↩ Jeg holdt jo op med mit aarelange Satireskriveri og kastede mig igen over mine gamle Beskæftigelser. Teatret blev kort efter genaabnet, mine Venner tiggede og bad mig om at skrive nogle nye Komedier, men jeg blev ved mit. Jeg vilde ikke igen ud at sejle mellem de Revler jeg lige var sluppet fra, saa jeg nøjedes med at forbedre lidt paa de Komedier der mest trængte til det, og at forære Skuespillertruppen nogle nye som jeg havde liggende. Saa vendte jeg tilbage til et Værk som jeg havde arbejdet paa med mange Afbrydelser, en Beskrivelse af de kirkelige og politiske Forhold i Danmark og Norge. Mens jeg var i Gang med dette fremkom der imidlertid nogle anonyme Persiflager mod Det ostindiske Kompagni. Handelen paa Indien var paa Grund af de daarlige Tider gaaet saa stærkt tilbage at det saa ud til at den ikke kunde opretholdes ret længe uden Subsidier. Direktørerne overvejede hvordan man kunde komme det nødstedte Kompagni til Hjælp paa en ny og effektiv Maade. De søgte at trække Handelsfolk fra Nabolandene ind i Kompagniet. Der var imidlertid nogle der ikke gerne saa en 178 Forøgelse af de nordiske Landes Handel. De søgte at skræmme Folk fra at indskyde Penge i Kompagniet ved at erklære disse Forsøg for at være unyttige og idiotiske. Jeg blev opfordret til at imødegaa disse Bagvaskelser i et Forsvarsskrift. Men jeg havde ikke meget Forstand paa Handel, saa jeg bad længe om at blive fri for dette Arbejde. Til sidst lod jeg mig dog overtale til at udgive en latinsk Dialog, som Kompagniets Direktion snart lod oversætte til dansk og derefter til tysk.