Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 1: Natur- og folkeret

II
III

LUDVIG HOLBERG

VÆRKER
i tolv Bind XII
Digteren · Historikeren · Juristen · Vismanden

UDGIVET MED INDLEDNINGER OG KOMMENTARER AF
F. J. BILLESKOV JANSEN

Billedredaktion og Billedtekst ved
F. J. Billeskov Jansen og Volmer Rosenkilde

XII

Rosenkilde og Bagger 1971 KØBENHAVN

1930
IV

TRYKT I DET BERLINGSKE BOGTRYKKERI
Teksten er sat med Genzsch
Fotografi, hvor andet ikke er anført:
FINN JACOBSEN og VOLMER ROSENKILDE
Smudsomslag og Tilrettelægning af Billedsider:
PREBEN DAHLSTRØM
Klicheer: romanus-klicheer
© ROSENKILDE OG BAGGER 1971
Printed in Denmark
Dette sidste Bind indeholder en fuldstændig
Billed- og Indholdsfortegnelse for hele Værket

V

INDHOLDSFORTEGNELSE

  • Tre Breve om mig selv, Indledning ........................ 9
  • Første Brev til en højvelbaaren Herre, 1728 ............ 27
  • Andet Brev til en højvelbaaren Herre, 1737 ............ 177
  • Tredie Brev til en højvelbaaren Herre, 1743 ............ 187
  • Noter til Tre Breve om mig selv ........................ 279
  • Epistola 447, Indledning ...................................... 309
  • Noter ............................................................ 332
  • Breve og Aktstykker, Indledning .......................... 341
  • Ansøgning om Professorat ................................... 343
  • Brev til Hans Gram ............................................ 346
  • Brev til Paul Botten Hagen ................................. 349
  • Brev til Grev Johan Ludvig Holstein ..................... 351
  • Holbergs sidste Vilje .......................................... 353
  • Brev til Grev Reuss ............................................ 356
  • Brev til Konsistorium .......................................... 360
  • Brev til Skuespillerne .......................................... 362
  • Billedfortegnelse ................................................ 366
  • Efterskrift: Hvordan skal vi læse Holberg? ............ 367
  • Rettelser og Tilføjelser ....................................... 370
  • Fuldstændig Billedfortegnelse for alle tolv Bind ...... 371
  • Fuldstændig Indholdsfortegnelse for alle tolv Bind ... 381
VI

J. JØRGENSEN & CO.
IVAR JANTZEN KØBENHAVN

VII

📖 TRE BREVE OM MIG SELV
1728·1737·1743

Oversatte fra Latin af
Christopher Maaløe

VIII
9

Tre Breve om mig selv
Indledning

Det første Brev

Inden for Verdenslitteraturens Selvbiografier hører Holbergs til de mærkeligste. Hans tre latinske Breve om sig selv er en forbavsende Skriftrække. Det første udkom 1728, da han kun var 43 Aar gammel, det næste ni Aar efter, i 1737; det sidste 1743. Mindst overraskende er det midterste, der er kort; det første og sidste har begge en kompleks Karakter; de opløser sig i Dele med hver sit Genrepræg. For at beskrive de Former, under hvilke Holberg beskriver sig selv, maa vi stykkevis gennemgaa hans Levnedsbreve.

Fælles for de tre Epistolæ er den raske og varierede Brevstil, det lette Slag paa Tangenterne. Det er da uden Tvivl denne causerende og pointerende Skrivekunst, Holberg hentyder til, naar han erklærer, at han i disse Epistler efterligner Plinius d. Y., som han ikke kan blive træt af at læse. Plinius var først Advokat; han udgav nogle af sine Taler i Retten, men de er tabte. Han blev Aar 100 Konsul i Rom og takkede efter Skik og Brug Kejser Trajan i en Lovtale, Panegyricus; Holberg huskede dette retoriske Skriftstykke, da han i 1730 skrev sin Mindetale over Frederik IV. Plinius sluttede sin Karriere som kejserlig Legat, dvs. Statholder, over Provinsen Bithynien i Lilleasien. Det var især herfra, han vekslede Embedsskrivelser med Trajan; 121 af disse Breve sluttede sig efter Plinius' Død til de 247 private Breve, som han selv udgav fordelt paa ni Dele eller Bøger, libri. Som en Slags Fortale eller Dedikation begynder 1. Brev, til Vennen Septicius: »Du har ofte opfordret mig til at samle og 10 udgive de Breve, som jeg har skrevet med en vis Omhu«. Som ungt Menneske havde Plinius paa nært Hold oplevet Vesuvs Udbrud i Aar 79; hans Onkel, Naturforskeren Plinius d. Æ., var omkommet under Udforskningen af denne Naturkatastrofe, den største i klassisk Oldtid. Mange Aar efter bad Historikeren Tacitus den yngre Plinius om at meddele ham sin egen Beretning om disse Begivenheder. Plinius svarer (6,16): »Du beder mig fortælle om min Onkels Død, for at du kan lade en nøjagtig Fremstilling gaa videre til Eftertiden... Jeg anser dem for lykkelige, hvem det ved Gudernes Gave er givet enten at gøre noget, der er værd at skrive om, eller at skrive noget, der er værd at læse; men som den lykkeligste anser jeg dem, som begge Dele er blevet beskaaret. Blandt dem vil min Onkel nævnes, takket være saavel hans egne Skrifter som dine. Saa meget hellere vil jeg gøre det du beder mig om, ja jeg kræver endog at faa Lov til at gøre det.«

Som A. Kragelund har paavist det, er Holbergs Optakt til den første Epistel laant fra dette Sted hos Plinius, suppleret med et Udtryk fra samme (7,2) om Værker, der er saa ringe, at man knap kan forlange, at Folk, der ingenting har at bestille, skal spilde deres Tid derpaa. Og med Beskedenhedsformularen overtager Holberg Adressaten. Han gør sin Selvbiografi til et Brev og retter dette til en opdigtet højvelbaaren Mand: Vir perillustris er, som Kragelund siger, et Skyggebillede af Tacitus, og - kan man tilføje - tillige af den Kejser Trajan, som Plinius skrev til i fortrolig Ærbødighed.

Men Holberg fører Fiktionen videre. Med klædelig Ubeskedenhed lader han den fornemme Herre selvraadigt udgive den første store Epistel, ledsaget af følgende Forord:

»Den berømte Forfatter har ført en omtumlet Tilværelse. Han har begivet sig paa adskillige Udenlandsrejser, selv om han ingen Penge havde, og hans Liv har været ret urofyldt, fordi de satiriske Vers, Skæmtedigte og Komedier, han har skrevet, har forskaffet ham en Del 11 Ubehageligheder. Derfor haaber jeg at det vil glæde hans Landsmænd at dette Brev bliver udgivet - det er skrevet med hans sædvanlige Vid, som gør at selv de ligegyldigste Smaatterier er værd at læse. Netop fordi Forfatteren har været saa haardt kritiseret af sine Landsmænd, haaber jeg at kunne faa Tilgivelse for den Dristighed jeg her udviser ved uden hans Vidende at udgive et Brev, der nok er skrevet til en Ven, men dog ogsaa har til Formaal at udbrede Forfatterens Ry. Desuden vil Brevet kunne overbevise dem der mener at der hverken bliver skrevet eller kan skrives noget paa Dansk, om at de har taget fejl.«

Man kan af denne Præsentation nok ane, at Selvbiografien fra 1728 efter Indhold og Formaal falder i flere Dele. Vi kan præcisere, at det drejer sig om tre: 1. en romanagtig Skildring af Ungdommens Vandreaar; 2. en Redegørelse for det digteriske Forfatterskab og de Ulejligheder, dette forvoldte sin anonyme Forfatter; 3. et moralsk og psykologisk Selvportræt.

Allerede den fingerede Udgivers Forord er Roman, og maaske efter ganske frisk Inspiration. I Efteraaret 1726 udsendte Jonathan Swift i London »Rejser til forskellige af Verdens fjerne Folkeslag af Samuel Gulliver, først Kirurg og derefter Kaptajn paa forskellige Skibe«. Swifts Navn forekom ikke i Skriftet; Gulliver optraadte som dets Forfatter, men ikke som Udgiver. I en Fortale til Læserne skriver Gullivers Fætter, Richard Sympson, at Kaptajnen har overladt ham sine Papirer og bemyndiget ham til at disponere over dem. Idet han nu udgiver Gullivers Rejseskildring, gør han opmærksom paa, at han har strøget »Utallige Steder vedrørende Vinde og Strømforhold,... de detaljerede Beskrivelser i Sømandsstil af Skibets Manøvrering i Stormvejr... Jeg har Grund til at mene, at Mr. Gulliver ikke vil være ganske tilfreds dermed, men det var nu min Beslutning at tilpasse Værket saa meget som muligt til Gennemsnitslæserens Forudsætninger« (H. C. Huus' Oversættelse, 1943). Mr. Gulliver protesterede mod Strygningerne i et Brev, som først fremkom i 12 Udgaven af 1735. Men et Ekko af Sympsons Hensyn til Læseren kan vistnok høres hos Holberg, hvor han beretter om Overfarten fra Marseille til Genua: »Jeg vil ikke fortælle om selve Sejladsens Forløb... Jeg er nemlig bange for, at Sømandsudtryk som sydvest, nordost og saa videre skal skurre i Deres sarte Øren«. (S. 85).

For det 18. Aarhundrede stod Plinius d. Y. som det ideale Menneske. 1766 udsendte en lærd Benediktiner, L.-M. Chaudon et biografisk Leksikon, Nouveau Dictionnaire historique, som blev en stor Succes; det blev optrykt adskillige Gange. Indtil 4. Udgave blev Plinius samlet karakteriseret som en gavmild, fin og venlig Herre, maadeholden og beskeden i Levevis, »en god Søn, Ægtemand, Fader, Borger og Embedsmand, en tjenstfærdig og trofast Ven. Den hedenske Oldtid har ikke haft mere dydig Mand, og han vilde have været en Pryd for Kristendommen«. I 5. Udgave, 1783, føjes nye Detaljer til hans Biografi. Han er ikke blot Advokaten, der førte Sager uden Udsigt til Profit, og Statholderen, der forsvarede de Kristnes Sag, men tillige en Velgører, der forstod at give med Fornuft og Taktfuldhed. Han skænkede sin Fødeby, Como, et Bibliotek, med en Sum til dets Drift, og da Byen savnede et Gymnasium, tilbød han at betale Lærerlønningerne derved; dog kun med en Tredjedel, fordi han skønnede, at Elevernes Forældre vilde sørge bedre for Skolen, naar de selv skulde udrede Resten.

Holberg kom med Tiden til at ligne denne fornemme og generøse Patriot, men den Holberg, som i Levnedsbrevets første Halvdel vandrer fattig rundt paa Europas Landeveje, ligner aldeles ikke sit stilistiske Forbillede. Derimod ligner han f. Eks. den Gil Blas de Santillane, som var Titelpersonen i Lesage's Aventurier-Roman, hvis første seks Bøger var udkommet 1715 og de næste tre 1724; de sidste tre kom først 1735. Gil Blas er en ludfattig Student, der som syttenaarig sendes ud i Verden, stolt af sin Disputerekunst og forsynet med 40 Dukater. Men han bliver snart snydt af en Bondefanger, derefter taget til

13

Fange af Røvere, som gør ham til Køkkenkarl. Da han flygter, lærer han at klare sig ved alle Slags Kneb, som Lakaj, Doktorlærling; ved 6. Bogs Slutning er han blevet Hushovmester hos en adelig Ven; i de seks følgende lærer han det usikre Liv paa Samfundets Top at kende. Gil Blas er ikke en skurkagtig Gavtyv, en picaro, som Hovedpersonen i de spanske Romaner, Lesage oversatte og efterlignede, men en letfængelig Sjæl, som skiftevis har Held og Uheld, en Mand der bliver sig sine Muligheder bevidst og udnytter dem. Han er en farende Student, som maa finde sig i Ydmygelser, men aldrig forhærdes. Som Famulus hos en kynisk Læge kunde han ikke vænne sig til at se sine Patienter dø paa Stribe.

Nu nævner Holberg aldrig Lesages store og meget underholdende Roman (se Bind V, S. 203-04), og det er ikke sandsynligt, at han har lagt sin Ungdomshistorie an efter denne Eventyrerroman. Men der er et tidshistorisk og genrehistorisk Slægtskab mellem Gil Blas og den unge Ludvig Holberg, hvis Vanskeligheder og Ydmygelser skildres saa aabenhjertigt, som forekom de i en Roman og ikke i en værdig Samfundsborgers Selvbiografi. Baade i Holland og England behandles denne teologiske Kandidat, paa Grund af sit Udseende, som en Dreng (S. 39-40). Baade i Kristiansand og i Oxford bruger han mellemfine Fiduser for at tjene Penge (S. 43 og 48). Han lader i Oxford og London sin velbeslaaede Ven Christian Brix betale og tager mod engelske Kollegiestudenters Middagsinvitationer, men han viser ogsaa sin Stolthed og Taknemlighed, da de tilbyder ham rede Penge til at rejse hjem for. Holberg bekender, at han i Aachen forsøgte at løbe fra en Hotelregning, men blev grebet af Værten, der havde ham mistænkt, og han maatte betale til sidste Hvid (S. 40). Han kunde jo ogsaa være kommet for Øvrigheden.

Som Gil Blas bliver Holberg udsat for Overlast, men slipper helskindet (S. 82); efter at hans Skib ud for Italiens Kyst har været truet af Pirater, ser han sig i 14 Fantasien som betroet Mand i den algierske Sørøverstat! (S. 94). Ved den sproglige Udformning af denne Begivenhed tager han især sin Tilflugt til en Roman, Petronius' saftige Satyricon, som paavist af A. Kragelund.

Holberg lader sin Udgiver betone den rejsende Forfatters Fattigdom og Genvordigheder. Han fortæller jo selv, at Lysten til at komme ud vaktes, da han i Voss læste Magister Niels Smeds Dagbøger fra Ungdomsvandringer i hele Europa (S. 37). Paa en engelsk medicinsk Student, den senere bekendte Forfatter Oliver Goldsmith (1728-74), virkede Holbergs latinske Rejsebog paa samme Maade. Goldsmith læste den som Historien om en fattig ung Mand, der gjorde Europa til Fods, uden Penge, Anbefalingsskrivelser og Venner: »En god Stemme og en overfladisk Færdighed i Musik var hans eneste Ressourcer, saa han rejste om Dagen og om Aftenen sang han ved Bøndergaardene for at faa Husly for Natten«. Og som Goldsmith troede Holberg havde klaret sig, forsøgte han selv under Ungdomsvandringer i Holland, Frankrig, Schweiz og Italien. (The Present State of Polite Learning, Kap. 5; O. Goldsmith: Collected Works, by Arthur Friedman, I, 1966, S. 284 f.).

I Optakten til Epistelen betonede Holberg, at han kun har Smaatterier at fortælle; i Udgiverens Fortale siges, at disse Ligegyldigheder er skrevet med hans sædvanlige Vid. Med denne dobbelte captatio benevolentiæ forsøger han saaledes to Gange paa Forhaand at tækkes Læseren: der er Underholdning i Vente! Han vil ikke kede sin Læser, som den spanske Adelsmand Don Juan, der tog til Rom, blev der nogle Dage, rejste hjem og lod sig fejre (S. 28 og 93). Jeg vilde gerne vide, hvad det er for en Rejsende, Holberg hentyder til. Sikkert er det, at han vil more sin Læser. Midlerne hertil er aabenlyse. Han fortæller Historier, hvor han selv optræder, men som samtidig kaster komisk Lys over andre. Der er to Hovedarter. Der er den enkle Portrætanekdote. Holberg lader os opleve en Biperson i én karakteristisk Situation, som 15 tegner Mennesket. Saaledes Læreren i Bergen der lod sig kalde ved sit Øgenavn (S. 31) og Onklen Peder Lem der kun paa Skrømt irettesatte Disciplen Holberg for nogle Spottevers (S. 35). Eller Skibskokken der i en farlig Situation faar det geniale Paahit at kaste sin Pengepung i Gryden, hvor Snavset koger ud i Suppen (S. 37). Saadanne Engangspersoner kendes f. Eks. fra Gil Blas' Historie. Gil beretter om sin Morbroder, der var halvfjerde Fod høj, overmaade tyk og uden Hals, at han vilde lære Drengen at læse. Onklen var Kannik, og Undervisningen »kom ham selv tilgode, for mens han lærte mig Bogstaverne, kom han atter til at beskæftige sig med Læsning, og langt om længe lykkedes det ham ogsaa at kunne læse flydende op af sin Bønnebog, og det havde han aldrig kunnet før.«

Den anden Art Historie er den store humoristiske Episode, udført med Omhu for Detaljen. Der kan være to eller flere Optrædende, som under Spøgeriet hos Oberst Krog (S. 32-33), Balladen omkring Paastanden, at Kvinder ikke er Mennesker og den store franske Duel i Kristiansand (S. 43 ff.). Hvis man vil studere en Virtuos saavel i den karakteriserende Anekdote som i den bredere udførte Billedrække, skal man læse den samtidige Saint-Simon (1675-1755), hvis Erindringsværk ingen Litteratur har Magen til. Vi har her en Fordel frem for Holberg, for Saint-Simons Mémoires udkom 1788-89, altsaa efter Holbergs Død, i en forkortet og forvansket Udgave, og først 1829-30 i autentisk Skikkelse.

Holberg har en morsom Vane, som minder baade om Scener i hans Komedier og om Steder i hans Essays: han samler flere Anekdoter, her altsaa selvoplevede, som har en beslægtet Komik. Saaledes en hel Række om fremmede Nationers Vankundighed om Norden (S. 44), snurrige Oplevelser med Skildvagter (S. 63-65), latterlige Fejltagelser med Bogtitler (S. 144).

Det er yderst sjældent, at Holberg i sin Ungdoms Roman ræsonnerer over sin aandelige Udvikling. Det 16 eneste Punkt af Betydning er nok hans Meddelelse om, at det i Oxford gik op for ham, at han vilde være Forfatter og vinde Ry ad den Vej (S. 59). Levnedsbrevet faar ny Karakter, hvor Holberg bredt beretter om sin Opvaagnen til satirisk Produktivitet, under Striden med Andreas Hojer, og derefter til fri poetisk Skaben. Det falder sammen med, at han som lønnet Professor befris for Næringssorger. Vi er da fra Romanen om en fattig og fuglefri Omstrejfer kommet til Historien om en Digters Gennembrud og Forløbet af hans Besættelse. Ifølge den fornemme Udgivers Fortale skulde han ikke spares for Modgang og Mistænkeliggørelse.

Det kan give Perspektiv her at omtale nogle samtidige europæiske Forfatteres Autobiografier. Fjernest fra Holberg staar den fromme Selvbiografi. Den dynamiske svenske Prælat Jesper Svedberg (1653-1735), Fader til den navnkundige Swedenborg, skrev for sine Børns Skyld en Levnedsbeskrivelse, Lefwernes Beskrifning, hvor han vil vise, hvorledes Forsynet Gang paa Gang greb direkte ind i hans Liv. Hvert af de seks Børn fik et haandskrevet Eksemplar af Faderens Selvbiografi; først 1941 blev den trykt. Den tyske Teolog og Pædagog August Hermann Francke (1663-1727) sendte sin aandelige Fader, Philipp Jacob Spener, en indgaaende, fint nuanceret Beretning om alle Faser i sin pietistiske Omvendelse. Denne Selvskildring skulde bruges til at omvende andre. Pietismens Omsorg for den Enkeltes Frelse blev en ny Vej til at granske sin Sjæls Historie. Bekenntnisse einer schönen Seele, i Goethes Wilhelm Meisters Lehrjahre (1795-96) har Udspring i denne nye religiøse Selvanalysering.

Den 22. Marts 1714 skrev den store tyske Filosof Leibniz til en fransk Ven, Louis Bourguet, som da færdedes i lærde Kredse i Venezia: »Jeg vilde ønske, at Skribenterne vilde give os deres Opdagelsers Historie og de Etaper, ad hvilke de er naaet til dem.« Tanken slog vistnok an blandt Venezianerne. Nogle Aar senere opfordrede grev Gian Artico di Porcia italienske Lærde til at forfatte deres 17 Tankers Tilblivelseshistorie; blandt de indkomne Bidrag blev kun ét trykt, men det var ogsaa forfattet af en Mand, der senere skulde regnes for Italiens største Filosof. Vita da Giambattista Vico scritta da medesimo var afsluttet 1725 og udkom 1728, altsaa samtidig med Holberg. Med Omhu beskriver Vico (1668-1744) hvad han lærte af sine Lærere og - ikke mindst - paa egen Haand, samt hvorledes de Ideer, som skulde indgaa i hans Filosofi, efterhaanden byggedes op. Man skal forstaa, at Forsynet havde sin Andel i Væksten. Vico led to store Skuffelser, men de blev til Lykke for Hovedværket. Han blev forbigaaet ved Besættelsen af en juridisk Lærestol, men derved kunde han koncentrere sig om den Historiefilosofi, som blev hans store Indsats. En Mæcen havde lovet at bekoste Trykningen af Hovedværket; da han sprang fra, maatte Vico af Nød forkorte Skriftet, hvad det vandt meget ved. - Da Leibniz' Elev, Rationalisten Christian Wolff, 1723 blev fordrevet fra Universitetet i Halle, takket være blandt andre ovennævnte Francke, skrev han en hel Bog for at forklare og forsvare sine egne Skrifter, som han gennemgaar et efter et. Ausführliche Nachricht von seinen eigenen Schriften udkom 1726 og blev genudgivet 1733 og 1757. Skønt Holberg havde et vist Kendskab til Wolff, som til hans Tilfredshed 1745 blev tysk Rigsbaron (se Ep. 176, i Bind XI), har han næppe læst den udførlige Efterretning om Forfatterskabet. Han behøvede den heller ikke. Med Hans Michelsens Fortaler og Just Justesens Betænkninger havde han forberedt den samlede Historie om Peder Paars, Skæmtedigtene og Komedierne, frem til Metamorphosis, hvori den poetiske Raptus klinger ud. I den latinske Epistel fortæller Holberg om ydre og indre Tilskyndelser, Værkernes Indhold og Form, deres Mening og Modtagelse. Der staar i Fortalen til Levnedsbrevet, at dette ogsaa har til Formaal at udbrede Forfatterens Ry. Det gælder netop den Part, som beskriver Forfatterskabet. Holberg skrev paa Latin, fordi han vilde vise Europa, at Danmark-Norge havde faaet en moderne Litteratur, og 18 at han var Skaberen deraf. Han tager oplagt Sigte paa fremmede Oversættere. Et fuldstændig klart Bevis herpaa har vi i Epistelens Redegørelse for de 25 Komedier, Holberg havde skrevet for Grønnegadeteatret. Han giver nemlig kun et Referat af de femten, som laa trykte, og som Oversætteren derfor kunde have Interesse af. De øvrige ti nævnes kun ved Titel.

Alt er Forfatterskab; den store Rejse til Paris 1725-26 blev ikke foretaget af en fattig Academicus, som maatte fægte sig frem, men af en velsiddende Embedsmand og agtet Forfatter. Medens Holberg næppe havde Raad til Teaterbesøg, før han skrev Komedier, opsøger han nu overalt Teatre. Han arbejder energisk, men forgæves paa at faa et af sine Skuespil opført i Paris. Holberg søger ikke længere folkeligt Selskab; han besøger andre lærde Folk og taler Fag med dem. Det var under Digterens Rus, som varede henved ti Aar, at Holberg blev sig sin aandelige Rang bevidst, og derom handler dette store 2. Afsnit i hans Levnedsbog.

Over det tredje kan sættes: Mit Selvportræt. - Ved Midten af det 17. Aarhundrede var det i franske Saloner Mode i Ord at udforme Portrætter, heriblandt Selvportrætter. Et stort Recueil de Portraits udkom 1659 og genoptryktes flere Gange. Heri stod Hertugen af La Rochefoucauld's navnkundige Selvportræt. Efter denne Modegenres Lov aftegner La Rochefoucauld baade sit Ydre og sit Indre. Han vurderer sit Ansigt efter Tidens Skønhedsideal: har jeg for megen Hage? »Jeg har lige følt paa den og set mig i Spejlet for at faa Klarhed, men jeg véd ikke rigtig hvad jeg skal mene derom.« Han anser Melankolien for sin Karakters Grundtræk: »I de sidste tre eller fire Aar har man næppe hørt mig le tre eller fire Gange«. Jeg har nok af Aand og Vid, men mit Sinds Tyngde fordærver tit hvad jeg vil sige af kvikt. Men skrive kan jeg! Naar jeg diskuterer, bliver jeg ofte ensidig og stædig. Mine Følelser er moderate; jeg har aldrig hadet nogen. Jeg er uden Ambitioner, ogsaa uden Frygt, selv 19 for Døden. Man skal vise Lidende Medfølelse, men ingenlunde nære denne Følelse selv, den undergraver Mod og Handlekraft. Jeg holder meget af mine Venner, men bekymrer mig ikke meget om dem, naar de er fraværende. Jeg holder altid Ord, hvad det saa skal koste. Jeg elsker at snakke med spirituelle Damer, men gør ikke Kur til dem. Hvis jeg skulde blive forelsket, vilde det nok blive den helt store Passion, men som jeg nu er indrettet, sker det nok aldrig.

La Rochefoucauld var 45 Aar, da han udførte sit Portræt, Holberg 43. Det er to meget modne Mænd, som gør sig selv og andre Rede for deres Person. Holberg har i det foregaaende hist og her nævnet sit Ydre: sit pigeagtige Ansigt, og sin klejne Figur, naar han var plaget af Feber. Men han af maler ikke her sin ydre Fysik; en æstetisk Vurdering falder ham ikke ind. Derimod taler han udførligt om sin indre Fysik, sit skrøbelige Helbred, der har nøje Sammenhæng med hans svingende Humør, og det fører ham til de egentlige Karaktersvagheder. Portrætistens Oprigtighed er stor: Hvis jeg skulde opremse alle mine daarlige Sider, blev jeg aldrig færdig. Han afslører i den Grad sig selv, at han ved Nyudgivelsen af Epistelen i 1737 slettede den Passage, hvor han tilstaar, at Misundelse har et saa voldsomt Tag i ham, at han gør hvad han kan for at rakke ned paa sine Konkurrenter (S. 169). Det var en ond, men ikke usand Selvkritik; Forholdet til Andreas Hojer, som gjorde Holberg til Digter, viste, at Holberg, modsat La Rochefoucauld, kunde nære Had. Og Holberg var til det sidste unødig haard i sin Kritik af Forfattere, som han opfattede som sine Konkurrenter paa Teatret eller i Litteraturen. - Sine gode Egenskaber vil Holberg overlade til andre at tale om, og dog er Resten af Stykket en Skildring af hans filosofiske Levevis, hans ærlige Overvejelser i religiøse Spørgsmaal, hans flittige Studeringer og hans Løfte om nye Værker. La Rochefoucauld har psykologiske Finesser, som Holbergs Selvportræt ikke har Sidestykke til, selv om hans 20 psykosomatiske Forstaaelse af sit Jeg ikke er uden Skarpsyn. Og i moralsk Selvvurdering kan den nordiske Filosof maale sig med den franske.

Det andet Brev

I 1737 fik Holberg en autobiografisk Brevlejlighed. Han havde i Aarenes Løb forfattet en betydelig Mængde latinske Epigrammer og nu samlet dem i fem Afdelinger eller »Bøger« klar til Udgivelse. Der var øjensynlig Grundlag for et nyt Oplag af det første selvbiografiske Brev, og det var da rimeligt at supplere dette og fremlægge et anseligt Bind Mindre latinske Arbejder, Opuscula latina, som ogsaa omfattede Optryk af et lille Forsvarsskrift for dansk Videnskab, som en hollandsk Lærd, Pieter Burman, ikke syntes at have vurderet efter Fortjeneste.

Det andet Brev afviger ikke blot ved sin Korthed fra det første. Holberg fortæller om sin litterære Virksomhed, samt en Smule om sin Levevis; men lige ved Halvdelen af Brevet opfyldes af en samtidshistorisk Skildring. Holberg afmaler Københavns Brand 20.-22. Februar 1728, som tvang ham bort fra sit Logi i Købmagergade. Dette store Stykke har sin egen litterære Historie. Hos Plinius d. Y. har Holberg, som Kragelund har vist, fundet en Skildring af den lille asiatiske By Nicomedia's Brand (X, 33). Heraf lod Partier sig ordret benytte til Øjebliksbilledet af København i Flammer. Dette udførtes først i den Sørgetale, Otatio funebris, som Holberg 12. December 1730 holdt i Konsistorium over Frederik IV. Denne Tale blev, uvist hvorfor, først trykt 1746. Brandskildringen blev for betydelige Partiers Vedkommende overført til det nye Levnedsbrev. Maaske har kollegial Kappestrid tilskyndet Holberg til at medtage sin retorisk udførte Ildebrand i en Publikation, der var bestemt for Udlandet. Hans gamle Medbejler Peder Horrebow, der var Professor i Astronomi, havde ved Branden lidt personlige Tab, ligesom Instrumenterne paa Runde Taarns Observatorium ødelagdes. Da Horrebow 1734-35 udgav Basis Astronomiæ, 21 indflettede han heri (§§ 168-172) en dramatisk Skildring af Branden, da den uventet naaede hans Bolig og Observatoriet. Familien evakueres i Huj og Hast: »Tjenestepigerne sendes bort med otte Børn, hvoraf fire nøgne lige fra Sengen. Ammen gaar bort med den nyfødte paa Armen; paa Vejen kommer hun bort fra de andre og genfindes først efter tre Ugers Forløb«. Sammen med Hustruen, der lige er kommet op efter Fødslen, og sin ældste, sekstenaarige Søn, forsøgte Horrebow at redde hvad reddes kunde. Holberg kendte udmærket Basis Astronomiæ. I sin Rektortale 1736 havde han, lidt ironisk maaske, prist Horrebow for deri at have offentliggjort Ole Rømers berømte Tredagesobservationer (se VIII, S. 343-44).

Det tredje Brev

Selvbiografiens tredje Levering kom 1743 sammen med en ny Afdeling latinske Epigrammer, fremkaldt af Arbejdet med Jødiske Historie (1742).

Dette store Brev falder nu ogsaa, litterært, i forskellige Dele. Først den sædvanlige Beretning. Holberg overtog 1737 som Kvæstor Universitetets økonomiske Administration og fritoges til Gengæld for at holde Forelæsninger. Han udgav sin Kirkehistorie (1738), »som det ikke vilde være spildt Ulejlighed at oversætte«, samt sine Heltehistorier (1739), der ikke behøver udførlig Omtale, da Værket »er oversat til Tysk«. Men snart kommer han til Niels Klims underjordiske Rejse (1741), som faar en meget udførlig Behandling, skønt den i 1743 var tilgængelig for Udlandet, ikke blot i Originalens Latin, men i tysk, hollandsk, fransk og engelsk Oversættelse. Aarsagen er tydelig; Holberg vil vise, at en affejende Kritik af Originalen, der var fremkommet i Göttingen (Göttingische Zeitungen von gelehrten Sachen for 12. Juni 1741) var inspireret fra København eller skrevet dér (se S. 300). Anmelderen undrer sig ikke over, »hvis Rygtet ellers taler sandt«, at Salget af Bogen er forbudt i København. 22 Holberg vidste Besked om en bedre Anmeldelse: han har paa Tysk citeret meget rosende Udtalelser i et Leipzigtidsskrift (Neue Zeitungen von Gelehrten Sachen for 22. Juni 1741; se nærværende Bind S. 200). Derimod kendte han næppe en meget rosende Anmeldelse af Originalen i et fransk Tidsskrift, som udkom i Haag (Nouvelle Bibliothéque ou Histoire des principaux Ecrits qui se publient, for November 1741). Havde han læst den, vilde han sikkert i 3. Levnedsbrev eller senere have citeret denne Anmelder, som erklærer, at Satiren i Niels Klim har større Almenværdi end den i Gullivers Rejser. Hjertet vilde have hoppet i Livet paa Holberg, hvis han havde læst disse Ord.

Holberg har haft Grund til at føle sig urolig for Niels Klims Virkning i Danmark. I København satte et Par pietistiske Teologer, Hofpræsterne J. B. Bluhme og Erik Pontoppidan, sig i Bevægelse for at faa Skriftet forbudt som stridende mod Religionen. Vi véd af et Brev fra Holbergs Kollega, Hans Gram, at det »stod imellem 5 og 7«, om Niels Klim skulde konfiskeres. Det skete ikke, men Holbergs Forlægger, Jacob Preuss i København, der havde ladet Bogen trykke i Leipzig og saaledes undgaaet den danske Censur, benyttede sig af Sensationen og satte Prisen til l Rigsdaler! Med sin lange og følelsesbetonede Omtale af Niels Klim ønsker Holberg saaledes at dokumentere, at al Kritik af Romanen har én Kilde, samt at denne Mistænkeliggørelse er aldeles uberettiget. Det skyldes sikkert fortrinsvis Niels Klim, at Holberg i dette Levnedsbrev kommer tilbage til Censuren i Danmark.

I sin Ungdom oplevede Holberg, at en anden Forfatter var kommet ham i Forkøbet (se S. 59). Nu frygter han, at Berruyers franske Værk om Guds Folks Historie skulde overflødiggøre hans fuldstændige Jødiske Historie, men beroliges.

Fra Bøgerne han har skrevet gaar Holberg over til dem han har læst. Der følger nemlig et højst værdifuldt Afsnit, hvor Holberg fortæller om sin Læsning og understreger, at det er egne, subjektive Meninger, han fremlægger. 23 Flere af disse Bedømmelser og Sammenligninger findes tidligere hos Holberg, bl. a. i Epigrammer fra 1737, men det er uden Tvivl Montaigne's store Kapitel Des Livres, Om Bøgerne, der har givet ham Lyst og Mod til at udfolde sin subjektive Litteraturkritik. Forrest stiller han da Grotius, hvad der atter vidner om den Aabenbaring, Natur- og Folkeretten havde været for den unge Ludvig Holberg. Saa følger de romerske Forfattere, som er langt vigtigere for ham end de græske, der omtales kort. Blandt de nyere Skribenter kommer først Historikerne. Som Indledning til den moderne Filosofi nævnes de gamle Moralfilosoffer: Cicero, Seneca, Plutark, der saaledes danner Baggrund for Montaigne, Bayle og Leclerc. Tvangløst glider det litterære og livsfilosofiske Essay over i det metafysiske og teologiske. Med en kort Exkurs om Descartes' og Newtons Teorier om Himmellegemernes Bevægelse slutter denne Afdeling.

Efter et Par Sider om praktiske, ulitterære Gøremaal - Kvæstorarbejdet og især Godsejervirksomheden - kommer en Skildring, der meget svarer til det første Brevs store Selvportræt. Her er det Holbergs Suk over den begyndende Alderdoms Plager, hans Grunde til ikke at gifte sig, Forsvar mod Bebrejdelser for Angreb paa Præstestand og Universitetet, hans Helbred og Formueforhold.

Var Holberg ræd for, at al denne Snak »om mig selv« skulde kede Læseren? Inden det store Brev er slut, afbryder han to Gange Beretningen om sig selv og sine Studier og indlægger ligesom en Bog i Bogen. Først en Betænkning over nogle europæiske Folkeslag. Det var, ogsaa paa Holbergs Tid, en yndet litterær Sport at give Karakteristikker f. Eks. af de europæiske Nationer. Jeg kender ikke noget præcist Forbillede for Holbergs Samling; samme Aar, 1743, udkom i Bruxelles Essais sur le génie et le caractère des nations, af François-Ignace d'Espiard. Den sammenligner mange Nationers Særtræk. I de følgende Aartier fremkom paa Tysk, Fransk og 24 Engelsk beslægtede Skrifter, 1772 saaledes i Leipzig Charakteristik der vornehmsten Europäischen Nationen, der angives at være oversat fra Engelsk. Den lille tætte Bog behandler nøjagtig samme Nationer som Holberg, men i Rækkefølgen: Englænderne, Franskmændene, Italienerne, Spanierne, Tyskerne og Nederlænderne. For Kontinentets Beboere stod Englænderne, der i det 17. Aarhundrede havde oplevet Borgerkrigens Rædsler, som uligevægtige, Ekstremister. Vi er langt fra en senere Tids Forestilling om den flegmatiske Englænder, eller common sense-Englænderen! (jf. F.J.Billeskov Jansen: Holberg som Epigrammatiker og Essayist II, 1939, S. 84-90, og Ludvig Holbergs Memoirer, 1943, S. 209-301).

Og saa vender Autobiografen tilbage til sine »øvrige Studier«, der tales hastigt om Jura, Hebraisk, Retorik og Historie. Mellem denne Passage og nogle Ord om hans Beskæftigelse med Lægevidenskab og Musik indskyder Holberg en ny lille Bog, seks Essays som Prøve paa et moralsk System. De kom alle igen paa Dansk i Moralske Tanker (1744) og kan læses i vort Bind X. I Indledningen hertil udredes Forholdet mellem Holbergs latinske og danske Essays.

Elementerne i de tre latinske Breve fordeler sig da som følger. I det første Brev har vi Ungdomsromanen og en Selvanalyse, der i det tredje faar en mere reflekterende Karakter. I dem alle tre Meddelelser om Forfatterskabet, især til Brug for Udlandet. I andet Brev en historisk Beretning om en Storbrand; i det tredje en kritisk Fremstilling af personlig Læsning, samt to selvstændige Smaabøger: Om Nationalkarakterer og Seks moralske Essays. Holbergs Levnedsbreve er saa mangesidige, at de fører frem til alle hans Bøger. En kronologisk Oversigt over Holbergs Liv og Værk finder Læseren paa Tidstavlen i Bind I, S. 8-10.

Tekstgrundlag. Tre Breve om mig selv er nyoversat fra Latin af Christopher Maaløe efter Epistola [prima 1728; secunda 1737; tertia 1743] ad virum perillustrem, Ludvig 25 Holbergs Samlede Skrifter [henholdsvis Bind V, S.3-102; IX, S. 165-73; XIV, S. 5-82]. Oversætteren har villet ramme Tonen i Holbergs muntert causerende Latin. Enkelte lærde Allusioner og Sammenligninger er gaaet ud; klassiske Verscitater er behandlet med betydelig Frihed. Det var Maalet at lade Selvbiografien fremtræde i moderne Sprogform med noget af den Charme, som kendetegner den anonyme danske Oversættelse, Ludvig Holbergs Trende Epistle til * * *, som udkom 1745. - Ved Udarbejdelsen af Noterne har jeg haft værdifuld Hjælp af cand. mag. Helle Badse.

Litteratur. Th. A. Muller: Den unge Ludvig Holberg, 1943. A. Kragelund: Ludvig Holberg Citatkunstneren (Holberg og den yngre Plinius) 1962. Ludvig Holbergs tre Levnedsbreve. Tekst og Oversættelse, Indledning og Oplysninger ved A. Kragelund. I-III, 1965. Ludvig Holbergs Memoirer. Kommenteret Udgave med samtidige Illustrationer ved F. J. Billeskov Jansen, 1943. - De tre Breve blev oversat til Tysk 1745, genudgivet 1754, 1763 og 1926; til Hollandsk 1765; til Engelsk 1827, genudgivet 1970 af S. E. Fraser, hos E. J. Brill, Leiden: Ludvig Holberg's Memoirs.

26
27

Første Brev til en højvelbaaren Herre
1728

Jeg paatager mig med største Glæde det som De beder mig om. Men De vil jo have mig til at nedskrive mine Erindringer, skønt Forsynet ikke har undt mig at udrette noget som fortjener at føres i Pennen. De kræver af mig at jeg skal skrive om Smaatterier som man knap nok kan være bekendt at bede en Lediggænger ofre sin Tid paa at læse igennem. De beder mig fortælle en Historie der

fremtræder nu i Pragtbind gild,
men snart blir Kræmmerhus for Salt og Dild
og vaad og klæbrig lagt om Spegesild.

Jeg er klar over at jeg har lige saa svært ved at skrive noget der er værd at læse, som ved at udrette noget der er værd at notere. Derfor har jeg Gang paa Gang sagt nej til Folk der har opfordret mig til at skrive den Slags Smaadaljer ned. Men saa snart jeg hørte om Deres Ønske, og om Deres Indstilling over for mig og mine Skrifter, var jeg bange for at det skulde virke illoyalt hvis jeg sad en saa betydelig Persons Opfordring overhørig. For at adlyde Dem,
og da De attraar med Begær
at høre om min møjsom Færd,
saa sender jeg Dem hermed de Ubetydeligheder De saa længe har rykket mig for. Naar De ser hvor trivielle Begivenheder det drejer sig om, vil De sikkert indse at det som De vil have mig til at føre i Pennen ikke er Papir og Tryksværte værd. Og af den tyndbenede Stil vil De kunne se at De snarere skulde holde mig tilbage end 28 skynde paa mig. Folk gider jo ikke læse om selv de mest interessante Ting, hvis de bliver fortalt paa en tør og kedelig Maade. Hvad kan man saa vente naar baade Form og Indhold er lige kedelige? Derfor skriver jeg dette Brev til Dem og ikke til andre. Hvis ikke det jeg har sagt er nok til at afskrække Dem fra at udgive det, kan jeg tilføje at De løber større Risiko ved Udgivelsen end jeg selv; for De kommer til at fortryde at De raadede mig til at skrive det, jeg bare at jeg fulgte Deres Raad. Jeg har for ikke ret længe siden skrevet Peder Paarses Historie i fire Bøger. Satiren i dette Digt er rettet mod dem som har travlt med at skrive om ingen Verdens Ting, og som prøver paa at udbrede Kendskab til Ligegyldigheder som helst skulde have været forbigaaet i Tavshed. Jeg er bange for at den Satire bliver til en Boomerang. Jeg er bange for at man skal sige om mig at jeg har skrevet Historien om den spanske Adelsmand Don Juan, som rejste til Rom, lejede et Værelse, tilbragte nogle Dage dér i Ro og Mag, og saa tog hjem til Spanien og gav den som den store Opdagelsesrejsende. Og det er mod Dem Kritikken bliver rettet, hvis De udgiver disse kedelige Smaating. Det er jo Dem der har opfordret mig til at skrive dem. Jeg har den Undskyldning at jeg ikke kan tillade mig at sige nej til en saa betydelig Person som Dem. Og da det ikke er meget jeg har at byde paa, og da Fortalen nødig skulde blive længere end selve Fortællingen, vil jeg straks gaa til Sagen.

Jeg er ikke af den Slags som skriver

Side op og Side ned
om sin Slægt i seksten Led,

og jeg vilde nok have svært ved at begynde med mine Forfædre; for det Sted hvor jeg er født - Bergen i Norge -er omtrent lige som Noahs Ark et Samlingssted for alt Kød som har Aande. Dertil strømmer som til et fælles Fædreland ikke bare omboende Folk, men ogsaa Folk fra fjerne Egne; de gifter sig ind i de lokale Familier og 29 udgør et Hele sammen med dem. Men jeg kan dog, hvad kun faa af mine Bysbørn kan, paavise at én af mine Oldefædre paa mødrene Side er født i Bergen. Han var i sin Tid Bergens Biskop og hed Ludvig Munthe, var adelig og havde saa mange Børn at han med Rette kunde gøre Krav paa en Plads blandt Norges Patriarker. Men jeg maa aabent indrømme at jeg ikke kender mine Forfædre paa fædrene Side. Min nu afdøde Fader tjente sig nemlig op gennem alle de lavere militære Grader fra Menig til Oberst, hvad der tyder paa at han er blevet adlet, ikke ved sine Fædres Ære, men ved selv at spænde Buen. Men saa meget ved jeg, at han altid har haft Ry for at være redelig, tapper og gudfrygtig, og at han hele Livet igennem har optraadt saa klogt, saa retskaffent og saa betænksomt at alle talte pænt om ham og holdt af ham, især hans høje Excellence Ulrik Frederik Gyldenløve, under hvem han har tjent med Ære i den norske Hær. - Om de fleste af Indbyggerne i de norske Købstæder kan man med Digteren sige:

Hans Slægt tilbage føres kan
til én som - det er oplagt -
var slet og ret en Bondemand,
hvis ikke han var - noksagt.

De eneste oprindelige Indbyggere er nemlig Bønderne. Mange af dem skal nedstamme fra berømte Slægter. Efter min Mening er det deres Held at de ikke kender deres Slægtsregistre. For hvis de havde dyrket Slægtsforskning og havde vidst fra hvilken Æt de stammede, saa var det nok gaaet dem som det i sin Tid gik en fattig Adelsmand, der var stolt af sine Forfædres blaa Blod. Da han havde ødslet hele sin Formue bort og var Døden nær af Sult skal han have udbrudt: »Gid jeg dog var fattig! Saa kunde jeg lade mig hyre som Arbejdsmand for at lette paa den forbistrede Pengemangel!«

Jeg laa endnu ved min Ammes Bryst da min Fader døde. Han efterlod os en ganske pæn Formue; men den 30 gik næsten helt tabt ved en katastrofal Ildebrand, der opstod midt om Natten i et Hus der laa lige op til vores. Vi blev ludfattige. Der blev ikke andet tilbage end nogle Bøndergaarde som min Fader havde købt lidt før han døde. Det de kastede af sig kunde daarligt slaa til til en saa stor Families Underhold. Men til Gengæld var min Moder saa sparsommelig at hun ved sin Død godt ti Aar senere efterlod sine seks efterlevende Børn disse Smaabrug uformindskede og gældfri.

Efter min Moders Død meldte jeg mig som tiaars Knægt til Militærtjeneste og blev indrulleret som Rekrut i det oplandske gevorbene Regiment. Det var nemlig dengang Skik og Brug i Norge at tillægge Militærpersoners Børn Soldaterløn, saa at de fra Vuggen blev indviet til Militærlivet. Jeg blev indrulleret som Korporal paa Betingelse af at jeg gennemgik en militær Uddannelse. Men dette maa De endelig ikke lade gaa videre. At blive omskabt fra Underofficer til Professor Philosophiæ, at blive lavet om fra Krudtkarl til Kridtkarl, det er jo saa besynderligt at det minder om Hans Mikkelsens Metamorfoser. Hvis det kom ud mellem Folk at jeg havde gennemgaaet saadan en Forvandling, kunde man komme i Tvivl om hvad jeg egentlig var for én, og saa kom jeg maaske til at vandre tilbage fra Katederet til Kasernen.

Jeg blev derfor af min Formynder sendt til Oplandene for at paabegynde min militære Uddannelse. Men de der tog sig af min Opdragelse havde lagt Mærke til at jeg lige siden jeg var lille havde haft udpræget boglige Interesser og at jeg allerede havde bestemt mig for en akademisk Løbebane. Min Halvonkel Otto Munthe, som tog sig af mig, vilde ikke have at mine medfødte Tilbøjeligheder i den Retning skulde hæmmes; tværtimod opmuntrede han mig og lod sine Børns Huslærer tage sig af min videre Undervisning. Det var én af hans største Fornøjelser at fare løs paa sine Elever med Stok og Ris, og at tage Bukserne ned paa dem og daglig holde Tropperevy over deres Bagdele. I øvrigt duede han ikke til sit Arbejde. Jeg har 31
allerede for længe siden hørt at han har opgivet Lærervirksomheden. Det kan ikke andet end glæde mig, især paa det latinske Sprogs Vegne, som han med Mod og Mandshjerte kæmpede for at ødelægge. Ét af hans smaa Raffinementer, husker jeg, var at konstruere de latinske Sætninger saaledes at Partiklen non - nej - fik anvist Sidstepladsen. Han troede at det var fint at sige: »Possum tibi satisfacere non« - jeg kan tilfredsstille dig ikke - i Stedet for at sige: »Non possum tibi satisfacere« - jeg kan ikke tilfredsstille dig. Det var saa himmelraabende idiotisk at alene det efter min Mening vilde være nok til at sende ham paa Anstalt. Hvis jeg ikke var faldet i Kløerne paa ham havde jeg kunnet prale af at jeg i hele min Skoletid ikke havde smagt Stok og Ferie; for mine andre Lærere, baade Huslærere og Skolelærere, satte stor Pris paa mig. Jeg husker at Klasselæreren i anden Klasse i Bergens Skole engang tjattede mig let over Haanden med sin Ferie. Det gjorde mig saa gal i Hovedet at jeg uden videre for løs paa ham og nok saa frækt kaldte ham en Ged - det var hans Øgenavn, fordi han som den eneste af Lærerne paa Skolen havde Gedebukkeskæg. Denne Fornærmelse aad den gode Mand ganske roligt i sig; han nøjedes med - for at vise at han ikke helt var af Stok og Sten - til Gengæld at kalde mig et Kid. Naar én af de andre fornærmede ham paa den Maade var han ellers ikke sen til at hævne sig, og hans Vrede satte sig sjældent før han havde givet Synderen en Omgang Klø. Men det var al den Straf min Frækhed ved den Lejlighed indbragte mig. Han gav slet og ret igen paa min Fornærmelse, og saa lagde hans Vrede sig og den Krig var overstaaet. I min Korporalstid skete der næsten ikke noget der er værd at nedskrive, blot dette at jeg ikke saa en Øre af min Gage. Hvem der har hævet den paa mine Vegne skal jeg ikke kunne sige. Denne Gage havde min Vært betinget sig til Dækning af sine Udlæg til min Undervisning. Men da han saa at Guldfloden tørrede ud eller blev ledet ind i et andet Løb, sendte han mig hjem. 32 Medens jeg paa Hjemrejsen opholdt mig hos en Oberst jeg var i Familie med, en Oberst Krog, skete der noget der paa en Gang var komisk og værd at huske paa. Obersten havde tre Sønner. Læreren, der hed Rasmus, var mere tørstig end nogen Svamp. Han var en ypperlig Mester i Kunsten at drikke; og der var i hvert Fald ingen dér paa Egnen der kunne slaa hans Rekorder som Bægersvinger. Han udvalgte sig den yngste af Sønnerne til Sengekammerat. Det skete en Gang at han kom godt tillakket hjem efter at Mørket var faldet paa. Han gik i Seng med baade Tøj og Støvler paa, hvorefter den Yngling han delte Seng med forlod det skolemesterlige Leje, og uden at vi vidste noget af det sagte listede sig over i vores Seng og lagde sig paa tværs i den ved vores Fødder. Da vi havde snorket en Times Tid begyndte han at fægte med Armene i Drømme og kom til at slaa os over Fødderne. Jeg for op og vækkede dem der laa ved Siden af mig og sagde til dem at der var et Spøgelse efter os. Vi blev saa rædselsslagne at vi troede at vi var belejrede af hele Armeer af onde Aander. Vores egen Plageaand blev vækket af vores Hvisken og Puslen og blev grebet af den samme Skræk, og mente at han, fordi han laa alene, var mest udsat for at blive mishandlet af Spøgelserne, og at Fanden ville snuppe ham først og spise ham til hors d'o'euvre.

Længe laa han lamslaaet og halvdød og ventede paa at Fjenden skulde komme; men til sidst gjorde selve Faren ham modigere, og han forsøgte at stikke af fra sin Post og flygte over til vores Lejr. Men hver Gang han prøvede saa vi alle Underverdenens Aander for vores rædselsslagne Øjne, saa at vores onde Aand med Rette kunde sige om sig selv:
Den Ild som mig fortærer,
jeg selv til andre bærer.

Vi var næsten døde af Skræk og gennemblødte af Sved; vi holdt os klar til at overgive os naar det skulde være, og vi laa søvnløse hele Natten igennem. Vi frygtede alt 33 muligt, forestillede os alt muligt - især det vi gruede mest for; det gør man jo naar man er bange.

Hvis alle de Bønner vi plagede Himlen med var blevet samlet, kunde de sikkert have udgjort en hel Bog i Kvartformat. Det stod sløjt til med mine Kammeraters teologiske Lærdom; de kunde ikke huske andet end deres Fadervor. Derfor tog de deres Tilflugt til Bordbønnerne. Af disse gentog de mindst ti Gange »Velsign vort Hus, velsign vort Bord«, plagede som de var af deres daarlige Samvittighed over deres manglende Interesse for den kristne Tro.
Deres Straf og Sonebod
just i Frygt for Straf bestod.

Der var ingen der vovede at mukke, endsige da raabe op, af Frygt dels for Fanden, dels for Rasmus, som vi ventede snart vilde optræde som Spøgelse ved højlys Dag og plage os endnu grusommere. I denne ynkelige Tilstand henslæbte vi hele Natten lige til mellem Hanegal og Daggry; saa kunde vores onde Aand ikke vente længere. Han sprang ud af Sengen og brølede: »Hjælp, Skolemester, det spøger!« Brølet naaede os, og vi tilbagekastede det med et tredobbelt Ekko som kunde have opvakt de Døde. Skolemester vaagnede; og skønt hans Blod endnu kogte af Rusens Hede blev han koldere end en islandsk Vinter da han hørte den Larm som fyldte hele Værelset. Han slog Kors for sig og lagde sig ligbleg af Skræk til at vente paa Daggryet. Da det endelig blev lyst gik Sandheden op for os til vores fælles Skam. Paa Grund af dette blev jeg længe ved med at paastaa at der ikke fandtes Spøgelser. Jeg troede at alt hvad der almindeligvis fortælles om Gengangere var lutter Kællingesnak eller rene Indbildninger. Ved den Slags Hændelser er der nok ikke saa faa der fra Overtro er gaaet hovedkulds over til den rene og skære Vantro. Enhver Fejl bunder i Overilelse; enten synder man ved at gaa for vidt eller ved ikke at gaa vidt nok; enten tror man hverken paa det ene eller det andet, eller 34
ogsaa tror man paa alt for meget. Naar først man er hoppet paa Limpinden tror man alt for meget og tager Skyggen for Legemet. De værste Indbildningsfostre kan da antage hvilken Form det skal være. Men naar man saa opdager sin Fejltagelse, naar den Taage letter som man har været omgivet af, saa ryger man nemt i den modsatte Grøft og vil ikke engang tro hvad man kan se med sine egne Øjne. Dette er sikkert Grunden til at Katolikkerne, som tror paa saa mange Mærkværdigheder, lettere bliver Bytte for Ateismen end Folk af andre Trosretninger. Naar de en Gang har brudt Overtroens snærende Baand, og naar de har opdaget de Snarer som Præsteskabet har lagt for deres lettroende Sjæle, saa gaar de tit til den modsatte Yderlighed. Deres Lettroenhed udarter til Skepticisme. Saa er det bedre at holde sig til den gyldne Middelvej. Der er nemlig Fare for - som Cicero siger om Fuglevarsler - enten at forfalde til Ugudelighed ved ikke at tro paa dem, eller til kællingeagtig Overtro ved at stole for meget paa dem. Balthasar Bekker, som har skrevet den berømte Bog Den forheksede Verden, kan afsløre lige saa mange Fiduser det skal være, og han kan komme med sytten Tusind nye Argumenter til Bestyrkelse af sin Opfattelse, han kan dog ikke overbevise mig om at alt overnaturligt er Fup og Svindel. Saa skulde man da forkaste al Tiltro til Historiens Vidnesbyrd. Men tilbage til Emnet! Da jeg kom hjem til Bergen igen blev jeg saa at sige genindsat i mine borgerlige Rettigheder. Jeg kom tilbage til min retmæssige Formynder, min Onkel Peder Lem. Hos ham boede jeg indtil Bergens sidste Brand i 1702. Det Aar blev jeg fra Bergens Latinskole dimitteret til Københavns Universitet. Peder Lem var et meget vittigt og gemytligt Menneske. Engang havde jeg for Eksempel skrevet et Spottevers om en af hans Kones Slægtninge som Hævn for en Fornærmelse han havde tilføjet mig. Hun tog mig det meget unaadigt op og forlangte at min Onkel skulde straffe mig. For at gøre sin Formynderpligt kaldte han mig ind til en Samtale i Enrum. Indledningsvis tog han sin 35 bøseste Mine paa og gav mig en ordentlig Gang Skældud. Men da han havde overstaaet Fortalen og kom til Gennemgangen af selve Digtet, saa gik hele Kritikken ud paa at min Versifikation ikke var omhyggelig nok, at den ganske manglede Rytme og Regelmæssighed. Heraf opstod der en sproglig Strid som blev lykkeligt bilagt efter en Times Debat. Fredstraktaten indeholdt kun én Artikel, nemlig: at hvis jeg vilde skrive flere Vers, maatte jeg være mere omhyggelig med dem.

I 1702 blev jeg dimitteret fra Skolestøvet til Universitetet af min vidtberømte Rektor Søren Lintrup, skønt jeg endnu ikke havde naaet den Alder som Skolelovene kræver. Jeg fik Dispensation, dels fordi Skolen sammen med Kirkerne var lagt i Aske, dels ogsaa fordi Skolens Rektor mente at jeg havde nogenlunde lige saa gode Skolekundskaber som de fleste andre Dimittender. Jeg havde ikke Penge til at bo ret længe i København; derfor rejste jeg hjem igen efter at have aflagt Eksamen. Da jeg var kommet hjem fik jeg Ansættelse hos Provsten paa Voss som Privatlærer for hans Børn, skønt jeg nok var lovlig ung. Provsten havde paa Forhaand betinget sig af mig at jeg, naar han af Helbredsgrunde eller af andre Aarsager ikke kunde passe sit Embede, skulde staa op paa Prædikestolen og udlægge de guddommelige Mysterier for Bønderne. Saadan gik det til at jeg kom til at bruge et helt Aar paa at tæske Børn og omvende Bønder dér paa Stedet. Men jeg var dygtigere som Prædikant end som Pædagog; for da jeg vilde lave den yngste Søn, som var Moderens Øjesten, om fra en Træklods til et Kraftgeni, blev jeg afskediget fordi jeg hersede for haardt med ham. Jeg blev sendt hjem til Bergen. Det eneste jeg fik med mig var Bøndernes Lovprisninger. Paa Grund af min Veltalenhed paa Prædikestolen sammenlignede de mig med en for længst afdød Prædikant, en vis Mester Peder, som de paa Grund af hans Talegaver betragtede som en anden Chrysostomos. Jeg var ikke synderlig ked af at blive afskediget, for Børneopdragelse er en brydsom Beskæftigelse, især for en
36 Koleriker, hvis syge Sind bliver rørt paa sit ømmeste Sted. Jeg led desuden af den Sygdom man kalder Mareridt. Den angriber Folk om Natten naar de sover, og det er som om der er noget tungt der lægger sig paa dem og trykker dem ved sin Vægt. I Oldtiden troede man at det var Fauner og Skovtrolde; men efter Nutidens Overtro er det Genfærd af Koner eller unge Piger som springer paa Folk naar de sover. Jeg troede ikke jeg kunde slippe af med Sygdommen uden at flytte fra denne Gaard, hvor saadan nogle Husguder herskede. Jeg havde brugt de sædvanlige Midler: jeg havde stillet Skoene omvendt foran Sengen, jeg havde lagt Jern under Hovedpuden, jeg havde sunget det Vers som man paa Peder Paarses Tid plejede at bekæmpe den Slags Menneskeryttere med, men alt forgæves. Derfor var jeg overbevist om at det var et Husspøgelse som morede sig med at plage Stedets Skolemester med sit natlige Ridt. Jeg var fornærmet over at jeg, som var kommet af Godtfolk, skulde gøre den Slags Slavetjeneste, især i Betragtning af at jeg havde tilbragt alle mine Nætter i ærbar Ensomhed og derfor ikke havde fortjent at blive brugt af Fruentimmer som Ridedyr. Derfor rejste jeg i glad Fortrøstning om at dette Natteonde vilde forsvinde naar jeg var kommet et andet Sted hen -
i Haab om at fra dette Sted
Husnissen ikke flytted med.

Jeg rejste saa igen til København for at aflægge den afsluttende Eksamen. Dér tog jeg ogsaa Undervisning i fremmede Sprog - Fransk og Italiensk - uden dog at forsømme mine teologiske Studier. Jeg gjorde saa gode Fremskridt i Teologien at jeg da Vinteren var omme kunde indstille mig til Eksamen. Jeg bestod med Glans. Saa tog jeg hjem med en Førstekarakter, men med tomme Lommer; det blev derfor nødvendigt for mig atter at give mig ind under det Aag jeg for nylig var sluppet af med. Niels Smed, der var Vicebiskop og Lektor i Teologi i Bergen, saa sig paa dette Tidspunkt om efter en Lærer til sine 37 Sønner. Jeg fik denne Stilling, men blev kun i den et Par Maaneder, da jeg snart kom til at betragte den som det rene Trællearbejde. Denne Magister Smed havde i sin Ungdom gennemvandret de fleste af Europas Egne; jeg studerede i ledige Timer hans Dagbøger, som ordentlig gjorde mig opsat paa at komme ud at rejse. Min Pengemangel var ganske vist en Hindring, men Vanskelighederne gav mig kun mere Blod paa Tanden. Jeg bad om min Afsked og fik den, til største Ærgrelse baade for mine Venner og min Principal; hans Børn havde nemlig gjort gode Fremskridt ved min Undervisning.

Da jeg nu igen stod paa egne Ben skrabede jeg alt det sammen som kunde gøres i Penge: rørlig og urørlig Ejendom, Rettigheder, Privilegier, alt hvad der kunde sættes paa Auktion blev solgt; med andre Ord: jeg prøvede ligesom Guldmagerne at lave Guld af hvad som helst. Men da jeg gjorde mit Regnskab op, saa jeg at jeg kun havde faaet knap tres Daler ud af det. Ikke desto mindre holdt jeg fast ved min Beslutning og indskibede mig til Holland. Penge havde jeg jo ikke mange af, men jeg haabede at kunne slaa mig igennem ved Hjælp af mine Kundskaber. Jeg kunde lidt Fransk og Italiensk og haabede at kunne klare mig ved at undervise i disse Sprog naar Kassen var løbet tør. Naar jeg har fattet en Beslutning kan ti vilde Heste ikke rokke mig fra den.

Da vi havde Øen Vlie i Sigte mødte vi et Kaperskib. Det generede os ikke, men gav alligevel Stødet til en komisk Historie. Kokken var bange for at hans Skatte skulde falde i Hænderne paa Kaperne. Derfor svøbte han sine faa Skillinger ind i en snavset Klud og smed dem i en Gryde kogende Gule Ærter. Det gamle Snavs gik i Opløsning i Suppen og blev blandet med Grøntsagsstumper fra Suppevisken og Flæsk. Da Kaperen var sejlet sin Vej bad vi Kokken komme med Maden. Han fiskede hurtigt sin Skat op - den var blevet renset for flere Maaneders Snavs - og serverede sin Bænkevælling for os. Da vi saa havde fyldt denne uhumske Føde i os fortalte han os med 38 Stolthed om sin Snedighed. Nogle blev vrede, andre lo, nogle blev flove, nogle maatte brække sig. Der blev holdt Skibsraad, holdt Afstemning, fældet Dom - men snart blev han paa Grund af sit geniale Paahit undskyldt, frifundet og rost.

Vi morede os og lo i én Køre paa hele Resten af Turen. I Amsterdam tilbragte jeg fjorten dejlige Dage, men da jeg havde set de vigtigste Seværdigheder dér og mættet min Nysgerrighed, gjorde jeg min Pengebeholdning op og opdagede at min Pung snart vilde være tom, og at der ikke var nogen Mulighed for at fylde den igen. Jeg blev forskrækket og begyndte saa smaat at fortryde at jeg havde indladt mig paa dette her. Jeg havde opdaget hvordan Hollænderne var; derfor turde jeg ikke haabe paa at kunne afhjælpe min Pengenød ved andre Indtægter, især ikke i Amsterdam, hvor ikke engang den lærdeste Professor kunde tillade sig at slaa Følge med en Skipper.

Hvor Haandværksmænd skalter og valter,
gaar Filosofien i Pjalter.

Jeg blev ved mine Bysbørns Introduktion inviteret i forskellige hollandske Hjem. Men De maa endelig ikke tro at jeg nogen sinde fik anvist den Hædersplads der tilkom mig som teologisk Kandidat med Laud. Tværtimod hændte det at jeg, mens Skippere og begede Styrmænd sad ned, maatte staa op og paahøre de Formaninger og Moralforskrifter som Amsterdammerkøbmændene plagede mig med, som om jeg var en ren Grønskolling. Jeg blev gal i Hovedet over deres Formaninger; ganske vist var jeg ikke ret gammel, men jeg mente dog at have drevet det saa vidt i Studeringer og Verdenserfaring at det burde have været mig der havde lært disse bedsteborgerlige Moralister Levemaade, ikke omvendt. Kort sagt, jeg stod som Herkules paa Skillevejen, raadvild og usikker: paa den ene Side skammede jeg mig for at vende hjem til min Fødeby, paa den anden Side var det mig umuligt at blive 39 længere i Holland, for hvor meget jeg end sparede vilde de Penge jeg havde ikke kunne række til mine Udgifter i et halvt Aar. Desuden foruroligede det mig at jeg hele Tiden var syg. Min Feber vilde ikke høre op, og den baade afmagrede og svækkede mig i høj Grad. Dette virkede saa deprimerende paa mig at jeg overvejede at rejse hjem. Jeg stod allerede rejseklar, da min Læge Ivar Brederock raadede mig til at rejse til Aachen. De varme Bade dér anses for at være meget gavnlige mod langvarige Sygdomme. Jeg var ivrig efter at opleve noget nyt, saa det var ikke svært at overtale mig til hvad som helst. Det var derfor ikke saa meget Lægens Raad som min egen Lyst jeg fulgte, da jeg rejste til Tyskland i Haab om at Lykken maatte staa den kække bi. Men mod Forventning slugte denne Rejse saa mange af mine Penge at jeg nær havde opgivet Haabet om nogensinde at komme hjem igen. Særlig galt blev det da jeg blev nødsaget til at give nogle Gylden for et kongeligt Pas i Roermund, saa at jeg ved min Ankomst til Aachen kun havde seks Daler i Lommen foruden et nytteløst Pas, som jeg ikke kunde læse uden at ærgre mig. Det var efter min Mening snarere en Haan end et Pas, for det lød omtrent saadan: Laissez passer et repasser le garçon Louis d'Holberg d'Amsterdam.

Det hændte mere end én Gang at andre saa ned paa mig paa Grund af mit pigeagtige Ansigt. Jeg hørte mine Rejsefæller hviske om at man burde forhøre mig om Grunden til at jeg saadan ganske alene var rejst fra min Hjemby - for man plejer jo ikke at rejse hjemmefra naar man knap er halvvoksen og først lige har lært at knappe sine Bukser. Dette lod de en Præst tage sig af. Da vi en Dag kom ind i Krostuen sad han der og vinkede mig hen til sig med streng Mine, og saa kom han med disse Ord til Indledning: »Hør engang, lille Ven, hvornaar er du rendt af Skole?« - Jeg blev gal i Hovedet og tog Offensiven førend han rigtig naaede at komme i Gang. Jeg førte hele Armeer af latinske Ord og Vendinger i Marken og angreb den ulykkelige og ganske ubevæbnede Præst med en saadan 40 Voldsomhed at han opgav Rollen som Forhørsdommer og sagde: »De er jo Teolog, min Herre. Jeg gratulerer!«

Da jeg to Aar senere sad paa en Kro i England og vilde fordrive Tiden med en Pibe Tobak, var der en Londoner som sad ved Siden af mig der morede sig saadan over dette Fænomen at han skraldgrinede og sagde: »The boy will smoke tobacco!« Det samme hændte mig engang i Frankrig, skønt jeg allerede dengang var ekstraordinær Professor. Min Vært dér spurgte engang en Pariser hvor gammel han troede jeg var. Han svarede: »Det er en Dreng paa atten Aar.«

Jeg havde levet tre Uger i Aachen saa sparsommeligt at jeg ikke behøvede at være bange for at komme i Konflikt med Myndighederne for Overtrædelse af Luksuslovene, da den haarde Nød tvang mig til at planlægge en Forbrydelse som hverken før eller senere kunde være faldet mig ind, nemlig lige saa stille at stikke af fra Hotelregningen, som jeg ikke kunde betale. Jeg stoppede mit Habengut i en Vadsæk og listede mig tidligt om Morgenen ud ad en Bagdør. Men jeg var ikke dreven nok, og Værten var mistænksom, saa han lagde sig paa Lur, greb mig paa fersk Gerning og tvang mig til at aflevere mine sidste Penge. Endnu længe efter kunde jeg genopleve denne Situation baade i vaagen og drømmende Tilstand; jeg drømte Gang paa Gang at denne Krovært greb mig i Nakken og slæbte mig tilbage til Kroen.

Jeg var nu fuldkommen blanket af og maatte gøre Turen tilbage til Holland til Fods. Men da Rejsen var overstaaet havde jeg det bedre, baade psykisk og fysisk, enten det saa skyldtes Vandkuren eller al den Motion jeg havde faaet. Naar Legemet er rask er Sindet det ogsaa. Det oplevede jeg paa dette Tidspunkt. Min Kasse var tom, jeg havde ikke noget Haab om at faa den fyldt igen - men midt i al denne Elendighed var jeg alligevel ved godt Mod. Jeg gik længe forgæves omkring i alle Byens Gader og Stræder, jeg tog alle Kneb i Brug for at skaffe Penge, jeg plagede Vekselererne,
41 jeg loved dem vældige Renter,
tre Gange normale Procenter.

Endelig var der en Vekselerer som udbetalte mig en Sum der var stor nok til at dække min Hjemrejse. Da jeg paa den Maade var blevet fri for alle Bekymringer, besluttede jeg at tage hjem til Norge. Jeg var længe i Tvivl om hvor jeg skulde tage hen, om jeg skulde rejse hjem til Bergen eller til et andet Sted i Norge. Ganske vist havde jeg Slægtninge i Bergen som kunde lette mine Trængsler; men hos dem vilde jeg ogsaa være til Grin for min tossede Udenlandsrejse. Jeg var nemlig udmærket klar over at Digterens Ord:
Det værste ved en Bankerot
er at til Skade føjes Spot

i højeste Grad har Gyldighed i min Hjemby. - Paa andre Steder i Norge behøvede jeg derimod ikke at være bange for at blive skældt ud og at skulle høre paa mavesure Moralprækener for min Dumhed. Da jeg rigtig havde gennemtænkt alt dette besluttede jeg at rejse til Kristiansand. Her sluttede jeg snart et nært Venskab med en trondhjemsk Student ved Navn Christian Brix. Han introducerede mig hos nogle af Byens Honoratiores, som snart var ved at falde over hinanden for at faa mig til at undervise deres Børn i fremmede Sprog, især i Fransk.

Jeg læste paa dette Tidspunkt en lille, anonym Bog, hvor Forfatteren med tres Argumenter prøver paa at bevise at Kvinder ikke er Mennesker. Jeg satte stor Pris paa nye Synspunkter, saa disse Narrestreger morede mig meget. Da jeg lige havde læst Bogen og huskede den hele udenad, rendte jeg Byen rundt og benyttede enhver Lejlighed til at udbrede disse kætterske Paastande, først ganske roligt for Morskabs Skyld, senere, da Modstandernes Iver tog til, med større Hidsighed. Sønnerne af den for nylig afdøde Biskop i Kristiansand angreb med stor Skarphed min Paastand; og da de havde en nysselig Søster, som de 42 regnede for fuldt ud værdig til Medlemskab af Menneskeheden, kan man næsten sige at de kæmpede for Hus og Hjem. Men jeg opdagede snart at jeg var ved at faa et slemt Ry paa mig. En Dag var der en Tjenestepige der midt paa Gaden

peged paa mig nok saa frækt,
mens hun sagde: »Se den Knægt -

det er ham som gaar og laver Numre for at smække Døren til Paradis i for Næsen af os!« Saa besluttede jeg at holde op med at udbrede den Slags Kætterier - f or at vise hvor meget jeg fortrød hvad jeg før havde hævdet, gav jeg mig ligefrem til i ét Væk at holde Lovtaler over det andet Køn. Paa den Maade lykkedes det mig snart at faa splittet hele den Sammensværgelse der havde dannet sig imod mig. Og da jeg var god til Musik, var det heller ikke svært for mig at blive gode Venner med de unge Piger af det bedre Selskab i Byen - efter min Mening de sødeste Piger i hele Norge, dannede, kultiverede og med mange andre gode Egenskaber.

Da jeg havde boet nogle Uger i Kristiansand flyttede jeg hen hos en Præst som jeg var i Familie med. Dér boede jeg hele Vinteren; og for dog at gøre nogen Gengæld for min Værts Gæstfrihed gav jeg ham et Begynderkursus i Engelsk. Paa Grund af mit overfladiske Kendskab til trefire Sprog blev jeg en Berømthed i Kristiansand. Engang da jeg gik en Tur i Byen hørte jeg to unge Mænd, der fulgte i Hælene paa mig, omtale mig saadan: »Dér gaar han der kan saa mange Sprog. Han taler baade Fransk, Italiensk, Polsk, Russisk og Tyrkisk.« Paa den Maade blev jeg lige saa berømt i Kristiansand som i sin Tid Mithridates, Kongen af Pontus, blev det i Asien. Om ham fortæller Historikerne at han talte toogtyve Sprog.

Dag for Dag var der flere der vilde have Fremmedsprogsundervisning hos mig. Blandt mine Elever talte jeg Mænd af højeste Rang, for Eksempel Fæstningskommandanten Nostitz, som kort efter gik i russisk Krigstjeneste 43 og nu regnes for én af dette Aarhundredes store Hærførere. Derfor fik jeg betalt al den Gæld jeg havde paadraget mig tilbage til Kreditorerne, og kunde oven i Købet da jeg ved Foraarets Begyndelse gjorde mit Regnskab op konstatere et Kasseoverskud paa omkring tolv Rigsdaler. Men saa skete der noget som gjorde et alvorligt Indhug i mine Indtægter. En hollandsk Købmand som var gaaet fallit i sit Hjemland flygtede til Norge, og gav sig til for en minimal Betaling at undervise i Fransk - noget jeg hidtil havde haft Monopol paa. Jeg havde hørt at min Konkurrent talte et temmelig barbarisk Fransk, saa jeg var ivrig efter at møde ham i Kappestrid. Eleverne fra de to Skoler aftalte Tid og Sted. Vi mødtes, vi kæmpede, men Kampen blev uafgjort; jeg skød paa ham med norskfranske Pile, og han skød igen med fransk-hollandske. Jeg tror ikke det franske Sprog nogensinde før er blevet saa hæsligt maltrakteret. Vi talte det nemlig begge ubehjælpsomt, selv naar vi var rolige og overladt til os selv; og da vi blev hidsige løb vi begge vild i en Labyrint af Ubehjælpsomhed, og Sprogfejlenes Antal voksede over alle Bredder. Da vi i denne Strid var blevet klar over hinandens Uvidenhed besluttede vi at indstille Fjendtlighederne, som jo var lige skadelige for begge Parter, at slutte Fred og Venskab, og efter Cæsars og Pompejus' Eksempel at dele Provinserne mellem os. Saaledes endte mit Monopol og min Eneherskerværdighed, og der blev oprettet et Tomandsvælde. Jeg overholdt nøje Fredsartiklerne, først og fremmest fordi jeg havde besluttet at rejse til England om Foraaret. Jeg havde valgt mig den førnævnte Christian Brix til Rejsekammerat. Han sad ganske vist ikke meget bedre i det end jeg, men han havde en velbeslaaet Moder i Trondhjem, som kunde hjælpe ham hvis det kneb.

Vi gik om bord i et Skib som laa sejlklar ved Arendal, og efter fire Dages Sejlads anløb vi Gravesend, en Havneby ved Themsens Munding. Vi var lede og kede af at sejle, saa vi lod vores Pakkenelliker blive paa Skibet og 44 gik selv i Land for at gaa til Fods til London. Jeg husker at der dengang var en Englænder fra The Midlands - han var tilfældigvis kommet til Gravesend - som spurgte mig hvor Norge laa, og hvordan der var. Han mente det var en By i Sverige. Jeg troede det var en Fortalelse; men jeg har senere tit været ude for at faa stillet lige saa latterlige Spørgsmaal andre Steder i England. En lige saa himmelraabende Uvidenhed om nordiske Forhold har jeg fundet hos de mest oplyste Folkeslag, Italienerne, Franskmændene og Englænderne. I Paris erklærede en Præst raat og brutalt at de nordiske Folk ikke blev døbt. En Højesteretssagfører i samme By spurgte mig om den nemmeste Vej til Danmark ikke gik igennem Tyrkiet. En anden spurgte mig om man nødvendigvis skulde indskibe sig i Marseille naar man skulde til Norge. I Rom hævdede en ung Piemonteser i fuldt Alvor at jeg ikke kunde være Nordmand. Han havde nemlig læst i en Rejsebeskrivelse som han havde hjemme, at Nordmændene var vanskabte, at de havde Svineøjne og at deres Munde gik fra Øre til Øre. Disse Folkeslag interesserer sig kun for deres eget og er ganske ligeglade med alt hvad der ligger uden for deres egne Landegrænser. Hos os er det lige modsat. Vi interesserer os ikke for det hjemlige, men gaar vældigt op i alt hvad der er udenlandsk. De dyrker ivrigt deres egne Sprog og kender intet til fremmede Tungemaal; vi lærer fremmede Sprog og interesserer os ikke for vores eget. Naar en Englænder vil se sig om, rejser han først England igennem, før han besøger de oversøiske Lande; vi andre giver Pokker i vores Hjemland og flyver og farer i vores Ungdom til fremmede Lande. Begge Dele er forkerte, men det første dog undskyldeligt.

Men til Sagen igen. Vi forlod Gravesend og begyndte paa Vandringen til London. Jeg optraadte paa Turen som Tolk for min Kammerat. Han kunde nemlig kun gøre sig forstaaelig for Englænderne ved at gebærde sig som en Klovn. Vi blev ikke ret længe i London, men tog straks til Oxford. Her betalte vi trods vores Pengemangel nogle
45 Kroner for at faa Adgang til Biblioteket. Uden at blive indskrevet og aflægge Ed paa Forhaand kan man nemlig ikke nu om Dage faa Adgang til at benytte det offentlige Bibliotek. Paa denne Maade blev vi indført i det akademiske Liv i Oxford. Men vi tænkte nu ikke saa meget paa at kollationere Haandskrifter og udkopiere Manuskripter som paa at afhjælpe vores knugende Fattigdom. Han gav sig til at undervise i Musik, jeg i Sprog, men ak! ingen af os havde drevet det ret vidt paa sit Omraade, saa vi fik ikke ret meget ud af disse Fag hos dette Folk, som ikke lader sig nøje med et overfladisk Kendskab til noget, men har for Vane at trænge ind til Sagernes Kerne. De tre Maaneder vi boede i Oxford maatte vi leve saa sparsommeligt at vi kun fik Kød hver fjerde Dag. De øvrige Dage levede vi af Ost og Brød og den billigste Kost vi kunde opdrive. Jeg tog dog ikke Skade af det, hverken legemligt eller sjæleligt, for jeg trives ved Smalkost og har det daarligt naar jeg spiser rigeligt. Men min Kammerat, der ikke var vant til saa haard Levevis, blev paa kort Tid saa udtæret at man i hans Ansigt kunde se
den magre Gustenhed Patienter faar,
der har haft Svingefeber mange Aar.

Derfor bandede han hver Gang hans Mave knurrede over at han havde været saa tosset at give sig ud paa denne Rejse, og især jamrede han over at vi havde smidt de Dalere ud som vi saa ubetænksomt havde betalt for at faa Adgang til Biblioteket.

Nedtrykt af dyb Melankoli
sin egen Vej han traved;
og fjernt fra andres Vej og Sti
han paa sit Hjerte gnaved.

Jeg prøvede paa at sætte ham i Humør, blandt andet ved at fortælle ham følgende Vittighed af Bion: Det er fjollet at rive Haarene af Hovedet paa sig af Sorg - som om det 46
hjalp paa Sorgen at man blev skaldet! Men jeg talte for døve Øren. Til sidst havde vi ikke en rød Reje igen. Vi lod vores Bagage staa i Oxford og gik til Fods tilbage til London. Dér fik min Kammerat et Laan hos en Veksellerer mod Kaution af en Mand fra Trondhjem. Saa snart han havde faaet Pengene gik han helt op i at stable den ene Gourmetmiddag oven i den anden og at gaa paa Jagt efter lækre Sager for at tilfredsstille sin Mave, som allerede havde knurret saa længe. Derfor blev hans Magerhed snart til Fedme, og hans før saa gustne Ansigt skinnede af Velnærethed. Da vi kort forinden var rejst fra Oxford havde hans Øjne ligget indsunket i Hovedet og hans Krop havde været pilmager; da han en Maaned senere kom tilbage havde han ligefrem faaet Vom. Efter Tilbagekomsten opgav vi vores isolerede Tilværelse og flyttede ind paa en Kro, som var meget besøgt af Oxfordstudenter. Vi lærte snart dem alle at kende, og sluttede Venskab med nogle af dem. Men der var én som fra nu af optraadte køligt over for os. Det var en Skotte, som vi tidligere havde staaet i et nært Venskabsforhold til. Længe kunde vi ikke forstaa hvorfor han var saa kølig, og da vi endelig spurgte ham sagde han lige ud at vi maatte finde os et andet Sted at bo; det var ikke passende at Studenter boede paa en Kro, i det mindste var det ganske uhørt i Oxford. Der findes næppe noget Universitet hvor Respekten for Øvrigheden og Lovene er større, hvor Studenterne er mere ærbødige, og hvor man lever pænere end i Oxford. Selv de mindste Fejl bliver omhyggeligt bemærket, rettet og straffet. Derfor er det lige saa sundt og gavnligt for den studerende Ungdom at studere ved Oxford som det er skadeligt for den at gaa paa andre Universiteter, hvor man under Studierne lærer at føre et udsvævende Liv med Druk, Slagsmaal, Spil og Nattesjov. Hvis man gaar ud efter Klokken ti om Aftenen virker det snarere som om man var paa et øde Sted end i en By, saa ensomt, roligt og stille er der. Omkring dette Tidspunkt gaar nemlig de aarlig valgte Opsynsmænd rundt i alle 47 Byens Gader og Stræder; de laver ogsaa Razziaer i Kroerne, og de Studenter der bliver paagrebet dér bliver idømt haarde Bøder. Men disse Love omfatter - hvad der efter min Mening er ganske latterligt - ikke Folk som ved akademiske Grader skiller sig ud fra den store Hob; for Magistre og Doktorer har Lov til at drikke paa Kroerne lige til den lyse Morgen. Det er med andre Ord kun Indehaverne af de højere Grader som har Lov til offentligt at disputere - og drikke. Derfor har Drukkenboltene Jag paa for at erhverve disse Grader. Hvis den studerende Ungdom ved andre Universiteter nød den Slags Privilegier vilde man uden Tvivl se de højeste videnskabelige Grader komme til Ære og Værdighed igen. De siger at Aarsagen til denne besynderlige Bestemmelse er den at Folk som er naaet saa vidt paa Rangstien af sig selv vil holde sig fra den Slags Unoder. De andre vil derimod vælte sig i dem hvis ikke Faren for Straf afskrækker dem fra det. Derfor er der som Regel en Magister der fører an naar et Drikkegilde paa en Kro trækker ud til over ti om Aftenen. Det hændte flere Gange at Opsynsmændene fik fat paa nogle Studenter paa den Kro vi boede paa; men naar de pimpede under Forsæde af en Magister modtog de frejdigt Opsynsmændene med disse Ord: »We are in company with masters of arts.« Naar de hørte det, gik de omgaaende deres Vej. Desuden holdes de gamle i Ære i Nutidens Oxford ligesom i Oldtidens Sparta. Der er ingen Steder hvor man agter og ærer de gamle saa meget som her. Man lytter ikke bare til deres Udtalelser, man adlyder dem ogsaa; en gammel Students Ord har mere Vægt end en ung Professors eller Doktors. Hvis jeg havde tænkt mig at udsmykke dette lille Arbejde med Egns- og Stedsbeskrivelser kunde jeg have fortalt om forskellige Skikke som maaske ikke vilde være uden Interesse, og som er særegne for dette Universitet; men jeg har kun lovet en ganske enkel og overfladisk Fortælling om hvad der direkte angaar mit Levnedsløb, saa jeg lader det ligge og vender tilbage til Sagen.

48

Efter Tilbagekomsten levede vi en Maaneds Tid i Sus og Dus, men saa fik min Kammerat et Brev fra sin Moder med Besked om at tage tilbage til London, hvor han skulde være under Opsigt af Magister Georg Ursin, Præsten ved den danske Kirke. Han var bange for at hans Moder skulde blive vred hvis han ikke lystrede, saa han rejste fra mig og tog til London med det samme. Mit Saar, der lige var lægt, brød derfor op igen: jeg fik nye Bekymringer, jeg tabte Modet igen. Den eneste Trøst jeg havde i min Ensomhed og mine Vanskeligheder var det Venskab jeg for nylig havde stiftet med nogle Oxfordstudenter, som ustandselig udbasunerede mine gode Egenskaber og min Lærdom, og alle Vegne udraabte min Dygtighed i fremmede Sprog og Musik. Deres Ros havde den Virkning at mange gik bort fra andre Lærere og søgte mig som hele Byens berømteste Sprog- og Musiklærer. I Virkeligheden var det et Spørgsmaal om jeg var størst som Sprogmand eller som Musiker. Enkelte af mine mere kløgtige Elever opdagede hvor elendig jeg var, men de holdt det pænt for sig selv. De fleste af mine Elever var ustadige, og det kom mig i høj Grad til Nytte. Der var nemlig ikke saa faa der lige snusede til Begyndergrundene, og saa faldt fra efter en Maaneds Forløb. Derved undgik jeg at blive afsløret. Jeg havde endnu en Fordel af Elevernes Flakkevornhed. Der er nemlig en gammel og priselig Skik at man giver dobbelt Betaling for den første Maaneds Undervisning, noget som man kalder Introduktion eller på engelsk »entrance«. Jeg lærte imidlertid selv saa meget af at undervise i Musik, at jeg snart blev anset for én af de bedste Fløjtespillere i Byen, og som Tiden gik blev jeg optaget i en Musikforening, der holder Møder hver Onsdag i Oxford, og som hedder The Musical Club. Ingen bliver optaget i denne Klub uden først at have aflagt Prøve. Da jeg havde vist hvad jeg kunde, blev jeg enstemmigt indvalgt, og siden regnede man mig for ét af Klubbens fornemste Medlemmer.

Efter min Kammerats Bortrejse boede jeg saa alene i 49 Oxford i omkring ét Aar og tre Maaneder. I denne Tid levede jeg i Sus og Dus; næsten hver Dag inviterede mine Universitetskammerater mig til Frokost eller Middag. Det kalder Studenterne i Oxford »take common«. I lang Tid kaldte de mig ikke andet end »Myn Heer«. Det Navn havde jeg faaet ved en Tilfældighed, og oven i Købet af en Barbér, som troede at jeg og min Kammerat var Tyskere. Han vidste ikke hvad vi hed, saa han gentog Gang paa Gang denne Betegnelse for at vise at han ikke var helt blank i Tysk, selv om han i Virkeligheden kun kendte disse to Ord. De omkringstaaende hørte Barberen gentage denne Titel og troede at vi hed saadan, og længe gik jeg udelukkende under dette Navn i Oxford. Det var der jo ikke noget fornærmende i, saa jeg gjorde ikke noget særligt for at rette Misforstaaelsen. Det var maaske aldrig kommet frem hvad jeg i Virkeligheden hed, hvis ikke jeg havde truffet en Student ved Navn Holber. Ham gjorde jeg opmærksom paa at vi havde samme Navn, og da det senere viste sig at vi ogsaa lignede hinanden af Væsen, opstod der et nært Venskab imellem os. Jeg sagde tit for Sjov at vi nok var af samme Familie. Vores fælles Forfader skulde saa være kommet over til England med Knud den Store.

Jeg maa tilstaa at jeg af mange Grunde føler mig knyttet til Oxforderne. Her er et Eksempel paa deres Venlighed og Gavmildhed imod mig: Da jeg havde boet næsten to Aar i Oxford og tænkte paa at rejse hjem - jeg stod faktisk allerede rejseklar - var der én af mine Medstuderende der bad mig om en Samtale under fire Øjne. Han sagde at jeg skulde bide Hovedet af al Skam og fortælle ham, hvordan det stod til med min Økonomi. Han lovede mig paa hele Kollegiets Vegne en betydelig Sum i Rejsepenge, hvis jeg bare vilde tage imod den. Dette hjertelige Tilbud og den utrolige Gavmildhed der laa bag det gjorde mig næsten stum. Men jeg manglede ikke Penge, saa jeg afslog med Tak. Det er et Spørgsmaal hvilken af Delene der er mest forbløffende, hans gavmilde Tilbud 50
eller mit stædige Afslag. Pladsen i dette lille Skrift tillader mig ikke udførligt og i Enkeltheder at fortælle hvor mange og hvor store Tjenester Oxfordstudenterne prøvede paa at gøre mig. Ganske vist er Englænderne ret slemme til at prale af deres egne Dyder, og hos de fleste af dem har jeg bemærket en Arrogance som er særegen for dette Folk. Men den Fejl ophæves af deres mange gode Egenskaber. Jeg kendte dem godt nok til at vide at jeg kunde opnaa lige hvad det skulde være ved at smigre dem, men jeg holdt mig for god til den Slags. Oxfordstudenterne beundrede mig for min Ædruelighed og Redelighed, men især for min Munterhed. Munterhed med en passende Tilsætning af Vid er noget Englænderne er meget begejstrede for. De har selv megen Humor og elsker Vittigheder. De troede iøvrigt jeg var Præst eller i det mindste Kapellan - det var de Ord i mit Eksamensbevis »naar blot han intet afstedkommer som er den gejstlige Stand uværdigt« som førte dem paa Vildspor. Derfor plejede de der udraabte mine herlige Egenskaber gerne at indlede med Ordene: »This gentleman is in order«, det vil sige: »denne Herre er ordineret«. De fleste mente ogsaa jeg var en gammel teologisk Rotte. De beundrede min Evne til at gribe alle Argumenter i Luften og vende dem mod mine Modstandere. For Englænderne er sløje Debattører. Til Gengæld er de Mestre i Bibelfilologi, Eksegese, Kirkehistorie og Patristik. Ved nogle Studeringer trænger man til Bunds i Tingene, andre kan man kun brillere med; nogle Mennesker virker lærde, andre er det i Virkeligheden. Kontinentets Lærde gaar helt op i polemisk Teologi og Videnskabshistorie, de svælger i Systemer og lærde Tidsskrifter, og paa den Maade bliver de hurtigt til omvandrende Leksika. Englænderne forsker grundigere; derfor gaar de langsomt frem og er Lærde før de synes at være det. Efter min egen Mening talte jeg Latin langsomt og hakkende, men Englænderne syntes jeg talte det hurtigt og flydende. De gør nemlig meget lidt ud af Øvelser i Talekunsten - jeg traf faktisk kun én der talte et 51 nogenlunde ordentligt Latin, nemlig Dr. Smalridge; selv Bibliotekar Hudson, som dog regnes for én af sin Tids store Filologer, var ingen Undtagelse. Oxfordstudenterne disputerer ganske vist offentligt, men saa ynkeligt og ubehjælpsomt at de bliver hundeangst bare de ser et fremmed Ansigt, de sveder, bliver stumme, taber Traaden af bare Skræk for at blive til Grin for de tilstedeværende, som de ikke betragter som Tilhørere, men som mavesure Kritikere.

Til sidst rejste jeg fra Oxford til London, hvor jeg flittigt besaa alt hvad der var at se uden Betaling. Jeg kom tilfældigvis sammen med én af mine Venner ved Navn Peder Holm ind i Baptistkirken netop som en senil gammel Kone skulde til at modtage Daaben. Peder Holm havde altid sin Hund med sig, og den havde mere Kendskab til Jagt end til de baptistiske Daabsritualer. Naar den saa noget svømme i Vandet optog den resolut Forfølgelsen, og den gav ikke op før den havde sat Tand i sit Bytte og bragt det tilbage til Bredden. Nu blev den gamle Kone dykket ned i Vandet. Hunden, som var vant til at lystre det mindste Vink, blev ophidset over al den Postyr. Den blev saa jagtivrig som aldrig før, gav sig til at løbe og vilde have styrtet sig i Vandet hvis ikke dens Herre havde grebet den i Halsbaandet og holdt den tilbage. Ved at være saa hurtig i Vendingen reddede han os fra en Ulykke. Men Baptisterne lod os ikke gaa helt ustraffet bort. De gav os en dundrende Opsang og smed os ud af Menigheden.

Endelig gik jeg om Bord paa et svensk Skib og ankom efter fem Dages Sejlads lykkeligt til Helsingør. Derfra begav jeg mig ad Landvejen til København. Mit Helbred var ganske godt dengang, bortset fra at jeg ikke kunde taale at drikke Vin. Naar jeg gjorde det brusede Blodet paa en mærkelig Maade i Aarerne paa mig - det var for Resten ganske nyttigt for en ikke særlig velbeslaaet Person som mig. Men mine Kammerater drillede mig for det. Nogle af dem grinede ad mig; de troede jeg var afholdende af 52 religiøse Grunde; andre prøvede ved malplacerede og ordrige Prædikener at faa Bugt med min Stædighed. De snakkede daglig om Vinens Fortræffelighed og mente at jeg vilde kunne kurere min legemlige Svaghed ved at drikke. Jeg svarede dem at jeg selv bedst kendte min Konstitution og vidste at jeg for at holde mig rask ikke alene maatte passe paa med Nydelsesmidler, men ogsaa skulde holde igen med Livsfornødenhederne. Disse evindelige Diskussioner plager man mig med den Dag i Dag, saa hvis jeg skulde disputere offentligt og der var frit Emne, vilde jeg helst disputere om Fordele og Ulemper ved Vin og Øl. Det gik nemlig mig (ja, undskyld Sammenligningen) ligesom dem der skifter Religion. De faar jo især paa Puklen af deres tidligere Meningsfæller, og de kender mest til Dogmerne i den Religion de har forladt. Det vil ikke falde Deres Excellence svært at gætte hvor rædsomt jeg lider under den Slags malplacerede Prædikener; De ved jo hvordan jeg faar Kvalme af opkogt Kaal, og at jeg ikke bryder mig om at høre selv den morsomste Historie gentaget.

Men for at komme tilbage til Sagen: Mit Helbred var godt nok, men det stod skidt til med Økonomien. Jeg syntes det var under min Værdighed at tjene til Livets Ophold paa min sædvanlige Maade og optræde som Lærer i det Land hvor jeg for nylig havde givet den Greven. Jeg var kort sagt fattigfin. Men da jeg var kommet helt paa Bunden fandt jeg en nobel Maade at lindre min Fattigdom paa uden at det gik ud over min Værdighed. Jeg døbte mit Studereværelse om til Auditorium, mine Elever til Tilhørere, bød min Stol: »Vær Kateder!« Ved lærde og latinske Opslag indbød jeg Kommunitetsalumnerne til Forelæsninger. Jeg lovede ikke Sprogundervisning men - som det nu hedder paa Universitetssproget - fuldstændige Oplysninger om udenlandske Forhold. Jeg docerede ikke jeg dikterede. De studerende lod sig imponere af denne skraasikre Svada og styrtede i Massevis til mit »Auditorium«. De slugte graadigt de Ord jeg dikterede, de tog Noter, men da jeg skulde have Penge for min Ulejlighed
53 var de pludselig væk alle sammen, saa jeg maatte sige med Digteren:
Intet Korn paa Marken gror,
Engen giver intet Fo'er.

Det eneste jeg fik ud af mit Arbejde var, at de der var stukket af fra mit lille Universitet sidenhen ærbødigt tog Hatten af for mig naar vi mødtes paa Gaden. Det var et klart Bevis paa deres Erkendtlighed, men en sølle Trøst for en fattig Mand.

Til sidst opgav jeg min arrogante Holdning, der nær havde faaet skadelig Virkning paa min Ernæringstilstand, og gav mig til at filosofere. Det gør man jo gerne her til Lands som en sidste Udvej naar man er helt slaaet ud og slet ikke kan se, hvordan man skal klare sig. Da jeg saaledes i det mindste i min egen Indbildning var blevet Filosof forlod jeg min gamle Bane og paatog mig en Skolemesters Skikkelse. Det var ikke noget fornemt Job, men indbragte dog nok til at hjælpe lidt paa min daarlige Økonomi. Men jeg blev ikke ved med at undervise ret længe. Etatsraad Poul Vinding, der iøvrigt døde kort efter, havde nemlig besluttet at sende sin yngste Søn Andreas Vinding til Tyskland. Han skulde have en Ledsager med paa Rejsen, og Faderen overlod denne Opgave til mig, selv om han slet ikke kendte mig.

Vi rejste lige til Dresden. Vinding skulde bo dér hos hans Excellence Baron Løvendal, saa han tog venligt Afsked med mig. Paa denne Rejse skete der ikke noget særligt, bortset fra at vi da vi tidligt om Morgenen skulde rejse fra Brunsvig glemte en Vadsæk fuld af Tøj. Vinding fik den dog intakt tilbage i Dresden nogle Uger senere. Vi havde tilbragt mange søvnløse Nætter paa denne Tur. Derfor sov vi, naar vi endelig fik Ro, saa fast at vi ikke var til at ruske vaagne igen; saa det er sært nok at det ikke gik paa samme Maade med vores andre Ting - at vi for Eksempel ikke glemte at faa Bukserne med! Man maa i høj Grad raade de fleste der rejser med agende Post i 54 Tyskland til at drikke Kaffe. Denne Drik kan holde selv de værste Syvsovere vaagne, hvis de da ikke er saa vel oplært i Sovekunsten at Vognenes uafbrudte Skumpien og Støden ikke kan gøre dem søvnløse. Det gjaldt Kuskene, saa vi. De havde ved Vanens Magt lært sig at hoppe og sove paa én Gang. Man faar nemlig aldrig Ro paa hele Rejsen, for der gøres ikke Forskel paa Nat og Dag.

Da jeg som sagt havde taget Afsked med Hr. Vinding rejste jeg til Leipzig. Her traf jeg én af mine Landsmænd ved Navn Fleischer, som nu er Provst i Altona. Han var vældig humoristisk anlagt, og da jeg selv godt kan lide at lave lidt Sjov havde han ikke svært ved at overtale mig til at udskyde Afrejsen for hans Skyld. Imens gik vi til Forelæsninger og Øvelser, ikke som almindelige Tilhørere, men som Kritikere, for naar Forelæsningerne var overstaaet gik vi hjem og gav os som de frække Knægte vi var til at kommentere Lærernes Kommentarer og gøre Grin med dem. Derfor hørte vi særlig gerne Magister Stivelius' Forelæsninger, som var fuldstændig komiske og blottet for sund Fornuft. Han prøvede ud fra Bibelen at bevise at de Salige spiser baade til Frokost og til Middag i Paradis. Jeg kan huske at denne Magister engang holdt en lang, latinsk og elegant Forelæsning over sine Handsker, som han mente at én af Tilhørerne havde hugget Dagen i Forvejen. Alt hvad der var værd at se ved dette vidtberømte Universitet studerede vi indgaaende. Vi besøgte de fleste af Videnskabsmændene, blandt andre Cyprianus, Rechenberg, Börner og Mencke, som vi altid frit kunde komme hos; de tyske Lærdes Gæstfrihed er saa stor at man ikke kan prise dem nok for den. Jeg rejste fra Leipzig til Halle, hvor jeg ikke fik Tid til at besøge andre Professorer end den berømte Thomasius; og saa var jeg oven i Købet i temmelig daarligt Humør da jeg gik fra hans lærde Studereværelse, for han kom kun med et Par Bemærkninger om Aarstiden, om det daarlige Vejr og andre Ligegyldigheder; han syntes nok ikke det var Umagen værd at snakke Filosofi med en Grønskolling.

55

Da jeg kom tilbage til Brunsvig hørte jeg at den Kuffert der var efterladt dér var blevet sendt efter os. Alle de mindre værdifulde Ting fandt jeg urørte i Værtshuset, blandt andet mine bjørneskindsforede Støvler, som kom mig til god Nytte i den følgende usædvanlig kolde Vinter. Jeg var rejst til Hamborg da det begyndte at blive saa koldt at selv om vi hver havde fire Kjoler og fire Skjorter og lige saa mange Par Bukser og Strømper paa,
trængte Kuld og Nordenvind
dog til Marv og Ben os ind.

Det var især mig der paa Grund af mit sarte Helbred var svøbt ind i saa meget Tøj, at man skulde tro jeg var et Uhyre, ikke et Menneske. Blandt de andre Rejsedeltagere var der især en svensk Kaptajn som fik Kulden at føle. Han var lige kommet fra Paris og var klædt paa efter den franske Mode, og han bandede over sit fine Silketøj, som han hellere end gerne vilde bytte med en Russerfrakke, men
allerhelst dog skifte ud
med en haaret Løvehud.

Denne Kaptajn var temmelig vanskelig og krakilsk; han ignorerede de øvrige Medrejsende og prøvede kun at gøre sig gode Venner med mig, mens jeg paa min Side undgik ham mest af alle. Hans koleriske, storsnudede og pralende Væsen kvalmede mig og gjorde mig gal i Hovedet. løvrigt var han ikke ganske uden Dannelse; af og til kom han med Udtalelser der viste at han ikke var en ren Plebejer. Han talte flere Sprog, var musikkyndig og havde et vist Kendskab til Historie - dog begik han nogle Bommerter i Tidsregningen, som viste at hans Lærdom var overfladisk. En Aften da Kusken havde givet os Lov til at strække Benene snakkede vi lidt sammen paa Kroen for at faa Tiden til at gaa. Vi kom ind paa at tale om de gamle Romeres Heltemod, og for at give sit Besyv med udtalte han 56 følgende om Marcus Curtius' Tapperhed: »Quintus Curtius Rufus, som har berettet om Alexander den Stores Bedrifter, ofrede Livet for det Fædreland der havde skænket ham det. Der aabnede sig engang en Spalte i Jorden midt paa Forum Romanum, og det var blevet spaaet at den ikke vilde lukke sig igen, før et Menneske havde kastet sig i den. Han sprang paa sin Hest, indviede sig til Døden og styrtede sig i Afgrunden, og gjorde sig paa den Maade til en lige saa stor Helt som den Makedoner, hvis Historie han har skrevet.«

Lillebælt var saa tilfrosset at vi i Sikkerhed kunde gaa til Fods til Middelfart paa Fyn, men paa Storebælt var Isen usikker. Derfor blev vi hele otte Dage i Nyborg, mens vi ventede paa at Isen enten skulde blive stærkere eller smelte. Til sidst blev vi kede af at vente og lejede nogle Baade. De blev af nogle Sømænd trukket over Isen, først til Sprogø - den Tur varede en hel Dag - og Dagen efter til Korsør. Selv om jeg egentlig ikke havde tænkt mig at skabe Afveksling i min lille tørre Bog ved at indflette Rejsebeskrivelser, vil jeg alligevel fortælle om Sprogø, som Geograferne ikke har gjort noget ved. Jeg vil se om den svarer til sit Navn og Rygte. Naar Danskerne ønsker noget rigtig ondt over deres Uvenner plejer de nemlig at sige: Gid du sad paa Sprogø!

Sprogø ligger midt imellem Nyborg og Korsør. Om Øens Frugtbarhed kan jeg ikke udtale mig, for den var paa det Tidspunkt dækket af Sne og Is. Midt paa Øen ligger Hovedstaden, som kun bebos af én Familie. Bortset fra en gammel Kone og to unge Piger saa jeg ikke et Menneske. Paa det Tidspunkt var Vicekongen eller rettere Familieoverhovedet bortrejst; han kunde ellers nok have fortalt mig om Øens Regeringsform og andet der var karakteristisk for den. Men for at gøre min Pligt som Geograf maa jeg ogsaa fortælle noget om Indbyggernes Karakter. De bor langt fra Verdens Larm og holder derfor fast ved deres gammeldags bondske Væsen. Den ene af de to unge Piger - som endda havde Ord for at være mere 57 dannet end sin Søster - modtog mig med Ordene: »Se Hunden dér, han staar og pisser op ad Væggeni«

Kunde man tænke sig noget bedre Eksempel paa gammeldags Bondskhed? Efter min Mening var det et Eksempel paa den gamle Ligefremhed man taler saa meget om i Nordens Historie. Jeg mente at den stadig fandtes hos dette Folk, der lever isoleret fra andre og derfor ikke kender noget til Nutidens Uægthed. Men jeg opdagede snart at de var mere med paa Noderne end selv Franskmænd og Italienere, for de forlangte to Daler pr. Nat for en Seng. Den svenske Kaptajn syntes det var alt for meget, saa han optraadte som vores Talsmand og skældte Konen ud saa det stod efter; men den arrige Kælling blev kun endnu mere ophidset over hans Skældsord -

det at man blir gal i Hodet
er en Slibesten for Modet

- og hun gav ham igen paa saa grov en Maade at han maatte tage sine Skældsord i sig igen og bøje sig for hendes Krav. Øens unge Piger indlagde sig ogsaa megen Ære ved deres heltemodige Indsats i denne Strid, for de fylkedes om deres Moder da hun tappert modstod Kaptajnens Angreb. Jeg tror de havde deres Jomfrudom endnu, dels paa Grund af deres Vildskab, som efter nogles Mening er et Bevis paa Ærbarhed, dels fordi de boede saa ensomt at de selv med deres bedste Vilje ikke vilde kunne komme af med deres Jomfrudom. Vi fik ikke andet at spise dér end Ænder, baade stegte og kogte. Der var kun én Seng i hele Huset, og den krævede den unge Pige vi fulgtes med at faa for sig selv. Vi andre lagde os mellem hinanden i Halmen, undtagen en nydelig ung Hollænder, en Søn af en amsterdamsk Købmand. Han syntes det var mageligere at overnatte paa en Bænk. Men hen ad Midnat vaagnede han med Hovedpine og ømme Lemmer og listede sig lige saa stille op i Sengen til Pigen. Dér laa han med ægte hollandsk Ufølsomhed lige til Morgengry, da 58 Pigen vaagnede og kom til at røre ved ham, der endnu laa og snorkede ved Siden af hende. Hun blev naturligvis forskrækket ved dette højst upassende Sammenstød og sprang med jomfruelig Blusel ud af Sengen. Hollænderen prøvede ikke paa at indfange Flygtningen; han var snarere glad for at han paa den Maade havde faaet mere Plads at strække sig paa. Tidlig næste Morgen drog vi fra Sprogø til Korsør. Paa denne Tur kom den svenske Kaptajn i yderste Livsfare. Koleriske Mennesker kommer jo særlig ofte ud for Modgang, ligesom den der bliver ophidset i Terningspil særlig ofte taber, og Døden ofte rammer den mest frygtsomme. Han vilde vise sig, gik langt væk fra Baaden - og saa faldt han i en Vaage. Sømændene fik dog trukket ham op med deres Baadshager. Selv om han var halvdød af Kulde maatte han straks klæde sig helt af og tage noget groft, men tørt Tøj paa. Resultatet var at han i København blev angrebet af en slem Febersygdom. Saa snart han var kommet sig igen tog han til Sverige.

Disse mange Udenlandsrejser var saa stor en Anbefaling for mig at den nylig afdøde Gehejmeraad og Admiral Frederik Giedde ikke betænkte sig paa at tilbyde mig Arbejdet som sine Børns Opdrager og Lærer. Det var efter min tredje Rejse. Jeg var længe i Tvivl om jeg endnu en Gang skulde paatage mig en saa byrdefuld Opgave, men min store Pengemangel tvang mig til det. Den var jo ogsaa ærefuld, og den kildrede mine Ambitioner. I det første halve Aar øvede jeg tappert denne Dont; men efterhaanden blev mit Helbred undergravet af Besværlighederne. Jeg tabte mig, og jeg kunde til sidst ikke engang forhindre mine Elever i at slaas, men maatte bare sidde og se til. Før havde jeg kunnet holde Styr paa dem ved at afstraffe dem, nu maatte jeg tigge dem om at holde op naar de røg i Totterne paa hinanden lige for Næsen af mig. De var nok lærenemme, men nogle skrækkelige Slagsbrødre. Den største af dem gjorde store Fremskridt ved min Undervisning, men det var vist snarere hans egen Flid end 59 mine Anstrengelser der gjorde Udslaget. Jeg spaaede at han vilde blive en Pryd for Fædrelandet, hvis hans gode Egenskaber fik Lov til at modnes; men denne lovende unge Mand, der interesserede sig saa brændende for alt godt og rigtigt, blev revet bort af en alt for tidlig Død. Han blev dræbt kort efter i Brabant af en norsk Kaptajn, som han selv havde udfordret til Duel. Den næstældste Søn druknede da han vilde sejle over en Aa eller Sø, saa den eneste overlevende er den yngste, som nu er Major ved Hestgarden.

Efter et Aars Forløb blev jeg optaget paa Borchs Kollegium og ansøgte om min Afsked. Mens jeg var Alumne paa dette Kollegium offentliggjorde jeg to Værker. Det første hedder Introduktion til Europas Historie efter Pufendorfs Metode. Og da den ved et overfladisk Blik kunde se ud til bare at være en Oversættelse, tillod Hr. A. H. sig i Fortalen til sin Danmarkshistorie at paastaa at mit Værk var skrevet af efter Pufendorfs Historie. Den mere omhyggelige Læser vil dog kunne se at det meste er taget direkte fra Kilderne, naar man undtager Afsnittet om Tyskland. Idéen til dette Værk fik jeg paa det bodleyanske Bibliotek i England, hvor jeg fik Lejlighed til at se de Bøger der angik Emnet. Jeg spekulerede paa hvor udmærket og ærefuldt det vilde være for mig allerede i min Ungdom at træde ind i Forfatternes Rækker. Lysten til en Smule Publicity fik mig til at skrive en Verdensgeografi, hvor jeg sluttede hvert Afsnit med det paagældende Folks Historie. Men da jeg skulde lige til at forelægge Bogen for Censuren udkom Pflugs Geografi i Kvartformat. Saa ændrede jeg Plan, udskød det geografiske Stof og udgav det historiske under Titlen Introduktion til Europas Historie. Jeg har tit prøvet paa at lave Bogen helt om og revidere den fra Grunden. Da jeg skrev den var jeg jo paa Alder med Ovid da han begyndte at digte:
Jeg kun havde ladet rage
én Gang eller to min Hage.

60

Men jeg har haft for travlt med andre Ting til at faa gjort noget ved det. Kort efter udkom endnu en lille Bog, den hed Anhang til Verdenshistorien og indeholdt en Række Skildringer af de vigtigste Staters nuværende Tilstand i fem Bind, men kun det ene foreligger trykt, de øvrige henligger endnu i Manuskript. Men da det kort efter behagede vor Stormægtigste Konge at udnævne mig til ekstraordinær Professor, blev jeg nødt til for en kort Tid at lægge mit tidligere Arbejde paa Hylden for at kaste mig over de Studier som man ved Universiteterne regner for de eneste ordentlige og akademiske. Jeg røg paa den Maade i den modsatte Grøft: jeg roste alt gammelt og brød mig ikke om det nye; de Bøger jeg for nylig havde frydet mig over gav mig nu Kvalme, og jeg glædede mig over de gamle, som hidtil havde kedet mig.
Jeg banede mig Vej til denne Æresport ved Hjælp af en haandskrevet Bog i Folio som jeg allerunderdanigst tilegnede Hans Majestæt Kongen; for da jeg ikke havde nogen fornemme Bekendtskaber, maatte jeg sige:
Lærdmænds Fremtidshaab beror
kun paa Kongens Nik og Ord.

Og jeg blev ikke skuffet i mine Forhaabninger. Jeg mærkede nemlig straks at der strømmede nogle Bække fra denne allernaadigste Kilde i Retning af mig. Haandskriftet omfattede Christian den Fjerdes og Frederik den Tredjes Historie. Paa hver Side anfører jeg de paalideligste samtidige Forfatteres Vidnesbyrd; hvad der er taget fra Forfattere af Verdenshistorier, nemlig Aitzema, Vittorio Siri og første Bind af Theatrum Europæum, som regnes for bedre end de følgende, fylder kun ganske faa Sider. Jeg maa indrømme at dette Værk lader meget tilbage at ønske; jeg har derfor ikke villet kalde det en Historie, men blot Introduktion til det forrige Aarhundredes Danmarkshistorie. Jeg havde delt det i to Bind, men det sidste, som rummer Christian den Femtes Historie, er jeg ikke helt færdig med.

61

Alt dette fik jeg lavet i Løbet af mine fem Aar paa Borchs Kollegium; og dog var der mange der regnede mig for at være en Drivert, fordi jeg forsømte Disputere- og Deklamereøvelserne; af samme Aarsag mente de ogsaa at jeg var fuldstændig Idiot til Latin. Og dog var jeg den eneste af Kollegiets femaars Alumner - med Undtagelse af dets Inspector Niels Aagaard - der
hjemmevant gik om
i det gamle Rom.

De fleste af dem syntes det var komisk at se mig som Professor. Jeg havde jo aldrig staaet paa et Kateder og kunde altsaa ikke med nogen Ret henregnes til den Del af Menneskeheden som man paa Universiteterne kalder Akademikere. Hvis Pedanter skal være de rette til at vurdere Studierne, og hvis vi skal følge deres Fastsættelser af Lærdommens Pris, saa maa jeg indrømme at jeg er faldet paa et Svin og har glemt min Latin, for hvis jeg gik op til Filosofikum vilde jeg dumpe med et Brag. Jeg kunde nok stille en Syllogisme op, men jeg vilde ikke ane hvilken Type den tilhørte. Jeg har ganske vist hørt at der findes noget som hedder Instrumentalfilosofi, og at Logik og Metafysik dér regerer som Pedanternes Skytsgudinder; men dem har jeg aldrig staaet i noget som helst Forhold til. Jeg maa ærligt tilstaa at jeg endnu den Dag i Dag ikke ved hvor mange Prædikamenter og hvor mange Prædikabilier Fru Logica kan bringe i Felten i Krigstilfælde, hvad Slags Krigslist og Maskiner man bruger til at nedkæmpe Katedre, og hvilket Skyts man bruger til at nedlægge en Præses. Jeg har tit tænkt paa at ofre et Par Dage paa disse Problemer, men Vorherre har endnu ikke undet mig Tid til det. Men lad det endelig blive mellem os. Jeg er bange for at blive til Grin for Pedanterne, hvis de faar at vide i hvilket Vankundighedens Mørke jeg befinder mig. Jeg kender ikke det mindste til Instrumentalfilosofien, bortset fra at jeg er ganske god til Instrumentalmusik, og det kan da med lidt god Vilje komme ud paa ét. Men nu vil jeg 62 ikke snakke mere om det. Dels kan man jo ikke diskutere om Smagen, og dels vil jeg ikke forstyrre de Cirkler som visse Folks Tanker bevæger sig i. For min Skyld maa det gerne være et Spørgsmaal om én der ikke kender til dette Fag bør kunne udnævnes til Professor eller ej. Men det er dog hævet over enhver Diskussion at jeg er Professor, og at de der maaler det videnskabelige Arbejde med en anden Alen end Pedanterne, der kun beskæftiger sig med Ord og elsker tomt Skvalder, mener at jeg er god nok til mit Embede. Men med den nye Herlighed fulgte der nye Ulykker, for mit nye Arbejdes Karakter medførte at jeg maatte optræde i temmelig flot Stil. Det bliver éns Værdighed ganske vist ikke større af, men det pynter alt sammen. Paa den Maade blev jeg tvunget til at ændre min Livsførelse. Jeg syntes ikke det passede sig for en Professor at tjene Penge ved Jobs af den Slags jeg som Privatlærer havde paataget mig for at holde Sulten fra Døren.

Kort før min Udnævnelse havde jeg imidlertid faaet et Stipendium paa hundrede Daler om Aaret i fire Aar. Det var hans Excellence Gehejmeraad Ivar Rosenkrantz der havde hjulpet mig til det; han var Bestyrer for de rosenkrantzske Legater. Det var en enestaaende Trøst for mig, der jo ellers maatte holde mig i Live ved Haabet. Men Stipendiaterne er ifølge Fundatsen forpligtede til at rejse til evangeliske Universiteter, og Stipendiets Efor indskærpede mig at jeg burde følge denne Regel. Det havde jeg ikke Spor imod; jeg kunde nok se at jeg med mine smaa Indtægter blev nødt til at spinke og spare og som en Spanier leve af Luften alene, og det mente jeg, at jeg bedre kunde klare i Udlandet end hjemme.

Jeg sejlede lige til Amsterdam, hvor jeg blev nogle Dage indtil jeg rejste videre til Gouda. Derfra gik Rejsen over Land til Rotterdam, hvor jeg ofrede en hel Dag paa at hvile ud. For paa de hestetrukne Kanalbaade, der sejler i Døgndrift, er det næsten ikke til at faa Søvn i Øjnene. Blandt en saa stor Mængde Passagerer vil der nemlig altid være nok af Klovner og kvikke Hoveder som ved deres 63 Pjat og Gøgl holder de andre vaagne. Paa Rejsen til Gouda blev Roen forstyrret af en ung Svensker, der var fremragende til at spille Komedie. Snart gav han Snorkelyde fra sig saa at vi troede han sov, snart for han op som i et Mareridt og brølede ind i Ørene paa den ene eller den anden af sine Medpassagerer.

I Rotterdam saa jeg hen imod Aften nogle Drenge der kom fra Skole kaste Sten efter Erasmus af Rotterdams Statue for at faa Tiden til at gaa. Det var saadan en Vane de havde. Drengenes Respektløshed undrede mig ikke saa meget, men jeg kunde ikke forstaa at de der skulde holde Styr paa dem ikke passede bedre paa. Jeg syntes det var oprørende, at man saadan vanærede dette Mindesmærke, der burde være helligt ikke alene for Rotterdammerne men for hele den civiliserede Verden paa Grund af Erasmus' Fortjenester. Hans Støv burde Eftertiden hædre.

Fra Rotterdam rejste jeg til Antwerpen, hvor jeg boede hos en Mand fra Hamborg. Ham havde jeg lært at kende i Amsterdam; han havde boet nogle Aar i Trondhjem. Derfra sejlede jeg med en lille Skude til Bruxelles. Rejsen fra Amsterdam til Bruxelles havde ikke kostet mig ret meget, men jeg var bange for at Resten af Turen, hvor der ikke var Kanaler at sejle ad, vilde blive dobbelt saa dyr. Derfor blev jeg nogle Dage i Bruxelles for at gøre mit Regnskab op. Jeg saa imidlertid Folk der ikke var Fattigfolk gøre denne Rejse til Fods. Derfor tænkte jeg: Vi efteraber Franskmændenes fjollede Paahit, hvorfor saa ikke ogsaa overtage deres gode Vaner, spare naar vi ingen Penge har og gaa til Fods naar der ikke er noget i Kassen til at hyre en Vogn for? Ud fra disse Betragtninger gjorde jeg mig klar til at rejse til Fods og sendte mit Habengut pr. Vogn.

Men da jeg ikke havde noget Pas var jeg bange for at Vagtposterne skulde lægge mig Hindringer i Vejen. Der var jo Krig. Men kun én Gang paa hele Rejsen, nemlig da jeg var paa Vej ind i Mons i Hainaut, blev jeg raabt an af en Skildvagt der spurgte mig hvor jeg skulde hen, om jeg 64 havde Pas, og hvad Skildvagter ellers plejer at spørge om. Jeg sagde at jeg skulde til Paris, og at jeg havde kongeligt Pas. Han lod sig overbevise om Sagens Rigtighed og lod mig passere. Men Tolderne var til stor Gene for mig; de visiterede mig lige til Bukselommerne for at se om jeg medbragte Tobak eller andre toldpligtige Varer. Derimod undgik jeg de Irritationsmomenter som Rejsende plages med i Tyskland og hjemme i Norden, hvor man maa vente uden for Byportene indtil Øvrigheden eller Kommandanten har faaet Meddelelse om at man er ankommet og har givet én Lov til at passere Fortifikationerne, og hvor man selv paa Kroerne skal opgive Navn, Stilling, Fødested og andet af samme Skuffe. Alle disse lidet turistvenlige Foranstaltninger skyldes den Mistænksomhed der er særegen for de nordiske Folk. Det havde været mig umuligt uden Pas at foretage en saadan Rejse gennem Tyskland. Dér vilde jeg ti Gange om Dagen have hørt en vred og barsk Soldat,

som man paa en mørk og øde
Skovsti nødig vilde møde,

sige disse Ord:

Hvad er dit Slægte-Navn? Sig mig fra hvilken Strand du kommet er hertil? Hvad er dit Fædreland?

Da jeg var Alumne paa Borchs Kollegium blev jeg engang antruffet af en Kommandersergent et Sted i Nærheden af Helsingør. Da jeg fortalte ham at jeg var gaaet fem Mil til Fods blev han ganske forbløffet. Han fik først Mistanke om at jeg var svensk Spion, saa følte han sig sikker paa det, og endelig glædede han sig over at saadan en Bandit uventet var faldet i Kløerne paa ham. Han sagde at jeg skulde følge med. Skønt jeg protesterede og raabte om Hjælp og fortalte ham hvad jeg hed, hvor jeg stammede fra, hvad jeg var og hvorfor jeg var paa Rejse, gav han Ordre til at jeg skulde føres bort med Magt. Det var Meningen at han som en romersk Triumfator skulde føre mig 65 lænket gennem Byen; derfor blev jeg af en Rytter i Generalens Følge paa den mest nedværdigende Maade slæbt tilbage til en Kro der ligger midt imellem København og Helsingør. Dér blev jeg forhørt, afvæbnet, kendt skyldig, frifundet og endelig løsladt med megen Venlighed. Generalen blev altsaa snydt for sit Triumftog gennem Byen.

Men tilbage til Frankrig. Ganske vist maa jeg indrømme, at Franskmændene er meget pengegriske og slemme til at trække Turister op paa alle Maader. Hvis man kender noget til Franskmænd, sørger man for at aftale Pris med Værten, inden man tager ind paa en Kro; ellers bliver man simpelthen flaaet. Men paa den anden Side er det typisk for dem, at de er venlige og høflige. Derfor gjorde jeg denne Rejse med Glæde, selv om jeg fik ømme Fødder. Jo nærmere man kommer til Paris, jo mere griske - men samtidig mere dannede - finder man Indbyggerne, og Levnedsmiddelpriserne stiger i Takt med Høfligheden. Jeg gik gennem befæstede Byer uden Pas, gennem Skove og øde Steder uden Rejsefæller, og følte mig alligevel helt uden for Fare.
Skønt Røvere lured ved Vej og ved Sti,
jeg sang - for min Pung var der ingenting i.

Endelig kom jeg meget udmattet til Paris. I en hel Time strejfede jeg om i Byen og ledte forgæves efter et Sted at bo. Jeg udtalte nemlig det franske Ord logis forkert, saa der var ingen der forstod mig. Til min Ærgrelse hørte jeg en ung Pariserpige fælde denne Dom over min Udtale: »Han taler Fransk som en tysk Hest«. Jeg havde svært ved at bide denne Haan i mig, for jeg troede at jeg for længst beherskede det franske Sprog. Jeg havde jo i sin Tid været Fransklærer, og nu fandt en Tjenestepige mit Fransk barbarisk. Stavelsen gi, som vi har svært ved at udtale, førte mig rundt i alle Forstadens Kvarterer og gjorde mig saa at sige landflygtig. Hertil kom, at Pariserne slet ikke kalder et Gæstgiveri for logis, men for chambre garnie. De troede jeg ledte efter en Pige, ikke efter et Sted 66 at bo, efter Lucie, ikke efter logis. Der var derfor nogle Piger der fnisede over mit Spørgsmaal og sagde: »Je ne la connais point, Monsieur!« Det er svært for Udlændinge at efterligne Franskmændenes Udtale af g eller ch foran Vokalerne i og e. Da jeg nogle Maaneder senere vilde købe nogle gamle historiske Bøger, især af Duchesne, var der flere Boghandlere som lod sig narre af min Udtale og i Stedet for Duchesne gav mig Lukian, som paa Fransk kaldes Lucien.

Men tilbage til Sagen. Jeg fik omsider et Sted at bo i Faubourg Saint-Germain, hvor jeg levede i filosofisk Ensomhed nogle Maaneder. Midt i det store Menneskemylder levede jeg saa at sige isoleret og uden for det menneskelige Samfund, og talte kun med mig selv og mine Bøger; for bortset fra min Vært kendte jeg ingen, og ingen kendte mig. Jeg kom ganske vist daglig i de offentlige Parker og saa dér en uendelig Mængde Mennesker; men for mig var det Skove, ikke Parker, Træer, ikke Mennesker, saa jeg tørstede midt i Overfloden som en anden Tantalus. Jeg besøgte flittigt Mazarins og St. Victors offentlige Biblioteker, selv om St. Victors laa meget langt fra mit Logi. Jeg undrede mig over, at der i Paris, hvor der boede saa mange studerede Folk, var saa ensomt paa de offentlige Biblioteker; for hele den følgende Vinter saa jeg ikke andre dér end en tysk Student, som endda kun dukkede op af og til, og som ikke studerede, men kun kiggede paa Landkort. Jeg kaldte ham for Sjov Cartesius.

Paa Mazarins Bibliotek var der ikke saa ensomt. College des Quatre-Nations ligger nemlig midt i Forstaden - eller rettere Kvarteret - Saint-Germain. Der er ogsaa flere nye Bøger at finde dér. Hver Morgen stod der ved Bibliotekets Dør en Flok Studenter og ventede paa at Bibliotekaren skulde komme, og de kapløb ind i Lokalet som om der var udsat Præmie til den, der kom først; for Bayles Leksikon, som de var meget ivrige efter at læse i, tilkom den førstkommende. Derfor masede de sig frem, styrtede saa af Sted, og den der havde de spidseste 67 Albuer og de hurtigste Ben, fik fat paa Bogen. Paa den Maade levede jeg to-tre Maaneder, som sagt uden Omgang med Mennesker, blandt Pariserne. Jeg vilde ikke omgaas Underklassen -
mon jeg skulde omgaas den Slags? - Nej Tak!
Jeg hader og afskyr alt lavsindet Rak.

Og jeg var bange for at det skulde blive mig for dyrt at komme sammen med bedre Folk. Den eneste, jeg holdt mig gode Venner med, var min Vært. Han interesserede sig meget for Historie, saa han slugte hvert Ord, naar jeg fortalte om hvad der var sket i gamle Dage. Selv hørte jeg lige saa opmærksomt paa det Vaas han diskede op med. Jeg fortalte om virkelige Begivenheder, men paa et famlende og gebrokkent Fransk; han serverede Kællingesnak, men hans Sprog var flydende og korrekt. Engang spurgte han mig om Navnet paa den Kejser der havde ødelagt Jerusalem. Jeg svarede, at han hed Titus. Saa spurgte han om han var Romer eller Græker. Jeg skulde lige til at svare, men saa blev Ordet taget ud af Munden paa mig af en Parlamentsadvokat som tilfældigvis var til Stede. Han sagde, at han hed Titus Livius og var Romer. Ja ja, tænkte jeg, Manden er en berømt Jurist, saa det maa vel regnes for et Ekspertresponsum. For at faa Tiden til at gaa besøgte jeg ofte Palais de Justice, hvor jeg fik et Indblik i fransk civilretlig Procedure. Jeg beundrede Advokaternes Veltalenhed. De har en prægtig Udtale, disponerer deres Stof godt, varierer deres Billedsprog, og drevne som de er til at spille paa Tilhørernes Følelser bruger de snart Forargelsen, snart Medlidenheden som Drivkraft. Man skulde tro det var lutter Demosthenesser og Ciceroer der talte fransk, saadan som alting bliver udtrykt efter den gamle og rigtige Retoriks Mønster. Men under Afstemningen hersker der et Kaos, der ikke er en Retssal værdigt. Advokaterne faar ikke Tid til at tale, Tilhørerne har ikke Tilbageholdenhed nok til at tie stille, og selv Dommerne har ikke Værdighed nok til at blive siddende 68 paa deres Sæder. Stemmerne afgives ogsaa uden Orden. Det hænder, at Dommerne springer op fra deres Sæder, før Retshandlingen er forbi, slaar Kreds midt i Salen og hvisker Retsformanden noget i Øret, hvorpaa han afsiger Dommen. Men medens Dommerne voterer, bliver der raabt og skreget fra alle Sider i vild Forvirring, Advokaterne skændes paa Livet løs, og det gaar som Juvenal siger:

Da pustes lodret Løgn af hule Blæsebælg;
da søles hvert et Bryst af Spyt fra eget Svælg -

de gamle Romere mente jo at man ved at spytte sig paa

Brystet kunde undgaa de onde Følger af Praleri.

I øvrigt snakker og larmer Tilskuerne saa meget under Retssagerne, at man skulde tro, man var paa et Kødtorv, ikke i en Retssal. Derfor maa Retsbetjentene paabyde Ro og Stilhed omtrent hundrede Gange i Timen -
men deres hæse Røst og deres stærke Arm
forsøger helt omsonst at dæmpe denne Larm.

Paris' Seværdigheder var ikke nok til at mætte min Nysgerrighed; jeg besøgte ogsaa de vigtigste Slotte og Byer i Nærheden, først og fremmest Versailles, som viste sig at overgaa sit Rygte.

Da jeg til sidst var blevet led og ked af Ensomheden, henvendte jeg mig til en svensk Præst, som boede i samme Kvarter af Byen, ikke langt fra min Bopæl. Af ham fik jeg at vide, at der var tre Danskere i Paris, en Læge, en Præst og en Skrædder, og at de to første var saa forskellige af Væsen og Levemaade, skønt de var fra samme By, at Skrædderen med al sin Kunst reverenter talt ikke kunde rimpe dem sammen. Jeg besøgte snart dem begge. Forskellen var slaaende. Lægen var saa religiøs og fulgte i den Grad Romerkirkens Forskrifter, at han hellere vilde blive syg end bryde Reglen om ikke at spise Kød i Fasten. Den anden derimod, som var gaaet over til Katolicismen, fordi han regnede med at kunne slaa Mønt af det, lystrede de
69 Pavebud, som skulde gøre Tilværelsen behagelig for Præsteskabet, og gav Pokker i Resten. Den første var altid sig selv og holdt med næsten for stor Stædighed fast ved, hvad han een Gang havde sat sig i Hovedet; den anden bevægede sig som Tigellius fra den ene Yderlighed til den anden, var snart mere nøjsom end Diogenes, snart mere slugvorn end Apicius, snart ren i Tøjet, snart nusset, lugtede snart af Pebermyntekager, snart af Buk. Den ene Dag mente han at der ikke fandtes nogen Frelse uden for Romerkirken, den anden Dag anerkendte han uden videre den evangeliske Religions Sandhed; den ene Dag erklærede han, at han havde en ikke ubetydelig Formue; den næste Dag svor han højt og helligt paa, at han i en hel Maaned ikke havde haft en Skilling paa Lommen. Desuden lagde jeg Mærke til, at den ene holdt alt for nærigt paa sine Penge, mens den anden klattede sine væk. Den ene var ikke til at slaa et Ord af, den anden var ikke til at lukke Munden paa; den ene var sandfærdig, den anden løgnagtig; den ene holdt af lærde Sysler, den anden foragtede dem - han forestod ganske vist et Bibliotek, som hvad Bøgernes Antal angaar ikke staar tilbage for Bibliotekerne i Wien og Florens; men han taalte aabenbart ikke Sammenligning med Wienerbibliotekaren Lembeck eller Florentinerbibliotekaren Magliabechi. Jeg husker, at han engang da jeg søgte Josephus' Antiquitates sagde, at han ikke kendte det Navn, og at jeg maaske forvekslede Josephus med Philo. Og da jeg spurgte ham, hvor mange Bøger der var i Biblioteket, svarede han mig uvidende men ganske vittigt med et Citat fra Ovid:
Det er kun Fattigmand der gaar
og holder Tal paa sine Faar.

Bibliotekaren var født paa Fyn. Han blev dimitteret fra Odense Skole og fik akademisk Borgerskab i København. Men da han havde tilbragt nogle Aar dér, rejste han, uvist hvorfor, til Frankrig. Dér afsvor han sin fædrene Tro og indyndede sig saaledes hos Abbed de Bignon, at Abbeden 70 uden videre antog ham til at passe sit Bibliotek. Men jeg hørte senere, at han paa Grund af daarlig Administration var blevet fjernet fra denne Stilling og nu lever i Fattigdom og Elendighed. Det morede mig meget at høre denne Mands Snak, der for det meste var fornuftstridig og fuld af Pral. Hver Gang Talen faldt paa vores Landsmænd, plejede han at bryste sig af, at hvis han havde Mulighed for at tale og disputere offentligt i Danmark, vilde han hurtigt sørge for, at hele Riget gik over til Katolicismen. Kun een Gang gjorde han mig gal i Hovedet, nemlig da han frækt paastod, at Lutheranerne knap nok fortjente at kaldes kristne, fordi der ikke var Skygge af Kristendom tilbage hos dem, naar man ser bort fra Daabens Sakramente. Det kom vi op at skændes om; det var nemt nok for mig at afværge en saa ulærd Mands Finter og at vinde Sejr over en saa vaabenløs Fjende; men da han nu var i saa slem en Knibe, at han var lige ved at kapitulere, kommer der en Doktor fra Sorbonne ind i Biblioteket. Bibliotekaren blev saa glad som om det var en frelsende Engel der var kommet og fik os straks bragt i Diskussion. Der opstod en heftig, men som sædvanlig ufrugtbar Debat. Jeg forsøgte, da jeg ikke staar ganske fremmed over for Kirkehistorien, at nedlægge ham med hans egne Vaaben. Men efter en Times Match med lige mange Points til hver skiltes vi, og begge Parter tildelte sig selv Sejrspokalen. Mens vi diskuterede, sad Bormann bare og lyttede; men da Kampen var overstaaet, hviskede han mig i Øret, at jeg havde kæmpet udmærket; og da Doktoren gik, indrømmede han, at Luthers Lære var udsprunget af Guds Ord; men snart - saa vægelsindet var han - begyndte han igen paa sin gamle Vise.

Hans Arbejdsgiver Abbed de Bignon maa regnes blandt dette Aarhundredes mest fremragende Prælater; han har et indgaaende Kendskab baade til Politik og til videnskabelige og kirkelige Sager. Han holder fire Sekretærer, en Bibliotekar, fire Musikere og en Sangerinde. Jeg hørte ham to Gange tale offentligt i Videnskabernes Akademi 71 - det var som at høre Muserne selv tale fransk. Naar han prædikede i St. Germain l'Auxerrois-Kirken, var der saadan en Trængsel, at man ikke kunde komme ud eller ind uden at faa Tøjet flaaet.

Den anden af mine Landsmænd var en Læge ved Navn Winsløw. Han var ogsaa fra Fyn. Han havde afsvoret sine Fædres Tro, men ikke Kærligheden til sit Fædreland. Der var intet der glædede ham mere end at kunne gøre en Landsmand en Tjeneste. Han tog hjerteligt imod mig og førte mig rundt i hele Byen, og med ham som Guide fik jeg fuldt ud tilfredsstillet min Videbegærlighed. Han var beskeden, fordomsfri, oprigtig, aaben og tjenstvillig, men dog ikke saa lidt irriterende paa Grund af sin Diskussionslyst. Han satte selv teologiske Diskussioner i Gang og førte mig sammen med andre lige saa stridbare Personer, saa det meste af Tiden gik med at diskutere. Jeg havde endnu ikke lært, hvilke Vaaben jeg skulde bruge mod den Slags plagsomme Diskutører. Jeg kendte endnu ikke den højfornemme og berømte Niels Griis' Logik. Da han blev æsket til Strid af en Abbed, sagde han - for ikke at spilde mere Tid med Diskussion - at det var til ingen Nytte at diskutere, for mellem Mennesker af samme Tro var der ikke noget at skændes om. Da Abbeden saa spurgte, hvilken Tro Danskerne da bekendte sig til, svarede han, at de var af den Tro, at Paven tog sig ganske godt af sin Pengekasse og sin Privatøkonomi, mens han saa nidkært forsvarede den romerske Stols Hellighed og Myndighed, og det mente selve Kardinalkollegiet ogsaa. Saadan fik han lukket Munden paa ham, og alle de øvrige tilstedeværende var ved at revne af Grin.

Men for at vende tilbage til Hr. Winsløw, saa var han meget anset i Frankrig, dels paa Grund af sin Redelighed og Venlighed, dels paa Grund af sin Ekspertise inden for Lægevidenskaben, specielt Anatomien. Han har sikkert ikke opgivet sin fædrene Tro fordi han havde ventet at faa økonomisk Fordel af det; han vilde i den Henseende have haft større Fordel af at blive hjemme, hvor der er 72 større Praksis, fordi der er saa faa Læger. Han havde ogsaa giftet sig i Paris med en Kone, der hverken havde Penge eller Anegalleri i Medgift. Men jeg opdagede, at denne Mand med al sin Lærdom var ufatteligt naiv. Winsløw var nemlig een af den Slags Naturer, som lader sig paavirke af Udvorteshed og Similistads, og derfor lod han sig lokke af alt det overfladisk prangende, Paris har at byde paa. Han sagde selv, at han var blevet omvendt ved de offentlige Diskussioner, der paa Helligdage og Søndage blev afholdt i et Kapel i St. Sulpice-kirken, hvor en Præst, som faar Løn for det af Staten, offentlig forsvarer de katolske Dogmer imod hvem der faar Lyst til at angribe dem. Jeg overværede tit disse Diskussioner og forstod godt, hvorfor svage Sjæle let kommer til at hoppe paa Limpinden. For Præses, der var en elegant Disputør, havde saa nemt ved at snakke sig fra Modstandernes Argumenter og vendte saa snedigt og saa vittigt deres Vaaben mod dem selv, at ikke alene Kapellet, men hele Kirken ofte rungede af Tilhørernes Latter; det virkede mere som en Komedie end som en kirkelig Handling. Opponenterne var for største Delens Vedkommende enten ustuderede Personer, som ikke kunde klare sig, naar Præses gik til Angreb, eller ogsaa var de selv Katolikker, som i disse Skinkampe undertiden strakte Vaaben, selv om de egentlig havde vundet Slaget. Hvad er lettere end at overvinde den, der ikke gør Modstand.

Som fast Opponent havde han en Lappeskomager, der paatog sig Rollen, naar der ikke var andre til Stede. Ham kunde Præsten ved sin snedige Diskussionsteknik nemt rende om Hjørner med og faa til at fremsætte de mest vanvittige Synspunkter. Blandt vores hjemlige Lappeskomagere finder man kun faa, eller maaske slet ingen, der kender til andet end at blive ved deres Læst; men denne Mand viste, at han var i Besiddelse af en ikke helt overfladisk Viden; snart slog han om sig med Skriftsteder, snart med Udtalelser af Kirkefædrene, og snart hentede han sine Argumenter fra Kirkehistorien.

73

Jeg sagde, at det umuligt kunde passe, at han var Lappeskomager, og jeg lod mig ikke overbevise, før jeg fik hans Butik at se. Dér sad den gode Filosof og reparerede paa et Par gamle Halvstøvler. Efter min Mening var hans Viden saa stor, at man nok kunde regne ham for virkelig lærd. Her i Landet kan man maaske nok finde Lappeskomagere der er lige saa dygtige til deres Haandværk, men man vilde selv blandt de rigtige Haandskomagere lede forgæves efter en saa lærd Mand. De andre, der optraadte som Opponenter, var Mennesker af omtrent samme Surdejg; derfor var Præsten altid sikker paa Bifald eller Triumf, naar han steg op paa Talerstolen.

Hen imod Efteraaret kom der en dansk Student til Paris. Han var en ganske dygtig Disputør og besluttede derfor at prøve Kræfter med Præsten. Men da man kun disputerede paa fransk, som Studenten ikke kendte noget til, blev jeg sendt som Gesandt for lovformelig at erklære Krig og for samtidig at undersøge, hvilke Vaaben der skulde bruges, og om man maatte tale Latin. Præsten gik med til dette og fastsatte Tidspunktet. De dystede mange Gange paa forskellige Steder og med forskelligt Udfald. I den første Træfning, som blev holdt i Kapellet, løb Danskeren af med Sejren. Præsten gik ærgerlig ned af Talerstolen og udfordrede sin Modstander til ny Kamp et andet Sted i Byen samme Dag. Man skiftede Sted, og Kamplykken skiftede samtidig. For Præses, som var vant til, at Kampen var det rene Legeværk, havde nu opdaget, at det var Alvor. Han gik bedre forberedt til det andet Slag og argumenterede grundigere og paa bedre Latin. Den anden havde først og fremmest det Handicap, at han ikke var saa dygtig til Kirkehistorie som til polemisk Teologi. Naar Præsten havde svært ved at klare sig, lokkede han nemlig Studenten ind i Kirkehistorien som i en Labyrint. Og Krigen blev ikke afgjort med disse to Slag; der var undertiden Vaabenstilstand, men aldrig total Indstilling af Fjendtlighederne. Krigen blev genoptaget med Mellemrum, og de kæmpede med skiftende Held. Det vil føre for 74 vidt at beskrive hele Rækken af Hovedslag og Forpostfægtninger; det maa være nok at nævne de to vigtigste, hvoraf det ene var dræbende for Præses. Der opstod et Problem om en Partikel, der i Vulgata gengives ved thi, mens der i den hebraiske Tekst staar og. Danskeren paaberaabte sig nemlig det hebraiske, og da han saa, at Præses ikke kendte Spor til dette Sprog, slæbte han ham trods hans Modstand og Udflugter den lige Vej til Palæstina. Præsten blev saa skrækslagen, at han tabte Maal og Mæle og til sidst krævede at faa en ny Opponent. Men i det sidste Slag, da Problemet var: »Hvis Opgave er det at fortolke den hellige Skrift?« var Studenten mindre heldig. Da Præsten gik ned af Talerstolen, betragtede Pariserne ham som Fædrelandets frelsende Helt. Hvis Studenten havde været bedre inde i Kirkehistorien, havde han kunnet nedlægge Præsten med hans egne Vaaben ved at paavise den katolske Kirkes Sofisteri og ved at gennemgaa Kirkemødernes Læresætninger, som tit staar i diametral Modsætning til hinanden; for det er med den Slags Vaaben man kæmper mest effektivt mod Katolikkerne. Men hos os er den studerende Ungdom kun ordentlig inde i polemisk Teologi og gør ikke noget ved Kirkehistorien. Derved lægges Grunden til de Frafald, der finder Sted. Det synes jo at være fældende, naar Katolikkerne stiller det Spørgsmaal: »Naar Skriften udlægges forskelligt, dels af de økumeniske Koncilier, dels af en Munk fra Wittenberg, hvilken Vej er det saa sikrest at følge?« Da man siger, at Folkets Røst er Guds Røst, saa maa jo den Fortolkning, der akcepteres af næsten hele den kristne Verden, se sikrest ud for dem, der intet kender til Kirkehistorien og derfor ikke ud fra dens Kilder er i Stand til at afsløre Præsteskabets Svindel og Fiduser, Kirkemødernes Vakkelvornhed og det Pres, Paverne har lagt paa dem.

Naa, men den Snak fik ført mig paa Afveje. Jeg maa til at fortælle om mig selv igen. Jeg indsaa, at mit Stipendium paa hundrede Rigsdaler ikke vilde forslaa ret meget i Paris. Derfor var jeg noget ængstelig den første Maaned, 75 da jeg efter at have gjort mit Regnskab op blev klar over, at jeg var ude i uovervindelige økonomiske Vanskeligheder. Jeg opdagede, at alt var dyrt her undtagen Lærdom, som var det eneste, der kunde faas for næsten ingen Penge. Lærde Folk fra hele Frankrig stimier nemlig til Paris, saa Universitetet dér lider under sin vældige Størrelse. Der er Hærskarer af Litteraturforskere, Sprogmænd og Jurister, som for en billig Penge underviser de unge og gaar under Betegnelsen Lektorer, paa fransk répétiteurs. Een af disse Lektorer, som jeg kendte godt, gav mig en medynkvækkende Beskrivelse af disse parisiske Lærdmænds ulykkelige Situation. Han var en ganske kyndig Mediciner og mestrede baade civil og kanonisk Ret, saa han viste ved sit Eksempel, at det ikke altid er sandt hvad man siger:

Lægekunsten Penge giver,
man ved Jura anset bliver,

for det er ikke godt at sige, om han var mere lærd end fattig eller omvendt. Det skal Pariserne ganske vist have, at de ikke som tidligere vurderer Lærdom og Filosofi efter Skæg og Skidt, for jo mere velklædt man er, jo mere vellærd bliver man anset for at være, og den, der er uplejet og ækel, kan ikke leve af at skrive, men

kalder fortvivlet, hjælpeløst
paa den flygtede Muse med usikker Røst.

I samme Logi som jeg boede en Mand fra Lyon, som var en dygtig Tandlæge. Men da han levede nøjsomt og sparsommeligt, havde han kun smaa Indtægter. Da han havde opdaget, hvordan Pariserne var, lejede han sig en flot Vogn, gik med guldvirket Tøj og gav sig til at leve spendabelt. Straks kunde han faa meget mere for sit Tandpulver og sit Arbejde. Saa svært er det at faa Pariserne til
at tro paa Cæcilius' Ord:
Bag en ussel, snavset Kofte
gemmer Visdoms Aand sig ofte.

76

Min Vært, der var Skrædder, klædte sig dyrt. Da jeg spurgte ham, hvorfor han var saa fin i Tøjet, svarede han, at ellers vilde Pariserne tro, han ikke duede til sit Arbejde.

Baade Oldtidens og Middelalderens Forfattere har bemærket, at dette Folk har den besynderlige Egenskab, at de elsker det overfladiske og barnlige og ligger paa Maven for det rene Pjank og Gøgl. Provinsboerne kalder dem les badauds de Paris - Tosserne fra Paris - af denne Grund. For selv om Paris rummer Mennesker nok til en hel lille Verden, og man dér kan støde paa alt, hvad Menneskers Flid, Ærgerrighed, Luksustilbøjeligheder og Forfængelighed kan udrette, selv om Pariserne er mere tilbøjelige til at stimle sammen end andre Mennesker og der opføres flere Skuespil i Paris, end jeg nogen sinde har set andre Steder, saa farer de dog op ved den mindste Uro og styrter ud af Husene for at se paa Ting, som en dansk Bonde ikke vilde røre sig af Flækken for. Øvrigheden kender deres Væsen til Bunds og kan derfor holde dem i Humør og faa dem til hvad som helst ved Hjælp af morsomme Paafund. Ved samme Midler opretholdes Ro og Orden. Selv naar de gør Oprør, har det paa een Gang noget festligt og noget komisk over sig. Man skal være meget alvorligt anlagt for at kunne bare sig for Grin, naar man læser om Frondekrigen, da alting, selv Brød og Kager, blev lavet i Slyngeform. Lige saa komisk er Historien om de Opstande, der fandt Sted i dette Aarhundrede paa Grund af Pave Clemens den Ellevtes Kirkeforfatning, da Partigængere af begge Køn skilte sig ud fra hinanden ved hjælp af forskellige Baand, à la constitution eller à la Régence, alt efter om man holdt med Paven eller Regenten. Ved ganske smaa Midler neddysser man Opstande, der kunde se ud til at være farlige for Staten. Kardinal Retz var klar over, at dette kunde lade sig gøre. Engang da Borgerne var stimlet sammen og truede med Død og Djævelskab, regnede han ganske rolig med, at Ballademagerne vilde spredes, naar det blev Spisetid eller 77 Spadseretid. At forsømme disse Tidspunkter kalder Pariserne se desheurer, og det gør de meget nødig.

For at komme tilbage til Sagen, saa beskrev denne Jurist de lærdes Situation saadan, at jeg forstod, at man ikke kunde regne med at faa noget ud af sine Kundskaber; men han gav mig nogle gode økonomiske Raad, som gav mig Haab om alligevel at klare mig. Jeg havde faaet Logi i Faubourg Saint-Germain. Denne Bydel ligger meget praktisk for Udlændinge, i Nærheden af Slottet, Raadhuset, Teatrene og de offentlige Parker. De, der kun er ude paa at more sig, vælger derfor denne Bydel frem for de øvrige. Derfor er Kroværterne dér paa Stedet de snedigste. Men de Franskmænd, der tager til Paris fra Provinsen, vil hellere bo i den Del af Byen, der hedder Quartier Latin; dér er billigere, Luften er renere og Vandet sundere. I Faubourg Saint-Germain drikker man nemlig Flodvandet. Det skader ikke de indfødte, men fremmede bliver syge af det. Inden de faar vænnet sig til det, faar de enten Feber eller Diarré. Det kalder Pariserne at betale Skat. Jeg led en hel Maaned af Diarré. Min eneste Trøst var, at jeg ikke var alene om det; det er noget, som næsten alle maa igennem.

Som Tiden gik, gjorde jeg saa gode Fremskridt i at økonomisere, at jeg snart overgik min Læremester. Naar der kom Danskere og Nordmænd og spurgte Bormann til Raads, henviste han dem til mig med disse Ord: »Her har I en Landsmand, som ved meget mere om, hvordan man kan klare sig i Paris, end jeg selv gør.«

Jeg flyttede fra Faubourg Saint-Germain og fik et billigt Logi i Nærheden af Sorbonne. I denne Bydel bor der mange fattige Studenter, dels Franskmænd, dels Irere af katolsk Observans. De sidste havde jeg let ved at blive Venner med, fordi jeg var saa god til engelsk. Blandt mine irske Venner var der nogle af St. Georgsridderens Ministre og Raadsherrer. Deres Venskab kom ikke til at svi til min Pengepung, for de havde nok flere Aner, men ikke flere Penge end almindelige Mennesker. De førte sig ikke

78

som det sig hør og bør for Adel, der optræder
i Silke- og i Fløjls- og Gyldenstykkes Klæder,

for de holdt sig ikke for gode til at ryge, hvis de ikke havde anden Dessert. Til Middag kunde man roligt give dem

Spegesild og Øllebrød
eller vandkogt Havregrød.

Jeg blev engang inviteret til Bryllup hos en fornem Irer. Dér fik jeg ikke andet end overgemt Ost, mugne Brødskorper og

en Vin, som man ikke engang kunde bruge
til Pudsning af Møblerne i sin Stue,

for der var ikke andet at kildre Ganen med. Efterretten var Kys. Vi kyssede alle sammen Bruden, ogsaa i Kirken. Denne irske Skik bandede jeg indvendig over, for hun var saadan én

som man paa en mørk og øde
Skovsti nødig vilde møde.

De fleste af Irerne i Paris er Stipendiater og lever af offentlige Midler. De paastaar nok saa frejdigt, at de er rejst hjemmefra af lutter Kærlighed til Katolicismen. De praler alle sammen enten af de Goder, de har opgivet for Religionens Skyld, eller af deres Aner; men jeg var nu ikke særlig imponeret over deres Maade at være paa. Deres Storsnudethed var nemlig det eneste ved dem, som ikke virkede direkte plebejisk. De var saa uordentlige og grisede, at jeg efterhaanden helt holdt op med at omgaas dem og vendte tilbage til Franskmændene. De er nok overfladiske, uberegnelige og slemme til at løbe med en halv Vind, men deres elskværdige Væsen tvinger alligevel een til at holde af dem, enten man vil eller ej. Men - ingen Regel uden Undtagelse - hos nogle af dem fandt jeg dog Rester af 79 gammeldags Bondskhed. De, som jeg delte Husholdning med, havde tilsyneladende aflagt deres franske Væsen. De var alle, Værtinden inklusive, hypokondre og krakilske. Til Gengæld var de meget ligetil og reelle; og da jeg selv er hypokonder, mente jeg, at jeg lige som ved magnetisk Kraft havde trukket alt det i Paris, der svarede til mit eget Sindelag, til dette Hus. For hvis der blev holdt Mandtal over denne Bys Hypokondrister, vilde man ikke finde saa mange i hele Rue St. Jacques eller Rue St. Martin som i dette ene Hus. Den værste af dem var en teologisk Student - de gaar under Betegnelsen »Abbeder«. Man skulde tro, han var lavet af Krudt og Peber, ikke af Kød og Blod; men han var retlinet, paalidelig og tro som Guld. Jeg stolede i den Grad paa ham, at jeg bad ham passe paa min Smule Bagage, da jeg skulde til Italien.

Senere kom der ikke saa faa af mine Landsmænd til Paris. Den første af dem var Michael Røg, den berømte Medaljør og Kobberstikker. Vi havde gaaet i Skole sammen i Bergen. Han blev dimitteret af Rektor Lintrup og kom ind paa Universitetet, men opgav Studierne og kastede sig over Gravørkunsten. Snart blev han anset for den dygtigste Kobberstikker i Landet. Da han i Paris havde vist Prøver paa sin Kunst, blev han ansat som kongelig Medaljør. Der kom snart andre Landsmænd til, og saa opgav jeg min asketiske Levevis.

Da jeg havde boet halvandet Aars Tid i Paris, syntes jeg ikke det var nok, at jeg havde været i Frankrig, England, Tyskland og Holland. Jeg vilde ogsaa se Lande, der laa endnu længere borte fra mit Fædreland. Rejselysten tager til, jo mere man rejser. Man kan lige saa lidt standse den, som man kan bremse op paa Halvvejen, hvis man er hoppet ud fra Rundetaarn. Der var en fransk Student, som fortalte mig, at man kunde rejse fra Paris til Rom for tyve Daler eller mindre. Jeg spidsede Øren, for de Ord var lige Vand paa min Mølle, og gik ivrigt i Gang med at skaffe mig flere Oplysninger. Jeg havde ikke andet i Hovedet, enten jeg saa arbejdede eller holdt fri, sov eller var vaagen.

80

Ja, Rejselysten trak i mig
trods Viljen og Forstanden,
for Lysten trak den ene Vej,
Fornuften trak den anden.

Paa den ene Side tænkte jeg paa min Svagelighed, min Pengemangel, Faren for Landevejsrøvere og Sørøvere, Sved, Støv og brændende Sol; paa den anden Side stod den Forfængelighed, som faar Folk - og især vores Landsmænd - til at udsætte sig for Farer og rejse over Havene bare for at lære Ting at kende, som de lige saa godt kunde have stiftet Bekendtskab med hjemme.

Og skønt jeg længe stred og kæmped,
Fornuften ej mit Vanvid dæmped.

Saa bestemte jeg mig da til at rejse. Dette gav Anledning til nogle ondsindede Rygter, som mine Fjender i Hjemlandet brugte imod mig. De havde den Frækhed at paastaa, at jeg havde skiftet Tro, og at jeg ikke agtede at vende hjem.

I Begyndelsen af August gik jeg om Bord paa en hestetrukken Flodbaad, som gik lige til Auxerre. Jeg fik Indtrykket af, at denne Bys Indbyggere var meget religiøse, for Kolossalstatuen af Den hellige Christophorus dér paa Stedet er meget højere og flottere end den tilsvarende Statue i Notre Dame i Paris, som dog er saa kæmpemæssig, at der mellem dens Ben staar et Alter, hvor Pariserne holder Messe. De to Giganter tyder paa, at Byerne har konkurreret om hvem der var frommest, og Auxerre har vundet. Hele denne Rejse kostede mig ikke mere end femseks Louisdorer, selv om Paris og Auxerre ligger flere Dagsrejser fra hinanden. Men Rejsen var meget udmattende, for Baaden blev trukket baade Nat og Dag, og det var ikke til at faa Søvn i Øjnene, fordi der var saa mange Passagerer om Bord; nogle lænede sig op ad Rælingen, andre laa og støttede sig paa Albuen og saa nok ud, som om de sov, men gjorde det ikke i Virkeligheden; og saa 81
var der nogle, som sad og døsede med Hovederne lænet mod hinanden, men ustandselig blev vækket, fordi de hver Gang de nikkede kom til at stanges som Væddere. Trods alt havde jeg nogen Fornøjelse af Turen, for der er enten Lunde eller Marker over alt ved Flodbredderne, og hist og her ligger Landsbyerne helt ud til den smukke Bred. Desuden blev der holdt Sjov og fortalt Historier. Jeg saa, at de fleste af Passagererne gjorde sig klar til at rejse videre til Fods. Jeg fandt Ideen god og gavnlig for min Pengepung, saa jeg fulgte deres Eksempel og vandrede til Châlons i Bourgogne. Turen varede i alt seks Dage. Jeg udvalgte mig til Rejsefæller de Medpassagerer, der forekom mig at være de pæneste og ordentligste, men jeg kom til at forstaa Sandheden i det gamle Ordsprog: Man skal ikke skue Hunden paa Haarene; for det viste sig, at af mine tre Rejsekammerater var der kun een, nemlig ham, jeg havde været mest skeptisk over for, som var et ordentligt Menneske; de to andre var de rene Drønnerter. Paa hele Turen hørte jeg ikke andet end Løgnehistorier, Pralerier og Sjofelheder, alt sammen noget, som jeg ansaa for ubedragelige Beviser paa en udsvævende og kriminel Livsførelse. De var dog ikke helt uden Dannelse og havde lidt af Pariserelegancen over sig. Den ene svor en dyr Ed paa, at han kunde præstere en Liste paa mindst tyve unge Piger af det bedre Selskab, som han havde staaet i Forhold til i Paris, og derpaa opremsede han en Stribe splinternye Eder, som efter hvad han selv sagde var aandrige og ikke af den vulgære Slags; dem havde han lært i Paris, og de var endnu ikke i Brug i Provinsen. De to Fyre var nok Katolikker, men aabenbart ikke særlig brændende Helgendyrkere. Engang da vi var midt i Bourgogne, begyndte det at øse Spande ned, saa vi maatte søge Tilflugt i en lille Hytte i Nærheden. Dér hørte vi af en gammel Kone, at Egnens Indbyggere samme Dag havde holdt en Procession, som de kalder det, og derved havde fravristet een eller anden lokal Skytshelgen denne Byge. Da den fromme gamle Kone fortalte dette med Hænderne 82 løftet mod Himlen, brusede den ene af mine Kammerater op - han stod og tørrede sit drivvaade Tøj ved Ildstedet -og sagde: »Que le diable vous emporte avec votre bougre de saint!" - Gid Fanden tage dig og din Møghelgen. De sagde, at hvis de fik Lov til at lave om paa Helgenlisten, var der mange Navne de vilde stryge. Men Patriarken Noah skulde ikke udvises af Helgenordenen,

thi han de bedste Raad gav Mennesket mod Tørst:
Han lærte Verdens Børn at plante Druer først,

saa ham havde de udvalgt til deres private Skytshelgen. Alligevel lagde de sig paa Knæ foran Sengen hver Aften, før de gik til Ro, og plagede Vorherre med de mest brændende Bønner. De kunde ikke forstaa, at jeg ikke gjorde det samme. Jeg var mere forundret over, at nogle saa umoralske Individer havde den Frækhed at fremtræde saa ofte for Guds Aasyn efter at have syndet paa alle Ledder og Kanter. Den tredje af mine Rejsefæller, en Apoteker fra Lyon, betragtede jeg som min Livvagt. Naar han var der, var jeg ikke bange for noget. Han havde lovet mig sin Hjælp og sagt, at hvis de andre blev nærgaaende, havde han baade Mod og Kræfter nok til at ordne dem begge to. Men engang hændte det, at jeg ved Aftenstid for vild og kom væk fra min tro Følgesvend. Jeg gik alene sammen med een af Drønnerterne hen ad nogle tilgroede Stier. Da det gik op for mig, at vi var faret vild, blev jeg blegere end Voks, og

mit Hovedhaar rejste sig; Stemmen af Skræk
hang fast i min Strube, blev fuldstændig væk.

Da han opdagede, at vi var kommet paa Vildspor - hvad der i øvrigt var hans egen Skyld - gav han sig til at overfuse mig, lagde Haanden paa Kaardehæftet og truede mig med al Landsens Ulykker. Jeg blev grebet af Panik og saa mig om efter et Sted at flygte hen. Det var ikke saa nemt, for han havde flere Kræfter end jeg, baade i Arme og Ben. Hans Ansigt var fordrejet af Raseri, og han tog 83 flere Gange til Kaarden, mens han prøvede at finde Vej ud gennem Krat og Buske. Saa tabte han Kaarden. Det gjorde ham helt vild, men beroligede mig noget. Jeg var saa fornuftig at skjule min Glæde og lægge Ansigtet i bedrøvede Folder, mens jeg lod som om jeg var endnu mere ivrig end han efter at gennemrode Buskadset for at finde den tabte Kaarde. I Virkeligheden var jeg ikke bare glad over at han havde mistet sit Vaaben - jeg haabede, at han aldrig vilde finde det igen. Jeg søgte længe, eller rettere lod som om jeg søgte, men havde ikke til Hensigt at give ham den Kaarde igen, som han lige havde rettet mod min Strube. Endelig mødte vi nogle Bønder, som viste os Vej, og vi genfandt vores Kammerater paa en Kro. Dér fortalte jeg Apotekeren, hvad der var hændt paa det øde Sted, og først besluttede vi at fortsætte Rejsen uden de andre; men da vi kun var fire Mil fra Châlons, ændrede vi Plan og besluttede at lade, som om vi hverken var vrede eller bange.

Fra Châlons tog jeg en Baad til Lyon. Paa denne Rejse var der en Abbed, som var til stor Fornøjelse for mig og mine medrejsende. Han kendte Descartes' Filosofi ud og ind, og han var saa dygtig en Filolog, at han kunde have givet sig ud for at være en Digter fra Oldtiden. Men lige saa vel uddannet han var, lige saa udannet var han; han overdængede os alle sammen med Skældsord, og inden længe gav vi os til at give igen af samme Skuffe.

Jeg tog nogle Dages Hvil i Lyon. Denne By overgaas hvad Størrelse, Pragt og smukke Bygninger angaar kun af Paris. Jeg følte mig som flyttet til en anden Klode, saa forskellige er Lyons Indbyggere fra Nordfranskmændene, baade i Sprog, Karakter og Skikke. Paa dette Tidspunkt var der stor Opstandelse i Byen paa Grund af Ludvig den Fjortendes Død. Man siger jo at der plejer at ske overnaturlige Ting enten forud for eller efter store Fyrsters Død, og den jævne Befolkning i Lyon havde opdigtet en Skrøne om, at Kongens Genfærd havde vist sig samtidig paa flere Steder i Frankrig, samt forskelligt 84 andet, som jeg ikke forstod ret meget af, da jeg ikke kendte noget til det gasconske Sprog. Dette Sprog er en Mellemting mellem italiensk og spansk; det ligner ingen af Delene, fordi det ligner begge Dele. I Stedet for lieue og poule siger Gascognerne for eksempel lega og gallina. Derfor maa de som Regel bruge Tolk, naar de skal tale med andre Franskmænd.

I Lyon gik jeg igen om Bord i en Baad, denne Gang til Avignon. Denne Tur var meget behagelig. Baaden blev nemlig ikke trukket af Heste, men fulgte med Strømmen i Rhônefloden, som paa sine Steder er saa rivende, at Styringen næsten umuliggøres. Baaden eller rettere Skibet kan komme i alvorlig Fare, hvis der sidder en uerfaren Mand ved Roret. Paa denne Maade tilbagelagde vi uden Sejl og Aarer i Løbet af et Par Dage en Strækning paa fyrre gasconske Mil, saa stærk er Strømmen, hvad enten det saa skyldes Terrænets Skraanen eller Presset af Vandmasserne. Den gør det ogsaa meget vanskeligt at ro eller stage op ad Floden. Jeg havde nu kun sytten Mil tilbage af Rejsen gennem Provence, og dem gik jeg med største Glæde til Fods. Der er flere Købstæder end Landsbyer i Provence. Landskabet ligner med sine Kornmarker, Enge, Vinmarker og Skove een stor Lysthave, og man kan kort sagt ikke tænke sig noget yppigere og skønnere end denne Egn. Da jeg havde naaet Rejsens Maal, tænkte jeg over, hvor skørt et Foretagende det egentlig var, jeg havde vovet mig ud i. Min Rejselyst havde forblindet mig saadan, at jeg tankeløst havde kastet mig ud i de største Farer og Anstrengelser. Men jeg fik snart beroliget mig selv med, at de største Besværligheder nok var overstaaet. Desuden havde jeg stor Fornøjelse af Byen Marseille, hvor jeg saa en Masse, som var helt nyt og ukendt for mig. Der var saa mange Orientalere, en Vrimmel af Galejer, en Mængde tyrkiske eller kristne Fanger, der gik om i Byen, nogle med Lænker om Benene, andre med Armlænker. Jeg kom ganske vist til at græde ved dette Syn; men paa den anden Side følte jeg ogsaa en vis Fornøjelse ved at se noget saa 85 nyt og spændende. Foruden Galejerne var der en Mængde andre Skibe i Havnen, som skulde til Istanbul, Smyrna, Alexandria og de fleste andre Middelhavsbyer. Bare det at se Middelhavet satte mig i godt Humør igen og fik mig til at glemme mine Bekymringer. Det var kort sagt som om jeg var kommet ind i en helt ny Verden. I Byens Omegn ligger der en Mangfoldighed af Landsbyhuse, snart i tæt, snart i spredt Bebyggelse, som pynter meget paa Landskabet. De er kønnere end meget af det, man ser i Byerne. Jeg syntes især godt om Børsen - Marseillanerne kalder den Les Loges - dels paa Grund af den pragtfulde Bygning, dels paa Grund af det store Mylder af eksotiske Købmænd. Men det forekom mig, at Marseillanerne var mindre venlige og høflige end de andre Franskmænd. Derfor kalder Italienerne, der plejer at hæfte karakteriserende Ord til Byernes Navne, Byen for Massiglia la brutta, det grove Marseille.

Efter ca. otte Dages Ophold i Marseille gik jeg om Bord paa et Skib, der skulde til Genua. Indsejlingen til Marseilles havn er vanskelig, for man skal næsten sejle i en Rundkreds for at komme ud til det aabne Hav; men jo vanskeligere det er at komme ud og ind, jo mere beskyttet er Havnen. Bølgerne bliver fuldstændig brudt inden de naar ind, og det eneste, man mærker til det oprørte Hav, er den fjerne Lyd af Brus og Brænding. Jeg vil ikke fortælle om selve Sejladsens Forløb, hvor tit

Vinden var en Brise knapt,
hvert et Sejl hang dødt og slapt,

eller hvor tit

vort Skib, halvt fyldt af Vand, blev tumlet om
og gynged vildt paa Havets Bølgeflom.

Jeg er nemlig bange for, at Sømandsudtryk som sydvest, nordost og saa videre skal skurre i Deres sarte Øren. Jeg vil kun fortælle, at jeg paa denne Rejse blev angrebet af Feber. Jeg har sandsynligvis paadraget mig denne 86 Sygdom ved at spise Druer. De giver nemlig Feber, hvis man spiser for mange af dem, førend
Faren ved umoden Frugt
er aldeles udelukt.

Jeg laa næsten otte Dage i Skipperens Lukaf uden at røre mig, saa voldsomt var jeg angrebet af Sygdommen. De øvrige Passagerer gik næsten hver Dag i Land for at strække Benene. Engang kom de tilbage til Skibet og fortalte leende om den sære Dialekt, som taltes af Indbyggerne i den By i Ligurien, hvor de havde overnattet. Det var hverken fransk eller italiensk. Jeg lagde kun Mærke til eet af Ordene, nemlig Tosa, Ordet for Pige. Og da Nordmændene den Dag i Dag kalder en Pige for Tøsa eller Tausa, var jeg ikke i Tvivl om, at dette Ord hørte til i det gotiske eller longobardiske Ordforraad lige som Tasca, Stuffo, Stalla, Stivali og saa videre.

Da vi var ankommet til Genua, haabede jeg hurtigt at kunne slaa Sygdommen ned ved Hjælp af Medicin. Men dér blev den tværtimod saa meget værre, at jeg blev nødt til at holde Sengen. Snart gik den vedholdende Feber over til Fjerdedagsfeber. Genueserne sagde, at den vilde vare hele Vinteren igennem. Naar man faar Feber om Sommeren, gaar den nemlig over til Fjerdedagsfeber om Efteraaret og plager uafbrudt Patienten hele Vinteren. At Febersygdomme i Italien artede sig paa samme Maade i gamle Dage, fremgaar af Juvenals Ord:
Hver Feberpatient, naar Som'ren er omme,
haaber paa Fjerdedagsfeberens Komme.

Jeg vilde taalmodigt have fundet mig i dette Onde, hvis jeg havde ligget syg under et andet Himmelstrøg end det italienske, eller i en anden italiensk By end Genua, hvor jeg saa, at Fromhed, Barmhjertighed og andre Kristendyder er Kontrabandevarer blandt Kroværter og Hotelejere. Italienerne kalder selv den Slags Mennesker for Genti senza fede - troløse Folk - og de kan ikke vente sig 87 større Ros af Udlændinge. De Kroværter, som Genueserne selv afmaler i de sorteste Farver, bør andre regne for at være endnu mere snu end Bordelværter. Saadan var min Vært. Han tog ikke som andre Betaling pr. Nat, men pr. Time tilbragt i Sengen. Da jeg en Eftermiddag havde lagt mig hen at hvile mig paa Grund af min svækkede Tilstand, krævede han Penge for hver Time med Ordene: Tanto per la notte, e tanto per il giorno - saa meget for Natten og saa meget for Dagen.

Til sidst naaede Sygdommen sit Højdepunkt, og jeg var Døden nær. De kan nemt forestille Dem, hvor meget jeg under denne Tingenes Tilstand forbandede min taabelige Rejse. Jeg kunde jo have levet i Sus og Dus blandt Venner i Paris den Vinter. Jeg laa hen uden at faa mindste Hjælp. Der var ingen til at kurere mit Legeme, og der var ingen til at trøste min Sjæl imod Døden. Jeg lod imidlertid som om jeg var mindre syg end jeg i Virkeligheden var - af Skræk for at blive plaget af Munkene, hvis utaalelige Vrøvl snart kunde have ekspederet mig halvdøde Menneske over i den anden Verden. Jeg lagde derfor alt i Guds Hænder, udholdt med Taalmodighed og Sindsstyrke min Sygdom, kæmpede mod Smerterne og spillede mindre syg end jeg var. Jeg væbnede mig mod denne Vrimmel af Ulykker; og snart blev Sygdommens Magt brudt, og Skæbnen viste mig i det hele taget et venligere Ansigt. En Dag, da den værste Fare var overstaaet, og jeg var i lidt bedre Humør, saa jeg ud ad Vinduet og fik Øje paa en ung Franskmand af mit Bekendtskab. Jeg kendte ham ganske vist kun flygtigt, men inviterede ham alligevel indenfor og gav ham en rørende Skildring af, hvad der var overgaaet mig fra Ende til anden. Han fik ondt af mig og holdt en Tordentale til Værten, som gav ham igen af samme Tønde. Saa kom de op at slaas. Den unge Mand gav Banditten en Uppercut; den anden holdt sig ikke tilbage, men gav en syngende Lussing igen. Jeg saa det hele gennem et Nøglehul, som jeg lagde skiftevis det ene og det andet Øje til. Da Slagsmaalet var ovre, kom den unge 88 Mand ind paa mit Værelse igen, beordrede mig til at pakke og førte mig til et andet Værtshus. Da jeg var blevet befriet fra denne Kyklops Hule, kom jeg mig snart saa meget, at jeg kunde gaa oppe mellem Feberanfaldene og komme udenfor. Jeg saa med Beundring de mange Pragtbygninger rundt om i Byen; de viste sig at være endnu mere storslaaede end deres Rygte. I den nye Gade - paa italiensk Strada Nuova - ser alle Husene ud, som om de var bygget af Konger, ikke af Privatfolk. Byens øvrige Kvarterer kommer ganske vist ikke paa Højde med den nye Gade, men prydes dog ogsaa af skønne Huse - hist og her ser man Marmorbygninger, som man maa falde i Beundring over. De fleste Kirkers Vægge og Gulve straaler af Marmor. I denne By hørte jeg for første Gang en italiensk Koncert. Genueserne har paa Grund af Naboskabet meget til fælles med Franskmændene, og jeg lagde Mærke til, at denne Koncert ogsaa havde et fransk Præg. De bruger nemlig Horn og Trompeter; og de Instrumenter er for længst kommet af Moden hos de øvrige Italienere.

I Vokalmusikken græder næsten alle de, der synger Overstemmerne. Første Gang jeg hørte en Sanger slaa sine Triller, troede jeg, han havde faaet Klø af Dirigenten, og at han sang mod sin Vilje med Taarerne strømmende ned over Ansigtet. Jeg har imidlertid ogsaa i andre italienske Byer hørt den Slags klynkende Stemmer, og jeg er blevet klar over, at det ikke er af Misundelse Franskmændene siger, at Italienerne hulker.

Regeringsformen i Genua er aristokratisk. Den øverste i Raadet kaldes Dogen. Denne Værdighedspost tildeles ikke paa Livstid som hos Venetianerne, men gaar paa Omgang. Tilfældigvis fratraadte Dogen netop paa dette Tidspunkt sit Embede, og Raadsherrerne skred til nyt Valg. Ved dette Valg var der mindre Postyr end der plejer at være naar man vælger Universitetsrektorer andre Steder i Verden. Genueserne er nemlig saa vant til den Slags, at de ikke gaar ud af deres Huse for at se den nye Doges 89 Procession. Jeg dryssede lidt om i Byen og stødte tilfældigvis paa en Afdeling Soldater - de er næsten alle Korsikanere. Jeg spurgte, hvad der var paa Færde, og fik det Svar, at den nye Doge var paa Vej; og snart saa jeg ham skride frem med et stort Følge af Raadsherrer paa Vej til Kirken for at holde Takkegudstjeneste. Da jeg saa Trommeslagerne, havde jeg svært ved at bare mig for Grin, for de slog skiftevis paa Trommeskindet og paa Træet paa Siden af Trommen. Det gør man ikke alene i Genua, men ogsaa andre Steder i Italien.

Jeg blev omkring fjorten Dage i Genua og studerede Folkekarakteren. Jeg opdagede, at Genueserne alle lige til Kuske og Sømænd var venlige og føjelige, men samtidig lumske og upaalidelige. De var fremragende Mestre i Kunsten at lyve. Jeg tør ikke sige, om dette ogsaa gælder de fornemme; dem havde jeg ikke Mulighed for at omgaas. De er maaske, lige som Overklassen i England, højt hævet over Pøbelens Uvæsen. Jeg taler kun om Manden paa Gaden, som dyrker Lyvekunsten saa ivrigt, som om der var udsat Præmie for det.

Den unge Franskmand, hvis Menneskekærlighed og Omsorg havde givet mig mit Helbred tilbage, rejste nogle Dage senere fra Genua til Frankrig paa det samme Skib, som jeg var kommet med. Alle havde regnet med, at han var Franskmand. Han talte nemlig saa glimrende fransk, at man skulde tro, han var født i Paris eller Orléans. Det gik dog snart op for mig, at han ikke havde fortalt mig sin virkelige Nationalitet, men kun havde meddelt Værten, hvor han stammede fra. Værten hentede Gæsteprotokollen, som blev ført efter Raadets Befaling, og viste mig, at han egenhændigt havde indskrevet sig som Carolo Montfort, Danese. Det var mig en stor Glæde at se, at det var en ukendt Landsmand der havde gjort mig disse Tjenester. Og han kendte endda hverken mit Navn eller min Nationalitet. Jeg havde nemlig hemmeligholdt begge Dele i Italien. Naar man spurgte mig, hvor jeg kom fra, sagde jeg, at jeg var fra Aachen; spurgte man om mit Navn,
90 sagde jeg, at jeg hed Michael Røg, fordi min Ven og Medbergenser af dette Navn havde laant mig sit Pas, da jeg stod og skulde til Italien og ikke havde noget selv. Kort efter Carolo Montforts Afrejse gik jeg om Bord paa et Skib, der skulde til Rom. Straks nye Bekymringer. Jeg led endnu af Fjerdedagsfeber, og jeg tænkte paa de Sørøvere, der gør Middelhavet usikkert lige indtil Efteraaret,
da Piraten sin Undergang frygter
og i Rædsel fra Havene flygter.

Men jeg havde Mistanke om, at Sørøverne vilde vente med at gaa i Land, fordi Havet holdt sig usædvanlig stille. Skibet var ganske vist udrustet med to Kanoner, men jeg mente ikke, de vilde være os til megen Nytte mod et Krigsskib, der førte baade Musketter og sværere Skyts. Foruden Sømændene var der fyrre Passagerer om Bord, men de fleste af dem var ikke mange sure Sild værd. Der var blandt andet ti Munke, som rystede, bare de hørte Ordene »tyrkisk Sørøver«, og seks italienske Kvinder, der alene optog Skibsrederens Kahyt - vi andre maatte ligge mellem hinanden under aaben Himmel paa det bare Dæk eller paa Tovværk, hvad der var meget skadeligt for mig paa Grund af min Feber. Mellem Passagererne var der en fransk Kaptajn, der havde gjort Tjeneste under den tyske Kejser. Han fik Medlidenhed med mig og hjalp mig ikke saa lidt. Han laante mig sin Rejsekappe og andet, som jeg kunde have over mig, mens han selv laa utildækket og var udsat for Vind og Vejr.

Vi havde endnu ikke tabt Genua af Sigte, da vi fik Øje paa Søpolitiet, som Italienerne kalder Sbirri. De har til Opgave at undersøge Skibsladningerne for Smuglervarer og idømme de skyldige Bøder. Bortset fra tyrkiske Sørøvere er der ingen andre Skibe, der som disse faar Købmændene til at ryste i Bukserne, især hvis de har noget paa Samvittigheden. I to fulde Timer blev vi opholdt af dette ene Skib; men til sidst lod de os sejle videre. Men da vi havde sejlet nogle faa Sømil, lagde Vinden sig, og kort 91 efter fik vi Modvind. Vi blev længe drevet omkring af den og maatte til sidst søge Havn i Porto Verde i Ligurien for at vente paa, at Stormen skulde lægge sig. I denne Havn laa vi i ni Dage og hyggede os og ventede paa gunstig Vind. Jeg holdt mig dog lidt for mig selv og undskyldte mig med, at jeg for at faa Bugt med min Feber maatte leve nøjsomt og afholdende og holde igen paa min Appetit. Denne Undskyldning fandt alle rimelig; og Afholdenheden var gavnlig for min Pengepung. De italienske Kvinder opholdt sig hele Tiden i Rederens Kahyt som indespærret i et Bur, undtagen en romersk Dame, som Gang paa Gang sammen med sin Mand lod sig sætte i Land. Franskmændene, som frem for noget Folkeslag er selskabeligt anlagt, prøvede med alle Midler at løbe Storm mod denne Dames Tavshed og afvisende Væsen, men forgæves, for naar hun sad til Bords sammen med os andre, sad hun med Øjnene stift hæftet ved Bordpladen. Kun mig turde hun ikke alene se paa, men ogsaa nikke til eller svare, naar jeg sagde noget. Romeren sad bare og saa smilende til; saadan et blodløst Gespenst som jeg, der knap nok saa ud til at kunne faa Kødet til at hænge ved Knoglerne, kunde ikke gøre selv den mest mistænksomme Ægtemand jaloux. Jeg saa ud til at være én som man roligt kunde sætte til at holde Vagt ved et tyrkisk eller persisk Harem.

Den ugunstige Vind holdt sig, og dette fik Munkene til at foreslaa nogle af de rejsende at skyde Penge sammen til Afholdelse af en Procession til Ære for en Helgen, hvis Ben de sagde laa begravet dér i Havnen. Spanierne og Italienerne syntes godt om denne Plan, for de troede ikke, at Himlen kunde forsones ved Bønner alene; kun Franskmændene stillede sig afvisende; men for ikke at blive beskyldt for aabenlys Vantro, lod de nok saa snu som om de gerne vilde yde deres Bidrag, men stillede den Betingelse, at der skulde være fuld Tilfredshed eller Pengene tilbage.

Da Munkene mærkede, at de blev gjort aabenlyst til 92 Grin, beklagede de sig til mig - som de troede var Tysker og som saadan mere from - over Franskmændenes Vantro; de gik saa vidt, at de paa Grundlag af dette og andet spaaede den rette Tros snarlige Undergang i Frankrig.

Da nu de ni Dage var gaaet saaledes hen,
lagde Vinden sig igen,
hver en Brise døde hen.

Snart begyndte det at blæse fra et andet Verdenshjørne.

Derfor vi gjorde os rede,
brød straks fra Havnen op,
og lod saa Sejlene sprede
deres Vinger fra Mastens Top.

Paa kort Tid naaede vi Livorno, en Havneby i Toscana, hvorfra vi sejlede til Civitavecchia. Paa Rejsen fik vi ved Midnatstid Øje paa en Jagt, der strøg tæt under Kysten. Den sejlede langsomt og havde ikke sat alle Sejl, saa vi mistænkte den for at være en Sørøver. Derfor prajede Skipperen, der stod ved Roret, det fremmede Skib tre Gange og spurgte om dets Navn og Hjemsted. Da der ikke kom noget Svar, ventede vi os intet godt fra den Kant. Vi kaldte derfor vores Konvojskib til Hjælp - saadan ét kalder Italienerne conserva. Lygterne blev tændt, Kanonerne gjort klar; Passagererne blev bevæbnet og fik tildelt hver sin Opgave. Jeg blev saa skrækslagen over al den Staahej, at jeg kom til at ryste af Kulde og blev bange for, at Fjerdedagsfeberen, som jeg lige var sluppet af med, skulde have slaaet Klo i mig igen. Men da den første Forskrækkelse havde sat sig, kan jeg bryste mig af, at der ikke undslap mig saa meget som et Gisp eller et modløst Ord, skønt jeg var i saa stor Fare. Jeg troede, at jeg selv skulde omkomme sammen med de andre og de andre med mig, og det er jo ogsaa en Slags Trøst. De italienske Kvinder opgav deres italienske Snerpethed og fløj med Haaret i vildeste Uorden ud af deres Kahyt. De var helt ude af det og troede, de skulde dø paa Stedet. Hele Skibet 93
genlød af deres Hyl og Skrig, indtil Sømændene spurgte dem, hvad de troede, det hjalp at de løb rundt og hylede som stukne Grise. Saa holdt de ganske vist Mund, men de vred Hænderne, saa Knoerne knagede, og bad Himlen om Hjælp med deres stumme Klagelyd. Det var ogsaa sket med Munkenes Sindsro, for heller ikke de dør nu til Dags paa Svanevis med Sang og Glæde, selv om deres Lære er en evig Snak om Døden. Nogle af dem slog sig for Panden, andre smed sig ned paa Dækket og bad til hver sin Helgen. Det var lige akkurat at de holdt op med deres Jamren, da de andre Passagerer talte beroligende til dem og bebrejdede dem, at de flæbede som gamle Kællinger i Stedet for at tage Mod til sig og forsvare sig selv og Skibet. Hvis De havde set mig, udtæret som jeg var af langvarig Sygdom, staa med Kaarden ved Siden i martialsk Positur og sammen med mine medrejsende opsende Bønner til den hellige Antonius, var De simpelthen blevet opløst af Grin. Men Sørøveren lod som om vi var Luft og gik i Lag med Konvojskibet; og mens det blev entret, erobret og bortført, satte vi alle Sejl til og undgik den overhængende Fare. Nu kunde jeg nok bøde paa dette lille Værks Tørhed ved at komme med en Masse flotte Løgnehistorier, som de Fortællere gerne gør, der foretrækker den underholdende Løgn frem for den tørre Saglighed - for hvem vilde kunne bevise, at det var Løgn? Jeg kunde berette om, hvor mange Timer vi kæmpede med Tyrken, hvor meget Heltemod vi udviste, hvor mange Røvere der faldt for min Kaarde og andet lignende. Men hvis dette lille Værk skal udsættes for Kritik, saa maa det hellere blive skældt ud for Tørhed end for Praleri. Jeg vil hellere høre Dem sige, at jeg har skrevet den spanske Adelsmand Don Juans Historie, end at jeg har skrevet prægtige Fabler og underholdende Løgnehistorier. De fleste af Passagererne tilskrev, da vi var sluppet fra denne Fare, vor Redning de Bønner, vi havde opsendt til Den hellige Antonius. Jeg tror nu snarere, at den skyldes Skipperens Illoyalitet, for han var saa ivrig efter selv at blive reddet, 94 at han rent glemte sin Aftale med Konvojskibet og undlod at komme det til Hjælp, da det var i Nød og forgæves bad os om Undsætning. Det gik som det saa ofte gaar:

Saa snart der kommer en Tid,
da Lykken blir Sømanden blid,

naar de er sluppet heldigt fra Havsnød eller Røverhænder, gennemgaar de paa ny de Farer de er sluppet ud af, og

taler om Farerne, trygge
i Ro og i snaksom Hygge.

Hver enkelt forestillede sig, hvad der vilde være sket med ham, hvis han var faldet i Kløerne paa Sørøverne. De var alle uden Undtagelse enige om, at jeg, syg som jeg var, vilde være blevet smidt over Bord som værdiløst Gods; selv mente jeg, at jeg paa Grund af mine særlige Sprogkundskaber ikke alene vilde være sluppet uskadt, men ogsaa være kommet i Embede. Jeg sagde for Spøg, at jeg nok var blevet Notar eller Kontorist i Algier.

Da vi nu var sluppet ud af denne Fare, kom vi til Civitavecchia. Jeg var nu træt af Sørejser og bestemte mig for at gaa til Fods til Rom. Af to Onder forkom det at ligge og skvulpe paa Tiberen mig at være det værste. Jeg opdagede, at hele Vejen til Rom vrimlede af Slanger; derfor turde jeg knap nok standse og slet ikke sætte mig til Hvile paa Jorden. Man siger jo, at det er den usunde Luft der gør det farligt at overnatte i Roms Omegn; i Virkeligheden tror jeg snarere, det er de giftige Slanger. Hvis det nemlig er den urene Luft der er Aarsagen, er det besynderligt, at Sømændene kan overnatte i fri Luft i Havnen uden at tage Skade. Det kan ganske vist ikke nægtes, at fremmede, der kommer til Rom om Sommeren, bliver plaget af Sygdomme. Turister tager nødig derned før Begyndelsen af Oktober. Men det er ikke nemt at finde ud af, hvad dette Onde kommer af. Rom ligger jo, hvor den altid har ligget, og ingen af Oldtidens Forfattere taler om, at Luften dér er saa Dødsens farlig for
95 fremmede. Selv om det skulde være sandt, som nogle paastaar, at Rom i gamle Dage har ligget nærmere ved Kysten - og det kan jo nok være; mange Byer, der før var Havnebyer, ligger nu næsten midt inde i Landet - selv om det skulde være sandt, saa staar det dog fast, at Havets Nærhed ikke har kunnet hjælpe mod dette Onde. Luften er mindst lige saa usund i Civitavecchia, som er en Havneby. Efter to Dages Vandring gik jeg ind i Rom gennem den Port, der ligger nær ved Vatikanet. Dér saa jeg det Syn, der er det pragtfuldeste, ikke alene i Rom, men paa hele Jorden. Det at jeg saa Slottet, Kirken og Piazzaen fik mig til helt at glemme mine Trængsler. Især blev jeg ganske betaget af Kirkens Pragt. Ligegyldigt hvorhen jeg vendte mit uvante Øje saa jeg
Marmorets lysende Flade
mønstret af spillende Aarer,
eller de ældgamle Mestres
Værker, som Synet bedaarer.

Da jeg havde set saa meget, jeg kunde overkomme, vandrede jeg Byen igennem paa Kryds og tværs for at finde et Sted at bo. Jeg gik i Retning af det Kvarter, som Romerne nu om Dage kalder Piazza di Spagna, hvor jeg endelig efter en Times Omflakken fandt hvad jeg søgte, nemlig en Kro. Dér holdt jeg mig en hel Maaned inden Døre, mens jeg forsøgte at faa Bugt med min haardnakkede Fjerdedagsfeber ved Hjælp af Medicin. Min Læge var en Munk, der samtidig var Apoteker ved Klosteret Santissima Trinità de' Monti, som laa i Nærheden af mit Logi; men det var som om Sygdommen kun blev værre af Medicinen. Saa opgav jeg at slaa Feberen ned med Pulvere og Piller og søgte kun at bekæmpe den med Faste. At det var et probat Middel havde jeg erfaret mere end én Gang. Da den første Maaned var gaaet, søgte jeg nyt Logi. Min Vært, der var Franskmand, led nemlig af Svindsot og sov i Naboværelset til mit Værelse, hvor han ved sin Hosten og sin ustandselige Harken vækkede mig
96 omkring ti Gange hver Nat. Hans Kone var en fordrukken og liderlig Kælling, som med sine Luderfiduser lokkede Gæsterne til Smovseri og Hor og snød dem, saa det stod ud af Næsen paa dem. Hun paastod, at min Fjerdedagsfeber kom af mit Maadehold og min Afholdenhed, og at Vin og Kvinder i Forening nok skulde faa Bugt med den. Hun hævede ogsaa Gang paa Gang nogle Tyskere til Skyerne. De havde indyndet sig hos hende med Gaver og med diverse Tjenesteydelser, og de havde ved at slaa Gækken løs og slemme og demme Nat og Dag med Held rustet sig mod de Sygdomme, som plejer at plage Turister i Rom. Derimod svor hun dyrt paa, at en ung Tysker, som de andre ikke kunde faa til at være med paa Noderne, for nylig var død under tragiske Omstændigheder dér i Huset. Denne Filosofi faldt mig i den Grad for Brystet, at jeg flyttede fra Kroen og søgte et andet Logi. Jeg fandt endelig et meget pænere og billigere Sted hos en Piemonteser ved Navn Giovanni Battista, en reel Mand, der ydede en udmærket Service. Han fortalte mig alt om hvordan man skal holde Hus i Rom. Jeg skaffede mig Potter og Pander, og
lærte mig, hvordan man bær sig ad
med at lave nem og billig Mad.

Jeg lavede selv min Frokost og Middagsmad. Det har man i Italien ikke noget imod, at Turister gør. Før Værten gaar paa Indkøb, gaar han rundt paa Værelserne og spørger, om han skal købe noget med til Gæsterne. Saa gaar han paa Torvet og kommer igen belæsset med Kød, Rodfrugter, Ærter og Bønner, som han lader Gæsterne selv tilberede. Jeg skal ikke trætte Dem med en indgaaende og detaljeret Skildring af, hvordan jeg lavede Mad, hvor kunstfærdigt jeg tilberedte en Suppe, og hvor dygtig jeg blev til at lave en italiensk minestra. Jeg er nok klar over, at Historieskrivningens Lov kræver dette af mig, men jeg vil hellere risikere at blive beskyldt for at være en daarlig Historiker end at udsætte mig for sur Kritik fra franske
97 Gourmet'er, som maaske vilde sige, at jeg i mangt og meget ikke har fulgt Kogekunstens Regler. Jeg gjorde ikke større Fremskridt i de finere Studier, men fik Indsigt i de mere solide, som har med Køkkenet at gøre. Jeg lærte, hvor lang Tid og hvor stærk Ild der skal til for at lave en perfekt Suppe eller Grød eller tilberede Ærter og andre Bælgfrugter, hvor mange Ave Maria'er der skal til for at koge et Æg, og mere af samme Skuffe. Hvis man vil regne den Slags Lærdom for noget, saa kan man ikke paa mig anvende den almindelige Talemaade: Han gik en Nar til Rom og kom en Nar tilbage igen. Hvis Polyhistorerne har Ret i, at man ikke er rigtig Polyhistor, hvis man ikke kan reparere sit eget Fodtøj, saa gælder det vel i endnu højere Grad, hvis man ikke i Nødsfald kan lave sin egen Frokost eller Middagsmad. Men for ikke at anvende al den Tid, jeg ellers vilde have brugt paa Studier, til denne Beskæftigelse, havde jeg mit Skrivetøj staaende foran Ovnen og holdt en Bog i den ene Haand og en Ske i den anden. Jeg maatte dog bittert erfare, at det ikke er let at kokkerere og filosofere paa een Gang. Det hændte nemlig tit, naar jeg var optaget af at læse eller skrive, at Flammerne rasede i den Grad om min Gryde, at Grøden blev brændt til de dejligste Skogger, eller at
sydende, boblende, skummende Vand
brusede ud over Lergrydens Rand.

I Begyndelsen var jeg noget flov over denne Beskæftigelse, især naar jeg tænkte paa, hvor pænt og pillent jeg ellers plejede at leve; men jeg rystede snart Skammen af mig, da jeg opdagede, at det simpelthen var Skik og Brug i Italien. Der boede to neapolitanske Adelsmænd paa samme Kro som jeg. Dem fandt jeg mere end een Gang i Lag med dette Arbejde; og naar saa Dørene til begge Værelser stod aabne, hørte man flerstemmig Sang fra de dampende Grødgryder. Min, som kun var en lille Potte, sang Diskanten, mens deres, som var større, sang Bassen.

Jeg gjorde den Iagttagelse paa min Rejse, at Folk lever
98 mere beskedent, jo længere sydpaa de bor. Jeg saa kun faa fulde Folk i Frankrig og slet ingen i Italien. Danskerne synes, at Nordmændene er nogle slemme Fraadsere; men paa den anden Side harcellerer Danskere og Tyskere over Franskmændenes overdrevne Sparsommelighed. Franskmændene forekommer Italienerne at være nogle Ædedolke, men samme Italienere synes, at Spanierne er nogle Gniepinde. Selv paa Slottene og i de fornemmes Paladser er det ikke sjældent,
at man til Middag faar
lidt Rester fra i Gaar.

Jeg boede en hel Maaned mutters alene paa denne Kro. Det undrede mig, at der ikke boede flere i dette store Hus med mange Værelser; men jeg opdagede, at der var lige saa ensomt i mange andre Huse. Rom har nemlig et Areal, der er næsten lige saa stort som Paris', men der er mange andre Byer i Europa, der er mere folkerige end den. Hvis der blev holdt Mandtal, vilde man sikkert have svært ved at runde de 200000. Derfor kan man leje sig ind for en billig Penge, undtagen naar det er Jubelaar eller der holdes Pavevalg. Saa strømmer der nemlig saa mange Mennesker til Rom, at Byen lider under det. Derfor mener Romerne, at Byen trives ved, at man ofte skifter Pave, og af denne Aarsag saa mange af dem skævt til demens den Ellevte, fordi han levede saa længe. Jeg boede altsaa ganske alene indtil Udgangen af December. Ved Nytaarstid, da alt hvad der var af Gøglere, Mimere, Komedianter og Linedansere strømmede til Rom, blev hele Huset fuldt af dem; og deres Optræden, der varede til ud paa de smaa Timer, plagede mig slemt om Natten, naar jeg havde Feber, og om Dagen forstyrrede de mig i mine Studeringer. Efter Jul kom der ti-tolv forskellige Trupper til Rom. Hver enkelt Trup udvælger sig nogle bestemte Stykker, som de bliver ved med at spille. Den Trup, der indlogerede sig paa min Kro, havde valgt en Doktorkomedie, som mindede meget om Moliéres Læge mod sin Vilje - 99 Médecin malgré lui. Truppens Leder spillede Lægens Rolle, og han blev ved med at være Læge hele Vinteren, da der ikke blev opført andre Stykker. Derfor kaldte alle Mennesker ham Hr. Doktor - Signot Dottore - ogsaa naar de talte ganske alvorligt med ham. Han lod sig gladelig titulere saaledes, som om han var virkelig Doktor og ikke bare Scenedoktor. Man skulle tro, det var en daarlig Forretning for Komedianterne at blive ved med at optræde med det samme Stykke, fordi Publikum vilde blive led og ked af at faa det gentaget; men blandt saa mange Mennesker vil der altid være nye Tilskuere, fordi Folk løber fra den ene Forestilling til den anden. Hele denne Tid led jeg under Fjerdedagsfeberen, som jeg ikke kunde komme af med, selv om jeg tømte adskillige Flasker Medicin. Saa fik jeg af nogle Venner anbefalet en romersk Skomager, som efter hvad de sagde kunde kurere denne Sygdom ved bare at udtale nogle Ord. Men jeg har aldrig kunnet fordrage disse Mennesker, som skærer Ansigter, retter Blikket stift mod een, bevæger Læberne, spiller med Fingrene og ikke gavner for to Øre. Jeg syntes, det var et mindre Onde at slaas med Sygdommen end med et Menneske af den Slags, der
med hjemmestrikket Spaadomsfjas
vil Menigmand bedrage,
med Tricks og Taskenspillerstads
vil mele egen Kage.

Da jeg fik at vide, at samme Skomager ofte selv var syg, kom jeg til at tænke paa følgende Vers:

For Spaamænd og deslige gi'r
jeg ej fem flade Øre,
og deres Løgne-Profeti'r
jeg gider ikke høre.
Een skuer med profetisk Aand
i den krystalne Kugle;
een stirrer i din aabne Haand
med Blik som Visdomsugle.
100 De spaar dig alt - langt Liv, Sex, Held,
Guld, Guld - ja Millioner.
Saa rækker de dig Haand: »Farvel -
Tak, femogtyve Kroner.«

Derfor sagde jeg til mine Venner, som bebrejdede mig min Skepsis: Hvis denne Skomager virkelig kan mere end sin Læst, hvorfor har han saa ikke kureret sig selv?

Min Fjerdedagsfeber forhindrede mig ikke i næsten hver Dag at gaa ud for at se mig om. Jeg slentrede rundt i Byen, og jeg gik tit paa Bibliotek. De vigtigste Biblioteker i Rom er Minervas og Universitetets. Her er Bibliotekarerne meget hjælpsomme. De kommer, bare man vinker, og man kan ganske gratis faa Blæk, Pen og Papir hos dem. Men ingen kan uden Inkvisitorernes særlige Tilladelse faa Lov til at læse Bøger, som er paa Indeks. Derfor sad jeg som en anden Tantalus og sultede og tørstede midt i al Overfloden, og maatte nøjes med at

se det smukke, gyldne Tryk
paa hvert enkelt Bogbinds Ryg,

lige som man ser paa et Maleri. Alt det, jeg gerne vilde læse, var paa Indeks. Det hændte engang, at Biblioteksbetjenten, en ulærd og enfoldig Munk, lod mig laane Bayles Dictionnaire; men han blev skældt læsterligt ud af Bibliotekaren, som var Dominikanerpater og Medlem af Inkvisitionskollegiet. Snart forsøgte jeg selv at faa Bugt med denne Mands Surhed ved Bønner, men forgæves. Han henviste mig bare til een eller anden Slotsforvalter, der efter hvad han sagde var den eneste der havde Myndighed til at give Dispensation. Men det forekom mig baade ubehageligt og risikabelt at underkaste mig saadan en striks og gnaven Dommers Forhør. Derfor gik jeg over til at benytte Universitetsbiblioteket, hvis Ledelse ikke var gejstlig. Her haabede jeg at kunne trænge igennem den Modvilje, der hos Munkene og Præsterne havde staaet som en urokkelig Mur; men ogsaa her fik jeg 101 Afslag, skønt jeg aabent erklærede, at jeg var Kætter og som saadan ikke kunde blive værre af at læse forbudte Bøger. Mine Studiemuligheder blev herved stærkt indskrænkede. Jeg holdt mig til at læse Bøger om Roms Kulturhistorie i Oldtiden og Beskrivelser af det moderne Rom. Denne Læsning var mig til Oplysning, naar jeg spadserede rundt i alle Ender og Kanter af Byen eller strejfede om mellem Ruinerne. For næsten hver Dag naar Vejret var godt, slæbte jeg mig paa ømme Fødder hen over Sten og Grus i hele Timer med mine Excerpter i Haanden; de var mit eneste Hjælpemiddel til at undgaa Fejltagelser og finde den rette Vej. I næsten en hel Maaned ledte jeg efter Horatiernes tredobbelte Port, hvis Ruiner jeg til sidst fandt ved mine Notaters Hjælp. De fleste Oldtidsmindesmærker er nemlig ukendt, selv for de lærde. Hvis man for Eksempel paa Gaden spørger om Vej til Pantheon, faar man Svaret non lo so - jeg ved det ikke -, spørger man efter Vespasians Amfiteater, bliver der sagt non intendo - jeg forstaar ikke - og det til Trods for, at disse Mindesmærker i høj Grad er værd at vise frem og endnu ikke er ødelagt af Ælde. Hvis man ikke vil blive ved med at løbe forgæves omkring, maa man lære sig de Navne, som en senere Tid har tillagt dem; man skal spørge efter II Coliseo, saa bliver man vist hen til Vespasians Amfiteater; man skal nævne La Rotonda, saa bliver man ført til Pantheon. Jeg gik dog ikke saa meget om blandt Ruiner og forvitrede Mindesmærker, at jeg oversaa det moderne Rom. Snart var det den gamle Bys Ansigt der glædede mig, snart den nyes, og jeg delte mig ligeligt imellem dem. Jeg gik om i alle Stadens Søjlegange, jeg besaa de vigtigste Paladser, jeg besøgte de fleste Klostre og Kirker. Den nye Kirke, paa italiensk Chiesa Nuova, vakte især min Begejstring paa Grund af de velformede og elegante Prædikener, som holdtes dér hver Dag af tre Patere af Oratorianerordenen. Saa snart een er steget ned af Prædikestolen, stiger den næste op, saa at man i Løbet af halvanden Time faar tre Prædikener at høre fra den samme 102
Prædikestol. I den ene gennemgaas en Helgens Levned, og han bliver lovprist. Jeg ved imidlertid ikke, hvad man skal falde mest i Forundring over ved disse Lovsange over Helgener, den elegante Retorik eller det forvrøvlede Indhold; man vil nemlig høre det rene Gas og Drømmetydninger foredraget med honningsøde Ord og velsmurte Fraser. Prædikanterne er tilsyneladende især forhippede paa at demonstrere deres Dygtighed, mens Tilhørerne helst af alt vil tro det utrolige. Jeg husker, at een af disse Prædikanter gav følgende overdrevne Beskrivelse af den hellige Jomfrus Indgriben: Der var engang en Mand ved Navn Johannes, som helt og holdent havde givet sig under Jomfru Marias Beskærmelse. Derfor lagde Djævelen sine Snarer for ham, men uden Held, for Johannes sikrede sig ved hver eneste Morgen at sige sit Ave Maria. Men engang havde han været til Bryllup hos nogle Slægtninge og gik halvfuld derfra, og da Djævelen var kommet under Vejr med det, paatog han sig en yndig ung Piges Skikkelse og gik Johannes i Møde. Han gjorde Modstand i Begyndelsen, men til sidst fik Djævelen ham dog paa Glatis med sine forføreriske Kunster, og han gjorde noget praktisk ved Damen. Da han havde sovet Rusen ud næste Morgen og alvorligt tænkte over, hvad han havde gjort, blev han saa dybt grebet af Samvittighedsnag og Skam, at han følte sig uværdig til at bede sit sædvanlige Ave Maria. Djævelen vilde nu overfalde ham, mens han endnu var værgeløs, d. v. s. før han havde faaet gjort Pønitense. Da Johannes var ved at ro over en Flod, kæntrede Djævelen hans Jolle, trak ham ned paa Bunden af Floden og holdt ham fast der i tre samfulde Døgn. Da den hellige Jomfru opdagede dette, fremstillede hun sig for sin Søn og fortalte, at hendes Protegé blev holdt fangen af den onde og blev pint paa det grusomste. Frelseren satte sig til Doms og frifandt Johannes, som straks slap ud af Djævelens Hundehul og dukkede op til Overfladen. Her svømmede han længe om som en Prop, indtil Strømmen viste ham den Høflighed at skylle ham op paa Bredden i halvdød 103 Tilstand. Her blev han venligt modtaget af den hellige Jomfru, som kaldte ham til Live igen og gav ham hans forrige Sundhed tilbage; og senere byggede han dér paa Stedet et Kapel for Jomfru Maria, hvor han henlevede Resten af sin Tid. Heraf ser man, sagde Taleren, hvad den hellige Jomfrus sande Dyrkere kan vente sig. Jeg hørte andet, som jeg skammer mig for at gengive; for Tilhørerne er saa naive, at Prædikanterne uden Protest kan binde dem hvad som helst paa Ærmet.

Udsmykningen og Musikken i de øvrige Kirker mættede fuldt ud mine Øjne og Øren. Jeg var især begejstret for Instrumentalmusikken, som jeg over alt foretrak frem for Vokalmusikken paa Grund af de klynkende Stemmer hos dem, der sang Førstestemmen.

Det lykkedes mig kun to Gange at se demens den Ellevte, fordi han paa Grund af sin fremskredne Alderdomssvækkelse kun sjældent traadte frem for Offentligheden. Tidligere havde han været meget folkelig og nem at komme i Kontakt med for alle. Den første i hver Maaned havde han givet offentlig Audiens. Han blev baaret til Kapellet af fire Svejtsere - det er Soldater af Pavens Livgarde, der tillige fungerer som hans Bærere. Mens han blev baaret om i sin Portechaise, uddelte han med rund Haand sin apostoliske Velsignelse, som plejer at have en vældig Virkning paa de troende - det skyldes nok min Vantro, at jeg ikke følte nogen videre Gavn af den. Den hjalp ikke engang det mindste paa min Fjerdedagsfeber. Lidt efter traadte Kardinalerne frem efter Tur og kyssede den Finger, hvorpaa Fiskerringen sad. Saa intonerede han med bævende Stemme et »Dominus Vobiscum«, som en Kardinal greb i Luften og fortsatte. - Jeg plejer jo helt at udøse mit Hjerte for Dem, saa nu vil jeg bede Dem bedømme to Ting, jeg har gjort i Rom. Hvis De fordømmer dem, er de forfærdelige; hvis De ikke synes de er saa slemme - ja, saa er de ikke saa slemme. For det første faldt jeg sammen med hele den øvrige Forsamling paa Knæ, da Paven kom forbi. Men det skal man nu engang 104 gøre, naar man vil se Paven. Og at rejse til Rom uden at faa Paven at se, det er jo Hul i Hovedet. Jeg er nok Lutheraner, men ikke saa fanatisk, at jeg anser det for en Forbrydelse at optræde høfligt over for en Fyrste, der dyrker andre Helligdomme end vi. Det andet jeg gjorde var paa en Maade mere utilgiveligt, for jeg krøb uden at være tvunget til det paa Knæ op ad den hellige Trappe, som Frelseren efter Sigende skal være steget op ad i Pilatus' Sal, dengang han blev stillet for Pilatus' Domstol. Jeg tænkte ved mig selv, at hvis det er sandt, hvad man siger om denne Trappe, saa kan det ikke være under min Værdighed at ære disse hellige Fodspor, og er det Løgn, saa kan man alligevel ikke bebrejde mig noget, da selve Fejltagelsen er et Bevis paa min fromme Ydmyghed.

Paa denne Maade fik jeg hele Vinteren til at gaa i Rom, og da den var forbi, tænkte jeg paa at komme hjem. Men jeg havde ikke større Lyst til at betro mit Liv til Havet og til at udsætte mig for de Farer, jeg lige var sluppet ud af. En Rejse over Land var haardere og besværligere, men sikrere. Jeg vejede for og imod, og bestemte mig til sidst for Landrejsen, især fordi den var billigere. Jeg haabede ogsaa at faa Has paa den evige Fjerdedagsfeber ved stadig Bevægelse og Motion.

Jeg rejste saa fra Rom i Slutningen af Februar og kom efter fjorten Dages Rejse til Firenze, styrket paa Legeme og Sjæl.

I Begyndelsen var jeg bange for, at Kræfterne skulde svigte mig, da jeg led af Aandenød. Derfor gik jeg langsomt - det jagede jo ikke mere end det hastede, bortset fra at jeg af og til maatte sætte Farten op for at faa et ordentligt Sted at overnatte. Men jeg blev efterhaanden saa hærdet af at gaa og gaa, at jeg følte mig meget raskere og bedre til Bens i Firenze, end jeg havde gjort i Rom. I Firenze løb jeg paa en Tysker, som uopfordret tilbød at vise mig Byen. Jeg roste ham for hans Venlighed - jeg troede, han gjorde det bare fordi han var rar. Men da Rundturen var forbi og jeg som rimeligt var sagde pænt 105 Tak, krævede han uden videre Betaling. Nu var vi ellers lige blevet saa gode Venner. Der er jo ikke meget ved en Tjeneste, hvis man skal betale for den. Jeg var ganske vist klar over, at han ikke havde Ret til at kræve Penge, da vi ikke havde aftalt noget paa Forhaand; men jeg tænkte: Lige for lige om Venskab skal holdes, og gav denne Turistguide, hvad han forlangte.

Jeg rejste videre fra Firenze og vandrede over Appenninerne til Bologna, hvor jeg søgte Dispensation fra Forbudet mod at spise Kød i Fasten og blev sendt til en Læge. Han gav mig Attest paa mit daarlige Helbred og sendte mig videre til de gejstlige, der i den Anledning var forsamlede i Katedralen, og de gav mig en Dispensationsskrivelse af følgende Ordlyd: Come il Sign. Mich. Recco non può senza pericolo di sanità guardare la Quatesima &c. - Eftersom Hr. Michael Røg ikke uden Fare for sit Helbred kan overholde Fasten osv.

Da jeg var sluppet for disse Forbud, gik jeg videre gennem Parma, Piacenza og Torino. I Torino blev jeg nogle Dage, ikke saa meget for at hvile mig som for at se mig om. Denne By er den smukkeste, jeg nogen Sinde har set. I det Kvarter, som kaldes Den nye Bv, og som omfatter Halvdelen af Byen, er Bygningerne saa symmetriske og velproportionerede, at man skulde tro, det hele var eet kæmpestort Palads af uendelig Længde; Husene er nemlig helt ens bortset fra Kendemærkerne og Inskriptionerne over Portene. Jeg blev to Dage dér i Byen for at hvile mig; og da jeg mente, jeg var kommet til Hægterne, fortsatte jeg min Rejse. Men jeg opdagede snart, at jeg netop var blevet svækket paa Grund af denne Pause i mine Anstrengelser. Det er nemlig vanskeligere at tage fat igen paa noget anstrengende end at fortsætte i een Køre; for lige som Fakler holder Ilden, naar man bliver ved med at ryste dem, men er svære at tænde igen, naar de er gaaet ud, saaledes holder den vandrende sine Kræfter ved lige ved at blive ved med at gaa, men svækkes ved Hvilepauser. Derfor gik jeg i Begyndelsen med Skildpaddefart, knap 106 tre-fire Mil om Dagen; men bare ved at fortsætte Vandringen kom jeg snart i Form igen.

Jeg forlod altsaa Torino, gik saa over Alperne og kom til Savoyen. Det er et hæsligt Landskab, fuldt af stejle Bjerge og Klipper; dog er der mange Landsbyer og Købstæder. Næsten alle Byerne i begge Fyrstendømmer var for nylig blevet erobret af Franskmændene og saa helt igennem sørgelige ud; paa den anden Side havde jeg nemt ved at komme igennem dem, for Fjenderne havde sløjfet Murene, og Befæstningerne, der hidtil havde været meget stærke, henlaa nu uden Mandskab. Da jeg gik over Alperne, oplevede jeg tre Aarstider paa een Dag: Sommeren paa den piemontesiske Slette, Vinteren i Bjergene og Efteraaret i Savoyen. Man kommer over Alperne paa Muldyr, som er billigt til Leje ved Foden af Bjergene. Bjergryggen er imidlertid flad, saa man kan køre med Firspand paa den. Da jeg var kommet over Højsletten, saa jeg flere Steder Folk, der udlejede Slæder, som kunde bringe een ned til Bjergets Fod paa et Øjeblik. Vi syntes ikke, vi steg ned - vi styrtede
som Duer, der af Stormen vild og vred
blir hvirvlet hovedkulds mod Jorden ned.

Det kalder Bjergboerne ramasser.

Jeg gik saa videre gennem Savoyen og Dauphiné til Lyon. Nu var Farerne og Besværlighederne overstaaet, og jeg regnede med at være i Salveten, for Resten af Turen kunde gennemføres uden Vanskeligheder, kun maatte jeg vandre nogle Mil gennem Bourgogne. Jeg havde nemlig saa mange Penge tilbage i Kassen, at der var Raad til at gøre Rejsen pr. Flodbaad. Altsaa gik jeg glad om Bord i en Baad i Lyon. Min Glæde skulde dog ikke vare længe.

Jeg fortalte mine Medpassagerer om mit daarlige Helbred. Vi kom til en Kro, og de lokkede mig til at drikke. De raabte alle med een Mund, at jeg skulde forsøge dette sidste Middel, at jeg skulde slaa Feberen ned ved at drikke mig fuld, hvis jeg ikke vilde være syg til evig Tid. 107 Jeg lod mig overtale, pimpede løs hele Aftenen og gik i Seng med en dundrende Kæfert. Men jeg var jo syg og uvant med at drikke, saa Rusen gav mig saadan en Uro i Blodet og gjorde mig saa kulret i Hovedet, at jeg, da jeg vaagnede tidligt næste Morgen, troede, at mine Drikkebrødre havde gjort Grin med mig. Da de vilde slæbe mig ned til Flodbredden, gjorde jeg voldsom Modstand. Det var i og for sig mærkeligt, at jeg ikke opførte mig endnu vanvittigere, saadan som mit Blod var i Kog. Nogle af dem tog min Puls, andre knappede min Vest op for at undersøge mit Bryst. Jeg troede, jeg var omgivet af Røvere, der rodede i mine Lommer, saa jeg raabte om Hjælp. Jeg blev saa ladt alene tilbage i Kroen og mistede saaledes paa een Gang mine Rejsekammerater og de Penge, jeg havde betalt for Sejladsen. Da jeg Dagen efter havde kureret min Hjerne ved at sulte min Mave, kom jeg til mig selv igen og tilbagelagde Resten af Turen til Paris til Fods. Her kunde min Værtinde og mine Venner knap nok kende mig igen, dels fordi jeg var saa brun i Ansigtet, at man skulde tro, jeg var Inder eller Ætiopier, dels fordi jeg havde lagt mig ud. Da jeg rejste fra Rom, var jeg nemlig saa tynd, at jeg næsten var gennemsigtig; og da jeg kom tilbage til Paris, havde jeg lagt mig Strutvom til. Det saa ikke ud som om jeg var gaaet gennem saa mange Landskaber til Fods, men som om jeg havde gemt mig et afsides Sted i Ro og Mag, saa nyttigt er det for min Sundhed hele Tiden at være i Bevægelse. Paa hele Rejsen havde jeg nemlig trods min Fjerdedagsfeber spist som en Tærsker, fordi jeg havde faaet Appetit af at gaa. Jeg blev en hel Maaned i Paris, og i den Tid bestilte jeg ikke andet end at prøve paa at slippe af med min Fjerdedagsfeber. Men selv de parisiske Læger øvede deres Kunst forgæves; for det var lige saa nyttigt at hælde Medicin paa mig som at hælde Vand i en hullet Spand.

Jeg opgav saa alt Haab om at blive helbredt og forberedte mig paa at rejse hjem; men min Afrejse blev udskudt nogle Dage, fordi der opstod Uenighed mellem mig 108
og en Pariser om nogle Penge, jeg havde deponeret hos ham. Sagen var i og for sig ganske klar, men han gjorde Vrøvl, fordi Pengeværdien i den Tid, jeg havde været væk, var blevet forringet. Til sidst bad vi hans Velbaarenhed Niels Griis om at være Opmand. Han paatog sig dette og tildømte mig Summen ubeskaaret. Da Striden var endt og jeg havde faaet mine deponerede Penge, tog jeg direkte til Holland, hvor jeg genfandt det Habengut jeg havde efterladt i Amsterdam urørt og i god Behold hos min Vært. Han sagde ganske vist, at han ikke havde gemt det til mig - for han regnede med at jeg maatte være død -men til mine Arvinger. Hidtil havde jeg haft Fjerdedagsfeberen som min tro Følgesvend; mine Venner undrede sig over, at Sygdommen var saa haardnakket, at hverken Lægerne eller Tiden eller min Flytten fra Sted til Sted og min Motion kunde faa Has paa den. Blandt dem var der en Amsterdammer ved Navn Adrian Gelmeyden, der lige som jeg var født i Bergen i Norge. Han sagde, at der var en Læge hjemme hos ham, der kunde helbrede mig ganske gratis. Men i Stedet for Læger traf jeg nogle Musikere, som jeg tit havde spillet sammen med, inden jeg rejste til Frankrig. De laante mig et Instrument, og vi spillede og hyggede os hele Dagen til langt ud paa Natten. Jeg gik saa hjem fra Øvelsesterrænet og ventede den næste Dag paa, at Fjerdedagsfeberen skulde indfinde sig som sædvanlig; men jeg fandt ud af, at den var flygtet tilbage til Italien, hvor den var kommet fra, og jeg mærkede ikke mere til den, bortset fra, at jeg kunde føle en vis Mathed i Kroppen paa de Dage, hvor den sædvanligvis havde plaget mig. Paa den Maade blev jeg, som ikke kunde kureres ved Medikamenter, helbredt ved Musik. Man kan maaske sige, at det gik mig lige som det gaar saa mange Patienter, der bliver raske af sig selv, men takker de Læger, de sidst har tilkaldt, for deres Helbredelse, og rakker ned paa dem, der hjalp dem, da Sygdommen var paa sit Højdepunkt, og at det var lige saa idiotisk af mig at give Musikken Æren for, at Feberen gik over, hvad den maaske vilde 109 have gjort af sig selv. Jeg blev i hvert Fald rask, enten det saa var Musikken eller Naturen jeg kunde takke for det. Kort efter gik jeg om Bord paa et Skib og rejste til Hamborg, hvorfra jeg fortsatte over Land til København.

Efter min Hjemkomst levede jeg to Aar uden Løn, ludfattig,

kunde knap faa Mad, ja næppe
købe mig et Sengetæppe,

og var godt fornærmet paa Skæbnen, fordi den ikke vilde tage Livet af de Professorer hvis Sejlivethed var mig til saa stor Skade. I denne Tid skrev jeg endnu et lille Værk paa Dansk om Folkeret. Det hed Introduktion til Naturog Folkeretten efter Grotius' og Pufendorfs Metode. Disse havde sammen med Christian Thomasius hele Tiden været mine Forbilleder. I Stedet for romerretslige Lov- og Domssamlinger anføres danske og norske Love og Forordninger; og de historiske Eksempler man plejer at belyse Moralfilosofien med tages lige saa meget fra Nordens Historie som fra Roms og Grækenlands. Dette Værk faldt imidlertid ikke i Publikums Smag, selv om det dels var klart og dels var nyttigt, især for Folk her i Landet, som har mere Brug for Naturretten end for noget andet. De danske Love er nemlig saa kortfattede at hvis ikke Dommeren er godt inde i Naturretten, kommer han ofte i Knibe, eller rettere han kan ikke undgaa at tage fejl. Det er lige omvendt i Tyskland og de andre Lande hvor Romerretten hersker; for dér kan den uerfarne Dommer, hvis han ikke stoler paa sin egen Dømmekraft, i én af de mange juridiske Bøger finde en Domsafgørelse han kan bruge, saa at han ikke saa meget skal dømme selv som underskrive en Kendelse en anden har afsagt. Her til Lands er det besværligere at fælde en Dom, for der er saa faa Retskilder at man ud fra ét Tilfælde maa forestille sig sekshundrede andre. Dette vilde jeg gaa mere i Detailler 110 med, hvis det var min Opgave at skrive en Fortale til Danske Lov.

Men tilbage til Sagen. Dette lille Værk fik den Skæbne at blive trykt i ét tusind Eksemplarer, men kun solgt i knap trehundrede i Løbet af ti-tolv Aar. Forlæggeren skar Tænder, for Bogen var udgivet paa hans Bekostning. De usolgte Eksemplarer henligger som i en Grav til Føde for Orme. Nu kunde det maaske se ud som om jeg paa Litteraturens Vegne rakkede ned paa mine Landsmænd, men det gør jeg slet ikke. Jeg skælder ikke ud; jeg siger bare at man for Fremtiden skal lade være med at beskylde Skribenterne for Dovenskab. Det er jo Folks egen Skyld at der skrives saa lidt, og at saa mange Værker henligger utrykte i Skrivebordsskuffer eller bruges som Indpakningspapir til Makreller. Fine Folk her i Landet gaar saa meget op i fremmede Sprog som ingen andre, saa de vil hellere læse Bøger paa Fransk, Engelsk og saa videre, for samtidig at lære mere af Sproget. Jævne Mennesker hænger ved de gudelige Skrifter og rynker paa Næsen ad de verdslige; de køber teologiske Skrifter saa at det er lige ved at være for meget af det gode. Derfor kommer der saa mange Bøger med Titler som De Bedendis aandelige Kiæde, Alle Bønners Kierne, Himmelstige, TaarePerse, Paradises Urtegaard, Kong Davids Tøjhus, Aandelige Betragtninger og hundredeogsytten andre Bind af samme Skuffe, som Fattigfolk skriver for at tjene til det daglige Brød, og som andre saa skriver af, giver andre Titler og sælger som nye.

Da jeg paa denne Maade havde henslæbt to Aar, hvor jeg havde talt Timerne og Minutterne paa Fingrene, var jeg endelig saa heldig at faa en lønnet Stilling. Det hjalp dog noget paa min elendige Økonomi. Der var ingen andre som ville paatage sig Professoratet i Metafysik, og saa gik man til mig. De der kendte min Indstilling gav sig straks til at raabe op om at nu var det sket med denne Videnskabernes Dronning, og det kunde der maaske nok være noget om; for jeg maa aabent indrømme at jeg 111 ikke gik i mine Forgængeres Spor, og at Faget under mit Regimente var ude at svømme som aldrig før. Jeg lod imidlertid som ingenting og holdt kort efter en Lovtale over Metafysikken - en Tale som chokerede denne Videnskabs Dyrkere. De syntes snarere det var en Ligtale end en Lovtale. Men efter to Aars Slaveri blev Metafysikken sat paa fri Fod igen.

Senere fandt der ret mange Udskiftninger Sted. En Del Professorer tog deres Afsked, nogle blev Præster, nogle blev Biskopper og nogle døde. Derfor blev jeg snart Assessor i Konsistorium og steg i Rang og Gage, der som De ved følger Ancienniteten ved Universitetet her.

Saaledes slap jeg for de økonomiske Vanskeligheder som hidtil havde gjort mig Livet surt. Nu troede jeg at jeg vilde komme af med Eftervirkningerne af min langvarige Sygdom, mine besværlige Rejser og de mange Aars Bekymringer. Jeg troede jeg skulde have det rart og roligt i Resten af min Levetid. Men det skulde ikke saa være. En af mine Kolleger indledte nemlig snart en Strid med mig om Ancienniteten og om en Del af den Gageforhøjelse der efter Universitetets Love følger med denne. Konsistorium drøftede begge Parters Argumenter og gav mig Medhold.

Dette Slagsmaal var knap og nap overstaaet før jeg blev tvunget til at gaa i Ringen igen, denne Gang med en ny Modstander. Det var en nyopdukket Historiker som kort i Forvejen havde skrevet en Oversigt over Danmarkshistorien paa Tysk. I Fortalen til dette Værk skrev han, blandt andet som jeg vil gaa over med Harefod, nogle hvasse Angreb paa de hjemlige Historikere, baade de gamle og de nye. Han skældte de gamle ud for at være uvidende, de nye for at vaase og plagiere. Jeg selv fik ogsaa en Omgang med Tjærekosten, selv om jeg bare havde skrevet en kortfattet Verdenshistorie til Undervisningsbrug.

Jeg blev beskyldt for at plagiere. Han sagde at jeg havde skrevet af efter Pufendorf i de Kapitler der
112 handlede om Nordens Historie. Jeg tog mig ikke af denne Kritik, da jeg ikke syntes det var Umagen værd at skændes om ingenting. Jeg var jo dog blevet trukket efter Haaret ind i Danmarkshistorikernes Lag; det var jo ikke en Danmarkshistorie, men en Oversigt over Verdenshistorien jeg havde skrevet. Desuden var jeg endnu ganske grøn da jeg skrev dette Værk. Derfor værdigede jeg i Begyndelsen ikke Kritikken noget Svar; men til sidst lod jeg mig dog overtale af mine Venner, der paa Grund af min Tavshed skældte mig ud for at være doven og fej. Saa udgav jeg en lille Afhandling med Titlen
Femte Afhandling om Danmarks Historie
som
PAUL RYTTER
offentlig vil forsvare paa Regensen
bistaaet af den ypperlige
CHRISTIAN ANDERSEN

Denne Afhandling blev modtaget med vældigt Bifald fra alle Sider; kun den tresaarige Paul Rytter kunde ikke lide den, men blev dog god igen da han fik at vide at det drejede sig om et hæderfuldt Forsvarsskrift for Fædrelandet. Jeg behandler heri kun Forfatterens meget polemiske Forord. At gaa i Lag med selve Værket, at sætte lærde Glas for kronologisk Øje og føre Forfatteren i Triumftog paa Grund af hans Fejl med Hensyn til Aarstal og den Slags har aldrig ligget for min Stemme. Den Slags Undersøgelser lugter for meget af Pedanteri; enhver Skribent har jo været ude for at stridbare Pedanter har paastaaet at han har lavet Bommerter paa næsten hver Side. Kort Tid senere fremkom der endnu et lille Værk fra samme Forfatters Haand. Det handlede om Ægteskab mellem nærbeslægtede, som efter hvad han paastod ikke var forbudt hverken efter Guds eller Naturens Love. Min Vrede havde endnu ikke sat sig; og dette Skrift bragte
113 mig i Harnisk igen. Baade Jurister og Teologer vendte sig imod Forfatteren. Nogle af mine Venner holdt Raadslagning og opfordrede mig til at forny Krigen; og jeg havde ikke svært ved at komme i Kog igen og genoptage Kampen, der knap nok havde været afbrudt. Jeg udgav saa en Afhandling med følgende Titel:
OLA PEERSEN NORDMANDS
JURIDISKE AFHANDLING
hvori vises
at
Ægteskaber mellem beslægtede i lige Linje
ifølge Naturretten er
forbudne.

Jeg undersøgte blot paa nogle faa Sider Forfatterens Indvendinger mod Juristernes Argumenter, som er baseret paa Afsky, Skamfølelse og Sammenblanding af Pligter; det øvrige overlod jeg helt og holdent til Teologerne, for den største Del af Værket henhørte under deres Omraade. Derfor syntes de der ikke var klar over hvor jeg ville hen at min Afhandling var for tør. Da jeg ikke vilde gaa uden for mit eget Omraade og stikke Fingrene i andres Sager mente jeg at det var nok at gøre et Udfald med de lette Tropper, mens Teologerne skulde foretage Hovedangrebet og prøve om de kunde drive Afhandlingens Flanker paa Flugt. Der var ogsaa dem der mente at min Kritik var for sprælsk, og at jeg i begge Afhandlingerne havde lavet for meget Grin med Borgermusikken. Det var maaske ikke uden Grund, men jeg har det nu engang saadan at jeg kan lide at sige Sandheden paa en spøgefuld Maade; dog kom jeg ikke med Grovheder, og jeg undgik omhyggeligt at sværte Forfatterens Rygte ved ikke at angribe ham personlig, men kun hans Skrifter. Hvordan Forfatteren nu er indstillet mod mig paa Grund af disse to Afhandlinger ved jeg ikke; men Læserverdenen og Forfatteren selv kan jo dømme om dem. Han maatte bare finde sig i at jeg paa 114 en spøgende Maade gav igen paa hans Grovheder. Men der overgik snart mig det samme som tit hænder for meget ivrige Mennesker der prøver paa at lede vildfarende paa rette Vej, at de selv kommer til at fare vild paa samme Maade som disse; saaledes blev jeg selv Satiriker ved at spidse min Pen mod Satirer, og jeg kom selv ud for det samme, eller rettere noget meget værre.

Snart skyder vi, og snart vi selv er Skydeskive;
det vore Vilkaar er, imens vi er i Live.

Men om jeg har fortjent det, om jeg har skrevet noget som kunde give Grund til at skælde mig saa meget ud, det maa andre dømme om. Indtil da havde jeg brugt min Tid paa Jura, Historie og Sprog. Jeg havde ikke interesseret mig for noget andet, og især da ikke for Poesi, som kedede mig i den Grad at jeg gabede ved Oplæsningen af selv det nydeligste Digt. Jeg havde nok dyrket den latinske Poesi, men kun som et nødvendigt Onde. Jeg læste ikke Digterne for min Fornøjelses Skyld, men for at gøre Fremskridt i det latinske Sprog, omtrent lige som syge Mennesker der hver Dag tyller sig med bitter Medicin, ikke fordi de kan lide den, men fordi Lægerne siger de har godt af den.

Menneskets Sind er jo saadan indrettet at vi tit fatter Interesse for Ting der hidtil har kedet os. Vi holder af afvekslende Beskæftigelser, lige som Jorden har Gavn af vekslende Afgrøder. Jeg var nu tredive Aar gammel og havde hidtil aldrig prøvet at skrive et Digt, skønt jeg boede i en By hvor der hvert Aar dukker flere Digtere op end der er Fluer i September Maaned, og hvor jeg daglig fik tudet Ørene fulde af Digte og hørte hele Byen digterere. Omsider sagde jeg til mig selv:
Skal jeg til evig Tid da blot Tilhører være?
Skal jeg da aldrig selv faa ytret blot et Ord
til Gengæld for de Vers hvormed det Rime-Kor
saa rit har ærgret mig langt mer end jeg kan bære?

115

Jeg gik først i Gang med at forsøge mig i den polemiske Stil for at se hvad min Aare var bevendt. Jeg valgte Juvenals sjette Satire til Forbillede og skrev en Satire, som for ganske nylig er udkommet sammen med nogle andre Skæmtedigte. Jeg fik mod Forventning denne Satire færdig paa nogle faa Dage og viste den til én af mine Venner. Han mente at jeg havde digterisk Begavelse, men at min Teknik var meget ufuldkommen - at der var baade Aand og Kraft i det reale Indhold og Ordene, men
at Verbernes Tider og Maader
var blevet til Kaos og Rod,
og Ord der burde staa forrest
tit sidst i Sætningen stod.

Han viste mig de prosodiske Regler for dansk Poesi; og dem har jeg siden rettet mig efter,
hver Gang, for andre Pligter fri,
jeg gir mig Tid til Rimeri.

Efter nogle mindre Stridigheder, som jeg slap ganske godt fra, gav jeg mig med større Selvtillid til at skrive det berømte komiske Heltedigt, som nu læses, fremsiges og læres udenad selv af Svenskere og Tyskere, der har lært sig dansk af lutter Kærlighed til dette Digt.

Publikum reagerede forskelligt paa Digtet, alt efter den enkeltes Temperament. Nogle skjulte deres Vrede, andre viste deres, og da Menneskenes daarlige Egenskaber er forskellige, følte nogle sig truffet af én Side af Satiren, andre af en anden. Nogle mente at der sigtedes paa dem, blot under andre Navne, og gav sig til at skyde paa Forfatteren. Andre, der havde lige saa daarlig Samvittighed, ventede at det skulde blive deres Tur næste Gang, og sluttede sig til dem. Andre igen, som aldrig havde læst andet end Brudevers, Gravskrifter og Ærevers, stejlede over dette nye og ukendte og skumlede indvendig over Satirikerens Uforskammethed. Men der var ogsaa nogle som mente at finde Angreb paa deres Fjender; og de morede 116 og glædede sig over Digtet, fordi de troede at det vilde give dem Vaaben i Haand til at pine og plage deres Uvenner med. De benyttede enhver Lejlighed til at skraale de Afsnit ind i Ørene paa dem som de mente at de i højest Grad var rettet imod. Paa den Maade gød de Olie paa Ilden og satte yderligere Gang i Skumlerierne. Den jævne Mand, som ikke forstaar at trænge ind til Kernen i en Sag, mente at Digtet var skrevet af én der ikke kunde faa Tiden til at gaa. Men der var heller ikke saa faa Litterater, som ellers plejede at have en ordentlig Forstaaelse af Tingene, der mistede deres sædvanlige Skarpsyn. Kort sagt:

Alt hvad Godtfolk gør og tænker,
Glæder, Sorger, Løfter, Rænker,
Had og Elskov, Lyst og Pligt,
Travlhed, Frygt, Sejlads og Stranding,
se, det er den Foderblanding
jeg serverer i mit Digt.

Der var dog nogle som udlagde mit Værk paa en fornuftig Maade og ivrigt forsvarede det. De syntes det var baade udmærket og nydeligt at krydre nyttige og alvorlige Satirer med et lignende Kvantum Spøg, og at sige det beske paa en gemytlig Maade. Da mit Pseudonym blev røbet takkede de mig derfor af begge Grunde. De andre sagde at nu begyndte vi altsaa her til Lands at pjatte med Digtekunsten; men mine Forsvarere sagde at nu holdt vi netop op med at pjatte, og nu havde Danmark et hjemligt Digt som man kunde være bekendt at vise frem for Franskmænd og Englændere. De overtalte mig til at gaa videre med Heltedigtet, der snart voksede til fire Bøger og kom til at udgøre et helt Bind af nogenlunde Størrelse. I Løbet af halvandet Aar udkom det, hvad der aldrig tidligere var overgaaet nogen dansk Bog, i tre Udgaver. Den sidste af disse var forbedret og prydet med Kobberstik. Jeg hørte snart at mit Digt ogsaa blev solgt i Sverige og Tyskland, og det glædede mig at det blev ved med at 117
være lige saa populært i Udlandet som det var blevet herhjemme. Men hvorfor prale? - Og dog - en Digter har vel Lov til at begejstres, og jeg taler jo ikke om min egen Bedømmelse, men om andres, og den glæder mig, enten de saa dømmer rigtigt eller forkert. Jeg begyndte dog at regne det for noget, som saa mange Mennesker paa forskellige Steder har bedømt paa samme Maade; jeg begynder at synes jeg har Grund til at være stolt af et Digt som selv de største Alvorsmænd læser med Fornøjelse. Det vilde være ubehageligt her at rippe op i al den Postyr dette Digt vakte og de Beskyldninger imod det som Folk skreg sig hæse med; det vil jeg gaa let hen over. Jeg vil blot sige at da det blev forelagt det kongelige Raad til Bedømmelse skønnede vor allernaadigste Konges Raadsherrer at det var et uskadeligt og morsomt Værk. Men Stormen lagde sig, og den Vrede jeg havde paadraget mig ved at skrive Peder Paars (for saadan hed Digtet) aftog efterhaanden i Styrke. Jeg skrev nu nogle andre Satirer, og kort Tid senere udgav jeg fem. Den første hedder Democritus og Heraclitus, den er et besk Angreb paa Menneskehedens Taabelighed. Den anden hedder Apologi for Sangeren Tigellius. I den viser jeg at hverken Horats selv eller Størstedelen af Menneskeheden iøvrigt kan sige sig fri for det Vankelmod han bebrejder Tigellius. Den tredje Satire indeholder en Kritik over Peder Paars. I den fjerde Satire, der er skrevet som Efterligning af Juvenals sjette, raader Digteren sin Ven, der er en gammel Mand, fra at gifte sig med en ung Pige. Den femte er et Forsvarsskrift for Kvindekønnet. Heri vises det at Kvinderne ikke ved Naturens Love, men kun ved Konventioner og Regler holdes borte fra offentlige Hverv. Baade Peder Paars og Skæmtedigtene er forsynede med Fortaler, som imødegaar negativ Kritik, viser Sigtet med Digtene og fortæller om Digterens Væsen. Som Følge heraf begyndte Galden lidt efter lidt at gaa af Kog; dog blev der lige som et Ar af Irritation tilbage; der er stadig ikke saa faa som stikker Hovederne sammen og mumler 118 om at tage sig i Agt for denne aggressive, galsindede Slagsbroder af en Digter, som skildrer Menneskenes Fejl paa en saa vred og bitter Maade. Der var engang en Mand af en vis boglig Dannelse der bad mig skælde sin Bror ud paa Vers. Broderen førte et meget udsvævende Liv. Jeg svarede ham med Plinius' Ord: »Jeg angriber Laster, ikke Mennesker.« For hvis jeg havde haft Lyst til mod min Sædvane at skyde paa Enkeltpersoner, saa vilde jeg begynde med mig selv. Jeg svarede mange andre paa samme oprigtige Maade, men alligevel lykkedes det mig ikke at faa Has paa den ufordelagtige Mening man havde om mig. De fleste har nu engang faaet den Opfattelse hamret fast i deres Bevidsthed, at der ligger Giftigheder skjult bag alt hvad jeg siger og gør. Derfor paastaar man uden videre at mine Udtalelser er opdigtede, hykleriske og dikterede af Frygt. Hvis jeg for Eksempel kommer med en konverserende Bemærkning om Aarstiden eller Vejret, saa leder man straks efter en dobbelt Betydning af Ordene, en bogstavelig og en skjult, selv om jeg i Virkeligheden er det mest ligefremme Menneske af Verden. De der tror jeg er saadan en Mester i Forstillelseskunsten kender mig slet ikke. Jeg er nemlig af Naturen opbrusende og vredladen, og om jeg saa stod paa Hovedet kunde jeg ikke holde mine Følelser nede og lægge Ansigtet i hykleriske Folder. Mine Lidenskaber syder og bobler, og mit Ansigt viser straks om jeg er glad eller ærgrer mig. Hvis jeg endelig skal have paa Puklen, saa maa det snarere være for min Aabenmundethed end for Forstillelse.

Desuden har de fleste Mennesker, dels ud fra disse Satirer og dels ud fra den Lovtale over Metafysikken som jeg holdt for nogle Aar siden, faaet den Overbevisning at der ikke er noget der falder mig saa svært som at rose. Da jeg var blevet Sekretær ved Universitetet paahvilede der mig den Opgave at skrive et Program, hvori de nye Bakkalaurer og Magistre efter Skik og Brug skulde lykønskes. Mine Venner mente ikke at jeg vilde faa Held med dette Arbejde, fordi Folk havde denne 119 mistænksomme Holdning over for mig; og de fik ikke Uret. Programmet blev undertrykt, og der blev sladret ondsindet om mig over hele Byen. Om jeg nu havde fortjent denne Behandling - ja, det maa De afgøre ud fra selve Programmet, som jeg her indfører Ord for Ord.

[Kom ikke med, men staar i nærværende Udgave, Bind VIII. S. 319 ff.].

Undersøg nu selv med Deres Intelligens og Dømmekraft om dette Program, som jeg forelægger Dem i sin Helhed og uden at ændre en Tøddel, efter Deres Mening virkelig fortjener at blive skældt saa læsterligt ud. Udtal, som De plejer, Deres oprigtige Mening, saa vil jeg lade det blive ved Deres Dom. Jeg indrømmer gerne at det er en Satire, hvis De er af den Opfattelse; og jeg accepterer lige saa gerne Deres Ligefremhed hvis De fordømmer det, som Deres Autoritet hvis De godkender det. Det at dette Program blev dømt fredløst forhøjede imidlertid kun dets Ry. Saadan gaar det saa tit. Det er ligesom med Rygter, der breder sig mere, jo mere man prøver paa at undertrykke dem.

Til sidst blev jeg træt af dette slidsomme Arbejde, som havde kastet alt for lidt af sig. Jeg vendte tilbage til min gamle Beskæftigelse, som jeg hele Tiden havde haft i Tankerne men havde maattet skubbe til Side paa Grund af Tidernes Ugunst. Efter den lange Afbrydelse tog jeg fat paa den igen. Jeg opgav det krigeriske Skriveri og gav mig til at lægge sidste Haand paa et Værk som jeg havde paabegyndt nogle Aar tidligere, en kortfattet Beskrivelse af de statslige og kirkelige Forhold i Danmark og Norge. Men mens jeg svedte over dette Arbejde var der nogle der fik den Idé at man herhjemme, ligesom man har gjort det i andre Lande, skulde opføre Skuespil paa Modersmaalet. De havde ud fra Peder Paars og Skæmtedigtene faaet den Tanke at jeg maatte være i Stand til at skrive ganske vittige Komedier, og de bønfaldt mig om at vende tilbage til den Beskæftigelse som jeg lige havde opgivet. Paa den 120 ene Side stod mine Venner og nogle Mænd af højeste Rang, som blev ved med at insistere paa at jeg skulde paatage mig dette. Det var Mænd hvis Opfordringer jeg ikke kunde sidde overhørig. Paa den anden Side var jeg bange for det Had man udsætter sig for ved at skrive i den satiriske Genre. De Bandstraaler der for nylig var blevet slynget imod mig havde været mere end nok til at overbevise mig om at det er sin Sag at ligge i Krig med hele Menneskeheden. Til sidst lod jeg mig overvinde af mine Venners Bønner; jeg kastede mig ud i den gamle Leg igen, spyttede i Næverne og digtede de Komedier der nu er udkommet i flere Bind, og som Alverden flaar sig igennem. Jeg lagde frem for alt Vægt paa i disse nye Komedier at skildre nye Fejl, som andre Komedieforfattere ikke havde rørt ved, og som var typiske for Folk her til Lands. Jeg var først i Tvivl om jeg vilde publicere dem. Saa læste jeg dem højt for mine Venner; og da jeg forstod at de stadig forlangte det, blev jeg bange for at de skulde udtage Stævning paa mig for at faa dem spillet. Saa overlod jeg Skuespillertruppen de første fem.

Den første af dem, Den politiske Kandestøber, blev opført i 1722. Den blev en stor Publikumssucces. Tilskuerne strømmede til i saa store Mængder at mange maatte staa og vente i Forhallen og ikke kunde komme ind, hvad de saa end gjorde. Men der var mange der blev vrede over Handlingen i denne Komedie. De forstod nemlig ikke rigtig hvad Satiren var rettet imod, og saa protesterede de imod at der blev gjort Nar af Byens Borgmestre og Raadmænd. I Virkeligheden er der aldrig skrevet nogen Komedie som er mere paa Øvrighedens Side. Der bliver nemlig skudt paa den Slags jævne Mennesker der sidder paa Kroerne og rakker ned paa Regeringen og Generalerne over et Krus Øl, diskuterer, kritiserer og fordømmer Fyrsters Planer og Handlinger saa skraasikkert som om de selv var erfarne Hærførere eller forhenværende Borgmestre eller Finansministre, ikke bare Smaahaandværkere. Det er den Slags Mennesker der faar deres Fejl afmalet i 121 Helten i denne Komedie, en Haandværker - Kandestøber - som nogle Raadsherrer der giver sig ud for at optræde paa Byraadets Vegne hilser som Borgmester i den Hensigt at han skal blive indviklet i politiske Sager som han ikke forstaar et Muk af, og derved lære hvor vanskeligt det er at styre en Stat. Dette sker. Saa opgiver han sine skøre Ideer, indser sin egen Begrænsning og holder sig for Fremtiden paa Maatten. Jeg kan ikke tænke mig noget mere nyttigt og agtværdigt Handlingsforløb end dette, især ikke i Republikker, hvor den jævne Mands respektløse Snak gaar saa vidt at ingen Love og ingen Straf kan holde den i Tømme.

Nummer to hedder Den Vægelsindede eller Lucretia. I den tager jeg fat paa den besynderlige Lunefuldhed som man ser hos saa mange. Det er ikke noget almindeligt Sujet; der er hidtil ingen Komedieskrivere der har benyttet det. Hovedpersonen er en Kvinde med et lunefuldt Temperament ligesom Tigellius'. Madame Montaigu fremstillede hendes ustadige Væsen saa ypperligt at man ikke kan tænke sig mere udtryksfuldt Spil. Der var dog nogle der gav denne Komedie en kølig Modtagelse, fordi visse Scener forekom dem for kedelige og alvorlige; men de som tænkte dybere over Tingene mente at der ikke var mange Komedier der var bedre end denne. Og det var jeg tilfreds med; for lige som de der synger til eget Akkompagnement indretter deres Sang og Spil efter Kendernes, ikke efter Mængdens Dom, paa samme Maade er jeg ligeglad med Hobens Meninger og tager mig kun af de kyndiges.

Den tredje Komedie hedder Jean de France eller Hans Frandsen. I den gør jeg Grin med de unge Mennesker her til Lands der saa snart de har lært at knappe deres Bukser flyver og farer udenlands i Flokkevis. De fleste af dem er taabelige nok til at sætte deres arvede Penge over Styr, og kommer halvnøgne men rige paa Laster tilbage til deres Fædreland, som de derefter ser ned paa med Foragt. Paa denne Komedie kan man anvende Digterens Ord:
122 Med Ros og Bifald vil enhver den Mand belønne,
som har det nyttige forenet med det skønne,

for da Komedien paa én Gang er morsom og skarp, er der aldrig nogen der har rettet uretfærdig Kritik imod den.

Den fjerde hedder Jeppe paa Bjerget eller Den danske Menalcas. Handlingen heri har jeg laant andetstedsfra, nemlig fra Bidermanns Utopia, saa den venter jeg ingen Ros for. Dog er det kun selve Handlingen jeg har taget fra Bidermann. Førsteopførelsen gik i Fisk, fordi der havde været Skænderi mellem Skuespillerne samme Aften; anden Opførelse blev en Succes. Der var især én af Skuespillerne der satte Kulør paa denne Komedie ved sin meget dygtige Gengivelse af en sjællandsk Bondes Sprog, Gebærder, Opførsel og Karakter.

Den femte, som hedder Den meget talende Barber, kedede næsten alle Tilskuerne saa meget at mange af dem gik før Forestillingen var forbi. Nogle sneg sig ud under ét eller andet Paaskud, andre gik bare uden videre. Jeg havde haabet at det var gaaet anderledes, for denne Komedie har altid været mit Yndlingsbarn. Da jeg havde faaet at vide hvad der var galt, nemlig at den stadige Gentagelse af de samme Historier irriterede de fleste Tilskuere, skrev jeg en apologetisk Fortale hvori jeg forklarede Sigtet med Komedien, at denne Opkogen af den samme Ret var det centrale i Satiren, og at der ikke var andet i Vejen med den end at Barberens Snakkesalighed skulde begrænses, og at han i Stedet for at fortælle tre Historier, som han skiftevis plagede sine Venner med, kun skulde holde sig til én og den samme. Folk indsaa nu at de havde taget fejl af Komedien, og Stemningen vendte sig, saa at selv de som for nylig havde trukket paa Skuldrene ad den nu regnede den blandt de bedste.

Den sjette Komedie hedder Den ellevte Juni, og da den blev førsteopført netop paa denne Dato strømmede næsten hele København til for at se den. Handlingen i den er følgende: En stor Aagerkarl sender sin Søn til København
123 for at indkræve Renter: En Debitor, der skylder Faderen en Mængde Penge, lægger sine Snarer for Sønnen. Debitorens Tjener udgiver sig for at være Fætter til Fjolset og tager det naive Menneske ved Næsen i en saadan Grad at han ikke alene faar sin Herres Gæld bragt ud af Verden, men oven i Købet faar ribbet den unge Mand for alt, inden han sender ham hjem. Komedien er meget sjov, men den er skrevet for Galleriet. Af og til bliver jeg jo nødt til at holde mine Lyster i Ave og sætte den Mading paa Krogen som jeg ved vil tiltrække det Publikum der
sidder i Teatrene
og klapper begejstret i Hænderne,
hver Gang Skuespillerne
og -inderne de gaar paa Enderne.

Den syvende Komedie hedder Barselkonen [*dolgoeO*: Barselstuen]. I den vises det vittigt og morsomt at de Ubehageligheder der følger af at ligge i Barselseng og modtage Visitter er værre end selve Fødslen. Der optræder en Hærskare af Kællinger som plager den stakkels Barselkone med irriterende og malplacerede Lykønskninger og andre generende Høflighedsfraser. Da den harcellerer over Kvindekønnets Maade at være paa var der mange der blev vrede over den; men netop af samme Grund henregnede mange af de fornuftigere Kritikere den til de bedste Komedier.

Den ottende, som kun er i én Akt, hedder Charlatanen [*dolgoeO*: Det arabiske Pulver]. Den handler om de Mennesker der slider og slæber med afsindig Iver for at lave Guld. Der optræder en Tugthuskandidat som giver sig ud for Guldmager og faar en fornem Herre til at gaa i Gyngen. Han tror han har fundet en ny Arkimedes, men til sidst maa Staklen se i Øjnene at han er blevet bedraget, og for sent beklager han sin taabelige Godtroenhed. Men Satiren er ikke alene rettet mod Guldmagere, den omfatter ogsaa andet, og det er navnlig det som er det fine ved den. Da det rygtes over hele Byen at den fornemme Herre kan lave 124 Guld af for otte Skilling Sand, bliver alle forbløffede og kommer straks brasende ind i hans Hus - ogsaa de som hidtil har foragtet ham - og nedværdiger sig selv ved deres hæslige Underdanighed. Den nye Midas modtager dem med nedladende Foragt, revnefærdig af Lyksalighed. Han holder en alvorlig Tale til dem og bebrejder dem at de er saadan nogle foragtelige Vendekaaber. Men midt i hans Tale bliver Bedrageriet afsløret. Han gribes af Skamfølelse, og hele Huset genlyder af Graad og Latter paa én Gang. Da Komediens Indhold er saa væsentligt, kan man ikke udsætte andet paa den end at den nok er noget for kort.

Den niende blev modtaget med lige saa stor Applaus. Den hedder Julestuen. Den er nok en ren Farce, men paa den anden Side er den saa morsom at det ved Førsteopførelsen ikke var til at faa Ørenlyd for Tilskuernes Latter; og selv Skuespillerne kunde ikke lade være med at le med, saa det var lige ved at man maatte afbryde Forestillingen.

Af samme Slags var den tiende, som hedder Maskerade. Det er ikke godt at sige hvem der havde mest Fornøjelse af den, det brede Publikum, som helst vil have noget for Øjnene, eller de fornemme, som kommer for at glæde deres Øren. Handlingen er nemlig yndefuld og erotisk, mens Dialogen ofte er krydret med Vid og Satire. Den blev gentaget tre Gange efter Bud fra højeste Sted, og den Lykke er aldrig før overgaaet nogen Komedie her i Landet.

Publikum var heller ikke utilfreds med den ellevte, som hedder Den stortalende Soldat, skønt den er en Komedie af den gamle Type og har Plautus' Miles Gloriosus som Forbillede. Dog synes jeg selv der skal files paa den; nogle af Monologerne virker for lange paa Scenen, skønt de er morsomme at læse paa Grund af det Vid der præger dem.

Med endnu større Bifald blev den tolvte, Ulysses von Ithacia, modtaget. Den gør Nar af de vidløse, vanskabte, halvhundredaarige Komedier som før i Tiden blev opført 125 her i Landet af omrejsende Komedianter. Den strækker sig over et Tidsrum af fyrre Aar, og Scenen skifter mange Gange. De fornemme Personer taler et opblæst og svulstigt Sprog for at skille sig ud fra de jævnere; der blæses i Trompeter hver Gang Hærføreren kommer paa Scenen; Personerne er det ene Øjeblik unge, det næste gamle og graa. Og saa er den fuld af Anakronismer, volapykiske Navne og andet sligt, som de omrejsende Komedianters Tekster altid vrimler af. Alle disse Fejl afslører Ulysses' Tjener Harlekin saa elegant at det jævne Publikum, som ellers plejer at falde i Søvn over moraliserende og kritiske Komedier, satte lige saa stor Pris paa den som den fine Portion.

Den trettende hedder Kilderejsen. Den satiriserer over dem som tror paa den undergørende Kraft i en vis Kilde et Sted i Nærheden af København, og som paa et bestemt Tidspunkt af Aaret, nemlig Sankt Hans Nat, strømmer ud til den i Flokkevis.

Den fjortende er en Tragikomedie ved Navn Melampe. Hovedpersonen i den er en Skødehund, som to Søstre er saa forgabede i, at det fører til Krig mellem deres Kærester. Striden bliver dog lykkeligt bilagt da de to Søstres Broder kommer til. Han skaffer straks Melampe, Stykkets Helt og Stridens Æble, af Vejen. Denne Komedie fik en fantastisk Succes paa Grund af sit originale Emne. Digteren boltrer sig nemlig trods Emnets komiske Karakter i et Sprog der henleder Tanken paa Sofokles' Tragedier, saa at han faar Tilskuerne til at le og græde paa én Gang. Stykket har iøvrigt dobbelt Sigte, det er dels rettet mod de Tragedier der bovner af Ordpragt, dels mod Kvinder af den Type der
helt uden Skrupler vil forgi sin Ægtemand,
hvis blot sin Skødehund hun derved frelse kan.

Den femtende hedder Brødrene som gaar til modsatte Yderligheder [*dolgoeO*: Uden Hoved og Hale]. Hovedpersonerne er to Brødre, hvoraf den ene er lige saa overtroisk 126 som den anden er skeptisk. Én af deres Venner prøver paa at helbrede begges Fejl; men Resultatet bliver at den overtroiske bliver Skeptiker og Skeptikeren overtroisk. Moralen er med andre Ord at enhver Fejl skyldes Overilelse, og at Reformiveren har en selvforstærkende Kraft, som gør at man nemt kører i den modsatte Grøft. Men denne Komedie er mere et Læsestykke end et Scenestykke.

Disse femten Komedier foreligger trykt i tre Bind. Det første af disse har været optrykt tre Gange paa to Aar. De øvrige Komedier foreligger ikke i trykt Skikkelse, men har været spillet paa vores Teater under Bifald. De har følgende Titler: 1) Henriks Skalkestreger [*dolgoeO*: Didrik Menschenskræk] (Tjeneren hedder Henrik i alle mine Komedier), 2) Henrik og Pernille, 3) Bonden som Pfalzgreve [*dolgoeO*: Den pantsatte Bondedreng], 4) Den intet virkende Virksomme [*dolgoeO*: Den Stundesløse], og endelig 5) Den utro Stedfader [*dolgoeO*: Pernilles korte Frøkenstand].

Der er mange der undrer sig over at jeg paa saa kort Tid har kunnet skrive tyve Komedier, hvoraf de fleste handler om Fejl som ingen andre Komedieskrivere har rørt ved; og der er ogsaa dem der mener at man paa mig kan anvende Horats' kendte Ord:

Hans største Last, det var at sta
paa ét Ben i en Time
og tvende hundred Vers (hvad saa?)
paa den Tid sammenrime,

men at argumentere mod dem vilde jo bare være at udbasunere min Selvros. Derfor vil jeg nøjes med at nævne den Kendsgerning at mine Komedier er blevet opført skiftevis med Moliéres bedste, og med lige saa stort Bifald, til Trods for at Skuespillerne var bedre til Moliére, fordi den franske Skuespiller Montaigu, der er meget berømt her i Landet, instruerede dem i hvordan de skulde gebærde sig og gaa. Desuden er Folk herhjemme værre end noget andet Folk til at rynke paa Næsen ad deres 127 eget. Det gælder især Kvinderne, som faar Kvalme af alt hvad der ikke er fransk. Det var altsaa hverken fordi mine Komedier havde Nyhedens Interesse, eller fordi de blev spillet særlig godt, at de vakte saa meget Bifald, gav saa meget Kasse og blev spillet saa mange Gange. Der var ogsaa snart nogle der saa skævt til min Succes og gik direkte eller indirekte til Angreb paa mig. Men de anstrengte sig forgæves, for mine Komedier er den Dag i Dag til Glæde for Folk af alle Samfundslag.

I Deres Velbaarenheds sidste Brev undrer De Dem over hvorfor vores Skueplads har maattet lukke. Selv undrer jeg mig mere over at den har kunnet klare sig saa længe trods alle de Vanskeligheder den har været udsat for. Det gør Dem ondt baade for mig og for Offentligheden. At De paa Offentlighedens Vegne er bedrøvet over det danske Teaters Undergang kan jeg godt forstaa, da De holder saa meget af Danmark. Det samme gælder alle som deler Deres Kærlighed til Fædrelandet, og som har ment at disse Skuespil er lige saa nyttige som ærefulde for Danmark - ærefulde fordi alle Folkeslag af en vis Kultur mener det, og nyttige fordi de giver et Billede paa Laster og Dyder, hvad der hidtil har været ukendt for Folk her til Lands. De var nemlig tidligere vant til at sidde og maabe over de grove Komedier som de omrejsende Komedianter opførte. Og mens det danske Teater eksisterede holdt vi Landet frit for de udenlandske Trupper som Aar for Aar plejede at trække Pengene af Lommerne paa os, og som ved deres Forestillinger spildte Folks Tid og oven i Købet perverterede deres Etik og deres Sjæleliv. De var jo paa Besøg hos os for nogle Aar siden, og da kan jeg huske med hvilken Begejstring De hørte en Tjenestepige udtale sig ganske fornuftigt om det komiske ved Menneskene -hvad der jo netop er Emnet for mine Komedier. De udbrød henrykt: »Lyksaligt er det Land hvor Tjenestepigerne filosoferer!« Og saa vil jeg slet ikke tale om den anden Fordel, nemlig at det danske Sprog kan blive afslebet ved disse Komedier. Det er nemlig kommet i en 128 slem Forfatning fordi Skribenterne har sjusket med det. Med andre Ord: Jeg forstaar godt at De er ked af det paa Offentlighedens Vegne. Paa den anden Side skal De ikke være ked af det for min Skyld. Jeg er nu sluppet for alt det Roderi, den Misundelse og det ganske utaalelige Mas som jeg var ude i saa længe Teateret kørte. Det havde ellers nær gjort mig til baade Krøbling og Idiot. Det var hvad jeg fik ud af alt mit Besvær. I Frankrig eller England kan en Forfatter tit tjene to-tre tusind Daler ved én eneste Komedie der bliver Succes. Nej, De skulle hellere ønske mig til Lykke med at jeg er sluppet ud af det arbejdskrævende og pengeslugende Teatervæsen.

Men jeg mærkede at min Skrivebordsflid havde taget paa mine Kræfter. Jeg fik saa den Idé at rejse til de varme Bade i Aachen, skaffede mig et kongeligt Pas og drog af i Begyndelsen af Juli 1725.

Jeg havde regnet med at Motionen vilde have gavnet mig mere end de varme Bade, men tværtimod. Jeg opdagede at den legemlige Udfoldelse, der havde gjort mig saa godt da jeg var ung og levede et friere Liv, kun var mig til Skade nu jeg var ude over min første Ungdom og maatte passe paa med alting.

Vejret var saa daarligt det Aar, at jeg, skønt jeg begyndte Rejsen først i Juli Maaned, ustandselig blev plaget af Storm og Kulde. Paa Bælterne fik jeg Havets Barskhed at føle; det var ikke uden Livsfare jeg satte over Lillebælt. Men jeg slap heldigt fra det og naaede omsider Haderslev. Folk der i Byen forekom mig at være hjælpsomme og høflige. Flensborgerne var efter min Mening knap saa flinke; de tager ikke saa venligt imod fremmede. De regnes iøvrigt for at være de mest økonomiske af alle Indbyggerne i Hertugdømmet Slesvig.

De er et nøjsomt Folk, som slæbe kan og slide.
De tjener meget, og de lægger alt til Side.

Derfor kan det ikke undre nogen at der er mange rige Mennesker der i Byen, især da dens Borgere har faaet 129 visse Privilegier som Kongerigernes og Hertugdømmernes øvrige Indbyggere ikke har. I Flensborg kom jeg til at bo paa en ualmindelig ækel Kro. Det var ganske vist en stor, rummelig Bygning med mange Værelser, men overalt hvor man vendte sit Øje saa man ikke andet end Snavs. Det fyldte hele Huset med en modbydelig Lugt. For at modvirke denne Stank brændte jeg Røgelse af i mit Værelse hver Time. Saadan var Huset prydet, og de Mennesker jeg sad til Bords med svarede til det. Der var især to af mine Bordfæller som paa én Gang gav mig Kvalme og morede mig. Den ene stammede skrækkeligt, den anden havde mistet Næsen i én eller anden Krig, saa han mere prustede end talte. De var begge kolossalt snaksomme, saa det var paa én Gang sørgeligt og komisk. Desuden stod der fem-seks Katte og lige saa mange Køtere rundt om os mens vi spiste. Deres højlydte og ildelydende Gøen og Miaven havde nær taget Livet af mig. Alle disse Irritationsmomenter blev mig for meget, og jeg henvendte mig til en anden Krovært, fortalte ham om mine Genvordigheder og bad ham om Husly, især fordi jeg var nødsaget til at blive endnu to Dage dér i Byen. Men han var bange for at faa Vrøvl med den anden, saa han sagde at det ikke kunde lade sig gøre. Jeg gik skuffet tilbage til mit TugtRasp- og Forbedringshus, simulerede syg og bad om at faa mine Maaltider serveret paa mit Værelse. Der var flere Ting i Flensborg der ærgrede mig, blandt andet Indbyggernes Foragt for det danske Sprog. Alle som sidder ordentligt i det lægger sig efter tysk, og Dansken bliver forvist til Bønder og Tyende. Jeg rejste saa fra Flensborg til Hamborg, hvor jeg opholdt mig nogle Dage inden jeg fortsatte Rejsen. I denne fornemme og rige By er der meget som i høj Grad er værd at lægge Mærke til. Der bor ogsaa nogle Skribenter af højt Ry, men jeg besøgte ikke andre end den berømte Fleischer, der var Provst i Altona og min gode Ven og Rejsekammerat fra gamle Dage.

Man kan komme til Amsterdam ad tre Veje; enten kan 130 man rejse over Osnabrück med den almindelige Post, der paa Grund af sin Langsomhed kaldes Ochsenpost, eller med Smaaskibe som sejler i fast Rutefart, eller via Bremen og Oldenburg. Jeg valgte den sidste Rute fordi den var den bedste og den som de fleste anbefalede. Efter to Dages Rejse kom jeg til Bremen, syg og stivfrossen og med Kappen dryppende af Regn; for Vejret var saa slemt - det øsregnede og stormede - at vi var bange for at Træerne, der blev rykket op med Rode af de rasende Vindstød, skulde falde ind over Vognen. Vi var næsten døde af Kulde og maatte fyre op i hver eneste Kro vi kom til. Og alt det skete i Midten af Juli Maaned.

Bremens Indbyggere kender ikke til Forlystelser, men fører et strengt og dystert Liv. Der er ikke noget Teater, og der gives ikke andre offentlige Forestillinger end dem som de omrejsende Komedianter undertiden optræder med paa en bestemt Tid af Aaret. Bremerne gaar ikke ud, hverken for at se eller for at blive set; saa den der gerne vil føre en rolig Tilværelse skal bare slaa sig ned i Bremen, hvor man bor i næsten landlig Stilhed. Der er næsten aldrig Uro og Optøjer, og der sker sjældent Tyverier eller Røverier. Der blev fanget en Tyv mens jeg var der, og næsten hele Byen var paa Benene for at se Giraffen, saa usædvanligt er det at der stjæles noget i Bremen. Jeg lagde Mærke til at denne By har næsten nøjagtig samme Regeringsform som det tyske Kontor i Bergen i Norge. Begge Byer har deres Oldermænd, deres Aktejner og deres Skøtstuer, saa det lader til at Samfundet i Bergen er indrettet efter bremensk Mønster. De har samme Ledelse, samme Raadsmøder, samme Ceremonier, og ogsaa de samme Titler, saa det hanseatiske Kontor derhjemme har i ét og alt efterlignet de politiske Forhold i Bremen.

Man rejser ganske bekvemt og ret billigt til Amsterdam gennem Hertugdømmet Bremen og Grevskabet Oldenburg, hvis man har nogen at rejse sammen med. Men jeg havde ingen Rejsefæller, saa jeg kom snart til at fortryde at jeg var taget af Sted. Da der ikke var nogen agende 131 Post, maatte jeg ganske alene leje Vogne af en Slags som Tyskerne kalder Ordinantzie Wagens. Jeg opholdt mig et Par Dage i Oldenburg, og jeg maa sige at jeg havde det saa hyggeligt dér som jeg ikke har haft det nogen andre Steder, saa venligt blev jeg modtaget af Overlanddrosten i Grevskabet, hans Ekscellence Hr. Sehested, en Mand der ikke kender til Storsnudethed, men kun skiller sig ud fra den jævne Mand ved sin Dygtighed, sin Klogskab og sit dannede Væsen. Der kom saa mange lærde Mænd i hans Hus, at det mest af alt lignede et Gymnasium eller et Universitet. Der blev ført lærde Samtaler ved Frokostog Middagsbordet - det var som om de Lækkerier der serveredes blev krydret med nyttig Lærdom. Man kan maaske nok spise flottere hos andre, men ikke enklere, fornøjeligere og mere uformelt; saa De kan nok forstaa at jeg var ked af at skulle rejse fra Oldenburg.

Den øvrige Rejse gennem Østfrisen til Nieuwe Schans er lige saa besværlig som kostbar. Men saa er det Slut med Besværet, og man rejser mageligt videre i hestetrukne Kanalbaade. Det er oven i Købet meget billigt, især hvis man vil overnatte i Baadene. Det gør de fleste, dels for at gøre Rejsen hurtigere, dels for ikke at falde i Kløerne paa Kroværterne, som flaar Turisterne ganske forfærdeligt. Kroerne i hele Holland er nemlig lige saa pebrede som de er elendige. Man ser overalt fornemme Byer og pragtfulde Bygninger, og selv ganske jævne Huse straaler af Velholdthed. Det er alt sammen dejligt at se paa, men alligevel befinder man sig ikke godt. De fleste Kromænd har nemlig Kroholdet som Bierhverv, saa de kan ikke tage sig saa meget af Turisterne som deres Kolleger i Frankrig og Italien. Og Værelserne er en Slags Sygestuer med flere Senge som man maa kravle op i ad Stiger, hvorpaa man kan komme til at sove sammen med en Tyv eller en Røver - eller rettere holde sig vaagen sammen med ham, hvis man ikke vil have Hovedet af. Og selv den Properhed som Hollænderne praler saa meget af kan være noget af en Plage. Den Gæst der

132

spytter blot en lille Klat
paa hans Gulv saa blankt og glat

eller spilder bare den mindste Draabe Vand paa det, bliver øjeblikkelig sigtet for Gulvforurening af Værten, og det er ikke langt fra at han bliver lyst i Band, som om det at spytte paa et Krogulv var det samme som at besmitte et helligt eller indviet Sted.

Jeg har nu min egen Mening om Hollændernes Renlighed. De er propre med Smaatingene, men urenlige med det væsentlige. De holder deres Gader rene, men ikke deres Hænder - og saa spiser de af fælles Fad, som de med Mellemrum begraver alle Fingrene i. Det kan man nok faa Kvalme af, især hvis man sidder til Bords med en beget Skipper, hvad der tit kan ske, da Folk af den Slags er højt æstimerede i Holland. Der er intet Folk jeg ynker mere end Hollænderne, for trods deres store Rigdomme lever de en Fattigmandstilværelse. De bor trangt, selv om de bor i store Paladser, for der er ingen Gaardspladser og kun ganske faa Haver. Jeg tænkte derfor ofte ved mig selv

Nej, hellere paa Landet bo
end her blandt disse Slotte,
og ha en Have og lidt Dyr,
ja, blot en enkelt Rotte!

Jeg blev engang inviteret til Middag hos en ganske velhavende Købmand, men det viste sig at hele Maaltidet bestod i én eneste Fiskeret. Han inviterede mig senere igen, men jeg sagde nej tak.

Det er den Slags Ubehageligheder man kommer ud for som Turist. Men alt dette opvejes af de mange udmærkede Institutioner og nyttige Love, som trækker selv de fjernestboende Folk fra deres Hjem og lokker dem til Holland, som regnes for et fælles Fædreland for alle Jordklodens Indbyggere. Hollænderne er ogsaa meget ærlige og ligefremme. Da mine Venner i Amsterdam opdagede hvorfor jeg vilde rejse, opfordrede de mig alle sammen til 133
at ændre Planer. I lang Tid tog jeg mig ikke af deres Raad, men til sidst bøjede jeg mig for deres Argumenter. De kendte jo min Konstitution. Men da jeg lige havde overstaaet en saa besværlig Rejse, syntes jeg ikke det vilde være klogt at tage hjem om Efteraaret, saa jeg besluttede mig først til at tilbringe Vinteren i Bruxelles, men bestemte mig om og valgte Paris i Stedet. Jeg tog saa med Baad fra Amsterdam til Rotterdam. Jeg fortæller om denne Baad for at advare andre dødelige imod den. Tilsyneladende er den vældig behagelig, især hvis man har Bagage med. Men vil man rejse med den maa man i Tide leje Skipperens Kahyt. Ellers kommer man til at tilbringe en søvnløs og forbandet Nat - og saadan gik det netop mig. Skipperens Kahyt var nemlig allerede lejet ud, saa jeg maatte tilbringe Natten i et andet Rum, der var fælles for alle Passagererne. Det var fuldt af Sømænd paa Vej hjem fra Ostindien til Zeeland. De havde nær taget Livet af mig med deres liderlige Snak, deres Klovnestreger og deres sjofle Viser. Jeg selv gik rundt i Mørke midt paa Dagen, for deres Tobaksrøg laa i saa tykke Taager at det ikke var til at se noget som helst. Man skulde tro det var Ætna eller Vesuv der var i fuld Brand. Alt dette bar jeg dog med en Spartaners Højmod; men da jeg hørte at man havde holdt Passagerraad og truffet den Beslutning at ingen maatte sove paa noget Tidspunkt den ganske Nat, rejste Haaret sig paa Hovedet af mig. Jeg haabede ganske vist at denne Folkebeslutning, som jo var truffet over diverse Glas, vilde blive erklæret død og magtesløs naar Rusen var dunstet af; men de blev ved med at pimpe Genever hele Natten, saa Loven blev strengt overholdt. Hver Gang jeg var ved at døse hen var der en Albue der puffede mig vaagen. Jeg var derfor sløj paa Sjæl og Legeme da jeg kom til Rotterdam. Her fortalte jeg blandt andre en fransk Oberst ved Navn Caneau om hvad der var overgaaet mig. Han var lige kommet fra Spanien og havde tilbragt en lignende Nat i samme Baad. Jeg slog Følgeskab med ham paa Resten af Turen. Han var et 134 tolerant, aabent og kultiveret Menneske, som gjorde alt for at hjælpe mig.

Hvis man har Medvind kan man sejle til Antwerpen paa tolv Timer, men Overfarten tog os et helt Døgn. Den der rejser fra Rotterdam til Antwerpen kommer fra den ene Yderlighed til den anden. Rotterdam, som er Hollands næststørste Handelsby, er fuld af Larm; men Antwerpen er en meget stille By. Rotterdam er rig, Antwerpen fattig. Rotterdammerne er et grovkornet Folkefærd, Folk i Antwerpen er kultiverede og ordentlige Mennesker. I Rotterdam finder man flere Slags Gudsdyrkelse og flere Slags Helligdomme; i Antwerpen sværger man kun ved Pavens Ord, for Befolkningen i Flandern og Brabant, som er vant til at leve under spansk Overhøjhed, har stadig Ord for at være mere ortodokse Katolikker end selv Italienerne. Hver By og hver Landsby, hvert Sogn og hver Korsvej er saa propfyldt med Kapeller og Krucifikser, at man vil have lettere ved at rende paa Vorherre end paa et Menneske. Fra Antwerpen rejste jeg til Mechelen, hvor jeg ventede nogle Timer paa en ny Vogn. Jeg dryssede lidt rundt i Byen, indtil jeg traf en Franciskanermunk, der inviterede mig med ind i sit Kloster. Med ham som Fører besaa jeg Klosteret i alle Ender og Kanter. Klosterhaven er pragtfuld, men dens Gange er saa pakkede med Helgenbilleder at det er utaaleligt at spadsere i dem, især for en stakkels Kætter. I Kirken er hele den hellige Frans' Levnedsløb afbildet paa forskellige Malerier. Min Fører afslørede her sin bundløse Uvidenhed ved at forklare ét af Billederne paa følgende Maade: »Paa dette Billede ser De den hellige Frans gøre Bod efter at have afsvoret det kalvinske Kætteri, som han har været befængt med. Han har kastet sig for Fødderne af sin Fader, som revser ham strengt for dette.«

Jeg blev nogle Dage i Bruxelles og rejste saa videre til Paris. Den berømte By var paa dette Tidspunkt sørgelig at se til. Der var saa stor Mangel paa Levnedsmidler at et Pund Brød kostede ti sous. Folkemængden blev drevet til 135 Fortvivlelse og gjorde Opstand, og først da man havde ladet to Borgere henrette fik man genoprettet Ro og Orden. Paa samme Tid blev en Kone der led af Dysenteri helbredt paa mirakuløs Vis. Beretningen om dette Mirakel udkom paa Tryk og blev udbudt til Salg alle Vegne. Men de fattige tænkte kun paa at stille deres Sult. De blæste paa disse Mirakelhistorier, selv om de ellers plejer at styrte sig over den Slags. Jeg hørte at der Mand og Mand imellem faldt Bemærkninger som: »Dette Aar er vist mere frugtbart paa Mirakler end paa Mel«, eller: »Præsterne gør Undere, mens vi gaar under«. Præsteskabet gjorde meget ud af dette Mirakel og troede at det alene vilde være nok til at omvende alle Ikke-katolikker. Der er absolut ingen Tvivl om at Historien er sand. Alle Konens Naboer vidnede om, at hun virkelig i flere Aar havde været plaget af Dysenteri, og at hendes pludselige Helbredelse var sket i fuld Offentlighed. Støttet til sin Stok gik hun efter dem der bar Hostien, mens Blodet flød i Strømmevis fra hende; men da hun kom ud af Kirken igen var hun rask og blødte ikke mere. Jesuiterne og Lægerne var de eneste der ikke regnede dette Mirakel for noget. Jesuiterne gav en taabelig Grund for deres Tvivl; de sagde at det var umuligt at Gud skulde lade et Mirakel ske, naar den Præst der bar Hostien var mistænkt for Jansenisme. Lægernes Argumenter var bedre funderet, for de mente at denne Virkning kunde fremkaldes paa naturlig Maade ved ren og skær Suggestion. Det kom de med hundredeogsytten Eksempler paa. Men det lader jeg nu være hvad det vil, og fortæller videre om mig selv.

Jeg lejede et Værelse i Rue St.-Jacques i Nærheden af Luxembourghaven. Den foretrækker jeg frem for de andre offentlige Parker paa Grund af dens sunde Luft. Men det var dengang ubehageligt at spadsere i den, fordi der var et Mylder af Tiggere der strejfede om i dens Gange. Jeg kunde næsten ikke bare mig for Grin naar jeg saa flot klædte Mennesker tigge Smaaskillinger af enhver de mødte, og naar jeg hørte Folk hvis enorme Parykker var 136 fyldt med Mel i Skæppevis, og som allerede fra Morgenstunden osede af Parfume

værre end sytten Dropskogerier -
Odeuren næsten i Øjnene svier -

række Hænderne mod Himlen og igen og igen sige: »Vi dør af Sult! Vi har ikke faaet andet end Luftsteg og Vindfrikadeller i flere Dage!« Jeg saa engang i denne Park en velklædt Mand tigge Penge af en Dame han mødte. Lidt efter bad hun en anden om Penge. Senere var der en ung Pige i Silkekjole der faldt besvimet om. Der var én af de omkringstaaende der kendte hende, og hun blev bragt til sit Hjem. Det viste sig at hun boede i et lille, usselt Værelse,

hvor Teglstenen mod Regn og Vind
var ene Mur og Væg,
og hvor de milde Duer
udlagde deres Æg,

og at hun kun levede af Kaalstokke, Æbler og Bønner. Jeg fortæller kun dette for at vise hvor fattigfint disse Mennesker lever. Selv Tiggerne gaar i fint Tøj; det er kun deres Bleghed og Magerhed der gør at man kan se Forskel paa dem og de rige. I Paris kan man nemt forveksle en Varietéskuespiller, en Fægtelærer eller en Akrobat med én af de allerfornemste Hofmænd; man turde bande paa at en Skomager eller en Vaskeriejer var Byraadsmedlem, eller at en Boghandlers eller Koks Kone var Hofdame. Det irriterede mig forfærdeligt. For selv om jeg gik i meget ordentligt Tøj kunde jeg nok ikke regnes med blandt dem som Pariserne kalder pæne Mennesker (honnétes gens) i en By

hvor alle vandrer om
i fornem Fattigdom,

og hvor selv Tjenere gaar med guld- og sølvvirkede Strømper. Men jeg skulde ikke have noget af at efterligne 137
Parisernes Maade at være paa. Jeg var jo ikke kommet til Paris for at faa Ry for at være alt for fin i Tøjet eller for at spise min Fædrenearv op paa ét eneste Maaltid - det kalder Kroværterne »faire honneur à la nation« naar de lokker Folk til at fraadse. Jeg var bare kommet for at have et Sted at være indtil Aarstiden tillod mig at rejse hjem. Derfor blev jeg slet og ret tituleret »Monsieur«, mens Sønner af hamborgske eller lybske Købmænd blev kaldt Grever eller Baroner; den sidste Titel er den mindst fornemme, den bliver givet til de Gæster der gaar i sølvvirket Tøj; hvis Tøjet er guldvirket tiltales Personen som »Monsieur le Comte«. Det er forbløffende som dette servile Sleskeri stimulerer unge Mennesker til at leve over Evne og smide om sig med Pengene. Kroværterne i Faubourg Saint-Germain tager venligt mod de unge Gæster og anbringer dem straks i de dyreste Værelser. Snart skaffer de dem Lejetjenere, der spiller Læremestre og indfører deres Principaler i den Kunst hurtigt og smertefrit at faa gjort Ende paa deres Forældres Formuer. Saa kommer der en Sværm af Danse-, Fægte- og Sproglærere, de fleste af dem Snyltere som er Eksperter i Sleskeri; de fedter for de unge Mennesker for at faa et Maaltid Mad, og naar der saa støder visse Dyr af Hunkøn til, som lokker dem i deres Garn, saa har vi Miseren. Denne Kritik gælder dog ikke alle Franskmænd, for den hæslige Griskhed er ikke en Last der er karakteristisk for dem. Franskmændene er i Almindelighed venlige, gavmilde og tjenstvillige. Kritikken gælder ikke engang hele Paris, men kun Indbyggerne - specielt Kroværterne - i Turistkvarteret. Det er meget nemt at forstaa Aarsagen til at man lever saadan i denne Del af Byen. De fleste af de berømte europæiske Byer som tiltrækker Turister er Havnebyer, hvis Indtægter stammer fra deres Handel. Disse Indtægter er tilstrækkelige til at Indbyggerne kan leve af dem og blive rige. Paris derimod ligger inde midt i Landet, og en stor Del af Borgerne har ikke andet end Turistindtægterne at leve af. Derfor betragter de Vognene fra Bruxelles, Metz 138 og Strasbourg med samme Øjne som Købmændene i andre Byer betragter indkommende Handelsskibe med. Vognene er nemlig lastede med velbeslaaede unge Mennesker, som bringer Guld og Sølv med sig og ikke tager andet ud af Byen igen end tømte Pengepunge, en skabagtig Gang, Kunsten at smigre og andre parisiske Galanterier (»franchise parisienne«) som efter hvad en anonym Forfatter har bemærket ikke bestaar i andet end at gøre Dansetrin og at døve Ørene paa Folk med Sang og Fløjten. Jeg søgte alt hvad jeg kunde efter et ordentligt Logi i Paris; men saadan ét er en Sjældenhed, for der bor saa mange Mennesker dér i Byen at der er Stimlen og Trængsel alle Vegne.

Vognenes Skumpien ad krogede Gyder,
den larmende Færden,
Studedrivernes Skælden og Smælden
naar Kvægflokken standser -
alt det er nok til at vække den stærkeste
Sover af Verden.

Foroven, forneden og paa alle Sider er man klemt inde mellem hele Familier; og da Franskmændene er en Skuespillernation bliver éns Ro forstyrret af hele Serier af Schlagere hvis man har en ung Mand (un petit-maitre) eller en ung Pige til Nabo. Bor man ved Siden af en Litterat bliver man forstyrret af hans uafladelige Mumlen, for næsten alle Lærdmænd lader Munden løbe mens de studerer. Den enorme Menneskemængde fører ogsaa andre Ubehageligheder med sig, som jeg ikke har været ude for hverken i Amsterdam eller London. For selv om London dækker et langt større Areal end Paris, mener jeg dog at dens Indbyggertal er meget mindre. Londonerne paastaar ganske vist stædigt det modsatte og henviser til de aarlige Lister over afdøde (bilis of mortality). Men da Pariserne indaander en sundere Luft og lever meget mere spartansk end Londonerne, lever de som Regel meget længere. Der er ogsaa nogle Englændere der paastaar at 139 der aarligt kommer flere Tusind Mennesker fra Provinsen til London for at supplere Indbyggerantallet, og at Byen ellers snart vilde komme til at ligge øde hen. Det er derfor klart at disse Lister ikke er til at stole paa, og at det er nødvendigt at der bliver holdt regulært Mandtal, da man ikke kan slutte noget sikkert ud fra Fortegnelser over Fødsler og Dødsfald. Hertil kommer at det ene Folkeslag er mere frugtbart end det andet. Man maa ogsaa tænke paa de mange Klostre, Kollegier og andre Samfund i Paris, hvor det hellige Bud: »Vorder frugtbare og mangfoldige« er sat ud af Kraft ved den kanoniske Ret, mens de engelske Præster stadig nidkært opfylder det.

Det er de ubehagelige Ting jeg har oplevet i Paris. Trods alt er der vist ikke nogen By jeg befinder mig bedre i. Jeg lever sundere dér end andre Steder, og jeg behøver ikke at spadsere eller tage anden Motion for at faa Appetit. Om det er den gode Luft eller Manglen paa Fødevarer der giver mig den glimrende Madlyst skal jeg ikke kunne sige; for alt tildeles efter Maal og Vægt. Men jeg ved at Overflod af Mad fuldstændig tager Appetitten fra mig. Hjemme i Norden gaar jeg ofte uden at have spist en Smule fra de mest overdaadige Middagsselskaber,
hvor hver Terrin og hvert et Fad
er fyldt med herlig, lækker Mad.

Der er ogsaa meget andet at glæde sig over i Paris, især for en Litterat. Der er en vældig Mængde Biblioteker, mange offentlige lærde Selskaber og ogsaa mange private, som man let kan blive optaget i, da de parisiske Videnskabsmænd er meget ivrige efter at hjælpe fremmede. Jeg besøgte kun faa Videnskabsmænd, men de var til Gengæld blandt de kendteste. To Gange var jeg hos den berømte Montfaucon. Begge Gange sad han begravet i Bøger, men alligevel var han imødekommende, spøgte og opførte sig som om han ikke havde andet at bestille end at snakke med mig. Vi kom ind paa at tale om Udtalen af Latin. Jeg udtrykte min Undren over at Bogstavet m 140
med forudgaaende Vokal altid blev udskudt i latinsk Poesi. Han svarede at de gamle Latinere ogsaa udelod dette Bogstav i Prosa, og sagde at han havde latinske Inskriptioner ved Haanden hvor der stod »factu« i Stedet for »factum«, »Romanoru« i Stedet for »Romanorum«. Men mens han sad og forklarede mig dette kom der nogle nye besøgende og afbrød ham. Pater Hardouin viste sig at være knap saa nem at kontakte. Ham kan man kun faa Lov at besøge hvis man siger at man har et Tvivlsspørgsmaal man gerne vil vide hans Mening om. Det blev jeg advaret om af en anden Pater. Jeg var i Tvivl om hvilket Problem der kunde skaffe mig Adgang til Pater Hardouin; men saa kom jeg i Tanker om at jeg for nylig havde læst et Citat af Biskop Victors Krønike, som var anført hos Forfatteren af Tankens Frihed. Det lød saaledes: »Under Messalas Konsulat blev de hellige Evangelier paa Kejser Anastasios' Befaling rettet og forbedret ud fra den Forudsætning at de var skrevet af ukyndige Evangelister«. Jeg lod som om jeg troede at dette var et ondsindet Opspind af Forfatteren. For at befri mig for min Tvivl tog Pater Hardouin Victors Krønike frem af sit Bibliotek og udpegede med skælvende Oldingehaand Stedet for mig, idet han forklarede, at denne Befaling ikke havde gjort noget Skaar i Religionen, men kun i Anastasios' gode Navn og Rygte. Han kunde ganske vist, da han var Kætter, nemt nok faa forvansket nogle Eksemplarer af Evangelierne i Byzanz, men ikke dem der var i Hænderne paa de rettroende. Jeg erklærede mig tilfreds med denne Forklaring. Men da han tilføjede at han med Lethed kunde bevise at Kejser Anastasios i Virkeligheden aldrig havde levet havde jeg svært ved at holde Masken. Jeg kunde nok høre at den ærværdige Fader stadig hang ved sine gamle Synspunkter og sin Skepticisme, selv om han forlængst havde taget sine Ord i sig igen. Pater Hardouin havde næsten naaet Nestors Alder, men alligevel vilde han ikke blæse Retræte; han fortalte den kendte Historie om Milon fra Kroton, der som 141 gammel ved Synet af Sportsmændenes Øvelser paa Banen havde set paa sine Arme og udbrudt: »Jamen disse her er jo allerede døde!« Det var efter Pater Hardouins Mening en slap og ynkelig Udtalelse.

Kort efter besøgte jeg den berømte Pater Tournemine, som er det fornøjeligste, mest veltalende og vittige Menneske man kan forestille sig. Han virkede snarere som en Hofmand end som en gejstlig, saa elegant var hans Fremtræden. Men han adskilte sig fra Hofmændene ved at være saa lærd som et helt Leksikon, hvad der røbede hans Eneboertilværelse. Han talte længe og lærd med os. Os, siger jeg, for der var samtidig nogle tyske Studenter til Stede sammen med Præsten ved det danske Gesandtskab, Hr. Kruse. Denne Præst var en lærd og venlig Mand; han kom sammen med mange Videnskabsmænd og introducerede mig hos de fleste af sine lærde Bekendte. Tournemine viste os sit Privatbibliotek, der blandt andre Skrifter om Danmarkshistorien ogsaa rummede Torfæus' Norges Krønike. Blandt andre Sjældenheder som han havde i sit Skatkammer viste han os et otte hundrede Aar gammelt Eksemplar af Det nye Testamente, hvori der mangler et berømt Sted hos Johannes, lige som det er Tilfældet i de fleste græske Eksemplarer, og ogsaa i det berømte nye Haandskrift der findes i St. Victors Bibliotek. Pater Tournemine mente at de der havde revideret Bibelen, nemlig Euseb, Lukian og Hesyk, med Vilje havde udeladt dette Sted. De var nemlig mistænkt for Arianisme. Jeg indvendte at Arianismen havde fundet ret stor Udbredelse i Vesten, og at dette Sted alligevel fandtes i næsten alle latinske Haandskrifter; desuden havde de ortodokse Kirkefædre ikke anført dette blandt deres Klagepunkter mod Arianerne. Dette besvarede han imidlertid ganske valent. Derefter førte han os ind i Huets Bibliotek, som denne højlærde Biskop testamentarisk havde efterladt Jesuiterkollegiet. Til sidst kom vi ind i Kollegiets fælles Bibliotek. Det bestaar for en stor Dels Vedkommende af Gilles Ménage's Bøger, som denne højlærde Forfatter 142 selv har skænket Biblioteket. Tournemine har ogsaa megen humoristisk Sans. Jeg spurgte ham hvad han mente om Pater Castels Farveorgel (for paa dette Tidspunkt udtænkte denne Castel et nyt Instrument der skulde have samme Virkning paa Synet som et Musikorgel har paa Hørelsen). Han smilede og sagde at han selv prøvede at konstruere et Smagsorgel, og at han havde indviet den berømte Musiker Marchand i sin Plan. Marchand var blevet meget begejstret, for saadan et Orgel vilde jo være det helt rigtige for en forsulten Musiker. Snart efter besøgte jeg Pater Castel for at faa at vide om det var hans Alvor eller bare en munter Indskydelse. Han erklærede at det virkelig skulde tages bogstaveligt og forklarede det hele i Detailler. Men jeg er saa sløv i Opfattelsen at jeg til Dato ikke er klar over hvor den begavede Mand vilde hen med sin Idé. For hvis hans Instrument ikke frembringer anden Virkning end de snurrige Orgler som de omvandrende Gøglere kalder Spilleværker, saa giver jeg ikke meget for ham som Opfinder.

Jeg besøgte ogsaa den meget berømte Fontenelle. Han er hverken blevet senil eller uarbejdsdygtig i sin Alderdom, tværtimod har han altid Tanker i Hovedet, og som Digteren siger:
Hans Hænder planter de Træer hvis Kroner
skal skygge for kommende Generationer.

Han havde for nylig i Videnskabsakademiet holdt en Lovtale over den afdøde russiske Czar. Da han selv havde været forhindret af Helbredsgrunde, havde han faaet en Ven til at læse den op. Men han havde fremsat nogle temmelig skrappe Bemærkninger om Forholdene i Rusland for at stille sin Helt i Relief og vise hvilket Besvær det er at forbedre et saa raat og uciviliseret Folkeslag. Den russiske Gesandt Fyrst Kurakin blev fornærmet, og man mente at han vilde bringe Fontenelle i Ubehageligheder paa Grund af dette. Jeg var ivrig efter at faa at vide om Talen vilde blive trykt i sin oprindelige Form; og han 143 erklærede at den Ord for Ord vilde blive trykt som den var holdt. Fontenelle talte ogsaa meget rosende om Danskernes Indsats paa det videnskabelige Omraade.

Der er dem der paastaar at der er lige saa mange Biblioteker i Paris som i hele Kongeriger andre Steder i Verden, og de tager ikke meget fejl. For ud over de tre offentlige, Mazarins, St. Victors og Advokaternes, kan ethvert Kloster og ethvert Kollegium glæde sig over at have sit eget Bibliotek, som man nemt kan faa Lov til at benytte. Jeg havde tidligere ofte besøgt Bignons særdeles velforsynede Bibliotek, men det var nu tillige med sin Bibliotekar som sunket i Jorden. Biblioteket var nemlig blevet overført til England af den berømte Law, som havde købt det, og Bibliotekaren var blevet sat i Fængsel, hvor han havde siddet og kukkeluret i flere Aar. Jeg er ikke rigtig klar over hvad Bormann har lavet, men jeg var paa det danske Folks Vegne forfærdelig ked af at det var gaaet ham saadan, Jeg var bange for at Bignon skulde tænke ondt om Danskerne. Der var nemlig kort Tid efter en anden af vores Landsmænd, en vis Matthias Bagger, der ved Bignons Hjælp var blevet ansat som Tolk ved det kongelige Bibliotek i Paris, havde faaet sin Løn paa Forskud og lige saa stille var stukket af. Denne omvandrende Ridders Livshistorie burde udkomme paa Tryk som et Eksempel paa Vankelmod og Ustadighed. Jeg vilde gerne skrive den selv, hvis jeg havde Materialer til det; men jeg har kun Kendskab til enkelte af denne danske Tigellius' Bedrifter - dog nok til at give et Billede af en vag og ustabil Karakter og vise hvordan han skiftede Bopæl, Religion, Sind, Arbejde, Væremaade lige som andre skifter Skjorte, og teede sig som en Evighedsmaskine i Menneskeskikkelse.

Da jeg for ti Aar siden var i Paris, troede jeg at der kun var to offentlige Biblioteker. Paa dette Tidspunkt kendte jeg nemlig ikke Advokaternes Bibliotek. Det er nok lille, men meget bekvemt, for det ligger centralt og er saadan indrettet at man selv kan tage Bøgerne frem. Det havde 144 paa dette Tidspunkt to Bibliotekarer, en ung Fyr paa omkring sytten Aar og en gammel Kone der sad og spandt mens de andre studerede. Da jeg gik omkring i Biblioteket spurgte hun mig hvilken Bog jeg søgte. Jeg svarede med et undertrykt Grin at det skulde jeg nok tale med Bibliotekaren om. Men hun blev ved med at spørge, og saa rykkede jeg ud med hvilken Forfatter jeg ledte efter. Hun tog straks Bogen ned og rakte mig den. Dér stod jeg.

Bibliotekaren ved St. Victor hed Bonamy. Det betyder »god Ven« paa fransk, og han svarede til sit Navn. Han var meget venlig og tjenstvillig. Det var en pudsig Ting der gjorde at vi blev gode Venner. Blandt de danske Historikere fik jeg Øje paa en Bog som bar Titlen »Ludovici Reqvesensii Historia Danica«. Jeg gik hen til Bibliotekaren og bad om at faa denne Bog at se; jeg havde stærk Mistanke til den paa Grund af Titlen, for jeg havde aldrig hørt om en Forfatter ved Navn Ludvig Reqvesens. Da jeg aabnede Bogen opdagede jeg Fejlen. Det var et Eksemplar af Meursius' Danmarkshistorie der var indbundet sammen med samme Forfatters Bog om Ludvig Reqvesens. En lige saa komisk Titel saa jeg engang i det bodleianske Biblioteks Katalog, nemlig »Friderici II Imperatoris Constitutiones Hafniæ«.

Bibliotekaren aabnede os et sandt Skatkammer af haandskrevne Bøger, som man dér paa Stedet har en stor og udsøgt Samling af. Jeg siger »os«, for jeg var der sammen med hans Højvelbaarenhed Otto Thott, en Søn af Gehejmeraad Thott. Han var et fremragende Menneske, ikke bare paa Grund af sine fornemme Aner, men ogsaa i Kraft af sin Redelighed og sin grundige Lærdom.

Foruden de private og offentlige Biblioteker som staar aabne for fremmede er der utallige lærde Selskaber, som enhver kan blive optaget i, hvis bare der er nogen der lader falde et Ord til éns Anbefaling. Jeg blev Medlem af en Forening der holdt Møde hver Søndag hos en Præst af Oratorianerordenen. Dér oplæste man forskellige mindre kendte Smaaafhandlinger, som Medlemmerne havde 145 samlet i Ugens Løb. Hver især kom med sin Bedømmelse, og man gennemgik omhyggeligt baade Enkelthederne og Helheden. Man skulde tro det var en protestantisk Forsamling man befandt sig i, saa stor var Talefriheden og saa lidt Hensyn tog man til Paven, som der tit faldt skarpe Bemærkninger om. Af og til kom jeg ogsaa i et Selskab som frem for andre var kendt for æstetisk Raffinement. Det holdt Møder i en Kafé som gaar under Navnet »Le café des beaux esprits«. Jeg siger af og til, for det skulde jo nødig se ud som om jeg kom der i Tide og Utide for at blive regnet med blandt Skønaanderne. Værtinden i Kaféen var en gammel Kone ved Navn Marion; derfor kaldte man den for Sjov »Café des Marionettes«. Den berømte Litterat de la Mothe kom der næsten hver Dag og saa ud til at føre Forsædet. Naar man tager dette og andet i Betragtning, er det ikke underligt, at der hvert Aar fremkommer saa mange udmærkede Værker i Frankrig. For i lærde Selskaber af denne Slags bliver Bøgerne læst højt, kritiseret, rettet og affilet før de bliver underkastet Publikums Dom.

De parisiske Litterater indrømmer imidlertid selv at det er gaaet ikke saa lidt tilbage for de frie Kunster hos dem i dette Aarhundrede. Tournemine sagde at der var tre Aarsager til denne Tilbagegang. For det første Ungdomsopdragelsen, som Præsterne i vore Dage monopoliserer. De er Hadere af Filosofi, saa de synes det er tilstrækkeligt hvis en vordende Præst kan gøre graciøse Knæbøjninger, løfte Hostien og mumle mens han holder Messe, ligesom det i Rusland i gamle Dage var tilstrækkeligt hvis én der søgte et Præsteembede kunde haspe Ordene »hospodi pomilio« af sig ti Gange i ét Aandedrag. Efter min Mening var Tournemine nu ikke ganske upartisk, for det er Jesuiterpaterne der ønsker at forbeholde sig Undervisningen. Den anden Grund han anførte var Ungdommens løse Moral og Krævementalitet, men heller ikke denne Grund tilfredsstillede mig til Bunds. Dog maa jeg indrømme at det for mig saa ud som om Drikkeriet havde grebet mere 146 om sig i Paris nu end ti Aar tidligere. Den tredje Grund han fremførte, nemlig at Stipendierne var blevet nedsat, forekom mig at være den vægtigste. Stipendierne er nemlig blevet stærkt formindsket siden Ludvig den Fjortendes Død.

Jeg havde Indtrykket af at Pariserne ikke var nær saa ivrige efter at udbrede den katolske Tro og omvende Kættere som før; for da jeg ti Aar tidligere havde været i Paris, var al min Tid gaaet med Diskussioner; men dengang var jeg selvfølgelig ogsaa ung, og de troede vel at jeg var saa ubefæstet at de let kunde faa mig til at gaa i Gyngen. Kun én Gang var der en gammel Mand som gjorde sig besværlig paa Religionens Vegne. Han var helt besat af Diskuteredille. Før jeg greb til Vaaben spurgte jeg ham om han kom med noget nyt, som ikke allerede stod i trykte Bøger. For hvis han bare vilde benytte de samme Tricks som de øvrige der slaas for Katolicismen, kunde han spare sig Ulejligheden, for deres Argumenter kendte jeg ud og ind. Han havde ikke noget nyt, sagde han. Saa tiggede og bad jeg ham om at lade os spare paa Mundtøjet. Jeg sagde at det da var helt vanvittigt at forsøge Krigslykken endnu en Gang efter at saa mange tapre Stridsmænd havde spildt Tid og Flid paa saa mange Skærmydsler og saa mange Bataljer. Men da jeg mærkede at han stadig var lige krigstosset, og da jeg ikke kunde finde noget Musehul at krybe i, angreb jeg ham paa en ny og ukendt Maade. Jeg lod som om jeg mente at de fleste af de protestantiske Trosartikler var problematiske, da Bibelen kan fortolkes forskelligt, og at det derfor var muligt at Protestanterne undertiden tog fejl. Men, sagde jeg, selv disse Fejltagelser maa være Gud velbehagelige. Alle de tilstedeværende studsede og vilde vide hvor jeg vilde hen med dette Paradoks. Jeg begyndte: Katolikkerne tror at gode Gerninger er deres Løn værd. Det er de maaske ogsaa. Men Protestanterne gaar den sikre Vej ved at mene at de ikke er det. En Fyrste bliver jo ikke vred paa en Undersaat som har udført store og straalende Bedrifter 147
uden at kræve Belønning, og som oven i Købet erklærer, at han modtager sin Belønning for veludført Arbejde ikke som en Løn der skyldes ham, men som en Naadegave fra Fyrsten. Paa samme Maade kan Protestanternes Fejltagelse ikke være Gud ubehagelig, da den viser saa stor Ydmyghed. Katolikkerne tror paa Skærsilden, og muligvis findes der virkelig saadan en Mellemstation hvor Synderne sones. Men Protestanterne gaar den sikre Vej ved at mene at man straks efter Døden skal gøre Regnskab for sit foregaaende Liv. De siger derfor at man omhyggeligt og forsigtigt skal gøre sit Regnskab op her i Livet og dø en from Død, fordi der ikke er noget Haab om Syndsforladelse efter Døden. Katolikkerne paakalder Helgener og tror de optræder som Mellemmænd. Det gør de muligvis ogsaa; men Protestanterne gaar den sikre Vej ved ikke at paakalde dem; for hvis de tager fejl, saa kan Fejltagelsen hverken være Gud eller Helgenerne imod. Ikke Gud, som kun kan tage venligt mod dem som kommer lige til Kilden, da han jo selv siger at vi skal komme til ham, og at han ikke trættes af mange Bønner, og ikke Helgenerne, i hvis Fodspor vi omhyggeligt træder ved kun at anerkende Frelseren som Mellemmand mellem Gud og os. Hvis Helgenerne skulde blive vrede over at vi henvender os til Gud alene, vilde de nemlig dermed ophøre med at være Helgener. Katolikkerne tilbeder Billeder, og denne Dyrkelse er der maaske ikke noget galt ved. Men Protestanterne gaar den sikre Vej ved paa Helgenvis at række Hænderne mod Himlen; for selv om man maa indrømme at Katolikkernes Billeddyrkelse er meget forskellig fra Hedningernes, saa er det svært at se større Forskel paa den der smider sig paa Jorden foran Kolossalstatuen af Den hellige Kristoffer og samtidig fordømmer Kinesernes Billeddyrkelse, og den Drukkenbolt der deklamerer med Patos imod manglende Afholdenhed. Katolikkerne anser ikke Altergang med Brød og Vin for en Nødvendighed, og det er den maaske heller ikke altid; men Protestanterne gaar den sikre Vej ved at hævde at begge Symboler er 148
nødvendige. Modstanderne vil jo heller ikke nægte at dette Sakramente af selve sin guddommelige Indstifter blev holdt med baade Brød og Vin. Katolikkerne lukker Paradisets Porte for Børn der er døde uden at blive døbt; Protestanterne gaar den sikre Vej ved at holde den aaben, for at det ikke skal se ud som om Gud straffer de uskyldige. For de der hævder at de uskyldige bliver straffet siger dermed at Verden ikke styres af et retfærdigt, vist og miskundeligt Forsyn, men af Skæbnen. Katolikkerne indrømmer selv Rigtigheden af dette Argument i deres Diskussioner med Jansenisterne om Prædestinationen. Katolikkerne forbyder Lægfolk at læse Den hellige Skrift. De siger at det kan føre til Misforstaaelser, og det kan det maaske ogsaa. Men Protestanterne gaar den sikre Vej ved at tillade det, for det er bedre at have en mangelfuld Tro end slet ingen. De der tror uden at undersøge har i Virkeligheden ingen Tro, med mindre man da vil sige at det juridiske Princip »Hvad man gør ved Hjælp af en anden anses man for selv at have gjort« finder Anvendelse her, og det at tro pr. Stedfortræder er det samme som selv at tro; men jeg er bange for at en spansk eller italiensk Lægmand gør Regning uden Vært hvis han tror at Gud, naar han kræver ham til Regnskab for sin Tro, vil være tilfreds med dette Svar: »Jeg troede til Punkt og Prikke alt hvad mine Naboer troede; jeg har aldrig faaet læst den Bog der indeholder Rettesnoren for Troen, men jeg er tilfreds med at flere af mine Bysbørn har set den.« Mon ikke en anden lettere vil kunne undskylde sine Fejltagelser med disse Ord: »Dette er hvad jeg efter Undersøgelse og alvorlig Overvejelse ansaa for at være det rigtige.« Min Modstander blev nu tavs og prøvede at kradse nogle Argumenter frem ved at klø sig i Hovedet, og jeg fortsatte: De ser hvor aaben jeg er over for Deres Synspunkter. Jeg indrømmer at meget af det vi tror er problematisk; jeg indrømmer at det er vanskeligt at fortolke Guds Love, ja at hele Den hellige Skrift - som De hævder - er saa dunkel at vi, hvor grundigt vi saa undersøger den, ikke altid kan trænge ind 149
til hvad der er Guds Vilje. Jeg siger ikke at vi er uden Fejl, men hvis vi tager fejl, gør vi det uden Fare. Hvis derimod Katolikkerne famler i Mørke, saa er det et Mørke der er fuldt af truende Afgrunde. For hvis gode Gerninger ikke skal belønnes, og hvis Gud vil frelse os af ren Naade, saa kan Katolikkerne ikke frikendes for Hovmodets Synd naar de hævder at have Ret til noget som er en ren Naadessag. Yderligere: Hvis Dogmet om Skærsilden er et menneskeligt Paafund, saa er der ingen Undskyldning for denne Fejltagelse, da det gør Skaar i Kristi Fyldestgørelse, som man saa lapper paa ved at opfinde denne Mellemstation; det værste ved Dogmet er dog at det er lige saa nedbrydende for Menneskeheden paa Grund af den Tryghedsfølelse der naturligt flyder af det, som det er opbyggende for Præsteskabets Pengekasser paa Grund af de kæmpemæssige Indtægter det skaffer Præsterne. Hvis de begaar Fejl ved at paakalde Helgener, saa begaar de ogsaa en stor Fejl ved at yde andre den Dyrkelse som tilkommer Gud alene. Desuden er de Helgener de paakalder enten virkelige Helgener, eller Fantasivæsener som aldrig har eksisteret i Virkeligheden, eller Bedragere. Hvis de er virkelige Helgener, saa fjerner man ikke Faren ved at skelne mellem Gudsdyrkelse og Menneskedyrkelse; for ved at indvi Kirker til dem, ved at give dem Løfter og tilbede dem daglig og ved at dyrke deres Billeder gør man dem i det mindste til Halvguder. Hvis de ikke hører til i Virkelighedens Verden, som de ti tusind Martyrer, St. Almanachus og andre, hvis Navne selv de mere fornuftige blandt Katolikkerne har strøget af Helgenlisterne, saa er det aandssvagt og latterligt at dyrke dem. Hvis de har været Svindlere, saa er denne Dyrkelse værre end Indianernes, for Indianerne ofrer til onde Aander, mens man her ofrer til forbryderiske Mennesker. Yderligere: Hvis det er en Vildfarelse at dyrke Billeder, saa kommer man næppe uden om at Katolikkerne er Afgudsdyrkere, og de har ingen Grund til at gaa i Rette med Hedningerne, for der er ikke større 150
Forskel paa at tilbede Gud i Skikkelse af en Tyr og at tilbede ham i Form af et forgyldt Billede. Hvis de tager fejl i at fordømme Spædbørn fordi de ikke er blevet døbt, saa tager de for anden Gang alvorligt fejl, da en retfærdig Dommer ikke dømmer uskyldige. Endelig: Hvis der skal nydes baade Brød og Vin ved Nadveren, gør man sig skyldig i Tyveri, og hvis det er nødvendigt at læse den hellige Skrift, saa er Troen, som uden Kundskab er det rene ingenting, noget der ikke findes hos Lægfolk. Det fremgaar heraf, sagde jeg, at Henrik den Fjerde ikke sørgede særlig godt for sin egen Sikkerhed da han i en vanskelig Situation sluttede sig til den stærkeste Side og gik over til Katolicismen. Alt dette fik jeg dog ikke sagt uden Afbrydelser, for min Modstander kom af og til med nogle Ytringer om Romerkirkens Ælde, om hvor ny Lutheranismen var, om Romerkirkens Ufejlbarlighed, om det Løfte Jesus havde givet St. Peter og mere af den Slags som de plejer at gribe til naar de ikke kan klare sig. Men jeg var sikker paa at sejre hvis jeg holdt fast ved hvad jeg vilde sige, saa jeg blev ved mit. Jeg sagde bare at han skulde undersøge de protestantiske Vildfarelser jeg havde fremført, om de stred imod Guds Retfærdighed og Naade, om de gjorde Skaar i det højeste Væsens Majestæt, om de gjorde Ende paa Gudfrygtighed og Fromhed. Det kunde han ikke svare paa. Saa gik jeg min Vej med disse Ord: »Hvorfor forfølger I saa med Ild og Sværd de Mennesker hvis Mening afviger fra jeres, naar det er til det bedre?« Da jeg var sluppet vel ud af denne Kamp var der ikke flere der i Paris generede mig paa Religionens Vegne. Men da jeg paa Hjemrejsen et Sted i Nærheden af Bruxelles var kommet til at sidde midt imellem en snakkesalig Militærkaptajn og en overtroisk gammel Kone, lod Kaptajnen nogle Ord falde om at nogle protestantiske Soldater i hans Kompagni var blevet omvendt paa mirakuløs Vis. Da han hørte at jeg ikke havde fuldt saa meget Fidus til hans Beretning som de andre Passagerer mistænkte han mig for at være Protestant og stillede sig straks i 151 Kampstilling. Jeg bad ham ydmygst om Fred og undskyldte mig med den Hovedpine jeg plagedes af, da jeg ikke havde Mod til at vove en Dyst mod én som

omgjordet var med Sværd,

parat til Krigerfærd.

Jeg kunde dog hverken opnaa Fred eller Vaabenhvile, for han prøvede ved et flommende Ordgyderi at faa Bugt med min Stædighed. Men jeg holdt fast ved mit Forsæt, vendte mig til den gamle Kone og gav mig til at snakke om Vejret. Hun kunde se paa mit Ansigt at jeg var sur, og da hun troede at det var lykkedes Kaptajnen at overbevise mig, vilde hun lægge sidste Haand paa min Omvendelse, saa hun kom med en hel Stribe Vrøvl og Mirakelhistorier, som hun bad den martialske Dommer om at bevidne. Han var selv propfuld af Mirakler, saa han nøjedes ikke med at bedyre Rigtigheden af Konens Vaas med militære Kødeder, men kom selv med nogle nye Skrøner. For at faa en Ende paa dette utaalelige Vrøvl fandt jeg selv paa nogle Historier om Mirakler der for nylig var sket i mit Fædreland. Jeg sagde blandt andet at en gravid Kvinde, der havde afsvoret Landets Tro, havde bragt et Barn med to Hoveder til Verden, og at en anden i samme Øjeblik som hun afsvor sin Tro var blevet forvandlet til en Flintesten; desuden at der hvert Aar faldt Himmelbreve ned underskrevet af Ærkeenglen Gabriel med Besked om at holde os fra den katolske Tro, og mere af samme Skuffe. De opdagede at jeg aabenlyst gjorde Grin med dem, hvorpaa

de tavse blev i samme Stund

og holdt fornærmet deres Mund,

og jeg fortsatte Rejsen uden at blive yderligere generet.

Jeg havde besluttet at overvintre i Paris, da jeg havde gjort den Erfaring at Klimaet der paa Stedet er meget gavnligt for mit Helbred. Dertil kom at jeg for at faa Tiden til at gaa havde oversat to af mine Komedier til 152 fransk, og at mine Venner syntes det var Umagen værd at prøve hvordan det vilde gaa, hvis de blev opført paa et parisisk Teater. Men der kom forskellige Ting i Vejen som gjorde at jeg maatte opgive denne Plan. For det første var i Slutningen af September begge Byens Skuespillertrupper kaldt ud til Fontainebleau, hvor de blev indtil Jul, og da jeg var nødt til at gøre mig klar til at rejse i Februar og derfor havde alt for kort Tid til at paabegynde et Arbejde der i det mindste vilde vare et Par Maaneder, lod jeg Sagen fare. Jeg lod bare forsøgsvis én af mine Venner tage en Indholdsoversigt over Den politiske Kandestøber med ud til Fontainebleau for at se hvad den italienske Trup vilde mene om denne Komedie. Truppens Leder Hr. Lelio skrev tilbage at han syntes Komedien var yderst morsom og veldrejet (tutta meravigliosa), men kort efter meddelte han mig i et andet Brev at Indholdet var saa betydningsfuldt at han var bange for at der skulde opstaa Rygter om at Satiren skulde være rettet mod visse høje Embedsmænd, som

af Lærerstand var klavret op
til Samfundspyramidens Top,

og selv om min Ven søgte at berolige ham ved at vise at det kun er det jævne Folk der staar for Skud, blev han dog ved med at nære den Skræk han én Gang havde faaet i Livet. I Mellemtiden var der en vis Forfatter af den Slags som ikke er bange for at pløje med andres Kalv der havde faaet Fingre i Indholdsoversigten. Han tilbød Lelio en Komedie af samme Art; men han turde paa Grund af samme Betænkelighed heller ikke opføre den. Saa stærkt er det gaaet tilbage med den Talefrihed som vi beundrede saa meget hos det gamle Théâtre Italien, og som paa Ludvig den Fjortendes Tid var Sjælen i dette Teater. De Mennesker jeg havde med at gøre var usigelig upaalidelige. Selv om jeg kun under Tavsheds Løfte havde fortalt nogle faa Mennesker om Indholdet af denne Komedie - og det nogle som jeg mente kunde holde paa en Hemmelighed - 153 saa var det hele dog blevet røbet for denne Forfatter. Lelio havde fortalt nogle Medlemmer af den franske Trup om Handlingsgangen. For at forhindre at den skulde falde i Hænderne paa Italienerne, som de staar meget skarpt overfor, advarede de mig gennem ét af Truppens Medlemmer om at det var imod min egen Interesse hvis jeg lod Italienerne faa en saa værdifuld Komedie. Men Tiden gik, og min Afrejse nærmede sig med hurtige Skridt.

Den anden Hindring var Parisernes degenererede Smag, der ofte rammer Digtere og Forfattere der er paa Vej opad som en Indflydelse fra en ond Stjerne. Derfor er det flere Aar siden der er fremkommet en ordentlig Komedie. Alle siger at Smagen nu om Dage er saa bagvendt at hvis selveste Moliére havde været i Live vilde den af hans Komedier der regnes for den bedste være blevet pebet ud, og de fleste andre vilde kun blive taalt paa Grund af deres hundredaarige Værdighed. Jeg ved af Erfaring at det er rigtigt. Jeg oplevede den sørgeligste Ensomhed i det franske Teater en hel Maaned igennem, da man spillede de bedste og berømteste Komedier; men Folk strømmede til hver Gang man opførte en fad Komedie ved Navn le Roi de Cocagne, som var vanskabt af Danse, Viser og Tryllekunster, og som man roligt kunde have overladt til de omvandrende Komedianter.

For det tredje var den Rivalisering, der hersker imellem de to Skuespillertrupper, i Fontainebleau brudt ud i aaben Krig. Da de var kommet tilbage til Paris hakkede de løs paa hinanden med modbydelige og skrappe Udfald. Franskmændene haanede Italienerne i en Komedie der hed Impromptu de la Folie, og som paa Pariservis bestod af store Armbevægelser, Viser og Benspjæt. Italienerne har jo aldrig været sene til at hævne sig, saa de gengældte denne Tort med to Komedier af nogenlunde samme Slags. Krigen varede næsten en hel Maaned.

Desuden tabte jeg Modet paa Grund af nogle idiotiske Teaterregler som Franskmændene nutildags har godtaget: for det første at en moralsk eller kritisk Komedie kun maa 154 bestaa af én Akt - alle mine fylder fem eller i det mindste tre Akter; for det andet at der ikke maa forekomme jævne Mennesker paa Scenen. Det vil sige at hvis man skulde opføre Den politiske Kandestøber, vilde jeg være nødt til at lave mine Haandværkere om til Læger, Advokater og andre Mennesker af højere Stand. Saa vilde Komedien miste al Saft og Kraft, for den er jo netop rettet mod det brede Folk. Læger, Advokater og den Slags Mennesker kan tit med stor Dømmekraft og Indsigt tale med om Statssager; det hænder ikke sjældent at selv Fyrster og Statsmænd benytter sig af deres Bistand. Komediens andet Sigte, at vise hvordan ringe Folk der kommer i stor Ære bliver lige saa storsnudede som de er evneløse, vilde forsvinde i den blaa Luft. At klæde denne Komedie i parisisk Dragt vilde derfor ikke være andet end at gøre en baade morsom og moralsk Komedie kedsommelig og fad. At disse Regler, som Pariserne har godtaget, ikke hviler paa Fornuftgrunde men paa Publikums degenererede Smag, kan man se deraf at det ikke er imod god Tone at lade Tjenestefolk og Bønder optræde paa Scenen.

Pariserne har det ligesom Folk der altid spiser Agerhøns og efterhaanden bliver saa lede ved det at de faar Kvalme bare af Lugten. De rynker paa Næsen ad en velsammenhængende Femaktkomedie med en elegant Slutning. Kort sagt, jo bedre Harmoni der er mellem de enkelte Dele, jo mere skurrer Komedien i deres Øren. Hvis jeg vilde tage de moderne Komedier under Behandling vilde det ikke falde mig svært at vise at de fleste af dem ikke alene er galt skruet sammen, men at de ikke har den fjerneste Lighed med en Komedie. Mens jeg var i Paris udkom der to Komedier af hver sin Forfatter, Le Babillard og L'Indiscret; men de er saa langt fra at være udarbejdet efter de aristoteliske Regler (for Protasis, Epitasis og Katastrofe er for Nutidens Komedieforfattere hvide Omraader paa Landkortet) at de ikke engang giver et Billede af den Karakteregenskab Titlen lover. For man kan ikke tro at man har givet en Karakteristik af et Snakkehoved 155
fordi man har ladet en Person komme ind paa Scenen og genere andre med sin Snak en enkelt Gang, eller af en indiskret Person fordi man har ladet én røbe en enkelt Hemmelighed eller to der er blevet betroet ham under Tavsheds Løfte. Dette maa kun udgøre Indholdet af én Scene. Den sande Karakter skildrer man ved at fremstille Hovedpersonen saadan at hverken Frygt eller Tvang eller Tab af Ære kan kurere hans Taabelighed, der som logisk Konsekvens fører til den Slutning Publikum har siddet og ventet paa i Spænding. Men den snaksomme i denne Komedie bavler bare los en enkelt Gang i gode Venners Selskab, indtil en Tjener eller en Ven af ham kommer ind og fortæller at han har forspildt en god Chance ved at sidde der og vrøvle Tiden væk. Men disse Komedier er Mesterværker i Sammenligning med visse andre, nemlig Impromptu de la Folie og Les Amusements de l'Automne. Efter de mere fornuftige Kritikeres Mening var de ikke værdige til at opføres paa et saa fornemt Teater og af saa udmærkede Skuespillere, der naar de lægger sig i Selen kan rive Publikum med og vække den største Beundring. Hvad de italienske Skuespillere angaar, saa er de ikke værst naar de opfører en italiensk Komedie. Men naar de spiller paa fransk giver de Publikum Opkastningsfornemmelser. For bortset fra Lelios Kone er der ingen i hele Truppen der har en bare nogenlunde ordentlig fransk Udtale. Deres nuværende Harlekin kan kun spille Dumrianer; saa en Komedie maa for at faa Succes paa Teateret nødvendigvis have en Dumrian som Hovedperson. Derfor er næsten alle Nutidens Komedier af samme Surdejg; de ligner alle sammen Les Amants ignorants, Arlequin poli par l'Amour, Arlequin Sauvage, Timon Misanthrope og saa videre. Af samme Grund kan man ikke med Held opføre nogen af Komedierne fra det gamle italienske Teater. Pantomimikerne i denne Trup er langt fra paa Højde med den gamle Harlekin og Scaramuccio. Den nuværende Harlekin spiller ikke anderledes end Polichinellerne i de omvandrende Trupper. Men dette Teater lever højt paa at 156 parodiere de nye franske Tragedier, for mange af Italienerne er forbløffende dygtige til at efterabe de franske Skuespilleres Gebærder og Stemmer. Det er en sjov Idé med disse Parodier; de morede mig meget. Men Parodimagerne gaar for vidt nu om Dage; og fordi der er saa mange af dem forringes Kvaliteten inden for denne Genre. Man hører disse Parodier i hele Byen, i Centrum, i Forstæderne, paa Teatrene og Torvene, saa mange Mennesker er ved at brække sig over dem og skuler ondt bare de hører om en ny Parodi.

Men al den Snak om Parisernes Skuespil har ført mig paa Afveje. Deres Højvelbaarenhed venter maaske af mig at jeg ogsaa skal fortælle lidt om Forholdene ved Hoffet. Hvis jeg havde skrevet dette til en ung Mand eller en Hofmand, vilde jeg Stump for Stump have beskrevet alt hvad der angik Hoffet; min Pensel skulde med Præcision have afmalet Kongens, Dronningens, Prinsernes og andre høje Fyrsters ydre og indre Egenskaber; jeg vilde have fortalt om Hoffets Fornøjelser, Ceremonier og mere af samme Slags, som jeg rent faktisk aldrig har set, for at undgaa Bebrejdelser for at have levet tilbagetrukket i Paris og forsømt det som er det eneste der faar andre til at rippe sig hjemmefra og tage til Frankrig. Men da jeg skriver dette Brev til en Ven som oven i Købet er et tænkende Menneske, saa vil jeg uden videre tilstaa at jeg denne Gang hverken fik set Versailles eller Fontainebleau. Men lad dette være sagt under Tavsheds Løfte. For hvis nogen anden skulde aftvinge mig en Beretning af den Slags, saa vilde jeg sige at Kongen var flot, munter og i fin Form, Dronningen venlig, from og mild, Hertugen af Bourbon blaabarberet og alvorlig, og at Hertugen af Orléans var sin Fader op ad Dage. Og hvem vilde saa kunne paastaa at jeg løj? Det er nemlig sandt alt sammen, jeg har bare ikke selv oplevet det.

Jeg havde nu tilbragt Vinteren i Paris og tænkte paa at rejse hjem. Hele den sidste Maaned før jeg rejste var jeg saa nervøs som om jeg skulde til Indien. Enkeltvis 157
betragtet var de Besværligheder der fulgte ikke noget at tale om; men set under ét var det ikke Smaating, saa min Nervøsitet havde været velbegrundet. For det første: Da jeg stod og skulde af Sted blev der udstedt en kongelig Forordning som under streng Straf forbød Udførelsen af fransk eller fremmed Valuta, og paabød at alt Guld og Sølv skulde afleveres til Finanshovedkassen med Tab af en Fjerdedel. Derved skrumpede den Sum som jeg havde sat af til min Rejse til Amsterdam saa stærkt ind at jeg var bange for at være blevet i den Grad læns for Penge at jeg var nødt til at pantsætte min Kappe paa Rejsen. Jeg blev derfor nødt til at fremskynde Rejsen, og i Midten af Februar rejste jeg fra Paris med Vogn til Artois. Der er to Ting som den rejsende der ikke er alt for velbeslaaet skal vogte sig for paa denne Tur, det er Kapucinermunke og unge Piger. De lever nemlig i Kraft af henholdsvis deres Ordens og deres Køns Privilegier paa de andre Rejsendes Bekostning. Da jeg stod op i Vognen fik jeg Øje paa to ganske kønne unge Piger. Jeg gøs ved Synet, især da jeg saa at der sad to Officerer over for dem, som nikkede og blinkede til dem og affyrede Komplimenter. Nu blev jeg bange for at miste endnu en Fjerdedel af min Pengebeholdning. Jeg ved af Erfaring hvordan Militærpersoner har det med det smukke Køn; saa jeg gættede paa at disse Officerer ikke vilde tilstede at nogle saa yndige Væsener skulde betale deres Andel af Udgifterne. Og jeg gættede ikke fejl; for de tog med Glæde imod Invitationer til Frokost og Middag, og naar der saa skulde betales antydede de deres Køns Privilegier enten ved at absentere sig eller ved at tie stille. I to Dage holdt vores lille Samfund fast ved disse Love. Men da jeg havde gjort mit Regnskab op og set at jeg ikke længere kunde være Medlem af dette Samfund hvis ikke Regeringsformen blev lavet om, røbede jeg min Kasses Tilstand for den ene af Officererne. Saa bortfaldt Bestemmelsen, og i Stedet blev det besluttet at hver skulde betale for sig. Vi kom til en Landsby i Nærheden af Péronne. Dér havde jeg nær 158 brækket en Finger da jeg vilde flytte et Bord hen til Kaminen. Man skulde tro det var en Maskine der med Vilje var lavet saadan at man fik mast Fingeren hvis man rørte ved den, for min Ringfinger sad fastklemt som under en Ambolt og var ikke til at hale fri. Mens mine Rejsekammerater ledte efter en Økse til at slaa Bordets Planker fra hinanden med, gennemgik jeg i et helt Kvarter alle Pinebænkens Kvaler. Kort efter steg jeg af Vognen for at gaa til Fods ad en Sti som Kusken havde anvist mig som en Genvej - og for vild. Da jeg længe havde flakket om traf jeg endelig hen ad Morgenstunden en Bonde ved hvis Hjælp jeg fandt tilbage til Stien. Jeg blev nu nødt til at leje Heste hele Vejen til Bapaume. Jeg fik en radmager Rallike der saa ud som om den var lige til at sende i Trædemøllen; den viste sig imidlertid at være saa fyrig at jeg hvert Øjeblik var bange for at den skulde kaste mig af og forvandle mig fra Rytter til haltende Fodgænger. Derfor mærkede jeg knap nok at det blæste op til en forfærdelig Nordenstorm, for jeg svedte af Skræk og var bange for at jeg med Vanære skulde blive udstødt af Ridestanden. Omsider kom jeg til Bapaume, hvor jeg genfandt mine Rejsekammerater og gav dem en ynksom Skildring af den Serie af Uheld som jeg havde været ude for. Yderligere fik jeg efter Ankomsten til Amsterdam at vide at det Brev jeg ventede hjemmefra ikke var kommet. Jeg gennemlevede nu otte Dage i Ængstelse og uden Penge. Saa mødte jeg en gammel Ven som laante mig nogle Gylden. Først da jeg havde spildt fjorten Dage i Amsterdam kom der Brev - men et ganske andet end jeg havde ventet. Det var skrevet af én af mine Venner, som raadede mig til at fremskynde Rejsen, fordi mine Fjender smedede Rænker imod mig i mit Fravær. Dette fortæller jeg kun for at vise hvordan den ene Ulykke altid kommer i Hælene paa den anden og den ene Ærgrelse afføder den næste. Dette kunde jeg fremføre et Utal af andre Eksempler paa, der vel nok skyldes Tilfældigheder, men ikke ser ud til at gøre det.

159

De der rejser fra Paris til Bruxelles tager som Regel over Mons i Hainaut i den Tro at de sparer Penge ved at gøre Turen kortere. I Virkeligheden er det meget bekvemmere og billigere at rejse over Lille. Ad den Rute kommer man ogsaa igennem flere Byer som er værd at se: Bapaume, Arras, Douai, Lille, Courtrai, Menin og Gent. Mellem hver af disse Byer er der kun nogle faa Timers Rejse. Og da jeg holder lige saa meget af at se forskellige Mennesker som forskellige Landskaber har jeg større Fornøjelse af at lægge Vejen om ad Lille, hvor man hver Dag kommer med en ny Vogn og faar nye Medpassagerer. Nu har man Franskmænd som Rejsefæller, nu Englændere, Spaniere og Tyskere, nu Soldater, nu Lærdmænd. I hele to Dage fulgtes jeg med en gammel Mand, som i fjorten Aar havde været Sørøver i Vestindien (den Slags kalder man Flibustiers eller Boucaniers). Han berettede indgaaende om dette Samfund, og jeg lærte meget af ham som enten savnes i de trykte Historiebøger eller ikke fremstilles klart nok. Da jeg sagde at jeg ikke kunde forstaa hvordan et ordentlig Menneske med de bedste Karakteregenskaber (for saadan virkede han paa mig) kunde holde saadan en Forbrydertilværelse ud, svarede han at han havde sluttet sig til dette Bøllesjak som Dreng, da han ikke vidste hvad der var ret og rigtigt, men saa snart han var kommet til Skels Aar og Alder havde han opgivet denne Tilværelse. Paa denne Rejse mødte jeg engang en anden Vogn ved Frokosttid. Vi gik allesammen ind paa en Kro for at faa noget at spise. I den anden Vogn var der to Tyskere, lige saa mange Franskmænd og én Spanier. Tyskerne krævede alt hvad der var i Køkkenet af kogt og stegt Kød, Franskmændene fik bare nogle Æg, og Spanieren stillede sig hen ved Vinduet og indtog ikke andet end Luft. Paa den Maade gav de hver især Udtryk for deres Nations Karakter, for Spanierne lever som Luftaander der hverken spiser eller drikker. Jeg henslæbte tre fulde Uger i Amsterdam; og i al den Tid levede jeg en Eremittilværelse midt i denne berømte Havneby, for der 160 i Byen beskæftiger man sig kun med Handel og giver Pokker i lærde Sager, saa der er ikke videre morsomt at være for en Videnskabsdyrker. Jeg besøgte dog to Gange den berømte Jean Leclerc. Han var nok gammel og graa, men hverken svækket paa Sjæl eller Legeme. Den ene Gang blev vi laast inde af en Tjenestepige; og jeg maa sige at jeg aldrig har været saa glad for at blive indespærret. For mens vi ventede paa at Pigen skulde komme tilbage og laase Døren op, talte vi lærd sammen. Denne højlærde Mands Navn var ikke engang kendt i det Kvarter han boede i; og det ærgrede mig, for hvis man spørger efter Vekselerer Jacob, Vaskeriejer Cornelis, Jøden Efraim, Skipper Adrian og andre prominente Personer, ja selv efter dem som

staar bag Disk
og sælger Fisk,

saa faar man dem straks udpeget.

Da jeg endelig fik det Brev som jeg havde ventet saa længe paa i Amsterdam rejste jeg til Hamborg gennem Østfrisen. Paa denne Rejse hørte jeg meget om de Uroligheder der dengang plagede Frisen, især Byen Leer; men jeg vidste af Erfaring hvor meget Rygtet plejer at overdrive, saa jeg fortsatte tryg og rolig min Rejse. Ved Middagstid kom jeg til Leer, som stod paa den anden Ende paa Grund af Krigen. Jeg saa Soldater marchere frem i Slagorden, Kanoner opstillet paa Torvet, bevæbnede Borgere der styrtede rundt i Byen, krigsgale og blodtørstige Bønder i fuldt Harnisk, udrustede med Pigkæppe og andre ukendte, barbariske og tilfældige Vaaben. Jeg syntes det vilde være dumt at blive længere i en saa forstyrret By, saa jeg lejede straks en Vogn, spiste en Smule Mad og rejste min Vej.

For at gøre dette mere forstaaeligt bliver det nødvendigt at gaa lidt tilbage i Tiden og se hvad der var Oprindelsen til alt dette. De husker nok at den frisiske Hertugs Gehejmeraad Brenneysen for nogle Aar siden udgav en 161
Frieslands Historie i to Bind. Han paaviser heri at Stænderne i Friesland har svækket Fyrsternes Rettigheder, og at dette er sket paa Trods af Kejserens Dekreter, som Brenneysen omhyggeligt gennemgaar og udlægger til Fyrstens Fordel. Derfor mente Stænderne at det var ham der havde været den Gnist der fik Krudttønden til at ryge i Luften. Der er mange der undrer sig over at ingen har prøvet paa at gendrive dette Værk. Det siges ganske vist at der er en hollandsk Videnskabsmand der har paataget sig dette Arbejde og har tilbudt Stænderne en Fremstilling af Forholdet som staar i diametral Modsætning til Brenneysens, men at han har holdt det tilbage fordi man ikke har kunnet blive enige om Betalingen. Hvordan det nu er eller ikke er, saa er der til Dato ikke kommet nogen Gendrivelse af Bogen. Hvad der er Grunden til dette, om det er de øvrige frisiske Juristers Uvidenhed eller Mangel paa Tiltro til hele Foretagendet, det skal jeg ikke bestemt kunne sige. Efter nogle Aars Debat og gensidig Mistillid gik det saa vidt at den gamle Stænderforsamling i Emden blev opløst og en ny blev stiftet i Aurich. Friserne raabte op om at nu var det sket med deres Frihed, og saa greb de til Vaaben. De der staar paa Hertugens Side siger at Fyrsten ikke tilsigter andet end at Stændernes Administratorer skal aflægge Regnskab for Statens Penge. Paa den anden Side hævder de der holder med Stænderne at det er et Paaskud som Brenneysen bruger til at gennemføre den Paladsrevolution han længe har gaaet svanger med; og for at sætte Sindene endnu mere i Oprør bildte de Folk ind at det ogsaa var sket med den reformerte Kirke i Friesland, hvis man ikke tog Mod til sig og satte en Stopper for disse Intriger. Oprørscenteret var længe Emden, og snart efter Leer, hvor der Aaret før havde været haarde Kampe med Tab af Menneskeliv. Nu havde imidlertid Hertugen af Friesland afsendt nogle Tropper med Ordre til at besætte et Sted i Nærheden af Leer. Det vilde Leerboerne ikke finde sig i, saa de udskrev Borgere og Bønder og rykkede ud af Byen med Vaaben i Haand for 162 at jage Tropperne væk. De stod netop klar til Afmarch da jeg kom ind i Byen.

Jeg lejede som sagt en Vogn og drog af straks efter Frokost. Paa hele Turen var det ikke til at komme frem for bevæbnede Bønder, der stimlede sammen om Vognen og undrede sig over at jeg turde køre lige igennem de militære Formationer. Men jeg havde jo kongeligt Pas, saa jeg regnede ikke Faren for noget, men fortsatte roligt min Rejse. Men da jeg var kommet hen i Nærheden af Nortmoor, hvor begge Hære stod opmarcheret, turde Kusken ikke køre videre. Han saa nemlig nogle saarede Bønder blive transporteret ind til Byen. Jeg hørte senere at det slet ikke var Fjenden, men deres egne Medborgere der ved Uforsigtighed havde saaret dem. Mens vi holdt der og kløede os i Hovedet og ikke vidste hvad vi skulde gøre, begyndte hele Stænderhæren at trække sig tilbage til Byen. Man skulde have troet de var paa Flugt, hvis der havde været en Fjende efter dem. Borger- og Bondesoldaterne var bange for at blive til Grin, saa de hævdede at de havde maattet trække sig tilbage fordi de ikke havde Kanoner, hvad Hertugens Tropper havde. Jeg tror nu snarere at de havde mistet Kamplysten da deres Kæfert var dunstet af, for de havde været godt lakket til af Brændevin da de drog i Felten. Jeg fulgte med Strømmen og traf en Oberst ved Navn Andri. Han spurgte mig hvad jeg hed, hvor jeg kom fra og hvor jeg skulde hen, og raadede mig saa til at opgive Rejsen. Denne Andri var Søn af en Borgmester i Emden; han var et udmærket og højt kultiveret Menneske, og Borgerne i Leer beundrede ham lige saa meget som Romerne i sin Tid havde beundret Junius Brutus, da de kæmpede for deres Frihed.

Da jeg var kommet tilbage til Byen kom jeg op at skændes med Vognmanden, som forlangte fuld Betaling for Køreturen. Jeg hævdede, at Formlen do ut facias vedrørende Lejemaal ikke kom til Anvendelse her, og at han ikke i Kraft af Kontrakten havde noget til gode, da han ikke selv var i Stand til at yde mig den lovede Tjeneste. 163 Jeg sagde at hvis Sagen kom for Retten vilde han tabe. Men man paaberaaber sig forgæves Lov og Ret i en By hvor der hersker en Slags Anarki, og hvor der ikke bliver holdt Rettergang midt i al den martialske Hurlumhej, ikke engang

i aldeles klare Sager
om berettigede Klager,

saa jeg blev ikke alene tvunget til at betale Kusken, men ogsaa til at give Køretøjspaven dobbelt Pris. Jeg tilbragte en bedrøvet og næsten søvnløs Nat i denne forstyrrede By, og Dagen efter lejede jeg en Baad; men jeg kunde ikke komme ned til Flodbredden før Hæren, der nu var blevet forsynet med to Kanoner og gjorde sig klar til et nyt Udfald, var marcheret af. Dette lille Stykke Vej var lige ved at koste mig mere end hele Rejsen fra Amsterdam til Nieuwe Schans. Ved Aftenstid kom jeg til en Landsby ved Navn Dederen, og der fik jeg at vide at Udfaldet var lykkedes, og at Friserhertugens Tropper havde trukket sig tilbage. Jeg rejste videre gennem Oldenburg til Bremen. Her maatte jeg opholde mig i tre Dage og benyttede Lejligheden til at besøge nogle af Gymnasiets Professorer, blandt andre en Dr. Hase, en Mand af stor og vidtspændende Læsning. Han viste mig sit Bibliotek, som regnes for ét af de bedste i Bremen, baade paa Grund af sin Størrelse og sin udsøgte Kvalitet. Gymnasiets Bibliotek er ogsaa ganske velforsynet, men næsten alle Bøgerne er i Folio. Indbyggerne i den gode By Bremen kan inddeles i to Kategorier: Borgerne og Doktorerne. Doktorer er der nemlig saa mange af at man i Krigstid kunde stille en hel net Hær paa Benene hvis man udskrev dem til Militærtjeneste. Man kunde simpelthen ikke spytte for Doktorer. Hvis det at være Doktor var det samme som at være lærd, saa maatte Bremen regnes for den lærdeste af alle Byer paa Kloden. I Hamborg besøgte jeg nogle Videnskabsmænd, blandt andre den højlærde Fabricius og Johann Hübner; og saa rejste jeg derfra til København.

164

Da jeg saaledes havde afsluttet min femte Udenlandsrejse, lagde jeg sidste Haand paa et Digt som jeg havde paabegyndt før Afrejsen. Det hedder Metamorphosis. Det handler om et Samfund af Dyr, Træer og Planter under Ledelse af Skovens Guder og Gudinder, Pan, Sylvanus, Flora, Bubona, Pomona og saa videre. Og lige som Ovid lader Mennesker forvandles til Dyr og Træer, saa bliver her Dyr og Træer lavet om til Mennesker. For Eksempel bliver den fornemme Eg til et Menneske der er Stamfader til de fornemme Personer, der ganske som deres første Forfader er ligesom træede og nok bærer Blade, men ikke Frugter; i deres Skygge lever dog de fattige Filosoffer. Skaden bliver omdannet til en Barbér, derfor er den Slags Mennesker saa snaksomme; Gedebukken bliver til en Filosof, det er Grunden til at Filosofferne er langskæggede og krakilske; Solsikken bliver til en Hofdame; for lige som Solsikken altid vender sig efter Solen og pludselig gaar ud, paa samme Maade staar Hofdamerne til rede for deres Herskerindes mindste Nik og visner pludselig mens de staar i deres fuldeste Flor. Jeg har prøvet at efterligne Ovids Stil og Væsen saa godt som nu min beskedne Aare tillod det; men lige som Malerne ikke kan portrættere et smukt og fuldkomment Ansigt uden at komme til kort, staar jeg ogsaa langt tilbage for dette Forbillede; for jeg maa tilstaa at jeg mangler Ovids Geni, lige som mit Sprog savner Latinens Elegance og Rigdom. Fornemme og lærde Folk var meget begejstrede for dette Digt, fordi Idéen i det var saa udmærket og Versene saa elegante og musikalske, og desuden paa Grund af dets Opbygning, fordi den ene Historie naturligt kommer som en Følge af den anden. Men Manden paa Gaden, der kun søgte efter satiriske Udfald, modtog det med blandede Følelser. Der fremkom snart et plebejisk og aandløst Digt imod det, hvori Versemageren væltede sig i Grovheder.

Der var nu nogle der prøvede at faa mig til at give igen, men jo grovere han skældte ud, jo mindre syntes jeg han burde værdiges et Svar. Det vidunderligste af hans 165 Anklagepunkter gaar ud paa at Menneskene vilde blive dvaske og dovne til deres Arbejde hvis de fik at vide at de nedstammede fra Dyr og Træer. Som om der virkelig skulde være Fare for at en Horebuk, som jeg lader nedstamme fra en Gøg, skulde blive mindre ivrig i Tjenesten, eller en Barbér mindre snakkesalig, eller en Pedant mindre krigerisk og saa videre. Jeg havde nu ikke Lyst til at komme i Slagsmaal paa Grund af disse Grovheder. Jeg gad ikke engang stævne Bogtrykkeren, som havde provokeret mig Gang paa Gang, skønt selve Byens Øvrighed viste mig hvordan jeg kunde hævne mig og mange andre trængte paa for at faa mig til at gaa til Makronerne for at Fyren ikke skulde faa Lov til at blive ved med sine Frækheder i al Evighed. Men jeg kan ikke fordrage Processer. Jeg vil hellere finde mig i hvad som helst end anlægge Sag.

I Fortalen til Metamorfoserne skrev jeg at jeg nu for Alvor tænkte paa at slutte Fred med Menneskeheden, og at jeg ikke mere brød mig om at skrive Satirer. Der var dem der troede at denne Fredsvilje kom af at jeg havde daarlig Samvittighed og nu i mit stille Sind fortrød min tidligere Indstilling. Men de tager fejl. For ganske vist fortryder jeg at jeg i saa mange Aar har pløjet den golde Mark; men jeg er ikke ked af at jeg har givet mig af med en Beskæftigelse som efter min Mening er noget et tænkende Menneske kan være stolt af. Med hvilke Tanker og hvilket Formaal jeg saa længe har styret mit Skib mellem disse skarpe Skær, det fremgaar af de apologetiske Fortaler til mine digteriske Arbejder. Men de som ikke lader sig paavirke af dem, men bliver ved med at mistænke mig og skælde mig Huden fuld, de maa huske paa at deres Snert ogsaa rammer de fremragende lærde, retsindige og gudfrygtige Mænd der har faaet mig til at udgive mine Digte, Satirer og Komedier. Hvis jeg har traadt i Spinaten, saa har jeg gjort det sammen med de udmærkede Mænd der har insisteret paa at jeg skulde skrive, og givet grønt Lys for det jeg skrev.

Og dette ene Argument maa da være nok til at afvise 166 alle de Beskyldninger der bliver rettet imod mig; for hvis jeg vilde remse alle dem op hvis Raad jeg har rettet mig efter og hvis Bedømmelser jeg har sikret mig inden jeg publicerede mine Værker, saa vilde enhver Mistanke om at jeg skulde være ondsindet blive rykket op med Rode. Det der mest har afskrækket mig fra at skrive er dog de mange Persiflager som er blevet spredt over hele Byen, og hvis anonyme Forfattere næsten hæmningsløst har givet Udtryk for deres Ondskabsfuldhed. Der har nemlig været nogle der uden videre har udnævnt mig til at være Forfatter af dem. Det maa enten være Mennesker der har handlet i god Tro ud fra manglende Viden om hvordan jeg i Virkeligheden er, eller slet og ret nedrige Individer. Men jeg sværger ved Gud i den højeste Himmel paa at jeg ikke har skrevet andet i den humoristiske Genre end det der er udkommet under Navnet Hans Mikkelsen.

Jeg kunde nu gøre Ende paa Brevet, men jeg vil gerne som Efterskrift fortælle lidt om mit Væsen og min Maade at leve paa. Der er jo ikke mange Professorer der er blevet skældt mere ud end jeg; saa De vil nok ikke finde det kedeligt hvis jeg tegner mit eget Portræt for Dem med den samme ærlige Streg som jeg har benyttet ved Skildringen af andre.

Næsten lige siden jeg var lille har det været meget skadeligt for mit Helbred at spise eller drikke for meget. Derfor har jeg levet saa sparsommeligt og afholdende at mine Kammerater syntes jeg snarere lignede en gammel Mand end den Dreng jeg var. Jeg blev drillet for min Afholdenhed. Det er jo noget man sjældent ser blandt de helt unge; og jeg blev gal over Drillerierne, for jeg var en hidsig Natur. Men jeg holdt fast ved mit og ændrede ikke min Maade at leve paa. Jo ældre jeg blev, jo mere afholdende blev jeg. Som ganske ung drak jeg helst Vinen fortyndet; i min mere modne Alder skyr jeg den som Gift og Galde. For nogle Aar siden prøvede jeg at gaa endnu videre. Jeg syntes ikke det var nok at holde igen paa den sædvanlige Maade, saa jeg forsøgte at indskrænke mit 167 Forbrug af Mad og Drikke ved at indtage bestemte afvejede Mængder af begge Dele. Det gjorde jeg for at efterligne dem som til Gavn for deres Helbred havde fulgt en matematisk Kostplan. Det syntes mine Venner ikke var filosofisk; de fandt det bare aandssvagt. De skældte mig Hæder og Ære fra og sørgede over mig som over en Afdød, sagde det var idiotisk at holde sig fra al Selskabelighed naar man var i sin bedste Alder. De paastod at det at spise i Enrum var det samme som at lukke sig ude fra det menneskelige Samfund og at gøre sig selv landflygtig. Jeg svarede dem at Kammeratskab ikke bestod i at man aad og pimpede sammen; men jeg talte for døve Øren. Andre, som havde en grovere Tænkemaade, var ved at plage livet af mig med Floskler og misf orstaaede Bibelcitater. De sagde at det at afveje sin Mad og Drikke var hverken mere eller mindre end at tvivle om Guds Forsyn, og at der var Eksempler paa at Folk paa den Maade nok havde forlænget deres Liv, men samtidig havde paadraget sig Guds Vrede og Hævn. Jeg svarede at jeg aldrig havde hørt noget i den Retning - hvis der var nogen der kunde fremføre Eksempler, var det sikkert ikke andet end Kællingesnak. Jeg husker dog at man i sin Tid paa det ulovlige Kirkemøde ved Egen anklagede Johannes Chrysostomos for denne Forbrydelse. Men hvor meget denne Beskyldning var værd, det ser man af de øvrige Anklager der blev fremført paa dette Kirkemøde, som for Eksempel at han blev beskyldt for at gaa i varmt Bad alene l Jeg mener nu at man bør stræbe alt hvad man kan efter at have en sund Sjæl i et sundt Legeme. Ligesom man skal sørge for sin Sjæl maa man ikke negligere Kroppen, som er Sjælens Fundament. Disse og lignende Argumenter brugte jeg længe og tappert som Skjold mod de Kastevaaben der blev kylet imod mig fra alle Sider, men jeg kunde hverken opnaa Fred eller Vaabenstilstand, og jeg vilde ikke i al Evighed ligge i Krig med mine Venner, desuden var jeg træt af hver Dag at høre de samme Viser, saa jeg opgav til sidst min Plan.

168

Den Sygdom jeg lider af har jeg efter min Far, Erfaringen viser at Helbred ligesom saa meget andet er noget der gaar i Arv. Jeg bruger ingen Medicin, for jeg ved ikke hvad Sygdommen kommer af. Snart bliver jeg saa slap og elendig i hele Kroppen at jeg lister mig af sted med Myreskridt, snart styrter jeg af Sted saa ingen kan følge med; snart har jeg ondt i Hovedet, snart i Fødderne. Til andre Tider sidder Sygdommen i Maven, og saa føler jeg snart Hede, snart Kulde i Indvoldene, snart for meget Syre, snart slet ingen. I hele to Aar var jeg saa plaget af Hovedpine at jeg overhovedet ikke kunde taale at tænke. I den Tid læste jeg ikke andet end historiske Bøger og Aviser. Men da de to Aar var gaaet holdt Sygdommen Flyttedag, og saa havde jeg den største Fornøjelse af filosofiske Meditationer og Poesi. Det var dengang jeg udarbejdede Heltedigtet, Skæmtedigtene og Komedierne, som jeg lige har givet en Oversigt over. Derfor tager jeg mig selv af mit Helbred uden at spørge andre til Raads. Jeg tror nemlig ikke det vil nytte noget hvis Lægerne prøver at faa Has paa denne Sygdom, der er ganske uberegnelig og skifter Karakter fra Øjeblik til Øjeblik. Paa Grund af den kører mit Sind omkring som i en Karrusel, og jeg ligner slet ikke mig selv. Derfor maa jeg først og fremmest passe paa at mine svingende Stemninger ikke kommer til Udbrud. De Følelser der skiftes til at bemægtige sig mit Sind er Glæde, Sorg, Fejghed, Mod, Slaphed, Kvikhed, Engagement, Ligegyldighed alt efter som de onde Væsker tager Sæde snart i den ene, snart i den anden Del af Kroppen. Da Ondet engang satte sig i Mellemgulvet blev jeg optændt af Reformiver og kastede mig ud i Krig med hele Menneskeheden. Men snart flyttede det sig til et andet Sted, og saa blev jeg det mest overbærende Menneske af Verden. Derfor gør jeg nu det at hver Gang jeg mærker Reformgrillen opsætter jeg Krigen mod Menneskeheden. Erfaringen har lært mig at det ikke er mod Verden, men mod mig selv jeg skal kæmpe, naar jeg bliver grebet af den Kampiver som kan slaas ned med Afføringspiller; for 169 naar Mavepinen gaar over ser jeg snart paa Menneskene med andre Øjne, og Verden tager sig helt anderledes ud for mig. Jeg har dog visse gode Sider, selv om de daarlige nok er i Overtal. Hvis jeg skulde opremse alle mine daarlige Sider blev jeg aldrig færdig; det maa være tilstrækkeligt at levere en kritisk Gennemgang af de væsentligste og mest fremherskende. For det første føler jeg at jeg tit bliver grebet af Misundelse, ikke saadan at jeg misunder andre Ære og Rigdom - jeg er selv tilfreds med lidt og har ingen Ambitioner - men det ærgrer mig at høre mine Konkurrenter blive rost, og jeg gør tit hvad jeg kan for at pille deres Handlinger fra hinanden og vende Vrangen ud paa dem, hvis de bliver lovprist i høje Toner. Men nu føler jeg at dette Raseri er blevet meget svagere, og at det ikke længere behersker mig saa stærkt som i min grønne Ungdom, saa at der er Haab om at jeg med Alderen kan faa helt Bugt med det. For det andet: Ligesom mange har svært ved at fordøje al Slags Mad har jeg svært ved at døje alle Slags Mennesker. Ud af hundrede Mennesker er der ikke ét hvis Opførsel er efter min Smag. En tager Livet af mig med Snak, en anden med Gestikulationer. Derfor gaar jeg fra de fleste Selskaber med sjælelige Brækfornemmelser og søger Trøst i Ensomheden. Og da der ikke er noget jeg holder saa meget af som Kortfattethed, hader jeg især den Slags Mennesker der pynter deres Tale med Parenteser og uvedkommende Sidespring og river en Strøm af lange, men intetsigende Sætninger af sig i ét Aandedrag. Jeg kan udmærket forestille mig at der venter mig den samme Skæbne som den sabinske Spaakone i sin Tid lovede Horats:

Ej Fjendesværd, ej Arsenik
skal korte ham hans Dage;
Ej Hoste, Sidesting, Kolik
skal Livet af ham tage.
Et Vrøvlehoved skal med Snik
og Snak ihjel ham plage.

170

Derfor er Den meget talende Barbér den af mine Komedier jeg selv synes bedst om. Den hænger nemlig de Mennesker ud, ved hvis evige Snakkeri

Sveden mig af Panden driver,
lige ned til Anklen siver.

Naar jeg saadan stikker af fra iriterende Mennesker bliver jeg tit skældt ud af Folk der ikke kender Forskel paa Afsky og Had; men én Ting er at undgaa Folk, en anden at hade dem.

Der findes ogsaa dem

der syn's jeg revser alt for slemt
og haardt med min Satire,
at jeg til Skurre-lyd har stemt
mit Hakkebræt og Lire.

Jeg maa ogsaa indrømme at der er megen Vrede og Bitterhed i mine Satirer. Men det er kun mod Menneskenes Fejl, ikke mod dem selv, jeg spidser min Pen. Jeg er fuldkommen klar over at de fleste ikke kan fordrage den Maade at skrive paa, og at det er meget klogere

at skrive harmløst Ævl til Ros for Per og Poul
end at bekæmpe Last med Galde og med Svovl,

for man ser hvordan Rosere bliver overøst med Ære og Rigdom, mens Satirikere overalt bliver jaget af Lande som daarlige Borgere, selv om de første river ned hvad de sidste bygger op. Satirikerne lægger Plaster paa Saaret; Roserne river Arret op. Satirikerne er for det meste forhadte, naar de ligesom Lægerne foreskriver bitre, men helbredende Drikke. Roserne er altid populære og velkomne naar de snakker godt for de syge og mixer dem lækre, men dødbringende Cocktails. Man tror Satirikerne er onde - i Virkeligheden er det Roserne der er det. Satirikerne synes at være Menneskehedens Fjender, skønt de er dens Venner; Roserne ser ud til at være dens Venner, men er i Virkeligheden dens Dødsfjender.

171

Der er ikke saa faa der undrer sig over hvorfor

jeg vilde delta' i det Ræs,
hvor forhen Aristofanes

havde drevet sine Heste, og hvorved man ikke høster andet end Had og Misundelse - hvis man saar Korn i Satirens Mark, saa

af den yde-rige Jord
Mænd med Sværd og Skjold fremgror.

Men jeg synes det er mere tilfredsstillende at lave noget man bliver skældt ud for end slet ingen Ting at lave. Jeg synes der er større Ære ved at sejle mellem Skær end ved at ligge stille i Havnen. Desuden er det haardt og vanskeligt at holde sine naturlige Tilbøjeligheder nede, og ligesom at give sine Sjælskræfter Fodlænker paa saa de ikke kan komme til Udfoldelse. Og det gør det jo ikke bedre at man er omgivet af Mennesker der hele Tiden klemmer paa for at faa én til at begaa noget som man selv tror vil skaffe én Berømmelse, forlænge Mindet om én og give én en Slags Liv efter Døden. Alt dette motiverer én, og naar man først er kommet i Gang glider man let videre og kan ikke holde op igen.

Men der er mere Vid end Vrede i mine Digte. De revser ikke Fejl og Laster; de retter paa dem. Dog maa jeg indrømme at der er nogle af dem som har fortjent at blive skældt ud. Jeg er ganske vist aldrig gaaet til Angreb paa nogen, men jeg har været for skrap og kompromisløs mod dem der har provokeret mig.

Jeg indser min Svaghed; jeg er ked af at jeg er saa alt for hidsig. Det at en Filosof forsynder sig imod den rette Væremaade er særlig slemt, fordi han begaar Fejl i det som han vil undervise andre i, og fordi han kludrer med Livet samtidig med at han kalder sig Specialist i Kunsten at leve. Det er ligesom naar en Sproglærer radbrækker Sproget eller naar en Sanger ikke har en ren Tone i Livet. 172 Lasten udryddes ikke ved at man opfører sig saadan, men, som Digteren siger:

Naar man straffer den,
bider den igen.

Men naar ens Indre brænder af Vrede slapper man Tøjlerne og styrter selv paa Hovedet ud i de Fejl og Laster man lige har bebrejdet andre. Derfor vilde jeg ønske at der kom en ny Udgave af mit Digt bare for at jeg kunde faa fjernet nogle af de Skældsord det er saa propfuldt af. Ganske vist er de aftvunget mig ved Provokation; men alligevel synes jeg de har sat nogle ret slemme Pletter paa mine Digte. Det er nemlig ikke rigtigt naar visse Filosoffer tager Vredladenhed i Forsvar. De kalder den for Modets Slibesten. Efter deres Mening kan man ikke være en ordentlig Taler hvis man ikke har Vreden som Drivkraft, og ikke et ordentligt Mandfolk hvis man ikke kan blive gal i Hovedet. Folk med sundere Tankegang mener at man ikke er et ordentligt Mandfolk hvis man har det med at fare op.

De Fejl jeg her har omtalt er jeg født med. Jeg har tit kæmpet imod dem, men til Dato er det ikke lykkedes mig at slippe af med dem. Det er svært at rive sine indgroede Fejl op med Rode, ligesom det er sværere at faa Bugt med en kronisk Øjenbetændelse end med et Bygkorn.

Hvis jeg har nogen gode Egenskaber, saa maa andre tale om dem. Selvros stinker. Mine Fejl er nemme nok at faa Øje paa. Mine gode Egenskaber kan ogsaa ligne Fejl. Folk der ser mig trække i mit pæne Tøj og gaa i Dameselskab tiere end en Filosof burde gøre det, bebrejder mig at jeg lever for udsvævende. Andre siger at det ikke passer sig for en Mand i min Stilling at have med Skuespillere at gøre. Men det er kun tilsyneladende at jeg foragter Studeringer; i Virkeligheden sætter jeg dem højt. Det er kun tilsyneladende at jeg render efter Forlystelser. I Virkeligheden undgaar jeg dem. Jeg gør Nar af Filosofferne, og alligevel filosoferer jeg selv. Jeg raaber op om 173 Videnskabens Nytteløshed og er dog selv Videnskabsmand. Udadtil gaar jeg i Brechen for de uskyldige Fornøjelser, og dog fører jeg selv et strengt Liv. Før i Tiden gik jeg tit paa Restaurant, men holdt mig altid ædru. Jeg blev daglig set i Selskab med Spillere, og dog raflede jeg aldrig selv. Jeg lyver uafbrudt i mine muntre Skrifter, men aldrig i de alvorlige. Naar det drejer sig om Ligegyldigheder er jeg diplomatisk; naar det drejer sig om Ting af større Betydning er jeg snarere alt for aabenmundet. I mine Skrifter er jeg kampglad, men i det virkelige Liv er jeg saa fredelig at jeg mere end én Gang til mine Venners Ærgrelse har ladet en Retssag falde.

Da jeg nu engang er saadan kan det ikke undgaas at jeg bliver temmelig skævt bedømt af Mennesker der, som man siger, maaler Filosoffen efter Skægget. Jeg har dog aldrig prøvet paa at rette deres Misforstaaelser. Det maa være nok for en Filosof, naar man skælder ham ud, at
han intet har paa sin Samvittighed
som han maa skamme sig og blegne ved.

Jeg er nok klar over at det ofte er bedre at synes end at være. Men jeg mener at det som andre anser for at være den største Skamplet paa en Filosofs Liv netop er det der pryder ham mest. Efter min Mening er det rigtigere at kæmpe tappert mod sine Laster og Lidenskaber end at flygte for dem.

Nu har jeg snakket nok om min Maade at være paa; saa bare et Par Ord om min religiøse Indstilling.

Der er mange der kan se at jeg efterligner Lukian i mine Skrifter. De tror at jeg ogsaa har optaget noget af Lukians Væsen i mig og er lige saa køligt indstillet til Religionen som han. Den Skæbne deler jeg med mange andre der har kæmpet mod Overtroen. Men den samme Filosof som jeg efterligner med Hensyn til Bekæmpelse af Overtro har jeg den største Afsky for naar han vender sine Vaaben mod Troen. Jeg maa ganske vist indrømme at jeg af og til har en anden Opfattelse end de fleste andre; men det er kun 174 Smaatterier man har kunnet finde i mine Skrifter, saa Folk har kun gjort lidt Vrøvl over dem; der er ingen der har angrebet mig for Alvor. Jeg har aldrig tvivlet paa Guds Eksistens; og den der, som Digteren siger,

ser Himlen straale klar, ser Skoven grøn af Blade,
ser Marken rig paa Korn, ser Blomsters Farver glade,
ser Kildens Bruse-vand, ser græsklædt Engens Flade,

og alligevel ikke tror at der er en Skaber eller Opretholder der staar over al den Herlighed - den Person anser jeg for at være grov, ufølsom og blottet for Sans for Sammenhængen i Naturen. Dog maa jeg ærligt indrømme at jeg for nogle Aar siden fik mine Tvivl med Hensyn til den guddommelige Aabenbaring. Jeg havde læst nogle forbudte Bøger; og da det var gaaet op for mig at det især er Evnen til fri Tænkning der adskiller os Mennesker fra Dyrene, mente jeg at det var Menneskets Pligt at undersøge de Trosbegreber vi har arvet fra vores Forfædre, at læse de forbudte Bøger og at drage alt i Tvivl. Derfor skrabede jeg til mig alt hvad jeg kunde faa fat i af forbudte Bøger. Ved at læse dem kom jeg ud i alvorlige Anfægtelser. Og jeg blev gjort endnu mere usikker af nogle judaiserende Kommentatorer som i næsten alle Profetierne indfører en Type og en Antitype. Det var nogle katolske Forfattere der fremkaldte de største Storme i mit Sind. De antaster de kanoniske Bøgers Guddommelighed for at styrke Romerkirkens Autoritet. Ateisterne og Katolikkerne gør i Virkeligheden fælles Sag; de første gaar til aabent Oprør mod Aabenbaringen, mens de sidste prøver at underminere den, saa at det forekommer mig, der i én Richard Simon ligger ti Spinoza'er skjult.

Ved ofte at læse Bøger af denne Slags kom jeg efterhaanden ind i en slem Labyrint, som jeg dog slap ud af igen efter at have faret vild i den i nogle Aar. Hertil blev jeg især hjulpet af Abbadie's Afhandling om Kristentroens Sandhed, en herlig Bog, som med Styrke forsvarer den guddommelige Aabenbaring og nedkæmper 175 Vantroen. Ogsaa Grotius, Huetius og andre der energisk kæmpede for Kristendommens Sandhed lyste mig ind paa den rette Vej. Der stod flere Tvivlsspørgsmaal tilbage -de var opstaaet ved mine Studier i Astronomien, som interesserer mig meget. Det forekom mig at Descartes' Hvirvelteorier og hans Lære om flere Verdener var i Modstrid med Mosebøgernes Skabelseshistorie; men jeg blev befriet for disse Anfægtelser af nogle Forfattere der elegant fortolkede det mosaiske System og skabte Overensstemmelse mellem Nutidsfilosoffernes Teorier og Bibelens Skabelseshistorie.

Hvad mine Studeringer angaar, saa finder jeg stor Trøst i Læsning, da jeg ofte er baade fysisk og psykisk syg. Ligegyldigt hvor sørgelig min Tilstand er, saa hjælper det altid at læse. Der er saa meget der gaar mig paa; og det vilde have været værre hvis jeg ikke havde søgt Tilflugt i Filosofiens Havn, hvis ikke jeg havde tyet til det eneste Middel der kunde lindre Smerten: Studeringerne. Men jeg kan ikke nøjes med at studere et enkelt Fagomraade, saa jeg forsøger mig inden for flere forskellige. Jeg læser og genlæser udvalgte Bøger indenfor alle Videnskabsgrene undtagen Medicin og Matematik, som jeg ikke forstaar noget af. Før i Tiden gik jeg helt op i Historie og Moralfilosofi, saa gik jeg over til at studere gamle Love. Derefter gav jeg mig af med at digte, men det er jeg nu holdt op med for at vende tilbage til mit gamle Fag. Jeg kunde maaske have opnaaet videnskabelig Berømmelse, hvis ikke mit vedvarende daarlige Helbred havde hindret min medfødte Kærlighed til videnskabelige Sysler i at komme til Udfoldelse. Muligvis kunde jeg ogsaa paa én eller anden Maade være blevet internationalt berømt hvis jeg ikke havde benyttet det danske Sprog, hvis Udbredelsesomraade er saa lille at det kan være svært nok at finde det i selve Danmark. Men det er mig nok at jeg paa en Maade har forsvaret mig mod at blive beskyldt for Dovenskab, det er mig nok at jeg har sikret mig mod at blive glemt, omend kun af mine egne 176 Landsmænd, at jeg har været til Nytte for Modersmaalet, og at jeg har føjet Dem i Deres Opfordring til at skrive. Jeg er endnu ikke gammel nok til at blæse Retræte; saa hvis jeg kommer til at leve længe nok til at udgive flere Værker, skal De finde mig lige saa medgørlig, ivrig og villig til at lystre Deres mindste Vink som før. For Deres Læselyst sætter Dag for Dag mere Gang i min Skrivelyst. Alene paa Grund af Dem har jeg stort Udbytte af mit Arbejde, fordi De holder af mine Bøger, og fordi De mener at det er en Ære for Danmark at vi ikke længere behøver udenlanske Bøger om Moralfilosofi. Og jeg vil ikke lade mig afskrække fra mit Forsæt fordi andre haaner mig. Det er jeg vist blevet hærdet imod, ligesom den Person hos Euripides der siger:

Var mig for første Gang en Sorgens Dag oprunden,
om ej jeg havde før paa mødsomt Hav mig funden,
da sørged jeg ret som en Plag, der, nylig tæmmet,
sig føler første Gang af Baand og Tøjler hæmmet;

men nu er jeg blevet immun over for Drillerier. Naar en saa stor Mand siger god for mig vil jeg ikke alene finde mig i at blive skældt ud, men ogsaa gøre mig fortjent til det ved at pukle videre. Men Skæmtedigte og de vante Skuespil vil jeg overlade til andre, som jeg i min nuværende Alder maa vige Pladsen og sænke Fanen for, da min gamle Frodighed er ved at tørre ud.

København, 31/12 1727. 177

Andet Brev til en højvelbaaren Herre
1737

Selv om vi nu i hele otte Aar ikke har skrevet sammen, forstaar jeg alligevel at der i den lange Tid der er forløbet ikke er gaaet noget Skaar i vores Venskab. Det fremgaar af det Brev fra Dem jeg lige har faaet at De endnu husker mig.

De beder mig indtrængende om at fortælle hvordan det er gaaet mig sidenhen, og hvilke Værker jeg har skrevet.

Jeg holdt jo op med mit aarelange Satireskriveri og kastede mig igen over mine gamle Beskæftigelser. Teatret blev kort efter genaabnet, mine Venner tiggede og bad mig om at skrive nogle nye Komedier, men jeg blev ved mit. Jeg vilde ikke igen ud at sejle mellem de Revler jeg lige var sluppet fra, saa jeg nøjedes med at forbedre lidt paa de Komedier der mest trængte til det, og at forære Skuespillertruppen nogle nye som jeg havde liggende. Saa vendte jeg tilbage til et Værk som jeg havde arbejdet paa med mange Afbrydelser, en Beskrivelse af de kirkelige og politiske Forhold i Danmark og Norge. Mens jeg var i Gang med dette fremkom der imidlertid nogle anonyme Persiflager mod Det ostindiske Kompagni. Handelen paa Indien var paa Grund af de daarlige Tider gaaet saa stærkt tilbage at det saa ud til at den ikke kunde opretholdes ret længe uden Subsidier. Direktørerne overvejede hvordan man kunde komme det nødstedte Kompagni til Hjælp paa en ny og effektiv Maade. De søgte at trække Handelsfolk fra Nabolandene ind i Kompagniet. Der var imidlertid nogle der ikke gerne saa en 178 Forøgelse af de nordiske Landes Handel. De søgte at skræmme Folk fra at indskyde Penge i Kompagniet ved at erklære disse Forsøg for at være unyttige og idiotiske. Jeg blev opfordret til at imødegaa disse Bagvaskelser i et Forsvarsskrift. Men jeg havde ikke meget Forstand paa Handel, saa jeg bad længe om at blive fri for dette Arbejde. Til sidst lod jeg mig dog overtale til at udgive en latinsk Dialog, som Kompagniets Direktion snart lod oversætte til dansk og derefter til tysk.

Denne Dialog blev snart efterfulgt af en anden, som var mere indgaaende, og som blev modtaget af Handelsfolkene her i Hovedstaden med saa stor Begejstring at der var flere som syntes at man burde yde Forfatteren en betydelig Sum Penge for sit Arbejde. Men da man paa Børsen forhandlede om Summens Størrelse var der nogle der fremsatte den fornuftige Opfattelse at jeg nok vilde blive allergladest for en simpel Tak, da jeg aldrig har skrevet for Penge. Og de havde ikke Uret; det var mig fuldt ud tilstrækkeligt at de i Ord gav Udtryk for deres Taknemmelighed.

Men
hin sorte Dag vil jeg beskrive nu,
skønt Mindet om den fylder mig med Gru,

da den største Del af denne Hovedstad sammen med de betydeligste Kirker og hele Universitetet blev lagt i Aske. Kan man tænke sig et Emne der er mere tragisk, mere poetisk og, skønt det hele er sket i Virkeligheden og endda for nylig, mere utroligt? Ilden opstod ved Sekstiden om Aftenen i den vestlige Del af Byen og bredte sig snart, først og fremmest paa Grund af stærk Blæst, men ogsaa fordi Folk blev saa lamslaaede over denne usædvanlige og uventede Ulykke at de bare stod ubevægelige og gloede paa de frygtelige Ting der skete. Her i Byen er Brandvæsenet ellers saa effektivt at det sjældent sker at et Hus brænder helt ned, selv om her hvert Aar er mange Ildebrande. Denne Ulykke kom i den Grad bag paa Folk 179 at de blev helt forbløffede og ventede at der skulde ske noget endnu værre. Kvinder skreg, Børn tudede, Mænd raabte. Der var ogsaa nogle der gjorde ondt værre ved at komme med selvopfundne Rædselsbudskaber og fortælle at der var lejede Brandstiftere paa Spil. Det var Løgn, men man troede paa det. Brandmændene var lige saa forstyrrede som alle andre. De styrtede rundt som vanvittige og blandede sig i hinandens Arbejde. Der var ingen Sprøjter, ingen Brandspande, overhovedet intet Slukningsmateriel, i den Grad havde den uforudsete Ulykke slaaet alle med Rædsel.

Og Ilden rasede efter Guds Befaling. Man skulde tro det var straatækte Hytter der brændte, ikke Stenhuse, saa hurtigt styrtede baade private og offentlige Bygninger sammen med frygtelige Brag. Jo længere man var fra det Sted hvor Ilden var opstaaet, jo større Tab led man. For de hvis Huse brændte den første Nat reddede deres Penge og Indbo da deres Venner kom løbende og overgik hinanden i at tilbyde Hjælp; men efterhaanden som Tiden gik blev de der boede i de fjernereliggende Kvarterer ogsaa ængstelige for deres Ejendele, og saa kunde man ikke hjælpe hinanden mere. Da Folk saa Ilden faa nye Kræfter uden at nogen hindrede det, og at det brændte samtidig i flere Kvarterer, græd de over Byens Skæbne og forlod den i den Tro at de aldrig mere skulde faa den at se.

Én vil flygte gennem Porten, én til Bølgen sig betror;
Havet er nu mere sikkert, mere trygt end Hjemmets Jord;
Hver nu flygter bort saa langt som Rædslen byder
ham at fly;
løber vildt om Kap med Ilden ud af den forladte By.

Da Ilden havde raset i to fulde Dage med en saadan Vildskab at næsten hele det gamle København og en Del af det nye var lagt i Aske, var det endelig som om Københavnerne vaagnede op af deres Sløvhed. For at oprette det forsømte satte de med utrolig Energi alt ind paa at 180 redde hvad der var tilbage af den brændte By. Ingen Stand, ingen Aldersklasse, intet Køn afslog at paatage sig de haardeste Arbejdsbyrder. Kongen opfordrede alle til det og gik selv i Spidsen sammen med Kronprinsen, nu vor allernaadigste Konge, og alle de af Landets førende Mænd der var til Stede.

Nu fik man virkelig at se hvad Menneskehjerner kan optænke, og hvad talrige Hænder og forenede Kræfter kan udrette med Guds Hjælp; for overalt hvor man tog fat blev Ilden standset. Ved den tragiske Brand blev følgende Bygninger fortæret af Ilden: Vor Frue Kirke, Helligaandskirken, St. Petri Kirke, Trinitatis med Universitetsbiblioteket, Rundetaarn med den store Tychos Himmelglobus og Instrumenter, Raadhuset, Hospitalerne, hele Universitetet med Professorernes Embedsboliger, Kommunitetsbygningen, hvor 100 fattige Studenter blev bespist, fire herlige Kollegier, nemlig Regensen, Valkendorfs, Borchs og Elers' Kollegium, foruden utallige andre Huse som der ikke er Grund til at nævne. Kun Konsistorialbygningen, hvor Professorerne plejer at træde sammen, blev ikke rørt af Ilden, skønt saa mange omliggende og tilstødende Bygninger brændte at man kan sige om vores berømte Universitet:
Her hvor forhen Troja laa,
ser man nu kun Græs og Straa.

Først nu da man endelig havde faaet Bugt med Ilden, begyndte det at gaa op for Folk hvor stor Katastrofen var, og hvor alvorlige Tab de havde lidt.

Folk der før havde svømmet i Penge var nu reduceret til Tiggere; de angrede for sent deres tidligere flotte Vaner og Rigdom paa overflødige Ting. De Rigdomme hvis tomme Billede svævede dem for Øjnene var nu borte. De havde kun Erindringen tilbage, og det gik som i Digtet:

Nu deres Ben man ser
tilsølede af Ler,

181

som for nylig havde siddet højt og flot i deres Vogne mens Folk paa Gaden gik til Side for dem; man saa Folk tigge som tidligere havde givet Almisse. Jeg kan prale af at jeg under disse omskiftelige Forhold holdt Hovedet koldt. Jeg har lige siden min Barndom været vant til at leve yderst nøjsomt, saa jeg tager det ganske roligt hvis Skæbnen viser mig et lidt bistert Ansigt-i Modsætning til

dem for hvem al Livets Glæde
kun bestaar i ét: at æde.

At jeg havde mistet mine Penge pinte mig ikke saa meget som det at jeg havde mistet min Bolig; nu blev jeg skilt fra mine gamle Værtsfolk og havde ikke mere mit gamle Studereværelse, hvor jeg i en saa lang Del af min Tilværelse havde siddet og hygget mig i Fred og Ro med mit Skrivetøj og mine Bøger. Det gjorde mig altsaa mere ondt at jeg havde mistet min Bolig end at jeg havde mistet mit Indbo, for der er intet jeg holder mere af end Stilhed og Ro, og intet der gavner mit Sind mere end en regelmæssig Livsførelse. Alt var gaaet efter en Snor; Hvile og Arbejde, Søvn og Vaagen, Alvor og Spøg, Smaating og store Ting plejede at komme i en bestemt Rækkefølge og ligesom i en Cirkel. Jeg tilbragte nu flere Dage med at rende om i de bevarede Dele af Byen og lede efter et ordentligt Sted at bo. Da jeg endelig havde fundet ét bragte jeg Orden i Rodet og Forvirringen og vendte lidt efter lidt tilbage til min gamle Tilværelse.

Københavns Brand er én af de mest kendte og skelsættende Ulykker i Historien. Vores Hovedstad staar nok størrelsesmæssigt tilbage for mange andre Byer, men der er ikke mange der overgaar den i Betydelighed. Den er Centrum for alt hvad der pryder og styrker Danmark og Norge. Ved den Lejlighed viste den daværende Konge for Alvor sine straalende Egenskaber, og hans Mildhed kom rigtig for Dagen i den altomfattende Ulykke. Det vil blive husket gennem Aarhundreder hvor ihærdigt han under disse vanskelige Forhold fremskaffede Levnedsmidler, 182 hvor gavmildt han understøttede dels hele Befolkningen, dels Enkeltpersoner, hvor energisk han tog fat og kæmpede mod Skæbnen - det var som om Katastrofen var sket i vor Tid for at give Kongens Ædelmod bedre Lejlighed til at udfolde sig.

I hele tre Uger fra Brandens Begyndelse gik der knap nok en Dag hvor der ikke var Fare paa Færde. Det hændte tit at Folk der kom rendende for at redde ét Hus fik at vide at der var et andet der stod i lys Lue. Derfor opstod der nye Mistanker, nye Spaadomme, nye Rygter, og Folk holdt sig vaagne i frygtelige, angstfulde Nætter. Nogle var helt lamslaaede over det ufattelige der var sket og spaaede med nedslagne Øjne at hele Byen vilde gaa under. Andre bruste op i Vrede og krævede Straf over Mordbrænderne. Men det hele kom ikke bag paa mig. Erfaringen havde vist mig at én Ulykke sjældent kommer alene, og at den ene Storbrand plejer at følge efter den anden. Jeg husker at det er sket to Gange i Bergen i Norge, Bergenserne har tit været ude for den Slags Ulykker, og hver Gang der har været en Storbrand forbereder de sig paa den næste.

Da Katastrofen omsider var ved at være overstaaet begyndte man at tænke paa Byens Genopbygning. Nu viste det sig rigtigt i hvor høj Grad vores Hovedstad er plaget med Projektmagere. For hvert Hoved var der en Plan, for hver Haand var der en Arkitekt, og hvert Hus var en Raadstue. Det var som om hele Byen var blevet til ét eneste Collegium Politicum, saa mange Politikusser groede der op af den brændte Bys Aske. Der var ikke den Sømand der ikke kendte til mere end Vindretninger, ikke den Skomager der ikke kendte til mere end sin Læst. Især diskuterede man Prioriteterne, som næsten hvert Hus var behæftet med. Nogle mente at de gamle Gældsbreve skulde udbetales, andre at de skulde bevares. Andre igen foretrak en Mellemting mellem begge Dele. Jeg skal ikke komme ind paa de øvrige Sager der satte Sindene lige saa meget i Bevægelse.

183

I denne Syndflod af gode Raad vilde jeg ikke sidde hen som den eneste uden at give mit Besyv med, saa jeg skrev nogle Afhandlinger hvori jeg indgaaende undersøgte de mest omdiskuterede Problemer. Jeg har senere hørt at Kongen gennemlæste dem flere Gange; det glædede mig at en saa stor Fyrste beærede dem med sin Interesse.

Da det endelig var forbi med alt dette Røre, som var opstaaet som en naturlig Følge af den store Forandring i Tingenes Tilstand, kastede jeg mig igen over Studeringerne. Den følgende Vinter lagde jeg sidste Haand paa det Arbejde som jeg saa længe havde haft i Tankerne. Det udkom endelig i 1729 under Titlen Danmarks og Norges Beskrivelse, og fyldte 744 Kvartsider. Dette Værk udkom tre Gange i Løbet af to Aar, to Gange paa dansk og én Gang paa tysk. Dette motiverede mig til at tage fat paa noget større, og jeg gik i Lag med at skrive det danske Folks Historie fra Rigets Grundlæggelse til vore Dage, en haabløs Opgave som ingen andre til Dato har turdet røre ved. Alle der har villet gøre Fædrelandet denne Tjeneste har maattet give op over for Vanskelighederne. Men det har altid moret mig at navigere i vanskelige Farvande og mase mig igennem Torne, saa Opgavens Vanskelighed stimulerede mig til at prøve om jeg havde Kræfter nok til saa haardt et Job.

Hele Værket er i tre Bind. Det første indeholder vort Folks Historie fra Rigets Grundlæggelse til Christian den Anden. Det udkom 1732 og er paa 856 Kvartsider. I denne første Del gennemgik jeg omhyggeligt de Kilder som den berømte Huitfeldt har benyttet til sin Danmarkshistorie, og ved deres Hjælp rettede jeg en hel Del Fejl og udfyldte Huller hist og her. De haandskrevne og trykte Bøger og de Diplomer som især har været mine Kilder har jeg nævnt i Fortalen. De Forfattere hvis Navne Bogens Marginer er broderet med, og som for det meste er samtidig med Begivenhederne, viser hvor stort et Materiale jeg har behøvet for at udfærdige denne Bog. Det følgende Aar udkom andet Bind paa 922 Sider. Christian den 184 Fjerdes Historie udgør næsten Halvdelen af dette. Det meste er skrevet paa Grundlag af især egenhændige Haandskrifter, først og fremmest Breve som denne store Konge har skrevet med egen Haand - det er dette Værks store Fortrin. Det tredje Bind indeholder kun Frederik den Tredjes Historie, som fylder 702 Sider, foruden en Fortale om Nordens Historikere og Registre til alle tre Bind. Det udkom endelig i 1735. Ogsaa dette Bind er for Størstedelens Vedkommende baseret paa Diplomer, Breve og andre haandskrevne Kilder; saa jeg kan sige at jeg har udgivet en ny og hidtil ukendt Skildring af vort Folks Historie.

Før jeg gik i Gang med dette krævende Arbejde kunde jeg se at jeg vilde faa Brug for et vældigt Haandskriftmateriale, saa jeg blev nødt til at støve rundt i alle Rigets Afkroge for at undersøge historiske Kilder. Alle der hørte om mine Planer viste mig den største Velvilje og laante mig hvad de havde af Haandskrifter.

Mens jeg var i Gang med dette historiske Arbejde udkom der en ny Udgave af Komedierne, baade de trykte og de hidtil utrykte. Denne splinternye Udgave omfatter femogtyve Komedier og er i fem Bind. Titlerne paa de sidste, hidtil uopførte, er følgende: 1) Erasmus Montanus eller Rasmus Berg, 2) De Usynlige, 3) Den honnette Ambition, der gør Nar af dem der under Paaskud af honnet Ambition gaar paa Jagt efter fine, men indholdsløse Titler, 4) Det lykkelige Skibbrud, og 5) Panisk Rædsel [dvs. Hekseri eller Blind Alarm]. Jeg vil ikke give Handlingsreferat af disse Komedier; men de er alle filosofiske og belærende, selv om de fleste af Titlerne tilsyneladende ikke lover andet end Pjank.

I det forrige Brev omtalte jeg et lille Arbejde med Titlen Introduktion til Natur- og Folkeretten. Jeg fortalte hvilken Skæbne det havde haft. Men dette Værk, som i Begyndelsen var blevet saa køligt modtaget, fandt et Par Aar senere saa mange interesserede Købere at Eksemplarerne af Førsteudgaven blev revet bort. Det er senere 185 blevet genoptrykt to Gange. Den tredje og sidste Udgave kom 1734. Den er meget fyldigere end de tidligere; derfor gav jeg den ny Titel og kaldte den Naturens og Folkerettens Kundskab i Stedet for Introduktion. Denne sidste Udgave er forsynet med et Register, hvad de to tidligere ikke var.

Det fremgaar af denne Levnedsskildring at jeg ikke har drevet den af. Men selv om De og andre der sætter Pris paa mig synes jeg er nok saa flittig, har jeg dog svært ved at forsvare mig mod at faa Ry for Dovenskab hos dem der anlægger en anden Maalestok paa Studeringer, og som synes at Tale- og Disputereøvelser er det eneste saliggørende. Da Dialektikken jo ved visse Universiteter sidder i Højsædet kan man nemt regne ud at mit Arbejde og mit Slid ikke bliver regnet for ret meget af de Boksere der kun vinder deres Trofæer ved at slaa andre ud. Jeg er enig med andre Videnskabsmænd om at Videnskaben skal fremmes; men jeg er ofte uenig med dem om paa hvilken Maade og ved hvilke Midler det skal ske. De Midler som mange af dem saa varmt anbefaler kan efter min Mening kun kvæle al Videnskabelighed.

Men De spørger mig i Deres seneste Brev hvordan det gaar mig, og hvad jeg laver for Øjeblikket. Det maa jeg ogsaa fortælle Dem om. Jeg lever paa min gamle Maade; og selv om mine økonomiske Forhold er saa meget forbedrede at jeg nok kunde leve flottere end før, gaar jeg ikke bort fra min sædvanlige Levevis. Hvis De efter alle disse mange Aar skulde komme paa Besøg hos mig, vilde De ikke finde at der var noget forandret eller usædvanligt ved mig, bortset fra at jeg ser mere ældet ud og har flere Rynker i Panden. Jeg er nemlig den samme som jeg var for tyve Aar siden. De vilde se mig liste om i Byen til Fods og uden en Lakaj i Hælene, oversprøjtet af Skidt fra de Vogne som fine Herrer kører rundt i - Herrer som tidligere var mine Ligemænd, men nu for de flestes Vedkommende er Højvelbaarne og Excellencer. For denne forfængelige Titeljagt, som De angreb saa stærkt da De 186 boede her i Byen, er nu taget til i en saadan Grad at det er nemmere at finde en Excellence end et Menneske. Men jeg forlader dette Emne og vender tilbage til mig selv. Nogle Mennesker kalder mig nærig og gerrig fordi jeg lever paa en saa beskeden Fod. For at forsvare mig mod denne Bebrejdelse giver jeg hvert Aar lige saa meget til de fattige som det koster at holde en Drønnert af en Lakaj, der ikke bestiller andet end at udspionere sin Herre. Jeg bor flot, gaar i pænt Tøj og køber tit Bøger; og for at fjerne enhver Mistanke har jeg besluttet at testamentere alle mine Midler til det offentlige. Jeg har for længst udarbejdet et Udkast til Fundatsen og vist det til dem jeg plejer at raadføre mig med; og de venter sig at der nok skal komme noget nyttigt ud af det.

Jeg studerer endnu, saa vidt mine svage Kræfter tillader det; jeg skriver, læser og tænker saa meget det kan lade sig gøre i en By hvor der er saa meget der kan distrahere; og i al denne Staahej lever jeg - hvad De nok vil undre Dem over - en ren Eremittilværelse. Hver Eftermiddag gaar jeg en Tur paa to-tre Timer for Motionens Skyld, eller gaar paa Besøg hos mine Venner. Resten af Tiden deler jeg mellem Studier og Musik, mine eneste Fornøjelser.

Jeg har for nylig udgivet nogle Lærebøger i Historie og Geografi for Ungdommen. De bruges baade i Skolerne i Danmark og Norge og af de yngre studerende ved Universitetet. Hvis man lægger dem til mine øvrige Værker kommer der en helt pæn Bogliste ud af det.

187

Tredie Brev til en højvelbaaren Herre
1743

De har jo altid rost mit Arbejde og støttet og opmuntret mig, saa jeg synes De er i Deres gode Ret til at være noget pikeret over at jeg har paataget mig det besværlige Arbejde som Kvæstor ved Universitetet uden at spørge Dem til Raads. Jeg plejer jo ellers at lade mig lede af Deres Raad. Denne Metamorfose, der har omskabt mig fra Videnskabsmand til Rentemester, forekommer Dem sikkert lige saa latterlig som den tidligere, der omskabte mig fra Korporal til Videnskabsmand. De spaar at jeg vil slaa helt op med Videnskaben og forlove mig med Pengevæsenet. Det var der ogsaa god Grund til at forestille sig,
for Digtergaven kan kun trives i
det Sind som ene rummer Poesi.

Jeg betragtede ogsaa mig selv som én der var deserteret fra Muserne; for jeg var nok klar over at vi Mennesker sjældent kan gaa helt ind for saa forskellige og indbyrdes modsatte Ting paa én Gang. Da jeg saa at det nye Job lagde saa stærkt Beslag paa mig at jeg ikke kunde faa Tid til mine gamle Beskæftigelser, prøvede jeg at faa andre til at skrive Digte ved at udsætte smaa Præmier. Jeg haabede at jeg paa denne Maade kunde formilde dem der uden videre paa Musernes Vegne anklagede mig for Desertation. Jeg mente dog at det var i Orden at jeg efter næsten fyrre Aars varig og tro Tjeneste bad om min Afsked og blæste Retræte; naar man har tjent i Geledderne i saa mange Aar plejer man dog at blive hjemsendt med fuld Honnør og uden at blive beskyldt for Ugidelighed. Jeg tilslørede 188 paa den Maade Forandringen i min Livsførelse, slog mig fra Bogen og gav mig til Bogholderiet i nogle Maaneder.

Jag bare din Natur paa Dør
med Lanse, Spyd og Stage;
det varer ikke længe før
den kommet er tilbage.

Jeg kunde nok trænge min gamle Lyst til Studeringer tilbage en Tid, men jeg kunde ikke helt undertrykke den. Gløderne laa endnu skjult under Asken og fik snart Ilden til at blusse op igen. Med andre Ord: jeg vendte tilbage til mit gamle Jeg, man kunde næsten sige: til min gamle Sindslidelse, for, som Digteren siger:
du hænger fast i Skrivekløens Spind;
den hærger som en Sygdom i dit Sind.

Det er jo lige saa svært at faa helt Bugt med denne Lidenskab som det er at afvænne en Brændevinsdranker. Derfor dyrker jeg nu skiftevis Merkur og Minerva, den første for at gøre min Pligt, den anden for at glæde mig selv. Og da mine Bøger sælger godt og samtidig anses for nyttige, regner jeg med at de begge ser i Naade til mig. Det jeg laver er jo paa en Maade til Gavn for dem begge.

Jeg arbejder aldrig mere intenst med mine Studeringer end i December og Juni Maaned, hvor Pengesager, Regnskaber, Underskrivning af Breve og de evindelige Retsspektakler nok distraherer mig fra Studeringerne, men samtidig driver mig til dem. For ligesom opdæmmet Vand tordner frem med forstærket Kraft naar der bliver lukket op for Sluserne, virker Arbejde med noget helt modsat paa én Gang hæmmende og fremmende paa mit boglige Arbejde. Det kan man se af de Skrifter jeg har udarbejdet i min Kvæstortid, og som jeg skal give en Fortegnelse over i dette Brev.

I det forrige Brev lovede jeg en Kirkehistorie paa dansk. Af de Grunde jeg lige har nævnt havde jeg maattet afbryde dette Arbejde, men tog nu fat paa det igen, lagde 189 sidste Haand paa det og udgav det under Titlen »Almindelig Kirkehistorie fra Kristendommens første Begyndelse til Luthers Reformation« i to Kvartbind. Paa et Aars Tid blev samtlige Eksemplarer udsolgt, og der udkom snart en ny Udgave hos Forlæggeren Jacob Preuss. Det undrer Dem maaske at jeg havde saa stor Succes med en Bog om dette fortærskede Emne; vi har jo allerede længe vadet i verdenshistoriske Værker, saa de lærde gaber bare man nævner dem. Men der var flere Ting som fik Folk til at synes om Bogen. For det første anser man den for at være upartisk. Den kritiserer ofte Kirkefædrene, roser undertiden Kættere, og selv Paverne bliver ikke snydt for den Ros de har fortjent. For det andet behandles den politiske Historie hele Tiden Side om Side med Kirkehistorien, saa at man ser Forbindelsen mellem dem. Det der afslutter den ene Beretning er tillige Udgangspunkt for den næste. De virkelige Aarsager til Kætterier, Opstande og Forfølgelser bliver paavist. Det er ikke som de Annaler der giver en forvirret Beretning om Begivenhederne uden at angive deres Aarsager, og i Stedet for en historisk Skildring fremviser nøgne Lister over Kætterier. For det tredje har jeg lagt stor Vægt paa at forklare Kirkesamfundenes Oprindelse. Til hvert Aarhundredes Historie knytter jeg en Oversigt over Kirkens og Videnskabens Situation. Dette og andet gjorde at dette i sig selv trivielle Stof virkede som nyt, og at Folk syntes om det. Dette er dog ikke min egen Bedømmelse; jeg gentager bare hvad andre har sagt. Bogens Succes viser at det ikke vilde være spildt Ulejlighed at oversætte den. For en Historiker kan faa noget godt ud af selv det mest kedelige og tit opkogte Stof. Man ved hvilken Succes Pufendorf, Bossuet og andre har haft med deres historiske Oversigtsværker. Det Maadehold jeg hele Tiden har udvist ved at gaa en Mellemvej mellem Gottfried Arnold og visse alt for strenge Lutheranere har dog ikke været efter alles Smag. Saadan gaar det de Forfattere der ikke lader sig binde af Partihensyn, men kun søger den historiske Sandhed.

190

Da jeg var færdig med dette anstrengende Arbejde regnede jeg paa Grund af min legemlige Svaghed ikke med at kunne gaa i Gang med flere. Jeg gav mig nu til ved Udsættelse af Præmier at prøve den studerende Ungdoms Kræfter ved paa bestemte Tider af Aaret at forelægge de unge Mennesker nogle moralske Emner som de skulde behandle paa Vers. Det syntes de fleste var en god Idé, selv om der ogsaa var dem der mente at det var et Paahit af én der ikke kunde finde paa andet at lave. Men der er jo Mennesker der er paa Nakken af alt nyt. Foretagendet resulterede i fem Digte, der udkom paa Tryk og nu læses af alle. Mit Eksempel smittede, og andre Litteraturelskere stillede andre Prisopgaver. Som Følge af dette fremkom der nu en Række nye, hidtil ukendte Digtere, der ikke tidligere havde været klar over deres egne Evner, men som nu trådte frem for at gøre sig fortjent til Præmierne. Men nu er denne Øvelsesplads lukket; Interessen for den Slags er gerne stor mens det er nyt, men køles efterhaanden. Hvis man skal genoptage disse Øvelser, saa mener jeg det er nødvendigt man udsender nye Opfordringer med nye Regler, saadan at ikke kun unge Mennesker, men ogsaa Folk i en mere moden Alder opmuntres til at indsende Prøver.

Mens disse Konkurrencer stod paa sad jeg ikke selv med Hænderne i Skødet. Jeg prøvede med Plutark som Forbillede at skrive nogle berømmelige Mænds sammenlignede Historier. Som Indledning til Skildringen af hvert Heltepar staar en lille Afhandling om visse Dyder eller Laster, hvortil Heltenes Levnedsløb har givet Stof. Saa kommer selve Skildringerne, og til sidst, efter Plutarks Mønster, en Sammenligning. De fleste af Heltene er Asiater eller Indianere, hvis Bedrifter ikke er almindelig kendt. Jeg skal ikke opholde mig mere ved dette Værk, da det er oversat til Tysk og derfor kendes af Udlændinge. Andre maa afgøre om jeg nogenlunde kan taale Sammenligning med den Forfatter jeg har taget til Forbillede i dette Værk. Selv synes jeg det er halsløs Gerning at 191 sammenligne mig med en saa stor Forfatter. Han har jo sin store Skarpsindighed, sit righoldige Stof, det herlige græske Sprog og Skrivefriheden. Alene Skrivefriheden gør at vor Tids Historikere og Personalhistorikere staar under Oldtidens. Nu puster lejede Skribenter og Snyltere alting op og fordrejer Hovedet paa Læserne med deres evige Smigrerier, saa at de historiske Værker der skrives efter den sandfærdige Oldtids Forbillede regnes for Satirer eller Persiflager. Hvor velvilligt dette lille Værk blev modtaget i Nabolandene kan man se af Anmeldelserne i de hamborgske og leipzigske Tidsskrifter. Jeg er glad over at have faaet denne Ros af Folk som siger deres Mening og har Forstand paa hvad de skriver om, især da jeg ikke engang kendte dem af Navn.

Under Arbejdet paa dette Værk udgav jeg en kortfattet Beskrivelse af min Fødeby Bergen i Norge. Dette Værk blev anset for baade interessant og nyttigt. Denne By har nemlig i gamle Dage været plaget af indre Stridigheder som flere Gange har ført til Borgerkrig, saa der er nok at tage fat paa for en Historiker.

Naar man ser hvad jeg har beskæftiget mig med i den seneste Tid, vil man nu forstaa at jeg har sagt Farvel til Digtning og muntre Skrifter og nu kun beskæftiger mig med Arbejder som efter min Mening passer sig bedre for en gammel Mand. Det syntes jeg var mest i Overensstemmelse med min Alder og de alvorlige Tider vi lever i. Derfor prøvede jeg helt at undertrykke min Niels Klim, dette vidtberømte Værk der nu læses paa flere forskellige Sprog. Jeg havde skrevet denne Roman flere Aar i Forvejen; og selv om mine Venner syntes at den var baade harmløs og morsom og ustandselig prøvede paa at faa mig til at udgive den, var jeg ikke til at rokke; trods alle Opfordringer kunde man ikke overvinde min Stædighed. Til sidst var der en Forlægger der hørte at jeg laa inde med et Manuskript som man uden Tvivl kunde tjene gode Penge paa at udgive. Han meldte sig som Køber og plagede mig med sine evige Bønner indtil han endelig fik vristet det fra mig. 192 Dog solgte jeg ham det paa den Betingelse at han skulde indhente kyndige Folks Bedømmelser inden han udgav det, og at Forfatterens Navn skulde holdes hemmeligt. Selv om Bogen ikke bestaar af andet end harmløs Spøg og et helt moralfilosofisk System (dog krydret med Vid som saadan en Bog skal være), saa vilde jeg dog ikke, da jeg nu engang var gaaet over til at skrive om mere vægtige og seriøse Emner, udsættes for ny Kritik fra visse strenge Dommeres Side - Folk af den Slags der faar Kvalme af alt hvad der er morsomt og kønt, taler nedsættende om det og paastaar at det staar under et kristent Menneskes Værdighed. Jeg var bange for at det skulde se ud til at jeg i disse alvorlige Tider da Alderdommen nærmede sig var blevet kaad og begyndt at gaa i Barndom. Jeg var bange for de taabelige og urimelige Fortolkninger som man plejer at underkaste moralske Fortællinger og vittige Historier. Den Slags er irriterende og utaalelige for alle, men især for en ældre og svagelig Mand som mig. Og det gik som jeg ventede. Det eneste trykte Eksemplar som blev bragt hertil fra Tyskland gik hurtigt hele Byen rundt; overalt hørte man Folk kværulere og komme med Vrangfortolkninger -især dem der ikke havde læst Bogen. Historien blev udvidet med alle mulige Kommentarer og Tilføjelser; den blev i den Grad lavet om at man skulde tro det var en helt anden Fortælling af en helt anden Forfatter. Saa oprørte var Folk, indtil Bogen kom i Hænderne paa nogle som bedømte den fornuftigt og nøgternt. Saa lagde Stormen sig efterhaanden, og de fleste fik deres Fornuft igen. Men ogsaa kun de fleste, for der er en vis Slags Mennesker som tror der er skjulte Hentydninger i selv de klareste Ting, og som leder efter Nøgler. Disse Væsener der leder efter Nøgler til alting er de mest plagsomme Insekter i den litterære Verden, for de leder efter Vanskeligheder hvor der ingen findes og skyder Forfatterne deres eget Hjernespind i Skoene. For dog paa en Maade at glæde dette mystikglade Folkefærd udleverer jeg hermed i fuld Aabenhed Nøglerne til Værket.

193

I mit Fædreland er der en hel Del Mennesker af begge Køn som frit fortæller om deres Omgang med Trolde og Spøgelser, og som sværger højt og helligt paa at de underjordiske har bortført dem til Høje og Bjerghuler. Det er deres Taabelighed som udgør Indholdet og Handlingen i Romanen, og som bliver latterliggjort i dens Helt Niels Klim. De Persontyper der optræder rundt om i Bogen er saa mange og saa forskellige at de udgør en hel Lærebog i Moralfilosofi. Derfor skal der gives en Nøgle for hver Side i Bogen. Paa en Maade kan den vel nok kaldes en Satire, fordi den skildrer Fejl og Laster i en saa hvas Stil. Men da den i Flæng langer ud efter hele Menneskeheden, maa den siges at være en Satire som anstaar sig for en Filosof. Andre vil maaske synes at Stilen er for tilbageholdende, frygtsom og kraftesløs, skønt den Slags Værker skal være fulde af Vid og Bid, saa at de paa én Gang kan moralisere og more. Men man maa omhyggeligt passe paa at Forfatterne ikke gaar ud over deres Beføjelser og giver sig til at angribe Enkeltpersoner i Stedet for Menneskeheden som Helhed. Hvis de følger denne Regel satiriserer de ikke, men underviser; de saarer ikke, men læger. Jo mere almen en Satire er, jo mindre fortjener den at kaldes Satire. Det er mere tilladeligt at angribe hele Menneskeheden end et enkelt Folk, mere tilladeligt at angribe et helt Folk end en enkelt Familie; og endelig er den Satire mindre snertende som rammer en hel Familie end den der siger:
Jørgen lugter slemt af Snus,
Søren af sit Gedehus.

Min filosofiske Rejse kan med Rette henregnes til de humoristisk-filosofiske Skrifter som altid har været tilladt, for de Persontyper der optræder i den er af en saadan Art at de kan anvendes paa ethvert Folkeslag. Der behøves ikke nogen Nøgle, for Døren staar aaben. Der behøves ikke nogen Løsning, for der er ikke noget Problem. Men alligevel skal jeg for at glæde Nøglesøgerne give fuld 194 Oplysning i Sagen ved at vise hvad det er i denne Fortælling der morer, snerter og belærer.

Selv om Historien danner Rammen om moralske Belæringer og Overvejelser, er det hele dog kun en Spøg. Som jeg lige har sagt er Handlingen taget fra visse af mine Landsmænds overtroiske Snak om deres Omgang med de underjordiske. Det fortælles at Helten i Romanen er styrtet ned til en Verden under Jorden. Det er da et nyt og ganske morsomt Paafund! Mandens fantastiske og omvekslende Skæbne rører og morer Læserne; der optræder besynderlige Skabninger, Væsener som ingen har optænkt før, som talende Træer og tænkende Musikinstrumenter. Katastrofen i Historien er gribende: Grundlæggeren af et Kejserrige bliver paa en halv Time forvandlet til en fattig Baccalaur. - Der findes faktisk Mennesker der bare for deres Fornøjelses Skyld og for at faa Tiden til at gaa læser Skriftet om og om igen. Det hele er en Spøg, men det er ikke det rene Pjank; for det faar de Mennesker til at læse som faar Kvalme af tørre moralske Skrifter. Lige som Trimalchio satte et Ur paa sin Gravsten for at alle som vilde vide hvad Klokken var skulde blive nødsaget til at læse hans Navn, saadan krydrer man Alvor med Spøg til Ære for dem der kun vil læse det morsomme. Hvis Fiskeren ikke sætter den Mading paa Krogene som han véd Smaafiskene kan lide, saa kommer han til at sidde og glo paa sit Skær uden Haab om Fangst. Paa samme Maade har Filosoffer - og tit de allerberømteste - fundet paa sjove og underholdende Historier for at faa deres moralske Belæringer til at glide ned. Hvad angaar Morallæren, som er Værkets vigtigste Sigte, saa er de fleste af de Persontyper der optræder rundt om i den paradoksale; Dyder og Laster er af en saadan Art at vi tit lader os narre af deres Ydre og tager Skyggen for Legemet. Særlig spændende er Skildringen af dem som i deres Begejstring lover alt, som hurtigt opfatter en Sag men ikke kan se til Bunds i den. Den Slags plejer man at hæve til Skyerne, men det potuanske Folk sammenligner dem med Folk der 195
spankulerer rundt uden at bestille noget - de er i stadig Bevægelse, men gør ingen Nytte. Men kloge Mennesker, der tager et Skøn over Arbejdets Størrelse og deres egne Kræfter og saa gaar forsigtigt og langsomt frem med Skildpaddeskridt - dem kalder vi som Regel slappe og ubegavede. Disse to Typer skildres i det potuanske og det martinianske Folk. Klim bliver derfor anset for en uduelig Dumrian begge Steder, det ene fordi han er for hurtig, det andet fordi han er for langsom. De øvrige Karakterer er af samme Slags. Alt hvad der møder Klim, som maaler Dyder og Laster med den almindelige Maalestok, er uforstaaeligt; og hvad han ved første Øjekast ser ned paa kommer han til at beundre, rose og berømme naar han faar tænkt sig om. Hensigten med næsten hele Værket er at angribe almindelige Misforstaaelser og at skelne tilsyneladende Dyder og Laster fra virkelige. De fleste Moralister præker sig hæse imod Gerrighed, Udsvævelser, Ødselhed og den Slags, men det er kun for hundredeogsyttende Gang at opkoge en gammel Ret og at gentage hvad enhver Idiot ved. Det er ikke andet end velklingende Ord som naar til Ørene, men ikke gaar til Hjertet. Man underviser paa den rigtige Maade ved at bortoperere de forkerte Meninger og holde fast ved de rigtige, ved at angribe udbredte Misforstaaelser og rive Masken af de uægte Dyder. Hvis der nu er nogen der paastaar at jeg praler, saa skal de vide at jeg ikke taler om mit Værk, men kun om Hensigten med det. Jeg siger at det er en Moralfilosofs Pligt at belære, ikke at præke eller larme op i Skuespillerstil mod de Laster som Synderne selv er fuldkommen klar over. Det er Meningen med Belæringerne i denne Roman. Om Forfatterens Kunst og Evner maa andre dømme. Men jeg maa have Lov at sige at hvis man sammenligner dette lille Værk med visse andre ypperlige moralske Romaner og finder det kedeligt og uden Saft og Kraft, saa maa man være klar over at Forfatterne ikke har samme Forhold i alle Lande. I Tyskland, Frankrig og især i England, hvor man har Lov til at udgyde alt 196 hvad der falder én ind, og hvor éns Aand ikke lægges i Lænker, dér er det nemmere at vise sin Dømmekraft og sine Evner end her i Norden, hvor vi plages med den strengeste Censur, som gør at Forfatternes Begejstring sløves og deres Fremdrift slappes. Saa selv om der i vore Lande skulde fremstaa Digtere og Filosoffer som kunde maale sig med de engelske, vilde de dog nok ikke naa til Modenhed. En Løber der bevæger sig mod sit Maal gennem Tornebuske og ad ufremkommelige Omveje naar senere frem end den der hurtigt løber ad jævne og lige Veje; men det er ikke Føddernes men Vejenes Skyld. Der er ingen der synger godt med Lærerens Spanskrør over Hovedet, éns Sind skal være frit for Frygt, Bekymring og Uro hvis man skal udfolde sig.

Fattigdom kommer en Digter paa tværs:
Mæt var Horats, naar han jubled paa Vers.

Herhjemme har Digterne det største Besvær med at holde Styr paa deres Begejstring for at ikke mistænksomme og strenge Censorer skal bringe dem i Fedtefadet. Jeg erklærer højtideligt at jeg under Udarbejdelsen af Niels Klim har overstreget utallige vittige Indfald og velturnerede Vendinger for ikke at fornærme nogen og for at man ikke skulde tro at jeg sigtede paa nogen bestemt. Men trods denne Forsigtighed undgik jeg ikke uretfærdig Kritik. Erfaringen fra mine tidligere Vittighedsværker havde vist mig hvordan visse af mine Landsmænd var indstillet, saa jeg besluttede at overlade mit Aandsprodukt til Møl og Orme. Og nu er det helt bestemt at ingen Ros og ingen Opfordringer skal faa mig til at vove mig ud paa den Bane igen eller paany at besejle de Farvande. Den Sport vil jeg overlade andre som har stærkere Skuldre end jeg; og den Plet min fordums Flid har sat paa mig vil jeg hellere afvaske ved at hengive mig til en respektabel Drivertilværelse. Jeg har først og fremmest passet omhyggeligt paa ikke at give Præsterne den mindste Grund til at 197 vende sig imod mig. Det Folkefærd har Erfaringen lært mig at holde Fred med.

Der findes slet intet saa frygteligt som
de himmelske Hærskarers Straffedom.

Der er bestemt ingen der bliver mere vrede over at høre deres egne Fejl blive remset op end de der selv offentligt tordner mod andres, og ingen der er mere hadske i deres Forfølgelse af andre end de der altid har præket mest mod Forfølgelser. Der var straks nogle ondsindede Prækere der greb til Vaaben imod mig. De styrtede Byen rundt som vanvittige og udbredte deres dumme og uretfærdige Fortolkninger i hvert eneste Hus. Men da de opdagede at der ikke var ret mange der troede paa dem, og da de hørte Folk sige at deres egne Udtalelser kunde udlægges ligesaa satirisk hvis man behandlede dem paa samme uretfærdige Maade, saa blev de til sidst tavse, enten fordi de var blevet trætte af at løbe omkring eller fordi de var blevet bange for disse Advarsler. Det er den almindelige Opfattelse at de samme Herrer er Ophavsmænd til den uretfærdige og vanskabte Kritik der fremkom i Göttingen. Det kan jeg dog ikke sige med Sikkerhed, og jeg synes ikke det er Ulejligheden værd at lave et større Detektivarbejde for at finde ud af hvem der stod bag den. Der var nogle som prøvede at faa mig til at tilbagevise deres lavsindede Bagvaskelser. Men naar man bliver overfuset med Skældsord synes jeg ikke man skal give igen af samme Tønde. Derved opnaar man ikke andet end at stille sig paa Niveau med dem der angriber én. Jeg er glad over at jeg fik Bugt med mine Lidenskaber. Jeg siger bare at det ser ud til at det er sket med den lærde Verden naar Mennesker af den Surdejg ikke bare skriver Bøger, men ogsaa agerer Kritikere. Bedømmelsen i andre Lande viser hvor gunstig en Modtagelse dette lille Værk fik; og da det kort efter kunde læses paa fem forskellige Sprog kan man nok regne ud at det blev ved at være lige saa populært i Udlandet som det var blevet herhjemme. Kritikken i visse
198 andre Tidsskrifter var mig heller ikke ubehagelig. Kritikerne skrev at Romanen var velskrevet og god, men syntes at jeg havde forsyndet mig imod Sandsynligheden. Paa den anden Side fandt de at man maatte tilgive Forfatteren denne Forseelse, og saa maa jeg retfærdigvis ogsaa være storsindet og tilgive dem deres Kritik. Jeg maa dog med visse højlærde Herrers Tilladelse sige at der er mange der anser denne Forseelse for netop at være det fine ved Bogen. Det er nemlig ét af Formaalene med Bogen at gøre Nar af visse Forfattere som i deres Beskrivelser af fjerne Egne har fortalt os saa mange fantastiske Løgnehistorier. Det fremgaar af de to Fortaler til Niels Klim. Desuden kan man da ikke regne noget for utroligt, naar man forestiller sig en helt anden Verden! Cicero siger at den der er født og har levet hele sit Liv paa Øen Seriphus, hvor man aldrig ser andet end smaa Harer og Ræve, ikke vilde tro paa at der fandtes Løver og Pantere i Virkeligheden, og hvis man fortalte ham om Elefanten vilde han tro man gjorde Nar af ham. Hvis én eller anden kom til Saturn, Jupiter, Maanen eller en anden Planet og gav en Beskrivelse af Livet her paa Kloden, saa er der ingen Tvivl om at Kritikerne paa disse Planeter vilde fælde samme Dom. De vilde sige at Forfatteren uden mindste Hensyn til Sandsynligheden havde opdigtet nogle naturstridige Uhyrer. Ved Synet af en menneskelig Skikkelse vilde de tabe Næse og Mund og stamme:
Nej, se den underlige Skabning der!
Den var vel nok en Malers Pensel værd.

Der er nogle der nok kan se en rig Fantasi og visse fornuftige Moralforskrifter i mit lille Værk, men som synes at nogle af Morsomhederne ikke er en gammel Mand og en Filosof værdige. Men saa er de jo nok ikke klar over at de lærdeste, mest moralske og mest alvorlige Mennesker af Verden tit har skrevet den Slags. De der véd bedre vil jo nok indrømme at jeg deler mine Fejl med diverse store Humorister som nok er værd at efterligne. Der er to Slags 199 Humor, den ene er grov, nærgaaende, ondskabsfuld og sjofel, den anden, elegant, forfinet, aandfuld og vittig, af den Slags som de sokratiske Filosoffers Bøger er fulde af. Der findes ogsaa Samlinger af vittige Udtalelser af flere forskellige Personer, som den Cato har lavet, og som kaldes »Fynd ord«. Cicero siger: Selv i Spøgen fremskinner noget af det ædle Sind.

Men disse Kritikere er ret moderate, og om Smagen kan der jo ikke diskuteres, saa jeg bliver ikke vred paa nogen af den Grund. Man bør nok heller ikke ignorere Advarslerne fra dem der ved hvor vanskeligt det er at kæmpe sig igennem et Tjørnekrat uden at faa Skrammer, og som derfor har raadet en gammel og svagelig Mand fra at skrive den Slags. Men vi Mennesker er nu engang saadan indrettet at vi tappert og henrykt lader os slaa ihjel for at vores Ry kan leve ud over Døden, og modigt lader vores Øren skære af for at andre skal høre hvordan vores Mod bliver rost. For det er en stor Trøst for et ærgerrigt Gemyt at kunne vente sig Berømmelse, selv om den først skulde komme sent eller ligefrem efter Døden. Det gælder enten man arbejder med store eller smaa Ting. Alligevel betænkte jeg mig selv længe paa at vove mig ud paa denne Galej, hvor jeg saa tit havde været truet med Skibbrud. Men mine Venner insisterede. De sagde at det var en god Bog, og at der sikkert ikke vilde blive Ballade om den; saa jeg lod mig til sidst overtale. Det vittige og fabulerende ved Bogen var det jeg var mest bange for. Nogle siger Sandheden paa en besk Maade, andre med Latter; begge Parter arbejder hen imod det samme Maal, selv om de gaar hver sin Vej. Men det som man hos de bitre Moralister kalder Engagement, kalder man hos de humoristiske for Flabethed. Naar de under Fiktionens Form angriber Fejl og Laster, faar den Læser
hvis Sjæl er kold som Is af Skyldbetyngethed,
som rødmer, vædes af den tavse Angers Sved -

Mistanke om at det er ham Historien sigter til.

200

Jeg har svært ved at blive vred paa dem der skyder paa mig med mine egne Pile, og som plejer at ræsonnere saadan: Forfatteren er i Tide og Utide ude efter de skrappe Moralister, og dog moraliserer han selv. Han gaar i Krig mod de Fejl som han selv begaar. Enten maa han holde op med at skrive eller rette sine egne Fejl; enten maa han holde op med at gøre Nar af andre Moralister eller holde op med selv at moralisere; for ellers kan man ikke tro andet end at han vil skaffe sig Monopol paa Moralistvirksomheden. Men disse Mennesker svarer jeg saaledes: Det er al Ære værd naar Folk indrømmer deres egne Fejl; det er det første Skridt paa Vejen til at forbedre sig, og det maa man rose hos enhver Filosof. Det har de Journalister der har anmeldt mine Værker ogsaa ment. I Neue Hamburgische Berichte von gelehrten Sachen for 1732 bliver jeg omtalt med følgende Ord: Die Laster, Misbräuche und üble Gewohnheiten lässet er so wenig an sich selbst als an andere ungestraft; og sammesteds: Wann er seinen eigenen Character entwirft, macht er sich kein Bedencken sich selbst zuweilen durchzunehmen. Altsaa: den der angriber sine egne Fejl og ikke engang skjuler sit Navn, ham kan man ikke bebrejde noget, naar han gaar løs paa hele Menneskehedens Fejl. Hvad den anden Indvending angaar, saa har jeg tydeligt nok vist i mine Breve, hvad der var Hensigten med mine Skrifter: at jeg ikke har villet agere Kritiker, men har villet forsøge mig inden for forskellige litterære Genrer for at Fædrelandet skulde have noget at vise frem naar man kritiserede vores Litteraturs Ufuldkommenhed. I de Genrer som kræver Brod og Vrede krydrer jeg med Vid; det skal man jo efter Forskrifterne, og desuden er det nødvendigt. Og siden det forholder sig saadan, saa maa man snarere spørge hvorfor en Forfatter skriver Komedier, Satirer og moralske Fabler end hvorfor han udtrykker sig med satirisk Skarphed. Hvis det er det de bebrejder mig, saa faar de med de mest kultiverede Folkeslag at bestille, med de største Filosoffer, med Plato, ja med selveste Sokrates. Man vover dog vel ikke at gaa 201
paa tværs af dem og feje en hel litterær Genre af Bordet! Og gør man ikke det, saa maa man anerkende Nødvendigheden af Vid og Bid. En Komedie uden Vid og en Satire uden Bid er som en Vogn uden Hjul. Derfor maa man enten helt forkaste det ene eller finde sig i det andet. Paa den anden Side maa man som Forfatter passe paa at man ikke i forloren moralsk Nidkærhed gaar amok og i hævngerrig Bersærkergang farer løs paa sine Fjender. Men den Fejl bliver jeg frikendt for af alle der har læst mine humoristiske Skrifter uden forudfattede Meninger. Jeg har ogsaa selv arbejdet paa at afskrække Forfattere fra at skrive Spottedigte og Persiflager; og i Fortalerne til mine Skrifter har jeg tit skældt mig selv ud fordi jeg har været lidt for hidsig naar jeg har givet igen paa Beskyldninger, selv om det er tilladt efter Krigens Lov og kan undskyldes som lovligt Selvforsvar. Hvad Spottedigte og Persiflager angaar, saa forsikrer jeg at jeg vilde være den sidste Person her i Landet der kunde drives til at skrive den Slags for gode Ord og Betaling. Den Slags er efter min Mening ikke bare under en Filosofs Værdighed, men under ethvert ordentligt Menneskes Værdighed. Gid jeg ikke blev beskyldt for andet! Gid mine Kritikere ikke kunde bebrejde mig andre Fejl end at jeg under Pseudonym har revset Menneskeheden, eller at jeg i humoristiske Digterværker har fremsat moralske Belæringer! Men jeg lider under mange andre Fejl, som jeg selv har fortalt om hist og her med en næsten alt for stor Ærlighed. Men nu har jeg talt nok om Niels Klim, som bliver mit sidste Værk i den Genre. Dette lille Skrift blev oversat til mange Sprog. Det var min egen Skyld at det først saa sent blev oversat til Dansk. De fleste Danskere kan Tysk, og jeg syntes det vilde være uklogt at udsætte disse Moralforskrifter, der for de flestes Vedkommende var i Paradoksets Form, for den ondsindede Pøbels Kritik. Hvad andre forstaar og læser med Udbytte, kan Manden paa Gaden knap nok se med Briller. Følgende Fabel kan anvendes paa dette: Da Muldvarpen hørte at Menneskene brugte Briller, bad den 202 sin Mor om at købe saadan nogle Øjenfutteraler til den; men dens Mor svarede: »Min Datter, du skal ikke ønske dig noget som strider imod din Natur! For Briller er nok til Nytte for Menneskene, men de gavner ikke os Muldvarpe Spor.«

Da jeg var færdig med dette Arbejde gik jeg i Gang med noget mere alvorligt. Jeg tænkte paa at skrive et historisk Værk, men jeg var længe i Tvivl om hvilken Del af Historien jeg skulde tage fat paa. Jeg overvejede om jeg skulde skrive en Verdenshistorie eller et enkelt Folks Historie, og til sidst besluttede jeg mig til at skrive hele det jødiske Folks Historie. Grunden til at jeg helst vilde forsøge mig paa dette Felt var følgende: Blandt de mange store Muskelmænd der har prøvet deres Kræfter paa dette Folks Arkæologi og Historie er der ingen der har givet en sammenhængende Beskrivelse af dets Annaler fra de ældste Tider til vore Dage. Josephus begynder ved Verdens Skabelse og naar frem til Templets Ødelæggelse. Nogle af de berømteste Forfattere i vor Tid er Prideaux og Basnage. Prideaux har kun beskrevet en Del af Historien, nemlig fra Begyndelsen af det babyloniske Fangenskab til Jesu Tid, og Basnage tager fat hvor han slipper. Derfor maa den der vil studere den jødiske Historie fra Ende til anden benytte alle disse tre Forfattere. Men nu har jeg samlet det vigtigste af dette Folks Historie, Skikke og Love sammen med hvad der var værd at mærke sig hos de nævnte Forfattere, alt sammen i ét Bind. Mens jeg svedte over dette Arbejde udkom der et fransk Værk med Titlen Histoire du Peuple de Dieu i ti Kvartbind. Jeg troede nu at mit Slid og Slæb havde været forgæves, da jeg gik ud fra at det var en fuldstændig Skildring af Jødernes Historie. Men da jeg fik fat paa Bogen forstod jeg at jeg ikke havde noget at være bange for. Den omfatter kun det gamle Testamentes Historie, for saa vidt som den overhovedet fortjener at blive kaldt en Historie med al det Pjat og de hjemmestrikkede Taler den er proppet med, og som har faaet den til at vokse til den vældige Størrelse. 203 Usammenhængende Tanker fremføres med honningsøde Bolsjeord; man skulde tro at Adam, Noah og de andre Patriarker havde levet i vore Dages Paris eller Versailles, saa slikkede er deres Fraser og saa veldrejede deres Taler, for slet ikke at tale om de øvrige kvalmende Similiaandfuldheder som Bogen er fuld af.

Men for igen at tage fat hvor jeg slap, saa indrømmer jeg at jeg har taget det meste af Bogen fra disse tre Forfattere. I Patriarkernes Levnedsbeskrivelser har jeg laant meget fra den storartede historiske Skildring som et engelsk Selskab har forfattet. Men da jeg kun havde de to første Bind, og andet Bind kun gaar frem til Sauls Tid, har jeg kun kunnet benytte det gamle Testamentes Forfattere og Josephus frem til det israelitiske Riges Undergang, hvor Prideaux begynder. Men selv om jeg ikke havde andre Hjælpemidler til Kongernes Historie anser man dog ikke denne Del af Værket for at være særlig kedelig og tør. Foruden de nævnte Forfattere har jeg benyttet de mest berømte og oldkyndige Skribenter, nemlig Philo, Cunaeus, Lightfoot, Vitringa, Richard Simon, Spencer, Reland, Selden, Salomon Ben Virga, Gantz, Bartolocci og flere, baade Kristne og Jøder, som der er Masser af Marginalhenvisninger til. Schudt belyser udmærket det sidste Aarhundredes Historie. Han er mere udførlig end Basnage og bemærker forskellige af hans Fejl. Mit Værk udkom i to Kvartbind. Da det blev temmelig dyrt at trykke paa Grund af sit Omfang spekulerede jeg længe paa om jeg skulde sikre mig ved Prænumeration. Det er der jo mange der gør. Men saa tænkte jeg paa hvilken Misbrug der gøres af denne Fremgangsmaade. Det er efterhaanden næsten blevet til en Slags Tiggeri. Saa udgav jeg Bogen paa egen Bekostning. Det er dog undskyldeligt at tegne Prænumeration, naar det drejer sig om store Værker som det er kostbart at udgive. Men nu til Dags indbyder man Alverden til at prænumerere bare man skal udgive en lille Ting paa nogle faa Sider. Det er lige som om Forfatterne vilde sige: »Giv mig en Skilling i Guds 204 Navn.« Jeg ser at den Slags Prænumeration udbreder sig i det uendelige - bare det ikke ender med at den ogsaa udstrækker sig til Handlende, Haandværkere og til sidst ogsaa til Ludere, saa at de ikke maa trykkes og sælge sig selv uden foregaaende Prænumeration.

Dette er hvad jeg har skrevet mens jeg var Kvæstor; og selv om dette Arbejde paalagde mig saa store Byrder ser det dog ud som om jeg havde anvendt al min Tid paa Aandsarbejde. Paa Grund af min store Lyst til videnskabeligt Arbejde var der dem der troede jeg vilde tage mig Kvæstorembedet let; men jeg ved at jeg ikke har forsømt min Pligt i den Henseende paa noget Punkt. For jeg mener at det ene bør gøres, det andet ikke forsømmes. Intet videnskabeligt Arbejde er saa vigtigt at man maa svigte sit Pligtarbejde for dets Skyld. For Filosofien byder os jo netop at gøre vores Pligt med største Omhu. Jeg dyrker Minerva saa tit Merkur giver mig Orlov. Jeg mener at det hører med til den rette Livsfilosofi at man lægger Studeringerne til Side naar Pligten kalder. De fleste af de Fag som jeg beskæftigede mig med i min grønne Ungdom, interesserer mig stadig nu jeg er gammel. Dog læser jeg nu hellere Kildeskrifter end nyere Behandlinger. Men der er ikke ret mange Bøger der er efter min Smag, og jeg er lige saa led ved de halvdaarlige som ved de helt idiotiske. Hvis jeg ikke havde nogen gode Bøger, saa vilde jeg hellere læse det rene Pjat end trivielle Skriverier. Da jeg engang for nogle Aar siden blev nødsaget til at overnatte i en Kro uden for Byen og ikke havde nogen Bøger ved Haanden, undersøgte jeg omhyggeligt Værtens Bogsamling. Da jeg havde set den igennem udvalgte jeg blandt denne Dynge af Triviallitteratur Uglspils Historie som det mindste Onde. Da jeg kun bryder mig om Bøger af den bedre Slags lider jeg tit af Bogmangel. Jeg mærker at min Læselyst bliver nedsat, naar jeg Gang paa Gang bliver nødt til at genlæse de udmærkede Bøger jeg allerede har gennemlæst. Der er dog visse Forfattere som jeg ikke kan blive træt af at læse. Grotius' De Jure Belli ae Pacis 205 vil altid være ny for mig, selv om den for længst har mistet Nyhedens Charme. Han har banet Vej for Moralfilosofien; utallige har fulgt i hans Spor, ingen har naaet ham. Hvert af hans Ord er et Moralprincip, hver Forskrift et Orakelsvar; og hans Stil er saa fornem at man skulde tro han var én af Oldtidens allerbedste Forfattere. De Spor hans Lære har sat sig vil blive staaende i al Evighed. Blandt de latinske Forfattere anser jeg Petronius Arbiter for at være den største Stilist. Jeg synes han har udmærket sig inden for alle Genrer. Beretningerne i Petronius' Værk er klare og letflydende, saa at han gør selveste Livius Rangen stridig. De Digte han strør rundt omkring havde Vergil ikke behøvet at skamme sig over. Hans Satirer er bidske og samtidig vittige; han har en saa lysende Humor at han overgaar alle andre komiske Forfattere. Desuden er Petronius den eneste som giver Eksempler paa Vulgærsprogets Udtryk og Vendinger og paa dum Snakkesalighed. Man skulde tro han havde levet det meste af sit Liv

blandt Skraldemænd og Natmænd og Alfonseriudøvere, Skærslippere og Strippere og Grovsmede og Røvere,

naar han refererer Trimalchios Middagsgæsters Vittigheder. Men da han grænser til det pornografiske bør man nok ikke lade de Unge læse ham.

Vi naar aldrig til Enighed om de latinske Digtere. De holder fast ved Vergil, og jeg er helt og holdent Ovids Mand. De slutter Dem til de førende Kritikere, jeg følger mit eget Sind. Jeg tror gerne at jeg ser forkert, men det er et Fejlsyn som jeg hidtil ikke har kunnet rette. Jeg synes Ovid er uforlignelig. Snart stiger han til Poesiens Højder, snart daler han igen. Han skifter mellem højt og lavt, mellem Enkelhed og Fylde, mellem Alvor og Spøg, alt med den samme Genialitet. Hans Metamorfoser er skrevet med høje og ædle Ord, men samtidig i saa flydende, følsomme og utvungne Vers at man kan anbefale Begyndere at læse ham. Prøv at sammenligne Ovids Sange med andre
206 teres Vers; saa skal De se hvordan de andre maa vride og vende sig. De ser faktisk ikke andet end som Horats siger,
Lemmerne af en Poet
splittet ad og rundt om spredt.

Det er dog kun ved sin høje og ædle Stil at Ovids Poesi adskiller sig fra Prosa, Prosodien, Skjaldenes Bøddel, generer ham ikke. Det er som om han slet ikke følte sig bundet af Metrikken. Det er ikke som med andre Digtere, i hvis Vers
Verbernes Tider og Maader
var blevet til Kaos og Rod,
og det der skulde staa forrest
tit sidst i Sætningen stod.

Denne naturlige Ordstilling bevarer han ikke bare i Amores og Tristia og Epistlerne, men ogsaa i de mest straalende Beskrivelser i Metamorfoserne; og jo mere inspireret han bliver, jo sikrere bliver han. Versekunstens Regler og Verbernes Former, som staar i Vejen for andre Digtere, holder ham ikke tilbage. Derfor findes der ingen anden Digter der i samme Grad som Ovid forbinder høj og ædel Stil med enkel Jævnhed. Den Klarhed som andre under Sved og Neglebiden har søgt at opnaa i et to- eller firlinjet Vers, den præsterer han uden mindste Besvær i hele Bøger. Kort sagt: Han er født Digter - én af den Slags som man kalder Musernes Skødebørn. Jeg vil dog ikke modsige dem der giver Vergil Førstepladsen; men jeg er godt gal paa de moderne Kritikere der taler saa nedsættende om Ovid og sætter ham under Horats, Lukan og andre.

Man kan tænke sig forskellige Grunde til at der er Folk der ikke er saa begejstrede for Ovid. Nogle af dem nævnte jeg i en offentlig Tale som jeg holdt for femten Aar siden, og dem vil jeg ikke gentage nu; jeg vil bare sige at denne Væmmelse nok kommer af at man har læst ham for tit. Alle læser Ovid. Hans Metamorfoser bliver læst om og 207 om igen indtil Modbydelighed af Digtere, Malere, Billedhuggere, læg og lærd. Derfor har han haft samme Skæbne som den Musik som er blevet spillet om og om igen fordi den er saa indsmigrende og harmonisk. Den kan de moderne Musikere ikke fordrage. De vil hellere høre disharmoniske og halvfalske Toner. Det er lige som med Agerhøns. De er nok lækre, men hvis man faar dem til Morgen, Middag og Aften bliver man snart træt af dem. De fleste af Ovids Digte er ligesom Epigrammer, med saa stor Kunst og saa stort Skarpsind er de udarbejdede. Og samtidig er de saa lysende klare at det er som om de var skrevet i Prosa.

Juvenal har jeg gjort mig saa bekendt med at jeg næsten kan ham udenad. Jeg kan bedre lide hans Satirer end Horats'. Horats har nok mere Humor, men Juvenal har større Kraft og mere Bid. Horats er morsom, Juvenal er skarp. Horats gaar kun gennem Barken, men Juvenal trænger helt ind i Marven og efterlader sin Brod i Læsernes Sind. Desuden er Juvenal mere omfattende i sin Moralfilosofi, mens Horats bliver hængende ved nogle bestemte Fejl og koger gammel Kaal op igen. Juvenal holder sig strengt til Sagen, Horats kan ikke holde fast ved et Emne. I den første Satire muntrer han sig først over Menneskenes Ustadighed, men gaar saa lidt efter i Krig med deres Griskhed. I den tredje Satire angriber han de Mennesker der nok kan se andres Fejl men lukker Øjnene for deres egne, men glider snart over til at tale om Stoikerne, som siger at alle Synder er lige alvorlige, og videre i samme Stil i de øvrige. Jeg maa dog indrømme at der findes meget rundt om hos Horats som vidner om en sleben Dømmekraft. Men han er ikke altid sig selv. Enten man ser paa Indholdet eller Formen, saa er han mere vankelmodig end Tigellius, som han morer sig meget over. Og da han maa vride og vende sig for at lave Vers, forekommer det mig at han ikke er den fødte Digter, men at han har lært sig Kunsten. Og endelig: Da Horats er Tilhænger af Epikurs Lære, bekæmper han Forsynet og taler kun 208 godt om Dyderne fordi de er nyttige. Derfor er Juvenal hvad det etiske angaar bedre end Horats; han taler fromt og pænt om Gud og om Formaalet med gode Gerninger; og han fremkommer med Udtalelser som en Kristen ikke vilde behøve at skamme sig over.

Jeg foretrækker Plautus frem for Terents; og jeg skifter ikke Mening, om jeg saa skulde faa Horats' Genfærd paa Nakken af den Grund. Ganske vist er Terents ulastelig og Plautus fuld af skæmmende Fejl; men jeg vil hellere se paa et smukt Ansigt med Knopper end paa et kedeligt uden. Det gode ved Terents er hans omhyggelige Skrivemaade og hans rene Stil; ellers taaler han slet ikke Sammenligning med Plautus. For enten man ser paa Handlingsgangen eller paa Forfatterens Genialitet, hans Sans for Humor og Komik, som er Sjælen i en Komedie, saa er Plautus uforlignelig. Derfor regnes de Plautuskomedier der er oversat til Fransk, nemlig Amphitryon, Menaechmi, Aulularia og Mostellaria, blandt de bedste af Nutidens Komedier, og de gør stor Lykke naar de bliver opført. Jeg kunde sagtens skrive en Masse mere om disse to Komediedigtere - jeg har selv skrevet femogtyve Komedier, saa man tør vel nok sige at jeg har Forstand nok paa de Dele. Men Pladsen tillader mig ikke at føje mere til. Jeg vil bare sige at Plautus straaler af den vældige Festivitas som kendetegner den gode Komedie, og som ikke findes hos andre af hans Efterfølgere end Moliére. De Komedier der er fremkommet siden Moliéres Tid er for de flestes Vedkommende kedelige, uvittige og kun egnede til at more Folk der, som Nutidens Franskmænd, har en degenereret Smag. Komedieforfatterne i vore Dage er tilfredse naar de kan give nogle kedsommelige Dialoger Form af en Komedie paa tre eller fem Akter. Dermed synes de de har gjort deres Pligt.

De der har anmeldt mine Skrifter, har bemærket at jeg i Epigrammerne har efterlignet Martial, og i Epistlerne Plinius den Yngre. Det kan jeg ikke nægte. For hvad Martial angaar, saa er hans Digte (bortset fra de uartige Steder)
209 forbilledlige Epigrammer; og Plinius er en Forfatter som jeg aldrig kan blive træt af at læse. Hvis jeg ikke var bange for at blive skældt ud af Ciceronianerne, ville jeg foretrække Plinius' Breve frem for Ciceros. Men lad det endelig blive mellem os. Jeg er nok klar over hvor uortodokst det er at sætte en Guldalderforfatter lavere end en Sølvalderskribent. Jeg indrømmer at det er imod den almindelige Opfattelse, jeg indrømmer at jeg tit har afvigende Meninger. Jeg følger mit eget Hoved, som Gang paa Gang faar mig til at gaa imod Strømmen. Folk har nu engang forskellig Smag. Jeg synes Plinius' og Senecas Stil er mere omhyggelig end Ciceros. Jeg tror Cicero har skrevet i én Køre; men netop af den Grund finder man ham saa storartet. Ciceronianerne kalder det for naturlig Skønhed. Andre kan kalde det Sjuskeri. Ciceronianerne faar Kvalme af alt hvad der er vel gennemarbejdet og smager af tyggede Penneskafter; derfor siger de at Sølvalderens Skribenter betegner et Tilbageskridt fra den virkelig gode Stil. Det mener Quintilian, der betegner Seneca og indirekte Plinius som Sprogfordærvere hos Romerne, lige som Cicero betegner Demetrios fra Faleron hos Grækerne -som om det at være omhyggelig med sit Sprog skulde være det samme som at spolere Stilen og svække Udtrykkets Kraft. Man tænker alt for ofte traditionelt; den ene Abe faar den anden til at gabe. Sæt Plinius den Yngre og Seneca havde skrevet i Guldalderen og Cicero i Sølvalderen. Saa tør jeg vædde hvad det skal være paa at man vilde dømme helt anderledes. For ikke ret længe siden forsøgte jeg at gøre nøjere Rede for denne Paastand, i en særlig Afhandling, men jeg har haft for travlt til at gøre den færdig. De fleste tror at jeg er fuldstændig blank i græsk. Men jeg læser dog de græske Historikere uden større Besvær. Hele tolv af dem, deriblandt Diodorus Siculus, har jeg læst fra Ende til anden. Alligevel synes jeg kun jeg har snuset til dette Sprog, for jeg kan ikke Grammatikken. Af Poeterne har jeg kun læst Aristofanes' to første Komedier, mens jeg flere Gange har været igennem Homers
210 lliade. Men min svage Dømmekraft fører mig jo saa ofte mod Strømmen, saa jeg maa tilstaa at jeg ikke ser saa meget i Homer som andre gør. Jeg staar midt imellem dem der altid tæver løs paa Homer og dem der er blindt forgabet i ham. Lige som de fleste Litteraturforskere beundrer jeg Homers Stil og hans Geni; og jeg anbefaler de studerende at læse Iliaden som den bedste Bog man kan lære græsk af. Men jeg kan ikke - som visse Homer-fans -faa Øje paa alle de Herligheder som skal være saa eftertragtelsesværdige for Talere, Politikere og Hærførere. Jeg vil for Eksempel ikke anbefale en Hærfører at følge Hektors Eksempel og stikke hjem midt i Kampens Hede for at ordne sine private Sager. Og jeg vil ikke anbefale Talerne Nestors Taler, som jeg tit har svedt over. Ikke et Ord om den verdensomspændende Visdom som denne Digters højberømte Dyrkere har fundet frem til, men som jeg med min tunge Opfattelse ikke kan faa Øje paa. Jeg siger kun min egen Mening; jeg vil ikke forstyrre nogens Cirkler; det vilde være urimeligt og tosset at give sig til at slaas med andre fordi de har en anden Mening -
for jeg forlanger selv den Rettighed;
og jeg la'r andre nyde den i Fred.

Blandt de græske Forfattere synes jeg Plutark rager op over alle andre. Ham kan jeg aldrig blive træt af at læse, for den ene Forfatter rummer al Oldtidens Lærdom.

De moderne Forfattere læser jeg sjældent to Gange. De eneste Historikere som jeg har læst mere end én Gang er Humphrey Prideaux, Burnet, P. Daniel og Rapin Thoyras; og da de to sidste spiller en stor Rolle i vore Dage har jeg læst dem med særlig Opmærksomhed og Kritik. Naar Kritikerne sammenligner disse to fornemme Historikere giver de næsten alle Rapin Forrangen. Jeg er ikke uden videre enig med dem; efter min Mening er det saadan at

Sejrens Gud paa Tvivlens Vinger
mellem disse to sig svinger.

211

Efter min Mening er Rapin den paalideligste. Daniel den mest velunderrettede. Rapin er bedst inden for det Tidsrum der dækkes af Rymer's Acta Publica, dette Værk som kaster saa stort Lys over Englandshistorien og ved hvis Hjælp man kan korrigere andre Forfattere. Saa langt den rækker øser han sine Oplysninger af de reneste Kilder; men hvor den standser griber han som en druknende efter alt hvad han kan faa fat paa, og følger undertiden nogle ganske elementære Historiebøger, som han kun henviser til med Navn uden at angive Bind- og Sidetal. Det er for Eksempel Camden, Baker, Du Chesne og saa videre. Desuden er Beskrivelserne af Dronning Elisabeths og Jakob den Førstes Levned meget mangelfulde, saa at man maa supplere dem ud fra andre Forfattere. Det meste af Karl den Førstes Historie er udelukkende hentet fra Rushworth's Samlinger og indeholder et Miskmask af kongelige Forordninger, Parlamentsbeslutninger og Breve - altsammen meget oplysende, men den Slags plejer ordentlige Historikere at anbringe sidst i Bogen. Pére Daniel derimod har tilsyneladende støvet rundt i alle Rigets Ender og Kanter før han gik i gang med sit Værk, for han henviser overalt til samtidige Forfattere og selvbiografiske Dagbøger. Rapin interesserer sig mest for den vigtige Del af Historien som beskæftiger sig med Love og politiske Tilstande. Krige gaar han let hen over eller omtaler dem slet ikke. Pére Daniel gaar mere op i Krigssagerne. Han tager omhyggeligt det hele med, lige til den mindste Forpostfægtning. Den ene giver efter min Mening for meget, den anden for lidt. Man skulde tro Rapin var Munk og Daniel Officer - i Virkeligheden er det lige omvendt. Man kan med lige Ret skælde ud paa dem begge to. Rapin udelader Krigssagerne, som han havde Forstand paa, og Daniel snakker op ad Stolper og ned ad Vægge om noget han ikke har Begreb om. Tænk Dem at Rapin havde været Munk og Daniel Officer - saa havde man haft nemmere ved at tilgive dem begge. Jeg vil sandelig ikke snyde Rapin for den Ros han har fortjent for sin Skarpsindighed 212 og sin Sandhedskærlighed; jeg siger bare at Pére Daniels Historie har kostet større Anstrengelser, og at Forfatteren er gaaet bedre udrustet til sit Arbejde. Der er ingen Tvivl om at hvis han havde skrevet en Englandshistorie i Stedet for en Frankrigshistorie var han blevet mere retfærdigt bedømt. Englands Historie er nemlig saa rig paa spændende Begivenheder at ingen Forfatter kan gøre den kedelig; og det er tit Indholdet der gør en Forfatter interessant. Kritikerne rammer tit ved Siden af naar de ikke tager Hensyn til det Stof en Historiker behandler, og som ved sin rige Mangfoldighed opvejer Forfatterens Tørhed. Desuden maa man tage Bogens Affattelsestid og -sted i Betragtning; for de fleste Steder er Skrivefriheden indskrænket ved meget strenge Love; men i England maa man sætte alle Sejl; og den Frygt som holder alle andre i Tømme, generer ikke Englænderne det mindste.

Hvor meget jeg har beskæftiget mig med Moralfilosofien kan man se af de moralfilosofiske Værker jeg har udgivet. Andre Videnskaber gør os til Mennesker; men Moralfilosofien gør os menneskelige og fører os ind paa en fredsommelig, rolig, stille og lykkelig Livsbane. »Hvad fortjener Navn af Lærdom,« siger Cicero, »andet end det som hjælper os til at leve lykkeligt«. Man regner ganske vist i Almindelighed Litteraturforskere, Matematikere, Astronomer og saadan nogle for at være de lærdeste; men denne Betegnelse tilkommer med større Ret dem som studerer Kunsten at leve. For Moralfilosofien viser os Vej gennem Livet, lærer os at søge det gode og undgaa det onde; den er det der skaber Byer, samler de spredte Mennesker i et Livsfællesskab, forener dem først i Boligfællesskab, dernæst i Ægteskab; den er det der indstifter Lovene og behersker vores Adfærd og Normer. Derfor har jeg helt og holdent hengivet mig til dette Studium. Men jeg har ikke saa meget ud af at læse som af at tænke selv; og jeg taler ikke saa meget med mine Bøger som med mig selv. Naar man vil trænge til Bunds i noget er det ikke altid nødvendigt at se med andres Øjne. Jeg er 213 ganske velbevandret i Oldtidsfilosoffernes Moralsystemer; Cicero, Seneca og Plutark læser jeg om og om igen. Men jeg kender ikke ret mange af de moderne Filosoffer.

Selv foretrækker jeg at give nyttige Raad og Formaninger i Form af morsomme Dialoger og Komedier frem for at agere den strikse Skolemester. Jeg skælder ikke ud over vor Tids Moral og holder ikke Brandtaler mod Lasterne; det maa blive Prædikanternes Job. Jeg prøver bare paa at afsløre de almindelige Fejl; det synes jeg er en Filosofs Opgave. Naar jeg skal gøre opmærksom paa Fejltagelser følger jeg Sokrates' Metode: jeg underminerer Fæstningerne i Stedet for at tage dem med Storm. Ved Hjælp af Fortællinger, Fabler og Lignelser tvinger jeg Folk til Sandheds Erkendelse. Engang ovebeviste jeg én af mine Venner, hvis Intolerance jeg ikke kunde faa Bugt med ved Argumenter, ved at fortælle ham Historien om de forskelligtformede Øjne fra Niels Klim. Men jeg bliver ikke regnet for Filosof, for jeg benytter mig ikke af det filosofiske Fagsprog, men siger min Mening paa en enkel og letfattelig Maade. Jo dunklere man udtrykker sig, jo større Filosof bliver man regnet for at være. Der er nemlig mange som ikke gerne læser andet end det de ikke kan forstaa. Hvis man fjerner den Pynt og Stads som de fleste af vore Dages Doktorer vigter sig med, hvis man stryger Omsvøbene og de slikkede og veldrejede Fraser, saa vil det vise sig at nogle af de Værker som man plejer at anse for de allermest fuldendte, i Virkeligheden er fattige, banale og kraftløse. Mange Forfattere som imponerer én vældigt naar man læser dem, vilde, hvis de havde udtrykt sig paa groft folkeligt Sprog, ikke virke nær saa gevaltige paa dem som kun har Opmærksomheden henvendt paa velklingende Ord. Stilens Elegance, den snørklede og unaturlige Udtryksmaade og den filosofiske Terminologi gør at Skrifter som i sig selv er middelmaadige bliver betragtet som Udtalelser af Vorherre selv.

Jeg holder meget af Montaigne paa Grund af hans Ligefremhed, og jeg vilde holde endnu mere af ham hvis han 214 talte noget mindre om sig selv. Jeg kan godt lide hans Paradokser. Ved Paradokser forstaar jeg Paastande som med virkningsfulde eller i det mindste sandsynlige Argumenter vender sig imod almindelige og rodfæstede Opfattelser. Men hvis Paradokserne ikke er ordentlig underbyggede, saa er det noget af det værste jeg ved. Derfor fik jeg Kvalme af den lille Bog om de menneskelige Dyders Falskhed (de la fausseté des vertus humaines). Dens Forfatter laver nemlig samtlige Dyder om til Laster; han afleder Ydmyghed af Hovmod, Maadehold af Egenkærlighed. Den menneskelige Klogskab gør han Grin med ud fra den Betragtning at de mest dumdristige Handlinger tit fører til de bedste Resultater; men de Eksempler han anfører viser ikke andet end at Lykken tit er bedre end Forstanden. Naar han skal føre Bevis for sine andre Paradokser er han lige saa uheldig. Den der fremsætter den Slags Paastande og forsvarer dem med den Slags Argumenter er en fræk Paradoksmager, og det vil ikke sige meget andet end et Kvaj.

løvrigt sætter jeg Pris paa Paradokser, hvis de bliver fremført med Forstand, saadan som Montaignes, Malebranches, Charrons og den rotterdamske Filosofs. Der er mange af Bayles Paradokser der med god Grund fylder kristne med Rædsel. Men det onde er blandet med godt, og hvad der ikke er sandt gør Forfatterens Behændighed sandsynligt. Det virker skærpende paa Læserens Intelligens. Man ved hvor mange lærde Mænd der fløj i Blækhuset over Bayles Paastand om det ondes Oprindelse, og hvor mange Kampe den har affødt med vor Tids Forsvarere af Troen, især Jean Leclerc, der med vældig Lærdom og under Opbydelse af alle sine Aandskræfter bekæmpede den rotterdamske Filosofs Paastande. Det vilde være taabeligt om jeg optraadte som Opmand mellem saa mange ypperlige Mænd; for at fortsætte denne Diskussion er ikke andet end at gentage hvad Leclerc allerede har sagt. Der er saa godt som ikke mere at sige om den Ting; for der blev kæmpet saa haardt at han blev tvunget 215 til at falde tilbage paa Origenes' Lære som den sidste

Skanse.

Den var det Anker som holdt fast
hans Skude, naar alt andet brast.

Jeg siger bare at det efter min Mening er fjollet at ville modbevise Guds Godhed ved at henvise til Menneskenes medfødte Svagheder og Fejl. Gud har skabt forskellige Ting; noget er mere fuldkomment end andet, men hver Ting og hvert Væsen er fuldkommen i sin Art: Mennesket er fuldkomment som Menneske, Fluen er fuldkommen som Flue. Hvis Mennesket sammenligner sig med Englene, saa sukker det over sin Lod og sin Ufuldkommenhed; hvis det sammenligner sig med visse Dyr, begræder det sit Livs Korthed. Da Theofrast laa for Døden skal han have anklaget Naturen fordi den havde givet Hjorte og Vagtler et langt Liv - for de var jo ligeglade, og ladet Menneskene leve saa kort, selv om Livet betød saa meget for dem. Men naar Mennesket tænker paa Orme og Insekter, saa kror det sig og betragter sig selv som et yderst fuldkomment Væsen. Det er tilsyneladende Fluernes Lod at blive født om Sommeren for kort efter at dø af Kulde eller for Menneskehaand. Hvis de paa den anden Side sammeligner sig selv med Orme eller Muldvarpe eller med de Smaadyr som efter Aristoteles kun lever én Dag, saa at den der dør i sin ottende Time opnaar høj Alder, ja saa vilde de mene at deres Levetid var lang; de vilde tro at hele Verden var skabt for deres Skyld paa Grund af deres fremragende Skønhed, og de vilde være ved at revne af Vigtighed. I selve de levende Væseners Forskellighed er der - ligesom i Landskabernes afvekslende Udseende og Natur - en Skønhed som pryder Skaberværket og bevæger og undrer Betragteren. Hvordan det end er med Menneskets Lod, som Bayle afmaler med saa dystre Farver, saa er det sikkert at næsten ingen ønsker sig Døden. Jeg kendte engang nogle fattige gamle Koner, som var ødelagt af Sygdom og Alderdom, men som alligevel rystede af Skræk hvis man 216
nævnte Døden. Naar jeg tænker paa dette undrer det mig at Bayles Paastand om de to Principper har kunnet skabe saa stor Opstandelse. For det at de skabte Ting har forskellig Skæbne beviser ingenting - hvis man da ikke vil paastaa at Fluer og Bly maa udledes af det ondes Princip, fordi de er ringere end henholdsvis Løver og Guld. Herpaa kan man paa en Maade anvende et vittigt Svar, som en Præst engang gav. Der var i hans Menighed en pukkelrygget Mand. Da han hørte Præsten paastaa at alt hvad Gud havde skabt var godt, sagde han til ham idet han steg ned af Prædikestolen: »Se den Pukkel jeg er født med; saa maa du indrømme at ikke alt hvad Gud har skabt er godt.« Præsten svarede: »Du er saamænd ganske velskabt, af en pukkelrygget at være.« Det var bare en Spøg, men det var nu ikke helt tosset, for hvis alle Mennesker havde været født pukkelryggede, saa havde det ikke gjort noget Skaar i Guds Godhed. Gud har skabt nogle Dyr til at svømme, fordi det har været hans Vilje at de skulde bo i Vandet, andre til at flyve, fordi det har været hans Vilje at de skulde nyde Livet under den fri Himmel; han har skabt nogle til at krybe, andre til at gaa, af disse sidste har han skabt nogle til at gaa hver for sig, andre til at gaa i Flok. Nogle har han skabt til Vilddyr, andre til Tamdyr, nogle til at leve i Skjul, dækket af Jorden. Og hvert eneste Dyr er fuldkomment i sin Art. Jeg maa dog indrømme at Menneskene kunde have været skabt mere fuldkomne; jeg indrømmer ogsaa at de kunde have været skabt syndefri; jeg indrømmer endelig at Gud i sin Naade kunde sørge for at de ikke overtraadte hans Bud. Men hvis de havde været skabt syndefri, saa havde de enten været Engle eller Robotter; og hvis Gud ved hele Tiden at gribe ind hindrede dem i at overtræde Loven, saa vilde han ophøre med at være Lovgiver og ophøre med at være Dommer; for at give en Lov og samtidig i sin Almagt hindre Mennesket i at overtræde den, det vilde være en Selvmodsigelse. Hvad angaar Straffen over de ugudelige, saa kan man simpelthen svare med Leclerc: Gud vil ikke 217 gøre noget som strider mod hans Retfærdighed og Godhed, og enhver Dommer kan, uden at blive mindre retfærdig og sandhedskærlig af den Grund, indskrænke sine Trusler og formindske sine Straffe. Det er noget helt andet med Belønninger. Naar man én Gang har givet Løfte om dem, skal de betales til sidste Jante.

Enhver ved med hvilken til Vanvid grænsende Hidsighed denne Paastand er blevet drøftet. Man undrer sig over at Mænd som ellers nok kunde beherske sig og som hidtil havde holdt sig pænt tilbage brugte Mund mod hinanden uden at tænke paa de Formaninger de selv havde givet. Men de blev drevet frem af de samme Motivationer som i sin Tid Pompejus og Cæsar, hvoraf den ene ikke kunde taale nogen ved Siden af sig, den anden ikke nogen over sig. Bayle og Leclerc blev saa at sige den gamle lærde Verdens sidste Helte. Leclerc var den lærdeste, Bayle den skarpsindigste. Begge skrev enorme Folianter. Leclercs var præget af de største Kundskaber, for han var velbevandret baade i Bibelsprogene og de verdslige Sprog; men Bayles var præget af større Stilsikkerhed. Man skulde tro at Bayle havde levet hele sit Liv ved fyrstelige Hoffer, saadan lyser hans Stil af Elegance; og der er ikke mindste Lugt af det Skolestøv han er vokset op i. Jeg kalder dem den gamle lærde Verdens sidste Slagsbrødre. For selv om vor Tid ikke er saa udlevet at den ikke kan fremvise geniale og grundlærde Mænd, saa kan dog ingen nægte at det er gaaet tilbage for Videnskaben, naar man tænker paa de vældige Genier der levede i forrige Generation.

Nu er i den senile Krop
al Energi og Kraft brugt op.

Om Aarsagen til denne Tilbagegang har jeg skrevet i mit første Brev. Det er der ingen Grund til at gentage. Jeg vil bare sige at vor Tids Videnskabsmænd nok ikke faar den Virak og de Belønninger som det forrige Slægtleds Lærde nød. De maa snarere frygte at komme til at dele Skæbne med Digteren Eumolpus, som blev bombarderet med Sten 218 da han læste sine Digte højt. Saa kan de klage med ham: »Vi mærker med hvilket Bifald vores Geni bliver belønnet.«

Hvis der Mæcener var i vore Tider,
saa fremstod straks Vergiler og Ovider.

Det er Hovedaarsagen til Tilbagegangen. Andre tilføjer flere Aarsager. Selv mener jeg at den litterære Virksomhed i høj Grad lider under den strenge Bogcensur, som gør at der ikke udkommer andet end hvad der er slapt, selvudslettende, krybende, kraftesløst, aandsfortærende og oldingeagtigt. Paa Grund af Censorernes Frygtsomhed eller Uvidenhed eller deres elendige Smag bliver tit de allerbedste Bøger undertrykt eller de allermest værdifulde Betragtninger strøget. Derfor mener Forfatterne at det er fornuftigere at lade deres Aandsfostre blive kvalt i Fødslen eller henligge som Føde for Orme end at overlade dem til Censorernes Tortur. Hvis nogen skulde være i Tvivl om denne Censurs Virkning, saa skal han bare sammenligne de Bøger som har været igennem Pølsemaskinen med Bøger som er trykt uden Censur - saa vil han se hvor stor Forskel der er paa Skidt og Kanel. Det Imprimatur som man plejer at sætte foran i Bøger har omtrent samme Betydning som hvis Censor vilde sige: »Denne Bog indeholder ikke andet end Gas, Banaliteter og Ting der er sagt saa mange Gange før at det er til at brække sig over«, eller: »Dette Værk maa trykkes, da det ikke indeholder andet end nogle lokale Sandheder eller Meninger som er godkendt her i Landet«. Man indvender ganske vist at der findes nogle helt vilde Forfattere som maa holdes paa Plads med den Slags Lænker. Men af to Onder maa man vælge det mindste; og den Nytte man har af denne Forsigtighedsforanstaltning er ubetydelig sammenlignet med de Gener den medfører. Her i Norden findes der lysende Begavelser; men saa vidt jeg kan se kan de ikke komme til deres fulde Udfoldelse før denne Hindring bliver fjernet, og før de sidste Rester af den gamle gotiske Surdejg 219 bliver udrenset. Jo større Kultur et Folk har, jo mere Frihed giver det sine Forfattere. Virkningen af dette kan man se i Frankrig, hvor der paa Ludvig den Fjortendes Tid opstod Historikere, Talere, Filosoffer og Digtere, hvis Værker vor Tids Forfattere beundrer, men slet ikke er i Stand til at efterligne. Da Trykkefriheden blev indskrænket ved haarde Love, og Talerne, Digterne, ja selv Komedieforfatterne kom under en strengere Censur, da

blev hvert Digter-Indfald plat,
Sangen toned hæst og mat.

Nu da Sverige har faaet Fred er de svenske Forfattere begyndt at rejse Hovedet. Men selv om man vilde sætte alle Sejl til, som man siger, saa tror jeg ikke paa nogen større Fremgang saa længe den gamle Censur bliver ved med at lægge Baand paa Aandslivet. At der ikke maa skrives noget som strider imod Religion og Moral, det er efter min Mening en nødvendig Sikkerhedsforanstaltning; men Censorerne udvider den i én Uendelighed; de leder efter Majestætsfornærmelser i Kogebøger og slaar bagud hver Gang de ser noget uvant eller noget der ikke er helt fortærsket. Gid Censuren kun gik frem efter denne ene Regel: »Det paahviler Censorerne at have Indseende med at den litterære Verden ikke ved Udgivelsen af banale, pøbelagtige eller plagierende Skrifter bliver nedsat i det almindelige Omdømme«. Saadan en Regel vilde have den Virkning at der vilde udkomme faa, men udmærkede Skrifter, som vort Aarhundrede kunde være bekendt, i Stedet for de Aarstalstabeller og den tilsvinede Makulatur som litterære Proletarer bylter paa os, og som vi er ved at kvæles i.

Der er en Del Mennesker der mener at jeg nærer et intenst Had til Metafysikken. Det kommer af den saakaldte Lovtale jeg for nogle Aar siden holdt over denne Videnskab, og som man snarere ansaa for at være en Ligprædiken. Men ved Metafysik forstod jeg en Liste over Fagudtryk og subtile Distinktioner som Disputats 220
deltagere misbruger paa Katedrene for at faa deres Modstandere til at gaa i Vandet. Men hvis man tager Ordet Metafysik i en anden Betydning, saa mener jeg at det er et Fag som en Filosof nok kan være bekendt at beskæftige sig med. Selv læser jeg tit metafysiske Bøger, skønt jeg maa indrømme at jeg ikke har gjort ret store Fremskridt i den Videnskab. Jeg støder nemlig paa Mysterier som trods al anvendt Flid til evig Tid vil blive ved med at være Mysterier for mig. Men jeg er nok klar over at visse Teologer og Kristendomsfilosoffer ikke synes at det er en saa forfærdelig vanskelig Sag; for de definerer med største Sindsro Engles og Aanders Væsen. Derfor siger Tertullian: »En hvilken som helst kristen Haandværker kan finde Gud og vise andre ham«. Saa synes jeg Simonides var mere beskeden. Da Hiero, Tyrannen over Sicilien, engang befalede ham at beskrive Gud, forlangte han en Dag til at tænke sig om. Lidt efter bad han om to Dage, og da han flere Gange havde fordoblet Antallet af Dage undrede Hiero sig over det og spurgte ham om Grunden. »Jo,« sagde Simonides, »jo mere jeg spekulerer, jo mere vanskeligt synes jeg Spørgsmaalet er.« Det vilde være rart hvis Dyrkerne af det fornemste filosofiske Fag vilde efterligne den Beskedenhed og Forsigtighed som Newton udviser i Matematikken, det vil sige at de skulde afholde sig fra Demonstrationer a priori og lade være med at definere Sjælenes og Aandernes Natur. Gid de vilde holde op med at undersøge Aandernes Egenskaber og spekulere over hvordan Sjæle er formet, hvordan de fungerer, hvordan de opretholdes, om de forplantes ved Børneavl, hvordan de tænker naar de er uden for Legemet, hvordan de ser ud, om de er skabt saadan som Skoleeleverne ser dem i Orbis Pictus eller er udelelige, om de har Udstrækning, om de er tredimensionale og saa videre. Gid de vilde holde sig fra disse Spekulationer, som plager Sindet og som bevæger sig paa Omraader hvor vi famler i Blinde, og vilde holde sig til Kendsgerninger og konkrete Ting. Gid de vilde udtale sig mere beskedent om de mest indviklede 221 Sager, hvis Natur det ikke gavner Mennesker at efterforske, og som Menneskehjerner ikke kan fatte. De skulde hellere med Digteren sige:

Hvis ikke mit Tøj, som har Snavs i hver Fold,
forhindred mig i det,
saa kunde jeg vist paa langt nærmere Hold
paa Guderne titte.

Virkningen af denne Forsigtighed vilde være at vi vilde faa i det mindste nogle faa visse Ting i Stedet for en uendelig Mængde af uvisse.

Hvis du at gøre ukendt kendt
ved Tankens Hjælp tør haabe,
gør du paa en intelligent
Manér dig selv til Taabe.

Den polemiske eller systematiske Teologi har jeg givet mig saa lidt af med, at jeg nok vilde dumpe hvis jeg indstillede mig til teologisk Embedseksamen. Paa den anden Side har jeg et grundigt Kendskab til Jødefolkets og Kristendommens Historie, og jeg har med største Omhu sat mig ind i Kristentroens Grundsætninger. Desuden har jeg, ud fra den Overbevisning at det er et Menneskes Pligt at undersøge alt, læst skiftevis ortodokse og kætterske Bøger. Alt hvad England i vor Tid har udspyet imod Religionen har jeg gennemlæst. Men den Uro som Toland, Collins, Tindal, Woolston og Moralfilosoffen (the moral Philosopher) har fremkaldt i mit Sind, har andre, som kæmper energisk for Troen, haft Held til at faa Bugt med. Baade det mest kristelige og det mest ukristelige man kan forestille sig kommer nu til Dags hertil over Havet fra England. I Sammenligning med Woolston virker Hobbes og Spinoza sobre og tilbageholdende, saa groft og frækt raser han mod Religionen. At man læser den Slags Bøger bliver normalt lagt én til Last, fordi det er et Tegn paa at man render efter alt nyt; men det er ogsaa et Tegn paa at man har Omsorg for sin Sjæl og er bekymret for sin 222
Frelse. Vi berømmer dem der gennemgaar alle mulige Anstrengelser og Farer for at opdage ét eller andet ukendt Land; men vi misbilliger dem der i Bekymring for hvordan Tilstanden efter Døden er udforsker alle Veje og besejler alle Have for at naa til Havns i det forjættede Land. De fleste bliver, som Cicero siger, som af en Storm blæst hen i én eller anden Overbevisning, og saa bliver de hængende ved den som et Albueskæl paa en Klippeside. Den Slags Mennesker plejer man at lovprise; tit bliver de regnet for Helgener. Men den Lovprisning bliver ydet som Løn for Dvaskhed, Sløseri og Slaphed; for et Menneske som ikke synes det er Umagen værd omhyggeligt at udforske Vejen til den evige Lyksalighed, han er ikke meget andet end et Dyr. Men hvem kan gøre dette naar han bliver ved med at hænge i det samme Dynd? Og hvordan kan man kalde dem for troende som aldrig undersøger det de tror paa? Man kan bedre undskylde en Kætter som har gennemtænkt det hele end en troende som ikke har gjort det. Den der har den rette Tro uden at have tænkt Sagerne igennem og uden nogen Sinde at have tvivlet, han tror ved en Tilfældighed; og han kan kun haabe paa at faa Naaden ved en Tilfældighed. Men den der anspænder alle sine Sanser, vender hver Sten og prøver alle Vidnesbyrd for at finde frem til Sandheden, hans Forsøg er dog prisværdigt, selv om han ikke finder Sandheden; og han kan vente sig en mild Dom af den høje himmelske Dommer, som dømmer helt anderledes end Menneskene. Heraf kan man se hvor uretfærdigt vi bærer os ad naar vi fordømmer dem som omhyggeligt eftersøger Sandheden, det vil sige dem som ved at sammenholde slette og gode Bøger prøver paa at faa Sandheden frem. For Undersøgelse er Søgen efter Erkendelse, og Undersøgelsens Maal er at finde Sandheden. Da den logiske Tænkning fører fra det erkendte til det uerkendte, siger Cicero, saa kan jeg ikke forstaa hvordan det gaar til at de fleste hellere vil gaa galt i Byen og stædigt forsvare den Opfattelse de én Gang har forelsket sig i, end finde ud af hvad der med størst 223 Sikkerhed lader sig fastholde. Med dette for Øje afstaar jeg ikke fra at læse Bøger der angriber Religionen; og jeg har den største Respekt for dem som finder en Løsning paa Problemerne. Jeg er yderst tolerant over for dem der tager fejl; de eneste jeg ikke tolererer er de intolerante. Der er tre Religionsprincipper som jeg har bidt mig fast i: For det første ikke at tro paa noget som strider mod Sanserne og de almindelige Begreber, for det andet ikke at give min Tilslutning til noget Dogme som er i Modstrid med den Tro jeg bekender mig til, og for det tredje at forkaste alt hvad der strider imod Guds Egenskaber. Derfor vilde Dogmet om Transsubstantiationen være nok til at holde mig væk fra den katolske Nadver i al Evighed; for jeg hverken kan eller bør nægte at stole paa mine egne Øjne og Sanser. Hvis man giver Slip paa de almindelige Begreber bliver alt jo flydende, vagt og ubestemt. Derfor holder jeg mig paa tre Skridts Afstand af Læren om Intolerance, som de første Reformatorer bebrejdede Katolikkerne, fordi den ødelægger Grundlaget for den protestantiske Religion. Derfor faar jeg ogsaa Kuldegysninger over Dogmet om den absolutte Forudbestemmelse - det ser jo ud til at gøre Gud til Syndens Ophavsmand. Jeg er heller ikke enig med dem der uden Forskel fordømmer alle Hedninger, og som sender Sokrates, Epiktet, Aristides og andre fremragende Mænd lige lukt til Helvede. Jeg vil ikke have noget som helst at gøre med dem der tænker sig Gud. Dyrkelsen af en streng og umild Gud overlader saadan. Jeg tror paa en Gud som er algod og en Ven af Menneskeheden jeg til andre. Ud fra den samme Betragtning ligger jeg i evig Strid med dem der præker mod uskyldige Fornøjelser, siger at man bør hænge med Hovedet og betragter servil Frygtsomhed som en kristen Dyd. For hvad andet er det end at lave en god og mild Fader om til en streng og haard Herre og at skabe en evigt tordnende Jupiter eller en manikæisk Gud.

I Definitionen af Fromhed er jeg uenig med dem der kalder den en Frygt for Gud; jeg kalder den en 224 Kærlighed til Gud forbundet med Ærbødighed. Følgen af denne forkerte Definition er at man ofte forveksler Mavesurhed med Fromhed. Efter min Mening skal Gud dyrkes med sønlig Kærlighed, ikke med slaveagtig Frygt. Desuden synes jeg disse Menneskers Strenghed er malplaceret; for de gør det vanskeligere at være kristen paa en Tid hvor saa mange nye Himmelstormere gør Oprør mod Religionen, tordner løs imod Gejstligheden, prøver at underminere Troen og erobre Himlen. Denne urolige Tilstand kræver snarere Tilbageholdenhed end Strenghed. En saadan klog Tilbageholdenhed udviser den engelske Gejstlighed, og med et saadant Skjold afviser den Fjendens Angreb.

Søg ej at dæmpe ned den vilde Bakkantinde,
thi derved vil du kun end mer ophidse hende.

Jeg beder kun sjældent; for efter min Mening skal man ikke saa meget dyrke Gud ved Bønner som ved Handlinger, ved at lyde hans Bud og forbedre sin egen Maade at leve paa. Man ser Folk der beder hver Dag og synder hver Dag - det ser faktisk ud til at de fleste beder saa flittigt for at kunne synde ustraffet, eller synder saa flittigt for at kunne bede saa meget inderligere. Jeg taler ikke om Hyklerne, for deres Andægtighed er let nok at forstaa, men om den mekaniske Andægtighed hos dem der har afsat bestemte Tider til at bede og bestemte Tider til at synde. Dette har jeg længe ikke kunnet forstaa; for jeg saa at Antallet af Bønner og Salmer fordobledes sammen med Antallet af Synder, og at de to Fænomener saa at sige gik i Takt. Men nu er jeg endelig trængt til Bunds i Mysteriet, da jeg saa at nogle betragtede denne mundtlige Gudsdyrkelse som en Slags Godtgørelse de ydede Gud, eller som en Afregning med ham. Det er jo ikke særlig besværligt at bevæge Læberne, men et haardt Arbejde at tvinge sine Laster og Lyster; og saa vælger de det letteste i den Tro at man paa den Maade kan gøre sin Kristenpligt saadan saa som saa. Men saa risikerer de ganske vist 225 ogsaa at Gud kun gengælder deres Dyrkelse saadan saa som saa. Det er bedre at tie helt stille end at bede om Tilgivelse for Synder som man har tænkt sig snart at begaa igen. Derfor sagde Bion engang da han under et Stormvejr der truede hans Skib med Forlis fik Øje paa nogle Sømænd der bad indtrængende: »Ti stille, saa Gud ikke kan høre I er her.«

Det er hvad jeg kan bebrejde andre og andre mig. Om de Principper jeg har fremsat er kætterske eller ej, det maa De og andre afgøre. Hvis det er et Kætteri, er det mit eneste. For i de fundamentale Trosartikler afviger jeg ikke det mindste fra den rette Kirkes Lære. Hvis jeg gjorde det vilde jeg sige det lige ud; for jeg synes ikke der er noget der er hæsligere og et Menneske og en Kristen mere uværdigt end Hykleri. De Anfægtelser der er opstaaet ved Læsning af forbudte Bøger betror jeg kun mine Venner; og ved deres Hjælp lykkedes det mig at overvinde de fleste Vanskeligheder. Men Livet er kort, og

længe er det siden jeg var ung;
Haaret graaner, Gangen vorder tung -

saa jeg synes nok det er Umagen værd at undersøge det hele til Bunds og at udforske selve Aabenbaringens Grundlag. Jeg er nok klar over at man gerne er ude efter dem der følger denne fromme Fremgangsmaade; men da Guds Domme er mere retfærdige end Menneskers, haaber jeg at denne Forskning, som udelukkende har sin Grund i min Bekymring og Omhu for det tilkommende, ikke vil blive taget unaadigt op af den himmelske Dommer. Jeg synes det er Synd for England, og jeg kan ikke lide den hæmningsløse Frækhed man dér angriber Aabenbaringen med, især da det ser ud til at Ondet breder sig fra Dag til Dag. Men jeg synes det er endnu mere Synd for Spanien, Italien og de andre Lande hvor Religionsfriheden indskrænkes og Tanken lægges i Lænker, hvad der fører til at de almindeligt antagne Dogmer bliver gjort suspekte, og en skjult og derfor saa meget mere frygtelig Ateisme 226 trænger sig ind i Sindene. I Spanien for Eksempel, hvor der tilsyneladende er lige saa mange Helgener som Mennesker, ser flere ud til at være kristne; i England er der maaske flere der i Virkeligheden er det. Englænderne spytter nemlig ud med hvad de har paa Hjerte, for de synes det er foragteligt at tænke ét og sige noget andet; men de andre hykler for Gud, enten det saa er fordi de er bange for at blive straffet eller de haaber at opnaa noget ved det, og de udbreder ofte med Ild og Sværd den Religion de paa Bunden ikke kan fordrage. Forestil Dem hvordan de to Folkeslag vil tage sig ud i Guds Øjne - han trænger jo ind i Hjertets lønligste Kroge. Lad paa Dommedag de Mennesker møde for Domstolen som af et fromt Hjerte har forsket i den hellige Skrift, men som paa Grund af deres svage Dømmekraft er kommet til de forkerte Resultater; og lad saa ogsaa de Mennesker møde som enten ikke har gidet tænke over dette vigtige Problem, eller som i deres inderste Hjerte griner ad den Religion som de officielt bekender sig til og

med himmelvendte Øjne og gudelige Ord
vil hykle en Fromhed som ej i Hjertet bor.

Som sagt, lad dem fremstaa for Guds Domstol. Saa er det ikke svært at gætte hvad Dommen bliver,

naar fra sin Stjerneborg paa Menneskenes Færd
den høje Dommer ser, og dømmer hver især.

Man kan se mange Eksempler paa hyklet Fromhed i Spanien, hvor denne hæslige Forstillelse gaar i Arv fra Forældre til Børn, og hvor man har afsløret Præster, Biskopper og selv Forhørsdommere som hemmelige Tilhængere af den mosaiske Tro.

Jeg har bestemt ikke noget imod dem som ønsker at blive frelst; men jeg kan ikke fordrage dem der udadtil hos andre angriber det som de i deres inderste Sind finder rigtigt, eller som offentligt gaar ind for hvad de griner ad naar de er for sig selv. Det første er at fejle, og det er kun 227
menneskeligt; men det andet er aabenlyst at gøre Grin med Vorherre, og det kræver Straf. For at det ikke skal se ud som om jeg aabenlyst tager Kætterne i Forsvar, skelner jeg mellem dem der tager fejl i ond Tro og dem der gør det i god Tro. De første fordømmer jeg (for saa vidt som de i det hele taget eksisterer); de sidste har jeg Medlidenhed med, undtagen hvis de gør Propaganda for deres Fejltagelser, for saa maa man straffe dem for at have forstyrret den offentlige Ro og Orden. Kun fra det Synspunkt kan Intolerance undskyldes; for alt hvad der bringer Samfundsordenen i Ulave maa Samfundet undertrykke med sine Love. Derfor straffer Staternes Regeringer med Rette Mord, Røveri, Tyveri og lignende Forbrydelser, mens andre Fejl som Gerrighed, Utaknemmelighed, Graadighed, Ødselhed og gale Overbevisninger ikke bliver bragt for Retten hos dem, men kun sorterer under den guddommelige Domstol. Den hellige Skrift viser ogsaa at der før i Tiden har været Dødsstraf for at dyrke Afgudsbilleder. Men det var det jødiske Samfunds teokratiske Styreform der medførte dette; for at dyrke Hedningernes Guder var det samme som at gøre Oprør mod Gud, Jødefolkets Konge. At dyrke fremmede Guder var derfor for dem det samme som at forkaste deres eget Samfunds Øvrighed, hvad der uvægerlig maatte føre til Samfundets Ødelæggelse. Derfor blev der ogsaa tit slaaet haardt ned paa mindre Forbrydelser, mens de større gik fri for Straf, hvis de var mere af teoretisk end praktisk Art. Derfor tolererede man Saddukæerne, som ikke troede paa Opstandelsen og paa Tilstedeværelsen af Aander, mens andre fik Dødsstraf for den mindste Forsømmelse af Ceremonierne. Man ser heraf hvem det er jeg ikke synes man bør vise Tolerance overfor; det er nemlig udelukkende dem som er Tilhængere af Ideer der er vendt imod Statsmagten. Man bør ikke vise Tolerance over for Katolikker, for de er selv intolerante og søger baade ved Magt og List at udbrede deres Lære. Og man bør ikke vise Tolerance over for Religionsfanatikere, for de nægter 228 at aflægge Lydighedsed og kaster et Samvittighedens Slør over deres Obsternasighed.

Matematikken har jeg ikke givet mig af med. Men jeg har interesseret mig meget for Himmellegemernes Fysik og har læst alt hvad der er skrevet om dette Emne, for saa vidt som jeg kunde kapere det. Jeg er i Tvivl om hvorvidt det er Newtons eller Descartes' Teorier der er de rigtige, saa jeg har ikke sluttet mig til nogen af dem. Dog kan jeg ikke faa Descartes' Hvirvler ud af Hovedet; hans Hvirvelteori er jo saa let at selv Børn og gamle Kællinger kan indse at Solens Omdrejning nødvendigvis maa faa en saadan Virkning. De uvidende og ulærde betragter derimod Newtons Tiltrækningskraft som én eller anden Form for magisk Kraft og har svært ved at begribe hvordan Solen, der udsender saa mange Ildstrømme, samtidig kan tiltrække Planeterne, da det jo er naturstridigt at kunne puste og suge ind paa én Gang. Da Descartes' Teori er mere sandsynlig og meget lettere at forstaa, og da vi ikke kan finde mere sandsynlige Aarsager til Planeternes Cirkelgang, saa mener jeg at vi skal holde fast ved denne Teori. Hvis der saa viser sig Fænomener som synes at modbevise den, som for Eksempel Kometernes elliptiske Baner, saa maa det henføres til andre Aarsager som vi ikke har fundet frem til, eller til særlige Egenskaber ved Kometerne. Jeg vil ikke udtale mig mere om dette Emne, for det er jeg ikke kompetent til. Kun dette ene: Kometernes Anomali strider ikke mindre mod Newtons System end mod Descartes' Hvirvelteori. Hvis man nemlig spørger hvorfor Kometerne bevæger sig ligeud, mens de andre Himmellegemer roterer i en Cirkelbevægelse omkring Solen, saa kan man drille Newtonianerne med et lige saa vanskeligt Spørgsmaal, nemlig: Hvordan kan en Komet, naar den er kommet i Nærheden af Solen, igen fjerne sig og gaa tilbage ad samme Vej? For hvis Solen tiltrækker Himmellegemerne, saa vil den, hvis en Komet kommer i Nærheden af den, helt optage denne i sig paa Grund af Tiltrækningskraften. Newton har imidlertid forudset 229 Indvendingerne mod Tyngdeloven og lader det derfor staa enhver frit om man vil kalde det Tiltrækning eller Frastødning. Men det ændrer jo ikke selve Sagen. Man maa beundre denne højt begavede Mands Beskedenhed; for selv om han havde en saa uendelig dyb Indsigt, indrømmede han dog at der findes Mysterier som den menneskelige Forstand ikke kan trænge til Bunds i. Eftertidens Matematikere har øst af Newtons Kilder naar de skulde vande deres egne Haver, mens mange af Descartes' Tanker er blevet forældede.

Kvæstorembedets Pligtarbejder afbryder mig ofte i de Studier som mine naturlige Tilbøjeligheder driver mig til. Jeg maa nemlig tit tilbringe hele Dagen med kedsommelige Sager, at underskrive Embedsskrivelser, føre Regnskaber og skrive et Væld af ganske ulitterære Breve. Desuden tager mit Gods ogsaa en Del af min Tid. Som De ved købte jeg for nogle Aar siden en Gaard paa Sjælland ved Navn Brorup. Jeg bliver plaget med evigt Vrøvl fra Bønder og Naboer. Dette distraherer mig dog mere end det egentlig lægger Beslag paa min Opmærksomhed. Jeg passer godt paa ikke at blive rodet ind i de Retssager som følger med Godsejerværdigheden. Hvis der opstaar Stridigheder, prøver jeg paa at bilægge dem i Mindelighed; men man kommer ikke langt ved at optræde paa den Maade paa Landet. De landlige Forhold kræver at man omstiller sig til en anden Livsform og en anden Væremaade. I Byen lever jeg en intellektuels enkle, ubekymrede Tilværelse; men naar jeg tager paa Landet er jeg forberedt paa Slagsmaal. Filosofi og Moral deponerer jeg i Acciseboden uden for Vesterport, indtil jeg kommer tilbage. Paa den Maade har jeg i hele min Tid som Godsejer ført et Dobbeltliv, som intellektuel i Byen og som kampberedt Krigsmand paa Landet. I Byen bekæmper jeg mine Modstandere med Ord, paa Landet med grovere Midler. Jeg prøvede ganske vist i Begyndelsen at undgaa Ballade ved at optræde høfligt og venligt og at tigge mig til Fred; men Erfaringen lærte mig snart at det kun irriterede 230 Bønderne, saa nu tager jeg hellere Juraen end Filosofien til Hjælp i min landlige Tilværelse. Mine Naboer troede jeg altid sad dybt begravet i Bøgerne og at de uden Fare kunde genere mig og gøre Nar af mig op i mit aabne Ansigt. De prøvede derfor ved Smigren, Trusler og andre Fif, som Folk paa Landet er Mestre i, at finde ud af hvordan jeg var, og hvor stor Taalmodighed de kunde vente sig fra min Kant; men da de saa at jeg ikke fandt mig i hvad som helst, men passede paa mine Sager, saa sluttede de først Vaabenstilstand og snart efter Fred. Som Landmand har man mange Oplevelser som nok kan tage Modet fra én, og man faar Gang paa Gang ubehagelige Meddelelser, som for Eksempel at

Studen for Ploven er segnet, af Sygdom er Gederne døde,
Misvækst tilintetgør éns Haab om Godaar og Grøde.

Men samtidig har man mange Glæder og Fornøjelser ud af det; for efter min Mening er der intet der er morsommere, mere agtværdigt og mere passende for en intellektuel end Landbrug. Og desuden kan jeg bedre lide Bøndernes Vittigheder og deres uforstilte Snakkeri end de lærdes velfriserede Taler. Alting var i Forfald da jeg blev Ejer af denne Gaard; men efterhaanden kom der Orden i Roderiet, det forfaldne blev genopbygget, og nu blomstrer alting saa det er lige til at blive misundelig over. Hver Gang jeg tænker paa dette og sammenligner Tingenes nuværende Tilstand med den forrige, bliver jeg gennemstrømmet af Glæde. Jeg er glad over at jeg paa en vis Maade har gjort min Pligt som god Borger, at jeg midt i denne Mængde af Nedbrydere der lader deres Ejendomme forfalde og alt blive ødelagt har faaet Skik paa en grov, uformelig Masse og har forbedret Levevilkaarene for Bønderne, der før i Tiden maatte slide og slæbe uden at faa noget ud af det.

Jeg føler nu for Alvor de Ubehageligheder som plejer at ledsage Alderdommen. Før var jeg fuld af Gaapaamod, 231
nu er jeg blevet ængstelig. Det jeg tidligere gerne gav mig af med, undgaar jeg nu. Før var jeg selskabeligt anlagt, nu vil jeg helst være alene. Før var jeg fuld af Humør, nu er jeg gnaven, lige som mit før saa glatte Ansigt nu er blevet rynket. Hvad jeg før var glad for kan jeg nu ikke fordrage; før kunde jeg blive helt betaget af god Musik; nu lader selv den dejligste Koncert mig kold. Og hvad der er det sikreste Tegn paa at Alderdommen nærmer sig, jeg foretrækker nu Smaasludder frem for lærde Forelæsninger. Hvis nogen begynder at snakke om de allervigtigste Ting, som for Eksempel om Krigen mellem Tyrkerne og Perserne, om Tripelalliancen, om den pragmatiske Sanktion, om Kejser- eller Pavevalget og andet af den Slags som før fik mig til at spidse Øren, saa gaber jeg og hører i Stedet efter dem der snakker om Hverdagsting som Nabostridigheder, Nedkomster, Forlovelser, Bryllupper, Tab af Jomfrudom og saa videre. Som et helt sikkert Alderdomstegn har mine Venner lagt Mærke til at jeg i høj Grad lader mig gaa paa af ubehagelige Nyheder, Tab, og Trusler fra mine Fjender, og at jeg hver Gang jeg kommer ud for noget jeg ikke er vant til kommer til at ryste over hele Kroppen som om jeg havde set et Spøgelse. Denne Fejl er der ogsaa nogle der har bemærket hos mig i min Ungdom og min bedste Alder; derfor mente de at det var en Tilsnigelse at jeg kaldte mig Filosof. Jeg maa indrømme at jeg aldrig har vist mig som Filosof i det praktiske Liv. Jeg har ogsaa aabent og ærligt sagt at jeg er tilbøjelig til at blive vred, at fare op og andet som man ikke bør gøre. Vanen, som ellers plejer at give Folk haard Hud paa Sjælen, har ikke gjort mig stærk nok til at modstaa alle Skæbnens eller Naturens Angreb. Men jeg er nok klar over at man ved Filosofiens Hjælp kan afværge baade Smertens Stik og Skæbnens Lyn, og lære at regne dem for ingenting. Derfor læser jeg tit Filosoffernes Bøger; jeg ser at hver Side vrimler af Argumenter og Fornuftgrunde; jeg ser saa vældige Mængder af Eksempler at der simpelthen ikke kan dynges flere oveni - og dog er 232 jeg ved alt det Læseri ikke kommet saa vidt at jeg kan holde pludselige Raserianfald nede.

Der er ganske vist nogle Filosoffer der siger: Hvad man kan holde op med kan man ogsaa lade være med at begynde paa. Men man har ingen Kontrol over sine umiddelbare Reaktioner; og ingen kan undgaa at tabe Fatningen naar der sker uventede Ting.

Thi ræddes kan enhver, den vise Mand som Taaben;
for Rædslens første Stød hver Hjerte-dør staar aaben.
Dog rammer den ej éns: den slaar den vise Mand,
men nedslaar Taaben, at han ej sig rejse kan.

Derfor kan det ikke nytte at prale af at man er flegmatisk og at bilde sig ind at man kan rive alle Følelser ud af sit Sind; for vi Mennesker er nu engang ikke lavet af Stok og Sten. Det første Lidenskabsudbrud overvælder selv de mest filosofiske Gemytter, især hvis det kommer bag paa én; men hvis man paa Forhaand tænker over hvilke Ulykker der kan ramme én, virker de ikke saa slemt naar de indtræffer. Derfor siger Digteren:

Den Sorg jeg ikke har forudset
skal ikke finde mig uberedt.

Ingen kan altsaa hindre Lidenskaberne i at opstaa, saa man maa undskylde de Mennesker hvis Væsker ved en pludselig Ophidselse sætter en Gæring i Gang i Kroppen. Naar disse Væsker plager mig, mærker jeg Gæringens Kraft og mit Sind kan ikke blive roligt før Blodet holder op med at bruse efter det første Anfald, og de spredte Stumper af min splittede Sjæl tvinges paa Plads igen. Det nytter ikke at prøve paa at slaa en Feber ned ved at læse Sokrates eller Cicero eller Seneca. Men naar Stormen har raset ud og Smerten ikke er saa slem mere, saa hjælper de Midler der forhindrer Tilbagefald. Naar min hede Hjerne er ved at afkøles, og jeg er ved at blive til et Fornuftvæsen igen, saa ler jeg ad min egen Taabelighed og styrker mit Sind for at det ikke skal lade sig nedslaa af det Vanvid 233 det har været slaaet med. I dette Tilfælde har Filosofien Effekt, saa at jeg med Cicero kan sige: Lige som der findes mange Slags Modgift mod Slangegift, og lige som Udholdenhed og Flid hjælper mod Fattigdommens Ulykker og Skamfølelse og Blufærdighed mod Overdrivelser i det seksuelle, saaledes har vi som Gave fra Forsynet faaet Filosofien til Hjælp mod Smertens Stik. Det er en Mand nok at hindre Ondet i at faa Magt igen naar det er svækket; men man maa overlade det til Kvinderne at lade sig slaa ud af Sorg. Det er dette Digteren mener naar han siger:

Gaar Verden dig imod, saa band!
At hyle og at græde,
det passer ikke for en Mand.
Lad Kvinder Øjne væde!

I de foregaaende Breve har jeg aabent fortalt om mine aandelige Skavanker. Nogle af dem har Tiden nu faaet Bugt med; men til Gengæld er der stødt nye til med Alderen. Tiderne ændres og vi med dem; ofte dukker der en ny Skavank op naar man faar Has paa en gammel. Men stort set er jeg baade i Fortrin og Fejl den samme som jeg altid har været.

Jeg har sagt at jeg før var fuld af Gaapaamod, men nu er blevet ængstelig paa Grund af min Alder. Der er dog blevet nogle Rester tilbage af mit gamle Mod, og af og til viser de sig. Jeg forsvarer mig stadig tappert imod mine Fjenders Angreb. Jeg er kun bange for de hellige, som udfordrer mig mens de holder Troen op for sig som et Skjold. Bare jeg ser dem smider jeg skælvende Vaabnene fra mig og flygter hundeangst. Jeg ved af Erfaring hvor frygtelig de himmelske Hærskarers Vrede er, hvor vedholdende deres Had er, og hvor stort et Held de altid har i Krig.

Med Teologer jeg kun nødig diskuterer,
og falder én mig an, jeg angst kapitulerer.
234 En arrig Buldog mig indgyder mindre Skræk.
Jeg gir ham Ret i alt - og ser at komme væk.

Jeg har aldrig kunnet fordrage Hykleri, og jeg er stadig næsten for aabenhjertig. Alligevel er der nogle der mener at jeg har fedtet for Kvindekønnet i mine Skrifter. Hvis man undersøger hvad jeg har skrevet til Fordel for Kvinderne, saa vil det fremgaa at jeg ikke har spillet Rollen som Spytslikker, men som retfærdig Dommer og Forsvarer. Jeg har sagt at de fleste af de Fejl som paastaas at være særegne for Kvindekønnet, ikke er medfødte, men er en Følge af Undervisningen, og at Natur ofte forveksles med Opdragelse. Jeg har sagt at man vilde se de fleste Kvinder prydet med de gode mandlige Egenskaber, hvis de fra deres Barndom var blevet opdraget som Mænd. Jeg har sagt at de fleste af de Rettigheder, som Mændene regner for deres, mere bygger paa Konvention end paa Naturens Lov. Jeg har paavist at man bør lægge mere Vægt paa gode Egenskaber end paa Navne, og at Kvinderne ikke kun paa Grund af deres Køn bør udelukkes fra alle de Erhverv der kræver Hjerne. Man har jo set Eksempler paa at der findes gode Hoveder blandt dem, som baade kan klare deres egne Sager og beklæde offentlige Embeder. Jeg fedter altsaa ikke for Kvindekønnet, men jeg maaler begge Køn med samme Alen uden at diskriminere. Hvis jeg for Eksempel havde opdaget at en Søster bedre kunde holde paa en Hemmelighed end hendes Broder, saa vilde jeg fortælle hende og ikke ham om mine Planer; hvis jeg havde opdaget at hun var dygtigere i Forretningssager vilde jeg følge samme Fremgangsmaade. Og den der ganske upartisk giver enhver sit kan ikke siges at fedte for nogen. Det kan man snarere sige om dem der logrer for sig selv og for deres eget Køn og i Tale og Skrift forfølger og angriber de vaabenløse Kvinder. De fleste holder med den sejrende Part; og saa er man jo ogsaa paa den sikre Side. Jeg holder med de besejrede og underkuede; det er mere fair. Det er kun ud fra denne 235
Betragtning at jeg optræder som Beskytter for det andet Køn -paa anden Maade har jeg aldrig hengivet mig til det. Det kan mine ensomme Nætter og mit Ungkarleliv bære Vidnesbyrd om. Mine Venner prøver tit paa at faa mig til at gifte mig. Saa driller jeg dem ved snart at sige at jeg ikke er dygtig nok til Eksperimentalfysik, snart at jeg er ved at blive gammel. Jeg plejer at argumentere saaledes: Før jeg blev fyrre kunde jeg ikke forsørge en Kone, og siden den Tid har jeg ikke kunnet fornøje en Kone. Før var jeg bange for ikke at kunne faa nok i Gryden; nu er jeg bange for at faa mere end nok i Panden. Det er en ond Skæbne som jeg deler med de fleste af mine Landsmænd, som ikke er i Stand til at gifte sig før de bliver for gamle og nærmer sig Aldersgrænsen. Hvis jeg i min Alder skulde se mig om efter en Kone, saa skulde det ikke være for at jeg skulde gifte mig med hende, men for at hun skulde trække rundt med mig. Det er det Slør jeg plejer at kaste over min Ungkarletilværelse. Den egentlige Grund er nu nok at jeg er for kræsen og pernittengrynsk af mig. Jeg er bange for huslige Bekymringer og for andre Smaatterier som andre tager sig let, men som jeg ikke kan holde ud. Hvis jeg skulde gøre mine Hoser grønne, vilde jeg desuden aabent fortælle om alle mine Fejl og Mangler. Og selv om de for de flestes Vedkommende er ret ubetydelige, saa er der dog saa mange af dem at de vilde skræmme enhver Pige eller Kone fra at indgaa Ægteskab med mig. Det er ikke ret længe siden at der var en Kone der spurgte mig om jeg havde forpligtet mig til at leve i Cølibat i al Evighed. Jeg svarede at jeg ikke havde forpligtet mig, men at der var mangt og meget der bandt mig til Ungkarletilværelsen, og at desuden visse Forestillinger holdt mig fra at gifte mig, selv om jeg ellers skulde faa Lyst. Saa sagde hun: »De Ubehageligheder som følger med Ægteskabet bliver opvejet af uendelig mange Behageligheder. En god og dygtig Kone hjælper én over mange Fortrædeligheder og paatager sig helt eller delvis de huslige Bekymringer.« Saa gav hun sig til at udbrede sig om 236 Ægtestandens Herligheder, som er saa mange og saa vældige at de spreder alle Skyer og let faar alle Ubehageligheder til at forsvinde. Jeg svarede at en tresaarig Mand kun vilde faa Ægtestandens Kvaler at føle, men ingen af dens Glæder. Da hun saa bad mig fortælle hvad det var for Kvaler jeg var mest bange for, spurgte jeg hende om hun snorkede. Ja, sagde hun, hun snorkede slemt. »Bare den lille Ting,« sagde jeg, »vilde jeg regne for Skilsmissegrund.« Med disse Ord gik jeg, og hun var ved at revne af Grin.

Af disse Grunde lever jeg som Ungkarl; og det bliver jeg nok ved med, hvis jeg ellers faar Lov til at leve ret meget længere. Jeg planter Træer for at det i det mindste skal se ud til at jeg har bidraget lidt til Jordens Grøde. Jeg skriver ogsaa Bøger, da jeg ikke kan lave Børn, og gør paa den Maade en Del af min Pligt, da jeg ikke kan gøre den fuldt ud. Vi kan ikke allesammen klare det hele. Jeg priser den Borger der til Gavns kan udøve begge disse Pligter; for den ene skal gøres, det andet maa ikke forsømmes. Jeg har fortalt hvorfor jeg lever dette ensomme Liv, for at man skal holde op med at plage mig af den Grund. Der er ogsaa andet som mine Venner bebrejder mig; men hvis de kendte Grundene til det holdt de nok op med at være paa Nakken af mig. Saa vilde de indrømme at jeg som Regel gør hvad jeg gør efter moden Overvejelse, ikke af et tilfældigt Lune. Jeg strør om mig med Vittigheder og udgiver humoristiske Skrifter som en Medicin til Sindets Lægedom, naar jeg er deprimeret. Jeg spiser kun lidt, fordi en beskeden Levevis er det sundeste for mig. Jeg lever tilbagetrukkent og ser ikke mange Mennesker, fordi Ro er Næring og Lise for min Sjæl - jeg er aldrig mindre ensom end naar jeg er alene. Jeg har ingen Tjener, for saadan én betragter jeg som et husligt Onde og et ubekvemt Stykke Inventar. Jeg gaar til Fods for mit Helbreds Skyld, og endelig lever jeg som Ungkarl fordi jeg har paa Fornemmelsen at jeg ikke vilde kunne holde Ægteskabets Ubehageligheder ud. Den der faar sig en Kone har de 237 Besværligheder alle andre har, plus dem der plager hans Kone og øvrige Familie; hans Sind og Tanke kan jo ikke fjerne sig fra hende som han er forenet med ved Ægteskabets snærende Lænke.

De undrer Dem over at jeg, som holder saa meget af Ensomhed og Ro, hellere vil bo i Byen end paa Landet. Men det er netop min Trang til Ro der holder mig fast i Hovedstaden, hvor jeg lever som en Eneboer. I Landsbyer og Provinsbyer plages man af Klikevrøvl, ondsindet Sladder og andre Ubehageligheder, som ikke forekommer saa ofte i de store Byer. Dér er man nemlig saa optaget af sit eget at man ikke saa tit stikker Næsen i andres Sager. Paa Landet giver den megen Frihed Folk Stof til Stridigheder og indbyrdes Drillerier.

Let raadner Vandet jo,
naar det forbli'r i Ro.

Det har jeg oplevet i den Egn hvor min Gaard ligger; dér maa jeg leve endnu mere forsigtigt end i selve Hovedstaden.

Jeg har altid været en Forkæmper for Tolerance, og af den Grund er jeg blevet skældt ud af nogle alt for strenge Teologer. De hænger endnu stivsindet ved Intolerancens Principper, som selv mere moderate Katolikker nu er bange for aabenlyst at forsvare. De mistænker mig for at gaa i Brechen for visse af vor Tids Mennesker, som efter hvad man mener, i Hemmelighed forkaster de hellige Ceremonier. Men lige siden jeg kom til Skels Aar og Alder har jeg ment at Tolerance var en sand kristen Dyd, som var i Overensstemmelse med Jesu Lære og den evangeliske Tros Læresætninger. Det fremgaar af forskellige Formaninger der findes rundt om i mine Værker fra de sidste tyve Aar. At fravige dette Princip er intet mindre end at undergrave den protestantiske Tros Grundvold og at udsætte os selv for de Angreb vi i sin Tid rettede mod Katolikkerne. Desuden bliver Jesu Morallære, som selv Religionens bitreste Fjender kalder fremragende, og som 238 ingen vover saa meget som at mukke imod, urimelig og ringere end samtlige Filosoffers Lærdomme, hvis Skriftstedet compelle intrare - nød dem til at gaa ind - tages bogstaveligt.

Der er nogle der har fundet ét og andet frem i mine Skrifter som kan gøre Præsterne gale i Hovedet; og de mener derfor at jeg ikke er i Kridthuset hos Gejstligheden. Men dér tager de Fejl. For jeg viser Præsterne som Ordets Forkyndere al rimelig Ærbødighed. Hvis de er gode Mennesker synes jeg de har fortjent baade Ærbødighed og Kærlighed. Hvis de ikke er det, saa viser jeg dem alligevel Ærbødighed i det Ydre, fordi de beklæder et saa helligt Embede. Paa den Maade følger jeg en gammel Kones Eksempel. Da Præsten steg ned af Prædikestolen sagde hun til ham: »Tak for de fromme og reelle Leveregler De har givet os. Gud give at Deres Liv maa svare til Deres Lære!« Gott gebe Ihnen die Gnade, dass Sie Selbst darnach leben mögen. Jeg slutter mig heller ikke til dem der evindeligt skraaler mod Præsterne i den store Skuespillerstil og paastaar at deres Indtægter skal sættes ned. De skal efter min Mening have saa meget at de kan leve pænt og ordentligt af det. Man skal nemlig passe paa at de ikke paa Grund af Fattigdom skal blive til Grin som Tiggermunkene eller forfalde til ad anden Vej at skaffe sig Indtægter der er mindre hæderlige og ikke deres hellige Embede værdige. For hvis de bliver fattige og lever af Smuler fra andres Bord, kan de næppe yde hvad der skal ydes i deres Embede. - De Mennesker tager altsaa fejl der mener at jeg er Præstehader. Jeg undgaar bare dem som med Urette kalder sig hellige for at kunne skade ordentlige Mennesker paa deres gode Navn og Rygte. Men tilbage til Sagen.

Der er ogsaa nogle som bebrejder mig at jeg ikke har talt ærbødigt nok om Universiteterne og de lærde Selskaber. Det var især fordi det saa ud som om jeg, der jo selv er Universitetsmand, som en slet Fugl beklikkede min egen Rede. Men det er ikke om Studierne men om 239 Maaden at studere paa jeg strides med de andre Universitetslærere. I min Underjordiske Rejse henviser jeg Disputereøvelser til Cirkus. Jeg er Modstander af visse akademiske Ceremonier som Folk griner ad; jeg gør Nar af de intellektuelle Krumspring og de Studeringer uden Bund i Virkeligheden som er Hovedsagen ved visse Læreanstalter. Dog rammer denne Kritik ikke Videnskaben selv, men Videnskabsmændenes Fejl. Den viser snarere at jeg har virkelig Interesse og Respekt for Videnskaben; den antyder at jeg er ængstelig for at den skal blive til Grin og blive foragtet fordi Forskningen er kommet ind i en Blindgyde, og paa Grund af Ceremonierne, som næsten er Klovnforestillinger. Det er en alvorlig Indvending mod nogle af de akademiske Love at de stammer fra Middelalderen. Vi undrer os jo over denne Tidsalders Uvidenhed og kan ikke lade være med at le naar vi læser om dens Skikke, Ceremonier og Videnskabelighed. Alt syder og bobler; Katedre og Auditorier runger af dundrende Støj - og naar saa det hele er overstaaet er der ikke kommet noget som helst ud af det. Derfor har jeg tit ønsket mig en Forandring som var vor Tid værdig. Jeg kunde ønske mig at Larmen blev forvandlet til Stilhed og Snakkeradset til Tænksomhed. Jeg kunde ønske mig at man i Stedet for forelæsende Magistre og Doktorer havde lige saa mange Svarere, det vil sige Folk der ikke valgte og forsvarede Teser efter eget Skøn, men besvarede Spørgsmaal fra Studenternes Side. Saadan en Ordning vilde medføre to Goder: Tilhørerne vilde faa at vide hvad de ønskede at vide, og ingen vilde paatage sig Undervisningsarbejdet før han var helt udlært til det, og før han var naaet til Modenhed i den Videnskab han paatog sig at docere.

Man kunde have ønsket at der paa Renæssancetiden havde været to Luthere, dels den teologiske Luther, dels en statsforfatningsmæssig og videnskabelig Luther, der paa det verdslige Omraade kunde have udrettet det samme som Luther gjorde paa det kirkelige ved til Bunds at 240 udrense den middelalderlige Surdejg og helbrede de Vildfarelser den Tids Taagetænkning havde skabt. For der er endnu meget at reformere. Man har jo kun stynet Vildfarelserne, ikke rykket dem op med Rode. De Universiteter der stammer fra Middelalderen trænger til Forbedringer, saa at Videnskaberne kan dyrkes med mindre Postyr og større Nytte. De Akademier der i den sidste Tid er blevet grundlagt i Frankrig og England viser at det er nødvendigt at lave om paa det hele. Deres Love staar i Modsætning til Lovene ved de Universiteter hvor de unge studerende skal sværge ved deres Lærers Ord, hvor man ikke faar uddannet og forbedret sin Tanke, men snarere fordærvet sin Smag, og hvor man lærer en Masse som man snart efter skal have Ulejlighed med at glemme igen. De der strømmer til Universiteterne som til Markeder for gavnlig Viden, kommer tilbage belæssede med alt muligt Kram. De er nok mere lærde, men ikke bedre eller mere kultiverede; for deres gamle Fordomme er snarere taget til end taget af, og det er ellers det der bør være Forskellen mellem studerede Folk og Manden paa Gaden. De gamle Fordomme maa udryddes og Studenternes Hjerner maa renses fuldstændig før man læsser Lærdom paa dem. Hvis man ikke sørger for dette, saa tror de at intet er sandt, med mindre de kan henføre det til den Trosretning de engang i Fortiden har sluttet sig til.

Man ser altsaa at det kun er paa Grund af nogle Vittigheder som findes hist og her i mine Skrifter at man uforskyldt har anklaget mig for at hade al Videnskabelighed. Men mit Slid og Slæb, de mange Værker jeg har udgivet og de Præmier jeg har udsat for at faa andre til at skrive tyder da snarere paa Interesse end paa Ligegladhed, snarere paa Ærbødighed end Foragt. De der tror jeg skriver for Pengenes Skyld tager Fejl. Jeg har nemlig faaet Tilbud om andre Beskæftigelser hvor jeg med mindre Besvær kunde have skaffet mig flere Penge; og den Omhu jeg har udarbejdet mine Værker med viser klart nok at jeg ikke har skrevet af Lyst til at tjene Penge. Jeg har givet Slip 241 paa de mest lukrative Indtjeningsmuligheder, fordi jeg mente at de vilde ligge i Vejen for mit Skriveri; for efter min Mening er al den Tid spildt som ikke bliver anvendt paa bogligt Arbejde.

Trods al denne brændende Trang til Studeringer er det dog som om jeg ikke har faaet udrettet noget som helst; og selv om der er nogle der siger at jeg er flittig, mener jeg dog selv at jeg har været frygtelig doven. Hvis man skal sammenligne mig med andre, som er Kraftmænd, saa maa jeg rødme over min egen Søvnighed og Dorskhed. De evindelige Sygdomme der plager mig er en Bremse paa min Arbejdslyst. Det er især Hovedpine der faar mig til at indstille Arbejdet. Hovedpine er en Gene for alle Mennesker, men mest for Folk der giver sig af med litterært Arbejde. Da vi Mennesker alligevel ikke kan undgaa Sygdomme vilde jeg, hvis det stod i min Magt at fordele dem, overlade Hovedpinen til Kvinder og Mennesker der ikke har Hjernearbejde, eller til daarlige Forfattere, som her er en ubehageligt stor Mængde af.

Hvis jeg har gjort noget rosværdigt inden for Litteraturen, saa er det at jeg har bestræbt mig paa at bekæmpe Smagen for det banale og det pedantiske. Jeg fik tidligt Kendskab til fransk og engelsk Litteratur og forsøgte at udtrykke mig elegant frem for at skrive lærd. Og jeg kan sige uden at prale at jeg næsten er den første her til Lands som i Stedet for tørre og rodede Annaler har skrevet ganske velordnede Historiebøger; og Interessen for Moralfilosofi, som hidtil har ligget under Mulde her i Norden, har jeg saa at sige opvakt fra de døde. Der er nogle der anerkender dette og roser mine Forsøg. De undrer sig bare over at jeg, en aldrende, sat og sygelig Mand, forfalder, som de siger, til Barnagtigheder og prøver mine Kræfter paa humoristiske Digte og muntre Komedier. Men det er netop mine fysiske og psykiske Sygdomme der tvinger mig til at beskæftige mig med den Slags som en Slags Medicin. Jeg vil forøvrigt ikke fraraade andre at prøve det samme Lægemiddel. Der var engang en Mand der 242 bebrejdede mig at jeg gav mig af med saadan noget. Han sagde: »Hvorfor skriver De Vittigheder naar De lever saadan et trist Liv?« Jeg svarede: »Hvorfor er Deres Skrifter saa bedrøvelige og skrækindjagende naar Deres Liv er saa farceagtigt?«

Mine legemlige Skrøbeligheder har nok afbrudt mig i mine Studier og mit Arbejde, men samtidig har de paa en vis Maade været til Gavn for dem. De Onder som konstant plager mig har nemlig tvunget mig til at leve næsten som Eneboer, saa at jeg lever isoleret i en By der er fuld af Uro og Forlystelser, midt i Politikkens og Hoflivets Hurlumhej, midt i Klangen af Trompeter og Trommer og utallige andre Gener som plejer at forstyrre intellektuelt Arbejde, og som anses for uundgaaeligt i Handelsstæder og Fæstningsbyer. Jeg slider ikke de store Mænds Trapper; for siden jeg var ung har jeg været tilfreds med min Plads i Tilværelsen og har blæst paa den Overfladeglans og de tomme Titler som andre jager efter. Hvis de store sammen med Titler, Æreshverv og andre Herligheder ogsaa uddelte legemlig Sundhed, saa vilde jeg til Stadighed antichambrere hos dem som Ansøger; men da det ikke er Tilfældet holder jeg mig hjemme og dyrker kun mine Bøger. Naar jeg bærer mig saadan ad mener jeg det er fordi den engelske Folkekarakter har smittet af paa mig. Før i Tiden sagde Englænderne tit om mit Ansigt: »He looks as an Englishman«, han ser ud som en Englænder. Men mit Sindelag er endnu mere engelsk. Jeg holdt af dette Folkeslag, og de holdt af mig. Jeg lignede dem meget i Væremaade og Interesser; for jeg siger min Mening lige ud, og jeg slutter mig ikke til nogen filosofisk Skole, men udplukker af dem alle det som for mig ser rigtigt ud.

Nu paa mine gamle Dage lever jeg stadig lige saa nøjsomt som jeg vænnede mig til i min Ungdom; og jeg tager mig ikke af mine Venners Opfordringer til at leve lidt flottere. De tror at det at holde Maade er det samme som at sulte sig. Derfor tuder de mig hele Tiden Ørene fulde 243 med den nordiske Filosofis Forskrifter, som byder at man ivrigt skal beskæftige sig med at spise og drikke. Det kalder de at pleje sit Legeme; jeg kalder det at ødelægge det; for jeg ved af Erfaring at Legemet svækkes ved Fraadseri mere end ved Maadehold - det kan jeg bevise med mit eget Eksempel. For knap fyrre Aar siden var jeg saa svag at mine Venner spaaede at jeg vilde dø en pludselig Død, hvis jeg ikke spiste dobbelt saa meget som jeg plejede. De fleste af disse højrøstede Ædedolke er nu forlængst døde og begravede; men jeg bliver ved det gamle, spiser kun lidt og lever saa at sige af Luften alene. Det klogeste er at gaa Middelvejen, at spise for at leve, ikke at leve for at spise. Det er lige saa forkert ikke at spise noget som helst som det er at spise alt hvad man har Lyst til. Begge Dele vidner om at man hader sin egen Krop. Man skal spise og drikke saa meget at man kommer til Kræfter, ikke saa meget at man svækker sig selv, saadan som de Mennesker saa udmærket gør, der gaar Middelvejen i legemlige og aandelige Anstrengelser. For, som Cato siger, Menneskelivet er som et Sværd: Hvis man bruger det, bliver det slidt, hvis man ikke bruger det, ruster det. Paa samme Maade ser man at Mennesker slider sig op ved at bruge sig, men hvis de ikke bruger sig, gør deres Driveri og Dvaskhed dem endnu større Skade.

Der er nogle der griner ad mig fordi jeg samler Penge, selv om jeg er Ungkarl og sandsynligvis kommer til at dø uden at efterlade mig Børn. Det tager jeg dem ikke ilde op, for jeg ler somme Tider ad mig selv. Jeg har baade prøvet at være fattig og at være velstaaende. Da jeg ikke havde en rød Reje var der ingen Bekymringer der plagede mig.

Skønt Røvere lured ved Vej og ved Sti,
jeg sang - for min Pung var der ingenting i.

Nu jeg er velstaaende pines jeg af Ængstelser og Bekymringer. Og da jeg hverken kan eller tør leve højt og flot, mærker jeg kun noget til de Ubehageligheder som 244
Rigdommen medfører, men intet til Behagelighederne. Det kunde jo tyde paa at det er med Rette at man griner ad mig. Men hvis jeg gjorde én af Spottefuglene til min Arving, saa vilde han nok ikke sige nej tak til de Ængstelser og Bekymringer Rigdommen medfører. I Stedet for Spottefugle vilde man se lige saa mange gabende Ravne og Snyltegæster, parat til at gøre mig de mest nedværdigende Tjenester. Og saa vilde man klart se at deres Kritik, deres Raad og deres sarkastiske Bemærkninger slet og ret var dikteret af Misundelse. Vi lader ofte som om vi foragter de Ting vi ikke kan faa fat paa. Det er den gamle Historie om Ræven og Rønnebærrene. De som griner ad mig fordi jeg interesserer mig for Penge, griner samtidig ad de fleste Mennesker, for det er en almenmenneskelig Fejl - og de griner saamænd ogsaa ad sig selv. Kun Flottenhejmere som Catilina, Lucullus og Apicius har efter min Mening større Ret til at le; men naar den Slags angriber sparsommelige og nærige Mennesker, udsætter de sig bare for at man griner endnu mere ad dem. Hvis Nærighed virkelig er Dumhed, saa har man Lov til at sige at Ødselhed er det glade Vanvid. Det er ikke nemt at forstaa hvorfor gamle Mennesker paa Gravens Rand skraber Rigdomme sammen som de ikke faar nogen Nytte af. For hvad er mere tosset end at skaffe sig flere Rejsepenge, jo mindre af Rejsen der er tilbage? Men det er endnu sværere at forstaa hvorfor fattige Mennesker øser de Penge ud som de kunde have brugt som Beskyttelse mod Nød, Sult og Vanære. De første planter Træer til Nytte for andre, ikke for sig selv; de sidste fælder Træerne saa at hverken de selv eller deres Efterkommere kan nyde godt af deres Frugter, og de spiser en flot Frokost, saa at de maa spise elendigt til Middag eller helt sulte. De riges Sparsommelighed kalder paa Latteren; de fattiges Ødselhed er medynkvækkende. Man kan sige at begge Parter er syge; de første lider af Feber, de sidste af Sindssygdom. Mit Helbred tvinger mig til at leve sparsommeligt og 245 maadeholdent. Hvis jeg faar for meget af noget som helst, saa er det galt, og jeg bliver uvægerlig syg. Derfor spiser jeg saadan til Frokost at jeg ogsaa har Appetit til Middagsmaden, og jeg gaar til Fods for Helbredets Skyld. At skaffe sig Penge paa en hæderlig Maade og at passe ordentligt paa dem, det er Kendetegnet paa en sparsommelig Mand, og det er en god Borgers Pligt. Jeg maa ganske vist indrømme at denne Forudseenhed passer sig bedre for en Familiefader end for en ugift Mand. Men hvad om jeg fandt paa at gifte mig? Det er jo en Lyst der kommer over én som en Nysen og helt kan slaa Benene væk under én. For ikke at tale om de andre uforudsete Ting man kan komme ud for i Livet, og som gør at man maa tænke paa Fremtiden. Dertil kommer at jeg har arbejdet paa at moralisere lige saa meget ved mit Liv som ved mine Skrifter; saa mit gode Eksempel er lige saa nødvendigt som mine Formaninger. Hvis jeg havde været født i Spanien, hvor Indbyggerne sulter sig og synes at leve af Luften alene, saa vilde jeg baade ved mine Udtalelser og min Levevis have prøvet at faa Folk til at leve højt og flot. Men her i Norden, hvor man med Troens Inderlighed dyrker Ceres og Bacchus, er der Brug for andre Formaninger og andre Eksempler. Hvis det er dumt at være forudseende og tage ved Lære af Myrerne, saa fortjener baade Familiefaderen og Ungkarlen at blive skældt ud; for den Begrundelse som Familiefaderen lægger som et Slør over sin Paaholdenhed, nemlig at hans efterladte Børn skal have saa meget at de kan leve pænt og ordentligt af det, er set med en Filosofs Øjne ganske intetsigende. For Døden løser alle Baand, og i det andet Liv tales der ikke om jordiske Ting. Den Slags Pjat vil ikke findes i Paradis - hvis vi da ikke lige som den jævne Mand forestiller os en kødelig Tilværelse efter Døden. Endelig kan man ikke siges at dø uden Afkom, naar man gør Samfundet til sin Arving.

Siden jeg nu snakker saa meget om mine Penge, tror De maaske at jeg er rig. Men i Virkeligheden er jeg hverken rig eller fattig. Mine Midler er øget saa meget at jeg kan 246 tillade mig en større Levefod end jeg plejer. Dette var mine Ønskers Maal. For man lever forudseende og klogt naar man ikke forspilder sine Chancer for at erhverve sig Midler paa hæderlig og lovlig Vis, men sørger for at skaffe sig saa meget at man i en Nødsituation kan holde sig Sulten fra Døren. Hvis man ikke er tilfreds med det, men dynger den ene Sæk Penge oven paa den anden, saa at éns Formue vokser helt enormt, saa er man ikke en fornuftig Sparer, men en fedtet Pengepuger. Gud fri mig for den Sygdom! De Penge jeg har, har jeg skaffet mig ved Arbejde og bevaret ved Sparsommelighed; og hvad jeg ærligt har tjent vil jeg bruge paa ærefuld Maade. En Del af Pengene bruger jeg til at forbedre min Gaard, og Resten skal komme det offentlige til Gode. Saa vil Eftertiden ikke omtale mig som Ejer, men som Forvalter af en Formue.

Min fysiske Svaghed er den samme som i min Ungdom. Jeg lider af de samme Sygdomme som jeg dengang bekæmpede ved Afholdenhed, Arbejde og stadig Motion; men de bliver værre med Alderen, og jeg kan nu daarligt, og kun ved Hjælp af mine aandelige Ressourcer, holde dem nede. For naar man ikke er fysisk stærk er der ikke noget bedre og nyttigere end at sørge for i det mindste at være psykisk stærk, hvis da Legemet har Brug for Sjælens Ledelse og Sjælen for Legemets Tjeneste.

Jeg føler mig altid syg, men jeg kan ikke finde ud af Sygdommens Karakter. Jeg synes selv at Kinabark hjælper bedre end noget andet; men jeg tør ikke mod Lægernes Raad bruge det daglig, for jeg kender ikke denne Barks Natur. Hvis den har den Virkning at den absorberer Syre, saa vilde jeg ikke betænke mig paa at tage en Dosis af den hver Dag. Men hvis den standser Gæringen, saa er den vist ikke alene unyttig, men direkte skadelig. For naar man bruger et Lægemiddel der kun hæmmer Sygdommen uden at kurere én for den, opnaar man bare at Sygdommen kommer tilbage med større Styrke. Jeg er altsaa stadig syg og bliver stadig ældre. Maaske lever jeg saa længe fordi jeg altid er syg. For mit daarlige Helbred 247 tvinger mig til Nøjsomhed, og den igen forlænger mit Liv, selv om jeg maa leve en elendig Tilværelse. Min Konstitution svarer til mine Sanser og min Smag. Begge Dele er nemlig hinsides alle tilvante Forestillinger. Jeg faar Kvalme af det som andre anser for Lækkerbiskener, og min Krop har Gavn af det der skader andres. Jeg har det aldrig bedre end naar jeg lider af Forstoppelse eller plages af Søvnløshed og tilbringer hele Nætter uden at sove.

Jeg hænger i Bøgerne som jeg plejer; men jeg faar ikke meget ud af min Læsning, for hvad jeg læser glemmer jeg med det samme, og jeg kan ikke huske Navnene paa de allermest almindelige Ting. Saa hvis De spørger mig hvorfor jeg læser, saa maa jeg svare som en vittig Professor en Gang gjorde. Han holdt Forelæsning for et tomt Auditorium, og da man spurgte ham hvorfor, svarede han at han forelæste for Gud og sin Pligt. Hvad der faar mig til at studere har jeg fortalt i et Epigram:

Studering i sig selv sin Grund, sit Formaal har.

Min Hukommelse er en Si som lader alt, især historisk Stof, løbe igennem. Ord og Navne bliver væk, og ofte kan jeg ikke huske hvad jeg selv hedder. Derfor kommer jeg trods min Læsning ingen Vegne i mine Studeringer. Men hvad jeg har lært som ung sidder dybt rodfæstet i mit Sind. I de Fag som ikke er Huskefag gør jeg dog endnu visse Fremskridt; men det er mere i Kraft af Meditation end Læsning. Jeg studerer mig selv og jeg studerer Mennesker, baade som Individer og som Folkeslag. Og da jeg paa mine Rejser har interesseret mig mere for Mennesker end for Biblioteker, har jeg faaet et ganske godt Indblik i de fleste europæiske Folkeslags Karakter. De har ofte opfordret mig til efter andre Udenlandsrejsendes Eksempel at pynte paa mine Rejsebeskrivelser med Skildringer af Folkekarakterer; men jeg har bedt mig fritaget for denne betænkelige og vanskelige Opgave. Tillad mig at sige nej til Dem paa dette ene Punkt - i samme Aand som jeg ellers plejer at rette mig efter Dem. Dog, da De i Deres 248 sidste Brev gentager Opfordringen og føjer Trusler til Anmodningerne, og jeg desuden er bange for at De skal synes at jeg, der skylder Dem saa meget, er stædig og utaknemmelig, vil jeg løselig omtale nogle Hovedpunkter.

BETÆNKNING OVER NOGLE EUROPÆISKE FOLKESLAG

De fremmede Folkeslag som jeg har haft med at gøre paa mine Rejser er Franskmændene, Englænderne, Italienerne, Tyskerne og Hollænderne.

Jeg kan godt lide Franskmændene fordi de er saa venlige og omgængelige - og jeg kunde lide dem endnu bedre hvis de ikke var helt saa omgængelige. For lige som man bliver gal i Hovedet naar Folk er gnavne, bliver man led ved Folk der er alt for høflige. Franskmændene er Sangvinikere, saa de flammer hurtigt op og bliver hurtigt kolde; de slutter Venskaber paa et Øjeblik og bryder dem lige saa hurtigt; og da deres Kærlighed og deres Had varer saa kort, er de et Folk som hverken fortjener at blive elsket eller hadet. Det taler til Franskmændenes Fordel at de er i Besiddelse af en vis medfødt Oprigtighed. Almindeligvis er de saa aabenhjertige at det er lige ved at være for meget af det gode. De er large og medmenneskelige og har storslaaede Karakteregenskaber, der ofte grænser til Heroisme; men de lader sig mere lede af øjeblikkelige Indskydelser end af Omtanke, og de handler altid som om de havde faaet en Prop. Det samme kan man sige om deres Fejl. Men fremmede Forfattere tilskriver ofte hele Folket Fejl som kun er karakteristisk for Pariserne. Det kommer af at de fleste kun kommer i Kontakt med Pariserne. Paa samme Maade tror den jævne Mand hos os at alle Franskmænd er sortsmudskede, for de der kommer sejlende her til Landet er solbrændte og vejrbidte Sømænd og stammer for de flestes Vedkommende fra Sydfrankrig. De er dog meget forskellige fra Pariserne baade i Hudfarve, Kundskaber og Adfærd, og de plejer at 249 grine lige saa meget som de fremmede ad Parisernes Taabeligheder. Jeg er ikke ubetinget Modstander af Parisernes Elegance; men jeg er Modstander af dem der paa én Gang ler ad dem og efteraber dem, og som rejser over Havet for at tilegne sig en Væremaade som er i Modstrid med deres Natur. De Gestus og Manerer som Pariserne er født med, og som klæder dem, de misklæder andre og gør dem latterlige. Tænk Dem at for Eksempel en grov, ligefrem og brav Hollænder kommer hjem fra Paris belæsset med fine Parisermanerer. Det vilde være et Fænomen der kunde faa baade Dyr og Mennesker til at glo. Det vilde ikke være til at afgøre hvad han var for en Skabning, fordi han havde aflagt sin egen Natur og tilegnet sig en anden. I et tidligere Brev har jeg fortalt at Franskmændene er pengegriske og plejer at trække Turister op; men denne Kritik gælder ikke hele Folket eller hele Paris; den rammer kun Indbyggerne i Faubourg Saint-Germain, hvor saa mange Turister søger ind. I denne Del af Byen vil man finde Kroværter, Handlende og Danse- Fægte- og Sproglærere, der ligger paa Lur efter Gæsterne og paa alle mulige Maader lokker dem til at smide deres Penge ud. Men det er ikke hele Folket der har denne daarlige Egenskab; for Franskmændene er saa large, gavmilde, ligetil og umistænksomme at de tiere bliver snydt end snyder. Selv Kroværter i Faubourg Saint-Germain har Gang paa Gang brændt sig fordi de har været for naive; de snyder Gæsterne og bliver til Gengæld selv snydt. De er Ravne der hakker og Aadsler der bliver hakket. Der er nemlig mange Udlændinge der bruger deres Penge op, sætter sig i Kæmpegæld hos Aagerkarle, og saa lige saa stille lister af naar de ikke har mere at betale med, eller faar Lov til at rejse mod Løfte om at betale den 30. Februar.

Elegant Optræden, velformet Udtryksmaade og fri Konversation er de Fortrin Franskmændene praler af, og som efter deres egen Mening gør dem til et ganske særligt Folkeslag. Men der er ikke almindelig Enighed om hvad der er Fortrin og hvad der er Fejl. Hvad man hos det ene 250 Folk regner for Fortrin, kalder andre ofte Fejl; hvad der det ene Sted gaar under Betegnelsen Høflighed, kalder man det andet Sted for Abekattestreger. Det Franskmændene kalder Elegance, kalder Spanierne Frækhed, og det Spanierne betegner som Værdighed, stempler Franskmændene som Surmuleri. Den der hjemme i Norden regnes for Sultekunstner, hedder i Italien en sparsommelig Mand. Hvad man i Tyskland kalder Flothed, kalder Hollænderne Ødselhed. Hvad Englænderne kalder Fasthed hedder hos andre Stædighed. Paa den Maade veksler Fortrin og Fejl efter Folkenes forskellige Væsen. Derfor kan man snarere kalde de Dyder Franskmændene praler af for franske Netheder end for egentlige Dyder. For at være egentlige Dyder maatte de nemlig ogsaa anerkendes af andre. Franskmændene paapeger dog at de har andre Folkeslags Anerkendelse; for næsten hele Europas Ungdom strømmer i Flokkevis til Paris for at lære fransk Elegance. Men da de unge godt kan lide Barnepjat og gaar paa Jagt efter indholdsløse Fornøjelser, skal man nok ikke lægge alt for stor Vægt paa dette Argument. Det beviser snarere at de franske Netheder er Laster. Selv om jeg sætter Pris paa Elegance og Høflighed har jeg altid følt mig irriteret over disse Nationaldyder som Franskmændene er saa vigtige af, og som de ynker andre Folkeslag for ikke at have. Der er dog blandt Franskmændene selv nogle som faar Kvalme over disse højtbesungne Netheder, og som efterligner andre Folkeslags Væremaade. For Løjtnanter, Kaptajner, Oberster, og ogsaa menige Soldater, der har gjort Tjeneste i fremmede Hære, udskiller sig fra deres hjemmeblevne Landsmænd ved at være stilfærdige, beskedne og alvorlige og vise rolig Optræden. Men de som ikke har haft noget at gøre med deres saakaldt ukultiverede og barbariske Nabofolk, især unge Mennesker, der paa fransk kaldes Petits Maîtres, er komplet utaalelige. De har altid staaet for mig som Monstrummer, som faar mig til at ryste over hele Kroppen bare jeg ser dem. Efter min Mening vilde Franskmændene bære sig 251 fornuftigere ad ved at sende deres Ungdom paa Udenlandsrejser, og de andre Folkeslag ved at lade deres blive hjemme. Naar vores unge kommer tilbage fra Frankrig, prøver de stik imod deres Natur at efterligne Franskmændenes Optræden; og saa tager de sig i fornuftige Folks Øjne ud som Amfibier eller Fabeldyr. Der er intet der er mere klædeligt end den Ensartethed i Væremaade som man ikke kan bevare, hvis man prøver paa at følge andres Natur og opgive sin egen. Det der klæder én bedst er jo det der svarer til éns eget Væsen. Men her er der jo kun Tale om Franskmændenes Væremaade og deres elegante Opførsel (Manières Françaises). Hvad angaar Litteraturen, saa er Frankrig simpelthen Musernes Hjem. Der er ingen andre Steder hvor man kan gøre hurtigere Fremskridt i sine Studier, og hvor éns litterære Smag formes bedre. Og jeg maa tilstaa at jeg skylder franske Bøger alt; for det er ved at læse dem i en ung Alder at jeg har faaet dannet den Smag som man mener er et Fortrin ved mine Værker. Ligesom Franskmændenes Væremaade er det mest tøjlesløse man kan tænke sig, er deres Litteratur det renfærdigste og enkleste man kan tænke sig; saa naar Franskmændene skriver Bøger, er det som om de aflægger deres Natur.

De Fag som Franskmændene er de førende i, er Retorik, Digtning og Historie. I Breve og Taler tager de mere Hensyn til Emnet end til stilistiske Snurrepiberier; for det franske Sprog tillader ikke Spidsfindigheder, Ordspil og svulstig Snak. Men denne Nøgternhed i Sproget gør at Franskmændene er Italienerne og Englænderne underlegne i Heltedigtningen, fordi den kræver flotte Klingklang-ord. Inden for Historieskrivningen er de imidlertid alle andre Folk overlegne. Franskmændenes Arbejder er straalende; og hvis de havde samme Trykkefrihed som Englænderne vilde de være aldeles fuldkomne. Frankrig har ogsaa frembragt Filosoffer af første Rang. Men da de mangler Stadighed trænger de ikke altid helt ind til Kernen i en Sag. Deraf kommer den banale Talemaade, at 252 hvis Franskmændene var lidt mere og Englænderne lidt mindre vedholdende i deres Meditationer, saa vilde begge Parter i alle Henseender være fuldkomne.

Hurtig Fatteevne eller Aandsnærværelse (présence d'esprit) er dette Folks mest iøjnefaldende Fortrin. Franskmændene er hurtige til at sætte sig ind i noget, og de handler omgaaende. Derfor er de helt uden Lige, naar det gælder Sager der ikke taaler Opsættelse. Da der er mest Brug for Aandsnærværelse ved uforudsete Begivenheder og ved Hændelser hvor man omgaaende maa tage en Beslutning, og da denne Egenskab er særlig værdifuld i Kampens Hede, har Frankrig leveret flere store Hærførere end næsten hele det øvrige Europa. Selv om Intelligens og Omtanke er lige saa vigtige Egenskaber hos en General, saa er det dog den Aandsnærværelse som er nødvendig midt i Kampens Hede, der bliver mest beundret. En klog Mand kan forudse en Ulykke; men der skal en næsten guddommelig Mand til at imødegaa en pludselig Ulykke og paa et Øjeblik at genoprette det faldne.

I rene Skønssager regnes Franskmændene for at være deres Nabofolk underlegne. For den samme Aandsegenskab som hurtigt kan bringe Rede i noget der er i Uorden, kan ogsaa bringe Urede i noget der er i Orden; og de forvirrede Situationer Franskmændene ofte klarer sig ud af ved deres Aandsnærværelse, skyldes ofte deres egen Mangel paa Forudseenhed. Jeg beundrer dem der slipper helskindet fra at stige ned fra en stejl Klippetop; men jeg holder nu alligevel med dem der ikke stiger op paa den uden at det er strengt nødvendigt. Hvis Franskmændenes Behændighed og Spaniernes tøvende Væsen blev slaaet sammen, vilde alt gaa bedre; men de to gode Egenskaber forenes kun sjældent hos ét og det samme Folk. Franskmændene kan ikke holde ud at vente; hvad de vil have, vil de have lige med det samme. Deraf kommer den morsomme Talemaade: Hvis man vil pine en Franskmand til at bekende Sandheden, saa skal man ikke sætte ham paa en Træhest, men paa en sløv Krikke.

253

Franskmændene er saa selskabeligt anlagt at de betragter Mennesker der holder af at være alene som en Slags Halvmennesker, og ofte giver dem Øgenavne som »Filosoffer« eller »Natugler«. Derfor holder de ogsaa af Hoflivet, selv om det er udsat for tusind Farer og Ubehageligheder. At komme væk fra Hoffet og leve i Ensomhed er for dem det samme som at miste sine Medmenneskers Agtelse og kukkelure i et Fængsel.

Det maa være nok om Franskmændene. Nu rejser jeg over Havet til Englænderne, hvis Karakter jeg kender ud og ind.

Englænderne er enten Engle eller Djævle, for de kan ikke fordrage at holde sig paa Middelvejen i nogen Henseende. De som er gode er enormt gode, og de som er onde er enormt onde. Deres Fejl og deres gode Egenskaber er saa store at de ikke kan blive større. Der findes ikke noget andet Land som kan fremvise saa mange Eksempler paa Heltemod og saa mange paa Forræderi. Rigets Stænder har snart vovet det yderste for at redde Fædrelandet, og snart været Landsforrædere.

Religion og Vantro, Nidkærhed, Lunkenhed, Lærdom, Uvidenhed, Flid, Dovenskab, gode Egenskaber og daarlige Egenskaber modnes her i den Grad at der ikke er noget man kan rose højt nok, og ikke noget man kan angribe haardt nok. Jeg vil forklare dette noget tydeligere ved at fortælle nogle Enkeltheder. Der er intet Folk der er mere ugideligt og samtidig mere arbejdsomt. Dovne Englændere kan ikke ved Sult, Fængsel eller Lænker tvinges til at arbejde eller bare til at sætte en Fod uden for deres Soveværelse. Derfor ser man Kunstnere og Haandværkere sidde og kukkelure i de offentlige Fængsler paa Grund af Fattigdom, selv om de sagtens kunde betale deres Gæld eller holde sig Sulten fra Livet, hvis de bare gad røre en Haand. Paa den anden Side kaster de der kan lide at bestille noget sig ud i hvad det skal være; de rejser over Lande og Have, Floder og Bjerge og sætter Livet paa Spil, de prøver alt muligt og umuligt, baade det 254 de kan naa og det de ikke kan naa, for at mætte deres Nysgerrighed eller for at tjene Penge. Derfor kan man sige om Englænderne at de enten raadner op af Dovenskab, eller slider sig op.

Heller ikke i Studeringer udviser de nogen Moderation, for enten kan de ikke taale Synet af Bøger, eller ogsaa ofrer de deres Nattesøvn paa Læsning; og de skærper i den Grad deres Forstand at de ofte mister den. Derfor er der nok ikke noget andet Land der frembringer saa mange lærde og saa mange ulærde gejstlige.

Paa det religiøse Omraade hersker enten den største Fromhed eller den største Ugudelighed, Tro eller Vantro, Fanatisme og Ateisme skiftes til at sidde ved Roret. For de tror enten ingenting eller alt for meget. Troen gaar tit i Retning af Overtro, Vantroen i Retning af rent Fritænkeri. De der har sluttet sig til den katolske Tro, gaar endnu mere end Spanierne og Italienerne ind for den. De tager ikke i Betænkning at sætte Liv og Lemmer og Navn og Rygte paa Spil for Paven og at forraade deres Fædreland. De der har en anden Tro sætter Lighedstegn mellem Paven og Djævelen. De elsker og hader lige hovedkulds. Den yderliggaaende Gudsfrygt og Ugudelighed gør at den kristne Tro bliver haardere angrebet og taprere forsvaret i England end noget andet Sted.

Heraf fremgaar det at de Forfattere tager fejl der tildeler hele Folket de Fortrin og Mangler som kun findes hos en Del af det. Det fortjener nemlig at blive kaldt paa én Gang det bedste og det værste af alle Folkeslag. Andre Folkeslag har ogsaa Fortrin og er fulde af Fejl, men begge Dele i mere moderat Grad. Man gaar ikke saa vidt som Englænderne. De fleste holder sig nemlig til Middelvejen, saa at man ikke kan vide hvilken Kategori man skal henregne dem til.

Der er dog nogle Egenskaber som man kan tilskrive hele det engelske Folk. De er næsten alle alt for selvglade og ser ned paa Udlændinge. Men man kan sagtens tilgive dem denne Selvglæde, naar man tænker paa den Lykke 255 og Velstand, den frugtbare Jord og de Naturrigdomme de har faaet i saa rigt Maal. Mændene er som Regel modige og Kvinderne smukke. Mændene regerer i det offentlige Liv, men Kvinderne i Hjemmet. Englænderne, som stræber efter at komme til at herske over andre Folkeslag, finder sig taalmodigt i at være under deres Koners Herredømme. De er lige som Løverne, der frygtløst gaar enhver Angriber i Møde, men er bange for Mus. Vi har for ikke ret længe siden set en Hertug som fik hele Europa til at skælve bare man hørte hans Navn, men som var helt i Lommen paa sin Kone. Og denne Egenskab er ikke noget der er specielt for denne Helt; den er næsten hele Folkets Fælleseje.

Englænderne er ikke saa hurtige i Opfattelsen som Franskmændene, men de har bedre Dømmekraft. De er ikke meget talende; men man har Indtrykket af at det de siger er velgennemtænkt. De er fremragende Talere; for de er det eneste af de moderne europæiske Folkeslag som i Talekunsten følger i de gamle Grækeres og Romeres Fodspor - og indhenter dem. De Taler man hører i andre Lande er slikkede og veldrejede, men uden Saft og Kraft. Da man ikke har Talefrihed er der ikke andet godt ved dem end deres Elegance og Spidsfindighed. Men de engelske Taler der holdes i Parlamentet, har deres Forbilleder i Oldtiden; for de handler om vigtige Ting og behandler lige som de gamle græske og romerske hele Samfundstilstanden. De engelske Talere bringer ikke Uorden i deres Taler ved en Flom af Klingklang og overraffinerede Sætninger - den Slags er der ikke Brug for, da de ikke er magre i indholdsmæssig Henseende. Derfor er England det eneste Land i vore Dage der frembringer virkelige Talere. Denne Ret til at skrive og tale frit medfører ogsaa at Englænderne overgaar andre Folk i at skrive Bøger om Religion og Moral. I Historie regnes de for at være Franskmændene underlegne; ganske vist plages Englænderne ikke af den Frygt som tvinger andre til at vige fra Sandheden, men der er ingen Orden i deres 256 Bøger; deres Annaler er snarere Opremsninger af Begivenheder end veldisponerede Historiebøger. Hertil kommer at England er delt op i Partier, saa at Sandheden tit bliver undertrykt af Partiskhed.

Om det engelske Sprogs Oprindelse fortæller man denne Historie: Da Fanden havde kastet de gamle og de nye Sprog i en Kedel sammen og Suppen var begyndt at koge, lavede han af Skummet det engelske Tungemaal. Man kan nok se at denne Historie er opdigtet af Mennesker der foragter Engelsk og mener at det er en Pærevælling af forskellige Sprog. Men da dette Skum er et Afkog af andre Sprog, lider Englænderne ikke af Mangel paa Ord, men kan udtrykke sig præcist, fyndigt og elegant. Denne sproglige Rigdom frembringer sammen med Englændernes fornemme Nationalkarakter de herligste Heltedigte. For siden Homer og Vergil er der ingen der har kunnet maale sig med Milton og Pope i denne Genre. Men i Komediedigtningen naar Englænderne ikke op paa Siden af Franskmændene. Englænderne har nemlig paa det humoristiske Omraade en Smag som er noget for sig selv, og som støder Fremmede. Da der var Gang i Teateret hos os, prøvede vi at oversætte nogle engelske Komedier til dansk; men de faldt ikke i Folks Smag. De er ganske vist ikke uden vittige Pointer, men den Munterhed, der er Sjælen i Komedien, mangler. Da Englænderne er meget tilbøjlige til dybe Meditationer og holder saa fast ved dem at de hellere vilde miste Forstanden end glemme en Tankegang, fortjener England at blive kaldt for en virkelig Skole for Filosofi. Det frembringer Folk som baade i Levned og i Lærdom er Filosoffer; for Englænderne underviser ikke mindre ved deres Eksempel end ved deres Lærdom. Derfor adskiller de sig kun fra de gamle, berømte Filosoffer, hvis Liv og Lære de ellers efterligner, ved ikke at gaa med Kappe og skabe sig. Derfor kan man sige om Englænderne: Man ser Filosoffer, ikke Kapper. Hvor meget England har bidraget til Matematikken, Fysikken og Moralfilosofien, og hvor mange 257 Eksempler paa en filosofisk Levevis det har givet, det ved alle. Derfor kan det med Rette kaldes det Land hvor de virkelige Filosoffer og Helte fødes.

Den litterære Smag har ændret sig med de skiftende Tider. Om Smagsforandringen siger Blackmore: I gamle Dage læste mine Landsmænd først fantastiske Beretninger om Kæmper, Uhyrer og vandrende Riddere, snart efter Brandere, senere igen Svulstigheder, saa yndige Ord og elegante Sammenligninger, og nu paa det sidste har de kastet sig over den rene Lærdom uden Falbelader. Der er nok noget om det, for de Skønord engelske Prædikanter for ikke saa længe siden var saa begejstrede for, undgaar de nu, og beskæftiger sig kun med at udgranske Teksternes sande og egentlige Indhold. Denne vældige Fremgang i de litterære Sager skyldes de Belønninger og Ærestitler som man paa denne Ø overdænger Forfattere og Videnskabsmænd med. Rigets fornemste Mænd, Hærførere og selv Konger, finder ikke at det er under deres Værdighed at skrive Bøger og forøge Forfatternes Antal. For ikke ret længe siden saa vi den berømte Newton blive begravet med næsten kongelig Pragt, Rigets fornemste Mænd bar hans Kiste; og kort Tid forinden havde Burnet, da han havde afsluttet sit Værk om Reformationens Historie, faaet en højtidelig Tak af hele Parlamentet. Naar det videnskabelige Arbejde bliver hædret i saa høj Grad, er det ikke saa underligt at Englænderne gør Krav paa Førstepladsen i Videnskab og Kunst, og at Muserne tager Ophold paa deres Ø. Hertil maa føjes, at Englænderne er det Folkeslag der er mindst tilbøjeligt til at blive hængende i Fordomme. For deres Hjerner er som ubeskrevne Blade, hvorpaa man let kan skrive alt hvad der ikke strider imod Logikken og den sunde Fornuft. Hos de fleste andre Folkeslag er det i den Grad Skik og Brug der hersker, at man kan tale om et Tyranni eller en anden Natur. Hvis man vil overbevise en Spanier om ét eller andet Dogmes Sandhed, er man nødt til først at afskaffe hans gamle Fordomme. Det er dobbelt Arbejde, fordi man maa 258 glatte de gamle Folder ud før man lægger de nye. Naar Englænderne hører noget uvant, tager de det til sig, undersøger det, tilegner sig det og docerer det aabenlyst. Det er derfor der er saa store Meningsforskelle baade paa det religiøse, politiske og moralske Omraade. Englænderne tror ikke andet end hvad de fatter; og det som de fatter bekender de frit. Og da Tænkefriheden er ubegrænset, finder man lige saa mange Ateister i England som man finder Hyklere i andre Lande. Maaske er der i Virkeligheden flere Ateister i Italien; men der ser ud til at være færre, fordi de gemmer sig under Fromheds Maske. I England kan man skelne de fromme fra de ugudelige; for de der ser ud til at være religiøse er det ogsaa i Virkeligheden. Det er vanskeligt i de fleste andre Lande, hvor man af Frygt for Straf ikke siger sin Hjertens Mening. I England kan man ogsaa nemt skelne gode Borgere fra ondsindede Undersaatter. Derfor er de der ser ud til at være gode det ogsaa i Virkeligheden, og Øvrigheden kan have Tillid til dem. Saadan er Virkningerne af denne Frihed, der nok afføder visse Ubehageligheder, men flere Goder.

De er yderst tolerante over for Folk der er afvigende i religiøs Henseende. De ser kun ned paa dem der er afvigende paa ubetydelige Punkter; for de har ikke noget imod Jøder, Tyrkere og Hedninger; men de er meget haarde mod deres egne Trosfæller, hvis de har afvigende Meninger om de mest ubetydelige rituelle Smaatterier. Hvis man vil leve i Fred og regnes for et ordentligt Menneske, saa maa man enten være strengt rettroende eller fuldstændig kættersk; for en mindre Afvigelse kan ikke frelse én fra Forfølgelse og Had. Man kan skaffe sig Fred ved intet at tro eller ved at tro alt. Selv om dette uheldige Forhold er særlig mærkbart i England, saa er det dog ikke noget Englænderne er ene om. Rundt om blandt andre Folkeslag ser man den samme Dumhed sidde ved Roret. Saaledes er en Tyrker mere fjendtlig imod en Perser end imod en Kristen eller Jøde, en rettroende Katolik hader 259 Jansenisterne mere end Calvinisterne; og mellem de forskellige Munkeordener bestaar der et sandt teologisk Had.

Gejstligheden lever friere i England end andre Steder. De er ikke bange for at gaa i Teateret og daglig at strejfe om paa Kroerne. Men lever de friere, saa prædiker de til Gengæld med større Beskedenhed, for de staar næsten ubevægelige og med sænket Hoved paa Prædikestolen og udlægger de bibelske Tekster paa en værdig, dybtgaaende og from Maade, helt anderledes end Præsterne paa den anden Side af Havet, der vrider Arme og Ben som om de var hensat i en fanatisk Ekstase, og ved deres teatralske Gestus snarere faar Folk til at grine end til at udgyde fromme Suk. Man bebrejder ganske vist Englænderne at de prædiker efter Manuskript; men det gør at Prædikerne hænger ganske glimrende sammen, og at man undgaar at gentage sig selv. Derfor skurrede den første Prædiken jeg hørte efter at jeg var kommet hjem fra England, slemt i mine Øren; for jeg var vant til velgennemarbejdede Prædikener, og nu hørte jeg saa mange forstyrrede Sætninger og saa mange Gentagelser, at jeg antog at det der her blev sagt paa en Time, kunde have været overstaaet paa et Kvarter.

Man kan opstille følgende Sammenligning mellem Franskmænd og Englændere: Franskmændene taler mest, Englænderne tænker mest; de første fører i Henseende til Vid, de sidste i Henseende til Dømmekraft. Franskmændene gaar i det dyreste Tøj, Englænderne i det pæneste. Franskmændene lever kun af Brød, Englænderne kun af Kød. Begge Folkeslag er temperamentsfulde; Franskmændene er Sangvinikere, Englænderne Kolerikere. Franskmændenes Vrede er den voldsomste, Englændernes den varigste. Franskmændene bruger Penge paa Tøj, Englænderne paa Mad. Franskmændene lader sig lede af Vanen, Englænderne tænker selv. Franskmændene gaar blindt med Strømmen, Englænderne gaar imod den. Franskmændene er hurtige til at stifte og bryde 260 Venskaber, Englænderne mere langsomme. Og Franskmændene dyrker deres Overmænd, Englænderne sig selv. Franskmændene er bedre Borgere, Englænderne bedre Mennesker. Franskmændenes Aandsevner er mere raffinerede, Englændernes større. Begge Parter udviser tit Heltemod. Franskmændene gør det for at blive berømte, Englænderne for Heltemodets egen Skyld. Franskmændene søger Lønnen i Folks Snak, Englænderne i Handlingen selv. Det er det samme med Laster og Forbrydelser. Begge Folk begaar Forbrydelser, Franskmændene for at berige sig, for at hævne sig eller ud fra andre Motiver; Englænderne gør det ofte slet og ret for at begaa Forbrydelser. Franskmændene har det tilfælles med andre Folk at de ofte forbryder sig i Haab om at undgaa Straf; Englænderne begaar ofte Forbrydelser fordi de er klar over at de bliver straffet; saa Lovens Strenghed, som dæmper Franskmændenes Lidenskaber og afskrækker dem fra at synde, den forstærker Englændernes Lidenskaber og faar dem til at synde. Franskmanden siger: »Jeg vilde synde hvis Loven tillod det«, Englænderen: »Jeg vilde ikke synde hvis ikke Loven forbød det«.

Franskmændene lever ikke paa Smalkost, og Englænderne endnu mindre; men Franskmændene lever for at spise, Englænderne spiser for at leve. Franskmændene vil have Mad der er tillavet med Kunst; Englænderne vil have kraftig Kost lavet uden Raffinement. Naar Franskmændene skal lave Mad tager de Hensyn til Fantasien, mens Englænderne kun tænker paa Maven. Franskmændene drikker for at slukke Tørsten eller for at komme i godt Humør; Englænderne drikker bare for at drikke. Franskmændene tror før de undersøger Tingene; Englænderne undersøger Tingene før de tror. De franske Kvinder lever frit, fordi deres Mænd ikke er jaloux; engelske Kvinder lever endnu friere, selv om deres Mænd plages af en til Vanvid grænsende Jalousi. Begge Folkeslag har en frodig Fantasi; men Franskmændenes Fantasi er mere bunden, Englændernes gaar ud over alle Bredder. 261 Derfor er Franskmændenes Taler og Skrifter mere muntre og elegante, Englændernes mere overdaadige og righoldige. Franskmændene lever tit usselt og fattigt, men elsker alligevel Livet; Englænderne lever flot og rigt og hader dog Livet. Naar de skal henrettes lader de sig ikke føre til Retterstedet, men løber selv derhen, og de dør syngende og leende, mens de driller Tilskuerne. Og hvor der ikke er nogen Bødler, hænger de ofte sig selv. Af alt dette kan man jo nok forstaa at der bestaar et evigt Had mellem disse to Folkeslag, der er saa forskellige i Karakter og Væremaade. Og man ser at Englænderne er et ganske utroligt Folkefærd. Man møder meget hos dem som man næppe kan finde hos andre Folk, og der er meget som man maa undres eller ligefrem forbløffes over. Hvis der nu er nogen der mener at jeg har malet denne Nations gode og daarlige Egenskaber med alt for stærke Farver, saa maa man være klar over at man kun kan tale med stærke Ord om et Folk der saa stærkt overdriver alt og hader al Moderation.

Nu vender jeg tilbage til Kontinentet for at holde Mønstring over nogle mere almindelige Folkeslag. Foruden Franskmænd og Englændere har jeg haft Omgang med Hollændere, Tyskere og Italienere. Naturen har ikke været blid ved Hollænderne. De bor i Moradser; og et Utal af Mennesker lever sammenklemt paa nogle faa Tønder Land. Og den Smule Jord de har er ikke noget Naturen har skænket dem; for de har selv skabt den Jord de bor paa: Derfor siger Digteren:

Gud skabte alt; Holland har han dog ikke dannet,
for Hollænderne selv har skabt og formet Landet.

Desuden frembringer dette lille Stykke Land, der ikke er tilstrækkeligt til at ernære en Hundrededel af Befolkningen, ikke andet end en Smule Græs og Korn. Aandsevner har Naturen heller ikke givet Hollænderne ret meget af. De kan hverken i Fatteevne eller Dømmekraft sammenlignes med Franskmænd og Englændere. Men midt i denne 262 Fattigdom fortjener Holland alligevel Navn af den rigeste og vigtigste af alle Stater; for hvad Naturen har nægtet Hollænderne, har de selv rigeligt skaffet sig ved deres Flid. Andre Lande vigter sig af deres Produkter; Holland har intet og har dog alt. Andre Folkeslag praler af deres Dyder og deres høje Begavelse; Hollænderne har ikke andet end almindelig Menneskeforstand; men ved Hjælp af den har de paa den anden Side skabt flere og nyttigere Ting end andre med al deres Skarpsindighed og Lærdom. Andre udfører iøjnefaldende Bedrifter, men Hollændernes er mere væsentlige. Andre gør imponerende, men ofte nytteløse Ting; Hollænderne gør nyttige Ting som der ikke er noget imponerende ved. Andre er Hurtigløbere; men Hollænderne bevæger sig langsomt men naar alligevel hurtigere til Maalet. Andre har vældige aandelige Ressourcer; Hollænderne har bare deres sunde Menneskeforstand, og alligevel rammer de sjældnere ved Siden af. Hvis de ikke selv kan hitte paa noget, genskaber de hvad andre har hittet paa og efterligner det fingernemt; hvis Kopien saa ikke helt træffer Originalen, er det ofte fordi den er bedre end denne. Hollænderne nøjes nemlig ikke med dygtigt at efterligne andres Færdigheder; de pudser paa dem og forbedrer dem, saa at man her virkelig kan sige:

Lærenem Skarpsindighed
alting at besejre ved.

Den fantastiske Energi hvormed de har forvandlet deres Moradser til et Paradis med de mest pragtfulde Byer, Landsbyer og Slotte, viser hvor meget der kan naas ved menneskelig Energi. Ligegyldigt hvor man ser hen, faar man Øje paa Ting som fylder én med Begejstring. Derfor gik jeg i en evig Bekymring for nogle Aar siden, da Dæmningerne begyndte at blive gennemgnavede af Orme. Ødelæggelsen af dette Landskab, der er en Pryd for hele Kloden, stod for mig i Drømme. Ved Flid er denne Stat skabt og udvidet; ved Flid bestaar den; og hvis Fliden svigter, gaar den sin Opløsning og Undergang i Møde. 263 Nogle Mennesker anser Hollænderne for at være særlig højt begavede paa Grund af den store Mængde af Satirer og vittige Epigrammer der hvert Aar udgives dér i Landet. Men det er snarere Trykkefrihed end litterær Begavelse man mærker, hvad man nemt kan se, hvis man sammenligner Franskmændenes og Englændernes pointerige Digte med Hollændernes Skæmtevers. Man kan nemlig sige:

Digte som ikke blir til ved Naturens Gave,
dem kan - uden Talentet - Frihed lave.

Den Frihed der hersker i Hollændernes Udtalelser og Skrifter, forveksler vi tit med Vid og Skarpsindighed. Derfor tillægger vi ganske ufortjent Hollænderne disse Egenskaber. Dog har dette Folks humoristiske Skrifter en særlig Charme i Kraft af det hollandske Sprog, der er lige ud ad Landevejen, aabent og morsomt, og egner sig bedre til Komedier og muntre Værker end Tragedier. For nogle Aar siden vilde jeg prøve hvordan det vilde falde ud hvis jeg lod mine Komedier oversætte til fremmede Sprog. Saa fik jeg mit første Stykke, Den politiske Kandestøber, oversat til tysk og hollandsk. Den tyske Oversættelse syntes jeg var kedelig; men den hollandske var ligefrem morsommere end Originalen. Men til alvorlige og høje Emner dur dette Sprog ikke; det er mere latterligt end gribende, hvad jeg nemt kunde belægge med adskillige Eksempler fra hollandske Tragedier.

De hollandske Sprogmænd har længe svedt over Arbejdet med at opdyrke deres Sprog; men maaske er deres Ihærdighed løbet af med dem. De forsøger at rense det og gør det i Virkeligheden snarere mere uklart. De jager alle Fremmedord i Landflygtighed; og naar der saa mangler hollandske Ord til at erstatte de landflygtige, producerer de daglig nye. Alle kender de tekniske, filosofiske og grammatiske Fagudtryk, som er indlaant i Alverdens Sprog; men Hollænderne skaffer sig omhyggeligt af med dem for at undgaa at det hollandske Sprog bliver 264 besmittet af fremmede Gloser. Paa den Maade erstatter de kendte Ord med ukendte. Naar de for Eksempel vil gengive Præsens, Præteritum, Futurum, Nominativ, Genitiv, Subjekt og Objekt paa Hollandsk, opfinder de nye Ord og Udtryk, som gør at hele det hollandske Sprog bliver uforstaaeligt for Hollænderne selv. Med andre Ord: Grammatikerne dér i Landet er travlt beskæftiget med ingenting at udrette, eller rettere sagt med at opfinde sproglige Uhyrligheder. Vi har Grund til at undre os over denne Strenghed og Intolerance blandt Sprogmændene; for paa det politiske og kirkelige Omraade er Hollænderne saa tolerante at de ikke betænker sig paa at give Borgerret til næsten alle Trosretninger og næsten alle levende Væsener. Men Holland, der er hele Menneskehedens fælles Fædreland, gør de Ord, der er fælles for Alverdens Folkeslag, landflygtige.

Dette Digterord passer i høj Grad paa det hollandske Folk:

De er et nøjsomt Folk, som slæbe kan og slide.
De tjener meget, og de lægger alt til Side.

Oprettelsen af den hollandske Stat nødvendiggjorde den Energi der nu er gaaet Hollænderne i Blodet. For Hollænderne er energiske frem for alle andre, og de viger ikke tilbage for nogen Anstrengelser. Der er nogle der rynker paa Næsen ad deres Sparsommelighed, og der er nogle der anser den for et Fortrin. De der rynker paa Næsen ad den, siger at Hollænderne sulter og tørster midt i al deres Rigdom lige som Tantalus. De der anser den for et Fortrin, siger at Holland kun kan eksistere i Kraft af Energi og Sparsommelighed, lige som det er opstaaet i Kraft af Energi og Sparsommelighed. For andre Folkeslag bliver rige af Jordens Frugtbarhed, men Hollænderne bliver det kun af deres Arbejdes Frugter. Der er dog alligevel nogle som overdriver, og som tænker alt for meget paa Fremtiden og er alt for nærige mod sig selv.

Det samme som er sagt om Hollændernes Energi og 265 Sparsommelighed, kan ogsaa siges om deres stærkt opreklamerede Renlighed. For Jordens og Luftens Karakter har gjort Renlighed til en Nødvendighed for dem. Men ogsaa her overdriver de. De er bange for at spytte paa Gulvet, saa de har Lerskaale til at spytte i anbragt rundt om paa deres Borde. Det er der mange der faar Opkastningsfornemmelser af, saa de synes Hollændernes Huse er uhumske af lutter Renlighed.

Hollænderne overdriver ogsaa den Tobaksrygning som er en Nødvendighed for dem; for da de bor i Moradser og indaander en fugtig og taaget Luft, mener de at Tobaksrøg er godt for deres Sundhed. Men de ryger alt for meget. For naar man kommer ind i et hvilket som helst Hus, saa

vælter tung og tyk sig Røgen
af den stærke Pibe-smøgen.

Hvis man solgte Menneskekød i de hollandske Slagterforretninger lige som hos Indianerne, saa kunde Hollænderkød gaa som Røgvare.

Hollænderne ligger ikke under for deres Lidenskaber; derfor taler man ligefrem om hollandsk Kølighed. Nogle lægger Hollænderne denne Kølighed til Last, da menneskelige Lidenskaber, Vrede og Kærlighed, kalder gode Egenskaber frem. Men dette fører til at hverken gode eller onde Egenskaber rigtig kommer til fuld Udfoldelse hos dette Folk. De savner ganske vist Heltemod; men til Gengæld kender de heller ikke til Elskovsvanvid, Jalousi, Hævngerrighed og andre gale Tilbøjeligheder, som de fleste andre Folkeslag lider under. Kvinderne er meget tilbageholdende over for Mænd og har bevaret meget af den gammeldags Blufærdighed og Ufordærvethed. Og de unge Mænd lader sig ikke drive til Vanvid og Selvmord af rasende Kærlighed. Af samme Grund afgør man ogsaa hellere Stridigheder ved Retssager end ved Dueller; for Hollænderne synes det er idiotisk at hævne en Fornærmelse ved at bringe sig selv i Livsfare.

266

Men det er mest i Statsstyreisen og Retsvæsenet at de sunde Virkninger af denne Kølighed gør sig gældende. Alt bliver gennemtænkt langsomt og grundigt; men naar Sagerne har faaet den endelige Behandling, bliver de straks ekspederet; saa det er ikke godt at vide hvad man mest skal beundre, den langsomme Sagsbehandling eller den hurtige Ekspedition. Den Orden man ser selv i de ubetydeligste Forhold er saa stor at fremmede bliver helt vilde af Begejstring over den. Holland kan virkelig kaldes et velordnet Samfund! Dog er der visse Fejl ved selve Statsformen; men dem er der ikke noget at gøre ved, for de er opstaaet ved Statens Oprettelse. Man ved jo hvor hastigt og i hvilke urolige Tider Staten De forenede Provinser blev dannet. Man maa her lægge Mærke til at den jævne Befolkning i Holland gør sig skyldig i en Kæmpemisforstaaelse, naar de tror at de har hele Magten i Republikken. I Virkeligheden er de helt udelukkede fra Statsstyreisen, der varetages af nogle ganske faa Familier.

Paa en vis Maade kan Hollænderne henregnes til Amfibiernes Orden, for

de knap nok Forskel kende kan
paa Havet og det tørre Land.

Sammen med Sømandshaandværket lærer de Sømandsmanerer. De er som Regel grove og lige ud ad Landevejen. Dog er der nu til Dags nogle som prøver paa at efterligne Franskmændenes elegante Væsen; men idet de prøver paa at efterligne andres Natur mister de deres egen og bliver til Grin baade for Franskmændene og for deres egne Landsmænd; for enten ter de sig helt bagvendt eller ogsaa overdriver de. Denne affekterede Elegance har især vist sig hos deres diplomatiske Udsendinge, og har tit givet Anledning til Spydigheder. Da for Eksempel de to Gesandter de Wit og van Wawern i 1653 mødte op ved en Kongres der skulde holdes i Lübeck, lod de efter Sædvane de øvrige Gesandter vide at de var kommet, men bad samtidig om at man ikke vilde tage dem det ilde op 267 at de ikke straks kunde tage imod, da de maatte have nogle Dage til at komme i Orden og indrette sig, før de kunde modtage fremmede Gesandter i deres Bolig. Og da Kong Karl den Anden af England bebrejdede den hollandske Stat at man nægtede ham noget som man havde indrømmet Cromwell, fik han det Svar at det nu var andre Tider; for paa det Tidspunkt havde England været styret af en stor Mand, som alle havde Grund til at være bange for.

Af denne overfladiske Beskrivelse kan man se at Hollænderne staar i større Gæld til deres egen Dygtighed og Flid end til Naturen, og at deres Opfindsomhed skænker dem hvad Naturen har nægtet dem. Hvad de har af Aandskraft, Skarpsindighed og andre Former for Begavelse er ikke noget at raabe Hurra for. Hollænderne har ganske vist udført saa mange og saa glimrende Bedrifter at kun faa andre Folk kan være med i Vognen; men det er altsammen Resultater af deres Flid, som har været en absolut Nødvendighed for dem.

Om Tyskerne kan man sige næsten det samme. De hører ogsaa til de Folkeslag som ikke gaar til Yderligheder. De gaar aldrig over Stregen, undtagen maaske med Mad og Drikke. De gaar sjældent bort fra den slagne Landevej, gaar med langsomme Skridt mod deres Maal, men naar til sidst frem til det. De har mange gode Egenskaber, men ikke Heltemod. De er tapre, men render ikke af sig selv Døden i Møde som Englænderne. De dyrker Videnskab, men studerer sig ikke fra Vid og Sans. De er udholdende i deres Arbejde, men ikke saa arbejdsomme som Hollænderne. Hollænderne arbejder for at skrabe Rigdomme sammen, Tyskerne for at faa en passende Levestandard; saa Hollænderne tager den aldrig med Ro, hvad Tyskerne gør af og til. Derfor gælder det meste, baade godt og ondt, som man kan sige om dette Folk, hele Menneskeheden. Men hvad angaar Statsforfatning, Love, Ret og Sædvaner synes Tyskerne at være det mest utrolige af alle Folk. Mage til Statsform er der ikke noget 268
andet Folk der har udtænkt; for den er hverken monarkisk, aristokratisk, demokratisk eller en Mellemting. Saa hvis der bliver spurgt hvilken Regeringsform de har, saa maa man svare: Tyskland bliver regeret paa tysk. Det samme maa man sige om deres Love, Rettigheder og Privilegier; for der er mange der nyder Rettigheder og Privilegier som det er dem forbudt at udøve. De jager efter Skygger og indholdsløse Titler; de praler af Ting og Herskerrettigheder som ingen kan faa Øje paa; de hævder at de har Rettigheder til andre europæiske Lande, som intet Land anerkender. De siger at de er Romere, og dog har de intet tilfælles med Romerne. De taler i prægtige Vendinger om at det fjerde Monarki endnu blomstrer i Tyskland; men andre mener at det er et Imperium som kun eksisterer i Tyskernes Hjerner. For de Love de betjener sig af, deres Titler, deres Udtryksmaader, deres mange Navne og deres øvrige Efterligninger af Forhold i Oldtidens Rom, anses ikke for at give dem nogen Rettigheder. Men den Diskussion vil jeg ikke blande mig i, jeg vil ikke paatage mig at angribe et Hædersnavn der har saa mange Aarhundreders Hævd. Det ser ud til at Tyskerne er ganske sikre i deres Sag, naar de gør Krav paa visse af det fjerde Monarkis Rettigheder. Men naar de gør fortvivlede Forsøg paa at efterligne Romernes Opførsel, Skikke og Udtryksmaade, saa gaar de over Stregen. Romerne landsforviste deres egne Borgere; Tyskerne landsforviser ogsaa Udlændinge. Romerne landsforviste kun de levende; Tyskerne landsforviser ogsaa de døde, for Rigets Band strækker sig ofte ogsaa til de hedengangne. Romerne brugte tre Navne; og denne Skik har Tyskerne overtaget. Men de er gaaet endnu videre og er nu knap nok tilfredse med otte eller ti Navne. Ordstillingen i latin er bagvendt, men Ordstillingen i tysk er ved Efterligning blevet endnu værre; for Romerne sætter for det meste Verbet sidst i Sætningen, men Tyskerne ender tit deres Perioder med to eller tre Verber. Paa latin kan man skille Adjektivet fra Substantivet med ét Ord; paa 269 tysk kan man sætte seks-syv Ord imellem dem. Tyskernes Efterligningstrang har været saa stærk at de fordobler Romernes Fejl. Men alt dette er jo kun ubetydelige, ikke graverende Fejl. Jeg vil ikke sige noget om Tyskernes Fortrin og Mangler. Andre har bemærket at de er nogle slemme Drukkenbolte. De jager efter indholdsløse Titler og gevaldige Navne som ingenting betyder. Der er vist ikke noget andet Folk der har saa mange flotte Navne og saa mange Grevskaber i Maanen. De kalder sig ikke alene Herrer, men fuldstændige Herrer (gantz Herren) over noget der slet ikke er til. Ellers er Tyskerne ærlige, arbejdsomme og trofaste. Deres Indsats paa det videnskabelige Omraade er fremragende. Der er nogle der taler med Foragt om tyske Skrifter og paastaar at de snarere er Materialesamlinger end ordentligt gennemarbejdede Værker. Den Diskussion vil jeg ikke blande mig i. Selv de der kritiserer dem, maa indrømme at de har øst af tyske Kilder, selv om de er plumrede. For selv om andre Folk maaske skriver mere elegant, saa skriver Tyskerne mere lærd. De tyske Materialesamlinger er Resultater af omfattende Læsning. Andre skriver dem af, bringer Orden i dem og udgiver dem for deres egne Arbejder. Med andre Ord: De skælder dem ud og hugger samtidig fra dem; og det er jo baade utaknemmeligt og uretfærdigt, med mindre de vil skyde sig ind under Krigens Ret, der gør alt det man har taget fra Fjenden til éns eget. Den der anser Tyskerne for at være ubegavede, kender ikke noget til Teknikkens Historie, som vidner om de mange glimrende Opfindelser de har gjort.

Det tyske Sprog er i sig selv vanskeligt; og det bliver gjort endnu vanskeligere af den krukkede Efterabning af latin. Tyskerne adskiller Ord som naturligt burde staa sammen og sætter det sidste først, saa at man ikke forstaar et Muk af det hele før man kommer til Enden af Perioden. Perioderne er som Regel saa lange at man har glemt det foregaaende naar man kommer til Slutningen, der tit bestaar af to eller tre styrende Verber. Og saa maa 270 man læse det hele om igen. Denne Læsertortur kalder Tyskerne det tyske Sprogs Majestæt. Men hver sin Smag. Den ene kan lide noget sødt, den anden noget bittert. Den Vin som den ene slikker sig om Munden efter, faar den anden Kvalme af. Og da man ikke kan diskutere om Smagen, vilde det ogsaa være urimeligt om man bebrejdede Polakkerne at de ikke bryder sig om Sild, uden de stinker og er sure, Englænderne at de spiser halvraat Kød, Italienerne at de hellere vil høre Disharmonier end Harmonier. Hver kan lide sit; og hvad der frastøder den ene, tiltrækker den anden.

Marinus holder af en Los med lange Ører;
Et rædsomt Negerfjæs Pers Sjæl og Hjerte rører;
En lille Skødehund er Jørgens Øjesten;
Jens elsker Aber (selv han ligner saadan én);
Hans ynder frem for alt den bide-tanded' Maar;
En Skades Snakkeri til Sørens Hjerte naar.

Man fortæller at en Bonde engang fældede Træerne omkring sin Gaard fordi Nattergalens Sang irriterede ham, og om en skytisk General, som holdt mere af Hestevrinsken end af den dejligste Harmoni. Derfor vil jeg ikke sige noget nedsættende om Tyskernes Smag - kun at de fleste andre Folk ikke bryder sig om den.

Italienerne er delt op i flere Folkeslag, saa de kan ikke skæres over én Kam. Paa Grund af Landskabernes Forskellighed afviger disse Folkeslag nemlig fra hinanden baade i Skikke og Aandsevner. De har dog, med nogle faa Undtagelser, det til fælles at de er Italienere, d. v. s. Folk der er degenererede i Forhold til deres Forfædre. De gamle var tapre og uforfærdede; de nuværende er fredsommelige og frygtsomme. De gamle kæmpede med Lanser og Økser, de nuværende snarere

med Arsenik
i Mad og Drik.

271

De gamle Romere herskede over Alverdens Folkeslag; Nutidens Italienere er alle Folkeslags Tjenere. De gamle førte kun Krig mod bevæbnede Mænd; de andre ryster i Bukserne hvis de ser en bevæbnet Mand, og lader sig kommandere af deres Koner. Lige saa mange Helte der fremstod i det gamle Italien, lige saa mange Bangebukse (poltroni) fremstaar der i det nye. Det eneste de har tilfælles er Overtro. Hvis man sammenligner Tirus Livius' Fantasterier med de moderne Italieneres Legender, saa er det ikke godt at vide hvilken af Delene der er mest vanvittig. Før regnede der Sten ned fra Himlen; nu nedslynges der blodige Hostier. Før talte Okserne i Toscana; nu gør de italienske Okser - Munkene - Mirakler. Paa den anden Side udmærker de moderne Italienere sig frem for andre europæiske Folk ved Genialitet paa det kunstneriske og det videnskabelige Omraade; Italien er Malerkunstens, Billedhuggerkunstens, Arkitekturens og Poesiens rette Hjemland. Men i deres teologiske, filosofiske, moralske og historiske Skrifter fremtræder intet med sin rette Farve og kan heller ikke komme til det, for den hellige Inkvisitions Domstole lægger Baand paa enhver aandelig Udfoldelse. I Renæssancetiden begyndte Italien igen at stikke Hovedet i Vejret. Alle som vilde studere Humaniora, Kunst og Krigsvæsen strømmede til Italien som til en Lærdommens Højborg. Det var dog kun Meteorer, der hurtigt forsvandt. Derfor kommer de Fejl man kritiserer hos Nutidens Italienere snarere af Tidernes Ugunst end af Folkets Karakter. Lad de forrige Tider komme tilbage, og den herlige gamle Folkekarakter, som for Tiden ligger i Dvale, vil vaagne op igen.

Spaniere har jeg ikke haft noget med at gøre; derfor tør jeg ikke driste mig til at give en Karakteristik af dette Folk. Andre Forfattere har skrevet i lange Baner om deres Karakter; men dem vil jeg ikke give mig til at skrive af. De jeg tilfældigvis har truffet paa mine Rejser, opførte sig paa en ganske tiltalende Maade. Saa vidt jeg kunde se var de ærlige Mennesker som ikke var af mange Ord; og da 272 jeg selv ikke er meget spisende og drikkende, har jeg ikke noget imod Folk der lever af Luften alene. Paa den anden Side tror jeg at Spanierne vilde irritere mig ved deres Langsommelighed, for den Egenskab har jeg svært ved at tage. Jeg har ganske vist ikke noget mod Folk der giver sig god Tid. Tværtimod sætter jeg stor Pris paa dem; for baade éns Handlinger og éns Skrifter bliver perfekte, naar man giver sig Tid til dem. Men nogle Mennesker overdriver og ødelægger alt ved at tænke over Tingene i Evigheder. Da Vaugelas havde været tredive Aar om at oversætte Quintus Curtius til fransk, var der én af hans Venner der med Rette bebrejdede ham hans Langsomhed. »Jeg er bange for,« sagde han, »at det franske Sprog har forandret sig før du bliver færdig med din Oversættelse.« Og saa anvendte han vittigt dette Martial-epigram paa ham:

Imens Barberen sine Kunder rager,
fremvokser nye Skæg paa deres Hager.

Den spanske Sparsommelighed er af samme Natur og giver derfor Anledning til Spydigheder.

Om de nordiske Folk tør jeg ikke udtale mig, selv om det er deres Karakter jeg kender bedst; for de er pernittengrynske og hidsige og flyver i Flint ved den mindste Anledning. Og da man er nødt til, naar man vil skrive om et Folk, at berette ikke bare om dets gode, men ogsaa om dets uheldige Egenskaber, vil jeg overlade dette Job til Folk som er ude paa Skrammer.

Men nu har jeg snakket mere om den Ting end Pladsen her i Brevet tillader. Jeg vender derfor tilbage til mig selv og fortæller lidt om mine øvrige Studier.

Den formelle Logik har jeg ikke gjort meget ved; jeg har kunnet nøjes med den naturlige. Jeg vil ikke raade nogen fra dette Studium, hvis Nytte alle er enige om at 273 anerkende. Jeg siger bare at den der af Naturen er ulogisk nok ikke ad kunstig Vej kan gøres logisk; og enhver ved at Folk der ikke kender det mindste til formel Logik tit ræsonnerer ganske udmærket. Jeg mener at man kan sige omtrent det samme om den formelle Logik som om Mnemoteknikken. Der findes Lærere der underviser i denne Teknik og giver Prøver paa den; men da Erfaringen viser at den kræver et forfærdeligt Hovedbrud og ikke er meget værd i Praksis, er den gaaet i Glemmebogen.

Paa Juraen har jeg ofret saa megen Tid og Flid at jeg næsten kan regnes for Jurist. Jeg har beskæftiget mig med dens Teori, men mangler Praksis. I juridiske Formaliteter, som man kun kan tilegne sig i Praksis, lader jeg mig ofte lede af andres Raad, naar jeg er i Tvivl. Da man ved vore Domstole som Regel voterer med det samme, er de Mennesker bedst egnede til Dommerembedet som har samlet sig et stort Forraad af Formaliteter ved praktisk juridisk Virksomhed. Desuden bevirker denne Nødvendighed for øjeblikkelig Votering, at unge Dommere, som er hurtigere i Opfattelsen, er bedre end de ældre. De unge kan nemlig altid finde paa noget at sige, selv om deres Evner til at dømme ikke er ret stor; men de ældre kan med al deres Erfaring ikke finde paa noget, da de ikke straks bliver klar over hvad Sagen gaar ud paa. For ét er at forstaa noget, et andet at se til Bunds i det man har forstaaet. Derfor dømmer de unge bedst naar der skal voteres med det samme, de ældre naar der er Tid til at overveje Sagen.

Jeg har tilbragt den bedste Del af min Ungdom med at studere Sprog. Dog er jeg i den Grad blank i hebraisk, at jeg ikke engang ved hvordan Bogstaverne ser ud. Det kan maaske nok undre Dem, for i den senere Tid er det Sprog jo blevet saa kendt her i Landet at der er lige saa mange Hebraister som Studenter. Og da Hebraiskstudiet begyndte at faa Vind i Sejlene samtidig med at Tanken om Tusindaarsriget havde besat nogle af vores Landsmænd, troede jeg at Folk gjorde sig klar til at blive værdige 274 Borgere eller Embedsmænd i det Rige de havde drømt om. Man maa ganske vist ikke negligere det hellige Sprog; det bør snarere anbefales Teologerne at beskæftige sig med det. Jeg synes dog ikke alle og enhver skal give sig af med hebraisk, kun de der sigter imod Professorater, Lektorater eller andre Stillinger som Undervisere. Man ser jo at andre snart glemmer det igen, selv om de har puklet i Aarevis for at lære det.

Det samme mener jeg om visse andre Universitetsfag, hvor man ihærdigt tilegner sig Stoffet for at glemme det igen i en Fart. Det Studium som jeg især vil anbefale vores Studenter er det som man især forsømmer. De fleste sigter imod Embeder som kræver Evner til at udtrykke sig mundtligt. Talekunsten er det som Præsterne, som jo er gejstlige Talere, vil have mest Gavn af. Men den gejstlige Talekunst, som man især har Brug for i Præsteembeder, kommer man først sent i Gang med, saa sent at man allerede er i den Situation hvor man burde beherske den. Derfor er Præsterne, naar de kommer i Embede, Begyndere i den eneste Kunst de skal udøve. Og først da opdager de at de har slidt og slæbt forgæves, at de under deres Uddannelse har beskæftiget sig med Fag som ikke fører til Maalet; de ser at de er blevet udstyret med alle mulige Redskaber, kun ikke dem de skal bruge.

Med hvilke Øjne og i hvilken Hensigt jeg læser Historie, det viser mine historiske Værker. De er nemlig ikke tørre Annaler, men Fremstillingen er ordnet saadan at de sammen med Krigsforholdene skildrer indre Anliggender, Forfatninger, kirkelige og verdslige Love, saa at de viser baade de herskendes og Undersaatternes Karakter, og endelig giver et Billede af deres gode og daarlige Egenskaber. De fleste historiske Bøger indeholder ikke andet end en Ruskomsnusk af Krigsberetninger. Derfor mener en hvilken som helst Skribent at han nemt kan paatage sig Rollen som Historiker - man kan jo ikke tænke sig noget lettere end simpelthen at fortælle hvad der er sket, uden at fælde Domme. Og dog er det saa 275 vanskeligt at skrive Historie, at der i dette Mylder af Skribenter kun er faa som er sluppet fra det paa en Maade der svarede til Historiens Betydning og Værdighed. Jeg mener dog ikke at jeg har løst Opgaven paa fuldt tilfredsstillende Maade. Jeg har bare paavist hvordan en Historie skal skrives, og at det ikke er noget alle og enhver kan gaa lige til. Jeg har især lagt Mærke til en Fejl der er fælles for de nordiske Historikere: De gaar paa Jagt efter Haandskrifter, opfatter alt hvad der er muggent og ormstukkent eller skrevet med gammel Skrift som et Klenodie, og optager det ganske kritikløst i deres Beretning. Det bebrejder Leclerc Torfæus; men det kan ogsaa siges om Huitfeldt og de fleste andre Historikere. De giver os nogle vældig tykke Bind; men naar man saa faar skrællet alt det overflødige af, bliver den Fedme de svulmer af til Magerhed.

I et historisk Værk maa man ikke indføre andet end hvad der er værd at bemærke, ligesom man ved menneskelige Handlinger bør undgaa alt som det ikke er nødvendigt at gøre. Det overflødige er til Skade baade for Kirken og Staten, ligesom Legemet der tit bliver sygt paa Grund af Overflod af Væsker, eller ligesom

det Træ der bøjes mod Jorden ned
af Bladenes tunge Mangfoldighed.

Dette har jeg især haft Opmærksomheden henvendt paa, da jeg ikke kan fordrage Tidsspilde; jeg mener at alt kan gøres paa den halve Tid, hvis man udelader det overflødige. Her kan Epigrammet til Fabullus finde Anvendelse:

Tænk kun paa væsentlige Ting
og blæs paa Smaatterier;
saa nærmes du i raske Spring
det Maal du efter higer.
Hvis støt man gaar sin rette Gang,
saa blir éns Vej kun halvt saa lang.

276

Jeg har tit tænkt paa at skrive et lille Essay om det overflødige. Men jeg har haft andet at tænke paa, saa jeg har opgivet eller rettere opsat Planen.

Som sagt gør jeg bedre Fremskridt i Moralfilosofien ved at tænke end ved at læse. Hvilke Principper jeg er Tilhænger af, det viser nogle af de Værker jeg har udgivet, især mine Epigrammer, mine sammenlignede Levnedsbeskrivelser og Den underjordiske Rejse. Mine Venner har flere Gange opfordret mig til at udarbejde et moralsk System; men da mine Tanker af og til er i Strid med de Begreber der har faaet almindelig Borgerret, har jeg ikke rettet mig efter dem. Den Opgave overlader jeg til andre. Alligevel har jeg, da jeg for ikke ret længe siden havde nogle ledige Stunder, ganske overfladisk behandlet enkelte af Dyderne. Det gjorde jeg bare for at prøve mine Kræfter. Jeg vil give et Par Prøver paa dette; og jeg beder Dem som sædvanlig om at give dem en stilistisk Afpudsning og sende dem tilbage til mig med Deres Bedømmelse, enten den saa bliver god eller daarlig.

Under Overskriften:

PRØVE PAA ET MORALSK SYSTEM

følger seks latinske Essays, som Holberg det næste Aar oversatte til Moralske Tanker. De seks Kapitler er alle at finde i nærværende Udgaves Bind X; se Indledningen dertil S. 12-13.

Det fremgaar af disse Afhandlinger hvordan mit moralske System vilde komme til at se ud, hvis jeg skulde forfatte saadan ét. Men jeg kaster mig nu nok ikke ud i et saa voveligt Foretagende; for de Fordomme Folk én Gang for alle har faaet i Hovedet, sidder saa fast som om de var hamret ind med Syvtommersøm; og de er saa stærke, at den Forfatter der søger at faa Orden i sine egne 277 indviklede Begreber og at aabne Øjnene paa sig selv og andre, vil blive betragtet som en sindssyg Projektmager. Derfor maa det være nok med disse grove Prøver, som jeg underkaster Deres og ingen andres Bedømmelse. Selv om De maaske ikke kan godkende dem, vil De dog vel indrømme at noget af det jeg er kommet frem med ikke er ganske uværdigt til at blive bedømt af en Filosof; i det mindste maa De indrømme at Paradokset om Ligheden mellem de menneskelige Kaar ser rimeligere ud end Stoikernes Paradoks om at alle Synder er lige store. - Men alt dette har ført mig for langt væk fra mit Emne. Jeg vil nu gaa videre og fortælle om mine øvrige Studeringer.

Jeg er i den Grad ukendt med Lægevidenskaben at jeg ikke har saa meget som snuset til den. Jeg forsømmer dog ikke at passe mit legemlige Helbred. Kroppen er jo Sjælens Støtte. Men jeg vil hellere følge mine egne Fornemmelser end Lægernes Raad; for jeg kender mere til min egen Konstitution end andre, selv om de er Mestre i Lægekunsten. Jeg anerkender ganske vist Lægeurternes Kraft, og jeg har megen Ros tilovers for Lægernes Forsøg paa at finde frem til Medikamenternes helbredende Egenskaber; men Menneskelegemets Konstitution er, som en berømt Læge siger, et ukendt sydligt Land, hvis Kyster vi ikke engang kender. Alene dette gør Lægevidenskaben løs og upaalidelig. Derfor giver jeg ikke - og kan jeg ikke give - Raad til andre syge Mennesker, selv om jeg mener at jeg er dygtigere end selveste Hippokrates naar det drejer sig om at kurere mig selv. Næsten fyrre Aars evindelige Svagelighed har givet mig en Viden som andre ikke har. Jeg ved af lang Tids Erfaring hvad der kan hjælpe mig. Men jeg tror at det der gavner mig kan være til Skade for andre, selv om de lider af den samme Sygdom; for det er ikke nok at kende til Sygdomme, man maa ogsaa have et indgaaende Kendskab til de ædlere Dele i det Legeme Sygdommen har sat sig i. Ja, hvis jeg skulde optræde som Læge, vilde jeg ikke ordinere bestemte Diæter eller Lægemidler. Jeg vilde for Eksempel spørge 278 de syge, hvad de plejede at befinde sig godt efter at have spist eller drukket. Hvis de saa svarede at de plejede at spise Kalk eller Grus og drikke Blæk, og at de befandt sig udmærket ved det, saa vilde jeg sige at de skulde holde sig til deres sædvanlige Mad og Drikke.

Jeg har dyrket Musikken lige siden min grønne Ungdom, som ung med Ildhu, som gammel med mindre Begejstring. Efter min Mening gælder det om Musikken lige som om de andre Kunstarter, at jo mere man raffinerer paa dem, jo mere mister de Saft og Kraft. Det lader til at vor Tids Musikfolk helt vil afskaffe den naturlige Velklang, som de allerede for flere Aar siden begyndte at føle Væmmelse ved. De gør alt hvad de kan for at Musikken skal blive saa ildelydende, skurrende og vanskelig som muligt. Jo sværere et Musikstykke er, jo mere bliver Komponisten rost. Hvis man bliver ved paa den Manér, saa er der ingen Tvivl om at Kunstarten helt gaar til Grunde.

Hvor meget nærmere var os dog Kildens Aand,
hvis Græsset dækked end dens Bred, og hvis den ej
var rettet ud og lagt med Vold i Marmor-baand.

Jeg ved ganske vist godt at man skal stole paa Kunstneren i hans egen Kunst, og at man her maa sige det samme som man siger om Malerkunsten, nemlig at kun Kunstneren kan se Billedernes Skønhed, og at den uindviede tit ser ned paa et Billede af en fremragende Maler og sætter det lavere end de banaleste Trommesalsbilleder. Men nu om Dage er den daarlige Smag simpelthen ved at kvæle Musikken. De bedste Kunstnere er klar over at det er gaaet ned ad Bakke, men de indretter sig efter den herskende Smag; for de ved, at de som ikke har ret meget Forstand paa det hele er ved at falde i Søvn, naar de hører den smukkeste Musik. Jeg synes at den Musik er den bedste, som Musikerne kan lide, og som ikke skurrer i Ørene paa almindelige Mennesker. Musik og Harmoni er ét og det samme; hvis den ene af Delene bliver fjernet, forsvinder den anden ogsaa.

279

Nu tror jeg nok jeg har gjort hvad De bad mig om; jeg har aabent og ærligt beskrevet mit Levnedsløb, min Maade at være paa, min litterære Virksomhed, mine Fejl og (hvis jeg da har saadan nogle) mine Fortrin. Hvis De synes jeg har været for snaksom, beder jeg Dem undskylde. Det er jo noget der kommer med Alderen. De har baade faaet noget at skrive paa Debetsiden og noget at skrive paa Kreditsiden. Det er nu paa Tide at blæse Retræte og til at bruge de faa Dage jeg har tilbage at leve i, til at kurere paa min Krop og forbedre mit Levned. Naar man snart skal af Sted maa man jo se at blive et bedre Menneske, og sit legemlige Helbred maa man heller ikke forsømme. Hvis man ikke saa at sige hælder Olie paa Lampen, faar Alderen nemt gjort det af med éns legemlige Kræfter.

Tre Breve om mig selv
Noter

S. 27.

fremtræder etc., efter Martial 3,2,4-5 og 7. - og da De attraar etc., efter Vergil, Æneiden 2,10.

S. 28.

Peder Paarses Historie, det komiske Heltedigt »Peder Paars« (1719-20), udgivet under Pseudonymet Hans Mikkelsen, var Holbergs digteriske Debut; i denne Udgaves Bind II. - Jeg er ikke etc., efter Tacitus, Annales 2,14.

S. 29.

Ludvig Holberg fødtes 3. Dec. 1684 i Bergen. Hans Fader, Christian Nielsen Holberg (antagelig født o. 1620), havde tjent sig op gennem alle militære Grader, til han 1667 var blevet Oberstløjtnant. Da Ludvig, den sidste af 12 Børn, blev født, var Faderen (siden 1679) pensioneret Officer. 1686 døde han. Ludvig Holberg hørte som Barn ofte sin tapre og retsindige Fader rosende omtalt, som han fortæller i Epistel 128. (Se Bind XI, S. 126). Holbergs Moder hed Karen Lem (1647-95), Datter af Sognepræst Peder Lem og Abel Munthe, der var et af Bergensbiskoppen Ludvig Munthes femten Børn. Det er efter denne Oldefader (1597-1649), Ludvig Holberg er opkaldt. Det er den mødrene Slægt, der i hans Opvækst faar Betydning for ham; den fædrene hører vi intet om. - Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704), Søn af Frederik III, 280 Statholder i Norge 1664-99. - Hans Slægt etc., efter Juvenal, Satire 8,273-74.

S. 30.

Militærtjeneste, efter Holbergs Beretning havde han som Officerssøn faaet Løfte om Understøttelse fra Staten i Form af Korporalsgage. Sagen synes imidlertid ikke at være gaaet i Orden. - oplandsk, Oplandene Fællesnavn for de norske Distrikter Opland Fylke og Hedmark Fylke. Sognepræst Otto Munthe (1659-1733), som Ludvig fik Ophold hos efter Moderens Død, boede i Fron, Gudbrandsdalen, som hører til Opland Fylke. - gevorbene, hvervede. - Hans Mikkelsens Metamorfoser, »Metamorphosis eller Forvandlinger« (1726), Holbergs Forsøg i det alvorlige Epos efter Ovids Mønster. Hos Ovid, som Holberg hentyder til i den latinske Tekst, forvandles Mennesker til Planter og Dyr; i Oversættelsen henvises i Stedet til Holbergs netop afsluttede Digt, hvor Planter og Dyr bliver til Mennesker: det er en lignende Forvandling han antyder med et latinsk Ordspil: fra Korporal (af corpus, Legeme) forvandledes han til et aandeligt Væsen.

S. 32.

Oberst Krog, Major Georg Friedrich von Krogh (1653-1721), gift med en Søster til Otto Munthe; bosat paa Gaarden Fladhammer i Lyster. - Den Ild etc., efter Ovid, Metamorphoses 3,464.

S. 33.

Deres Straf etc., efter et Smædedigt af Claudian: In Rufinum 2,140.

S. 34.

Cicero, De divinatione 1,4,7. - Balthasar Bekker (1634-98), hollandsk rationalistisk Teolog. Angreb i »De betoverde Wereld« (1691) Djævle- og Heksetroen. - Formynder, Storkøbmand Peder Lem (o. 1660-1702) var Holbergs Morbroder.

S. 35.

Søren Lintrup (o. 1669-1731) blev 1707 Professor i latinsk Litteratur, 1716 i Teologi ved Universitetet i København. 1720 udnævntes han til Biskop i Viborg, 1725 til kgl. Konfessionarius. - Provsten paa Voss, Christen Nielsen Weinwich (1635-1708). - Chrysostomos, »Gyldenmund« (o. 347-407), Patriark i Konstantinopel.

S. 36.

z Haab etc., efter Ovid, Metamorphoses 4,565-66. - Niels Smed (1655-1716) havde efter sin teologiske Eksamen 1674 foretaget en langvarig Rejse gennem Tyskland, Italien, Frankrig og Holland. 1684 blev han Lektor i Teologi ved Domkirken i Bergen.

S. 37.

Vlie, en af de vestfrisiske Øer ved Indsejlingen til Zuidersøen. - Kaperskib, Holland kæmpede paa dette Tidspunkt sammen med Østrig og England mod Ludvig XIV i Den spanske Arvefølgekrig (1701-14). Det er eneste Gang, Holberg under Hollandsrejsen hentyder til Krigen, skønt han i Aachen har haft stridende Hære paa nært Hold.

281

S. 38.

Hvor Haandværksmænd etc., Sentensen forfattet af Holberg selv. - Herkules vaklede i sin Ungdom mellem Dyden og Lasten, men valgte den første.

S. 39.

Ivar Brederock, ukendt.

S. 41.

jeg loved etc., efter Juvenal, Satire 9,7. - Det værste etc., efter Juvenal, Satire 3,152. - Christian Brix (1687-1748), Søn af Borgmester Laurits Brix, Trondhjem. Havde 1704 taget teologisk Attestats. Brix var 1709-20 Amanuensis ved Det kongelige Bibliotek, fra 1720 til sin Død Kapellan i Meldalen, Trondhjems Stift. - lille, anonym Bog, »Disputatio nova contra mulieres, qva probatur eas non homines esse«, udgivet i Tyskland 1595. I Virkeligheden har Bogens Titel intet med dens Idé at gøre. Den anonyme Forfatter bruger Argumentationsmaaden: der staar ikke i Bibelen, at Kvinder er Mennesker, ergo er det formasteligt at anse dem for Væsener med en udødelig Sjæl, for dermed indirekte at latterliggøre to af sin Samtids religiøse Bevægelser: Anabaptismen, der vilde afskaffe Barnedaaben, og Socianismen, der benægtede Treenigheden, fordi Barnedaab og Ordet Treenighed ikke forekommer i den hellige Skrift. - Biskop, Ludvig Stoud (1649-1705) var en Fætter til Holbergs Moder. Hans Søn, Otto Stoud, siden 1704 residerende Kapellan ved Domkirken i Kristiansand, optog Holberg i sit Hus. Den »nysselige Søster« sikkert den 19-aarige Sophia Stoud, som boede hos Broderen.

S. 42.

peged etc., efter Persius 1,28. - Nostitz, Oberst Friedrich Hartvig Nostitz, der 1707 tog sin Afsked fra dansk Tjeneste og blev russisk Generalmajor, senere venetiansk Generalfeltmarskal og polsk General.

S. 43.

Cæsar, skal være Octavian.

S. 45.

Biblioteket, det berømte Bodleyanske Bibliotek, opkaldt efter Thomas Bodley (1545-1616). - indskrevet, d.v.s. indskrevet i Bibliotekets Protokol over Besøgende, der har aflagt nedennævnte Ed. Holberg og Brix blev ikke paa noget Tidspunkt immatrikulerede ved Universitetet. - Ed, den latinske Optagelsesed, hvormed den Besøgende forpligtede sig til sømmelig Adfærd i Biblioteket og hensynsfuld Behandling af dets Bøger, blev aflagt over for en af Bibliotekets Embedsmænd ved en højtidelig Ceremoni. - den magre etc., efter Juvenal, Satire 9,16. - Nedtrykt etc., efter Cicero, Tusculanae disputationes 3,26,63. - Bion, (c. 300 f. Kr.), græsk Satiriker.

S. 48.

Georg Ursin, (1670-1727), Præst ved den danske Kirke i London 1702-13.

S. 50.

in order, for det korrekte: in orders. - Eksegese, Bibelfortolkning. - Patristik, Studiet af de oldkirkelige Fædres Skrifter og Teologi.

282

S. 51.

Smalridge, George (1663-1719), fremragende Gejstlig og Prædikant, vikarierede 1700-07 som teologisk Professor i Oxford. - Hudson, John (1662-1719). Klassisk Filolog, fra 1701 ansat ved det Bodleyanske Bibliotek. - Peder Holm, (1677-1724), Præstesøn fra Idde ved Frederikshald. Efter at have taget Attestats foretog han 1706-10 en Studierejse til England, Frankrig og Holland. Holberg har utvivlsomt truffet ham i Oxford.

S. 52.

Kommunitetsalumnerne, Regensianerne.

S. 53.

Intet Korn etc., efter Tibul 4,1,62. - Poul Vinding (1658-1712), Professor i Græsk, juridisk Embedsmand, Etatsraad 1706. Sønnen Andreas var ved Rejsens Begyndelse 17 Aar. - Løvendal, Woldemar (1660-1740), Søn af Ulrik Frederik Gyldenløve, dansk Officer og saksisk Hofembedsmand.

S. 54.

Fleischer, Georg Christian (1684-1746), teologisk Kandidat 1708, fra 1718 Provst i Altona. Her besøgte Holberg ham 1725, paa Vej til Paris. - Stivelius, ubekendt. - Cyprianus, Ernst Salomon (1673-1745), ortodoks luthersk Teolog, siden 1700 Professor ved Gymnasiet i Coburg. Hans Biografi oplyser intet om et Ophold i Leipzig 1708-09. - Rechenberg, Adam (1642-1721), fra 1677 Professor i klassisk Filologi ved Universitetet i Leipzig, fra 1699 i Teologi. - Börner, Christian Friedrich (1663-1753), Professor i Græsk i Leipzig 1708-10, senere fortrinsvis beskæftiget med Teologi. - Mencke, Johann Burkhardt (1674-1732), fra 1699 Professor i Historie i Leipzig, fra 1708 kongelig saksisk Historiograf. Efter Faderen Otto Menckes Død 1707 overtog han Redaktionen af »Acta Eruditorum«, Tysklands første litteraturkritiske Tidsskrift. - Thomasius, Christian (1655-1728), Foregangsmand inden for tysk Rationalisme og Oplysning, siden 1690 retsvidenskabelig Professor i Halle. Holberg har kendt hans litterære Tidsskrift »Gedanken oder Monats-Gespräche etc.« (1688-90), og hans Natur- og Folkeret (1705) fik Indflydelse paa Holbergs (1716).

S. 55.

trængte etc., efter Vergil, Georgica 1,92. - allerhelst etc., efter Vergil, Æneiden 8,177.

S. 56.

Marcus Curtius, romersk Sagnhelt. Historien om Spalten i Jorden staar hos Livius 7,6. - Quintus Curtius Rufus, (1. Aarh. e, Kr), romersk Historieskriver, Forfatter til et Værk om Alexander den Store.

S. 57.

det at man etc., efter Cicero, Tusculanae disputationes 4,19,43 og Academica 2,44,135.

S. 58.

Frederik Giedde (1641-1717), fra 1697 Admiral og 1707 Gehejmeraad. Den ældste af Holbergs Elever var Hans Giedde (1694-1711), den næstældste Christian Giedde (1695-1712) og den yngste Carl Giedde (1698-1757).

283

S. 59.

to Værker, Introduction til de fornemste europæiske Rigers Historier fortsat indtil disse sidste Tider (1711) og Ludvig Holbergs Anhang til hans historiske Introduction (1713). -Pufendorf, Samuel (1632-94), tysk Naturretskyndig og Historiker. Forbilledet for Holbergs Værk er Pufendorfs »Einleitung« til de europæiske Staters Historie (1682). - Hr. A. H., Andreas Hojer (1690-1739). Der sigtes til dennes Kurtzgefasste Dännemärckische Geschichte (1718). Hojer udnævntes 1722 til kongelig Historiograf; fra 1734 var han desuden Professor i Natur- og Folkeret. - Kilderne til den sidste Del af Værket, der meget udførligt behandlede Samtidshistorie, maa bl. a. have været franske og tyske Nyhedsblade. - Pflug, Henrik Ovesen (o. 1633-1709), topografisk Forfatter. Pflugs Værk, »Den danske Pillegrim eller en almindelig geographisk og derhos kort historisk Beskrivelse om den heele bekiendte Verden«, udkom 1707, altsaa under Holbergs Fraværelse. - Jeg kun etc., efter Ovid, Tristia 4,10,56.

S. 60.

haandskrevet Bog, Værket afleveredes 1713 i Manuskript til Frederik IV. Det blev ikke trykt, før Holberg i »Dannemarks og Norges Beskrivelse« (1729) indførte det vigtigste deraf. Kongens Tak var et Løfte om det første ledige Professorat ved Universitetet. - Lærdmænds etc., efter Juvenal, Satire 7,1. -Aitzema, Lieuwe van (1600-1669), hollandsk Historiker. -Vittorio Siri, (1607-1685), italiensk Historiker og Diplomat. -Theatrum Europæum, Oversigt over samtidige Begivenheder, udkom i 21 Bind 1633-1718.

S. 61.

Disputere- og Deklamereøveiserne, Akademikere, som boede paa Kollegierne, skulde dokumentere deres Flid og Fremskridt ved en Gang om Aaret at præstere et lille Arbejde paa Latin, der enten fremkom som trykt Disputats og forsvaredes ex cathedra, eller blot oplæstes, deklameredes. Da Holberg ikke havde erhvervet Baccalaureus-Graden, havde han ikke Ret til at disputere; han holdt derfor hvert Aar et latinsk Foredrag. De fire Foredrag er tabt. - Niels (Ebbesen) Aagaard (1664-1718), Rektor i Thisted 1689-1703. 1696 havde han taget Magistergraden. 1710-14 var han Alumne og Inspektor paa Borchs Kollegium, hvor han som Disputatsarbejde udførte latinske Beskrivelser af Thy. 1714 blev han Rektor i Køge. -hjemmevant etc., efter Vergil, Æneiden 7,37. - Syllogisme, Slutning paa Grundlag af to eller flere Præmisser, der indeholder et fælles Led. (Ex.: alle Mennesker er dødelige; Sokrates er et Menneske; Sokrates er dødelig). - Instrumentalfilosofi, »Redskabsfilosofi«, Tænkelæren som Redskab for andre Videnskaber. - Prædikamenter, Udsagn. - Prædikabilier, afledede rene Forstandsbegreber. - Præses, Person, der ved 284 Disputatser fremsætter visse Sætninger (theses), som Opponenterne angriber.

S. 62.

Ivar Rosenkrantz (1674-1745), Sønnesøn af den lærde Holger R. (1574-1642), der havde stiftet betydelige Legater. Ivar R. var Statsmand, indtil 1716 især beskæftiget i Udenrigstjeneste. Han blev Gehejmeraad 1717. Det omtalte Stipendium var paa 120 (ikke 100) Rigsdaler aarligt, og det blev tildelt Holberg for 4 Aar allerede 1712. Det var en udtrykkelig Betingelse, at Stipendiaten skulde studere i Udlandet i 3 af de 4 Aar. Da Holbergs Udnævnelse til designeret Professor kom 1714, trak Rosenkrantz Stipendiet tilbage. Dette var katastrofalt for Holberg, hvis nye Stilling var uden Løn. Stipendiets Efor, Professor Hans Bartholin, raadede ham da til at rejse udenlands og der afvente Stipendiets Fornyelse. Alt tyder paa, at Holberg helst var blevet hjemme for at være paa Stedet, naar et Professorat blev ledigt. Han blev saa at sige tvunget ud paa Rejse, der skulde faa den mest afgørende Betydning for hans Dannelsesretning. I øvrigt lykkedes Hans Bartholins Plan: Stipendiet blev fornyet indtil 1715.

S. 63.

Erasmus af Rotterdam (1466-1536), den nordeuropæiske Humanismes berømteste Skribent. - Krig, Den spanske Arvefølgekrig (1701-14).

S. 64.

Fortifikationerne, Fæstningsværkerne. - som man etc., efter Juvenal, Satire 5,54. - Hvad er etc., efter Vergil, Æneiden 8,114 og Horats, Epistolae 1,7,53.

S. 65.

Skønt Røvere etc., efter Juvenal, Satire 10,22.

S. 66.

Duchesne, André (1584-1640), »den franske Historieskrivnings Fader«, kongelig Geograf og Historiograf. - Lukian, (115-o. 200), græsk Satiriker. - Tantalus, græsk Sagnkonge, der i Underverdenen til Straf for en Forbrydelse mod Guderne maatte staa i Vand til Halsen og med Frugter hængende over Hovedet og pines af Tørst og Sult. - Mazarin, Jules (1602-1661), fransk Statsmand, Ludvig XIVs Førsteminister, skabte det første offentlige Bibliotek i Frankrig, da han 1643 aabnede sin Bogsal i Hotel Tubeuf for Publikum. Fra 1691 havde Biblioteket til Huse i det nyopførte »Collège Mazarin« eller »Collège des Quatre-Nations«, til hvis Oprettelse Mazarin havde testamenteret en stor Sum Penge. - St. Victors Bibliotek, gammelt Klosterbibliotek, stærkt forøget ved store testamentariske Gaver. Det aabnedes for Offentligheden 1654. Biblioteket var berømt for sin pragtfulde Kortsamling. -Cartesius, d.v.s. René Descartes (1596-1650), fransk Filosof, Matematiker og Naturforsker. - Bayle, Pierre (1647-1706), fransk Oplysningsfilosof, Professor i Filosofi i Sedan, senere i Rotterdam. I sit store Leksikon, »Dictionaire historique et 285 critique« (1695-97), antyder Bayle, at det gode og onde, der sker i Verden, kun kan forklares, naar man antager, at Verden stammer fra to Guddomme, Lysets Fader og Mørkets Fader. Værket ansaas for farligt for den aabenbarede Religion, og Bayle bekæmpedes af mange som Gudsfornægter. - Holberg siger ikke noget om, at han selv har haft den nødvendige Taalmodighed til at staa i Kø. Senere, i Rom, faar Holberg Lejlighed til at kigge i Bayles Leksikon (se S. 100), men Sandsynligheden taler for, at han kom hjem til Danmark uden at have mere end snuset til Bayles Lærdomme. Først paa et langt senere Stadium af hans Liv faar Bayle Betydning i Holbergs aandelige Tilværelse.

S. 67.

mon jeg etc., efter Horats, Carmina 3,1,1. - Titus (41-81), romersk Kejser 79-81, erobrede Jerusalem Aar 70. - Parlamentsadvokat, Parlamentet i Paris og andre franske Byer var Domstole og administrative Organer, ikke folkevalgt Forsamling som i England. - Titus Livius (59-17 e. Kr.), romersk Historiker. - Demosthenes (383-322 f. Kr.), attisk Politiker, ansaas for Grækenlands bedste Taler. - Cicero (106-43 f. Kr.), romersk Politiker, ansaas for Roms bedste Taler.

S. 68.

Da pustes etc., efter Juvenal, Satire 7,111-112. - men deres etc., efter Ovid, Metamorphoses 1,205. - en Læge, den berømte Anatom Jacob Winsløw (1669-1760), som havde opholdt sig i Paris siden 1698. Winsløw blev 1721 Professor ved det medicinske Fakultet i Paris, 1732 udgav han en Lærebog i Anatomi, der blev europæisk berømt. Se Egill Snorrason: Anatomen J.-B. Winsløw, 1969. - en Præst, Johannes Bormann (eller Bornemann), 1715-16 Bibliotekar hos Abbé de Bignon (om denne, se nedenfor), senere Hospitalspræst for Udlændinge paa Hotel-Dieu, et stort Hospital i Paris' Centrum. Her døde han 1739.

S. 69.

Tigellius, se Holbergs Skæmtedigt, Bind II, S. 306 og 346 ff. -Apicius, romersk Levemand i 1. Aarh. e. Kr. og i »Den Vægelsindede«. - Lembeck, Peter (1628-1680), østrigsk Sprogforsker, Leder af det kejserlige Bibliotek i Wien. - Magliabechi, Antonio (1633-1714), Bogsamler, testamenterede sit store Bibliotek til Staten. Det indgik senere i Biblioteca Nazionale i Firenze. - Josephus, Flavius (37-o. 100), jødisk Historieskriver. - Philo (25 f. Kr.-50 e. Kr.), jødisk-græsk Filosof. - Det er etc., efter Ovid, Metamorphoses 13,824. - de Bignon, Jean-Paul (1662-1743), Historiker og Bogsamler. I en samtidig tysk Rejsefører kaldes hans Bibliotek det største og skønneste Privatbibliotek i Paris.

S. 70.

Videnskabernes Akademi, Académie des Sciences, d.v.s. de eksakte Videnskabers Akademi, grundlagt 1666 af Colbert og 286 1699 reorganiseret af Bignon. Akademiet havde til Huse i Louvre-Slottet, hvor der fandt offentlige Moder Sted to Gange om Aaret, i Ugen efter Paaske og Ugen efter Mortensdag. Det var da midt i November 1714 og den sidste Uge af April 1715, at Holberg har hørt Bignon tale.

S, 71.

Niels Grüs (1672-1746), dansk Diplomat, opholdt sig 1716 som Privatmand i Paris.

S. 72.

Præst, Pater Casset, der var Førstepræst ved Saint-SulpiceKirken.

S. 73.

en dansk Student, Bernhard Schnabel (1691-1754). Han havde 1710 taget teologisk Attestats og tog 1714 ud paa en Rejse til Tyskland, Holland, Frankrig og England. Blev senere Rektor, først i Køge, derefter i Roskilde. Paa Grundlag af en efterladt Beretning af Schnabel kan Holbergs Fremstilling af Dysten med den katolske Præst suppleres og korrigeres: Holberg har vist mere Iver for Sagen, end Levnedsbrevet røber. Han ægger Schnabel til at optræde mod Casset og faar ham endog til at forlænge sit Ophold i Paris, for at den afsluttende Debat kan finde Sted.

S. 74.

Vulgata, den romersk-katolske Kirkes gamle latinske Oversættelse af Bibelen. - Sofisteri, Brug af Spidsfindigheder. -økumeniske Koncilier, fælleskirkelige Møder. - Præsteskabets Svindel og Fiduser etc., Holberg er gennem de mange Omvendelsesforsøg blevet sig sin protestantiske Tro bevidst, som polemisk Holdning til den katolske, man vil paatvinge ham. Holberg har i Paris et antikatolsk Gennembrud, hvis Virkninger holder sig Resten af hans Liv.

S. 75.

kanonisk Ret, den katolske Kirkeret. - kalder etc., efter Petronius 83,10. - Bag en etc., efter Cicero, Tusculanae disputationes 3,23,56.

S. 76.

Frondekrigen. La fronde betegner en Slynge, som Gadedrengene i Paris benyttede til deres Kampe, og Navnet er derfra af det kongeligsindede Parti overført paa de oprørske Bevægelser mod Mazarins Styre, som fandt Sted 1648-53. -demens den Ellevte, Pave 1700-1721. Hans »constitution«, d.v.s. Kirkeforfatning, hævdede bl. a. Pavens Eneret til Fortolkning af Det nye Testamente, - Retz, J. F. P. (1613-79), fremtrædende Skikkelse under Frondekrigen. Holberg har benyttet Retz' Memoirer som Kilde til Beskrivelsen af Tilstandene under Urolighederne.

S. 77.

St. Georgsridderen, den engelske Tronprætendent Jakob (III), Søn af Jakob II, som 1688 var blevet fordrevet fra England af Vilhelm af Oranien.

S. 78.

som det sig etc., efter Juvenal, Satire 11,155. - Spegesild etc.,287 efter Juvenal, Satire 11,82. - en Vin etc., efter Juvenal, Satire 5,24. - som man etc., efter Juvenal, Satire 5,54.

S. 79.

Michael Røg (o. 1679-o.1737), Gravør, har bl. a. stukket Bogstaverne til Frederik IVs Udgave af Kongeloven (1709). I Paris havde Michael Røg faaet Løfte om at blive Medaillør hos Ludvig XIV, Ansættelsen fik han dog først 1720. Han laante Holberg sit Pas, da denne forlod Paris.

S. 80.

Ja, Rejselysten etc., efter Ovid, Metamorphoses 7,19. - Og skønt etc., efter Ovid, Metamorphoses 7,10.

S. 82.

Noah. Versene indsat i Oversættelsen fra Bind II, S. 365. -mit Hovedhaar etc., efter Vergil, Æneiden 2,774.

S. 83.

Ludvig den Fjortendes Død, 1. September 1715.

S. 84.

en gasconsk Mil, ca. 5 km.

S. 85.

Les Loges, fejlagtigt for La Loge. Bygningen fungerede baade som Børs og Raadhus. - Vinden etc., efter Juvenal, Satire 12,66. - vort Skib etc., efter Juvenal, Satire 12,30.

S. 86.

Faren etc., efter Juvenal, Satire 11,76. - Ligurien, Landskab i det nordvestlige Italien, omfatter Kyststrækningen fra den franske Grænse til Spezziabugten. - Tøsa eller Tausa, begge Former er alm. Norsk. Tasca: Lomme, Stuffo: Stof, Stalla: Stald, Stivali: Støvler. - Hver Feberpatient etc., efter Juvenal, Satire 4,57.

S. 89.

Carolo Montfort, ubekendt.

S. 90.

da Piraten etc., efter Lucan 2,578.

S. 91.

Porto Verde, sikkert Fejl for Porto Venere, der ligger ved Indløbet til Spezziabugten.

S. 92.

lagde Vinden etc., efter Vergil, Æneiden 7,27. - Derfor vi etc., efter Vergil, Æneiden 3,519-20. - Civitavecchia, By i Mellemitalien, o. 70 km NV for Rom.

S. 93.

martialsk, krigerisk.

S. 94.

Saa snart etc., efter Juvenal, Satire 12,62. - taler om etc., efter Juvenal, Satire 12,82.

S. 95.

Port, Porta Angelica eller Porta Cavalleggeri. - Slottet, Vatikanet. - Marmorets etc., efter Statius, Silvæ 1,3,36 og 47. -Klosteret, se Billedtekst Bind I, S. 353.

S. 96.

lærte mig etc., efter Petronius 14,2. - minestra, Makaronisuppc.

S. 97.

Polyhistor, Lærd, der er bevandret i mange Fag. - sydende etc., efter Vergil, Æneiden 7,465.

S. 98.

at man etc., efter Juvenal, Satire 14,130. - Jubelaar, romerskkatolsk Festaar, hvor der gives fuld Aflad. - Clemens den Ellevte, (1640-1721), Pave 1700-1721.

S. 99.

med hjemmestrikket etc., efter Cicero, De divinatione 1,40,88. -For Spaamænd etc., efter Cicero, De devinatione 1,58,132.

S. 100.

Minervas Bibliotek havde til Huse i det romerske Dominikanerkloster, der var indrettet som en lærd Skole for Ordenens 288 unge Mennesker og andre. Det omfangsrige Bibliotek, som stadig udvidedes, var 1700 testamenteret Klostret af den lærde Kardinal Hieronymus Casanate (1620-1700). Til Klostret hørte Kirken Santa Maria sopra Minerva, som er bygget over Ruinerne af et antikt Minervatempel. - Inkvisitorerne udarbejdede sammen med en særlig Indekskommission »Index librorum prohibitorum«, den katolske Kirkes Liste over Bøger, det var forbudt Lægmand at læse.

S. 101.

Excerpter, Uddrag, Notater. - Horatiernes tredobbelte Port, Port i Roms gamle Bymur. Den omtales ofte i klassisk latinsk Litteratur og i ældre og nyere Skrifter om Roms Topografi. Den er tidligt forsvundet, men identificeredes fejlagtigt med Porta San Paolo, ved Roms Sydmur; saaledes paa Kort over Rom af Giovanni Battista Falda, 1676. - Pantheon, Kuppeltempel bygget paa Augustus' Tid, fra 609 kristen Kirke. Betegnelsen »La Rotunda« refererer til Bygningens Cylinderform. - Vespasians Amfiteater, alm. kendt under Navnet Colosseum, blev anlagt af Kejser Vespasian, fuldendt af Kejser Titus og indviet af ham Aar 80. - Chiesa Nuova, Santa Maria in Vallicella, indviet 1599. Kirken var et Led i den 1556 stiftede Oratorianerordens store Bygningskompleks. Af en samtidig fransk Rejsebeskrivelse fremgaar det, at der hver Dag holdtes 4 (ikke 3) Prædikener paa elegant Italiensk.

S. 106.

erobret af Franskmændene. Under den spanske Arvefølgekrig (1701-14) havde Savoyen været paa Østrigs Side og var derfor blevet besat af Franskmændene. Ved Slaget om Torino (1706), hvor de franske Tropper led et afgørende Nederlag, befriedes ogsaa Savoyen. - som Duer etc., efter Vergil, Æneiden 2,516.

S. 107.

Resten af Turen til Paris, en Strækning paa o. 500 km.

S. 108.

Adrian Gelmeyden, Søn af en i Bergen indvandret Købmand. Efter Faderens Død (1701) vendte han tilbage til Holland.

S. 109.

to Aar, i Virkeligheden kun 11/2 Aar. Holberg kom hjem i Sommeren 1716, og i December 1717 blev han Professor med Løn. - kunde knap etc., efter Juvenal, Satire 7,66. - Introduktion, Værkets fulde Titel er: »Introduction til Naturens og Folkerettens Kundskab, uddragen af de fornemste Juristers besynderlig Pufendorfs og Thomasii Skrifter, illustreret med Exempler af de nordiske Historier og confereret med disse Rigers saa vel gamle som nye Love«. Bogen udkom 1716, men var færdig allerede 1714. Størstedelen er trykt under Holbergs Fraværelse. Optrykt i denne Udgaves Bind I. - Natur- og Folkeretten, Retsopfattelse baseret paa Troen paa den menneskelige Fornufts Evne til at skelne mellem Ret og Uret. Definitivt grundlagt som Videnskab i det 17. Aarh. Hovedværkerne inden for Natur- og Folkeretten er: Hugo Grotius: 289 »Om Krigens og Fredens Ret« (1625), Samuel Pufendorf: »Om Naturens og Folkenes Ret« (1672) og »Om Menneskets og Borgerens Pligter« (1673) og endelig Christian Thomasius: »Natur- og Folkerettens Grundsætninger udledet af Fornuften« (1705). Se udførligere Bind I, S. 43 ff. - Romerretten, den for Romerriget gældende Ret, samlet i Corpus juris civilis (o. 530 e. Kr.). Romerretten er overvejende kasuistisk; d.v.s. den har ikke en systematisk Opstilling af almindelige Retssætninger, men beskriver Løsningen af de konkrete Retstilfælde. Romerretten har paavirket Retssystemerne i Frankrig, Spanien, Tyskland og Østrig, men er aldrig trængt igennem i de nordiske Lande og England.

S. 110.

kun solgt i knap trehundrede, Holberg maatte dog kort efter denne Beklagelse i Levnedsbrevet forberede en ny, forøget Udgave af sin »Introduction« (1728), og derefter kom der i hans Levetid yderligere tre Optryk 1734, 1741 og 1751. - De Bedendis etc., populære Andagtsbøger. - Professoratet i Metafysik overtog Holberg i December 1717 efter Joh. Fr. Wandals pludselige Død.

S. 111.

Lovtale, nu tabt, ligesom Holbergs Tale 1716 ved Universitetets aarlige Fest for Reformationens Indførelse. - to Aars Slaveri, Holberg overtog 1720 Professoratet i latinsk Veltalenhed efter sin gamle Rektor, Søren Lintrup, der var udnævnt til Biskop i Viborg. Samme Aar døde Historieprofessoren Johannes Birkerod, og Holberg blev i hans Sted Medlem af Konsistorium og dets Sekretær. - En af mine Kolleger, Astronomiprofessoren Peder Horrebow. Universitetslærernes Løn bestod i Kirketiende og Indtægter af Bøndergods, der tildeltes Professorerne efter deres Tjenestealder. - nyopdukket Historiker, Andreas Hojer, hvis Danmarkshistorie var udkommet 1718 (jf. Note til S. 59). Holberg tilgav aldrig Hojer hans, vistnok ikke tilsigtet ondskabsfulde, men skødesløst formulerede Kritik.

S. 112.

Paul Rytter og Christian Andersen, to forsumpede Evighedsstudenter. - ikke var forbudt, Hojer havde blot villet vise, at de sædvanlige Argumenter mod Ægteskab mellem beslægtede ikke kunde staa for en videnskabelig Kritik.

S. 113.

Ola Peersen, Olaus Petri, fra Norge, er ubekendt.

S. 114.

Satirer, her brugt som nedsættende Betegnelse for Hojers Arbejder. Holberg har sikkert Ret, naar han hævder, at det var Striden med Hojer, der vakte ham til satirisk Digtekunst. De to Disputatser er en Slags Prosasatirer. - Snart skyder etc., efter Persius 4,42. - Skal jeg etc., efter Juvenal, Satire 1,1.

S. 115.

Juvenals sjette Satire, en Satire mod Kvindekønnet. Holberg gør sit Digt til en Satire over Ægteskabet. »Poeten raader sin gamle Ven Jens Larsen fra at gifte sig« blev først udgivet efter 290 »Peder Paars«, sammen med Holbergs øvrige Skæmtedigte; trykt i denne Udgaves Bind II. - at Verbernes etc., efter Horats, Sermones 1,4,58. - prosodiske Regler, Regler for Stavelsernes Længde- og Trykforhold. - hver Gang etc., efter Horats, Sermones 1,4,138. - mindre Stridigheder, eller Forpostfægtninger (velitationes). Holberg gjorde sandsynligvis Udkast til en Parodi paa Universitetets Disputatshandlinger; dette Optrin blev da senere kunstigt anbragt i »Peder Paars«; se Bind II, S. 7 ff. - Heltedigt, Peder Paars, se Bind II.

S. 116.

Alt hvad etc., efter Juvenal, Satire 1,85. - tre Udgaver, 2. Udgave (1720) var et ulovligt Eftertryk. I den illustrerede 3. Udgave (1720) har Holberg forbedret, d.v.s. reguleret sine Vers.

S. 117.

Postyr, efter 1. Bogs Udgivelse klagede Etatsraad Frederik Rostgaard (1671-1745), der var Ejer af Anholt, til Kongen over Forfatterens Skildring af Forholdene paa Øen. Det kongelige Raad afviste med Frederik IVs Billigelse denne Klage. - Efterligning af Juvenals sjette, den ovenfor omtalte Satire mod Ægteskabet. De fem Satirer blev 1722 udgivet i Bogen »Hans Mickelsens 4re Skiemte-Digte med tvende Fortaler, samt Zille Hans Dotters Forsvars-Skrift for QvindeKiønnet«. Alle trykt i denne Udgaves Bind II.

S. 118.

Plinius d. Y., Ep. 1,10,7. - Program (Juni 1720), Holberg fastslog heri den triste Kendsgerning, at Tilgangen til videregaaende Studier paa Universitetet blev stadig ringere. Da Skriftet laa i Korrektur, blev det undertrykt, og Professor Hans Gram skrev et andet. Holberg har i 1728 villet indlægge det lille Arbejde i sit første Levnedsbrev, men har atter opgivet det. Skriftet blev først offentliggjort 1755 efter Holbergs Død; en dansk Oversættelse heraf Bind VIII, S. 319 ff.

S. 119.

Beskrivelse, »Dannemarks og Norges Beskrivelse«, som dog først udkom 1729.

S. 120.

Mænd af højeste Rang; blandt disse var utvivlsomt Holbergs tidligere Modstander, Etatsraad Frederik Rostgaard, siden 1721 Oversekretær i Danske Kancelli. Sammen med andre højere Embedsmænd arbejdede Rostgaard i Aaret 1722 ivrigt paa Oprettelsen af en dansk Skueplads i København og sørgede tillige for, at et Repertoire paa Dansk blev skaffet til Veje, dels gennem Oversættelse af franske Komedier, dels gennem Henvendelsen til Professor Holberg, som man vidste var Forfatteren til »Peder Paars«. Selv skrev Rostgaard Prologen til Teatrets Aabningsforestilling. - Skuespillertruppen, den tidligere Hoftrup af franske Skuespillere, som 1721 havde maattet vige for et tysk Operaselskab og derfor var tvunget til at se sig om efter anden Beskæftigelse. Truppens Leder, René Montaigu (1661-1737), fik 14. August 1722 Privilegium 291 paa at opføre Komedier paa Dansk; 23. September aabnede det nyopførte Teater i Lille Grønnegade med Moliéres »Gnieren« i dansk Oversættelse. Næste Forestilling var Holbergs »Den politiske Kandestøber«, der spilledes den 26. September.

S.121.

tilfreds med. Holberg foretog dog senere en grundig Omarbejdelse af »Den Vægelsindede«, gjorde den fastere og strammere.

S. 122.

Med Ros etc., efter Horats, Epistel 2,3,343. - Menalcas, hos Bidermann kaldes Bonden Menalcas, et Hyrdenavn i Vergils Bucolica 9. Jacob Bidermanns (1578-1639) latinske »Utopia« (1640) har ikke blot givet Holberg Stoffet til »Jeppe paa Bjerget«, men ogsaa til »Den pantsatte Bondedreng« og »Det arabiske Pulver«. - apologetisk, forsvarende. - Stemningen vendte sig. Holberg omtaler ikke Omarbejdelsen fra Femaktsstykke til Enaktsstykke.

S. 123.

sidder etc., efter Petronius 5,7.

S. 124.

Midas, græsk Sagnfigur. Alt, hvad han rørte ved, forvandledes til Guld. - Den stortalende Soldat, Undertitel til Jacob von Tyboe. - files paa den, i en senere Udgave er udført en Række Ændringer. - vidløse... Komedier, de saakaldte Haupt- und Staatsactionen; se Bind IV, S. 331.

S. 125.

helt uden etc., efter Juvenal, Satire 6,654. - til modsatte Yderligheder. Den latinske Titel paa Komedien (Fratres in contraria ruentes) spiller paa Horats, Sat. 1,2,24.

S. 126.

tre Bind, 1. Bind, indeholdende de første 5 af de her omtalte Komedier, udkom Foraaret 1723 under Titlen »Comoedier sammenskrevne for den nye oprettede danske Skue-Plads ved Hans Mickelsen«. I Fortalen anfører Holberg Navnene paa endnu 10 Komedier, »som ligge færdige«. De tryktes i 2. og 3. Bind af Hans Mickelsens Komedier (1724-25). De 5 utrykte, som Holberg nævner i Levnedsbrevet, blev sammen med endnu 5 andre trykt i den nye Komedieudgave 1731, hvis Titel blev »Den danske Skue-Plads« efter Mønster af den franske Komediesamling »Le Théâtre Italien«, som var en vigtig Kilde for Holberg. - Hans største etc., efter Horats, Satirer 1,4,9. - Molière, Jean-Baptiste (1622-1673), Frankrigs største Komediedigter. Det er Molière, der inden for det romanske Drama har skabt den store Karakterkomedie, som er Holbergs Forbillede, da han begynder at skrive Komedier til Montaigus Teater. Paa Teatret i Lille Grønnegade opførtes mindst 17 Komedier af Molière, 21 af Holberg.

S. 127.

har maattet lukke. Paa Grund af vedvarende økonomiske Vanskeligheder maatte Teatret standse 25. Februar 1727. Til den sidste Forestilling skrev Holberg det lille Lejlighedsstykke 292 »De danske Comoediers Ligbegiængelse«, der opførtes efter det egentlige Skuespil; trykt i Bind VI, S. 451 ff.

S. 128.

Juli 1725. Holberg retter i Udgaven 1737 til det sandsynligere Juni. - De er etc., efter Ovid, Metamorphoses 7,655.

S. 129.

Fleischer, Georg Christian, Holbergs Ven fra Opholdet i Leipzig (jf. Note til S. 54).

S. 130.

Aktejner, Medlemmer af et 18-Mands Raad. - Skøtstuer, Fællesopholdsrum om Vinteren, ofte for flere Familier.

S. 131

. Sehested, Christian Thomesen (1664-1736), Admiral, fra 1718 Overlanddrost i Oldenburg, der hørte under den danske Krone 1676-1773.

S. 132.

spytter etc., efter Juvenal, Satire 6,429. - Nej, hellere etc., efter Juvenal, Satire 3,230.

S. 133.

Zeeland, hollandsk Provins.

S. 134.

den hellige Frans, Frans fra Assisi (1182-1226), Franciskanerordenens Stifter. - Mangel paa Levnedsmidler; i den usædvanlig regnfulde Sommer 1725 raadnede Kornet paa Markerne, Tilførslen til Byerne svigtede og Priserne steg.

S. 135.

Hostien, Nadverbrødet i den katolske Kirke. - Jansenisme, katolsk Reformbevægelse i 17. og 18. Aarh., grundlagt af den flamske Teolog Cornelis Jansen (1585-1638). Bevægelsen fordømtes af Paven.

S. 136.

værre end etc., efter Juvenal, Satire 4,108. - hvor Teglstenen etc., efter Juvenal, Satire 3,201. - hvor alle etc., efter Juvenal, Satire 3,182.

S. 138.

Vognenes etc., efter Juvenal, Satire 3,236.

S. 139.

den kanoniske Ret, den katolske Kirkeret, som paalægger Gejstligheden Cølibat. - hvor hver etc., efter Juvenal, Satire 3,251. - Montfaucon, Bernard de (1655-1741), lærd Benediktiner, Udgiver af bl. a. flere Kirkefædres Skrifter. Havde i 1724 afsluttet et kæmpemæssigt, illustreret Værk paa Latin og Fransk om den klassiske Oldtid.

S. 140.

Hardouin, Jean (1686-1766), lærd Jesuit. Yndede at fremsætte paradoksale Anskuelser, f. Ex. at Oldtidsskrifterne for Størstedelen var falske og Oldtidens Historie fabrikeret i det 13. Aarh. - Victor, o. 555 Biskop i Tunnunum i Nordafrika, skrev et historisk Værk, der gik fra Verdens Skabelse til Aar 566. -Forfatteren af Tankens Frihed, Anthony Collins (1676-1729), engelsk Deist, udgav 1713 »A Discourse of Free-Thinking«, som Holberg læste i den franske Oversættelse, »Discours sur la liberté de penser«, 1714. Heri anføres, S. 133, paa Fransk, Biskop Victors Udsagn, og i Fodnote dertil den latinske Original, som Holberg citerer efter Hukommelsen. - Anastasios, byzantinsk Kejser 491-518. - Nestor, højt bedaget og vis græsk Sagnkonge. - Milon fra Kroton, o. 525 f. Kr., var Oldtidens 293 berømteste Atlet, om hvem en Mængde Anekdoter var i Omløb.

S. 141.

Tournemme, Rene-Joseph de (1661-1739), lærd Jesuit, 1701-18 Redaktør af Tidsskriftet Mémoires de Trévoux; derefter Jesuiterordenens Bibliotekar i Paris. - Kruse, (Crusius), Magnus (1697-1751), lærd Teolog, 1721-O. 1730 Legationspræst i Paris. Blev 1735 teologisk Professor i Gottingen. - Torfæus, Thormod (1636-1719), islandsk Historiker, udgav 1711 »Historia rerum Norvegicarum«. - Sted hos Johannes, Johannes' 1. Brev: »de er tre, som vidner i Himmelen: Faderen, Ordet og Den hellige Aand, og disse tre ere eet«. Disse Linier mangler i alle ældre græske Haandskrifter og hos de græske Kirkefædre, men findes i Vulgata og er erklæret for ægte af Romerkirken. - St. Victors Bibliotek, se Note til S. 66. - Euseb (o. 265-342), Patriark i Konstantinopel. - Lukian (d. 312), græsk gejstlig Forfatter. - Hesyk (o. 550 e. Kr.), byzantinsk Historiker. - Arianisme, oldkirkelig Trosretning, opkaldt efter den alexandrinske Presbyter Arios (o. 300), der hævdede, at Kristus var skabt af Gud og derfor besad et andet Væsen end Faderen. Denne Lære blev fordømt ved Kirkemødet i Nikæa 325. - Huet, Pierre-Daniel (1630-1721), lærd Jesuit, skænkede 1691 sin Bogsamling til Jesuiterkollegiets Bibliotek, hvor den udgjorde en særskilt Afdeling. - Gilles Ménage (1613-1692), lærd Jesuit, Etymolog. Skænkede 1692 sin Bogsamling til Jesuiterkollegiets Bibliotek.

S. 142.

Castel, Louis-Bertrand (1688-1757), Jesuit, havde netop i November 1725 fremsat sin Teori om et Instrument for Farvernes Musik (Le Clavecin oculaire). I Mémoires de Trévoux for 1735 gav han den helt udviklede Teori. - Marchand, Louis (16691732), fortræffelig Musiker, i adskillige Aar Organist hos Jesuitterne i Paris. - Fontenelle, Bernard de (1657-1757), Jesuit, der som Sekretær ved Académie des Sciences holdt en Række aandfulde Taler over franske og udenlandske Personligheder. Eloges des Académiciens (1740) indeholder bl. a. den 14. November 1725 fremførte Mindetale over Peter den Store. - Hans Hænder etc., efter Cicero, De senectute 7,24 eller Tusculanae disputationes 1,14,31, hvor Digteren Statius citeres. - Kurakin, Alexander Borisovitch (1697-1749), russisk chargé d'affaires i Paris.

S. 143.

Mazarins Bibliotek, se Note til S. 66. - Advokaternes Bibliotek, la Bibliothéque de 1'ordre des Avocats, aabnet 1708, var naturligvis især beregnet paa Jurister; men alle litterært interesserede fik let Adgang. Biblioteket blev konfiskeret ved Revolutionen, i 1791, og spredt. - Bignons Bibliotek, Abbé Jean-Paul de Bignon (1662-1743) var i 1718 blevet Kongens 294 Bibliotekar og solgte derfor sit eget Bibliotek. Se Note til S. 69. -Law, John (1671-1729), skotsk født Finansmand, arbejdede i Aarene efter Den spanske Arvefølgekrig paa en Reorganisation af Frankrigs ødelagte Finanser. Efter kæmpemæssige Spekulationsprojekter, som førte til Ruin for Hundredetusinder af Mennesker, maatte Law 1720 flygte til Venezia. Law var en genial Bankmand, men samtidig Fantast. - Bormann, se Note til S. 68. - Matthias Bagger (f. 1683), dansk Eventyrer. Under et Besøg i København 1740-42 klagede Bagger til Holberg over Portrættet i Levnedsbrevet. - Tigellius, i Horats' Satirer Typen paa Vægelsind; se Bind II, S. 346.

S. 144.

Bonamy, Pierre-Nicolas (1694-1770), fra 1727 Medlem af Académie des Inscriptions et Belles-Lettres og Byen Paris' officielle Historiker. - Ludovicus Reqvesensius (1526-1576), Filip den Andens Statholder i Nederlandene efter Hertugen af Alba. -Meursius, Johannes (1579-1639), hollandsk Historiker, fra 1625 Professor ved Sorø Akademi og kgl. dansk Historiograf; han udgav 1630-38 Historia Danica. - Friderici etc. »Kejser Frederik II's Forordninger, trykt i København«. Det er den danske Kong Frederik II's Søret, Jus navale (1572), som Det bodleianske Biblioteks Katalog (1674) har anbragt under Rubrikken for den tyske Kejser, Hohenstauferen Frederik II (121550). Holberg tager fejl af Værkets Titel. Om Biblioteket, se Note til S. 45. - Otto Thott (1703-1785), Statsmand og Bogsamler. Hans Haandskriftsamling (4154 Bind) og 60.000 Bind af hans vældige Bogsamling indgik ved hans Død i Det kgl. Bibliotek.

S. 145.

Marion, Enken Marion Laurent. - de la Mothe, Houdart de la Motte (1672-1731), fransk Digter og Kritiker. - hospodi pomilio, Herre forbarm dig over os.

S. 146.

Stipendierne, kongelige Understøttelser, »pensions« til Forfattere.

S. 148.

Prædestinationen, Forudbestemmelsen.

S. 149.

Kristi Fyldestgørelse, satisfactio Christi, Kristi Bod for Menneskenes Synder. - de ti tusind Martyrer, som skulde være korsfæstet i Armenien eller Ararath; deres Dag i Almanakken er den 22. Juni. - St. Almanachus, Forvanskning af secundum Almanachum, d.v.s. i Overensstemmelse med Almanakken.

S. 150.

Henrik den Fjerde af Frankrig (1589-1610), Protestant af Opdragelse og Overbevisning, var efter Henrik IIIs Død Arving til den franske Trone, men først da han havde omvendt sig til Katolicismen, kunde han 1594 holde sit Indtog i Paris.

S. 151.

omgjordet etc., efter Juvenal, Satire 16,48. - de tavse etc., efter Vergil, Æneiden 2,1.

S. 152.

begge ... Skuespiltrupper, den franske og den italienske. - 295Fontainebleau, Hoffets Vinterresidens. - en af mine Venner, muligvis den danske Legationssekretær Joachim Henrichsen Lafrentz, der hyppigt havde Ærinde i Fontainebleau. - Lelio, det faste Navn for den lykkelige Elsker i den italienske Maskekomedie. Den italienske Trups Leder, Luigi Riccoboni, kaldtes almindeligvis saadan efter sin Yndlingsrolle. - af Lærerstand etc., efter Juvenal, Satire 7,197.

S. 153.

le Roi de Cocagne, ligesom det nedenfor nævnte »Impromptu de la Folie« forfattet af Marc-Antoine Legrand (1673-1728).

S. 154.

Le Babillard, Den Sladdervorne, af Louis de Boissy (1694-1758). - L'Indiscret, Den Aabenmundede, af Voltaire (1694-1778). - Aristoteles, (384-322 f. Kr.), græsk Filosof, hvis Poetik indeholder Dele af en Dramateori. - Protasis, Indledning, hvor Handlingens Traad knyttes. - Epitasis, det Afsnit, hvor Knuden strammes. - Katastrofe, Slutningen, hvor Opløsningen sker.

S. 155.

Les Amusements de l'Automne, Efteraarets Forlystelser, af Louis Fuzelier (1672-1752). - Harlekin, komisk Tjenerskikkelse i den italienske Maskekomedie. - Les Amants ignorants, af Jacques Autreau (1657-1745). - Arlequin poli par l'Amour, Harlekin som Kærligheden gør til et dannet Menneske, af Marivaux (1688-1763). - Arlequin Sauvage, Timon Misanthrope, Harlekin Vildmand, Timon Menneskehader, af Louis Frangois Delisle (d. 1756). - den gamle Harlekin, GuiseppeDomenico Biancolelli (død 1688). - Scaramuccio, pralende og fej Tjenertype i den italienske Maskekomedie. Figurens Fremstiller hed Tiberio Fiorelli (død 1694). - Polichinel, Tjenerfigur i den italienske Maskekomedie.

S. 157.

Kapucinermunk, Medlem af en streng Tiggermunkeorden.

S. 158.

Brev med Anvisning paa Penge.

S. 159.

Sørøver, Detaljer fra den gamle Sørøvers Fortælling benytter Holberg i en ny, forøget Edition af »Natur- og Folkeretten« (1728); se denne Udgaves Bind I, S. 60.

S. 160.

Jean Leclerc (Johannes Clericus), 1657-1736, fransk-hollandsk Teolog og Filosof. Hans vidtspændende Forfatterskab blev senere af stor Betydning for Holberg. - staar bag etc., efter Juvenal, Satire 4,33. - Brenneysen, Enno Rudolf (1669-1734), udgav 1720 Ostfriesische Historie und Landesverfassung, hvori han med Stejlhed hævdede Fyrstens Autoritet over for Stænderne. Samme Aar udnævntes han til den unge Fyrst Georg Albrechts Regeringschef. 1721 udstedte Kejser Karl VI et Dekret, ifølge hvilket det tilkom Fyrsten, ikke Stænderforsamlingen, at disponere over de offentlige Midler. Da Stænderne og deres Administratorer herefter udskrev Skatter, og Fyrsten forbød Borgerne at betale dem, udbrød der Uro og 1725 Borgerkrig. Det er sandsynligvis Kampen om Leer 6. April 296 1726, Holberg har oplevet. Georg Albrecht, der fik militær Støtte af sin Svoger, Frederik IV af Danmark, gik 1727 sejrrigt ud af Krigen.

S. 162.

Junius Brutus, romersk Sagnhelt, skal have fordrevet den sidste romerske Konge (510 f. Kr.). - do ut facias, latinsk Retsformular: jeg giver for at du skal udføre et Arbejde; sml. Bind I, S. 211.

S. 163.

i aldeles etc., efter Juvenal, Satire 16,18. - Gymnasiet. I 17. Aarhundrede oprettedes ved en Del større Latinskoler i Tyskland og Norden et Gymnasium, hvis videregaaende Undervisning skulde forberede til Universiteterne. - Hase (Hasaeus), Theodor (1682-1731), Prædikant, fra 1723 Professor i Teologi ved Gymnasiet i Bremen. - Fabricius, Johann Albert (1668-1736), klassisk Filolog og Litteraturhistoriker, fra 1699 Professor i Moral og Veltalenhed ved Gymnasiet i Hamburg. Hans Hovedværk, en litteraturhistorisk og bibliografisk Fortegnelse over græske Forfattere, Bibliotheca graeca, udkom 1705-28. - Johann Hübner (1668-1731), fra 1711 Rektor i Hamburg, Forfatter til en populær Historiebog Kurze Fragen aus der politischen Historia (1702ff).

S, 164.

Metamorphosis, Metamorphosis eller Forvandlinger ved Hans Mickelsen. Med nogle orthographiske Anmerkninger (1726). Forbilledet er Ovids »Metamorphoses«. - Versemageren, som kalder sig Michel Hansen, er identificeret som en norsk Studerende, Gerhard Treschow (1703-1765), der endte som Præst ved Trinitatis Kirke.

S. 165.

apologetisk, forsvarende.

S. 166.

Persiflage, ondsindet Angreb paa Person.

S. 167.

efterligne dem. Italieneren Luigi Cornaro (1475-1566) førte et umaadeholdent Levned, som hans Helbred ikke kunde taale. For at redde Livet slog han 40 Aar gammel om, indrettede en Diæt af nøje afvejede Portioner og blev en meget gammel Mand! Hans lille Bog herom, Discorsi della vita sobria (1558) er lige til vore Dage blevet optrykt, oversat og efterlignet. -Johannes Chrysostomos (o. 347-407), Patriark i Konstantinopel, afsat 403 paa Kirkemødet »Ved Egen«, i en lille By i Lilleasien. Han blev bl. a. beskyldt for at spise visse Pastiller, lavet af Rødder. - ikke negligere Kroppen, se Natur- og Folkeretten, Bind I, S. 84.

S. 169.

Ej Fjendesværd etc., efter Horats, Satirer 1,9,31-33.

S. 170.

Sveden etc., efter Horats, Satirer 1,9,10. - der syns etc., efter Horats, Satirer 2,1,1. - at skrive etc., efter Horats, Satirer 2,1,16-17 og 21.

S. 171.

jeg vilde etc., efter Juvenal, Satire 1,19. - Aristofanes (o. 448- 297 o. 380 f. Kr.), attisk Komedieforfatter. - af den etc., efter Ovid, Metamorphoses 3,110.

S. 172.

Naar man etc., efter Juvenal, Satire 2,35.

S. 173.

han intet etc., efter Horats, Epistolae 1,1,61. - Lukian (2. Aarh.), græsk Forfatter, som behandlede Guderne meget respektløst i sine Satirer.

S. 174.

ser Himlen etc. Efter Cicero, Tusculanæ, 1,28,70, hvor den gamle romerske Digter Quintus Ennius (239-169 f. Kr.) citeres. - judaiserende Kommentatorer, Holberg sigter her til Hollænderen Johannes Coccejus (1603-1669) og hans Efterfølgere. Coccejus opliver Augustins Lære om, at Det ny Testamente ligger skjult i det gamle, og han udformer denne i en subtil Typologi, efter hvilken der overalt i Det gamle Testamente findes »Typer«, som danner For-Billeder til virkelige Forhold, »Antityper«, i Det ny Testamente. - katolske Forfattere, som Richard Simon (1638-1712), en af Grundlæggerne af det moderne Studium af Bibelteksten som Menneskeværk. Holberg nævner her Simon i en Sætning, der blev slettet 1737. For Katolicismen er Kirkens Tradition en Autoritet, der hævder sig over for Skriftens Vidnesbyrd. Katolikkerne kunde derfor se med større Frihed end Protestanterne paa Bibelens Tekst. -Spinoza (1632-77), som med en Afhandling 1670 grundlagde Bibelkritikken. - Abbadie, Jacques (1654-1727), fransk Kalvinist. Holberg har senere indkøbt hans Forsvar for Kristendommen, Traité de la Verité de la Religion chrétienne (1684), i en Udgave Amsterdam 1729.

S. 175.

Grotius, se Note til S. 109. Grotius' Apologi for Kristendommen, De veritate religionis christianæ (1627), ejede Holberg i en Udgave, Amsterdam 1684. - Huetius, se Note til S. 141. Holberg sigter til hans Demonstratio Evangelica (1679). - Descartes (Cartesius), René (1596-1650), fransk Filosof. Ifølge Descartes' Hvirvelteori er Kloderne opstaaet ved, at Materiens Dele under Hvirvelbevægelser har samlet sig om visse Centre.

S. 176.

Person, Phrixos, Frixos, græsk Sagnfigur, flygtede sammen med sin Søster Helle paa en vinget Vædder fra deres onde Stedmoder. Under Flugten styrtede Helle i Havet, der efter hende fik Navnet Helles-pontos. Phrixos naaede over og ofrede Vædderen til Zeus; det var denne Vædders gyldne Skind, som Jason førte til Grækenland. - Var mig etc., efter Cicero, Tusculanae disputationes 3,28,67, hvor Euripides citeres.

S. 177.

Teatret blev genaabnet med kongelig Understøttelse i April 1728. Fra April til Oktober spilledes baade paa Slottet og i Grønnegade. Efter Københavns Brand i Oktober 1728 inddrog Kongen sin Støtte. 1731 blev der gjort et mislykket Forsøg 298 paa at genoptage Driften af Teateret. Efterhaanden blev Pietismen toneangivende, og i 1738 blev alt Komediespil forbudt. - en Beskrivelse, Dannemarks og Norges Beskrivelse (1729). - Det ostindiske Kompagni, se Bind VIII, S. 11 ff.

S. 178.

en latinsk Dialog udkom 1728, den danske Oversættelse samme Aar; trykt i Bind VIII. - en anden, heri forsvares Københavns Eneret, efter en Forordning af 1726, til at være Indførselshavn for Salt, Vin, Brændevin og Tobak. Trykt i Bind VIII, S. 25 ff. - hin sorte etc., efter Vergil, Æneiden 2,12.

S. 179.

En vil etc., efter Petronius 123,218-19.

S. 180.

Her hvor etc., efter Ovid, Heroides 1,53. - Nu deres etc., efter Juvenal, Satire 3,247.

S. 181.

dem for hvem etc., efter Juvenal, Satire 11,11. - Bolig, Branden var paa sit højeste, da den naaede Købmagergade, hvor Holberg boede, og Slukningsarbejdet var næsten opgivet.

S. 182.

Mordbrænderne. Intet tyder paa, at Branden har været paasat. Den skyldtes formodentlig et Barns Uforsigtighed.

S. 183.

nogle Afhandlinger, de blev ikke trykt og er gaaet tabt. -udkom tre Gange, Forventningen til Værket var saa stor, at Oplagets Størrelse blev forhøjet under Trykningen. De første 576 Sider blev sat igen, efter at Holberg havde indført en Del Rettelser. Derved foreligger to, delvis forskellige, Tryk af Udgaven 1729. Den tyske Oversættelse udkom Aaret efter. -det danske Folks Historie, Holbergs Hensigt var at skrive en moderne Rigshistorie til Afløsning af Huitfeldts Danmarkshistorie (se nedenfor). Hans Forbilleder var Jesuiterpateren Gabriel Daniels Histoire de France (1713) og den tidligere Officer Rapin Thoyras' Histoire d'Angleterre (1724-36). De to Forbilleder sammenlignes ndf. S. 210 ff. - Huitfeldt, Arild (1546-1609), dansk Rigskansler. Huitfeldts Danmarkshistorie i 10 Bind (1595-1603) gaar fra Kong Dan til Christian III. Diplomer, historiske Dokumenter af retsligt Indhold.

S. 184.

ny Udgave af Komedierne, Den danske Skueplads (1731). Introduktion til Natur- og Folkeretten, S. 109.

S. 185.

Dialektikken, her: Diskuterekunsten.

S. 186.

Lærebøger i Historie og Geografi, to kortfattede Oversigter paa Latin over Verdenshistorien og Verdensdelene, Synopsis Historiæ Universalis og Compendium Geographicum, begge fra 1733. Historie og Geografi var 1732 blevet indført som Fag ved examen philosophicum, en Prøve, alle Studerende maatte underkaste sig. Holberg, der siden 1730 var Professor i Historie, fik af Konsistorium overdraget at udarbejde Lærebøgerne hertil.

S. 187.

Kvæstor, Universitetets Regnskabsfører. Holberg bestred med stor Dygtighed dette Hverv 1737-1751. Med Kvæstorhvervet 299 fulgte Fritagelse for Forelæsningspligten. - Korporal, se S. 30. - for Digtergaven eic., efter Juvenal, Satire 7,63. - smaa Præmier, se ndf. S. 190 med Note dertil.

S. 188.

Jag bare eic., efter Horats, Epistolae 1,10,24. - du hænger eic., efter Juvenal, Satire 7,51. - l det forrige Brev, en Erindringsforskydning. Det var i Betænkning over Historier (se Bind VIII, S. 102) samt i Fortalen til de latinske Epigrammer, der blev udgivet sammen med 2. Levnedsbrev, at Holberg meddelte sine Planer om en Kirkehistorie.

S. 189.

ny Udgave, Kirkehistorien udkom 1738, 2. Udgave 1740. -Pufendorf, Bossuet, Holberg sigter til Samuel Pufendorfs »Einleitung zu der Geschichte der vornehmsten Reiche und Staaten ... in Europa« (1682-86) og Jacques-Bénigne Bossuets »Discours sur l'histoire universelle« (1681). - Gottfried Arnold, (1666-1714), Forfatter til »Unpartheyische Kirchen- und Ketzerhistorie von Anfang des Neuen Testaments auf 1688« i 4 Bind (1699-1700). Baade i sin Tendens og i Stoffets Udstrækning var dette Værk en Forløber for Holbergs Kirkehistorie.

S. 190.

Præmier, i Aarene 1738-40 udskrev Holberg 5 Gange anonymt Konkurrencer for det bedste Digt over opgivet Emne. Præmien var hver Gang 20 Rigsdaler. De indkomne Vers blev udgivet som »Prøve af ziirlige og smukke danske Vers« 1-5, (1738-40), med korte kritiske Bemærkninger af Holberg. -andre Litteraturelskere, Erik Pontoppidan og Frederik Rostgaard. Konkurrencerne gjaldt henholdsvis Salmedigtning og Oversættelse af opgiven Tekst. - Plutark, (o. 46-o. 120), græsk Historiker og Filosof. I sine Parallelbiografier stiller han Grækere og Romere parvis sammen efter deres Lighed, for Eksempel to Talere. - berømmelige Mænds sammenlignede Historier, »Adskillige store Heltes og berømmelige Mænds, sær orientalske og indianske, sammenlignede Historier og Bedrifter efter Plutarchi Maade« (1739). Se Bind VIII, S. 175 ff. -Indianere. Holberg tænker paa sine Biografier af Mexicos Kejser Montezuma (død 1520) og Perus Kejser Atapaliba (d.v.s. Atahualpa; død 1533), som begge blev besejret ved Spaniernes Erobring af Sydamerika.

S. 191.

Anmeldelserne, Holbergs Bog blev oversat til Tysk 1741 og særdeles gunstigt anmeldt i det litterære Tidsskrift »Acta Eruditorum«, Leipzig 1743. - Bergen, »Den berømmelige Norske Handels-Stad Bergens Beskrivelse« (1737). Grundlaget for Værket var en haandskreven Bergensbeskrivelse, forfattet af Edvard Edvardsen (1630-95), Hører i Byens Latinskole. Et Afsnit med Oplysninger om Byen og dens Indvaanere i Holbergs Barndom er trykt i Bind I, S. 13 ff. - Niels Klim, den 300 latinske Roman »Niels Klims underjordiske Rejse« (1741); i Baggesens danske Oversættelse i Bind IX. - flere forskellige Sprog, allerede 1741 kom den tyske, hollandske og franske Oversættelse, 1742 den engelske og danske, 1746 den svenske. Efter Holbergs Død: 1762 den russiske, 1783 den ungarske, 1819 den polske, 1884 den finske. 1948 blev trykt en islandsk Oversættelse, som havde ligget i Manuskript siden o. 1750. I 1954 kom en spansk Oversættelse.

S. 193.

Jørgen etc., efter Horats, Satirer l, 4, 92.

S. 194.

Kejserrige, i det uudviklede Qvama bliver Klim Kejser, fordi han forstaar at organisere Landets Krigsmagt. - Baccalaur, Titel for dem der havde bestaaet den første, lavere Magisterprøve. - Trimalchio, pralende Opkomling i Petronius' Satyricon. - det pofuanske Folk, i Idealstaten Potu er Indbyggerne betænksomme Træer paa Ben.

S. 195.

det martinianske Folk, Martinias Indbyggere er Aber.

S. 196.

den strengeste Censur. Censorerne var normalt Fakultetsdekaner, der skiftede aarligt. Bøgerne maatte ifølge Forordning af 1737 intet indeholde »som directe strider mod den hellige Skrift og vore Kirkers symbolske Bøgers klare Ord, eller og som kunde forstyrre den almindelige Roelighed i Kirke og Rige«. - Fattigdom etc., efter Juvenal, Satire 7, 62. -Præsterne. Holberg saa ikke med blide Øjne paa Statspietismen, der i Christian Vis Regeringsaar (1730-46) lagde et aandeligt Tryk paa Kulturlivet. »Niels Klim« var hans første Indlæg mod den herskende Intolerance.

S. 197.

Der findes etc., efter Vergil, Æneiden l, 15. - Kritik .. i Gottingen, i »Gottingische Zeitungen von gelehrten Sachen« 12. Juni 1741 findes en meget skarp Kritik af Bogen som Digterværk. Den er muligvis skrevet af Christian Ludvig Scheidt, en indfødt Tysker, der 1739-48 var Professor i Jura ved Københavns Universitet.

S. 198.

to Fortaler, hverken i Originaludgaven fra 1741 eller den danske Oversættelse fra 1742 findes nogen Fortale. I 2. Udgave fra 1745 findes én apologetisk Fortale. - Seriphus, lille Ø i Ægæerhavet. - Nej, se etc., efter Juvenal, Satire 10, 157.

S. 199.

sokratiske Filosoffer, Tilhængere eller Udøvere af den sokratiske Metode. - Cato (234-149 f. Kr.), romersk Statsmand. -Selv i, Cicero, De officiis l, 29, 103. - hvis Sjæl etc., efter Juvenal, Satire l, 166.

S. 200.

Sokrat es (o. 470-399 f. Kr.), græsk Filosof, regnes ofte for Etikkens Grundlægger. Forsøgte ved Samtaler og foregiven Uvidenhed at faa sine Elever til at klare deres Begreber og selv finde Svaret paa deres Problemer og at faa sine Modstandere til at afsløre deres Uvidenhed.

301

S. 202.

det jødiske Folks Historie, Jødiske Historie fra Verdens Begyndelse fortsatt til disse Tider (1742); et vigtigt Kapitel aftrykt Bind VIII, S. 283 ff. - Josephus, Flavius (o. 37-o. 100), jødisk Historieskriver. Har paa Græsk i to Værker skildret henholdsvis den jødiske Oldhistorie og Jødernes Kampe med Romerne. Det er det førstnævnte Værk, Holberg hentyder til. - Prideaux, Humphrey (1648-1724), Forfatter til »The Old and New Testament connected in the History of the Jews« (1716-18). - Basnage, Jacques (1653-1723), Forfatter til »Histoire des Juifs« (1706) og »Antiquités Judaïques« (1713). -Histoire du Peuple de Dieu, af Jesuitten Isaac-Joseph Berruyer udkom allerede 1728. Den vakte stor Forargelse paa Grund af sin verdslige Maade at gengive Det gamle Testamentes Indhold paa. Personerne fremstilledes i Stil med Tidens Romanfigurer. 1735 kom en noget dæmpet Udgave.

S. 203.

et engelsk Selskab, »Universal History from the earliest account of time to the present« (1736 ff). - Philo, Cunaeus, Lightfoot etc., af underordnet Betydning for Holbergs Værk. - Schudt, Johann Jakob (1664-1722) var Rektor ved Gymnasiet i Frankfurt a. M. Holberg har benyttet hans »Jüdische Merckwürdigkeiten« (1715). - Prænumeration, Forudbetaling ved Bestilling af endnu ikke udkommet Værk.

S. 204.

Uglspils Historie, gammel tysk Folkebog med Anekdoter og Historier om den lystige Uglspils Oplevelser (1515). - Grotius' De Jure Belli ac Pacis (1625) var Holberg velbekendt fra Arbejdet med Natur- og Folkeretten.

S. 205.

blandt etc., efter Juvenal, Satire 8, 174-75. - Petronius (d. 66 e. Kr.), romersk Digter. - Livius, Titus (59 f. Kr.-17 e. Kr.), romersk Historiker. - Vergil (70-19 f. Kr.), romersk Digter. -Ovid (43 f. Kr.-17. e. Kr.), romersk Digter.

S. 206.

Lemmerne etc., efter Horats, Satirer l, 4, 62. - Verbernes etc., efter Horats, Satirer 1,4,59. - Lukan (39-65), romersk episk Digter. - offentlig Tale, ukendt.

S. 207.

Juvenal (o. 65-o. 130), romersk Satiriker. - Horats (63-8 f. Kr.), romersk Lyriker og Satiriker. - Tigellius, Type paa Vægelsind i Horats' Satirer. - Epikur (341-270 f. Kr.), græsk Filosof, satte Nydelse, defineret som Frihed for Smerte, som Livets Maal. Senere opfattedes han blot som Forsvarer af Nydelser.

S. 208.

Plautus (o. 254-184 f. Kr.), romersk Komediedigter. - Terents (o. 190-159 f. Kr.), romersk Komediedigter. - Martial (o. 40-104), romersk Satiriker. - Plinius den Yngre (62-o. 111), romersk Litterat og højtstaaende Embedsmand.

S. 209.

Cicero (106-43 f. Kr.), romersk Politiker, Taler og Forfatter. -Seneca (o. 4 f. Kr.-65 e. Kr.), romersk Statsmand, Filosof og Digter. - Quintilian (o. 35-o. 95), romersk Veltalenhedslærer, 302 har samlet sine Erfaringer og Teorier i Værket »Institutio oratoria.« - Demetrios fra Faleron (o. 354-o. 283 f. Kr.), Politiker og Taler. Det er ikke Cicero, men Quintilian, der kritiserer Demetrios. - Diodorus Siculus (1. Aarh. f. Kr.) skrev en udførlig Historie, der gik til Cæsars Erobring af Gallien. - Aristofanes (o. 448-O. 380 f. Kr.), Komedieforfatter. De to første Komedier er »Pluto« og »Skyerne«.

S. 210.

for jeg, efter Horats, Epistolae 2, 3, 11. - Plutark (o. 46-o. 120), græsk Historiker og Filosof. - Humphrey Prideaux, se Note til S. 202. - Burnet, Gilbert (1649-1728), engelsk Biskop og Historiker, udgav 1724 »History of his own Time«. - P. Daniel og Rapin Thoyras, se Note til S. 183. - Sejrens Gud, efter Ovid, Metamorphoses 8, 13.

S. 211.

Rymer, Thomas (1641-1713), engelsk Historiker, udgav Englands Traktater med fremmede Magter i 15 Bind (1704-13). -Camden, William (1551-1623), engelsk Historiker. - Baker, Richard (1568-1645), engelsk Historiker; hans Hovedværk var »Chronicle of the Kings of England« (1643). - Du Chesne, André (1584-1640), fransk Historiker. - Dronning Elisabeth (1558-1603), Jakob den Første (1603-1625), Karl den Første (1625-1649). - Rushworth, John (o. 1607-1690), engelsk Historiker og Politiker. Hans »Historical Collections« (1659) er en vigtig Kilde til engelsk Historie.

S. 212.

Cicero, Citatet er et Konglomerat af Cicerosteder.

S. 213.

Montaigne, Michel de (1553-92), fransk Filosof, udgav 1580-88 »Essais«. Se S. 22-23.

S. 214.

Forfatter, Jacques Esprit (1611-78). Bogen udkom 1678. -Malebranche, Nicolas de (1638-1715), fransk Filosof, søgte at forsone Tidens Videnskab med Kirkens Lære. - Charron, Pierre (1541-1603), fransk Filosof, forsøgte at forene Skepticismen og Katolicismen. - den rotterdamske Filosof, her brugt som Betegnelse for Bayle paa Grund af hans Professorat i Rotterdam. Om Bayle se Note til S. 66. - Leclerc, se Note til S. 160.

S. 215.

Origenes (o. 181-o. 251), græsk Kirkefader, søgte at opbygge et kristelig-platonisk System, hvis Grundtanke er Forsynsideen. Origenes stod for Holberg som den, der bestred, at Straffen i Helvede kunde vare evigt. - Den var etc., efter Ovid, Tristia 5, 2, 42. - Theofrast (372-287 f. Kr.), græsk Filosof og Botaniker.

S. 217.

Nu er etc., efter Ovid, Ex Ponto 1,4, 3. - Tilbagegang.. første Brev, S. 145-46. - Eumolpus, Person hos Petronius.

S. 218.

Hvis der etc., efter Martial 8, 56, 5-6. - Imprimatur, maa trykkes.

S. 219.

blev hvert etc., efter Juvenal, Satire 7, 70-71. - Makulatur, 303 kasserede Tryksager, bruges overført om værdiløs Litteratur. -saakaldte Lovtale, se S. 111.

S. 220.

Tertullian (o. 155-o. 220), Kirkefader. - Simonides (556-468 f. Kr.), græsk Digter. - Newton, Isaac (1642-1727), engelsk Fysiker og Matematiker, opstillede Bevægelseslærens 3 Grundlove og opdagede den almindelige Tiltrækning, hvorved Bevægelserne i Solsystemet forklaredes. - Orbis (Sensualium) pictus, den afbildede Sanseverden, Lærebog af den tjekkiske Pædagog Johan Amos Comenius (1657).

S. 221.

Hvis ikke etc., efter Calpurnius Siculus, Eclogae 7, 79. - Hvis du etc., efter Terents, Eunuchus 63.- Toland, John (1670-1722), engelsk Deist, hævdede, at Gud ikke kan kræve, at vi skal tro noget fornuftsstridigt. I Kraft af Fornuften kan man finde frem til den sande Kristendom og forkaste Kirkens Autoritet. -Collins, Anthony (1676-1729), engelsk Deist, angreb Udødelighedstanken. - Tindal, Matthew (1653-1713), engelsk Deist. -Woolston, Th. (1669-1713), engelsk Deist, tolkede de kristne Mirakler allegorisk, benægtede eller drog dem i Tvivl. - Moralfilosoffen, »The moral Philosopher, in a Dialogue between Philateles a Christian Deist and Theophanes a Christian Jew« I-IV (1737-41), af Thomas Morgan (død 1743), som heri reducerede Det gamle Testamente til Myter. - Hobbes, Thomas (1588-1679), engelsk Filosof, betragtede Religionen som en Statssag og angreb Kirkens og Præsteskabets verdslige Magt. -Spinoza, Benedikt (1632-77), hollandsk-jødisk Filosof, hævdede, at Gud og Naturen er identiske; han grundlagde Bibelkritikken; se Note til S. 174.

S. 222.

Cicero, Academica 2, 3, 8. - Cicero, Academica 2, 3, 9.

S. 223.

Transsubstantiation, den Forvandling til Kristi Legeme og Blod, som Brødet og Vinen efter den katolske lære undergaar ved Nadveren. - Epiktet (o. 60-140), græsk Filosof, ansaa det for Filosofiens Maal at virke etisk højnende. - Aristides (5. Aarh. f. Kr.), attisk Politiker, berømt for sin Retfærdighed. -manikæisk, efter den persiske Religionsstifter Mani (3. Aarh.). Manikæismen fremstiller Tilværelsen som en Kamp mellem Lysets og Mørkets Magter.

S. 224.

Søg ej etc., efter Plautus, Amphitruo 702.

S. 225.

Bion, fejlagtigt for Bias (o. 570 f. Kr.), en af de syv Viise. -længe er etc., efter Ovid, Metamorphoses 14, 143.

S. 226.

med himmelvendte etc., ikke identificeret Citat. - naar fra etc., ikke identificeret Citat. - den mosaiske Tro, den jødiske Religion.

S. 227.

teokratisk Styreform, en Statsordning, hvor Gud selv anses som øverste Leder. I det gamle Israel styredes alt efter den af Gud givne Lov. - Saddukæerne, Tilhængerne af et jødisk Parti 304 paa Jesu Tid, der i Modsætning til Farisæernes var lidet ortodokst og stillede sig imødekommende over for Hellenismen.

S. 228.

Newton, se Note til S. 220. - Descartes' Hvirvelteori, se Note til S. 175. - Anomali, Afvigelse fra det regelmæssige.

S. 229.

Brorup, Godset Brorup ved Slagelse købte Holberg 1740 af Kancellisekretær J. S. Bentzon. Andre Kilder bekræfter Holbergs Oplysninger om Istandsættelsen af det ved Overtagelsen meget forsømte Gods. - Acciseboden, hvor Afgifter paa indog udførte Varer betaltes.

S. 230.

Studen etc., efter Horats, Epistolae l, 7, 86.

S. 231.

Krigen, den persiske Nadir Shahs Kamp mod Tyrkerne 1736-47. - Tripelalliancen, Ludvig XV søgte i Begyndelsen af 1740erne at faa dannet en Alliance mellem de tre Stater: Frankrig, Sverige og Danmark-Norge. - den pragmatiske Sanktion, kejserlig Forordning af 1713, fastslog fælles Arvefølge for alle under Kejser Karl VI hørende Lande. Dens Gyldighed blev bestridt ved Kejserens Død 1740.

S. 232.

Thi ræddes etc. Fra Holbergs egne Epigrammer 3, 97, 3-6. Den Sorg etc., efter Cicero, Tusculanae disputationes 3, 14, 29.

S. 233.

Gaar Verden etc., efter Cicero, Tusculanae disputationes 2, 21, 50. - Med Teologer etc. Fra Holbergs egne Epigrammer 2, 50, 3-4.

S. 235.

Eksperimentalfysik, hvor Vægten lægges paa Forsøg.

S. 237.

Let raadner etc., efter Ovid, Ex Ponto l, 5, 5.

S. 238.

compelle intrare, nød dem til at gaa ind (Vulgata, LukasEvangeliet 14, 23).

S. 241.

lukrativ, indbringende.

S. 242.

antichambrere, vente i Forværelse.

S. 243.

Cato, Citatet stammer fra Gellius 11, 2, 6. - Skønt etc., efter Juvenal, Satire 10, 22.

S. 244.

Catilina, Lucullus og Apicius, Oldtidsromere med Ry for Ødselhed og Fraadseri.

S. 245.

Ceres og Bacchus, de romerske Guder for Kornavl og Vin. - gør Samfundet til sin Arving, om Holbergs testamentariske Bestemmelser, se Note til S. 313.

S. 246.

Kinabark, tørret Bark fra det i Andesbjergene hjemmehørende Kinatræ, anvendtes som Middel mod Feber.

S. 247.

Studering. Fra Holbergs egne Epigrammer l, 27, 8.

S. 248.

Sangviniker, egl. blodrig; Person med let bevægeligt Temperament.

S. 249.

et tidligere Brev, S. 65.

S. 251.

Amfibier, Dyr der kan leve baade i Vand og paa Land.

S. 255.

en Hertug, Hertugen af Marlborough, engelsk Feltherre og Statsmand (1650-1722).

S. 256.

Miton, John (1608-1674), hvis religiøse Dobbelt-Epos 305 »Paradise lost« og »Paradise regained« udkom 1667-71. - Pope, Alexander (1688-1744). Holberg tænker antagelig paa hans komiske Heltedigt »The Rape of the Lock« (1712-14).

S. 257.

Blackmore, Richard (1654-1729), engelsk Læge og Forfatter.- Newton; den store Fysiker døde 1727 og blev under store Æresbevisninger gravsat i Westminster Abbey. - Burnef, Gilbert, se Note til S. 210. Hans History of the Reformation of the Church of England udkom 1679-1714.

S. 259.

Jansenisterne, se Note til S. 135. - Koleriker, egl. galdesyg; hidsig, opfarende Person.

S. 261.

Gud skabte etc. Fra Holbergs egne Epigrammer 2, 161.

S. 262.

Lærenem etc., efter Manilius, Astronomica l, 95.

S. 263.

Digte etc., efter Juvenal, Satire l, 79.

S. 264.

De er et nøjsomt etc., efter Ovid, Metamorphoses 7, 655. -Tantalus, græsk Sagnkonge, der i Underverdenen til Straf for en Forbrydelse mod Guderne maatte staa i Vand til Halsen med Frugter hængende over Hovedet og pines af Tørst og Sult.

S. 265.

vælter etc., muligvis Sammenblanding af Ovid, Metamorphoses 7, 528 f. og Vergil, Georgica 2, 308 f.

S. 266.

de knap nok etc., efter Vergil, Æneiden 5, 790. - de to Gesandter, Hollændernes Fejltrin bestaar i, at de melder deres Ankomst, før de har indrettet sig og er parate til at tage imod. - de Witt, Johan (Jan) (1625-72), fremragende hollandsk Statsmand. - Waveren, Anthony van, hollandsk Diplomat (død 1659).

S. 267.

Karl den Anden (1660-1685) af Kongeslægten Stuart. Ved hans Tronbestigelse genindførtes Monarkiet efter 10 Aars republikansk Styre under Oliver Cromwell.

S. 268.

det fjerde Monarki. Man inddelte Verdenshistorien i 4 Monarkier: det assyriske, det persiske, det græske og det romerske, hvis Arvtager var Det hellige romerske Rige af tysk Nation. -Rigets Band, Fredløshedserklæring, udstedtes af Kejseren, i Reglen efter Samraad med Fyrsterne. Fra 1711 krævedes tillige Stændernes Samtykke.

S. 270.

Marinus, efter Martial 7, 87. - med Arsenik etc., efter Juvenal, Satire 6, 659.

S. 271.

Titus Livius (59 f. Kr.-17 e. Kr.), romersk Historiker. - Humaniora, de Videnskaber, der indgaar i den humanistiske Dannelse: Filosofi, Historie, Sprog- og Litteraturvidenskab.

S. 272.

Vaugelas, Claude Favre de (1585-1650), fransk Grammatiker. Oversættelsen af den romerske Historieskriver Quintus Curtius' Værk (1. Aarh. efter Kr.) udkom 1653; den havde været i Arbejde i 30 Aar. - Imens Barberen etc., efter Martial 7, 83. Om de nordiske Folk tør jeg ikke udtale mig, se dog Bind I, S. 28-39!

306

S. 273.

Mnemoteknik, Hukommelsesteknik, Indlæring ved Hjælp af særlige Kneb. - Tanken om Tusindaarsriget findes i Johannes'Aabenbaring 20, 1-6. Ved Kristi Genkomst skal de Troende først opstaa og herske med Kristus 1000 Aar paa Jorden, mens Satan er bundet. Derefter følger den sidste Kamp mellem Satan og Kirken, den alm. Opstandelse og den evige Dom. Forestillinger om Tusindaarsriget spillede en Rolle i Pietismen.

S. 275.

Ledere; hans Kritik af Torfæus, se Bind VIII, S. 89. - Huitfeldt, se Note til S. 183. - det Træ etc., efter Vergil, Georgica l, 191. - Tænk kun etc. Fra Holbergs egne Epigrammer 6, 53, 5-9.

S. 276.

Epigrammer, se Bind X, S. 7-11. - sammenlignede Levnedsbeskrivelser, »Heltes sammenlignede Historier« (1739) og »Heltinders sammenlignede Historier« (1745). Se Bind VIII, S. 175-280. - Den underjordiske Rejse, den latinske Roman om Niels Klim (1741).

S. 277.

Hippokrates, græsk Læge (460-o. 377 f. Kr.).

S. 278.

Hvor meget etc., efter Juvenal, Satire 3, 18-20.

307

📖 EPISTOLA 447
(Tiden efter 1743)

308
309

Epistola 447
(Tiden efter 1743)
Indledning

I tre Omgange havde Holberg holdt et internationalt Publikum underrettet om sit Levned og sin Produktion; det var sket i de tre latinske Breve, som kom 1728, 1737 og 1743. - 1745 forelaa en dansk Oversættelse af alle tre Levnedsbreve; det var derfor naturligt at give Fortsættelsen paa Dansk. 1748-50 havde Holberg udgivet fire Bind danske Epistler; Nr. 1-446. 16. Januar 1754, tolv Dage før sin Død, indsatte han i sit sidst oprettede Testamente: »Den femte Tome af mine Epistler, som endnu ere i Manuscript, skiænker jeg til Boghandler Otto Wenzel.« Bindet blev udgivet i September samme Aar, men uden den Omhu, der prægede alle Holbergs Skrifter fra o. 1730. Bindet vrimler med Trykfejl; der er Fejl i Paginering og Numerering. Vi véd derfor ikke med Sikkerhed, om Holberg selv har stillet den selvbiografiske Ajourføring forrest, som Epistel 447. Dette sidste Levnedsbrev trængte, som Læseren hurtigt vil opdage, til et Gennemsyn. Den lange Epistel er nemlig skrevet i flere Tempi, og derved er fremkommet forstyrrende Gentagelser. Det kan være af Interesse at følge Holbergs selvbiografiske Notater under et Par Aar, 1751-53, idet man læser disse i deres kronologiske Affattelse. Der kan konstateres fire Stadier. A. Det ældste Afsnit gaar forfra til S. 323, L. 5 og er nedskrevet i Begyndelsen af 1751, antagelig o. 1. April. Her fortæller Holberg om sine Forfatterindtægter og om Sorø; derefter om sit Helbred og Baroniseringen; som Godsejer har han maattet føre Proces mod en af sine Ridefogder, og 310 Universitetskvæsturen volder megen Ulejlighed. Han fortæller om ny Læsning i Græsk og Oldislandsk, samt om sin Andel i Teaterledelsen. Saa følger Omtale af de Skrifter, han har udgivet 1745-50. Endelig lidt om Peder Paars paa Tysk og Danmarkshistoriens Modtagelse i Sverige. B. Det næste Stykke gaar fra S. 326, L. 6, f. n. til S. 331, L. 4, f. n. Det er forfattet kort efter Premieren paa »Plutus«, som fandt Sted 14. April 1751. Holberg har aabenbart glemt, at han nylig har skrevet om sit Helbred og om Teaterledelsen, og han bekræfter derved sit Udsagn her om den svigtende Hukommelse. C. Afsnittet S. 323, L. 5 til S. 326, L. 7, f. n. er et Indskud udarbejdet i Begyndelsen af 1752. Holberg har villet give en samlet Redegørelse for sine nye Komedier og for Retssagen mod Ridefogden. D. S. 331, L. 4, f. n. og ud danner et sidste Tillæg, om de Smaaskrifter, som Holberg udgav paa Fransk. Skrifterne om Rom og om Arckenholtz udkom i 1752. Da Holberg ikke anfører Titler, kan det ikke vides, om han har skrevet dette Tillæg før eller efter Udsendelsen af den tredje og sidste franske Pjece, om Montesquieu's »Lovenes Aand«; denne udkom i Begyndelsen af Oktober 1753, fire Maaneder før Holbergs Død og vidner om, at Aandens Lys til det sidste brændte klart hos den gamle Forfatter. Overhovedet bør man ikke af den noget klynkende Tone i Ep. 447 lade sig forlede til at tro paa aandelig Svækkelse hos Holberg. En Fjerdedel af hans vældige Forfatterskab udkom efter 1743, herunder Hovedværker som »Moralske Tanker« og de danske »Epistler«. Fra sin Selvbiografis første Del har Holberg set sig selv som et fysisk skrøbeligt Menneske, der paa mirakuløs Maade præsterede flere Mænds aandelige Arbejde.

Tekstgrundlag og Litteratur. Med enkelte Rettelser følges Ludvig Holberg: Epistler udgivne med Kommentar af F. J. Billeskov Jansen, V, 1951, S. 1-25 og 291-92; jf. VII, 1953, S. 361 ff., VIII, 1954, S. 16-22, samt V. Dahlerup, i Historisk Tidsskrift, 6. Række, IV, 1892-94, S. 368-83.

311

Epistola 447
Til * *

Min Herre skriver, at gode Venner ønske, at see en Fortsættelse af mit Liv og Levnets Historie, og at have en Liste paa de Skrifter, som siden den 3die Latinske Epistels Publication ere komne for Lyset; Der kand intet stort siges hverken om det eene eller det andet, hvor udover jeg intet videre haver villet føre i Pennen: Dog, efterdi min Herre udi sin sidste Skrivelse for sin egen Fornøyelse saadant forlanger, vil jeg udi dette Giensvar meddeele ham en kort Beretning, saavel om Skrifternes, som Skribentens videre Skiebne. Hvad min Person angaaer, da seer min Herre af mit Arbeyds Fortsættelse, at jeg ved min Stands Forandring ikke haver forladt mine sædvanlige Occupationer, men tvert imod, at jeg som Proprietarius og Baron har cultiveret Studeringer fast med større Iver end som Professor, og at jeg efter andres Exempel ikke har betient mig af Fri-Herres Titel for at være ørkesløs. Men, ligesom mine beste Gierninger ofte blive mest censurerede, saa findes de, som holde saadant for ingen Merite, sigende, at mit Arbeyde sigter kun til at forøge mine Midler, helst saasom de bilde sig ind, at ved hvert Skrift nedregner Penge udi Hobetal. Jeg nægter ikke, at jeg ved mine Skrifter jo noget haver vundet; men det er ikke nær saa meget, som Folk forestiller sig. Gevinstene har aldeles ikke svaret til Arbeydet, thi en Procurator kand ved en eeneste Sag, og en Doctor ved en eeneste Feber vinde meere end jeg ved nogle Aars Skriverie; Og kand derpaa tiene til Beviis de store u-soldte Oplage, 312
som jeg endnu haver paa Halsen. Ja jeg tør sige, at en eeneste liden Bog kaldet den Bedende Kiæde og Mullers Postill have givet flere Renter end alle mine Skrifter. Ellers er herved at mærke, at udi disse sidste Aar Debiten paa Danske Bøger saaledes er aftagen, at mand fast ikke uden Skade kand oplægge en Bog meere, Aarsagen er, den u-hørlige Mængde af Danske Skrifter, som nu komme for Lyset. Og, saasom Almuen ikke skiønner mellem gode og slætte Skrifter, og de fleste Stands Personer læse heller Pølse-Snak paa Fransk end de grundigste Skrifter paa deres Moders Maal, saa er det ingen Under, at de beste Danske Skrifter blive liggende u-soldte. Dette vises tydeligen af Erfarenhed, og derhos gives tilkiende, at jeg udi gandske anden Henseende end som mange indbilde sig bliver ved at føre Pennen. Hiulet, som alleene driver mig, er alleene mine Venners Opmuntringer, endeel ogsaa den Agt, som mine Skrifter have erhværvet sig udenlands, og hvoraf vore Boghandlere alleene ved Oversættelser profitere. Og, lad være, at Sigtet ved mit Arbeyde har været at erhværve Midler, saa bør saadant heller lægges mig til Roes end til Last, da mand seer, at de erhvervede Midler anvendes til Publici Brug og Nytte; og at jeg heller kand ansees som en Regnskabs Mand eller Casserer for Publico end som en Ejer af min egen Formue. At mine Midler for 16 Aar siden have været beskikkede til Publici Nytte, kand de med mig vidne, som have underskrevet mit første Testament: Det samme sigtede til et lærd Societets Stiftelse, i sær for det Danske Sprog. Ved saadant Forsæt fremturede jeg udi nogle Aar, indtil jeg merkede, at adskillige saadanne Stiftelser skeede, og at Danske Skrifter begyndte at nedregne udi saadan Mængde, at der for vore Skribentere behøvedes heller Capson end Sporer. Jeg lod mig deraf bevæge, til at cassere min første Disposition, og formere en staaende Capital, hvis Renter skulde anvendes til fattige Jomfruers Udstyr. Efter at dette nye Testament var forfærdiget af mig selv, samt af nogle gode Venner undertegnet; gav jeg underhaanden en og anden saadant 313
tilkiende; Men, saasom alt hvad Nyt og usædvanligt er, belees, saa merkede jeg, at de fleste ingen Smag derudi havde: Ja der fandtes de, hvilke ansaae saadan Stiftelse, som en Auction, hvorved fattige Jomfruer skulde bydes tilfals. Denne Koldsindighed foraarsagede, at jeg ogsaa begyndte at vakle i mit sidste Forsæt. Just da jeg svævede i denne Tvilraadighed, blev det Ridderlige Soröiske Academie stiftet. Nogle af mine gode Venner, som af mine Skrifter havde seet, hvor inderligen jeg havde ønsket, at see saadant Academies Stiftelse og de Motiver, hvorpaa jeg saadant Ynske havde grundet, meenede, at jeg intet bedre kunde giøre end ved mine Midlers Donation et saadant Verk at understøtte og bestyrke. Jeg bifaldt uden megen Betænkning strax saadant Forslag, thi det var som man siger Calcaria sponte currenti addere, helst saasom mit Jordegods udi Faveur af det nye Academie blev privilegered og til et Friherskab erigeret. Denne min Donation blev anseet med meer og mindre gode Øjen, ligesom dette Academies Stiftelse var meer og mindre yndet: Thi, skiønt et Ridderlig Academies Stiftelse i henseende til de vigtige Aarsager, som jeg udi mine andre Skrifter tilkiendegiver, burde være alle behagelig, saa fandt den dog hos alle ikke lige Bifald. Nogle meenede, at et saadant Academie var ufornødent: Andre tvivlede om dets Fremgang; andre meenede, at det var for nær ved det Kiøbenhavnske Universitet, andre fældede andre Critiqver derover; Men den paafuldte Succes tilveyebragte først en Taushed, siden en almindelig Approbation. Man begyndte derfor efterhaanden ogsaa at dømme lidt mildere om denne min giorde Donation til Academiets Bestyrkelse. Dog fandtes der mange som dømte derudi ingen Merite at være, saasom Donationen ikke skulde fuldbyrdes før end efter min Død: Og var det som fornemmelig bevægede mig til deels at exeqvere Legatum udi levende Live paa den Maade, som jeg har anført udi en af mine andre Epistler, hvorudi jeg taler ogsaa om andre BiAarsager til saadan Resolution, og viser hvilke Critiqver 314
derover bleve fældede. Siden den Tiid informerer dog ingen sig saa nøye efter min Helbred, som tilforn, og spørger om hvor snart jeg agter at døe, saasom man strax haver udi Hænderne, det meste som man tilforn ikkun havde i vente. Ellers er min Helbred bedre end som jeg har kundet vente efter saa mange udstandne Svagheder, og udi den Alder, hvilken er et Aar større, end som tilforn saavel af fremmede Skribentere som og af mig selv har været antegnet; Thi jeg er fød udi det Aar 1684. Det er Kulde, hvilket foraarsager, at jeg den største Deel af Vinteren maa holde mig inde. En anden Incommoditet, som jeg paa nogen Tid har fundet, og som jeg regner blant Alderdommens Frugter er detentio urinæ, som foraarsager, at jeg ikke kand være udi nogen Forsamling, eller paa noget Sted uden hvor jeg strax kand komme ud igien. Dette sidste er en Aarsag, hvorfor jeg har nogen Tid holdet mig fra høytidelige Forsamlinger, skiønt adskillige have tilskrevet saadant enten til Ladhed, til Forsømmelse eller andre Aarsager. Adskillige andre Ting, som hos mig criticeres, reyse sig alleene af mit Legems Constitution og Delicatesse, saa det er ikke Villien, men Legemet, som giør mig til non conformist. Dette har jeg holdet fornøden at antegne saavel til min egen Forsvar, som til andres, som ere udi samme Situation, og for at til intet giøre vrange og ugrundede Domme, som ofte af Uvidenhed fældes over Folk, hos hvilke ingen Brøde er, og hvilke heller bør ynkes end fortales. Fra den Tid, jeg er bleven Baroniseret, og ophøyet til Herre-Standen, kand regnes en ny Epocha udi mit Liv og Levnet; skiønt intet udi min forrige og sædvanlige Levemaade er forandret. Dette er dog merkeligt, at mine Gierninger og Skrifter have siden den Tid i Almindelighed ikke bifaldet saa meget, som tilforn: Om saadant reyser sig deraf, at der forlanges meer Capacité og Skrive-Konst af en Baron end af en Professor, eller om det er en Virkning af Avind skal jeg ey forvist kunde sige. Det er allene vist, at mine Gierninger og Skrifter meere ere blevne examinerede end tilforne; Hvad som var 315
hvidt er bleven sort, og hvad som var ræt er bleven knortet. Mine Bøger tabte strax meget af sin sædvanlige Debit, og mine Skuespill, som tilforn vare forestillede med stor Succes, begyndte hos nogle, at blive meer og meer afsmagende. Jeg drister mig ikke, at tilskrive saadant Misundelse over min Stands Forandring, thi saasom jeg fast er den ældste Embedsmand, som nu er i Tieneste, og dette er det eeneste og første Trappe-Trin, som jeg efter henved 40 Aars Tieneste har giort, da de fleste af mine Medborgere, have udi den Tid faaet saa mange nye Skikkelser, at de fast ere blevne u-kiendelige, jeg desforuden er af en god Familie, har i mange Aar distingveret mig ved mit Arbeyde, saavel uden som indenlands, og endelig givet til Publici Nytte, alt hvad jeg i saa lang Tid ved Arbeyde har erhvervet, saa kand jeg ikke henføre saadan Koldsindighed til Jalousie; men heller til andre mig ubekiendte Aarsager. Saadant har dog ikke kundet bevæge mig til at forlade mine forrige Occupationer, alleeneste, at jeg sætter mine Ord og Skrifter meere paa Skruer end tilforn, saasom jeg har mærket, at de paa en Tid have været nøyere examinerede. Ingen kand fortænke mig, om jeg herefter slaar mig til Rolighed, og overlader deslige Occupationer til andre, som have meere Kræfter dertil, og burde jeg saadant at have giort længe tilforn; thi jeg har aldrig haft meere at bestille end i min høye Alder. Jeg har fremturet i at skrive Bøger, og været occuperet med Universitetets Oeconomie og et stort Landgods Administration, hvoraf enhver fører ikke alleene Arbeyde, men ogsaa Bekymring med sig: Frugterne deraf have været tvende Processer, som ikke lidet have foruroliget mig, helst som jeg i all min øvrige Tid haver derfor været befried. Den sidste var mod en af mine Fogder, hvilken jeg for Exempels skyld og for min egen saavelsom andre Proprietairers Sikkerhed var tvungen til at actionere, helst saasom jeg mærkede, den slette Virkning som min Lemfældighed mod de forrige Fogder havde foraarsaget: Enhver bør vel tage sig vare for Processer, men man bør dog derhos see til at Folk ey 316 kommer i de Tanker, at man haver en u-overvindelig Afskye derfor, thi derved giver man sig til Priis, og aldrig kand vente, at faae nogen tro Tiener eller Fuldmægtig.

Universitetets Oeconomie bliver meer og meer vanskelig, og det i henseende til de publiqve Penges Udsættelse, thi Conjuncturerne ere udi disse sidste Tider hos os saa forandrede, at, da man tilforn kunde tiene Folk med Penge-Laan, maae man nu lede efter de Laanende. Adskillige Aarsager gives hertil. Nogle ansee det som Beviis paa Landets Velstand, hvilket jeg vel ikke vil modsige, thi man kand ikke nægte, at ved vore Fabriquers Stiftelser jo store Penge-Summer forblive udi Landet, som tilforn udførtes; Men Hoved-Aarsagen er de mange Cassers Fundation, saasom de publiqve Penge, som forhen laantes paa Jordegods og Gaarde udi Kiøbenhavn nu indløbe udi saadanne Casser. Hertil kan lægges, at strax efter den store Ildebrand begikkes den Feil, at Stadens Borgere ikke rettede Huusene efter Indbyggernes Proportion; Thi endskiønt Staden nu haver ey fleere Huuse, end den havde for Branden, saa haver den dog engang saa mange Kiøkkener og Værelser; og, saasom de samme ikke med Beboere kand besættes, saa kand ikke meere svares Renterne for de paa Gaardene laante Capitaler, hvilket sees af de mange Auctioner, som aarligen skee paa saadanne Huuse, hvilke Creditorerne maae lade sig tilslaae. Men ligesom Stadens Huuse og Gaarde ved saadanne Conjuncturer eller Forandringer tabe deres Priis (a) saa forøges den derimod paa Landgodset, thi u-anseet den langvarige Qvægsyge, som syntes at ville bringe Herre-Gaarde og Bønder-Gods udi ingen Værd, mærker man dog, at de aldrig haver været udi større Priis. Aarsagen dertil er, efterdi de som have Capitaler af reede Penge drister sig ikke meere, at sætte dem udi Kiøbenhavns Huuse formedelst de mærkelige Forliiser de derved have haft, og derfor kappes om at kiøbe sig Landgods; Sees heraf, hvi * 317 mod ald Formodning Jorde-Gods uanseet det store Nederlag, som er skeet paa Hornqvæget, hvorved Indkomsterne formindskes, ere komne udi Priis, og at Kiøbenhavns Huuse og Gaarde, u-anseet de ere bleven assecurerede, og derfor kunde holdes for at være langt sikrere Pandter end tilforn, have tabt fast den 3die Deel af sit Værdie, og at man nødes til at sætte dem herefter udi Handel og Fabriquer, med mindre man vil have, at de skal staae frugtesløse: Saasom derfor Universitetets Qvæstura bliver meere og meere vanskelig, og jeg tager til i Alder, maa jeg overdrage det til andre, som dertil kand være beqvemmere, og som med meere Activitet saadant Embede kand forestaae.

Hvad mine Studeringer angaaer, da anvender jeg endnu ligesaa mange Timer om Dagen paa Læsning som udi min Ungdom. Men enddog jeg læser ligemeget, lærer jeg dog ikke ligemeget, endeel, efterdi Ihukommelsen slaar feil, endeel og, efterdi de nye Skrifter, som komme for Lyset indeholde fast intet andet, uden Opkaagning af det jeg forhen har læst: Og, saasom jeg glemmer det jeg selv har skrevet, saa giennemlæser jeg ofte paa nye mine egne Skrifter, sær Danmarks Historie, samt den Jødiske og min Kirke-Historie. Jeg anvender en Time om Dagen paa at læse Græske Autores in Originali, og haver jeg nu endeligen bragt det saavidt, at jeg fast med samme Facilitet kand læse en Græsk Historie som en Latinsk. Jeg haver ogsaa paa nogen Tid lagt Vind paa det Islandske eller gamle Nordiske Sprog, saa at jeg nogenledes forstaaer Snorre Sturleson, undtagen de Vers, som deri findes; Thi det er at mærke ved det Islandske Sprog, at Poësien derudi differerer saa meget fra løs Stiil, at det synes at være et gandske andet Sprog: Man finder vel udi alle andre saavel gamle som nye Sprog, at Poësien er vanskeligere, men ikke udi den Grad, som det gamle Nordiske. En lærd Islænder, som jeg derudi har raadført mig med, har sagt, at hvad som giorde den Islandske Poésie saa u-kiendelig bestaaer derudi, at Poeterne betiene sig af gamle 318 antiqverede Ord, som ikke ere meere brugelige udi daglig Tale og løs Stiil.

Saasom vore Skue-Spill efter 20 Aars forløb ere igien blevne fornyede, saa har jeg i Begyndelsen haft at bestille med deres Istand-sættelse, men strax derpaa overladt Directionen til andre. Man holdt det vanskeligt, at faae beqvemme Acteurs og Actricer, helst saadanne, som vi havde for 20 Aar siden, da her fandtes adskillige Franske Personer, der vare vante til Comoedier, og som vare opdragne udi det Danske Sprog, da vi og iligemaade havde en gammel anseelig Fransk Acteur, der i Grund havde udstuderet Theatret, og som var i Stand til at danne gode Acteurs. Dette u-anseet er denne nye Skue-Plads bleven forsyned med ligesaa gode Acteurs, som den forrige, og dømme adskillige, som have seet dem begge, den sidste at være bedre.

Dette er alt hvad jeg har kundet antegne om min egen Person udi disse sidste Aaringer: Min Herre seer, at det er saa mavert, at det ikke fortiener, at føres i Pennen. Thi jeg haver stedse siden opholdt mig enten udi Staden eller paa mit Landgods; Da tilforn Nysgierrighed, at besee fremmede Steder har giort mig til et Perpetuum mobile. Saadan Nysgierrighed er ved Alderen forsvunden i saadan Grad, at om Constantinopel laae udi næste Province Fyen, tog jeg udi Betænkning, at reyse over Beltet at besee samme Stad. Rester derfore alleene, at give en Fortegnelse over mine Skrifter som siden den sidste Latinske Epistels Publication ere komne for Lyset. Det sidste Skrift, hvorom jeg i min Latinske Epistel har meldet, var den Jødiske Historie. Kort derefter nemlig udi det Aar 1745. udkom min Heltinde-Historie 2 Tom. Octav. Til dette Skrift opmuntrede mig den Behag, som Publicum havde fundet udi Helte-Historien. Den sidste er i alting indretted efter den førstes Plan, thi for hver sammenparret Historie er en Forberedelse, som indeholder et Morale, som passer sig paa efterfølgende Heltinders Bedrifter, hvorpaa følger Sammenligningen. Det eene saavelsom det 319
andet Skrift blev strax oversat paa Tydsk. Aaret tilforn nemlig 1744. komme for Lyset mine Moralske Tanker. Dette Skrift, saasom jeg udi mine Moralske Betænkninger gemeenligen gaar udaf den alfare Vey, foraarsagede fast ligesaa mange Bevægelser, som den Underjordiske Reyse. Intet af mine Skrifter har haft større Afgang, skiønt ikke saa meget til min Fordeel, som til andres, der have besørget nye Editioner og Oversættelser deraf. Den første Oversættelse paa Tydsk blev giort udi galop, saasom een Boghandler iilede dermed for at forekomme den anden. Men, u-anseet de Feil, som fandtes udi samme første Version blev dog Oplaget udi en Hast soldt. Den anden Oversættelse ved Hr. Profess. Reichard er u-forligneligen bedre, hvorover man mærkede, at det første Oplag ingen Afbrek giorde udi det sidstes Debit. Skriftet blev siden oversat paa Fransk af Mr. Parthenai, at det samme ikke havde den Afgang, som de Tydske Oversættelser reysede sig deraf, at Oplaget blev for stort, nemlig af 3500 Exemplarier, hvilket foraarsagede, at det tabte sin Friis, thi man kand ikke tilskrive dette andre Aarsager, saasom Oversætteren har distingueret sig ved mange Franske Skrifter, og allevegne er bekiendt for en habil Skribent. Jeg for min Part kand ikke dømme anderledes derom, skiønt de, der forstaar begge Sprog holde for, at Originalen er alt for presse fuldt, og at Versionen havde blevet bedre, hvis Oversætteren havde tiltaget sig meere Frihed og ikke havde bundet sig til en saadan literal Oversættelse, hvilken udi sindrige Skrifter er u-fornøden, thi hvad som er Ziirlighed udi et Sprog er ofte Vanheld udi et andet, og hvad udi det eene berømmes som en naturlig og angenem Simplicité, heeder i det andet Korthed og Maverhed, hvor udover man holder for at Oversættere af sindrige Skrifter maa have samme Talent, som findes hos dem der forfatte Originaler. Samme Critique er ogsaa falden over de af mine Comoedier, som paa Fransk ere oversatte, iligemaade over nogle af mine andre Skrifter, som paa Tydsk ere oversatte, i sær over min 320
Metamorphosis. Derom haver jeg forhen talet udi nogle af mine Danske Epistler, og ellers tilstaaer jeg, at det er vanskeligt at faae Danske Skrifter vel oversatte paa andre Sprog, efterdi der findes kun gandske faa Fremmede som have naaet nogen Fuldkommenhed i det Danske. Udi det Aar 1746. kom for Lyset min Oversættelse af den Grædske Auctor Herodiano med en vidtløftig Forberedelse. Saasom jeg udi samme Forberedelse har stræbet at udfinde en særdeles Aarsag til Roms u-maadelige Fremvext, og viiset, at de forhen af andre Skribentere anførte Gisninger ikke ere tilstrækkelige, have skiønsomme Censores derudi fundet særdeles Behag, og regnet Værket at være et af dem, som best er udarbeydet. Denne Forberedelse blev strax oversat paa Tydsk af Hr. Cancellie-Assessor og Syndico udi Lybeck Georg August Detharding, hvilken har verteret adskillige af mine andre Skrifter, og det med den Flid, at hans Arbeyde overalt har vundet Bifald; Men hvad Herodiani Historie i sig selv angaaer, da er der udi min Danske Oversættelse ikke fuldt, hvor udi jeg presse har efterfuldt den Græske Original, og udi Bredden overalt citeret de Vanskeligste Stykker af den Græske Text. Dette har jeg fundet fornøden at antegne i henseende til den Critique, som en vis Journalist har feldet, for at viise, at samme Critique er den Danske Oversættelse u-vedkommende. Udi det Aar 1748. bleve trykte de tvende første Tomer af mine Danske Epistler over adskillige Materier, og Aaret derefter mine Latinske Epigrammata udi 7 Bøger, Item en nye Edition af Dannemarks og Norges Beskrivelse under den Titel af Danmarks og Norges nu værende Staat. Derudi er adskilligt forandret efter disse sidste nærværende Tiders Tilstand. Udi det Aar 1750. blev publiceret en Fortsættelse af de Danske Epistler, iligemaade udi 2 Tomer, saa at af samme Epistler ere 4 Tomer, hvilke indeholde befattende udi alt 446 Breve. Jeg kand her ikke forbigaae, at melde noget om den Tydske Oversættelse af Ped. Paars. At samme Oversættelse stikker ikke saa meget i Øynene, som den Danske Original, 321
er ingen Under, thi deslige Skrifter tabe all deres Dyd udi fremmed Klædning. Det vilde gaae ligesaa til med den Engelske Hudibras og andre Skrifter af samme Natur, hvilke derudover ikke blive oversatte. Jeg laster ikke Oversætterens Arbeyde. Jeg er ey heller beqvem nok til at dømme om det Tydske Sprog. Jeg vil kun alleene sige, at deslige comiske Poemata ingen Anseelse have uden i hiemgiorde Klæder, hvorudover jeg stedse haver raadet fra dette Skrifts Oversættelse. De Domme, som ere feldede i udenlandske Journaler over mit Arbeyde ere saadanne som jeg i Almindelighed bør være fornøyed med, jeg siger i Almindelighed, saasom mine Skrifter aldeeles ikke have været skudfrie. Jeg har forhen udi mine Latinske Epistler viset de adskillige Critiquer, som derover ere giorte, og tilligemed tilkiendegivet, hvi jeg ingen har besvaret. Af alle mine Skrifter har min Rigs Historie dog været mindst anfægtet. Alle have dømt, at jeg derudi har nøye efterkommet en Historie-Skriveres Pligt, saavel i henseende til Stiilen som til Materien. De have fundet Stiilen tydelig og levende, og udi Materien de mest magtpaaliggende Ting omstændeligen udførte; hvad Upartiskhed angaaer da har man holdet for at den er saa meget i Agt taget, som mueligt skee kand med Historiske Skrifter der staae under Revision. Ingen Historie er ey heller meere forsynet med Citationer, saavel af troværdige Bøger, som tilforladelige Manuscripter, hvorudover man har maat forundre sig over en ubekiendt Svensk Auctor, der har afmalet Skriftet som en Poetisk Digt og caracteriseret dets Auctor som en Fabelhans: Saadanne Domme kand ikke sætte nogen i Bevægelse. Det haver ey heller foraarsaget mig mindste Uroelighed, allerhelst saasom jeg har fornummet, at hans egne Landsmænd der udi har fundet Mishag. Jeg lader derfore saadan Critique være ubesvaret, og dette endeel af Respect og Taknemlighed mod den Svenske Nation, hos hvilken mine Skrifter har fundet stor Yndest: Adskillige meene, at samme Auctor er ikke andet end en Bogtrykker, hvilken skriver ikke af nogen 322
Fiendtlighed, men alleene ved slige Critiquer søger at skaffe sine trykte Bøger nogen Debit. Jeg misunder ham ey den Fordeel, som hand derved kand have, ønsker alleene, at hand vil fortsætte sin Handel heller paa andres end paa min Regning. Jeg haver forhen tilkiendegivet, at jeg ikke indvikler mig i slige Tvistigheder, men at jeg lader mine Skrifter forsvare sig selv, allermindst hvesser jeg min Pen mod en Autor, der afmaler mig som en Fabel-Hans, og beskylder mig for Uvidenhed i Historien, efter at jeg udi fulde 50 Aar har dagligen excoleret det Historiske Studium og læset Historien med critisk Øye. Hvad som ellers kand bringe en Læser paa de Tanker, at jeg ey nøye haver i agt taget Upartiskhed udi den nyere Danske Historie, synes at være dette: Det forrige Seculi Nordiske Bedrifter har været forfattede fast eene af Svenske Skribenter, som af Puffendorf og andre der har ud-copieret ham, og intet er i den Tid kommet for Lyset af Danske Skribentere. Herudover haver saadan Taushed været anseet, som en Tilstaaelse af de forhen publicerede Beretningers Rigtighed, og hvad som dermed er u-overeensstemmende, bilder man sig ind, at være ilde grundet. Alle ere eenige der udi, at Puffendorf iblandt de sidste Tiders Nordiske HistorieSkrivere er en habil Skribent: Men hvad Oprigtighed og Upartiskhed angaaer, da bliver hans Historiske Skrifter samme Domme underkastede, som andres, der lade sig hverve nu i et nu i et andet Land at skrive Historier. Men, hvorvel hans Forsæt har været at skrive de Svenske til Behag, saa findes dog her og der adskillige Vidnesbyrd, som tiene til den Danske Nations Forsvar. Af slige Vidnesbyrd har jeg betient mig, og til Bestyrkelse anført hans egne Ord. Andre Ting har jeg corrigeret efter de tvende Franske Gesandteres Beretninger, hvis høye Principaler stode udi nær Forbund med Sverrig. De Original-Documenter, som jeg overalt har citeret, kand ikke være opdigtede, saasom de fleste, foruden de Manuscripter, som findes i Archivet ere udi mange Folkes Hænder. Men med alt dette drister jeg mig ikke at sige, at jeg til Punct og 323
Prikke har fuldt de Regler, som jeg andre Historieskrivere har foreskrevet. Men dette tør jeg dog tage mig paa at beviise, at ingen af vore Nordiske Skribentere have ladet see større Upartiskhed, og faae Historier, som staae under public Censur ere skrevne med meere Oprigtighed. Udi det Aar 1751. komme for Lyset mine Moralske Fabler, hvoraf udi samme Aar skeede tvende Editioner foruden den Tydske Oversættelse; Samme Fabler ere mestendeels Originaler, og ere skrevne paa løs Stiil, hvortil jeg har givet Aarsag udi Fortalen af samme Fabler. Jeg haver ellers udarbeydet 5 nye Comoedier, som endnu ikke ere publicerede; deraf er den første et bekiendt Moralsk Stykke udi 5 Acter, som fører det Navn af Plutus eller Proces imellem Rigdom og Fattigdom; Førend denne Comoedie blev forestilled paa den Danske Skue-Plads, lod jeg den af adskillige læse for at høre deres Betænkning. De fleste af dem holdt den for at være et af de anseeligste Stykker, som nogen Tid har været forestillet, men saasom det indeholder et sterkt, alvorligt og paradox Morale, saa heller ønskede de end haabede, at det maatte forestilles med Succes; men dømte, at det vilde have samme Skiæbne, som Molieres Misantrope, hvilken med Admiration læses, men med Koldsindighed af Tilskuerne sees (Laudatur et alget.) Jeg var dog stedse af andre Tanker, og haabede, at Præsentationen skulde ikke blive mindre behagelig end Læsningen. Mit Haab slog mig ikke heller feil, thi intet Stykke er med meere Succes bleven spilled. Man frygtede, at Pøbelen, som ikke finder Smag uden i Harlequinerne, skulde have vraget en Comoedie af saadan Natur, og at den i sær vilde mishage dem, som holde for, at intet SkueSpil kand være uden Elskov og uden Kammer-Pigers og Tieneres Intriguer, ja som meene at et Stykke er mod Reglerne, naar det ikke er indrettet efter de Franske Comoedie-Skriveres Plan. Dette altsammen havde jeg for Øjene, og dog blev ved mit Forsæt for at forsøge hvad Virkning et saadant u-sædvanligt Skue-Spil hos Tilskuerne vilde have, og som Udfaldet har været efter mit 324
Ønske, meener jeg derved at have banet Vejen for andre Comoedie-Skrivere, til at forfærdige Comoedier af samme Natur, og at afkaste det Aag, som vore Tiders ugrundede Sædvane Skribentere har paalagt; Jeg siger vore Tiders ugrundede Sædvane, thi de gamle Grækere og Romere have ikke bekymret sig om saadanne. Nogle af Plauti og de fleeste af Aristophanis Skue-Spil ere uden Elskov, og mig synes at man burde for længe siden kiedes ved, at see Comoedier udi samme Tone, og hvor udi stedse sees en knurvorn Fader, en forliebt Søn, en skalkagtig Tiener, og som endes ved Giftermaal: Anledning til denne Comoedie er tagen af Aristophanis Pluto, men man kand sige, at derudaf fast intet er taget uden den pure Titel, og at Stykket derfor er en oprigtig Original. Strax derpaa fuldfærdigede jeg et andet lidet Stykke udi en Act kaldet Sganarels Reyse til det Philosophiske Land; Argumentet er taget af Klims Underjordiske Reyse. Udi samme Skue-Spil skiemtes med de fleste Philosophiske Secter, sær med deres Grimacer. Den tredie Comoedie fører Titel af Huus-Spøgelse eller Abra Cadabra. Stykket kand passere for Original, endskiønt Materien er tagen af Plauti Mostellaria, og en Fransk Skribent har omstøbt det udi en nye Form, under den Titel Retour imprevu, eller den uformodentlige Hiemkomst. Det Latinske Stykke er som alle andre Skue-Spil udført i 5 Acter, og det Franske udi een. Mit derimod befattes udi 3 Acter, som er den beqvemeste Deeling, og hvorved et Hoved-Stykke giøres mest ordentligt: Udi dette Skue-Spil har jeg og ladet see, mig ingen Slave at være af vedtagne Regler, som allene grunder sig paa Sædvane og Moder, thi udi det heele Stykke tales ikke om Kiærlighed, ja det som meere er, ingen Actrice haver der udi nogen Rulle: Hvad vilde vel en Fransk Autor sige som hørte, at en Comoedie saaledes var indrettet? Hand vilde raabe: En Comoedie uden Actricer er ikke andet, end en Vogn uden Hiul! Men de som have læset Stykket dømmer, at Vognen fattes hverken Hiul eller Smørelse; Dette Stykke er dog giort til Prøve for en gang kun, thi jeg 325
raader ikke at forestille fleere Stykker af samme Natur, siden at Actricerne ere de sterkeste Magneter, som trække unge Tilskuere til sig, og som holde Skue-Pladsen vedlige. Det 4de Stykke kaldes Philosophus udi sin egen Indbildning, og forestiller en Caractere, som ingen tilforn saa vidt mig er bekiendtudi Skue-Spil har udført; Derudi har KammerPigen den største Rulle: Samme Comædie er udi 5 Acter, og sigter paa dem, som indbilde sig, at Philosophie bestaaer allene udi Theorie, Skiæg og Kaabe, eller som meene, at de besidde alle Philosophiske Egenskaber, men som naar Prøve skal giøres blive røbede, og lære at kiende sig selv. Det 5te Stykke kaldes Publicum eller det gemene Beste; Derudi skiemtes med Projectmagere, som giøre egennyttige Forslag, hvilke de besmykker med Statens Nytte: De samme give sig ud for Stats Medici, for at curere de Svagheder, hvoraf et Societet laborerer, men det gaaer dem ligesom Qvaksalvere, hvis Medicin er værre end Sygdommen. Dette Skue-Spil er meere for Ørene end for Øjene. Det er deelt udi 3 Acter. Det siette Stykke bestaaer udi een Act, kaldet den forvandlede Brudgom, som jeg var ombeden at giøre saaledes, at der udi skulde ingen Acteurs være. Man seer saaledes, at jeg har udarbeydet over 30 Skue-Spil, hvilke alle ere udi Brug, og ofte paa Skue-Pladsen igientages. Jeg haver intet Forsøg giort paa Tragoedier, jeg haver ey heller Inclination dertil: Thi jeg væmmes ved alt det som er affecteret, og ligesom sat paa Stylter; Dog dømme mange af de høytravne Scener, som findes udi den Tragi-Comoedie kaldet Melampe; Item af min Metamorphosis, at jeg til saadant Arbeyd haver Beqvemhed: Men jeg haver stedse undslaaet mig derfor; og nu udi denne min høye Alder finder jeg mig ubeqvem, saavel til saadant som andet Arbeyde af Hoved-Bryd. Roelighed tiener mig nu best, og ingen kand fortænke mig, om jeg efter saa mange Aars stedsevarende Arbeyd søger lidt Hvile. Derom kand man dog ikke være forsikkred, saalænge man besidder Jordegods, efterdi man stedse maa være bevæbnet, nu mod Naboer, nu mod 326 Forvalter og Fogder, til hvilke, hvis man viiser sig at have Afskye for Processer, man giver sig selv til Priis. Derpaa har Erfarenhed givet mig tilforladelige Prøver: Thi saasom jeg har dimitteret heelskindet en Foget efter en anden, og et Rygte deraf er udspredet, at jeg haver en u-overvindelig Afskye for Rættergang, saa har Frugten af min Fredsommelighed været denne, at jeg har faaet en slemmere end en anden, indtil det omsider er gaaet saavidt, at jeg uden Eftertale ikke kunde undslaae mig derfore videre. Processen er saaledes af en yderlig Fornødenhed, saasom den er af den Natur, at den angaaer Proprietarier og RideFogder i Almindelighed, og dens Udfald vil tilkiendegive, om det er raadeligt for en Principal at tiltale sine Tienere, eller, om hand maa give sig paa Discretion. Processens Drift haver dog hidindtil været saaledes, at Ridefogder kand giøre sig Forhaabning om stedse at spille Mestere: Thi saasom jeg ingen Commissarier paa min Side har taget, men underkasted mig de samme Dommere, som min contra Part har udsøgt sig, hvilke begge selv har været Ridefogder, saa er deres Kiendelse udi Sagen bleven, som Folk længe tilforn havde spaaet. Aarsagen, hvi jeg ingen Contra-Commissarier har villet tage, er endeel for ikke at vige fra mit Principio, som jeg udi en af mine Epistler har tilkiendegivet; endeel ogsaa for ikke at give Anledning til mindste Eftertale, nemlig at man betiener sig af Stand, og af den Fordeel, som en Herre siges at have over en Tienere; Thi det heeder gemeenligen: Hvad Ret kand en fattig Tiener faae imod en Herre. Jeg har derfore ladet Personen gaae for fulde Seil, og ladet hans Dommere alleene raade for Sagen: Deres Kiendelse var saadan, at den kand citeres til Exempel.

Mine Studeringer ere nu omstunder af liden Betydelse. Lysten at studere forgaaer meer og meer, og Kræfterne tillade ikke strængt Arbeyde og megen Hovedbryderie. Jeg siger, at Lysten forgaaer, efterdi de fleeste Skrifter indeholde ikke uden opkaagede Materier, og jeg skikker mig heller i at æde en opvarmet Suppe eller Ragout end at læse 327
den samme Materie udi en anden Format. Hvad Kræfterne angaaer, da svækkes de desmeere udi Alderdommen, efterdi de ere brugte formeget i de unge Aar. Jeg kand dog ikke klage over mine Øyne, thi jeg læser endnu den mindste Stiil uden Briller. Den øvrige Deel af Legemet derimod vil ikke staae bie. Tre Ting ere skadelige for min Helbred, sterkt Arbeyde, Kulde og Chagrin, hvorudover jeg nu maae studere maadeligen, holde mig bag Kakkelovnen om Vinteren, og ikke indvikle mig udi Forretninger, som føre Fortred med sig. Det er udi sidste henseende, at jeg ikke saa ofte frequenterer det Collegium, hvoraf jeg er et Lem, og raader jeg alle af min Constitution og Alder, at giøre det samme: Thi udi Collegier, hvori man udi sin Ungdom og Manddom haver siddet med Honneur, og været anhørt med Attention, blive Ord og Tale ikke agtede uden som puur Lyd og Echo, hvorpaa dagligen haves Exempler. Efterdi jeg nu har fattet saadant Principium, have nogle forundret sig over, hvi jeg udi de sidste Aar har vildet paatage mig en slags Omsorg for den Danske Skue-Plads. Saadant har jeg dog ikke kundet dispensere mig for, thi saasom jeg er en Stifter af Skue-Pladsen her i Landet, og har selv giort saa mange Originaler, saa har jeg maat have et Øje til, at de nogenledes bleve vel exeqverede. Dog har jeg aldrig villet paatage mig nogen Direction, vel vidende, at det er vanskeligere, at holde i Ave en Troupe af Acteurs, end en Krigshær, som bestaaer af mange adskildte Nationer, og vise de Stridigheder, som ved Comoedien ere forefaldne, at jeg ikke har giort ilde, at afsige mig fra all Direction. Om de forefaldne Stridigheder vil jeg ikke tale, men alleene viise, hvilken Skiæbne mine Comoedier have haft paa den sildere oprettede SkuePlads: Saasom Smagen udi Skue-Spill paa en Tid af 20 til 30 Aar er bleven meget forandret udi Frankerige, og de nyere Comoedier bestaae fast ikke uden af tørre Samtaler, forfattede udi nætte Vers, saa have mange indbildet sig, at de burde saa være, og derfor have begyndt, at slaae Kryll paa Næsen af alle gamle Comoedier, endogsaa af 328
Molieres Mesterstykker. Vore unge reisende Messieurs, hos hvilke stedse har været funden en stor Docilité i at antage Parisiske Moder og renoncere paa deres egen Smag, have strax forelsket sig udi det nye Theatro, og ved deres Hiemkomst til Fædernelandet søgt at recommandere den nye alamodiske Smag, og at sværte de gamle Comoedier, som de have viset, at være komne udaf Moden udi Paris, og saasom saadant Argument stædse har været af stor Vægt udi de Nordiske Lande, havde de ikke stor Møye at giøre Proselyter, hvilke med stor Iver fortplantede Lærdommen, og, naar nogen klarligen viisede dem de gamle Skue-Spils Fynd og Herlighed, svarede de alleene, at det var godt nok udi de Tider, men nu ikke meere; Derpaa fuldte den store Revolution. Moliere tillige med vore Originaler, som ere forfattede efter hans Plan bleve kastede bag Ryggen, og en des Touches og andre Autores af samme Surdey bleve satte paa Thronen. Man beflittede sig overalt da paa, at oversætte nye Stykker, som bleve forskrevne, og hvorpaa er god Forraad, saasom enhver Skribent nu omstunder giver sig ud for Comoedie-Skriver, og saasom de der da dirigerede den Danske Skue-Plads selv vare indtagne af den nye alamodiske Smag, bleve vore beste Originaler en Tidlang gandske satte tilside, saa at de anseeligste Stykker, som den politiske Kandestøber, Jean de France etc. bleve fast udi trende Aar ikke forestillet paa Skue-Pladsen. Men, da denne Paroxysmus havde udrased, og Folk efterhaanden begyndte meere og meere at raisonere, og at efterforske, om denne nye Smag var naturlig eller ey, forandrede Scenen sig gandske, Tilskuerne raabte paa de gamle Stykker, hvilke siden ere spillede med stor Succes, og endnu, hvor ofte de forestilles, have Mængde af Tilskuere. Prøven blev først giort med den politiske Kandestøber, hvilken man meest havde sværtet, og afmalet som et Market-Stykke, allene efterdi Personerne, som forestilles ere af Borgerstand; Ret ligesom en Comoedie duede ey, med mindre Personerne bestode af Marquiser og Chevaliers: Saasom Moralen af 329
samme Stykke er at skiemte med den gemeene Almue, som udi Friestæder igiennemhegler Øvrighedens Anstalter, og at vise, naar en Borger eller Handverksmand, som udi Indbildning er en stor Statsmand, selv bliver et Embed betroed hand da allerførst lærer at kiende sig selv, og merker at det er lettere at criticere en Pilot, end selv at føre Roret, saa kunde paa et saadant Skue-Spill ikke passe sig andre Personer. Det samme kand siges om Jean de France, som skiemter med unge Borger-Sønner, hvilke, naar de komme tilbage fra Paris agere Cavaliers, og foragte saavel deres Stand som Fæderne-Sprog. Ellers kand gives en vigtig Aarsag, hvi Personer af Middelstand saa ofte bruges i vore Danske Originaler, saasom hos os er ikkun et lidet Antal af Græver, Baroner og andre caracteriserede Stands-Personer, hvoraf Frankerige vrimler, saa vilde mand støde sig over, at see dem ofte forestillede paa SkuePladsen, helst naar Scenen er udi Danmark, og, vilde man betiene sig af Etatz-Justitz-Cancellie-Raader, hvorpaa vi have nogenledes Forraad, vilde det end give meere Opsigt: Ellers kand mand sige, at naar Caractererne ere vel udførte, Personernes Stand giør lidt eller intet til Sagen, og at det er kun en Fransk Grille som man ikke er forbunden til at efterfølge, ligesaa lidet, som den Vedtægt, at udi et Skue-Spil endelig maa være Elskov, og at det bør endes med Giftermaal: Reglen til vore Tanker og Idrætter, vore Skrifter og Levnet bør være den sunde Fornuft, og ikke en flygtig Nations Phantasie. Jeg retter mig ikke efter Vedtægter hvor almindelige de end ere, naar jeg finder, at de ikke ere grundede. Det er i den Henseende, at jeg ofte har raadet til Vers uden Riim, til Tragoedier udi løs Stiil, og at jeg selv har forfattet adskillige Comoedier uden Elskov og Giftermaal, og saasom de samme har fundet hos fornuftige Tilskuere lige saa stor om ikke større Bifald, end de som ere indrettede efter den almindelige Plan, kand jeg siges nogenledes, at være Stifter af et nyt slags Spectakler, eller at have fornyet igien de gamle Græske Skue-Spil. De af mine Comoedier hvorudi ingen 330
Elskov findes, ere Jeppe paa Bierget eller den forvandlede Bonde, Barselstuen, det Arabiske Pulver, Ulysses, Hexerie eller blind Allarm, den Pandtsatte Bonde-Dreng, og endeligen Plutus, som bær Priisen for alle mine Comoedier, thi, endskiønt Moralen derudi er stærkere end udi noget Skue-Spil, som mig er bekiendt, saa har den dog behaget unge og gamle, lystige og ærbare Folk, Høye og Lave, og det i henseende til nogle lystige Scener som ere indførte, hvilke have haft samme Virkning, som Forgyldning paa bedske Medicinske Piller, thi, hvis man saadant ikke i Agt tager med Moralske Skue-Spil, da hvor konstige de end ere forfattede, give de Comoedien kuns mavre Renter: Molieres Misantrope, som er hans Mester-Stykke kand tiene til Beviis herpaa. Det roses af alle men anskues af faae; (Laudatur et alget.) Hvad som ellers har contribueret til den Succes, som Plutus har haft, ere adskillige prægtige Præsentationer, hvilke fornøye saavel Sindet som Øjene, efterdi de flyde naturligen af Stykket i sig selv, og derfor have langt anden Virkning end de Optoge, som findes udi den Borgerlige Edelmand og den Indbildte Syge, hvilke ikke kand ansees uden par force og Giækkerie. Dette uanseet have nogle Franske Comoedianter eller Fransksindede Danske, som med skeele Øjen ansee den Danske Skue-Pladses store Succes, talet med Koldsindighed om dette anseelige Stykke, men saasom ingen af dem herudi kand holdes for beqvemme Dommere, reflecterer man aldeles ikke paa deres Domme, hvorved Stykket hverken vinder eller taber noget af sin Priis. Denne Comoedie er ellers den sidste af dem, som jeg har skrevet; Den er forfatted udi en Alder, som holdes ubeqvem for et Arbeyde af saadan en Natur. Jeg nærmer mig nu til 70, og haver næst GUD at tilskrive min Diæt og mit ordentlige Levnet, at jeg har bragt det til den Alder, og at jeg af 12 Sødskende er den eeneste tilbage. Naar jeg er syg bruger jeg ingen Medicine, men holder mig alleene fra det som kand være skadeligt, og lader Naturen raade, thi jeg kand vidne, at jeg aldrig har fundet nogen Virkning af 331
Pulver og Draaber, og derfor holder for, at Naturen hos mig uden Medhjælp af Doctor eller Chirurgus vil raade alleene. Man siger vel, at man ved Medicamenter maae hielpe paa Naturen; Men det kand være Spørsmaal, om Naturen ikke dermed meere forvirres end hielpes udi sine Forretninger, og at det i saa Maade kand gaae til, ligesom naar man tillige med en habile Medicus betiener sig af en Qvaksalver udi samme Sygdom. Dette siger jeg ikke, for at bringe Medicamenter udi mis-Credit. Jeg giver alleene tilkiende, hvad jeg af Erfarenhed hos mig selv har mærket, raadende ingen anden fra, at betiene sig af Draaber og Pulver, helst naar hand har en sterk Troe og Imagination med en særdeles Tillid til sin Medicus, hvilket hielper meer end et heelt Apothek. Dette Brev kand min Herre lægge til de trykte Epistler, og saa haver hand mit heele Levnets Løb; Thi udi den Alder, som jeg nu har naaet, kand intet merkværdigt forefalde, med mindre hånd vil erkyndiges om de Svagheder og Incommoditeter, hvormed Alderdommen er plaget, som for en Læser kand være ligesaa lidt behageligt, som for mig selv at skrive derom. Udi min Levemaade er ey heller mindste Forandring, thi jeg er af den samme udi Opførsel og Klæde-Dragt, som jeg var for 40 Aar siden, Smagen er ogsaa udi alt den samme, og retter jeg mig ikke efter andres Smag, som jeg seer, at dependere heller af u-grundede Moder, end af det som er naturligt, og grunde sig herpaa de Domme, som jeg har fældet over visse Skrifter udi Historien, Morale, Poësie, og sær udi Skue-Spil. Jeg lader mig nøye med det lidet Navn, som jeg har erhvervet udi den lærde Verden, og lægger ikke paa Hiertet en eller anden koldsindig Dom, som er fældet over mine Skrifter. Jeg har alleene merket dette, at de Berømmelser, som ere lagde paa mine Skrifter, ved min Stands Forandring ere blevne noget forkølnede. Min Herre forundrer sig ellers over, at jeg har dristet mig til at forfatte nogle Skrifter paa Fransk, hvilket er et Sprog, som i vor Tid bliver saa sterkt criticeret, at faae lærde Franske Skribenter selv kand skrive til 332 Maade. Hand meener, at jeg havde giort bedre, at betiene mig her udi af en Fransk Sprogmesters Hielp. Jeg har saadant villet forsøge med nogle faae Blade; men har merket, at Correctionen har ikke bestaaet i andet end puur Pedanterie og u-nødvendige Antegninger: (Aliud non aliter.) Thi en Frantzos, saasnart, som hand veed, at Skriftet er forfattet af en fremmed, bilder hand sig ind at finde Feil udi hver Linie. Jeg har for at giøre saadant beviisligt, eengang ud-copieret noget af en god Fransk Autor, som jeg har udgivet for mit eget Arbeyd, og befundet, at Revisores der udi ogsaa overalt haver raderet: Og er det Aarsag, hvi jeg ikke betiener mig af deres Hielp, hvorved jeg bringes kun i Forvirrelse. Den Franske Accuratesse udi Stilen, gaaer nu saa vidt, at den giør Nationen fast latterlig: Og merker man, at de saa kaldne Demi-Savans, eller halvlærde, ere de u-barmhiertigste Censores.

Epistola 447
Noter

S. 311.

Occupationer, Beskæftigelser. - Proprietarius, Ejer af Hovedgaard med derunder hørende Bøndergods. Holberg havde 1740 købt Brorup ved Slagelse og 1745 Tersløsegaard ved Sorø. -Fri-Herre, Baron. - censurerede, kritisk vurderede. - Merite, fortjenstfuld Handling. - helst saasom, især fordi. - store u-soldte Oplage, da Boet efter Holbergs Død blev opgjort, viste det sig, at næsten alle Skrifter fra Tiden før 1743 var udsolgte.

S. 312.

den Bedende Kiæde, H. J. Hvalsøe: De Bedendis aandelige Kiæde (1700). - Mullers Postill, Heinrich Mullers af Hans Winsløw fra Tysk oversatte »Evangeliske Hierte-Speyl« (1700). - Debiten, Afsætningen. - grundigste, forstandigste. - Boghandlere, Forlæggere. - Publici, Offentlighedens. - mit første Testament, har sikkert været i Overensstemmelse med Slutningsordene i »Betænkning over Historier«: »det som jeg ved mine Skrifters Debit enten har erhvervet, eller ydermere kan erhverve, agter jeg ved en nyttig Stiftelse til det Danske Sprogs videre Forfremmelse at give Publico tilbage igien«. - Societet, Selskab. - adskillige saadanne Stiftelser, »Det Kiøbenhavnske 333 Selskab af Lærdoms og Videnskabers Elskere« (senere: »Det kgl. danske Videnskabernes Selskab«) blev grundlagt 1742-43. Holberg var Æresmedlem fra 1745. »Selskabet til det danske Sprogs og den danske Histories Forbedring« (senere: »Det kgl. danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog«) blev stiftet 1745. - Capson, Kapsun, en Slags Jerngrime anvendt ved Dressur af Heste. - formere, tilvejebringe. - fattige Jomfruers Udstyr. Denne Plan realiserede Holberg dog til sidst. Ved en Tilføjelse til Testamentet 1753 henlagdes 16 000 Rigsdaler, hvis Renter hvert andet Aar skulde uddeles »til en fornemme og skikkelig Jomfrues Udstyr, naar hun træder i Ægtestand«.

S. 313.

det Ridderlige Soröiske Academie, Frederik II havde 1586 i Sorø indrettet en lærd Skole, Christian IV føjede en højere Læreanstalt, et ridderligt Akademi, dertil. Akademiet nedlagdes 1665, Skolen 1737, men allerede da var Tanken om at genoprette Akademiet fremme. Amtmand over Sorø Amt, Grev Reuss, er fra 1741 de nye Planers ivrige Talsmand. Det er sikkert ham, der har forelagt Holberg Planen om at testamentere sin Ejendom til det nye Akademi. Januar 1747 ansøgte Reuss Kongen om Friherrepatent for Holberg. Erektionspatentet er dateret 6. Marts 1747; 26. Juli s. A. indviedes Sorø ridderlige Akademi. - Calcaria etc., at give den Sporen, som løber af egen Drift (Plinius, Epist. 1,8). - erigeret, ophøjet. -Approbation, Billigelse. - fornemmelig, i Originaludgaven det meningsløse: »før umuelig«. - exeqvere Legatum, fuldbyrde Legatet. 1749 meddelte Holberg Grev Reuss, at han agtede fra 1. Maj 1751 at overlade Indkomsterne af sit Baronis Gods til Akademiet, idet han dog forbeholdt sig Ejendomsretten til sin Død. - en af mine andre Epistler, Epistel 446, se Bind XI, S. 240 f.

S. 314.

Svagheder, Sygdomme. - Incommoditet, Besværlighed. -detentio urinæ, Urinens Tilbageholdelse, besværlig Vandladning. - Constitution, Organismens Bygning (med Henblik paa dens Modstandsdygtighed over for Sygdom). - Delicatesse, Skrøbelighed. - non conformist, egl. Person uden for den anglikanske Kirke; her i Alm.: som ikke følger Normen. -fortales, tales nedsættende om. - Herre-Standen, Adelstanden. - merkeligt, værd at bemærke.

S. 315.

afsmagende, smagløs, flov. - af en god Familie, Holberg hentyder dermed til sin Fader, der som Oberstløjtnant havde Rang med Adelen, og til sin Oldefar paa mødrene Side, Biskop Ludvig Munthe. - sætter.. paa Skruer end tilforn, udtrykker mig med større Forbehold, mindre direkte og aabenhjertigt end tidligere. - Universitetets Oeconomie, 1737-51 var Holberg Universitetets Regnskabsfører, Kvæstor. - en af mine334Fogder, Ridefoged Lars Winderslev, som Holberg afskedigede Maj 1749 og anlagde Erstatningssag mod. Holberg tabte Processen, først ved en Kommissionsdomstol August 1751, derefter Maj 1752 ved Højesteret. - actionere, rette Anklage mod; anlægge Sag mod.

S. 316.

publiqve Penges Udsættelse, Anbringelse af offentlige Midler (som f. Eks. Universitetets Kapital). - de mange Cassers Fundation. 1640-1722 oprettedes en Række gejstlige Enkekasser, fordelt efter Stifter eller Landsdele. De blev Forbilledet for den store Mængde Enkekasser, der oprettedes fra 1707. De fleste gik dog ind efter faa Aars Virke. - den store Ildebrand, Københavns Brand 1728. Efter Branden steg Prisen paa Ejendomme; o. 1740 viste det sig, at der var bygget for meget, og Prioriteterne faldt i Værdi. - efter Indbyggernes Proportion, efter Antallet af I. - Qvægsyge hærgede vekslende Steder i Landet fra 1745 til 1751. Se Bind VIII, S. 51 ff.

S. 317.

Nederlag, Nedslagtning. - assecurerede, assurerede, forsikrede. - beqvemmere, mere egnede. - Danmarks Historie, Dannemarks Riges Historie 1732-35. - den Jødiske, Jødiske Historie fra Verdens Begyndelse fortsatt til disse Tider (1742). - KirkeHistorie, Almindelig Kirke-Historie fra Christendommens første Begyndelse til Luiheri Reformation (1738). - lagt Vind paa, anvendt Flid paa. - Snorre Sturleson (1178-1241), islandsk Høvding, Skjald og Historieskriver. Det er hans »Heimskringla« (de norske Kongers Historie), Holberg beskæftigede sig med. - løs Stiil, Prosa. - En lærd Islænder, muligvis den islandske Rektor Jon Thorkelsson (1697-1759), som opholdt sig meget i Kobenhavn. Han var kyndig i den gammelnordiske Litteratur.

S. 318.

vore Skue-Spill.. ere igien blevne fornyede, efter Holbergs Anbefaling fik Organist C. A. Thielo kgl. Privilegium paa at opføre danske Skuespil. Forestillingerne begyndtes April 1747 i Traktør Chr. Bergs Forlystelsesetablissement i Læderstræde. Holberg synes, navnlig i Begyndelsen, at have haft betydelig Indflydelse paa Skuepladsens Ledelse og Repertoirevalget. Thielo gled hurtigt ud. Fra December 1747 spillede de danske Aktører med Kongens Tilladelse i »Det lille Giethus« paa Kongens Nytorv. En virkelig Direktion udnævntes, hvori Holberg ikke tog Sæde. Han havde dog til Stadighed et vist Indseende med Teatrets Drift, specielt med Udvælgelse af Repertoire og Skuespillere. - Franske Personer, Holberg tænker paa to af det gamle Komediehus' Hovedkræfter, som var af fransk Afstamning, men fødte i København: Frederik Daniel de Pilloy (1702-1755) og Marie Magdalene la Croix, gift de Montaigu (1692-1736). Det skyldtes Pilloy, der 1748 fik 335 Ledelsen af den genoprettede Skueplads, at Spilletraditionen fra det første Teater overførtes til det andet. - Fransk Acteur, René Magnon de Montaigu (død 1737), der havde været Medlem af den franske Hoftrup og siden Leder af Lille Grønnegade-Scenen. - Da tilforn, medens tidligere. - Perpetuum mobile, egl. vedvarende bevægelig, Evighedsmaskine. - Heltinde-Historie, Adskillige Heltinders og navnkundige Damers sammenlignede Historie efter Plutarchi Maade (1745). Oversat til Tysk 1746. - Tom., Tomer, Bind. - Helte-Historien, Adskillige store Heltes og berømmelige Mænds, sær orientalske og indianske, sammenlignede Historier og Bedrifter efter Plutarchi Maade (1739). Oversat til Tysk 1741.

S. 319.

Moralske Tanker udkom 1744 i tre Oplag, hvoraf et uden Holbergs Tilladelse. To københavnske Forlag kappedes om at faa den første tyske Udgave bragt i Stand. C. G. Mengel, en indvandret Tysker, der selv synes at have oversat Bogens første Del, kom først, og hans Kollega, O. C. Wentzel, der havde engageret Professor ved Gymnasiet i Altona, E. C. Reichard (1714-1791) til at foretage en Oversættelse, maatte vente med at udsende denne til 1745. Begge Oversættelser bærer Trykkeaaret 1744. Paa Fransk fremkom »Moralske Tanker« 1748-49 i Oversættelse ved J-B. Desroches de Parthenay (død 1768), en fransk Reformert, der o. 1740 var indvandret til København. Parthenay havde 1730 udgivet en »Histoire de Dannemarc«, et uselvstændigt Arbejde, men den første Danmarkshistorie paa Fransk. - den Underjordiske Reyse, Niels Klim (1741). - alt for presse fuldt, presse, lat.: strengt, nøjagtigt; fuldt: fulgt. - literal, ordret. - Vanheld, Vanzir, Uskønsomhed. - mine Comoedier .. paa Fransk. 1746 udkom i København første og eneste Bind »Le Théâtre Danois par Mr. Louis Holberg, traduit par Mr. G. Fursman«, indeholdende »Den Vægelsindede«, »Henrik og Pernille«, »Den politiske Kandestøber«, »Mascarade«. De øvrige fem Bind udkom aldrig; 1750 solgtes Manuscriptet til dem ved Auktion. Holberg skrev Fortale til Udgaven og støttede Fursmans (1715-1756) Bestræbelser for at faa Privilegium paa Komedieoversættelser fra Dansk til Fransk og omvendt.

S. 320.

Metamorphosis, Metamorphosis eller Forvandlinger ved Hans Mickelsen. Med nogle orthographiske Anmerkninger (1726) udkom 1746 i en tysk Oversættelse, som blev skarpt kritiseret i tyske Tidsskrifter. - udi.. mine Epistler, Holberg tænker vistnok paa Ep. 368, hvor han anfører Fejl i den tyske Oversættelse af »Niels Klim«. - Oversættelse af .. Herodiano, en Oversættelse af den græske Historieskriver Herodian (170-240), som har skrevet en romersk Kejserhistorie. Oversættelsen 336 indledtes med en Afhandling om Aarsagen til Roms umaadelige Tilvækst. (Se Bind VIII, S. 295 ff.). Hele Værket blev 1747 oversat til Tysk af nedennævnte G. A. Detharding. Indledningen oversattes fra Dansk, men Herodians Tekst fra Græsk. En tysk Anmelder misforstod dette og skrev, at Holberg havde oversat Herodian, ikke efter den græske Original, men efter en latinsk Version af denne, og at Detharding var gaaet tilbage til den græske Grundtekst, dog med Hensyntagen til Holbergs danske. - Forberedelse, Indledning. - Georg August Detharding (1717-1786), Professor i Statsret og Historie ved Gymnasiet i Altona, bar successivt Titel af dansk Kancelliassessor, Justitsraad og Etatsraad. 1749 blev han Syndicus, dvs. juridisk Raadgiver ved Domkapitlet i Lübeck. - verteret, oversat. -Bredden, Margenen. - mine Danske Epistler, 1748 kom de to første Bind Epistler (Nr. 1-183), 1750 de to næste (Nr. 184-446). Epistlernes femte Bind (Nr. 447-539) udsendtes 1754, efter Holbergs Død. - mine Latinske Epigrammer, Epigrammatum libri septem (1749), en samlet og revideret Udgave af Holbergs 937 latinske Smaadigte. - Dannemarks og Norges Beskrivelse (1729), blev genudgivet under Titelen: Dannemarks og Norges geistlige og verdslige Staat, Anden Edition, Forandret efter nærværende Tiids Tilstand, Forøget med nogle nye Capitler. - den Tydske Oversættelse af Ped. Paars (1750) blev foretaget af den tyske Komponist Johann Adolph Scheibe (1708-1776), der siden 1740 var Hofkapelmester i København.

S. 321.

Hudibras, komisk Heltedigt (1673-78) af Englænderen Samuel Butler. - beqvem nok, kompetent. - Poemata, Digte. - adskillige, forskellige. - staae under Revision, er underkastet Gennemsyn (af Censuren). - som en Poetisk Digt etc. Den svenske Autor, der hentydes til, er Henrik Julius Voltemat (1723-1765), der 1749 udgav en svensk Oversættelse af Holbergs »Betænkning over Historier« (fra »Danmarkshistoriern"s 3. Bind) og i Fortale og Efterskrift beskyldte Holberg for at overtræde de Love for Sandhedens Efterforskning, han selv giver.

S. 322.

excoleret, dyrket. - Pufendorf, Samuel (1632-1694), tysk Historiker, kom, efter at have været Professor i Natur- og Folkeret i Heidelberg, først i svensk og derefter i brandenburgsk Tjeneste. Som svensk Historiograf forfattede han et latinsk Arbejde om Karl X Gustav (1696), i Berlin et lignende om Kurfyrst Frederik Vilhelm den Store (1695). Holberg havde udførligt, ud fra samme Synspunkt som her, kritiseret Pufendorf i »Betænkning over Historier«, se Bind VIII, S. 83. -tvende Franske Gesandteres Beretninger, Hector-Pierre Chanut 337 (død 1667) og Hugues de Terlon (død o. 1690), hvis »Mémoires« udgaves henholdsvis 1676 og 1681-82.

S. 323.

Moralske Fabler udkom 1751, først bekostet af Forfatteren, derefter af Boghandler F. C. Mumme. Den tyske Oversættelse skyldtes J. A. Scheibe. - løs Stiil, Prosa. - 5 nye Comoedier (5 er Lapsus for 6) blev sammen med »Don Ranudo« og »Artaxerxes« udgivet i 6. og 7. Bind af »Den danske Skueplads« (1753-54); alle er trykt i Bind VII. - haabede, ventede. Laudatur etc., Juvenal l, 74 »Probitas laudatur et alget«, Retskaffenhed roses, men fryser (fordi ingen tager sig af den).

S. 324.

Plautus (o. 254-184 f. Kr.), romersk Komediedigter. - Aristofanes (o. 448-O. 380 f. Kr.), attisk Komediedigter. - Anledningen, Motivet, Emnet. - Argumentet, Indholdet, Emnet. -Grimacer, Optræden, Manérer. - Materien, Stoffet, Emnet. -en Fransk Skribent, Jean-François Regnard (1655-1709), fransk Lystspilforfatter, hvis Bearbejdelse af Plautus' Komedie var en haard Konkurrent til Holbergs.

S. 325.

det gemene Beste (dvs. det fælles Bedste), Undertitel til Komedien »Republiqven«. - hvoraf et Societet laborerer, hvoraf et Samfund lider. - Inclination, Tilbøjelighed, Lyst. - høytravne, patetiske.

S. 326.

dimitteret, afskediget, ladet gaa. - Eftertale, kritisk Omtale. -give sig paa Discretion, overgive sig paa Naade og Unaade. -Processen, se Note til S. 315. - tiltale, sagsøge. - udi .. mine Epistler, Ep. 147, hvor Holberg skarpt kritiserer Domsafsigelse ved Kommissærer. For ikke at vige fra sit Standpunkt gav han Afkald paa selv at udpege to Voldgiftsmænd, men forlangte at faa de samme Kommissærer som Modparten. Om denne Form for Rettergang, se Bind I, S. 244-45.

S. 327.

Stiil, Skrift, Typer. - Chagrin, Ærgrelse, Harme. - maadeligen, med Maade. - frequenterer, besøger, kommer i. - Collegium, Raad; Holberg mener Universitetets Konsistorium. - Omsorg for den Danske Skueplads, se Note til S. 318.

S. 328.

Docilité, Lærvillighed, Lærenemhed. - alamodisk, à la mode, moderne. - Proselyter, Personer, der er gaaet over fra én Anskuelse (Tro) til en anden; Tilhængere. - des Touches, Destouches (1680-1754), fransk Komedieforfatter. - Paroxysmus, Lidenskab.

S. 329.

Pilot, Lods. - caracteriserede, som har Rang. - Idrætter, Handlinger. - Spectakler, Skuespil.

S. 330.

Laudatur et alget, se Note til S. 323. - contribueret, bidraget. -Præsentationer, sceniske Arrangementer. - den Borgerlige Edelmand og den Indbildte Syge, Komedier af Molière, opført baade paa Lille Grønnegade-Scenen og den genoprettede Skueplads. - ikke kand ansees uden, kun kan regnes for. - par 338force, med Vold og Magt (indlagt i Komedierne). - Giækkerie, Narrestreger. - med skeele Øjen ansee, ser skævt til. - reflecterer, tager Hensyn til.

S. 331.

Imagination, Indbildningskraft. - dependere, afhænge. - nogle Skrifter paa Fransk, Holberg udgav 1752 en fransk Oversættelse af sin Indledning til Herodian om Roms Opkomst og samme Aar et lille fransk Forsvarsskrift for sin Karakteristik af Dronning Christina i Heltindehistorierne, som en tyskfødt svensk Historiker Johann Arckenholtz (1695-1777) havde betegnet som usandfærdig. Endelig kom 1753 paa Fransk Holbergs kritiske Bemærkninger til Montesquieus store Værk »Lovenes Aand« (1748). Holberg oversætter her selv en Række danske endnu uudgivne Epistler.

S. 332.

Aliud non aliter, andet ikke anderledes, dvs. det samme paa en anden Maade.

339

📖 BREVE OG AKTSTYKKER

340
341

Breve og Aktstykker
Indledning

Med Lyst udarbejdede Holberg Epistler, paa Dansk og Latin; det var uden Lyst, han skrev Breve. Holberg formede Sprog og Tanker for Offentligheden, ikke for den Enkelte. Han havde ikke Glæden ved den personlige, brevlige Kontakt, som f. Eks. Leibniz (1646-1712), der elskede at udkaste Tanker og drøfte videnskabelige Problemer i Bogform: Korrespondance med mere end 1000 Personer er bevaret. Holberg drev heller ikke i noget Omfang personlig Propaganda for sine Ideer og Interesser i Breve saaledes som Voltaire (1694-1778): Udgaven af dennes Breve omfatter 18000 Stykker. Fra Holbergs Haand findes kun op mod halvandethundrede Meddelelser, hvoraf de fleste er korte Paategninger til Universitetssager, og de er næsten alle besørget uden Omhu for Skrift, Retskrivning og Tegnsætning. Det hører da med til Billedet af Holberg, at han øjensynlig gør alle Brevskaber af i yderste Korthed og med et Hastværk, der grænser til Sjuskeri. Holbergs Brevstil er praktisk, direkte, effektiv. Han gaar lige til Sagen og finder i sit Jag ikke sjælden lykkelige Udtryk, som i det her anførte Brev til Krigsbogholder Hagen i Trondhjem eller den fulminante Skrivelse fra 1753 til Aktørerne ved Den danske Skueplads.

Der er intet skarpt Skel mellem Holbergs private Breve og hans Skrivelser til Myndigheder o. lign. Den Skrivendes Temperament og Øjeblikkets Humør slaar igennem ogsaa i de officielle Dokumenter. Se saaledes hans Bemærkning om Danseundervisningen i Brevet af 18. 342 August 1749 til Grev Reuss eller den meget personlige Slutning paa »Holbergs sidste Vilje«.

Tekstgrundlag. Holbergs Breve udgivne af Verner Dahlerup, 1926, der tillige omfatter Facsimiler af samtlige Breve. Som i Dahlerups Udgave følges her Holbergs Skriveform i alle dens Ejendommeligheder, herunder manglende Prik over i'er eller ø'er, ufuldstændig Tegnsætning, o. lign. Det bemærkes, at f. Eks. m var almindelig Forkortelse for mm. Her er endvidere respekteret Holbergs Brug af de to Skriftarter, Fraktur og Antikva. Den første, »danske« eller »gotiske« Skrift var Hovedskriften; den anden, latinske Skrift benyttedes jævnligt ved Ord af romansk Oprindelse. I Holbergs egenhændige Skrivelser kan vi saaledes følge hans Vekslen mellem de to Slags Skrift, og den latinske er her gengivet ved Kursiv. I Holbergs trykte Skrifter bestemtes Variationen ikke af Forfatteren, men af Bogtrykkeriets Tradition. Den er derfor ophævet i alle andre Dele af nærværende Udgave.

Som det var almindeligt i Tiden, naar man skrev, brugte Holberg oftest smaa Begyndelsesbogstaver i Substantiverne. Typograferne indsatte derimod næsten altid store Bogstaver i Stedet. Inden for Holbergs trykte Forfatterskab danner Dannemarks og Norges Beskrivelse (1729) en Undtagelse (se Bind I, S. 26).

Blandt de her medtagne Dokumenter er Brevet af 10. April 1751 til Konsistorium tillige trykt blandt Holbergs egenhændige Vota som Universitetsprofessor, ved Eiler Nystrøm (1928), S. 72.

343

Ansøgning om Professorat

Omkring Nytaar 1714 ansøger Holberg Kongen om at faa det ledige Professorat i Græsk eller blive ulønnet adjungeret Professor inden for det filosofiske Fakultet. Han opnaar det sidste, den 29. Januar 1714, hvilket i Praksis betød, at han fik Lovning paa det første ledige Professorat.

Det var ved Holbergs Ansøgning om Professorat en Svaghed, at han hverken havde erhvervet Baccalaur- eller Magistergraden. Han havde derfor ikke nogen akademisk Afhandling eller latinsk Disputats at henvise til. En Styrke var derimod de fuldførte Værker paa Dansk, to trykte og to utrykte. Introduction til de fornemste europæiske Rigers Historie indtil disse Tider, altsaa en moderne Verdenshistorie, var udkommet 1711 og et geografisk Anhang dertil 1713. I Manuskript laa, foruden Introduction til Natur- og Folkeretten, der udkom 1716, en Continuation, dvs. Fortsættelse af den danske Rigshistorie. Denne havde Huitfeldt, i Dannemarks Riges Krønike, ført frem til 1559, C. C. Lyschander havde fortsat med Frederik II's Krønike, til 1588, og Holberg har derfor sat sig for at skrive Christian IV og Frederik III's Historie. Sammen med Christian V's Historie indførte Holberg denne Skildring af Danmarks nyere og nyeste Historie i Dannemarks og Norges Beskrivelse (1729), for at vise Kongen, at det var ham, Holberg, der 1722 skulde være udnævnt til kongelig Historiograf, ikke Konkurrenten, Andreas Hojer.

344
Stormägtigste Monarch
Allernaadigste Arve Konge og Herre

Jeg nedkaster mig her udj allerdybeste underdanighed for Eders Majests födder med denne min allerunderdanigste bon, at Eders Kongl. Majestet af Naade vil forunde mig den vaccante Profession her ved Academiet, eller at blive Adjunctus Professor Philosophiæ. De faa motiver, ieg kand have at beväge Eders kongl Majestet til en naadig bönhoring er at ieg for 10 aar siden haver souteneret mit sidste examen, og der ved bekomet Laudabilem, og siden reist 3 gange udenlands, forst med en Moscovitisk Edelmand, siden paa min egen haand opholdet mig halvtredie aar udj Engeland alleene ved mine Studia, saasom de ulykkelige ildebrander udj Bergen have totaliter skildt mig ved mine midler, og den trediegang reist her fra med Etats Raad Windings Sön. Siden min ankomst til fädernelandet haver ieg publicered först en Introduction til den Europäiske historie paa Dansk (2) den forste tome af det Skrift intitulered underrettning om de fornemste europäiske Stater, hvor af endnu restere 4 parter ufuldfärdigede (3) en Continuation paa den sidste Danske historie og derforuden, som ieg har attacheret mig besynderlig til Jurisprudentiam, haver ieg fuldfärdiget et Corpus Juris naturæ et Gentium, confereret med vore Danske Love, Recesser og Forordninger, og haver udj sinde, saa lenge Gud sparer mig liv og hilsen, at fare fort udj dette mit entreprise nemlig at forbedre det Danske sprog. Gud opväkke Eders Majests hierte til naade mod mig; thi min condition er nu saa slett at alle de som kiende den kand ikke andet end condolere mig, saasom de Academiske beneficia, ieg til dato haver nydet nu ere 345 expirerede. Jeg forventer een allernaadigst bönhoring, og bliver til min yderste aandedrägt

Min Allernaadigste Arve Konges og Herres
Allerunderdanigste tro tiener
og arve undersaatt
Ludvig Holberg.

Noter

vaccante Profession, ledige Professorat. - souteneret, bestaaet, nemlig teologisk Eksamen i April 1704, hvor Holberg fik laudabilis, 1. Karakter. - med en Moscovitisk Edelmand, formentlig som lønnet, sprogkyndig Ledsager og Lærer, ligesom med den nedenfor nævnte Anders Vinding. - alleene ved mine Studia, dvs. ved i Undervisning at frugtbargøre mine Kundskaber. - totaliter, fuldstændigt. - ildebrander, 1686 og 1702. - Windings Søn; Holberg rejste som Præceptor for Professor Poul Vindings Son Andreas, der var 17 Aar. Rejsen varede nogle Maaneder 1708-09 og gik til Dresden, Leipzig og Halle. - entreprise, Forehavende. - condition, økonomiske Situation. - beneficia, Understøttelser. - expirerede, udløbet.

346

Brev til Hans Gram

Da Holberg skrev ovenfor trykte Ansøgning til Kongen, var hans Fribolig paa Borchs Kollegium ved at løbe ud; han havde Kollegiet til Februar 1714. Maj 1712 havde han imidlertid faaet Rosenkrantz' Rejsestipendium, med 120 Rigsdaler i fire Aar. Da Legatets Patron, Iver Rosenkrantz, der var Danmarks Gesandt i London, modtog Meddelelse om Holbergs Udnævnelse til Professor, indstillede han en anden til Stipendiet. Holberg var altsaa udnævnt til en Stilling uden Løn og samtidig berøvet sit Stipendium! Til Legatet var knyttet den Betingelse, at Stipendiaten opholdt sig i Udlandet i det mindste tre af de fire Aar. Holberg er gaaet til Legatets Efor, Professor Hans Bartholin, og har faaet det Raad hurtigst muligt at rejse udenlands. Han sejler til Amsterdam og det er her, han skriver det følgende Brev til Professor Hans Gram, som med fuld Ret havde faaet det ledige Professorat i Græsk. Det er tydeligt, at Holberg helst var blevet hjemme; han tager videre til Frankrig for at afvente en vacance, dvs. et ledigt Professorat. To Aar forblev Holberg i Frankrig og Italien. Se S. 62 med Note.

Brevet er i Stykker; nogle forsvundne Bogstaver er her indsat i skarpe Parenteser.

347
Velädle Hr Professor Oprigtige gode ven

Det gior mig ont ieg ikke fik tale med Eder forend ieg reiste Saa snart vinden bläste good maatte ieg fort uden at tage af skeed med nogen. Giör mig den tieneste naar i taler med Bispen at legge min undskyldning fordj ieg ikke toog afskeed med ham: Näst komende uuge reiser ieg til Frankrig og agter at for blive der indtil vacance. Jeg skrev Justitz Raad Reitzer til med forrige post samt Seckman og Bockenhoffer Jeg tviler ikke paa i io seer paa mit beste i min [fra] värelse og continuerer at have den god [hed] for mig som til forn om J vil väre saa god at skrive mig til kand brevet gaa under Bockenhoffers C[o]uvert. Jeg forbliver stedse nest flittig hil[se]n til alle som ieg haver kundskab til [b] esynderlig Justitz Raad Reitzers huus.

votre tres humble et tres obeissant serviteur
L Holberg
Amsterdam, d. 21 Maj
1714

Jeg vil beede J vill have den goodhed for mig at befodre indlagde breve besynderlig det brev til Baron Rantzow som ligger udj Doctor Hanses. Der ere 4 breve tilsammen men de passere paa posthuuset for eet Enkell. J er saa god og skriver opskrift der paa efter eget fantaisie.

Udskrift: A Monsieur
fr hamb Mons: Johannes Gram
Professeur de la langue Greqve a Copenhague

Noter

Bispen, Sjællands Biskop Christen Worm. - Reitzer, Christian (1665-1735), der som Professor i Jura uden Tvivl har opmuntret Holberg til at udarbejde en dansk Haandbog i Natur- og Folkeret. - Seckman, 348 Diderik (1684-1743), var Justitssekretær i Højesteret, blev senere Assessor og sluttelig Justitiarius (dvs. Præsident) smst. Han var Student samme Aar som Holberg, og har uden Tvivl hørt til dennes Ungdomsvenner. - continuerer, fortsætter med. - Bockenhoffer, Hans Philip, hos hvem Holbergs Natur- og Folkeret utvivlsomt blev trykt under hans Fraværelse; den blev udgivet 1716 efter hans Hjemkomst fra Udlandet. - under Bockenhoffers Couvert, dvs. indlagt i Brev fra Bockenhoffer til Holberg. - besynderlig, især. - votre etc. Deres meget ydmyge og lydige Tjener. - befodre, befordre, videresende. -Rantzow, Christian (1684-1771), var 1713-21 i Marinens Generalkommissariat og fra 1730 Vicestatholder i Norge. Han besad levende Interesse for Litteraturens og Videnskabens Mænd. - Doctor Hans, Professor, dr. theol. Hans Bartholin, se Indledning ovf. - opskrift, Udskrift. - fantaisie, Forgodtbefindende. - fr hamb. Øjensynlig Postvæsnets Notat: Frankering, dvs. Porto, betalt indtil Hamburg. - Professeur etc., Professor i det græske Sprog, i Kobenhavn.

349

Brev til Paul Botten Hagen

Holberg havde i Trondhjem en Ynder af sin Muse. Krigsbogholder Hagen (død o. 1763) havde moret sig over »Peder Paars«, og han blev Forhandler af dette Digts Tredie Edition og Komedierne blandt Folk i Trondhjem. Der findes en Række Breve fra Holberg til den tjenstvillige Bogholder. Det her aftrykte indeholder den vidunderlige Forsikring om Komediernes første Bind: Tro mig, I skal faa Latter nok for de halvtredie Mark.

Hoytärede gode ven

Jeg er komen nu i saadan vane ikke at takke ham for en hofflighed uden tilliige med at begiere en nye. Nu har ieg resolvered at lade trykke den forste tome af mine comoedier, nemlig 5 hvor af den forste heeder Den Politiske Kandestöber 2 Den Wegelsindede (3) Jeppe paa Bierged eller den forvandlede Bonde 4 Jean de France eller Hans Frandsen 5 Mester Gert Westphaler eller den snaksome Barbeer hvilke vill giore et temmelig bind in 8tvo som ieg vill selge for 2 M. 8 Sk. til samen og er en maadelig priis. Nu tor ieg ingenlunde lade dem trykke, uden ieg er forsyned med saa mange inscriptioner at ieg kand vere skadeslos, vill derfor ydmygst beede min Herre ved gode venner procurerer mig nogle udj Trundhiem og ved leilighed skikke mig en opskrift derpaa. Troe mig. J skall faa latter nok for de halvtredie mark. havde det varet andre sager, saa havde ieg ikke driste mig at incommodere dem saa ofte der med. men ieg veed, at det er noget som min 350 Herre er fremfor andre en patron af. Jeg tilbyder min ringe tieneste igien i alle muelige maader og forbliver

Kiob d 5 Decembr
1722.
Hans tienestskyldigste L Holberg

Noter

resolvered, besluttet. - inscriptioner, Prænumerationer, Forudbestillinger. - procurerer, skaffer. - opskrift, Fortegnelse. - incommodere, ulejlige. - dem, Dem.

351

Brev til Grev Johan Ludvig Holstein

Det var Holbergs Stolthed og Triumf, at han, efter en Menneskealders Arbejde i den muntre og gode Oplysnings Tjeneste, var i Stand til at stille en selvtjent Formue til Samfundets Disposition. I Bind XI kan vi følge hans Overvejelser herover (Epistlerne 176, 177, 277, 446), ligesom i den ovenfor trykte Epistel 447 (S. 312 ff).

I Note til Ep. 177 er meddelt Holbergs Andel i Akademiets Oprettelse (Bind XI, S. 301). Det nærværende Brev er stilet til Oversekretæren i det danske Kancelli, dvs. Statsministeren, Grev Holstein. Heri viser Holberg, at hans Landejendomme tilsammen udgør de 1000 Tønder Land, som skulde til for at et Baroni kunde oprettes. Ved Oprettelsen opnaaede Holberg, at 100 Tønder Hartkorn var skattefri og Formuen forøgedes derved. Det var Holberg magtpaaliggende, at hans Navn bevaredes i Betegnelsen Friherskabet eller Baroniet Holberg. Det var ham en Tilfredsstillelse, at han i Kraft af egne Fortjenester hævede sig op i Adelsstanden, som Friherre eller Baron.

Hoivelbaarne Hr Geheime Conference Raad

Jeg skikker her efter Deres Excellences Befalning Jorde bögerne over begge godse. Hvad som derudj fattes har ieg taget af Stillinge Sogns kirke tiende: og naar af same tiende som er lagt under Brorup tages 67 tonder bliver med Terslose Jordebogs indhold den fulde sum af 1000 tonder hartkorn, som behoves til erectionen: Saa snart 352 erectionen og Patentet af H kongl May aller naadigst bliver undertegnet, skall strax anstalt giores til de 8000 Rdrs betalning som hæfter paa Terslöse, saa at paa det heele gods af begge gaarde skall ikke blive en skillings gield. Ved forestillingen som er giort af Grev Reus haver ieg intet at erindre uden dette end at Baroniet maa bære mit navn af Holberg. Den liden fordeel som ieg nyder ved erectionen samt alle mine andre kræfter anvender ieg paa i den korte ovrige tid, ieg kand have at leve udj, at sætte godset, hvis indkomster pro tempore ere merkeligen diminuerede, udj forrige om ikke udj bedre stand. Mig synes ellers, om Deres Excellence naadigst fandt det for gott, at det kunde være tienligt at differere med Lærernes vocation indtil dette var klar giort, saa at Ed Excellence kunde forsikre en hver om hvad han inden kort tid kunde vente til Stipendium. Jeg recommenderer mig udj Deres Excellences sædvanlige naade og bevaagenhed Forblivende

Kiobenh d 3 febr 1747
Hoivelbaarne Hr. Geheime Conference
Raads
underdanigste tiener L Holberg

Noter

erectionen, Oprettelsen. - pro tempore, for Tiden. - merkeligen, føleligt. - diminuerede, formindskede. - differere med, udsætte. - vocation, Ansættelse. - Stipendium, Lønning. - recommenderer, anbefaler.

353

Holbergs sidste Vilje

Dette Tillæg til den store testamentariske Donation meddeler nye Gaver til Sorø Akademi. Holberg skænker sit Bibliotek dertil. Dette brændte med Akademiet i 1813. Efter Fragmenter af en Katalog har Chr. Bruun sammensat en »Fortegnelse over en Del af Ludvig Holbergs Bibliotek« (1869). Hovedformaalet med Testamentet var at lette Adgangen til Akademiet, hvis Formaal var at uddanne unge Adelige, der ønskede at indtræde i Centraladministrationen. Holberg vilde, at der oprettedes Fripladser for ubemidlede Studerende, samt at ikke blot adelige skulde have Adgang. Det sidste Ønske fik han ikke opfyldt. Endelig opretter Holberg ved dette Dokument Fribolig for en skikkelig, dvs. respektabel, Enke paa Tersløsegaard. 1818 solgtes Tersløsegaards Jorder, men Hovedbygningen forblev under Akademiet. 1862 og 1905 reddedes Bygningerne fra Forfald, og paa Tersløsegaard, der er Holberg-Museum, findes stadig en Fribolig for »en skikkelig Enke«.

Saasom alderdom og svaghed tiltager, saa har ieg fundet tienligt at tilkiende give min sidste villie, og haver i Guds navn besluttet paa H kongl Mayestets allernaadigste approbation at give til det Soröiske Ridderlige Academie mit övrige landgods som ei er befattet under Baroniet: Neml Orefeoe, item de gaarde som ieg eier udj de næsthosliggende byer Wandlose, Eskildstrup, Tiorntvede og Wedde. Paa dette gods hæfter vel endnu nogen gield, 354 men, hvis Gud under mig 2 a 3 aars levetid, kand alting blive qvit og frit. Og, naar saa deraf, samt af mine andre efterladte midler kand tilveie bringes en Capital af 12000 Rdr, vill ieg at renterne deraf maa anvendes til 3 fattige Academisters underholdning: Dog skeer denne sidste donation med de vilkor, at det allernaadigst maatte behage H Mayest at anvende ligesaa meget af baroniets indkomster til 3 andre Academisters underholdning, saa at der i alt blive 6 gratister, hvilke den nu regierende Konge og Hans efterkommere alleene nominere, nemlig saadane personer, som ei selv have formue til at betale og findes skikkede at blive landet til tieneste: Mit bibliothek giver ieg ogsaa til Academiet: og hvis et tusinde Rdr af den sidste donation bliver til overs kand renterne anvendes til same Bibliotheks aarlige forbedring: og er min begiæring at same bibliothek med dets tillægge stedse bliver Separered for sig selv, og forer titel af Bibliotheca Holbergiana. Herved kand Academiet faae en bestandig Consistence, hvortil Jeg onsker Guds velsignelse

Kiobenh d 20 Januarij
1748
Ludvig Holberg

Mit forlangende er ellers, at som ieg ved Bergen i Norge haver en svag Söstersön ved navn Tostrup som ieg aarligen har pensioneret til, at ham for sin livs tid maa continueres en aarlig pension af 30 Rdr, siger tredive Rigsdaler, item at værelser paa Terlöse gaard forundes en skikkelig enke som nyder udviisning af skoven Heraf er leveret en gienpart til Oberhoff Marskalk og Geheime Raad Hr Græve af Moltke, hvorudj hovedposten befindes Min allerunderdanigst sidste bön er at det allernaadigst vilde behage Deres Kongelige Mayestet, at saasom der ogsaa udj middelstand findes mange personer af meriter at de privilegium at blive Academist ogsaa extenderer sig 355 til dem, paa det at ieg ikke skall synes at ville foragte min egen stand. Dette har altid lagt mig paa hiertet, og derfor haaber en naadig bönhorelse

L Holberg

Noter

approbation, Godkendelse.

nominere, udpege. - Separered, adskilt. - besfandig, varig. - Consisfence, Holdbarhed. - svag, syg. - Tosfrup, Hans Ulrik Tostrup, der levede i Trondhjem Stift, var vistnok tidligt lammet. Han var Søn af Præsten Nicolai Jakobsen Tostrup, som var gift med Holberg's Søster Sophie. - pensioneret til, understøttet. - continueres, fortsat gives. -item, ligeledes. - skikkelig, respektabel. - udviisning, Anvisning paa Brænde. - Moltke, Adam Gottlob (1710-92) var Overhofmarchalk og har faaet en Kopi af Testamentet for at kunne sørge for, at det blev konfirmeret af Frederik V. - personer af meriter, fortjenstfulde Personer. - de, Fejlskrivning for det. - extenderer, udstrækker.

356

Brev til Grev Reuss

Holberg gjorde endnu et Skridt videre i Generositet. Dette Brev, hvis Original er tabt, er rettet til Amtmand i Sorø og Overhofmester ved Sorø Akademi, Heinrich VI af Reuss (1707-83). Han var tidligt med i Forhandlingerne om Gaven til Sorø, og det er øjensynlig ogsaa ham, der har henledt Holbergs Opmærksomhed paa Akademiets Behov for øjeblikkelig Hjælp. Holberg beslutter da allerede i levende Live, fra 1. Maj 1751, at overlade Akademiet Renterne af Baroniet. Som en Paaskønnelse heraf bifaldt Kongen paa Reuss' Indstilling, at Holberg fik Løfte om Begravelsessted i Sorø Kirke. - Brevet giver et Indtryk af Holbergs Indtægter som Godsejer.

Deres Høygrevel. Excellence Høy og Velbaarne Herr Geheime Raad, Cammerherre og Ober-Hofmester!

Saasom det har behaget Gud at forlænge mine Dage over den Tid, som jeg formedelst Alder og Svaghed haver ventet, saa haver jeg besluttet udi levende Live at exeqvere det til det Ridderlige Sorøiske Academie giorte Legatum paa efterfølgende Maade:

Jeg forbeholder mig, saalænge jeg lever, Proprieteten af Baroniets Gods, Gaarder og Herligheder, men overlader Indkomsterne et Aar efter andet til Academiet, til 357 hvilket min Foged aarlig aflegger Regnskab. Baroniets Indkomster, som jeg Aar efter andet overlader til Academiet bestaaer i efterfølgende:

1.

Brorups Gaards Forpagtning .................. 1100 Rdr

2.

Havreberg Mølle, hvis aarlige Afgift er 120 Rdr, naar som den af Gaardens Eyer maa holdes vedlige, saa kan i fri Penge alene regnes ................................................ 100 Rdr

3.

Aasløv Mølle i fri Penge ..................... 30: -

4.

Stillinge Sogns Kirke-Tiende, hvis aarlige

Afgift er 344 tdr, beregnes til.................. 400 Rdr

5.

Af Tersløse Gaard med 3 Kirke-Tiender, Møller og Hoverie-Penge, kan, foruden Indkomster af Landgilde og Huus-Penge i det ringeste giøres Facit paa .................. 800: -

Summa Summarum begge Gaarders eller det hele Baronies Indkomster, som jeg til Academiet overlader aarlig..................... 2430 Rdr

Denne Donation skal have sin Begyndelse fra l May 1751, og skal Aar for Aar dermed continueres. Jeg siger et Aar efter andet, efterdi jeg i levende Live intet kan abalienere, saasom ethvert Menneske, saalænge som han lever, er adskillige Tilfælde underkastet. Jeg overlader derfor ovenmældte Indkomster med saadanne Vilkaar, og imidlertid lader mig nøye med mit Stipendio, hvilket jeg som Senior ved det Kiøbenhavnske Universitet nyder, item med Indkomster af en liden ufri Gaard nemlig Oreboe, som ey er befattet under Baroniet, men som efter min Død med andet kan falde dertil.

Naar jeg derfor saaledes som ovenmældt overlader til l May 1751 Baroniets Indkomster, maatte samme efter det første Aars Forløb nemlig fra l May 1752 at regne, komme Academiet til Nytte paa følgende Maade:

358

1.

For de 10 ældste Academister beregnes af Indkomsterne 1000 Rdr saaledes, at de herefter for deres egen Person betale kun Halvdelen af den fastsatte Pension til Academiet med 100 Rdr, og den anden halve Deel beregnes Academiet af de 1000 Rdr, som indkommer af Baroniet. Dette ønsker jeg maa blive bestandig efter min Død continueret, eftersom jeg formoder, at den Indretning vil tiene til Academiets Varagtighed og Flor, saasom Bekostningerne for de 10 ældste Academister giøres saaledes taaleligere end paa noget andet Ridderlig Academie, og de yngre kan opmuntres at blive paa Stedet i Forhaabning at nyde det Beneficium, som følger Ancienneteten.

2.

Til at forbedre Academiets Bibliotheqve anvendes aarlig 100 Rdr og til Physiske og Mathematiske Instrumenter ligeledes 100 Rdr, men naar med Tiden ey flere Instrumenter ved Academiet behøves, saa falder ogsaa disse 100 Rd til Academiet. Men til Bibliotheqvets Supplementum reserveres bestandigen 100 Rdr, og beder jeg, at de for samme aarlige Penge indkøbte Bøger maa sættes i et særdeles Skab, for siden at blive forenede med mit eget Bibliotheqve, som efter min Død tilfalder Academiet.

3.

De øvrige regnes for en kort Tid Academiets Cassa til Indtægt, at deraf kan bestrides de mange Udgifter, som Academiets Indretning i Begyndelsen kræver med Bygninger at opføre og reparere til Academiets og Betienternes Tieneste, samt at de fornødne Exercitz Mestere kan holdes og lønnes, og som en Dansemester endnu fattes, at ogsaa en saadan Maitre kan antages, dog er jeg af de Tanker, at han ikkun nogle Maaneder om Aaret kan behøves, og at 100 Rd kan være Belønning nok for den korte Tid til at lære nogle Complimenter og en Menuet, hvormed Cursus i Danse-Exercitio nu omstunder absolveres.

4.

Men saasnart Academiets Tilstand det vil tillade, 359 maatte de øvrige Indkomster af Baroniet, inddeles blandt Betienterne til nogen Forbedring i deres aarlige Løn, hvortil jeg ved at giøre dette Legatum har sigtet.

5.

Hvad Godsets Forvaltning angaaer, som betroes min Foged, som jeg haver, da er min Begiæring, at Academiets Inspector vil paatage sig Inspectionen paa Godset og foranstalte det, som i en eller anden Tilfælde behøves, samt revidere Regnskaberne, hvorefter Decisionen beroer paa Academiets Oberhofmester.

Dette mit Forsæt har jeg hermed vildet tilmælde Deres Excellence, og naar jeg saaledes overlader Baroniets Indkomster et Aar efter andet til Academiet, ønsker jeg, at dermed maa forholdes saaledes, som jeg her haver giort min Mening bekiendt.

Jeg forbliver med største Consideration

Tersløse Deres Høy Grevelig d. 18 Aug: 1749. Excellences
underdanige Tiener
L: Holberg

Noter

exeqvere, udføre, fuldbyrde. - Proprieteten, Ejendomsretten. - Aar efter andet, for ét Aar ad Gangen.

z fri Penge, som Nettooverskud. - abalienere, overdrage Ejendomsretten til andre. - adskillige Tilfælde, forskellige Tilfældigheder, alle Slags uforudseelige Hændelser. - med mit Stipendio, med min Gage, Indkomst. - Senior, ældste Professor (og som saadan fritaget for Embedspligter). - item, ligeledes.

continueret, fortsat. - Varagtighed, stadige Bestaaen. - Beneficium, Stipendium. - Supplementum, Supplering. - særdeles, særskilt. - Betienterne, Embedsmændene. - Exercitz Mester e, Fægtemestre. - fattes, mangler. - Complimenter, Buk (og Nejen), især i Dans. - absolveres, gennemføres.

inddeles, fordeles. - Decisionen, Afgørelse af hvorvidt Revisionsantegnelser skal komme i Betragtning. - Consideration, Agtelse.

360

Brev til Konsistorium

Allerede i Ep. 446 (Bind XI, S. 241) taler Holberg om at forlade Arbejdet som Universitetets Kvæstor eller Regnskabsfører; ved Revisionen i Marts 1751 havde Universitetets Rektor, den teologiske Professor Peder Holm, tilladt sig nogle ubetydelige Antegnelser til det indsendte Regnskab; Holberg blev rasende og udfærdigede en (tabt) Skrivelse til Konsistorium herom, hvori han erklærede, at han vilde nedlægge Kvæsturen og foreslog som sin Efterfølger - Professor Holm! Sagen rundsendtes i Marts mellem Konsistoriums Medlemmer; de fleste ønskede, at Holberg fortsatte. Imidlertid har denne aabenbart taget Sagen i sin Haand og fundet en villig Afløser, den juridiske Professor Henrik Stampe (1713-89). Det udaterede Brev er fra 10. April 1751. Ved Overdragelsen takkede hele Konsistorium Holberg for hans kloge Administration af Universitetets Jordegods og Formue.

Magnifice Rector Hoistærede

Herrer Consistoriales

Saasom ieg snart maa reise til mit gods, og ieg agter at levere for min bortreise alle sager Qvæsturam angaaende til min successor, saa ombedes tienstligen de gode Herrer at de strax vilde udnævne en Qvæstor i mit sted. Jeg haver talet herom med Hr. Genetal Auditeur Stampe som findes ikke uvillig dertil og som haver capacitet baade udj regnskabssager og Jurisdiction som hertil behoves: Jeg 361 haver ogsaa foredraget Pattonen det same, og har fundet hans approbation. Jeg takker ellers de gode Herrer kiærligen for deres mig hidindtil beviiste assistance og affection. Forblivende stedse

Deres
forbundne tiener
L Holberg

At hr General Auditeur Stampe endnu en kort tid haver med secrefarzatets forvaltning at bestille kand ingen hinder her udj giöres hos en habil mand, helst saasom endeel af de sager som befattes under Qvæstura tilforn af Secretario blev forretted

Udskrift (med Holbergs hånd):
Magnifico Perillustri, Nobilissimo
et Amplissimo Senatui Academico

Noter

for min Bortreise; hos Holberg staar ofte 'for' i Betydningen 'for'. -successor, Efterfolger.

Patronen, Universitetets Patron var Grev J. L. Holstein; se foranstaaende Brev til ham. - Magnifico etc. Til det højværdige, hojvelbaarne, højædle og højtærede akademiske Senat, dvs. Konsistorium.

362

Brev til Skuespillerne

Holberg havde betydelig Myndighed over for Den danske Skueplads, som aabnedes paa Kongens Nytorv 18. December 1748. I April 1753 havde en ung Skuespillerinde Anna Catharina Materna forladt Teatret; hun blev gift i December med Premierløjtnant Christian Albrecht von Passow. I hendes Sted ansatte Teatrets Overdirektør, Gehejmeraad Frederik Otto Rappe og Holberg Inger Cathrine Rosenkilde, f. Ferslew, hvis Talent var bekendt. Hun mødte haard Modstand; Skuespillerne lod forargede, men var i Virkeligheden bange for Konkurrence. De forsøgte først at forpurre Mad. Rosenkildes Debut. Og da den efter Holbergs Brev fastsattes til 6. Juni, organiseredes en Pibekoncert, som ikke lod Skuespillerinden komme til Orde. Hun brast i Graad og forlod Scenen. Tæppet gik ned og et andet Stykke opførtes, hvori hun ingen Rolle havde. Direktionen var overbevist om, at Skuespillerne stod bag Aktionen; Teatret blev erklæret lukket indtil Mikkelsdag, dvs. 29. September, hvorfor Skuespillerne ikke vilde faa Gage saa længe. Straffen mildnedes senere noget. Teatret genaabnede 19. September, og der udbetaltes halv Gage for den lukkede Periode. Men Mad. Rosenkilde kom aldrig senere paa Scenen; hun fik Ansættelse ved Garderoben og kaldte sig senere Mad. Ferslew, efter sit Pigenavn.

Holbergs Tordenbrev, som det er kaldt, findes ikke i Original, men i en Afskrift fra det 18. Aarhundrede. Det vidner om, hvor veltalende Vreden stadig kunde gøre ham. 363 Saasom jeg staaer ferdig til at rejse paa Landet, og jeg merker, at nogle faa stridige Personer af Trouppen, som efter Sædvane pleje at giøre Bevægelser, naar en ny Acteur eller Actrice skal antages, nu opponere sig imod Mad: Rosenkilde: saa vil jeg forestille dem, huad deraf vil flyde, helst saasom bemeldte Rosenkilde saa vel af Geheime-Raaden, som af mig er approbered. Ved Maternes Bortgang behøvedes udi hast en Actrice. Hvor vanskeligt det er at faae en, som er bequem dertil, have nogle Aars forgæves Arbejde viset. Om Rosenkildes Bequemhed tvivler ingen. De maae derfor betiene sig af anden Prætext, og søge at sværte hende med den hæsligste Farve; da de dog ikke kan sige hende andet paa, end at hun har været dømt til at have forbrudt Ægteskab med hendes Mand, hvilket er skeet med mange anseelige Personer, som siden leve udi agt og Ære. Motiven er derfor gandske anden end den som foregives, og den forbigangne Tid har saadant viset. Saaledes, da Mr Reersløw blev antagen, søgte Rose at opvikle de andre mod ham, ligesom Mad: Lund nu giør mod denne Rosenkilde, og ligesom hun tilforn har giort saa vel i henseende til Jeronomij, som den lille Bødtker, hvilken sidste nu ogsaa paadigtes hæslige og ubeviislige Historier, da deres Brøde dog ikke har været andet, end at de have været approberede af Tilskuerne.

Aarsagen, hvi jeg har taget mig Madme Rosenkilde an, er af en puur fornødenhed. Jeg og andre have ogsaa haft Medynk med hende, endeel, efterdi hun uden Brøde engang blev forkastet, alene fordi hun førde Ordet for de andre, som siden opofrede hende, eendeel ogsaa, saasom hun siden har levet udi en usel Tilstand, og fortæret de 200rdr, som hun arvede, hvilket viser, at hun efter mange andres Exempel ikke har søgt at nære sig ved ublue Midler. Madme Lund veed selv, hvorledes jeg tog hendes Partie, da andre talede om hende det, som hun nu taler om Madme Rosenkilde. Hun bør ikke giøre mod andre, uden hvad hun vil, at andre skal giøre mod hende, og derfor 364 ikke afmale en, der eengang er falden, som et æreløs Menneske, for hvilken Expression de kunde for Retten tiltales paa deres egen Ære. En anden Aarsag er, at eftersom jeg har forferdiget de fleeste Stykker, som spilles, og endnu har i Beredskab henved 8, som jeg enten selv, eller ved andre har ladet giøre uden Comoedien til Bekostning, som forhen er skeet, saa kan jeg ikke see, at de blive ved Actionen fordervede.

Suiten af denne Opsætsighed er, at Comædien aldrig kand komme i Stand, hvis man skal dependere af to eller tre Personers Capricer, som hverken vil have beqvemme Personer, eller som kan dømme om deres Bequemhed.

Dette beder jeg, at maae blive oplæset for trouppen, og en Copie mig derfore gives, som jeg kan fremlegge paa højere Stæder, for at vise, hvorfore Comoedien trues med Decadence; og hvi ingen hverken vil eller kan paatage sig dens Direction.

Jeg seer ellers af nogles Betænkninger, at ingen er haardere end Roses. Intet er forargeligere end at høre en Person, hvis Levnet er en Kiede af Uordentligheder, at catechisere. Alt hvad han har skrevet om Madme Rosenkilde, undtagen det, som hun selv tilstaaer, er ublue og usandfærdigt, saavel om hendes Opførsel, som Helbrede, hvilket ansees af tvende brave Chirurgers Wederkamps og Hendrichsens Attester, saa at han har fortient saavel for denne hans grove Calumnie, som for anden Opførsel at removeres; men denne gang kan slippe med Mulct, og Løfte om Levnets Forbedring.

Det kan ellers være mig ligemeget, om der bliver Comoedie eller ej; thi jeg kommer der kun gandske sielden. Jeg seer dog ikke gierne, at den skulde falde, efterdi jeg er første Stifter deraf, og efterdi jeg har lovet at igiennemsee Stykker, og at dømme om deres Capacitet, som antages til at agere.

Kiøbenhavn d. 17 Maj 1753.
L. Holberg. 365

Noter

stridige, opsætsige, genstridige. - Bevægelser, Alarm, Opstand. bequem, egnet. - Reersløw, Lorentz, blev ansat 1752 af Holberg, trods Modstand fra Christopher Pauli Rose, der var Teatrets Førsteelsker. - opvikle, dvs. opvigle, ophidse. - Lind, Anne Dorthe, f. Holst, som fortrinligt udførte Pernilleroller o. lign. - Jeronomij, dvs. Jomfru Jeronimi, som var Danserinde men undertiden optraadte som Skuespillerinde. - Bødker, Elisabeth Cathrine Bøttger havde debuteret 28. Juni 1752, knap 14 Aar gammel. Holberg yndede hendes Spil; hun blev 1779 gift med ovennævnte Rose. - forhastet. Mad. Rosenkilde havde tidligere været ansat, men blev afskediget, fordi hun vel heftigt havde talt Skuespillernes Sag og var ladt i Stikken af de andre. -andres Exempel, som Teatrets 18-aarige Primadonna, Caroline Thielo, der var den russiske Minister Baron v. Korff's Elskerinde; hun døde pludselig 5. Febr. 1754.

Expression, Udtryk. - ikke see, ikke finde mig i. - dependere, være afhængig. - Wederkamp, Gabriel Wederkamp. - Hendrichsen, Joh. Hinrichsen. - Calumnie, Bagtalelse. - removeres, afskediges.

366

    BILLEDFORTEGNELSE

  • 248. Ældste kendte Holberg-Portræt, stukket 1731 af
  • Chr. Fritzsch .......................................... 32
  • 249. Titelblad til første latinske Levnedsbrev 1728 ... 33
  • 250. Titelblad til første og andet latinske Levneds-brev 1737 ................................................ 48
  • 251. Titelblad til første danske Oversættelse af de to Levnedsbreve, Bergen 1741 ........................ 49
  • 252. Titelblad og Frontispice til første danske Oversættelse af alle tre Levnedsbreve 1745 ......... 104
  • 253. Egenhændigt Manuskriptfragment af Epistel Nr.447 ................................................... 104
  • 254. Tamperretten. Kobberstik 1754 ..................... 105
  • 255. Holberg's Død bekendtgjort i Berling'skes Post-Tidende 28. Januar 1754 ..................... 105
  • 256. Boopgørelsens Registrant over Restoplag ......... 144
  • 257. Holberg's første Gravkammer i Sorø Kirke ...... 145
  • 258. Holberg's endelige Marmorsarkofag, udført af Wiedewelt ............................................. 160
  • 259. Kobberstukket Portræt 1752 af O. H. de Lode efter Maleri af Roselius .............................. 161
  • 260. Relief udført omkr. 1751 .............................. 208
  • 261. M. G. Arbien's Forarbejde til Mindemedalje, udført 1755 ............................................. 209
  • 262. Mindemedalje udført af M. G. Arbien ............ 224
  • 263. Medaljon i Sorø Akademis Museum ............... 224
  • 264. Portrætminiature tilhørende Sorø Akademi ...... 225
  • 265. Holberg-Buste modelleret af Thorvaldsen 1839 256
  • 266. Kobberstik af W. Heuer efter Maleri af C.A.Lorentzen 1816 ................................. 257
  • 267. Vilh. Bissen's Helstatue af Holberg i Sorø Akademihave. 1898 .................................. 272
  • 268. Th. Stein's Helstatue af Holberg foran Det kgl. Teater. 1875............................................. 273
  • Kursiv i Billedtekster er Citat.
367

Efterskrift:
Hvordan skal vi læse Holberg?

I

Det kan ses af denne Udgaves Fortale, at her grupperes Holbergs Skrifter kronologisk efter Genrernes Gennembrud i Forfatterskabet. Efter det juridiske Ungdomsarbejde (Bind I) følger de geniale Digterværker (II-VII); dernæst bl. a. Prøver paa den modne Historikers Skrifter (VIII) og efter Digterfilosoffens senere Indsats (IX) udfolder Vismanden sin Livsfilosofi i essayistisk Prosa (X-XI). Til Slut samles Holbergs selvbiografiske Kommentar til hele Forfatterskabet (XII).

For den nye Læser og da ganske særlig den unge Dansker eller Nordmand, som har det Held at løbe ind i Holberg, er det nok at foretrække, at Begyndelsen sker med Komedierne (Bind III-VII). Der er i hver af Holbergs Komedier en Historie; mange af dem er skrevet over en Novelle el. lign., som det kan ses af Udgavens Indledninger til dem. Derfor taler de til Fantasien. Figurer rejser sig, støder sammen i dramatiske Situationer, en Handling udspiller sig for Læserens Øje. Efter eller samtidig med Komedierne bør man læse Holbergs Historie om sig selv, hans Livsroman, som fylder det meste af Udgavens sidste Bind. Og herfra gaar to Veje, til Fantasiens og til Virkelighedens Holberg. Den første kommer i Niels Klims underjordiske Rejse (Bind IX) med en Utopi, en Skildring af det ideale Samfund; den anden øser Erfaringer baade af Historien og de aktuelle Forhold. Vigtige Blade af denne Historiker og Økonom er her for første Gang 368 samlet i ét Bind (VIII), som man kunde kalde: Holberg og Samfundet. Filosofien bag dette Samfundssyn finder Læseren, naar han derefter tager fat paa Udgavens Optakt, Natur- og Folkeretten (Bind I). Fra alle Sider falder der nu Lys paa Peder Paars og de lange Skæmtedigte (Bind II), hvis Komik og Ideer ikke aabner sig uden videre for den uforberedte. Helt aktuel er den muntre Digterfilosofs Protest mod Kønsdiskrimination, Zille Hansdotters Forsvarsskrift for Qvinde-Kiønnet. Springet er nu ikke langt til Fablerne (Bind IX) og Epigrammerne, som danner Optakt til Moralske Tanker (Bind X) og Epistler (Bind XI), hvori den aldrende Forfatter i Spøg og Alvor mønter sine Livserfaringer ud i korte Artikler. Den gode og grundige Læser vil hurtigt opdage, at Vejen til Holberg er lettet for ham. Billedstoffet anskueliggør Holbergs Verden, og de ret udførlige Billedtekster fører ind i Værkerne. Foran hvert Skrift er anbragt en Indledning, der gerne skulle give Stof til Eftertanke under Læsningen af Skriftet. Som Optakt til hver Komedie er fortalt en Historie eller udviklet et Tema, som har nær Tilknytning til Komedien. De nødvendige Noter er anbragt umiddelbart efter hvert Skrift: Der er altsaa sørget for, at Læseren faar Forklaringen paa Stedet; mange historiske eller sproglige Oplysninger er derfor givet adskillige Gange inden for Udgaven. For den nye Læser: kig altid Noterne igennem, der er flere Fælder i Holbergs Sprog end man gerne forestiller sig - se Eksempler Bind I, S. 424! -

II

Saa er Løbet da kørt, og Udgiveren kan overveje sit eget Forhold til de tolv Bind. Det har været en stor Tilfredsstillelse at bestemme denne Folkeudgaves Indhold og Titel. Med særlig Glæde tænker jeg paa tre af Bindene: det første der ligesom bragte Holbergs Natur- og Folkeret tilbage til Litteraturen; det ottende der forenede vigtige kendte og mindre kendte Tekster af Holberg, samt det 369 tolvte, til hvilket Christopher Maaløe har leveret en humørfyldt ny dansk Oversættelse. Da Indledninger og Noter fortrinsvis har Adresse til begyndende Læsere, er det en særlig Forlystelse at indlægge nyvundne Resultater, saa at Kenderen maa sige: Det vidste jeg min Tro ikke! (F. Eks. II, S. 11, om »Tredie Edition«, og S. 273, om V og F; samt adskilligt i Indledningen XII, S. 9 ff.). Jeg har stor Lyst til at takke Volmer Rosenkilde for inspirerende Samarbejde med Billedvalg og Billedtekster. Jeg takker ogsaa mine Medarbejdere ved Noteapparatet, nævnt hver paa sit Sted. Deres Indsats har haft stor Betydning for Udgavens Fremadskriden; det redaktionelle Ansvar for Noterne er fuldtud mit. For kyndig Bistand ved Behandlingen af græske og latinske Tekster takker jeg Professor, dr. Gerhard Bendz, Docent, dr. Thorkild Breitenstein og Overinspektør H. D. Schepelern. Tak til Museumsinspektør Klaus Neiiendam, der, redebon som altid, har staaet mig bi i Spørgsmaal inden for Teaterhistorien. Tak til Holbergianernes Nestor, Kontorchef E. Spang-Hanssen, som med vaagent og venligt Øje har fulgt den trykte Udgave, Bind for Bind, og givet Meddelelse om Trykfejl o. lign. Endelig en særlig Tak til Chr. Augustinus Fabrikkers Fond (Augustinus' Fond), som ved en Bevilling har muliggjort Arbejdet med den nye Oversættelse af Holbergs Selvbiografi.

København, i August 1971.
F. J. Billeskov Jansen.
370

RETTELSER OG TILFØJELSER

I, S.89, L. 8 f.n.: α$8016;λοχ949;ιρίαlæs: αὐτοχειρία
I, S. 125, Randnote: Omi nøgen, læs: Om nogen.
I, S. 213, L. 10: ἰραυόςlæs: ἔρανος
I, S. 347, L. 14: Ἐνεχυριασηοόlæs: Ἐνεχυριασμός
II, S. 357, L. 5: H ( = Hans) og L. 6 T (= Thøger) skal byttes om.
III, S. 327, L. 4: 1724, læs: 1723.
V, S. 46, L. 2: Pultem er Akkusativ af lat. puls, der betegner en Slags Grød, og som den falske Doktor forveksler med pulsus, Puls.
V, S. 46, L. 22-23: pous ...podos skal byttes om.
V, S. 127, L. 2 f.n.: styrker, læs: styrter.
VI, S. 202, L. 2: Metropolitanskolen oprettedes o. 1209 som Domskole til Vor Frue Kirke.
VII, S. 450, L. 4: endnu, læs: endnu ikke.
VIII, S. 66, L. 7 f.n.: Nordiskt, læs: Nordiske.
VIII, S. 104, L. 17: Psætext, læs: Prætext.
VIII, S. 332, L. 3 f.n.: Metzen, læs: Matzen.
VIII, S. 343, L. 5 f.n.: 1935, læs: 1735.
IX, S. 364, L. 15: saa lykkelig etc., læs: sag kunde være til saadan Koldsindighed, som Herren lod. - Denne Trykfejl er saa ejendommelig, at den fortjener en Forklaring. Linjen var korrekt i 1. Korrektur. 6. Linje i 97. Fabel havde en Fejl: optrøkken for optrokken. Den rettede Linje blev skudt ind som 6. Linje i 95. Fabel, hvor den blev staaende, fordi 95. Fabel var fejlfri i 1. Korrektur og derfor ikke fordrede Eftersyn i de følgende Korrekturer. Inden 2. Korrekturen rettedes Fejlen optrokken igen, og Linjen kom denne Gang paa sin rette Plads i 97. Fabel.

371

FULDSTÆNDIG BILLEDFORTEGNELSE
FOR ALLE TOLV BIND
Systematisk ordnet
(Numerisk Fortegnelse findes i hvert Bind)

    HOLBERG PORTRÆTTER

  • Maleri af Ludvig Holberg, Sorø Akademi ............ l I
  • Tre Udkast til Holberg Statuer ...................... 27 I
  • Wilh. Marstrand: Den unge Holberg ................ 31 I
  • Holberg i Rom. To Tegninger af Wilh. Marstrand ....33-34I
  • Charlotte Dorothea Biehl kastrerer Holberg .......... 41 II
  • Holberg, Officeren og Modejunkeren. Tegning af Wilh. Marstrand......................................... 108 IV
  • Ludvig Holberg. Kobberstik af J. Chevillet ............ 153 VII
  • Holberg skriver sine Epistler. Tegning af Wilh. Marstrand ............................................ 237 XI
  • Holberg i Fruentimmer-Selskab. Tegning af Wilh. Marstrand ............................................ 240 XI
  • Holberg og Diogenes med Tønden. Kobberstik af Theophilus Laan...................................... 241 XI
  • Holberg og Diogenes med Tønden. Kobberstik af Theo-
  • philus Laan og Jonas Haas ........................ 242 XI
  • Ældste kendte Portræt, stukket af Chr. Fritzsch 1731 . . 248 XII
  • Kobberstukket Portræt 1752 af O. H. de Lode ........ 259 XII
  • Relief af Holberg fra dennes sidste Aar 1751 ........ 260 XII
  • M. G. Arbien's Forarbejde til Mindemedalje 1755 .... 261 XII
  • Mindemedalje ...................................... 262 XII
  • Medaljonbillede ....................................263 XII
  • Portrætminiature .................................... 264 XII
  • Holberg Buste modelleret af Thorvaldsen 1839 ........ 265 XII
  • Kobberstik af W. Heuer ............................ 266 XII
  • Vilh. Bissens Helstatue af Holberg 1898............ 267 XII
  • Th. Stein's Helstatue af Holberg 1875 ................ 268 XII

    ANDRE PORTRÆTTER

  • Anna Catharina (von Passow). Kobberstik efter 1757 . . 156 VII
  • Dorothea Engelbrecht's Datter. Kobberstik 1681...... 23 I
  • Frederik IV. Maleri ................................ 232 X
  • 372
  • Hugo Grotius. Kobberstik.......................... 9 I
  • Greve Henrik VI af Reuss. Maleri 1742 .............. 244 XI
  • Thomas Hobbes. Kobberstik........................ 10 I
  • Marcus Ulsøe Hortulan. Tegning 1778.............. 155 VII
  • Samuel Pufendorf. Kobberstik ...................... 11 I
  • Christopher Pauli Rose. Maleri ...................... 124 V
  • Frederik Rostgaard. Maleri 1741.................... 39 II
  • Johan Adolph Scheibe. Miniature 1750.............. 40 II
  • Caroline Thielo. Kobberstik ........................ 157 VII
  • Christian Thomasius. Kobberstik.................... 12 I

    HOLBERG I NORGE

    • Bergen

    • Holberg's Fødested................................ 13 I
    • Bergen set i Fugleperspektiv omkr. 1740 .............. 15 I
    • Havnen. Akvarel fra 1816.......................... 16 I
    • Passage i Bredsgaarden............................ 17 I
    • Latinskolen .......................................... 18 I
    • Mindeplade......................................... 19 I
    • Raadhuspladsen i det 18. Aarhundrede.............. 20 I
    • Byporten. Gouache fra 1817........................ 21 I
    • Tyskebryggen ...................................... 22 I
    • Det Lem'ske Silketæppe ............................ 24 I
    • Holberg's Fars Vaaben og hans eget Signet .......... 25 I

      Voss

    • Præstegaarden ....................................... 26 I

    HOLBERG I KØBENHAVN

  • Admiral Gjeddes Gaard ............................ 29 I
  • Borch's Kollegium .................................. 30 I
  • Amagertorv set fra Vest ............................ 63 III
  • Nicolai Eigtved's Teater paa Kongens Ny Torv. Omkr.
  • 1750 ............................................. 151 VII
  • Gjethuset og Gavlen af Eigtved's Teater. Maleri omkr. 1748-50.......................................... 152 VII
  • Holberg's Professorbolig paa Hjørnet af St. Kannikestræde og Fiolstræde .............................. 172 VIII
  • Kakkelovn fra Hassel Jernværk ...................... 173 VIII
  • Maleri af Vesterport paa Holberg's Tid .............. 174 VIII
  • Holberg deltager i Møde i Videnskabernes Selskab 1745.............. 206 X
  • Holberg's Bolig 1734-40 paa Hjørnet af Gammeltorv og Nygade .......................................... 235 XI
  • Tamperretten. Kobberstik fra1754 .................. 254 XII
373

    HOLBERG PAA GODSERNE
    BRORUPGAARD OG TERSLØSEGAARD

  • Landevejen ved Brorupgaard ........................ 175 VIII
  • Indkørslen til Brorup Hovedgaard.................. 176 VIII
  • Kariol fra 1700tallet................................ 177 VIII
  • Uddrag af Købekontrakten paa Brcrupgaard ........ 178 VIII
  • Staklebro over Tudeaa .............................. 179 VIII
  • Kort over de Holberg'ske Besiddelser Nord for Slagelse og Sorø ............................................ 180 VIII
  • Udsnit af Kort over Brorupgaards og Omegns Marker 181 VIII
  • Tersløsegaard. Tegning fra 1861 ...................... 209X
  • Tersløsegaards Hovedbygning........................ 210X
  • Opkørsel til Tersløsegaard.......................... 211 X
  • Indgangsdøren til Tersløsegaard...................... 212 X
  • Tersløsegaard. Facade mod Haven................... 213 X
  • Middelalderlig Brønd paa Tersløsegaard .............. 214 X
  • Stenbordet i Tersløsegaards Have .................... 215 X
  • Træer fra Holberg's Tid i Terslosegaards Have...... 216 X
  • Tersløse Kirke ...................................... 217 X
  • Enkesædet paa Tersløsegaard ........................ 218 X
  • Procession af Kreaturer foran Terslosegaards Have .... 219 X
  • Stue i Tersløsegaard ................................ 220X
  • Sommerstuens Dobbeltdør ud til Tersløsegaards Have. . 221 X
  • En af Sommerstuens Dørindfatninger ................ 222X
  • Loftet over Tersløsegaards Hovedfløj................ 223 X
  • Den middelalderlige Kælder under Tersløsegaard .... 224 X
  • Sulekarret i Tersløsegaards Kælder.................. 225 X
  • Skrin til Værdipapirer paa Tersiøsegaard ............ 226 X
  • Laaget af samme.................................... 227 X
  • Axel Brahe's Kridtsten paa Tersløsegaard ............ 228 X
  • Aftryk af Ulvefod i Munkesten i Tersløsegaards Sokkel 229 X

    HOLBERG I BYEN SORØ
    OG SORØ AKADEMI

  • Sorø Akademi. Kobberstik fra 1749 .................. 192 IX
  • Frederik V's Ankomst til Akademiet 1749............ 193 IX
  • Frederik V's Afrejse fra Akademiet 1749............ 194 IX
  • Jens Kraft demonstrerer fysiske Eksperimenter paa Akademiet 1749 ................................. 195 IX
  • Klosterporten i Sorø ................................ 196 IX
  • Maleri med Sorø Byport ............................ 197 IX
  • Klosterporten ind til Akademiet i 1700tallet.......... 198 IX
  • Ingemann's Hus og Østfløjen af Akademiet. Pastel omkr. 1790 ....................................... 199 IX
  • 374
  • Klosteralleen og Molbech's Hus. Pastel fra 1804 ...... 200 IX
  • Parterrehaven Syd for Akademibygningen. Maleri omkr. 1790............................................. 201 IX
  • Akademiets Kro i Sorø .............................. 202 X
  • Samme set fra Gaarden............................ 203 X
  • Akademiets Bogtrykkergaard ........................ 204 X
  • Molbech's Hus og Gartnergaarden.................. 205 X
  • Holberg's første Gravkammer i Sorø Kirke.......... 257 XII
  • Holberg's endelige Marmorsarkofag .................. 258 XII

    HOLBERG PAA REJSE

  • Indførsel i Bodleian Library's Gæsteprotokol i Oxford 2 I
  • Læsesalen i Bodleian Library ........................ 3 I
  • The Mary Magdalen College i Fugleperspektiv ........ 4 I
  • Spisesalen i samme Kollegium...................... 5 I
  • The Magdalen Bridge ............................... 6 I
  • Loftsmalerier i Apoteket i Trinità dei Monti i Rom .... 32 I
  • Holberg i Rom. To Tegninger af Wilh. Marstrand .... 33-34 I
  • Holberg besøger Marie Grubbe ...................... 236 XI

    VÆRKER
    TITELBLADE OG ILLUSTRATIONER

    • Introduktion 1711

    • Titelblad og Frontispice ............................ 7I
    • Anhang 1713, Titelblad........................... 7 I

      Natur- og Folkeret 1716

    • Titelblad.......................................... 8I

      Bergens Beskrivelse 1737

    • Titelblad.......................................... 14I

      Dannemarks og Norges Beskrivelse 1729

    • Titelblad.......................................... 35I

      Peder Paars

    • Titelblad til Første Part, 1719 ...................... 36 II
    • Titelblad og Frontispice, 1720 ...................... 37 II
    • Holberg's tidligere formodede eget Eksemplar af 1720 Udgaven...................................... 38 II
    • På Skibet. Træsnit af A. Kittendorff. 1. Bog, 1. Sang 42 II
    • Avind hos Æolus. Tegning af Wilh. Marstrand.1. Bog, 1. Sang .................................. 43 II
    • Portræt af Peder Paars. Omslagstegning af Louis Moe 44 II
    • 375
    • Venus hos Neptun. Tegning af Hans Nikolai Hansen. 1. Bog, 1. Sang ................................ 45 II
    • Kampen paa Anholt. Træsnitudkast af Povl Christen sen. 1. Bog, 2. Sang ............................ 46II
    • Skipper Børre. Tegning af Louis Moe. 1. Bog, 3. Sang 47 II
    • Bogslagsmaalet paaUniversitetet. Tegning afHans Nikolai Hansen. 1. Bog, 3. Sang ................ 48 II
    • Fama og Avind. Tegning af Louis Moe. 1. Bog, 3. Sang 49 II
    • Man Fogden saae til Hest. Tegning af Wilh. Marstrand. 1. Bog, 5. Sang .......................... 50 II
    • Gunnild og Katten. Tegning af Hans Nikolai Hansen. 2. Bog, 3. Sang................................ 51 II
    • Jens Blok's og Gunnild's Kamp. Træsnit fra Udg. 1720. 2. Bog, 3. Sang ............................ 52 II
    • Jens Blok's og Gunnild's Kamp. Tegning af Wilh. Marstrand. 2. Bog, 3. Sang ...................... 53 II
    • Jens Blok's og Gunnild's Kamp. Tegning af Hans Ni kolai Hansen. 2. Bog, 3. Sang .................... 54 II
    • JensBlok's og Gunnild's Kamp. Tegning af Louis Moe. 2. Bog, 3. Sang ............................ 55 II
    • Nille klager fra Stranden over Paars' Flugt. Træsnit fra Udg. 1720. 3. Bog, 3. Sang .................. 56 II
    • Subscriptions-Plan til Udg. 1772 ..................57-58 II

      Democritus og Heraclitus 1721

    • Titelblad ........................................... 59 II

      4re Skiemte-Digte 1722

    • Titelblad ........................................... 60 II

      Metamorphosis 1726

    • Titelblad ........................................... 61 II

      Mindre poetiske Skrifter 1746

    • Titelblad ........................................... 62 II

      Samling af adskillige nye Samtaler

    • Titelblad ............................................ s. 10 VIII

      Anden Samtale imellem tvende Kiøbmænd 1729

    • Titelblad ............................................ s. 24 VIII

      Betænkning over Qvæg-Sygen 1746

    • Forside .............................................. s. 52 VIII

      Dannemarks Riges Historie

    • Titelblad til Tomus I, 1732 ........................ s. 78 VIII
    • Trykforlæg til 2. Udgave .......................... 171 VIII
    • Titelkobber til 2. Udgave, 1753 .................... 259 XII
    376

      Almindelig Kirke-Historie

    • Titelblad til Tomus I, 1738 ........................ s. 110 VIII

      Helte-Historier

    • Titelblad til Tomus I, 1739 ........................ s. 176 VIII

      Heltinde-Historier

    • Titelblad til Tomus I, 1745 ........................ s. 274 VIII

      Jødiske Historie

    • Titelblad til Tomus I, 1742 ........................ s. 282 VIII

      Herodians Historie 1746

    • Titelblad ............................................ s.296 VIII

      Niels Klim

    • Klim's Hule i Rothaugen Maremine-hollet .......... 183 IX
    • Titelblad og Frontispice til 1. Udgave paa Latin, 1741 184 IX
    • Titelblad og Frontispice til 1. Udgave paa Dansk, 1742 185 IX
    • Abildgaard's Udkast til Klim ved Klippehulen ...... 186 IX
    • Clemens' Kobberstik af Klim ved Klippehulen ...... 187 IX
    • Titelblad til Udgaven 1789 ........................ 188 IX
    • Clemens' Kobberstik af Klim's Nedfart ............. 189 IX
    • Jens Juel's Illustration til Cap. I .................... s. 23 IX
    • Abildgaard's Illustrationer til Cap. II-XVI .......... IX

      Moralske Fabler 1751

    • Titelblad til Biedermann's Utopia, 1649 ............. 190 IX
    • Titelblad ............................................ 191 IX

      Moralske Tanker 1744

    • Titelblad ............................................ 207 X
    • Epigrammata 1749
    • Titelblad ............................................ 208 X
    • Synopsis Historiæ Universalis 1735
    • Titelblad ............................................ 233 XI

      Compendium Geographicum 1735

    • Titelblad ............................................ 234 XI

      Epistler

    • Titelblad til Bind I, 1748 .......................... 238 XI
    • Titelblad til Bind V, 1754 .......................... 239 XI

      Epistola 1728

    • Titelblad til forste latinske Udgave af forste Levnedsbrev................................................ 249 XII
    377

      Opuscula quædam latina 1757

    • Titelblad til første latinske Udgave af første og andet Levnedsbrev .................................... 250 XII

      Livs og Levneds Beskrivelse 1741

    • Titelblad til første danske Oversættelse af de to Levnedsbreve...................................... 251 XII

      Trende Epistler 1745

    • Titelblad og Frontispice til første danske Oversættelse af alle tre Levnedsbreve........................ 252 XII

    KOMEDIER

    • Comoedier

    • Titelblad til første Tome 1723 ...................... 64 III
    • Titelblad til anden Tome 1724 ...................... 92 III
    • Titelblad til 1ste Tome anden Edition 1724 .......... 65 III
    • Titelblad til tredie Tome 1725 ...................... 106 IV
    • Ironisk Pjece af Holberg - tilegnet Bogtrykkeren Povel Phoenixberg..................................... 107 IV

      Den politiske Kandestøber

    • Teaterplakat 1725................................. 67 III
    • To Marstrand-Tegninger, 2. Akt, 2. Scene .......... 68-69 III
    • Maleri af Wilh. Marstrand, 2. Akt, 2. Scene ........ 70 III
    • Raadsherrernes Besøg. Tegning af Vilh. Rosenstand.. 71 III
    • Samme Motiv. Tegning af Wilh. Marstrand .......... 72 III
    • Maleri af Wilh. Marstrand, 4. Akt, 9. Scene ........ 73 III
    • Samme Scene. Tuschtegning af Wilh. Marstrand .... 74 III

      Den Vægelsindede

    • Litografi af A. H. Harttung, 2. Akt, 12. Scene ...... 75 III
    • Litografi af F. B. Westphal, 2. Akt, 17. Scene ........ 76 III

      Jeppe paa Bjerget

    • Kobberstik af J. F. Clemens, 3. Akt, 3. Scene ........ 77 III
    • Osvald Helmuth som Jeppe ........................ 78 III
    • Olaf Poulsen som Jeppe.......................... 79 III
    • Scenebillede paa Det kongelige Teater, 1. samt 4. og 5. Akt, 1902-03 ................................. 80III
    • Jeppe og Jacob Skomager. Tegning af Wilh. Marstrand 81 III
    • Jeppe paa Bjerget. To Tegninger af Wilh. Marstrand 82-83 III Jeppe paa Bjerget. To Træsnit af Povl Christensen .. 84-85 III

      Gert Westphaler

    • Teaterplakat 1722................................. 86 III
    • Fem Illustrationer fra Femaktskomedien. Tegninger af Hans Tegner...................................87-91 III
    378

      Den ellevte Juni

    • Teaterplakat 1723................................. 93 III

      Barselstuen

    • Snustobaksdaase med Billede og Vers .............. 94 IV
    • Bunden paa samme med Billede og Indskrift ........ 95 IV
    • Maleri af Wilh. Marstrand, 2. Akt, antagelig 2. Scene 96 IV
    • Tegning af Wilh. Marstrand, 4. Akt, 3.-4. Scene .... 97 IV
    • Scenebillede fra Det kgl. Teaters Opførelse 1923-24, 5. Akt, 2. Scene ................................ 98 IV
    • Scenebillede fra Det kgl. Teaters Opførelse 1923-24, 5. Akt, 6. Scene ................................ 99 IV

      Det arabiske Pulver

    • Teaterplakat 1726 ................................. 100 IV
    • Tegning af C. A. Lorentzen. Slutningen af 13. Scene 101 IV

      Julestue

    • Persongalleri. Træsnit af P. E. Klæstrup ............ 102 IV

      Mascarade

    • Plakat om Mascarade i Teatret i Lille Grønnegade .. 103 IV
    • Phister som Arv. Kultegning ca. 1860 .............. 104 IV
    • Scenetegning af Peter Cramer omkr. 1750. 2. Akt, 4. Scene ......................................... 105 IV

      Jacob von Tyboe

    • Tegning af Wilh. Marstrand, 2. Akt, 2. Scene ...... 109 IV
    • Stik af Georg Haas, 5. Akt, 11. Scene .............. 110 IV
    • Olaf Poulsen som Oldfux .......................... 111 IV
    • Litografi af Danchell, 5. Akt, 11. Scene ............ 112 IV

      Ulysses von Ithacia

    • Teaterplakat 1727................................. 113 IV
    • To Træsnit af P. E. Klæstrup. 1. Akt, 10. Scene samt
    • 4. Akt, 7. Scene ................................114-115 IV

      Henrick og Pernille

    • Teaterplakat 1724................................. 116 V
    • Litografi af Vilh. Rosenstand, 1. Akt, 6. Scene ...... 117 V
    • Titelfigurerne tegnet af Arne Ungermann .......... 118 V
    • Tegning af N. Wiwel, 2. Akt, 7. Scene .............. 119 V
    • Slutningsscenen. Tegning af Wilh. Marstrand ........ 120 V

      Diderich Menschen-Skræk

    • Teaterplakat ...................................... 121 V
    • Træsnit af P. E. Klæstrup, 7. Scene ................ 122 V

      Hexerie eller Blind Allarm

    • Stik af J. P. Clemens, 5. Akt, 1. Scene .............. 125 V
    379

      Den Danske Skue-Plads

    • Titelblad til første Tome 1731 .................... 126 VI

      Den pantsatte Bonde-Dreng

    • Teaterplakat 1726 ................................. 127 VI
    • Stik af Georg Haas, 2. Akt, 8. Scene ................ 128 VI
    • Slutningsscenen. Tegning af Wilh. Marstrand ........ 129 VI

      Erasmus Montanus

    • Tegning af Wilh. Marstrand. Slutningen af 3. Akt .. 130 VI
    • To Tegninger af Wilh. Marstrand til 4. Akt, 2. Scene 131-132 VI
    • Holberg overværer en Sceneprøve. Skitse af Vilh. Rosenstand. 4. Akt, 2. Scene .................... 133 VI
    • To Tegninger af Wilh. Marstrand til 4. Akt, 2. Scene 134-135 VI

      Pernilles korte Frøiken-Stand

    • Teaterplakat 1727................................. 136VI
    • Tegning af Wilh. Marstrand, 2. Akt, 1. Scene ........ 137 VI

      Den Stundesløse

    • Teaterplakat 1727................................. 138 VI
    • Fire Kobberstik af F. L. Bradt ......................139-142 VI
    • Træsnit af P. E. Klæstrup, 2. Akt, 7. Scene .......... 143 VI
    • Tegning af Wilh. Marstrand, 1. Akt, 6. Scene ........ 144 VI
    • Rorpenstegning af Wilh. Marstrand, 2. Akt, 3. Scene 145 VI

      Den danske Comoedies Ligbegængelse

    • Titelblad fra 1746 ................................. 146 VI

      Den danske Skue-Plads

    • Titelbladene til sjette og syvende Tome 1753-54 ......160-161 VII

      Abracadabra

    • Kobberstik af Clemens, 3. Akt, 1. Scene ............ 162 VII

      DonRanudo

    • Titelblad fra den tysksprogede Originaludgave 1745 . . 163 VII
    • Titelblad fra den danske Oversættelse 1745........ 164 VII
    • Tegning af Hans Tegner .......................... 165 VII
    • Kostume fra omkr. 1750 .......................... 167 VII

      Sganarels Reyse

    • Kostume fra omkr. 1760.......................... 166 VII

      Nye-Aars Prologus

    • Kostume fra omkr. 1760.......................... 166 VII
    • Fortling's litograferede Kartonnage til I. Levin's Komedieudgave 1861 .............................. 169 VII
    • Forordning Anlangende at ingen Comædianter ... 1738 147-149 VII
    • Prologus Til den Comædie som paa Holte ... 1747 .... 150 VII
380

MANUSKRIPTER OG BREVE

    VAABEN, BOOPGØRELSER, ETC.

  • Holberg's Fars Vaaben og hans eget Signet .......... 25 I
  • Professoransøgning 1714............................ 28 I
  • Brev fra Holberg til Aage Rasmussen Hagen i Tronhjem 66 III
  • Holberg's egenhændige Anvisning om Gageudbetaling til Teatrets Acteurs 1752 .......................... 154 VII
  • Carl Thielo's originale Manuskript til Holberg'ske Musikstykker ..................................... 158 VII
  • Niels Clementin's Originalmanuskript til Komediefortegnelse ........................................ 159 VII
  • Holberg's egenhændigt skrevne Titelblad til Heltehistorier, 1739 .................................... 170 VIII
  • Trykforlæg til 2. Udg. af Dannemarks Riges Historie Bd. l.................................................. 171 VIII
  • Uddrag af Købekontrakten paa Brorupgaard .......... 178 VIII
  • Brev om P. E. Kraft's Formidling af Donationen til Sorø243 XI
  • Vaabnet Holberg fik som Baron.................... 245-246 XI
  • Holberg's Laksegl som Baron ........................ 247XI
  • Egenhændigt Manuskriptfragment af Epistel Nr. 447 .. 253 XII
  • Holberg's Død bekendtgjort i Berling'ske Post-Tidende 28. Jan. 1754 ...................................... 255 XII
  • Boopgørelsens Registrant over Restoplag .............. 256 XII

    HOLBERGSKE EJENDELE

  • Messinghaandtaget til Holberg's Spadserestok........ 168 VII
  • Jernklædt Egetræsskrin, kaldet Holberg's Skrin........ 182 VIII
  • Skrin til Værdipapirer paa Tersløsegaard.............. 226 X
  • Laaget af samme.................................... 227 X
  • Kaffekop paa Tersløsegaard ........................ 230 X
  • Holberg's Hattemærke af Sølv ...................... 231 X
381

FULDSTÆNDIG INDHOLDSFORTEGNELSE
FOR ALLE TOLV BIND

Fortale til Udgaven i Bind I, Side 5. Tidstavle i Bind I, Side 8 og Vejledning i Noteapparatet i Bind I, Side 424. I Bind XII Efterskrift:Hvordan skal vi læse HolbergSide 367 og Rettelser og Tilføjelser Side 370.

    I. Natur- og Folkeret

  • Af den berømmelige Norske Handels-Stad Bergens Beskrivelse 11
  • Af Dannemarks og Norges Beskrivelse ...................... 26
  • Naturens og Folke-Rettens Kundskab...................... 43

    II. Peder Paars Skiemte-Digte

  • Peder Paars ...............................................7
  • Indledning til Skiemte-Digtene ............................ 305
  • Fire Skiemte-Digte med Tvende Fortaler .................... 309
  • Democritus og Heraclitus. Satyra I......................... 324
  • Apologie for Sangeren Tigellio. Satyra II. .................. 346
  • Critique over Peder Paars. Satyra III. ...................... 357
  • PoetenraadersingamleVen JensLarsenfraatgiftesig. Satyra IV. .............................................. 372
  • Zille Hans DottersGynaicologia .......................... 389

    III.-VII. Komedier

    • III.

    • Den politiske Kandstøber ..................................15
    • Den Vægelsindede ..........................................91
    • Jean de France...........................................159
    • Jeppe paa Bierget ............................................ 225
    • MesterGert Westphaler .................................. 283
    • Den ellefte Junii .......................................... 327

      IV.

    • Barselstuen.............................................. 9
    • Det arabiske Pulver ......................................... 103
    • Jule-Stue ................................................. 141
    • Mascarade................................................ 173
    • Jacob von Tyboe .......................................... 245
    • Ulysses von Ithacia........................................ 331
    382

      V.

    • Kilde-Reysen .............................................. 9
    • Melampe .................................................. 51
    • Uden Hoved og Hale ...................................... 127
    • Henrick og Pernille........................................ 203
    • Diderich Menschen-Skræk.................................. 267
    • Hexerie eller Blind Allarm ................................ 311

      VI.

    • Den pantsatte Bonde-Dreng ................................ 9
    • Det lykkelige Skibbrud .................................... 55
    • Erasmus Montanus......................................... 139
    • Pernilles korte Frøiken-Stand.............................. 209
    • De Usynlige .............................................. 261
    • Den Stundesløse .......................................... 321
    • Den honnette Ambition.................................... 401
    • Den danske Comædies Liigbegiængelse.................... 453

      VII.

    • Plutus .....................................................9
    • Abracadabra ..............................................85
    • Den forvandlede Brudgom.................................147
    • Don Ranudo .............. ...............................175
    • Philosophus udi egen Indbildning .......................... 251
    • Republiqven ............................................... 333
    • Sganarels Reyse .......................................... 399
    • Nye-Aars Prologus......................................... 433
    • Fortaler ................................................... 449

    VIII. Økonomi og Historie

  • Indledning................................................ 5
  • Indledning til Første og Anden Samtale .................... 11
  • Første Samtale imellem tvende Handels-Mænd .............. 13
  • Anden Samtale imellem tvende Kiøbmænd .................. 25
  • Betænkning over den nu regierende Qvæg-Syge............ 53
  • Af Dannemarks Riges Historie ............................ 79
  • Af Kirke-Historie........................................... 111
  • Af Helte-Historier .......................................... 177
  • Af Heltinde-Historier ...................................... 275
  • Af Jødiske Historie........................................ 283
  • Om Aarsagen til Roms umaadelige Tilvæxt................ 297
  • Baccalaurprogram......................................... 321
  • Rektortale ................................................ 331
383

    IX.Niels Klim Moralske Fabler

  • Niels Klims underjordiske Reise ............................9
  • Moralske Fabler .......................................... 284

    X. Epigrammer Moralske Tanker

  • Indledning................................................7
  • Epigrammer...............................................19
  • Af Moralske Tanker......................................47

    XI. Epistler

  • Indledning ................................................10
  • Fuldstændig Fortegnelse over Epistlerne ....................5

    XII. Erindringer og Breve

  • Tre Breve om mig selv ....................................9
  • Første Brev til en højvelbaaren Herre ......................27
  • Andet Brev til en højvelbaaren Herre ......................177
  • Tredie Brev til en højvelbaaren Herre ......................187
  • Epistoia 447 ............................................... 309
  • Breve og Aktstykker ...................................... 341