Epistola 447
Til * *
✂
Min Herre skriver, at gode Venner ønske, at see en Fortsættelse af mit
Liv og Levnets Historie, og at have en Liste paa de Skrifter, som siden
den 3die Latinske Epistels Publication ere komne for Lyset; Der kand
intet stort siges hverken om det eene eller det andet, hvor udover jeg
intet videre haver villet føre i Pennen: Dog, efterdi min Herre udi sin
sidste Skrivelse for sin egen Fornøyelse saadant forlanger, vil jeg udi
dette Giensvar meddeele ham en kort Beretning, saavel om Skrifternes,
som Skribentens videre Skiebne. Hvad min Person angaaer, da seer min
Herre af mit Arbeyds Fortsættelse, at jeg ved min Stands Forandring ikke
haver forladt mine sædvanlige Occupationer, men tvert imod, at jeg som
Proprietarius og Baron har cultiveret Studeringer fast med større Iver
end som Professor, og at jeg efter andres Exempel ikke har betient mig
af Fri-Herres Titel for at være ørkesløs. Men, ligesom mine beste
Gierninger ofte blive mest censurerede, saa findes de, som holde saadant
for ingen Merite, sigende, at mit Arbeyde sigter kun til at forøge mine
Midler, helst saasom de bilde sig ind, at ved hvert Skrift nedregner
Penge udi Hobetal. Jeg nægter ikke, at jeg ved mine Skrifter jo noget
haver vundet; men det er ikke nær saa meget, som Folk forestiller sig.
Gevinstene har aldeles ikke svaret til Arbeydet, thi en Procurator kand
ved en eeneste Sag, og en Doctor ved en eeneste Feber vinde meere end
jeg ved nogle Aars Skriverie; Og kand derpaa tiene til Beviis de store
u-soldte Oplage, 312
som jeg
endnu haver paa Halsen. Ja jeg tør sige, at en eeneste liden Bog kaldet
den Bedende Kiæde og Mullers Postill have givet flere Renter end alle
mine Skrifter. Ellers er herved at mærke, at udi disse sidste Aar
Debiten paa Danske Bøger saaledes er aftagen, at mand fast ikke uden
Skade kand oplægge en Bog meere, Aarsagen er, den u-hørlige Mængde af
Danske Skrifter, som nu komme for Lyset. Og, saasom Almuen ikke skiønner
mellem gode og slætte Skrifter, og de fleste Stands Personer læse heller
Pølse-Snak paa Fransk end de grundigste Skrifter paa deres Moders Maal,
saa er det ingen Under, at de beste Danske Skrifter blive liggende
u-soldte. Dette vises tydeligen af Erfarenhed, og derhos gives
tilkiende, at jeg udi gandske anden Henseende end som mange indbilde sig
bliver ved at føre Pennen. Hiulet, som alleene driver mig, er alleene
mine Venners Opmuntringer, endeel ogsaa den Agt, som mine Skrifter have
erhværvet sig udenlands, og hvoraf vore Boghandlere alleene ved
Oversættelser profitere. Og, lad være, at Sigtet ved mit Arbeyde har
været at erhværve Midler, saa bør saadant heller lægges mig til Roes end
til Last, da mand seer, at de erhvervede Midler anvendes til Publici
Brug og Nytte; og at jeg heller kand ansees som en Regnskabs Mand eller
Casserer for Publico end som en Ejer af min egen Formue. At mine Midler
for 16 Aar siden have været beskikkede til Publici Nytte, kand de med
mig vidne, som have underskrevet mit første Testament: Det samme sigtede
til et lærd Societets Stiftelse, i sær for det Danske Sprog. Ved saadant
Forsæt fremturede jeg udi nogle Aar, indtil jeg merkede, at adskillige
saadanne Stiftelser skeede, og at Danske Skrifter begyndte at nedregne
udi saadan Mængde, at der for vore Skribentere behøvedes heller Capson
end Sporer. Jeg lod mig deraf bevæge, til at cassere min første
Disposition, og formere en staaende Capital, hvis Renter skulde anvendes
til fattige Jomfruers Udstyr. Efter at dette nye Testament var
forfærdiget af mig selv, samt af nogle gode Venner undertegnet; gav jeg
underhaanden en og anden saadant 313
tilkiende; Men, saasom alt hvad Nyt og
usædvanligt er, belees, saa merkede jeg, at de fleste ingen Smag derudi
havde: Ja der fandtes de, hvilke ansaae saadan Stiftelse, som en
Auction, hvorved fattige Jomfruer skulde bydes tilfals. Denne
Koldsindighed foraarsagede, at jeg ogsaa begyndte at vakle i mit sidste
Forsæt. Just da jeg svævede i denne Tvilraadighed, blev det Ridderlige
Soröiske Academie stiftet. Nogle af mine gode Venner, som af mine
Skrifter havde seet, hvor inderligen jeg havde ønsket, at see saadant
Academies Stiftelse og de Motiver, hvorpaa jeg saadant Ynske havde
grundet, meenede, at jeg intet bedre kunde giøre end ved mine Midlers
Donation et saadant Verk at understøtte og bestyrke. Jeg bifaldt uden
megen Betænkning strax saadant Forslag, thi det var som man siger
Calcaria sponte currenti addere, helst saasom mit Jordegods udi Faveur
af det nye Academie blev privilegered og til et Friherskab erigeret.
Denne min Donation blev anseet med meer og mindre gode Øjen, ligesom
dette Academies Stiftelse var meer og mindre yndet: Thi, skiønt et
Ridderlig Academies Stiftelse i henseende til de vigtige Aarsager, som
jeg udi mine andre Skrifter tilkiendegiver, burde være alle behagelig,
saa fandt den dog hos alle ikke lige Bifald. Nogle meenede, at et
saadant Academie var ufornødent: Andre tvivlede om dets Fremgang; andre
meenede, at det var for nær ved det Kiøbenhavnske Universitet, andre
fældede andre Critiqver derover; Men den paafuldte Succes tilveyebragte
først en Taushed, siden en almindelig Approbation. Man begyndte derfor
efterhaanden ogsaa at dømme lidt mildere om denne min giorde Donation
til Academiets Bestyrkelse. Dog fandtes der mange som dømte derudi ingen
Merite at være, saasom Donationen ikke skulde fuldbyrdes før end efter
min Død: Og var det som fornemmelig bevægede mig til deels at exeqvere
Legatum udi levende Live paa den Maade, som jeg har anført udi en af
mine andre Epistler, hvorudi jeg taler ogsaa om andre BiAarsager til
saadan Resolution, og viser hvilke Critiqver 314
derover bleve fældede. Siden den Tiid
informerer dog ingen sig saa nøye efter min Helbred, som tilforn, og
spørger om hvor snart jeg agter at døe, saasom man strax haver udi
Hænderne, det meste som man tilforn ikkun havde i vente. Ellers er min
Helbred bedre end som jeg har kundet vente efter saa mange udstandne
Svagheder, og udi den Alder, hvilken er et Aar større, end som tilforn
saavel af fremmede Skribentere som og af mig selv har været antegnet;
Thi jeg er fød udi det Aar 1684. Det er Kulde, hvilket foraarsager, at
jeg den største Deel af Vinteren maa holde mig inde. En anden
Incommoditet, som jeg paa nogen Tid har fundet, og som jeg regner blant
Alderdommens Frugter er detentio urinæ, som foraarsager, at jeg ikke
kand være udi nogen Forsamling, eller paa noget Sted uden hvor jeg strax
kand komme ud igien. Dette sidste er en Aarsag, hvorfor jeg har nogen
Tid holdet mig fra høytidelige Forsamlinger, skiønt adskillige have
tilskrevet saadant enten til Ladhed, til Forsømmelse eller andre
Aarsager. Adskillige andre Ting, som hos mig criticeres, reyse sig
alleene af mit Legems Constitution og Delicatesse, saa det er ikke
Villien, men Legemet, som giør mig til non conformist. Dette har jeg
holdet fornøden at antegne saavel til min egen Forsvar, som til andres,
som ere udi samme Situation, og for at til intet giøre vrange og
ugrundede Domme, som ofte af Uvidenhed fældes over Folk, hos hvilke
ingen Brøde er, og hvilke heller bør ynkes end fortales. Fra den Tid,
jeg er bleven Baroniseret, og ophøyet til Herre-Standen, kand regnes en
ny Epocha udi mit Liv og Levnet; skiønt intet udi min forrige og
sædvanlige Levemaade er forandret. Dette er dog merkeligt, at mine
Gierninger og Skrifter have siden den Tid i Almindelighed ikke bifaldet
saa meget, som tilforn: Om saadant reyser sig deraf, at der forlanges
meer Capacité og Skrive-Konst af en Baron end af en Professor, eller om
det er en Virkning af Avind skal jeg ey forvist kunde sige. Det er
allene vist, at mine Gierninger og Skrifter meere ere blevne examinerede
end tilforne; Hvad som var 315
hvidt er bleven sort, og hvad som var ræt er bleven knortet. Mine Bøger
tabte strax meget af sin sædvanlige Debit, og mine Skuespill, som
tilforn vare forestillede med stor Succes, begyndte hos nogle, at blive
meer og meer afsmagende. Jeg drister mig ikke, at tilskrive saadant
Misundelse over min Stands Forandring, thi saasom jeg fast er den ældste
Embedsmand, som nu er i Tieneste, og dette er det eeneste og første
Trappe-Trin, som jeg efter henved 40 Aars Tieneste har giort, da de
fleste af mine Medborgere, have udi den Tid faaet saa mange nye
Skikkelser, at de fast ere blevne u-kiendelige, jeg desforuden er af en
god Familie, har i mange Aar distingveret mig ved mit Arbeyde, saavel
uden som indenlands, og endelig givet til Publici Nytte, alt hvad jeg i
saa lang Tid ved Arbeyde har erhvervet, saa kand jeg ikke henføre saadan
Koldsindighed til Jalousie; men heller til andre mig ubekiendte
Aarsager. Saadant har dog ikke kundet bevæge mig til at forlade mine
forrige Occupationer, alleeneste, at jeg sætter mine Ord og Skrifter
meere paa Skruer end tilforn, saasom jeg har mærket, at de paa en Tid
have været nøyere examinerede. Ingen kand fortænke mig, om jeg herefter
slaar mig til Rolighed, og overlader deslige Occupationer til andre, som
have meere Kræfter dertil, og burde jeg saadant at have giort længe
tilforn; thi jeg har aldrig haft meere at bestille end i min høye Alder.
Jeg har fremturet i at skrive Bøger, og været occuperet med
Universitetets Oeconomie og et stort Landgods Administration, hvoraf
enhver fører ikke alleene Arbeyde, men ogsaa Bekymring med sig:
Frugterne deraf have været tvende Processer, som ikke lidet have
foruroliget mig, helst som jeg i all min øvrige Tid haver derfor været
befried. Den sidste var mod en af mine Fogder, hvilken jeg for Exempels
skyld og for min egen saavelsom andre Proprietairers Sikkerhed var
tvungen til at actionere, helst saasom jeg mærkede, den slette Virkning
som min Lemfældighed mod de forrige Fogder havde foraarsaget: Enhver bør
vel tage sig vare for Processer, men man bør dog derhos see til at Folk
ey 316 kommer i de Tanker, at
man haver en u-overvindelig Afskye derfor, thi derved giver man sig til
Priis, og aldrig kand vente, at faae nogen tro Tiener eller Fuldmægtig.
✂ Universitetets Oeconomie bliver meer og meer vanskelig, og det i henseende til de publiqve Penges Udsættelse, thi Conjuncturerne ere udi disse sidste Tider hos os saa forandrede, at, da man tilforn kunde tiene Folk med Penge-Laan, maae man nu lede efter de Laanende. Adskillige Aarsager gives hertil. Nogle ansee det som Beviis paa Landets Velstand, hvilket jeg vel ikke vil modsige, thi man kand ikke nægte, at ved vore Fabriquers Stiftelser jo store Penge-Summer forblive udi Landet, som tilforn udførtes; Men Hoved-Aarsagen er de mange Cassers Fundation, saasom de publiqve Penge, som forhen laantes paa Jordegods og Gaarde udi Kiøbenhavn nu indløbe udi saadanne Casser. Hertil kan lægges, at strax efter den store Ildebrand begikkes den Feil, at Stadens Borgere ikke rettede Huusene efter Indbyggernes Proportion; Thi endskiønt Staden nu haver ey fleere Huuse, end den havde for Branden, saa haver den dog engang saa mange Kiøkkener og Værelser; og, saasom de samme ikke med Beboere kand besættes, saa kand ikke meere svares Renterne for de paa Gaardene laante Capitaler, hvilket sees af de mange Auctioner, som aarligen skee paa saadanne Huuse, hvilke Creditorerne maae lade sig tilslaae. Men ligesom Stadens Huuse og Gaarde ved saadanne Conjuncturer eller Forandringer tabe deres Priis (a) saa forøges den derimod paa Landgodset, thi u-anseet den langvarige Qvægsyge, som syntes at ville bringe Herre-Gaarde og Bønder-Gods udi ingen Værd, mærker man dog, at de aldrig haver været udi større Priis. Aarsagen dertil er, efterdi de som have Capitaler af reede Penge drister sig ikke meere, at sætte dem udi Kiøbenhavns Huuse formedelst de mærkelige Forliiser de derved have haft, og derfor kappes om at kiøbe sig Landgods; Sees heraf, hvi * 317 mod ald Formodning Jorde-Gods uanseet det store Nederlag, som er skeet paa Hornqvæget, hvorved Indkomsterne formindskes, ere komne udi Priis, og at Kiøbenhavns Huuse og Gaarde, u-anseet de ere bleven assecurerede, og derfor kunde holdes for at være langt sikrere Pandter end tilforn, have tabt fast den 3die Deel af sit Værdie, og at man nødes til at sætte dem herefter udi Handel og Fabriquer, med mindre man vil have, at de skal staae frugtesløse: Saasom derfor Universitetets Qvæstura bliver meere og meere vanskelig, og jeg tager til i Alder, maa jeg overdrage det til andre, som dertil kand være beqvemmere, og som med meere Activitet saadant Embede kand forestaae.
✂ Hvad mine Studeringer angaaer, da anvender jeg endnu ligesaa mange Timer om Dagen paa Læsning som udi min Ungdom. Men enddog jeg læser ligemeget, lærer jeg dog ikke ligemeget, endeel, efterdi Ihukommelsen slaar feil, endeel og, efterdi de nye Skrifter, som komme for Lyset indeholde fast intet andet, uden Opkaagning af det jeg forhen har læst: Og, saasom jeg glemmer det jeg selv har skrevet, saa giennemlæser jeg ofte paa nye mine egne Skrifter, sær Danmarks Historie, samt den Jødiske og min Kirke-Historie. Jeg anvender en Time om Dagen paa at læse Græske Autores in Originali, og haver jeg nu endeligen bragt det saavidt, at jeg fast med samme Facilitet kand læse en Græsk Historie som en Latinsk. Jeg haver ogsaa paa nogen Tid lagt Vind paa det Islandske eller gamle Nordiske Sprog, saa at jeg nogenledes forstaaer Snorre Sturleson, undtagen de Vers, som deri findes; Thi det er at mærke ved det Islandske Sprog, at Poësien derudi differerer saa meget fra løs Stiil, at det synes at være et gandske andet Sprog: Man finder vel udi alle andre saavel gamle som nye Sprog, at Poësien er vanskeligere, men ikke udi den Grad, som det gamle Nordiske. En lærd Islænder, som jeg derudi har raadført mig med, har sagt, at hvad som giorde den Islandske Poésie saa u-kiendelig bestaaer derudi, at Poeterne betiene sig af gamle 318 antiqverede Ord, som ikke ere meere brugelige udi daglig Tale og løs Stiil.
✂ Saasom vore Skue-Spill efter 20 Aars forløb ere igien blevne fornyede, saa har jeg i Begyndelsen haft at bestille med deres Istand-sættelse, men strax derpaa overladt Directionen til andre. Man holdt det vanskeligt, at faae beqvemme Acteurs og Actricer, helst saadanne, som vi havde for 20 Aar siden, da her fandtes adskillige Franske Personer, der vare vante til Comoedier, og som vare opdragne udi det Danske Sprog, da vi og iligemaade havde en gammel anseelig Fransk Acteur, der i Grund havde udstuderet Theatret, og som var i Stand til at danne gode Acteurs. Dette u-anseet er denne nye Skue-Plads bleven forsyned med ligesaa gode Acteurs, som den forrige, og dømme adskillige, som have seet dem begge, den sidste at være bedre.
✂
Dette er alt hvad jeg har kundet antegne om min egen Person udi disse
sidste Aaringer: Min Herre seer, at det er saa mavert, at det ikke
fortiener, at føres i Pennen. Thi jeg haver stedse siden opholdt mig
enten udi Staden eller paa mit Landgods; Da tilforn Nysgierrighed, at
besee fremmede Steder har giort mig til et Perpetuum mobile. Saadan
Nysgierrighed er ved Alderen forsvunden i saadan Grad, at om
Constantinopel laae udi næste Province Fyen, tog jeg udi Betænkning, at
reyse over Beltet at besee samme Stad. Rester derfore alleene, at give
en Fortegnelse over mine Skrifter som siden den sidste Latinske Epistels
Publication ere komne for Lyset. Det sidste Skrift, hvorom jeg i min
Latinske Epistel har meldet, var den Jødiske Historie. Kort derefter
nemlig udi det Aar 1745. udkom min Heltinde-Historie 2 Tom. Octav. Til
dette Skrift opmuntrede mig den Behag, som Publicum havde fundet udi
Helte-Historien. Den sidste er i alting indretted efter den førstes
Plan, thi for hver sammenparret Historie er en Forberedelse, som
indeholder et Morale, som passer sig paa efterfølgende Heltinders
Bedrifter, hvorpaa følger Sammenligningen. Det eene saavelsom det 319
andet Skrift blev strax
oversat paa Tydsk. Aaret tilforn nemlig 1744. komme for Lyset mine
Moralske Tanker. Dette Skrift, saasom jeg udi mine Moralske Betænkninger
gemeenligen gaar udaf den alfare Vey, foraarsagede fast ligesaa mange
Bevægelser, som den Underjordiske Reyse. Intet af mine Skrifter har haft
større Afgang, skiønt ikke saa meget til min Fordeel, som til andres,
der have besørget nye Editioner og Oversættelser deraf. Den første
Oversættelse paa Tydsk blev giort udi galop, saasom een Boghandler
iilede dermed for at forekomme den anden. Men, u-anseet de Feil, som
fandtes udi samme første Version blev dog Oplaget udi en Hast soldt. Den
anden Oversættelse ved Hr. Profess. Reichard er u-forligneligen bedre,
hvorover man mærkede, at det første Oplag ingen Afbrek giorde udi det
sidstes Debit. Skriftet blev siden oversat paa Fransk af Mr. Parthenai,
at det samme ikke havde den Afgang, som de Tydske Oversættelser reysede
sig deraf, at Oplaget blev for stort, nemlig af 3500 Exemplarier,
hvilket foraarsagede, at det tabte sin Friis, thi man kand ikke
tilskrive dette andre Aarsager, saasom Oversætteren har distingueret sig
ved mange Franske Skrifter, og allevegne er bekiendt for en habil
Skribent. Jeg for min Part kand ikke dømme anderledes derom, skiønt de,
der forstaar begge Sprog holde for, at Originalen er alt for presse
fuldt, og at Versionen havde blevet bedre, hvis Oversætteren havde
tiltaget sig meere Frihed og ikke havde bundet sig til en saadan literal
Oversættelse, hvilken udi sindrige Skrifter er u-fornøden, thi hvad som
er Ziirlighed udi et Sprog er ofte Vanheld udi et andet, og hvad udi det
eene berømmes som en naturlig og angenem Simplicité, heeder i det andet
Korthed og Maverhed, hvor udover man holder for at Oversættere af
sindrige Skrifter maa have samme Talent, som findes hos dem der forfatte
Originaler. Samme Critique er ogsaa falden over de af mine
Comoedier, som paa Fransk ere oversatte, iligemaade over nogle
af mine andre Skrifter, som paa Tydsk ere oversatte, i sær over min 320
Metamorphosis. Derom haver
jeg forhen talet udi nogle af mine Danske Epistler, og ellers tilstaaer
jeg, at det er vanskeligt at faae Danske Skrifter vel oversatte paa
andre Sprog, efterdi der findes kun gandske faa Fremmede som have naaet
nogen Fuldkommenhed i det Danske. Udi det Aar 1746. kom for Lyset min
Oversættelse af den Grædske Auctor Herodiano med en vidtløftig
Forberedelse. Saasom jeg udi samme Forberedelse har stræbet at udfinde
en særdeles Aarsag til Roms u-maadelige Fremvext, og viiset, at de
forhen af andre Skribentere anførte Gisninger ikke ere tilstrækkelige,
have skiønsomme Censores derudi fundet særdeles Behag, og regnet Værket
at være et af dem, som best er udarbeydet. Denne Forberedelse blev strax
oversat paa Tydsk af Hr. Cancellie-Assessor og Syndico udi Lybeck Georg
August Detharding, hvilken har verteret adskillige af mine andre
Skrifter, og det med den Flid, at hans Arbeyde overalt har vundet
Bifald; Men hvad Herodiani Historie i sig selv angaaer, da er der udi
min Danske Oversættelse ikke fuldt, hvor udi jeg presse har efterfuldt
den Græske Original, og udi Bredden overalt citeret de Vanskeligste
Stykker af den Græske Text. Dette har jeg fundet fornøden at antegne i
henseende til den Critique, som en vis Journalist har feldet, for at
viise, at samme Critique er den Danske Oversættelse u-vedkommende. Udi
det Aar 1748. bleve trykte de tvende første Tomer af mine Danske
Epistler over adskillige Materier, og Aaret derefter mine Latinske
Epigrammata udi 7 Bøger, Item en nye Edition af Dannemarks og Norges
Beskrivelse under den Titel af Danmarks og Norges nu værende Staat.
Derudi er adskilligt forandret efter disse sidste nærværende Tiders
Tilstand. Udi det Aar 1750. blev publiceret en Fortsættelse af de Danske
Epistler, iligemaade udi 2 Tomer, saa at af samme Epistler ere 4 Tomer,
hvilke indeholde befattende udi alt 446 Breve. Jeg kand her ikke
forbigaae, at melde noget om den Tydske Oversættelse af Ped. Paars. At
samme Oversættelse stikker ikke saa meget i Øynene, som den Danske
Original, 321
er ingen Under,
thi deslige Skrifter tabe all deres Dyd udi fremmed Klædning. Det vilde
gaae ligesaa til med den Engelske Hudibras og andre Skrifter af samme
Natur, hvilke derudover ikke blive oversatte. Jeg laster ikke
Oversætterens Arbeyde. Jeg er ey heller beqvem nok til at dømme om det
Tydske Sprog. Jeg vil kun alleene sige, at deslige comiske Poemata ingen
Anseelse have uden i hiemgiorde Klæder, hvorudover jeg stedse haver
raadet fra dette Skrifts Oversættelse. De Domme, som ere feldede i
udenlandske Journaler over mit Arbeyde ere saadanne som jeg i
Almindelighed bør være fornøyed med, jeg siger i Almindelighed, saasom
mine Skrifter aldeeles ikke have været skudfrie. Jeg har forhen udi mine
Latinske Epistler viset de adskillige Critiquer, som derover ere giorte,
og tilligemed tilkiendegivet, hvi jeg ingen har besvaret. Af alle mine
Skrifter har min Rigs Historie dog været mindst anfægtet. Alle have
dømt, at jeg derudi har nøye efterkommet en Historie-Skriveres Pligt,
saavel i henseende til Stiilen som til Materien. De have fundet Stiilen
tydelig og levende, og udi Materien de mest magtpaaliggende Ting
omstændeligen udførte; hvad Upartiskhed angaaer da har man holdet for at
den er saa meget i Agt taget, som mueligt skee kand med Historiske
Skrifter der staae under Revision. Ingen Historie er ey heller meere
forsynet med Citationer, saavel af troværdige Bøger, som tilforladelige
Manuscripter, hvorudover man har maat forundre sig over en ubekiendt
Svensk Auctor, der har afmalet Skriftet som en Poetisk Digt og
caracteriseret dets Auctor som en Fabelhans: Saadanne Domme kand ikke
sætte nogen i Bevægelse. Det haver ey heller foraarsaget mig mindste
Uroelighed, allerhelst saasom jeg har fornummet, at hans egne Landsmænd
der udi har fundet Mishag. Jeg lader derfore saadan Critique være
ubesvaret, og dette endeel af Respect og Taknemlighed mod den Svenske
Nation, hos hvilken mine Skrifter har fundet stor Yndest: Adskillige
meene, at samme Auctor er ikke andet end en Bogtrykker, hvilken skriver
ikke af nogen 322
Fiendtlighed,
men alleene ved slige Critiquer søger at skaffe sine trykte Bøger nogen
Debit. Jeg misunder ham ey den Fordeel, som hand derved kand have,
ønsker alleene, at hand vil fortsætte sin Handel heller paa andres end
paa min Regning. Jeg haver forhen tilkiendegivet, at jeg ikke indvikler
mig i slige Tvistigheder, men at jeg lader mine Skrifter forsvare sig
selv, allermindst hvesser jeg min Pen mod en Autor, der afmaler mig som
en Fabel-Hans, og beskylder mig for Uvidenhed i Historien, efter at jeg
udi fulde 50 Aar har dagligen excoleret det Historiske Studium og læset
Historien med critisk Øye. Hvad som ellers kand bringe en Læser paa de
Tanker, at jeg ey nøye haver i agt taget Upartiskhed udi den nyere
Danske Historie, synes at være dette: Det forrige Seculi Nordiske
Bedrifter har været forfattede fast eene af Svenske Skribenter, som af
Puffendorf og andre der har ud-copieret ham, og intet er i den Tid
kommet for Lyset af Danske Skribentere. Herudover haver saadan Taushed
været anseet, som en Tilstaaelse af de forhen publicerede Beretningers
Rigtighed, og hvad som dermed er u-overeensstemmende, bilder man sig
ind, at være ilde grundet. Alle ere eenige der udi, at Puffendorf
iblandt de sidste Tiders Nordiske HistorieSkrivere er en habil Skribent:
Men hvad Oprigtighed og Upartiskhed angaaer, da bliver hans Historiske
Skrifter samme Domme underkastede, som andres, der lade sig hverve nu i
et nu i et andet Land at skrive Historier. Men, hvorvel hans Forsæt har
været at skrive de Svenske til Behag, saa findes dog her og der
adskillige Vidnesbyrd, som tiene til den Danske Nations Forsvar. Af
slige Vidnesbyrd har jeg betient mig, og til Bestyrkelse anført hans
egne Ord. Andre Ting har jeg corrigeret efter de tvende Franske
Gesandteres Beretninger, hvis høye Principaler stode udi nær Forbund med
Sverrig. De Original-Documenter, som jeg overalt har citeret, kand ikke
være opdigtede, saasom de fleste, foruden de Manuscripter, som findes i
Archivet ere udi mange Folkes Hænder. Men med alt dette drister jeg mig
ikke at sige, at jeg til Punct og 323
Prikke har fuldt de Regler, som jeg andre
Historieskrivere har foreskrevet. Men dette tør jeg dog tage mig paa at
beviise, at ingen af vore Nordiske Skribentere have ladet see større
Upartiskhed, og faae Historier, som staae under public Censur ere
skrevne med meere Oprigtighed. Udi det Aar 1751. komme for Lyset mine
Moralske Fabler, hvoraf udi samme Aar skeede tvende Editioner foruden
den Tydske Oversættelse; Samme Fabler ere mestendeels Originaler, og ere
skrevne paa løs Stiil, hvortil jeg har givet Aarsag udi Fortalen af
samme Fabler. Jeg haver ellers udarbeydet 5 nye Comoedier, som
endnu ikke ere publicerede; deraf er den første et bekiendt Moralsk
Stykke udi 5 Acter, som fører det Navn af Plutus eller Proces imellem
Rigdom og Fattigdom; Førend denne Comoedie blev forestilled paa
den Danske Skue-Plads, lod jeg den af adskillige læse for at høre deres
Betænkning. De fleste af dem holdt den for at være et af de anseeligste
Stykker, som nogen Tid har været forestillet, men saasom det indeholder
et sterkt, alvorligt og paradox Morale, saa heller ønskede de end
haabede, at det maatte forestilles med Succes; men dømte, at det vilde
have samme Skiæbne, som Molieres Misantrope, hvilken med Admiration
læses, men med Koldsindighed af Tilskuerne sees (Laudatur et alget.) Jeg
var dog stedse af andre Tanker, og haabede, at Præsentationen skulde
ikke blive mindre behagelig end Læsningen. Mit Haab slog mig ikke heller
feil, thi intet Stykke er med meere Succes bleven spilled. Man frygtede,
at Pøbelen, som ikke finder Smag uden i Harlequinerne, skulde have
vraget en Comoedie af saadan Natur, og at den i sær vilde
mishage dem, som holde for, at intet SkueSpil kand være uden Elskov og
uden Kammer-Pigers og Tieneres Intriguer, ja som meene at et Stykke er
mod Reglerne, naar det ikke er indrettet efter de Franske
Comoedie-Skriveres Plan. Dette altsammen havde jeg for Øjene,
og dog blev ved mit Forsæt for at forsøge hvad Virkning et saadant
u-sædvanligt Skue-Spil hos Tilskuerne vilde have, og som Udfaldet har
været efter mit 324
Ønske,
meener jeg derved at have banet Vejen for andre
Comoedie-Skrivere, til at forfærdige Comoedier af
samme Natur, og at afkaste det Aag, som vore Tiders ugrundede Sædvane
Skribentere har paalagt; Jeg siger vore Tiders ugrundede Sædvane, thi de
gamle Grækere og Romere have ikke bekymret sig om saadanne. Nogle af
Plauti og de fleeste af Aristophanis Skue-Spil ere uden Elskov, og mig
synes at man burde for længe siden kiedes ved, at see Comoedier
udi samme Tone, og hvor udi stedse sees en knurvorn Fader, en forliebt
Søn, en skalkagtig Tiener, og som endes ved Giftermaal: Anledning til
denne Comoedie er tagen af Aristophanis Pluto, men man kand
sige, at derudaf fast intet er taget uden den pure Titel, og at Stykket
derfor er en oprigtig Original. Strax derpaa fuldfærdigede jeg et andet
lidet Stykke udi en Act kaldet Sganarels Reyse til det Philosophiske
Land; Argumentet er taget af Klims Underjordiske Reyse. Udi samme
Skue-Spil skiemtes med de fleste Philosophiske Secter, sær med deres
Grimacer. Den tredie Comoedie fører Titel af Huus-Spøgelse
eller Abra Cadabra. Stykket kand passere for Original, endskiønt
Materien er tagen af Plauti Mostellaria, og en Fransk Skribent har
omstøbt det udi en nye Form, under den Titel Retour imprevu, eller den
uformodentlige Hiemkomst. Det Latinske Stykke er som alle andre
Skue-Spil udført i 5 Acter, og det Franske udi een. Mit derimod befattes
udi 3 Acter, som er den beqvemeste Deeling, og hvorved et Hoved-Stykke
giøres mest ordentligt: Udi dette Skue-Spil har jeg og ladet see, mig
ingen Slave at være af vedtagne Regler, som allene grunder sig paa
Sædvane og Moder, thi udi det heele Stykke tales ikke om Kiærlighed, ja
det som meere er, ingen Actrice haver der udi nogen Rulle: Hvad vilde
vel en Fransk Autor sige som hørte, at en Comoedie saaledes var
indrettet? Hand vilde raabe: En Comoedie uden Actricer er ikke
andet, end en Vogn uden Hiul! Men de som have læset Stykket dømmer, at
Vognen fattes hverken Hiul eller Smørelse; Dette Stykke er dog giort til
Prøve for en gang kun, thi jeg 325
raader ikke at forestille fleere Stykker af samme Natur, siden at
Actricerne ere de sterkeste Magneter, som trække unge Tilskuere til sig,
og som holde Skue-Pladsen vedlige. Det 4de Stykke kaldes Philosophus udi
sin egen Indbildning, og forestiller en Caractere, som ingen tilforn saa
vidt mig er bekiendtudi Skue-Spil har udført; Derudi har KammerPigen den
største Rulle: Samme Comædie er udi 5 Acter, og sigter paa dem, som
indbilde sig, at Philosophie bestaaer allene udi Theorie, Skiæg og
Kaabe, eller som meene, at de besidde alle Philosophiske Egenskaber, men
som naar Prøve skal giøres blive røbede, og lære at kiende sig selv. Det
5te Stykke kaldes Publicum eller det gemene Beste; Derudi skiemtes med
Projectmagere, som giøre egennyttige Forslag, hvilke de besmykker med
Statens Nytte: De samme give sig ud for Stats Medici, for at curere de
Svagheder, hvoraf et Societet laborerer, men det gaaer dem ligesom
Qvaksalvere, hvis Medicin er værre end Sygdommen. Dette Skue-Spil er
meere for Ørene end for Øjene. Det er deelt udi 3 Acter. Det siette
Stykke bestaaer udi een Act, kaldet den forvandlede Brudgom, som jeg var
ombeden at giøre saaledes, at der udi skulde ingen Acteurs være. Man
seer saaledes, at jeg har udarbeydet over 30 Skue-Spil, hvilke alle ere
udi Brug, og ofte paa Skue-Pladsen igientages. Jeg haver intet Forsøg
giort paa Tragoedier, jeg haver ey heller Inclination dertil:
Thi jeg væmmes ved alt det som er affecteret, og ligesom sat paa
Stylter; Dog dømme mange af de høytravne Scener, som findes udi den
Tragi-Comoedie kaldet Melampe; Item af min Metamorphosis, at
jeg til saadant Arbeyd haver Beqvemhed: Men jeg haver stedse undslaaet
mig derfor; og nu udi denne min høye Alder finder jeg mig ubeqvem,
saavel til saadant som andet Arbeyde af Hoved-Bryd. Roelighed tiener mig
nu best, og ingen kand fortænke mig, om jeg efter saa mange Aars
stedsevarende Arbeyd søger lidt Hvile. Derom kand man dog ikke være
forsikkred, saalænge man besidder Jordegods, efterdi man stedse maa være
bevæbnet, nu mod Naboer, nu mod 326 Forvalter og Fogder, til hvilke, hvis man
viiser sig at have Afskye for Processer, man giver sig selv til Priis.
Derpaa har Erfarenhed givet mig tilforladelige Prøver: Thi saasom jeg
har dimitteret heelskindet en Foget efter en anden, og et Rygte deraf er
udspredet, at jeg haver en u-overvindelig Afskye for Rættergang, saa har
Frugten af min Fredsommelighed været denne, at jeg har faaet en slemmere
end en anden, indtil det omsider er gaaet saavidt, at jeg uden Eftertale
ikke kunde undslaae mig derfore videre. Processen er saaledes af en
yderlig Fornødenhed, saasom den er af den Natur, at den angaaer
Proprietarier og RideFogder i Almindelighed, og dens Udfald vil
tilkiendegive, om det er raadeligt for en Principal at tiltale sine
Tienere, eller, om hand maa give sig paa Discretion. Processens Drift
haver dog hidindtil været saaledes, at Ridefogder kand giøre sig
Forhaabning om stedse at spille Mestere: Thi saasom jeg ingen
Commissarier paa min Side har taget, men underkasted mig de samme
Dommere, som min contra Part har udsøgt sig, hvilke begge selv har været
Ridefogder, saa er deres Kiendelse udi Sagen bleven, som Folk længe
tilforn havde spaaet. Aarsagen, hvi jeg ingen Contra-Commissarier har
villet tage, er endeel for ikke at vige fra mit Principio, som jeg udi
en af mine Epistler har tilkiendegivet; endeel ogsaa for ikke at give
Anledning til mindste Eftertale, nemlig at man betiener sig af Stand, og
af den Fordeel, som en Herre siges at have over en Tienere; Thi det
heeder gemeenligen: Hvad Ret kand en fattig Tiener faae imod en Herre.
Jeg har derfore ladet Personen gaae for fulde Seil, og ladet hans
Dommere alleene raade for Sagen: Deres Kiendelse var saadan, at den kand
citeres til Exempel.
✂
Mine Studeringer ere nu omstunder af liden Betydelse. Lysten at studere
forgaaer meer og meer, og Kræfterne tillade ikke strængt Arbeyde og
megen Hovedbryderie. Jeg siger, at Lysten forgaaer, efterdi de fleeste
Skrifter indeholde ikke uden opkaagede Materier, og jeg skikker mig
heller i at æde en opvarmet Suppe eller Ragout end at læse 327
den samme Materie udi en anden
Format. Hvad Kræfterne angaaer, da svækkes de desmeere udi Alderdommen,
efterdi de ere brugte formeget i de unge Aar. Jeg kand dog ikke klage
over mine Øyne, thi jeg læser endnu den mindste Stiil uden Briller. Den
øvrige Deel af Legemet derimod vil ikke staae bie. Tre Ting ere
skadelige for min Helbred, sterkt Arbeyde, Kulde og Chagrin, hvorudover
jeg nu maae studere maadeligen, holde mig bag Kakkelovnen om Vinteren,
og ikke indvikle mig udi Forretninger, som føre Fortred med sig. Det er
udi sidste henseende, at jeg ikke saa ofte frequenterer det Collegium,
hvoraf jeg er et Lem, og raader jeg alle af min Constitution og Alder,
at giøre det samme: Thi udi Collegier, hvori man udi sin Ungdom og
Manddom haver siddet med Honneur, og været anhørt med Attention, blive
Ord og Tale ikke agtede uden som puur Lyd og Echo, hvorpaa dagligen
haves Exempler. Efterdi jeg nu har fattet saadant Principium, have nogle
forundret sig over, hvi jeg udi de sidste Aar har vildet paatage mig en
slags Omsorg for den Danske Skue-Plads. Saadant har jeg dog ikke kundet
dispensere mig for, thi saasom jeg er en Stifter af Skue-Pladsen her i
Landet, og har selv giort saa mange Originaler, saa har jeg maat have et
Øje til, at de nogenledes bleve vel exeqverede. Dog har jeg aldrig
villet paatage mig nogen Direction, vel vidende, at det er vanskeligere,
at holde i Ave en Troupe af Acteurs, end en Krigshær, som bestaaer af
mange adskildte Nationer, og vise de Stridigheder, som ved
Comoedien ere forefaldne, at jeg ikke har giort ilde, at afsige
mig fra all Direction. Om de forefaldne Stridigheder vil jeg ikke tale,
men alleene viise, hvilken Skiæbne mine Comoedier have haft paa
den sildere oprettede SkuePlads: Saasom Smagen udi Skue-Spill paa en Tid
af 20 til 30 Aar er bleven meget forandret udi Frankerige, og de nyere
Comoedier bestaae fast ikke uden af tørre Samtaler, forfattede
udi nætte Vers, saa have mange indbildet sig, at de burde saa være, og
derfor have begyndt, at slaae Kryll paa Næsen af alle gamle
Comoedier, endogsaa af 328
Molieres Mesterstykker. Vore unge reisende
Messieurs, hos hvilke stedse har været funden en stor Docilité i at
antage Parisiske Moder og renoncere paa deres egen Smag, have strax
forelsket sig udi det nye Theatro, og ved deres Hiemkomst til
Fædernelandet søgt at recommandere den nye alamodiske Smag, og at sværte
de gamle Comoedier, som de have viset, at være komne udaf Moden
udi Paris, og saasom saadant Argument stædse har været af stor Vægt udi
de Nordiske Lande, havde de ikke stor Møye at giøre Proselyter, hvilke
med stor Iver fortplantede Lærdommen, og, naar nogen klarligen viisede
dem de gamle Skue-Spils Fynd og Herlighed, svarede de alleene, at det
var godt nok udi de Tider, men nu ikke meere; Derpaa fuldte den store
Revolution. Moliere tillige med vore Originaler, som ere forfattede
efter hans Plan bleve kastede bag Ryggen, og en des Touches og andre
Autores af samme Surdey bleve satte paa Thronen. Man beflittede sig
overalt da paa, at oversætte nye Stykker, som bleve forskrevne, og
hvorpaa er god Forraad, saasom enhver Skribent nu omstunder giver sig ud
for Comoedie-Skriver, og saasom de der da dirigerede den Danske
Skue-Plads selv vare indtagne af den nye alamodiske Smag, bleve vore
beste Originaler en Tidlang gandske satte tilside, saa at de anseeligste
Stykker, som den politiske Kandestøber, Jean de France etc. bleve fast
udi trende Aar ikke forestillet paa Skue-Pladsen. Men, da denne
Paroxysmus havde udrased, og Folk efterhaanden begyndte meere og meere
at raisonere, og at efterforske, om denne nye Smag var naturlig eller
ey, forandrede Scenen sig gandske, Tilskuerne raabte paa de gamle
Stykker, hvilke siden ere spillede med stor Succes, og endnu, hvor ofte
de forestilles, have Mængde af Tilskuere. Prøven blev først giort med
den politiske Kandestøber, hvilken man meest havde sværtet, og afmalet
som et Market-Stykke, allene efterdi Personerne, som forestilles ere af
Borgerstand; Ret ligesom en Comoedie duede ey, med mindre
Personerne bestode af Marquiser og Chevaliers: Saasom Moralen af 329
samme Stykke er at skiemte
med den gemeene Almue, som udi Friestæder igiennemhegler Øvrighedens
Anstalter, og at vise, naar en Borger eller Handverksmand, som udi
Indbildning er en stor Statsmand, selv bliver et Embed betroed hand da
allerførst lærer at kiende sig selv, og merker at det er lettere at
criticere en Pilot, end selv at føre Roret, saa kunde paa et saadant
Skue-Spill ikke passe sig andre Personer. Det samme kand siges om Jean
de France, som skiemter med unge Borger-Sønner, hvilke, naar de komme
tilbage fra Paris agere Cavaliers, og foragte saavel deres Stand som
Fæderne-Sprog. Ellers kand gives en vigtig Aarsag, hvi Personer af
Middelstand saa ofte bruges i vore Danske Originaler, saasom hos os er
ikkun et lidet Antal af Græver, Baroner og andre caracteriserede
Stands-Personer, hvoraf Frankerige vrimler, saa vilde mand støde sig
over, at see dem ofte forestillede paa SkuePladsen, helst naar Scenen er
udi Danmark, og, vilde man betiene sig af
Etatz-Justitz-Cancellie-Raader, hvorpaa vi have nogenledes Forraad,
vilde det end give meere Opsigt: Ellers kand mand sige, at naar
Caractererne ere vel udførte, Personernes Stand giør lidt eller intet
til Sagen, og at det er kun en Fransk Grille som man ikke er forbunden
til at efterfølge, ligesaa lidet, som den Vedtægt, at udi et Skue-Spil
endelig maa være Elskov, og at det bør endes med Giftermaal: Reglen til
vore Tanker og Idrætter, vore Skrifter og Levnet bør være den sunde
Fornuft, og ikke en flygtig Nations Phantasie. Jeg retter mig ikke efter
Vedtægter hvor almindelige de end ere, naar jeg finder, at de ikke ere
grundede. Det er i den Henseende, at jeg ofte har raadet til Vers uden
Riim, til Tragoedier udi løs Stiil, og at jeg selv har
forfattet adskillige Comoedier uden Elskov og Giftermaal, og
saasom de samme har fundet hos fornuftige Tilskuere lige saa stor om
ikke større Bifald, end de som ere indrettede efter den almindelige
Plan, kand jeg siges nogenledes, at være Stifter af et nyt slags
Spectakler, eller at have fornyet igien de gamle Græske Skue-Spil. De af
mine Comoedier hvorudi ingen 330
Elskov findes, ere Jeppe paa Bierget eller den
forvandlede Bonde, Barselstuen, det Arabiske Pulver, Ulysses, Hexerie
eller blind Allarm, den Pandtsatte Bonde-Dreng, og endeligen Plutus, som
bær Priisen for alle mine Comoedier, thi, endskiønt Moralen
derudi er stærkere end udi noget Skue-Spil, som mig er bekiendt, saa har
den dog behaget unge og gamle, lystige og ærbare Folk, Høye og Lave, og
det i henseende til nogle lystige Scener som ere indførte, hvilke have
haft samme Virkning, som Forgyldning paa bedske Medicinske Piller, thi,
hvis man saadant ikke i Agt tager med Moralske Skue-Spil, da hvor
konstige de end ere forfattede, give de Comoedien kuns mavre
Renter: Molieres Misantrope, som er hans Mester-Stykke kand tiene til
Beviis herpaa. Det roses af alle men anskues af faae; (Laudatur et
alget.) Hvad som ellers har contribueret til den Succes, som Plutus har
haft, ere adskillige prægtige Præsentationer, hvilke fornøye saavel
Sindet som Øjene, efterdi de flyde naturligen af Stykket i sig selv, og
derfor have langt anden Virkning end de Optoge, som findes udi den
Borgerlige Edelmand og den Indbildte Syge, hvilke ikke kand ansees uden
par force og Giækkerie. Dette uanseet have nogle Franske
Comoedianter eller Fransksindede Danske, som med skeele Øjen
ansee den Danske Skue-Pladses store Succes, talet med Koldsindighed om
dette anseelige Stykke, men saasom ingen af dem herudi kand holdes for
beqvemme Dommere, reflecterer man aldeles ikke paa deres Domme, hvorved
Stykket hverken vinder eller taber noget af sin Priis. Denne
Comoedie er ellers den sidste af dem, som jeg har skrevet; Den
er forfatted udi en Alder, som holdes ubeqvem for et Arbeyde af saadan
en Natur. Jeg nærmer mig nu til 70, og haver næst GUD at tilskrive min
Diæt og mit ordentlige Levnet, at jeg har bragt det til den Alder, og at
jeg af 12 Sødskende er den eeneste tilbage. Naar jeg er syg bruger jeg
ingen Medicine, men holder mig alleene fra det som kand være skadeligt,
og lader Naturen raade, thi jeg kand vidne, at jeg aldrig har fundet
nogen Virkning af 331
Pulver og
Draaber, og derfor holder for, at Naturen hos mig uden Medhjælp af
Doctor eller Chirurgus vil raade alleene. Man siger vel, at man ved
Medicamenter maae hielpe paa Naturen; Men det kand være Spørsmaal, om
Naturen ikke dermed meere forvirres end hielpes udi sine Forretninger,
og at det i saa Maade kand gaae til, ligesom naar man tillige med en
habile Medicus betiener sig af en Qvaksalver udi samme Sygdom. Dette
siger jeg ikke, for at bringe Medicamenter udi mis-Credit. Jeg giver
alleene tilkiende, hvad jeg af Erfarenhed hos mig selv har mærket,
raadende ingen anden fra, at betiene sig af Draaber og Pulver, helst
naar hand har en sterk Troe og Imagination med en særdeles Tillid til
sin Medicus, hvilket hielper meer end et heelt Apothek. Dette Brev kand
min Herre lægge til de trykte Epistler, og saa haver hand mit heele
Levnets Løb; Thi udi den Alder, som jeg nu har naaet, kand intet
merkværdigt forefalde, med mindre hånd vil erkyndiges om de Svagheder og
Incommoditeter, hvormed Alderdommen er plaget, som for en Læser kand
være ligesaa lidt behageligt, som for mig selv at skrive derom. Udi min
Levemaade er ey heller mindste Forandring, thi jeg er af den samme udi
Opførsel og Klæde-Dragt, som jeg var for 40 Aar siden, Smagen er ogsaa
udi alt den samme, og retter jeg mig ikke efter andres Smag, som jeg
seer, at dependere heller af u-grundede Moder, end af det som er
naturligt, og grunde sig herpaa de Domme, som jeg har fældet over visse
Skrifter udi Historien, Morale, Poësie, og sær udi Skue-Spil. Jeg lader
mig nøye med det lidet Navn, som jeg har erhvervet udi den lærde Verden,
og lægger ikke paa Hiertet en eller anden koldsindig Dom, som er fældet
over mine Skrifter. Jeg har alleene merket dette, at de Berømmelser, som
ere lagde paa mine Skrifter, ved min Stands Forandring ere blevne noget
forkølnede. Min Herre forundrer sig ellers over, at jeg har dristet mig
til at forfatte nogle Skrifter paa Fransk, hvilket er et Sprog, som i
vor Tid bliver saa sterkt criticeret, at faae lærde Franske Skribenter
selv kand skrive til 332 Maade.
Hand meener, at jeg havde giort bedre, at betiene mig her udi af en
Fransk Sprogmesters Hielp. Jeg har saadant villet forsøge med nogle faae
Blade; men har merket, at Correctionen har ikke bestaaet i andet end
puur Pedanterie og u-nødvendige Antegninger: (Aliud non aliter.) Thi en
Frantzos, saasnart, som hand veed, at Skriftet er forfattet af en
fremmed, bilder hand sig ind at finde Feil udi hver Linie. Jeg har for
at giøre saadant beviisligt, eengang ud-copieret noget af en god Fransk
Autor, som jeg har udgivet for mit eget Arbeyd, og befundet, at
Revisores der udi ogsaa overalt haver raderet: Og er det Aarsag, hvi jeg
ikke betiener mig af deres Hielp, hvorved jeg bringes kun i Forvirrelse.
Den Franske Accuratesse udi Stilen, gaaer nu saa vidt, at den giør
Nationen fast latterlig: Og merker man, at de saa kaldne Demi-Savans,
eller halvlærde, ere de u-barmhiertigste Censores.