↩
Der er bestemt ingen der bliver mere vrede over at høre deres egne Fejl
blive remset op end de der selv offentligt tordner mod andres, og ingen
der er mere hadske i deres Forfølgelse af andre end de der altid har
præket mest mod Forfølgelser. Der var straks nogle ondsindede Prækere
der greb til Vaaben imod mig. De styrtede Byen rundt som vanvittige og
udbredte deres dumme og uretfærdige Fortolkninger i hvert eneste Hus.
Men da de opdagede at der ikke var ret mange der troede paa dem, og da
de hørte Folk sige at deres egne Udtalelser kunde udlægges ligesaa
satirisk hvis man behandlede dem paa samme uretfærdige Maade, saa blev
de til sidst tavse, enten fordi de var blevet trætte af at løbe omkring
eller fordi de var blevet bange for disse Advarsler. Det er den
almindelige Opfattelse at de samme Herrer er Ophavsmænd til den
uretfærdige og vanskabte Kritik der fremkom i Göttingen. Det kan jeg dog
ikke sige med Sikkerhed, og jeg synes ikke det er Ulejligheden værd at
lave et større Detektivarbejde for at finde ud af hvem der stod bag den.
Der var nogle som prøvede at faa mig til at tilbagevise deres lavsindede
Bagvaskelser. Men naar man bliver overfuset med Skældsord synes jeg ikke
man skal give igen af samme Tønde. Derved opnaar man ikke andet end at
stille sig paa Niveau med dem der angriber én. Jeg er glad over at jeg
fik Bugt med mine Lidenskaber. Jeg siger bare at det ser ud til at det
er sket med den lærde Verden naar Mennesker af den Surdejg ikke bare
skriver Bøger, men ogsaa agerer Kritikere. Bedømmelsen i andre Lande
viser hvor gunstig en Modtagelse dette lille Værk fik; og da det kort
efter kunde læses paa fem forskellige Sprog kan man nok regne ud at det
blev ved at være lige saa populært i Udlandet som det var blevet
herhjemme. Kritikken i visse
198 andre Tidsskrifter var mig
heller ikke ubehagelig. Kritikerne skrev at Romanen var velskrevet og
god, men syntes at jeg havde forsyndet mig imod Sandsynligheden. Paa den
anden Side fandt de at man maatte tilgive Forfatteren denne Forseelse,
og saa maa jeg retfærdigvis ogsaa være storsindet og tilgive dem deres
Kritik. Jeg maa dog med visse højlærde Herrers Tilladelse sige at der er
mange der anser denne Forseelse for netop at være det fine ved Bogen.
Det er nemlig ét af Formaalene med Bogen at gøre Nar af visse Forfattere
som i deres Beskrivelser af fjerne Egne har fortalt os saa mange
fantastiske Løgnehistorier. Det fremgaar af de to Fortaler til Niels
Klim. Desuden kan man da ikke regne noget for utroligt, naar man
forestiller sig en helt anden Verden! Cicero siger at den der er født og
har levet hele sit Liv paa Øen Seriphus, hvor man aldrig ser andet end
smaa Harer og Ræve, ikke vilde tro paa at der fandtes Løver og Pantere i
Virkeligheden, og hvis man fortalte ham om Elefanten vilde han tro man
gjorde Nar af ham. Hvis én eller anden kom til Saturn, Jupiter, Maanen
eller en anden Planet og gav en Beskrivelse af Livet her paa Kloden, saa
er der ingen Tvivl om at Kritikerne paa disse Planeter vilde fælde samme
Dom. De vilde sige at Forfatteren uden mindste Hensyn til
Sandsynligheden havde opdigtet nogle naturstridige Uhyrer. Ved Synet af
en menneskelig Skikkelse vilde de tabe Næse og Mund og stamme:
Nej,
se den underlige Skabning der!
Den var vel nok en Malers Pensel
værd.