↩ For det 18. Aarhundrede stod Plinius d. Y. som det ideale Menneske. 1766 udsendte en lærd Benediktiner, L.-M. Chaudon et biografisk Leksikon, Nouveau Dictionnaire historique, som blev en stor Succes; det blev optrykt adskillige Gange. Indtil 4. Udgave blev Plinius samlet karakteriseret som en gavmild, fin og venlig Herre, maadeholden og beskeden i Levevis, »en god Søn, Ægtemand, Fader, Borger og Embedsmand, en tjenstfærdig og trofast Ven. Den hedenske Oldtid har ikke haft mere dydig Mand, og han vilde have været en Pryd for Kristendommen«. I 5. Udgave, 1783, føjes nye Detaljer til hans Biografi. Han er ikke blot Advokaten, der førte Sager uden Udsigt til Profit, og Statholderen, der forsvarede de Kristnes Sag, men tillige en Velgører, der forstod at give med Fornuft og Taktfuldhed. Han skænkede sin Fødeby, Como, et Bibliotek, med en Sum til dets Drift, og da Byen savnede et Gymnasium, tilbød han at betale Lærerlønningerne derved; dog kun med en Tredjedel, fordi han skønnede, at Elevernes Forældre vilde sørge bedre for Skolen, naar de selv skulde udrede Resten.