.

Naar man ser hvad jeg har beskæftiget mig med i den seneste Tid, vil man nu forstaa at jeg har sagt Farvel til Digtning og muntre Skrifter og nu kun beskæftiger mig med Arbejder som efter min Mening passer sig bedre for en gammel Mand. Det syntes jeg var mest i Overensstemmelse med min Alder og de alvorlige Tider vi lever i. Derfor prøvede jeg helt at undertrykke min Niels Klim, dette vidtberømte Værk der nu læses paa flere forskellige Sprog. Jeg havde skrevet denne Roman flere Aar i Forvejen; og selv om mine Venner syntes at den var baade harmløs og morsom og ustandselig prøvede paa at faa mig til at udgive den, var jeg ikke til at rokke; trods alle Opfordringer kunde man ikke overvinde min Stædighed. Til sidst var der en Forlægger der hørte at jeg laa inde med et Manuskript som man uden Tvivl kunde tjene gode Penge paa at udgive. Han meldte sig som Køber og plagede mig med sine evige Bønner indtil han endelig fik vristet det fra mig. 192 Dog solgte jeg ham det paa den Betingelse at han skulde indhente kyndige Folks Bedømmelser inden han udgav det, og at Forfatterens Navn skulde holdes hemmeligt. Selv om Bogen ikke bestaar af andet end harmløs Spøg og et helt moralfilosofisk System (dog krydret med Vid som saadan en Bog skal være), saa vilde jeg dog ikke, da jeg nu engang var gaaet over til at skrive om mere vægtige og seriøse Emner, udsættes for ny Kritik fra visse strenge Dommeres Side - Folk af den Slags der faar Kvalme af alt hvad der er morsomt og kønt, taler nedsættende om det og paastaar at det staar under et kristent Menneskes Værdighed. Jeg var bange for at det skulde se ud til at jeg i disse alvorlige Tider da Alderdommen nærmede sig var blevet kaad og begyndt at gaa i Barndom. Jeg var bange for de taabelige og urimelige Fortolkninger som man plejer at underkaste moralske Fortællinger og vittige Historier. Den Slags er irriterende og utaalelige for alle, men især for en ældre og svagelig Mand som mig. Og det gik som jeg ventede. Det eneste trykte Eksemplar som blev bragt hertil fra Tyskland gik hurtigt hele Byen rundt; overalt hørte man Folk kværulere og komme med Vrangfortolkninger -især dem der ikke havde læst Bogen. Historien blev udvidet med alle mulige Kommentarer og Tilføjelser; den blev i den Grad lavet om at man skulde tro det var en helt anden Fortælling af en helt anden Forfatter. Saa oprørte var Folk, indtil Bogen kom i Hænderne paa nogle som bedømte den fornuftigt og nøgternt. Saa lagde Stormen sig efterhaanden, og de fleste fik deres Fornuft igen. Men ogsaa kun de fleste, for der er en vis Slags Mennesker som tror der er skjulte Hentydninger i selv de klareste Ting, og som leder efter Nøgler. Disse Væsener der leder efter Nøgler til alting er de mest plagsomme Insekter i den litterære Verden, for de leder efter Vanskeligheder hvor der ingen findes og skyder Forfatterne deres eget Hjernespind i Skoene. For dog paa en Maade at glæde dette mystikglade Folkefærd udleverer jeg hermed i fuld Aabenhed Nøglerne til Værket.

193

I mit Fædreland er der en hel Del Mennesker af begge Køn som frit fortæller om deres Omgang med Trolde og Spøgelser, og som sværger højt og helligt paa at de underjordiske har bortført dem til Høje og Bjerghuler. Det er deres Taabelighed som udgør Indholdet og Handlingen i Romanen, og som bliver latterliggjort i dens Helt Niels Klim. De Persontyper der optræder rundt om i Bogen er saa mange og saa forskellige at de udgør en hel Lærebog i Moralfilosofi. Derfor skal der gives en Nøgle for hver Side i Bogen. Paa en Maade kan den vel nok kaldes en Satire, fordi den skildrer Fejl og Laster i en saa hvas Stil. Men da den i Flæng langer ud efter hele Menneskeheden, maa den siges at være en Satire som anstaar sig for en Filosof. Andre vil maaske synes at Stilen er for tilbageholdende, frygtsom og kraftesløs, skønt den Slags Værker skal være fulde af Vid og Bid, saa at de paa én Gang kan moralisere og more. Men man maa omhyggeligt passe paa at Forfatterne ikke gaar ud over deres Beføjelser og giver sig til at angribe Enkeltpersoner i Stedet for Menneskeheden som Helhed. Hvis de følger denne Regel satiriserer de ikke, men underviser; de saarer ikke, men læger. Jo mere almen en Satire er, jo mindre fortjener den at kaldes Satire. Det er mere tilladeligt at angribe hele Menneskeheden end et enkelt Folk, mere tilladeligt at angribe et helt Folk end en enkelt Familie; og endelig er den Satire mindre snertende som rammer en hel Familie end den der siger:
Jørgen lugter slemt af Snus,
Søren af sit Gedehus.

Min filosofiske Rejse kan med Rette henregnes til de humoristisk-filosofiske Skrifter som altid har været tilladt, for de Persontyper der optræder i den er af en saadan Art at de kan anvendes paa ethvert Folkeslag. Der behøves ikke nogen Nøgle, for Døren staar aaben. Der behøves ikke nogen Løsning, for der er ikke noget Problem. Men alligevel skal jeg for at glæde Nøglesøgerne give fuld 194 Oplysning i Sagen ved at vise hvad det er i denne Fortælling der morer, snerter og belærer.

Selv om Historien danner Rammen om moralske Belæringer og Overvejelser, er det hele dog kun en Spøg. Som jeg lige har sagt er Handlingen taget fra visse af mine Landsmænds overtroiske Snak om deres Omgang med de underjordiske. Det fortælles at Helten i Romanen er styrtet ned til en Verden under Jorden. Det er da et nyt og ganske morsomt Paafund! Mandens fantastiske og omvekslende Skæbne rører og morer Læserne; der optræder besynderlige Skabninger, Væsener som ingen har optænkt før, som talende Træer og tænkende Musikinstrumenter. Katastrofen i Historien er gribende: Grundlæggeren af et Kejserrige bliver paa en halv Time forvandlet til en fattig Baccalaur. - Der findes faktisk Mennesker der bare for deres Fornøjelses Skyld og for at faa Tiden til at gaa læser Skriftet om og om igen. Det hele er en Spøg, men det er ikke det rene Pjank; for det faar de Mennesker til at læse som faar Kvalme af tørre moralske Skrifter. Lige som Trimalchio satte et Ur paa sin Gravsten for at alle som vilde vide hvad Klokken var skulde blive nødsaget til at læse hans Navn, saadan krydrer man Alvor med Spøg til Ære for dem der kun vil læse det morsomme. Hvis Fiskeren ikke sætter den Mading paa Krogene som han véd Smaafiskene kan lide, saa kommer han til at sidde og glo paa sit Skær uden Haab om Fangst. Paa samme Maade har Filosoffer - og tit de allerberømteste - fundet paa sjove og underholdende Historier for at faa deres moralske Belæringer til at glide ned. Hvad angaar Morallæren, som er Værkets vigtigste Sigte, saa er de fleste af de Persontyper der optræder rundt om i den paradoksale; Dyder og Laster er af en saadan Art at vi tit lader os narre af deres Ydre og tager Skyggen for Legemet. Særlig spændende er Skildringen af dem som i deres Begejstring lover alt, som hurtigt opfatter en Sag men ikke kan se til Bunds i den. Den Slags plejer man at hæve til Skyerne, men det potuanske Folk sammenligner dem med Folk der 195
spankulerer rundt uden at bestille noget - de er i stadig Bevægelse, men gør ingen Nytte. Men kloge Mennesker, der tager et Skøn over Arbejdets Størrelse og deres egne Kræfter og saa gaar forsigtigt og langsomt frem med Skildpaddeskridt - dem kalder vi som Regel slappe og ubegavede. Disse to Typer skildres i det potuanske og det martinianske Folk. Klim bliver derfor anset for en uduelig Dumrian begge Steder, det ene fordi han er for hurtig, det andet fordi han er for langsom. De øvrige Karakterer er af samme Slags. Alt hvad der møder Klim, som maaler Dyder og Laster med den almindelige Maalestok, er uforstaaeligt; og hvad han ved første Øjekast ser ned paa kommer han til at beundre, rose og berømme naar han faar tænkt sig om. Hensigten med næsten hele Værket er at angribe almindelige Misforstaaelser og at skelne tilsyneladende Dyder og Laster fra virkelige. De fleste Moralister præker sig hæse imod Gerrighed, Udsvævelser, Ødselhed og den Slags, men det er kun for hundredeogsyttende Gang at opkoge en gammel Ret og at gentage hvad enhver Idiot ved. Det er ikke andet end velklingende Ord som naar til Ørene, men ikke gaar til Hjertet. Man underviser paa den rigtige Maade ved at bortoperere de forkerte Meninger og holde fast ved de rigtige, ved at angribe udbredte Misforstaaelser og rive Masken af de uægte Dyder. Hvis der nu er nogen der paastaar at jeg praler, saa skal de vide at jeg ikke taler om mit Værk, men kun om Hensigten med det. Jeg siger at det er en Moralfilosofs Pligt at belære, ikke at præke eller larme op i Skuespillerstil mod de Laster som Synderne selv er fuldkommen klar over. Det er Meningen med Belæringerne i denne Roman. Om Forfatterens Kunst og Evner maa andre dømme. Men jeg maa have Lov at sige at hvis man sammenligner dette lille Værk med visse andre ypperlige moralske Romaner og finder det kedeligt og uden Saft og Kraft, saa maa man være klar over at Forfatterne ikke har samme Forhold i alle Lande. I Tyskland, Frankrig og især i England, hvor man har Lov til at udgyde alt 196 hvad der falder én ind, og hvor éns Aand ikke lægges i Lænker, dér er det nemmere at vise sin Dømmekraft og sine Evner end her i Norden, hvor vi plages med den strengeste Censur, som gør at Forfatternes Begejstring sløves og deres Fremdrift slappes. Saa selv om der i vore Lande skulde fremstaa Digtere og Filosoffer som kunde maale sig med de engelske, vilde de dog nok ikke naa til Modenhed. En Løber der bevæger sig mod sit Maal gennem Tornebuske og ad ufremkommelige Omveje naar senere frem end den der hurtigt løber ad jævne og lige Veje; men det er ikke Føddernes men Vejenes Skyld. Der er ingen der synger godt med Lærerens Spanskrør over Hovedet, éns Sind skal være frit for Frygt, Bekymring og Uro hvis man skal udfolde sig.

Fattigdom kommer en Digter paa tværs:
Mæt var Horats, naar han jubled paa Vers.

Herhjemme har Digterne det største Besvær med at holde Styr paa deres Begejstring for at ikke mistænksomme og strenge Censorer skal bringe dem i Fedtefadet. Jeg erklærer højtideligt at jeg under Udarbejdelsen af Niels Klim har overstreget utallige vittige Indfald og velturnerede Vendinger for ikke at fornærme nogen og for at man ikke skulde tro at jeg sigtede paa nogen bestemt. Men trods denne Forsigtighed undgik jeg ikke uretfærdig Kritik. Erfaringen fra mine tidligere Vittighedsværker havde vist mig hvordan visse af mine Landsmænd var indstillet, saa jeg besluttede at overlade mit Aandsprodukt til Møl og Orme. Og nu er det helt bestemt at ingen Ros og ingen Opfordringer skal faa mig til at vove mig ud paa den Bane igen eller paany at besejle de Farvande. Den Sport vil jeg overlade andre som har stærkere Skuldre end jeg; og den Plet min fordums Flid har sat paa mig vil jeg hellere afvaske ved at hengive mig til en respektabel Drivertilværelse. Jeg har først og fremmest passet omhyggeligt paa ikke at give Præsterne den mindste Grund til at 197 vende sig imod mig. Det Folkefærd har Erfaringen lært mig at holde Fred med.

Der findes slet intet saa frygteligt som
de himmelske Hærskarers Straffedom.

Der er bestemt ingen der bliver mere vrede over at høre deres egne Fejl blive remset op end de der selv offentligt tordner mod andres, og ingen der er mere hadske i deres Forfølgelse af andre end de der altid har præket mest mod Forfølgelser. Der var straks nogle ondsindede Prækere der greb til Vaaben imod mig. De styrtede Byen rundt som vanvittige og udbredte deres dumme og uretfærdige Fortolkninger i hvert eneste Hus. Men da de opdagede at der ikke var ret mange der troede paa dem, og da de hørte Folk sige at deres egne Udtalelser kunde udlægges ligesaa satirisk hvis man behandlede dem paa samme uretfærdige Maade, saa blev de til sidst tavse, enten fordi de var blevet trætte af at løbe omkring eller fordi de var blevet bange for disse Advarsler. Det er den almindelige Opfattelse at de samme Herrer er Ophavsmænd til den uretfærdige og vanskabte Kritik der fremkom i Göttingen. Det kan jeg dog ikke sige med Sikkerhed, og jeg synes ikke det er Ulejligheden værd at lave et større Detektivarbejde for at finde ud af hvem der stod bag den. Der var nogle som prøvede at faa mig til at tilbagevise deres lavsindede Bagvaskelser. Men naar man bliver overfuset med Skældsord synes jeg ikke man skal give igen af samme Tønde. Derved opnaar man ikke andet end at stille sig paa Niveau med dem der angriber én. Jeg er glad over at jeg fik Bugt med mine Lidenskaber. Jeg siger bare at det ser ud til at det er sket med den lærde Verden naar Mennesker af den Surdejg ikke bare skriver Bøger, men ogsaa agerer Kritikere. Bedømmelsen i andre Lande viser hvor gunstig en Modtagelse dette lille Værk fik; og da det kort efter kunde læses paa fem forskellige Sprog kan man nok regne ud at det blev ved at være lige saa populært i Udlandet som det var blevet herhjemme. Kritikken i visse
198 andre Tidsskrifter var mig heller ikke ubehagelig. Kritikerne skrev at Romanen var velskrevet og god, men syntes at jeg havde forsyndet mig imod Sandsynligheden. Paa den anden Side fandt de at man maatte tilgive Forfatteren denne Forseelse, og saa maa jeg retfærdigvis ogsaa være storsindet og tilgive dem deres Kritik. Jeg maa dog med visse højlærde Herrers Tilladelse sige at der er mange der anser denne Forseelse for netop at være det fine ved Bogen. Det er nemlig ét af Formaalene med Bogen at gøre Nar af visse Forfattere som i deres Beskrivelser af fjerne Egne har fortalt os saa mange fantastiske Løgnehistorier. Det fremgaar af de to Fortaler til Niels Klim. Desuden kan man da ikke regne noget for utroligt, naar man forestiller sig en helt anden Verden! Cicero siger at den der er født og har levet hele sit Liv paa Øen Seriphus, hvor man aldrig ser andet end smaa Harer og Ræve, ikke vilde tro paa at der fandtes Løver og Pantere i Virkeligheden, og hvis man fortalte ham om Elefanten vilde han tro man gjorde Nar af ham. Hvis én eller anden kom til Saturn, Jupiter, Maanen eller en anden Planet og gav en Beskrivelse af Livet her paa Kloden, saa er der ingen Tvivl om at Kritikerne paa disse Planeter vilde fælde samme Dom. De vilde sige at Forfatteren uden mindste Hensyn til Sandsynligheden havde opdigtet nogle naturstridige Uhyrer. Ved Synet af en menneskelig Skikkelse vilde de tabe Næse og Mund og stamme:
Nej, se den underlige Skabning der!
Den var vel nok en Malers Pensel værd.

Der er nogle der nok kan se en rig Fantasi og visse fornuftige Moralforskrifter i mit lille Værk, men som synes at nogle af Morsomhederne ikke er en gammel Mand og en Filosof værdige. Men saa er de jo nok ikke klar over at de lærdeste, mest moralske og mest alvorlige Mennesker af Verden tit har skrevet den Slags. De der véd bedre vil jo nok indrømme at jeg deler mine Fejl med diverse store Humorister som nok er værd at efterligne. Der er to Slags 199 Humor, den ene er grov, nærgaaende, ondskabsfuld og sjofel, den anden, elegant, forfinet, aandfuld og vittig, af den Slags som de sokratiske Filosoffers Bøger er fulde af. Der findes ogsaa Samlinger af vittige Udtalelser af flere forskellige Personer, som den Cato har lavet, og som kaldes »Fynd ord«. Cicero siger: Selv i Spøgen fremskinner noget af det ædle Sind.

Men disse Kritikere er ret moderate, og om Smagen kan der jo ikke diskuteres, saa jeg bliver ikke vred paa nogen af den Grund. Man bør nok heller ikke ignorere Advarslerne fra dem der ved hvor vanskeligt det er at kæmpe sig igennem et Tjørnekrat uden at faa Skrammer, og som derfor har raadet en gammel og svagelig Mand fra at skrive den Slags. Men vi Mennesker er nu engang saadan indrettet at vi tappert og henrykt lader os slaa ihjel for at vores Ry kan leve ud over Døden, og modigt lader vores Øren skære af for at andre skal høre hvordan vores Mod bliver rost. For det er en stor Trøst for et ærgerrigt Gemyt at kunne vente sig Berømmelse, selv om den først skulde komme sent eller ligefrem efter Døden. Det gælder enten man arbejder med store eller smaa Ting. Alligevel betænkte jeg mig selv længe paa at vove mig ud paa denne Galej, hvor jeg saa tit havde været truet med Skibbrud. Men mine Venner insisterede. De sagde at det var en god Bog, og at der sikkert ikke vilde blive Ballade om den; saa jeg lod mig til sidst overtale. Det vittige og fabulerende ved Bogen var det jeg var mest bange for. Nogle siger Sandheden paa en besk Maade, andre med Latter; begge Parter arbejder hen imod det samme Maal, selv om de gaar hver sin Vej. Men det som man hos de bitre Moralister kalder Engagement, kalder man hos de humoristiske for Flabethed. Naar de under Fiktionens Form angriber Fejl og Laster, faar den Læser
hvis Sjæl er kold som Is af Skyldbetyngethed,
som rødmer, vædes af den tavse Angers Sved -

Mistanke om at det er ham Historien sigter til.

200

Jeg har svært ved at blive vred paa dem der skyder paa mig med mine egne Pile, og som plejer at ræsonnere saadan: Forfatteren er i Tide og Utide ude efter de skrappe Moralister, og dog moraliserer han selv. Han gaar i Krig mod de Fejl som han selv begaar. Enten maa han holde op med at skrive eller rette sine egne Fejl; enten maa han holde op med at gøre Nar af andre Moralister eller holde op med selv at moralisere; for ellers kan man ikke tro andet end at han vil skaffe sig Monopol paa Moralistvirksomheden. Men disse Mennesker svarer jeg saaledes: Det er al Ære værd naar Folk indrømmer deres egne Fejl; det er det første Skridt paa Vejen til at forbedre sig, og det maa man rose hos enhver Filosof. Det har de Journalister der har anmeldt mine Værker ogsaa ment. I Neue Hamburgische Berichte von gelehrten Sachen for 1732 bliver jeg omtalt med følgende Ord: Die Laster, Misbräuche und üble Gewohnheiten lässet er so wenig an sich selbst als an andere ungestraft; og sammesteds: Wann er seinen eigenen Character entwirft, macht er sich kein Bedencken sich selbst zuweilen durchzunehmen. Altsaa: den der angriber sine egne Fejl og ikke engang skjuler sit Navn, ham kan man ikke bebrejde noget, naar han gaar løs paa hele Menneskehedens Fejl. Hvad den anden Indvending angaar, saa har jeg tydeligt nok vist i mine Breve, hvad der var Hensigten med mine Skrifter: at jeg ikke har villet agere Kritiker, men har villet forsøge mig inden for forskellige litterære Genrer for at Fædrelandet skulde have noget at vise frem naar man kritiserede vores Litteraturs Ufuldkommenhed. I de Genrer som kræver Brod og Vrede krydrer jeg med Vid; det skal man jo efter Forskrifterne, og desuden er det nødvendigt. Og siden det forholder sig saadan, saa maa man snarere spørge hvorfor en Forfatter skriver Komedier, Satirer og moralske Fabler end hvorfor han udtrykker sig med satirisk Skarphed. Hvis det er det de bebrejder mig, saa faar de med de mest kultiverede Folkeslag at bestille, med de største Filosoffer, med Plato, ja med selveste Sokrates. Man vover dog vel ikke at gaa 201
paa tværs af dem og feje en hel litterær Genre af Bordet! Og gør man ikke det, saa maa man anerkende Nødvendigheden af Vid og Bid. En Komedie uden Vid og en Satire uden Bid er som en Vogn uden Hjul. Derfor maa man enten helt forkaste det ene eller finde sig i det andet. Paa den anden Side maa man som Forfatter passe paa at man ikke i forloren moralsk Nidkærhed gaar amok og i hævngerrig Bersærkergang farer løs paa sine Fjender. Men den Fejl bliver jeg frikendt for af alle der har læst mine humoristiske Skrifter uden forudfattede Meninger. Jeg har ogsaa selv arbejdet paa at afskrække Forfattere fra at skrive Spottedigte og Persiflager; og i Fortalerne til mine Skrifter har jeg tit skældt mig selv ud fordi jeg har været lidt for hidsig naar jeg har givet igen paa Beskyldninger, selv om det er tilladt efter Krigens Lov og kan undskyldes som lovligt Selvforsvar. Hvad Spottedigte og Persiflager angaar, saa forsikrer jeg at jeg vilde være den sidste Person her i Landet der kunde drives til at skrive den Slags for gode Ord og Betaling. Den Slags er efter min Mening ikke bare under en Filosofs Værdighed, men under ethvert ordentligt Menneskes Værdighed. Gid jeg ikke blev beskyldt for andet! Gid mine Kritikere ikke kunde bebrejde mig andre Fejl end at jeg under Pseudonym har revset Menneskeheden, eller at jeg i humoristiske Digterværker har fremsat moralske Belæringer! Men jeg lider under mange andre Fejl, som jeg selv har fortalt om hist og her med en næsten alt for stor Ærlighed. Men nu har jeg talt nok om Niels Klim, som bliver mit sidste Værk i den Genre. Dette lille Skrift blev oversat til mange Sprog. Det var min egen Skyld at det først saa sent blev oversat til Dansk. De fleste Danskere kan Tysk, og jeg syntes det vilde være uklogt at udsætte disse Moralforskrifter, der for de flestes Vedkommende var i Paradoksets Form, for den ondsindede Pøbels Kritik. Hvad andre forstaar og læser med Udbytte, kan Manden paa Gaden knap nok se med Briller. Følgende Fabel kan anvendes paa dette: Da Muldvarpen hørte at Menneskene brugte Briller, bad den 202 sin Mor om at købe saadan nogle Øjenfutteraler til den; men dens Mor svarede: »Min Datter, du skal ikke ønske dig noget som strider imod din Natur! For Briller er nok til Nytte for Menneskene, men de gavner ikke os Muldvarpe Spor.«

Da jeg var færdig med dette Arbejde gik jeg i Gang med noget mere alvorligt. Jeg tænkte paa at skrive et historisk Værk, men jeg var længe i Tvivl om hvilken Del af Historien jeg skulde tage fat paa. Jeg overvejede om jeg skulde skrive en Verdenshistorie eller et enkelt Folks Historie, og til sidst besluttede jeg mig til at skrive hele det jødiske Folks Historie. Grunden til at jeg helst vilde forsøge mig paa dette Felt var følgende: Blandt de mange store Muskelmænd der har prøvet deres Kræfter paa dette Folks Arkæologi og Historie er der ingen der har givet en sammenhængende Beskrivelse af dets Annaler fra de ældste Tider til vore Dage. Josephus begynder ved Verdens Skabelse og naar frem til Templets Ødelæggelse. Nogle af de berømteste Forfattere i vor Tid er Prideaux og Basnage. Prideaux har kun beskrevet en Del af Historien, nemlig fra Begyndelsen af det babyloniske Fangenskab til Jesu Tid, og Basnage tager fat hvor han slipper. Derfor maa den der vil studere den jødiske Historie fra Ende til anden benytte alle disse tre Forfattere. Men nu har jeg samlet det vigtigste af dette Folks Historie, Skikke og Love sammen med hvad der var værd at mærke sig hos de nævnte Forfattere, alt sammen i ét Bind. Mens jeg svedte over dette Arbejde udkom der et fransk Værk med Titlen Histoire du Peuple de Dieu i ti Kvartbind. Jeg troede nu at mit Slid og Slæb havde været forgæves, da jeg gik ud fra at det var en fuldstændig Skildring af Jødernes Historie. Men da jeg fik fat paa Bogen forstod jeg at jeg ikke havde noget at være bange for. Den omfatter kun det gamle Testamentes Historie, for saa vidt som den overhovedet fortjener at blive kaldt en Historie med al det Pjat og de hjemmestrikkede Taler den er proppet med, og som har faaet den til at vokse til den vældige Størrelse. 203 Usammenhængende Tanker fremføres med honningsøde Bolsjeord; man skulde tro at Adam, Noah og de andre Patriarker havde levet i vore Dages Paris eller Versailles, saa slikkede er deres Fraser og saa veldrejede deres Taler, for slet ikke at tale om de øvrige kvalmende Similiaandfuldheder som Bogen er fuld af.

Men for igen at tage fat hvor jeg slap, saa indrømmer jeg at jeg har taget det meste af Bogen fra disse tre Forfattere. I Patriarkernes Levnedsbeskrivelser har jeg laant meget fra den storartede historiske Skildring som et engelsk Selskab har forfattet. Men da jeg kun havde de to første Bind, og andet Bind kun gaar frem til Sauls Tid, har jeg kun kunnet benytte det gamle Testamentes Forfattere og Josephus frem til det israelitiske Riges Undergang, hvor Prideaux begynder. Men selv om jeg ikke havde andre Hjælpemidler til Kongernes Historie anser man dog ikke denne Del af Værket for at være særlig kedelig og tør. Foruden de nævnte Forfattere har jeg benyttet de mest berømte og oldkyndige Skribenter, nemlig Philo, Cunaeus, Lightfoot, Vitringa, Richard Simon, Spencer, Reland, Selden, Salomon Ben Virga, Gantz, Bartolocci og flere, baade Kristne og Jøder, som der er Masser af Marginalhenvisninger til. Schudt belyser udmærket det sidste Aarhundredes Historie. Han er mere udførlig end Basnage og bemærker forskellige af hans Fejl. Mit Værk udkom i to Kvartbind. Da det blev temmelig dyrt at trykke paa Grund af sit Omfang spekulerede jeg længe paa om jeg skulde sikre mig ved Prænumeration. Det er der jo mange der gør. Men saa tænkte jeg paa hvilken Misbrug der gøres af denne Fremgangsmaade. Det er efterhaanden næsten blevet til en Slags Tiggeri. Saa udgav jeg Bogen paa egen Bekostning. Det er dog undskyldeligt at tegne Prænumeration, naar det drejer sig om store Værker som det er kostbart at udgive. Men nu til Dags indbyder man Alverden til at prænumerere bare man skal udgive en lille Ting paa nogle faa Sider. Det er lige som om Forfatterne vilde sige: »Giv mig en Skilling i Guds 204 Navn.« Jeg ser at den Slags Prænumeration udbreder sig i det uendelige - bare det ikke ender med at den ogsaa udstrækker sig til Handlende, Haandværkere og til sidst ogsaa til Ludere, saa at de ikke maa trykkes og sælge sig selv uden foregaaende Prænumeration.

Dette er hvad jeg har skrevet mens jeg var Kvæstor; og selv om dette Arbejde paalagde mig saa store Byrder ser det dog ud som om jeg havde anvendt al min Tid paa Aandsarbejde. Paa Grund af min store Lyst til videnskabeligt Arbejde var der dem der troede jeg vilde tage mig Kvæstorembedet let; men jeg ved at jeg ikke har forsømt min Pligt i den Henseende paa noget Punkt. For jeg mener at det ene bør gøres, det andet ikke forsømmes. Intet videnskabeligt Arbejde er saa vigtigt at man maa svigte sit Pligtarbejde for dets Skyld. For Filosofien byder os jo netop at gøre vores Pligt med største Omhu. Jeg dyrker Minerva saa tit Merkur giver mig Orlov. Jeg mener at det hører med til den rette Livsfilosofi at man lægger Studeringerne til Side naar Pligten kalder. De fleste af de Fag som jeg beskæftigede mig med i min grønne Ungdom, interesserer mig stadig nu jeg er gammel. Dog læser jeg nu hellere Kildeskrifter end nyere Behandlinger. Men der er ikke ret mange Bøger der er efter min Smag, og jeg er lige saa led ved de halvdaarlige som ved de helt idiotiske. Hvis jeg ikke havde nogen gode Bøger, saa vilde jeg hellere læse det rene Pjat end trivielle Skriverier. Da jeg engang for nogle Aar siden blev nødsaget til at overnatte i en Kro uden for Byen og ikke havde nogen Bøger ved Haanden, undersøgte jeg omhyggeligt Værtens Bogsamling. Da jeg havde set den igennem udvalgte jeg blandt denne Dynge af Triviallitteratur Uglspils Historie som det mindste Onde. Da jeg kun bryder mig om Bøger af den bedre Slags lider jeg tit af Bogmangel. Jeg mærker at min Læselyst bliver nedsat, naar jeg Gang paa Gang bliver nødt til at genlæse de udmærkede Bøger jeg allerede har gennemlæst. Der er dog visse Forfattere som jeg ikke kan blive træt af at læse. Grotius' De Jure Belli ae Pacis 205 vil altid være ny for mig, selv om den for længst har mistet Nyhedens Charme. Han har banet Vej for Moralfilosofien; utallige har fulgt i hans Spor, ingen har naaet ham. Hvert af hans Ord er et Moralprincip, hver Forskrift et Orakelsvar; og hans Stil er saa fornem at man skulde tro han var én af Oldtidens allerbedste Forfattere. De Spor hans Lære har sat sig vil blive staaende i al Evighed. Blandt de latinske Forfattere anser jeg Petronius Arbiter for at være den største Stilist. Jeg synes han har udmærket sig inden for alle Genrer. Beretningerne i Petronius' Værk er klare og letflydende, saa at han gør selveste Livius Rangen stridig. De Digte han strør rundt omkring havde Vergil ikke behøvet at skamme sig over. Hans Satirer er bidske og samtidig vittige; han har en saa lysende Humor at han overgaar alle andre komiske Forfattere. Desuden er Petronius den eneste som giver Eksempler paa Vulgærsprogets Udtryk og Vendinger og paa dum Snakkesalighed. Man skulde tro han havde levet det meste af sit Liv

blandt Skraldemænd og Natmænd og Alfonseriudøvere, Skærslippere og Strippere og Grovsmede og Røvere,

naar han refererer Trimalchios Middagsgæsters Vittigheder. Men da han grænser til det pornografiske bør man nok ikke lade de Unge læse ham.

Vi naar aldrig til Enighed om de latinske Digtere. De holder fast ved Vergil, og jeg er helt og holdent Ovids Mand. De slutter Dem til de førende Kritikere, jeg følger mit eget Sind. Jeg tror gerne at jeg ser forkert, men det er et Fejlsyn som jeg hidtil ikke har kunnet rette. Jeg synes Ovid er uforlignelig. Snart stiger han til Poesiens Højder, snart daler han igen. Han skifter mellem højt og lavt, mellem Enkelhed og Fylde, mellem Alvor og Spøg, alt med den samme Genialitet. Hans Metamorfoser er skrevet med høje og ædle Ord, men samtidig i saa flydende, følsomme og utvungne Vers at man kan anbefale Begyndere at læse ham. Prøv at sammenligne Ovids Sange med andre
206 teres Vers; saa skal De se hvordan de andre maa vride og vende sig. De ser faktisk ikke andet end som Horats siger,
Lemmerne af en Poet
splittet ad og rundt om spredt.

Det er dog kun ved sin høje og ædle Stil at Ovids Poesi adskiller sig fra Prosa, Prosodien, Skjaldenes Bøddel, generer ham ikke. Det er som om han slet ikke følte sig bundet af Metrikken. Det er ikke som med andre Digtere, i hvis Vers
Verbernes Tider og Maader
var blevet til Kaos og Rod,
og det der skulde staa forrest
tit sidst i Sætningen stod.

Denne naturlige Ordstilling bevarer han ikke bare i Amores og Tristia og Epistlerne, men ogsaa i de mest straalende Beskrivelser i Metamorfoserne; og jo mere inspireret han bliver, jo sikrere bliver han. Versekunstens Regler og Verbernes Former, som staar i Vejen for andre Digtere, holder ham ikke tilbage. Derfor findes der ingen anden Digter der i samme Grad som Ovid forbinder høj og ædel Stil med enkel Jævnhed. Den Klarhed som andre under Sved og Neglebiden har søgt at opnaa i et to- eller firlinjet Vers, den præsterer han uden mindste Besvær i hele Bøger. Kort sagt: Han er født Digter - én af den Slags som man kalder Musernes Skødebørn. Jeg vil dog ikke modsige dem der giver Vergil Førstepladsen; men jeg er godt gal paa de moderne Kritikere der taler saa nedsættende om Ovid og sætter ham under Horats, Lukan og andre.

Man kan tænke sig forskellige Grunde til at der er Folk der ikke er saa begejstrede for Ovid. Nogle af dem nævnte jeg i en offentlig Tale som jeg holdt for femten Aar siden, og dem vil jeg ikke gentage nu; jeg vil bare sige at denne Væmmelse nok kommer af at man har læst ham for tit. Alle læser Ovid. Hans Metamorfoser bliver læst om og 207 om igen indtil Modbydelighed af Digtere, Malere, Billedhuggere, læg og lærd. Derfor har han haft samme Skæbne som den Musik som er blevet spillet om og om igen fordi den er saa indsmigrende og harmonisk. Den kan de moderne Musikere ikke fordrage. De vil hellere høre disharmoniske og halvfalske Toner. Det er lige som med Agerhøns. De er nok lækre, men hvis man faar dem til Morgen, Middag og Aften bliver man snart træt af dem. De fleste af Ovids Digte er ligesom Epigrammer, med saa stor Kunst og saa stort Skarpsind er de udarbejdede. Og samtidig er de saa lysende klare at det er som om de var skrevet i Prosa.

Juvenal har jeg gjort mig saa bekendt med at jeg næsten kan ham udenad. Jeg kan bedre lide hans Satirer end Horats'. Horats har nok mere Humor, men Juvenal har større Kraft og mere Bid. Horats er morsom, Juvenal er skarp. Horats gaar kun gennem Barken, men Juvenal trænger helt ind i Marven og efterlader sin Brod i Læsernes Sind. Desuden er Juvenal mere omfattende i sin Moralfilosofi, mens Horats bliver hængende ved nogle bestemte Fejl og koger gammel Kaal op igen. Juvenal holder sig strengt til Sagen, Horats kan ikke holde fast ved et Emne. I den første Satire muntrer han sig først over Menneskenes Ustadighed, men gaar saa lidt efter i Krig med deres Griskhed. I den tredje Satire angriber han de Mennesker der nok kan se andres Fejl men lukker Øjnene for deres egne, men glider snart over til at tale om Stoikerne, som siger at alle Synder er lige alvorlige, og videre i samme Stil i de øvrige. Jeg maa dog indrømme at der findes meget rundt om hos Horats som vidner om en sleben Dømmekraft. Men han er ikke altid sig selv. Enten man ser paa Indholdet eller Formen, saa er han mere vankelmodig end Tigellius, som han morer sig meget over. Og da han maa vride og vende sig for at lave Vers, forekommer det mig at han ikke er den fødte Digter, men at han har lært sig Kunsten. Og endelig: Da Horats er Tilhænger af Epikurs Lære, bekæmper han Forsynet og taler kun 208 godt om Dyderne fordi de er nyttige. Derfor er Juvenal hvad det etiske angaar bedre end Horats; han taler fromt og pænt om Gud og om Formaalet med gode Gerninger; og han fremkommer med Udtalelser som en Kristen ikke vilde behøve at skamme sig over.

Jeg foretrækker Plautus frem for Terents; og jeg skifter ikke Mening, om jeg saa skulde faa Horats' Genfærd paa Nakken af den Grund. Ganske vist er Terents ulastelig og Plautus fuld af skæmmende Fejl; men jeg vil hellere se paa et smukt Ansigt med Knopper end paa et kedeligt uden. Det gode ved Terents er hans omhyggelige Skrivemaade og hans rene Stil; ellers taaler han slet ikke Sammenligning med Plautus. For enten man ser paa Handlingsgangen eller paa Forfatterens Genialitet, hans Sans for Humor og Komik, som er Sjælen i en Komedie, saa er Plautus uforlignelig. Derfor regnes de Plautuskomedier der er oversat til Fransk, nemlig Amphitryon, Menaechmi, Aulularia og Mostellaria, blandt de bedste af Nutidens Komedier, og de gør stor Lykke naar de bliver opført. Jeg kunde sagtens skrive en Masse mere om disse to Komediedigtere - jeg har selv skrevet femogtyve Komedier, saa man tør vel nok sige at jeg har Forstand nok paa de Dele. Men Pladsen tillader mig ikke at føje mere til. Jeg vil bare sige at Plautus straaler af den vældige Festivitas som kendetegner den gode Komedie, og som ikke findes hos andre af hans Efterfølgere end Moliére. De Komedier der er fremkommet siden Moliéres Tid er for de flestes Vedkommende kedelige, uvittige og kun egnede til at more Folk der, som Nutidens Franskmænd, har en degenereret Smag. Komedieforfatterne i vore Dage er tilfredse naar de kan give nogle kedsommelige Dialoger Form af en Komedie paa tre eller fem Akter. Dermed synes de de har gjort deres Pligt.

De der har anmeldt mine Skrifter, har bemærket at jeg i Epigrammerne har efterlignet Martial, og i Epistlerne Plinius den Yngre. Det kan jeg ikke nægte. For hvad Martial angaar, saa er hans Digte (bortset fra de uartige Steder)
209 forbilledlige Epigrammer; og Plinius er en Forfatter som jeg aldrig kan blive træt af at læse. Hvis jeg ikke var bange for at blive skældt ud af Ciceronianerne, ville jeg foretrække Plinius' Breve frem for Ciceros. Men lad det endelig blive mellem os. Jeg er nok klar over hvor uortodokst det er at sætte en Guldalderforfatter lavere end en Sølvalderskribent. Jeg indrømmer at det er imod den almindelige Opfattelse, jeg indrømmer at jeg tit har afvigende Meninger. Jeg følger mit eget Hoved, som Gang paa Gang faar mig til at gaa imod Strømmen. Folk har nu engang forskellig Smag. Jeg synes Plinius' og Senecas Stil er mere omhyggelig end Ciceros. Jeg tror Cicero har skrevet i én Køre; men netop af den Grund finder man ham saa storartet. Ciceronianerne kalder det for naturlig Skønhed. Andre kan kalde det Sjuskeri. Ciceronianerne faar Kvalme af alt hvad der er vel gennemarbejdet og smager af tyggede Penneskafter; derfor siger de at Sølvalderens Skribenter betegner et Tilbageskridt fra den virkelig gode Stil. Det mener Quintilian, der betegner Seneca og indirekte Plinius som Sprogfordærvere hos Romerne, lige som Cicero betegner Demetrios fra Faleron hos Grækerne -som om det at være omhyggelig med sit Sprog skulde være det samme som at spolere Stilen og svække Udtrykkets Kraft. Man tænker alt for ofte traditionelt; den ene Abe faar den anden til at gabe. Sæt Plinius den Yngre og Seneca havde skrevet i Guldalderen og Cicero i Sølvalderen. Saa tør jeg vædde hvad det skal være paa at man vilde dømme helt anderledes. For ikke ret længe siden forsøgte jeg at gøre nøjere Rede for denne Paastand, i en særlig Afhandling, men jeg har haft for travlt til at gøre den færdig. De fleste tror at jeg er fuldstændig blank i græsk. Men jeg læser dog de græske Historikere uden større Besvær. Hele tolv af dem, deriblandt Diodorus Siculus, har jeg læst fra Ende til anden. Alligevel synes jeg kun jeg har snuset til dette Sprog, for jeg kan ikke Grammatikken. Af Poeterne har jeg kun læst Aristofanes' to første Komedier, mens jeg flere Gange har været igennem Homers
210 lliade. Men min svage Dømmekraft fører mig jo saa ofte mod Strømmen, saa jeg maa tilstaa at jeg ikke ser saa meget i Homer som andre gør. Jeg staar midt imellem dem der altid tæver løs paa Homer og dem der er blindt forgabet i ham. Lige som de fleste Litteraturforskere beundrer jeg Homers Stil og hans Geni; og jeg anbefaler de studerende at læse Iliaden som den bedste Bog man kan lære græsk af. Men jeg kan ikke - som visse Homer-fans -faa Øje paa alle de Herligheder som skal være saa eftertragtelsesværdige for Talere, Politikere og Hærførere. Jeg vil for Eksempel ikke anbefale en Hærfører at følge Hektors Eksempel og stikke hjem midt i Kampens Hede for at ordne sine private Sager. Og jeg vil ikke anbefale Talerne Nestors Taler, som jeg tit har svedt over. Ikke et Ord om den verdensomspændende Visdom som denne Digters højberømte Dyrkere har fundet frem til, men som jeg med min tunge Opfattelse ikke kan faa Øje paa. Jeg siger kun min egen Mening; jeg vil ikke forstyrre nogens Cirkler; det vilde være urimeligt og tosset at give sig til at slaas med andre fordi de har en anden Mening -
for jeg forlanger selv den Rettighed;
og jeg la'r andre nyde den i Fred.

Blandt de græske Forfattere synes jeg Plutark rager op over alle andre. Ham kan jeg aldrig blive træt af at læse, for den ene Forfatter rummer al Oldtidens Lærdom.

De moderne Forfattere læser jeg sjældent to Gange. De eneste Historikere som jeg har læst mere end én Gang er Humphrey Prideaux, Burnet, P. Daniel og Rapin Thoyras; og da de to sidste spiller en stor Rolle i vore Dage har jeg læst dem med særlig Opmærksomhed og Kritik. Naar Kritikerne sammenligner disse to fornemme Historikere giver de næsten alle Rapin Forrangen. Jeg er ikke uden videre enig med dem; efter min Mening er det saadan at

Sejrens Gud paa Tvivlens Vinger
mellem disse to sig svinger.

211

Efter min Mening er Rapin den paalideligste. Daniel den mest velunderrettede. Rapin er bedst inden for det Tidsrum der dækkes af Rymer's Acta Publica, dette Værk som kaster saa stort Lys over Englandshistorien og ved hvis Hjælp man kan korrigere andre Forfattere. Saa langt den rækker øser han sine Oplysninger af de reneste Kilder; men hvor den standser griber han som en druknende efter alt hvad han kan faa fat paa, og følger undertiden nogle ganske elementære Historiebøger, som han kun henviser til med Navn uden at angive Bind- og Sidetal. Det er for Eksempel Camden, Baker, Du Chesne og saa videre. Desuden er Beskrivelserne af Dronning Elisabeths og Jakob den Førstes Levned meget mangelfulde, saa at man maa supplere dem ud fra andre Forfattere. Det meste af Karl den Førstes Historie er udelukkende hentet fra Rushworth's Samlinger og indeholder et Miskmask af kongelige Forordninger, Parlamentsbeslutninger og Breve - altsammen meget oplysende, men den Slags plejer ordentlige Historikere at anbringe sidst i Bogen. Pére Daniel derimod har tilsyneladende støvet rundt i alle Rigets Ender og Kanter før han gik i gang med sit Værk, for han henviser overalt til samtidige Forfattere og selvbiografiske Dagbøger. Rapin interesserer sig mest for den vigtige Del af Historien som beskæftiger sig med Love og politiske Tilstande. Krige gaar han let hen over eller omtaler dem slet ikke. Pére Daniel gaar mere op i Krigssagerne. Han tager omhyggeligt det hele med, lige til den mindste Forpostfægtning. Den ene giver efter min Mening for meget, den anden for lidt. Man skulde tro Rapin var Munk og Daniel Officer - i Virkeligheden er det lige omvendt. Man kan med lige Ret skælde ud paa dem begge to. Rapin udelader Krigssagerne, som han havde Forstand paa, og Daniel snakker op ad Stolper og ned ad Vægge om noget han ikke har Begreb om. Tænk Dem at Rapin havde været Munk og Daniel Officer - saa havde man haft nemmere ved at tilgive dem begge. Jeg vil sandelig ikke snyde Rapin for den Ros han har fortjent for sin Skarpsindighed 212 og sin Sandhedskærlighed; jeg siger bare at Pére Daniels Historie har kostet større Anstrengelser, og at Forfatteren er gaaet bedre udrustet til sit Arbejde. Der er ingen Tvivl om at hvis han havde skrevet en Englandshistorie i Stedet for en Frankrigshistorie var han blevet mere retfærdigt bedømt. Englands Historie er nemlig saa rig paa spændende Begivenheder at ingen Forfatter kan gøre den kedelig; og det er tit Indholdet der gør en Forfatter interessant. Kritikerne rammer tit ved Siden af naar de ikke tager Hensyn til det Stof en Historiker behandler, og som ved sin rige Mangfoldighed opvejer Forfatterens Tørhed. Desuden maa man tage Bogens Affattelsestid og -sted i Betragtning; for de fleste Steder er Skrivefriheden indskrænket ved meget strenge Love; men i England maa man sætte alle Sejl; og den Frygt som holder alle andre i Tømme, generer ikke Englænderne det mindste.

Hvor meget jeg har beskæftiget mig med Moralfilosofien kan man se af de moralfilosofiske Værker jeg har udgivet. Andre Videnskaber gør os til Mennesker; men Moralfilosofien gør os menneskelige og fører os ind paa en fredsommelig, rolig, stille og lykkelig Livsbane. »Hvad fortjener Navn af Lærdom,« siger Cicero, »andet end det som hjælper os til at leve lykkeligt«. Man regner ganske vist i Almindelighed Litteraturforskere, Matematikere, Astronomer og saadan nogle for at være de lærdeste; men denne Betegnelse tilkommer med større Ret dem som studerer Kunsten at leve. For Moralfilosofien viser os Vej gennem Livet, lærer os at søge det gode og undgaa det onde; den er det der skaber Byer, samler de spredte Mennesker i et Livsfællesskab, forener dem først i Boligfællesskab, dernæst i Ægteskab; den er det der indstifter Lovene og behersker vores Adfærd og Normer. Derfor har jeg helt og holdent hengivet mig til dette Studium. Men jeg har ikke saa meget ud af at læse som af at tænke selv; og jeg taler ikke saa meget med mine Bøger som med mig selv. Naar man vil trænge til Bunds i noget er det ikke altid nødvendigt at se med andres Øjne. Jeg er 213 ganske velbevandret i Oldtidsfilosoffernes Moralsystemer; Cicero, Seneca og Plutark læser jeg om og om igen. Men jeg kender ikke ret mange af de moderne Filosoffer.

Selv foretrækker jeg at give nyttige Raad og Formaninger i Form af morsomme Dialoger og Komedier frem for at agere den strikse Skolemester. Jeg skælder ikke ud over vor Tids Moral og holder ikke Brandtaler mod Lasterne; det maa blive Prædikanternes Job. Jeg prøver bare paa at afsløre de almindelige Fejl; det synes jeg er en Filosofs Opgave. Naar jeg skal gøre opmærksom paa Fejltagelser følger jeg Sokrates' Metode: jeg underminerer Fæstningerne i Stedet for at tage dem med Storm. Ved Hjælp af Fortællinger, Fabler og Lignelser tvinger jeg Folk til Sandheds Erkendelse. Engang ovebeviste jeg én af mine Venner, hvis Intolerance jeg ikke kunde faa Bugt med ved Argumenter, ved at fortælle ham Historien om de forskelligtformede Øjne fra Niels Klim. Men jeg bliver ikke regnet for Filosof, for jeg benytter mig ikke af det filosofiske Fagsprog, men siger min Mening paa en enkel og letfattelig Maade. Jo dunklere man udtrykker sig, jo større Filosof bliver man regnet for at være. Der er nemlig mange som ikke gerne læser andet end det de ikke kan forstaa. Hvis man fjerner den Pynt og Stads som de fleste af vore Dages Doktorer vigter sig med, hvis man stryger Omsvøbene og de slikkede og veldrejede Fraser, saa vil det vise sig at nogle af de Værker som man plejer at anse for de allermest fuldendte, i Virkeligheden er fattige, banale og kraftløse. Mange Forfattere som imponerer én vældigt naar man læser dem, vilde, hvis de havde udtrykt sig paa groft folkeligt Sprog, ikke virke nær saa gevaltige paa dem som kun har Opmærksomheden henvendt paa velklingende Ord. Stilens Elegance, den snørklede og unaturlige Udtryksmaade og den filosofiske Terminologi gør at Skrifter som i sig selv er middelmaadige bliver betragtet som Udtalelser af Vorherre selv.

Jeg holder meget af Montaigne paa Grund af hans Ligefremhed, og jeg vilde holde endnu mere af ham hvis han 214 talte noget mindre om sig selv. Jeg kan godt lide hans Paradokser. Ved Paradokser forstaar jeg Paastande som med virkningsfulde eller i det mindste sandsynlige Argumenter vender sig imod almindelige og rodfæstede Opfattelser. Men hvis Paradokserne ikke er ordentlig underbyggede, saa er det noget af det værste jeg ved. Derfor fik jeg Kvalme af den lille Bog om de menneskelige Dyders Falskhed (de la fausseté des vertus humaines). Dens Forfatter laver nemlig samtlige Dyder om til Laster; han afleder Ydmyghed af Hovmod, Maadehold af Egenkærlighed. Den menneskelige Klogskab gør han Grin med ud fra den Betragtning at de mest dumdristige Handlinger tit fører til de bedste Resultater; men de Eksempler han anfører viser ikke andet end at Lykken tit er bedre end Forstanden. Naar han skal føre Bevis for sine andre Paradokser er han lige saa uheldig. Den der fremsætter den Slags Paastande og forsvarer dem med den Slags Argumenter er en fræk Paradoksmager, og det vil ikke sige meget andet end et Kvaj.

løvrigt sætter jeg Pris paa Paradokser, hvis de bliver fremført med Forstand, saadan som Montaignes, Malebranches, Charrons og den rotterdamske Filosofs. Der er mange af Bayles Paradokser der med god Grund fylder kristne med Rædsel. Men det onde er blandet med godt, og hvad der ikke er sandt gør Forfatterens Behændighed sandsynligt. Det virker skærpende paa Læserens Intelligens. Man ved hvor mange lærde Mænd der fløj i Blækhuset over Bayles Paastand om det ondes Oprindelse, og hvor mange Kampe den har affødt med vor Tids Forsvarere af Troen, især Jean Leclerc, der med vældig Lærdom og under Opbydelse af alle sine Aandskræfter bekæmpede den rotterdamske Filosofs Paastande. Det vilde være taabeligt om jeg optraadte som Opmand mellem saa mange ypperlige Mænd; for at fortsætte denne Diskussion er ikke andet end at gentage hvad Leclerc allerede har sagt. Der er saa godt som ikke mere at sige om den Ting; for der blev kæmpet saa haardt at han blev tvunget 215 til at falde tilbage paa Origenes' Lære som den sidste

Skanse.

Den var det Anker som holdt fast
hans Skude, naar alt andet brast.

Jeg siger bare at det efter min Mening er fjollet at ville modbevise Guds Godhed ved at henvise til Menneskenes medfødte Svagheder og Fejl. Gud har skabt forskellige Ting; noget er mere fuldkomment end andet, men hver Ting og hvert Væsen er fuldkommen i sin Art: Mennesket er fuldkomment som Menneske, Fluen er fuldkommen som Flue. Hvis Mennesket sammenligner sig med Englene, saa sukker det over sin Lod og sin Ufuldkommenhed; hvis det sammenligner sig med visse Dyr, begræder det sit Livs Korthed. Da Theofrast laa for Døden skal han have anklaget Naturen fordi den havde givet Hjorte og Vagtler et langt Liv - for de var jo ligeglade, og ladet Menneskene leve saa kort, selv om Livet betød saa meget for dem. Men naar Mennesket tænker paa Orme og Insekter, saa kror det sig og betragter sig selv som et yderst fuldkomment Væsen. Det er tilsyneladende Fluernes Lod at blive født om Sommeren for kort efter at dø af Kulde eller for Menneskehaand. Hvis de paa den anden Side sammeligner sig selv med Orme eller Muldvarpe eller med de Smaadyr som efter Aristoteles kun lever én Dag, saa at den der dør i sin ottende Time opnaar høj Alder, ja saa vilde de mene at deres Levetid var lang; de vilde tro at hele Verden var skabt for deres Skyld paa Grund af deres fremragende Skønhed, og de vilde være ved at revne af Vigtighed. I selve de levende Væseners Forskellighed er der - ligesom i Landskabernes afvekslende Udseende og Natur - en Skønhed som pryder Skaberværket og bevæger og undrer Betragteren. Hvordan det end er med Menneskets Lod, som Bayle afmaler med saa dystre Farver, saa er det sikkert at næsten ingen ønsker sig Døden. Jeg kendte engang nogle fattige gamle Koner, som var ødelagt af Sygdom og Alderdom, men som alligevel rystede af Skræk hvis man 216
nævnte Døden. Naar jeg tænker paa dette undrer det mig at Bayles Paastand om de to Principper har kunnet skabe saa stor Opstandelse. For det at de skabte Ting har forskellig Skæbne beviser ingenting - hvis man da ikke vil paastaa at Fluer og Bly maa udledes af det ondes Princip, fordi de er ringere end henholdsvis Løver og Guld. Herpaa kan man paa en Maade anvende et vittigt Svar, som en Præst engang gav. Der var i hans Menighed en pukkelrygget Mand. Da han hørte Præsten paastaa at alt hvad Gud havde skabt var godt, sagde han til ham idet han steg ned af Prædikestolen: »Se den Pukkel jeg er født med; saa maa du indrømme at ikke alt hvad Gud har skabt er godt.« Præsten svarede: »Du er saamænd ganske velskabt, af en pukkelrygget at være.« Det var bare en Spøg, men det var nu ikke helt tosset, for hvis alle Mennesker havde været født pukkelryggede, saa havde det ikke gjort noget Skaar i Guds Godhed. Gud har skabt nogle Dyr til at svømme, fordi det har været hans Vilje at de skulde bo i Vandet, andre til at flyve, fordi det har været hans Vilje at de skulde nyde Livet under den fri Himmel; han har skabt nogle til at krybe, andre til at gaa, af disse sidste har han skabt nogle til at gaa hver for sig, andre til at gaa i Flok. Nogle har han skabt til Vilddyr, andre til Tamdyr, nogle til at leve i Skjul, dækket af Jorden. Og hvert eneste Dyr er fuldkomment i sin Art. Jeg maa dog indrømme at Menneskene kunde have været skabt mere fuldkomne; jeg indrømmer ogsaa at de kunde have været skabt syndefri; jeg indrømmer endelig at Gud i sin Naade kunde sørge for at de ikke overtraadte hans Bud. Men hvis de havde været skabt syndefri, saa havde de enten været Engle eller Robotter; og hvis Gud ved hele Tiden at gribe ind hindrede dem i at overtræde Loven, saa vilde han ophøre med at være Lovgiver og ophøre med at være Dommer; for at give en Lov og samtidig i sin Almagt hindre Mennesket i at overtræde den, det vilde være en Selvmodsigelse. Hvad angaar Straffen over de ugudelige, saa kan man simpelthen svare med Leclerc: Gud vil ikke 217 gøre noget som strider mod hans Retfærdighed og Godhed, og enhver Dommer kan, uden at blive mindre retfærdig og sandhedskærlig af den Grund, indskrænke sine Trusler og formindske sine Straffe. Det er noget helt andet med Belønninger. Naar man én Gang har givet Løfte om dem, skal de betales til sidste Jante.

Enhver ved med hvilken til Vanvid grænsende Hidsighed denne Paastand er blevet drøftet. Man undrer sig over at Mænd som ellers nok kunde beherske sig og som hidtil havde holdt sig pænt tilbage brugte Mund mod hinanden uden at tænke paa de Formaninger de selv havde givet. Men de blev drevet frem af de samme Motivationer som i sin Tid Pompejus og Cæsar, hvoraf den ene ikke kunde taale nogen ved Siden af sig, den anden ikke nogen over sig. Bayle og Leclerc blev saa at sige den gamle lærde Verdens sidste Helte. Leclerc var den lærdeste, Bayle den skarpsindigste. Begge skrev enorme Folianter. Leclercs var præget af de største Kundskaber, for han var velbevandret baade i Bibelsprogene og de verdslige Sprog; men Bayles var præget af større Stilsikkerhed. Man skulde tro at Bayle havde levet hele sit Liv ved fyrstelige Hoffer, saadan lyser hans Stil af Elegance; og der er ikke mindste Lugt af det Skolestøv han er vokset op i. Jeg kalder dem den gamle lærde Verdens sidste Slagsbrødre. For selv om vor Tid ikke er saa udlevet at den ikke kan fremvise geniale og grundlærde Mænd, saa kan dog ingen nægte at det er gaaet tilbage for Videnskaben, naar man tænker paa de vældige Genier der levede i forrige Generation.

Nu er i den senile Krop
al Energi og Kraft brugt op.

Om Aarsagen til denne Tilbagegang har jeg skrevet i mit første Brev. Det er der ingen Grund til at gentage. Jeg vil bare sige at vor Tids Videnskabsmænd nok ikke faar den Virak og de Belønninger som det forrige Slægtleds Lærde nød. De maa snarere frygte at komme til at dele Skæbne med Digteren Eumolpus, som blev bombarderet med Sten 218 da han læste sine Digte højt. Saa kan de klage med ham: »Vi mærker med hvilket Bifald vores Geni bliver belønnet.«

Hvis der Mæcener var i vore Tider,
saa fremstod straks Vergiler og Ovider.

Det er Hovedaarsagen til Tilbagegangen. Andre tilføjer flere Aarsager. Selv mener jeg at den litterære Virksomhed i høj Grad lider under den strenge Bogcensur, som gør at der ikke udkommer andet end hvad der er slapt, selvudslettende, krybende, kraftesløst, aandsfortærende og oldingeagtigt. Paa Grund af Censorernes Frygtsomhed eller Uvidenhed eller deres elendige Smag bliver tit de allerbedste Bøger undertrykt eller de allermest værdifulde Betragtninger strøget. Derfor mener Forfatterne at det er fornuftigere at lade deres Aandsfostre blive kvalt i Fødslen eller henligge som Føde for Orme end at overlade dem til Censorernes Tortur. Hvis nogen skulde være i Tvivl om denne Censurs Virkning, saa skal han bare sammenligne de Bøger som har været igennem Pølsemaskinen med Bøger som er trykt uden Censur - saa vil han se hvor stor Forskel der er paa Skidt og Kanel. Det Imprimatur som man plejer at sætte foran i Bøger har omtrent samme Betydning som hvis Censor vilde sige: »Denne Bog indeholder ikke andet end Gas, Banaliteter og Ting der er sagt saa mange Gange før at det er til at brække sig over«, eller: »Dette Værk maa trykkes, da det ikke indeholder andet end nogle lokale Sandheder eller Meninger som er godkendt her i Landet«. Man indvender ganske vist at der findes nogle helt vilde Forfattere som maa holdes paa Plads med den Slags Lænker. Men af to Onder maa man vælge det mindste; og den Nytte man har af denne Forsigtighedsforanstaltning er ubetydelig sammenlignet med de Gener den medfører. Her i Norden findes der lysende Begavelser; men saa vidt jeg kan se kan de ikke komme til deres fulde Udfoldelse før denne Hindring bliver fjernet, og før de sidste Rester af den gamle gotiske Surdejg 219 bliver udrenset. Jo større Kultur et Folk har, jo mere Frihed giver det sine Forfattere. Virkningen af dette kan man se i Frankrig, hvor der paa Ludvig den Fjortendes Tid opstod Historikere, Talere, Filosoffer og Digtere, hvis Værker vor Tids Forfattere beundrer, men slet ikke er i Stand til at efterligne. Da Trykkefriheden blev indskrænket ved haarde Love, og Talerne, Digterne, ja selv Komedieforfatterne kom under en strengere Censur, da

blev hvert Digter-Indfald plat,
Sangen toned hæst og mat.

Nu da Sverige har faaet Fred er de svenske Forfattere begyndt at rejse Hovedet. Men selv om man vilde sætte alle Sejl til, som man siger, saa tror jeg ikke paa nogen større Fremgang saa længe den gamle Censur bliver ved med at lægge Baand paa Aandslivet. At der ikke maa skrives noget som strider imod Religion og Moral, det er efter min Mening en nødvendig Sikkerhedsforanstaltning; men Censorerne udvider den i én Uendelighed; de leder efter Majestætsfornærmelser i Kogebøger og slaar bagud hver Gang de ser noget uvant eller noget der ikke er helt fortærsket. Gid Censuren kun gik frem efter denne ene Regel: »Det paahviler Censorerne at have Indseende med at den litterære Verden ikke ved Udgivelsen af banale, pøbelagtige eller plagierende Skrifter bliver nedsat i det almindelige Omdømme«. Saadan en Regel vilde have den Virkning at der vilde udkomme faa, men udmærkede Skrifter, som vort Aarhundrede kunde være bekendt, i Stedet for de Aarstalstabeller og den tilsvinede Makulatur som litterære Proletarer bylter paa os, og som vi er ved at kvæles i.

Der er en Del Mennesker der mener at jeg nærer et intenst Had til Metafysikken. Det kommer af den saakaldte Lovtale jeg for nogle Aar siden holdt over denne Videnskab, og som man snarere ansaa for at være en Ligprædiken. Men ved Metafysik forstod jeg en Liste over Fagudtryk og subtile Distinktioner som Disputats 220
deltagere misbruger paa Katedrene for at faa deres Modstandere til at gaa i Vandet. Men hvis man tager Ordet Metafysik i en anden Betydning, saa mener jeg at det er et Fag som en Filosof nok kan være bekendt at beskæftige sig med. Selv læser jeg tit metafysiske Bøger, skønt jeg maa indrømme at jeg ikke har gjort ret store Fremskridt i den Videnskab. Jeg støder nemlig paa Mysterier som trods al anvendt Flid til evig Tid vil blive ved med at være Mysterier for mig. Men jeg er nok klar over at visse Teologer og Kristendomsfilosoffer ikke synes at det er en saa forfærdelig vanskelig Sag; for de definerer med største Sindsro Engles og Aanders Væsen. Derfor siger Tertullian: »En hvilken som helst kristen Haandværker kan finde Gud og vise andre ham«. Saa synes jeg Simonides var mere beskeden. Da Hiero, Tyrannen over Sicilien, engang befalede ham at beskrive Gud, forlangte han en Dag til at tænke sig om. Lidt efter bad han om to Dage, og da han flere Gange havde fordoblet Antallet af Dage undrede Hiero sig over det og spurgte ham om Grunden. »Jo,« sagde Simonides, »jo mere jeg spekulerer, jo mere vanskeligt synes jeg Spørgsmaalet er.« Det vilde være rart hvis Dyrkerne af det fornemste filosofiske Fag vilde efterligne den Beskedenhed og Forsigtighed som Newton udviser i Matematikken, det vil sige at de skulde afholde sig fra Demonstrationer a priori og lade være med at definere Sjælenes og Aandernes Natur. Gid de vilde holde op med at undersøge Aandernes Egenskaber og spekulere over hvordan Sjæle er formet, hvordan de fungerer, hvordan de opretholdes, om de forplantes ved Børneavl, hvordan de tænker naar de er uden for Legemet, hvordan de ser ud, om de er skabt saadan som Skoleeleverne ser dem i Orbis Pictus eller er udelelige, om de har Udstrækning, om de er tredimensionale og saa videre. Gid de vilde holde sig fra disse Spekulationer, som plager Sindet og som bevæger sig paa Omraader hvor vi famler i Blinde, og vilde holde sig til Kendsgerninger og konkrete Ting. Gid de vilde udtale sig mere beskedent om de mest indviklede 221 Sager, hvis Natur det ikke gavner Mennesker at efterforske, og som Menneskehjerner ikke kan fatte. De skulde hellere med Digteren sige:

Hvis ikke mit Tøj, som har Snavs i hver Fold,
forhindred mig i det,
saa kunde jeg vist paa langt nærmere Hold
paa Guderne titte.

Virkningen af denne Forsigtighed vilde være at vi vilde faa i det mindste nogle faa visse Ting i Stedet for en uendelig Mængde af uvisse.

Hvis du at gøre ukendt kendt
ved Tankens Hjælp tør haabe,
gør du paa en intelligent
Manér dig selv til Taabe.

Den polemiske eller systematiske Teologi har jeg givet mig saa lidt af med, at jeg nok vilde dumpe hvis jeg indstillede mig til teologisk Embedseksamen. Paa den anden Side har jeg et grundigt Kendskab til Jødefolkets og Kristendommens Historie, og jeg har med største Omhu sat mig ind i Kristentroens Grundsætninger. Desuden har jeg, ud fra den Overbevisning at det er et Menneskes Pligt at undersøge alt, læst skiftevis ortodokse og kætterske Bøger. Alt hvad England i vor Tid har udspyet imod Religionen har jeg gennemlæst. Men den Uro som Toland, Collins, Tindal, Woolston og Moralfilosoffen (the moral Philosopher) har fremkaldt i mit Sind, har andre, som kæmper energisk for Troen, haft Held til at faa Bugt med. Baade det mest kristelige og det mest ukristelige man kan forestille sig kommer nu til Dags hertil over Havet fra England. I Sammenligning med Woolston virker Hobbes og Spinoza sobre og tilbageholdende, saa groft og frækt raser han mod Religionen. At man læser den Slags Bøger bliver normalt lagt én til Last, fordi det er et Tegn paa at man render efter alt nyt; men det er ogsaa et Tegn paa at man har Omsorg for sin Sjæl og er bekymret for sin 222
Frelse. Vi berømmer dem der gennemgaar alle mulige Anstrengelser og Farer for at opdage ét eller andet ukendt Land; men vi misbilliger dem der i Bekymring for hvordan Tilstanden efter Døden er udforsker alle Veje og besejler alle Have for at naa til Havns i det forjættede Land. De fleste bliver, som Cicero siger, som af en Storm blæst hen i én eller anden Overbevisning, og saa bliver de hængende ved den som et Albueskæl paa en Klippeside. Den Slags Mennesker plejer man at lovprise; tit bliver de regnet for Helgener. Men den Lovprisning bliver ydet som Løn for Dvaskhed, Sløseri og Slaphed; for et Menneske som ikke synes det er Umagen værd omhyggeligt at udforske Vejen til den evige Lyksalighed, han er ikke meget andet end et Dyr. Men hvem kan gøre dette naar han bliver ved med at hænge i det samme Dynd? Og hvordan kan man kalde dem for troende som aldrig undersøger det de tror paa? Man kan bedre undskylde en Kætter som har gennemtænkt det hele end en troende som ikke har gjort det. Den der har den rette Tro uden at have tænkt Sagerne igennem og uden nogen Sinde at have tvivlet, han tror ved en Tilfældighed; og han kan kun haabe paa at faa Naaden ved en Tilfældighed. Men den der anspænder alle sine Sanser, vender hver Sten og prøver alle Vidnesbyrd for at finde frem til Sandheden, hans Forsøg er dog prisværdigt, selv om han ikke finder Sandheden; og han kan vente sig en mild Dom af den høje himmelske Dommer, som dømmer helt anderledes end Menneskene. Heraf kan man se hvor uretfærdigt vi bærer os ad naar vi fordømmer dem som omhyggeligt eftersøger Sandheden, det vil sige dem som ved at sammenholde slette og gode Bøger prøver paa at faa Sandheden frem. For Undersøgelse er Søgen efter Erkendelse, og Undersøgelsens Maal er at finde Sandheden. Da den logiske Tænkning fører fra det erkendte til det uerkendte, siger Cicero, saa kan jeg ikke forstaa hvordan det gaar til at de fleste hellere vil gaa galt i Byen og stædigt forsvare den Opfattelse de én Gang har forelsket sig i, end finde ud af hvad der med størst 223 Sikkerhed lader sig fastholde. Med dette for Øje afstaar jeg ikke fra at læse Bøger der angriber Religionen; og jeg har den største Respekt for dem som finder en Løsning paa Problemerne. Jeg er yderst tolerant over for dem der tager fejl; de eneste jeg ikke tolererer er de intolerante. Der er tre Religionsprincipper som jeg har bidt mig fast i: For det første ikke at tro paa noget som strider mod Sanserne og de almindelige Begreber, for det andet ikke at give min Tilslutning til noget Dogme som er i Modstrid med den Tro jeg bekender mig til, og for det tredje at forkaste alt hvad der strider imod Guds Egenskaber. Derfor vilde Dogmet om Transsubstantiationen være nok til at holde mig væk fra den katolske Nadver i al Evighed; for jeg hverken kan eller bør nægte at stole paa mine egne Øjne og Sanser. Hvis man giver Slip paa de almindelige Begreber bliver alt jo flydende, vagt og ubestemt. Derfor holder jeg mig paa tre Skridts Afstand af Læren om Intolerance, som de første Reformatorer bebrejdede Katolikkerne, fordi den ødelægger Grundlaget for den protestantiske Religion. Derfor faar jeg ogsaa Kuldegysninger over Dogmet om den absolutte Forudbestemmelse - det ser jo ud til at gøre Gud til Syndens Ophavsmand. Jeg er heller ikke enig med dem der uden Forskel fordømmer alle Hedninger, og som sender Sokrates, Epiktet, Aristides og andre fremragende Mænd lige lukt til Helvede. Jeg vil ikke have noget som helst at gøre med dem der tænker sig Gud. Dyrkelsen af en streng og umild Gud overlader saadan. Jeg tror paa en Gud som er algod og en Ven af Menneskeheden jeg til andre. Ud fra den samme Betragtning ligger jeg i evig Strid med dem der præker mod uskyldige Fornøjelser, siger at man bør hænge med Hovedet og betragter servil Frygtsomhed som en kristen Dyd. For hvad andet er det end at lave en god og mild Fader om til en streng og haard Herre og at skabe en evigt tordnende Jupiter eller en manikæisk Gud.

I Definitionen af Fromhed er jeg uenig med dem der kalder den en Frygt for Gud; jeg kalder den en 224 Kærlighed til Gud forbundet med Ærbødighed. Følgen af denne forkerte Definition er at man ofte forveksler Mavesurhed med Fromhed. Efter min Mening skal Gud dyrkes med sønlig Kærlighed, ikke med slaveagtig Frygt. Desuden synes jeg disse Menneskers Strenghed er malplaceret; for de gør det vanskeligere at være kristen paa en Tid hvor saa mange nye Himmelstormere gør Oprør mod Religionen, tordner løs imod Gejstligheden, prøver at underminere Troen og erobre Himlen. Denne urolige Tilstand kræver snarere Tilbageholdenhed end Strenghed. En saadan klog Tilbageholdenhed udviser den engelske Gejstlighed, og med et saadant Skjold afviser den Fjendens Angreb.

Søg ej at dæmpe ned den vilde Bakkantinde,
thi derved vil du kun end mer ophidse hende.

Jeg beder kun sjældent; for efter min Mening skal man ikke saa meget dyrke Gud ved Bønner som ved Handlinger, ved at lyde hans Bud og forbedre sin egen Maade at leve paa. Man ser Folk der beder hver Dag og synder hver Dag - det ser faktisk ud til at de fleste beder saa flittigt for at kunne synde ustraffet, eller synder saa flittigt for at kunne bede saa meget inderligere. Jeg taler ikke om Hyklerne, for deres Andægtighed er let nok at forstaa, men om den mekaniske Andægtighed hos dem der har afsat bestemte Tider til at bede og bestemte Tider til at synde. Dette har jeg længe ikke kunnet forstaa; for jeg saa at Antallet af Bønner og Salmer fordobledes sammen med Antallet af Synder, og at de to Fænomener saa at sige gik i Takt. Men nu er jeg endelig trængt til Bunds i Mysteriet, da jeg saa at nogle betragtede denne mundtlige Gudsdyrkelse som en Slags Godtgørelse de ydede Gud, eller som en Afregning med ham. Det er jo ikke særlig besværligt at bevæge Læberne, men et haardt Arbejde at tvinge sine Laster og Lyster; og saa vælger de det letteste i den Tro at man paa den Maade kan gøre sin Kristenpligt saadan saa som saa. Men saa risikerer de ganske vist 225 ogsaa at Gud kun gengælder deres Dyrkelse saadan saa som saa. Det er bedre at tie helt stille end at bede om Tilgivelse for Synder som man har tænkt sig snart at begaa igen. Derfor sagde Bion engang da han under et Stormvejr der truede hans Skib med Forlis fik Øje paa nogle Sømænd der bad indtrængende: »Ti stille, saa Gud ikke kan høre I er her.«

Det er hvad jeg kan bebrejde andre og andre mig. Om de Principper jeg har fremsat er kætterske eller ej, det maa De og andre afgøre. Hvis det er et Kætteri, er det mit eneste. For i de fundamentale Trosartikler afviger jeg ikke det mindste fra den rette Kirkes Lære. Hvis jeg gjorde det vilde jeg sige det lige ud; for jeg synes ikke der er noget der er hæsligere og et Menneske og en Kristen mere uværdigt end Hykleri. De Anfægtelser der er opstaaet ved Læsning af forbudte Bøger betror jeg kun mine Venner; og ved deres Hjælp lykkedes det mig at overvinde de fleste Vanskeligheder. Men Livet er kort, og

længe er det siden jeg var ung;
Haaret graaner, Gangen vorder tung -

saa jeg synes nok det er Umagen værd at undersøge det hele til Bunds og at udforske selve Aabenbaringens Grundlag. Jeg er nok klar over at man gerne er ude efter dem der følger denne fromme Fremgangsmaade; men da Guds Domme er mere retfærdige end Menneskers, haaber jeg at denne Forskning, som udelukkende har sin Grund i min Bekymring og Omhu for det tilkommende, ikke vil blive taget unaadigt op af den himmelske Dommer. Jeg synes det er Synd for England, og jeg kan ikke lide den hæmningsløse Frækhed man dér angriber Aabenbaringen med, især da det ser ud til at Ondet breder sig fra Dag til Dag. Men jeg synes det er endnu mere Synd for Spanien, Italien og de andre Lande hvor Religionsfriheden indskrænkes og Tanken lægges i Lænker, hvad der fører til at de almindeligt antagne Dogmer bliver gjort suspekte, og en skjult og derfor saa meget mere frygtelig Ateisme 226 trænger sig ind i Sindene. I Spanien for Eksempel, hvor der tilsyneladende er lige saa mange Helgener som Mennesker, ser flere ud til at være kristne; i England er der maaske flere der i Virkeligheden er det. Englænderne spytter nemlig ud med hvad de har paa Hjerte, for de synes det er foragteligt at tænke ét og sige noget andet; men de andre hykler for Gud, enten det saa er fordi de er bange for at blive straffet eller de haaber at opnaa noget ved det, og de udbreder ofte med Ild og Sværd den Religion de paa Bunden ikke kan fordrage. Forestil Dem hvordan de to Folkeslag vil tage sig ud i Guds Øjne - han trænger jo ind i Hjertets lønligste Kroge. Lad paa Dommedag de Mennesker møde for Domstolen som af et fromt Hjerte har forsket i den hellige Skrift, men som paa Grund af deres svage Dømmekraft er kommet til de forkerte Resultater; og lad saa ogsaa de Mennesker møde som enten ikke har gidet tænke over dette vigtige Problem, eller som i deres inderste Hjerte griner ad den Religion som de officielt bekender sig til og

med himmelvendte Øjne og gudelige Ord
vil hykle en Fromhed som ej i Hjertet bor.

Som sagt, lad dem fremstaa for Guds Domstol. Saa er det ikke svært at gætte hvad Dommen bliver,

naar fra sin Stjerneborg paa Menneskenes Færd
den høje Dommer ser, og dømmer hver især.

Man kan se mange Eksempler paa hyklet Fromhed i Spanien, hvor denne hæslige Forstillelse gaar i Arv fra Forældre til Børn, og hvor man har afsløret Præster, Biskopper og selv Forhørsdommere som hemmelige Tilhængere af den mosaiske Tro.

Jeg har bestemt ikke noget imod dem som ønsker at blive frelst; men jeg kan ikke fordrage dem der udadtil hos andre angriber det som de i deres inderste Sind finder rigtigt, eller som offentligt gaar ind for hvad de griner ad naar de er for sig selv. Det første er at fejle, og det er kun 227
menneskeligt; men det andet er aabenlyst at gøre Grin med Vorherre, og det kræver Straf. For at det ikke skal se ud som om jeg aabenlyst tager Kætterne i Forsvar, skelner jeg mellem dem der tager fejl i ond Tro og dem der gør det i god Tro. De første fordømmer jeg (for saa vidt som de i det hele taget eksisterer); de sidste har jeg Medlidenhed med, undtagen hvis de gør Propaganda for deres Fejltagelser, for saa maa man straffe dem for at have forstyrret den offentlige Ro og Orden. Kun fra det Synspunkt kan Intolerance undskyldes; for alt hvad der bringer Samfundsordenen i Ulave maa Samfundet undertrykke med sine Love. Derfor straffer Staternes Regeringer med Rette Mord, Røveri, Tyveri og lignende Forbrydelser, mens andre Fejl som Gerrighed, Utaknemmelighed, Graadighed, Ødselhed og gale Overbevisninger ikke bliver bragt for Retten hos dem, men kun sorterer under den guddommelige Domstol. Den hellige Skrift viser ogsaa at der før i Tiden har været Dødsstraf for at dyrke Afgudsbilleder. Men det var det jødiske Samfunds teokratiske Styreform der medførte dette; for at dyrke Hedningernes Guder var det samme som at gøre Oprør mod Gud, Jødefolkets Konge. At dyrke fremmede Guder var derfor for dem det samme som at forkaste deres eget Samfunds Øvrighed, hvad der uvægerlig maatte føre til Samfundets Ødelæggelse. Derfor blev der ogsaa tit slaaet haardt ned paa mindre Forbrydelser, mens de større gik fri for Straf, hvis de var mere af teoretisk end praktisk Art. Derfor tolererede man Saddukæerne, som ikke troede paa Opstandelsen og paa Tilstedeværelsen af Aander, mens andre fik Dødsstraf for den mindste Forsømmelse af Ceremonierne. Man ser heraf hvem det er jeg ikke synes man bør vise Tolerance overfor; det er nemlig udelukkende dem som er Tilhængere af Ideer der er vendt imod Statsmagten. Man bør ikke vise Tolerance over for Katolikker, for de er selv intolerante og søger baade ved Magt og List at udbrede deres Lære. Og man bør ikke vise Tolerance over for Religionsfanatikere, for de nægter 228 at aflægge Lydighedsed og kaster et Samvittighedens Slør over deres Obsternasighed.

Matematikken har jeg ikke givet mig af med. Men jeg har interesseret mig meget for Himmellegemernes Fysik og har læst alt hvad der er skrevet om dette Emne, for saa vidt som jeg kunde kapere det. Jeg er i Tvivl om hvorvidt det er Newtons eller Descartes' Teorier der er de rigtige, saa jeg har ikke sluttet mig til nogen af dem. Dog kan jeg ikke faa Descartes' Hvirvler ud af Hovedet; hans Hvirvelteori er jo saa let at selv Børn og gamle Kællinger kan indse at Solens Omdrejning nødvendigvis maa faa en saadan Virkning. De uvidende og ulærde betragter derimod Newtons Tiltrækningskraft som én eller anden Form for magisk Kraft og har svært ved at begribe hvordan Solen, der udsender saa mange Ildstrømme, samtidig kan tiltrække Planeterne, da det jo er naturstridigt at kunne puste og suge ind paa én Gang. Da Descartes' Teori er mere sandsynlig og meget lettere at forstaa, og da vi ikke kan finde mere sandsynlige Aarsager til Planeternes Cirkelgang, saa mener jeg at vi skal holde fast ved denne Teori. Hvis der saa viser sig Fænomener som synes at modbevise den, som for Eksempel Kometernes elliptiske Baner, saa maa det henføres til andre Aarsager som vi ikke har fundet frem til, eller til særlige Egenskaber ved Kometerne. Jeg vil ikke udtale mig mere om dette Emne, for det er jeg ikke kompetent til. Kun dette ene: Kometernes Anomali strider ikke mindre mod Newtons System end mod Descartes' Hvirvelteori. Hvis man nemlig spørger hvorfor Kometerne bevæger sig ligeud, mens de andre Himmellegemer roterer i en Cirkelbevægelse omkring Solen, saa kan man drille Newtonianerne med et lige saa vanskeligt Spørgsmaal, nemlig: Hvordan kan en Komet, naar den er kommet i Nærheden af Solen, igen fjerne sig og gaa tilbage ad samme Vej? For hvis Solen tiltrækker Himmellegemerne, saa vil den, hvis en Komet kommer i Nærheden af den, helt optage denne i sig paa Grund af Tiltrækningskraften. Newton har imidlertid forudset 229 Indvendingerne mod Tyngdeloven og lader det derfor staa enhver frit om man vil kalde det Tiltrækning eller Frastødning. Men det ændrer jo ikke selve Sagen. Man maa beundre denne højt begavede Mands Beskedenhed; for selv om han havde en saa uendelig dyb Indsigt, indrømmede han dog at der findes Mysterier som den menneskelige Forstand ikke kan trænge til Bunds i. Eftertidens Matematikere har øst af Newtons Kilder naar de skulde vande deres egne Haver, mens mange af Descartes' Tanker er blevet forældede.

Kvæstorembedets Pligtarbejder afbryder mig ofte i de Studier som mine naturlige Tilbøjeligheder driver mig til. Jeg maa nemlig tit tilbringe hele Dagen med kedsommelige Sager, at underskrive Embedsskrivelser, føre Regnskaber og skrive et Væld af ganske ulitterære Breve. Desuden tager mit Gods ogsaa en Del af min Tid. Som De ved købte jeg for nogle Aar siden en Gaard paa Sjælland ved Navn Brorup. Jeg bliver plaget med evigt Vrøvl fra Bønder og Naboer. Dette distraherer mig dog mere end det egentlig lægger Beslag paa min Opmærksomhed. Jeg passer godt paa ikke at blive rodet ind i de Retssager som følger med Godsejerværdigheden. Hvis der opstaar Stridigheder, prøver jeg paa at bilægge dem i Mindelighed; men man kommer ikke langt ved at optræde paa den Maade paa Landet. De landlige Forhold kræver at man omstiller sig til en anden Livsform og en anden Væremaade. I Byen lever jeg en intellektuels enkle, ubekymrede Tilværelse; men naar jeg tager paa Landet er jeg forberedt paa Slagsmaal. Filosofi og Moral deponerer jeg i Acciseboden uden for Vesterport, indtil jeg kommer tilbage. Paa den Maade har jeg i hele min Tid som Godsejer ført et Dobbeltliv, som intellektuel i Byen og som kampberedt Krigsmand paa Landet. I Byen bekæmper jeg mine Modstandere med Ord, paa Landet med grovere Midler. Jeg prøvede ganske vist i Begyndelsen at undgaa Ballade ved at optræde høfligt og venligt og at tigge mig til Fred; men Erfaringen lærte mig snart at det kun irriterede 230 Bønderne, saa nu tager jeg hellere Juraen end Filosofien til Hjælp i min landlige Tilværelse. Mine Naboer troede jeg altid sad dybt begravet i Bøgerne og at de uden Fare kunde genere mig og gøre Nar af mig op i mit aabne Ansigt. De prøvede derfor ved Smigren, Trusler og andre Fif, som Folk paa Landet er Mestre i, at finde ud af hvordan jeg var, og hvor stor Taalmodighed de kunde vente sig fra min Kant; men da de saa at jeg ikke fandt mig i hvad som helst, men passede paa mine Sager, saa sluttede de først Vaabenstilstand og snart efter Fred. Som Landmand har man mange Oplevelser som nok kan tage Modet fra én, og man faar Gang paa Gang ubehagelige Meddelelser, som for Eksempel at

Studen for Ploven er segnet, af Sygdom er Gederne døde,
Misvækst tilintetgør éns Haab om Godaar og Grøde.

Men samtidig har man mange Glæder og Fornøjelser ud af det; for efter min Mening er der intet der er morsommere, mere agtværdigt og mere passende for en intellektuel end Landbrug. Og desuden kan jeg bedre lide Bøndernes Vittigheder og deres uforstilte Snakkeri end de lærdes velfriserede Taler. Alting var i Forfald da jeg blev Ejer af denne Gaard; men efterhaanden kom der Orden i Roderiet, det forfaldne blev genopbygget, og nu blomstrer alting saa det er lige til at blive misundelig over. Hver Gang jeg tænker paa dette og sammenligner Tingenes nuværende Tilstand med den forrige, bliver jeg gennemstrømmet af Glæde. Jeg er glad over at jeg paa en vis Maade har gjort min Pligt som god Borger, at jeg midt i denne Mængde af Nedbrydere der lader deres Ejendomme forfalde og alt blive ødelagt har faaet Skik paa en grov, uformelig Masse og har forbedret Levevilkaarene for Bønderne, der før i Tiden maatte slide og slæbe uden at faa noget ud af det.

Jeg føler nu for Alvor de Ubehageligheder som plejer at ledsage Alderdommen. Før var jeg fuld af Gaapaamod, 231
nu er jeg blevet ængstelig. Det jeg tidligere gerne gav mig af med, undgaar jeg nu. Før var jeg selskabeligt anlagt, nu vil jeg helst være alene. Før var jeg fuld af Humør, nu er jeg gnaven, lige som mit før saa glatte Ansigt nu er blevet rynket. Hvad jeg før var glad for kan jeg nu ikke fordrage; før kunde jeg blive helt betaget af god Musik; nu lader selv den dejligste Koncert mig kold. Og hvad der er det sikreste Tegn paa at Alderdommen nærmer sig, jeg foretrækker nu Smaasludder frem for lærde Forelæsninger. Hvis nogen begynder at snakke om de allervigtigste Ting, som for Eksempel om Krigen mellem Tyrkerne og Perserne, om Tripelalliancen, om den pragmatiske Sanktion, om Kejser- eller Pavevalget og andet af den Slags som før fik mig til at spidse Øren, saa gaber jeg og hører i Stedet efter dem der snakker om Hverdagsting som Nabostridigheder, Nedkomster, Forlovelser, Bryllupper, Tab af Jomfrudom og saa videre. Som et helt sikkert Alderdomstegn har mine Venner lagt Mærke til at jeg i høj Grad lader mig gaa paa af ubehagelige Nyheder, Tab, og Trusler fra mine Fjender, og at jeg hver Gang jeg kommer ud for noget jeg ikke er vant til kommer til at ryste over hele Kroppen som om jeg havde set et Spøgelse. Denne Fejl er der ogsaa nogle der har bemærket hos mig i min Ungdom og min bedste Alder; derfor mente de at det var en Tilsnigelse at jeg kaldte mig Filosof. Jeg maa indrømme at jeg aldrig har vist mig som Filosof i det praktiske Liv. Jeg har ogsaa aabent og ærligt sagt at jeg er tilbøjelig til at blive vred, at fare op og andet som man ikke bør gøre. Vanen, som ellers plejer at give Folk haard Hud paa Sjælen, har ikke gjort mig stærk nok til at modstaa alle Skæbnens eller Naturens Angreb. Men jeg er nok klar over at man ved Filosofiens Hjælp kan afværge baade Smertens Stik og Skæbnens Lyn, og lære at regne dem for ingenting. Derfor læser jeg tit Filosoffernes Bøger; jeg ser at hver Side vrimler af Argumenter og Fornuftgrunde; jeg ser saa vældige Mængder af Eksempler at der simpelthen ikke kan dynges flere oveni - og dog er 232 jeg ved alt det Læseri ikke kommet saa vidt at jeg kan holde pludselige Raserianfald nede.

Der er ganske vist nogle Filosoffer der siger: Hvad man kan holde op med kan man ogsaa lade være med at begynde paa. Men man har ingen Kontrol over sine umiddelbare Reaktioner; og ingen kan undgaa at tabe Fatningen naar der sker uventede Ting.

Thi ræddes kan enhver, den vise Mand som Taaben;
for Rædslens første Stød hver Hjerte-dør staar aaben.
Dog rammer den ej éns: den slaar den vise Mand,
men nedslaar Taaben, at han ej sig rejse kan.

Derfor kan det ikke nytte at prale af at man er flegmatisk og at bilde sig ind at man kan rive alle Følelser ud af sit Sind; for vi Mennesker er nu engang ikke lavet af Stok og Sten. Det første Lidenskabsudbrud overvælder selv de mest filosofiske Gemytter, især hvis det kommer bag paa én; men hvis man paa Forhaand tænker over hvilke Ulykker der kan ramme én, virker de ikke saa slemt naar de indtræffer. Derfor siger Digteren:

Den Sorg jeg ikke har forudset
skal ikke finde mig uberedt.

Ingen kan altsaa hindre Lidenskaberne i at opstaa, saa man maa undskylde de Mennesker hvis Væsker ved en pludselig Ophidselse sætter en Gæring i Gang i Kroppen. Naar disse Væsker plager mig, mærker jeg Gæringens Kraft og mit Sind kan ikke blive roligt før Blodet holder op med at bruse efter det første Anfald, og de spredte Stumper af min splittede Sjæl tvinges paa Plads igen. Det nytter ikke at prøve paa at slaa en Feber ned ved at læse Sokrates eller Cicero eller Seneca. Men naar Stormen har raset ud og Smerten ikke er saa slem mere, saa hjælper de Midler der forhindrer Tilbagefald. Naar min hede Hjerne er ved at afkøles, og jeg er ved at blive til et Fornuftvæsen igen, saa ler jeg ad min egen Taabelighed og styrker mit Sind for at det ikke skal lade sig nedslaa af det Vanvid 233 det har været slaaet med. I dette Tilfælde har Filosofien Effekt, saa at jeg med Cicero kan sige: Lige som der findes mange Slags Modgift mod Slangegift, og lige som Udholdenhed og Flid hjælper mod Fattigdommens Ulykker og Skamfølelse og Blufærdighed mod Overdrivelser i det seksuelle, saaledes har vi som Gave fra Forsynet faaet Filosofien til Hjælp mod Smertens Stik. Det er en Mand nok at hindre Ondet i at faa Magt igen naar det er svækket; men man maa overlade det til Kvinderne at lade sig slaa ud af Sorg. Det er dette Digteren mener naar han siger:

Gaar Verden dig imod, saa band!
At hyle og at græde,
det passer ikke for en Mand.
Lad Kvinder Øjne væde!

I de foregaaende Breve har jeg aabent fortalt om mine aandelige Skavanker. Nogle af dem har Tiden nu faaet Bugt med; men til Gengæld er der stødt nye til med Alderen. Tiderne ændres og vi med dem; ofte dukker der en ny Skavank op naar man faar Has paa en gammel. Men stort set er jeg baade i Fortrin og Fejl den samme som jeg altid har været.

Jeg har sagt at jeg før var fuld af Gaapaamod, men nu er blevet ængstelig paa Grund af min Alder. Der er dog blevet nogle Rester tilbage af mit gamle Mod, og af og til viser de sig. Jeg forsvarer mig stadig tappert imod mine Fjenders Angreb. Jeg er kun bange for de hellige, som udfordrer mig mens de holder Troen op for sig som et Skjold. Bare jeg ser dem smider jeg skælvende Vaabnene fra mig og flygter hundeangst. Jeg ved af Erfaring hvor frygtelig de himmelske Hærskarers Vrede er, hvor vedholdende deres Had er, og hvor stort et Held de altid har i Krig.

Med Teologer jeg kun nødig diskuterer,
og falder én mig an, jeg angst kapitulerer.
234 En arrig Buldog mig indgyder mindre Skræk.
Jeg gir ham Ret i alt - og ser at komme væk.

Jeg har aldrig kunnet fordrage Hykleri, og jeg er stadig næsten for aabenhjertig. Alligevel er der nogle der mener at jeg har fedtet for Kvindekønnet i mine Skrifter. Hvis man undersøger hvad jeg har skrevet til Fordel for Kvinderne, saa vil det fremgaa at jeg ikke har spillet Rollen som Spytslikker, men som retfærdig Dommer og Forsvarer. Jeg har sagt at de fleste af de Fejl som paastaas at være særegne for Kvindekønnet, ikke er medfødte, men er en Følge af Undervisningen, og at Natur ofte forveksles med Opdragelse. Jeg har sagt at man vilde se de fleste Kvinder prydet med de gode mandlige Egenskaber, hvis de fra deres Barndom var blevet opdraget som Mænd. Jeg har sagt at de fleste af de Rettigheder, som Mændene regner for deres, mere bygger paa Konvention end paa Naturens Lov. Jeg har paavist at man bør lægge mere Vægt paa gode Egenskaber end paa Navne, og at Kvinderne ikke kun paa Grund af deres Køn bør udelukkes fra alle de Erhverv der kræver Hjerne. Man har jo set Eksempler paa at der findes gode Hoveder blandt dem, som baade kan klare deres egne Sager og beklæde offentlige Embeder. Jeg fedter altsaa ikke for Kvindekønnet, men jeg maaler begge Køn med samme Alen uden at diskriminere. Hvis jeg for Eksempel havde opdaget at en Søster bedre kunde holde paa en Hemmelighed end hendes Broder, saa vilde jeg fortælle hende og ikke ham om mine Planer; hvis jeg havde opdaget at hun var dygtigere i Forretningssager vilde jeg følge samme Fremgangsmaade. Og den der ganske upartisk giver enhver sit kan ikke siges at fedte for nogen. Det kan man snarere sige om dem der logrer for sig selv og for deres eget Køn og i Tale og Skrift forfølger og angriber de vaabenløse Kvinder. De fleste holder med den sejrende Part; og saa er man jo ogsaa paa den sikre Side. Jeg holder med de besejrede og underkuede; det er mere fair. Det er kun ud fra denne 235
Betragtning at jeg optræder som Beskytter for det andet Køn -paa anden Maade har jeg aldrig hengivet mig til det. Det kan mine ensomme Nætter og mit Ungkarleliv bære Vidnesbyrd om. Mine Venner prøver tit paa at faa mig til at gifte mig. Saa driller jeg dem ved snart at sige at jeg ikke er dygtig nok til Eksperimentalfysik, snart at jeg er ved at blive gammel. Jeg plejer at argumentere saaledes: Før jeg blev fyrre kunde jeg ikke forsørge en Kone, og siden den Tid har jeg ikke kunnet fornøje en Kone. Før var jeg bange for ikke at kunne faa nok i Gryden; nu er jeg bange for at faa mere end nok i Panden. Det er en ond Skæbne som jeg deler med de fleste af mine Landsmænd, som ikke er i Stand til at gifte sig før de bliver for gamle og nærmer sig Aldersgrænsen. Hvis jeg i min Alder skulde se mig om efter en Kone, saa skulde det ikke være for at jeg skulde gifte mig med hende, men for at hun skulde trække rundt med mig. Det er det Slør jeg plejer at kaste over min Ungkarletilværelse. Den egentlige Grund er nu nok at jeg er for kræsen og pernittengrynsk af mig. Jeg er bange for huslige Bekymringer og for andre Smaatterier som andre tager sig let, men som jeg ikke kan holde ud. Hvis jeg skulde gøre mine Hoser grønne, vilde jeg desuden aabent fortælle om alle mine Fejl og Mangler. Og selv om de for de flestes Vedkommende er ret ubetydelige, saa er der dog saa mange af dem at de vilde skræmme enhver Pige eller Kone fra at indgaa Ægteskab med mig. Det er ikke ret længe siden at der var en Kone der spurgte mig om jeg havde forpligtet mig til at leve i Cølibat i al Evighed. Jeg svarede at jeg ikke havde forpligtet mig, men at der var mangt og meget der bandt mig til Ungkarletilværelsen, og at desuden visse Forestillinger holdt mig fra at gifte mig, selv om jeg ellers skulde faa Lyst. Saa sagde hun: »De Ubehageligheder som følger med Ægteskabet bliver opvejet af uendelig mange Behageligheder. En god og dygtig Kone hjælper én over mange Fortrædeligheder og paatager sig helt eller delvis de huslige Bekymringer.« Saa gav hun sig til at udbrede sig om 236 Ægtestandens Herligheder, som er saa mange og saa vældige at de spreder alle Skyer og let faar alle Ubehageligheder til at forsvinde. Jeg svarede at en tresaarig Mand kun vilde faa Ægtestandens Kvaler at føle, men ingen af dens Glæder. Da hun saa bad mig fortælle hvad det var for Kvaler jeg var mest bange for, spurgte jeg hende om hun snorkede. Ja, sagde hun, hun snorkede slemt. »Bare den lille Ting,« sagde jeg, »vilde jeg regne for Skilsmissegrund.« Med disse Ord gik jeg, og hun var ved at revne af Grin.

Af disse Grunde lever jeg som Ungkarl; og det bliver jeg nok ved med, hvis jeg ellers faar Lov til at leve ret meget længere. Jeg planter Træer for at det i det mindste skal se ud til at jeg har bidraget lidt til Jordens Grøde. Jeg skriver ogsaa Bøger, da jeg ikke kan lave Børn, og gør paa den Maade en Del af min Pligt, da jeg ikke kan gøre den fuldt ud. Vi kan ikke allesammen klare det hele. Jeg priser den Borger der til Gavns kan udøve begge disse Pligter; for den ene skal gøres, det andet maa ikke forsømmes. Jeg har fortalt hvorfor jeg lever dette ensomme Liv, for at man skal holde op med at plage mig af den Grund. Der er ogsaa andet som mine Venner bebrejder mig; men hvis de kendte Grundene til det holdt de nok op med at være paa Nakken af mig. Saa vilde de indrømme at jeg som Regel gør hvad jeg gør efter moden Overvejelse, ikke af et tilfældigt Lune. Jeg strør om mig med Vittigheder og udgiver humoristiske Skrifter som en Medicin til Sindets Lægedom, naar jeg er deprimeret. Jeg spiser kun lidt, fordi en beskeden Levevis er det sundeste for mig. Jeg lever tilbagetrukkent og ser ikke mange Mennesker, fordi Ro er Næring og Lise for min Sjæl - jeg er aldrig mindre ensom end naar jeg er alene. Jeg har ingen Tjener, for saadan én betragter jeg som et husligt Onde og et ubekvemt Stykke Inventar. Jeg gaar til Fods for mit Helbreds Skyld, og endelig lever jeg som Ungkarl fordi jeg har paa Fornemmelsen at jeg ikke vilde kunne holde Ægteskabets Ubehageligheder ud. Den der faar sig en Kone har de 237 Besværligheder alle andre har, plus dem der plager hans Kone og øvrige Familie; hans Sind og Tanke kan jo ikke fjerne sig fra hende som han er forenet med ved Ægteskabets snærende Lænke.

De undrer Dem over at jeg, som holder saa meget af Ensomhed og Ro, hellere vil bo i Byen end paa Landet. Men det er netop min Trang til Ro der holder mig fast i Hovedstaden, hvor jeg lever som en Eneboer. I Landsbyer og Provinsbyer plages man af Klikevrøvl, ondsindet Sladder og andre Ubehageligheder, som ikke forekommer saa ofte i de store Byer. Dér er man nemlig saa optaget af sit eget at man ikke saa tit stikker Næsen i andres Sager. Paa Landet giver den megen Frihed Folk Stof til Stridigheder og indbyrdes Drillerier.

Let raadner Vandet jo,
naar det forbli'r i Ro.

Det har jeg oplevet i den Egn hvor min Gaard ligger; dér maa jeg leve endnu mere forsigtigt end i selve Hovedstaden.

Jeg har altid været en Forkæmper for Tolerance, og af den Grund er jeg blevet skældt ud af nogle alt for strenge Teologer. De hænger endnu stivsindet ved Intolerancens Principper, som selv mere moderate Katolikker nu er bange for aabenlyst at forsvare. De mistænker mig for at gaa i Brechen for visse af vor Tids Mennesker, som efter hvad man mener, i Hemmelighed forkaster de hellige Ceremonier. Men lige siden jeg kom til Skels Aar og Alder har jeg ment at Tolerance var en sand kristen Dyd, som var i Overensstemmelse med Jesu Lære og den evangeliske Tros Læresætninger. Det fremgaar af forskellige Formaninger der findes rundt om i mine Værker fra de sidste tyve Aar. At fravige dette Princip er intet mindre end at undergrave den protestantiske Tros Grundvold og at udsætte os selv for de Angreb vi i sin Tid rettede mod Katolikkerne. Desuden bliver Jesu Morallære, som selv Religionens bitreste Fjender kalder fremragende, og som 238 ingen vover saa meget som at mukke imod, urimelig og ringere end samtlige Filosoffers Lærdomme, hvis Skriftstedet compelle intrare - nød dem til at gaa ind - tages bogstaveligt.

Der er nogle der har fundet ét og andet frem i mine Skrifter som kan gøre Præsterne gale i Hovedet; og de mener derfor at jeg ikke er i Kridthuset hos Gejstligheden. Men dér tager de Fejl. For jeg viser Præsterne som Ordets Forkyndere al rimelig Ærbødighed. Hvis de er gode Mennesker synes jeg de har fortjent baade Ærbødighed og Kærlighed. Hvis de ikke er det, saa viser jeg dem alligevel Ærbødighed i det Ydre, fordi de beklæder et saa helligt Embede. Paa den Maade følger jeg en gammel Kones Eksempel. Da Præsten steg ned af Prædikestolen sagde hun til ham: »Tak for de fromme og reelle Leveregler De har givet os. Gud give at Deres Liv maa svare til Deres Lære!« Gott gebe Ihnen die Gnade, dass Sie Selbst darnach leben mögen. Jeg slutter mig heller ikke til dem der evindeligt skraaler mod Præsterne i den store Skuespillerstil og paastaar at deres Indtægter skal sættes ned. De skal efter min Mening have saa meget at de kan leve pænt og ordentligt af det. Man skal nemlig passe paa at de ikke paa Grund af Fattigdom skal blive til Grin som Tiggermunkene eller forfalde til ad anden Vej at skaffe sig Indtægter der er mindre hæderlige og ikke deres hellige Embede værdige. For hvis de bliver fattige og lever af Smuler fra andres Bord, kan de næppe yde hvad der skal ydes i deres Embede. - De Mennesker tager altsaa fejl der mener at jeg er Præstehader. Jeg undgaar bare dem som med Urette kalder sig hellige for at kunne skade ordentlige Mennesker paa deres gode Navn og Rygte. Men tilbage til Sagen.

Der er ogsaa nogle som bebrejder mig at jeg ikke har talt ærbødigt nok om Universiteterne og de lærde Selskaber. Det var især fordi det saa ud som om jeg, der jo selv er Universitetsmand, som en slet Fugl beklikkede min egen Rede. Men det er ikke om Studierne men om 239 Maaden at studere paa jeg strides med de andre Universitetslærere. I min Underjordiske Rejse henviser jeg Disputereøvelser til Cirkus. Jeg er Modstander af visse akademiske Ceremonier som Folk griner ad; jeg gør Nar af de intellektuelle Krumspring og de Studeringer uden Bund i Virkeligheden som er Hovedsagen ved visse Læreanstalter. Dog rammer denne Kritik ikke Videnskaben selv, men Videnskabsmændenes Fejl. Den viser snarere at jeg har virkelig Interesse og Respekt for Videnskaben; den antyder at jeg er ængstelig for at den skal blive til Grin og blive foragtet fordi Forskningen er kommet ind i en Blindgyde, og paa Grund af Ceremonierne, som næsten er Klovnforestillinger. Det er en alvorlig Indvending mod nogle af de akademiske Love at de stammer fra Middelalderen. Vi undrer os jo over denne Tidsalders Uvidenhed og kan ikke lade være med at le naar vi læser om dens Skikke, Ceremonier og Videnskabelighed. Alt syder og bobler; Katedre og Auditorier runger af dundrende Støj - og naar saa det hele er overstaaet er der ikke kommet noget som helst ud af det. Derfor har jeg tit ønsket mig en Forandring som var vor Tid værdig. Jeg kunde ønske mig at Larmen blev forvandlet til Stilhed og Snakkeradset til Tænksomhed. Jeg kunde ønske mig at man i Stedet for forelæsende Magistre og Doktorer havde lige saa mange Svarere, det vil sige Folk der ikke valgte og forsvarede Teser efter eget Skøn, men besvarede Spørgsmaal fra Studenternes Side. Saadan en Ordning vilde medføre to Goder: Tilhørerne vilde faa at vide hvad de ønskede at vide, og ingen vilde paatage sig Undervisningsarbejdet før han var helt udlært til det, og før han var naaet til Modenhed i den Videnskab han paatog sig at docere.

Man kunde have ønsket at der paa Renæssancetiden havde været to Luthere, dels den teologiske Luther, dels en statsforfatningsmæssig og videnskabelig Luther, der paa det verdslige Omraade kunde have udrettet det samme som Luther gjorde paa det kirkelige ved til Bunds at 240 udrense den middelalderlige Surdejg og helbrede de Vildfarelser den Tids Taagetænkning havde skabt. For der er endnu meget at reformere. Man har jo kun stynet Vildfarelserne, ikke rykket dem op med Rode. De Universiteter der stammer fra Middelalderen trænger til Forbedringer, saa at Videnskaberne kan dyrkes med mindre Postyr og større Nytte. De Akademier der i den sidste Tid er blevet grundlagt i Frankrig og England viser at det er nødvendigt at lave om paa det hele. Deres Love staar i Modsætning til Lovene ved de Universiteter hvor de unge studerende skal sværge ved deres Lærers Ord, hvor man ikke faar uddannet og forbedret sin Tanke, men snarere fordærvet sin Smag, og hvor man lærer en Masse som man snart efter skal have Ulejlighed med at glemme igen. De der strømmer til Universiteterne som til Markeder for gavnlig Viden, kommer tilbage belæssede med alt muligt Kram. De er nok mere lærde, men ikke bedre eller mere kultiverede; for deres gamle Fordomme er snarere taget til end taget af, og det er ellers det der bør være Forskellen mellem studerede Folk og Manden paa Gaden. De gamle Fordomme maa udryddes og Studenternes Hjerner maa renses fuldstændig før man læsser Lærdom paa dem. Hvis man ikke sørger for dette, saa tror de at intet er sandt, med mindre de kan henføre det til den Trosretning de engang i Fortiden har sluttet sig til.

Man ser altsaa at det kun er paa Grund af nogle Vittigheder som findes hist og her i mine Skrifter at man uforskyldt har anklaget mig for at hade al Videnskabelighed. Men mit Slid og Slæb, de mange Værker jeg har udgivet og de Præmier jeg har udsat for at faa andre til at skrive tyder da snarere paa Interesse end paa Ligegladhed, snarere paa Ærbødighed end Foragt. De der tror jeg skriver for Pengenes Skyld tager Fejl. Jeg har nemlig faaet Tilbud om andre Beskæftigelser hvor jeg med mindre Besvær kunde have skaffet mig flere Penge; og den Omhu jeg har udarbejdet mine Værker med viser klart nok at jeg ikke har skrevet af Lyst til at tjene Penge. Jeg har givet Slip 241 paa de mest lukrative Indtjeningsmuligheder, fordi jeg mente at de vilde ligge i Vejen for mit Skriveri; for efter min Mening er al den Tid spildt som ikke bliver anvendt paa bogligt Arbejde.

Trods al denne brændende Trang til Studeringer er det dog som om jeg ikke har faaet udrettet noget som helst; og selv om der er nogle der siger at jeg er flittig, mener jeg dog selv at jeg har været frygtelig doven. Hvis man skal sammenligne mig med andre, som er Kraftmænd, saa maa jeg rødme over min egen Søvnighed og Dorskhed. De evindelige Sygdomme der plager mig er en Bremse paa min Arbejdslyst. Det er især Hovedpine der faar mig til at indstille Arbejdet. Hovedpine er en Gene for alle Mennesker, men mest for Folk der giver sig af med litterært Arbejde. Da vi Mennesker alligevel ikke kan undgaa Sygdomme vilde jeg, hvis det stod i min Magt at fordele dem, overlade Hovedpinen til Kvinder og Mennesker der ikke har Hjernearbejde, eller til daarlige Forfattere, som her er en ubehageligt stor Mængde af.

Hvis jeg har gjort noget rosværdigt inden for Litteraturen, saa er det at jeg har bestræbt mig paa at bekæmpe Smagen for det banale og det pedantiske. Jeg fik tidligt Kendskab til fransk og engelsk Litteratur og forsøgte at udtrykke mig elegant frem for at skrive lærd. Og jeg kan sige uden at prale at jeg næsten er den første her til Lands som i Stedet for tørre og rodede Annaler har skrevet ganske velordnede Historiebøger; og Interessen for Moralfilosofi, som hidtil har ligget under Mulde her i Norden, har jeg saa at sige opvakt fra de døde. Der er nogle der anerkender dette og roser mine Forsøg. De undrer sig bare over at jeg, en aldrende, sat og sygelig Mand, forfalder, som de siger, til Barnagtigheder og prøver mine Kræfter paa humoristiske Digte og muntre Komedier. Men det er netop mine fysiske og psykiske Sygdomme der tvinger mig til at beskæftige mig med den Slags som en Slags Medicin. Jeg vil forøvrigt ikke fraraade andre at prøve det samme Lægemiddel. Der var engang en Mand der 242 bebrejdede mig at jeg gav mig af med saadan noget. Han sagde: »Hvorfor skriver De Vittigheder naar De lever saadan et trist Liv?« Jeg svarede: »Hvorfor er Deres Skrifter saa bedrøvelige og skrækindjagende naar Deres Liv er saa farceagtigt?«

Mine legemlige Skrøbeligheder har nok afbrudt mig i mine Studier og mit Arbejde, men samtidig har de paa en vis Maade været til Gavn for dem. De Onder som konstant plager mig har nemlig tvunget mig til at leve næsten som Eneboer, saa at jeg lever isoleret i en By der er fuld af Uro og Forlystelser, midt i Politikkens og Hoflivets Hurlumhej, midt i Klangen af Trompeter og Trommer og utallige andre Gener som plejer at forstyrre intellektuelt Arbejde, og som anses for uundgaaeligt i Handelsstæder og Fæstningsbyer. Jeg slider ikke de store Mænds Trapper; for siden jeg var ung har jeg været tilfreds med min Plads i Tilværelsen og har blæst paa den Overfladeglans og de tomme Titler som andre jager efter. Hvis de store sammen med Titler, Æreshverv og andre Herligheder ogsaa uddelte legemlig Sundhed, saa vilde jeg til Stadighed antichambrere hos dem som Ansøger; men da det ikke er Tilfældet holder jeg mig hjemme og dyrker kun mine Bøger. Naar jeg bærer mig saadan ad mener jeg det er fordi den engelske Folkekarakter har smittet af paa mig. Før i Tiden sagde Englænderne tit om mit Ansigt: »He looks as an Englishman«, han ser ud som en Englænder. Men mit Sindelag er endnu mere engelsk. Jeg holdt af dette Folkeslag, og de holdt af mig. Jeg lignede dem meget i Væremaade og Interesser; for jeg siger min Mening lige ud, og jeg slutter mig ikke til nogen filosofisk Skole, men udplukker af dem alle det som for mig ser rigtigt ud.

Nu paa mine gamle Dage lever jeg stadig lige saa nøjsomt som jeg vænnede mig til i min Ungdom; og jeg tager mig ikke af mine Venners Opfordringer til at leve lidt flottere. De tror at det at holde Maade er det samme som at sulte sig. Derfor tuder de mig hele Tiden Ørene fulde 243 med den nordiske Filosofis Forskrifter, som byder at man ivrigt skal beskæftige sig med at spise og drikke. Det kalder de at pleje sit Legeme; jeg kalder det at ødelægge det; for jeg ved af Erfaring at Legemet svækkes ved Fraadseri mere end ved Maadehold - det kan jeg bevise med mit eget Eksempel. For knap fyrre Aar siden var jeg saa svag at mine Venner spaaede at jeg vilde dø en pludselig Død, hvis jeg ikke spiste dobbelt saa meget som jeg plejede. De fleste af disse højrøstede Ædedolke er nu forlængst døde og begravede; men jeg bliver ved det gamle, spiser kun lidt og lever saa at sige af Luften alene. Det klogeste er at gaa Middelvejen, at spise for at leve, ikke at leve for at spise. Det er lige saa forkert ikke at spise noget som helst som det er at spise alt hvad man har Lyst til. Begge Dele vidner om at man hader sin egen Krop. Man skal spise og drikke saa meget at man kommer til Kræfter, ikke saa meget at man svækker sig selv, saadan som de Mennesker saa udmærket gør, der gaar Middelvejen i legemlige og aandelige Anstrengelser. For, som Cato siger, Menneskelivet er som et Sværd: Hvis man bruger det, bliver det slidt, hvis man ikke bruger det, ruster det. Paa samme Maade ser man at Mennesker slider sig op ved at bruge sig, men hvis de ikke bruger sig, gør deres Driveri og Dvaskhed dem endnu større Skade.

Der er nogle der griner ad mig fordi jeg samler Penge, selv om jeg er Ungkarl og sandsynligvis kommer til at dø uden at efterlade mig Børn. Det tager jeg dem ikke ilde op, for jeg ler somme Tider ad mig selv. Jeg har baade prøvet at være fattig og at være velstaaende. Da jeg ikke havde en rød Reje var der ingen Bekymringer der plagede mig.

Skønt Røvere lured ved Vej og ved Sti,
jeg sang - for min Pung var der ingenting i.

Nu jeg er velstaaende pines jeg af Ængstelser og Bekymringer. Og da jeg hverken kan eller tør leve højt og flot, mærker jeg kun noget til de Ubehageligheder som 244
Rigdommen medfører, men intet til Behagelighederne. Det kunde jo tyde paa at det er med Rette at man griner ad mig. Men hvis jeg gjorde én af Spottefuglene til min Arving, saa vilde han nok ikke sige nej tak til de Ængstelser og Bekymringer Rigdommen medfører. I Stedet for Spottefugle vilde man se lige saa mange gabende Ravne og Snyltegæster, parat til at gøre mig de mest nedværdigende Tjenester. Og saa vilde man klart se at deres Kritik, deres Raad og deres sarkastiske Bemærkninger slet og ret var dikteret af Misundelse. Vi lader ofte som om vi foragter de Ting vi ikke kan faa fat paa. Det er den gamle Historie om Ræven og Rønnebærrene. De som griner ad mig fordi jeg interesserer mig for Penge, griner samtidig ad de fleste Mennesker, for det er en almenmenneskelig Fejl - og de griner saamænd ogsaa ad sig selv. Kun Flottenhejmere som Catilina, Lucullus og Apicius har efter min Mening større Ret til at le; men naar den Slags angriber sparsommelige og nærige Mennesker, udsætter de sig bare for at man griner endnu mere ad dem. Hvis Nærighed virkelig er Dumhed, saa har man Lov til at sige at Ødselhed er det glade Vanvid. Det er ikke nemt at forstaa hvorfor gamle Mennesker paa Gravens Rand skraber Rigdomme sammen som de ikke faar nogen Nytte af. For hvad er mere tosset end at skaffe sig flere Rejsepenge, jo mindre af Rejsen der er tilbage? Men det er endnu sværere at forstaa hvorfor fattige Mennesker øser de Penge ud som de kunde have brugt som Beskyttelse mod Nød, Sult og Vanære. De første planter Træer til Nytte for andre, ikke for sig selv; de sidste fælder Træerne saa at hverken de selv eller deres Efterkommere kan nyde godt af deres Frugter, og de spiser en flot Frokost, saa at de maa spise elendigt til Middag eller helt sulte. De riges Sparsommelighed kalder paa Latteren; de fattiges Ødselhed er medynkvækkende. Man kan sige at begge Parter er syge; de første lider af Feber, de sidste af Sindssygdom. Mit Helbred tvinger mig til at leve sparsommeligt og 245 maadeholdent. Hvis jeg faar for meget af noget som helst, saa er det galt, og jeg bliver uvægerlig syg. Derfor spiser jeg saadan til Frokost at jeg ogsaa har Appetit til Middagsmaden, og jeg gaar til Fods for Helbredets Skyld. At skaffe sig Penge paa en hæderlig Maade og at passe ordentligt paa dem, det er Kendetegnet paa en sparsommelig Mand, og det er en god Borgers Pligt. Jeg maa ganske vist indrømme at denne Forudseenhed passer sig bedre for en Familiefader end for en ugift Mand. Men hvad om jeg fandt paa at gifte mig? Det er jo en Lyst der kommer over én som en Nysen og helt kan slaa Benene væk under én. For ikke at tale om de andre uforudsete Ting man kan komme ud for i Livet, og som gør at man maa tænke paa Fremtiden. Dertil kommer at jeg har arbejdet paa at moralisere lige saa meget ved mit Liv som ved mine Skrifter; saa mit gode Eksempel er lige saa nødvendigt som mine Formaninger. Hvis jeg havde været født i Spanien, hvor Indbyggerne sulter sig og synes at leve af Luften alene, saa vilde jeg baade ved mine Udtalelser og min Levevis have prøvet at faa Folk til at leve højt og flot. Men her i Norden, hvor man med Troens Inderlighed dyrker Ceres og Bacchus, er der Brug for andre Formaninger og andre Eksempler. Hvis det er dumt at være forudseende og tage ved Lære af Myrerne, saa fortjener baade Familiefaderen og Ungkarlen at blive skældt ud; for den Begrundelse som Familiefaderen lægger som et Slør over sin Paaholdenhed, nemlig at hans efterladte Børn skal have saa meget at de kan leve pænt og ordentligt af det, er set med en Filosofs Øjne ganske intetsigende. For Døden løser alle Baand, og i det andet Liv tales der ikke om jordiske Ting. Den Slags Pjat vil ikke findes i Paradis - hvis vi da ikke lige som den jævne Mand forestiller os en kødelig Tilværelse efter Døden. Endelig kan man ikke siges at dø uden Afkom, naar man gør Samfundet til sin Arving.

Siden jeg nu snakker saa meget om mine Penge, tror De maaske at jeg er rig. Men i Virkeligheden er jeg hverken rig eller fattig. Mine Midler er øget saa meget at jeg kan 246 tillade mig en større Levefod end jeg plejer. Dette var mine Ønskers Maal. For man lever forudseende og klogt naar man ikke forspilder sine Chancer for at erhverve sig Midler paa hæderlig og lovlig Vis, men sørger for at skaffe sig saa meget at man i en Nødsituation kan holde sig Sulten fra Døren. Hvis man ikke er tilfreds med det, men dynger den ene Sæk Penge oven paa den anden, saa at éns Formue vokser helt enormt, saa er man ikke en fornuftig Sparer, men en fedtet Pengepuger. Gud fri mig for den Sygdom! De Penge jeg har, har jeg skaffet mig ved Arbejde og bevaret ved Sparsommelighed; og hvad jeg ærligt har tjent vil jeg bruge paa ærefuld Maade. En Del af Pengene bruger jeg til at forbedre min Gaard, og Resten skal komme det offentlige til Gode. Saa vil Eftertiden ikke omtale mig som Ejer, men som Forvalter af en Formue.

Min fysiske Svaghed er den samme som i min Ungdom. Jeg lider af de samme Sygdomme som jeg dengang bekæmpede ved Afholdenhed, Arbejde og stadig Motion; men de bliver værre med Alderen, og jeg kan nu daarligt, og kun ved Hjælp af mine aandelige Ressourcer, holde dem nede. For naar man ikke er fysisk stærk er der ikke noget bedre og nyttigere end at sørge for i det mindste at være psykisk stærk, hvis da Legemet har Brug for Sjælens Ledelse og Sjælen for Legemets Tjeneste.

Jeg føler mig altid syg, men jeg kan ikke finde ud af Sygdommens Karakter. Jeg synes selv at Kinabark hjælper bedre end noget andet; men jeg tør ikke mod Lægernes Raad bruge det daglig, for jeg kender ikke denne Barks Natur. Hvis den har den Virkning at den absorberer Syre, saa vilde jeg ikke betænke mig paa at tage en Dosis af den hver Dag. Men hvis den standser Gæringen, saa er den vist ikke alene unyttig, men direkte skadelig. For naar man bruger et Lægemiddel der kun hæmmer Sygdommen uden at kurere én for den, opnaar man bare at Sygdommen kommer tilbage med større Styrke. Jeg er altsaa stadig syg og bliver stadig ældre. Maaske lever jeg saa længe fordi jeg altid er syg. For mit daarlige Helbred 247 tvinger mig til Nøjsomhed, og den igen forlænger mit Liv, selv om jeg maa leve en elendig Tilværelse. Min Konstitution svarer til mine Sanser og min Smag. Begge Dele er nemlig hinsides alle tilvante Forestillinger. Jeg faar Kvalme af det som andre anser for Lækkerbiskener, og min Krop har Gavn af det der skader andres. Jeg har det aldrig bedre end naar jeg lider af Forstoppelse eller plages af Søvnløshed og tilbringer hele Nætter uden at sove.

Jeg hænger i Bøgerne som jeg plejer; men jeg faar ikke meget ud af min Læsning, for hvad jeg læser glemmer jeg med det samme, og jeg kan ikke huske Navnene paa de allermest almindelige Ting. Saa hvis De spørger mig hvorfor jeg læser, saa maa jeg svare som en vittig Professor en Gang gjorde. Han holdt Forelæsning for et tomt Auditorium, og da man spurgte ham hvorfor, svarede han at han forelæste for Gud og sin Pligt. Hvad der faar mig til at studere har jeg fortalt i et Epigram:

Studering i sig selv sin Grund, sit Formaal har.

Min Hukommelse er en Si som lader alt, især historisk Stof, løbe igennem. Ord og Navne bliver væk, og ofte kan jeg ikke huske hvad jeg selv hedder. Derfor kommer jeg trods min Læsning ingen Vegne i mine Studeringer. Men hvad jeg har lært som ung sidder dybt rodfæstet i mit Sind. I de Fag som ikke er Huskefag gør jeg dog endnu visse Fremskridt; men det er mere i Kraft af Meditation end Læsning. Jeg studerer mig selv og jeg studerer Mennesker, baade som Individer og som Folkeslag. Og da jeg paa mine Rejser har interesseret mig mere for Mennesker end for Biblioteker, har jeg faaet et ganske godt Indblik i de fleste europæiske Folkeslags Karakter. De har ofte opfordret mig til efter andre Udenlandsrejsendes Eksempel at pynte paa mine Rejsebeskrivelser med Skildringer af Folkekarakterer; men jeg har bedt mig fritaget for denne betænkelige og vanskelige Opgave. Tillad mig at sige nej til Dem paa dette ene Punkt - i samme Aand som jeg ellers plejer at rette mig efter Dem. Dog, da De i Deres 248 sidste Brev gentager Opfordringen og føjer Trusler til Anmodningerne, og jeg desuden er bange for at De skal synes at jeg, der skylder Dem saa meget, er stædig og utaknemmelig, vil jeg løselig omtale nogle Hovedpunkter.

BETÆNKNING OVER NOGLE EUROPÆISKE FOLKESLAG

De fremmede Folkeslag som jeg har haft med at gøre paa mine Rejser er Franskmændene, Englænderne, Italienerne, Tyskerne og Hollænderne.

Jeg kan godt lide Franskmændene fordi de er saa venlige og omgængelige - og jeg kunde lide dem endnu bedre hvis de ikke var helt saa omgængelige. For lige som man bliver gal i Hovedet naar Folk er gnavne, bliver man led ved Folk der er alt for høflige. Franskmændene er Sangvinikere, saa de flammer hurtigt op og bliver hurtigt kolde; de slutter Venskaber paa et Øjeblik og bryder dem lige saa hurtigt; og da deres Kærlighed og deres Had varer saa kort, er de et Folk som hverken fortjener at blive elsket eller hadet. Det taler til Franskmændenes Fordel at de er i Besiddelse af en vis medfødt Oprigtighed. Almindeligvis er de saa aabenhjertige at det er lige ved at være for meget af det gode. De er large og medmenneskelige og har storslaaede Karakteregenskaber, der ofte grænser til Heroisme; men de lader sig mere lede af øjeblikkelige Indskydelser end af Omtanke, og de handler altid som om de havde faaet en Prop. Det samme kan man sige om deres Fejl. Men fremmede Forfattere tilskriver ofte hele Folket Fejl som kun er karakteristisk for Pariserne. Det kommer af at de fleste kun kommer i Kontakt med Pariserne. Paa samme Maade tror den jævne Mand hos os at alle Franskmænd er sortsmudskede, for de der kommer sejlende her til Landet er solbrændte og vejrbidte Sømænd og stammer for de flestes Vedkommende fra Sydfrankrig. De er dog meget forskellige fra Pariserne baade i Hudfarve, Kundskaber og Adfærd, og de plejer at 249 grine lige saa meget som de fremmede ad Parisernes Taabeligheder. Jeg er ikke ubetinget Modstander af Parisernes Elegance; men jeg er Modstander af dem der paa én Gang ler ad dem og efteraber dem, og som rejser over Havet for at tilegne sig en Væremaade som er i Modstrid med deres Natur. De Gestus og Manerer som Pariserne er født med, og som klæder dem, de misklæder andre og gør dem latterlige. Tænk Dem at for Eksempel en grov, ligefrem og brav Hollænder kommer hjem fra Paris belæsset med fine Parisermanerer. Det vilde være et Fænomen der kunde faa baade Dyr og Mennesker til at glo. Det vilde ikke være til at afgøre hvad han var for en Skabning, fordi han havde aflagt sin egen Natur og tilegnet sig en anden. I et tidligere Brev har jeg fortalt at Franskmændene er pengegriske og plejer at trække Turister op; men denne Kritik gælder ikke hele Folket eller hele Paris; den rammer kun Indbyggerne i Faubourg Saint-Germain, hvor saa mange Turister søger ind. I denne Del af Byen vil man finde Kroværter, Handlende og Danse- Fægte- og Sproglærere, der ligger paa Lur efter Gæsterne og paa alle mulige Maader lokker dem til at smide deres Penge ud. Men det er ikke hele Folket der har denne daarlige Egenskab; for Franskmændene er saa large, gavmilde, ligetil og umistænksomme at de tiere bliver snydt end snyder. Selv Kroværter i Faubourg Saint-Germain har Gang paa Gang brændt sig fordi de har været for naive; de snyder Gæsterne og bliver til Gengæld selv snydt. De er Ravne der hakker og Aadsler der bliver hakket. Der er nemlig mange Udlændinge der bruger deres Penge op, sætter sig i Kæmpegæld hos Aagerkarle, og saa lige saa stille lister af naar de ikke har mere at betale med, eller faar Lov til at rejse mod Løfte om at betale den 30. Februar.

Elegant Optræden, velformet Udtryksmaade og fri Konversation er de Fortrin Franskmændene praler af, og som efter deres egen Mening gør dem til et ganske særligt Folkeslag. Men der er ikke almindelig Enighed om hvad der er Fortrin og hvad der er Fejl. Hvad man hos det ene 250 Folk regner for Fortrin, kalder andre ofte Fejl; hvad der det ene Sted gaar under Betegnelsen Høflighed, kalder man det andet Sted for Abekattestreger. Det Franskmændene kalder Elegance, kalder Spanierne Frækhed, og det Spanierne betegner som Værdighed, stempler Franskmændene som Surmuleri. Den der hjemme i Norden regnes for Sultekunstner, hedder i Italien en sparsommelig Mand. Hvad man i Tyskland kalder Flothed, kalder Hollænderne Ødselhed. Hvad Englænderne kalder Fasthed hedder hos andre Stædighed. Paa den Maade veksler Fortrin og Fejl efter Folkenes forskellige Væsen. Derfor kan man snarere kalde de Dyder Franskmændene praler af for franske Netheder end for egentlige Dyder. For at være egentlige Dyder maatte de nemlig ogsaa anerkendes af andre. Franskmændene paapeger dog at de har andre Folkeslags Anerkendelse; for næsten hele Europas Ungdom strømmer i Flokkevis til Paris for at lære fransk Elegance. Men da de unge godt kan lide Barnepjat og gaar paa Jagt efter indholdsløse Fornøjelser, skal man nok ikke lægge alt for stor Vægt paa dette Argument. Det beviser snarere at de franske Netheder er Laster. Selv om jeg sætter Pris paa Elegance og Høflighed har jeg altid følt mig irriteret over disse Nationaldyder som Franskmændene er saa vigtige af, og som de ynker andre Folkeslag for ikke at have. Der er dog blandt Franskmændene selv nogle som faar Kvalme over disse højtbesungne Netheder, og som efterligner andre Folkeslags Væremaade. For Løjtnanter, Kaptajner, Oberster, og ogsaa menige Soldater, der har gjort Tjeneste i fremmede Hære, udskiller sig fra deres hjemmeblevne Landsmænd ved at være stilfærdige, beskedne og alvorlige og vise rolig Optræden. Men de som ikke har haft noget at gøre med deres saakaldt ukultiverede og barbariske Nabofolk, især unge Mennesker, der paa fransk kaldes Petits Maîtres, er komplet utaalelige. De har altid staaet for mig som Monstrummer, som faar mig til at ryste over hele Kroppen bare jeg ser dem. Efter min Mening vilde Franskmændene bære sig 251 fornuftigere ad ved at sende deres Ungdom paa Udenlandsrejser, og de andre Folkeslag ved at lade deres blive hjemme. Naar vores unge kommer tilbage fra Frankrig, prøver de stik imod deres Natur at efterligne Franskmændenes Optræden; og saa tager de sig i fornuftige Folks Øjne ud som Amfibier eller Fabeldyr. Der er intet der er mere klædeligt end den Ensartethed i Væremaade som man ikke kan bevare, hvis man prøver paa at følge andres Natur og opgive sin egen. Det der klæder én bedst er jo det der svarer til éns eget Væsen. Men her er der jo kun Tale om Franskmændenes Væremaade og deres elegante Opførsel (Manières Françaises). Hvad angaar Litteraturen, saa er Frankrig simpelthen Musernes Hjem. Der er ingen andre Steder hvor man kan gøre hurtigere Fremskridt i sine Studier, og hvor éns litterære Smag formes bedre. Og jeg maa tilstaa at jeg skylder franske Bøger alt; for det er ved at læse dem i en ung Alder at jeg har faaet dannet den Smag som man mener er et Fortrin ved mine Værker. Ligesom Franskmændenes Væremaade er det mest tøjlesløse man kan tænke sig, er deres Litteratur det renfærdigste og enkleste man kan tænke sig; saa naar Franskmændene skriver Bøger, er det som om de aflægger deres Natur.

De Fag som Franskmændene er de førende i, er Retorik, Digtning og Historie. I Breve og Taler tager de mere Hensyn til Emnet end til stilistiske Snurrepiberier; for det franske Sprog tillader ikke Spidsfindigheder, Ordspil og svulstig Snak. Men denne Nøgternhed i Sproget gør at Franskmændene er Italienerne og Englænderne underlegne i Heltedigtningen, fordi den kræver flotte Klingklang-ord. Inden for Historieskrivningen er de imidlertid alle andre Folk overlegne. Franskmændenes Arbejder er straalende; og hvis de havde samme Trykkefrihed som Englænderne vilde de være aldeles fuldkomne. Frankrig har ogsaa frembragt Filosoffer af første Rang. Men da de mangler Stadighed trænger de ikke altid helt ind til Kernen i en Sag. Deraf kommer den banale Talemaade, at 252 hvis Franskmændene var lidt mere og Englænderne lidt mindre vedholdende i deres Meditationer, saa vilde begge Parter i alle Henseender være fuldkomne.

Hurtig Fatteevne eller Aandsnærværelse (présence d'esprit) er dette Folks mest iøjnefaldende Fortrin. Franskmændene er hurtige til at sætte sig ind i noget, og de handler omgaaende. Derfor er de helt uden Lige, naar det gælder Sager der ikke taaler Opsættelse. Da der er mest Brug for Aandsnærværelse ved uforudsete Begivenheder og ved Hændelser hvor man omgaaende maa tage en Beslutning, og da denne Egenskab er særlig værdifuld i Kampens Hede, har Frankrig leveret flere store Hærførere end næsten hele det øvrige Europa. Selv om Intelligens og Omtanke er lige saa vigtige Egenskaber hos en General, saa er det dog den Aandsnærværelse som er nødvendig midt i Kampens Hede, der bliver mest beundret. En klog Mand kan forudse en Ulykke; men der skal en næsten guddommelig Mand til at imødegaa en pludselig Ulykke og paa et Øjeblik at genoprette det faldne.

I rene Skønssager regnes Franskmændene for at være deres Nabofolk underlegne. For den samme Aandsegenskab som hurtigt kan bringe Rede i noget der er i Uorden, kan ogsaa bringe Urede i noget der er i Orden; og de forvirrede Situationer Franskmændene ofte klarer sig ud af ved deres Aandsnærværelse, skyldes ofte deres egen Mangel paa Forudseenhed. Jeg beundrer dem der slipper helskindet fra at stige ned fra en stejl Klippetop; men jeg holder nu alligevel med dem der ikke stiger op paa den uden at det er strengt nødvendigt. Hvis Franskmændenes Behændighed og Spaniernes tøvende Væsen blev slaaet sammen, vilde alt gaa bedre; men de to gode Egenskaber forenes kun sjældent hos ét og det samme Folk. Franskmændene kan ikke holde ud at vente; hvad de vil have, vil de have lige med det samme. Deraf kommer den morsomme Talemaade: Hvis man vil pine en Franskmand til at bekende Sandheden, saa skal man ikke sætte ham paa en Træhest, men paa en sløv Krikke.

253

Franskmændene er saa selskabeligt anlagt at de betragter Mennesker der holder af at være alene som en Slags Halvmennesker, og ofte giver dem Øgenavne som »Filosoffer« eller »Natugler«. Derfor holder de ogsaa af Hoflivet, selv om det er udsat for tusind Farer og Ubehageligheder. At komme væk fra Hoffet og leve i Ensomhed er for dem det samme som at miste sine Medmenneskers Agtelse og kukkelure i et Fængsel.

Det maa være nok om Franskmændene. Nu rejser jeg over Havet til Englænderne, hvis Karakter jeg kender ud og ind.

Englænderne er enten Engle eller Djævle, for de kan ikke fordrage at holde sig paa Middelvejen i nogen Henseende. De som er gode er enormt gode, og de som er onde er enormt onde. Deres Fejl og deres gode Egenskaber er saa store at de ikke kan blive større. Der findes ikke noget andet Land som kan fremvise saa mange Eksempler paa Heltemod og saa mange paa Forræderi. Rigets Stænder har snart vovet det yderste for at redde Fædrelandet, og snart været Landsforrædere.

Religion og Vantro, Nidkærhed, Lunkenhed, Lærdom, Uvidenhed, Flid, Dovenskab, gode Egenskaber og daarlige Egenskaber modnes her i den Grad at der ikke er noget man kan rose højt nok, og ikke noget man kan angribe haardt nok. Jeg vil forklare dette noget tydeligere ved at fortælle nogle Enkeltheder. Der er intet Folk der er mere ugideligt og samtidig mere arbejdsomt. Dovne Englændere kan ikke ved Sult, Fængsel eller Lænker tvinges til at arbejde eller bare til at sætte en Fod uden for deres Soveværelse. Derfor ser man Kunstnere og Haandværkere sidde og kukkelure i de offentlige Fængsler paa Grund af Fattigdom, selv om de sagtens kunde betale deres Gæld eller holde sig Sulten fra Livet, hvis de bare gad røre en Haand. Paa den anden Side kaster de der kan lide at bestille noget sig ud i hvad det skal være; de rejser over Lande og Have, Floder og Bjerge og sætter Livet paa Spil, de prøver alt muligt og umuligt, baade det 254 de kan naa og det de ikke kan naa, for at mætte deres Nysgerrighed eller for at tjene Penge. Derfor kan man sige om Englænderne at de enten raadner op af Dovenskab, eller slider sig op.

Heller ikke i Studeringer udviser de nogen Moderation, for enten kan de ikke taale Synet af Bøger, eller ogsaa ofrer de deres Nattesøvn paa Læsning; og de skærper i den Grad deres Forstand at de ofte mister den. Derfor er der nok ikke noget andet Land der frembringer saa mange lærde og saa mange ulærde gejstlige.

Paa det religiøse Omraade hersker enten den største Fromhed eller den største Ugudelighed, Tro eller Vantro, Fanatisme og Ateisme skiftes til at sidde ved Roret. For de tror enten ingenting eller alt for meget. Troen gaar tit i Retning af Overtro, Vantroen i Retning af rent Fritænkeri. De der har sluttet sig til den katolske Tro, gaar endnu mere end Spanierne og Italienerne ind for den. De tager ikke i Betænkning at sætte Liv og Lemmer og Navn og Rygte paa Spil for Paven og at forraade deres Fædreland. De der har en anden Tro sætter Lighedstegn mellem Paven og Djævelen. De elsker og hader lige hovedkulds. Den yderliggaaende Gudsfrygt og Ugudelighed gør at den kristne Tro bliver haardere angrebet og taprere forsvaret i England end noget andet Sted.

Heraf fremgaar det at de Forfattere tager fejl der tildeler hele Folket de Fortrin og Mangler som kun findes hos en Del af det. Det fortjener nemlig at blive kaldt paa én Gang det bedste og det værste af alle Folkeslag. Andre Folkeslag har ogsaa Fortrin og er fulde af Fejl, men begge Dele i mere moderat Grad. Man gaar ikke saa vidt som Englænderne. De fleste holder sig nemlig til Middelvejen, saa at man ikke kan vide hvilken Kategori man skal henregne dem til.

Der er dog nogle Egenskaber som man kan tilskrive hele det engelske Folk. De er næsten alle alt for selvglade og ser ned paa Udlændinge. Men man kan sagtens tilgive dem denne Selvglæde, naar man tænker paa den Lykke 255 og Velstand, den frugtbare Jord og de Naturrigdomme de har faaet i saa rigt Maal. Mændene er som Regel modige og Kvinderne smukke. Mændene regerer i det offentlige Liv, men Kvinderne i Hjemmet. Englænderne, som stræber efter at komme til at herske over andre Folkeslag, finder sig taalmodigt i at være under deres Koners Herredømme. De er lige som Løverne, der frygtløst gaar enhver Angriber i Møde, men er bange for Mus. Vi har for ikke ret længe siden set en Hertug som fik hele Europa til at skælve bare man hørte hans Navn, men som var helt i Lommen paa sin Kone. Og denne Egenskab er ikke noget der er specielt for denne Helt; den er næsten hele Folkets Fælleseje.

Englænderne er ikke saa hurtige i Opfattelsen som Franskmændene, men de har bedre Dømmekraft. De er ikke meget talende; men man har Indtrykket af at det de siger er velgennemtænkt. De er fremragende Talere; for de er det eneste af de moderne europæiske Folkeslag som i Talekunsten følger i de gamle Grækeres og Romeres Fodspor - og indhenter dem. De Taler man hører i andre Lande er slikkede og veldrejede, men uden Saft og Kraft. Da man ikke har Talefrihed er der ikke andet godt ved dem end deres Elegance og Spidsfindighed. Men de engelske Taler der holdes i Parlamentet, har deres Forbilleder i Oldtiden; for de handler om vigtige Ting og behandler lige som de gamle græske og romerske hele Samfundstilstanden. De engelske Talere bringer ikke Uorden i deres Taler ved en Flom af Klingklang og overraffinerede Sætninger - den Slags er der ikke Brug for, da de ikke er magre i indholdsmæssig Henseende. Derfor er England det eneste Land i vore Dage der frembringer virkelige Talere. Denne Ret til at skrive og tale frit medfører ogsaa at Englænderne overgaar andre Folk i at skrive Bøger om Religion og Moral. I Historie regnes de for at være Franskmændene underlegne; ganske vist plages Englænderne ikke af den Frygt som tvinger andre til at vige fra Sandheden, men der er ingen Orden i deres 256 Bøger; deres Annaler er snarere Opremsninger af Begivenheder end veldisponerede Historiebøger. Hertil kommer at England er delt op i Partier, saa at Sandheden tit bliver undertrykt af Partiskhed.

Om det engelske Sprogs Oprindelse fortæller man denne Historie: Da Fanden havde kastet de gamle og de nye Sprog i en Kedel sammen og Suppen var begyndt at koge, lavede han af Skummet det engelske Tungemaal. Man kan nok se at denne Historie er opdigtet af Mennesker der foragter Engelsk og mener at det er en Pærevælling af forskellige Sprog. Men da dette Skum er et Afkog af andre Sprog, lider Englænderne ikke af Mangel paa Ord, men kan udtrykke sig præcist, fyndigt og elegant. Denne sproglige Rigdom frembringer sammen med Englændernes fornemme Nationalkarakter de herligste Heltedigte. For siden Homer og Vergil er der ingen der har kunnet maale sig med Milton og Pope i denne Genre. Men i Komediedigtningen naar Englænderne ikke op paa Siden af Franskmændene. Englænderne har nemlig paa det humoristiske Omraade en Smag som er noget for sig selv, og som støder Fremmede. Da der var Gang i Teateret hos os, prøvede vi at oversætte nogle engelske Komedier til dansk; men de faldt ikke i Folks Smag. De er ganske vist ikke uden vittige Pointer, men den Munterhed, der er Sjælen i Komedien, mangler. Da Englænderne er meget tilbøjlige til dybe Meditationer og holder saa fast ved dem at de hellere vilde miste Forstanden end glemme en Tankegang, fortjener England at blive kaldt for en virkelig Skole for Filosofi. Det frembringer Folk som baade i Levned og i Lærdom er Filosoffer; for Englænderne underviser ikke mindre ved deres Eksempel end ved deres Lærdom. Derfor adskiller de sig kun fra de gamle, berømte Filosoffer, hvis Liv og Lære de ellers efterligner, ved ikke at gaa med Kappe og skabe sig. Derfor kan man sige om Englænderne: Man ser Filosoffer, ikke Kapper. Hvor meget England har bidraget til Matematikken, Fysikken og Moralfilosofien, og hvor mange 257 Eksempler paa en filosofisk Levevis det har givet, det ved alle. Derfor kan det med Rette kaldes det Land hvor de virkelige Filosoffer og Helte fødes.

Den litterære Smag har ændret sig med de skiftende Tider. Om Smagsforandringen siger Blackmore: I gamle Dage læste mine Landsmænd først fantastiske Beretninger om Kæmper, Uhyrer og vandrende Riddere, snart efter Brandere, senere igen Svulstigheder, saa yndige Ord og elegante Sammenligninger, og nu paa det sidste har de kastet sig over den rene Lærdom uden Falbelader. Der er nok noget om det, for de Skønord engelske Prædikanter for ikke saa længe siden var saa begejstrede for, undgaar de nu, og beskæftiger sig kun med at udgranske Teksternes sande og egentlige Indhold. Denne vældige Fremgang i de litterære Sager skyldes de Belønninger og Ærestitler som man paa denne Ø overdænger Forfattere og Videnskabsmænd med. Rigets fornemste Mænd, Hærførere og selv Konger, finder ikke at det er under deres Værdighed at skrive Bøger og forøge Forfatternes Antal. For ikke ret længe siden saa vi den berømte Newton blive begravet med næsten kongelig Pragt, Rigets fornemste Mænd bar hans Kiste; og kort Tid forinden havde Burnet, da han havde afsluttet sit Værk om Reformationens Historie, faaet en højtidelig Tak af hele Parlamentet. Naar det videnskabelige Arbejde bliver hædret i saa høj Grad, er det ikke saa underligt at Englænderne gør Krav paa Førstepladsen i Videnskab og Kunst, og at Muserne tager Ophold paa deres Ø. Hertil maa føjes, at Englænderne er det Folkeslag der er mindst tilbøjeligt til at blive hængende i Fordomme. For deres Hjerner er som ubeskrevne Blade, hvorpaa man let kan skrive alt hvad der ikke strider imod Logikken og den sunde Fornuft. Hos de fleste andre Folkeslag er det i den Grad Skik og Brug der hersker, at man kan tale om et Tyranni eller en anden Natur. Hvis man vil overbevise en Spanier om ét eller andet Dogmes Sandhed, er man nødt til først at afskaffe hans gamle Fordomme. Det er dobbelt Arbejde, fordi man maa 258 glatte de gamle Folder ud før man lægger de nye. Naar Englænderne hører noget uvant, tager de det til sig, undersøger det, tilegner sig det og docerer det aabenlyst. Det er derfor der er saa store Meningsforskelle baade paa det religiøse, politiske og moralske Omraade. Englænderne tror ikke andet end hvad de fatter; og det som de fatter bekender de frit. Og da Tænkefriheden er ubegrænset, finder man lige saa mange Ateister i England som man finder Hyklere i andre Lande. Maaske er der i Virkeligheden flere Ateister i Italien; men der ser ud til at være færre, fordi de gemmer sig under Fromheds Maske. I England kan man skelne de fromme fra de ugudelige; for de der ser ud til at være religiøse er det ogsaa i Virkeligheden. Det er vanskeligt i de fleste andre Lande, hvor man af Frygt for Straf ikke siger sin Hjertens Mening. I England kan man ogsaa nemt skelne gode Borgere fra ondsindede Undersaatter. Derfor er de der ser ud til at være gode det ogsaa i Virkeligheden, og Øvrigheden kan have Tillid til dem. Saadan er Virkningerne af denne Frihed, der nok afføder visse Ubehageligheder, men flere Goder.

De er yderst tolerante over for Folk der er afvigende i religiøs Henseende. De ser kun ned paa dem der er afvigende paa ubetydelige Punkter; for de har ikke noget imod Jøder, Tyrkere og Hedninger; men de er meget haarde mod deres egne Trosfæller, hvis de har afvigende Meninger om de mest ubetydelige rituelle Smaatterier. Hvis man vil leve i Fred og regnes for et ordentligt Menneske, saa maa man enten være strengt rettroende eller fuldstændig kættersk; for en mindre Afvigelse kan ikke frelse én fra Forfølgelse og Had. Man kan skaffe sig Fred ved intet at tro eller ved at tro alt. Selv om dette uheldige Forhold er særlig mærkbart i England, saa er det dog ikke noget Englænderne er ene om. Rundt om blandt andre Folkeslag ser man den samme Dumhed sidde ved Roret. Saaledes er en Tyrker mere fjendtlig imod en Perser end imod en Kristen eller Jøde, en rettroende Katolik hader 259 Jansenisterne mere end Calvinisterne; og mellem de forskellige Munkeordener bestaar der et sandt teologisk Had.

Gejstligheden lever friere i England end andre Steder. De er ikke bange for at gaa i Teateret og daglig at strejfe om paa Kroerne. Men lever de friere, saa prædiker de til Gengæld med større Beskedenhed, for de staar næsten ubevægelige og med sænket Hoved paa Prædikestolen og udlægger de bibelske Tekster paa en værdig, dybtgaaende og from Maade, helt anderledes end Præsterne paa den anden Side af Havet, der vrider Arme og Ben som om de var hensat i en fanatisk Ekstase, og ved deres teatralske Gestus snarere faar Folk til at grine end til at udgyde fromme Suk. Man bebrejder ganske vist Englænderne at de prædiker efter Manuskript; men det gør at Prædikerne hænger ganske glimrende sammen, og at man undgaar at gentage sig selv. Derfor skurrede den første Prædiken jeg hørte efter at jeg var kommet hjem fra England, slemt i mine Øren; for jeg var vant til velgennemarbejdede Prædikener, og nu hørte jeg saa mange forstyrrede Sætninger og saa mange Gentagelser, at jeg antog at det der her blev sagt paa en Time, kunde have været overstaaet paa et Kvarter.

Man kan opstille følgende Sammenligning mellem Franskmænd og Englændere: Franskmændene taler mest, Englænderne tænker mest; de første fører i Henseende til Vid, de sidste i Henseende til Dømmekraft. Franskmændene gaar i det dyreste Tøj, Englænderne i det pæneste. Franskmændene lever kun af Brød, Englænderne kun af Kød. Begge Folkeslag er temperamentsfulde; Franskmændene er Sangvinikere, Englænderne Kolerikere. Franskmændenes Vrede er den voldsomste, Englændernes den varigste. Franskmændene bruger Penge paa Tøj, Englænderne paa Mad. Franskmændene lader sig lede af Vanen, Englænderne tænker selv. Franskmændene gaar blindt med Strømmen, Englænderne gaar imod den. Franskmændene er hurtige til at stifte og bryde 260 Venskaber, Englænderne mere langsomme. Og Franskmændene dyrker deres Overmænd, Englænderne sig selv. Franskmændene er bedre Borgere, Englænderne bedre Mennesker. Franskmændenes Aandsevner er mere raffinerede, Englændernes større. Begge Parter udviser tit Heltemod. Franskmændene gør det for at blive berømte, Englænderne for Heltemodets egen Skyld. Franskmændene søger Lønnen i Folks Snak, Englænderne i Handlingen selv. Det er det samme med Laster og Forbrydelser. Begge Folk begaar Forbrydelser, Franskmændene for at berige sig, for at hævne sig eller ud fra andre Motiver; Englænderne gør det ofte slet og ret for at begaa Forbrydelser. Franskmændene har det tilfælles med andre Folk at de ofte forbryder sig i Haab om at undgaa Straf; Englænderne begaar ofte Forbrydelser fordi de er klar over at de bliver straffet; saa Lovens Strenghed, som dæmper Franskmændenes Lidenskaber og afskrækker dem fra at synde, den forstærker Englændernes Lidenskaber og faar dem til at synde. Franskmanden siger: »Jeg vilde synde hvis Loven tillod det«, Englænderen: »Jeg vilde ikke synde hvis ikke Loven forbød det«.

Franskmændene lever ikke paa Smalkost, og Englænderne endnu mindre; men Franskmændene lever for at spise, Englænderne spiser for at leve. Franskmændene vil have Mad der er tillavet med Kunst; Englænderne vil have kraftig Kost lavet uden Raffinement. Naar Franskmændene skal lave Mad tager de Hensyn til Fantasien, mens Englænderne kun tænker paa Maven. Franskmændene drikker for at slukke Tørsten eller for at komme i godt Humør; Englænderne drikker bare for at drikke. Franskmændene tror før de undersøger Tingene; Englænderne undersøger Tingene før de tror. De franske Kvinder lever frit, fordi deres Mænd ikke er jaloux; engelske Kvinder lever endnu friere, selv om deres Mænd plages af en til Vanvid grænsende Jalousi. Begge Folkeslag har en frodig Fantasi; men Franskmændenes Fantasi er mere bunden, Englændernes gaar ud over alle Bredder. 261 Derfor er Franskmændenes Taler og Skrifter mere muntre og elegante, Englændernes mere overdaadige og righoldige. Franskmændene lever tit usselt og fattigt, men elsker alligevel Livet; Englænderne lever flot og rigt og hader dog Livet. Naar de skal henrettes lader de sig ikke føre til Retterstedet, men løber selv derhen, og de dør syngende og leende, mens de driller Tilskuerne. Og hvor der ikke er nogen Bødler, hænger de ofte sig selv. Af alt dette kan man jo nok forstaa at der bestaar et evigt Had mellem disse to Folkeslag, der er saa forskellige i Karakter og Væremaade. Og man ser at Englænderne er et ganske utroligt Folkefærd. Man møder meget hos dem som man næppe kan finde hos andre Folk, og der er meget som man maa undres eller ligefrem forbløffes over. Hvis der nu er nogen der mener at jeg har malet denne Nations gode og daarlige Egenskaber med alt for stærke Farver, saa maa man være klar over at man kun kan tale med stærke Ord om et Folk der saa stærkt overdriver alt og hader al Moderation.

Nu vender jeg tilbage til Kontinentet for at holde Mønstring over nogle mere almindelige Folkeslag. Foruden Franskmænd og Englændere har jeg haft Omgang med Hollændere, Tyskere og Italienere. Naturen har ikke været blid ved Hollænderne. De bor i Moradser; og et Utal af Mennesker lever sammenklemt paa nogle faa Tønder Land. Og den Smule Jord de har er ikke noget Naturen har skænket dem; for de har selv skabt den Jord de bor paa: Derfor siger Digteren:

Gud skabte alt; Holland har han dog ikke dannet,
for Hollænderne selv har skabt og formet Landet.

Desuden frembringer dette lille Stykke Land, der ikke er tilstrækkeligt til at ernære en Hundrededel af Befolkningen, ikke andet end en Smule Græs og Korn. Aandsevner har Naturen heller ikke givet Hollænderne ret meget af. De kan hverken i Fatteevne eller Dømmekraft sammenlignes med Franskmænd og Englændere. Men midt i denne 262 Fattigdom fortjener Holland alligevel Navn af den rigeste og vigtigste af alle Stater; for hvad Naturen har nægtet Hollænderne, har de selv rigeligt skaffet sig ved deres Flid. Andre Lande vigter sig af deres Produkter; Holland har intet og har dog alt. Andre Folkeslag praler af deres Dyder og deres høje Begavelse; Hollænderne har ikke andet end almindelig Menneskeforstand; men ved Hjælp af den har de paa den anden Side skabt flere og nyttigere Ting end andre med al deres Skarpsindighed og Lærdom. Andre udfører iøjnefaldende Bedrifter, men Hollændernes er mere væsentlige. Andre gør imponerende, men ofte nytteløse Ting; Hollænderne gør nyttige Ting som der ikke er noget imponerende ved. Andre er Hurtigløbere; men Hollænderne bevæger sig langsomt men naar alligevel hurtigere til Maalet. Andre har vældige aandelige Ressourcer; Hollænderne har bare deres sunde Menneskeforstand, og alligevel rammer de sjældnere ved Siden af. Hvis de ikke selv kan hitte paa noget, genskaber de hvad andre har hittet paa og efterligner det fingernemt; hvis Kopien saa ikke helt træffer Originalen, er det ofte fordi den er bedre end denne. Hollænderne nøjes nemlig ikke med dygtigt at efterligne andres Færdigheder; de pudser paa dem og forbedrer dem, saa at man her virkelig kan sige:

Lærenem Skarpsindighed
alting at besejre ved.

Den fantastiske Energi hvormed de har forvandlet deres Moradser til et Paradis med de mest pragtfulde Byer, Landsbyer og Slotte, viser hvor meget der kan naas ved menneskelig Energi. Ligegyldigt hvor man ser hen, faar man Øje paa Ting som fylder én med Begejstring. Derfor gik jeg i en evig Bekymring for nogle Aar siden, da Dæmningerne begyndte at blive gennemgnavede af Orme. Ødelæggelsen af dette Landskab, der er en Pryd for hele Kloden, stod for mig i Drømme. Ved Flid er denne Stat skabt og udvidet; ved Flid bestaar den; og hvis Fliden svigter, gaar den sin Opløsning og Undergang i Møde. 263 Nogle Mennesker anser Hollænderne for at være særlig højt begavede paa Grund af den store Mængde af Satirer og vittige Epigrammer der hvert Aar udgives dér i Landet. Men det er snarere Trykkefrihed end litterær Begavelse man mærker, hvad man nemt kan se, hvis man sammenligner Franskmændenes og Englændernes pointerige Digte med Hollændernes Skæmtevers. Man kan nemlig sige:

Digte som ikke blir til ved Naturens Gave,
dem kan - uden Talentet - Frihed lave.

Den Frihed der hersker i Hollændernes Udtalelser og Skrifter, forveksler vi tit med Vid og Skarpsindighed. Derfor tillægger vi ganske ufortjent Hollænderne disse Egenskaber. Dog har dette Folks humoristiske Skrifter en særlig Charme i Kraft af det hollandske Sprog, der er lige ud ad Landevejen, aabent og morsomt, og egner sig bedre til Komedier og muntre Værker end Tragedier. For nogle Aar siden vilde jeg prøve hvordan det vilde falde ud hvis jeg lod mine Komedier oversætte til fremmede Sprog. Saa fik jeg mit første Stykke, Den politiske Kandestøber, oversat til tysk og hollandsk. Den tyske Oversættelse syntes jeg var kedelig; men den hollandske var ligefrem morsommere end Originalen. Men til alvorlige og høje Emner dur dette Sprog ikke; det er mere latterligt end gribende, hvad jeg nemt kunde belægge med adskillige Eksempler fra hollandske Tragedier.

De hollandske Sprogmænd har længe svedt over Arbejdet med at opdyrke deres Sprog; men maaske er deres Ihærdighed løbet af med dem. De forsøger at rense det og gør det i Virkeligheden snarere mere uklart. De jager alle Fremmedord i Landflygtighed; og naar der saa mangler hollandske Ord til at erstatte de landflygtige, producerer de daglig nye. Alle kender de tekniske, filosofiske og grammatiske Fagudtryk, som er indlaant i Alverdens Sprog; men Hollænderne skaffer sig omhyggeligt af med dem for at undgaa at det hollandske Sprog bliver 264 besmittet af fremmede Gloser. Paa den Maade erstatter de kendte Ord med ukendte. Naar de for Eksempel vil gengive Præsens, Præteritum, Futurum, Nominativ, Genitiv, Subjekt og Objekt paa Hollandsk, opfinder de nye Ord og Udtryk, som gør at hele det hollandske Sprog bliver uforstaaeligt for Hollænderne selv. Med andre Ord: Grammatikerne dér i Landet er travlt beskæftiget med ingenting at udrette, eller rettere sagt med at opfinde sproglige Uhyrligheder. Vi har Grund til at undre os over denne Strenghed og Intolerance blandt Sprogmændene; for paa det politiske og kirkelige Omraade er Hollænderne saa tolerante at de ikke betænker sig paa at give Borgerret til næsten alle Trosretninger og næsten alle levende Væsener. Men Holland, der er hele Menneskehedens fælles Fædreland, gør de Ord, der er fælles for Alverdens Folkeslag, landflygtige.

Dette Digterord passer i høj Grad paa det hollandske Folk:

De er et nøjsomt Folk, som slæbe kan og slide.
De tjener meget, og de lægger alt til Side.

Oprettelsen af den hollandske Stat nødvendiggjorde den Energi der nu er gaaet Hollænderne i Blodet. For Hollænderne er energiske frem for alle andre, og de viger ikke tilbage for nogen Anstrengelser. Der er nogle der rynker paa Næsen ad deres Sparsommelighed, og der er nogle der anser den for et Fortrin. De der rynker paa Næsen ad den, siger at Hollænderne sulter og tørster midt i al deres Rigdom lige som Tantalus. De der anser den for et Fortrin, siger at Holland kun kan eksistere i Kraft af Energi og Sparsommelighed, lige som det er opstaaet i Kraft af Energi og Sparsommelighed. For andre Folkeslag bliver rige af Jordens Frugtbarhed, men Hollænderne bliver det kun af deres Arbejdes Frugter. Der er dog alligevel nogle som overdriver, og som tænker alt for meget paa Fremtiden og er alt for nærige mod sig selv.

Det samme som er sagt om Hollændernes Energi og 265 Sparsommelighed, kan ogsaa siges om deres stærkt opreklamerede Renlighed. For Jordens og Luftens Karakter har gjort Renlighed til en Nødvendighed for dem. Men ogsaa her overdriver de. De er bange for at spytte paa Gulvet, saa de har Lerskaale til at spytte i anbragt rundt om paa deres Borde. Det er der mange der faar Opkastningsfornemmelser af, saa de synes Hollændernes Huse er uhumske af lutter Renlighed.

Hollænderne overdriver ogsaa den Tobaksrygning som er en Nødvendighed for dem; for da de bor i Moradser og indaander en fugtig og taaget Luft, mener de at Tobaksrøg er godt for deres Sundhed. Men de ryger alt for meget. For naar man kommer ind i et hvilket som helst Hus, saa

vælter tung og tyk sig Røgen
af den stærke Pibe-smøgen.

Hvis man solgte Menneskekød i de hollandske Slagterforretninger lige som hos Indianerne, saa kunde Hollænderkød gaa som Røgvare.

Hollænderne ligger ikke under for deres Lidenskaber; derfor taler man ligefrem om hollandsk Kølighed. Nogle lægger Hollænderne denne Kølighed til Last, da menneskelige Lidenskaber, Vrede og Kærlighed, kalder gode Egenskaber frem. Men dette fører til at hverken gode eller onde Egenskaber rigtig kommer til fuld Udfoldelse hos dette Folk. De savner ganske vist Heltemod; men til Gengæld kender de heller ikke til Elskovsvanvid, Jalousi, Hævngerrighed og andre gale Tilbøjeligheder, som de fleste andre Folkeslag lider under. Kvinderne er meget tilbageholdende over for Mænd og har bevaret meget af den gammeldags Blufærdighed og Ufordærvethed. Og de unge Mænd lader sig ikke drive til Vanvid og Selvmord af rasende Kærlighed. Af samme Grund afgør man ogsaa hellere Stridigheder ved Retssager end ved Dueller; for Hollænderne synes det er idiotisk at hævne en Fornærmelse ved at bringe sig selv i Livsfare.

266

Men det er mest i Statsstyreisen og Retsvæsenet at de sunde Virkninger af denne Kølighed gør sig gældende. Alt bliver gennemtænkt langsomt og grundigt; men naar Sagerne har faaet den endelige Behandling, bliver de straks ekspederet; saa det er ikke godt at vide hvad man mest skal beundre, den langsomme Sagsbehandling eller den hurtige Ekspedition. Den Orden man ser selv i de ubetydeligste Forhold er saa stor at fremmede bliver helt vilde af Begejstring over den. Holland kan virkelig kaldes et velordnet Samfund! Dog er der visse Fejl ved selve Statsformen; men dem er der ikke noget at gøre ved, for de er opstaaet ved Statens Oprettelse. Man ved jo hvor hastigt og i hvilke urolige Tider Staten De forenede Provinser blev dannet. Man maa her lægge Mærke til at den jævne Befolkning i Holland gør sig skyldig i en Kæmpemisforstaaelse, naar de tror at de har hele Magten i Republikken. I Virkeligheden er de helt udelukkede fra Statsstyreisen, der varetages af nogle ganske faa Familier.

Paa en vis Maade kan Hollænderne henregnes til Amfibiernes Orden, for

de knap nok Forskel kende kan
paa Havet og det tørre Land.

Sammen med Sømandshaandværket lærer de Sømandsmanerer. De er som Regel grove og lige ud ad Landevejen. Dog er der nu til Dags nogle som prøver paa at efterligne Franskmændenes elegante Væsen; men idet de prøver paa at efterligne andres Natur mister de deres egen og bliver til Grin baade for Franskmændene og for deres egne Landsmænd; for enten ter de sig helt bagvendt eller ogsaa overdriver de. Denne affekterede Elegance har især vist sig hos deres diplomatiske Udsendinge, og har tit givet Anledning til Spydigheder. Da for Eksempel de to Gesandter de Wit og van Wawern i 1653 mødte op ved en Kongres der skulde holdes i Lübeck, lod de efter Sædvane de øvrige Gesandter vide at de var kommet, men bad samtidig om at man ikke vilde tage dem det ilde op 267 at de ikke straks kunde tage imod, da de maatte have nogle Dage til at komme i Orden og indrette sig, før de kunde modtage fremmede Gesandter i deres Bolig. Og da Kong Karl den Anden af England bebrejdede den hollandske Stat at man nægtede ham noget som man havde indrømmet Cromwell, fik han det Svar at det nu var andre Tider; for paa det Tidspunkt havde England været styret af en stor Mand, som alle havde Grund til at være bange for.

Af denne overfladiske Beskrivelse kan man se at Hollænderne staar i større Gæld til deres egen Dygtighed og Flid end til Naturen, og at deres Opfindsomhed skænker dem hvad Naturen har nægtet dem. Hvad de har af Aandskraft, Skarpsindighed og andre Former for Begavelse er ikke noget at raabe Hurra for. Hollænderne har ganske vist udført saa mange og saa glimrende Bedrifter at kun faa andre Folk kan være med i Vognen; men det er altsammen Resultater af deres Flid, som har været en absolut Nødvendighed for dem.

Om Tyskerne kan man sige næsten det samme. De hører ogsaa til de Folkeslag som ikke gaar til Yderligheder. De gaar aldrig over Stregen, undtagen maaske med Mad og Drikke. De gaar sjældent bort fra den slagne Landevej, gaar med langsomme Skridt mod deres Maal, men naar til sidst frem til det. De har mange gode Egenskaber, men ikke Heltemod. De er tapre, men render ikke af sig selv Døden i Møde som Englænderne. De dyrker Videnskab, men studerer sig ikke fra Vid og Sans. De er udholdende i deres Arbejde, men ikke saa arbejdsomme som Hollænderne. Hollænderne arbejder for at skrabe Rigdomme sammen, Tyskerne for at faa en passende Levestandard; saa Hollænderne tager den aldrig med Ro, hvad Tyskerne gør af og til. Derfor gælder det meste, baade godt og ondt, som man kan sige om dette Folk, hele Menneskeheden. Men hvad angaar Statsforfatning, Love, Ret og Sædvaner synes Tyskerne at være det mest utrolige af alle Folk. Mage til Statsform er der ikke noget 268
andet Folk der har udtænkt; for den er hverken monarkisk, aristokratisk, demokratisk eller en Mellemting. Saa hvis der bliver spurgt hvilken Regeringsform de har, saa maa man svare: Tyskland bliver regeret paa tysk. Det samme maa man sige om deres Love, Rettigheder og Privilegier; for der er mange der nyder Rettigheder og Privilegier som det er dem forbudt at udøve. De jager efter Skygger og indholdsløse Titler; de praler af Ting og Herskerrettigheder som ingen kan faa Øje paa; de hævder at de har Rettigheder til andre europæiske Lande, som intet Land anerkender. De siger at de er Romere, og dog har de intet tilfælles med Romerne. De taler i prægtige Vendinger om at det fjerde Monarki endnu blomstrer i Tyskland; men andre mener at det er et Imperium som kun eksisterer i Tyskernes Hjerner. For de Love de betjener sig af, deres Titler, deres Udtryksmaader, deres mange Navne og deres øvrige Efterligninger af Forhold i Oldtidens Rom, anses ikke for at give dem nogen Rettigheder. Men den Diskussion vil jeg ikke blande mig i, jeg vil ikke paatage mig at angribe et Hædersnavn der har saa mange Aarhundreders Hævd. Det ser ud til at Tyskerne er ganske sikre i deres Sag, naar de gør Krav paa visse af det fjerde Monarkis Rettigheder. Men naar de gør fortvivlede Forsøg paa at efterligne Romernes Opførsel, Skikke og Udtryksmaade, saa gaar de over Stregen. Romerne landsforviste deres egne Borgere; Tyskerne landsforviser ogsaa Udlændinge. Romerne landsforviste kun de levende; Tyskerne landsforviser ogsaa de døde, for Rigets Band strækker sig ofte ogsaa til de hedengangne. Romerne brugte tre Navne; og denne Skik har Tyskerne overtaget. Men de er gaaet endnu videre og er nu knap nok tilfredse med otte eller ti Navne. Ordstillingen i latin er bagvendt, men Ordstillingen i tysk er ved Efterligning blevet endnu værre; for Romerne sætter for det meste Verbet sidst i Sætningen, men Tyskerne ender tit deres Perioder med to eller tre Verber. Paa latin kan man skille Adjektivet fra Substantivet med ét Ord; paa 269 tysk kan man sætte seks-syv Ord imellem dem. Tyskernes Efterligningstrang har været saa stærk at de fordobler Romernes Fejl. Men alt dette er jo kun ubetydelige, ikke graverende Fejl. Jeg vil ikke sige noget om Tyskernes Fortrin og Mangler. Andre har bemærket at de er nogle slemme Drukkenbolte. De jager efter indholdsløse Titler og gevaldige Navne som ingenting betyder. Der er vist ikke noget andet Folk der har saa mange flotte Navne og saa mange Grevskaber i Maanen. De kalder sig ikke alene Herrer, men fuldstændige Herrer (gantz Herren) over noget der slet ikke er til. Ellers er Tyskerne ærlige, arbejdsomme og trofaste. Deres Indsats paa det videnskabelige Omraade er fremragende. Der er nogle der taler med Foragt om tyske Skrifter og paastaar at de snarere er Materialesamlinger end ordentligt gennemarbejdede Værker. Den Diskussion vil jeg ikke blande mig i. Selv de der kritiserer dem, maa indrømme at de har øst af tyske Kilder, selv om de er plumrede. For selv om andre Folk maaske skriver mere elegant, saa skriver Tyskerne mere lærd. De tyske Materialesamlinger er Resultater af omfattende Læsning. Andre skriver dem af, bringer Orden i dem og udgiver dem for deres egne Arbejder. Med andre Ord: De skælder dem ud og hugger samtidig fra dem; og det er jo baade utaknemmeligt og uretfærdigt, med mindre de vil skyde sig ind under Krigens Ret, der gør alt det man har taget fra Fjenden til éns eget. Den der anser Tyskerne for at være ubegavede, kender ikke noget til Teknikkens Historie, som vidner om de mange glimrende Opfindelser de har gjort.

Det tyske Sprog er i sig selv vanskeligt; og det bliver gjort endnu vanskeligere af den krukkede Efterabning af latin. Tyskerne adskiller Ord som naturligt burde staa sammen og sætter det sidste først, saa at man ikke forstaar et Muk af det hele før man kommer til Enden af Perioden. Perioderne er som Regel saa lange at man har glemt det foregaaende naar man kommer til Slutningen, der tit bestaar af to eller tre styrende Verber. Og saa maa 270 man læse det hele om igen. Denne Læsertortur kalder Tyskerne det tyske Sprogs Majestæt. Men hver sin Smag. Den ene kan lide noget sødt, den anden noget bittert. Den Vin som den ene slikker sig om Munden efter, faar den anden Kvalme af. Og da man ikke kan diskutere om Smagen, vilde det ogsaa være urimeligt om man bebrejdede Polakkerne at de ikke bryder sig om Sild, uden de stinker og er sure, Englænderne at de spiser halvraat Kød, Italienerne at de hellere vil høre Disharmonier end Harmonier. Hver kan lide sit; og hvad der frastøder den ene, tiltrækker den anden.

Marinus holder af en Los med lange Ører;
Et rædsomt Negerfjæs Pers Sjæl og Hjerte rører;
En lille Skødehund er Jørgens Øjesten;
Jens elsker Aber (selv han ligner saadan én);
Hans ynder frem for alt den bide-tanded' Maar;
En Skades Snakkeri til Sørens Hjerte naar.

Man fortæller at en Bonde engang fældede Træerne omkring sin Gaard fordi Nattergalens Sang irriterede ham, og om en skytisk General, som holdt mere af Hestevrinsken end af den dejligste Harmoni. Derfor vil jeg ikke sige noget nedsættende om Tyskernes Smag - kun at de fleste andre Folk ikke bryder sig om den.

Italienerne er delt op i flere Folkeslag, saa de kan ikke skæres over én Kam. Paa Grund af Landskabernes Forskellighed afviger disse Folkeslag nemlig fra hinanden baade i Skikke og Aandsevner. De har dog, med nogle faa Undtagelser, det til fælles at de er Italienere, d. v. s. Folk der er degenererede i Forhold til deres Forfædre. De gamle var tapre og uforfærdede; de nuværende er fredsommelige og frygtsomme. De gamle kæmpede med Lanser og Økser, de nuværende snarere

med Arsenik
i Mad og Drik.

271

De gamle Romere herskede over Alverdens Folkeslag; Nutidens Italienere er alle Folkeslags Tjenere. De gamle førte kun Krig mod bevæbnede Mænd; de andre ryster i Bukserne hvis de ser en bevæbnet Mand, og lader sig kommandere af deres Koner. Lige saa mange Helte der fremstod i det gamle Italien, lige saa mange Bangebukse (poltroni) fremstaar der i det nye. Det eneste de har tilfælles er Overtro. Hvis man sammenligner Tirus Livius' Fantasterier med de moderne Italieneres Legender, saa er det ikke godt at vide hvilken af Delene der er mest vanvittig. Før regnede der Sten ned fra Himlen; nu nedslynges der blodige Hostier. Før talte Okserne i Toscana; nu gør de italienske Okser - Munkene - Mirakler. Paa den anden Side udmærker de moderne Italienere sig frem for andre europæiske Folk ved Genialitet paa det kunstneriske og det videnskabelige Omraade; Italien er Malerkunstens, Billedhuggerkunstens, Arkitekturens og Poesiens rette Hjemland. Men i deres teologiske, filosofiske, moralske og historiske Skrifter fremtræder intet med sin rette Farve og kan heller ikke komme til det, for den hellige Inkvisitions Domstole lægger Baand paa enhver aandelig Udfoldelse. I Renæssancetiden begyndte Italien igen at stikke Hovedet i Vejret. Alle som vilde studere Humaniora, Kunst og Krigsvæsen strømmede til Italien som til en Lærdommens Højborg. Det var dog kun Meteorer, der hurtigt forsvandt. Derfor kommer de Fejl man kritiserer hos Nutidens Italienere snarere af Tidernes Ugunst end af Folkets Karakter. Lad de forrige Tider komme tilbage, og den herlige gamle Folkekarakter, som for Tiden ligger i Dvale, vil vaagne op igen.

Spaniere har jeg ikke haft noget med at gøre; derfor tør jeg ikke driste mig til at give en Karakteristik af dette Folk. Andre Forfattere har skrevet i lange Baner om deres Karakter; men dem vil jeg ikke give mig til at skrive af. De jeg tilfældigvis har truffet paa mine Rejser, opførte sig paa en ganske tiltalende Maade. Saa vidt jeg kunde se var de ærlige Mennesker som ikke var af mange Ord; og da 272 jeg selv ikke er meget spisende og drikkende, har jeg ikke noget imod Folk der lever af Luften alene. Paa den anden Side tror jeg at Spanierne vilde irritere mig ved deres Langsommelighed, for den Egenskab har jeg svært ved at tage. Jeg har ganske vist ikke noget mod Folk der giver sig god Tid. Tværtimod sætter jeg stor Pris paa dem; for baade éns Handlinger og éns Skrifter bliver perfekte, naar man giver sig Tid til dem. Men nogle Mennesker overdriver og ødelægger alt ved at tænke over Tingene i Evigheder. Da Vaugelas havde været tredive Aar om at oversætte Quintus Curtius til fransk, var der én af hans Venner der med Rette bebrejdede ham hans Langsomhed. »Jeg er bange for,« sagde han, »at det franske Sprog har forandret sig før du bliver færdig med din Oversættelse.« Og saa anvendte han vittigt dette Martial-epigram paa ham:

Imens Barberen sine Kunder rager,
fremvokser nye Skæg paa deres Hager.

Den spanske Sparsommelighed er af samme Natur og giver derfor Anledning til Spydigheder.

Om de nordiske Folk tør jeg ikke udtale mig, selv om det er deres Karakter jeg kender bedst; for de er pernittengrynske og hidsige og flyver i Flint ved den mindste Anledning. Og da man er nødt til, naar man vil skrive om et Folk, at berette ikke bare om dets gode, men ogsaa om dets uheldige Egenskaber, vil jeg overlade dette Job til Folk som er ude paa Skrammer.

Men nu har jeg snakket mere om den Ting end Pladsen her i Brevet tillader. Jeg vender derfor tilbage til mig selv og fortæller lidt om mine øvrige Studier.

Den formelle Logik har jeg ikke gjort meget ved; jeg har kunnet nøjes med den naturlige. Jeg vil ikke raade nogen fra dette Studium, hvis Nytte alle er enige om at 273 anerkende. Jeg siger bare at den der af Naturen er ulogisk nok ikke ad kunstig Vej kan gøres logisk; og enhver ved at Folk der ikke kender det mindste til formel Logik tit ræsonnerer ganske udmærket. Jeg mener at man kan sige omtrent det samme om den formelle Logik som om Mnemoteknikken. Der findes Lærere der underviser i denne Teknik og giver Prøver paa den; men da Erfaringen viser at den kræver et forfærdeligt Hovedbrud og ikke er meget værd i Praksis, er den gaaet i Glemmebogen.

Paa Juraen har jeg ofret saa megen Tid og Flid at jeg næsten kan regnes for Jurist. Jeg har beskæftiget mig med dens Teori, men mangler Praksis. I juridiske Formaliteter, som man kun kan tilegne sig i Praksis, lader jeg mig ofte lede af andres Raad, naar jeg er i Tvivl. Da man ved vore Domstole som Regel voterer med det samme, er de Mennesker bedst egnede til Dommerembedet som har samlet sig et stort Forraad af Formaliteter ved praktisk juridisk Virksomhed. Desuden bevirker denne Nødvendighed for øjeblikkelig Votering, at unge Dommere, som er hurtigere i Opfattelsen, er bedre end de ældre. De unge kan nemlig altid finde paa noget at sige, selv om deres Evner til at dømme ikke er ret stor; men de ældre kan med al deres Erfaring ikke finde paa noget, da de ikke straks bliver klar over hvad Sagen gaar ud paa. For ét er at forstaa noget, et andet at se til Bunds i det man har forstaaet. Derfor dømmer de unge bedst naar der skal voteres med det samme, de ældre naar der er Tid til at overveje Sagen.

Jeg har tilbragt den bedste Del af min Ungdom med at studere Sprog. Dog er jeg i den Grad blank i hebraisk, at jeg ikke engang ved hvordan Bogstaverne ser ud. Det kan maaske nok undre Dem, for i den senere Tid er det Sprog jo blevet saa kendt her i Landet at der er lige saa mange Hebraister som Studenter. Og da Hebraiskstudiet begyndte at faa Vind i Sejlene samtidig med at Tanken om Tusindaarsriget havde besat nogle af vores Landsmænd, troede jeg at Folk gjorde sig klar til at blive værdige 274 Borgere eller Embedsmænd i det Rige de havde drømt om. Man maa ganske vist ikke negligere det hellige Sprog; det bør snarere anbefales Teologerne at beskæftige sig med det. Jeg synes dog ikke alle og enhver skal give sig af med hebraisk, kun de der sigter imod Professorater, Lektorater eller andre Stillinger som Undervisere. Man ser jo at andre snart glemmer det igen, selv om de har puklet i Aarevis for at lære det.

Det samme mener jeg om visse andre Universitetsfag, hvor man ihærdigt tilegner sig Stoffet for at glemme det igen i en Fart. Det Studium som jeg især vil anbefale vores Studenter er det som man især forsømmer. De fleste sigter imod Embeder som kræver Evner til at udtrykke sig mundtligt. Talekunsten er det som Præsterne, som jo er gejstlige Talere, vil have mest Gavn af. Men den gejstlige Talekunst, som man især har Brug for i Præsteembeder, kommer man først sent i Gang med, saa sent at man allerede er i den Situation hvor man burde beherske den. Derfor er Præsterne, naar de kommer i Embede, Begyndere i den eneste Kunst de skal udøve. Og først da opdager de at de har slidt og slæbt forgæves, at de under deres Uddannelse har beskæftiget sig med Fag som ikke fører til Maalet; de ser at de er blevet udstyret med alle mulige Redskaber, kun ikke dem de skal bruge.

Med hvilke Øjne og i hvilken Hensigt jeg læser Historie, det viser mine historiske Værker. De er nemlig ikke tørre Annaler, men Fremstillingen er ordnet saadan at de sammen med Krigsforholdene skildrer indre Anliggender, Forfatninger, kirkelige og verdslige Love, saa at de viser baade de herskendes og Undersaatternes Karakter, og endelig giver et Billede af deres gode og daarlige Egenskaber. De fleste historiske Bøger indeholder ikke andet end en Ruskomsnusk af Krigsberetninger. Derfor mener en hvilken som helst Skribent at han nemt kan paatage sig Rollen som Historiker - man kan jo ikke tænke sig noget lettere end simpelthen at fortælle hvad der er sket, uden at fælde Domme. Og dog er det saa 275 vanskeligt at skrive Historie, at der i dette Mylder af Skribenter kun er faa som er sluppet fra det paa en Maade der svarede til Historiens Betydning og Værdighed. Jeg mener dog ikke at jeg har løst Opgaven paa fuldt tilfredsstillende Maade. Jeg har bare paavist hvordan en Historie skal skrives, og at det ikke er noget alle og enhver kan gaa lige til. Jeg har især lagt Mærke til en Fejl der er fælles for de nordiske Historikere: De gaar paa Jagt efter Haandskrifter, opfatter alt hvad der er muggent og ormstukkent eller skrevet med gammel Skrift som et Klenodie, og optager det ganske kritikløst i deres Beretning. Det bebrejder Leclerc Torfæus; men det kan ogsaa siges om Huitfeldt og de fleste andre Historikere. De giver os nogle vældig tykke Bind; men naar man saa faar skrællet alt det overflødige af, bliver den Fedme de svulmer af til Magerhed.

I et historisk Værk maa man ikke indføre andet end hvad der er værd at bemærke, ligesom man ved menneskelige Handlinger bør undgaa alt som det ikke er nødvendigt at gøre. Det overflødige er til Skade baade for Kirken og Staten, ligesom Legemet der tit bliver sygt paa Grund af Overflod af Væsker, eller ligesom

det Træ der bøjes mod Jorden ned
af Bladenes tunge Mangfoldighed.

Dette har jeg især haft Opmærksomheden henvendt paa, da jeg ikke kan fordrage Tidsspilde; jeg mener at alt kan gøres paa den halve Tid, hvis man udelader det overflødige. Her kan Epigrammet til Fabullus finde Anvendelse:

Tænk kun paa væsentlige Ting
og blæs paa Smaatterier;
saa nærmes du i raske Spring
det Maal du efter higer.
Hvis støt man gaar sin rette Gang,
saa blir éns Vej kun halvt saa lang.

276

Jeg har tit tænkt paa at skrive et lille Essay om det overflødige. Men jeg har haft andet at tænke paa, saa jeg har opgivet eller rettere opsat Planen.

Som sagt gør jeg bedre Fremskridt i Moralfilosofien ved at tænke end ved at læse. Hvilke Principper jeg er Tilhænger af, det viser nogle af de Værker jeg har udgivet, især mine Epigrammer, mine sammenlignede Levnedsbeskrivelser og Den underjordiske Rejse. Mine Venner har flere Gange opfordret mig til at udarbejde et moralsk System; men da mine Tanker af og til er i Strid med de Begreber der har faaet almindelig Borgerret, har jeg ikke rettet mig efter dem. Den Opgave overlader jeg til andre. Alligevel har jeg, da jeg for ikke ret længe siden havde nogle ledige Stunder, ganske overfladisk behandlet enkelte af Dyderne. Det gjorde jeg bare for at prøve mine Kræfter. Jeg vil give et Par Prøver paa dette; og jeg beder Dem som sædvanlig om at give dem en stilistisk Afpudsning og sende dem tilbage til mig med Deres Bedømmelse, enten den saa bliver god eller daarlig.

Under Overskriften:

PRØVE PAA ET MORALSK SYSTEM

følger seks latinske Essays, som Holberg det næste Aar oversatte til Moralske Tanker. De seks Kapitler er alle at finde i nærværende Udgaves Bind X; se Indledningen dertil S. 12-13.

Det fremgaar af disse Afhandlinger hvordan mit moralske System vilde komme til at se ud, hvis jeg skulde forfatte saadan ét. Men jeg kaster mig nu nok ikke ud i et saa voveligt Foretagende; for de Fordomme Folk én Gang for alle har faaet i Hovedet, sidder saa fast som om de var hamret ind med Syvtommersøm; og de er saa stærke, at den Forfatter der søger at faa Orden i sine egne 277 indviklede Begreber og at aabne Øjnene paa sig selv og andre, vil blive betragtet som en sindssyg Projektmager. Derfor maa det være nok med disse grove Prøver, som jeg underkaster Deres og ingen andres Bedømmelse. Selv om De maaske ikke kan godkende dem, vil De dog vel indrømme at noget af det jeg er kommet frem med ikke er ganske uværdigt til at blive bedømt af en Filosof; i det mindste maa De indrømme at Paradokset om Ligheden mellem de menneskelige Kaar ser rimeligere ud end Stoikernes Paradoks om at alle Synder er lige store. - Men alt dette har ført mig for langt væk fra mit Emne. Jeg vil nu gaa videre og fortælle om mine øvrige Studeringer.

Jeg er i den Grad ukendt med Lægevidenskaben at jeg ikke har saa meget som snuset til den. Jeg forsømmer dog ikke at passe mit legemlige Helbred. Kroppen er jo Sjælens Støtte. Men jeg vil hellere følge mine egne Fornemmelser end Lægernes Raad; for jeg kender mere til min egen Konstitution end andre, selv om de er Mestre i Lægekunsten. Jeg anerkender ganske vist Lægeurternes Kraft, og jeg har megen Ros tilovers for Lægernes Forsøg paa at finde frem til Medikamenternes helbredende Egenskaber; men Menneskelegemets Konstitution er, som en berømt Læge siger, et ukendt sydligt Land, hvis Kyster vi ikke engang kender. Alene dette gør Lægevidenskaben løs og upaalidelig. Derfor giver jeg ikke - og kan jeg ikke give - Raad til andre syge Mennesker, selv om jeg mener at jeg er dygtigere end selveste Hippokrates naar det drejer sig om at kurere mig selv. Næsten fyrre Aars evindelige Svagelighed har givet mig en Viden som andre ikke har. Jeg ved af lang Tids Erfaring hvad der kan hjælpe mig. Men jeg tror at det der gavner mig kan være til Skade for andre, selv om de lider af den samme Sygdom; for det er ikke nok at kende til Sygdomme, man maa ogsaa have et indgaaende Kendskab til de ædlere Dele i det Legeme Sygdommen har sat sig i. Ja, hvis jeg skulde optræde som Læge, vilde jeg ikke ordinere bestemte Diæter eller Lægemidler. Jeg vilde for Eksempel spørge 278 de syge, hvad de plejede at befinde sig godt efter at have spist eller drukket. Hvis de saa svarede at de plejede at spise Kalk eller Grus og drikke Blæk, og at de befandt sig udmærket ved det, saa vilde jeg sige at de skulde holde sig til deres sædvanlige Mad og Drikke.

Jeg har dyrket Musikken lige siden min grønne Ungdom, som ung med Ildhu, som gammel med mindre Begejstring. Efter min Mening gælder det om Musikken lige som om de andre Kunstarter, at jo mere man raffinerer paa dem, jo mere mister de Saft og Kraft. Det lader til at vor Tids Musikfolk helt vil afskaffe den naturlige Velklang, som de allerede for flere Aar siden begyndte at føle Væmmelse ved. De gør alt hvad de kan for at Musikken skal blive saa ildelydende, skurrende og vanskelig som muligt. Jo sværere et Musikstykke er, jo mere bliver Komponisten rost. Hvis man bliver ved paa den Manér, saa er der ingen Tvivl om at Kunstarten helt gaar til Grunde.

Hvor meget nærmere var os dog Kildens Aand,
hvis Græsset dækked end dens Bred, og hvis den ej
var rettet ud og lagt med Vold i Marmor-baand.

Jeg ved ganske vist godt at man skal stole paa Kunstneren i hans egen Kunst, og at man her maa sige det samme som man siger om Malerkunsten, nemlig at kun Kunstneren kan se Billedernes Skønhed, og at den uindviede tit ser ned paa et Billede af en fremragende Maler og sætter det lavere end de banaleste Trommesalsbilleder. Men nu om Dage er den daarlige Smag simpelthen ved at kvæle Musikken. De bedste Kunstnere er klar over at det er gaaet ned ad Bakke, men de indretter sig efter den herskende Smag; for de ved, at de som ikke har ret meget Forstand paa det hele er ved at falde i Søvn, naar de hører den smukkeste Musik. Jeg synes at den Musik er den bedste, som Musikerne kan lide, og som ikke skurrer i Ørene paa almindelige Mennesker. Musik og Harmoni er ét og det samme; hvis den ene af Delene bliver fjernet, forsvinder den anden ogsaa.

279

Nu tror jeg nok jeg har gjort hvad De bad mig om; jeg har aabent og ærligt beskrevet mit Levnedsløb, min Maade at være paa, min litterære Virksomhed, mine Fejl og (hvis jeg da har saadan nogle) mine Fortrin. Hvis De synes jeg har været for snaksom, beder jeg Dem undskylde. Det er jo noget der kommer med Alderen. De har baade faaet noget at skrive paa Debetsiden og noget at skrive paa Kreditsiden. Det er nu paa Tide at blæse Retræte og til at bruge de faa Dage jeg har tilbage at leve i, til at kurere paa min Krop og forbedre mit Levned. Naar man snart skal af Sted maa man jo se at blive et bedre Menneske, og sit legemlige Helbred maa man heller ikke forsømme. Hvis man ikke saa at sige hælder Olie paa Lampen, faar Alderen nemt gjort det af med éns legemlige Kræfter.