↩ Til sidst opgav jeg min arrogante Holdning, der nær havde faaet skadelig Virkning paa min Ernæringstilstand, og gav mig til at filosofere. Det gør man jo gerne her til Lands som en sidste Udvej naar man er helt slaaet ud og slet ikke kan se, hvordan man skal klare sig. Da jeg saaledes i det mindste i min egen Indbildning var blevet Filosof forlod jeg min gamle Bane og paatog mig en Skolemesters Skikkelse. Det var ikke noget fornemt Job, men indbragte dog nok til at hjælpe lidt paa min daarlige Økonomi. Men jeg blev ikke ved med at undervise ret længe. Etatsraad Poul Vinding, der iøvrigt døde kort efter, havde nemlig besluttet at sende sin yngste Søn Andreas Vinding til Tyskland. Han skulde have en Ledsager med paa Rejsen, og Faderen overlod denne Opgave til mig, selv om han slet ikke kendte mig.