↩
Jeg maa tilstaa at jeg af mange Grunde føler mig knyttet til Oxforderne.
Her er et Eksempel paa deres Venlighed og Gavmildhed imod mig: Da jeg
havde boet næsten to Aar i Oxford og tænkte paa at rejse hjem - jeg stod
faktisk allerede rejseklar - var der én af mine Medstuderende der bad
mig om en Samtale under fire Øjne. Han sagde at jeg skulde bide Hovedet
af al Skam og fortælle ham, hvordan det stod til med min Økonomi. Han
lovede mig paa hele Kollegiets Vegne en betydelig Sum i Rejsepenge, hvis
jeg bare vilde tage imod den. Dette hjertelige Tilbud og den utrolige
Gavmildhed der laa bag det gjorde mig næsten stum. Men jeg manglede ikke
Penge, saa jeg afslog med Tak. Det er et Spørgsmaal hvilken af Delene
der er mest forbløffende, hans gavmilde Tilbud 50
eller mit stædige Afslag. Pladsen i dette
lille Skrift tillader mig ikke udførligt og i Enkeltheder at fortælle
hvor mange og hvor store Tjenester Oxfordstudenterne prøvede paa at gøre
mig. Ganske vist er Englænderne ret slemme til at prale af deres egne
Dyder, og hos de fleste af dem har jeg bemærket en Arrogance som er
særegen for dette Folk. Men den Fejl ophæves af deres mange gode
Egenskaber. Jeg kendte dem godt nok til at vide at jeg kunde opnaa lige
hvad det skulde være ved at smigre dem, men jeg holdt mig for god til
den Slags. Oxfordstudenterne beundrede mig for min Ædruelighed og
Redelighed, men især for min Munterhed. Munterhed med en passende
Tilsætning af Vid er noget Englænderne er meget begejstrede for. De har
selv megen Humor og elsker Vittigheder. De troede iøvrigt jeg var Præst
eller i det mindste Kapellan - det var de Ord i mit Eksamensbevis »naar
blot han intet afstedkommer som er den gejstlige Stand uværdigt« som
førte dem paa Vildspor. Derfor plejede de der udraabte mine herlige
Egenskaber gerne at indlede med Ordene: »This gentleman is in order«,
det vil sige: »denne Herre er ordineret«. De fleste mente ogsaa jeg var
en gammel teologisk Rotte. De beundrede min Evne til at gribe alle
Argumenter i Luften og vende dem mod mine Modstandere. For Englænderne
er sløje Debattører. Til Gengæld er de Mestre i Bibelfilologi, Eksegese,
Kirkehistorie og Patristik. Ved nogle Studeringer trænger man til Bunds
i Tingene, andre kan man kun brillere med; nogle Mennesker virker lærde,
andre er det i Virkeligheden. Kontinentets Lærde gaar helt op i polemisk
Teologi og Videnskabshistorie, de svælger i Systemer og lærde
Tidsskrifter, og paa den Maade bliver de hurtigt til omvandrende
Leksika. Englænderne forsker grundigere; derfor gaar de langsomt frem og
er Lærde før de synes at være det. Efter min egen Mening talte jeg Latin
langsomt og hakkende, men Englænderne syntes jeg talte det hurtigt og
flydende. De gør nemlig meget lidt ud af Øvelser i Talekunsten - jeg
traf faktisk kun én der talte et 51 nogenlunde ordentligt Latin, nemlig Dr. Smalridge; selv Bibliotekar
Hudson, som dog regnes for én af sin Tids store Filologer, var ingen
Undtagelse. Oxfordstudenterne disputerer ganske vist offentligt, men saa
ynkeligt og ubehjælpsomt at de bliver hundeangst bare de ser et fremmed
Ansigt, de sveder, bliver stumme, taber Traaden af bare Skræk for at
blive til Grin for de tilstedeværende, som de ikke betragter som
Tilhørere, men som mavesure Kritikere.