↩ Kort før min Udnævnelse havde jeg imidlertid faaet et Stipendium paa hundrede Daler om Aaret i fire Aar. Det var hans Excellence Gehejmeraad Ivar Rosenkrantz der havde hjulpet mig til det; han var Bestyrer for de rosenkrantzske Legater. Det var en enestaaende Trøst for mig, der jo ellers maatte holde mig i Live ved Haabet. Men Stipendiaterne er ifølge Fundatsen forpligtede til at rejse til evangeliske Universiteter, og Stipendiets Efor indskærpede mig at jeg burde følge denne Regel. Det havde jeg ikke Spor imod; jeg kunde nok se at jeg med mine smaa Indtægter blev nødt til at spinke og spare og som en Spanier leve af Luften alene, og det mente jeg, at jeg bedre kunde klare i Udlandet end hjemme.