↩ Nummer to hedder Den Vægelsindede eller Lucretia. I den tager jeg fat paa den besynderlige Lunefuldhed som man ser hos saa mange. Det er ikke noget almindeligt Sujet; der er hidtil ingen Komedieskrivere der har benyttet det. Hovedpersonen er en Kvinde med et lunefuldt Temperament ligesom Tigellius'. Madame Montaigu fremstillede hendes ustadige Væsen saa ypperligt at man ikke kan tænke sig mere udtryksfuldt Spil. Der var dog nogle der gav denne Komedie en kølig Modtagelse, fordi visse Scener forekom dem for kedelige og alvorlige; men de som tænkte dybere over Tingene mente at der ikke var mange Komedier der var bedre end denne. Og det var jeg tilfreds med; for lige som de der synger til eget Akkompagnement indretter deres Sang og Spil efter Kendernes, ikke efter Mængdens Dom, paa samme Maade er jeg ligeglad med Hobens Meninger og tager mig kun af de kyndiges.