↩ Da Katastrofen omsider var ved at være overstaaet begyndte man at tænke paa Byens Genopbygning. Nu viste det sig rigtigt i hvor høj Grad vores Hovedstad er plaget med Projektmagere. For hvert Hoved var der en Plan, for hver Haand var der en Arkitekt, og hvert Hus var en Raadstue. Det var som om hele Byen var blevet til ét eneste Collegium Politicum, saa mange Politikusser groede der op af den brændte Bys Aske. Der var ikke den Sømand der ikke kendte til mere end Vindretninger, ikke den Skomager der ikke kendte til mere end sin Læst. Især diskuterede man Prioriteterne, som næsten hvert Hus var behæftet med. Nogle mente at de gamle Gældsbreve skulde udbetales, andre at de skulde bevares. Andre igen foretrak en Mellemting mellem begge Dele. Jeg skal ikke komme ind paa de øvrige Sager der satte Sindene lige saa meget i Bevægelse.