↩ - og hun gav ham igen paa saa grov en Maade at han maatte tage sine Skældsord i sig igen og bøje sig for hendes Krav. Øens unge Piger indlagde sig ogsaa megen Ære ved deres heltemodige Indsats i denne Strid, for de fylkedes om deres Moder da hun tappert modstod Kaptajnens Angreb. Jeg tror de havde deres Jomfrudom endnu, dels paa Grund af deres Vildskab, som efter nogles Mening er et Bevis paa Ærbarhed, dels fordi de boede saa ensomt at de selv med deres bedste Vilje ikke vilde kunne komme af med deres Jomfrudom. Vi fik ikke andet at spise dér end Ænder, baade stegte og kogte. Der var kun én Seng i hele Huset, og den krævede den unge Pige vi fulgtes med at faa for sig selv. Vi andre lagde os mellem hinanden i Halmen, undtagen en nydelig ung Hollænder, en Søn af en amsterdamsk Købmand. Han syntes det var mageligere at overnatte paa en Bænk. Men hen ad Midnat vaagnede han med Hovedpine og ømme Lemmer og listede sig lige saa stille op i Sengen til Pigen. Dér laa han med ægte hollandsk Ufølsomhed lige til Morgengry, da 58 Pigen vaagnede og kom til at røre ved ham, der endnu laa og snorkede ved Siden af hende. Hun blev naturligvis forskrækket ved dette højst upassende Sammenstød og sprang med jomfruelig Blusel ud af Sengen. Hollænderen prøvede ikke paa at indfange Flygtningen; han var snarere glad for at han paa den Maade havde faaet mere Plads at strække sig paa. Tidlig næste Morgen drog vi fra Sprogø til Korsør. Paa denne Tur kom den svenske Kaptajn i yderste Livsfare. Koleriske Mennesker kommer jo særlig ofte ud for Modgang, ligesom den der bliver ophidset i Terningspil særlig ofte taber, og Døden ofte rammer den mest frygtsomme. Han vilde vise sig, gik langt væk fra Baaden - og saa faldt han i en Vaage. Sømændene fik dog trukket ham op med deres Baadshager. Selv om han var halvdød af Kulde maatte han straks klæde sig helt af og tage noget groft, men tørt Tøj paa. Resultatet var at han i København blev angrebet af en slem Febersygdom. Saa snart han var kommet sig igen tog han til Sverige.