↩
Jeg boede en hel Maaned mutters alene paa denne Kro. Det undrede mig, at
der ikke boede flere i dette store Hus med mange Værelser; men jeg
opdagede, at der var lige saa ensomt i mange andre Huse. Rom har nemlig
et Areal, der er næsten lige saa stort som Paris', men der er mange
andre Byer i Europa, der er mere folkerige end den. Hvis der blev holdt
Mandtal, vilde man sikkert have svært ved at runde de 200000. Derfor kan
man leje sig ind for en billig Penge, undtagen naar det er Jubelaar
eller der holdes Pavevalg. Saa strømmer der nemlig saa mange Mennesker
til Rom, at Byen lider under det. Derfor mener Romerne, at Byen trives
ved, at man ofte skifter Pave, og af denne Aarsag saa mange af dem skævt
til demens den Ellevte, fordi han levede saa længe. Jeg boede altsaa
ganske alene indtil Udgangen af December. Ved Nytaarstid, da alt hvad
der var af Gøglere, Mimere, Komedianter og Linedansere strømmede til
Rom, blev hele Huset fuldt af dem; og deres Optræden, der varede til ud
paa de smaa Timer, plagede mig slemt om Natten, naar jeg havde Feber, og
om Dagen forstyrrede de mig i mine Studeringer. Efter Jul kom der
ti-tolv forskellige Trupper til Rom. Hver enkelt Trup udvælger sig nogle
bestemte Stykker, som de bliver ved med at spille. Den Trup, der
indlogerede sig paa min Kro, havde valgt en Doktorkomedie, som mindede
meget om Moliéres Læge mod sin Vilje - 99 Médecin malgré lui. Truppens Leder spillede
Lægens Rolle, og han blev ved med at være Læge hele Vinteren, da der
ikke blev opført andre Stykker. Derfor kaldte alle Mennesker ham Hr.
Doktor - Signot Dottore - ogsaa naar de talte
ganske alvorligt med ham. Han lod sig gladelig titulere saaledes, som om
han var virkelig Doktor og ikke bare Scenedoktor. Man skulle tro, det
var en daarlig Forretning for Komedianterne at blive ved med at optræde
med det samme Stykke, fordi Publikum vilde blive led og ked af at faa
det gentaget; men blandt saa mange Mennesker vil der altid være nye
Tilskuere, fordi Folk løber fra den ene Forestilling til den anden. Hele
denne Tid led jeg under Fjerdedagsfeberen, som jeg ikke kunde komme af
med, selv om jeg tømte adskillige Flasker Medicin. Saa fik jeg af nogle
Venner anbefalet en romersk Skomager, som efter hvad de sagde kunde
kurere denne Sygdom ved bare at udtale nogle Ord. Men jeg har aldrig
kunnet fordrage disse Mennesker, som skærer Ansigter, retter Blikket
stift mod een, bevæger Læberne, spiller med Fingrene og ikke gavner for
to Øre. Jeg syntes, det var et mindre Onde at slaas med Sygdommen end
med et Menneske af den Slags, der
med hjemmestrikket
Spaadomsfjas
vil Menigmand bedrage,
med Tricks og
Taskenspillerstads
vil mele egen Kage.