↩
Jeg er klar over at jeg har lige saa svært ved at skrive noget der er
værd at læse, som ved at udrette noget der er værd at notere. Derfor har
jeg Gang paa Gang sagt nej til Folk der har opfordret mig til at skrive
den Slags Smaadaljer ned. Men saa snart jeg hørte om Deres Ønske, og om
Deres Indstilling over for mig og mine Skrifter, var jeg bange for at
det skulde virke illoyalt hvis jeg sad en saa betydelig Persons
Opfordring overhørig. For at adlyde Dem,
og da De attraar med
Begær
at høre om min møjsom Færd,
saa sender jeg Dem hermed de
Ubetydeligheder De saa længe har rykket mig for. Naar De ser hvor
trivielle Begivenheder det drejer sig om, vil De sikkert indse at det
som De vil have mig til at føre i Pennen ikke er Papir og Tryksværte
værd. Og af den tyndbenede Stil vil De kunne se at De snarere skulde
holde mig tilbage end 28 skynde
paa mig. Folk gider jo ikke læse om selv de mest interessante Ting, hvis
de bliver fortalt paa en tør og kedelig Maade. Hvad kan man saa vente
naar baade Form og Indhold er lige kedelige? Derfor skriver jeg dette
Brev til Dem og ikke til andre. Hvis ikke det jeg har sagt er nok til at
afskrække Dem fra at udgive det, kan jeg tilføje at De løber større
Risiko ved Udgivelsen end jeg selv; for De kommer til at fortryde at De
raadede mig til at skrive det, jeg bare at jeg fulgte Deres Raad. Jeg
har for ikke ret længe siden skrevet Peder Paarses Historie i fire
Bøger. Satiren i dette Digt er rettet mod dem som har travlt med at
skrive om ingen Verdens Ting, og som prøver paa at udbrede Kendskab til
Ligegyldigheder som helst skulde have været forbigaaet i Tavshed. Jeg er
bange for at den Satire bliver til en Boomerang. Jeg er bange for at man
skal sige om mig at jeg har skrevet Historien om den spanske Adelsmand
Don Juan, som rejste til Rom, lejede et Værelse, tilbragte nogle Dage
dér i Ro og Mag, og saa tog hjem til Spanien og gav den som den store
Opdagelsesrejsende. Og det er mod Dem Kritikken bliver rettet, hvis De
udgiver disse kedelige Smaating. Det er jo Dem der har opfordret mig til
at skrive dem. Jeg har den Undskyldning at jeg ikke kan tillade mig at
sige nej til en saa betydelig Person som Dem. Og da det ikke er meget
jeg har at byde paa, og da Fortalen nødig skulde blive længere end selve
Fortællingen, vil jeg straks gaa til Sagen.