↩
I 1702 blev jeg dimitteret fra Skolestøvet til Universitetet af min
vidtberømte Rektor Søren Lintrup, skønt jeg endnu ikke havde naaet den
Alder som Skolelovene kræver. Jeg fik Dispensation, dels fordi Skolen
sammen med Kirkerne var lagt i Aske, dels ogsaa fordi Skolens Rektor
mente at jeg havde nogenlunde lige saa gode Skolekundskaber som de
fleste andre Dimittender. Jeg havde ikke Penge til at bo ret længe i
København; derfor rejste jeg hjem igen efter at have aflagt Eksamen. Da
jeg var kommet hjem fik jeg Ansættelse hos Provsten paa Voss som
Privatlærer for hans Børn, skønt jeg nok var lovlig ung. Provsten havde
paa Forhaand betinget sig af mig at jeg, naar han af Helbredsgrunde
eller af andre Aarsager ikke kunde passe sit Embede, skulde staa op paa
Prædikestolen og udlægge de guddommelige Mysterier for Bønderne. Saadan
gik det til at jeg kom til at bruge et helt Aar paa at tæske Børn og
omvende Bønder dér paa Stedet. Men jeg var dygtigere som Prædikant end
som Pædagog; for da jeg vilde lave den yngste Søn, som var Moderens
Øjesten, om fra en Træklods til et Kraftgeni, blev jeg afskediget fordi
jeg hersede for haardt med ham. Jeg blev sendt hjem til Bergen. Det
eneste jeg fik med mig var Bøndernes Lovprisninger. Paa Grund af min
Veltalenhed paa Prædikestolen sammenlignede de mig med en for længst
afdød Prædikant, en vis Mester Peder, som de paa Grund af hans Talegaver
betragtede som en anden Chrysostomos. Jeg var ikke synderlig ked af at
blive afskediget, for Børneopdragelse er en brydsom Beskæftigelse, især
for en
36 Koleriker, hvis syge Sind
bliver rørt paa sit ømmeste Sted. Jeg led desuden af den Sygdom man
kalder Mareridt. Den angriber Folk om Natten naar de sover, og det er
som om der er noget tungt der lægger sig paa dem og trykker dem ved sin
Vægt. I Oldtiden troede man at det var Fauner og Skovtrolde; men efter
Nutidens Overtro er det Genfærd af Koner eller unge Piger som springer
paa Folk naar de sover. Jeg troede ikke jeg kunde slippe af med
Sygdommen uden at flytte fra denne Gaard, hvor saadan nogle Husguder
herskede. Jeg havde brugt de sædvanlige Midler: jeg havde stillet Skoene
omvendt foran Sengen, jeg havde lagt Jern under Hovedpuden, jeg havde
sunget det Vers som man paa Peder Paarses Tid plejede at bekæmpe den
Slags Menneskeryttere med, men alt forgæves. Derfor var jeg overbevist
om at det var et Husspøgelse som morede sig med at plage Stedets
Skolemester med sit natlige Ridt. Jeg var fornærmet over at jeg, som var
kommet af Godtfolk, skulde gøre den Slags Slavetjeneste, især i
Betragtning af at jeg havde tilbragt alle mine Nætter i ærbar Ensomhed
og derfor ikke havde fortjent at blive brugt af Fruentimmer som Ridedyr.
Derfor rejste jeg i glad Fortrøstning om at dette Natteonde vilde
forsvinde naar jeg var kommet et andet Sted hen -
i Haab om at fra
dette Sted
Husnissen ikke flytted med.