↩
Jeg opgav saa alt Haab om at blive helbredt og forberedte mig paa at
rejse hjem; men min Afrejse blev udskudt nogle Dage, fordi der opstod
Uenighed mellem mig 108
og en
Pariser om nogle Penge, jeg havde deponeret hos ham. Sagen var i og for
sig ganske klar, men han gjorde Vrøvl, fordi Pengeværdien i den Tid, jeg
havde været væk, var blevet forringet. Til sidst bad vi hans
Velbaarenhed Niels Griis om at være Opmand. Han paatog sig dette og
tildømte mig Summen ubeskaaret. Da Striden var endt og jeg havde faaet
mine deponerede Penge, tog jeg direkte til Holland, hvor jeg genfandt
det Habengut jeg havde efterladt i Amsterdam urørt og i god Behold hos
min Vært. Han sagde ganske vist, at han ikke havde gemt det til mig -
for han regnede med at jeg maatte være død -men til mine Arvinger.
Hidtil havde jeg haft Fjerdedagsfeberen som min tro Følgesvend; mine
Venner undrede sig over, at Sygdommen var saa haardnakket, at hverken
Lægerne eller Tiden eller min Flytten fra Sted til Sted og min Motion
kunde faa Has paa den. Blandt dem var der en Amsterdammer ved Navn
Adrian Gelmeyden, der lige som jeg var født i Bergen i Norge. Han sagde,
at der var en Læge hjemme hos ham, der kunde helbrede mig ganske gratis.
Men i Stedet for Læger traf jeg nogle Musikere, som jeg tit havde
spillet sammen med, inden jeg rejste til Frankrig. De laante mig et
Instrument, og vi spillede og hyggede os hele Dagen til langt ud paa
Natten. Jeg gik saa hjem fra Øvelsesterrænet og ventede den næste Dag
paa, at Fjerdedagsfeberen skulde indfinde sig som sædvanlig; men jeg
fandt ud af, at den var flygtet tilbage til Italien, hvor den var kommet
fra, og jeg mærkede ikke mere til den, bortset fra, at jeg kunde føle en
vis Mathed i Kroppen paa de Dage, hvor den sædvanligvis havde plaget
mig. Paa den Maade blev jeg, som ikke kunde kureres ved Medikamenter,
helbredt ved Musik. Man kan maaske sige, at det gik mig lige som det
gaar saa mange Patienter, der bliver raske af sig selv, men takker de
Læger, de sidst har tilkaldt, for deres Helbredelse, og rakker ned paa
dem, der hjalp dem, da Sygdommen var paa sit Højdepunkt, og at det var
lige saa idiotisk af mig at give Musikken Æren for, at Feberen gik over,
hvad den maaske vilde 109 have
gjort af sig selv. Jeg blev i hvert Fald rask, enten det saa var
Musikken eller Naturen jeg kunde takke for det. Kort efter gik jeg om
Bord paa et Skib og rejste til Hamborg, hvorfra jeg fortsatte over Land
til København.