↩ Jeg havde levet tre Uger i Aachen saa sparsommeligt at jeg ikke behøvede at være bange for at komme i Konflikt med Myndighederne for Overtrædelse af Luksuslovene, da den haarde Nød tvang mig til at planlægge en Forbrydelse som hverken før eller senere kunde være faldet mig ind, nemlig lige saa stille at stikke af fra Hotelregningen, som jeg ikke kunde betale. Jeg stoppede mit Habengut i en Vadsæk og listede mig tidligt om Morgenen ud ad en Bagdør. Men jeg var ikke dreven nok, og Værten var mistænksom, saa han lagde sig paa Lur, greb mig paa fersk Gerning og tvang mig til at aflevere mine sidste Penge. Endnu længe efter kunde jeg genopleve denne Situation baade i vaagen og drømmende Tilstand; jeg drømte Gang paa Gang at denne Krovært greb mig i Nakken og slæbte mig tilbage til Kroen.