↩
og hvor selv Tjenere gaar med guld- og sølvvirkede Strømper. Men jeg
skulde ikke have noget af at efterligne 137
Parisernes Maade at være paa. Jeg var jo ikke
kommet til Paris for at faa Ry for at være alt for fin i Tøjet eller for
at spise min Fædrenearv op paa ét eneste Maaltid - det kalder
Kroværterne »faire honneur à la nation« naar de lokker Folk til at
fraadse. Jeg var bare kommet for at have et Sted at være indtil
Aarstiden tillod mig at rejse hjem. Derfor blev jeg slet og ret
tituleret »Monsieur«, mens Sønner af hamborgske eller lybske Købmænd
blev kaldt Grever eller Baroner; den sidste Titel er den mindst
fornemme, den bliver givet til de Gæster der gaar i sølvvirket Tøj; hvis
Tøjet er guldvirket tiltales Personen som »Monsieur le Comte«. Det er
forbløffende som dette servile Sleskeri stimulerer unge Mennesker til at
leve over Evne og smide om sig med Pengene. Kroværterne i Faubourg
Saint-Germain tager venligt mod de unge Gæster og anbringer dem straks i
de dyreste Værelser. Snart skaffer de dem Lejetjenere, der spiller
Læremestre og indfører deres Principaler i den Kunst hurtigt og
smertefrit at faa gjort Ende paa deres Forældres Formuer. Saa kommer der
en Sværm af Danse-, Fægte- og Sproglærere, de fleste af dem Snyltere som
er Eksperter i Sleskeri; de fedter for de unge Mennesker for at faa et
Maaltid Mad, og naar der saa støder visse Dyr af Hunkøn til, som lokker
dem i deres Garn, saa har vi Miseren. Denne Kritik gælder dog ikke alle
Franskmænd, for den hæslige Griskhed er ikke en Last der er
karakteristisk for dem. Franskmændene er i Almindelighed venlige,
gavmilde og tjenstvillige. Kritikken gælder ikke engang hele Paris, men
kun Indbyggerne - specielt Kroværterne - i Turistkvarteret. Det er meget
nemt at forstaa Aarsagen til at man lever saadan i denne Del af Byen. De
fleste af de berømte europæiske Byer som tiltrækker Turister er
Havnebyer, hvis Indtægter stammer fra deres Handel. Disse Indtægter er
tilstrækkelige til at Indbyggerne kan leve af dem og blive rige. Paris
derimod ligger inde midt i Landet, og en stor Del af Borgerne har ikke
andet end Turistindtægterne at leve af. Derfor betragter de Vognene fra
Bruxelles, Metz 138 og
Strasbourg med samme Øjne som Købmændene i andre Byer betragter
indkommende Handelsskibe med. Vognene er nemlig lastede med velbeslaaede
unge Mennesker, som bringer Guld og Sølv med sig og ikke tager andet ud
af Byen igen end tømte Pengepunge, en skabagtig Gang, Kunsten at smigre
og andre parisiske Galanterier (»franchise parisienne«) som efter hvad
en anonym Forfatter har bemærket ikke bestaar i andet end at gøre
Dansetrin og at døve Ørene paa Folk med Sang og Fløjten. Jeg søgte alt
hvad jeg kunde efter et ordentligt Logi i Paris; men saadan ét er en
Sjældenhed, for der bor saa mange Mennesker dér i Byen at der er Stimlen
og Trængsel alle Vegne.