Holberg, Ludvig

Det første Brev

Inden for Verdenslitteraturens Selvbiografier hører Holbergs til de mærkeligste. Hans tre latinske Breve om sig selv er en forbavsende Skriftrække. Det første udkom 1728, da han kun var 43 Aar gammel, det næste ni Aar efter, i 1737; det sidste 1743. Mindst overraskende er det midterste, der er kort; det første og sidste har begge en kompleks Karakter; de opløser sig i Dele med hver sit Genrepræg. For at beskrive de Former, under hvilke Holberg beskriver sig selv, maa vi stykkevis gennemgaa hans Levnedsbreve.

Fælles for de tre Epistolæ er den raske og varierede Brevstil, det lette Slag paa Tangenterne. Det er da uden Tvivl denne causerende og pointerende Skrivekunst, Holberg hentyder til, naar han erklærer, at han i disse Epistler efterligner Plinius d. Y., som han ikke kan blive træt af at læse. Plinius var først Advokat; han udgav nogle af sine Taler i Retten, men de er tabte. Han blev Aar 100 Konsul i Rom og takkede efter Skik og Brug Kejser Trajan i en Lovtale, Panegyricus; Holberg huskede dette retoriske Skriftstykke, da han i 1730 skrev sin Mindetale over Frederik IV. Plinius sluttede sin Karriere som kejserlig Legat, dvs. Statholder, over Provinsen Bithynien i Lilleasien. Det var især herfra, han vekslede Embedsskrivelser med Trajan; 121 af disse Breve sluttede sig efter Plinius' Død til de 247 private Breve, som han selv udgav fordelt paa ni Dele eller Bøger, libri. Som en Slags Fortale eller Dedikation begynder 1. Brev, til Vennen Septicius: »Du har ofte opfordret mig til at samle og 10 udgive de Breve, som jeg har skrevet med en vis Omhu«. Som ungt Menneske havde Plinius paa nært Hold oplevet Vesuvs Udbrud i Aar 79; hans Onkel, Naturforskeren Plinius d. Æ., var omkommet under Udforskningen af denne Naturkatastrofe, den største i klassisk Oldtid. Mange Aar efter bad Historikeren Tacitus den yngre Plinius om at meddele ham sin egen Beretning om disse Begivenheder. Plinius svarer (6,16): »Du beder mig fortælle om min Onkels Død, for at du kan lade en nøjagtig Fremstilling gaa videre til Eftertiden... Jeg anser dem for lykkelige, hvem det ved Gudernes Gave er givet enten at gøre noget, der er værd at skrive om, eller at skrive noget, der er værd at læse; men som den lykkeligste anser jeg dem, som begge Dele er blevet beskaaret. Blandt dem vil min Onkel nævnes, takket være saavel hans egne Skrifter som dine. Saa meget hellere vil jeg gøre det du beder mig om, ja jeg kræver endog at faa Lov til at gøre det.«

Som A. Kragelund har paavist det, er Holbergs Optakt til den første Epistel laant fra dette Sted hos Plinius, suppleret med et Udtryk fra samme (7,2) om Værker, der er saa ringe, at man knap kan forlange, at Folk, der ingenting har at bestille, skal spilde deres Tid derpaa. Og med Beskedenhedsformularen overtager Holberg Adressaten. Han gør sin Selvbiografi til et Brev og retter dette til en opdigtet højvelbaaren Mand: Vir perillustris er, som Kragelund siger, et Skyggebillede af Tacitus, og - kan man tilføje - tillige af den Kejser Trajan, som Plinius skrev til i fortrolig Ærbødighed.

Men Holberg fører Fiktionen videre. Med klædelig Ubeskedenhed lader han den fornemme Herre selvraadigt udgive den første store Epistel, ledsaget af følgende Forord:

»Den berømte Forfatter har ført en omtumlet Tilværelse. Han har begivet sig paa adskillige Udenlandsrejser, selv om han ingen Penge havde, og hans Liv har været ret urofyldt, fordi de satiriske Vers, Skæmtedigte og Komedier, han har skrevet, har forskaffet ham en Del 11 Ubehageligheder. Derfor haaber jeg at det vil glæde hans Landsmænd at dette Brev bliver udgivet - det er skrevet med hans sædvanlige Vid, som gør at selv de ligegyldigste Smaatterier er værd at læse. Netop fordi Forfatteren har været saa haardt kritiseret af sine Landsmænd, haaber jeg at kunne faa Tilgivelse for den Dristighed jeg her udviser ved uden hans Vidende at udgive et Brev, der nok er skrevet til en Ven, men dog ogsaa har til Formaal at udbrede Forfatterens Ry. Desuden vil Brevet kunne overbevise dem der mener at der hverken bliver skrevet eller kan skrives noget paa Dansk, om at de har taget fejl.«

Man kan af denne Præsentation nok ane, at Selvbiografien fra 1728 efter Indhold og Formaal falder i flere Dele. Vi kan præcisere, at det drejer sig om tre: 1. en romanagtig Skildring af Ungdommens Vandreaar; 2. en Redegørelse for det digteriske Forfatterskab og de Ulejligheder, dette forvoldte sin anonyme Forfatter; 3. et moralsk og psykologisk Selvportræt.

Allerede den fingerede Udgivers Forord er Roman, og maaske efter ganske frisk Inspiration. I Efteraaret 1726 udsendte Jonathan Swift i London »Rejser til forskellige af Verdens fjerne Folkeslag af Samuel Gulliver, først Kirurg og derefter Kaptajn paa forskellige Skibe«. Swifts Navn forekom ikke i Skriftet; Gulliver optraadte som dets Forfatter, men ikke som Udgiver. I en Fortale til Læserne skriver Gullivers Fætter, Richard Sympson, at Kaptajnen har overladt ham sine Papirer og bemyndiget ham til at disponere over dem. Idet han nu udgiver Gullivers Rejseskildring, gør han opmærksom paa, at han har strøget »Utallige Steder vedrørende Vinde og Strømforhold,... de detaljerede Beskrivelser i Sømandsstil af Skibets Manøvrering i Stormvejr... Jeg har Grund til at mene, at Mr. Gulliver ikke vil være ganske tilfreds dermed, men det var nu min Beslutning at tilpasse Værket saa meget som muligt til Gennemsnitslæserens Forudsætninger« (H. C. Huus' Oversættelse, 1943). Mr. Gulliver protesterede mod Strygningerne i et Brev, som først fremkom i 12 Udgaven af 1735. Men et Ekko af Sympsons Hensyn til Læseren kan vistnok høres hos Holberg, hvor han beretter om Overfarten fra Marseille til Genua: »Jeg vil ikke fortælle om selve Sejladsens Forløb... Jeg er nemlig bange for, at Sømandsudtryk som sydvest, nordost og saa videre skal skurre i Deres sarte Øren«. (S. 85).

For det 18. Aarhundrede stod Plinius d. Y. som det ideale Menneske. 1766 udsendte en lærd Benediktiner, L.-M. Chaudon et biografisk Leksikon, Nouveau Dictionnaire historique, som blev en stor Succes; det blev optrykt adskillige Gange. Indtil 4. Udgave blev Plinius samlet karakteriseret som en gavmild, fin og venlig Herre, maadeholden og beskeden i Levevis, »en god Søn, Ægtemand, Fader, Borger og Embedsmand, en tjenstfærdig og trofast Ven. Den hedenske Oldtid har ikke haft mere dydig Mand, og han vilde have været en Pryd for Kristendommen«. I 5. Udgave, 1783, føjes nye Detaljer til hans Biografi. Han er ikke blot Advokaten, der førte Sager uden Udsigt til Profit, og Statholderen, der forsvarede de Kristnes Sag, men tillige en Velgører, der forstod at give med Fornuft og Taktfuldhed. Han skænkede sin Fødeby, Como, et Bibliotek, med en Sum til dets Drift, og da Byen savnede et Gymnasium, tilbød han at betale Lærerlønningerne derved; dog kun med en Tredjedel, fordi han skønnede, at Elevernes Forældre vilde sørge bedre for Skolen, naar de selv skulde udrede Resten.

Holberg kom med Tiden til at ligne denne fornemme og generøse Patriot, men den Holberg, som i Levnedsbrevets første Halvdel vandrer fattig rundt paa Europas Landeveje, ligner aldeles ikke sit stilistiske Forbillede. Derimod ligner han f. Eks. den Gil Blas de Santillane, som var Titelpersonen i Lesage's Aventurier-Roman, hvis første seks Bøger var udkommet 1715 og de næste tre 1724; de sidste tre kom først 1735. Gil Blas er en ludfattig Student, der som syttenaarig sendes ud i Verden, stolt af sin Disputerekunst og forsynet med 40 Dukater. Men han bliver snart snydt af en Bondefanger, derefter taget til

13

Fange af Røvere, som gør ham til Køkkenkarl. Da han flygter, lærer han at klare sig ved alle Slags Kneb, som Lakaj, Doktorlærling; ved 6. Bogs Slutning er han blevet Hushovmester hos en adelig Ven; i de seks følgende lærer han det usikre Liv paa Samfundets Top at kende. Gil Blas er ikke en skurkagtig Gavtyv, en picaro, som Hovedpersonen i de spanske Romaner, Lesage oversatte og efterlignede, men en letfængelig Sjæl, som skiftevis har Held og Uheld, en Mand der bliver sig sine Muligheder bevidst og udnytter dem. Han er en farende Student, som maa finde sig i Ydmygelser, men aldrig forhærdes. Som Famulus hos en kynisk Læge kunde han ikke vænne sig til at se sine Patienter dø paa Stribe.

Nu nævner Holberg aldrig Lesages store og meget underholdende Roman (se Bind V, S. 203-04), og det er ikke sandsynligt, at han har lagt sin Ungdomshistorie an efter denne Eventyrerroman. Men der er et tidshistorisk og genrehistorisk Slægtskab mellem Gil Blas og den unge Ludvig Holberg, hvis Vanskeligheder og Ydmygelser skildres saa aabenhjertigt, som forekom de i en Roman og ikke i en værdig Samfundsborgers Selvbiografi. Baade i Holland og England behandles denne teologiske Kandidat, paa Grund af sit Udseende, som en Dreng (S. 39-40). Baade i Kristiansand og i Oxford bruger han mellemfine Fiduser for at tjene Penge (S. 43 og 48). Han lader i Oxford og London sin velbeslaaede Ven Christian Brix betale og tager mod engelske Kollegiestudenters Middagsinvitationer, men han viser ogsaa sin Stolthed og Taknemlighed, da de tilbyder ham rede Penge til at rejse hjem for. Holberg bekender, at han i Aachen forsøgte at løbe fra en Hotelregning, men blev grebet af Værten, der havde ham mistænkt, og han maatte betale til sidste Hvid (S. 40). Han kunde jo ogsaa være kommet for Øvrigheden.

Som Gil Blas bliver Holberg udsat for Overlast, men slipper helskindet (S. 82); efter at hans Skib ud for Italiens Kyst har været truet af Pirater, ser han sig i 14 Fantasien som betroet Mand i den algierske Sørøverstat! (S. 94). Ved den sproglige Udformning af denne Begivenhed tager han især sin Tilflugt til en Roman, Petronius' saftige Satyricon, som paavist af A. Kragelund.

Holberg lader sin Udgiver betone den rejsende Forfatters Fattigdom og Genvordigheder. Han fortæller jo selv, at Lysten til at komme ud vaktes, da han i Voss læste Magister Niels Smeds Dagbøger fra Ungdomsvandringer i hele Europa (S. 37). Paa en engelsk medicinsk Student, den senere bekendte Forfatter Oliver Goldsmith (1728-74), virkede Holbergs latinske Rejsebog paa samme Maade. Goldsmith læste den som Historien om en fattig ung Mand, der gjorde Europa til Fods, uden Penge, Anbefalingsskrivelser og Venner: »En god Stemme og en overfladisk Færdighed i Musik var hans eneste Ressourcer, saa han rejste om Dagen og om Aftenen sang han ved Bøndergaardene for at faa Husly for Natten«. Og som Goldsmith troede Holberg havde klaret sig, forsøgte han selv under Ungdomsvandringer i Holland, Frankrig, Schweiz og Italien. (The Present State of Polite Learning, Kap. 5; O. Goldsmith: Collected Works, by Arthur Friedman, I, 1966, S. 284 f.).

I Optakten til Epistelen betonede Holberg, at han kun har Smaatterier at fortælle; i Udgiverens Fortale siges, at disse Ligegyldigheder er skrevet med hans sædvanlige Vid. Med denne dobbelte captatio benevolentiæ forsøger han saaledes to Gange paa Forhaand at tækkes Læseren: der er Underholdning i Vente! Han vil ikke kede sin Læser, som den spanske Adelsmand Don Juan, der tog til Rom, blev der nogle Dage, rejste hjem og lod sig fejre (S. 28 og 93). Jeg vilde gerne vide, hvad det er for en Rejsende, Holberg hentyder til. Sikkert er det, at han vil more sin Læser. Midlerne hertil er aabenlyse. Han fortæller Historier, hvor han selv optræder, men som samtidig kaster komisk Lys over andre. Der er to Hovedarter. Der er den enkle Portrætanekdote. Holberg lader os opleve en Biperson i én karakteristisk Situation, som 15 tegner Mennesket. Saaledes Læreren i Bergen der lod sig kalde ved sit Øgenavn (S. 31) og Onklen Peder Lem der kun paa Skrømt irettesatte Disciplen Holberg for nogle Spottevers (S. 35). Eller Skibskokken der i en farlig Situation faar det geniale Paahit at kaste sin Pengepung i Gryden, hvor Snavset koger ud i Suppen (S. 37). Saadanne Engangspersoner kendes f. Eks. fra Gil Blas' Historie. Gil beretter om sin Morbroder, der var halvfjerde Fod høj, overmaade tyk og uden Hals, at han vilde lære Drengen at læse. Onklen var Kannik, og Undervisningen »kom ham selv tilgode, for mens han lærte mig Bogstaverne, kom han atter til at beskæftige sig med Læsning, og langt om længe lykkedes det ham ogsaa at kunne læse flydende op af sin Bønnebog, og det havde han aldrig kunnet før.«

Den anden Art Historie er den store humoristiske Episode, udført med Omhu for Detaljen. Der kan være to eller flere Optrædende, som under Spøgeriet hos Oberst Krog (S. 32-33), Balladen omkring Paastanden, at Kvinder ikke er Mennesker og den store franske Duel i Kristiansand (S. 43 ff.). Hvis man vil studere en Virtuos saavel i den karakteriserende Anekdote som i den bredere udførte Billedrække, skal man læse den samtidige Saint-Simon (1675-1755), hvis Erindringsværk ingen Litteratur har Magen til. Vi har her en Fordel frem for Holberg, for Saint-Simons Mémoires udkom 1788-89, altsaa efter Holbergs Død, i en forkortet og forvansket Udgave, og først 1829-30 i autentisk Skikkelse.

Holberg har en morsom Vane, som minder baade om Scener i hans Komedier og om Steder i hans Essays: han samler flere Anekdoter, her altsaa selvoplevede, som har en beslægtet Komik. Saaledes en hel Række om fremmede Nationers Vankundighed om Norden (S. 44), snurrige Oplevelser med Skildvagter (S. 63-65), latterlige Fejltagelser med Bogtitler (S. 144).

Det er yderst sjældent, at Holberg i sin Ungdoms Roman ræsonnerer over sin aandelige Udvikling. Det 16 eneste Punkt af Betydning er nok hans Meddelelse om, at det i Oxford gik op for ham, at han vilde være Forfatter og vinde Ry ad den Vej (S. 59). Levnedsbrevet faar ny Karakter, hvor Holberg bredt beretter om sin Opvaagnen til satirisk Produktivitet, under Striden med Andreas Hojer, og derefter til fri poetisk Skaben. Det falder sammen med, at han som lønnet Professor befris for Næringssorger. Vi er da fra Romanen om en fattig og fuglefri Omstrejfer kommet til Historien om en Digters Gennembrud og Forløbet af hans Besættelse. Ifølge den fornemme Udgivers Fortale skulde han ikke spares for Modgang og Mistænkeliggørelse.

Det kan give Perspektiv her at omtale nogle samtidige europæiske Forfatteres Autobiografier. Fjernest fra Holberg staar den fromme Selvbiografi. Den dynamiske svenske Prælat Jesper Svedberg (1653-1735), Fader til den navnkundige Swedenborg, skrev for sine Børns Skyld en Levnedsbeskrivelse, Lefwernes Beskrifning, hvor han vil vise, hvorledes Forsynet Gang paa Gang greb direkte ind i hans Liv. Hvert af de seks Børn fik et haandskrevet Eksemplar af Faderens Selvbiografi; først 1941 blev den trykt. Den tyske Teolog og Pædagog August Hermann Francke (1663-1727) sendte sin aandelige Fader, Philipp Jacob Spener, en indgaaende, fint nuanceret Beretning om alle Faser i sin pietistiske Omvendelse. Denne Selvskildring skulde bruges til at omvende andre. Pietismens Omsorg for den Enkeltes Frelse blev en ny Vej til at granske sin Sjæls Historie. Bekenntnisse einer schönen Seele, i Goethes Wilhelm Meisters Lehrjahre (1795-96) har Udspring i denne nye religiøse Selvanalysering.

Den 22. Marts 1714 skrev den store tyske Filosof Leibniz til en fransk Ven, Louis Bourguet, som da færdedes i lærde Kredse i Venezia: »Jeg vilde ønske, at Skribenterne vilde give os deres Opdagelsers Historie og de Etaper, ad hvilke de er naaet til dem.« Tanken slog vistnok an blandt Venezianerne. Nogle Aar senere opfordrede grev Gian Artico di Porcia italienske Lærde til at forfatte deres 17 Tankers Tilblivelseshistorie; blandt de indkomne Bidrag blev kun ét trykt, men det var ogsaa forfattet af en Mand, der senere skulde regnes for Italiens største Filosof. Vita da Giambattista Vico scritta da medesimo var afsluttet 1725 og udkom 1728, altsaa samtidig med Holberg. Med Omhu beskriver Vico (1668-1744) hvad han lærte af sine Lærere og - ikke mindst - paa egen Haand, samt hvorledes de Ideer, som skulde indgaa i hans Filosofi, efterhaanden byggedes op. Man skal forstaa, at Forsynet havde sin Andel i Væksten. Vico led to store Skuffelser, men de blev til Lykke for Hovedværket. Han blev forbigaaet ved Besættelsen af en juridisk Lærestol, men derved kunde han koncentrere sig om den Historiefilosofi, som blev hans store Indsats. En Mæcen havde lovet at bekoste Trykningen af Hovedværket; da han sprang fra, maatte Vico af Nød forkorte Skriftet, hvad det vandt meget ved. - Da Leibniz' Elev, Rationalisten Christian Wolff, 1723 blev fordrevet fra Universitetet i Halle, takket være blandt andre ovennævnte Francke, skrev han en hel Bog for at forklare og forsvare sine egne Skrifter, som han gennemgaar et efter et. Ausführliche Nachricht von seinen eigenen Schriften udkom 1726 og blev genudgivet 1733 og 1757. Skønt Holberg havde et vist Kendskab til Wolff, som til hans Tilfredshed 1745 blev tysk Rigsbaron (se Ep. 176, i Bind XI), har han næppe læst den udførlige Efterretning om Forfatterskabet. Han behøvede den heller ikke. Med Hans Michelsens Fortaler og Just Justesens Betænkninger havde han forberedt den samlede Historie om Peder Paars, Skæmtedigtene og Komedierne, frem til Metamorphosis, hvori den poetiske Raptus klinger ud. I den latinske Epistel fortæller Holberg om ydre og indre Tilskyndelser, Værkernes Indhold og Form, deres Mening og Modtagelse. Der staar i Fortalen til Levnedsbrevet, at dette ogsaa har til Formaal at udbrede Forfatterens Ry. Det gælder netop den Part, som beskriver Forfatterskabet. Holberg skrev paa Latin, fordi han vilde vise Europa, at Danmark-Norge havde faaet en moderne Litteratur, og 18 at han var Skaberen deraf. Han tager oplagt Sigte paa fremmede Oversættere. Et fuldstændig klart Bevis herpaa har vi i Epistelens Redegørelse for de 25 Komedier, Holberg havde skrevet for Grønnegadeteatret. Han giver nemlig kun et Referat af de femten, som laa trykte, og som Oversætteren derfor kunde have Interesse af. De øvrige ti nævnes kun ved Titel.

Alt er Forfatterskab; den store Rejse til Paris 1725-26 blev ikke foretaget af en fattig Academicus, som maatte fægte sig frem, men af en velsiddende Embedsmand og agtet Forfatter. Medens Holberg næppe havde Raad til Teaterbesøg, før han skrev Komedier, opsøger han nu overalt Teatre. Han arbejder energisk, men forgæves paa at faa et af sine Skuespil opført i Paris. Holberg søger ikke længere folkeligt Selskab; han besøger andre lærde Folk og taler Fag med dem. Det var under Digterens Rus, som varede henved ti Aar, at Holberg blev sig sin aandelige Rang bevidst, og derom handler dette store 2. Afsnit i hans Levnedsbog.

Over det tredje kan sættes: Mit Selvportræt. - Ved Midten af det 17. Aarhundrede var det i franske Saloner Mode i Ord at udforme Portrætter, heriblandt Selvportrætter. Et stort Recueil de Portraits udkom 1659 og genoptryktes flere Gange. Heri stod Hertugen af La Rochefoucauld's navnkundige Selvportræt. Efter denne Modegenres Lov aftegner La Rochefoucauld baade sit Ydre og sit Indre. Han vurderer sit Ansigt efter Tidens Skønhedsideal: har jeg for megen Hage? »Jeg har lige følt paa den og set mig i Spejlet for at faa Klarhed, men jeg véd ikke rigtig hvad jeg skal mene derom.« Han anser Melankolien for sin Karakters Grundtræk: »I de sidste tre eller fire Aar har man næppe hørt mig le tre eller fire Gange«. Jeg har nok af Aand og Vid, men mit Sinds Tyngde fordærver tit hvad jeg vil sige af kvikt. Men skrive kan jeg! Naar jeg diskuterer, bliver jeg ofte ensidig og stædig. Mine Følelser er moderate; jeg har aldrig hadet nogen. Jeg er uden Ambitioner, ogsaa uden Frygt, selv 19 for Døden. Man skal vise Lidende Medfølelse, men ingenlunde nære denne Følelse selv, den undergraver Mod og Handlekraft. Jeg holder meget af mine Venner, men bekymrer mig ikke meget om dem, naar de er fraværende. Jeg holder altid Ord, hvad det saa skal koste. Jeg elsker at snakke med spirituelle Damer, men gør ikke Kur til dem. Hvis jeg skulde blive forelsket, vilde det nok blive den helt store Passion, men som jeg nu er indrettet, sker det nok aldrig.

La Rochefoucauld var 45 Aar, da han udførte sit Portræt, Holberg 43. Det er to meget modne Mænd, som gør sig selv og andre Rede for deres Person. Holberg har i det foregaaende hist og her nævnet sit Ydre: sit pigeagtige Ansigt, og sin klejne Figur, naar han var plaget af Feber. Men han af maler ikke her sin ydre Fysik; en æstetisk Vurdering falder ham ikke ind. Derimod taler han udførligt om sin indre Fysik, sit skrøbelige Helbred, der har nøje Sammenhæng med hans svingende Humør, og det fører ham til de egentlige Karaktersvagheder. Portrætistens Oprigtighed er stor: Hvis jeg skulde opremse alle mine daarlige Sider, blev jeg aldrig færdig. Han afslører i den Grad sig selv, at han ved Nyudgivelsen af Epistelen i 1737 slettede den Passage, hvor han tilstaar, at Misundelse har et saa voldsomt Tag i ham, at han gør hvad han kan for at rakke ned paa sine Konkurrenter (S. 169). Det var en ond, men ikke usand Selvkritik; Forholdet til Andreas Hojer, som gjorde Holberg til Digter, viste, at Holberg, modsat La Rochefoucauld, kunde nære Had. Og Holberg var til det sidste unødig haard i sin Kritik af Forfattere, som han opfattede som sine Konkurrenter paa Teatret eller i Litteraturen. - Sine gode Egenskaber vil Holberg overlade til andre at tale om, og dog er Resten af Stykket en Skildring af hans filosofiske Levevis, hans ærlige Overvejelser i religiøse Spørgsmaal, hans flittige Studeringer og hans Løfte om nye Værker. La Rochefoucauld har psykologiske Finesser, som Holbergs Selvportræt ikke har Sidestykke til, selv om hans

        

20 psykosomatiske Forstaaelse af sit Jeg ikke er uden Skarpsyn. Og i moralsk Selvvurdering kan den nordiske Filosof maale sig med den franske.