↩ Da han opdagede, at vi var kommet paa Vildspor - hvad der i øvrigt var hans egen Skyld - gav han sig til at overfuse mig, lagde Haanden paa Kaardehæftet og truede mig med al Landsens Ulykker. Jeg blev grebet af Panik og saa mig om efter et Sted at flygte hen. Det var ikke saa nemt, for han havde flere Kræfter end jeg, baade i Arme og Ben. Hans Ansigt var fordrejet af Raseri, og han tog 83 flere Gange til Kaarden, mens han prøvede at finde Vej ud gennem Krat og Buske. Saa tabte han Kaarden. Det gjorde ham helt vild, men beroligede mig noget. Jeg var saa fornuftig at skjule min Glæde og lægge Ansigtet i bedrøvede Folder, mens jeg lod som om jeg var endnu mere ivrig end han efter at gennemrode Buskadset for at finde den tabte Kaarde. I Virkeligheden var jeg ikke bare glad over at han havde mistet sit Vaaben - jeg haabede, at han aldrig vilde finde det igen. Jeg søgte længe, eller rettere lod som om jeg søgte, men havde ikke til Hensigt at give ham den Kaarde igen, som han lige havde rettet mod min Strube. Endelig mødte vi nogle Bønder, som viste os Vej, og vi genfandt vores Kammerater paa en Kro. Dér fortalte jeg Apotekeren, hvad der var hændt paa det øde Sted, og først besluttede vi at fortsætte Rejsen uden de andre; men da vi kun var fire Mil fra Châlons, ændrede vi Plan og besluttede at lade, som om vi hverken var vrede eller bange.