↩
Jeg blev derfor af min Formynder sendt til Oplandene for at paabegynde
min militære Uddannelse. Men de der tog sig af min Opdragelse havde lagt
Mærke til at jeg lige siden jeg var lille havde haft udpræget boglige
Interesser og at jeg allerede havde bestemt mig for en akademisk
Løbebane. Min Halvonkel Otto Munthe, som tog sig af mig, vilde ikke have
at mine medfødte Tilbøjeligheder i den Retning skulde hæmmes; tværtimod
opmuntrede han mig og lod sine Børns Huslærer tage sig af min videre
Undervisning. Det var én af hans største Fornøjelser at fare løs paa
sine Elever med Stok og Ris, og at tage Bukserne ned paa dem og daglig
holde Tropperevy over deres Bagdele. I øvrigt duede han ikke til sit
Arbejde. Jeg har 31
allerede for
længe siden hørt at han har opgivet Lærervirksomheden. Det kan ikke
andet end glæde mig, især paa det latinske Sprogs Vegne, som han med Mod
og Mandshjerte kæmpede for at ødelægge. Ét af hans smaa Raffinementer,
husker jeg, var at konstruere de latinske Sætninger saaledes at
Partiklen non - nej - fik anvist Sidstepladsen. Han troede at det var
fint at sige: »Possum tibi satisfacere non« - jeg kan tilfredsstille dig
ikke - i Stedet for at sige: »Non possum tibi satisfacere« - jeg kan
ikke tilfredsstille dig. Det var saa himmelraabende idiotisk at alene
det efter min Mening vilde være nok til at sende ham paa Anstalt. Hvis
jeg ikke var faldet i Kløerne paa ham havde jeg kunnet prale af at jeg i
hele min Skoletid ikke havde smagt Stok og Ferie; for mine andre Lærere,
baade Huslærere og Skolelærere, satte stor Pris paa mig. Jeg husker at
Klasselæreren i anden Klasse i Bergens Skole engang tjattede mig let
over Haanden med sin Ferie. Det gjorde mig saa gal i Hovedet at jeg uden
videre for løs paa ham og nok saa frækt kaldte ham en Ged - det var hans
Øgenavn, fordi han som den eneste af Lærerne paa Skolen havde
Gedebukkeskæg. Denne Fornærmelse aad den gode Mand ganske roligt i sig;
han nøjedes med - for at vise at han ikke helt var af Stok og Sten - til
Gengæld at kalde mig et Kid. Naar én af de andre fornærmede ham paa den
Maade var han ellers ikke sen til at hævne sig, og hans Vrede satte sig
sjældent før han havde givet Synderen en Omgang Klø. Men det var al den
Straf min Frækhed ved den Lejlighed indbragte mig. Han gav slet og ret
igen paa min Fornærmelse, og saa lagde hans Vrede sig og den Krig var
overstaaet. I min Korporalstid skete der næsten ikke noget der er værd
at nedskrive, blot dette at jeg ikke saa en Øre af min Gage. Hvem der
har hævet den paa mine Vegne skal jeg ikke kunne sige. Denne Gage havde
min Vært betinget sig til Dækning af sine Udlæg til min Undervisning.
Men da han saa at Guldfloden tørrede ud eller blev ledet ind i et andet
Løb, sendte han mig hjem. 32
Medens jeg paa Hjemrejsen opholdt mig hos en Oberst jeg var i Familie
med, en Oberst Krog, skete der noget der paa en Gang var komisk og værd
at huske paa. Obersten havde tre Sønner. Læreren, der hed Rasmus, var
mere tørstig end nogen Svamp. Han var en ypperlig Mester i Kunsten at
drikke; og der var i hvert Fald ingen dér paa Egnen der kunne slaa hans
Rekorder som Bægersvinger. Han udvalgte sig den yngste af Sønnerne til
Sengekammerat. Det skete en Gang at han kom godt tillakket hjem efter at
Mørket var faldet paa. Han gik i Seng med baade Tøj og Støvler paa,
hvorefter den Yngling han delte Seng med forlod det skolemesterlige
Leje, og uden at vi vidste noget af det sagte listede sig over i vores
Seng og lagde sig paa tværs i den ved vores Fødder. Da vi havde snorket
en Times Tid begyndte han at fægte med Armene i Drømme og kom til at
slaa os over Fødderne. Jeg for op og vækkede dem der laa ved Siden af
mig og sagde til dem at der var et Spøgelse efter os. Vi blev saa
rædselsslagne at vi troede at vi var belejrede af hele Armeer af onde
Aander. Vores egen Plageaand blev vækket af vores Hvisken og Puslen og
blev grebet af den samme Skræk, og mente at han, fordi han laa alene,
var mest udsat for at blive mishandlet af Spøgelserne, og at Fanden
ville snuppe ham først og spise ham til hors d'o'euvre.