↩

Første Brev til en højvelbaaren Herre
1728

✂ Jeg paatager mig med største Glæde det som De beder mig om. Men De vil jo have mig til at nedskrive mine Erindringer, skønt Forsynet ikke har undt mig at udrette noget som fortjener at føres i Pennen. De kræver af mig at jeg skal skrive om Smaatterier som man knap nok kan være bekendt at bede en Lediggænger ofre sin Tid paa at læse igennem. De beder mig fortælle en Historie der

✂ fremtræder nu i Pragtbind gild,
men snart blir Kræmmerhus for Salt og Dild
og vaad og klæbrig lagt om Spegesild.

✂ Jeg er klar over at jeg har lige saa svært ved at skrive noget der er værd at læse, som ved at udrette noget der er værd at notere. Derfor har jeg Gang paa Gang sagt nej til Folk der har opfordret mig til at skrive den Slags Smaadaljer ned. Men saa snart jeg hørte om Deres Ønske, og om Deres Indstilling over for mig og mine Skrifter, var jeg bange for at det skulde virke illoyalt hvis jeg sad en saa betydelig Persons Opfordring overhørig. For at adlyde Dem,
og da De attraar med Begær
at høre om min møjsom Færd,
saa sender jeg Dem hermed de Ubetydeligheder De saa længe har rykket mig for. Naar De ser hvor trivielle Begivenheder det drejer sig om, vil De sikkert indse at det som De vil have mig til at føre i Pennen ikke er Papir og Tryksværte værd. Og af den tyndbenede Stil vil De kunne se at De snarere skulde holde mig tilbage end 28 skynde paa mig. Folk gider jo ikke læse om selv de mest interessante Ting, hvis de bliver fortalt paa en tør og kedelig Maade. Hvad kan man saa vente naar baade Form og Indhold er lige kedelige? Derfor skriver jeg dette Brev til Dem og ikke til andre. Hvis ikke det jeg har sagt er nok til at afskrække Dem fra at udgive det, kan jeg tilføje at De løber større Risiko ved Udgivelsen end jeg selv; for De kommer til at fortryde at De raadede mig til at skrive det, jeg bare at jeg fulgte Deres Raad. Jeg har for ikke ret længe siden skrevet Peder Paarses Historie i fire Bøger. Satiren i dette Digt er rettet mod dem som har travlt med at skrive om ingen Verdens Ting, og som prøver paa at udbrede Kendskab til Ligegyldigheder som helst skulde have været forbigaaet i Tavshed. Jeg er bange for at den Satire bliver til en Boomerang. Jeg er bange for at man skal sige om mig at jeg har skrevet Historien om den spanske Adelsmand Don Juan, som rejste til Rom, lejede et Værelse, tilbragte nogle Dage dér i Ro og Mag, og saa tog hjem til Spanien og gav den som den store Opdagelsesrejsende. Og det er mod Dem Kritikken bliver rettet, hvis De udgiver disse kedelige Smaating. Det er jo Dem der har opfordret mig til at skrive dem. Jeg har den Undskyldning at jeg ikke kan tillade mig at sige nej til en saa betydelig Person som Dem. Og da det ikke er meget jeg har at byde paa, og da Fortalen nødig skulde blive længere end selve Fortællingen, vil jeg straks gaa til Sagen.

✂ Jeg er ikke af den Slags som skriver

✂ Side op og Side ned
om sin Slægt i seksten Led,

✂ og jeg vilde nok have svært ved at begynde med mine Forfædre; for det Sted hvor jeg er født - Bergen i Norge -er omtrent lige som Noahs Ark et Samlingssted for alt Kød som har Aande. Dertil strømmer som til et fælles Fædreland ikke bare omboende Folk, men ogsaa Folk fra fjerne Egne; de gifter sig ind i de lokale Familier og 29 udgør et Hele sammen med dem. Men jeg kan dog, hvad kun faa af mine Bysbørn kan, paavise at én af mine Oldefædre paa mødrene Side er født i Bergen. Han var i sin Tid Bergens Biskop og hed Ludvig Munthe, var adelig og havde saa mange Børn at han med Rette kunde gøre Krav paa en Plads blandt Norges Patriarker. Men jeg maa aabent indrømme at jeg ikke kender mine Forfædre paa fædrene Side. Min nu afdøde Fader tjente sig nemlig op gennem alle de lavere militære Grader fra Menig til Oberst, hvad der tyder paa at han er blevet adlet, ikke ved sine Fædres Ære, men ved selv at spænde Buen. Men saa meget ved jeg, at han altid har haft Ry for at være redelig, tapper og gudfrygtig, og at han hele Livet igennem har optraadt saa klogt, saa retskaffent og saa betænksomt at alle talte pænt om ham og holdt af ham, især hans høje Excellence Ulrik Frederik Gyldenløve, under hvem han har tjent med Ære i den norske Hær. - Om de fleste af Indbyggerne i de norske Købstæder kan man med Digteren sige:

✂ Hans Slægt tilbage føres kan
til én som - det er oplagt -
var slet og ret en Bondemand,
hvis ikke han var - noksagt.

✂ De eneste oprindelige Indbyggere er nemlig Bønderne. Mange af dem skal nedstamme fra berømte Slægter. Efter min Mening er det deres Held at de ikke kender deres Slægtsregistre. For hvis de havde dyrket Slægtsforskning og havde vidst fra hvilken Æt de stammede, saa var det nok gaaet dem som det i sin Tid gik en fattig Adelsmand, der var stolt af sine Forfædres blaa Blod. Da han havde ødslet hele sin Formue bort og var Døden nær af Sult skal han have udbrudt: »Gid jeg dog var fattig! Saa kunde jeg lade mig hyre som Arbejdsmand for at lette paa den forbistrede Pengemangel!«

✂ Jeg laa endnu ved min Ammes Bryst da min Fader døde. Han efterlod os en ganske pæn Formue; men den 30 gik næsten helt tabt ved en katastrofal Ildebrand, der opstod midt om Natten i et Hus der laa lige op til vores. Vi blev ludfattige. Der blev ikke andet tilbage end nogle Bøndergaarde som min Fader havde købt lidt før han døde. Det de kastede af sig kunde daarligt slaa til til en saa stor Families Underhold. Men til Gengæld var min Moder saa sparsommelig at hun ved sin Død godt ti Aar senere efterlod sine seks efterlevende Børn disse Smaabrug uformindskede og gældfri.

✂ Efter min Moders Død meldte jeg mig som tiaars Knægt til Militærtjeneste og blev indrulleret som Rekrut i det oplandske gevorbene Regiment. Det var nemlig dengang Skik og Brug i Norge at tillægge Militærpersoners Børn Soldaterløn, saa at de fra Vuggen blev indviet til Militærlivet. Jeg blev indrulleret som Korporal paa Betingelse af at jeg gennemgik en militær Uddannelse. Men dette maa De endelig ikke lade gaa videre. At blive omskabt fra Underofficer til Professor Philosophiæ, at blive lavet om fra Krudtkarl til Kridtkarl, det er jo saa besynderligt at det minder om Hans Mikkelsens Metamorfoser. Hvis det kom ud mellem Folk at jeg havde gennemgaaet saadan en Forvandling, kunde man komme i Tvivl om hvad jeg egentlig var for én, og saa kom jeg maaske til at vandre tilbage fra Katederet til Kasernen.

✂ Jeg blev derfor af min Formynder sendt til Oplandene for at paabegynde min militære Uddannelse. Men de der tog sig af min Opdragelse havde lagt Mærke til at jeg lige siden jeg var lille havde haft udpræget boglige Interesser og at jeg allerede havde bestemt mig for en akademisk Løbebane. Min Halvonkel Otto Munthe, som tog sig af mig, vilde ikke have at mine medfødte Tilbøjeligheder i den Retning skulde hæmmes; tværtimod opmuntrede han mig og lod sine Børns Huslærer tage sig af min videre Undervisning. Det var én af hans største Fornøjelser at fare løs paa sine Elever med Stok og Ris, og at tage Bukserne ned paa dem og daglig holde Tropperevy over deres Bagdele. I øvrigt duede han ikke til sit Arbejde. Jeg har 31
allerede for længe siden hørt at han har opgivet Lærervirksomheden. Det kan ikke andet end glæde mig, især paa det latinske Sprogs Vegne, som han med Mod og Mandshjerte kæmpede for at ødelægge. Ét af hans smaa Raffinementer, husker jeg, var at konstruere de latinske Sætninger saaledes at Partiklen non - nej - fik anvist Sidstepladsen. Han troede at det var fint at sige: »Possum tibi satisfacere non« - jeg kan tilfredsstille dig ikke - i Stedet for at sige: »Non possum tibi satisfacere« - jeg kan ikke tilfredsstille dig. Det var saa himmelraabende idiotisk at alene det efter min Mening vilde være nok til at sende ham paa Anstalt. Hvis jeg ikke var faldet i Kløerne paa ham havde jeg kunnet prale af at jeg i hele min Skoletid ikke havde smagt Stok og Ferie; for mine andre Lærere, baade Huslærere og Skolelærere, satte stor Pris paa mig. Jeg husker at Klasselæreren i anden Klasse i Bergens Skole engang tjattede mig let over Haanden med sin Ferie. Det gjorde mig saa gal i Hovedet at jeg uden videre for løs paa ham og nok saa frækt kaldte ham en Ged - det var hans Øgenavn, fordi han som den eneste af Lærerne paa Skolen havde Gedebukkeskæg. Denne Fornærmelse aad den gode Mand ganske roligt i sig; han nøjedes med - for at vise at han ikke helt var af Stok og Sten - til Gengæld at kalde mig et Kid. Naar én af de andre fornærmede ham paa den Maade var han ellers ikke sen til at hævne sig, og hans Vrede satte sig sjældent før han havde givet Synderen en Omgang Klø. Men det var al den Straf min Frækhed ved den Lejlighed indbragte mig. Han gav slet og ret igen paa min Fornærmelse, og saa lagde hans Vrede sig og den Krig var overstaaet. I min Korporalstid skete der næsten ikke noget der er værd at nedskrive, blot dette at jeg ikke saa en Øre af min Gage. Hvem der har hævet den paa mine Vegne skal jeg ikke kunne sige. Denne Gage havde min Vært betinget sig til Dækning af sine Udlæg til min Undervisning. Men da han saa at Guldfloden tørrede ud eller blev ledet ind i et andet Løb, sendte han mig hjem. 32 Medens jeg paa Hjemrejsen opholdt mig hos en Oberst jeg var i Familie med, en Oberst Krog, skete der noget der paa en Gang var komisk og værd at huske paa. Obersten havde tre Sønner. Læreren, der hed Rasmus, var mere tørstig end nogen Svamp. Han var en ypperlig Mester i Kunsten at drikke; og der var i hvert Fald ingen dér paa Egnen der kunne slaa hans Rekorder som Bægersvinger. Han udvalgte sig den yngste af Sønnerne til Sengekammerat. Det skete en Gang at han kom godt tillakket hjem efter at Mørket var faldet paa. Han gik i Seng med baade Tøj og Støvler paa, hvorefter den Yngling han delte Seng med forlod det skolemesterlige Leje, og uden at vi vidste noget af det sagte listede sig over i vores Seng og lagde sig paa tværs i den ved vores Fødder. Da vi havde snorket en Times Tid begyndte han at fægte med Armene i Drømme og kom til at slaa os over Fødderne. Jeg for op og vækkede dem der laa ved Siden af mig og sagde til dem at der var et Spøgelse efter os. Vi blev saa rædselsslagne at vi troede at vi var belejrede af hele Armeer af onde Aander. Vores egen Plageaand blev vækket af vores Hvisken og Puslen og blev grebet af den samme Skræk, og mente at han, fordi han laa alene, var mest udsat for at blive mishandlet af Spøgelserne, og at Fanden ville snuppe ham først og spise ham til hors d'o'euvre.

✂ Længe laa han lamslaaet og halvdød og ventede paa at Fjenden skulde komme; men til sidst gjorde selve Faren ham modigere, og han forsøgte at stikke af fra sin Post og flygte over til vores Lejr. Men hver Gang han prøvede saa vi alle Underverdenens Aander for vores rædselsslagne Øjne, saa at vores onde Aand med Rette kunde sige om sig selv:
Den Ild som mig fortærer,
jeg selv til andre bærer.

✂ Vi var næsten døde af Skræk og gennemblødte af Sved; vi holdt os klar til at overgive os naar det skulde være, og vi laa søvnløse hele Natten igennem. Vi frygtede alt 33 muligt, forestillede os alt muligt - især det vi gruede mest for; det gør man jo naar man er bange.

✂ Hvis alle de Bønner vi plagede Himlen med var blevet samlet, kunde de sikkert have udgjort en hel Bog i Kvartformat. Det stod sløjt til med mine Kammeraters teologiske Lærdom; de kunde ikke huske andet end deres Fadervor. Derfor tog de deres Tilflugt til Bordbønnerne. Af disse gentog de mindst ti Gange »Velsign vort Hus, velsign vort Bord«, plagede som de var af deres daarlige Samvittighed over deres manglende Interesse for den kristne Tro.
Deres Straf og Sonebod
just i Frygt for Straf bestod.

✂ Der var ingen der vovede at mukke, endsige da raabe op, af Frygt dels for Fanden, dels for Rasmus, som vi ventede snart vilde optræde som Spøgelse ved højlys Dag og plage os endnu grusommere. I denne ynkelige Tilstand henslæbte vi hele Natten lige til mellem Hanegal og Daggry; saa kunde vores onde Aand ikke vente længere. Han sprang ud af Sengen og brølede: »Hjælp, Skolemester, det spøger!« Brølet naaede os, og vi tilbagekastede det med et tredobbelt Ekko som kunde have opvakt de Døde. Skolemester vaagnede; og skønt hans Blod endnu kogte af Rusens Hede blev han koldere end en islandsk Vinter da han hørte den Larm som fyldte hele Værelset. Han slog Kors for sig og lagde sig ligbleg af Skræk til at vente paa Daggryet. Da det endelig blev lyst gik Sandheden op for os til vores fælles Skam. Paa Grund af dette blev jeg længe ved med at paastaa at der ikke fandtes Spøgelser. Jeg troede at alt hvad der almindeligvis fortælles om Gengangere var lutter Kællingesnak eller rene Indbildninger. Ved den Slags Hændelser er der nok ikke saa faa der fra Overtro er gaaet hovedkulds over til den rene og skære Vantro. Enhver Fejl bunder i Overilelse; enten synder man ved at gaa for vidt eller ved ikke at gaa vidt nok; enten tror man hverken paa det ene eller det andet, eller 34
ogsaa tror man paa alt for meget. Naar først man er hoppet paa Limpinden tror man alt for meget og tager Skyggen for Legemet. De værste Indbildningsfostre kan da antage hvilken Form det skal være. Men naar man saa opdager sin Fejltagelse, naar den Taage letter som man har været omgivet af, saa ryger man nemt i den modsatte Grøft og vil ikke engang tro hvad man kan se med sine egne Øjne. Dette er sikkert Grunden til at Katolikkerne, som tror paa saa mange Mærkværdigheder, lettere bliver Bytte for Ateismen end Folk af andre Trosretninger. Naar de en Gang har brudt Overtroens snærende Baand, og naar de har opdaget de Snarer som Præsteskabet har lagt for deres lettroende Sjæle, saa gaar de tit til den modsatte Yderlighed. Deres Lettroenhed udarter til Skepticisme. Saa er det bedre at holde sig til den gyldne Middelvej. Der er nemlig Fare for - som Cicero siger om Fuglevarsler - enten at forfalde til Ugudelighed ved ikke at tro paa dem, eller til kællingeagtig Overtro ved at stole for meget paa dem. Balthasar Bekker, som har skrevet den berømte Bog Den forheksede Verden, kan afsløre lige saa mange Fiduser det skal være, og han kan komme med sytten Tusind nye Argumenter til Bestyrkelse af sin Opfattelse, han kan dog ikke overbevise mig om at alt overnaturligt er Fup og Svindel. Saa skulde man da forkaste al Tiltro til Historiens Vidnesbyrd. Men tilbage til Emnet! Da jeg kom hjem til Bergen igen blev jeg saa at sige genindsat i mine borgerlige Rettigheder. Jeg kom tilbage til min retmæssige Formynder, min Onkel Peder Lem. Hos ham boede jeg indtil Bergens sidste Brand i 1702. Det Aar blev jeg fra Bergens Latinskole dimitteret til Københavns Universitet. Peder Lem var et meget vittigt og gemytligt Menneske. Engang havde jeg for Eksempel skrevet et Spottevers om en af hans Kones Slægtninge som Hævn for en Fornærmelse han havde tilføjet mig. Hun tog mig det meget unaadigt op og forlangte at min Onkel skulde straffe mig. For at gøre sin Formynderpligt kaldte han mig ind til en Samtale i Enrum. Indledningsvis tog han sin 35 bøseste Mine paa og gav mig en ordentlig Gang Skældud. Men da han havde overstaaet Fortalen og kom til Gennemgangen af selve Digtet, saa gik hele Kritikken ud paa at min Versifikation ikke var omhyggelig nok, at den ganske manglede Rytme og Regelmæssighed. Heraf opstod der en sproglig Strid som blev lykkeligt bilagt efter en Times Debat. Fredstraktaten indeholdt kun én Artikel, nemlig: at hvis jeg vilde skrive flere Vers, maatte jeg være mere omhyggelig med dem.

✂ I 1702 blev jeg dimitteret fra Skolestøvet til Universitetet af min vidtberømte Rektor Søren Lintrup, skønt jeg endnu ikke havde naaet den Alder som Skolelovene kræver. Jeg fik Dispensation, dels fordi Skolen sammen med Kirkerne var lagt i Aske, dels ogsaa fordi Skolens Rektor mente at jeg havde nogenlunde lige saa gode Skolekundskaber som de fleste andre Dimittender. Jeg havde ikke Penge til at bo ret længe i København; derfor rejste jeg hjem igen efter at have aflagt Eksamen. Da jeg var kommet hjem fik jeg Ansættelse hos Provsten paa Voss som Privatlærer for hans Børn, skønt jeg nok var lovlig ung. Provsten havde paa Forhaand betinget sig af mig at jeg, naar han af Helbredsgrunde eller af andre Aarsager ikke kunde passe sit Embede, skulde staa op paa Prædikestolen og udlægge de guddommelige Mysterier for Bønderne. Saadan gik det til at jeg kom til at bruge et helt Aar paa at tæske Børn og omvende Bønder dér paa Stedet. Men jeg var dygtigere som Prædikant end som Pædagog; for da jeg vilde lave den yngste Søn, som var Moderens Øjesten, om fra en Træklods til et Kraftgeni, blev jeg afskediget fordi jeg hersede for haardt med ham. Jeg blev sendt hjem til Bergen. Det eneste jeg fik med mig var Bøndernes Lovprisninger. Paa Grund af min Veltalenhed paa Prædikestolen sammenlignede de mig med en for længst afdød Prædikant, en vis Mester Peder, som de paa Grund af hans Talegaver betragtede som en anden Chrysostomos. Jeg var ikke synderlig ked af at blive afskediget, for Børneopdragelse er en brydsom Beskæftigelse, især for en
36 Koleriker, hvis syge Sind bliver rørt paa sit ømmeste Sted. Jeg led desuden af den Sygdom man kalder Mareridt. Den angriber Folk om Natten naar de sover, og det er som om der er noget tungt der lægger sig paa dem og trykker dem ved sin Vægt. I Oldtiden troede man at det var Fauner og Skovtrolde; men efter Nutidens Overtro er det Genfærd af Koner eller unge Piger som springer paa Folk naar de sover. Jeg troede ikke jeg kunde slippe af med Sygdommen uden at flytte fra denne Gaard, hvor saadan nogle Husguder herskede. Jeg havde brugt de sædvanlige Midler: jeg havde stillet Skoene omvendt foran Sengen, jeg havde lagt Jern under Hovedpuden, jeg havde sunget det Vers som man paa Peder Paarses Tid plejede at bekæmpe den Slags Menneskeryttere med, men alt forgæves. Derfor var jeg overbevist om at det var et Husspøgelse som morede sig med at plage Stedets Skolemester med sit natlige Ridt. Jeg var fornærmet over at jeg, som var kommet af Godtfolk, skulde gøre den Slags Slavetjeneste, især i Betragtning af at jeg havde tilbragt alle mine Nætter i ærbar Ensomhed og derfor ikke havde fortjent at blive brugt af Fruentimmer som Ridedyr. Derfor rejste jeg i glad Fortrøstning om at dette Natteonde vilde forsvinde naar jeg var kommet et andet Sted hen -
i Haab om at fra dette Sted
Husnissen ikke flytted med.

✂ Jeg rejste saa igen til København for at aflægge den afsluttende Eksamen. Dér tog jeg ogsaa Undervisning i fremmede Sprog - Fransk og Italiensk - uden dog at forsømme mine teologiske Studier. Jeg gjorde saa gode Fremskridt i Teologien at jeg da Vinteren var omme kunde indstille mig til Eksamen. Jeg bestod med Glans. Saa tog jeg hjem med en Førstekarakter, men med tomme Lommer; det blev derfor nødvendigt for mig atter at give mig ind under det Aag jeg for nylig var sluppet af med. Niels Smed, der var Vicebiskop og Lektor i Teologi i Bergen, saa sig paa dette Tidspunkt om efter en Lærer til sine 37 Sønner. Jeg fik denne Stilling, men blev kun i den et Par Maaneder, da jeg snart kom til at betragte den som det rene Trællearbejde. Denne Magister Smed havde i sin Ungdom gennemvandret de fleste af Europas Egne; jeg studerede i ledige Timer hans Dagbøger, som ordentlig gjorde mig opsat paa at komme ud at rejse. Min Pengemangel var ganske vist en Hindring, men Vanskelighederne gav mig kun mere Blod paa Tanden. Jeg bad om min Afsked og fik den, til største Ærgrelse baade for mine Venner og min Principal; hans Børn havde nemlig gjort gode Fremskridt ved min Undervisning.

✂ Da jeg nu igen stod paa egne Ben skrabede jeg alt det sammen som kunde gøres i Penge: rørlig og urørlig Ejendom, Rettigheder, Privilegier, alt hvad der kunde sættes paa Auktion blev solgt; med andre Ord: jeg prøvede ligesom Guldmagerne at lave Guld af hvad som helst. Men da jeg gjorde mit Regnskab op, saa jeg at jeg kun havde faaet knap tres Daler ud af det. Ikke desto mindre holdt jeg fast ved min Beslutning og indskibede mig til Holland. Penge havde jeg jo ikke mange af, men jeg haabede at kunne slaa mig igennem ved Hjælp af mine Kundskaber. Jeg kunde lidt Fransk og Italiensk og haabede at kunne klare mig ved at undervise i disse Sprog naar Kassen var løbet tør. Naar jeg har fattet en Beslutning kan ti vilde Heste ikke rokke mig fra den.

✂ Da vi havde Øen Vlie i Sigte mødte vi et Kaperskib. Det generede os ikke, men gav alligevel Stødet til en komisk Historie. Kokken var bange for at hans Skatte skulde falde i Hænderne paa Kaperne. Derfor svøbte han sine faa Skillinger ind i en snavset Klud og smed dem i en Gryde kogende Gule Ærter. Det gamle Snavs gik i Opløsning i Suppen og blev blandet med Grøntsagsstumper fra Suppevisken og Flæsk. Da Kaperen var sejlet sin Vej bad vi Kokken komme med Maden. Han fiskede hurtigt sin Skat op - den var blevet renset for flere Maaneders Snavs - og serverede sin Bænkevælling for os. Da vi saa havde fyldt denne uhumske Føde i os fortalte han os med 38 Stolthed om sin Snedighed. Nogle blev vrede, andre lo, nogle blev flove, nogle maatte brække sig. Der blev holdt Skibsraad, holdt Afstemning, fældet Dom - men snart blev han paa Grund af sit geniale Paahit undskyldt, frifundet og rost.

✂ Vi morede os og lo i én Køre paa hele Resten af Turen. I Amsterdam tilbragte jeg fjorten dejlige Dage, men da jeg havde set de vigtigste Seværdigheder dér og mættet min Nysgerrighed, gjorde jeg min Pengebeholdning op og opdagede at min Pung snart vilde være tom, og at der ikke var nogen Mulighed for at fylde den igen. Jeg blev forskrækket og begyndte saa smaat at fortryde at jeg havde indladt mig paa dette her. Jeg havde opdaget hvordan Hollænderne var; derfor turde jeg ikke haabe paa at kunne afhjælpe min Pengenød ved andre Indtægter, især ikke i Amsterdam, hvor ikke engang den lærdeste Professor kunde tillade sig at slaa Følge med en Skipper.

✂ Hvor Haandværksmænd skalter og valter,
gaar Filosofien i Pjalter.

✂ Jeg blev ved mine Bysbørns Introduktion inviteret i forskellige hollandske Hjem. Men De maa endelig ikke tro at jeg nogen sinde fik anvist den Hædersplads der tilkom mig som teologisk Kandidat med Laud. Tværtimod hændte det at jeg, mens Skippere og begede Styrmænd sad ned, maatte staa op og paahøre de Formaninger og Moralforskrifter som Amsterdammerkøbmændene plagede mig med, som om jeg var en ren Grønskolling. Jeg blev gal i Hovedet over deres Formaninger; ganske vist var jeg ikke ret gammel, men jeg mente dog at have drevet det saa vidt i Studeringer og Verdenserfaring at det burde have været mig der havde lært disse bedsteborgerlige Moralister Levemaade, ikke omvendt. Kort sagt, jeg stod som Herkules paa Skillevejen, raadvild og usikker: paa den ene Side skammede jeg mig for at vende hjem til min Fødeby, paa den anden Side var det mig umuligt at blive 39 længere i Holland, for hvor meget jeg end sparede vilde de Penge jeg havde ikke kunne række til mine Udgifter i et halvt Aar. Desuden foruroligede det mig at jeg hele Tiden var syg. Min Feber vilde ikke høre op, og den baade afmagrede og svækkede mig i høj Grad. Dette virkede saa deprimerende paa mig at jeg overvejede at rejse hjem. Jeg stod allerede rejseklar, da min Læge Ivar Brederock raadede mig til at rejse til Aachen. De varme Bade dér anses for at være meget gavnlige mod langvarige Sygdomme. Jeg var ivrig efter at opleve noget nyt, saa det var ikke svært at overtale mig til hvad som helst. Det var derfor ikke saa meget Lægens Raad som min egen Lyst jeg fulgte, da jeg rejste til Tyskland i Haab om at Lykken maatte staa den kække bi. Men mod Forventning slugte denne Rejse saa mange af mine Penge at jeg nær havde opgivet Haabet om nogensinde at komme hjem igen. Særlig galt blev det da jeg blev nødsaget til at give nogle Gylden for et kongeligt Pas i Roermund, saa at jeg ved min Ankomst til Aachen kun havde seks Daler i Lommen foruden et nytteløst Pas, som jeg ikke kunde læse uden at ærgre mig. Det var efter min Mening snarere en Haan end et Pas, for det lød omtrent saadan: Laissez passer et repasser le garçon Louis d'Holberg d'Amsterdam.

✂ Det hændte mere end én Gang at andre saa ned paa mig paa Grund af mit pigeagtige Ansigt. Jeg hørte mine Rejsefæller hviske om at man burde forhøre mig om Grunden til at jeg saadan ganske alene var rejst fra min Hjemby - for man plejer jo ikke at rejse hjemmefra naar man knap er halvvoksen og først lige har lært at knappe sine Bukser. Dette lod de en Præst tage sig af. Da vi en Dag kom ind i Krostuen sad han der og vinkede mig hen til sig med streng Mine, og saa kom han med disse Ord til Indledning: »Hør engang, lille Ven, hvornaar er du rendt af Skole?« - Jeg blev gal i Hovedet og tog Offensiven førend han rigtig naaede at komme i Gang. Jeg førte hele Armeer af latinske Ord og Vendinger i Marken og angreb den ulykkelige og ganske ubevæbnede Præst med en saadan 40 Voldsomhed at han opgav Rollen som Forhørsdommer og sagde: »De er jo Teolog, min Herre. Jeg gratulerer!«

✂ Da jeg to Aar senere sad paa en Kro i England og vilde fordrive Tiden med en Pibe Tobak, var der en Londoner som sad ved Siden af mig der morede sig saadan over dette Fænomen at han skraldgrinede og sagde: »The boy will smoke tobacco!« Det samme hændte mig engang i Frankrig, skønt jeg allerede dengang var ekstraordinær Professor. Min Vært dér spurgte engang en Pariser hvor gammel han troede jeg var. Han svarede: »Det er en Dreng paa atten Aar.«

✂ Jeg havde levet tre Uger i Aachen saa sparsommeligt at jeg ikke behøvede at være bange for at komme i Konflikt med Myndighederne for Overtrædelse af Luksuslovene, da den haarde Nød tvang mig til at planlægge en Forbrydelse som hverken før eller senere kunde være faldet mig ind, nemlig lige saa stille at stikke af fra Hotelregningen, som jeg ikke kunde betale. Jeg stoppede mit Habengut i en Vadsæk og listede mig tidligt om Morgenen ud ad en Bagdør. Men jeg var ikke dreven nok, og Værten var mistænksom, saa han lagde sig paa Lur, greb mig paa fersk Gerning og tvang mig til at aflevere mine sidste Penge. Endnu længe efter kunde jeg genopleve denne Situation baade i vaagen og drømmende Tilstand; jeg drømte Gang paa Gang at denne Krovært greb mig i Nakken og slæbte mig tilbage til Kroen.

✂ Jeg var nu fuldkommen blanket af og maatte gøre Turen tilbage til Holland til Fods. Men da Rejsen var overstaaet havde jeg det bedre, baade psykisk og fysisk, enten det saa skyldtes Vandkuren eller al den Motion jeg havde faaet. Naar Legemet er rask er Sindet det ogsaa. Det oplevede jeg paa dette Tidspunkt. Min Kasse var tom, jeg havde ikke noget Haab om at faa den fyldt igen - men midt i al denne Elendighed var jeg alligevel ved godt Mod. Jeg gik længe forgæves omkring i alle Byens Gader og Stræder, jeg tog alle Kneb i Brug for at skaffe Penge, jeg plagede Vekselererne,
41 jeg loved dem vældige Renter,
tre Gange normale Procenter.

✂ Endelig var der en Vekselerer som udbetalte mig en Sum der var stor nok til at dække min Hjemrejse. Da jeg paa den Maade var blevet fri for alle Bekymringer, besluttede jeg at tage hjem til Norge. Jeg var længe i Tvivl om hvor jeg skulde tage hen, om jeg skulde rejse hjem til Bergen eller til et andet Sted i Norge. Ganske vist havde jeg Slægtninge i Bergen som kunde lette mine Trængsler; men hos dem vilde jeg ogsaa være til Grin for min tossede Udenlandsrejse. Jeg var nemlig udmærket klar over at Digterens Ord:
Det værste ved en Bankerot
er at til Skade føjes Spot

✂ i højeste Grad har Gyldighed i min Hjemby. - Paa andre Steder i Norge behøvede jeg derimod ikke at være bange for at blive skældt ud og at skulle høre paa mavesure Moralprækener for min Dumhed. Da jeg rigtig havde gennemtænkt alt dette besluttede jeg at rejse til Kristiansand. Her sluttede jeg snart et nært Venskab med en trondhjemsk Student ved Navn Christian Brix. Han introducerede mig hos nogle af Byens Honoratiores, som snart var ved at falde over hinanden for at faa mig til at undervise deres Børn i fremmede Sprog, især i Fransk.

✂ Jeg læste paa dette Tidspunkt en lille, anonym Bog, hvor Forfatteren med tres Argumenter prøver paa at bevise at Kvinder ikke er Mennesker. Jeg satte stor Pris paa nye Synspunkter, saa disse Narrestreger morede mig meget. Da jeg lige havde læst Bogen og huskede den hele udenad, rendte jeg Byen rundt og benyttede enhver Lejlighed til at udbrede disse kætterske Paastande, først ganske roligt for Morskabs Skyld, senere, da Modstandernes Iver tog til, med større Hidsighed. Sønnerne af den for nylig afdøde Biskop i Kristiansand angreb med stor Skarphed min Paastand; og da de havde en nysselig Søster, som de 42 regnede for fuldt ud værdig til Medlemskab af Menneskeheden, kan man næsten sige at de kæmpede for Hus og Hjem. Men jeg opdagede snart at jeg var ved at faa et slemt Ry paa mig. En Dag var der en Tjenestepige der midt paa Gaden

✂ peged paa mig nok saa frækt,
mens hun sagde: »Se den Knægt -

✂ det er ham som gaar og laver Numre for at smække Døren til Paradis i for Næsen af os!« Saa besluttede jeg at holde op med at udbrede den Slags Kætterier - f or at vise hvor meget jeg fortrød hvad jeg før havde hævdet, gav jeg mig ligefrem til i ét Væk at holde Lovtaler over det andet Køn. Paa den Maade lykkedes det mig snart at faa splittet hele den Sammensværgelse der havde dannet sig imod mig. Og da jeg var god til Musik, var det heller ikke svært for mig at blive gode Venner med de unge Piger af det bedre Selskab i Byen - efter min Mening de sødeste Piger i hele Norge, dannede, kultiverede og med mange andre gode Egenskaber.

✂ Da jeg havde boet nogle Uger i Kristiansand flyttede jeg hen hos en Præst som jeg var i Familie med. Dér boede jeg hele Vinteren; og for dog at gøre nogen Gengæld for min Værts Gæstfrihed gav jeg ham et Begynderkursus i Engelsk. Paa Grund af mit overfladiske Kendskab til trefire Sprog blev jeg en Berømthed i Kristiansand. Engang da jeg gik en Tur i Byen hørte jeg to unge Mænd, der fulgte i Hælene paa mig, omtale mig saadan: »Dér gaar han der kan saa mange Sprog. Han taler baade Fransk, Italiensk, Polsk, Russisk og Tyrkisk.« Paa den Maade blev jeg lige saa berømt i Kristiansand som i sin Tid Mithridates, Kongen af Pontus, blev det i Asien. Om ham fortæller Historikerne at han talte toogtyve Sprog.

✂ Dag for Dag var der flere der vilde have Fremmedsprogsundervisning hos mig. Blandt mine Elever talte jeg Mænd af højeste Rang, for Eksempel Fæstningskommandanten Nostitz, som kort efter gik i russisk Krigstjeneste 43 og nu regnes for én af dette Aarhundredes store Hærførere. Derfor fik jeg betalt al den Gæld jeg havde paadraget mig tilbage til Kreditorerne, og kunde oven i Købet da jeg ved Foraarets Begyndelse gjorde mit Regnskab op konstatere et Kasseoverskud paa omkring tolv Rigsdaler. Men saa skete der noget som gjorde et alvorligt Indhug i mine Indtægter. En hollandsk Købmand som var gaaet fallit i sit Hjemland flygtede til Norge, og gav sig til for en minimal Betaling at undervise i Fransk - noget jeg hidtil havde haft Monopol paa. Jeg havde hørt at min Konkurrent talte et temmelig barbarisk Fransk, saa jeg var ivrig efter at møde ham i Kappestrid. Eleverne fra de to Skoler aftalte Tid og Sted. Vi mødtes, vi kæmpede, men Kampen blev uafgjort; jeg skød paa ham med norskfranske Pile, og han skød igen med fransk-hollandske. Jeg tror ikke det franske Sprog nogensinde før er blevet saa hæsligt maltrakteret. Vi talte det nemlig begge ubehjælpsomt, selv naar vi var rolige og overladt til os selv; og da vi blev hidsige løb vi begge vild i en Labyrint af Ubehjælpsomhed, og Sprogfejlenes Antal voksede over alle Bredder. Da vi i denne Strid var blevet klar over hinandens Uvidenhed besluttede vi at indstille Fjendtlighederne, som jo var lige skadelige for begge Parter, at slutte Fred og Venskab, og efter Cæsars og Pompejus' Eksempel at dele Provinserne mellem os. Saaledes endte mit Monopol og min Eneherskerværdighed, og der blev oprettet et Tomandsvælde. Jeg overholdt nøje Fredsartiklerne, først og fremmest fordi jeg havde besluttet at rejse til England om Foraaret. Jeg havde valgt mig den førnævnte Christian Brix til Rejsekammerat. Han sad ganske vist ikke meget bedre i det end jeg, men han havde en velbeslaaet Moder i Trondhjem, som kunde hjælpe ham hvis det kneb.

✂ Vi gik om bord i et Skib som laa sejlklar ved Arendal, og efter fire Dages Sejlads anløb vi Gravesend, en Havneby ved Themsens Munding. Vi var lede og kede af at sejle, saa vi lod vores Pakkenelliker blive paa Skibet og 44 gik selv i Land for at gaa til Fods til London. Jeg husker at der dengang var en Englænder fra The Midlands - han var tilfældigvis kommet til Gravesend - som spurgte mig hvor Norge laa, og hvordan der var. Han mente det var en By i Sverige. Jeg troede det var en Fortalelse; men jeg har senere tit været ude for at faa stillet lige saa latterlige Spørgsmaal andre Steder i England. En lige saa himmelraabende Uvidenhed om nordiske Forhold har jeg fundet hos de mest oplyste Folkeslag, Italienerne, Franskmændene og Englænderne. I Paris erklærede en Præst raat og brutalt at de nordiske Folk ikke blev døbt. En Højesteretssagfører i samme By spurgte mig om den nemmeste Vej til Danmark ikke gik igennem Tyrkiet. En anden spurgte mig om man nødvendigvis skulde indskibe sig i Marseille naar man skulde til Norge. I Rom hævdede en ung Piemonteser i fuldt Alvor at jeg ikke kunde være Nordmand. Han havde nemlig læst i en Rejsebeskrivelse som han havde hjemme, at Nordmændene var vanskabte, at de havde Svineøjne og at deres Munde gik fra Øre til Øre. Disse Folkeslag interesserer sig kun for deres eget og er ganske ligeglade med alt hvad der ligger uden for deres egne Landegrænser. Hos os er det lige modsat. Vi interesserer os ikke for det hjemlige, men gaar vældigt op i alt hvad der er udenlandsk. De dyrker ivrigt deres egne Sprog og kender intet til fremmede Tungemaal; vi lærer fremmede Sprog og interesserer os ikke for vores eget. Naar en Englænder vil se sig om, rejser han først England igennem, før han besøger de oversøiske Lande; vi andre giver Pokker i vores Hjemland og flyver og farer i vores Ungdom til fremmede Lande. Begge Dele er forkerte, men det første dog undskyldeligt.

✂ Men til Sagen igen. Vi forlod Gravesend og begyndte paa Vandringen til London. Jeg optraadte paa Turen som Tolk for min Kammerat. Han kunde nemlig kun gøre sig forstaaelig for Englænderne ved at gebærde sig som en Klovn. Vi blev ikke ret længe i London, men tog straks til Oxford. Her betalte vi trods vores Pengemangel nogle
45 Kroner for at faa Adgang til Biblioteket. Uden at blive indskrevet og aflægge Ed paa Forhaand kan man nemlig ikke nu om Dage faa Adgang til at benytte det offentlige Bibliotek. Paa denne Maade blev vi indført i det akademiske Liv i Oxford. Men vi tænkte nu ikke saa meget paa at kollationere Haandskrifter og udkopiere Manuskripter som paa at afhjælpe vores knugende Fattigdom. Han gav sig til at undervise i Musik, jeg i Sprog, men ak! ingen af os havde drevet det ret vidt paa sit Omraade, saa vi fik ikke ret meget ud af disse Fag hos dette Folk, som ikke lader sig nøje med et overfladisk Kendskab til noget, men har for Vane at trænge ind til Sagernes Kerne. De tre Maaneder vi boede i Oxford maatte vi leve saa sparsommeligt at vi kun fik Kød hver fjerde Dag. De øvrige Dage levede vi af Ost og Brød og den billigste Kost vi kunde opdrive. Jeg tog dog ikke Skade af det, hverken legemligt eller sjæleligt, for jeg trives ved Smalkost og har det daarligt naar jeg spiser rigeligt. Men min Kammerat, der ikke var vant til saa haard Levevis, blev paa kort Tid saa udtæret at man i hans Ansigt kunde se
den magre Gustenhed Patienter faar,
der har haft Svingefeber mange Aar.

✂ Derfor bandede han hver Gang hans Mave knurrede over at han havde været saa tosset at give sig ud paa denne Rejse, og især jamrede han over at vi havde smidt de Dalere ud som vi saa ubetænksomt havde betalt for at faa Adgang til Biblioteket.

✂ Nedtrykt af dyb Melankoli
sin egen Vej han traved;
og fjernt fra andres Vej og Sti
han paa sit Hjerte gnaved.

✂ Jeg prøvede paa at sætte ham i Humør, blandt andet ved at fortælle ham følgende Vittighed af Bion: Det er fjollet at rive Haarene af Hovedet paa sig af Sorg - som om det 46
hjalp paa Sorgen at man blev skaldet! Men jeg talte for døve Øren. Til sidst havde vi ikke en rød Reje igen. Vi lod vores Bagage staa i Oxford og gik til Fods tilbage til London. Dér fik min Kammerat et Laan hos en Veksellerer mod Kaution af en Mand fra Trondhjem. Saa snart han havde faaet Pengene gik han helt op i at stable den ene Gourmetmiddag oven i den anden og at gaa paa Jagt efter lækre Sager for at tilfredsstille sin Mave, som allerede havde knurret saa længe. Derfor blev hans Magerhed snart til Fedme, og hans før saa gustne Ansigt skinnede af Velnærethed. Da vi kort forinden var rejst fra Oxford havde hans Øjne ligget indsunket i Hovedet og hans Krop havde været pilmager; da han en Maaned senere kom tilbage havde han ligefrem faaet Vom. Efter Tilbagekomsten opgav vi vores isolerede Tilværelse og flyttede ind paa en Kro, som var meget besøgt af Oxfordstudenter. Vi lærte snart dem alle at kende, og sluttede Venskab med nogle af dem. Men der var én som fra nu af optraadte køligt over for os. Det var en Skotte, som vi tidligere havde staaet i et nært Venskabsforhold til. Længe kunde vi ikke forstaa hvorfor han var saa kølig, og da vi endelig spurgte ham sagde han lige ud at vi maatte finde os et andet Sted at bo; det var ikke passende at Studenter boede paa en Kro, i det mindste var det ganske uhørt i Oxford. Der findes næppe noget Universitet hvor Respekten for Øvrigheden og Lovene er større, hvor Studenterne er mere ærbødige, og hvor man lever pænere end i Oxford. Selv de mindste Fejl bliver omhyggeligt bemærket, rettet og straffet. Derfor er det lige saa sundt og gavnligt for den studerende Ungdom at studere ved Oxford som det er skadeligt for den at gaa paa andre Universiteter, hvor man under Studierne lærer at føre et udsvævende Liv med Druk, Slagsmaal, Spil og Nattesjov. Hvis man gaar ud efter Klokken ti om Aftenen virker det snarere som om man var paa et øde Sted end i en By, saa ensomt, roligt og stille er der. Omkring dette Tidspunkt gaar nemlig de aarlig valgte Opsynsmænd rundt i alle 47 Byens Gader og Stræder; de laver ogsaa Razziaer i Kroerne, og de Studenter der bliver paagrebet dér bliver idømt haarde Bøder. Men disse Love omfatter - hvad der efter min Mening er ganske latterligt - ikke Folk som ved akademiske Grader skiller sig ud fra den store Hob; for Magistre og Doktorer har Lov til at drikke paa Kroerne lige til den lyse Morgen. Det er med andre Ord kun Indehaverne af de højere Grader som har Lov til offentligt at disputere - og drikke. Derfor har Drukkenboltene Jag paa for at erhverve disse Grader. Hvis den studerende Ungdom ved andre Universiteter nød den Slags Privilegier vilde man uden Tvivl se de højeste videnskabelige Grader komme til Ære og Værdighed igen. De siger at Aarsagen til denne besynderlige Bestemmelse er den at Folk som er naaet saa vidt paa Rangstien af sig selv vil holde sig fra den Slags Unoder. De andre vil derimod vælte sig i dem hvis ikke Faren for Straf afskrækker dem fra det. Derfor er der som Regel en Magister der fører an naar et Drikkegilde paa en Kro trækker ud til over ti om Aftenen. Det hændte flere Gange at Opsynsmændene fik fat paa nogle Studenter paa den Kro vi boede paa; men naar de pimpede under Forsæde af en Magister modtog de frejdigt Opsynsmændene med disse Ord: »We are in company with masters of arts.« Naar de hørte det, gik de omgaaende deres Vej. Desuden holdes de gamle i Ære i Nutidens Oxford ligesom i Oldtidens Sparta. Der er ingen Steder hvor man agter og ærer de gamle saa meget som her. Man lytter ikke bare til deres Udtalelser, man adlyder dem ogsaa; en gammel Students Ord har mere Vægt end en ung Professors eller Doktors. Hvis jeg havde tænkt mig at udsmykke dette lille Arbejde med Egns- og Stedsbeskrivelser kunde jeg have fortalt om forskellige Skikke som maaske ikke vilde være uden Interesse, og som er særegne for dette Universitet; men jeg har kun lovet en ganske enkel og overfladisk Fortælling om hvad der direkte angaar mit Levnedsløb, saa jeg lader det ligge og vender tilbage til Sagen.

48

✂ Efter Tilbagekomsten levede vi en Maaneds Tid i Sus og Dus, men saa fik min Kammerat et Brev fra sin Moder med Besked om at tage tilbage til London, hvor han skulde være under Opsigt af Magister Georg Ursin, Præsten ved den danske Kirke. Han var bange for at hans Moder skulde blive vred hvis han ikke lystrede, saa han rejste fra mig og tog til London med det samme. Mit Saar, der lige var lægt, brød derfor op igen: jeg fik nye Bekymringer, jeg tabte Modet igen. Den eneste Trøst jeg havde i min Ensomhed og mine Vanskeligheder var det Venskab jeg for nylig havde stiftet med nogle Oxfordstudenter, som ustandselig udbasunerede mine gode Egenskaber og min Lærdom, og alle Vegne udraabte min Dygtighed i fremmede Sprog og Musik. Deres Ros havde den Virkning at mange gik bort fra andre Lærere og søgte mig som hele Byens berømteste Sprog- og Musiklærer. I Virkeligheden var det et Spørgsmaal om jeg var størst som Sprogmand eller som Musiker. Enkelte af mine mere kløgtige Elever opdagede hvor elendig jeg var, men de holdt det pænt for sig selv. De fleste af mine Elever var ustadige, og det kom mig i høj Grad til Nytte. Der var nemlig ikke saa faa der lige snusede til Begyndergrundene, og saa faldt fra efter en Maaneds Forløb. Derved undgik jeg at blive afsløret. Jeg havde endnu en Fordel af Elevernes Flakkevornhed. Der er nemlig en gammel og priselig Skik at man giver dobbelt Betaling for den første Maaneds Undervisning, noget som man kalder Introduktion eller på engelsk »entrance«. Jeg lærte imidlertid selv saa meget af at undervise i Musik, at jeg snart blev anset for én af de bedste Fløjtespillere i Byen, og som Tiden gik blev jeg optaget i en Musikforening, der holder Møder hver Onsdag i Oxford, og som hedder The Musical Club. Ingen bliver optaget i denne Klub uden først at have aflagt Prøve. Da jeg havde vist hvad jeg kunde, blev jeg enstemmigt indvalgt, og siden regnede man mig for ét af Klubbens fornemste Medlemmer.

✂ Efter min Kammerats Bortrejse boede jeg saa alene i 49 Oxford i omkring ét Aar og tre Maaneder. I denne Tid levede jeg i Sus og Dus; næsten hver Dag inviterede mine Universitetskammerater mig til Frokost eller Middag. Det kalder Studenterne i Oxford »take common«. I lang Tid kaldte de mig ikke andet end »Myn Heer«. Det Navn havde jeg faaet ved en Tilfældighed, og oven i Købet af en Barbér, som troede at jeg og min Kammerat var Tyskere. Han vidste ikke hvad vi hed, saa han gentog Gang paa Gang denne Betegnelse for at vise at han ikke var helt blank i Tysk, selv om han i Virkeligheden kun kendte disse to Ord. De omkringstaaende hørte Barberen gentage denne Titel og troede at vi hed saadan, og længe gik jeg udelukkende under dette Navn i Oxford. Det var der jo ikke noget fornærmende i, saa jeg gjorde ikke noget særligt for at rette Misforstaaelsen. Det var maaske aldrig kommet frem hvad jeg i Virkeligheden hed, hvis ikke jeg havde truffet en Student ved Navn Holber. Ham gjorde jeg opmærksom paa at vi havde samme Navn, og da det senere viste sig at vi ogsaa lignede hinanden af Væsen, opstod der et nært Venskab imellem os. Jeg sagde tit for Sjov at vi nok var af samme Familie. Vores fælles Forfader skulde saa være kommet over til England med Knud den Store.

✂ Jeg maa tilstaa at jeg af mange Grunde føler mig knyttet til Oxforderne. Her er et Eksempel paa deres Venlighed og Gavmildhed imod mig: Da jeg havde boet næsten to Aar i Oxford og tænkte paa at rejse hjem - jeg stod faktisk allerede rejseklar - var der én af mine Medstuderende der bad mig om en Samtale under fire Øjne. Han sagde at jeg skulde bide Hovedet af al Skam og fortælle ham, hvordan det stod til med min Økonomi. Han lovede mig paa hele Kollegiets Vegne en betydelig Sum i Rejsepenge, hvis jeg bare vilde tage imod den. Dette hjertelige Tilbud og den utrolige Gavmildhed der laa bag det gjorde mig næsten stum. Men jeg manglede ikke Penge, saa jeg afslog med Tak. Det er et Spørgsmaal hvilken af Delene der er mest forbløffende, hans gavmilde Tilbud 50
eller mit stædige Afslag. Pladsen i dette lille Skrift tillader mig ikke udførligt og i Enkeltheder at fortælle hvor mange og hvor store Tjenester Oxfordstudenterne prøvede paa at gøre mig. Ganske vist er Englænderne ret slemme til at prale af deres egne Dyder, og hos de fleste af dem har jeg bemærket en Arrogance som er særegen for dette Folk. Men den Fejl ophæves af deres mange gode Egenskaber. Jeg kendte dem godt nok til at vide at jeg kunde opnaa lige hvad det skulde være ved at smigre dem, men jeg holdt mig for god til den Slags. Oxfordstudenterne beundrede mig for min Ædruelighed og Redelighed, men især for min Munterhed. Munterhed med en passende Tilsætning af Vid er noget Englænderne er meget begejstrede for. De har selv megen Humor og elsker Vittigheder. De troede iøvrigt jeg var Præst eller i det mindste Kapellan - det var de Ord i mit Eksamensbevis »naar blot han intet afstedkommer som er den gejstlige Stand uværdigt« som førte dem paa Vildspor. Derfor plejede de der udraabte mine herlige Egenskaber gerne at indlede med Ordene: »This gentleman is in order«, det vil sige: »denne Herre er ordineret«. De fleste mente ogsaa jeg var en gammel teologisk Rotte. De beundrede min Evne til at gribe alle Argumenter i Luften og vende dem mod mine Modstandere. For Englænderne er sløje Debattører. Til Gengæld er de Mestre i Bibelfilologi, Eksegese, Kirkehistorie og Patristik. Ved nogle Studeringer trænger man til Bunds i Tingene, andre kan man kun brillere med; nogle Mennesker virker lærde, andre er det i Virkeligheden. Kontinentets Lærde gaar helt op i polemisk Teologi og Videnskabshistorie, de svælger i Systemer og lærde Tidsskrifter, og paa den Maade bliver de hurtigt til omvandrende Leksika. Englænderne forsker grundigere; derfor gaar de langsomt frem og er Lærde før de synes at være det. Efter min egen Mening talte jeg Latin langsomt og hakkende, men Englænderne syntes jeg talte det hurtigt og flydende. De gør nemlig meget lidt ud af Øvelser i Talekunsten - jeg traf faktisk kun én der talte et 51 nogenlunde ordentligt Latin, nemlig Dr. Smalridge; selv Bibliotekar Hudson, som dog regnes for én af sin Tids store Filologer, var ingen Undtagelse. Oxfordstudenterne disputerer ganske vist offentligt, men saa ynkeligt og ubehjælpsomt at de bliver hundeangst bare de ser et fremmed Ansigt, de sveder, bliver stumme, taber Traaden af bare Skræk for at blive til Grin for de tilstedeværende, som de ikke betragter som Tilhørere, men som mavesure Kritikere.

✂ Til sidst rejste jeg fra Oxford til London, hvor jeg flittigt besaa alt hvad der var at se uden Betaling. Jeg kom tilfældigvis sammen med én af mine Venner ved Navn Peder Holm ind i Baptistkirken netop som en senil gammel Kone skulde til at modtage Daaben. Peder Holm havde altid sin Hund med sig, og den havde mere Kendskab til Jagt end til de baptistiske Daabsritualer. Naar den saa noget svømme i Vandet optog den resolut Forfølgelsen, og den gav ikke op før den havde sat Tand i sit Bytte og bragt det tilbage til Bredden. Nu blev den gamle Kone dykket ned i Vandet. Hunden, som var vant til at lystre det mindste Vink, blev ophidset over al den Postyr. Den blev saa jagtivrig som aldrig før, gav sig til at løbe og vilde have styrtet sig i Vandet hvis ikke dens Herre havde grebet den i Halsbaandet og holdt den tilbage. Ved at være saa hurtig i Vendingen reddede han os fra en Ulykke. Men Baptisterne lod os ikke gaa helt ustraffet bort. De gav os en dundrende Opsang og smed os ud af Menigheden.

✂ Endelig gik jeg om Bord paa et svensk Skib og ankom efter fem Dages Sejlads lykkeligt til Helsingør. Derfra begav jeg mig ad Landvejen til København. Mit Helbred var ganske godt dengang, bortset fra at jeg ikke kunde taale at drikke Vin. Naar jeg gjorde det brusede Blodet paa en mærkelig Maade i Aarerne paa mig - det var for Resten ganske nyttigt for en ikke særlig velbeslaaet Person som mig. Men mine Kammerater drillede mig for det. Nogle af dem grinede ad mig; de troede jeg var afholdende af 52 religiøse Grunde; andre prøvede ved malplacerede og ordrige Prædikener at faa Bugt med min Stædighed. De snakkede daglig om Vinens Fortræffelighed og mente at jeg vilde kunne kurere min legemlige Svaghed ved at drikke. Jeg svarede dem at jeg selv bedst kendte min Konstitution og vidste at jeg for at holde mig rask ikke alene maatte passe paa med Nydelsesmidler, men ogsaa skulde holde igen med Livsfornødenhederne. Disse evindelige Diskussioner plager man mig med den Dag i Dag, saa hvis jeg skulde disputere offentligt og der var frit Emne, vilde jeg helst disputere om Fordele og Ulemper ved Vin og Øl. Det gik nemlig mig (ja, undskyld Sammenligningen) ligesom dem der skifter Religion. De faar jo især paa Puklen af deres tidligere Meningsfæller, og de kender mest til Dogmerne i den Religion de har forladt. Det vil ikke falde Deres Excellence svært at gætte hvor rædsomt jeg lider under den Slags malplacerede Prædikener; De ved jo hvordan jeg faar Kvalme af opkogt Kaal, og at jeg ikke bryder mig om at høre selv den morsomste Historie gentaget.

✂ Men for at komme tilbage til Sagen: Mit Helbred var godt nok, men det stod skidt til med Økonomien. Jeg syntes det var under min Værdighed at tjene til Livets Ophold paa min sædvanlige Maade og optræde som Lærer i det Land hvor jeg for nylig havde givet den Greven. Jeg var kort sagt fattigfin. Men da jeg var kommet helt paa Bunden fandt jeg en nobel Maade at lindre min Fattigdom paa uden at det gik ud over min Værdighed. Jeg døbte mit Studereværelse om til Auditorium, mine Elever til Tilhørere, bød min Stol: »Vær Kateder!« Ved lærde og latinske Opslag indbød jeg Kommunitetsalumnerne til Forelæsninger. Jeg lovede ikke Sprogundervisning men - som det nu hedder paa Universitetssproget - fuldstændige Oplysninger om udenlandske Forhold. Jeg docerede ikke jeg dikterede. De studerende lod sig imponere af denne skraasikre Svada og styrtede i Massevis til mit »Auditorium«. De slugte graadigt de Ord jeg dikterede, de tog Noter, men da jeg skulde have Penge for min Ulejlighed
53 var de pludselig væk alle sammen, saa jeg maatte sige med Digteren:
Intet Korn paa Marken gror,
Engen giver intet Fo'er.

✂ Det eneste jeg fik ud af mit Arbejde var, at de der var stukket af fra mit lille Universitet sidenhen ærbødigt tog Hatten af for mig naar vi mødtes paa Gaden. Det var et klart Bevis paa deres Erkendtlighed, men en sølle Trøst for en fattig Mand.

✂ Til sidst opgav jeg min arrogante Holdning, der nær havde faaet skadelig Virkning paa min Ernæringstilstand, og gav mig til at filosofere. Det gør man jo gerne her til Lands som en sidste Udvej naar man er helt slaaet ud og slet ikke kan se, hvordan man skal klare sig. Da jeg saaledes i det mindste i min egen Indbildning var blevet Filosof forlod jeg min gamle Bane og paatog mig en Skolemesters Skikkelse. Det var ikke noget fornemt Job, men indbragte dog nok til at hjælpe lidt paa min daarlige Økonomi. Men jeg blev ikke ved med at undervise ret længe. Etatsraad Poul Vinding, der iøvrigt døde kort efter, havde nemlig besluttet at sende sin yngste Søn Andreas Vinding til Tyskland. Han skulde have en Ledsager med paa Rejsen, og Faderen overlod denne Opgave til mig, selv om han slet ikke kendte mig.

✂ Vi rejste lige til Dresden. Vinding skulde bo dér hos hans Excellence Baron Løvendal, saa han tog venligt Afsked med mig. Paa denne Rejse skete der ikke noget særligt, bortset fra at vi da vi tidligt om Morgenen skulde rejse fra Brunsvig glemte en Vadsæk fuld af Tøj. Vinding fik den dog intakt tilbage i Dresden nogle Uger senere. Vi havde tilbragt mange søvnløse Nætter paa denne Tur. Derfor sov vi, naar vi endelig fik Ro, saa fast at vi ikke var til at ruske vaagne igen; saa det er sært nok at det ikke gik paa samme Maade med vores andre Ting - at vi for Eksempel ikke glemte at faa Bukserne med! Man maa i høj Grad raade de fleste der rejser med agende Post i 54 Tyskland til at drikke Kaffe. Denne Drik kan holde selv de værste Syvsovere vaagne, hvis de da ikke er saa vel oplært i Sovekunsten at Vognenes uafbrudte Skumpien og Støden ikke kan gøre dem søvnløse. Det gjaldt Kuskene, saa vi. De havde ved Vanens Magt lært sig at hoppe og sove paa én Gang. Man faar nemlig aldrig Ro paa hele Rejsen, for der gøres ikke Forskel paa Nat og Dag.

✂ Da jeg som sagt havde taget Afsked med Hr. Vinding rejste jeg til Leipzig. Her traf jeg én af mine Landsmænd ved Navn Fleischer, som nu er Provst i Altona. Han var vældig humoristisk anlagt, og da jeg selv godt kan lide at lave lidt Sjov havde han ikke svært ved at overtale mig til at udskyde Afrejsen for hans Skyld. Imens gik vi til Forelæsninger og Øvelser, ikke som almindelige Tilhørere, men som Kritikere, for naar Forelæsningerne var overstaaet gik vi hjem og gav os som de frække Knægte vi var til at kommentere Lærernes Kommentarer og gøre Grin med dem. Derfor hørte vi særlig gerne Magister Stivelius' Forelæsninger, som var fuldstændig komiske og blottet for sund Fornuft. Han prøvede ud fra Bibelen at bevise at de Salige spiser baade til Frokost og til Middag i Paradis. Jeg kan huske at denne Magister engang holdt en lang, latinsk og elegant Forelæsning over sine Handsker, som han mente at én af Tilhørerne havde hugget Dagen i Forvejen. Alt hvad der var værd at se ved dette vidtberømte Universitet studerede vi indgaaende. Vi besøgte de fleste af Videnskabsmændene, blandt andre Cyprianus, Rechenberg, Börner og Mencke, som vi altid frit kunde komme hos; de tyske Lærdes Gæstfrihed er saa stor at man ikke kan prise dem nok for den. Jeg rejste fra Leipzig til Halle, hvor jeg ikke fik Tid til at besøge andre Professorer end den berømte Thomasius; og saa var jeg oven i Købet i temmelig daarligt Humør da jeg gik fra hans lærde Studereværelse, for han kom kun med et Par Bemærkninger om Aarstiden, om det daarlige Vejr og andre Ligegyldigheder; han syntes nok ikke det var Umagen værd at snakke Filosofi med en Grønskolling.

55

✂ Da jeg kom tilbage til Brunsvig hørte jeg at den Kuffert der var efterladt dér var blevet sendt efter os. Alle de mindre værdifulde Ting fandt jeg urørte i Værtshuset, blandt andet mine bjørneskindsforede Støvler, som kom mig til god Nytte i den følgende usædvanlig kolde Vinter. Jeg var rejst til Hamborg da det begyndte at blive saa koldt at selv om vi hver havde fire Kjoler og fire Skjorter og lige saa mange Par Bukser og Strømper paa,
trængte Kuld og Nordenvind
dog til Marv og Ben os ind.

✂ Det var især mig der paa Grund af mit sarte Helbred var svøbt ind i saa meget Tøj, at man skulde tro jeg var et Uhyre, ikke et Menneske. Blandt de andre Rejsedeltagere var der især en svensk Kaptajn som fik Kulden at føle. Han var lige kommet fra Paris og var klædt paa efter den franske Mode, og han bandede over sit fine Silketøj, som han hellere end gerne vilde bytte med en Russerfrakke, men
allerhelst dog skifte ud
med en haaret Løvehud.

✂ Denne Kaptajn var temmelig vanskelig og krakilsk; han ignorerede de øvrige Medrejsende og prøvede kun at gøre sig gode Venner med mig, mens jeg paa min Side undgik ham mest af alle. Hans koleriske, storsnudede og pralende Væsen kvalmede mig og gjorde mig gal i Hovedet. løvrigt var han ikke ganske uden Dannelse; af og til kom han med Udtalelser der viste at han ikke var en ren Plebejer. Han talte flere Sprog, var musikkyndig og havde et vist Kendskab til Historie - dog begik han nogle Bommerter i Tidsregningen, som viste at hans Lærdom var overfladisk. En Aften da Kusken havde givet os Lov til at strække Benene snakkede vi lidt sammen paa Kroen for at faa Tiden til at gaa. Vi kom ind paa at tale om de gamle Romeres Heltemod, og for at give sit Besyv med udtalte han 56 følgende om Marcus Curtius' Tapperhed: »Quintus Curtius Rufus, som har berettet om Alexander den Stores Bedrifter, ofrede Livet for det Fædreland der havde skænket ham det. Der aabnede sig engang en Spalte i Jorden midt paa Forum Romanum, og det var blevet spaaet at den ikke vilde lukke sig igen, før et Menneske havde kastet sig i den. Han sprang paa sin Hest, indviede sig til Døden og styrtede sig i Afgrunden, og gjorde sig paa den Maade til en lige saa stor Helt som den Makedoner, hvis Historie han har skrevet.«

✂ Lillebælt var saa tilfrosset at vi i Sikkerhed kunde gaa til Fods til Middelfart paa Fyn, men paa Storebælt var Isen usikker. Derfor blev vi hele otte Dage i Nyborg, mens vi ventede paa at Isen enten skulde blive stærkere eller smelte. Til sidst blev vi kede af at vente og lejede nogle Baade. De blev af nogle Sømænd trukket over Isen, først til Sprogø - den Tur varede en hel Dag - og Dagen efter til Korsør. Selv om jeg egentlig ikke havde tænkt mig at skabe Afveksling i min lille tørre Bog ved at indflette Rejsebeskrivelser, vil jeg alligevel fortælle om Sprogø, som Geograferne ikke har gjort noget ved. Jeg vil se om den svarer til sit Navn og Rygte. Naar Danskerne ønsker noget rigtig ondt over deres Uvenner plejer de nemlig at sige: Gid du sad paa Sprogø!

✂ Sprogø ligger midt imellem Nyborg og Korsør. Om Øens Frugtbarhed kan jeg ikke udtale mig, for den var paa det Tidspunkt dækket af Sne og Is. Midt paa Øen ligger Hovedstaden, som kun bebos af én Familie. Bortset fra en gammel Kone og to unge Piger saa jeg ikke et Menneske. Paa det Tidspunkt var Vicekongen eller rettere Familieoverhovedet bortrejst; han kunde ellers nok have fortalt mig om Øens Regeringsform og andet der var karakteristisk for den. Men for at gøre min Pligt som Geograf maa jeg ogsaa fortælle noget om Indbyggernes Karakter. De bor langt fra Verdens Larm og holder derfor fast ved deres gammeldags bondske Væsen. Den ene af de to unge Piger - som endda havde Ord for at være mere 57 dannet end sin Søster - modtog mig med Ordene: »Se Hunden dér, han staar og pisser op ad Væggeni«

✂ Kunde man tænke sig noget bedre Eksempel paa gammeldags Bondskhed? Efter min Mening var det et Eksempel paa den gamle Ligefremhed man taler saa meget om i Nordens Historie. Jeg mente at den stadig fandtes hos dette Folk, der lever isoleret fra andre og derfor ikke kender noget til Nutidens Uægthed. Men jeg opdagede snart at de var mere med paa Noderne end selv Franskmænd og Italienere, for de forlangte to Daler pr. Nat for en Seng. Den svenske Kaptajn syntes det var alt for meget, saa han optraadte som vores Talsmand og skældte Konen ud saa det stod efter; men den arrige Kælling blev kun endnu mere ophidset over hans Skældsord -

✂ det at man blir gal i Hodet
er en Slibesten for Modet

✂ - og hun gav ham igen paa saa grov en Maade at han maatte tage sine Skældsord i sig igen og bøje sig for hendes Krav. Øens unge Piger indlagde sig ogsaa megen Ære ved deres heltemodige Indsats i denne Strid, for de fylkedes om deres Moder da hun tappert modstod Kaptajnens Angreb. Jeg tror de havde deres Jomfrudom endnu, dels paa Grund af deres Vildskab, som efter nogles Mening er et Bevis paa Ærbarhed, dels fordi de boede saa ensomt at de selv med deres bedste Vilje ikke vilde kunne komme af med deres Jomfrudom. Vi fik ikke andet at spise dér end Ænder, baade stegte og kogte. Der var kun én Seng i hele Huset, og den krævede den unge Pige vi fulgtes med at faa for sig selv. Vi andre lagde os mellem hinanden i Halmen, undtagen en nydelig ung Hollænder, en Søn af en amsterdamsk Købmand. Han syntes det var mageligere at overnatte paa en Bænk. Men hen ad Midnat vaagnede han med Hovedpine og ømme Lemmer og listede sig lige saa stille op i Sengen til Pigen. Dér laa han med ægte hollandsk Ufølsomhed lige til Morgengry, da 58 Pigen vaagnede og kom til at røre ved ham, der endnu laa og snorkede ved Siden af hende. Hun blev naturligvis forskrækket ved dette højst upassende Sammenstød og sprang med jomfruelig Blusel ud af Sengen. Hollænderen prøvede ikke paa at indfange Flygtningen; han var snarere glad for at han paa den Maade havde faaet mere Plads at strække sig paa. Tidlig næste Morgen drog vi fra Sprogø til Korsør. Paa denne Tur kom den svenske Kaptajn i yderste Livsfare. Koleriske Mennesker kommer jo særlig ofte ud for Modgang, ligesom den der bliver ophidset i Terningspil særlig ofte taber, og Døden ofte rammer den mest frygtsomme. Han vilde vise sig, gik langt væk fra Baaden - og saa faldt han i en Vaage. Sømændene fik dog trukket ham op med deres Baadshager. Selv om han var halvdød af Kulde maatte han straks klæde sig helt af og tage noget groft, men tørt Tøj paa. Resultatet var at han i København blev angrebet af en slem Febersygdom. Saa snart han var kommet sig igen tog han til Sverige.

✂ Disse mange Udenlandsrejser var saa stor en Anbefaling for mig at den nylig afdøde Gehejmeraad og Admiral Frederik Giedde ikke betænkte sig paa at tilbyde mig Arbejdet som sine Børns Opdrager og Lærer. Det var efter min tredje Rejse. Jeg var længe i Tvivl om jeg endnu en Gang skulde paatage mig en saa byrdefuld Opgave, men min store Pengemangel tvang mig til det. Den var jo ogsaa ærefuld, og den kildrede mine Ambitioner. I det første halve Aar øvede jeg tappert denne Dont; men efterhaanden blev mit Helbred undergravet af Besværlighederne. Jeg tabte mig, og jeg kunde til sidst ikke engang forhindre mine Elever i at slaas, men maatte bare sidde og se til. Før havde jeg kunnet holde Styr paa dem ved at afstraffe dem, nu maatte jeg tigge dem om at holde op naar de røg i Totterne paa hinanden lige for Næsen af mig. De var nok lærenemme, men nogle skrækkelige Slagsbrødre. Den største af dem gjorde store Fremskridt ved min Undervisning, men det var vist snarere hans egen Flid end 59 mine Anstrengelser der gjorde Udslaget. Jeg spaaede at han vilde blive en Pryd for Fædrelandet, hvis hans gode Egenskaber fik Lov til at modnes; men denne lovende unge Mand, der interesserede sig saa brændende for alt godt og rigtigt, blev revet bort af en alt for tidlig Død. Han blev dræbt kort efter i Brabant af en norsk Kaptajn, som han selv havde udfordret til Duel. Den næstældste Søn druknede da han vilde sejle over en Aa eller Sø, saa den eneste overlevende er den yngste, som nu er Major ved Hestgarden.

✂ Efter et Aars Forløb blev jeg optaget paa Borchs Kollegium og ansøgte om min Afsked. Mens jeg var Alumne paa dette Kollegium offentliggjorde jeg to Værker. Det første hedder Introduktion til Europas Historie efter Pufendorfs Metode. Og da den ved et overfladisk Blik kunde se ud til bare at være en Oversættelse, tillod Hr. A. H. sig i Fortalen til sin Danmarkshistorie at paastaa at mit Værk var skrevet af efter Pufendorfs Historie. Den mere omhyggelige Læser vil dog kunne se at det meste er taget direkte fra Kilderne, naar man undtager Afsnittet om Tyskland. Idéen til dette Værk fik jeg paa det bodleyanske Bibliotek i England, hvor jeg fik Lejlighed til at se de Bøger der angik Emnet. Jeg spekulerede paa hvor udmærket og ærefuldt det vilde være for mig allerede i min Ungdom at træde ind i Forfatternes Rækker. Lysten til en Smule Publicity fik mig til at skrive en Verdensgeografi, hvor jeg sluttede hvert Afsnit med det paagældende Folks Historie. Men da jeg skulde lige til at forelægge Bogen for Censuren udkom Pflugs Geografi i Kvartformat. Saa ændrede jeg Plan, udskød det geografiske Stof og udgav det historiske under Titlen Introduktion til Europas Historie. Jeg har tit prøvet paa at lave Bogen helt om og revidere den fra Grunden. Da jeg skrev den var jeg jo paa Alder med Ovid da han begyndte at digte:
Jeg kun havde ladet rage
én Gang eller to min Hage.

60

✂ Men jeg har haft for travlt med andre Ting til at faa gjort noget ved det. Kort efter udkom endnu en lille Bog, den hed Anhang til Verdenshistorien og indeholdt en Række Skildringer af de vigtigste Staters nuværende Tilstand i fem Bind, men kun det ene foreligger trykt, de øvrige henligger endnu i Manuskript. Men da det kort efter behagede vor Stormægtigste Konge at udnævne mig til ekstraordinær Professor, blev jeg nødt til for en kort Tid at lægge mit tidligere Arbejde paa Hylden for at kaste mig over de Studier som man ved Universiteterne regner for de eneste ordentlige og akademiske. Jeg røg paa den Maade i den modsatte Grøft: jeg roste alt gammelt og brød mig ikke om det nye; de Bøger jeg for nylig havde frydet mig over gav mig nu Kvalme, og jeg glædede mig over de gamle, som hidtil havde kedet mig.
Jeg banede mig Vej til denne Æresport ved Hjælp af en haandskrevet Bog i Folio som jeg allerunderdanigst tilegnede Hans Majestæt Kongen; for da jeg ikke havde nogen fornemme Bekendtskaber, maatte jeg sige:
Lærdmænds Fremtidshaab beror
kun paa Kongens Nik og Ord.

✂ Og jeg blev ikke skuffet i mine Forhaabninger. Jeg mærkede nemlig straks at der strømmede nogle Bække fra denne allernaadigste Kilde i Retning af mig. Haandskriftet omfattede Christian den Fjerdes og Frederik den Tredjes Historie. Paa hver Side anfører jeg de paalideligste samtidige Forfatteres Vidnesbyrd; hvad der er taget fra Forfattere af Verdenshistorier, nemlig Aitzema, Vittorio Siri og første Bind af Theatrum Europæum, som regnes for bedre end de følgende, fylder kun ganske faa Sider. Jeg maa indrømme at dette Værk lader meget tilbage at ønske; jeg har derfor ikke villet kalde det en Historie, men blot Introduktion til det forrige Aarhundredes Danmarkshistorie. Jeg havde delt det i to Bind, men det sidste, som rummer Christian den Femtes Historie, er jeg ikke helt færdig med.

61

✂ Alt dette fik jeg lavet i Løbet af mine fem Aar paa Borchs Kollegium; og dog var der mange der regnede mig for at være en Drivert, fordi jeg forsømte Disputere- og Deklamereøvelserne; af samme Aarsag mente de ogsaa at jeg var fuldstændig Idiot til Latin. Og dog var jeg den eneste af Kollegiets femaars Alumner - med Undtagelse af dets Inspector Niels Aagaard - der
hjemmevant gik om
i det gamle Rom.

✂ De fleste af dem syntes det var komisk at se mig som Professor. Jeg havde jo aldrig staaet paa et Kateder og kunde altsaa ikke med nogen Ret henregnes til den Del af Menneskeheden som man paa Universiteterne kalder Akademikere. Hvis Pedanter skal være de rette til at vurdere Studierne, og hvis vi skal følge deres Fastsættelser af Lærdommens Pris, saa maa jeg indrømme at jeg er faldet paa et Svin og har glemt min Latin, for hvis jeg gik op til Filosofikum vilde jeg dumpe med et Brag. Jeg kunde nok stille en Syllogisme op, men jeg vilde ikke ane hvilken Type den tilhørte. Jeg har ganske vist hørt at der findes noget som hedder Instrumentalfilosofi, og at Logik og Metafysik dér regerer som Pedanternes Skytsgudinder; men dem har jeg aldrig staaet i noget som helst Forhold til. Jeg maa ærligt tilstaa at jeg endnu den Dag i Dag ikke ved hvor mange Prædikamenter og hvor mange Prædikabilier Fru Logica kan bringe i Felten i Krigstilfælde, hvad Slags Krigslist og Maskiner man bruger til at nedkæmpe Katedre, og hvilket Skyts man bruger til at nedlægge en Præses. Jeg har tit tænkt paa at ofre et Par Dage paa disse Problemer, men Vorherre har endnu ikke undet mig Tid til det. Men lad det endelig blive mellem os. Jeg er bange for at blive til Grin for Pedanterne, hvis de faar at vide i hvilket Vankundighedens Mørke jeg befinder mig. Jeg kender ikke det mindste til Instrumentalfilosofien, bortset fra at jeg er ganske god til Instrumentalmusik, og det kan da med lidt god Vilje komme ud paa ét. Men nu vil jeg 62 ikke snakke mere om det. Dels kan man jo ikke diskutere om Smagen, og dels vil jeg ikke forstyrre de Cirkler som visse Folks Tanker bevæger sig i. For min Skyld maa det gerne være et Spørgsmaal om én der ikke kender til dette Fag bør kunne udnævnes til Professor eller ej. Men det er dog hævet over enhver Diskussion at jeg er Professor, og at de der maaler det videnskabelige Arbejde med en anden Alen end Pedanterne, der kun beskæftiger sig med Ord og elsker tomt Skvalder, mener at jeg er god nok til mit Embede. Men med den nye Herlighed fulgte der nye Ulykker, for mit nye Arbejdes Karakter medførte at jeg maatte optræde i temmelig flot Stil. Det bliver éns Værdighed ganske vist ikke større af, men det pynter alt sammen. Paa den Maade blev jeg tvunget til at ændre min Livsførelse. Jeg syntes ikke det passede sig for en Professor at tjene Penge ved Jobs af den Slags jeg som Privatlærer havde paataget mig for at holde Sulten fra Døren.

✂ Kort før min Udnævnelse havde jeg imidlertid faaet et Stipendium paa hundrede Daler om Aaret i fire Aar. Det var hans Excellence Gehejmeraad Ivar Rosenkrantz der havde hjulpet mig til det; han var Bestyrer for de rosenkrantzske Legater. Det var en enestaaende Trøst for mig, der jo ellers maatte holde mig i Live ved Haabet. Men Stipendiaterne er ifølge Fundatsen forpligtede til at rejse til evangeliske Universiteter, og Stipendiets Efor indskærpede mig at jeg burde følge denne Regel. Det havde jeg ikke Spor imod; jeg kunde nok se at jeg med mine smaa Indtægter blev nødt til at spinke og spare og som en Spanier leve af Luften alene, og det mente jeg, at jeg bedre kunde klare i Udlandet end hjemme.

✂ Jeg sejlede lige til Amsterdam, hvor jeg blev nogle Dage indtil jeg rejste videre til Gouda. Derfra gik Rejsen over Land til Rotterdam, hvor jeg ofrede en hel Dag paa at hvile ud. For paa de hestetrukne Kanalbaade, der sejler i Døgndrift, er det næsten ikke til at faa Søvn i Øjnene. Blandt en saa stor Mængde Passagerer vil der nemlig altid være nok af Klovner og kvikke Hoveder som ved deres 63 Pjat og Gøgl holder de andre vaagne. Paa Rejsen til Gouda blev Roen forstyrret af en ung Svensker, der var fremragende til at spille Komedie. Snart gav han Snorkelyde fra sig saa at vi troede han sov, snart for han op som i et Mareridt og brølede ind i Ørene paa den ene eller den anden af sine Medpassagerer.

✂ I Rotterdam saa jeg hen imod Aften nogle Drenge der kom fra Skole kaste Sten efter Erasmus af Rotterdams Statue for at faa Tiden til at gaa. Det var saadan en Vane de havde. Drengenes Respektløshed undrede mig ikke saa meget, men jeg kunde ikke forstaa at de der skulde holde Styr paa dem ikke passede bedre paa. Jeg syntes det var oprørende, at man saadan vanærede dette Mindesmærke, der burde være helligt ikke alene for Rotterdammerne men for hele den civiliserede Verden paa Grund af Erasmus' Fortjenester. Hans Støv burde Eftertiden hædre.

✂ Fra Rotterdam rejste jeg til Antwerpen, hvor jeg boede hos en Mand fra Hamborg. Ham havde jeg lært at kende i Amsterdam; han havde boet nogle Aar i Trondhjem. Derfra sejlede jeg med en lille Skude til Bruxelles. Rejsen fra Amsterdam til Bruxelles havde ikke kostet mig ret meget, men jeg var bange for at Resten af Turen, hvor der ikke var Kanaler at sejle ad, vilde blive dobbelt saa dyr. Derfor blev jeg nogle Dage i Bruxelles for at gøre mit Regnskab op. Jeg saa imidlertid Folk der ikke var Fattigfolk gøre denne Rejse til Fods. Derfor tænkte jeg: Vi efteraber Franskmændenes fjollede Paahit, hvorfor saa ikke ogsaa overtage deres gode Vaner, spare naar vi ingen Penge har og gaa til Fods naar der ikke er noget i Kassen til at hyre en Vogn for? Ud fra disse Betragtninger gjorde jeg mig klar til at rejse til Fods og sendte mit Habengut pr. Vogn.

✂ Men da jeg ikke havde noget Pas var jeg bange for at Vagtposterne skulde lægge mig Hindringer i Vejen. Der var jo Krig. Men kun én Gang paa hele Rejsen, nemlig da jeg var paa Vej ind i Mons i Hainaut, blev jeg raabt an af en Skildvagt der spurgte mig hvor jeg skulde hen, om jeg 64 havde Pas, og hvad Skildvagter ellers plejer at spørge om. Jeg sagde at jeg skulde til Paris, og at jeg havde kongeligt Pas. Han lod sig overbevise om Sagens Rigtighed og lod mig passere. Men Tolderne var til stor Gene for mig; de visiterede mig lige til Bukselommerne for at se om jeg medbragte Tobak eller andre toldpligtige Varer. Derimod undgik jeg de Irritationsmomenter som Rejsende plages med i Tyskland og hjemme i Norden, hvor man maa vente uden for Byportene indtil Øvrigheden eller Kommandanten har faaet Meddelelse om at man er ankommet og har givet én Lov til at passere Fortifikationerne, og hvor man selv paa Kroerne skal opgive Navn, Stilling, Fødested og andet af samme Skuffe. Alle disse lidet turistvenlige Foranstaltninger skyldes den Mistænksomhed der er særegen for de nordiske Folk. Det havde været mig umuligt uden Pas at foretage en saadan Rejse gennem Tyskland. Dér vilde jeg ti Gange om Dagen have hørt en vred og barsk Soldat,

✂ som man paa en mørk og øde
Skovsti nødig vilde møde,

✂ sige disse Ord:

✂ Hvad er dit Slægte-Navn? Sig mig fra hvilken Strand du kommet er hertil? Hvad er dit Fædreland?

✂ Da jeg var Alumne paa Borchs Kollegium blev jeg engang antruffet af en Kommandersergent et Sted i Nærheden af Helsingør. Da jeg fortalte ham at jeg var gaaet fem Mil til Fods blev han ganske forbløffet. Han fik først Mistanke om at jeg var svensk Spion, saa følte han sig sikker paa det, og endelig glædede han sig over at saadan en Bandit uventet var faldet i Kløerne paa ham. Han sagde at jeg skulde følge med. Skønt jeg protesterede og raabte om Hjælp og fortalte ham hvad jeg hed, hvor jeg stammede fra, hvad jeg var og hvorfor jeg var paa Rejse, gav han Ordre til at jeg skulde føres bort med Magt. Det var Meningen at han som en romersk Triumfator skulde føre mig 65 lænket gennem Byen; derfor blev jeg af en Rytter i Generalens Følge paa den mest nedværdigende Maade slæbt tilbage til en Kro der ligger midt imellem København og Helsingør. Dér blev jeg forhørt, afvæbnet, kendt skyldig, frifundet og endelig løsladt med megen Venlighed. Generalen blev altsaa snydt for sit Triumftog gennem Byen.

✂ Men tilbage til Frankrig. Ganske vist maa jeg indrømme, at Franskmændene er meget pengegriske og slemme til at trække Turister op paa alle Maader. Hvis man kender noget til Franskmænd, sørger man for at aftale Pris med Værten, inden man tager ind paa en Kro; ellers bliver man simpelthen flaaet. Men paa den anden Side er det typisk for dem, at de er venlige og høflige. Derfor gjorde jeg denne Rejse med Glæde, selv om jeg fik ømme Fødder. Jo nærmere man kommer til Paris, jo mere griske - men samtidig mere dannede - finder man Indbyggerne, og Levnedsmiddelpriserne stiger i Takt med Høfligheden. Jeg gik gennem befæstede Byer uden Pas, gennem Skove og øde Steder uden Rejsefæller, og følte mig alligevel helt uden for Fare.
Skønt Røvere lured ved Vej og ved Sti,
jeg sang - for min Pung var der ingenting i.

✂ Endelig kom jeg meget udmattet til Paris. I en hel Time strejfede jeg om i Byen og ledte forgæves efter et Sted at bo. Jeg udtalte nemlig det franske Ord logis forkert, saa der var ingen der forstod mig. Til min Ærgrelse hørte jeg en ung Pariserpige fælde denne Dom over min Udtale: »Han taler Fransk som en tysk Hest«. Jeg havde svært ved at bide denne Haan i mig, for jeg troede at jeg for længst beherskede det franske Sprog. Jeg havde jo i sin Tid været Fransklærer, og nu fandt en Tjenestepige mit Fransk barbarisk. Stavelsen gi, som vi har svært ved at udtale, førte mig rundt i alle Forstadens Kvarterer og gjorde mig saa at sige landflygtig. Hertil kom, at Pariserne slet ikke kalder et Gæstgiveri for logis, men for chambre garnie. De troede jeg ledte efter en Pige, ikke efter et Sted 66 at bo, efter Lucie, ikke efter logis. Der var derfor nogle Piger der fnisede over mit Spørgsmaal og sagde: »Je ne la connais point, Monsieur!« Det er svært for Udlændinge at efterligne Franskmændenes Udtale af g eller ch foran Vokalerne i og e. Da jeg nogle Maaneder senere vilde købe nogle gamle historiske Bøger, især af Duchesne, var der flere Boghandlere som lod sig narre af min Udtale og i Stedet for Duchesne gav mig Lukian, som paa Fransk kaldes Lucien.

✂ Men tilbage til Sagen. Jeg fik omsider et Sted at bo i Faubourg Saint-Germain, hvor jeg levede i filosofisk Ensomhed nogle Maaneder. Midt i det store Menneskemylder levede jeg saa at sige isoleret og uden for det menneskelige Samfund, og talte kun med mig selv og mine Bøger; for bortset fra min Vært kendte jeg ingen, og ingen kendte mig. Jeg kom ganske vist daglig i de offentlige Parker og saa dér en uendelig Mængde Mennesker; men for mig var det Skove, ikke Parker, Træer, ikke Mennesker, saa jeg tørstede midt i Overfloden som en anden Tantalus. Jeg besøgte flittigt Mazarins og St. Victors offentlige Biblioteker, selv om St. Victors laa meget langt fra mit Logi. Jeg undrede mig over, at der i Paris, hvor der boede saa mange studerede Folk, var saa ensomt paa de offentlige Biblioteker; for hele den følgende Vinter saa jeg ikke andre dér end en tysk Student, som endda kun dukkede op af og til, og som ikke studerede, men kun kiggede paa Landkort. Jeg kaldte ham for Sjov Cartesius.

✂ Paa Mazarins Bibliotek var der ikke saa ensomt. College des Quatre-Nations ligger nemlig midt i Forstaden - eller rettere Kvarteret - Saint-Germain. Der er ogsaa flere nye Bøger at finde dér. Hver Morgen stod der ved Bibliotekets Dør en Flok Studenter og ventede paa at Bibliotekaren skulde komme, og de kapløb ind i Lokalet som om der var udsat Præmie til den, der kom først; for Bayles Leksikon, som de var meget ivrige efter at læse i, tilkom den førstkommende. Derfor masede de sig frem, styrtede saa af Sted, og den der havde de spidseste 67 Albuer og de hurtigste Ben, fik fat paa Bogen. Paa den Maade levede jeg to-tre Maaneder, som sagt uden Omgang med Mennesker, blandt Pariserne. Jeg vilde ikke omgaas Underklassen -
mon jeg skulde omgaas den Slags? - Nej Tak!
Jeg hader og afskyr alt lavsindet Rak.

✂ Og jeg var bange for at det skulde blive mig for dyrt at komme sammen med bedre Folk. Den eneste, jeg holdt mig gode Venner med, var min Vært. Han interesserede sig meget for Historie, saa han slugte hvert Ord, naar jeg fortalte om hvad der var sket i gamle Dage. Selv hørte jeg lige saa opmærksomt paa det Vaas han diskede op med. Jeg fortalte om virkelige Begivenheder, men paa et famlende og gebrokkent Fransk; han serverede Kællingesnak, men hans Sprog var flydende og korrekt. Engang spurgte han mig om Navnet paa den Kejser der havde ødelagt Jerusalem. Jeg svarede, at han hed Titus. Saa spurgte han om han var Romer eller Græker. Jeg skulde lige til at svare, men saa blev Ordet taget ud af Munden paa mig af en Parlamentsadvokat som tilfældigvis var til Stede. Han sagde, at han hed Titus Livius og var Romer. Ja ja, tænkte jeg, Manden er en berømt Jurist, saa det maa vel regnes for et Ekspertresponsum. For at faa Tiden til at gaa besøgte jeg ofte Palais de Justice, hvor jeg fik et Indblik i fransk civilretlig Procedure. Jeg beundrede Advokaternes Veltalenhed. De har en prægtig Udtale, disponerer deres Stof godt, varierer deres Billedsprog, og drevne som de er til at spille paa Tilhørernes Følelser bruger de snart Forargelsen, snart Medlidenheden som Drivkraft. Man skulde tro det var lutter Demosthenesser og Ciceroer der talte fransk, saadan som alting bliver udtrykt efter den gamle og rigtige Retoriks Mønster. Men under Afstemningen hersker der et Kaos, der ikke er en Retssal værdigt. Advokaterne faar ikke Tid til at tale, Tilhørerne har ikke Tilbageholdenhed nok til at tie stille, og selv Dommerne har ikke Værdighed nok til at blive siddende 68 paa deres Sæder. Stemmerne afgives ogsaa uden Orden. Det hænder, at Dommerne springer op fra deres Sæder, før Retshandlingen er forbi, slaar Kreds midt i Salen og hvisker Retsformanden noget i Øret, hvorpaa han afsiger Dommen. Men medens Dommerne voterer, bliver der raabt og skreget fra alle Sider i vild Forvirring, Advokaterne skændes paa Livet løs, og det gaar som Juvenal siger:

✂ Da pustes lodret Løgn af hule Blæsebælg;
da søles hvert et Bryst af Spyt fra eget Svælg -

✂ de gamle Romere mente jo at man ved at spytte sig paa

✂ Brystet kunde undgaa de onde Følger af Praleri.

✂ I øvrigt snakker og larmer Tilskuerne saa meget under Retssagerne, at man skulde tro, man var paa et Kødtorv, ikke i en Retssal. Derfor maa Retsbetjentene paabyde Ro og Stilhed omtrent hundrede Gange i Timen -
men deres hæse Røst og deres stærke Arm
forsøger helt omsonst at dæmpe denne Larm.

✂ Paris' Seværdigheder var ikke nok til at mætte min Nysgerrighed; jeg besøgte ogsaa de vigtigste Slotte og Byer i Nærheden, først og fremmest Versailles, som viste sig at overgaa sit Rygte.

✂ Da jeg til sidst var blevet led og ked af Ensomheden, henvendte jeg mig til en svensk Præst, som boede i samme Kvarter af Byen, ikke langt fra min Bopæl. Af ham fik jeg at vide, at der var tre Danskere i Paris, en Læge, en Præst og en Skrædder, og at de to første var saa forskellige af Væsen og Levemaade, skønt de var fra samme By, at Skrædderen med al sin Kunst reverenter talt ikke kunde rimpe dem sammen. Jeg besøgte snart dem begge. Forskellen var slaaende. Lægen var saa religiøs og fulgte i den Grad Romerkirkens Forskrifter, at han hellere vilde blive syg end bryde Reglen om ikke at spise Kød i Fasten. Den anden derimod, som var gaaet over til Katolicismen, fordi han regnede med at kunne slaa Mønt af det, lystrede de
69 Pavebud, som skulde gøre Tilværelsen behagelig for Præsteskabet, og gav Pokker i Resten. Den første var altid sig selv og holdt med næsten for stor Stædighed fast ved, hvad han een Gang havde sat sig i Hovedet; den anden bevægede sig som Tigellius fra den ene Yderlighed til den anden, var snart mere nøjsom end Diogenes, snart mere slugvorn end Apicius, snart ren i Tøjet, snart nusset, lugtede snart af Pebermyntekager, snart af Buk. Den ene Dag mente han at der ikke fandtes nogen Frelse uden for Romerkirken, den anden Dag anerkendte han uden videre den evangeliske Religions Sandhed; den ene Dag erklærede han, at han havde en ikke ubetydelig Formue; den næste Dag svor han højt og helligt paa, at han i en hel Maaned ikke havde haft en Skilling paa Lommen. Desuden lagde jeg Mærke til, at den ene holdt alt for nærigt paa sine Penge, mens den anden klattede sine væk. Den ene var ikke til at slaa et Ord af, den anden var ikke til at lukke Munden paa; den ene var sandfærdig, den anden løgnagtig; den ene holdt af lærde Sysler, den anden foragtede dem - han forestod ganske vist et Bibliotek, som hvad Bøgernes Antal angaar ikke staar tilbage for Bibliotekerne i Wien og Florens; men han taalte aabenbart ikke Sammenligning med Wienerbibliotekaren Lembeck eller Florentinerbibliotekaren Magliabechi. Jeg husker, at han engang da jeg søgte Josephus' Antiquitates sagde, at han ikke kendte det Navn, og at jeg maaske forvekslede Josephus med Philo. Og da jeg spurgte ham, hvor mange Bøger der var i Biblioteket, svarede han mig uvidende men ganske vittigt med et Citat fra Ovid:
Det er kun Fattigmand der gaar
og holder Tal paa sine Faar.

✂ Bibliotekaren var født paa Fyn. Han blev dimitteret fra Odense Skole og fik akademisk Borgerskab i København. Men da han havde tilbragt nogle Aar dér, rejste han, uvist hvorfor, til Frankrig. Dér afsvor han sin fædrene Tro og indyndede sig saaledes hos Abbed de Bignon, at Abbeden 70 uden videre antog ham til at passe sit Bibliotek. Men jeg hørte senere, at han paa Grund af daarlig Administration var blevet fjernet fra denne Stilling og nu lever i Fattigdom og Elendighed. Det morede mig meget at høre denne Mands Snak, der for det meste var fornuftstridig og fuld af Pral. Hver Gang Talen faldt paa vores Landsmænd, plejede han at bryste sig af, at hvis han havde Mulighed for at tale og disputere offentligt i Danmark, vilde han hurtigt sørge for, at hele Riget gik over til Katolicismen. Kun een Gang gjorde han mig gal i Hovedet, nemlig da han frækt paastod, at Lutheranerne knap nok fortjente at kaldes kristne, fordi der ikke var Skygge af Kristendom tilbage hos dem, naar man ser bort fra Daabens Sakramente. Det kom vi op at skændes om; det var nemt nok for mig at afværge en saa ulærd Mands Finter og at vinde Sejr over en saa vaabenløs Fjende; men da han nu var i saa slem en Knibe, at han var lige ved at kapitulere, kommer der en Doktor fra Sorbonne ind i Biblioteket. Bibliotekaren blev saa glad som om det var en frelsende Engel der var kommet og fik os straks bragt i Diskussion. Der opstod en heftig, men som sædvanlig ufrugtbar Debat. Jeg forsøgte, da jeg ikke staar ganske fremmed over for Kirkehistorien, at nedlægge ham med hans egne Vaaben. Men efter en Times Match med lige mange Points til hver skiltes vi, og begge Parter tildelte sig selv Sejrspokalen. Mens vi diskuterede, sad Bormann bare og lyttede; men da Kampen var overstaaet, hviskede han mig i Øret, at jeg havde kæmpet udmærket; og da Doktoren gik, indrømmede han, at Luthers Lære var udsprunget af Guds Ord; men snart - saa vægelsindet var han - begyndte han igen paa sin gamle Vise.

✂ Hans Arbejdsgiver Abbed de Bignon maa regnes blandt dette Aarhundredes mest fremragende Prælater; han har et indgaaende Kendskab baade til Politik og til videnskabelige og kirkelige Sager. Han holder fire Sekretærer, en Bibliotekar, fire Musikere og en Sangerinde. Jeg hørte ham to Gange tale offentligt i Videnskabernes Akademi 71 - det var som at høre Muserne selv tale fransk. Naar han prædikede i St. Germain l'Auxerrois-Kirken, var der saadan en Trængsel, at man ikke kunde komme ud eller ind uden at faa Tøjet flaaet.

✂ Den anden af mine Landsmænd var en Læge ved Navn Winsløw. Han var ogsaa fra Fyn. Han havde afsvoret sine Fædres Tro, men ikke Kærligheden til sit Fædreland. Der var intet der glædede ham mere end at kunne gøre en Landsmand en Tjeneste. Han tog hjerteligt imod mig og førte mig rundt i hele Byen, og med ham som Guide fik jeg fuldt ud tilfredsstillet min Videbegærlighed. Han var beskeden, fordomsfri, oprigtig, aaben og tjenstvillig, men dog ikke saa lidt irriterende paa Grund af sin Diskussionslyst. Han satte selv teologiske Diskussioner i Gang og førte mig sammen med andre lige saa stridbare Personer, saa det meste af Tiden gik med at diskutere. Jeg havde endnu ikke lært, hvilke Vaaben jeg skulde bruge mod den Slags plagsomme Diskutører. Jeg kendte endnu ikke den højfornemme og berømte Niels Griis' Logik. Da han blev æsket til Strid af en Abbed, sagde han - for ikke at spilde mere Tid med Diskussion - at det var til ingen Nytte at diskutere, for mellem Mennesker af samme Tro var der ikke noget at skændes om. Da Abbeden saa spurgte, hvilken Tro Danskerne da bekendte sig til, svarede han, at de var af den Tro, at Paven tog sig ganske godt af sin Pengekasse og sin Privatøkonomi, mens han saa nidkært forsvarede den romerske Stols Hellighed og Myndighed, og det mente selve Kardinalkollegiet ogsaa. Saadan fik han lukket Munden paa ham, og alle de øvrige tilstedeværende var ved at revne af Grin.

✂ Men for at vende tilbage til Hr. Winsløw, saa var han meget anset i Frankrig, dels paa Grund af sin Redelighed og Venlighed, dels paa Grund af sin Ekspertise inden for Lægevidenskaben, specielt Anatomien. Han har sikkert ikke opgivet sin fædrene Tro fordi han havde ventet at faa økonomisk Fordel af det; han vilde i den Henseende have haft større Fordel af at blive hjemme, hvor der er 72 større Praksis, fordi der er saa faa Læger. Han havde ogsaa giftet sig i Paris med en Kone, der hverken havde Penge eller Anegalleri i Medgift. Men jeg opdagede, at denne Mand med al sin Lærdom var ufatteligt naiv. Winsløw var nemlig een af den Slags Naturer, som lader sig paavirke af Udvorteshed og Similistads, og derfor lod han sig lokke af alt det overfladisk prangende, Paris har at byde paa. Han sagde selv, at han var blevet omvendt ved de offentlige Diskussioner, der paa Helligdage og Søndage blev afholdt i et Kapel i St. Sulpice-kirken, hvor en Præst, som faar Løn for det af Staten, offentlig forsvarer de katolske Dogmer imod hvem der faar Lyst til at angribe dem. Jeg overværede tit disse Diskussioner og forstod godt, hvorfor svage Sjæle let kommer til at hoppe paa Limpinden. For Præses, der var en elegant Disputør, havde saa nemt ved at snakke sig fra Modstandernes Argumenter og vendte saa snedigt og saa vittigt deres Vaaben mod dem selv, at ikke alene Kapellet, men hele Kirken ofte rungede af Tilhørernes Latter; det virkede mere som en Komedie end som en kirkelig Handling. Opponenterne var for største Delens Vedkommende enten ustuderede Personer, som ikke kunde klare sig, naar Præses gik til Angreb, eller ogsaa var de selv Katolikker, som i disse Skinkampe undertiden strakte Vaaben, selv om de egentlig havde vundet Slaget. Hvad er lettere end at overvinde den, der ikke gør Modstand.

✂ Som fast Opponent havde han en Lappeskomager, der paatog sig Rollen, naar der ikke var andre til Stede. Ham kunde Præsten ved sin snedige Diskussionsteknik nemt rende om Hjørner med og faa til at fremsætte de mest vanvittige Synspunkter. Blandt vores hjemlige Lappeskomagere finder man kun faa, eller maaske slet ingen, der kender til andet end at blive ved deres Læst; men denne Mand viste, at han var i Besiddelse af en ikke helt overfladisk Viden; snart slog han om sig med Skriftsteder, snart med Udtalelser af Kirkefædrene, og snart hentede han sine Argumenter fra Kirkehistorien.

73

✂ Jeg sagde, at det umuligt kunde passe, at han var Lappeskomager, og jeg lod mig ikke overbevise, før jeg fik hans Butik at se. Dér sad den gode Filosof og reparerede paa et Par gamle Halvstøvler. Efter min Mening var hans Viden saa stor, at man nok kunde regne ham for virkelig lærd. Her i Landet kan man maaske nok finde Lappeskomagere der er lige saa dygtige til deres Haandværk, men man vilde selv blandt de rigtige Haandskomagere lede forgæves efter en saa lærd Mand. De andre, der optraadte som Opponenter, var Mennesker af omtrent samme Surdejg; derfor var Præsten altid sikker paa Bifald eller Triumf, naar han steg op paa Talerstolen.

✂ Hen imod Efteraaret kom der en dansk Student til Paris. Han var en ganske dygtig Disputør og besluttede derfor at prøve Kræfter med Præsten. Men da man kun disputerede paa fransk, som Studenten ikke kendte noget til, blev jeg sendt som Gesandt for lovformelig at erklære Krig og for samtidig at undersøge, hvilke Vaaben der skulde bruges, og om man maatte tale Latin. Præsten gik med til dette og fastsatte Tidspunktet. De dystede mange Gange paa forskellige Steder og med forskelligt Udfald. I den første Træfning, som blev holdt i Kapellet, løb Danskeren af med Sejren. Præsten gik ærgerlig ned af Talerstolen og udfordrede sin Modstander til ny Kamp et andet Sted i Byen samme Dag. Man skiftede Sted, og Kamplykken skiftede samtidig. For Præses, som var vant til, at Kampen var det rene Legeværk, havde nu opdaget, at det var Alvor. Han gik bedre forberedt til det andet Slag og argumenterede grundigere og paa bedre Latin. Den anden havde først og fremmest det Handicap, at han ikke var saa dygtig til Kirkehistorie som til polemisk Teologi. Naar Præsten havde svært ved at klare sig, lokkede han nemlig Studenten ind i Kirkehistorien som i en Labyrint. Og Krigen blev ikke afgjort med disse to Slag; der var undertiden Vaabenstilstand, men aldrig total Indstilling af Fjendtlighederne. Krigen blev genoptaget med Mellemrum, og de kæmpede med skiftende Held. Det vil føre for 74 vidt at beskrive hele Rækken af Hovedslag og Forpostfægtninger; det maa være nok at nævne de to vigtigste, hvoraf det ene var dræbende for Præses. Der opstod et Problem om en Partikel, der i Vulgata gengives ved thi, mens der i den hebraiske Tekst staar og. Danskeren paaberaabte sig nemlig det hebraiske, og da han saa, at Præses ikke kendte Spor til dette Sprog, slæbte han ham trods hans Modstand og Udflugter den lige Vej til Palæstina. Præsten blev saa skrækslagen, at han tabte Maal og Mæle og til sidst krævede at faa en ny Opponent. Men i det sidste Slag, da Problemet var: »Hvis Opgave er det at fortolke den hellige Skrift?« var Studenten mindre heldig. Da Præsten gik ned af Talerstolen, betragtede Pariserne ham som Fædrelandets frelsende Helt. Hvis Studenten havde været bedre inde i Kirkehistorien, havde han kunnet nedlægge Præsten med hans egne Vaaben ved at paavise den katolske Kirkes Sofisteri og ved at gennemgaa Kirkemødernes Læresætninger, som tit staar i diametral Modsætning til hinanden; for det er med den Slags Vaaben man kæmper mest effektivt mod Katolikkerne. Men hos os er den studerende Ungdom kun ordentlig inde i polemisk Teologi og gør ikke noget ved Kirkehistorien. Derved lægges Grunden til de Frafald, der finder Sted. Det synes jo at være fældende, naar Katolikkerne stiller det Spørgsmaal: »Naar Skriften udlægges forskelligt, dels af de økumeniske Koncilier, dels af en Munk fra Wittenberg, hvilken Vej er det saa sikrest at følge?« Da man siger, at Folkets Røst er Guds Røst, saa maa jo den Fortolkning, der akcepteres af næsten hele den kristne Verden, se sikrest ud for dem, der intet kender til Kirkehistorien og derfor ikke ud fra dens Kilder er i Stand til at afsløre Præsteskabets Svindel og Fiduser, Kirkemødernes Vakkelvornhed og det Pres, Paverne har lagt paa dem.

✂ Naa, men den Snak fik ført mig paa Afveje. Jeg maa til at fortælle om mig selv igen. Jeg indsaa, at mit Stipendium paa hundrede Rigsdaler ikke vilde forslaa ret meget i Paris. Derfor var jeg noget ængstelig den første Maaned, 75 da jeg efter at have gjort mit Regnskab op blev klar over, at jeg var ude i uovervindelige økonomiske Vanskeligheder. Jeg opdagede, at alt var dyrt her undtagen Lærdom, som var det eneste, der kunde faas for næsten ingen Penge. Lærde Folk fra hele Frankrig stimier nemlig til Paris, saa Universitetet dér lider under sin vældige Størrelse. Der er Hærskarer af Litteraturforskere, Sprogmænd og Jurister, som for en billig Penge underviser de unge og gaar under Betegnelsen Lektorer, paa fransk répétiteurs. Een af disse Lektorer, som jeg kendte godt, gav mig en medynkvækkende Beskrivelse af disse parisiske Lærdmænds ulykkelige Situation. Han var en ganske kyndig Mediciner og mestrede baade civil og kanonisk Ret, saa han viste ved sit Eksempel, at det ikke altid er sandt hvad man siger:

✂ Lægekunsten Penge giver,
man ved Jura anset bliver,

✂ for det er ikke godt at sige, om han var mere lærd end fattig eller omvendt. Det skal Pariserne ganske vist have, at de ikke som tidligere vurderer Lærdom og Filosofi efter Skæg og Skidt, for jo mere velklædt man er, jo mere vellærd bliver man anset for at være, og den, der er uplejet og ækel, kan ikke leve af at skrive, men

✂ kalder fortvivlet, hjælpeløst
paa den flygtede Muse med usikker Røst.

✂ I samme Logi som jeg boede en Mand fra Lyon, som var en dygtig Tandlæge. Men da han levede nøjsomt og sparsommeligt, havde han kun smaa Indtægter. Da han havde opdaget, hvordan Pariserne var, lejede han sig en flot Vogn, gik med guldvirket Tøj og gav sig til at leve spendabelt. Straks kunde han faa meget mere for sit Tandpulver og sit Arbejde. Saa svært er det at faa Pariserne til
at tro paa Cæcilius' Ord:
Bag en ussel, snavset Kofte
gemmer Visdoms Aand sig ofte.

76

✂ Min Vært, der var Skrædder, klædte sig dyrt. Da jeg spurgte ham, hvorfor han var saa fin i Tøjet, svarede han, at ellers vilde Pariserne tro, han ikke duede til sit Arbejde.

✂ Baade Oldtidens og Middelalderens Forfattere har bemærket, at dette Folk har den besynderlige Egenskab, at de elsker det overfladiske og barnlige og ligger paa Maven for det rene Pjank og Gøgl. Provinsboerne kalder dem les badauds de Paris - Tosserne fra Paris - af denne Grund. For selv om Paris rummer Mennesker nok til en hel lille Verden, og man dér kan støde paa alt, hvad Menneskers Flid, Ærgerrighed, Luksustilbøjeligheder og Forfængelighed kan udrette, selv om Pariserne er mere tilbøjelige til at stimle sammen end andre Mennesker og der opføres flere Skuespil i Paris, end jeg nogen sinde har set andre Steder, saa farer de dog op ved den mindste Uro og styrter ud af Husene for at se paa Ting, som en dansk Bonde ikke vilde røre sig af Flækken for. Øvrigheden kender deres Væsen til Bunds og kan derfor holde dem i Humør og faa dem til hvad som helst ved Hjælp af morsomme Paafund. Ved samme Midler opretholdes Ro og Orden. Selv naar de gør Oprør, har det paa een Gang noget festligt og noget komisk over sig. Man skal være meget alvorligt anlagt for at kunne bare sig for Grin, naar man læser om Frondekrigen, da alting, selv Brød og Kager, blev lavet i Slyngeform. Lige saa komisk er Historien om de Opstande, der fandt Sted i dette Aarhundrede paa Grund af Pave Clemens den Ellevtes Kirkeforfatning, da Partigængere af begge Køn skilte sig ud fra hinanden ved hjælp af forskellige Baand, à la constitution eller à la Régence, alt efter om man holdt med Paven eller Regenten. Ved ganske smaa Midler neddysser man Opstande, der kunde se ud til at være farlige for Staten. Kardinal Retz var klar over, at dette kunde lade sig gøre. Engang da Borgerne var stimlet sammen og truede med Død og Djævelskab, regnede han ganske rolig med, at Ballademagerne vilde spredes, naar det blev Spisetid eller 77 Spadseretid. At forsømme disse Tidspunkter kalder Pariserne se desheurer, og det gør de meget nødig.

✂ For at komme tilbage til Sagen, saa beskrev denne Jurist de lærdes Situation saadan, at jeg forstod, at man ikke kunde regne med at faa noget ud af sine Kundskaber; men han gav mig nogle gode økonomiske Raad, som gav mig Haab om alligevel at klare mig. Jeg havde faaet Logi i Faubourg Saint-Germain. Denne Bydel ligger meget praktisk for Udlændinge, i Nærheden af Slottet, Raadhuset, Teatrene og de offentlige Parker. De, der kun er ude paa at more sig, vælger derfor denne Bydel frem for de øvrige. Derfor er Kroværterne dér paa Stedet de snedigste. Men de Franskmænd, der tager til Paris fra Provinsen, vil hellere bo i den Del af Byen, der hedder Quartier Latin; dér er billigere, Luften er renere og Vandet sundere. I Faubourg Saint-Germain drikker man nemlig Flodvandet. Det skader ikke de indfødte, men fremmede bliver syge af det. Inden de faar vænnet sig til det, faar de enten Feber eller Diarré. Det kalder Pariserne at betale Skat. Jeg led en hel Maaned af Diarré. Min eneste Trøst var, at jeg ikke var alene om det; det er noget, som næsten alle maa igennem.

✂ Som Tiden gik, gjorde jeg saa gode Fremskridt i at økonomisere, at jeg snart overgik min Læremester. Naar der kom Danskere og Nordmænd og spurgte Bormann til Raads, henviste han dem til mig med disse Ord: »Her har I en Landsmand, som ved meget mere om, hvordan man kan klare sig i Paris, end jeg selv gør.«

✂ Jeg flyttede fra Faubourg Saint-Germain og fik et billigt Logi i Nærheden af Sorbonne. I denne Bydel bor der mange fattige Studenter, dels Franskmænd, dels Irere af katolsk Observans. De sidste havde jeg let ved at blive Venner med, fordi jeg var saa god til engelsk. Blandt mine irske Venner var der nogle af St. Georgsridderens Ministre og Raadsherrer. Deres Venskab kom ikke til at svi til min Pengepung, for de havde nok flere Aner, men ikke flere Penge end almindelige Mennesker. De førte sig ikke

78

✂ som det sig hør og bør for Adel, der optræder
i Silke- og i Fløjls- og Gyldenstykkes Klæder,

✂ for de holdt sig ikke for gode til at ryge, hvis de ikke havde anden Dessert. Til Middag kunde man roligt give dem

✂ Spegesild og Øllebrød
eller vandkogt Havregrød.

✂ Jeg blev engang inviteret til Bryllup hos en fornem Irer. Dér fik jeg ikke andet end overgemt Ost, mugne Brødskorper og

✂ en Vin, som man ikke engang kunde bruge
til Pudsning af Møblerne i sin Stue,

✂ for der var ikke andet at kildre Ganen med. Efterretten var Kys. Vi kyssede alle sammen Bruden, ogsaa i Kirken. Denne irske Skik bandede jeg indvendig over, for hun var saadan én

✂ som man paa en mørk og øde
Skovsti nødig vilde møde.

✂ De fleste af Irerne i Paris er Stipendiater og lever af offentlige Midler. De paastaar nok saa frejdigt, at de er rejst hjemmefra af lutter Kærlighed til Katolicismen. De praler alle sammen enten af de Goder, de har opgivet for Religionens Skyld, eller af deres Aner; men jeg var nu ikke særlig imponeret over deres Maade at være paa. Deres Storsnudethed var nemlig det eneste ved dem, som ikke virkede direkte plebejisk. De var saa uordentlige og grisede, at jeg efterhaanden helt holdt op med at omgaas dem og vendte tilbage til Franskmændene. De er nok overfladiske, uberegnelige og slemme til at løbe med en halv Vind, men deres elskværdige Væsen tvinger alligevel een til at holde af dem, enten man vil eller ej. Men - ingen Regel uden Undtagelse - hos nogle af dem fandt jeg dog Rester af 79 gammeldags Bondskhed. De, som jeg delte Husholdning med, havde tilsyneladende aflagt deres franske Væsen. De var alle, Værtinden inklusive, hypokondre og krakilske. Til Gengæld var de meget ligetil og reelle; og da jeg selv er hypokonder, mente jeg, at jeg lige som ved magnetisk Kraft havde trukket alt det i Paris, der svarede til mit eget Sindelag, til dette Hus. For hvis der blev holdt Mandtal over denne Bys Hypokondrister, vilde man ikke finde saa mange i hele Rue St. Jacques eller Rue St. Martin som i dette ene Hus. Den værste af dem var en teologisk Student - de gaar under Betegnelsen »Abbeder«. Man skulde tro, han var lavet af Krudt og Peber, ikke af Kød og Blod; men han var retlinet, paalidelig og tro som Guld. Jeg stolede i den Grad paa ham, at jeg bad ham passe paa min Smule Bagage, da jeg skulde til Italien.

✂ Senere kom der ikke saa faa af mine Landsmænd til Paris. Den første af dem var Michael Røg, den berømte Medaljør og Kobberstikker. Vi havde gaaet i Skole sammen i Bergen. Han blev dimitteret af Rektor Lintrup og kom ind paa Universitetet, men opgav Studierne og kastede sig over Gravørkunsten. Snart blev han anset for den dygtigste Kobberstikker i Landet. Da han i Paris havde vist Prøver paa sin Kunst, blev han ansat som kongelig Medaljør. Der kom snart andre Landsmænd til, og saa opgav jeg min asketiske Levevis.

✂ Da jeg havde boet halvandet Aars Tid i Paris, syntes jeg ikke det var nok, at jeg havde været i Frankrig, England, Tyskland og Holland. Jeg vilde ogsaa se Lande, der laa endnu længere borte fra mit Fædreland. Rejselysten tager til, jo mere man rejser. Man kan lige saa lidt standse den, som man kan bremse op paa Halvvejen, hvis man er hoppet ud fra Rundetaarn. Der var en fransk Student, som fortalte mig, at man kunde rejse fra Paris til Rom for tyve Daler eller mindre. Jeg spidsede Øren, for de Ord var lige Vand paa min Mølle, og gik ivrigt i Gang med at skaffe mig flere Oplysninger. Jeg havde ikke andet i Hovedet, enten jeg saa arbejdede eller holdt fri, sov eller var vaagen.

80

✂ Ja, Rejselysten trak i mig
trods Viljen og Forstanden,
for Lysten trak den ene Vej,
Fornuften trak den anden.

✂ Paa den ene Side tænkte jeg paa min Svagelighed, min Pengemangel, Faren for Landevejsrøvere og Sørøvere, Sved, Støv og brændende Sol; paa den anden Side stod den Forfængelighed, som faar Folk - og især vores Landsmænd - til at udsætte sig for Farer og rejse over Havene bare for at lære Ting at kende, som de lige saa godt kunde have stiftet Bekendtskab med hjemme.

✂ Og skønt jeg længe stred og kæmped,
Fornuften ej mit Vanvid dæmped.

✂ Saa bestemte jeg mig da til at rejse. Dette gav Anledning til nogle ondsindede Rygter, som mine Fjender i Hjemlandet brugte imod mig. De havde den Frækhed at paastaa, at jeg havde skiftet Tro, og at jeg ikke agtede at vende hjem.

✂ I Begyndelsen af August gik jeg om Bord paa en hestetrukken Flodbaad, som gik lige til Auxerre. Jeg fik Indtrykket af, at denne Bys Indbyggere var meget religiøse, for Kolossalstatuen af Den hellige Christophorus dér paa Stedet er meget højere og flottere end den tilsvarende Statue i Notre Dame i Paris, som dog er saa kæmpemæssig, at der mellem dens Ben staar et Alter, hvor Pariserne holder Messe. De to Giganter tyder paa, at Byerne har konkurreret om hvem der var frommest, og Auxerre har vundet. Hele denne Rejse kostede mig ikke mere end femseks Louisdorer, selv om Paris og Auxerre ligger flere Dagsrejser fra hinanden. Men Rejsen var meget udmattende, for Baaden blev trukket baade Nat og Dag, og det var ikke til at faa Søvn i Øjnene, fordi der var saa mange Passagerer om Bord; nogle lænede sig op ad Rælingen, andre laa og støttede sig paa Albuen og saa nok ud, som om de sov, men gjorde det ikke i Virkeligheden; og saa 81
var der nogle, som sad og døsede med Hovederne lænet mod hinanden, men ustandselig blev vækket, fordi de hver Gang de nikkede kom til at stanges som Væddere. Trods alt havde jeg nogen Fornøjelse af Turen, for der er enten Lunde eller Marker over alt ved Flodbredderne, og hist og her ligger Landsbyerne helt ud til den smukke Bred. Desuden blev der holdt Sjov og fortalt Historier. Jeg saa, at de fleste af Passagererne gjorde sig klar til at rejse videre til Fods. Jeg fandt Ideen god og gavnlig for min Pengepung, saa jeg fulgte deres Eksempel og vandrede til Châlons i Bourgogne. Turen varede i alt seks Dage. Jeg udvalgte mig til Rejsefæller de Medpassagerer, der forekom mig at være de pæneste og ordentligste, men jeg kom til at forstaa Sandheden i det gamle Ordsprog: Man skal ikke skue Hunden paa Haarene; for det viste sig, at af mine tre Rejsekammerater var der kun een, nemlig ham, jeg havde været mest skeptisk over for, som var et ordentligt Menneske; de to andre var de rene Drønnerter. Paa hele Turen hørte jeg ikke andet end Løgnehistorier, Pralerier og Sjofelheder, alt sammen noget, som jeg ansaa for ubedragelige Beviser paa en udsvævende og kriminel Livsførelse. De var dog ikke helt uden Dannelse og havde lidt af Pariserelegancen over sig. Den ene svor en dyr Ed paa, at han kunde præstere en Liste paa mindst tyve unge Piger af det bedre Selskab, som han havde staaet i Forhold til i Paris, og derpaa opremsede han en Stribe splinternye Eder, som efter hvad han selv sagde var aandrige og ikke af den vulgære Slags; dem havde han lært i Paris, og de var endnu ikke i Brug i Provinsen. De to Fyre var nok Katolikker, men aabenbart ikke særlig brændende Helgendyrkere. Engang da vi var midt i Bourgogne, begyndte det at øse Spande ned, saa vi maatte søge Tilflugt i en lille Hytte i Nærheden. Dér hørte vi af en gammel Kone, at Egnens Indbyggere samme Dag havde holdt en Procession, som de kalder det, og derved havde fravristet een eller anden lokal Skytshelgen denne Byge. Da den fromme gamle Kone fortalte dette med Hænderne 82 løftet mod Himlen, brusede den ene af mine Kammerater op - han stod og tørrede sit drivvaade Tøj ved Ildstedet -og sagde: »Que le diable vous emporte avec votre bougre de saint!" - Gid Fanden tage dig og din Møghelgen. De sagde, at hvis de fik Lov til at lave om paa Helgenlisten, var der mange Navne de vilde stryge. Men Patriarken Noah skulde ikke udvises af Helgenordenen,

✂ thi han de bedste Raad gav Mennesket mod Tørst:
Han lærte Verdens Børn at plante Druer først,

✂ saa ham havde de udvalgt til deres private Skytshelgen. Alligevel lagde de sig paa Knæ foran Sengen hver Aften, før de gik til Ro, og plagede Vorherre med de mest brændende Bønner. De kunde ikke forstaa, at jeg ikke gjorde det samme. Jeg var mere forundret over, at nogle saa umoralske Individer havde den Frækhed at fremtræde saa ofte for Guds Aasyn efter at have syndet paa alle Ledder og Kanter. Den tredje af mine Rejsefæller, en Apoteker fra Lyon, betragtede jeg som min Livvagt. Naar han var der, var jeg ikke bange for noget. Han havde lovet mig sin Hjælp og sagt, at hvis de andre blev nærgaaende, havde han baade Mod og Kræfter nok til at ordne dem begge to. Men engang hændte det, at jeg ved Aftenstid for vild og kom væk fra min tro Følgesvend. Jeg gik alene sammen med een af Drønnerterne hen ad nogle tilgroede Stier. Da det gik op for mig, at vi var faret vild, blev jeg blegere end Voks, og

✂ mit Hovedhaar rejste sig; Stemmen af Skræk
hang fast i min Strube, blev fuldstændig væk.

✂ Da han opdagede, at vi var kommet paa Vildspor - hvad der i øvrigt var hans egen Skyld - gav han sig til at overfuse mig, lagde Haanden paa Kaardehæftet og truede mig med al Landsens Ulykker. Jeg blev grebet af Panik og saa mig om efter et Sted at flygte hen. Det var ikke saa nemt, for han havde flere Kræfter end jeg, baade i Arme og Ben. Hans Ansigt var fordrejet af Raseri, og han tog 83 flere Gange til Kaarden, mens han prøvede at finde Vej ud gennem Krat og Buske. Saa tabte han Kaarden. Det gjorde ham helt vild, men beroligede mig noget. Jeg var saa fornuftig at skjule min Glæde og lægge Ansigtet i bedrøvede Folder, mens jeg lod som om jeg var endnu mere ivrig end han efter at gennemrode Buskadset for at finde den tabte Kaarde. I Virkeligheden var jeg ikke bare glad over at han havde mistet sit Vaaben - jeg haabede, at han aldrig vilde finde det igen. Jeg søgte længe, eller rettere lod som om jeg søgte, men havde ikke til Hensigt at give ham den Kaarde igen, som han lige havde rettet mod min Strube. Endelig mødte vi nogle Bønder, som viste os Vej, og vi genfandt vores Kammerater paa en Kro. Dér fortalte jeg Apotekeren, hvad der var hændt paa det øde Sted, og først besluttede vi at fortsætte Rejsen uden de andre; men da vi kun var fire Mil fra Châlons, ændrede vi Plan og besluttede at lade, som om vi hverken var vrede eller bange.

✂ Fra Châlons tog jeg en Baad til Lyon. Paa denne Rejse var der en Abbed, som var til stor Fornøjelse for mig og mine medrejsende. Han kendte Descartes' Filosofi ud og ind, og han var saa dygtig en Filolog, at han kunde have givet sig ud for at være en Digter fra Oldtiden. Men lige saa vel uddannet han var, lige saa udannet var han; han overdængede os alle sammen med Skældsord, og inden længe gav vi os til at give igen af samme Skuffe.

✂ Jeg tog nogle Dages Hvil i Lyon. Denne By overgaas hvad Størrelse, Pragt og smukke Bygninger angaar kun af Paris. Jeg følte mig som flyttet til en anden Klode, saa forskellige er Lyons Indbyggere fra Nordfranskmændene, baade i Sprog, Karakter og Skikke. Paa dette Tidspunkt var der stor Opstandelse i Byen paa Grund af Ludvig den Fjortendes Død. Man siger jo at der plejer at ske overnaturlige Ting enten forud for eller efter store Fyrsters Død, og den jævne Befolkning i Lyon havde opdigtet en Skrøne om, at Kongens Genfærd havde vist sig samtidig paa flere Steder i Frankrig, samt forskelligt 84 andet, som jeg ikke forstod ret meget af, da jeg ikke kendte noget til det gasconske Sprog. Dette Sprog er en Mellemting mellem italiensk og spansk; det ligner ingen af Delene, fordi det ligner begge Dele. I Stedet for lieue og poule siger Gascognerne for eksempel lega og gallina. Derfor maa de som Regel bruge Tolk, naar de skal tale med andre Franskmænd.

✂ I Lyon gik jeg igen om Bord i en Baad, denne Gang til Avignon. Denne Tur var meget behagelig. Baaden blev nemlig ikke trukket af Heste, men fulgte med Strømmen i Rhônefloden, som paa sine Steder er saa rivende, at Styringen næsten umuliggøres. Baaden eller rettere Skibet kan komme i alvorlig Fare, hvis der sidder en uerfaren Mand ved Roret. Paa denne Maade tilbagelagde vi uden Sejl og Aarer i Løbet af et Par Dage en Strækning paa fyrre gasconske Mil, saa stærk er Strømmen, hvad enten det saa skyldes Terrænets Skraanen eller Presset af Vandmasserne. Den gør det ogsaa meget vanskeligt at ro eller stage op ad Floden. Jeg havde nu kun sytten Mil tilbage af Rejsen gennem Provence, og dem gik jeg med største Glæde til Fods. Der er flere Købstæder end Landsbyer i Provence. Landskabet ligner med sine Kornmarker, Enge, Vinmarker og Skove een stor Lysthave, og man kan kort sagt ikke tænke sig noget yppigere og skønnere end denne Egn. Da jeg havde naaet Rejsens Maal, tænkte jeg over, hvor skørt et Foretagende det egentlig var, jeg havde vovet mig ud i. Min Rejselyst havde forblindet mig saadan, at jeg tankeløst havde kastet mig ud i de største Farer og Anstrengelser. Men jeg fik snart beroliget mig selv med, at de største Besværligheder nok var overstaaet. Desuden havde jeg stor Fornøjelse af Byen Marseille, hvor jeg saa en Masse, som var helt nyt og ukendt for mig. Der var saa mange Orientalere, en Vrimmel af Galejer, en Mængde tyrkiske eller kristne Fanger, der gik om i Byen, nogle med Lænker om Benene, andre med Armlænker. Jeg kom ganske vist til at græde ved dette Syn; men paa den anden Side følte jeg ogsaa en vis Fornøjelse ved at se noget saa 85 nyt og spændende. Foruden Galejerne var der en Mængde andre Skibe i Havnen, som skulde til Istanbul, Smyrna, Alexandria og de fleste andre Middelhavsbyer. Bare det at se Middelhavet satte mig i godt Humør igen og fik mig til at glemme mine Bekymringer. Det var kort sagt som om jeg var kommet ind i en helt ny Verden. I Byens Omegn ligger der en Mangfoldighed af Landsbyhuse, snart i tæt, snart i spredt Bebyggelse, som pynter meget paa Landskabet. De er kønnere end meget af det, man ser i Byerne. Jeg syntes især godt om Børsen - Marseillanerne kalder den Les Loges - dels paa Grund af den pragtfulde Bygning, dels paa Grund af det store Mylder af eksotiske Købmænd. Men det forekom mig, at Marseillanerne var mindre venlige og høflige end de andre Franskmænd. Derfor kalder Italienerne, der plejer at hæfte karakteriserende Ord til Byernes Navne, Byen for Massiglia la brutta, det grove Marseille.

✂ Efter ca. otte Dages Ophold i Marseille gik jeg om Bord paa et Skib, der skulde til Genua. Indsejlingen til Marseilles havn er vanskelig, for man skal næsten sejle i en Rundkreds for at komme ud til det aabne Hav; men jo vanskeligere det er at komme ud og ind, jo mere beskyttet er Havnen. Bølgerne bliver fuldstændig brudt inden de naar ind, og det eneste, man mærker til det oprørte Hav, er den fjerne Lyd af Brus og Brænding. Jeg vil ikke fortælle om selve Sejladsens Forløb, hvor tit

✂ Vinden var en Brise knapt,
hvert et Sejl hang dødt og slapt,

✂ eller hvor tit

✂ vort Skib, halvt fyldt af Vand, blev tumlet om
og gynged vildt paa Havets Bølgeflom.

✂ Jeg er nemlig bange for, at Sømandsudtryk som sydvest, nordost og saa videre skal skurre i Deres sarte Øren. Jeg vil kun fortælle, at jeg paa denne Rejse blev angrebet af Feber. Jeg har sandsynligvis paadraget mig denne 86 Sygdom ved at spise Druer. De giver nemlig Feber, hvis man spiser for mange af dem, førend
Faren ved umoden Frugt
er aldeles udelukt.

✂ Jeg laa næsten otte Dage i Skipperens Lukaf uden at røre mig, saa voldsomt var jeg angrebet af Sygdommen. De øvrige Passagerer gik næsten hver Dag i Land for at strække Benene. Engang kom de tilbage til Skibet og fortalte leende om den sære Dialekt, som taltes af Indbyggerne i den By i Ligurien, hvor de havde overnattet. Det var hverken fransk eller italiensk. Jeg lagde kun Mærke til eet af Ordene, nemlig Tosa, Ordet for Pige. Og da Nordmændene den Dag i Dag kalder en Pige for Tøsa eller Tausa, var jeg ikke i Tvivl om, at dette Ord hørte til i det gotiske eller longobardiske Ordforraad lige som Tasca, Stuffo, Stalla, Stivali og saa videre.

✂ Da vi var ankommet til Genua, haabede jeg hurtigt at kunne slaa Sygdommen ned ved Hjælp af Medicin. Men dér blev den tværtimod saa meget værre, at jeg blev nødt til at holde Sengen. Snart gik den vedholdende Feber over til Fjerdedagsfeber. Genueserne sagde, at den vilde vare hele Vinteren igennem. Naar man faar Feber om Sommeren, gaar den nemlig over til Fjerdedagsfeber om Efteraaret og plager uafbrudt Patienten hele Vinteren. At Febersygdomme i Italien artede sig paa samme Maade i gamle Dage, fremgaar af Juvenals Ord:
Hver Feberpatient, naar Som'ren er omme,
haaber paa Fjerdedagsfeberens Komme.

✂ Jeg vilde taalmodigt have fundet mig i dette Onde, hvis jeg havde ligget syg under et andet Himmelstrøg end det italienske, eller i en anden italiensk By end Genua, hvor jeg saa, at Fromhed, Barmhjertighed og andre Kristendyder er Kontrabandevarer blandt Kroværter og Hotelejere. Italienerne kalder selv den Slags Mennesker for Genti senza fede - troløse Folk - og de kan ikke vente sig 87 større Ros af Udlændinge. De Kroværter, som Genueserne selv afmaler i de sorteste Farver, bør andre regne for at være endnu mere snu end Bordelværter. Saadan var min Vært. Han tog ikke som andre Betaling pr. Nat, men pr. Time tilbragt i Sengen. Da jeg en Eftermiddag havde lagt mig hen at hvile mig paa Grund af min svækkede Tilstand, krævede han Penge for hver Time med Ordene: Tanto per la notte, e tanto per il giorno - saa meget for Natten og saa meget for Dagen.

✂ Til sidst naaede Sygdommen sit Højdepunkt, og jeg var Døden nær. De kan nemt forestille Dem, hvor meget jeg under denne Tingenes Tilstand forbandede min taabelige Rejse. Jeg kunde jo have levet i Sus og Dus blandt Venner i Paris den Vinter. Jeg laa hen uden at faa mindste Hjælp. Der var ingen til at kurere mit Legeme, og der var ingen til at trøste min Sjæl imod Døden. Jeg lod imidlertid som om jeg var mindre syg end jeg i Virkeligheden var - af Skræk for at blive plaget af Munkene, hvis utaalelige Vrøvl snart kunde have ekspederet mig halvdøde Menneske over i den anden Verden. Jeg lagde derfor alt i Guds Hænder, udholdt med Taalmodighed og Sindsstyrke min Sygdom, kæmpede mod Smerterne og spillede mindre syg end jeg var. Jeg væbnede mig mod denne Vrimmel af Ulykker; og snart blev Sygdommens Magt brudt, og Skæbnen viste mig i det hele taget et venligere Ansigt. En Dag, da den værste Fare var overstaaet, og jeg var i lidt bedre Humør, saa jeg ud ad Vinduet og fik Øje paa en ung Franskmand af mit Bekendtskab. Jeg kendte ham ganske vist kun flygtigt, men inviterede ham alligevel indenfor og gav ham en rørende Skildring af, hvad der var overgaaet mig fra Ende til anden. Han fik ondt af mig og holdt en Tordentale til Værten, som gav ham igen af samme Tønde. Saa kom de op at slaas. Den unge Mand gav Banditten en Uppercut; den anden holdt sig ikke tilbage, men gav en syngende Lussing igen. Jeg saa det hele gennem et Nøglehul, som jeg lagde skiftevis det ene og det andet Øje til. Da Slagsmaalet var ovre, kom den unge 88 Mand ind paa mit Værelse igen, beordrede mig til at pakke og førte mig til et andet Værtshus. Da jeg var blevet befriet fra denne Kyklops Hule, kom jeg mig snart saa meget, at jeg kunde gaa oppe mellem Feberanfaldene og komme udenfor. Jeg saa med Beundring de mange Pragtbygninger rundt om i Byen; de viste sig at være endnu mere storslaaede end deres Rygte. I den nye Gade - paa italiensk Strada Nuova - ser alle Husene ud, som om de var bygget af Konger, ikke af Privatfolk. Byens øvrige Kvarterer kommer ganske vist ikke paa Højde med den nye Gade, men prydes dog ogsaa af skønne Huse - hist og her ser man Marmorbygninger, som man maa falde i Beundring over. De fleste Kirkers Vægge og Gulve straaler af Marmor. I denne By hørte jeg for første Gang en italiensk Koncert. Genueserne har paa Grund af Naboskabet meget til fælles med Franskmændene, og jeg lagde Mærke til, at denne Koncert ogsaa havde et fransk Præg. De bruger nemlig Horn og Trompeter; og de Instrumenter er for længst kommet af Moden hos de øvrige Italienere.

✂ I Vokalmusikken græder næsten alle de, der synger Overstemmerne. Første Gang jeg hørte en Sanger slaa sine Triller, troede jeg, han havde faaet Klø af Dirigenten, og at han sang mod sin Vilje med Taarerne strømmende ned over Ansigtet. Jeg har imidlertid ogsaa i andre italienske Byer hørt den Slags klynkende Stemmer, og jeg er blevet klar over, at det ikke er af Misundelse Franskmændene siger, at Italienerne hulker.

✂ Regeringsformen i Genua er aristokratisk. Den øverste i Raadet kaldes Dogen. Denne Værdighedspost tildeles ikke paa Livstid som hos Venetianerne, men gaar paa Omgang. Tilfældigvis fratraadte Dogen netop paa dette Tidspunkt sit Embede, og Raadsherrerne skred til nyt Valg. Ved dette Valg var der mindre Postyr end der plejer at være naar man vælger Universitetsrektorer andre Steder i Verden. Genueserne er nemlig saa vant til den Slags, at de ikke gaar ud af deres Huse for at se den nye Doges 89 Procession. Jeg dryssede lidt om i Byen og stødte tilfældigvis paa en Afdeling Soldater - de er næsten alle Korsikanere. Jeg spurgte, hvad der var paa Færde, og fik det Svar, at den nye Doge var paa Vej; og snart saa jeg ham skride frem med et stort Følge af Raadsherrer paa Vej til Kirken for at holde Takkegudstjeneste. Da jeg saa Trommeslagerne, havde jeg svært ved at bare mig for Grin, for de slog skiftevis paa Trommeskindet og paa Træet paa Siden af Trommen. Det gør man ikke alene i Genua, men ogsaa andre Steder i Italien.

✂ Jeg blev omkring fjorten Dage i Genua og studerede Folkekarakteren. Jeg opdagede, at Genueserne alle lige til Kuske og Sømænd var venlige og føjelige, men samtidig lumske og upaalidelige. De var fremragende Mestre i Kunsten at lyve. Jeg tør ikke sige, om dette ogsaa gælder de fornemme; dem havde jeg ikke Mulighed for at omgaas. De er maaske, lige som Overklassen i England, højt hævet over Pøbelens Uvæsen. Jeg taler kun om Manden paa Gaden, som dyrker Lyvekunsten saa ivrigt, som om der var udsat Præmie for det.

✂ Den unge Franskmand, hvis Menneskekærlighed og Omsorg havde givet mig mit Helbred tilbage, rejste nogle Dage senere fra Genua til Frankrig paa det samme Skib, som jeg var kommet med. Alle havde regnet med, at han var Franskmand. Han talte nemlig saa glimrende fransk, at man skulde tro, han var født i Paris eller Orléans. Det gik dog snart op for mig, at han ikke havde fortalt mig sin virkelige Nationalitet, men kun havde meddelt Værten, hvor han stammede fra. Værten hentede Gæsteprotokollen, som blev ført efter Raadets Befaling, og viste mig, at han egenhændigt havde indskrevet sig som Carolo Montfort, Danese. Det var mig en stor Glæde at se, at det var en ukendt Landsmand der havde gjort mig disse Tjenester. Og han kendte endda hverken mit Navn eller min Nationalitet. Jeg havde nemlig hemmeligholdt begge Dele i Italien. Naar man spurgte mig, hvor jeg kom fra, sagde jeg, at jeg var fra Aachen; spurgte man om mit Navn,
90 sagde jeg, at jeg hed Michael Røg, fordi min Ven og Medbergenser af dette Navn havde laant mig sit Pas, da jeg stod og skulde til Italien og ikke havde noget selv. Kort efter Carolo Montforts Afrejse gik jeg om Bord paa et Skib, der skulde til Rom. Straks nye Bekymringer. Jeg led endnu af Fjerdedagsfeber, og jeg tænkte paa de Sørøvere, der gør Middelhavet usikkert lige indtil Efteraaret,
da Piraten sin Undergang frygter
og i Rædsel fra Havene flygter.

✂ Men jeg havde Mistanke om, at Sørøverne vilde vente med at gaa i Land, fordi Havet holdt sig usædvanlig stille. Skibet var ganske vist udrustet med to Kanoner, men jeg mente ikke, de vilde være os til megen Nytte mod et Krigsskib, der førte baade Musketter og sværere Skyts. Foruden Sømændene var der fyrre Passagerer om Bord, men de fleste af dem var ikke mange sure Sild værd. Der var blandt andet ti Munke, som rystede, bare de hørte Ordene »tyrkisk Sørøver«, og seks italienske Kvinder, der alene optog Skibsrederens Kahyt - vi andre maatte ligge mellem hinanden under aaben Himmel paa det bare Dæk eller paa Tovværk, hvad der var meget skadeligt for mig paa Grund af min Feber. Mellem Passagererne var der en fransk Kaptajn, der havde gjort Tjeneste under den tyske Kejser. Han fik Medlidenhed med mig og hjalp mig ikke saa lidt. Han laante mig sin Rejsekappe og andet, som jeg kunde have over mig, mens han selv laa utildækket og var udsat for Vind og Vejr.

✂ Vi havde endnu ikke tabt Genua af Sigte, da vi fik Øje paa Søpolitiet, som Italienerne kalder Sbirri. De har til Opgave at undersøge Skibsladningerne for Smuglervarer og idømme de skyldige Bøder. Bortset fra tyrkiske Sørøvere er der ingen andre Skibe, der som disse faar Købmændene til at ryste i Bukserne, især hvis de har noget paa Samvittigheden. I to fulde Timer blev vi opholdt af dette ene Skib; men til sidst lod de os sejle videre. Men da vi havde sejlet nogle faa Sømil, lagde Vinden sig, og kort 91 efter fik vi Modvind. Vi blev længe drevet omkring af den og maatte til sidst søge Havn i Porto Verde i Ligurien for at vente paa, at Stormen skulde lægge sig. I denne Havn laa vi i ni Dage og hyggede os og ventede paa gunstig Vind. Jeg holdt mig dog lidt for mig selv og undskyldte mig med, at jeg for at faa Bugt med min Feber maatte leve nøjsomt og afholdende og holde igen paa min Appetit. Denne Undskyldning fandt alle rimelig; og Afholdenheden var gavnlig for min Pengepung. De italienske Kvinder opholdt sig hele Tiden i Rederens Kahyt som indespærret i et Bur, undtagen en romersk Dame, som Gang paa Gang sammen med sin Mand lod sig sætte i Land. Franskmændene, som frem for noget Folkeslag er selskabeligt anlagt, prøvede med alle Midler at løbe Storm mod denne Dames Tavshed og afvisende Væsen, men forgæves, for naar hun sad til Bords sammen med os andre, sad hun med Øjnene stift hæftet ved Bordpladen. Kun mig turde hun ikke alene se paa, men ogsaa nikke til eller svare, naar jeg sagde noget. Romeren sad bare og saa smilende til; saadan et blodløst Gespenst som jeg, der knap nok saa ud til at kunne faa Kødet til at hænge ved Knoglerne, kunde ikke gøre selv den mest mistænksomme Ægtemand jaloux. Jeg saa ud til at være én som man roligt kunde sætte til at holde Vagt ved et tyrkisk eller persisk Harem.

✂ Den ugunstige Vind holdt sig, og dette fik Munkene til at foreslaa nogle af de rejsende at skyde Penge sammen til Afholdelse af en Procession til Ære for en Helgen, hvis Ben de sagde laa begravet dér i Havnen. Spanierne og Italienerne syntes godt om denne Plan, for de troede ikke, at Himlen kunde forsones ved Bønner alene; kun Franskmændene stillede sig afvisende; men for ikke at blive beskyldt for aabenlys Vantro, lod de nok saa snu som om de gerne vilde yde deres Bidrag, men stillede den Betingelse, at der skulde være fuld Tilfredshed eller Pengene tilbage.

✂ Da Munkene mærkede, at de blev gjort aabenlyst til 92 Grin, beklagede de sig til mig - som de troede var Tysker og som saadan mere from - over Franskmændenes Vantro; de gik saa vidt, at de paa Grundlag af dette og andet spaaede den rette Tros snarlige Undergang i Frankrig.

✂ Da nu de ni Dage var gaaet saaledes hen,
lagde Vinden sig igen,
hver en Brise døde hen.

✂ Snart begyndte det at blæse fra et andet Verdenshjørne.

✂ Derfor vi gjorde os rede,
brød straks fra Havnen op,
og lod saa Sejlene sprede
deres Vinger fra Mastens Top.

✂ Paa kort Tid naaede vi Livorno, en Havneby i Toscana, hvorfra vi sejlede til Civitavecchia. Paa Rejsen fik vi ved Midnatstid Øje paa en Jagt, der strøg tæt under Kysten. Den sejlede langsomt og havde ikke sat alle Sejl, saa vi mistænkte den for at være en Sørøver. Derfor prajede Skipperen, der stod ved Roret, det fremmede Skib tre Gange og spurgte om dets Navn og Hjemsted. Da der ikke kom noget Svar, ventede vi os intet godt fra den Kant. Vi kaldte derfor vores Konvojskib til Hjælp - saadan ét kalder Italienerne conserva. Lygterne blev tændt, Kanonerne gjort klar; Passagererne blev bevæbnet og fik tildelt hver sin Opgave. Jeg blev saa skrækslagen over al den Staahej, at jeg kom til at ryste af Kulde og blev bange for, at Fjerdedagsfeberen, som jeg lige var sluppet af med, skulde have slaaet Klo i mig igen. Men da den første Forskrækkelse havde sat sig, kan jeg bryste mig af, at der ikke undslap mig saa meget som et Gisp eller et modløst Ord, skønt jeg var i saa stor Fare. Jeg troede, at jeg selv skulde omkomme sammen med de andre og de andre med mig, og det er jo ogsaa en Slags Trøst. De italienske Kvinder opgav deres italienske Snerpethed og fløj med Haaret i vildeste Uorden ud af deres Kahyt. De var helt ude af det og troede, de skulde dø paa Stedet. Hele Skibet 93
genlød af deres Hyl og Skrig, indtil Sømændene spurgte dem, hvad de troede, det hjalp at de løb rundt og hylede som stukne Grise. Saa holdt de ganske vist Mund, men de vred Hænderne, saa Knoerne knagede, og bad Himlen om Hjælp med deres stumme Klagelyd. Det var ogsaa sket med Munkenes Sindsro, for heller ikke de dør nu til Dags paa Svanevis med Sang og Glæde, selv om deres Lære er en evig Snak om Døden. Nogle af dem slog sig for Panden, andre smed sig ned paa Dækket og bad til hver sin Helgen. Det var lige akkurat at de holdt op med deres Jamren, da de andre Passagerer talte beroligende til dem og bebrejdede dem, at de flæbede som gamle Kællinger i Stedet for at tage Mod til sig og forsvare sig selv og Skibet. Hvis De havde set mig, udtæret som jeg var af langvarig Sygdom, staa med Kaarden ved Siden i martialsk Positur og sammen med mine medrejsende opsende Bønner til den hellige Antonius, var De simpelthen blevet opløst af Grin. Men Sørøveren lod som om vi var Luft og gik i Lag med Konvojskibet; og mens det blev entret, erobret og bortført, satte vi alle Sejl til og undgik den overhængende Fare. Nu kunde jeg nok bøde paa dette lille Værks Tørhed ved at komme med en Masse flotte Løgnehistorier, som de Fortællere gerne gør, der foretrækker den underholdende Løgn frem for den tørre Saglighed - for hvem vilde kunne bevise, at det var Løgn? Jeg kunde berette om, hvor mange Timer vi kæmpede med Tyrken, hvor meget Heltemod vi udviste, hvor mange Røvere der faldt for min Kaarde og andet lignende. Men hvis dette lille Værk skal udsættes for Kritik, saa maa det hellere blive skældt ud for Tørhed end for Praleri. Jeg vil hellere høre Dem sige, at jeg har skrevet den spanske Adelsmand Don Juans Historie, end at jeg har skrevet prægtige Fabler og underholdende Løgnehistorier. De fleste af Passagererne tilskrev, da vi var sluppet fra denne Fare, vor Redning de Bønner, vi havde opsendt til Den hellige Antonius. Jeg tror nu snarere, at den skyldes Skipperens Illoyalitet, for han var saa ivrig efter selv at blive reddet, 94 at han rent glemte sin Aftale med Konvojskibet og undlod at komme det til Hjælp, da det var i Nød og forgæves bad os om Undsætning. Det gik som det saa ofte gaar:

✂ Saa snart der kommer en Tid,
da Lykken blir Sømanden blid,

✂ naar de er sluppet heldigt fra Havsnød eller Røverhænder, gennemgaar de paa ny de Farer de er sluppet ud af, og

✂ taler om Farerne, trygge
i Ro og i snaksom Hygge.

✂ Hver enkelt forestillede sig, hvad der vilde være sket med ham, hvis han var faldet i Kløerne paa Sørøverne. De var alle uden Undtagelse enige om, at jeg, syg som jeg var, vilde være blevet smidt over Bord som værdiløst Gods; selv mente jeg, at jeg paa Grund af mine særlige Sprogkundskaber ikke alene vilde være sluppet uskadt, men ogsaa være kommet i Embede. Jeg sagde for Spøg, at jeg nok var blevet Notar eller Kontorist i Algier.

✂ Da vi nu var sluppet ud af denne Fare, kom vi til Civitavecchia. Jeg var nu træt af Sørejser og bestemte mig for at gaa til Fods til Rom. Af to Onder forkom det at ligge og skvulpe paa Tiberen mig at være det værste. Jeg opdagede, at hele Vejen til Rom vrimlede af Slanger; derfor turde jeg knap nok standse og slet ikke sætte mig til Hvile paa Jorden. Man siger jo, at det er den usunde Luft der gør det farligt at overnatte i Roms Omegn; i Virkeligheden tror jeg snarere, det er de giftige Slanger. Hvis det nemlig er den urene Luft der er Aarsagen, er det besynderligt, at Sømændene kan overnatte i fri Luft i Havnen uden at tage Skade. Det kan ganske vist ikke nægtes, at fremmede, der kommer til Rom om Sommeren, bliver plaget af Sygdomme. Turister tager nødig derned før Begyndelsen af Oktober. Men det er ikke nemt at finde ud af, hvad dette Onde kommer af. Rom ligger jo, hvor den altid har ligget, og ingen af Oldtidens Forfattere taler om, at Luften dér er saa Dødsens farlig for
95 fremmede. Selv om det skulde være sandt, som nogle paastaar, at Rom i gamle Dage har ligget nærmere ved Kysten - og det kan jo nok være; mange Byer, der før var Havnebyer, ligger nu næsten midt inde i Landet - selv om det skulde være sandt, saa staar det dog fast, at Havets Nærhed ikke har kunnet hjælpe mod dette Onde. Luften er mindst lige saa usund i Civitavecchia, som er en Havneby. Efter to Dages Vandring gik jeg ind i Rom gennem den Port, der ligger nær ved Vatikanet. Dér saa jeg det Syn, der er det pragtfuldeste, ikke alene i Rom, men paa hele Jorden. Det at jeg saa Slottet, Kirken og Piazzaen fik mig til helt at glemme mine Trængsler. Især blev jeg ganske betaget af Kirkens Pragt. Ligegyldigt hvorhen jeg vendte mit uvante Øje saa jeg
Marmorets lysende Flade
mønstret af spillende Aarer,
eller de ældgamle Mestres
Værker, som Synet bedaarer.

✂ Da jeg havde set saa meget, jeg kunde overkomme, vandrede jeg Byen igennem paa Kryds og tværs for at finde et Sted at bo. Jeg gik i Retning af det Kvarter, som Romerne nu om Dage kalder Piazza di Spagna, hvor jeg endelig efter en Times Omflakken fandt hvad jeg søgte, nemlig en Kro. Dér holdt jeg mig en hel Maaned inden Døre, mens jeg forsøgte at faa Bugt med min haardnakkede Fjerdedagsfeber ved Hjælp af Medicin. Min Læge var en Munk, der samtidig var Apoteker ved Klosteret Santissima Trinità de' Monti, som laa i Nærheden af mit Logi; men det var som om Sygdommen kun blev værre af Medicinen. Saa opgav jeg at slaa Feberen ned med Pulvere og Piller og søgte kun at bekæmpe den med Faste. At det var et probat Middel havde jeg erfaret mere end én Gang. Da den første Maaned var gaaet, søgte jeg nyt Logi. Min Vært, der var Franskmand, led nemlig af Svindsot og sov i Naboværelset til mit Værelse, hvor han ved sin Hosten og sin ustandselige Harken vækkede mig
96 omkring ti Gange hver Nat. Hans Kone var en fordrukken og liderlig Kælling, som med sine Luderfiduser lokkede Gæsterne til Smovseri og Hor og snød dem, saa det stod ud af Næsen paa dem. Hun paastod, at min Fjerdedagsfeber kom af mit Maadehold og min Afholdenhed, og at Vin og Kvinder i Forening nok skulde faa Bugt med den. Hun hævede ogsaa Gang paa Gang nogle Tyskere til Skyerne. De havde indyndet sig hos hende med Gaver og med diverse Tjenesteydelser, og de havde ved at slaa Gækken løs og slemme og demme Nat og Dag med Held rustet sig mod de Sygdomme, som plejer at plage Turister i Rom. Derimod svor hun dyrt paa, at en ung Tysker, som de andre ikke kunde faa til at være med paa Noderne, for nylig var død under tragiske Omstændigheder dér i Huset. Denne Filosofi faldt mig i den Grad for Brystet, at jeg flyttede fra Kroen og søgte et andet Logi. Jeg fandt endelig et meget pænere og billigere Sted hos en Piemonteser ved Navn Giovanni Battista, en reel Mand, der ydede en udmærket Service. Han fortalte mig alt om hvordan man skal holde Hus i Rom. Jeg skaffede mig Potter og Pander, og
lærte mig, hvordan man bær sig ad
med at lave nem og billig Mad.

✂ Jeg lavede selv min Frokost og Middagsmad. Det har man i Italien ikke noget imod, at Turister gør. Før Værten gaar paa Indkøb, gaar han rundt paa Værelserne og spørger, om han skal købe noget med til Gæsterne. Saa gaar han paa Torvet og kommer igen belæsset med Kød, Rodfrugter, Ærter og Bønner, som han lader Gæsterne selv tilberede. Jeg skal ikke trætte Dem med en indgaaende og detaljeret Skildring af, hvordan jeg lavede Mad, hvor kunstfærdigt jeg tilberedte en Suppe, og hvor dygtig jeg blev til at lave en italiensk minestra. Jeg er nok klar over, at Historieskrivningens Lov kræver dette af mig, men jeg vil hellere risikere at blive beskyldt for at være en daarlig Historiker end at udsætte mig for sur Kritik fra franske
97 Gourmet'er, som maaske vilde sige, at jeg i mangt og meget ikke har fulgt Kogekunstens Regler. Jeg gjorde ikke større Fremskridt i de finere Studier, men fik Indsigt i de mere solide, som har med Køkkenet at gøre. Jeg lærte, hvor lang Tid og hvor stærk Ild der skal til for at lave en perfekt Suppe eller Grød eller tilberede Ærter og andre Bælgfrugter, hvor mange Ave Maria'er der skal til for at koge et Æg, og mere af samme Skuffe. Hvis man vil regne den Slags Lærdom for noget, saa kan man ikke paa mig anvende den almindelige Talemaade: Han gik en Nar til Rom og kom en Nar tilbage igen. Hvis Polyhistorerne har Ret i, at man ikke er rigtig Polyhistor, hvis man ikke kan reparere sit eget Fodtøj, saa gælder det vel i endnu højere Grad, hvis man ikke i Nødsfald kan lave sin egen Frokost eller Middagsmad. Men for ikke at anvende al den Tid, jeg ellers vilde have brugt paa Studier, til denne Beskæftigelse, havde jeg mit Skrivetøj staaende foran Ovnen og holdt en Bog i den ene Haand og en Ske i den anden. Jeg maatte dog bittert erfare, at det ikke er let at kokkerere og filosofere paa een Gang. Det hændte nemlig tit, naar jeg var optaget af at læse eller skrive, at Flammerne rasede i den Grad om min Gryde, at Grøden blev brændt til de dejligste Skogger, eller at
sydende, boblende, skummende Vand
brusede ud over Lergrydens Rand.

✂ I Begyndelsen var jeg noget flov over denne Beskæftigelse, især naar jeg tænkte paa, hvor pænt og pillent jeg ellers plejede at leve; men jeg rystede snart Skammen af mig, da jeg opdagede, at det simpelthen var Skik og Brug i Italien. Der boede to neapolitanske Adelsmænd paa samme Kro som jeg. Dem fandt jeg mere end een Gang i Lag med dette Arbejde; og naar saa Dørene til begge Værelser stod aabne, hørte man flerstemmig Sang fra de dampende Grødgryder. Min, som kun var en lille Potte, sang Diskanten, mens deres, som var større, sang Bassen.

✂ Jeg gjorde den Iagttagelse paa min Rejse, at Folk lever
98 mere beskedent, jo længere sydpaa de bor. Jeg saa kun faa fulde Folk i Frankrig og slet ingen i Italien. Danskerne synes, at Nordmændene er nogle slemme Fraadsere; men paa den anden Side harcellerer Danskere og Tyskere over Franskmændenes overdrevne Sparsommelighed. Franskmændene forekommer Italienerne at være nogle Ædedolke, men samme Italienere synes, at Spanierne er nogle Gniepinde. Selv paa Slottene og i de fornemmes Paladser er det ikke sjældent,
at man til Middag faar
lidt Rester fra i Gaar.

✂ Jeg boede en hel Maaned mutters alene paa denne Kro. Det undrede mig, at der ikke boede flere i dette store Hus med mange Værelser; men jeg opdagede, at der var lige saa ensomt i mange andre Huse. Rom har nemlig et Areal, der er næsten lige saa stort som Paris', men der er mange andre Byer i Europa, der er mere folkerige end den. Hvis der blev holdt Mandtal, vilde man sikkert have svært ved at runde de 200000. Derfor kan man leje sig ind for en billig Penge, undtagen naar det er Jubelaar eller der holdes Pavevalg. Saa strømmer der nemlig saa mange Mennesker til Rom, at Byen lider under det. Derfor mener Romerne, at Byen trives ved, at man ofte skifter Pave, og af denne Aarsag saa mange af dem skævt til demens den Ellevte, fordi han levede saa længe. Jeg boede altsaa ganske alene indtil Udgangen af December. Ved Nytaarstid, da alt hvad der var af Gøglere, Mimere, Komedianter og Linedansere strømmede til Rom, blev hele Huset fuldt af dem; og deres Optræden, der varede til ud paa de smaa Timer, plagede mig slemt om Natten, naar jeg havde Feber, og om Dagen forstyrrede de mig i mine Studeringer. Efter Jul kom der ti-tolv forskellige Trupper til Rom. Hver enkelt Trup udvælger sig nogle bestemte Stykker, som de bliver ved med at spille. Den Trup, der indlogerede sig paa min Kro, havde valgt en Doktorkomedie, som mindede meget om Moliéres Læge mod sin Vilje - 99 Médecin malgré lui. Truppens Leder spillede Lægens Rolle, og han blev ved med at være Læge hele Vinteren, da der ikke blev opført andre Stykker. Derfor kaldte alle Mennesker ham Hr. Doktor - Signot Dottore - ogsaa naar de talte ganske alvorligt med ham. Han lod sig gladelig titulere saaledes, som om han var virkelig Doktor og ikke bare Scenedoktor. Man skulle tro, det var en daarlig Forretning for Komedianterne at blive ved med at optræde med det samme Stykke, fordi Publikum vilde blive led og ked af at faa det gentaget; men blandt saa mange Mennesker vil der altid være nye Tilskuere, fordi Folk løber fra den ene Forestilling til den anden. Hele denne Tid led jeg under Fjerdedagsfeberen, som jeg ikke kunde komme af med, selv om jeg tømte adskillige Flasker Medicin. Saa fik jeg af nogle Venner anbefalet en romersk Skomager, som efter hvad de sagde kunde kurere denne Sygdom ved bare at udtale nogle Ord. Men jeg har aldrig kunnet fordrage disse Mennesker, som skærer Ansigter, retter Blikket stift mod een, bevæger Læberne, spiller med Fingrene og ikke gavner for to Øre. Jeg syntes, det var et mindre Onde at slaas med Sygdommen end med et Menneske af den Slags, der
med hjemmestrikket Spaadomsfjas
vil Menigmand bedrage,
med Tricks og Taskenspillerstads
vil mele egen Kage.

✂ Da jeg fik at vide, at samme Skomager ofte selv var syg, kom jeg til at tænke paa følgende Vers:

✂ For Spaamænd og deslige gi'r
jeg ej fem flade Øre,
og deres Løgne-Profeti'r
jeg gider ikke høre.
Een skuer med profetisk Aand
i den krystalne Kugle;
een stirrer i din aabne Haand
med Blik som Visdomsugle.
100 De spaar dig alt - langt Liv, Sex, Held,
Guld, Guld - ja Millioner.
Saa rækker de dig Haand: »Farvel -
Tak, femogtyve Kroner.«

✂ Derfor sagde jeg til mine Venner, som bebrejdede mig min Skepsis: Hvis denne Skomager virkelig kan mere end sin Læst, hvorfor har han saa ikke kureret sig selv?

✂ Min Fjerdedagsfeber forhindrede mig ikke i næsten hver Dag at gaa ud for at se mig om. Jeg slentrede rundt i Byen, og jeg gik tit paa Bibliotek. De vigtigste Biblioteker i Rom er Minervas og Universitetets. Her er Bibliotekarerne meget hjælpsomme. De kommer, bare man vinker, og man kan ganske gratis faa Blæk, Pen og Papir hos dem. Men ingen kan uden Inkvisitorernes særlige Tilladelse faa Lov til at læse Bøger, som er paa Indeks. Derfor sad jeg som en anden Tantalus og sultede og tørstede midt i al Overfloden, og maatte nøjes med at

✂ se det smukke, gyldne Tryk
paa hvert enkelt Bogbinds Ryg,

✂ lige som man ser paa et Maleri. Alt det, jeg gerne vilde læse, var paa Indeks. Det hændte engang, at Biblioteksbetjenten, en ulærd og enfoldig Munk, lod mig laane Bayles Dictionnaire; men han blev skældt læsterligt ud af Bibliotekaren, som var Dominikanerpater og Medlem af Inkvisitionskollegiet. Snart forsøgte jeg selv at faa Bugt med denne Mands Surhed ved Bønner, men forgæves. Han henviste mig bare til een eller anden Slotsforvalter, der efter hvad han sagde var den eneste der havde Myndighed til at give Dispensation. Men det forekom mig baade ubehageligt og risikabelt at underkaste mig saadan en striks og gnaven Dommers Forhør. Derfor gik jeg over til at benytte Universitetsbiblioteket, hvis Ledelse ikke var gejstlig. Her haabede jeg at kunne trænge igennem den Modvilje, der hos Munkene og Præsterne havde staaet som en urokkelig Mur; men ogsaa her fik jeg 101 Afslag, skønt jeg aabent erklærede, at jeg var Kætter og som saadan ikke kunde blive værre af at læse forbudte Bøger. Mine Studiemuligheder blev herved stærkt indskrænkede. Jeg holdt mig til at læse Bøger om Roms Kulturhistorie i Oldtiden og Beskrivelser af det moderne Rom. Denne Læsning var mig til Oplysning, naar jeg spadserede rundt i alle Ender og Kanter af Byen eller strejfede om mellem Ruinerne. For næsten hver Dag naar Vejret var godt, slæbte jeg mig paa ømme Fødder hen over Sten og Grus i hele Timer med mine Excerpter i Haanden; de var mit eneste Hjælpemiddel til at undgaa Fejltagelser og finde den rette Vej. I næsten en hel Maaned ledte jeg efter Horatiernes tredobbelte Port, hvis Ruiner jeg til sidst fandt ved mine Notaters Hjælp. De fleste Oldtidsmindesmærker er nemlig ukendt, selv for de lærde. Hvis man for Eksempel paa Gaden spørger om Vej til Pantheon, faar man Svaret non lo so - jeg ved det ikke -, spørger man efter Vespasians Amfiteater, bliver der sagt non intendo - jeg forstaar ikke - og det til Trods for, at disse Mindesmærker i høj Grad er værd at vise frem og endnu ikke er ødelagt af Ælde. Hvis man ikke vil blive ved med at løbe forgæves omkring, maa man lære sig de Navne, som en senere Tid har tillagt dem; man skal spørge efter II Coliseo, saa bliver man vist hen til Vespasians Amfiteater; man skal nævne La Rotonda, saa bliver man ført til Pantheon. Jeg gik dog ikke saa meget om blandt Ruiner og forvitrede Mindesmærker, at jeg oversaa det moderne Rom. Snart var det den gamle Bys Ansigt der glædede mig, snart den nyes, og jeg delte mig ligeligt imellem dem. Jeg gik om i alle Stadens Søjlegange, jeg besaa de vigtigste Paladser, jeg besøgte de fleste Klostre og Kirker. Den nye Kirke, paa italiensk Chiesa Nuova, vakte især min Begejstring paa Grund af de velformede og elegante Prædikener, som holdtes dér hver Dag af tre Patere af Oratorianerordenen. Saa snart een er steget ned af Prædikestolen, stiger den næste op, saa at man i Løbet af halvanden Time faar tre Prædikener at høre fra den samme 102
Prædikestol. I den ene gennemgaas en Helgens Levned, og han bliver lovprist. Jeg ved imidlertid ikke, hvad man skal falde mest i Forundring over ved disse Lovsange over Helgener, den elegante Retorik eller det forvrøvlede Indhold; man vil nemlig høre det rene Gas og Drømmetydninger foredraget med honningsøde Ord og velsmurte Fraser. Prædikanterne er tilsyneladende især forhippede paa at demonstrere deres Dygtighed, mens Tilhørerne helst af alt vil tro det utrolige. Jeg husker, at een af disse Prædikanter gav følgende overdrevne Beskrivelse af den hellige Jomfrus Indgriben: Der var engang en Mand ved Navn Johannes, som helt og holdent havde givet sig under Jomfru Marias Beskærmelse. Derfor lagde Djævelen sine Snarer for ham, men uden Held, for Johannes sikrede sig ved hver eneste Morgen at sige sit Ave Maria. Men engang havde han været til Bryllup hos nogle Slægtninge og gik halvfuld derfra, og da Djævelen var kommet under Vejr med det, paatog han sig en yndig ung Piges Skikkelse og gik Johannes i Møde. Han gjorde Modstand i Begyndelsen, men til sidst fik Djævelen ham dog paa Glatis med sine forføreriske Kunster, og han gjorde noget praktisk ved Damen. Da han havde sovet Rusen ud næste Morgen og alvorligt tænkte over, hvad han havde gjort, blev han saa dybt grebet af Samvittighedsnag og Skam, at han følte sig uværdig til at bede sit sædvanlige Ave Maria. Djævelen vilde nu overfalde ham, mens han endnu var værgeløs, d. v. s. før han havde faaet gjort Pønitense. Da Johannes var ved at ro over en Flod, kæntrede Djævelen hans Jolle, trak ham ned paa Bunden af Floden og holdt ham fast der i tre samfulde Døgn. Da den hellige Jomfru opdagede dette, fremstillede hun sig for sin Søn og fortalte, at hendes Protegé blev holdt fangen af den onde og blev pint paa det grusomste. Frelseren satte sig til Doms og frifandt Johannes, som straks slap ud af Djævelens Hundehul og dukkede op til Overfladen. Her svømmede han længe om som en Prop, indtil Strømmen viste ham den Høflighed at skylle ham op paa Bredden i halvdød 103 Tilstand. Her blev han venligt modtaget af den hellige Jomfru, som kaldte ham til Live igen og gav ham hans forrige Sundhed tilbage; og senere byggede han dér paa Stedet et Kapel for Jomfru Maria, hvor han henlevede Resten af sin Tid. Heraf ser man, sagde Taleren, hvad den hellige Jomfrus sande Dyrkere kan vente sig. Jeg hørte andet, som jeg skammer mig for at gengive; for Tilhørerne er saa naive, at Prædikanterne uden Protest kan binde dem hvad som helst paa Ærmet.

✂ Udsmykningen og Musikken i de øvrige Kirker mættede fuldt ud mine Øjne og Øren. Jeg var især begejstret for Instrumentalmusikken, som jeg over alt foretrak frem for Vokalmusikken paa Grund af de klynkende Stemmer hos dem, der sang Førstestemmen.

✂ Det lykkedes mig kun to Gange at se demens den Ellevte, fordi han paa Grund af sin fremskredne Alderdomssvækkelse kun sjældent traadte frem for Offentligheden. Tidligere havde han været meget folkelig og nem at komme i Kontakt med for alle. Den første i hver Maaned havde han givet offentlig Audiens. Han blev baaret til Kapellet af fire Svejtsere - det er Soldater af Pavens Livgarde, der tillige fungerer som hans Bærere. Mens han blev baaret om i sin Portechaise, uddelte han med rund Haand sin apostoliske Velsignelse, som plejer at have en vældig Virkning paa de troende - det skyldes nok min Vantro, at jeg ikke følte nogen videre Gavn af den. Den hjalp ikke engang det mindste paa min Fjerdedagsfeber. Lidt efter traadte Kardinalerne frem efter Tur og kyssede den Finger, hvorpaa Fiskerringen sad. Saa intonerede han med bævende Stemme et »Dominus Vobiscum«, som en Kardinal greb i Luften og fortsatte. - Jeg plejer jo helt at udøse mit Hjerte for Dem, saa nu vil jeg bede Dem bedømme to Ting, jeg har gjort i Rom. Hvis De fordømmer dem, er de forfærdelige; hvis De ikke synes de er saa slemme - ja, saa er de ikke saa slemme. For det første faldt jeg sammen med hele den øvrige Forsamling paa Knæ, da Paven kom forbi. Men det skal man nu engang 104 gøre, naar man vil se Paven. Og at rejse til Rom uden at faa Paven at se, det er jo Hul i Hovedet. Jeg er nok Lutheraner, men ikke saa fanatisk, at jeg anser det for en Forbrydelse at optræde høfligt over for en Fyrste, der dyrker andre Helligdomme end vi. Det andet jeg gjorde var paa en Maade mere utilgiveligt, for jeg krøb uden at være tvunget til det paa Knæ op ad den hellige Trappe, som Frelseren efter Sigende skal være steget op ad i Pilatus' Sal, dengang han blev stillet for Pilatus' Domstol. Jeg tænkte ved mig selv, at hvis det er sandt, hvad man siger om denne Trappe, saa kan det ikke være under min Værdighed at ære disse hellige Fodspor, og er det Løgn, saa kan man alligevel ikke bebrejde mig noget, da selve Fejltagelsen er et Bevis paa min fromme Ydmyghed.

✂ Paa denne Maade fik jeg hele Vinteren til at gaa i Rom, og da den var forbi, tænkte jeg paa at komme hjem. Men jeg havde ikke større Lyst til at betro mit Liv til Havet og til at udsætte mig for de Farer, jeg lige var sluppet ud af. En Rejse over Land var haardere og besværligere, men sikrere. Jeg vejede for og imod, og bestemte mig til sidst for Landrejsen, især fordi den var billigere. Jeg haabede ogsaa at faa Has paa den evige Fjerdedagsfeber ved stadig Bevægelse og Motion.

✂ Jeg rejste saa fra Rom i Slutningen af Februar og kom efter fjorten Dages Rejse til Firenze, styrket paa Legeme og Sjæl.

✂ I Begyndelsen var jeg bange for, at Kræfterne skulde svigte mig, da jeg led af Aandenød. Derfor gik jeg langsomt - det jagede jo ikke mere end det hastede, bortset fra at jeg af og til maatte sætte Farten op for at faa et ordentligt Sted at overnatte. Men jeg blev efterhaanden saa hærdet af at gaa og gaa, at jeg følte mig meget raskere og bedre til Bens i Firenze, end jeg havde gjort i Rom. I Firenze løb jeg paa en Tysker, som uopfordret tilbød at vise mig Byen. Jeg roste ham for hans Venlighed - jeg troede, han gjorde det bare fordi han var rar. Men da Rundturen var forbi og jeg som rimeligt var sagde pænt 105 Tak, krævede han uden videre Betaling. Nu var vi ellers lige blevet saa gode Venner. Der er jo ikke meget ved en Tjeneste, hvis man skal betale for den. Jeg var ganske vist klar over, at han ikke havde Ret til at kræve Penge, da vi ikke havde aftalt noget paa Forhaand; men jeg tænkte: Lige for lige om Venskab skal holdes, og gav denne Turistguide, hvad han forlangte.

✂ Jeg rejste videre fra Firenze og vandrede over Appenninerne til Bologna, hvor jeg søgte Dispensation fra Forbudet mod at spise Kød i Fasten og blev sendt til en Læge. Han gav mig Attest paa mit daarlige Helbred og sendte mig videre til de gejstlige, der i den Anledning var forsamlede i Katedralen, og de gav mig en Dispensationsskrivelse af følgende Ordlyd: Come il Sign. Mich. Recco non può senza pericolo di sanità guardare la Quatesima &c. - Eftersom Hr. Michael Røg ikke uden Fare for sit Helbred kan overholde Fasten osv.

✂ Da jeg var sluppet for disse Forbud, gik jeg videre gennem Parma, Piacenza og Torino. I Torino blev jeg nogle Dage, ikke saa meget for at hvile mig som for at se mig om. Denne By er den smukkeste, jeg nogen Sinde har set. I det Kvarter, som kaldes Den nye Bv, og som omfatter Halvdelen af Byen, er Bygningerne saa symmetriske og velproportionerede, at man skulde tro, det hele var eet kæmpestort Palads af uendelig Længde; Husene er nemlig helt ens bortset fra Kendemærkerne og Inskriptionerne over Portene. Jeg blev to Dage dér i Byen for at hvile mig; og da jeg mente, jeg var kommet til Hægterne, fortsatte jeg min Rejse. Men jeg opdagede snart, at jeg netop var blevet svækket paa Grund af denne Pause i mine Anstrengelser. Det er nemlig vanskeligere at tage fat igen paa noget anstrengende end at fortsætte i een Køre; for lige som Fakler holder Ilden, naar man bliver ved med at ryste dem, men er svære at tænde igen, naar de er gaaet ud, saaledes holder den vandrende sine Kræfter ved lige ved at blive ved med at gaa, men svækkes ved Hvilepauser. Derfor gik jeg i Begyndelsen med Skildpaddefart, knap 106 tre-fire Mil om Dagen; men bare ved at fortsætte Vandringen kom jeg snart i Form igen.

✂ Jeg forlod altsaa Torino, gik saa over Alperne og kom til Savoyen. Det er et hæsligt Landskab, fuldt af stejle Bjerge og Klipper; dog er der mange Landsbyer og Købstæder. Næsten alle Byerne i begge Fyrstendømmer var for nylig blevet erobret af Franskmændene og saa helt igennem sørgelige ud; paa den anden Side havde jeg nemt ved at komme igennem dem, for Fjenderne havde sløjfet Murene, og Befæstningerne, der hidtil havde været meget stærke, henlaa nu uden Mandskab. Da jeg gik over Alperne, oplevede jeg tre Aarstider paa een Dag: Sommeren paa den piemontesiske Slette, Vinteren i Bjergene og Efteraaret i Savoyen. Man kommer over Alperne paa Muldyr, som er billigt til Leje ved Foden af Bjergene. Bjergryggen er imidlertid flad, saa man kan køre med Firspand paa den. Da jeg var kommet over Højsletten, saa jeg flere Steder Folk, der udlejede Slæder, som kunde bringe een ned til Bjergets Fod paa et Øjeblik. Vi syntes ikke, vi steg ned - vi styrtede
som Duer, der af Stormen vild og vred
blir hvirvlet hovedkulds mod Jorden ned.

✂ Det kalder Bjergboerne ramasser.

✂ Jeg gik saa videre gennem Savoyen og Dauphiné til Lyon. Nu var Farerne og Besværlighederne overstaaet, og jeg regnede med at være i Salveten, for Resten af Turen kunde gennemføres uden Vanskeligheder, kun maatte jeg vandre nogle Mil gennem Bourgogne. Jeg havde nemlig saa mange Penge tilbage i Kassen, at der var Raad til at gøre Rejsen pr. Flodbaad. Altsaa gik jeg glad om Bord i en Baad i Lyon. Min Glæde skulde dog ikke vare længe.

✂ Jeg fortalte mine Medpassagerer om mit daarlige Helbred. Vi kom til en Kro, og de lokkede mig til at drikke. De raabte alle med een Mund, at jeg skulde forsøge dette sidste Middel, at jeg skulde slaa Feberen ned ved at drikke mig fuld, hvis jeg ikke vilde være syg til evig Tid. 107 Jeg lod mig overtale, pimpede løs hele Aftenen og gik i Seng med en dundrende Kæfert. Men jeg var jo syg og uvant med at drikke, saa Rusen gav mig saadan en Uro i Blodet og gjorde mig saa kulret i Hovedet, at jeg, da jeg vaagnede tidligt næste Morgen, troede, at mine Drikkebrødre havde gjort Grin med mig. Da de vilde slæbe mig ned til Flodbredden, gjorde jeg voldsom Modstand. Det var i og for sig mærkeligt, at jeg ikke opførte mig endnu vanvittigere, saadan som mit Blod var i Kog. Nogle af dem tog min Puls, andre knappede min Vest op for at undersøge mit Bryst. Jeg troede, jeg var omgivet af Røvere, der rodede i mine Lommer, saa jeg raabte om Hjælp. Jeg blev saa ladt alene tilbage i Kroen og mistede saaledes paa een Gang mine Rejsekammerater og de Penge, jeg havde betalt for Sejladsen. Da jeg Dagen efter havde kureret min Hjerne ved at sulte min Mave, kom jeg til mig selv igen og tilbagelagde Resten af Turen til Paris til Fods. Her kunde min Værtinde og mine Venner knap nok kende mig igen, dels fordi jeg var saa brun i Ansigtet, at man skulde tro, jeg var Inder eller Ætiopier, dels fordi jeg havde lagt mig ud. Da jeg rejste fra Rom, var jeg nemlig saa tynd, at jeg næsten var gennemsigtig; og da jeg kom tilbage til Paris, havde jeg lagt mig Strutvom til. Det saa ikke ud som om jeg var gaaet gennem saa mange Landskaber til Fods, men som om jeg havde gemt mig et afsides Sted i Ro og Mag, saa nyttigt er det for min Sundhed hele Tiden at være i Bevægelse. Paa hele Rejsen havde jeg nemlig trods min Fjerdedagsfeber spist som en Tærsker, fordi jeg havde faaet Appetit af at gaa. Jeg blev en hel Maaned i Paris, og i den Tid bestilte jeg ikke andet end at prøve paa at slippe af med min Fjerdedagsfeber. Men selv de parisiske Læger øvede deres Kunst forgæves; for det var lige saa nyttigt at hælde Medicin paa mig som at hælde Vand i en hullet Spand.

✂ Jeg opgav saa alt Haab om at blive helbredt og forberedte mig paa at rejse hjem; men min Afrejse blev udskudt nogle Dage, fordi der opstod Uenighed mellem mig 108
og en Pariser om nogle Penge, jeg havde deponeret hos ham. Sagen var i og for sig ganske klar, men han gjorde Vrøvl, fordi Pengeværdien i den Tid, jeg havde været væk, var blevet forringet. Til sidst bad vi hans Velbaarenhed Niels Griis om at være Opmand. Han paatog sig dette og tildømte mig Summen ubeskaaret. Da Striden var endt og jeg havde faaet mine deponerede Penge, tog jeg direkte til Holland, hvor jeg genfandt det Habengut jeg havde efterladt i Amsterdam urørt og i god Behold hos min Vært. Han sagde ganske vist, at han ikke havde gemt det til mig - for han regnede med at jeg maatte være død -men til mine Arvinger. Hidtil havde jeg haft Fjerdedagsfeberen som min tro Følgesvend; mine Venner undrede sig over, at Sygdommen var saa haardnakket, at hverken Lægerne eller Tiden eller min Flytten fra Sted til Sted og min Motion kunde faa Has paa den. Blandt dem var der en Amsterdammer ved Navn Adrian Gelmeyden, der lige som jeg var født i Bergen i Norge. Han sagde, at der var en Læge hjemme hos ham, der kunde helbrede mig ganske gratis. Men i Stedet for Læger traf jeg nogle Musikere, som jeg tit havde spillet sammen med, inden jeg rejste til Frankrig. De laante mig et Instrument, og vi spillede og hyggede os hele Dagen til langt ud paa Natten. Jeg gik saa hjem fra Øvelsesterrænet og ventede den næste Dag paa, at Fjerdedagsfeberen skulde indfinde sig som sædvanlig; men jeg fandt ud af, at den var flygtet tilbage til Italien, hvor den var kommet fra, og jeg mærkede ikke mere til den, bortset fra, at jeg kunde føle en vis Mathed i Kroppen paa de Dage, hvor den sædvanligvis havde plaget mig. Paa den Maade blev jeg, som ikke kunde kureres ved Medikamenter, helbredt ved Musik. Man kan maaske sige, at det gik mig lige som det gaar saa mange Patienter, der bliver raske af sig selv, men takker de Læger, de sidst har tilkaldt, for deres Helbredelse, og rakker ned paa dem, der hjalp dem, da Sygdommen var paa sit Højdepunkt, og at det var lige saa idiotisk af mig at give Musikken Æren for, at Feberen gik over, hvad den maaske vilde 109 have gjort af sig selv. Jeg blev i hvert Fald rask, enten det saa var Musikken eller Naturen jeg kunde takke for det. Kort efter gik jeg om Bord paa et Skib og rejste til Hamborg, hvorfra jeg fortsatte over Land til København.

✂ Efter min Hjemkomst levede jeg to Aar uden Løn, ludfattig,

✂ kunde knap faa Mad, ja næppe
købe mig et Sengetæppe,

✂ og var godt fornærmet paa Skæbnen, fordi den ikke vilde tage Livet af de Professorer hvis Sejlivethed var mig til saa stor Skade. I denne Tid skrev jeg endnu et lille Værk paa Dansk om Folkeret. Det hed Introduktion til Naturog Folkeretten efter Grotius' og Pufendorfs Metode. Disse havde sammen med Christian Thomasius hele Tiden været mine Forbilleder. I Stedet for romerretslige Lov- og Domssamlinger anføres danske og norske Love og Forordninger; og de historiske Eksempler man plejer at belyse Moralfilosofien med tages lige saa meget fra Nordens Historie som fra Roms og Grækenlands. Dette Værk faldt imidlertid ikke i Publikums Smag, selv om det dels var klart og dels var nyttigt, især for Folk her i Landet, som har mere Brug for Naturretten end for noget andet. De danske Love er nemlig saa kortfattede at hvis ikke Dommeren er godt inde i Naturretten, kommer han ofte i Knibe, eller rettere han kan ikke undgaa at tage fejl. Det er lige omvendt i Tyskland og de andre Lande hvor Romerretten hersker; for dér kan den uerfarne Dommer, hvis han ikke stoler paa sin egen Dømmekraft, i én af de mange juridiske Bøger finde en Domsafgørelse han kan bruge, saa at han ikke saa meget skal dømme selv som underskrive en Kendelse en anden har afsagt. Her til Lands er det besværligere at fælde en Dom, for der er saa faa Retskilder at man ud fra ét Tilfælde maa forestille sig sekshundrede andre. Dette vilde jeg gaa mere i Detailler 110 med, hvis det var min Opgave at skrive en Fortale til Danske Lov.

✂ Men tilbage til Sagen. Dette lille Værk fik den Skæbne at blive trykt i ét tusind Eksemplarer, men kun solgt i knap trehundrede i Løbet af ti-tolv Aar. Forlæggeren skar Tænder, for Bogen var udgivet paa hans Bekostning. De usolgte Eksemplarer henligger som i en Grav til Føde for Orme. Nu kunde det maaske se ud som om jeg paa Litteraturens Vegne rakkede ned paa mine Landsmænd, men det gør jeg slet ikke. Jeg skælder ikke ud; jeg siger bare at man for Fremtiden skal lade være med at beskylde Skribenterne for Dovenskab. Det er jo Folks egen Skyld at der skrives saa lidt, og at saa mange Værker henligger utrykte i Skrivebordsskuffer eller bruges som Indpakningspapir til Makreller. Fine Folk her i Landet gaar saa meget op i fremmede Sprog som ingen andre, saa de vil hellere læse Bøger paa Fransk, Engelsk og saa videre, for samtidig at lære mere af Sproget. Jævne Mennesker hænger ved de gudelige Skrifter og rynker paa Næsen ad de verdslige; de køber teologiske Skrifter saa at det er lige ved at være for meget af det gode. Derfor kommer der saa mange Bøger med Titler som De Bedendis aandelige Kiæde, Alle Bønners Kierne, Himmelstige, TaarePerse, Paradises Urtegaard, Kong Davids Tøjhus, Aandelige Betragtninger og hundredeogsytten andre Bind af samme Skuffe, som Fattigfolk skriver for at tjene til det daglige Brød, og som andre saa skriver af, giver andre Titler og sælger som nye.

✂ Da jeg paa denne Maade havde henslæbt to Aar, hvor jeg havde talt Timerne og Minutterne paa Fingrene, var jeg endelig saa heldig at faa en lønnet Stilling. Det hjalp dog noget paa min elendige Økonomi. Der var ingen andre som ville paatage sig Professoratet i Metafysik, og saa gik man til mig. De der kendte min Indstilling gav sig straks til at raabe op om at nu var det sket med denne Videnskabernes Dronning, og det kunde der maaske nok være noget om; for jeg maa aabent indrømme at jeg 111 ikke gik i mine Forgængeres Spor, og at Faget under mit Regimente var ude at svømme som aldrig før. Jeg lod imidlertid som ingenting og holdt kort efter en Lovtale over Metafysikken - en Tale som chokerede denne Videnskabs Dyrkere. De syntes snarere det var en Ligtale end en Lovtale. Men efter to Aars Slaveri blev Metafysikken sat paa fri Fod igen.

✂ Senere fandt der ret mange Udskiftninger Sted. En Del Professorer tog deres Afsked, nogle blev Præster, nogle blev Biskopper og nogle døde. Derfor blev jeg snart Assessor i Konsistorium og steg i Rang og Gage, der som De ved følger Ancienniteten ved Universitetet her.

✂ Saaledes slap jeg for de økonomiske Vanskeligheder som hidtil havde gjort mig Livet surt. Nu troede jeg at jeg vilde komme af med Eftervirkningerne af min langvarige Sygdom, mine besværlige Rejser og de mange Aars Bekymringer. Jeg troede jeg skulde have det rart og roligt i Resten af min Levetid. Men det skulde ikke saa være. En af mine Kolleger indledte nemlig snart en Strid med mig om Ancienniteten og om en Del af den Gageforhøjelse der efter Universitetets Love følger med denne. Konsistorium drøftede begge Parters Argumenter og gav mig Medhold.

✂ Dette Slagsmaal var knap og nap overstaaet før jeg blev tvunget til at gaa i Ringen igen, denne Gang med en ny Modstander. Det var en nyopdukket Historiker som kort i Forvejen havde skrevet en Oversigt over Danmarkshistorien paa Tysk. I Fortalen til dette Værk skrev han, blandt andet som jeg vil gaa over med Harefod, nogle hvasse Angreb paa de hjemlige Historikere, baade de gamle og de nye. Han skældte de gamle ud for at være uvidende, de nye for at vaase og plagiere. Jeg selv fik ogsaa en Omgang med Tjærekosten, selv om jeg bare havde skrevet en kortfattet Verdenshistorie til Undervisningsbrug.

✂ Jeg blev beskyldt for at plagiere. Han sagde at jeg havde skrevet af efter Pufendorf i de Kapitler der
112 handlede om Nordens Historie. Jeg tog mig ikke af denne Kritik, da jeg ikke syntes det var Umagen værd at skændes om ingenting. Jeg var jo dog blevet trukket efter Haaret ind i Danmarkshistorikernes Lag; det var jo ikke en Danmarkshistorie, men en Oversigt over Verdenshistorien jeg havde skrevet. Desuden var jeg endnu ganske grøn da jeg skrev dette Værk. Derfor værdigede jeg i Begyndelsen ikke Kritikken noget Svar; men til sidst lod jeg mig dog overtale af mine Venner, der paa Grund af min Tavshed skældte mig ud for at være doven og fej. Saa udgav jeg en lille Afhandling med Titlen
Femte Afhandling om Danmarks Historie
som
PAUL RYTTER
offentlig vil forsvare paa Regensen
bistaaet af den ypperlige
CHRISTIAN ANDERSEN

✂ Denne Afhandling blev modtaget med vældigt Bifald fra alle Sider; kun den tresaarige Paul Rytter kunde ikke lide den, men blev dog god igen da han fik at vide at det drejede sig om et hæderfuldt Forsvarsskrift for Fædrelandet. Jeg behandler heri kun Forfatterens meget polemiske Forord. At gaa i Lag med selve Værket, at sætte lærde Glas for kronologisk Øje og føre Forfatteren i Triumftog paa Grund af hans Fejl med Hensyn til Aarstal og den Slags har aldrig ligget for min Stemme. Den Slags Undersøgelser lugter for meget af Pedanteri; enhver Skribent har jo været ude for at stridbare Pedanter har paastaaet at han har lavet Bommerter paa næsten hver Side. Kort Tid senere fremkom der endnu et lille Værk fra samme Forfatters Haand. Det handlede om Ægteskab mellem nærbeslægtede, som efter hvad han paastod ikke var forbudt hverken efter Guds eller Naturens Love. Min Vrede havde endnu ikke sat sig; og dette Skrift bragte
113 mig i Harnisk igen. Baade Jurister og Teologer vendte sig imod Forfatteren. Nogle af mine Venner holdt Raadslagning og opfordrede mig til at forny Krigen; og jeg havde ikke svært ved at komme i Kog igen og genoptage Kampen, der knap nok havde været afbrudt. Jeg udgav saa en Afhandling med følgende Titel:
OLA PEERSEN NORDMANDS
JURIDISKE AFHANDLING
hvori vises
at
Ægteskaber mellem beslægtede i lige Linje
ifølge Naturretten er
forbudne.

✂ Jeg undersøgte blot paa nogle faa Sider Forfatterens Indvendinger mod Juristernes Argumenter, som er baseret paa Afsky, Skamfølelse og Sammenblanding af Pligter; det øvrige overlod jeg helt og holdent til Teologerne, for den største Del af Værket henhørte under deres Omraade. Derfor syntes de der ikke var klar over hvor jeg ville hen at min Afhandling var for tør. Da jeg ikke vilde gaa uden for mit eget Omraade og stikke Fingrene i andres Sager mente jeg at det var nok at gøre et Udfald med de lette Tropper, mens Teologerne skulde foretage Hovedangrebet og prøve om de kunde drive Afhandlingens Flanker paa Flugt. Der var ogsaa dem der mente at min Kritik var for sprælsk, og at jeg i begge Afhandlingerne havde lavet for meget Grin med Borgermusikken. Det var maaske ikke uden Grund, men jeg har det nu engang saadan at jeg kan lide at sige Sandheden paa en spøgefuld Maade; dog kom jeg ikke med Grovheder, og jeg undgik omhyggeligt at sværte Forfatterens Rygte ved ikke at angribe ham personlig, men kun hans Skrifter. Hvordan Forfatteren nu er indstillet mod mig paa Grund af disse to Afhandlinger ved jeg ikke; men Læserverdenen og Forfatteren selv kan jo dømme om dem. Han maatte bare finde sig i at jeg paa 114 en spøgende Maade gav igen paa hans Grovheder. Men der overgik snart mig det samme som tit hænder for meget ivrige Mennesker der prøver paa at lede vildfarende paa rette Vej, at de selv kommer til at fare vild paa samme Maade som disse; saaledes blev jeg selv Satiriker ved at spidse min Pen mod Satirer, og jeg kom selv ud for det samme, eller rettere noget meget værre.

✂ Snart skyder vi, og snart vi selv er Skydeskive;
det vore Vilkaar er, imens vi er i Live.

✂ Men om jeg har fortjent det, om jeg har skrevet noget som kunde give Grund til at skælde mig saa meget ud, det maa andre dømme om. Indtil da havde jeg brugt min Tid paa Jura, Historie og Sprog. Jeg havde ikke interesseret mig for noget andet, og især da ikke for Poesi, som kedede mig i den Grad at jeg gabede ved Oplæsningen af selv det nydeligste Digt. Jeg havde nok dyrket den latinske Poesi, men kun som et nødvendigt Onde. Jeg læste ikke Digterne for min Fornøjelses Skyld, men for at gøre Fremskridt i det latinske Sprog, omtrent lige som syge Mennesker der hver Dag tyller sig med bitter Medicin, ikke fordi de kan lide den, men fordi Lægerne siger de har godt af den.

✂ Menneskets Sind er jo saadan indrettet at vi tit fatter Interesse for Ting der hidtil har kedet os. Vi holder af afvekslende Beskæftigelser, lige som Jorden har Gavn af vekslende Afgrøder. Jeg var nu tredive Aar gammel og havde hidtil aldrig prøvet at skrive et Digt, skønt jeg boede i en By hvor der hvert Aar dukker flere Digtere op end der er Fluer i September Maaned, og hvor jeg daglig fik tudet Ørene fulde af Digte og hørte hele Byen digterere. Omsider sagde jeg til mig selv:
Skal jeg til evig Tid da blot Tilhører være?
Skal jeg da aldrig selv faa ytret blot et Ord
til Gengæld for de Vers hvormed det Rime-Kor
saa rit har ærgret mig langt mer end jeg kan bære?

115

✂ Jeg gik først i Gang med at forsøge mig i den polemiske Stil for at se hvad min Aare var bevendt. Jeg valgte Juvenals sjette Satire til Forbillede og skrev en Satire, som for ganske nylig er udkommet sammen med nogle andre Skæmtedigte. Jeg fik mod Forventning denne Satire færdig paa nogle faa Dage og viste den til én af mine Venner. Han mente at jeg havde digterisk Begavelse, men at min Teknik var meget ufuldkommen - at der var baade Aand og Kraft i det reale Indhold og Ordene, men
at Verbernes Tider og Maader
var blevet til Kaos og Rod,
og Ord der burde staa forrest
tit sidst i Sætningen stod.

✂ Han viste mig de prosodiske Regler for dansk Poesi; og dem har jeg siden rettet mig efter,
hver Gang, for andre Pligter fri,
jeg gir mig Tid til Rimeri.

✂ Efter nogle mindre Stridigheder, som jeg slap ganske godt fra, gav jeg mig med større Selvtillid til at skrive det berømte komiske Heltedigt, som nu læses, fremsiges og læres udenad selv af Svenskere og Tyskere, der har lært sig dansk af lutter Kærlighed til dette Digt.

✂ Publikum reagerede forskelligt paa Digtet, alt efter den enkeltes Temperament. Nogle skjulte deres Vrede, andre viste deres, og da Menneskenes daarlige Egenskaber er forskellige, følte nogle sig truffet af én Side af Satiren, andre af en anden. Nogle mente at der sigtedes paa dem, blot under andre Navne, og gav sig til at skyde paa Forfatteren. Andre, der havde lige saa daarlig Samvittighed, ventede at det skulde blive deres Tur næste Gang, og sluttede sig til dem. Andre igen, som aldrig havde læst andet end Brudevers, Gravskrifter og Ærevers, stejlede over dette nye og ukendte og skumlede indvendig over Satirikerens Uforskammethed. Men der var ogsaa nogle som mente at finde Angreb paa deres Fjender; og de morede 116 og glædede sig over Digtet, fordi de troede at det vilde give dem Vaaben i Haand til at pine og plage deres Uvenner med. De benyttede enhver Lejlighed til at skraale de Afsnit ind i Ørene paa dem som de mente at de i højest Grad var rettet imod. Paa den Maade gød de Olie paa Ilden og satte yderligere Gang i Skumlerierne. Den jævne Mand, som ikke forstaar at trænge ind til Kernen i en Sag, mente at Digtet var skrevet af én der ikke kunde faa Tiden til at gaa. Men der var heller ikke saa faa Litterater, som ellers plejede at have en ordentlig Forstaaelse af Tingene, der mistede deres sædvanlige Skarpsyn. Kort sagt:

✂ Alt hvad Godtfolk gør og tænker,
Glæder, Sorger, Løfter, Rænker,
Had og Elskov, Lyst og Pligt,
Travlhed, Frygt, Sejlads og Stranding,
se, det er den Foderblanding
jeg serverer i mit Digt.

✂ Der var dog nogle som udlagde mit Værk paa en fornuftig Maade og ivrigt forsvarede det. De syntes det var baade udmærket og nydeligt at krydre nyttige og alvorlige Satirer med et lignende Kvantum Spøg, og at sige det beske paa en gemytlig Maade. Da mit Pseudonym blev røbet takkede de mig derfor af begge Grunde. De andre sagde at nu begyndte vi altsaa her til Lands at pjatte med Digtekunsten; men mine Forsvarere sagde at nu holdt vi netop op med at pjatte, og nu havde Danmark et hjemligt Digt som man kunde være bekendt at vise frem for Franskmænd og Englændere. De overtalte mig til at gaa videre med Heltedigtet, der snart voksede til fire Bøger og kom til at udgøre et helt Bind af nogenlunde Størrelse. I Løbet af halvandet Aar udkom det, hvad der aldrig tidligere var overgaaet nogen dansk Bog, i tre Udgaver. Den sidste af disse var forbedret og prydet med Kobberstik. Jeg hørte snart at mit Digt ogsaa blev solgt i Sverige og Tyskland, og det glædede mig at det blev ved med at 117
være lige saa populært i Udlandet som det var blevet herhjemme. Men hvorfor prale? - Og dog - en Digter har vel Lov til at begejstres, og jeg taler jo ikke om min egen Bedømmelse, men om andres, og den glæder mig, enten de saa dømmer rigtigt eller forkert. Jeg begyndte dog at regne det for noget, som saa mange Mennesker paa forskellige Steder har bedømt paa samme Maade; jeg begynder at synes jeg har Grund til at være stolt af et Digt som selv de største Alvorsmænd læser med Fornøjelse. Det vilde være ubehageligt her at rippe op i al den Postyr dette Digt vakte og de Beskyldninger imod det som Folk skreg sig hæse med; det vil jeg gaa let hen over. Jeg vil blot sige at da det blev forelagt det kongelige Raad til Bedømmelse skønnede vor allernaadigste Konges Raadsherrer at det var et uskadeligt og morsomt Værk. Men Stormen lagde sig, og den Vrede jeg havde paadraget mig ved at skrive Peder Paars (for saadan hed Digtet) aftog efterhaanden i Styrke. Jeg skrev nu nogle andre Satirer, og kort Tid senere udgav jeg fem. Den første hedder Democritus og Heraclitus, den er et besk Angreb paa Menneskehedens Taabelighed. Den anden hedder Apologi for Sangeren Tigellius. I den viser jeg at hverken Horats selv eller Størstedelen af Menneskeheden iøvrigt kan sige sig fri for det Vankelmod han bebrejder Tigellius. Den tredje Satire indeholder en Kritik over Peder Paars. I den fjerde Satire, der er skrevet som Efterligning af Juvenals sjette, raader Digteren sin Ven, der er en gammel Mand, fra at gifte sig med en ung Pige. Den femte er et Forsvarsskrift for Kvindekønnet. Heri vises det at Kvinderne ikke ved Naturens Love, men kun ved Konventioner og Regler holdes borte fra offentlige Hverv. Baade Peder Paars og Skæmtedigtene er forsynede med Fortaler, som imødegaar negativ Kritik, viser Sigtet med Digtene og fortæller om Digterens Væsen. Som Følge heraf begyndte Galden lidt efter lidt at gaa af Kog; dog blev der lige som et Ar af Irritation tilbage; der er stadig ikke saa faa som stikker Hovederne sammen og mumler 118 om at tage sig i Agt for denne aggressive, galsindede Slagsbroder af en Digter, som skildrer Menneskenes Fejl paa en saa vred og bitter Maade. Der var engang en Mand af en vis boglig Dannelse der bad mig skælde sin Bror ud paa Vers. Broderen førte et meget udsvævende Liv. Jeg svarede ham med Plinius' Ord: »Jeg angriber Laster, ikke Mennesker.« For hvis jeg havde haft Lyst til mod min Sædvane at skyde paa Enkeltpersoner, saa vilde jeg begynde med mig selv. Jeg svarede mange andre paa samme oprigtige Maade, men alligevel lykkedes det mig ikke at faa Has paa den ufordelagtige Mening man havde om mig. De fleste har nu engang faaet den Opfattelse hamret fast i deres Bevidsthed, at der ligger Giftigheder skjult bag alt hvad jeg siger og gør. Derfor paastaar man uden videre at mine Udtalelser er opdigtede, hykleriske og dikterede af Frygt. Hvis jeg for Eksempel kommer med en konverserende Bemærkning om Aarstiden eller Vejret, saa leder man straks efter en dobbelt Betydning af Ordene, en bogstavelig og en skjult, selv om jeg i Virkeligheden er det mest ligefremme Menneske af Verden. De der tror jeg er saadan en Mester i Forstillelseskunsten kender mig slet ikke. Jeg er nemlig af Naturen opbrusende og vredladen, og om jeg saa stod paa Hovedet kunde jeg ikke holde mine Følelser nede og lægge Ansigtet i hykleriske Folder. Mine Lidenskaber syder og bobler, og mit Ansigt viser straks om jeg er glad eller ærgrer mig. Hvis jeg endelig skal have paa Puklen, saa maa det snarere være for min Aabenmundethed end for Forstillelse.

✂ Desuden har de fleste Mennesker, dels ud fra disse Satirer og dels ud fra den Lovtale over Metafysikken som jeg holdt for nogle Aar siden, faaet den Overbevisning at der ikke er noget der falder mig saa svært som at rose. Da jeg var blevet Sekretær ved Universitetet paahvilede der mig den Opgave at skrive et Program, hvori de nye Bakkalaurer og Magistre efter Skik og Brug skulde lykønskes. Mine Venner mente ikke at jeg vilde faa Held med dette Arbejde, fordi Folk havde denne 119 mistænksomme Holdning over for mig; og de fik ikke Uret. Programmet blev undertrykt, og der blev sladret ondsindet om mig over hele Byen. Om jeg nu havde fortjent denne Behandling - ja, det maa De afgøre ud fra selve Programmet, som jeg her indfører Ord for Ord.

[Kom ikke med, men staar i nærværende Udgave, Bind VIII. S. 319 ff.].

✂ Undersøg nu selv med Deres Intelligens og Dømmekraft om dette Program, som jeg forelægger Dem i sin Helhed og uden at ændre en Tøddel, efter Deres Mening virkelig fortjener at blive skældt saa læsterligt ud. Udtal, som De plejer, Deres oprigtige Mening, saa vil jeg lade det blive ved Deres Dom. Jeg indrømmer gerne at det er en Satire, hvis De er af den Opfattelse; og jeg accepterer lige saa gerne Deres Ligefremhed hvis De fordømmer det, som Deres Autoritet hvis De godkender det. Det at dette Program blev dømt fredløst forhøjede imidlertid kun dets Ry. Saadan gaar det saa tit. Det er ligesom med Rygter, der breder sig mere, jo mere man prøver paa at undertrykke dem.

✂ Til sidst blev jeg træt af dette slidsomme Arbejde, som havde kastet alt for lidt af sig. Jeg vendte tilbage til min gamle Beskæftigelse, som jeg hele Tiden havde haft i Tankerne men havde maattet skubbe til Side paa Grund af Tidernes Ugunst. Efter den lange Afbrydelse tog jeg fat paa den igen. Jeg opgav det krigeriske Skriveri og gav mig til at lægge sidste Haand paa et Værk som jeg havde paabegyndt nogle Aar tidligere, en kortfattet Beskrivelse af de statslige og kirkelige Forhold i Danmark og Norge. Men mens jeg svedte over dette Arbejde var der nogle der fik den Idé at man herhjemme, ligesom man har gjort det i andre Lande, skulde opføre Skuespil paa Modersmaalet. De havde ud fra Peder Paars og Skæmtedigtene faaet den Tanke at jeg maatte være i Stand til at skrive ganske vittige Komedier, og de bønfaldt mig om at vende tilbage til den Beskæftigelse som jeg lige havde opgivet. Paa den 120 ene Side stod mine Venner og nogle Mænd af højeste Rang, som blev ved med at insistere paa at jeg skulde paatage mig dette. Det var Mænd hvis Opfordringer jeg ikke kunde sidde overhørig. Paa den anden Side var jeg bange for det Had man udsætter sig for ved at skrive i den satiriske Genre. De Bandstraaler der for nylig var blevet slynget imod mig havde været mere end nok til at overbevise mig om at det er sin Sag at ligge i Krig med hele Menneskeheden. Til sidst lod jeg mig overvinde af mine Venners Bønner; jeg kastede mig ud i den gamle Leg igen, spyttede i Næverne og digtede de Komedier der nu er udkommet i flere Bind, og som Alverden flaar sig igennem. Jeg lagde frem for alt Vægt paa i disse nye Komedier at skildre nye Fejl, som andre Komedieforfattere ikke havde rørt ved, og som var typiske for Folk her til Lands. Jeg var først i Tvivl om jeg vilde publicere dem. Saa læste jeg dem højt for mine Venner; og da jeg forstod at de stadig forlangte det, blev jeg bange for at de skulde udtage Stævning paa mig for at faa dem spillet. Saa overlod jeg Skuespillertruppen de første fem.

✂ Den første af dem, Den politiske Kandestøber, blev opført i 1722. Den blev en stor Publikumssucces. Tilskuerne strømmede til i saa store Mængder at mange maatte staa og vente i Forhallen og ikke kunde komme ind, hvad de saa end gjorde. Men der var mange der blev vrede over Handlingen i denne Komedie. De forstod nemlig ikke rigtig hvad Satiren var rettet imod, og saa protesterede de imod at der blev gjort Nar af Byens Borgmestre og Raadmænd. I Virkeligheden er der aldrig skrevet nogen Komedie som er mere paa Øvrighedens Side. Der bliver nemlig skudt paa den Slags jævne Mennesker der sidder paa Kroerne og rakker ned paa Regeringen og Generalerne over et Krus Øl, diskuterer, kritiserer og fordømmer Fyrsters Planer og Handlinger saa skraasikkert som om de selv var erfarne Hærførere eller forhenværende Borgmestre eller Finansministre, ikke bare Smaahaandværkere. Det er den Slags Mennesker der faar deres Fejl afmalet i 121 Helten i denne Komedie, en Haandværker - Kandestøber - som nogle Raadsherrer der giver sig ud for at optræde paa Byraadets Vegne hilser som Borgmester i den Hensigt at han skal blive indviklet i politiske Sager som han ikke forstaar et Muk af, og derved lære hvor vanskeligt det er at styre en Stat. Dette sker. Saa opgiver han sine skøre Ideer, indser sin egen Begrænsning og holder sig for Fremtiden paa Maatten. Jeg kan ikke tænke mig noget mere nyttigt og agtværdigt Handlingsforløb end dette, især ikke i Republikker, hvor den jævne Mands respektløse Snak gaar saa vidt at ingen Love og ingen Straf kan holde den i Tømme.

✂ Nummer to hedder Den Vægelsindede eller Lucretia. I den tager jeg fat paa den besynderlige Lunefuldhed som man ser hos saa mange. Det er ikke noget almindeligt Sujet; der er hidtil ingen Komedieskrivere der har benyttet det. Hovedpersonen er en Kvinde med et lunefuldt Temperament ligesom Tigellius'. Madame Montaigu fremstillede hendes ustadige Væsen saa ypperligt at man ikke kan tænke sig mere udtryksfuldt Spil. Der var dog nogle der gav denne Komedie en kølig Modtagelse, fordi visse Scener forekom dem for kedelige og alvorlige; men de som tænkte dybere over Tingene mente at der ikke var mange Komedier der var bedre end denne. Og det var jeg tilfreds med; for lige som de der synger til eget Akkompagnement indretter deres Sang og Spil efter Kendernes, ikke efter Mængdens Dom, paa samme Maade er jeg ligeglad med Hobens Meninger og tager mig kun af de kyndiges.

✂ Den tredje Komedie hedder Jean de France eller Hans Frandsen. I den gør jeg Grin med de unge Mennesker her til Lands der saa snart de har lært at knappe deres Bukser flyver og farer udenlands i Flokkevis. De fleste af dem er taabelige nok til at sætte deres arvede Penge over Styr, og kommer halvnøgne men rige paa Laster tilbage til deres Fædreland, som de derefter ser ned paa med Foragt. Paa denne Komedie kan man anvende Digterens Ord:
122 Med Ros og Bifald vil enhver den Mand belønne,
som har det nyttige forenet med det skønne,

✂ for da Komedien paa én Gang er morsom og skarp, er der aldrig nogen der har rettet uretfærdig Kritik imod den.

✂ Den fjerde hedder Jeppe paa Bjerget eller Den danske Menalcas. Handlingen heri har jeg laant andetstedsfra, nemlig fra Bidermanns Utopia, saa den venter jeg ingen Ros for. Dog er det kun selve Handlingen jeg har taget fra Bidermann. Førsteopførelsen gik i Fisk, fordi der havde været Skænderi mellem Skuespillerne samme Aften; anden Opførelse blev en Succes. Der var især én af Skuespillerne der satte Kulør paa denne Komedie ved sin meget dygtige Gengivelse af en sjællandsk Bondes Sprog, Gebærder, Opførsel og Karakter.

✂ Den femte, som hedder Den meget talende Barber, kedede næsten alle Tilskuerne saa meget at mange af dem gik før Forestillingen var forbi. Nogle sneg sig ud under ét eller andet Paaskud, andre gik bare uden videre. Jeg havde haabet at det var gaaet anderledes, for denne Komedie har altid været mit Yndlingsbarn. Da jeg havde faaet at vide hvad der var galt, nemlig at den stadige Gentagelse af de samme Historier irriterede de fleste Tilskuere, skrev jeg en apologetisk Fortale hvori jeg forklarede Sigtet med Komedien, at denne Opkogen af den samme Ret var det centrale i Satiren, og at der ikke var andet i Vejen med den end at Barberens Snakkesalighed skulde begrænses, og at han i Stedet for at fortælle tre Historier, som han skiftevis plagede sine Venner med, kun skulde holde sig til én og den samme. Folk indsaa nu at de havde taget fejl af Komedien, og Stemningen vendte sig, saa at selv de som for nylig havde trukket paa Skuldrene ad den nu regnede den blandt de bedste.

✂ Den sjette Komedie hedder Den ellevte Juni, og da den blev førsteopført netop paa denne Dato strømmede næsten hele København til for at se den. Handlingen i den er følgende: En stor Aagerkarl sender sin Søn til København
123 for at indkræve Renter: En Debitor, der skylder Faderen en Mængde Penge, lægger sine Snarer for Sønnen. Debitorens Tjener udgiver sig for at være Fætter til Fjolset og tager det naive Menneske ved Næsen i en saadan Grad at han ikke alene faar sin Herres Gæld bragt ud af Verden, men oven i Købet faar ribbet den unge Mand for alt, inden han sender ham hjem. Komedien er meget sjov, men den er skrevet for Galleriet. Af og til bliver jeg jo nødt til at holde mine Lyster i Ave og sætte den Mading paa Krogen som jeg ved vil tiltrække det Publikum der
sidder i Teatrene
og klapper begejstret i Hænderne,
hver Gang Skuespillerne
og -inderne de gaar paa Enderne.

✂ Den syvende Komedie hedder Barselkonen [*dolgoeO*: Barselstuen]. I den vises det vittigt og morsomt at de Ubehageligheder der følger af at ligge i Barselseng og modtage Visitter er værre end selve Fødslen. Der optræder en Hærskare af Kællinger som plager den stakkels Barselkone med irriterende og malplacerede Lykønskninger og andre generende Høflighedsfraser. Da den harcellerer over Kvindekønnets Maade at være paa var der mange der blev vrede over den; men netop af samme Grund henregnede mange af de fornuftigere Kritikere den til de bedste Komedier.

✂ Den ottende, som kun er i én Akt, hedder Charlatanen [*dolgoeO*: Det arabiske Pulver]. Den handler om de Mennesker der slider og slæber med afsindig Iver for at lave Guld. Der optræder en Tugthuskandidat som giver sig ud for Guldmager og faar en fornem Herre til at gaa i Gyngen. Han tror han har fundet en ny Arkimedes, men til sidst maa Staklen se i Øjnene at han er blevet bedraget, og for sent beklager han sin taabelige Godtroenhed. Men Satiren er ikke alene rettet mod Guldmagere, den omfatter ogsaa andet, og det er navnlig det som er det fine ved den. Da det rygtes over hele Byen at den fornemme Herre kan lave 124 Guld af for otte Skilling Sand, bliver alle forbløffede og kommer straks brasende ind i hans Hus - ogsaa de som hidtil har foragtet ham - og nedværdiger sig selv ved deres hæslige Underdanighed. Den nye Midas modtager dem med nedladende Foragt, revnefærdig af Lyksalighed. Han holder en alvorlig Tale til dem og bebrejder dem at de er saadan nogle foragtelige Vendekaaber. Men midt i hans Tale bliver Bedrageriet afsløret. Han gribes af Skamfølelse, og hele Huset genlyder af Graad og Latter paa én Gang. Da Komediens Indhold er saa væsentligt, kan man ikke udsætte andet paa den end at den nok er noget for kort.

✂ Den niende blev modtaget med lige saa stor Applaus. Den hedder Julestuen. Den er nok en ren Farce, men paa den anden Side er den saa morsom at det ved Førsteopførelsen ikke var til at faa Ørenlyd for Tilskuernes Latter; og selv Skuespillerne kunde ikke lade være med at le med, saa det var lige ved at man maatte afbryde Forestillingen.

✂ Af samme Slags var den tiende, som hedder Maskerade. Det er ikke godt at sige hvem der havde mest Fornøjelse af den, det brede Publikum, som helst vil have noget for Øjnene, eller de fornemme, som kommer for at glæde deres Øren. Handlingen er nemlig yndefuld og erotisk, mens Dialogen ofte er krydret med Vid og Satire. Den blev gentaget tre Gange efter Bud fra højeste Sted, og den Lykke er aldrig før overgaaet nogen Komedie her i Landet.

✂ Publikum var heller ikke utilfreds med den ellevte, som hedder Den stortalende Soldat, skønt den er en Komedie af den gamle Type og har Plautus' Miles Gloriosus som Forbillede. Dog synes jeg selv der skal files paa den; nogle af Monologerne virker for lange paa Scenen, skønt de er morsomme at læse paa Grund af det Vid der præger dem.

✂ Med endnu større Bifald blev den tolvte, Ulysses von Ithacia, modtaget. Den gør Nar af de vidløse, vanskabte, halvhundredaarige Komedier som før i Tiden blev opført 125 her i Landet af omrejsende Komedianter. Den strækker sig over et Tidsrum af fyrre Aar, og Scenen skifter mange Gange. De fornemme Personer taler et opblæst og svulstigt Sprog for at skille sig ud fra de jævnere; der blæses i Trompeter hver Gang Hærføreren kommer paa Scenen; Personerne er det ene Øjeblik unge, det næste gamle og graa. Og saa er den fuld af Anakronismer, volapykiske Navne og andet sligt, som de omrejsende Komedianters Tekster altid vrimler af. Alle disse Fejl afslører Ulysses' Tjener Harlekin saa elegant at det jævne Publikum, som ellers plejer at falde i Søvn over moraliserende og kritiske Komedier, satte lige saa stor Pris paa den som den fine Portion.

✂ Den trettende hedder Kilderejsen. Den satiriserer over dem som tror paa den undergørende Kraft i en vis Kilde et Sted i Nærheden af København, og som paa et bestemt Tidspunkt af Aaret, nemlig Sankt Hans Nat, strømmer ud til den i Flokkevis.

✂ Den fjortende er en Tragikomedie ved Navn Melampe. Hovedpersonen i den er en Skødehund, som to Søstre er saa forgabede i, at det fører til Krig mellem deres Kærester. Striden bliver dog lykkeligt bilagt da de to Søstres Broder kommer til. Han skaffer straks Melampe, Stykkets Helt og Stridens Æble, af Vejen. Denne Komedie fik en fantastisk Succes paa Grund af sit originale Emne. Digteren boltrer sig nemlig trods Emnets komiske Karakter i et Sprog der henleder Tanken paa Sofokles' Tragedier, saa at han faar Tilskuerne til at le og græde paa én Gang. Stykket har iøvrigt dobbelt Sigte, det er dels rettet mod de Tragedier der bovner af Ordpragt, dels mod Kvinder af den Type der
helt uden Skrupler vil forgi sin Ægtemand,
hvis blot sin Skødehund hun derved frelse kan.

✂ Den femtende hedder Brødrene som gaar til modsatte Yderligheder [*dolgoeO*: Uden Hoved og Hale]. Hovedpersonerne er to Brødre, hvoraf den ene er lige saa overtroisk 126 som den anden er skeptisk. Én af deres Venner prøver paa at helbrede begges Fejl; men Resultatet bliver at den overtroiske bliver Skeptiker og Skeptikeren overtroisk. Moralen er med andre Ord at enhver Fejl skyldes Overilelse, og at Reformiveren har en selvforstærkende Kraft, som gør at man nemt kører i den modsatte Grøft. Men denne Komedie er mere et Læsestykke end et Scenestykke.

✂ Disse femten Komedier foreligger trykt i tre Bind. Det første af disse har været optrykt tre Gange paa to Aar. De øvrige Komedier foreligger ikke i trykt Skikkelse, men har været spillet paa vores Teater under Bifald. De har følgende Titler: 1) Henriks Skalkestreger [*dolgoeO*: Didrik Menschenskræk] (Tjeneren hedder Henrik i alle mine Komedier), 2) Henrik og Pernille, 3) Bonden som Pfalzgreve [*dolgoeO*: Den pantsatte Bondedreng], 4) Den intet virkende Virksomme [*dolgoeO*: Den Stundesløse], og endelig 5) Den utro Stedfader [*dolgoeO*: Pernilles korte Frøkenstand].

✂ Der er mange der undrer sig over at jeg paa saa kort Tid har kunnet skrive tyve Komedier, hvoraf de fleste handler om Fejl som ingen andre Komedieskrivere har rørt ved; og der er ogsaa dem der mener at man paa mig kan anvende Horats' kendte Ord:

✂ Hans største Last, det var at sta
paa ét Ben i en Time
og tvende hundred Vers (hvad saa?)
paa den Tid sammenrime,

✂ men at argumentere mod dem vilde jo bare være at udbasunere min Selvros. Derfor vil jeg nøjes med at nævne den Kendsgerning at mine Komedier er blevet opført skiftevis med Moliéres bedste, og med lige saa stort Bifald, til Trods for at Skuespillerne var bedre til Moliére, fordi den franske Skuespiller Montaigu, der er meget berømt her i Landet, instruerede dem i hvordan de skulde gebærde sig og gaa. Desuden er Folk herhjemme værre end noget andet Folk til at rynke paa Næsen ad deres 127 eget. Det gælder især Kvinderne, som faar Kvalme af alt hvad der ikke er fransk. Det var altsaa hverken fordi mine Komedier havde Nyhedens Interesse, eller fordi de blev spillet særlig godt, at de vakte saa meget Bifald, gav saa meget Kasse og blev spillet saa mange Gange. Der var ogsaa snart nogle der saa skævt til min Succes og gik direkte eller indirekte til Angreb paa mig. Men de anstrengte sig forgæves, for mine Komedier er den Dag i Dag til Glæde for Folk af alle Samfundslag.

✂ I Deres Velbaarenheds sidste Brev undrer De Dem over hvorfor vores Skueplads har maattet lukke. Selv undrer jeg mig mere over at den har kunnet klare sig saa længe trods alle de Vanskeligheder den har været udsat for. Det gør Dem ondt baade for mig og for Offentligheden. At De paa Offentlighedens Vegne er bedrøvet over det danske Teaters Undergang kan jeg godt forstaa, da De holder saa meget af Danmark. Det samme gælder alle som deler Deres Kærlighed til Fædrelandet, og som har ment at disse Skuespil er lige saa nyttige som ærefulde for Danmark - ærefulde fordi alle Folkeslag af en vis Kultur mener det, og nyttige fordi de giver et Billede paa Laster og Dyder, hvad der hidtil har været ukendt for Folk her til Lands. De var nemlig tidligere vant til at sidde og maabe over de grove Komedier som de omrejsende Komedianter opførte. Og mens det danske Teater eksisterede holdt vi Landet frit for de udenlandske Trupper som Aar for Aar plejede at trække Pengene af Lommerne paa os, og som ved deres Forestillinger spildte Folks Tid og oven i Købet perverterede deres Etik og deres Sjæleliv. De var jo paa Besøg hos os for nogle Aar siden, og da kan jeg huske med hvilken Begejstring De hørte en Tjenestepige udtale sig ganske fornuftigt om det komiske ved Menneskene -hvad der jo netop er Emnet for mine Komedier. De udbrød henrykt: »Lyksaligt er det Land hvor Tjenestepigerne filosoferer!« Og saa vil jeg slet ikke tale om den anden Fordel, nemlig at det danske Sprog kan blive afslebet ved disse Komedier. Det er nemlig kommet i en 128 slem Forfatning fordi Skribenterne har sjusket med det. Med andre Ord: Jeg forstaar godt at De er ked af det paa Offentlighedens Vegne. Paa den anden Side skal De ikke være ked af det for min Skyld. Jeg er nu sluppet for alt det Roderi, den Misundelse og det ganske utaalelige Mas som jeg var ude i saa længe Teateret kørte. Det havde ellers nær gjort mig til baade Krøbling og Idiot. Det var hvad jeg fik ud af alt mit Besvær. I Frankrig eller England kan en Forfatter tit tjene to-tre tusind Daler ved én eneste Komedie der bliver Succes. Nej, De skulle hellere ønske mig til Lykke med at jeg er sluppet ud af det arbejdskrævende og pengeslugende Teatervæsen.

✂ Men jeg mærkede at min Skrivebordsflid havde taget paa mine Kræfter. Jeg fik saa den Idé at rejse til de varme Bade i Aachen, skaffede mig et kongeligt Pas og drog af i Begyndelsen af Juli 1725.

✂ Jeg havde regnet med at Motionen vilde have gavnet mig mere end de varme Bade, men tværtimod. Jeg opdagede at den legemlige Udfoldelse, der havde gjort mig saa godt da jeg var ung og levede et friere Liv, kun var mig til Skade nu jeg var ude over min første Ungdom og maatte passe paa med alting.

✂ Vejret var saa daarligt det Aar, at jeg, skønt jeg begyndte Rejsen først i Juli Maaned, ustandselig blev plaget af Storm og Kulde. Paa Bælterne fik jeg Havets Barskhed at føle; det var ikke uden Livsfare jeg satte over Lillebælt. Men jeg slap heldigt fra det og naaede omsider Haderslev. Folk der i Byen forekom mig at være hjælpsomme og høflige. Flensborgerne var efter min Mening knap saa flinke; de tager ikke saa venligt imod fremmede. De regnes iøvrigt for at være de mest økonomiske af alle Indbyggerne i Hertugdømmet Slesvig.

✂ De er et nøjsomt Folk, som slæbe kan og slide.
De tjener meget, og de lægger alt til Side.

✂ Derfor kan det ikke undre nogen at der er mange rige Mennesker der i Byen, især da dens Borgere har faaet 129 visse Privilegier som Kongerigernes og Hertugdømmernes øvrige Indbyggere ikke har. I Flensborg kom jeg til at bo paa en ualmindelig ækel Kro. Det var ganske vist en stor, rummelig Bygning med mange Værelser, men overalt hvor man vendte sit Øje saa man ikke andet end Snavs. Det fyldte hele Huset med en modbydelig Lugt. For at modvirke denne Stank brændte jeg Røgelse af i mit Værelse hver Time. Saadan var Huset prydet, og de Mennesker jeg sad til Bords med svarede til det. Der var især to af mine Bordfæller som paa én Gang gav mig Kvalme og morede mig. Den ene stammede skrækkeligt, den anden havde mistet Næsen i én eller anden Krig, saa han mere prustede end talte. De var begge kolossalt snaksomme, saa det var paa én Gang sørgeligt og komisk. Desuden stod der fem-seks Katte og lige saa mange Køtere rundt om os mens vi spiste. Deres højlydte og ildelydende Gøen og Miaven havde nær taget Livet af mig. Alle disse Irritationsmomenter blev mig for meget, og jeg henvendte mig til en anden Krovært, fortalte ham om mine Genvordigheder og bad ham om Husly, især fordi jeg var nødsaget til at blive endnu to Dage dér i Byen. Men han var bange for at faa Vrøvl med den anden, saa han sagde at det ikke kunde lade sig gøre. Jeg gik skuffet tilbage til mit TugtRasp- og Forbedringshus, simulerede syg og bad om at faa mine Maaltider serveret paa mit Værelse. Der var flere Ting i Flensborg der ærgrede mig, blandt andet Indbyggernes Foragt for det danske Sprog. Alle som sidder ordentligt i det lægger sig efter tysk, og Dansken bliver forvist til Bønder og Tyende. Jeg rejste saa fra Flensborg til Hamborg, hvor jeg opholdt mig nogle Dage inden jeg fortsatte Rejsen. I denne fornemme og rige By er der meget som i høj Grad er værd at lægge Mærke til. Der bor ogsaa nogle Skribenter af højt Ry, men jeg besøgte ikke andre end den berømte Fleischer, der var Provst i Altona og min gode Ven og Rejsekammerat fra gamle Dage.

✂ Man kan komme til Amsterdam ad tre Veje; enten kan 130 man rejse over Osnabrück med den almindelige Post, der paa Grund af sin Langsomhed kaldes Ochsenpost, eller med Smaaskibe som sejler i fast Rutefart, eller via Bremen og Oldenburg. Jeg valgte den sidste Rute fordi den var den bedste og den som de fleste anbefalede. Efter to Dages Rejse kom jeg til Bremen, syg og stivfrossen og med Kappen dryppende af Regn; for Vejret var saa slemt - det øsregnede og stormede - at vi var bange for at Træerne, der blev rykket op med Rode af de rasende Vindstød, skulde falde ind over Vognen. Vi var næsten døde af Kulde og maatte fyre op i hver eneste Kro vi kom til. Og alt det skete i Midten af Juli Maaned.

✂ Bremens Indbyggere kender ikke til Forlystelser, men fører et strengt og dystert Liv. Der er ikke noget Teater, og der gives ikke andre offentlige Forestillinger end dem som de omrejsende Komedianter undertiden optræder med paa en bestemt Tid af Aaret. Bremerne gaar ikke ud, hverken for at se eller for at blive set; saa den der gerne vil føre en rolig Tilværelse skal bare slaa sig ned i Bremen, hvor man bor i næsten landlig Stilhed. Der er næsten aldrig Uro og Optøjer, og der sker sjældent Tyverier eller Røverier. Der blev fanget en Tyv mens jeg var der, og næsten hele Byen var paa Benene for at se Giraffen, saa usædvanligt er det at der stjæles noget i Bremen. Jeg lagde Mærke til at denne By har næsten nøjagtig samme Regeringsform som det tyske Kontor i Bergen i Norge. Begge Byer har deres Oldermænd, deres Aktejner og deres Skøtstuer, saa det lader til at Samfundet i Bergen er indrettet efter bremensk Mønster. De har samme Ledelse, samme Raadsmøder, samme Ceremonier, og ogsaa de samme Titler, saa det hanseatiske Kontor derhjemme har i ét og alt efterlignet de politiske Forhold i Bremen.

✂ Man rejser ganske bekvemt og ret billigt til Amsterdam gennem Hertugdømmet Bremen og Grevskabet Oldenburg, hvis man har nogen at rejse sammen med. Men jeg havde ingen Rejsefæller, saa jeg kom snart til at fortryde at jeg var taget af Sted. Da der ikke var nogen agende 131 Post, maatte jeg ganske alene leje Vogne af en Slags som Tyskerne kalder Ordinantzie Wagens. Jeg opholdt mig et Par Dage i Oldenburg, og jeg maa sige at jeg havde det saa hyggeligt dér som jeg ikke har haft det nogen andre Steder, saa venligt blev jeg modtaget af Overlanddrosten i Grevskabet, hans Ekscellence Hr. Sehested, en Mand der ikke kender til Storsnudethed, men kun skiller sig ud fra den jævne Mand ved sin Dygtighed, sin Klogskab og sit dannede Væsen. Der kom saa mange lærde Mænd i hans Hus, at det mest af alt lignede et Gymnasium eller et Universitet. Der blev ført lærde Samtaler ved Frokostog Middagsbordet - det var som om de Lækkerier der serveredes blev krydret med nyttig Lærdom. Man kan maaske nok spise flottere hos andre, men ikke enklere, fornøjeligere og mere uformelt; saa De kan nok forstaa at jeg var ked af at skulle rejse fra Oldenburg.

✂ Den øvrige Rejse gennem Østfrisen til Nieuwe Schans er lige saa besværlig som kostbar. Men saa er det Slut med Besværet, og man rejser mageligt videre i hestetrukne Kanalbaade. Det er oven i Købet meget billigt, især hvis man vil overnatte i Baadene. Det gør de fleste, dels for at gøre Rejsen hurtigere, dels for ikke at falde i Kløerne paa Kroværterne, som flaar Turisterne ganske forfærdeligt. Kroerne i hele Holland er nemlig lige saa pebrede som de er elendige. Man ser overalt fornemme Byer og pragtfulde Bygninger, og selv ganske jævne Huse straaler af Velholdthed. Det er alt sammen dejligt at se paa, men alligevel befinder man sig ikke godt. De fleste Kromænd har nemlig Kroholdet som Bierhverv, saa de kan ikke tage sig saa meget af Turisterne som deres Kolleger i Frankrig og Italien. Og Værelserne er en Slags Sygestuer med flere Senge som man maa kravle op i ad Stiger, hvorpaa man kan komme til at sove sammen med en Tyv eller en Røver - eller rettere holde sig vaagen sammen med ham, hvis man ikke vil have Hovedet af. Og selv den Properhed som Hollænderne praler saa meget af kan være noget af en Plage. Den Gæst der

132

✂ spytter blot en lille Klat
paa hans Gulv saa blankt og glat

✂ eller spilder bare den mindste Draabe Vand paa det, bliver øjeblikkelig sigtet for Gulvforurening af Værten, og det er ikke langt fra at han bliver lyst i Band, som om det at spytte paa et Krogulv var det samme som at besmitte et helligt eller indviet Sted.

✂ Jeg har nu min egen Mening om Hollændernes Renlighed. De er propre med Smaatingene, men urenlige med det væsentlige. De holder deres Gader rene, men ikke deres Hænder - og saa spiser de af fælles Fad, som de med Mellemrum begraver alle Fingrene i. Det kan man nok faa Kvalme af, især hvis man sidder til Bords med en beget Skipper, hvad der tit kan ske, da Folk af den Slags er højt æstimerede i Holland. Der er intet Folk jeg ynker mere end Hollænderne, for trods deres store Rigdomme lever de en Fattigmandstilværelse. De bor trangt, selv om de bor i store Paladser, for der er ingen Gaardspladser og kun ganske faa Haver. Jeg tænkte derfor ofte ved mig selv

✂ Nej, hellere paa Landet bo
end her blandt disse Slotte,
og ha en Have og lidt Dyr,
ja, blot en enkelt Rotte!

✂ Jeg blev engang inviteret til Middag hos en ganske velhavende Købmand, men det viste sig at hele Maaltidet bestod i én eneste Fiskeret. Han inviterede mig senere igen, men jeg sagde nej tak.

✂ Det er den Slags Ubehageligheder man kommer ud for som Turist. Men alt dette opvejes af de mange udmærkede Institutioner og nyttige Love, som trækker selv de fjernestboende Folk fra deres Hjem og lokker dem til Holland, som regnes for et fælles Fædreland for alle Jordklodens Indbyggere. Hollænderne er ogsaa meget ærlige og ligefremme. Da mine Venner i Amsterdam opdagede hvorfor jeg vilde rejse, opfordrede de mig alle sammen til 133
at ændre Planer. I lang Tid tog jeg mig ikke af deres Raad, men til sidst bøjede jeg mig for deres Argumenter. De kendte jo min Konstitution. Men da jeg lige havde overstaaet en saa besværlig Rejse, syntes jeg ikke det vilde være klogt at tage hjem om Efteraaret, saa jeg besluttede mig først til at tilbringe Vinteren i Bruxelles, men bestemte mig om og valgte Paris i Stedet. Jeg tog saa med Baad fra Amsterdam til Rotterdam. Jeg fortæller om denne Baad for at advare andre dødelige imod den. Tilsyneladende er den vældig behagelig, især hvis man har Bagage med. Men vil man rejse med den maa man i Tide leje Skipperens Kahyt. Ellers kommer man til at tilbringe en søvnløs og forbandet Nat - og saadan gik det netop mig. Skipperens Kahyt var nemlig allerede lejet ud, saa jeg maatte tilbringe Natten i et andet Rum, der var fælles for alle Passagererne. Det var fuldt af Sømænd paa Vej hjem fra Ostindien til Zeeland. De havde nær taget Livet af mig med deres liderlige Snak, deres Klovnestreger og deres sjofle Viser. Jeg selv gik rundt i Mørke midt paa Dagen, for deres Tobaksrøg laa i saa tykke Taager at det ikke var til at se noget som helst. Man skulde tro det var Ætna eller Vesuv der var i fuld Brand. Alt dette bar jeg dog med en Spartaners Højmod; men da jeg hørte at man havde holdt Passagerraad og truffet den Beslutning at ingen maatte sove paa noget Tidspunkt den ganske Nat, rejste Haaret sig paa Hovedet af mig. Jeg haabede ganske vist at denne Folkebeslutning, som jo var truffet over diverse Glas, vilde blive erklæret død og magtesløs naar Rusen var dunstet af; men de blev ved med at pimpe Genever hele Natten, saa Loven blev strengt overholdt. Hver Gang jeg var ved at døse hen var der en Albue der puffede mig vaagen. Jeg var derfor sløj paa Sjæl og Legeme da jeg kom til Rotterdam. Her fortalte jeg blandt andre en fransk Oberst ved Navn Caneau om hvad der var overgaaet mig. Han var lige kommet fra Spanien og havde tilbragt en lignende Nat i samme Baad. Jeg slog Følgeskab med ham paa Resten af Turen. Han var et 134 tolerant, aabent og kultiveret Menneske, som gjorde alt for at hjælpe mig.

✂ Hvis man har Medvind kan man sejle til Antwerpen paa tolv Timer, men Overfarten tog os et helt Døgn. Den der rejser fra Rotterdam til Antwerpen kommer fra den ene Yderlighed til den anden. Rotterdam, som er Hollands næststørste Handelsby, er fuld af Larm; men Antwerpen er en meget stille By. Rotterdam er rig, Antwerpen fattig. Rotterdammerne er et grovkornet Folkefærd, Folk i Antwerpen er kultiverede og ordentlige Mennesker. I Rotterdam finder man flere Slags Gudsdyrkelse og flere Slags Helligdomme; i Antwerpen sværger man kun ved Pavens Ord, for Befolkningen i Flandern og Brabant, som er vant til at leve under spansk Overhøjhed, har stadig Ord for at være mere ortodokse Katolikker end selv Italienerne. Hver By og hver Landsby, hvert Sogn og hver Korsvej er saa propfyldt med Kapeller og Krucifikser, at man vil have lettere ved at rende paa Vorherre end paa et Menneske. Fra Antwerpen rejste jeg til Mechelen, hvor jeg ventede nogle Timer paa en ny Vogn. Jeg dryssede lidt rundt i Byen, indtil jeg traf en Franciskanermunk, der inviterede mig med ind i sit Kloster. Med ham som Fører besaa jeg Klosteret i alle Ender og Kanter. Klosterhaven er pragtfuld, men dens Gange er saa pakkede med Helgenbilleder at det er utaaleligt at spadsere i dem, især for en stakkels Kætter. I Kirken er hele den hellige Frans' Levnedsløb afbildet paa forskellige Malerier. Min Fører afslørede her sin bundløse Uvidenhed ved at forklare ét af Billederne paa følgende Maade: »Paa dette Billede ser De den hellige Frans gøre Bod efter at have afsvoret det kalvinske Kætteri, som han har været befængt med. Han har kastet sig for Fødderne af sin Fader, som revser ham strengt for dette.«

✂ Jeg blev nogle Dage i Bruxelles og rejste saa videre til Paris. Den berømte By var paa dette Tidspunkt sørgelig at se til. Der var saa stor Mangel paa Levnedsmidler at et Pund Brød kostede ti sous. Folkemængden blev drevet til 135 Fortvivlelse og gjorde Opstand, og først da man havde ladet to Borgere henrette fik man genoprettet Ro og Orden. Paa samme Tid blev en Kone der led af Dysenteri helbredt paa mirakuløs Vis. Beretningen om dette Mirakel udkom paa Tryk og blev udbudt til Salg alle Vegne. Men de fattige tænkte kun paa at stille deres Sult. De blæste paa disse Mirakelhistorier, selv om de ellers plejer at styrte sig over den Slags. Jeg hørte at der Mand og Mand imellem faldt Bemærkninger som: »Dette Aar er vist mere frugtbart paa Mirakler end paa Mel«, eller: »Præsterne gør Undere, mens vi gaar under«. Præsteskabet gjorde meget ud af dette Mirakel og troede at det alene vilde være nok til at omvende alle Ikke-katolikker. Der er absolut ingen Tvivl om at Historien er sand. Alle Konens Naboer vidnede om, at hun virkelig i flere Aar havde været plaget af Dysenteri, og at hendes pludselige Helbredelse var sket i fuld Offentlighed. Støttet til sin Stok gik hun efter dem der bar Hostien, mens Blodet flød i Strømmevis fra hende; men da hun kom ud af Kirken igen var hun rask og blødte ikke mere. Jesuiterne og Lægerne var de eneste der ikke regnede dette Mirakel for noget. Jesuiterne gav en taabelig Grund for deres Tvivl; de sagde at det var umuligt at Gud skulde lade et Mirakel ske, naar den Præst der bar Hostien var mistænkt for Jansenisme. Lægernes Argumenter var bedre funderet, for de mente at denne Virkning kunde fremkaldes paa naturlig Maade ved ren og skær Suggestion. Det kom de med hundredeogsytten Eksempler paa. Men det lader jeg nu være hvad det vil, og fortæller videre om mig selv.

✂ Jeg lejede et Værelse i Rue St.-Jacques i Nærheden af Luxembourghaven. Den foretrækker jeg frem for de andre offentlige Parker paa Grund af dens sunde Luft. Men det var dengang ubehageligt at spadsere i den, fordi der var et Mylder af Tiggere der strejfede om i dens Gange. Jeg kunde næsten ikke bare mig for Grin naar jeg saa flot klædte Mennesker tigge Smaaskillinger af enhver de mødte, og naar jeg hørte Folk hvis enorme Parykker var 136 fyldt med Mel i Skæppevis, og som allerede fra Morgenstunden osede af Parfume

✂ værre end sytten Dropskogerier -
Odeuren næsten i Øjnene svier -

✂ række Hænderne mod Himlen og igen og igen sige: »Vi dør af Sult! Vi har ikke faaet andet end Luftsteg og Vindfrikadeller i flere Dage!« Jeg saa engang i denne Park en velklædt Mand tigge Penge af en Dame han mødte. Lidt efter bad hun en anden om Penge. Senere var der en ung Pige i Silkekjole der faldt besvimet om. Der var én af de omkringstaaende der kendte hende, og hun blev bragt til sit Hjem. Det viste sig at hun boede i et lille, usselt Værelse,

✂ hvor Teglstenen mod Regn og Vind
var ene Mur og Væg,
og hvor de milde Duer
udlagde deres Æg,

✂ og at hun kun levede af Kaalstokke, Æbler og Bønner. Jeg fortæller kun dette for at vise hvor fattigfint disse Mennesker lever. Selv Tiggerne gaar i fint Tøj; det er kun deres Bleghed og Magerhed der gør at man kan se Forskel paa dem og de rige. I Paris kan man nemt forveksle en Varietéskuespiller, en Fægtelærer eller en Akrobat med én af de allerfornemste Hofmænd; man turde bande paa at en Skomager eller en Vaskeriejer var Byraadsmedlem, eller at en Boghandlers eller Koks Kone var Hofdame. Det irriterede mig forfærdeligt. For selv om jeg gik i meget ordentligt Tøj kunde jeg nok ikke regnes med blandt dem som Pariserne kalder pæne Mennesker (honnétes gens) i en By

✂ hvor alle vandrer om
i fornem Fattigdom,

✂ og hvor selv Tjenere gaar med guld- og sølvvirkede Strømper. Men jeg skulde ikke have noget af at efterligne 137
Parisernes Maade at være paa. Jeg var jo ikke kommet til Paris for at faa Ry for at være alt for fin i Tøjet eller for at spise min Fædrenearv op paa ét eneste Maaltid - det kalder Kroværterne »faire honneur à la nation« naar de lokker Folk til at fraadse. Jeg var bare kommet for at have et Sted at være indtil Aarstiden tillod mig at rejse hjem. Derfor blev jeg slet og ret tituleret »Monsieur«, mens Sønner af hamborgske eller lybske Købmænd blev kaldt Grever eller Baroner; den sidste Titel er den mindst fornemme, den bliver givet til de Gæster der gaar i sølvvirket Tøj; hvis Tøjet er guldvirket tiltales Personen som »Monsieur le Comte«. Det er forbløffende som dette servile Sleskeri stimulerer unge Mennesker til at leve over Evne og smide om sig med Pengene. Kroværterne i Faubourg Saint-Germain tager venligt mod de unge Gæster og anbringer dem straks i de dyreste Værelser. Snart skaffer de dem Lejetjenere, der spiller Læremestre og indfører deres Principaler i den Kunst hurtigt og smertefrit at faa gjort Ende paa deres Forældres Formuer. Saa kommer der en Sværm af Danse-, Fægte- og Sproglærere, de fleste af dem Snyltere som er Eksperter i Sleskeri; de fedter for de unge Mennesker for at faa et Maaltid Mad, og naar der saa støder visse Dyr af Hunkøn til, som lokker dem i deres Garn, saa har vi Miseren. Denne Kritik gælder dog ikke alle Franskmænd, for den hæslige Griskhed er ikke en Last der er karakteristisk for dem. Franskmændene er i Almindelighed venlige, gavmilde og tjenstvillige. Kritikken gælder ikke engang hele Paris, men kun Indbyggerne - specielt Kroværterne - i Turistkvarteret. Det er meget nemt at forstaa Aarsagen til at man lever saadan i denne Del af Byen. De fleste af de berømte europæiske Byer som tiltrækker Turister er Havnebyer, hvis Indtægter stammer fra deres Handel. Disse Indtægter er tilstrækkelige til at Indbyggerne kan leve af dem og blive rige. Paris derimod ligger inde midt i Landet, og en stor Del af Borgerne har ikke andet end Turistindtægterne at leve af. Derfor betragter de Vognene fra Bruxelles, Metz 138 og Strasbourg med samme Øjne som Købmændene i andre Byer betragter indkommende Handelsskibe med. Vognene er nemlig lastede med velbeslaaede unge Mennesker, som bringer Guld og Sølv med sig og ikke tager andet ud af Byen igen end tømte Pengepunge, en skabagtig Gang, Kunsten at smigre og andre parisiske Galanterier (»franchise parisienne«) som efter hvad en anonym Forfatter har bemærket ikke bestaar i andet end at gøre Dansetrin og at døve Ørene paa Folk med Sang og Fløjten. Jeg søgte alt hvad jeg kunde efter et ordentligt Logi i Paris; men saadan ét er en Sjældenhed, for der bor saa mange Mennesker dér i Byen at der er Stimlen og Trængsel alle Vegne.

✂ Vognenes Skumpien ad krogede Gyder,
den larmende Færden,
Studedrivernes Skælden og Smælden
naar Kvægflokken standser -
alt det er nok til at vække den stærkeste
Sover af Verden.

✂ Foroven, forneden og paa alle Sider er man klemt inde mellem hele Familier; og da Franskmændene er en Skuespillernation bliver éns Ro forstyrret af hele Serier af Schlagere hvis man har en ung Mand (un petit-maitre) eller en ung Pige til Nabo. Bor man ved Siden af en Litterat bliver man forstyrret af hans uafladelige Mumlen, for næsten alle Lærdmænd lader Munden løbe mens de studerer. Den enorme Menneskemængde fører ogsaa andre Ubehageligheder med sig, som jeg ikke har været ude for hverken i Amsterdam eller London. For selv om London dækker et langt større Areal end Paris, mener jeg dog at dens Indbyggertal er meget mindre. Londonerne paastaar ganske vist stædigt det modsatte og henviser til de aarlige Lister over afdøde (bilis of mortality). Men da Pariserne indaander en sundere Luft og lever meget mere spartansk end Londonerne, lever de som Regel meget længere. Der er ogsaa nogle Englændere der paastaar at 139 der aarligt kommer flere Tusind Mennesker fra Provinsen til London for at supplere Indbyggerantallet, og at Byen ellers snart vilde komme til at ligge øde hen. Det er derfor klart at disse Lister ikke er til at stole paa, og at det er nødvendigt at der bliver holdt regulært Mandtal, da man ikke kan slutte noget sikkert ud fra Fortegnelser over Fødsler og Dødsfald. Hertil kommer at det ene Folkeslag er mere frugtbart end det andet. Man maa ogsaa tænke paa de mange Klostre, Kollegier og andre Samfund i Paris, hvor det hellige Bud: »Vorder frugtbare og mangfoldige« er sat ud af Kraft ved den kanoniske Ret, mens de engelske Præster stadig nidkært opfylder det.

✂ Det er de ubehagelige Ting jeg har oplevet i Paris. Trods alt er der vist ikke nogen By jeg befinder mig bedre i. Jeg lever sundere dér end andre Steder, og jeg behøver ikke at spadsere eller tage anden Motion for at faa Appetit. Om det er den gode Luft eller Manglen paa Fødevarer der giver mig den glimrende Madlyst skal jeg ikke kunne sige; for alt tildeles efter Maal og Vægt. Men jeg ved at Overflod af Mad fuldstændig tager Appetitten fra mig. Hjemme i Norden gaar jeg ofte uden at have spist en Smule fra de mest overdaadige Middagsselskaber,
hvor hver Terrin og hvert et Fad
er fyldt med herlig, lækker Mad.

✂ Der er ogsaa meget andet at glæde sig over i Paris, især for en Litterat. Der er en vældig Mængde Biblioteker, mange offentlige lærde Selskaber og ogsaa mange private, som man let kan blive optaget i, da de parisiske Videnskabsmænd er meget ivrige efter at hjælpe fremmede. Jeg besøgte kun faa Videnskabsmænd, men de var til Gengæld blandt de kendteste. To Gange var jeg hos den berømte Montfaucon. Begge Gange sad han begravet i Bøger, men alligevel var han imødekommende, spøgte og opførte sig som om han ikke havde andet at bestille end at snakke med mig. Vi kom ind paa at tale om Udtalen af Latin. Jeg udtrykte min Undren over at Bogstavet m 140
med forudgaaende Vokal altid blev udskudt i latinsk Poesi. Han svarede at de gamle Latinere ogsaa udelod dette Bogstav i Prosa, og sagde at han havde latinske Inskriptioner ved Haanden hvor der stod »factu« i Stedet for »factum«, »Romanoru« i Stedet for »Romanorum«. Men mens han sad og forklarede mig dette kom der nogle nye besøgende og afbrød ham. Pater Hardouin viste sig at være knap saa nem at kontakte. Ham kan man kun faa Lov at besøge hvis man siger at man har et Tvivlsspørgsmaal man gerne vil vide hans Mening om. Det blev jeg advaret om af en anden Pater. Jeg var i Tvivl om hvilket Problem der kunde skaffe mig Adgang til Pater Hardouin; men saa kom jeg i Tanker om at jeg for nylig havde læst et Citat af Biskop Victors Krønike, som var anført hos Forfatteren af Tankens Frihed. Det lød saaledes: »Under Messalas Konsulat blev de hellige Evangelier paa Kejser Anastasios' Befaling rettet og forbedret ud fra den Forudsætning at de var skrevet af ukyndige Evangelister«. Jeg lod som om jeg troede at dette var et ondsindet Opspind af Forfatteren. For at befri mig for min Tvivl tog Pater Hardouin Victors Krønike frem af sit Bibliotek og udpegede med skælvende Oldingehaand Stedet for mig, idet han forklarede, at denne Befaling ikke havde gjort noget Skaar i Religionen, men kun i Anastasios' gode Navn og Rygte. Han kunde ganske vist, da han var Kætter, nemt nok faa forvansket nogle Eksemplarer af Evangelierne i Byzanz, men ikke dem der var i Hænderne paa de rettroende. Jeg erklærede mig tilfreds med denne Forklaring. Men da han tilføjede at han med Lethed kunde bevise at Kejser Anastasios i Virkeligheden aldrig havde levet havde jeg svært ved at holde Masken. Jeg kunde nok høre at den ærværdige Fader stadig hang ved sine gamle Synspunkter og sin Skepticisme, selv om han forlængst havde taget sine Ord i sig igen. Pater Hardouin havde næsten naaet Nestors Alder, men alligevel vilde han ikke blæse Retræte; han fortalte den kendte Historie om Milon fra Kroton, der som 141 gammel ved Synet af Sportsmændenes Øvelser paa Banen havde set paa sine Arme og udbrudt: »Jamen disse her er jo allerede døde!« Det var efter Pater Hardouins Mening en slap og ynkelig Udtalelse.

✂ Kort efter besøgte jeg den berømte Pater Tournemine, som er det fornøjeligste, mest veltalende og vittige Menneske man kan forestille sig. Han virkede snarere som en Hofmand end som en gejstlig, saa elegant var hans Fremtræden. Men han adskilte sig fra Hofmændene ved at være saa lærd som et helt Leksikon, hvad der røbede hans Eneboertilværelse. Han talte længe og lærd med os. Os, siger jeg, for der var samtidig nogle tyske Studenter til Stede sammen med Præsten ved det danske Gesandtskab, Hr. Kruse. Denne Præst var en lærd og venlig Mand; han kom sammen med mange Videnskabsmænd og introducerede mig hos de fleste af sine lærde Bekendte. Tournemine viste os sit Privatbibliotek, der blandt andre Skrifter om Danmarkshistorien ogsaa rummede Torfæus' Norges Krønike. Blandt andre Sjældenheder som han havde i sit Skatkammer viste han os et otte hundrede Aar gammelt Eksemplar af Det nye Testamente, hvori der mangler et berømt Sted hos Johannes, lige som det er Tilfældet i de fleste græske Eksemplarer, og ogsaa i det berømte nye Haandskrift der findes i St. Victors Bibliotek. Pater Tournemine mente at de der havde revideret Bibelen, nemlig Euseb, Lukian og Hesyk, med Vilje havde udeladt dette Sted. De var nemlig mistænkt for Arianisme. Jeg indvendte at Arianismen havde fundet ret stor Udbredelse i Vesten, og at dette Sted alligevel fandtes i næsten alle latinske Haandskrifter; desuden havde de ortodokse Kirkefædre ikke anført dette blandt deres Klagepunkter mod Arianerne. Dette besvarede han imidlertid ganske valent. Derefter førte han os ind i Huets Bibliotek, som denne højlærde Biskop testamentarisk havde efterladt Jesuiterkollegiet. Til sidst kom vi ind i Kollegiets fælles Bibliotek. Det bestaar for en stor Dels Vedkommende af Gilles Ménage's Bøger, som denne højlærde Forfatter 142 selv har skænket Biblioteket. Tournemine har ogsaa megen humoristisk Sans. Jeg spurgte ham hvad han mente om Pater Castels Farveorgel (for paa dette Tidspunkt udtænkte denne Castel et nyt Instrument der skulde have samme Virkning paa Synet som et Musikorgel har paa Hørelsen). Han smilede og sagde at han selv prøvede at konstruere et Smagsorgel, og at han havde indviet den berømte Musiker Marchand i sin Plan. Marchand var blevet meget begejstret, for saadan et Orgel vilde jo være det helt rigtige for en forsulten Musiker. Snart efter besøgte jeg Pater Castel for at faa at vide om det var hans Alvor eller bare en munter Indskydelse. Han erklærede at det virkelig skulde tages bogstaveligt og forklarede det hele i Detailler. Men jeg er saa sløv i Opfattelsen at jeg til Dato ikke er klar over hvor den begavede Mand vilde hen med sin Idé. For hvis hans Instrument ikke frembringer anden Virkning end de snurrige Orgler som de omvandrende Gøglere kalder Spilleværker, saa giver jeg ikke meget for ham som Opfinder.

✂ Jeg besøgte ogsaa den meget berømte Fontenelle. Han er hverken blevet senil eller uarbejdsdygtig i sin Alderdom, tværtimod har han altid Tanker i Hovedet, og som Digteren siger:
Hans Hænder planter de Træer hvis Kroner
skal skygge for kommende Generationer.

✂ Han havde for nylig i Videnskabsakademiet holdt en Lovtale over den afdøde russiske Czar. Da han selv havde været forhindret af Helbredsgrunde, havde han faaet en Ven til at læse den op. Men han havde fremsat nogle temmelig skrappe Bemærkninger om Forholdene i Rusland for at stille sin Helt i Relief og vise hvilket Besvær det er at forbedre et saa raat og uciviliseret Folkeslag. Den russiske Gesandt Fyrst Kurakin blev fornærmet, og man mente at han vilde bringe Fontenelle i Ubehageligheder paa Grund af dette. Jeg var ivrig efter at faa at vide om Talen vilde blive trykt i sin oprindelige Form; og han 143 erklærede at den Ord for Ord vilde blive trykt som den var holdt. Fontenelle talte ogsaa meget rosende om Danskernes Indsats paa det videnskabelige Omraade.

✂ Der er dem der paastaar at der er lige saa mange Biblioteker i Paris som i hele Kongeriger andre Steder i Verden, og de tager ikke meget fejl. For ud over de tre offentlige, Mazarins, St. Victors og Advokaternes, kan ethvert Kloster og ethvert Kollegium glæde sig over at have sit eget Bibliotek, som man nemt kan faa Lov til at benytte. Jeg havde tidligere ofte besøgt Bignons særdeles velforsynede Bibliotek, men det var nu tillige med sin Bibliotekar som sunket i Jorden. Biblioteket var nemlig blevet overført til England af den berømte Law, som havde købt det, og Bibliotekaren var blevet sat i Fængsel, hvor han havde siddet og kukkeluret i flere Aar. Jeg er ikke rigtig klar over hvad Bormann har lavet, men jeg var paa det danske Folks Vegne forfærdelig ked af at det var gaaet ham saadan, Jeg var bange for at Bignon skulde tænke ondt om Danskerne. Der var nemlig kort Tid efter en anden af vores Landsmænd, en vis Matthias Bagger, der ved Bignons Hjælp var blevet ansat som Tolk ved det kongelige Bibliotek i Paris, havde faaet sin Løn paa Forskud og lige saa stille var stukket af. Denne omvandrende Ridders Livshistorie burde udkomme paa Tryk som et Eksempel paa Vankelmod og Ustadighed. Jeg vilde gerne skrive den selv, hvis jeg havde Materialer til det; men jeg har kun Kendskab til enkelte af denne danske Tigellius' Bedrifter - dog nok til at give et Billede af en vag og ustabil Karakter og vise hvordan han skiftede Bopæl, Religion, Sind, Arbejde, Væremaade lige som andre skifter Skjorte, og teede sig som en Evighedsmaskine i Menneskeskikkelse.

✂ Da jeg for ti Aar siden var i Paris, troede jeg at der kun var to offentlige Biblioteker. Paa dette Tidspunkt kendte jeg nemlig ikke Advokaternes Bibliotek. Det er nok lille, men meget bekvemt, for det ligger centralt og er saadan indrettet at man selv kan tage Bøgerne frem. Det havde 144 paa dette Tidspunkt to Bibliotekarer, en ung Fyr paa omkring sytten Aar og en gammel Kone der sad og spandt mens de andre studerede. Da jeg gik omkring i Biblioteket spurgte hun mig hvilken Bog jeg søgte. Jeg svarede med et undertrykt Grin at det skulde jeg nok tale med Bibliotekaren om. Men hun blev ved med at spørge, og saa rykkede jeg ud med hvilken Forfatter jeg ledte efter. Hun tog straks Bogen ned og rakte mig den. Dér stod jeg.

✂ Bibliotekaren ved St. Victor hed Bonamy. Det betyder »god Ven« paa fransk, og han svarede til sit Navn. Han var meget venlig og tjenstvillig. Det var en pudsig Ting der gjorde at vi blev gode Venner. Blandt de danske Historikere fik jeg Øje paa en Bog som bar Titlen »Ludovici Reqvesensii Historia Danica«. Jeg gik hen til Bibliotekaren og bad om at faa denne Bog at se; jeg havde stærk Mistanke til den paa Grund af Titlen, for jeg havde aldrig hørt om en Forfatter ved Navn Ludvig Reqvesens. Da jeg aabnede Bogen opdagede jeg Fejlen. Det var et Eksemplar af Meursius' Danmarkshistorie der var indbundet sammen med samme Forfatters Bog om Ludvig Reqvesens. En lige saa komisk Titel saa jeg engang i det bodleianske Biblioteks Katalog, nemlig »Friderici II Imperatoris Constitutiones Hafniæ«.

✂ Bibliotekaren aabnede os et sandt Skatkammer af haandskrevne Bøger, som man dér paa Stedet har en stor og udsøgt Samling af. Jeg siger »os«, for jeg var der sammen med hans Højvelbaarenhed Otto Thott, en Søn af Gehejmeraad Thott. Han var et fremragende Menneske, ikke bare paa Grund af sine fornemme Aner, men ogsaa i Kraft af sin Redelighed og sin grundige Lærdom.

✂ Foruden de private og offentlige Biblioteker som staar aabne for fremmede er der utallige lærde Selskaber, som enhver kan blive optaget i, hvis bare der er nogen der lader falde et Ord til éns Anbefaling. Jeg blev Medlem af en Forening der holdt Møde hver Søndag hos en Præst af Oratorianerordenen. Dér oplæste man forskellige mindre kendte Smaaafhandlinger, som Medlemmerne havde 145 samlet i Ugens Løb. Hver især kom med sin Bedømmelse, og man gennemgik omhyggeligt baade Enkelthederne og Helheden. Man skulde tro det var en protestantisk Forsamling man befandt sig i, saa stor var Talefriheden og saa lidt Hensyn tog man til Paven, som der tit faldt skarpe Bemærkninger om. Af og til kom jeg ogsaa i et Selskab som frem for andre var kendt for æstetisk Raffinement. Det holdt Møder i en Kafé som gaar under Navnet »Le café des beaux esprits«. Jeg siger af og til, for det skulde jo nødig se ud som om jeg kom der i Tide og Utide for at blive regnet med blandt Skønaanderne. Værtinden i Kaféen var en gammel Kone ved Navn Marion; derfor kaldte man den for Sjov »Café des Marionettes«. Den berømte Litterat de la Mothe kom der næsten hver Dag og saa ud til at føre Forsædet. Naar man tager dette og andet i Betragtning, er det ikke underligt, at der hvert Aar fremkommer saa mange udmærkede Værker i Frankrig. For i lærde Selskaber af denne Slags bliver Bøgerne læst højt, kritiseret, rettet og affilet før de bliver underkastet Publikums Dom.

✂ De parisiske Litterater indrømmer imidlertid selv at det er gaaet ikke saa lidt tilbage for de frie Kunster hos dem i dette Aarhundrede. Tournemine sagde at der var tre Aarsager til denne Tilbagegang. For det første Ungdomsopdragelsen, som Præsterne i vore Dage monopoliserer. De er Hadere af Filosofi, saa de synes det er tilstrækkeligt hvis en vordende Præst kan gøre graciøse Knæbøjninger, løfte Hostien og mumle mens han holder Messe, ligesom det i Rusland i gamle Dage var tilstrækkeligt hvis én der søgte et Præsteembede kunde haspe Ordene »hospodi pomilio« af sig ti Gange i ét Aandedrag. Efter min Mening var Tournemine nu ikke ganske upartisk, for det er Jesuiterpaterne der ønsker at forbeholde sig Undervisningen. Den anden Grund han anførte var Ungdommens løse Moral og Krævementalitet, men heller ikke denne Grund tilfredsstillede mig til Bunds. Dog maa jeg indrømme at det for mig saa ud som om Drikkeriet havde grebet mere 146 om sig i Paris nu end ti Aar tidligere. Den tredje Grund han fremførte, nemlig at Stipendierne var blevet nedsat, forekom mig at være den vægtigste. Stipendierne er nemlig blevet stærkt formindsket siden Ludvig den Fjortendes Død.

✂ Jeg havde Indtrykket af at Pariserne ikke var nær saa ivrige efter at udbrede den katolske Tro og omvende Kættere som før; for da jeg ti Aar tidligere havde været i Paris, var al min Tid gaaet med Diskussioner; men dengang var jeg selvfølgelig ogsaa ung, og de troede vel at jeg var saa ubefæstet at de let kunde faa mig til at gaa i Gyngen. Kun én Gang var der en gammel Mand som gjorde sig besværlig paa Religionens Vegne. Han var helt besat af Diskuteredille. Før jeg greb til Vaaben spurgte jeg ham om han kom med noget nyt, som ikke allerede stod i trykte Bøger. For hvis han bare vilde benytte de samme Tricks som de øvrige der slaas for Katolicismen, kunde han spare sig Ulejligheden, for deres Argumenter kendte jeg ud og ind. Han havde ikke noget nyt, sagde han. Saa tiggede og bad jeg ham om at lade os spare paa Mundtøjet. Jeg sagde at det da var helt vanvittigt at forsøge Krigslykken endnu en Gang efter at saa mange tapre Stridsmænd havde spildt Tid og Flid paa saa mange Skærmydsler og saa mange Bataljer. Men da jeg mærkede at han stadig var lige krigstosset, og da jeg ikke kunde finde noget Musehul at krybe i, angreb jeg ham paa en ny og ukendt Maade. Jeg lod som om jeg mente at de fleste af de protestantiske Trosartikler var problematiske, da Bibelen kan fortolkes forskelligt, og at det derfor var muligt at Protestanterne undertiden tog fejl. Men, sagde jeg, selv disse Fejltagelser maa være Gud velbehagelige. Alle de tilstedeværende studsede og vilde vide hvor jeg vilde hen med dette Paradoks. Jeg begyndte: Katolikkerne tror at gode Gerninger er deres Løn værd. Det er de maaske ogsaa. Men Protestanterne gaar den sikre Vej ved at mene at de ikke er det. En Fyrste bliver jo ikke vred paa en Undersaat som har udført store og straalende Bedrifter 147
uden at kræve Belønning, og som oven i Købet erklærer, at han modtager sin Belønning for veludført Arbejde ikke som en Løn der skyldes ham, men som en Naadegave fra Fyrsten. Paa samme Maade kan Protestanternes Fejltagelse ikke være Gud ubehagelig, da den viser saa stor Ydmyghed. Katolikkerne tror paa Skærsilden, og muligvis findes der virkelig saadan en Mellemstation hvor Synderne sones. Men Protestanterne gaar den sikre Vej ved at mene at man straks efter Døden skal gøre Regnskab for sit foregaaende Liv. De siger derfor at man omhyggeligt og forsigtigt skal gøre sit Regnskab op her i Livet og dø en from Død, fordi der ikke er noget Haab om Syndsforladelse efter Døden. Katolikkerne paakalder Helgener og tror de optræder som Mellemmænd. Det gør de muligvis ogsaa; men Protestanterne gaar den sikre Vej ved ikke at paakalde dem; for hvis de tager fejl, saa kan Fejltagelsen hverken være Gud eller Helgenerne imod. Ikke Gud, som kun kan tage venligt mod dem som kommer lige til Kilden, da han jo selv siger at vi skal komme til ham, og at han ikke trættes af mange Bønner, og ikke Helgenerne, i hvis Fodspor vi omhyggeligt træder ved kun at anerkende Frelseren som Mellemmand mellem Gud og os. Hvis Helgenerne skulde blive vrede over at vi henvender os til Gud alene, vilde de nemlig dermed ophøre med at være Helgener. Katolikkerne tilbeder Billeder, og denne Dyrkelse er der maaske ikke noget galt ved. Men Protestanterne gaar den sikre Vej ved paa Helgenvis at række Hænderne mod Himlen; for selv om man maa indrømme at Katolikkernes Billeddyrkelse er meget forskellig fra Hedningernes, saa er det svært at se større Forskel paa den der smider sig paa Jorden foran Kolossalstatuen af Den hellige Kristoffer og samtidig fordømmer Kinesernes Billeddyrkelse, og den Drukkenbolt der deklamerer med Patos imod manglende Afholdenhed. Katolikkerne anser ikke Altergang med Brød og Vin for en Nødvendighed, og det er den maaske heller ikke altid; men Protestanterne gaar den sikre Vej ved at hævde at begge Symboler er 148
nødvendige. Modstanderne vil jo heller ikke nægte at dette Sakramente af selve sin guddommelige Indstifter blev holdt med baade Brød og Vin. Katolikkerne lukker Paradisets Porte for Børn der er døde uden at blive døbt; Protestanterne gaar den sikre Vej ved at holde den aaben, for at det ikke skal se ud som om Gud straffer de uskyldige. For de der hævder at de uskyldige bliver straffet siger dermed at Verden ikke styres af et retfærdigt, vist og miskundeligt Forsyn, men af Skæbnen. Katolikkerne indrømmer selv Rigtigheden af dette Argument i deres Diskussioner med Jansenisterne om Prædestinationen. Katolikkerne forbyder Lægfolk at læse Den hellige Skrift. De siger at det kan føre til Misforstaaelser, og det kan det maaske ogsaa. Men Protestanterne gaar den sikre Vej ved at tillade det, for det er bedre at have en mangelfuld Tro end slet ingen. De der tror uden at undersøge har i Virkeligheden ingen Tro, med mindre man da vil sige at det juridiske Princip »Hvad man gør ved Hjælp af en anden anses man for selv at have gjort« finder Anvendelse her, og det at tro pr. Stedfortræder er det samme som selv at tro; men jeg er bange for at en spansk eller italiensk Lægmand gør Regning uden Vært hvis han tror at Gud, naar han kræver ham til Regnskab for sin Tro, vil være tilfreds med dette Svar: »Jeg troede til Punkt og Prikke alt hvad mine Naboer troede; jeg har aldrig faaet læst den Bog der indeholder Rettesnoren for Troen, men jeg er tilfreds med at flere af mine Bysbørn har set den.« Mon ikke en anden lettere vil kunne undskylde sine Fejltagelser med disse Ord: »Dette er hvad jeg efter Undersøgelse og alvorlig Overvejelse ansaa for at være det rigtige.« Min Modstander blev nu tavs og prøvede at kradse nogle Argumenter frem ved at klø sig i Hovedet, og jeg fortsatte: De ser hvor aaben jeg er over for Deres Synspunkter. Jeg indrømmer at meget af det vi tror er problematisk; jeg indrømmer at det er vanskeligt at fortolke Guds Love, ja at hele Den hellige Skrift - som De hævder - er saa dunkel at vi, hvor grundigt vi saa undersøger den, ikke altid kan trænge ind 149
til hvad der er Guds Vilje. Jeg siger ikke at vi er uden Fejl, men hvis vi tager fejl, gør vi det uden Fare. Hvis derimod Katolikkerne famler i Mørke, saa er det et Mørke der er fuldt af truende Afgrunde. For hvis gode Gerninger ikke skal belønnes, og hvis Gud vil frelse os af ren Naade, saa kan Katolikkerne ikke frikendes for Hovmodets Synd naar de hævder at have Ret til noget som er en ren Naadessag. Yderligere: Hvis Dogmet om Skærsilden er et menneskeligt Paafund, saa er der ingen Undskyldning for denne Fejltagelse, da det gør Skaar i Kristi Fyldestgørelse, som man saa lapper paa ved at opfinde denne Mellemstation; det værste ved Dogmet er dog at det er lige saa nedbrydende for Menneskeheden paa Grund af den Tryghedsfølelse der naturligt flyder af det, som det er opbyggende for Præsteskabets Pengekasser paa Grund af de kæmpemæssige Indtægter det skaffer Præsterne. Hvis de begaar Fejl ved at paakalde Helgener, saa begaar de ogsaa en stor Fejl ved at yde andre den Dyrkelse som tilkommer Gud alene. Desuden er de Helgener de paakalder enten virkelige Helgener, eller Fantasivæsener som aldrig har eksisteret i Virkeligheden, eller Bedragere. Hvis de er virkelige Helgener, saa fjerner man ikke Faren ved at skelne mellem Gudsdyrkelse og Menneskedyrkelse; for ved at indvi Kirker til dem, ved at give dem Løfter og tilbede dem daglig og ved at dyrke deres Billeder gør man dem i det mindste til Halvguder. Hvis de ikke hører til i Virkelighedens Verden, som de ti tusind Martyrer, St. Almanachus og andre, hvis Navne selv de mere fornuftige blandt Katolikkerne har strøget af Helgenlisterne, saa er det aandssvagt og latterligt at dyrke dem. Hvis de har været Svindlere, saa er denne Dyrkelse værre end Indianernes, for Indianerne ofrer til onde Aander, mens man her ofrer til forbryderiske Mennesker. Yderligere: Hvis det er en Vildfarelse at dyrke Billeder, saa kommer man næppe uden om at Katolikkerne er Afgudsdyrkere, og de har ingen Grund til at gaa i Rette med Hedningerne, for der er ikke større 150
Forskel paa at tilbede Gud i Skikkelse af en Tyr og at tilbede ham i Form af et forgyldt Billede. Hvis de tager fejl i at fordømme Spædbørn fordi de ikke er blevet døbt, saa tager de for anden Gang alvorligt fejl, da en retfærdig Dommer ikke dømmer uskyldige. Endelig: Hvis der skal nydes baade Brød og Vin ved Nadveren, gør man sig skyldig i Tyveri, og hvis det er nødvendigt at læse den hellige Skrift, saa er Troen, som uden Kundskab er det rene ingenting, noget der ikke findes hos Lægfolk. Det fremgaar heraf, sagde jeg, at Henrik den Fjerde ikke sørgede særlig godt for sin egen Sikkerhed da han i en vanskelig Situation sluttede sig til den stærkeste Side og gik over til Katolicismen. Alt dette fik jeg dog ikke sagt uden Afbrydelser, for min Modstander kom af og til med nogle Ytringer om Romerkirkens Ælde, om hvor ny Lutheranismen var, om Romerkirkens Ufejlbarlighed, om det Løfte Jesus havde givet St. Peter og mere af den Slags som de plejer at gribe til naar de ikke kan klare sig. Men jeg var sikker paa at sejre hvis jeg holdt fast ved hvad jeg vilde sige, saa jeg blev ved mit. Jeg sagde bare at han skulde undersøge de protestantiske Vildfarelser jeg havde fremført, om de stred imod Guds Retfærdighed og Naade, om de gjorde Skaar i det højeste Væsens Majestæt, om de gjorde Ende paa Gudfrygtighed og Fromhed. Det kunde han ikke svare paa. Saa gik jeg min Vej med disse Ord: »Hvorfor forfølger I saa med Ild og Sværd de Mennesker hvis Mening afviger fra jeres, naar det er til det bedre?« Da jeg var sluppet vel ud af denne Kamp var der ikke flere der i Paris generede mig paa Religionens Vegne. Men da jeg paa Hjemrejsen et Sted i Nærheden af Bruxelles var kommet til at sidde midt imellem en snakkesalig Militærkaptajn og en overtroisk gammel Kone, lod Kaptajnen nogle Ord falde om at nogle protestantiske Soldater i hans Kompagni var blevet omvendt paa mirakuløs Vis. Da han hørte at jeg ikke havde fuldt saa meget Fidus til hans Beretning som de andre Passagerer mistænkte han mig for at være Protestant og stillede sig straks i 151 Kampstilling. Jeg bad ham ydmygst om Fred og undskyldte mig med den Hovedpine jeg plagedes af, da jeg ikke havde Mod til at vove en Dyst mod én som

✂ omgjordet var med Sværd,

✂ parat til Krigerfærd.

✂ Jeg kunde dog hverken opnaa Fred eller Vaabenhvile, for han prøvede ved et flommende Ordgyderi at faa Bugt med min Stædighed. Men jeg holdt fast ved mit Forsæt, vendte mig til den gamle Kone og gav mig til at snakke om Vejret. Hun kunde se paa mit Ansigt at jeg var sur, og da hun troede at det var lykkedes Kaptajnen at overbevise mig, vilde hun lægge sidste Haand paa min Omvendelse, saa hun kom med en hel Stribe Vrøvl og Mirakelhistorier, som hun bad den martialske Dommer om at bevidne. Han var selv propfuld af Mirakler, saa han nøjedes ikke med at bedyre Rigtigheden af Konens Vaas med militære Kødeder, men kom selv med nogle nye Skrøner. For at faa en Ende paa dette utaalelige Vrøvl fandt jeg selv paa nogle Historier om Mirakler der for nylig var sket i mit Fædreland. Jeg sagde blandt andet at en gravid Kvinde, der havde afsvoret Landets Tro, havde bragt et Barn med to Hoveder til Verden, og at en anden i samme Øjeblik som hun afsvor sin Tro var blevet forvandlet til en Flintesten; desuden at der hvert Aar faldt Himmelbreve ned underskrevet af Ærkeenglen Gabriel med Besked om at holde os fra den katolske Tro, og mere af samme Skuffe. De opdagede at jeg aabenlyst gjorde Grin med dem, hvorpaa

✂ de tavse blev i samme Stund

✂ og holdt fornærmet deres Mund,

✂ og jeg fortsatte Rejsen uden at blive yderligere generet.

✂ Jeg havde besluttet at overvintre i Paris, da jeg havde gjort den Erfaring at Klimaet der paa Stedet er meget gavnligt for mit Helbred. Dertil kom at jeg for at faa Tiden til at gaa havde oversat to af mine Komedier til 152 fransk, og at mine Venner syntes det var Umagen værd at prøve hvordan det vilde gaa, hvis de blev opført paa et parisisk Teater. Men der kom forskellige Ting i Vejen som gjorde at jeg maatte opgive denne Plan. For det første var i Slutningen af September begge Byens Skuespillertrupper kaldt ud til Fontainebleau, hvor de blev indtil Jul, og da jeg var nødt til at gøre mig klar til at rejse i Februar og derfor havde alt for kort Tid til at paabegynde et Arbejde der i det mindste vilde vare et Par Maaneder, lod jeg Sagen fare. Jeg lod bare forsøgsvis én af mine Venner tage en Indholdsoversigt over Den politiske Kandestøber med ud til Fontainebleau for at se hvad den italienske Trup vilde mene om denne Komedie. Truppens Leder Hr. Lelio skrev tilbage at han syntes Komedien var yderst morsom og veldrejet (tutta meravigliosa), men kort efter meddelte han mig i et andet Brev at Indholdet var saa betydningsfuldt at han var bange for at der skulde opstaa Rygter om at Satiren skulde være rettet mod visse høje Embedsmænd, som

✂ af Lærerstand var klavret op
til Samfundspyramidens Top,

✂ og selv om min Ven søgte at berolige ham ved at vise at det kun er det jævne Folk der staar for Skud, blev han dog ved med at nære den Skræk han én Gang havde faaet i Livet. I Mellemtiden var der en vis Forfatter af den Slags som ikke er bange for at pløje med andres Kalv der havde faaet Fingre i Indholdsoversigten. Han tilbød Lelio en Komedie af samme Art; men han turde paa Grund af samme Betænkelighed heller ikke opføre den. Saa stærkt er det gaaet tilbage med den Talefrihed som vi beundrede saa meget hos det gamle Théâtre Italien, og som paa Ludvig den Fjortendes Tid var Sjælen i dette Teater. De Mennesker jeg havde med at gøre var usigelig upaalidelige. Selv om jeg kun under Tavsheds Løfte havde fortalt nogle faa Mennesker om Indholdet af denne Komedie - og det nogle som jeg mente kunde holde paa en Hemmelighed - 153 saa var det hele dog blevet røbet for denne Forfatter. Lelio havde fortalt nogle Medlemmer af den franske Trup om Handlingsgangen. For at forhindre at den skulde falde i Hænderne paa Italienerne, som de staar meget skarpt overfor, advarede de mig gennem ét af Truppens Medlemmer om at det var imod min egen Interesse hvis jeg lod Italienerne faa en saa værdifuld Komedie. Men Tiden gik, og min Afrejse nærmede sig med hurtige Skridt.

✂ Den anden Hindring var Parisernes degenererede Smag, der ofte rammer Digtere og Forfattere der er paa Vej opad som en Indflydelse fra en ond Stjerne. Derfor er det flere Aar siden der er fremkommet en ordentlig Komedie. Alle siger at Smagen nu om Dage er saa bagvendt at hvis selveste Moliére havde været i Live vilde den af hans Komedier der regnes for den bedste være blevet pebet ud, og de fleste andre vilde kun blive taalt paa Grund af deres hundredaarige Værdighed. Jeg ved af Erfaring at det er rigtigt. Jeg oplevede den sørgeligste Ensomhed i det franske Teater en hel Maaned igennem, da man spillede de bedste og berømteste Komedier; men Folk strømmede til hver Gang man opførte en fad Komedie ved Navn le Roi de Cocagne, som var vanskabt af Danse, Viser og Tryllekunster, og som man roligt kunde have overladt til de omvandrende Komedianter.

✂ For det tredje var den Rivalisering, der hersker imellem de to Skuespillertrupper, i Fontainebleau brudt ud i aaben Krig. Da de var kommet tilbage til Paris hakkede de løs paa hinanden med modbydelige og skrappe Udfald. Franskmændene haanede Italienerne i en Komedie der hed Impromptu de la Folie, og som paa Pariservis bestod af store Armbevægelser, Viser og Benspjæt. Italienerne har jo aldrig været sene til at hævne sig, saa de gengældte denne Tort med to Komedier af nogenlunde samme Slags. Krigen varede næsten en hel Maaned.

✂ Desuden tabte jeg Modet paa Grund af nogle idiotiske Teaterregler som Franskmændene nutildags har godtaget: for det første at en moralsk eller kritisk Komedie kun maa 154 bestaa af én Akt - alle mine fylder fem eller i det mindste tre Akter; for det andet at der ikke maa forekomme jævne Mennesker paa Scenen. Det vil sige at hvis man skulde opføre Den politiske Kandestøber, vilde jeg være nødt til at lave mine Haandværkere om til Læger, Advokater og andre Mennesker af højere Stand. Saa vilde Komedien miste al Saft og Kraft, for den er jo netop rettet mod det brede Folk. Læger, Advokater og den Slags Mennesker kan tit med stor Dømmekraft og Indsigt tale med om Statssager; det hænder ikke sjældent at selv Fyrster og Statsmænd benytter sig af deres Bistand. Komediens andet Sigte, at vise hvordan ringe Folk der kommer i stor Ære bliver lige saa storsnudede som de er evneløse, vilde forsvinde i den blaa Luft. At klæde denne Komedie i parisisk Dragt vilde derfor ikke være andet end at gøre en baade morsom og moralsk Komedie kedsommelig og fad. At disse Regler, som Pariserne har godtaget, ikke hviler paa Fornuftgrunde men paa Publikums degenererede Smag, kan man se deraf at det ikke er imod god Tone at lade Tjenestefolk og Bønder optræde paa Scenen.

✂ Pariserne har det ligesom Folk der altid spiser Agerhøns og efterhaanden bliver saa lede ved det at de faar Kvalme bare af Lugten. De rynker paa Næsen ad en velsammenhængende Femaktkomedie med en elegant Slutning. Kort sagt, jo bedre Harmoni der er mellem de enkelte Dele, jo mere skurrer Komedien i deres Øren. Hvis jeg vilde tage de moderne Komedier under Behandling vilde det ikke falde mig svært at vise at de fleste af dem ikke alene er galt skruet sammen, men at de ikke har den fjerneste Lighed med en Komedie. Mens jeg var i Paris udkom der to Komedier af hver sin Forfatter, Le Babillard og L'Indiscret; men de er saa langt fra at være udarbejdet efter de aristoteliske Regler (for Protasis, Epitasis og Katastrofe er for Nutidens Komedieforfattere hvide Omraader paa Landkortet) at de ikke engang giver et Billede af den Karakteregenskab Titlen lover. For man kan ikke tro at man har givet en Karakteristik af et Snakkehoved 155
fordi man har ladet en Person komme ind paa Scenen og genere andre med sin Snak en enkelt Gang, eller af en indiskret Person fordi man har ladet én røbe en enkelt Hemmelighed eller to der er blevet betroet ham under Tavsheds Løfte. Dette maa kun udgøre Indholdet af én Scene. Den sande Karakter skildrer man ved at fremstille Hovedpersonen saadan at hverken Frygt eller Tvang eller Tab af Ære kan kurere hans Taabelighed, der som logisk Konsekvens fører til den Slutning Publikum har siddet og ventet paa i Spænding. Men den snaksomme i denne Komedie bavler bare los en enkelt Gang i gode Venners Selskab, indtil en Tjener eller en Ven af ham kommer ind og fortæller at han har forspildt en god Chance ved at sidde der og vrøvle Tiden væk. Men disse Komedier er Mesterværker i Sammenligning med visse andre, nemlig Impromptu de la Folie og Les Amusements de l'Automne. Efter de mere fornuftige Kritikeres Mening var de ikke værdige til at opføres paa et saa fornemt Teater og af saa udmærkede Skuespillere, der naar de lægger sig i Selen kan rive Publikum med og vække den største Beundring. Hvad de italienske Skuespillere angaar, saa er de ikke værst naar de opfører en italiensk Komedie. Men naar de spiller paa fransk giver de Publikum Opkastningsfornemmelser. For bortset fra Lelios Kone er der ingen i hele Truppen der har en bare nogenlunde ordentlig fransk Udtale. Deres nuværende Harlekin kan kun spille Dumrianer; saa en Komedie maa for at faa Succes paa Teateret nødvendigvis have en Dumrian som Hovedperson. Derfor er næsten alle Nutidens Komedier af samme Surdejg; de ligner alle sammen Les Amants ignorants, Arlequin poli par l'Amour, Arlequin Sauvage, Timon Misanthrope og saa videre. Af samme Grund kan man ikke med Held opføre nogen af Komedierne fra det gamle italienske Teater. Pantomimikerne i denne Trup er langt fra paa Højde med den gamle Harlekin og Scaramuccio. Den nuværende Harlekin spiller ikke anderledes end Polichinellerne i de omvandrende Trupper. Men dette Teater lever højt paa at 156 parodiere de nye franske Tragedier, for mange af Italienerne er forbløffende dygtige til at efterabe de franske Skuespilleres Gebærder og Stemmer. Det er en sjov Idé med disse Parodier; de morede mig meget. Men Parodimagerne gaar for vidt nu om Dage; og fordi der er saa mange af dem forringes Kvaliteten inden for denne Genre. Man hører disse Parodier i hele Byen, i Centrum, i Forstæderne, paa Teatrene og Torvene, saa mange Mennesker er ved at brække sig over dem og skuler ondt bare de hører om en ny Parodi.

✂ Men al den Snak om Parisernes Skuespil har ført mig paa Afveje. Deres Højvelbaarenhed venter maaske af mig at jeg ogsaa skal fortælle lidt om Forholdene ved Hoffet. Hvis jeg havde skrevet dette til en ung Mand eller en Hofmand, vilde jeg Stump for Stump have beskrevet alt hvad der angik Hoffet; min Pensel skulde med Præcision have afmalet Kongens, Dronningens, Prinsernes og andre høje Fyrsters ydre og indre Egenskaber; jeg vilde have fortalt om Hoffets Fornøjelser, Ceremonier og mere af samme Slags, som jeg rent faktisk aldrig har set, for at undgaa Bebrejdelser for at have levet tilbagetrukket i Paris og forsømt det som er det eneste der faar andre til at rippe sig hjemmefra og tage til Frankrig. Men da jeg skriver dette Brev til en Ven som oven i Købet er et tænkende Menneske, saa vil jeg uden videre tilstaa at jeg denne Gang hverken fik set Versailles eller Fontainebleau. Men lad dette være sagt under Tavsheds Løfte. For hvis nogen anden skulde aftvinge mig en Beretning af den Slags, saa vilde jeg sige at Kongen var flot, munter og i fin Form, Dronningen venlig, from og mild, Hertugen af Bourbon blaabarberet og alvorlig, og at Hertugen af Orléans var sin Fader op ad Dage. Og hvem vilde saa kunne paastaa at jeg løj? Det er nemlig sandt alt sammen, jeg har bare ikke selv oplevet det.

✂ Jeg havde nu tilbragt Vinteren i Paris og tænkte paa at rejse hjem. Hele den sidste Maaned før jeg rejste var jeg saa nervøs som om jeg skulde til Indien. Enkeltvis 157
betragtet var de Besværligheder der fulgte ikke noget at tale om; men set under ét var det ikke Smaating, saa min Nervøsitet havde været velbegrundet. For det første: Da jeg stod og skulde af Sted blev der udstedt en kongelig Forordning som under streng Straf forbød Udførelsen af fransk eller fremmed Valuta, og paabød at alt Guld og Sølv skulde afleveres til Finanshovedkassen med Tab af en Fjerdedel. Derved skrumpede den Sum som jeg havde sat af til min Rejse til Amsterdam saa stærkt ind at jeg var bange for at være blevet i den Grad læns for Penge at jeg var nødt til at pantsætte min Kappe paa Rejsen. Jeg blev derfor nødt til at fremskynde Rejsen, og i Midten af Februar rejste jeg fra Paris med Vogn til Artois. Der er to Ting som den rejsende der ikke er alt for velbeslaaet skal vogte sig for paa denne Tur, det er Kapucinermunke og unge Piger. De lever nemlig i Kraft af henholdsvis deres Ordens og deres Køns Privilegier paa de andre Rejsendes Bekostning. Da jeg stod op i Vognen fik jeg Øje paa to ganske kønne unge Piger. Jeg gøs ved Synet, især da jeg saa at der sad to Officerer over for dem, som nikkede og blinkede til dem og affyrede Komplimenter. Nu blev jeg bange for at miste endnu en Fjerdedel af min Pengebeholdning. Jeg ved af Erfaring hvordan Militærpersoner har det med det smukke Køn; saa jeg gættede paa at disse Officerer ikke vilde tilstede at nogle saa yndige Væsener skulde betale deres Andel af Udgifterne. Og jeg gættede ikke fejl; for de tog med Glæde imod Invitationer til Frokost og Middag, og naar der saa skulde betales antydede de deres Køns Privilegier enten ved at absentere sig eller ved at tie stille. I to Dage holdt vores lille Samfund fast ved disse Love. Men da jeg havde gjort mit Regnskab op og set at jeg ikke længere kunde være Medlem af dette Samfund hvis ikke Regeringsformen blev lavet om, røbede jeg min Kasses Tilstand for den ene af Officererne. Saa bortfaldt Bestemmelsen, og i Stedet blev det besluttet at hver skulde betale for sig. Vi kom til en Landsby i Nærheden af Péronne. Dér havde jeg nær 158 brækket en Finger da jeg vilde flytte et Bord hen til Kaminen. Man skulde tro det var en Maskine der med Vilje var lavet saadan at man fik mast Fingeren hvis man rørte ved den, for min Ringfinger sad fastklemt som under en Ambolt og var ikke til at hale fri. Mens mine Rejsekammerater ledte efter en Økse til at slaa Bordets Planker fra hinanden med, gennemgik jeg i et helt Kvarter alle Pinebænkens Kvaler. Kort efter steg jeg af Vognen for at gaa til Fods ad en Sti som Kusken havde anvist mig som en Genvej - og for vild. Da jeg længe havde flakket om traf jeg endelig hen ad Morgenstunden en Bonde ved hvis Hjælp jeg fandt tilbage til Stien. Jeg blev nu nødt til at leje Heste hele Vejen til Bapaume. Jeg fik en radmager Rallike der saa ud som om den var lige til at sende i Trædemøllen; den viste sig imidlertid at være saa fyrig at jeg hvert Øjeblik var bange for at den skulde kaste mig af og forvandle mig fra Rytter til haltende Fodgænger. Derfor mærkede jeg knap nok at det blæste op til en forfærdelig Nordenstorm, for jeg svedte af Skræk og var bange for at jeg med Vanære skulde blive udstødt af Ridestanden. Omsider kom jeg til Bapaume, hvor jeg genfandt mine Rejsekammerater og gav dem en ynksom Skildring af den Serie af Uheld som jeg havde været ude for. Yderligere fik jeg efter Ankomsten til Amsterdam at vide at det Brev jeg ventede hjemmefra ikke var kommet. Jeg gennemlevede nu otte Dage i Ængstelse og uden Penge. Saa mødte jeg en gammel Ven som laante mig nogle Gylden. Først da jeg havde spildt fjorten Dage i Amsterdam kom der Brev - men et ganske andet end jeg havde ventet. Det var skrevet af én af mine Venner, som raadede mig til at fremskynde Rejsen, fordi mine Fjender smedede Rænker imod mig i mit Fravær. Dette fortæller jeg kun for at vise hvordan den ene Ulykke altid kommer i Hælene paa den anden og den ene Ærgrelse afføder den næste. Dette kunde jeg fremføre et Utal af andre Eksempler paa, der vel nok skyldes Tilfældigheder, men ikke ser ud til at gøre det.

159

✂ De der rejser fra Paris til Bruxelles tager som Regel over Mons i Hainaut i den Tro at de sparer Penge ved at gøre Turen kortere. I Virkeligheden er det meget bekvemmere og billigere at rejse over Lille. Ad den Rute kommer man ogsaa igennem flere Byer som er værd at se: Bapaume, Arras, Douai, Lille, Courtrai, Menin og Gent. Mellem hver af disse Byer er der kun nogle faa Timers Rejse. Og da jeg holder lige saa meget af at se forskellige Mennesker som forskellige Landskaber har jeg større Fornøjelse af at lægge Vejen om ad Lille, hvor man hver Dag kommer med en ny Vogn og faar nye Medpassagerer. Nu har man Franskmænd som Rejsefæller, nu Englændere, Spaniere og Tyskere, nu Soldater, nu Lærdmænd. I hele to Dage fulgtes jeg med en gammel Mand, som i fjorten Aar havde været Sørøver i Vestindien (den Slags kalder man Flibustiers eller Boucaniers). Han berettede indgaaende om dette Samfund, og jeg lærte meget af ham som enten savnes i de trykte Historiebøger eller ikke fremstilles klart nok. Da jeg sagde at jeg ikke kunde forstaa hvordan et ordentlig Menneske med de bedste Karakteregenskaber (for saadan virkede han paa mig) kunde holde saadan en Forbrydertilværelse ud, svarede han at han havde sluttet sig til dette Bøllesjak som Dreng, da han ikke vidste hvad der var ret og rigtigt, men saa snart han var kommet til Skels Aar og Alder havde han opgivet denne Tilværelse. Paa denne Rejse mødte jeg engang en anden Vogn ved Frokosttid. Vi gik allesammen ind paa en Kro for at faa noget at spise. I den anden Vogn var der to Tyskere, lige saa mange Franskmænd og én Spanier. Tyskerne krævede alt hvad der var i Køkkenet af kogt og stegt Kød, Franskmændene fik bare nogle Æg, og Spanieren stillede sig hen ved Vinduet og indtog ikke andet end Luft. Paa den Maade gav de hver især Udtryk for deres Nations Karakter, for Spanierne lever som Luftaander der hverken spiser eller drikker. Jeg henslæbte tre fulde Uger i Amsterdam; og i al den Tid levede jeg en Eremittilværelse midt i denne berømte Havneby, for der 160 i Byen beskæftiger man sig kun med Handel og giver Pokker i lærde Sager, saa der er ikke videre morsomt at være for en Videnskabsdyrker. Jeg besøgte dog to Gange den berømte Jean Leclerc. Han var nok gammel og graa, men hverken svækket paa Sjæl eller Legeme. Den ene Gang blev vi laast inde af en Tjenestepige; og jeg maa sige at jeg aldrig har været saa glad for at blive indespærret. For mens vi ventede paa at Pigen skulde komme tilbage og laase Døren op, talte vi lærd sammen. Denne højlærde Mands Navn var ikke engang kendt i det Kvarter han boede i; og det ærgrede mig, for hvis man spørger efter Vekselerer Jacob, Vaskeriejer Cornelis, Jøden Efraim, Skipper Adrian og andre prominente Personer, ja selv efter dem som

✂ staar bag Disk
og sælger Fisk,

✂ saa faar man dem straks udpeget.

✂ Da jeg endelig fik det Brev som jeg havde ventet saa længe paa i Amsterdam rejste jeg til Hamborg gennem Østfrisen. Paa denne Rejse hørte jeg meget om de Uroligheder der dengang plagede Frisen, især Byen Leer; men jeg vidste af Erfaring hvor meget Rygtet plejer at overdrive, saa jeg fortsatte tryg og rolig min Rejse. Ved Middagstid kom jeg til Leer, som stod paa den anden Ende paa Grund af Krigen. Jeg saa Soldater marchere frem i Slagorden, Kanoner opstillet paa Torvet, bevæbnede Borgere der styrtede rundt i Byen, krigsgale og blodtørstige Bønder i fuldt Harnisk, udrustede med Pigkæppe og andre ukendte, barbariske og tilfældige Vaaben. Jeg syntes det vilde være dumt at blive længere i en saa forstyrret By, saa jeg lejede straks en Vogn, spiste en Smule Mad og rejste min Vej.

✂ For at gøre dette mere forstaaeligt bliver det nødvendigt at gaa lidt tilbage i Tiden og se hvad der var Oprindelsen til alt dette. De husker nok at den frisiske Hertugs Gehejmeraad Brenneysen for nogle Aar siden udgav en 161
Frieslands Historie i to Bind. Han paaviser heri at Stænderne i Friesland har svækket Fyrsternes Rettigheder, og at dette er sket paa Trods af Kejserens Dekreter, som Brenneysen omhyggeligt gennemgaar og udlægger til Fyrstens Fordel. Derfor mente Stænderne at det var ham der havde været den Gnist der fik Krudttønden til at ryge i Luften. Der er mange der undrer sig over at ingen har prøvet paa at gendrive dette Værk. Det siges ganske vist at der er en hollandsk Videnskabsmand der har paataget sig dette Arbejde og har tilbudt Stænderne en Fremstilling af Forholdet som staar i diametral Modsætning til Brenneysens, men at han har holdt det tilbage fordi man ikke har kunnet blive enige om Betalingen. Hvordan det nu er eller ikke er, saa er der til Dato ikke kommet nogen Gendrivelse af Bogen. Hvad der er Grunden til dette, om det er de øvrige frisiske Juristers Uvidenhed eller Mangel paa Tiltro til hele Foretagendet, det skal jeg ikke bestemt kunne sige. Efter nogle Aars Debat og gensidig Mistillid gik det saa vidt at den gamle Stænderforsamling i Emden blev opløst og en ny blev stiftet i Aurich. Friserne raabte op om at nu var det sket med deres Frihed, og saa greb de til Vaaben. De der staar paa Hertugens Side siger at Fyrsten ikke tilsigter andet end at Stændernes Administratorer skal aflægge Regnskab for Statens Penge. Paa den anden Side hævder de der holder med Stænderne at det er et Paaskud som Brenneysen bruger til at gennemføre den Paladsrevolution han længe har gaaet svanger med; og for at sætte Sindene endnu mere i Oprør bildte de Folk ind at det ogsaa var sket med den reformerte Kirke i Friesland, hvis man ikke tog Mod til sig og satte en Stopper for disse Intriger. Oprørscenteret var længe Emden, og snart efter Leer, hvor der Aaret før havde været haarde Kampe med Tab af Menneskeliv. Nu havde imidlertid Hertugen af Friesland afsendt nogle Tropper med Ordre til at besætte et Sted i Nærheden af Leer. Det vilde Leerboerne ikke finde sig i, saa de udskrev Borgere og Bønder og rykkede ud af Byen med Vaaben i Haand for 162 at jage Tropperne væk. De stod netop klar til Afmarch da jeg kom ind i Byen.

✂ Jeg lejede som sagt en Vogn og drog af straks efter Frokost. Paa hele Turen var det ikke til at komme frem for bevæbnede Bønder, der stimlede sammen om Vognen og undrede sig over at jeg turde køre lige igennem de militære Formationer. Men jeg havde jo kongeligt Pas, saa jeg regnede ikke Faren for noget, men fortsatte roligt min Rejse. Men da jeg var kommet hen i Nærheden af Nortmoor, hvor begge Hære stod opmarcheret, turde Kusken ikke køre videre. Han saa nemlig nogle saarede Bønder blive transporteret ind til Byen. Jeg hørte senere at det slet ikke var Fjenden, men deres egne Medborgere der ved Uforsigtighed havde saaret dem. Mens vi holdt der og kløede os i Hovedet og ikke vidste hvad vi skulde gøre, begyndte hele Stænderhæren at trække sig tilbage til Byen. Man skulde have troet de var paa Flugt, hvis der havde været en Fjende efter dem. Borger- og Bondesoldaterne var bange for at blive til Grin, saa de hævdede at de havde maattet trække sig tilbage fordi de ikke havde Kanoner, hvad Hertugens Tropper havde. Jeg tror nu snarere at de havde mistet Kamplysten da deres Kæfert var dunstet af, for de havde været godt lakket til af Brændevin da de drog i Felten. Jeg fulgte med Strømmen og traf en Oberst ved Navn Andri. Han spurgte mig hvad jeg hed, hvor jeg kom fra og hvor jeg skulde hen, og raadede mig saa til at opgive Rejsen. Denne Andri var Søn af en Borgmester i Emden; han var et udmærket og højt kultiveret Menneske, og Borgerne i Leer beundrede ham lige saa meget som Romerne i sin Tid havde beundret Junius Brutus, da de kæmpede for deres Frihed.

✂ Da jeg var kommet tilbage til Byen kom jeg op at skændes med Vognmanden, som forlangte fuld Betaling for Køreturen. Jeg hævdede, at Formlen do ut facias vedrørende Lejemaal ikke kom til Anvendelse her, og at han ikke i Kraft af Kontrakten havde noget til gode, da han ikke selv var i Stand til at yde mig den lovede Tjeneste. 163 Jeg sagde at hvis Sagen kom for Retten vilde han tabe. Men man paaberaaber sig forgæves Lov og Ret i en By hvor der hersker en Slags Anarki, og hvor der ikke bliver holdt Rettergang midt i al den martialske Hurlumhej, ikke engang

✂ i aldeles klare Sager
om berettigede Klager,

✂ saa jeg blev ikke alene tvunget til at betale Kusken, men ogsaa til at give Køretøjspaven dobbelt Pris. Jeg tilbragte en bedrøvet og næsten søvnløs Nat i denne forstyrrede By, og Dagen efter lejede jeg en Baad; men jeg kunde ikke komme ned til Flodbredden før Hæren, der nu var blevet forsynet med to Kanoner og gjorde sig klar til et nyt Udfald, var marcheret af. Dette lille Stykke Vej var lige ved at koste mig mere end hele Rejsen fra Amsterdam til Nieuwe Schans. Ved Aftenstid kom jeg til en Landsby ved Navn Dederen, og der fik jeg at vide at Udfaldet var lykkedes, og at Friserhertugens Tropper havde trukket sig tilbage. Jeg rejste videre gennem Oldenburg til Bremen. Her maatte jeg opholde mig i tre Dage og benyttede Lejligheden til at besøge nogle af Gymnasiets Professorer, blandt andre en Dr. Hase, en Mand af stor og vidtspændende Læsning. Han viste mig sit Bibliotek, som regnes for ét af de bedste i Bremen, baade paa Grund af sin Størrelse og sin udsøgte Kvalitet. Gymnasiets Bibliotek er ogsaa ganske velforsynet, men næsten alle Bøgerne er i Folio. Indbyggerne i den gode By Bremen kan inddeles i to Kategorier: Borgerne og Doktorerne. Doktorer er der nemlig saa mange af at man i Krigstid kunde stille en hel net Hær paa Benene hvis man udskrev dem til Militærtjeneste. Man kunde simpelthen ikke spytte for Doktorer. Hvis det at være Doktor var det samme som at være lærd, saa maatte Bremen regnes for den lærdeste af alle Byer paa Kloden. I Hamborg besøgte jeg nogle Videnskabsmænd, blandt andre den højlærde Fabricius og Johann Hübner; og saa rejste jeg derfra til København.

164

✂ Da jeg saaledes havde afsluttet min femte Udenlandsrejse, lagde jeg sidste Haand paa et Digt som jeg havde paabegyndt før Afrejsen. Det hedder Metamorphosis. Det handler om et Samfund af Dyr, Træer og Planter under Ledelse af Skovens Guder og Gudinder, Pan, Sylvanus, Flora, Bubona, Pomona og saa videre. Og lige som Ovid lader Mennesker forvandles til Dyr og Træer, saa bliver her Dyr og Træer lavet om til Mennesker. For Eksempel bliver den fornemme Eg til et Menneske der er Stamfader til de fornemme Personer, der ganske som deres første Forfader er ligesom træede og nok bærer Blade, men ikke Frugter; i deres Skygge lever dog de fattige Filosoffer. Skaden bliver omdannet til en Barbér, derfor er den Slags Mennesker saa snaksomme; Gedebukken bliver til en Filosof, det er Grunden til at Filosofferne er langskæggede og krakilske; Solsikken bliver til en Hofdame; for lige som Solsikken altid vender sig efter Solen og pludselig gaar ud, paa samme Maade staar Hofdamerne til rede for deres Herskerindes mindste Nik og visner pludselig mens de staar i deres fuldeste Flor. Jeg har prøvet at efterligne Ovids Stil og Væsen saa godt som nu min beskedne Aare tillod det; men lige som Malerne ikke kan portrættere et smukt og fuldkomment Ansigt uden at komme til kort, staar jeg ogsaa langt tilbage for dette Forbillede; for jeg maa tilstaa at jeg mangler Ovids Geni, lige som mit Sprog savner Latinens Elegance og Rigdom. Fornemme og lærde Folk var meget begejstrede for dette Digt, fordi Idéen i det var saa udmærket og Versene saa elegante og musikalske, og desuden paa Grund af dets Opbygning, fordi den ene Historie naturligt kommer som en Følge af den anden. Men Manden paa Gaden, der kun søgte efter satiriske Udfald, modtog det med blandede Følelser. Der fremkom snart et plebejisk og aandløst Digt imod det, hvori Versemageren væltede sig i Grovheder.

✂ Der var nu nogle der prøvede at faa mig til at give igen, men jo grovere han skældte ud, jo mindre syntes jeg han burde værdiges et Svar. Det vidunderligste af hans 165 Anklagepunkter gaar ud paa at Menneskene vilde blive dvaske og dovne til deres Arbejde hvis de fik at vide at de nedstammede fra Dyr og Træer. Som om der virkelig skulde være Fare for at en Horebuk, som jeg lader nedstamme fra en Gøg, skulde blive mindre ivrig i Tjenesten, eller en Barbér mindre snakkesalig, eller en Pedant mindre krigerisk og saa videre. Jeg havde nu ikke Lyst til at komme i Slagsmaal paa Grund af disse Grovheder. Jeg gad ikke engang stævne Bogtrykkeren, som havde provokeret mig Gang paa Gang, skønt selve Byens Øvrighed viste mig hvordan jeg kunde hævne mig og mange andre trængte paa for at faa mig til at gaa til Makronerne for at Fyren ikke skulde faa Lov til at blive ved med sine Frækheder i al Evighed. Men jeg kan ikke fordrage Processer. Jeg vil hellere finde mig i hvad som helst end anlægge Sag.

✂ I Fortalen til Metamorfoserne skrev jeg at jeg nu for Alvor tænkte paa at slutte Fred med Menneskeheden, og at jeg ikke mere brød mig om at skrive Satirer. Der var dem der troede at denne Fredsvilje kom af at jeg havde daarlig Samvittighed og nu i mit stille Sind fortrød min tidligere Indstilling. Men de tager fejl. For ganske vist fortryder jeg at jeg i saa mange Aar har pløjet den golde Mark; men jeg er ikke ked af at jeg har givet mig af med en Beskæftigelse som efter min Mening er noget et tænkende Menneske kan være stolt af. Med hvilke Tanker og hvilket Formaal jeg saa længe har styret mit Skib mellem disse skarpe Skær, det fremgaar af de apologetiske Fortaler til mine digteriske Arbejder. Men de som ikke lader sig paavirke af dem, men bliver ved med at mistænke mig og skælde mig Huden fuld, de maa huske paa at deres Snert ogsaa rammer de fremragende lærde, retsindige og gudfrygtige Mænd der har faaet mig til at udgive mine Digte, Satirer og Komedier. Hvis jeg har traadt i Spinaten, saa har jeg gjort det sammen med de udmærkede Mænd der har insisteret paa at jeg skulde skrive, og givet grønt Lys for det jeg skrev.

✂ Og dette ene Argument maa da være nok til at afvise 166 alle de Beskyldninger der bliver rettet imod mig; for hvis jeg vilde remse alle dem op hvis Raad jeg har rettet mig efter og hvis Bedømmelser jeg har sikret mig inden jeg publicerede mine Værker, saa vilde enhver Mistanke om at jeg skulde være ondsindet blive rykket op med Rode. Det der mest har afskrækket mig fra at skrive er dog de mange Persiflager som er blevet spredt over hele Byen, og hvis anonyme Forfattere næsten hæmningsløst har givet Udtryk for deres Ondskabsfuldhed. Der har nemlig været nogle der uden videre har udnævnt mig til at være Forfatter af dem. Det maa enten være Mennesker der har handlet i god Tro ud fra manglende Viden om hvordan jeg i Virkeligheden er, eller slet og ret nedrige Individer. Men jeg sværger ved Gud i den højeste Himmel paa at jeg ikke har skrevet andet i den humoristiske Genre end det der er udkommet under Navnet Hans Mikkelsen.

✂ Jeg kunde nu gøre Ende paa Brevet, men jeg vil gerne som Efterskrift fortælle lidt om mit Væsen og min Maade at leve paa. Der er jo ikke mange Professorer der er blevet skældt mere ud end jeg; saa De vil nok ikke finde det kedeligt hvis jeg tegner mit eget Portræt for Dem med den samme ærlige Streg som jeg har benyttet ved Skildringen af andre.

✂ Næsten lige siden jeg var lille har det været meget skadeligt for mit Helbred at spise eller drikke for meget. Derfor har jeg levet saa sparsommeligt og afholdende at mine Kammerater syntes jeg snarere lignede en gammel Mand end den Dreng jeg var. Jeg blev drillet for min Afholdenhed. Det er jo noget man sjældent ser blandt de helt unge; og jeg blev gal over Drillerierne, for jeg var en hidsig Natur. Men jeg holdt fast ved mit og ændrede ikke min Maade at leve paa. Jo ældre jeg blev, jo mere afholdende blev jeg. Som ganske ung drak jeg helst Vinen fortyndet; i min mere modne Alder skyr jeg den som Gift og Galde. For nogle Aar siden prøvede jeg at gaa endnu videre. Jeg syntes ikke det var nok at holde igen paa den sædvanlige Maade, saa jeg forsøgte at indskrænke mit 167 Forbrug af Mad og Drikke ved at indtage bestemte afvejede Mængder af begge Dele. Det gjorde jeg for at efterligne dem som til Gavn for deres Helbred havde fulgt en matematisk Kostplan. Det syntes mine Venner ikke var filosofisk; de fandt det bare aandssvagt. De skældte mig Hæder og Ære fra og sørgede over mig som over en Afdød, sagde det var idiotisk at holde sig fra al Selskabelighed naar man var i sin bedste Alder. De paastod at det at spise i Enrum var det samme som at lukke sig ude fra det menneskelige Samfund og at gøre sig selv landflygtig. Jeg svarede dem at Kammeratskab ikke bestod i at man aad og pimpede sammen; men jeg talte for døve Øren. Andre, som havde en grovere Tænkemaade, var ved at plage livet af mig med Floskler og misf orstaaede Bibelcitater. De sagde at det at afveje sin Mad og Drikke var hverken mere eller mindre end at tvivle om Guds Forsyn, og at der var Eksempler paa at Folk paa den Maade nok havde forlænget deres Liv, men samtidig havde paadraget sig Guds Vrede og Hævn. Jeg svarede at jeg aldrig havde hørt noget i den Retning - hvis der var nogen der kunde fremføre Eksempler, var det sikkert ikke andet end Kællingesnak. Jeg husker dog at man i sin Tid paa det ulovlige Kirkemøde ved Egen anklagede Johannes Chrysostomos for denne Forbrydelse. Men hvor meget denne Beskyldning var værd, det ser man af de øvrige Anklager der blev fremført paa dette Kirkemøde, som for Eksempel at han blev beskyldt for at gaa i varmt Bad alene l Jeg mener nu at man bør stræbe alt hvad man kan efter at have en sund Sjæl i et sundt Legeme. Ligesom man skal sørge for sin Sjæl maa man ikke negligere Kroppen, som er Sjælens Fundament. Disse og lignende Argumenter brugte jeg længe og tappert som Skjold mod de Kastevaaben der blev kylet imod mig fra alle Sider, men jeg kunde hverken opnaa Fred eller Vaabenstilstand, og jeg vilde ikke i al Evighed ligge i Krig med mine Venner, desuden var jeg træt af hver Dag at høre de samme Viser, saa jeg opgav til sidst min Plan.

168

✂ Den Sygdom jeg lider af har jeg efter min Far, Erfaringen viser at Helbred ligesom saa meget andet er noget der gaar i Arv. Jeg bruger ingen Medicin, for jeg ved ikke hvad Sygdommen kommer af. Snart bliver jeg saa slap og elendig i hele Kroppen at jeg lister mig af sted med Myreskridt, snart styrter jeg af Sted saa ingen kan følge med; snart har jeg ondt i Hovedet, snart i Fødderne. Til andre Tider sidder Sygdommen i Maven, og saa føler jeg snart Hede, snart Kulde i Indvoldene, snart for meget Syre, snart slet ingen. I hele to Aar var jeg saa plaget af Hovedpine at jeg overhovedet ikke kunde taale at tænke. I den Tid læste jeg ikke andet end historiske Bøger og Aviser. Men da de to Aar var gaaet holdt Sygdommen Flyttedag, og saa havde jeg den største Fornøjelse af filosofiske Meditationer og Poesi. Det var dengang jeg udarbejdede Heltedigtet, Skæmtedigtene og Komedierne, som jeg lige har givet en Oversigt over. Derfor tager jeg mig selv af mit Helbred uden at spørge andre til Raads. Jeg tror nemlig ikke det vil nytte noget hvis Lægerne prøver at faa Has paa denne Sygdom, der er ganske uberegnelig og skifter Karakter fra Øjeblik til Øjeblik. Paa Grund af den kører mit Sind omkring som i en Karrusel, og jeg ligner slet ikke mig selv. Derfor maa jeg først og fremmest passe paa at mine svingende Stemninger ikke kommer til Udbrud. De Følelser der skiftes til at bemægtige sig mit Sind er Glæde, Sorg, Fejghed, Mod, Slaphed, Kvikhed, Engagement, Ligegyldighed alt efter som de onde Væsker tager Sæde snart i den ene, snart i den anden Del af Kroppen. Da Ondet engang satte sig i Mellemgulvet blev jeg optændt af Reformiver og kastede mig ud i Krig med hele Menneskeheden. Men snart flyttede det sig til et andet Sted, og saa blev jeg det mest overbærende Menneske af Verden. Derfor gør jeg nu det at hver Gang jeg mærker Reformgrillen opsætter jeg Krigen mod Menneskeheden. Erfaringen har lært mig at det ikke er mod Verden, men mod mig selv jeg skal kæmpe, naar jeg bliver grebet af den Kampiver som kan slaas ned med Afføringspiller; for 169 naar Mavepinen gaar over ser jeg snart paa Menneskene med andre Øjne, og Verden tager sig helt anderledes ud for mig. Jeg har dog visse gode Sider, selv om de daarlige nok er i Overtal. Hvis jeg skulde opremse alle mine daarlige Sider blev jeg aldrig færdig; det maa være tilstrækkeligt at levere en kritisk Gennemgang af de væsentligste og mest fremherskende. For det første føler jeg at jeg tit bliver grebet af Misundelse, ikke saadan at jeg misunder andre Ære og Rigdom - jeg er selv tilfreds med lidt og har ingen Ambitioner - men det ærgrer mig at høre mine Konkurrenter blive rost, og jeg gør tit hvad jeg kan for at pille deres Handlinger fra hinanden og vende Vrangen ud paa dem, hvis de bliver lovprist i høje Toner. Men nu føler jeg at dette Raseri er blevet meget svagere, og at det ikke længere behersker mig saa stærkt som i min grønne Ungdom, saa at der er Haab om at jeg med Alderen kan faa helt Bugt med det. For det andet: Ligesom mange har svært ved at fordøje al Slags Mad har jeg svært ved at døje alle Slags Mennesker. Ud af hundrede Mennesker er der ikke ét hvis Opførsel er efter min Smag. En tager Livet af mig med Snak, en anden med Gestikulationer. Derfor gaar jeg fra de fleste Selskaber med sjælelige Brækfornemmelser og søger Trøst i Ensomheden. Og da der ikke er noget jeg holder saa meget af som Kortfattethed, hader jeg især den Slags Mennesker der pynter deres Tale med Parenteser og uvedkommende Sidespring og river en Strøm af lange, men intetsigende Sætninger af sig i ét Aandedrag. Jeg kan udmærket forestille mig at der venter mig den samme Skæbne som den sabinske Spaakone i sin Tid lovede Horats:

✂ Ej Fjendesværd, ej Arsenik
skal korte ham hans Dage;
Ej Hoste, Sidesting, Kolik
skal Livet af ham tage.
Et Vrøvlehoved skal med Snik
og Snak ihjel ham plage.

170

✂ Derfor er Den meget talende Barbér den af mine Komedier jeg selv synes bedst om. Den hænger nemlig de Mennesker ud, ved hvis evige Snakkeri

✂ Sveden mig af Panden driver,
lige ned til Anklen siver.

✂ Naar jeg saadan stikker af fra iriterende Mennesker bliver jeg tit skældt ud af Folk der ikke kender Forskel paa Afsky og Had; men én Ting er at undgaa Folk, en anden at hade dem.

✂ Der findes ogsaa dem

✂ der syn's jeg revser alt for slemt
og haardt med min Satire,
at jeg til Skurre-lyd har stemt
mit Hakkebræt og Lire.

✂ Jeg maa ogsaa indrømme at der er megen Vrede og Bitterhed i mine Satirer. Men det er kun mod Menneskenes Fejl, ikke mod dem selv, jeg spidser min Pen. Jeg er fuldkommen klar over at de fleste ikke kan fordrage den Maade at skrive paa, og at det er meget klogere

✂ at skrive harmløst Ævl til Ros for Per og Poul
end at bekæmpe Last med Galde og med Svovl,

✂ for man ser hvordan Rosere bliver overøst med Ære og Rigdom, mens Satirikere overalt bliver jaget af Lande som daarlige Borgere, selv om de første river ned hvad de sidste bygger op. Satirikerne lægger Plaster paa Saaret; Roserne river Arret op. Satirikerne er for det meste forhadte, naar de ligesom Lægerne foreskriver bitre, men helbredende Drikke. Roserne er altid populære og velkomne naar de snakker godt for de syge og mixer dem lækre, men dødbringende Cocktails. Man tror Satirikerne er onde - i Virkeligheden er det Roserne der er det. Satirikerne synes at være Menneskehedens Fjender, skønt de er dens Venner; Roserne ser ud til at være dens Venner, men er i Virkeligheden dens Dødsfjender.

171

✂ Der er ikke saa faa der undrer sig over hvorfor

✂ jeg vilde delta' i det Ræs,
hvor forhen Aristofanes

✂ havde drevet sine Heste, og hvorved man ikke høster andet end Had og Misundelse - hvis man saar Korn i Satirens Mark, saa

✂ af den yde-rige Jord
Mænd med Sværd og Skjold fremgror.

✂ Men jeg synes det er mere tilfredsstillende at lave noget man bliver skældt ud for end slet ingen Ting at lave. Jeg synes der er større Ære ved at sejle mellem Skær end ved at ligge stille i Havnen. Desuden er det haardt og vanskeligt at holde sine naturlige Tilbøjeligheder nede, og ligesom at give sine Sjælskræfter Fodlænker paa saa de ikke kan komme til Udfoldelse. Og det gør det jo ikke bedre at man er omgivet af Mennesker der hele Tiden klemmer paa for at faa én til at begaa noget som man selv tror vil skaffe én Berømmelse, forlænge Mindet om én og give én en Slags Liv efter Døden. Alt dette motiverer én, og naar man først er kommet i Gang glider man let videre og kan ikke holde op igen.

✂ Men der er mere Vid end Vrede i mine Digte. De revser ikke Fejl og Laster; de retter paa dem. Dog maa jeg indrømme at der er nogle af dem som har fortjent at blive skældt ud. Jeg er ganske vist aldrig gaaet til Angreb paa nogen, men jeg har været for skrap og kompromisløs mod dem der har provokeret mig.

✂ Jeg indser min Svaghed; jeg er ked af at jeg er saa alt for hidsig. Det at en Filosof forsynder sig imod den rette Væremaade er særlig slemt, fordi han begaar Fejl i det som han vil undervise andre i, og fordi han kludrer med Livet samtidig med at han kalder sig Specialist i Kunsten at leve. Det er ligesom naar en Sproglærer radbrækker Sproget eller naar en Sanger ikke har en ren Tone i Livet. 172 Lasten udryddes ikke ved at man opfører sig saadan, men, som Digteren siger:

✂ Naar man straffer den,
bider den igen.

✂ Men naar ens Indre brænder af Vrede slapper man Tøjlerne og styrter selv paa Hovedet ud i de Fejl og Laster man lige har bebrejdet andre. Derfor vilde jeg ønske at der kom en ny Udgave af mit Digt bare for at jeg kunde faa fjernet nogle af de Skældsord det er saa propfuldt af. Ganske vist er de aftvunget mig ved Provokation; men alligevel synes jeg de har sat nogle ret slemme Pletter paa mine Digte. Det er nemlig ikke rigtigt naar visse Filosoffer tager Vredladenhed i Forsvar. De kalder den for Modets Slibesten. Efter deres Mening kan man ikke være en ordentlig Taler hvis man ikke har Vreden som Drivkraft, og ikke et ordentligt Mandfolk hvis man ikke kan blive gal i Hovedet. Folk med sundere Tankegang mener at man ikke er et ordentligt Mandfolk hvis man har det med at fare op.

✂ De Fejl jeg her har omtalt er jeg født med. Jeg har tit kæmpet imod dem, men til Dato er det ikke lykkedes mig at slippe af med dem. Det er svært at rive sine indgroede Fejl op med Rode, ligesom det er sværere at faa Bugt med en kronisk Øjenbetændelse end med et Bygkorn.

✂ Hvis jeg har nogen gode Egenskaber, saa maa andre tale om dem. Selvros stinker. Mine Fejl er nemme nok at faa Øje paa. Mine gode Egenskaber kan ogsaa ligne Fejl. Folk der ser mig trække i mit pæne Tøj og gaa i Dameselskab tiere end en Filosof burde gøre det, bebrejder mig at jeg lever for udsvævende. Andre siger at det ikke passer sig for en Mand i min Stilling at have med Skuespillere at gøre. Men det er kun tilsyneladende at jeg foragter Studeringer; i Virkeligheden sætter jeg dem højt. Det er kun tilsyneladende at jeg render efter Forlystelser. I Virkeligheden undgaar jeg dem. Jeg gør Nar af Filosofferne, og alligevel filosoferer jeg selv. Jeg raaber op om 173 Videnskabens Nytteløshed og er dog selv Videnskabsmand. Udadtil gaar jeg i Brechen for de uskyldige Fornøjelser, og dog fører jeg selv et strengt Liv. Før i Tiden gik jeg tit paa Restaurant, men holdt mig altid ædru. Jeg blev daglig set i Selskab med Spillere, og dog raflede jeg aldrig selv. Jeg lyver uafbrudt i mine muntre Skrifter, men aldrig i de alvorlige. Naar det drejer sig om Ligegyldigheder er jeg diplomatisk; naar det drejer sig om Ting af større Betydning er jeg snarere alt for aabenmundet. I mine Skrifter er jeg kampglad, men i det virkelige Liv er jeg saa fredelig at jeg mere end én Gang til mine Venners Ærgrelse har ladet en Retssag falde.

✂ Da jeg nu engang er saadan kan det ikke undgaas at jeg bliver temmelig skævt bedømt af Mennesker der, som man siger, maaler Filosoffen efter Skægget. Jeg har dog aldrig prøvet paa at rette deres Misforstaaelser. Det maa være nok for en Filosof, naar man skælder ham ud, at
han intet har paa sin Samvittighed
som han maa skamme sig og blegne ved.

✂ Jeg er nok klar over at det ofte er bedre at synes end at være. Men jeg mener at det som andre anser for at være den største Skamplet paa en Filosofs Liv netop er det der pryder ham mest. Efter min Mening er det rigtigere at kæmpe tappert mod sine Laster og Lidenskaber end at flygte for dem.

✂ Nu har jeg snakket nok om min Maade at være paa; saa bare et Par Ord om min religiøse Indstilling.

✂ Der er mange der kan se at jeg efterligner Lukian i mine Skrifter. De tror at jeg ogsaa har optaget noget af Lukians Væsen i mig og er lige saa køligt indstillet til Religionen som han. Den Skæbne deler jeg med mange andre der har kæmpet mod Overtroen. Men den samme Filosof som jeg efterligner med Hensyn til Bekæmpelse af Overtro har jeg den største Afsky for naar han vender sine Vaaben mod Troen. Jeg maa ganske vist indrømme at jeg af og til har en anden Opfattelse end de fleste andre; men det er kun 174 Smaatterier man har kunnet finde i mine Skrifter, saa Folk har kun gjort lidt Vrøvl over dem; der er ingen der har angrebet mig for Alvor. Jeg har aldrig tvivlet paa Guds Eksistens; og den der, som Digteren siger,

✂ ser Himlen straale klar, ser Skoven grøn af Blade,
ser Marken rig paa Korn, ser Blomsters Farver glade,
ser Kildens Bruse-vand, ser græsklædt Engens Flade,

✂ og alligevel ikke tror at der er en Skaber eller Opretholder der staar over al den Herlighed - den Person anser jeg for at være grov, ufølsom og blottet for Sans for Sammenhængen i Naturen. Dog maa jeg ærligt indrømme at jeg for nogle Aar siden fik mine Tvivl med Hensyn til den guddommelige Aabenbaring. Jeg havde læst nogle forbudte Bøger; og da det var gaaet op for mig at det især er Evnen til fri Tænkning der adskiller os Mennesker fra Dyrene, mente jeg at det var Menneskets Pligt at undersøge de Trosbegreber vi har arvet fra vores Forfædre, at læse de forbudte Bøger og at drage alt i Tvivl. Derfor skrabede jeg til mig alt hvad jeg kunde faa fat i af forbudte Bøger. Ved at læse dem kom jeg ud i alvorlige Anfægtelser. Og jeg blev gjort endnu mere usikker af nogle judaiserende Kommentatorer som i næsten alle Profetierne indfører en Type og en Antitype. Det var nogle katolske Forfattere der fremkaldte de største Storme i mit Sind. De antaster de kanoniske Bøgers Guddommelighed for at styrke Romerkirkens Autoritet. Ateisterne og Katolikkerne gør i Virkeligheden fælles Sag; de første gaar til aabent Oprør mod Aabenbaringen, mens de sidste prøver at underminere den, saa at det forekommer mig, der i én Richard Simon ligger ti Spinoza'er skjult.

✂ Ved ofte at læse Bøger af denne Slags kom jeg efterhaanden ind i en slem Labyrint, som jeg dog slap ud af igen efter at have faret vild i den i nogle Aar. Hertil blev jeg især hjulpet af Abbadie's Afhandling om Kristentroens Sandhed, en herlig Bog, som med Styrke forsvarer den guddommelige Aabenbaring og nedkæmper 175 Vantroen. Ogsaa Grotius, Huetius og andre der energisk kæmpede for Kristendommens Sandhed lyste mig ind paa den rette Vej. Der stod flere Tvivlsspørgsmaal tilbage -de var opstaaet ved mine Studier i Astronomien, som interesserer mig meget. Det forekom mig at Descartes' Hvirvelteorier og hans Lære om flere Verdener var i Modstrid med Mosebøgernes Skabelseshistorie; men jeg blev befriet for disse Anfægtelser af nogle Forfattere der elegant fortolkede det mosaiske System og skabte Overensstemmelse mellem Nutidsfilosoffernes Teorier og Bibelens Skabelseshistorie.

✂ Hvad mine Studeringer angaar, saa finder jeg stor Trøst i Læsning, da jeg ofte er baade fysisk og psykisk syg. Ligegyldigt hvor sørgelig min Tilstand er, saa hjælper det altid at læse. Der er saa meget der gaar mig paa; og det vilde have været værre hvis jeg ikke havde søgt Tilflugt i Filosofiens Havn, hvis ikke jeg havde tyet til det eneste Middel der kunde lindre Smerten: Studeringerne. Men jeg kan ikke nøjes med at studere et enkelt Fagomraade, saa jeg forsøger mig inden for flere forskellige. Jeg læser og genlæser udvalgte Bøger indenfor alle Videnskabsgrene undtagen Medicin og Matematik, som jeg ikke forstaar noget af. Før i Tiden gik jeg helt op i Historie og Moralfilosofi, saa gik jeg over til at studere gamle Love. Derefter gav jeg mig af med at digte, men det er jeg nu holdt op med for at vende tilbage til mit gamle Fag. Jeg kunde maaske have opnaaet videnskabelig Berømmelse, hvis ikke mit vedvarende daarlige Helbred havde hindret min medfødte Kærlighed til videnskabelige Sysler i at komme til Udfoldelse. Muligvis kunde jeg ogsaa paa én eller anden Maade være blevet internationalt berømt hvis jeg ikke havde benyttet det danske Sprog, hvis Udbredelsesomraade er saa lille at det kan være svært nok at finde det i selve Danmark. Men det er mig nok at jeg paa en Maade har forsvaret mig mod at blive beskyldt for Dovenskab, det er mig nok at jeg har sikret mig mod at blive glemt, omend kun af mine egne 176 Landsmænd, at jeg har været til Nytte for Modersmaalet, og at jeg har føjet Dem i Deres Opfordring til at skrive. Jeg er endnu ikke gammel nok til at blæse Retræte; saa hvis jeg kommer til at leve længe nok til at udgive flere Værker, skal De finde mig lige saa medgørlig, ivrig og villig til at lystre Deres mindste Vink som før. For Deres Læselyst sætter Dag for Dag mere Gang i min Skrivelyst. Alene paa Grund af Dem har jeg stort Udbytte af mit Arbejde, fordi De holder af mine Bøger, og fordi De mener at det er en Ære for Danmark at vi ikke længere behøver udenlanske Bøger om Moralfilosofi. Og jeg vil ikke lade mig afskrække fra mit Forsæt fordi andre haaner mig. Det er jeg vist blevet hærdet imod, ligesom den Person hos Euripides der siger:

✂ Var mig for første Gang en Sorgens Dag oprunden,
om ej jeg havde før paa mødsomt Hav mig funden,
da sørged jeg ret som en Plag, der, nylig tæmmet,
sig føler første Gang af Baand og Tøjler hæmmet;

✂ men nu er jeg blevet immun over for Drillerier. Naar en saa stor Mand siger god for mig vil jeg ikke alene finde mig i at blive skældt ud, men ogsaa gøre mig fortjent til det ved at pukle videre. Men Skæmtedigte og de vante Skuespil vil jeg overlade til andre, som jeg i min nuværende Alder maa vige Pladsen og sænke Fanen for, da min gamle Frodighed er ved at tørre ud.

København, 31/12 1727. 177