Andet Brev til en højvelbaaren Herre
1737
✂ Selv om vi nu i hele otte Aar ikke har skrevet sammen, forstaar jeg alligevel at der i den lange Tid der er forløbet ikke er gaaet noget Skaar i vores Venskab. Det fremgaar af det Brev fra Dem jeg lige har faaet at De endnu husker mig.
✂ De beder mig indtrængende om at fortælle hvordan det er gaaet mig sidenhen, og hvilke Værker jeg har skrevet.
✂ Jeg holdt jo op med mit aarelange Satireskriveri og kastede mig igen over mine gamle Beskæftigelser. Teatret blev kort efter genaabnet, mine Venner tiggede og bad mig om at skrive nogle nye Komedier, men jeg blev ved mit. Jeg vilde ikke igen ud at sejle mellem de Revler jeg lige var sluppet fra, saa jeg nøjedes med at forbedre lidt paa de Komedier der mest trængte til det, og at forære Skuespillertruppen nogle nye som jeg havde liggende. Saa vendte jeg tilbage til et Værk som jeg havde arbejdet paa med mange Afbrydelser, en Beskrivelse af de kirkelige og politiske Forhold i Danmark og Norge. Mens jeg var i Gang med dette fremkom der imidlertid nogle anonyme Persiflager mod Det ostindiske Kompagni. Handelen paa Indien var paa Grund af de daarlige Tider gaaet saa stærkt tilbage at det saa ud til at den ikke kunde opretholdes ret længe uden Subsidier. Direktørerne overvejede hvordan man kunde komme det nødstedte Kompagni til Hjælp paa en ny og effektiv Maade. De søgte at trække Handelsfolk fra Nabolandene ind i Kompagniet. Der var imidlertid nogle der ikke gerne saa en 178 Forøgelse af de nordiske Landes Handel. De søgte at skræmme Folk fra at indskyde Penge i Kompagniet ved at erklære disse Forsøg for at være unyttige og idiotiske. Jeg blev opfordret til at imødegaa disse Bagvaskelser i et Forsvarsskrift. Men jeg havde ikke meget Forstand paa Handel, saa jeg bad længe om at blive fri for dette Arbejde. Til sidst lod jeg mig dog overtale til at udgive en latinsk Dialog, som Kompagniets Direktion snart lod oversætte til dansk og derefter til tysk.
✂ Denne Dialog blev snart efterfulgt af en anden, som var mere indgaaende, og som blev modtaget af Handelsfolkene her i Hovedstaden med saa stor Begejstring at der var flere som syntes at man burde yde Forfatteren en betydelig Sum Penge for sit Arbejde. Men da man paa Børsen forhandlede om Summens Størrelse var der nogle der fremsatte den fornuftige Opfattelse at jeg nok vilde blive allergladest for en simpel Tak, da jeg aldrig har skrevet for Penge. Og de havde ikke Uret; det var mig fuldt ud tilstrækkeligt at de i Ord gav Udtryk for deres Taknemmelighed.
✂
Men
hin sorte Dag vil jeg beskrive nu,
skønt Mindet om den fylder mig med Gru,
✂ da den største Del af denne Hovedstad sammen med de betydeligste Kirker og hele Universitetet blev lagt i Aske. Kan man tænke sig et Emne der er mere tragisk, mere poetisk og, skønt det hele er sket i Virkeligheden og endda for nylig, mere utroligt? Ilden opstod ved Sekstiden om Aftenen i den vestlige Del af Byen og bredte sig snart, først og fremmest paa Grund af stærk Blæst, men ogsaa fordi Folk blev saa lamslaaede over denne usædvanlige og uventede Ulykke at de bare stod ubevægelige og gloede paa de frygtelige Ting der skete. Her i Byen er Brandvæsenet ellers saa effektivt at det sjældent sker at et Hus brænder helt ned, selv om her hvert Aar er mange Ildebrande. Denne Ulykke kom i den Grad bag paa Folk 179 at de blev helt forbløffede og ventede at der skulde ske noget endnu værre. Kvinder skreg, Børn tudede, Mænd raabte. Der var ogsaa nogle der gjorde ondt værre ved at komme med selvopfundne Rædselsbudskaber og fortælle at der var lejede Brandstiftere paa Spil. Det var Løgn, men man troede paa det. Brandmændene var lige saa forstyrrede som alle andre. De styrtede rundt som vanvittige og blandede sig i hinandens Arbejde. Der var ingen Sprøjter, ingen Brandspande, overhovedet intet Slukningsmateriel, i den Grad havde den uforudsete Ulykke slaaet alle med Rædsel.
✂ Og Ilden rasede efter Guds Befaling. Man skulde tro det var straatækte Hytter der brændte, ikke Stenhuse, saa hurtigt styrtede baade private og offentlige Bygninger sammen med frygtelige Brag. Jo længere man var fra det Sted hvor Ilden var opstaaet, jo større Tab led man. For de hvis Huse brændte den første Nat reddede deres Penge og Indbo da deres Venner kom løbende og overgik hinanden i at tilbyde Hjælp; men efterhaanden som Tiden gik blev de der boede i de fjernereliggende Kvarterer ogsaa ængstelige for deres Ejendele, og saa kunde man ikke hjælpe hinanden mere. Da Folk saa Ilden faa nye Kræfter uden at nogen hindrede det, og at det brændte samtidig i flere Kvarterer, græd de over Byens Skæbne og forlod den i den Tro at de aldrig mere skulde faa den at se.
✂
Én vil flygte gennem Porten, én til Bølgen sig betror;
Havet er nu mere sikkert, mere trygt end Hjemmets Jord;
Hver nu flygter bort saa langt som Rædslen byder
ham at fly;
løber vildt om Kap med Ilden ud af den forladte By.
✂ Da Ilden havde raset i to fulde Dage med en saadan Vildskab at næsten hele det gamle København og en Del af det nye var lagt i Aske, var det endelig som om Københavnerne vaagnede op af deres Sløvhed. For at oprette det forsømte satte de med utrolig Energi alt ind paa at 180 redde hvad der var tilbage af den brændte By. Ingen Stand, ingen Aldersklasse, intet Køn afslog at paatage sig de haardeste Arbejdsbyrder. Kongen opfordrede alle til det og gik selv i Spidsen sammen med Kronprinsen, nu vor allernaadigste Konge, og alle de af Landets førende Mænd der var til Stede.
✂
Nu fik man virkelig at se hvad Menneskehjerner kan optænke, og hvad
talrige Hænder og forenede Kræfter kan udrette med Guds Hjælp; for
overalt hvor man tog fat blev Ilden standset. Ved den tragiske Brand
blev følgende Bygninger fortæret af Ilden: Vor Frue Kirke,
Helligaandskirken, St. Petri Kirke, Trinitatis med
Universitetsbiblioteket, Rundetaarn med den store Tychos Himmelglobus og
Instrumenter, Raadhuset, Hospitalerne, hele Universitetet med
Professorernes Embedsboliger, Kommunitetsbygningen, hvor 100 fattige
Studenter blev bespist, fire herlige Kollegier, nemlig Regensen,
Valkendorfs, Borchs og Elers' Kollegium, foruden utallige andre Huse som
der ikke er Grund til at nævne. Kun Konsistorialbygningen, hvor
Professorerne plejer at træde sammen, blev ikke rørt af Ilden, skønt saa
mange omliggende og tilstødende Bygninger brændte at man kan sige om
vores berømte Universitet:
Her hvor forhen Troja laa,
ser man
nu kun Græs og Straa.
✂ Først nu da man endelig havde faaet Bugt med Ilden, begyndte det at gaa op for Folk hvor stor Katastrofen var, og hvor alvorlige Tab de havde lidt.
✂ Folk der før havde svømmet i Penge var nu reduceret til Tiggere; de angrede for sent deres tidligere flotte Vaner og Rigdom paa overflødige Ting. De Rigdomme hvis tomme Billede svævede dem for Øjnene var nu borte. De havde kun Erindringen tilbage, og det gik som i Digtet:
✂
Nu deres Ben man ser
tilsølede af Ler,
✂ som for nylig havde siddet højt og flot i deres Vogne mens Folk paa Gaden gik til Side for dem; man saa Folk tigge som tidligere havde givet Almisse. Jeg kan prale af at jeg under disse omskiftelige Forhold holdt Hovedet koldt. Jeg har lige siden min Barndom været vant til at leve yderst nøjsomt, saa jeg tager det ganske roligt hvis Skæbnen viser mig et lidt bistert Ansigt-i Modsætning til
✂
dem for hvem al Livets Glæde
kun bestaar i ét: at æde.
✂ At jeg havde mistet mine Penge pinte mig ikke saa meget som det at jeg havde mistet min Bolig; nu blev jeg skilt fra mine gamle Værtsfolk og havde ikke mere mit gamle Studereværelse, hvor jeg i en saa lang Del af min Tilværelse havde siddet og hygget mig i Fred og Ro med mit Skrivetøj og mine Bøger. Det gjorde mig altsaa mere ondt at jeg havde mistet min Bolig end at jeg havde mistet mit Indbo, for der er intet jeg holder mere af end Stilhed og Ro, og intet der gavner mit Sind mere end en regelmæssig Livsførelse. Alt var gaaet efter en Snor; Hvile og Arbejde, Søvn og Vaagen, Alvor og Spøg, Smaating og store Ting plejede at komme i en bestemt Rækkefølge og ligesom i en Cirkel. Jeg tilbragte nu flere Dage med at rende om i de bevarede Dele af Byen og lede efter et ordentligt Sted at bo. Da jeg endelig havde fundet ét bragte jeg Orden i Rodet og Forvirringen og vendte lidt efter lidt tilbage til min gamle Tilværelse.
✂ Københavns Brand er én af de mest kendte og skelsættende Ulykker i Historien. Vores Hovedstad staar nok størrelsesmæssigt tilbage for mange andre Byer, men der er ikke mange der overgaar den i Betydelighed. Den er Centrum for alt hvad der pryder og styrker Danmark og Norge. Ved den Lejlighed viste den daværende Konge for Alvor sine straalende Egenskaber, og hans Mildhed kom rigtig for Dagen i den altomfattende Ulykke. Det vil blive husket gennem Aarhundreder hvor ihærdigt han under disse vanskelige Forhold fremskaffede Levnedsmidler, 182 hvor gavmildt han understøttede dels hele Befolkningen, dels Enkeltpersoner, hvor energisk han tog fat og kæmpede mod Skæbnen - det var som om Katastrofen var sket i vor Tid for at give Kongens Ædelmod bedre Lejlighed til at udfolde sig.
✂ I hele tre Uger fra Brandens Begyndelse gik der knap nok en Dag hvor der ikke var Fare paa Færde. Det hændte tit at Folk der kom rendende for at redde ét Hus fik at vide at der var et andet der stod i lys Lue. Derfor opstod der nye Mistanker, nye Spaadomme, nye Rygter, og Folk holdt sig vaagne i frygtelige, angstfulde Nætter. Nogle var helt lamslaaede over det ufattelige der var sket og spaaede med nedslagne Øjne at hele Byen vilde gaa under. Andre bruste op i Vrede og krævede Straf over Mordbrænderne. Men det hele kom ikke bag paa mig. Erfaringen havde vist mig at én Ulykke sjældent kommer alene, og at den ene Storbrand plejer at følge efter den anden. Jeg husker at det er sket to Gange i Bergen i Norge, Bergenserne har tit været ude for den Slags Ulykker, og hver Gang der har været en Storbrand forbereder de sig paa den næste.
✂ Da Katastrofen omsider var ved at være overstaaet begyndte man at tænke paa Byens Genopbygning. Nu viste det sig rigtigt i hvor høj Grad vores Hovedstad er plaget med Projektmagere. For hvert Hoved var der en Plan, for hver Haand var der en Arkitekt, og hvert Hus var en Raadstue. Det var som om hele Byen var blevet til ét eneste Collegium Politicum, saa mange Politikusser groede der op af den brændte Bys Aske. Der var ikke den Sømand der ikke kendte til mere end Vindretninger, ikke den Skomager der ikke kendte til mere end sin Læst. Især diskuterede man Prioriteterne, som næsten hvert Hus var behæftet med. Nogle mente at de gamle Gældsbreve skulde udbetales, andre at de skulde bevares. Andre igen foretrak en Mellemting mellem begge Dele. Jeg skal ikke komme ind paa de øvrige Sager der satte Sindene lige saa meget i Bevægelse.
183✂ I denne Syndflod af gode Raad vilde jeg ikke sidde hen som den eneste uden at give mit Besyv med, saa jeg skrev nogle Afhandlinger hvori jeg indgaaende undersøgte de mest omdiskuterede Problemer. Jeg har senere hørt at Kongen gennemlæste dem flere Gange; det glædede mig at en saa stor Fyrste beærede dem med sin Interesse.
✂ Da det endelig var forbi med alt dette Røre, som var opstaaet som en naturlig Følge af den store Forandring i Tingenes Tilstand, kastede jeg mig igen over Studeringerne. Den følgende Vinter lagde jeg sidste Haand paa det Arbejde som jeg saa længe havde haft i Tankerne. Det udkom endelig i 1729 under Titlen Danmarks og Norges Beskrivelse, og fyldte 744 Kvartsider. Dette Værk udkom tre Gange i Løbet af to Aar, to Gange paa dansk og én Gang paa tysk. Dette motiverede mig til at tage fat paa noget større, og jeg gik i Lag med at skrive det danske Folks Historie fra Rigets Grundlæggelse til vore Dage, en haabløs Opgave som ingen andre til Dato har turdet røre ved. Alle der har villet gøre Fædrelandet denne Tjeneste har maattet give op over for Vanskelighederne. Men det har altid moret mig at navigere i vanskelige Farvande og mase mig igennem Torne, saa Opgavens Vanskelighed stimulerede mig til at prøve om jeg havde Kræfter nok til saa haardt et Job.
✂ Hele Værket er i tre Bind. Det første indeholder vort Folks Historie fra Rigets Grundlæggelse til Christian den Anden. Det udkom 1732 og er paa 856 Kvartsider. I denne første Del gennemgik jeg omhyggeligt de Kilder som den berømte Huitfeldt har benyttet til sin Danmarkshistorie, og ved deres Hjælp rettede jeg en hel Del Fejl og udfyldte Huller hist og her. De haandskrevne og trykte Bøger og de Diplomer som især har været mine Kilder har jeg nævnt i Fortalen. De Forfattere hvis Navne Bogens Marginer er broderet med, og som for det meste er samtidig med Begivenhederne, viser hvor stort et Materiale jeg har behøvet for at udfærdige denne Bog. Det følgende Aar udkom andet Bind paa 922 Sider. Christian den 184 Fjerdes Historie udgør næsten Halvdelen af dette. Det meste er skrevet paa Grundlag af især egenhændige Haandskrifter, først og fremmest Breve som denne store Konge har skrevet med egen Haand - det er dette Værks store Fortrin. Det tredje Bind indeholder kun Frederik den Tredjes Historie, som fylder 702 Sider, foruden en Fortale om Nordens Historikere og Registre til alle tre Bind. Det udkom endelig i 1735. Ogsaa dette Bind er for Størstedelens Vedkommende baseret paa Diplomer, Breve og andre haandskrevne Kilder; saa jeg kan sige at jeg har udgivet en ny og hidtil ukendt Skildring af vort Folks Historie.
✂ Før jeg gik i Gang med dette krævende Arbejde kunde jeg se at jeg vilde faa Brug for et vældigt Haandskriftmateriale, saa jeg blev nødt til at støve rundt i alle Rigets Afkroge for at undersøge historiske Kilder. Alle der hørte om mine Planer viste mig den største Velvilje og laante mig hvad de havde af Haandskrifter.
✂ Mens jeg var i Gang med dette historiske Arbejde udkom der en ny Udgave af Komedierne, baade de trykte og de hidtil utrykte. Denne splinternye Udgave omfatter femogtyve Komedier og er i fem Bind. Titlerne paa de sidste, hidtil uopførte, er følgende: 1) Erasmus Montanus eller Rasmus Berg, 2) De Usynlige, 3) Den honnette Ambition, der gør Nar af dem der under Paaskud af honnet Ambition gaar paa Jagt efter fine, men indholdsløse Titler, 4) Det lykkelige Skibbrud, og 5) Panisk Rædsel [dvs. Hekseri eller Blind Alarm]. Jeg vil ikke give Handlingsreferat af disse Komedier; men de er alle filosofiske og belærende, selv om de fleste af Titlerne tilsyneladende ikke lover andet end Pjank.
✂ I det forrige Brev omtalte jeg et lille Arbejde med Titlen Introduktion til Natur- og Folkeretten. Jeg fortalte hvilken Skæbne det havde haft. Men dette Værk, som i Begyndelsen var blevet saa køligt modtaget, fandt et Par Aar senere saa mange interesserede Købere at Eksemplarerne af Førsteudgaven blev revet bort. Det er senere 185 blevet genoptrykt to Gange. Den tredje og sidste Udgave kom 1734. Den er meget fyldigere end de tidligere; derfor gav jeg den ny Titel og kaldte den Naturens og Folkerettens Kundskab i Stedet for Introduktion. Denne sidste Udgave er forsynet med et Register, hvad de to tidligere ikke var.
✂ Det fremgaar af denne Levnedsskildring at jeg ikke har drevet den af. Men selv om De og andre der sætter Pris paa mig synes jeg er nok saa flittig, har jeg dog svært ved at forsvare mig mod at faa Ry for Dovenskab hos dem der anlægger en anden Maalestok paa Studeringer, og som synes at Tale- og Disputereøvelser er det eneste saliggørende. Da Dialektikken jo ved visse Universiteter sidder i Højsædet kan man nemt regne ud at mit Arbejde og mit Slid ikke bliver regnet for ret meget af de Boksere der kun vinder deres Trofæer ved at slaa andre ud. Jeg er enig med andre Videnskabsmænd om at Videnskaben skal fremmes; men jeg er ofte uenig med dem om paa hvilken Maade og ved hvilke Midler det skal ske. De Midler som mange af dem saa varmt anbefaler kan efter min Mening kun kvæle al Videnskabelighed.
✂ Men De spørger mig i Deres seneste Brev hvordan det gaar mig, og hvad jeg laver for Øjeblikket. Det maa jeg ogsaa fortælle Dem om. Jeg lever paa min gamle Maade; og selv om mine økonomiske Forhold er saa meget forbedrede at jeg nok kunde leve flottere end før, gaar jeg ikke bort fra min sædvanlige Levevis. Hvis De efter alle disse mange Aar skulde komme paa Besøg hos mig, vilde De ikke finde at der var noget forandret eller usædvanligt ved mig, bortset fra at jeg ser mere ældet ud og har flere Rynker i Panden. Jeg er nemlig den samme som jeg var for tyve Aar siden. De vilde se mig liste om i Byen til Fods og uden en Lakaj i Hælene, oversprøjtet af Skidt fra de Vogne som fine Herrer kører rundt i - Herrer som tidligere var mine Ligemænd, men nu for de flestes Vedkommende er Højvelbaarne og Excellencer. For denne forfængelige Titeljagt, som De angreb saa stærkt da De 186 boede her i Byen, er nu taget til i en saadan Grad at det er nemmere at finde en Excellence end et Menneske. Men jeg forlader dette Emne og vender tilbage til mig selv. Nogle Mennesker kalder mig nærig og gerrig fordi jeg lever paa en saa beskeden Fod. For at forsvare mig mod denne Bebrejdelse giver jeg hvert Aar lige saa meget til de fattige som det koster at holde en Drønnert af en Lakaj, der ikke bestiller andet end at udspionere sin Herre. Jeg bor flot, gaar i pænt Tøj og køber tit Bøger; og for at fjerne enhver Mistanke har jeg besluttet at testamentere alle mine Midler til det offentlige. Jeg har for længst udarbejdet et Udkast til Fundatsen og vist det til dem jeg plejer at raadføre mig med; og de venter sig at der nok skal komme noget nyttigt ud af det.
✂ Jeg studerer endnu, saa vidt mine svage Kræfter tillader det; jeg skriver, læser og tænker saa meget det kan lade sig gøre i en By hvor der er saa meget der kan distrahere; og i al denne Staahej lever jeg - hvad De nok vil undre Dem over - en ren Eremittilværelse. Hver Eftermiddag gaar jeg en Tur paa to-tre Timer for Motionens Skyld, eller gaar paa Besøg hos mine Venner. Resten af Tiden deler jeg mellem Studier og Musik, mine eneste Fornøjelser.
✂ Jeg har for nylig udgivet nogle Lærebøger i Historie og Geografi for Ungdommen. De bruges baade i Skolerne i Danmark og Norge og af de yngre studerende ved Universitetet. Hvis man lægger dem til mine øvrige Værker kommer der en helt pæn Bogliste ud af det.
187