↩ Desuden tabte jeg Modet paa Grund af nogle idiotiske Teaterregler som Franskmændene nutildags har godtaget: for det første at en moralsk eller kritisk Komedie kun maa 154 bestaa af én Akt - alle mine fylder fem eller i det mindste tre Akter; for det andet at der ikke maa forekomme jævne Mennesker paa Scenen. Det vil sige at hvis man skulde opføre Den politiske Kandestøber, vilde jeg være nødt til at lave mine Haandværkere om til Læger, Advokater og andre Mennesker af højere Stand. Saa vilde Komedien miste al Saft og Kraft, for den er jo netop rettet mod det brede Folk. Læger, Advokater og den Slags Mennesker kan tit med stor Dømmekraft og Indsigt tale med om Statssager; det hænder ikke sjældent at selv Fyrster og Statsmænd benytter sig af deres Bistand. Komediens andet Sigte, at vise hvordan ringe Folk der kommer i stor Ære bliver lige saa storsnudede som de er evneløse, vilde forsvinde i den blaa Luft. At klæde denne Komedie i parisisk Dragt vilde derfor ikke være andet end at gøre en baade morsom og moralsk Komedie kedsommelig og fad. At disse Regler, som Pariserne har godtaget, ikke hviler paa Fornuftgrunde men paa Publikums degenererede Smag, kan man se deraf at det ikke er imod god Tone at lade Tjenestefolk og Bønder optræde paa Scenen.