↩ I Begyndelsen var jeg bange for, at Kræfterne skulde svigte mig, da jeg led af Aandenød. Derfor gik jeg langsomt - det jagede jo ikke mere end det hastede, bortset fra at jeg af og til maatte sætte Farten op for at faa et ordentligt Sted at overnatte. Men jeg blev efterhaanden saa hærdet af at gaa og gaa, at jeg følte mig meget raskere og bedre til Bens i Firenze, end jeg havde gjort i Rom. I Firenze løb jeg paa en Tysker, som uopfordret tilbød at vise mig Byen. Jeg roste ham for hans Venlighed - jeg troede, han gjorde det bare fordi han var rar. Men da Rundturen var forbi og jeg som rimeligt var sagde pænt 105 Tak, krævede han uden videre Betaling. Nu var vi ellers lige blevet saa gode Venner. Der er jo ikke meget ved en Tjeneste, hvis man skal betale for den. Jeg var ganske vist klar over, at han ikke havde Ret til at kræve Penge, da vi ikke havde aftalt noget paa Forhaand; men jeg tænkte: Lige for lige om Venskab skal holdes, og gav denne Turistguide, hvad han forlangte.