↩
Jeg har svært ved at blive vred paa dem der skyder paa mig med mine egne
Pile, og som plejer at ræsonnere saadan: Forfatteren er i Tide og Utide
ude efter de skrappe Moralister, og dog moraliserer han selv. Han gaar i
Krig mod de Fejl som han selv begaar. Enten maa han holde op med at
skrive eller rette sine egne Fejl; enten maa han holde op med at gøre
Nar af andre Moralister eller holde op med selv at moralisere; for
ellers kan man ikke tro andet end at han vil skaffe sig Monopol paa
Moralistvirksomheden. Men disse Mennesker svarer jeg saaledes: Det er al
Ære værd naar Folk indrømmer deres egne Fejl; det er det første Skridt
paa Vejen til at forbedre sig, og det maa man rose hos enhver Filosof.
Det har de Journalister der har anmeldt mine Værker ogsaa ment. I Neue
Hamburgische Berichte von gelehrten Sachen for 1732 bliver jeg omtalt
med følgende Ord: Die Laster, Misbräuche und üble
Gewohnheiten lässet er so wenig an sich selbst als an andere
ungestraft; og sammesteds: Wann er seinen
eigenen Character entwirft, macht er sich kein Bedencken sich selbst
zuweilen durchzunehmen. Altsaa: den der angriber sine egne Fejl
og ikke engang skjuler sit Navn, ham kan man ikke bebrejde noget, naar
han gaar løs paa hele Menneskehedens Fejl. Hvad den anden Indvending
angaar, saa har jeg tydeligt nok vist i mine Breve, hvad der var
Hensigten med mine Skrifter: at jeg ikke har villet agere Kritiker, men
har villet forsøge mig inden for forskellige litterære Genrer for at
Fædrelandet skulde have noget at vise frem naar man kritiserede vores
Litteraturs Ufuldkommenhed. I de Genrer som kræver Brod og Vrede krydrer
jeg med Vid; det skal man jo efter Forskrifterne, og desuden er det
nødvendigt. Og siden det forholder sig saadan, saa maa man snarere
spørge hvorfor en Forfatter skriver Komedier, Satirer og moralske Fabler
end hvorfor han udtrykker sig med satirisk Skarphed. Hvis det er det de
bebrejder mig, saa faar de med de mest kultiverede Folkeslag at
bestille, med de største Filosoffer, med Plato, ja med selveste
Sokrates. Man vover dog vel ikke at gaa 201
paa tværs af dem og feje en hel litterær Genre
af Bordet! Og gør man ikke det, saa maa man anerkende Nødvendigheden af
Vid og Bid. En Komedie uden Vid og en Satire uden Bid er som en Vogn
uden Hjul. Derfor maa man enten helt forkaste det ene eller finde sig i
det andet. Paa den anden Side maa man som Forfatter passe paa at man
ikke i forloren moralsk Nidkærhed gaar amok og i hævngerrig
Bersærkergang farer løs paa sine Fjender. Men den Fejl bliver jeg
frikendt for af alle der har læst mine humoristiske Skrifter uden
forudfattede Meninger. Jeg har ogsaa selv arbejdet paa at afskrække
Forfattere fra at skrive Spottedigte og Persiflager; og i Fortalerne til
mine Skrifter har jeg tit skældt mig selv ud fordi jeg har været lidt
for hidsig naar jeg har givet igen paa Beskyldninger, selv om det er
tilladt efter Krigens Lov og kan undskyldes som lovligt Selvforsvar.
Hvad Spottedigte og Persiflager angaar, saa forsikrer jeg at jeg vilde
være den sidste Person her i Landet der kunde drives til at skrive den
Slags for gode Ord og Betaling. Den Slags er efter min Mening ikke bare
under en Filosofs Værdighed, men under ethvert ordentligt Menneskes
Værdighed. Gid jeg ikke blev beskyldt for andet! Gid mine Kritikere ikke
kunde bebrejde mig andre Fejl end at jeg under Pseudonym har revset
Menneskeheden, eller at jeg i humoristiske Digterværker har fremsat
moralske Belæringer! Men jeg lider under mange andre Fejl, som jeg selv
har fortalt om hist og her med en næsten alt for stor Ærlighed. Men nu
har jeg talt nok om Niels Klim, som bliver mit sidste Værk i den Genre.
Dette lille Skrift blev oversat til mange Sprog. Det var min egen Skyld
at det først saa sent blev oversat til Dansk. De fleste Danskere kan
Tysk, og jeg syntes det vilde være uklogt at udsætte disse
Moralforskrifter, der for de flestes Vedkommende var i Paradoksets Form,
for den ondsindede Pøbels Kritik. Hvad andre forstaar og læser med
Udbytte, kan Manden paa Gaden knap nok se med Briller. Følgende Fabel
kan anvendes paa dette: Da Muldvarpen hørte at Menneskene brugte
Briller, bad den 202 sin Mor om
at købe saadan nogle Øjenfutteraler til den; men dens Mor svarede: »Min
Datter, du skal ikke ønske dig noget som strider imod din Natur! For
Briller er nok til Nytte for Menneskene, men de gavner ikke os Muldvarpe
Spor.«