↩
I mit Fædreland er der en hel Del Mennesker af begge Køn som frit
fortæller om deres Omgang med Trolde og Spøgelser, og som sværger højt
og helligt paa at de underjordiske har bortført dem til Høje og
Bjerghuler. Det er deres Taabelighed som udgør Indholdet og Handlingen i
Romanen, og som bliver latterliggjort i dens Helt Niels Klim. De
Persontyper der optræder rundt om i Bogen er saa mange og saa
forskellige at de udgør en hel Lærebog i Moralfilosofi. Derfor skal der
gives en Nøgle for hver Side i Bogen. Paa en Maade kan den vel nok
kaldes en Satire, fordi den skildrer Fejl og Laster i en saa hvas Stil.
Men da den i Flæng langer ud efter hele Menneskeheden, maa den siges at
være en Satire som anstaar sig for en Filosof. Andre vil maaske synes at
Stilen er for tilbageholdende, frygtsom og kraftesløs, skønt den Slags
Værker skal være fulde af Vid og Bid, saa at de paa én Gang kan
moralisere og more. Men man maa omhyggeligt passe paa at Forfatterne
ikke gaar ud over deres Beføjelser og giver sig til at angribe
Enkeltpersoner i Stedet for Menneskeheden som Helhed. Hvis de følger
denne Regel satiriserer de ikke, men underviser; de saarer ikke, men
læger. Jo mere almen en Satire er, jo mindre fortjener den at kaldes
Satire. Det er mere tilladeligt at angribe hele Menneskeheden end et
enkelt Folk, mere tilladeligt at angribe et helt Folk end en enkelt
Familie; og endelig er den Satire mindre snertende som rammer en hel
Familie end den der siger:
Jørgen lugter slemt af Snus,
Søren
af sit Gedehus.