↩
Menneskets Sind er jo saadan indrettet at vi tit fatter Interesse for
Ting der hidtil har kedet os. Vi holder af afvekslende Beskæftigelser,
lige som Jorden har Gavn af vekslende Afgrøder. Jeg var nu tredive Aar
gammel og havde hidtil aldrig prøvet at skrive et Digt, skønt jeg boede
i en By hvor der hvert Aar dukker flere Digtere op end der er Fluer i
September Maaned, og hvor jeg daglig fik tudet Ørene fulde af Digte og
hørte hele Byen digterere. Omsider sagde jeg til mig selv:
Skal jeg
til evig Tid da blot Tilhører være?
Skal jeg da aldrig selv faa
ytret blot et Ord
til Gengæld for de Vers hvormed det Rime-Kor
saa rit har ærgret mig langt mer end jeg kan bære?