↩ Disse mange Udenlandsrejser var saa stor en Anbefaling for mig at den nylig afdøde Gehejmeraad og Admiral Frederik Giedde ikke betænkte sig paa at tilbyde mig Arbejdet som sine Børns Opdrager og Lærer. Det var efter min tredje Rejse. Jeg var længe i Tvivl om jeg endnu en Gang skulde paatage mig en saa byrdefuld Opgave, men min store Pengemangel tvang mig til det. Den var jo ogsaa ærefuld, og den kildrede mine Ambitioner. I det første halve Aar øvede jeg tappert denne Dont; men efterhaanden blev mit Helbred undergravet af Besværlighederne. Jeg tabte mig, og jeg kunde til sidst ikke engang forhindre mine Elever i at slaas, men maatte bare sidde og se til. Før havde jeg kunnet holde Styr paa dem ved at afstraffe dem, nu maatte jeg tigge dem om at holde op naar de røg i Totterne paa hinanden lige for Næsen af mig. De var nok lærenemme, men nogle skrækkelige Slagsbrødre. Den største af dem gjorde store Fremskridt ved min Undervisning, men det var vist snarere hans egen Flid end 59 mine Anstrengelser der gjorde Udslaget. Jeg spaaede at han vilde blive en Pryd for Fædrelandet, hvis hans gode Egenskaber fik Lov til at modnes; men denne lovende unge Mand, der interesserede sig saa brændende for alt godt og rigtigt, blev revet bort af en alt for tidlig Død. Han blev dræbt kort efter i Brabant af en norsk Kaptajn, som han selv havde udfordret til Duel. Den næstældste Søn druknede da han vilde sejle over en Aa eller Sø, saa den eneste overlevende er den yngste, som nu er Major ved Hestgarden.